Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

På baggrund af en offentlig debat i forbindelse med en overlæges opsigelse af sin stilling på et hospital iværksatte ombudsmanden en egen drift-undersøgelse. Undersøgelsen tog udgangspunkt i hospitalsledelsens håndtering af en kritik fra overlægen.

Ombudsmanden udtalte sig om ledelsens håndtering af kritikken og om hospitalsdirektionens ændring af en stillingsbeskrivelse med henblik på ansættelse af en overlæge på børneafdelingen. Overlægen havde i første omgang været med til at skrive denne stillingsbeskrivelse. Endelig udtalte ombudsmanden sig om en afvisning fra den ansvarshavende redaktør på hospitalets personaleblad af at bringe et interview med overlægen. Overlægen udtalte sig i interviewet kritisk om forholdene på børneafdelingen. (J.nr. 1998-1013-815).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Optagelse af læserbrev i personaleblad – offentligt ansattes ytringsfrihed. Underretningspligt. Principper for offentlig ledelse

 

Jeg konstaterede at de hørte myndigheder var enig i min udlægning af de overordnede principper i den foreløbige redegørelse. Tilbage stod min vurdering af tre eksempler på ledelsens håndtering af A’s kritik i relation til det man overordnet kunne kalde principperne for god offentlig ledelse. Min vurdering af de konkrete episoder vandt (i større eller mindre omfang) ikke umiddelbart tilslutning hos de hørte myndigheder. Jeg er opmærksom på at det kan skyldes at min undersøgelse alene foregik på et skriftligt grundlag. Som sagen var oplyst for mig, mener jeg dog fortsat ikke at ledelsens håndtering af disse episoder var i overensstemmelse med principperne for god offentlig ledelse. Jeg havde fundet det ønskeligt om situationerne havde været håndteret anderledes.

Først følger en oversigt over sagens dokumenter. Derefter en gengivelse af min foreløbige udtalelse af 31. maj 1999 og myndighedernes og A’s bemærkninger hertil. Til sidst min endelige udtalelse.

 

Sagens dokumenter

I undersøgelsen indgik udtalelser og bilag fra Amager Hospital (udtalelse af 17. april 1998), Rigshospitalet (udtalelse af 22. april 1998), B Hospital (udtalelse af 30. april 1998) og H:S Direktionen (udtalelse af 19. maj 1998). A kommenterede disse udtalelse og skitserede sagsforløbet i breve med bilag af 31. juli 1998 og 27. august 1998. B Hospital og H:S Direktionen kommenterede i breve af 30. september 1998 og 30. oktober 1998 A’s udtalelser. A kommenterede disse breve i brev af 1. december 1998. Den 31. maj 1999 afgav jeg en foreløbig udtalelse på baggrund af det indkomne materiale. B Hospital, H:S Direktionen og Indenrigsministeriet kommenterede den foreløbige redegørelse i breve af henholdsvis den 17. juni 1999, 6. juli 1999 og 15. september 1999. A kommenterede i brev af 18. oktober 1999 min foreløbige redegørelse og myndighedernes udtalelser.

 

Ombudsmandens foreløbige redegørelse af 31. maj 1999

”(A) blev den 1. maj 1992 ansat som ledende overlæge ved (B) Hospital. Den 1. april 1997 frasagde han sig efter en sygdomsperiode sin funktion som ledende overlæge og fortsatte herefter i en stilling som ’almindelig’ overlæge. Han indgik samtidig en aftale med hospitalet hvorefter han efter behov kunne deltage i afdelingsmøder internt og i møder med hospitalsdirektionen og H:S Direktionen. (A) opsagde sin stilling som overlæge med virkning fra 1. januar 1999. I begrundelsen for opsigelsen henviste han til den stadige prioritering af økonomi frem for patienterne og den manglende opbakning og respekt fra ledelsens side af hans synspunkter og deraf følgende utilstrækkelige ressourcetildeling.

 

Efter en foreløbig gennemgang af sagen finder jeg anledning til at kommentere følgende punkter:

Generelt om ledelsens håndtering af (A)’s fremsættelse af kritik af forholdene på børneafdelingen på (B) Hospital

(A) har fremstillet sagsforløbet i brev af 31. juli 1998, og heraf fremgår det at han ikke udtalte sin kritik til pressen før han havde søgt sin afsked på (B) Hospital. Han rejste i stedet sin kritik af ressourceforholdene på børneafdelingen på (B) Hospital over for hospitalets direktion. Som sagen er oplyst for mig, har (A) ved adskillige møder mellem afdelingsledelsen og direktionen gjort opmærksom på at der var ressourcemangel på børneafdelingen, og at situationen var uholdbar idet der var 6-7 måneders ventetid på forundersøgelser og efterundersøgelser, og at han derfor ikke kunne garantere for patientsikkerheden for børnene. Det fremgår ikke af sagen hvorvidt (A) over for ledelsen udtalte at han anså situationen som lægefagligt uforsvarlig. På det foreliggende grundlag lægger jeg imidlertid til grund at det i et vist omfang var tilfældet. Jeg henviser til det udkast til en artikel baseret på et interview med (A) til personalebladet Pulsen, september 1997-udgaven som (A) modtog fra journalist (C), og som han redigerede i. Artiklen blev ikke bragt i denne form (dette omtales særskilt nedenfor i afsnittet ’Personalebladet Pulsen’). I udkastet til artiklen var der bl.a. anført:

’Patientsikkerheden er truet.

...

- Hospitalets ledelse bliver vurderet på, om den er i stand til at overholde budgetterne. Det smitter af, så det ikke længere er den faglige virksomhed, der er styrende, men økonomien. Det bør ændres.

- På afdelingerne får vi besked om at holde budgettet, og belønningen for at gøre det synes at være besparelser. Holder vi ikke budgettet, er det også galt. Hvordan skal vi være ansvarlige? Vi bliver presset længere og længere ud i at tage lægefagligt ansvar for noget, som man får vanskeligere og vanskeligere ved at acceptere. Det er nødvendigt at sige fra over for de bestandige besparelser, og som læge og professor har jeg en særlig forpligtelse til at tage del i den sundhedsfaglige debat, når jeg har kendskab til forhold, der er sundhedsfagligt uforsvarlige.

...

 

De lægefaglige konsekvenser af besparelserne synes ikke at blive bragt videre op i systemet af ledelsen, og derfor bliver det ikke gjort klart for politikere og befolkning, at man ikke længere har den standard i sundhedssystemet, som man forestiller sig. Måske ønsker befolkningen ikke at betale mere til sundhedssystemet, men så må man give den lejlighed til at overveje det.

Frustrationen forstærkes af, at hospitalet har mistet specialer, og det er en alvorlig åreladning, som det tager tid at overvinde. Vi troede, at H:S-planen var lavet af faglige hensyn, men det bliver stadig tydeligere, at det var af økonomiske grunde. Fagligt lyder det meget rigtigt, at man gerne vil centralisere for ikke at have dobbeltfunktioner, men tilstrækkelige ressourcer er ikke fulgt med, når specialerne er flyttet.

Staten gav en milliard kr. til H:S, da det blev dannet, og alligevel skal vi spare. Et system, som i forvejen skriger på ressourcerne, skærer man nu ned på. Situationen er meget alvorlig.’

Det er almindeligt antaget at offentligt ansatte med særlig fagkundskab har både ret og pligt til at reagere over for eventuelle fagligt uforsvarlige forhold, se f.eks. s. 161ff i Fagligt etiske principper i offentlig administration, betænkning afgivet af DJØF's fagligt-etiske arbejdsgruppe (1993). I betænkning om forholdet mellem minister og embedsmænd, betænkning nr. 1354, 1998, s. 21f, er embedsmændenes pligt til at rådgive ministeren i faglige spørgsmål beskrevet som en pligt til af egen drift at rådgive og informere ministeren sådan at ministeren modtager den fornødne information og rådgivning om faktuelle og retlige spørgsmål i alle sager der er væsentlige for ministeriets embedsførelse. Endvidere er det anført at embedsmændene har pligt til at advare ministeren hvis denne er på vej til at træffe en ulovlig beslutning.

Opstår en fagligt uforsvarlig situation, antages det at den ansatte i almindelighed har pligt til at orientere sin nærmeste foresatte om sin opfattelse, jf. f.eks. sagen der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s. 422ff (særligt s. 431, 1. sp.).

Hvis den foresatte er fagkyndig og efter eventuel fornøden undersøgelse vurderer at forholdene er fagligt forsvarlige, har den ansatte i almindelighed pligt til at respektere den foresattes afvisning af indsigelsen. Kun i de særlige situationer hvor den ansatte vurderer at forholdene med sikkerhed er fagligt uforsvarlige, kan der være en forpligtelse for den ansatte til yderligere at reagere over for klart fagligt uforsvarlige forhold.

Hvis den foresatte ikke kan afvise at forholdene er eller kan være fagligt uforsvarlige og den foresatte ikke selv er i stand til at afhjælpe forholdene, har den foresatte pligt til at orientere sine nærmeste foresatte, det vil sige forelægge sagen ’opad’ i systemet.

Underretningspligten gælder også i tilfælde hvor en efterkommelse af en given ordre er uforenelig med opretholdelse af fagligt forsvarlige forhold. Eksempelvis kan et administrativt fastlagt budget være udtryk for en ordre af denne karakter i det omfang budgettets overholdelse skaber fagligt uforsvarlige forhold. Det samme gælder generelle eller konkrete ordrer om overholdelse af et sådant budget. En sådan ordre kan sidestilles med en ulovlig tjenestebefaling. I beretningen og indstillingen i den tjenstlige undersøgelse i Tamilsagen, afgivet den 14. november 1995, udtalte forhørsledelsen om tjenestemændenes pligt til at underrette den overordnede i tilfælde af ulovlige tjenestebefalinger bl.a. (s. 53f):

’Forhørsledelsen finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at der også af tjenesteforholdet følger en videregående forpligtelse til at underrette den overordnede om en ordres ulovlighed og begrundelsen herfor. Dette må i hvert fald gælde for tjenestemænd, der har det som en central arbejdsfunktion at være rådgiver for den overordnede, som f.eks. ledende embedsmænd i et ministerium. Underretningspligten følger her af rådgiverrollen. I disse tilfælde – og muligt generelt, idet en underretningspligt ikke indebærer nogen konflikt med lydighedspligten – er underretningspligten formentlig ikke begrænset til tilfælde af klar ulovlighed, men gælder alle tilfælde af ulovlighed.’

 

Lægeligt uforsvarlige forhold på et hospital kan medføre erstatningsansvar. Jeg henviser til Højesterets dom af 19. marts 1985 om den manglende opvågningsstue på Odder Sygehus, optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen i 1985, s. 368ff. Det fremgår forudsætningsvis af dommens præmisser at hvis sygehusets indretning eller organisation havde været uforsvarlig, ville det have været ansvarspådragende. Om grænsen til det lægeligt uforsvarlige er der i kommentaren til dommen af Niels Pontoppidan, Ugeskrift for Retsvæsen 1985, afdeling B, side 248ff (s. 250) anført:

’...

Det må derfor inden for ret vide rammer – på det foreliggende område afgrænset af det lægeligt forsvarlige – tilkomme de politiske instanser at fastlægge standarden, og man fandt ikke, at det kan være domstolenes opgave gennem tilkendegivelse af erstatning at gribe korrigerende ind over det serviceniveau, som er et resultat af de politiske organers beslutninger. En sådan korrektion ville også støde på det problem, at man i de enkeltsager, der bliver forelagt domstolene, vanskeligt vil kunne tilvejebringe fyldestgørende oplysninger om de økonomiske konsekvenser for det offentlige af en selvstændig normdannelse fra domstolenes side.

Mod de anførte synspunkter kan det indvendes, at domstolene ved på det foreliggende område at trække grænsen ved, hvad der kan anses for det lægeligt forsvarlige, ikke løser problemerne, men snarere skubber dem foran sig, dels fordi der kan være forskellige meninger herom – jfr. at lægeforeningens responsumudvalg i den foreliggende sag mente ét og Retslægerådet noget andet – dels og navnlig fordi den lægelige vurdering af, hvad der skal anses for forsvarligt, ikke, når det drejer sig om et ressource- og prioriteringsspørgsmål, kan være udtryk for et rent sagligt skøn. Hertil må bemærkes, at domstolene heller ikke på dette område er bundet af det lægelige skøn, og at de påpegede vanskeligheder ikke ændrer ved det grundsynspunkt, at domstolene bør være tilbageholdende med at gribe ind på områder, som er så klart politisk prægede som det foreliggende.

...’

 

I forhold til de involverede personer og myndigheder i den foreliggende sag indebærer de omtalte retningslinjer vedrørende fagligt uforsvarlige forhold en underretningspligt som nedenfor beskrevet.

Det fremgår af lov nr. 1132 af 21. december 1994 med senere ændring om Hovedstadens Sygehusfællesskab at fællesskabet ledes af en bestyrelse der har det overordnede ansvar for sygehusfællesskabet. Bestyrelsen består af 15 medlemmer. Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser udpeger henholdsvis 7 og 2 medlemmer, og sundhedsministeren udpeger 6 medlemmer, jf. § 9. Bestyrelsen ansætter en direktion som varetager den daglige administrative og økonomiske ledelse inden for rammer der fastlægges af bestyrelsen.

Bestyrelsen vedtager sygehusfællesskabets budget. Budgettet skal undergives to behandlinger. Imellem de to behandlinger skal budgettet sendes til Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser og til sundhedsministeren, jf. § 9.

Om budgettets detaljeringsgrad fremgår det at bestyrelsen ved den endelige vedtagelse af årsbudgettet skal tage bevillingsmæssig stilling til budgettets driftsposter specificeret på institutionsniveau, jf. § 20, stk. 2, i vedtægten for H:S som blev godkendt af Indenrigsministeriet den 1. december 1995. Det fremgår dog af § 20, stk. 7, at der i budgetforslaget kan fastlægges en bemyndigelse til direktionen til at foretage budgetomplaceringer mellem institutioner og budgetfunktioner inden for nettorammen i løbet af budgetåret med henblik på at sikre en samlet budgetoverholdelse.

Jeg har nedenfor lagt til grund at H:S Direktionen har en vis kompetence til budgetomplaceringer, samt at direktionerne på de enkelte hospitaler i et vist omfang kan prioritere driftsmidlerne inden for institutionen.

Det fremgår endvidere at indenrigsministeren fører tilsyn med sygehusfællesskabet, og at visse bestemmelser i lov om kommunernes styrelse finder anvendelse, jf. § 6, stk. 1, og § 16 i lov om Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Det fremgår af ’Ledelsesregelsæt for hospitalerne i Hovedstadens Sygehusfællesskab’ der blev vedtaget den 6. marts 1996, at hvert enkelt hospital i sygehusfællesskabet har sin egen direktion.

Jeg har lagt til grund at direktionen på (B) Hospital består af en hospitalsdirektør som har den overordnede ledelse af hospitalsdirektionens arbejde, og som er ansvarlig for hospitalets samlede virksomhed over for H:S Direktionen. Direktionen på (B) Hospital består derudover af en lægelig direktør og en sygeplejedirektør.

Endvidere fremgår det af ledelsesreglerne at afdelingsledelsen på en hospitalsafdeling normalt består af en ledende overlæge og en ledende oversygeplejerske. Afdelingsledelsen har i fællesskab over for hospitalsdirektionen ansvaret for afdelingens samlede virksomhed. Hospitalsdirektionen fastsætter nærmere retningslinjer for afdelingsledelsens arbejde og sammensætning.

 

Hvis en læge finder at forholdene på en afdeling er lægeligt uforsvarlige, har han pligt til at underrette sin foresatte, dvs. den ledende overlæge. Kan den ledende overlæge ikke afhjælpe forholdene, har overlægen ligeledes pligt til at underrette opad i systemet til hospitalets direktion hvis han er enig i at forholdene er lægeligt uforsvarlige.

Direktionen må i det omfang den lægelige direktør vurderer at der er tale om lægeligt uforsvarlige forhold, omprioritere inden for rammerne af hospitalets budget medmindre det så ville medføre lægeligt uforsvarlige situationer på andre afdelinger. Hvis direktionen ikke er i stand til at omprioritere uden at skabe lægeligt uforsvarlige forhold på andre afdelinger, er direktionen forpligtet til at gå videre til H:S Direktionen.

H:S Direktionen er herefter forpligtet til at underrette H:S Bestyrelsen hvis direktionen ikke inden for det samlede budget kan omprioritere så den lægeligt uforsvarlige situation bliver afhjulpet.

I den konkrete sag gjorde (A) som ledende overlæge direktionen på (B) Hospital opmærksom på at forholdene på børneafdelingen efter hans mening var lægeligt uforsvarlige.

Jeg har forstået at den lægelige direktør på (B) Hospital ikke fandt at forholdene på børneafdelingen var lægeligt uforsvarlige, og direktionen fandt derfor ikke anledning til at omfordele ressourcer eller at underrette videre op i systemet. (A) har begrundet sin fratræden med at direktionen ikke var enig i hans synspunkter.

En kontrol af de lægefaglige vurderinger kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har. Jeg kan derfor ikke gå ind i vurderingen af om forholdene på børneafdelingen var lægeligt uforsvarlige. Som følge heraf kan jeg heller ikke kritisere at direktionen ikke fandt der var grundlag for at give yderligere ressourcer eller underrette H:S Direktionen.

I det omfang en læge påpeger lægeligt uforsvarlige forhold, kan udtalelserne isoleret set ikke mødes med negative personaleretlige konsekvenser. Det gælder selv om den overordnede ikke er enig i den ansattes fagkyndige vurdering af at forholdene er lægeligt uforsvarlige. Jeg henviser til den ovenfor nævnte dom og kommentar i Ugeskrift for Retsvæsen, 1985, s. 363f, og afdeling B, s. 250, hvorefter der kan være forskellige fagkyndige meninger om hvad der er lægeligt uforsvarligt. Den endelige afgørelse heraf hører under domstolene.

 

I det følgende gennemgås tre eksempler på ledelsens håndtering af (A)’s kritik:

Dialogmødet den 20. maj 1997

(A)’s fremstilling giver flere gange indtryk af at han har opfattet ledelsens reaktioner på hans ytringer som trusler om at han kunne risikere at blive afskediget hvis han fremsatte yderligere kritik eller eventuelt gik videre med kritikken. (A) har bl.a. i brev af 31. juli 1998 beskrevet et dialogmøde mellem direktionen på (B) Hospital og alle afdelingsledelserne. Han anførte:

’5. Den 20.5.97 afholdtes det månedlige såkaldte dialogmøde mellem Hospitalsdirektionen og alle afdelingsledelserne på (B) Hospital. Jeg spurgte her, hvordan Direktionen egentlig havde det med, at 'H:S Direktion og politikerne hele tiden meldte ud, at alting gik pragtfuldt, når vi allesammen vidste, at det ikke passede' – et spørgsmål som klart også angik de øvrige forsamlede i alt 40‑50 overlæger og oversygeplejersker. Hospitalsdirektør (D) svarede, at 'det havde han det udmærket med'. Jeg måtte svare, at det havde jeg det bestemt ikke, idet forholdene jo gik ud over patienterne med bl.a. 6-7 måneders ventetid for elektive indlæggelser og forambulante undersøgelser på børneafdelingen'. Det havde (D) 'det fortsat udmærket med', og han tilføjede, at 'ellers skulle han jo ikke have søgt en sådan stilling' [som hospitalsdirektør; min tilføjelse]. Da jeg svarede, at 'jeg fortsat fandt, at forholdene var meget forkerte', svarede han, at 'dette var et eksistentialistisk problem – og hvis man var utilfreds med forholdene, så havde man som tjenestemand 3 måneders opsigelse!'. Denne bemærkning blev smældet direkte ud i plenum med alle afdelingsledelserne. Der var ikke en af de øvrige mødedeltagere, hverken fra Direktionen eller afdelingsledelserne, som sagde noget!

 

Konklusion:

Jeg må klart se denne hændelse som en yderst arrogant og brutal afvisning af, hvad jeg opfatter som et essentielt problem for min og de øvrige afdelinger – og desuden indeholder udtalelsen jo en klar trussel på min stilling!’

H:S (B) Hospital, Hospitalsdirektion, har i brev af 30. september 1998 om dette møde anført:

’...

(A) karakteriserer hospitalsdirektørens afsluttende bemærkning som en 'yderst arrogant og brutal afvisning', og anfører, at udtalelsen indeholder en trussel på (A)’s stilling.

Hospitalsdirektionen må selvsagt afvise dette.

At (A) finder udtalelserne arrogante og brutale er vanskeligt at argumentere imod al den stund, han givetvis har opfattet dem som sådanne. Omvendt er denne sags kerne næppe en bedømmelse af hospitalsdirektørens retoriske og ledelsesmæssige håndtering af en situation, hvor en enkeltperson i et stort ledelsesforum, og hvor der er afsat begrænset tid, fortsætter med en række mere eller mindre konkrete betragtninger over de urimelige vilkår i det danske sundhedsvæsen. Set fra hospitalsdirektørens side var der derfor blot tale om at afslutte den generelle diskussion for at vende tilbage til de mere konkrete driftsmæssige emner, der er mødernes formål.

At udtalelserne skulle være udtryk for en trussel på (A)’s stilling må ligeledes afvises. Det fremgår klart af sammenhængen, at hospitalsdirektøren henviser til en situation, hvor en embedsmand selv ønsker at opsige sin stilling. Udtalelsen er således blot en henvisning til generelle vilkår der gælder på arbejdsmarkedet: at hvis man som ansat er utilfreds med sine arbejdsvilkår er en af flere muligheder at søge anden beskæftigelse.’

Direktionen har ikke bestridt den af (A) anførte faktiske meningsudveksling på mødet, men udtalt at direktionen opfatter den på en anden måde.

Som anført af direktionen, hvilket tillige fremgår af den refererede ordveksling, var der ikke tale om at man truede (A) med fyring, men at man henviste ham til at sige op hvis han var utilfreds med forholdene.

Det fremgår af vedtægten for Hovedstadens Sygehusfællesskab at bestyrelsen skal sikre personalets aktive inddragelse i beslutninger om fællesskabets drift og udvikling, jf. § 9. Vedtægten er udstedt i medfør af lov om Hovedstadens Sygehusfællesskab, § 11. I forarbejderne til denne bestemmelse er det anført at bestyrelsen vil blive pålagt at sikre personalets aktive inddragelse i beslutninger om sygehusfællesskabets drift og udvikling (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 276).

I betænkningen afgivet af DJØF's fagligt etiske arbejdsgruppe, september 1993, om fagligt-etiske principper skriver arbejdsgruppen at de høringer som gruppen har foretaget, har vist at større åbenhed kan være et middel til at reducere antallet af etiske problemer. Større åbenhed er både forvaltningens åbenhed over for omverdenen og den ’interne åbenhed’ som navnlig består i at alle i vedkommende forvaltningsenhed fra top til bund drøfter enhedens problemer med hinanden, herunder etiske problemer, og med gensidig respekt for synspunkters forskellighed, jf. s. 90 og s. 184ff.

(B) Hospital har endvidere selv beskrevet de månedlige dialogmøder som et af de fora hvor der var mulighed for at udveksle information. I brev af 30. april 1998 til H:S Direktionen oplyste (B) Hospital bl.a.:

’Endelig kan nævnes, at hospitalsdirektionen fast en gang om måneden afholder et møde af en times varighed med samtlige afdelingsledelser. (A) har deltaget i en række af disse møder, hvilket understreger, at (A) har været accepteret som en del af hospitalets ledelsesforum med de muligheder for udveksling af generel information om hospitalet og dets afdelinger dette indebærer.’

Jeg henviser endvidere til at H:S Direktionen i brev af 19. maj 1998 til mig kort har redegjort for de interne fora der er eller påtænkes oprettet inden for sygehusfællesskabet med henblik på at medarbejdernes synspunkter kan komme frem. Endvidere er der bl.a. vedlagt en kopi af den overordnede personalepolitik fra maj 1997 hvoraf det bl.a. fremgår at de ansatte i deres daglige arbejdsopgaver ’skal have ansvar for og indflydelse på de opgaver de udfører’, at deres ’indsats og funktion skal værdsættes’, at de ansatte skal opleve ’interesse for, hvad de som enkeltpersoner giver udtryk for om forholdene på arbejdspladsen’, og at de ’inddrages i omstruktureringer', og at lederne til gengæld, skal ’skabe et miljø hvor idéer om forbedringer kan drøftes fordomsfrit’ og ’involvere personalet i økonomiske og personalemæssige beslutninger og om den overordnede linje for udviklingen af H:S’.

Retningslinierne om intern åbenhed og medinddragelse som fremgår af vedtægten, betænkningen og H:S' overordnede personalepolitik, kan ses som et udslag af almindelige principper for god offentlig ledelse.

Personalets aktive inddragelse kan tillige ses som et udslag af officialprincippet. H:S er en del af den offentlige forvaltning og skal som andre offentlige myndigheder bygge sine beslutninger og faktisk forvaltning på saglighed. Saglighed forudsætter at myndighederne er i besiddelse af et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag. For den offentlige forvaltning gælder der et official- eller undersøgelsesprincip hvorefter myndighederne har ansvaret for at der som grundlag for beslutninger foreligger de nødvendige oplysninger. For at kunne træffe saglige afgørelser om prioritering af ressourcer mellem en eller flere afdelinger eller et eller flere hospitaler må ledelsen nødvendigvis have informationer om de enkelte afdelinger.

En henvisning til, som det skete på dialogmødet den 20. maj 1997, at man hvis man er utilfreds med sine arbejdsvilkår kan søge et andet job, er naturligvis en korrekt oplysning, men det fremmer sandsynligvis ikke den ’interne åbenhed’ og harmonerer efter min opfattelse ikke med den beskrevne pligt til at inddrage medarbejderne i beslutningerne om driften.

 

Stillingsopslaget

Jeg har lagt til grund at direktionen på (B) Hospital ikke orienterede (A) om ændringen af stillingsopslaget inden stillingsopslaget vedrørende en overlægestilling på børneafdelingen blev slået op. Jeg henviser til (A)’s brev til mig af 31. juli 1998, punkt 10-11, hvor følgende blev anført:

’10. Omkring september 97 meddelte (E), at vi nu kunne få omnormeret (men ikke nynormeret) en afdelingslægestilling til en overlægestilling med særlige interesseområder inden for gastroenterologi (mavetarmsygdomme) og infektionssygdomme. Stillingsbeskrivelsen blev udfærdiget næsten identisk med den første stillingsbeskrivelse fra efteråret 1994 – og vi troede alle, at nu var vi i hvert fald kommet så langt.

11. Men ca. 1 måned senere primo oktober 97 meddelte sundhedsfaglig direktør (F) imidlertid (E), at stillingsbeskrivelsen skulle ændres, idet den ikke specifikt måtte omtale gastroenterologi som særligt interesseområde for de potentielle ansøgere, da man ikke ønskede at styrke dette område. Betegnelsen infektionssygdomme måtte derimod gerne bibeholdes. I stedet for gastroenterologi skulle der stå: 'Et af afdelingens andre ekspertområder'. (E) meddelte dette videre til den ledende overlæge (G) medio uge 41 1997, og den nye stillingsbeskrivelse blev udfærdiget som ønsket af H:S Direktion.

Det helt utilstedelige i denne sammenhæng var blot, at jeg overhovedet ikke blev inddraget i disse drøftelser på noget tidspunkt – endsige bare orienteret om problemerne! – og dette selv om jeg i al beskedenhed har startet den pædiatriske gastroenterologi herhjemme i 1972 og har varetaget lands‑landsdelsfunktionen i specialet siden 1977. Først tilfældigt, 1½ uge efter at papirerne på ny var afsendt, fik jeg kendskab til hændelsesforløbet!

Da jeg ikke kunne få en tilfredsstillende forklaring fra nogen af de involverede parter på Hvidovre Hospital om det skete, henvendte jeg mig telefonisk til (F). Hun forklarede, at årsagen til ændringen i stillingsbeskrivelsen var den, at det gastroenterologiske ekspertområde var for lille til at skulle have 2 overlæger. Jeg måtte klart erklære mig uenig heri – specialet er i vækst (vi indtjener bl.a. langt over 1 mill. kr. årligt til H:S på den gastroenterologiske lands‑landsdelsfunktion) – og desuden var jeg udover at være ansvarlig for gastroenterologien jo også professor i mit fag – ligesom afdelingen jo var klart underbemandet. Endelig kræver en lands‑landsdelsfunktion jo altid mindst 2 seniore læger for at kunne fungere tilfredsstillende året rundt. Sidstnævnte erklærede (F) sig enig i, men sagen var den, at der også skulle spares overlægestillinger i 1998! I øvrigt henviste hun mig til (E), som havde accepteret ændringerne.

...

Hospitalsdirektionen forstår ikke, at 'jeg føler ovennævnte hændelsesforløb som en mangel på opbakning og naturlig respekt fra ledelsens side og står uforstående over for den fremførte kritik'. Men netop i denne manglende forståelse har vi forklaringen på min opsigelse.

Jeg kan ganske enkelt ikke efter hele dette forløb vedblive med at være loyal over for både patienterne og systemet, når systemet ikke længere er loyal over for patienterne.’

(B) Hospital har i brev af 30. september 1998 anført at det ikke har noget med ytringsfrihed at gøre, men at det blot var udøvelse af H:S direktionens legitime ledelsesret.

Jeg er enig i at det ligger inden for ledelsesretten – i det omfang det er lægeligt forsvarligt – at beslutte hvilke læger og med hvilke specialer der skal ansættes. Men det havde efter min opfattelse været bedst stemmende med principperne for god offentlig ledelse, som bl.a. fremgår af vedtægten, betænkningen og H:S' overordnede personalepolitik, hvis (A) af ledelsen på (B) Hospital var blevet inddraget i beslutningsprocessen forud for ændringen af stillingsopslaget.

 

Personalebladet Pulsen

(B) Hospital har et personaleblad som hedder Pulsen. Hospitalsdirektør (D) er ansvarshavende redaktør på bladet.

Professor, dr.med. (H), Reumatologisk Afdeling, og (A), Børneafdelingen, blev i sommeren 1997 interviewet af Pulsens journalist (C) med henblik på at der skulle bringes et dobbeltinterview under overskriften ’Debat om (B) Hospitals fremtid’ i september-nummeret.

(A) modtog og rettede (C)’s udfærdigede oplæg til hans del af artiklen. Dele af artiklen er gengivet ovenfor. (A)’s del af artiklen blev imidlertid ikke bragt i september 1997-nummeret. Den anden halvdel af interviewet hvor (H) havde udtalt sig i positive vendinger om hospitalets forhold, blev bragt i september-nummeret.

Hospitalsdirektør og ansvarshavende redaktør (D) begrundede afvisningen af (A)’s partsindlæg' med følgende i brev af 3. september 1997 til (A):

’Delvist af pladsmæssige årsager har vi undladt at bringe vedlagte artikel om 'ventetider i Børneafdelingen' i dette nummer af Pulsen. Når det lige nøjagtigt var denne artikel vi valgte at undlade, skyldes det, at billedet af Børneafdelingen, som det fremgår af artiklen, er meget negativt. Der er ingen tvivl om, at Børneafdelingens situation har været anstrengt, samt at ventetidsproblemet er alvorligt. Imidlertid vil det, både for børneafdelingen og for hospitalet som sådant, være bedre med et mere nuanceret billede.

Jeg vil derfor foreslå, at der laves en række artikler om Børneafdelingen, og at disse bringes samtidig med artiklen om ventetiderne. Artiklerne kunne omhandle nye tiltag – f.eks. planer om en ny modtagelse, faglig udviklingsforhold, projektet om elektronisk patientjournal m.v.

(C) fra Pulsen vil kontakte jer om ovenstående i den nærmeste fremtid.’

Artiklen blev i en noget redigeret form bragt i december-nummeret. Journalist (C) skrev i et brev af 9. december 1997 til (A) bl.a.:

’Bladet er 'på gaden' i dag, og jeg synes, at artiklerne om børneafdelingen er blevet et velunderbygget kritisk indslag i personalebladet. Fra en journalistisk synsvinkel er den bedre end den oprindelige artikel, netop fordi argumenterne er blevet underbygget med dokumentation.

I forhold til, hvad almindeligvis accepteres i personaleblade, er det udtryk for vide grænser – efter min bedste overbevisning. Derfor er jeg godt tilfreds med resultatet, og det håber jeg også, at du er.’

 

(A) har i brev af 27. august 1998 til mig om den senere artikel udtalt:

’Her berøres godt nok flere dele af problemerne, men alligevel fremgår det klart – især gennem den måde, hvorpå disse omtales – at de søges nedtonet ved at ’fortynde’ min del af kritikken. Jf. her specielt den manglende omtale af min i det oprindelige oplæg fremsatte kommentar om, at 'de lægelige konsekvenser af besparelserne synes ikke at blive bragt videre op i systemet, og derfor bliver det ikke gjort klart for politikere og befolkningen, at man ikke længere har den standard i sundhedssystemet, som man forestiller sig. Måske ønsker befolkningen ikke at betale mere til sundhedssystemet, men så må man give den lejlighed til selv at overveje dette.’

Ligeledes er følgende sætning fra første udkast udeladt: 'Vi troede, at H:S planen var lavet af faglige hensyn, men det bliver stadigt tydeligere, at det var af økonomiske grunde. Fagligt lyder det meget rigtigt, at man gerne vil centralisere for ikke at have dobbeltfunktioner, men tilstrækkelige ressourcer er ikke fulgt med, når specialerne er flyttet. Staten gav 1 milliard kroner til H:S, det blev dannet, og alligevel skal vi spare. Et system, som i forvejen skriger på ressourcer, skærer man nu ned på. Situationen er meget alvorlig.’

...

(C) synes åbenbart tilfreds ud fra de givne vilkår – men efter min mening er disse vilkår klart begrænsende i forhold til ytringsfriheden – eller med andre ord et udtryk for censur.’

(B) hospital har i brev til mig af 30. september 1998 kommenteret forløbet således :

’...

Hospitalsdirektionen er enig i forløbet som det er beskrevet, men må på det bestemteste afvise, at der skulle være udøvet eller forsøgt udøvet nogen form for begrænsning i ytringsfriheden/censur.

Alene det forhold, at sagen blev fulgt op og rent faktisk resulterede i flere artikler i ’Pulsen' viser, at der ikke har været gjort forsøg på at begrænse (A)’s adgang til offentligt at ytre sin utilfredshed med de givne forhold.

Hospitalsdirektionen må da også henvise til, at den resulterende artikel – ud over at ændre karakter fra et partsindlæg til en mere nuanceret beskrivelse – indeholder betydeligt kritiske bemærkninger. At formuleringer m.v. er udeladt skyldes således alene en journalistisk redigering.’

 

Grundlovens § 77 har følgende ordlyd:

’Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.’

Grundlovens § 77 giver ikke ret til at man kan kræve sine tanker offentliggjort i (andres) tidsskrifter eller blade. Jeg henviser til Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret (1980) s. 707, og Max Sørensen, Statsforfatningsret (1973) s. 372f, og Betænkning nr. 1029 om dansk mediepolitik, 1985, s. 213f.

Den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 10 hjemler heller ikke en ret til at få indlæg optaget i dagspressen mv., jf. Peer Lorenzen mfl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer (1994), s. 263.

Det er den ansvarshavende redaktør for et blad der bestemmer om en artikel skal bringes eller ej, jf. medieansvarslovens § 3, stk. 2.

Selv om vurderingen af hvorvidt en artikel skal bringes eller ej og i hvilken form, tilkommer den ansvarshavende redaktør, er redaktørens vurdering ikke fri når der er tale om et blad for en offentlig institution der er finansieret af det offentlige og med en offentligt ansat redaktør. Vurderingen skal bygge på saglige grunde.

Et sagligt hensyn er naturligvis at redaktøren ikke vil bringe noget hvor vedkommende efterfølgende kan blive strafansvarlig efter f.eks. injuriereglerne i straffeloven. Desuden må det være sagligt at afslå en artikel hvis den ansatte i artiklen går ud over grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed, eller hvis ledelsen kunne forbyde uddeling af skrifter med samme indhold, se nærmere nedenfor. Derudover kan der bl.a. være journalistiske hensyn og pladshensyn. Et hensyn der skal indgå i vurderingen af om artiklen skal optages og med høj prioritet, er hensynet til ytringsfriheden.

Jeg henviser til udtalelserne i Folketingets Ombudsmands beretninger for 1976, s. 206ff*, 1977, s. 435ff*, 1983, s. 101ff *og s. 248ff*, og 1988, s. 121ff*, hvor det er lagt til grund at der for områder der er omfattet af grundlovens frihedsrettigheder, gælder en pligt for forvaltningsmyndighederne til ved udøvelsen af en skønsmæssig beføjelse (positivt) at tage hensyn til borgernes udøvelse af disse friheder og i videst mulig udstrækning undgå at lægge hindringer i vejen for friheden. Desuden henvises til Bent Christensen, Forvaltningsret – Opgaver – Hjemmel – Organisation, 2. udgave (1997) s. 161, og Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave (1997) ved Jens Garde mfl., s. 215.

Hertil kommer at forventningen til et personaleblad almindeligvis er at forhold der er relevante for arbejdspladsen, kan komme til udtryk – også set fra den enkelte medarbejders synsvinkel. Det må have som konsekvens at redaktionen af personalebladet tilstræber at indlæggene repræsenterer de forskellige synspunkter der måtte være. Dette må navnlig gælde hvis medarbejderne ønsker at give udtryk for alvorlige etiske problemer i forbindelse med deres arbejde.

 

Grænser for offentligt ansattes ytringsfrihed

Offentligt ansatte har som udgangspunkt ret til ytringsfrihed i samme omfang som privatpersoner når den ansatte udtaler sig på egne vegne. Det generelle spørgsmål om offentligt ansattes ytringsfrihed har jeg tidligere haft lejlighed til at behandle i en sag der er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning, 1987, s. 237*. Som nævnt på dette sted er udgangspunktet at offentligt ansatte har ganske samme frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Som det videre nævnes, er det dog antaget at hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne i særlige tilfælde kan føre til en begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en fuldstændig beskrivelse af hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte sådanne særlige begrænsninger gælder. Men jeg anførte følgende hovedsynspunkter:

Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har samme frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder, som de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.

Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er) aktivt medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de politiske eller administrative beslutningstagere.

Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før eller efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden en sag er afgjort, kan – af hensyn til beskyttelse af den interne beslutningsproces – være noget snævrere end adgangen til at udtale sig senere.

Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for et arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for medarbejdernes fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte, dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller har deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.’

 

Efter retspraksis og ombudsmandspraksis kan ledelsen af en institution i et vist omfang forbyde uddeling af de ansattes egne skrifter inden for institutionens område. Fra praksis kan nævnes:

I en ombudsmandsudtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for 1958, s. 165ff*, udtalte ombudsmanden at der, hvor der ikke var særlige modgrunde, skulle gives skoleelever der havde opnået en vis modenhed, ret til uden forudgående censur at skrive, udgive og på skolen distribuere skoleblade under sædvanligt efterfølgende ansvar og på vilkår at tilladelsen til omdeling på skolen var afhængig af at bladene ikke havde et anstødeligt eller for skolen skadeligt indhold.

I Ugeskrift for Retsvæsen, 1963, s. 439, er omtalt en dom hvorefter grundlovens § 77 ikke var til hinder for at man hindrede værnepligtige i – uden tilladelse fra den stedlige chef – på militært område at uddele skrifter der var egnede til at skabe misfornøjelse med militærtjenesten eller havde en uheldig indflydelse på disciplinen.

I Folketingets Ombudsmands beretning for 1983, s. 248f*, udtalte ombudsmanden at han ikke fandt at have grundlag for at kritisere at Rigshospitalet havde meddelt samtlige overlæger og oversygeplejersker at der ikke måtte uddeles skrivelser eller på anden måde gives information til patienter og pårørende om faglige konflikter og lignende på afdelingen. Ombudsmanden lagde til grund at skrivelsen var begrundet i den opfattelse at hensynet til personalets muligheder for gennem patienterne at søge at påvirke den offentlige meningsdannelse om den verserende faglige konflikt måtte vige for hensynet til at sikre at patienter under deres ophold på hospitalet ikke direkte eller indirekte følte sig pånødet en stillingtagen til en sådan konflikt. Ombudsmanden lagde endvidere vægt på at direktionen havde givet udtryk for at den information der måtte gives på grund af påvirkninger af den daglige drift, skulle meddeles patienterne i neutral form.

Det fremgår af den ansvarshavende redaktørs brev af 3. september 1997 at udeladelsen skyldtes pladshensyn, og at artiklen gav et meget negativt billede af børneafdelingen. Hospitalsledelsen har i udtalelsen hertil henvist til at den artikel der senere blev bragt, indeholdt betydelige kritiske bemærkninger selv om den havde skiftet karakter fra et ’partsindlæg’ til en mere nuanceret beskrivelse.

I den konkrete sag er det min opfattelse at (A)’s oprindelige artikel lå inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed. Artiklen vedrørte ressourceforholdene hvorom de ansatte har en vidtgående frihed til at udtale sig.

 

Endvidere mener jeg ikke at der forelå sådanne vægtige modstående hensyn til hospitalet, patienterne eller andre interesser at artiklen på grund af dens kritiske indhold kunne udelades på grundlag af praksis vedrørende adgangen til at forbyde uddeling af skrifter.

På den baggrund mener jeg ikke at henvisningen til at artiklen gav et meget negativt billede af børneafdelingen, var en saglig grund til at afvise den. Det bestyrkes endvidere af at kravet om saglighed ved udvælgelsen af partsindlæg må betyde at redaktionen skal forsøge at få flest mulige af medarbejdernes synspunkter repræsenteret. Jeg har i den forbindelse lagt mærke til at redaktionen valgte at bringe den anden del af dobbeltinterviewet, partsindlægget fra professor, dr.med. (H) der omtalte hospitalets forhold i positive vendinger, i septembernummeret.

Henvisningen til pladshensynet er generelt set sagligt og er af naturlige grunde væsentligt. Jeg har dog ikke haft mulighed for konkret at vurdere om det i denne sag ville være sagligt at udskyde artiklen til et senere nummer af pladsmæssige hensyn. I sagen blev (A)’s ’partsindlæg’, som (B) Hospital selv kalder det, dog ikke bragt i et senere nummer. Artiklen blev omredigeret og bragt i en mere nuanceret form.

På det grundlag mener jeg ikke at ledelsen burde have afvist at offentliggøre (A)’s indlæg i den oprindelige form.

 

Foreløbig konklusion

(A) underrettede ledelsen om at forholdene på (B) Hospitals børneafdeling efter hans opfattelse var lægeligt uforsvarlige. Ledelsen fulgte imidlertid ikke hans krav om yderligere ressourcer til afdelingen.

Jeg har som anført ikke den fornødne fagkundskab til at vurdere om forholdene var lægeligt uforsvarlige, og om ledelsen derfor skulle have omfordelt ressourcerne eller underrettet om situationen ’opad i systemet’.

Efter det oplyste har ledelsen ikke truffet beslutninger om negative personaleretlige konsekvenser for (A) i anledning af hans fremsatte kritik af forholdene. Men de tre eksempler på ledelsens håndtering af sagen viser efter min foreløbige opfattelse at ledelsen ikke har handlet i overensstemmelse med principperne for god offentlig ledelse som bl.a. fremgår af vedtægten, betænkningen afgivet af DJØF's fagligt etisk arbejdsgruppe (1993) og H:S' overordnede personalepolitik om intern åbenhed og den aktive inddragelse af medarbejderne. Afvisningen af (A)’s partsindlæg i personalebladet Pulsen kan ses som et udslag af en utilstrækkelig intern åbenhed og en unødvendig forhindring af at give medarbejdere mulighed for at komme til orde.”

 

 

Myndighedernes bemærkninger til min foreløbige redegørelse

 

B Hospitals udtalelse af 17. juni 1999

”...

Hospitalsdirektionen skal indledningsvis udtrykke sin fulde anerkendelse af såvel de af ombudsmanden fremhævede principper for god offentlig ledelse, som de principper for åbenhed og inddragelse af medarbejder, der er gældende i H:S. Der er efter hospitalsdirektionens opfattelse tale om alment anerkendte principper, som indgår som en naturlig og nødvendig del af den daglige drift af (B) Hospital.

Ombudsmanden gennemgår 3 eksempler på den ledelsesmæssige håndtering af (A)’s kritik, og hospitalsdirektionen skal i det følgende kommentere hver af eksemplerne.

Hospitalsdirektionen er som nævnt indledningsvis fuldstændig enig i de principper om personalets aktive inddragelse m.v., der fremgår af vedtægten for H:S. Direktionen er ligeledes helt enig i det væsentlige i, at der gives mulighed for interne drøftelser af en virksomheds problemer, og at det sker med gensidig respekt for synspunkters forskellighed.

Omstændighederne i forbindelse med den omhandlede ordveksling på diaglogmødet den 20.5.97 havde imidlertid en sådan karakter og konkret baggrund, at det efter direktionens opfattelse er forkert at fortolke dem som et brud på disse principper.

(A) havde i sin tid som ledende overlæge deltaget i en række ledelsesmøder, herunder i de såkaldte dialogmøder. På den baggrund er det hospitalsdirektionens opfattelse, at ingen der deltog i mødet den 20.5.97 var i tvivl om (A)’s opfattelse af forholdene i det danske sundhedsvæsen, herunder i særdeleshed i H:S og på (B) Hospital. (A)’s synspunkter var således på ingen måde nye for forsamlingen, og dette skal ses som en væsentlig del af baggrunden for hospitalsdirektørens beslutning om at afslutte diskussionen og vende tilbage til mødets dagsorden.

Hospitalsdirektionen hæfter sig ved, at ombudsmanden ikke anfægter en ledelses – og herunder en mødeleders – mulighed for at afslutte en diskussion, når han skønner, at de impliceredes synspunkter er kommet til orde. Ombudsmanden synes derimod at basere sin konklusion på måden diskussionen blev afsluttet. Hospitalsdirektionen har i den forbindelse bemærket, at ombudsmanden ikke opfatter henvisningen til at søge andet job hvis man er utilfreds med sine arbejdsvilkår som en trussel rettet mod (A)’s stilling.

Det er på ovennævnte baggrund hospitalsdirektionens opfattelse, at (A) på det nævnte og på en række tidligere møder fik lejlighed til at gøre forsamlingen bekendt med sine synspunkter.

 

Hospitalsdirektionen kan bekræfte, at (A) ikke blev orienteret om ændringer i det omhandlede opslag af en overlægestilling. Hospitalsdirektionen er ligeledes enig i, at det sædvanligvis vil være bedst stemmende med de fremhævede principper for god offentlig ledelse, at inddrage en professor i ændringer i et opslag af en overlægestilling inden for vedkommendes lægelige speciale.

Hospitalsdirektionen skønnede imidlertid i den konkrete sag, at den indførte ændring i et stillingsopslag, som (A) var med til at udarbejde i første omgang, havde en sådan karakter, at den fuldt tilstrækkeligt kunne drøftes med og tiltrædes af børneafdelingens ledende overlæge. Dette underbygges af, at den ansøger, der endte med at blive ansat i stillingen, netop har gastroenterologi som særligt ekspertområde.

Ombudsmanden gennemgår endelig forløbet vedrørende et interview til (B) Hospitals personaleblad Pulsen.

Hospitalsdirektionen kan fuldt ud tilslutte sig de af ombudsmanden fremhævede principper for offentligt ansattes ytringsfrihed. Direktionen vil dog finde det problematisk, såfremt principperne for offentligt ansattes ytringsfrihed skal tolkes som et krav om, at den enkelte ansatte til hver en tid kan kræve at komme til orde i et personaleblad præcist som den pågældende selv ønsker.

Som anført var der i det konkrete tilfælde tale om et interview, gennemført af en professionel journalist. Det er hospitalsdirektionens opfattelse, at det må ligge inden for en journalists og en ansvarshavendes redaktørs muligheder, dels at redigere et interview ud fra journalistiske kriterier, dels at beslutte en udskydelse af en artikel med henblik på at opnå et journalistisk mere tilfredsstillende resultat. I sidstnævnte ligger bl.a. andet – hvilket også fremhæves af ombudsmanden som en naturlig forventning til et personaleblad – at indlæggene repræsenterer forskellige synspunkter.

I det konkrete tilfælde bør man efter direktionens opfattelse bemærke, at (A) på det tidspunkt han blev bekendt med beslutningen indvilligede i at deltage i et nyt interview som forberedelse til de nye artikler, og at han fik tilsendt de nye artikler med henblik på bemærkninger inden offentliggørelsen.

Samlet er det hospitalsdirektionens opfattelse, at der i de tre nævnte eksempler har været gode og legitime grunde til den ledelsesmæssige adfærd, og at der derfor ikke er belæg for konklusionen om, at ledelsen ikke skulle have handlet i overensstemmelse med principperne for god offentlig ledelse.”

 

H:S Direktionens udtalelse af 6. juli 1999

H:S direktionen tilslutter sig udtalelsen fra (B) Hospital og direktionen er enig i de generelle synspunkter om ansattes ytringsfrihed og ledelsens sikring af at de ansatte kommer til orde som fremgik af den foreløbige redegørelse. Yderligere skriver H:S direktionen bl.a.:

”Væsentlige dele af dette materiale er lagt til grund for Ombudsmandens foreløbige redegørelse, og H:S Direktionen har bemærket sig, at der ikke i den foreløbige redegørelse indeholdes kritiske bemærkninger om forholdene generelt i Hovedstadens Sygehusfællesskab. Endvidere konkluderer Ombudsmanden foreløbigt, at ledelsen på (B) Hospital ikke har truffet beslutninger om negative personaleretlige konsekvenser for (A) i anledning af hans fremsatte kritik af forholdene.

På denne baggrund finder H.S Direktionen ligesom Hospitalsdirektionen ved (B) Hospital, at Ombudsmandens foreløbige konklusioner i et ikke rimeligt omfang synes at tillægge hospitalsdirektionen hovedparten af ansvaret for de samarbejdsvanskeligheder, der også ligger bag afslutningen af ordvekslingen ved diaglogmødet den 20. maj 1997, omstændighederne omkring opslag af den ledige stilling og forløbet omkring en artikel til personalebladet Pulsen. H:S Direktionen finder, at hospitalsdirektionen har strakt sig meget langt for at lade (A) komme til orde.

H:S Direktionen har i brevet af 31. maj 1999 fra Ombudsmanden til Hospitalsdirektionen ved (B) Hospital kunnet læse, at Ombudsmanden gerne deltager i uformelle drøftelser om udformningen af fremtidige pjecer om informationspolitik i H.S og om henvendelser fra pressen. Det nævnte materiale er endnu ikke helt udarbejdet, men H:S Direktionen vil med tak på et senere tidspunkt benytte sig af tilsagnet fra Ombudsmanden.”

 

Indenrigsministeriets udtalelse af 15. september 1999

I udtalelsen er der bl.a. anført:

”I sager om uoverensstemmelser mellem HS og dets ansatte kan Indenrigsministeriet dog – ligesom i sager om uoverensstemmelser mellem en kommune og dens ansatte – tage stilling til, om HS har tilsidesat offentligretlige regler, herunder offentligretlige retsgrundsætninger.

På denne baggrund giver ombudsmandens konklusioner i den foreløbige redegørelse og udtalelserne fra (B) Hospital og HS’s direktion alene Indenrigsministeriet anledning til bemærkninger for så vidt angår det anførte vedrørende personalebladet ’Pulsen’.

Indenrigsministeriet er enig i ombudsmandens generelle synspunkter vedrørende ytringsfrihed, herunder om adgangen til at afvise en artikel til et personaleblad og om offentligt ansattes ytringsfrihed. Endvidere kan Indenrigsministeriet tilslutte sig det af (B) Hospital anførte, hvorefter den enkelte ansatte ikke har krav på til enhver tid at komme til orde i et personaleblad præcist som den pågældende selv ønsker.

 

A’s bemærkninger i brev af 25. oktober 1999

A har i brev af 25. oktober 1999 kommenteret min foreløbige redegørelse og myndighedernes bemærkninger til denne. Til den foreløbige redegørelse har han bekræftet at vendingen ”ikke at kunne garantere for patientsikkerheden” dækker over det samme som at sige at man finder situationen for lægeligt uforsvarlig. Desuden har han henvist til at han på et møde den 19. november 1997, som han omtalte i sit brev af 31. juli 1998 hertil, gav udtryk for at yderligere besparelser ganske enkelt var lægeligt uforsvarligt. Om D’s bemærkning på diaglogmødet den 20. maj 1997 om at man kunne finde et andet arbejde hvis man var utilfreds med vilkårene, har A anført at bemærkningen som var en selvfølgelighed, blev sagt for at true forsamlingen til tavshed og accept. Om de tre konkrete episoder har A bl.a. anført:

Diaglogmødet den 20. maj 1997:

”(B) Hospital anfører, ’at ingen der deltog i mødet den 20.5.97 var i tvivl om (A)’s opfattelse af forholdene i det danske sundhedsvæsen, herunder i særdeleshed i H:S og på (B) Hospital. (A)’s synspunkter var således på ingen måde nye for forsamlingen, og dette skal ses som en væsentlig del af baggrunden for hospitalsdirektørens beslutning om at afslutte diskussionen og vende tilbage til mødets dagsorden’.

Denne forklaring er ganske enkelt opfundet til lejligheden.

D. 20.5.1997 var min opfattelse af H:S og (B) Hospital bestemt ikke alment kendt. Selv om hospitalsdirektionen og visse af mine lægelige kolleger kendte mine tanker på daværende tidspunkt, så havde det store flertal af auditoriet (overlæger og oversygeplejersker) ikke noget kendskab til min kritik – j.fr. den offentlige debat efter min afsked først startede april 1998 – altså knap et år senere.

Uanset at det spørgsmål jeg rejste passede fint med det såkaldte ’dialogmødes’ formål, så ønskede direktionen ikke en diskussion af de problemer jeg påpegede. Derfor afsluttede man diskussionen på den anførte måde ved at fremsætte slet skjulte trusler om afskedigelse – og at dette lykkedes fremår jo klart af, at ingen i auditoriet som anført tog til genmæle.

Endnu et eksempel på, at (B) Hospital besmykkede sine motiver med usande påstande om en korrekt handlemåde.”

 

Den manglende orientering om ændringen af stillingsopslaget:

”Hospitalsdirektionen skønnede, at den indførte ændring i stillingsopslaget ’havde en sådan karakter, at den fuldt tilstrækkeligt kunne drøftes med og tiltrædes af børneafdelingens ledende overlæge. Dette underbygges af, at den ansøger, der endte med at blive ansat i stillingen, netop havde gastroenterologi som særligt ekspertområde’.

Som tidligere redegjort for, er det korrekt, at den ansøger (dr.med. (I)), som fik stillingen, har gastroenterologi som særligt ekspertområde – men dette beror kun på, at undertegnede opfordrede ham til at søge stillingen, selv om H:S havde strøget gastroenterologi i stillingsbeskrivelsen – og på, at jeg selv deltog i bedømmelsesudvalget og derved kunne sikre, at afdelingens interesser på dette punkt (lands-landsdelsfunktionen i gastroenterologi) blev tilgodeset. Det lykkedes altså, til trods for H:S holdning, at få (I) ansat – men kun fordi jeg gik ind i sagen som anført.

Man skal her erindre, at jeg på tidspunktet for disse begivenheder jo mundtligt havde opsagt min stilling, men endnu ikke skriftligt – og sidstnævnte helt bevidst for netop at kunne udøve maksimal indflydelse i sammenhængen. Så vanskelig var situationen – og det er derfor ’lige stærkt nok’, og en fordrejning af sandheden, når (B) Hospitals direktion nu fremstiller sagen, som om det var direktionen, der sørgede for, at gastroenterologien blev tilgodeset på afdelingen.

. . .

Min øvrige mening om hændelsesforløbet vedrørende dette stillingsopslag har jeg tidligere redegjort nøje for – jeg skal her kun minde om, at det var dette forløb, som fik ’bægeret til at løbe over’ og foranledigede, at jeg opsagde min stilling. Dette ses i øvrigt ikke kommenteret af (B) Hospital.”

Interviewet til personalebladet Pulsen:

”Det forhold, at jeg ’indvilliger i at deltage i et nyt interview som forberedelse til de nye artikler’, skal ses på baggrund af, at jeg på daværende tidspunkt jo endnu ikke havde opsagt min stilling og fortsat håbede på en dialog med direktionen. I denne situation fandt jeg det vigtigt at få i hvert fald visse dele af kritikken frem med henblik på en forbedring af afdelingens situation – og derfor accepterede jeg (omend under protest) artiklen i den form, som så blev den endelige. Dette ændrer imidlertid ikke ved, at jeg stadig må se (D)’s indgreb som klart begrænsende i forhold til ytringsfriheden – eller med andre ord som udtryk for censur.”

 

Ombudsmandens endelige udtalelse

”Sagen drejer sig om (B) Hospitals håndtering af overlæge, dr.med. (A)’s fremsatte kritik af forholdene på børneafdelingen på (B) Hospital. (A) mente at forholdene var lægeligt uforsvarlige.

(A) var fra den 1. maj 1992 til den 1. april 1997 ledende overlæge på (B) Hospital. Fra den 1. april 1997 og indtil han opsagde sin stilling med virkning fra den 1. januar 1999, var han efter eget ønske ikke længere ledende overlæge, men blot overlæge, dog således at det var aftalt at han efter behov kunne deltage i afdelingsmøderne.

I min foreløbige redegørelse har jeg indledningsvis udtalt mig generelt om offentligt ansattes ret og pligt til at ’sige fra’ opad i systemet når der foreligger fagligt uforsvarlige forhold, og om underretningspligten i den foreliggende sag. Jeg skrev bl.a. at hvis en læge finder at forholdene på en afdeling er lægeligt uforsvarlige, har han pligt til at underrette sin foresatte, dvs. den ledende overlæge. Kan den ledende overlæge ikke afhjælpe forholdene, har overlægen ligeledes pligt til at underrette opad i systemet til hospitalets direktion hvis han er enig i at forholdene er lægeligt uforsvarlige.

Direktionen må i det omfang den lægelige direktør vurderer at der er tale om lægeligt uforsvarlige forhold, omprioritere inden for rammerne af hospitalets budget medmindre det så ville medføre lægeligt uforsvarlige situationer på andre afdelinger. Hvis direktionen ikke er i stand til at omprioritere uden at skabe lægeligt uforsvarlige forhold på andre afdelinger, er direktionen forpligtet til at gå videre til H:S Direktionen. H:S Direktionen vil herefter være forpligtet til at underrette H:S Bestyrelsen hvis direktionen ikke inden for budgettet kan omprioritere så den lægeligt uforsvarlige situation undgås. Jeg henviser i det hele til afsnittet i min foreløbige redegørelse hvor forudsætningerne og begrundelsen for denne beskrivelse af underretningspligten fremgår.

Min gennemgang må være af generel karakter idet jeg som anført i den foreløbige redegørelse ikke har fagkundskab til at kontrollere de lægefaglige vurderinger som indgår i den konkrete sag. Som følge heraf kan jeg heller ikke tage stilling til at direktionen på (B) Hospital ikke mente der var grundlag for at give flere ressourcer til børneafdelingen på (B) Hospital, eller at direktionen ikke underrettede H:S Direktionen.

Jeg har forstået på myndighedernes bemærkninger til min foreløbige redegørelse at de er enige i min beskrivelse af underretningspligten.

Efter den generelle gennemgang af underretningspligten behandlede jeg tre eksempler på ledelsens håndtering af (A)’s kritik. De tre eksempler viste efter min opfattelse at ledelsen ikke havde handlet i overensstemmelse med principperne for god offentlig ledelse som bl.a. fremgår af vedtægten for Hovedstadens Sygehusfællesskab, betænkningen afgivet af DJØF´s fagligt etiske arbejdsgruppe (1993) og H:S’ overordnede personalepolitik om intern åbenhed og den aktive inddragelse af medarbejderne. Personalets aktive inddragelse kan tillige ses som et udslag af officialprincippet.

Jeg har forstået at myndighederne er enige i beskrivelsen af de overordnede principper for god offentlig ledelse.

Nedenfor gennemgås de tre episoder. Med hensyn til sagsfremstillingen og min begrundelse for opfattelsen henviser jeg til fremstillingen i den foreløbige redegørelse. Det anførte i det følgende er blot en opsummering og min endelig konklusion.

 

Dialogmødet den 20. maj 1997

På det pågældende dialogmøde udtalte (A) sig bl.a. kritisk om ventetiderne på børneafdelingen på (B) Hospital. Han blev afbrudt med henvisning til at hvis han var utilfreds med arbejdsvilkårene, var der 3 måneders opsigelsesvarsel.

I min foreløbige redegørelse skrev jeg bl.a.:

’En henvisning til, som det skete på dialogmødet den 20. maj 1997, at man hvis man er utilfreds med sine arbejdsvilkår, kan søge et andet job, er naturligvis en korrekt oplysning, men det fremmer sandsynligvis ikke den ’interne åbenhed' og harmonerer efter min opfattelse ikke med den beskrevne pligt til at inddrage medarbejderne i beslutningerne om driften.”

Direktionen på (B) Hospital skrev i brev af 17. juni 1999 at omstændighederne på dialogmødet havde en sådan karakter og konkret baggrund at det efter direktionens opfattelse var forkert at tolke episoden som et brud på principperne om personalets aktive inddragelse. Direktionen henviste til at (A) havde deltaget i en række ledelsesmøder og dialogmøder, og at det var hospitalets opfattelse at ingen der deltog i dialogmødet den 20. maj 1997, var i tvivl om (A)’s opfattelse af forholdene i det danske sundhedsvæsen, herunder i særdeleshed i H:S og på (B) Hospital. Direktionen hæftede sig i den forbindelse ved at jeg ikke i min foreløbige redegørelse havde anfægtet en ledelses – eller en mødeleders – mulighed for at afslutte en diskussion når mødelederen skønner at de impliceredes synspunkter er kommet til orde.

H:S direktion har i brev af 6. juli 1999 anført at den foreløbige redegørelse i et ikke rimeligt omfang synes at tillægge hospitalsdirektionen hovedparten af ansvaret for de samarbejdsvanskeligheder der også lå bag afslutningen af ordvekslingen på dialogmødet den 20. maj 1997 (og omstændighederne vedrørende ændringen af stillingsopslaget og vedrørende personalebladet Pulsen).

A har i sine bemærkninger i brev af 25. oktober 1999 anført at hans opfattelse af forholdene på (B) Hospital bestemt ikke var alment kendt, og at det store flertal i auditoriet ikke havde kendskab til hans kritik af forholdene.

På det foreliggende grundlag har jeg ikke mulighed for at tage endelig stilling til om (A)’s kritik af forholdene allerede var bekendt for de tilstedeværende på mødet. Endvidere mener jeg ikke at der er tilstrækkelig grund til at jeg forsøger at få dette forhold nærmere belyst.

Jeg er enig i (B) Hospitals bemærkninger om at mødelederen bl.a. kan slutte diskussionen hvis de impliceredes synspunkter er kommet frem, uden at komme i strid med principperne om den interne åbenhed.

Jeg finder dog fortsat – selv om det var begrundelsen for at slutte diskussionen – at det havde været bedst stemmende med den interne åbenhed om mødeledelsen i givet fald havde sagt at diskussionen blev stoppet fordi det var en gentagelse af synspunkter eller at synspunkterne ikke bragte noget nyt frem, i stedet for at henvise til opsigelsesvarslerne.

H:S Direktionen har anført at ordvekslingen også skyldtes samarbejdsvanskeligheder. Eventuelle samarbejdsvanskeligheder giver efter min mening ikke ledelsen grundlag for at bryde med sine egne principper for god offentlig ledelse. Principperne for god offentlig ledelse skal bl.a. medvirke til at skabe et godt samarbejdsklima. Ved ikke at efterleve sine egne principper over for enkelte medarbejdere risikerer ledelsen at være medvirkende til samarbejdsvanskeligheder.

Jeg har gjort (B) Hospital og H:S Direktionen bekendt med min opfattelse.

 

Stillingsopslaget

(A) medvirkede i september 1997 til udfærdigelsen af en stillingsbeskrivelse med henblik på ansættelse af en overlæge på børneafdelingen med særlige interesseområder inden for gastroenterologi (mavetarmsygdomme) og infektionssygdomme.

Det er samtidig oplyst at (A) startede den pædiatriske gastroenterologi i Danmark i 1972, og siden 1977 varetog han lands-landsdelsfunktionen i specialet.

Stillingsbeskrivelsen blev imidlertid ændret sådan at der i stedet for gastroenterologi blot stod at interesseområde ud over infektionssygdomme skulle være et af afdelingens andre ekspertområder. Dette skete uden inddragelse eller orientering af (A) der følte det som en mangel på opbakning og naturlig respekt.

I min foreløbige redegørelse skrev jeg at jeg var enig i at det lå inden for ledelsesretten – i det omfang det var lægeligt forsvarligt – at beslutte hvilke læger med hvilke specialer der skulle ansættes. Jeg fandt dog at det var bedst stemmende med principperne for god offentlig ledelse hvis (A) var blevet inddraget i beslutningsprocessen forud for ændringen af stillingsopslaget.

Direktionen på (B) Hospital har i brev af 17. juni 1999 skrevet at direktionen er enig i at det sædvanligvis ville være bedst stemmende med de fremhævede principper for god offentlig ledelse at inddrage en professor i ændringer i et opslag af en overlægestilling inden for vedkommendes lægelige speciale. Direktionen skønnede dog i den konkrete sag at ændringen havde en sådan karakter at den fuldt tilstrækkeligt kunne drøftes med og tiltrædes af børneafdelingens ledende overlæge. Endvidere henviste direktionen til at det underbyggedes af at den ansøger der blev ansat, netop havde gastroenterologi som særligt ekspertområde.

(A) har i sine bemærkninger i brev af 25. oktober 1999 anført at det ikke var hospitalsdirektionens fortjeneste at der blev ansat en overlæge med speciale i gastroenterologi, men at det skyldtes (A) som opfordrede vedkommende til at søge stillingen selv om specialet var udgået af stillingsbeskrivelsen.

Jeg har forstået at (B) Hospital normalt ville have inddraget en professor i ændringer i et opslag af en overlægestilling inden for vedkommendes lægelige speciale, men at man blot i den konkrete sag ikke fandt anledning til at drøfte det med (A) på grund af ’ændringens karakter’. Jeg går ud fra at det skyldtes at man mente at ændringen var mindre eller uvæsentlig idet man fortsat kunne ansætte en læge med speciale i f.eks. gastroenterologi. Hospitalet har i den forbindelse henvist til at der blev ansat en overlæge med speciale inden for gastroenterologi.

H:S Direktionen har som anført ovenfor skrevet i sin udtalelse at min foreløbige redegørelse i et ikke rimeligt omfang tillægger hospitalsdirektionen hovedparten af skylden for de samarbejdsvanskeligheder der bl.a. lå bag omstændighederne omkring opslag af den ledige stilling.

Uanset om den manglende inddragelse skyldtes at ledelsen skønnede at ændringen ikke havde reel betydning, eller om ledelsen ikke ville inddrage (A) fordi der var samarbejdsvanskeligheder mellem ledelsen og (A), er det min opfattelse at det havde været bedst stemmende med principperne for god offentlig ledelse at have inddraget (A) forud for ændringen.

Hvis den manglende inddragelse reelt skyldtes ’ændringens karakter’, mener jeg at den overlæge der har udfærdiget stillingsopslaget og som har speciale inden for det område som udgår af stillingsopslaget, som minimum må orienteres så vedkommende selv kan vurdere om det er en ændring han vil inddrages i.

Det gør sig også gældende selv om ledelsen ikke mener at kunne samarbejde med vedkommende. Samarbejdsvanskeligheder giver ikke ledelsen grundlag for at bryde med sine egne principper for god offentlig ledelse. Jeg henviser til det anførte herom ovenfor i afsnittet om dialogmødet.

Jeg har gjort (B) Hospital og Hovedstadens Sygehusfællesskab bekendt med min opfattelse.

 

Personalebladet Pulsen

(A) og en anden professor på (B) Hospital blev i sommeren 1997 interviewet til en artikel i (B) Hospitals personaleblad, Pulsen. (A) fik tilsendt journalistens udkast til artiklen som i det væsentligste bestod af citater fra (A) og den anden professors udtalelser under interviewet.

Den ansvarshavende redaktør, hospitalsdirektøren på (B) Hospital, afviste at bringe (A)s del af interviewet. Interviewet med den anden professor – som udtalte sig positivt over for (B) Hospital – blev bragt.

Den ansvarshavende redaktør skrev at det delvis var af pladsmæssige hensyn at (A)’s artikel ikke blev bragt. Desuden anførte han:

’Når det lige nøjagtigt var denne artikel vi valgte at undlade, skyldes det, at billedet af Børneafdelingen, som det fremgår af artiklen, er meget negativt.’

Der blev senere foretaget nye interview af bl.a. (A) og lavet en anden artikel om børneafdelingen. Hospitalsledelsen skrev bl.a. i brev af 30. september 1998 at den nye artikel havde skiftet karakter fra at være (A)’s partsindlæg til at være en mere nuanceret beskrivelse.

På den baggrund udtalte jeg mig om adgangen for den ansvarshavende redaktør til at fravælge en artikel.

Jeg skrev bl.a. at grundlovens § 77 og den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 10 ikke giver en ret til at få et indlæg optaget i et blad. Det er den ansvarshavende redaktør der bestemmer.

Herefter skrev jeg at vurderingen af om en artikel skal bringes eller ej og i hvilken form, ikke er fri når der er tale om et blad for en offentlig institution der er finansieret af det offentlige og med en offentlig ansat redaktør. Vurderingen skal bygge på saglige grunde.

Jeg henviser til min foreløbige redegørelse med hensyn til eksempler på disse saglige grunde.

 

Om afvisningen i den konkrete sag skrev jeg:

’På den baggrund mener jeg ikke at henvisningen til at artiklen gav et meget negativt billede af børneafdelingen, var en saglig grund til at afvise den. Det bestyrkes endvidere af at kravet om saglighed ved udvælgelsen af partsindlæg må betyde at redaktionen skal forsøge at få flest mulige af medarbejdernes synspunkter repræsenteret. Jeg har i den forbindelse lagt mærke til at redaktionen valgte at bringe den anden del af dobbeltinterviewet, partsindlægget fra professor, dr. med. (H), der omtalte hospitalets forhold i positive vendinger, i septembernummeret.

Henvisningen til pladshensynet er generelt set sagligt og er af naturlige grunde væsentligt. Jeg har dog ikke haft mulighed for konkret at vurdere om det i denne sag ville være sagligt at udskyde artiklen til et senere nummer af pladsmæssige hensyn. I sagen blev (A)’s ’partsindlæg’, som (B) Hospital selv kalder det, dog ikke bragt i et senere nummer. Artiklen blev omredigeret og bragt i en mere nuanceret form.

På det grundlag mener jeg ikke at ledelsen burde have afvist at offentliggøre (A)’s indlæg i den oprindelige form.’

(B) Hospital har i udtalelsen af 17. juni 1999 anført at direktionen fuldt ud kan tilslutte sig de anførte principper i den foreløbige redegørelse. Direktionen finder det dog problematisk, såfremt principperne for offentligt ansattes ytringsfrihed skal tolkes som et krav om at den enkelte ansatte til hver en tid kan kræve at komme til orde i et personaleblad præcis som den pågældende selv ønsker. Desuden henviser hospitalet til at der var tale om et interview gennemført af en professionel journalist, og at det må ligge inden for journalistens og den ansvarshavendes redaktørs muligheder dels at redigere et interview ud fra journalistiske kriterier, dels at beslutte at udskyde en artikel med henblik på at opnå et mere tilfredsstillende resultat.

H:S Direktionen har i relation til forløbet omkring optagelsen af (A)’s artikel i personalebladet henvist til at der også lå samarbejdsvanskeligheder bag beslutningen om at afvise artiklen, jf. brev af 6. juli 1999.

Indenrigsministeriet har erklæret sig enig i mine generelle synspunkter og har tilsluttet sig (B) Hospitals udtalelse om at den enkelte ansatte ikke har krav på til enhver til at komme til orde i et personaleblad præcis som den pågældende ønsker.

Jeg har forstået at myndighederne er enige i mine generelle synspunkter.

Jeg bemærker at jeg ikke har givet udtryk for at den enkelte ansatte til ethvert tidspunkt skal have lejlighed til at komme til orde i et personaleblad præcis som den pågældende selv ønsker. Jeg henviser til min foreløbige redegørelse hvor jeg bl.a. har givet flere eksempler på saglige grunde til at afslå et indlæg.

 

(B) Hospital har anført at det må ligge inden for en journalists og en ansvarshavendes muligheder dels at redigere et interview ud fra journalistiske kriterier, dels at beslutte at udskyde en artikel.

Det står mig ikke helt klart hvor meget (B) Hospital mener man kan redigere ud fra ’journalistiske kriterier’. Jeg har dog ikke fundet grundlag for at undersøge dette spørgsmål nærmere i den konkrete sag.

Som nævnt ovenfor går jeg ud fra at også (B) Hospital er enig i de begrænsninger i adgangen til at redigere der følger af at der er tale om et blad for en offentlig institution der er finansieret af det offentlige og med en offentligt ansat redaktør. Redigeringen skal være saglig.

Som anført i min foreløbige redegørelse kan journalistiske hensyn og pladsmæssige hensyn være saglige.

I den konkrete sag har jeg lagt vægt på at den ansvarshavende redaktør skrev at man undlod at bringe (A)’s indlæg fordi det gav et meget negativt billede af børneafdelingen.

Selve ’partsindlægget’ blev ikke bragt i et senere nummer.

Jeg mener fortsat at det ikke var sagligt at afvise (A)’s indlæg med den begrundelse at det var meget kritisk, jf. i det hele min foreløbige redegørelse.

At afvisningen eventuelt tillige skyldtes at den ansvarshavende redaktør, hospitalsdirektøren, mente at (A) var samarbejdsvanskelig, er heller ikke i sig selv en saglig grund til at afslå et partsindlæg eller bryde principperne for intern åbenhed.

Jeg har gjort (B) Hospital, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse.

Herefter foretager jeg mig ikke mere i sagen”.

 

NOTER: (*) FOB 1995, s. 422, FOB 1976, s. 206, FOB 1977, s. 435, FOB 1983, s. 101 og s. 248, FOB 1988, s. 121, FOB 1987, s. 237 og FOB 1958, s. 165.