Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

Et selskab der var omfattet af en indslusningsordning til frivillig acontoskat havde på grund af en fejlregistrering ikke modtaget giroindbetalingskort fra Told- og Skattestyrelsen for indkomståret 1995. Selskabet søgte derfor i 1996 om tilladelse til efterfølgende at betale acontoskat hvilket Told- og Skattestyrelsen afslog. Selskabet rejste herefter et erstatningskrav over for Told- og Skattestyrelsen. Erstatningskravet blev afvist.

Ombudsmanden udtalte at Told- og Skattestyrelsen burde have udsendt giroindbetalingskort til selskabet til brug for frivillige indbetalinger af acontoskat for indkomståret 1995. Ombudsmanden kritiserede også myndighedernes sagsbehandling, herunder sagsbehandlingstiden, og fremsatte nogle generelle bemærkninger om offentlige myndigheders vejledningspligt. (J.nr. 1999-1524-217).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Fejlagtig registrering hos Told og Skat

 

 

Det fremgik af sagen at selskabet A den 17. januar 1994 erhvervede aktierne i selskabet B der indtil da var ejet af det sambeskattede moderselskab C. Både C og B var omfattet af acontoskatteordningen.

B fusioneredes den 1. september 1994 som det indskydende selskab med A’s sambeskattede datterselskab, D, som det modtagende selskab. På tidspunktet for fusionen var hverken A eller D omfattet af acontoskattereglerne.

Ved brev af 18. november 1994 skrev Told- og Skatteregion Høje-Taastrup følgende til A:

”Fejlagtige girokort til acontoskat.

Told-Skat har ved en fejl sendt Dem et girokort til indbetaling af frivillig acontoskat.

Efter vores registreringer har De imidlertid ikke tilmeldt Dem den særlige acontoskatteordning. Det kan derfor ikke lade sig gøre at indbetale acontoskat.

Vi beklager den ulejlighed, fejlen har forvoldt Dem, og beder Dem se bort fra girokortet.”

Det fremgår af sagen at brevet omhandler indkomståret 1994, og at brevet er udarbejdet fordi skattemyndighederne som følge af en registreringsfejl havde udsendt giroindbetalingskort til gamle moderselskaber der ikke havde tilmeldt sig acontoskatteordningen. Der kan henvises til Told- og Skattestyrelsens telefax til told- og skatteregionerne af 9. november 1994 hvor bl.a. følgende anføres:

”Fejlagtige girokort med sidste rettidige betalingsdag 21/11-94

Som nævnt i styrelsens brev af 3. november 1994 er der desværre sket en fejlregistrering med kode 7-94 af gamle moderselskaber, der ikke har tilmeldt sig acontoskatteordningen.

Det betyder at disse selskaber er registreret som under indslusning 94, og der er derfor fejlagtigt udsendt girokort med regionens navn og adresse.

Der fremsendes snarest en liste over disse selskaber.

Regionen anmodes om hurtigst muligt herefter at udsende et orienteringsbrev til de berørte selskaber.

Der vedlægges udkast til brevtekst.

Styrelsen skal i den forbindelse bede regionen om at kontrollere, om det er korrekt, at der ikke er forhold i koncernen, så de alligevel skulle være omfattet af acontoordningen, f.eks. sambeskattet med et nyt selskab.

Styrelsen vil fjerne de fejlagtige koder, og regionen bedes derfor hurtigst muligt underrette styrelsen om hvorvidt der er selskaber på listen, der IKKE skal slettes.

Brevene skal være selskaberne i hænde hurtigst muligt for at undgå rentetab for staten.

Hvis der alligevel sker indbetaling, skal beløbet returneres straks.”

 

Fusionen mellem B og D blev registreret hos skattemyndighederne den 20. februar 1995.

Ved brev af 27. december 1995 tilmeldte A’s revisor selskabet til acontoskatteordningen fra og med indkomståret 1996. Følgende fremgår bl.a. af brevet:

”(A), SE NR. (X)

På vegne af ovennævnte selskab skal vi hermed foretage tilmelding til a’contoskatteordningen med virkning fra og med 1996.

Tilmeldingen omfatter endvidere de sambeskattede datterselskaber, (D) , SE nr. (X), og (F), SE nr. (Y).”

Ved brev af 29. december 1995 til A meddelte Told- og Skatteregion Hvidovre at selskabet var tilmeldt acontoskatteordningen fra indkomståret 1996.

Ved brev af 6. februar 1996 skrev Told- og Skatteregion København 2 følgende til selskabet D :

”Vedr. SE (Z) (B)

De har ved skrivelse af 2. februar 1996 returneret giroindbetalingskort for ordinær acontoskat på ovennævnte selskab, idet De henviser til at selskabet er fusioneret med (D) og derved indgår i sambeskatning med (A).

Vi skal i den anledning meddele, at acontoskatten skal betales med henvisning til Selskabsskattelovens § 30 A stk. 5 og 6 (kopi vedlægges), hvoraf det fremgår at såfremt et selskab som er under acontoskatteordningen indgår fusion eller sambeskatning, skal samtlige øvrige selskaber betale acontoskat.

Når sambeskatningen er registreret vil fremtidige giroindbetalingskort blive fremsendt til moderselskabet.

Under henvisning til ovennævnte skal vi således anmode om, at De indbetaler de fremsendte rater acontoskat, som returneres, til forfaldsterminerne.

De kan imidlertid anmode om nedsættelse af acontoskatteraterne såfremt der forventes et betydeligt fald i indtjeningen.

Begæring om nedsættelse skal være fremsendt til nærværende Told&Skatteregion inden 3 uger efter modtagelsen af indbetalingskortene.”

 

I et brev af 27. marts 1996 til Københavns Skatteforvaltning bad E som revisor for B om at selskabet fik ret til at indbetale ekstraordinære acontorater for indkomståret 1995 uanset at fristen herfor var udløbet. Følgende fremgår af brevet:

”Ovenstående selskab har primo 1996 modtaget opkrævning af a’conto skat fra Told- og Skatteregion, København.

Selskabet er imidlertid fusioneret med (A) Ejendomsaktieselskab, SE-nr. (W), og (D) , SE-nr. (X), med (D) som det modtagende selskab.

Vi har derfor på vegne af selskabet henvendt os til Told- og Skatteregionen for at få annulleret de modtage a’conto-skatterater, da (B) ikke eksisterer som selvstændigt selskab. Told- og Skatteregionen har imidlertid oplyst, at den omtalte fusion ikke er korrekt edb-mæssigt registreret af Københavns Selskabsbeskatning, hvorfor a’conto skatten kræves betalt.

Vi skal derfor på vegne af (D) anmode Københavns Selskabsbeskatning om at foretage de nødvendige registreringer, således at der ikke fremover udsendes opkrævninger på (B).

Det kan oplyses, at fusionen er gennemført efter reglerne i fusionsskatteloven og at fusionsplaner mv. er indsendt til skattemyndighederne, jf. vedlagte kopier af korrespondance.

(B) er tilkøbt af den sambeskattede koncern, som (D) indgår i, pr. 17. januar 1994. (D) er ved handlen ikke blevet informeret om, at (B) var omfattet af a’conto skatteordningen. Som følge af den manglende registrering har koncernen derfor været omfattet af ordningen for regnskabsåret 1994/95 uden at modtage besked herom, endsige opkrævning af a’conto skat. Tværtimod har koncernen modtaget brev om, at man ikke kan indbetale a’conto skat, jf. vedlagte kopi af skrivelse.

Vi skal derfor på selskabets vegne anmode om ret til at indbetale ekstraordinære a’conto rater for indkomståret 1995, uanset at fristen herfor er udløbet. Såfremt skattemyndighederne havde foretaget korrekt registrering, ville selskabet have haft denne mulighed.

 

Københavns Skatteforvaltning videresendte den 17. april 1996 brevet til Told- og Skatteregion Hvidovre til besvarelse. Ved brev af 3. februar 1997 rykkede E for svar i sagen. Ved telefax af 8. august 1997 modtog E oplysning om at Told- og Skatteregion Hvidovre havde sendt brevet til Told- og Skattestyrelsen. Som bilag til telefaxen var vedlagt et brev af 8. august 1997 fra regionen til Told- og Skattestyrelsen med følgende ordlyd:

”Acontoskattestatus

Af en sag modtaget her fra revisionsfirmaet (E) fremgår, at der er opstået tvivl om ovenstående selskabs acontostatus.

Forløbet har været som følger:

Til og med indkomstår 1993 har (Z) været et datterselskab af (Q) med aconto 92.

Pr. 1/09-94 fusionerer (Z) med (X), som er ej aconto.

(X) er et datterselskab af (W), som er aconto 96.

Spørgsmål er om (Z) ved overgangen til fusion med (X) skulle have haft en anden acontoskattekode (indsl. 94).

Revisionsfirmaet anmoder om ret til at indbetale acontorater for 1995 på (X), da opfattelsen er den, at (Z) ved fusionen ’trækker’ de andre selskaber med i acontoskatteordningen.

Jeg er opmærksom på, at moderselskabet hører til region Høje Tåstrup. Grunden til at sagen ikke er videresendt dertil er, revisionsfirmaet har skrevet til region Hvidovre i februar 1997. Sagen har ligget ubehandlet her i en længere periode p.g.a. fejlarkivering i en anden sag.

 

E rykkede ved breve af 19. november 1997 og 7. december 1998 Told- og Skattestyrelsen for svar i sagen.

Told- og Skattestyrelsen traf den 21. januar 1999 afgørelse. Følgende fremgår bl.a. af afgørelsen:

”Vedrørende (B) og (A)

Ved brev af 7. december 1998 klager De på vegne af ovennævnte selskaber over, at (A), SE-nr. (W), for indkomståret 1994 blev pålagt skattetillæg 113 /4 pct. og anmoder om, at tillægget tilbagebetales.

Faktiske oplysninger

(A), har datterselskabet (D), SE-nr. (X). Selskaberne var ikke tilmeldt acontoskatteordningen i 1994. (D) (det modtagende selskab) fusionerede imidlertid pr. 1. september 1994 med (B), SE-nr. (Z), (det indskydende selskab), som var under acontoskatteordningen.

Dette skulle have medført, at det modtagende selskab og dets moderselskab også blev inddraget under acontoskatteordningen i 1994. Det skete imidlertid ikke på grund af administrative fejl i Told&Skat. (A) fik derfor fejlagtigt brevet fra Told- og Skatteregion Høje-Taastrup af 18. november 1994, hvoraf det fremgik, at regionen ikke havde registreret (A) som tilmeldt acontoskatteordningen og derfor meddelte, at selskabet ikke kunne foretage indbetalinger i 1994 til ordningen.

Det er derfor Deres opfattelse, at Told&Skat har foranlediget, at selskabet fejlagtigt er blevet afskåret fra muligheden for at indbetale acontoskat for indkomståret 1994, og at selskabet derfor fejlagtigt er blevet pålagt restskattetillægget på 113 /4 pct. svarende til 2.666.115 kr.

 

Begrundelse

Da selskabet ikke har forsøgt at indbetale acontoskat i 1994 finder Told- og Skattestyrelsen det ikke godtgjort, at selskabet i 1994 ville have foretaget en frivillig acontoskatteindbetaling, hvorfor styrelsen finder, at det er med rette, at selskabet er pålagt restskattetillægget.

I og med at selskabet ikke har forsøgt at foretage en indbetaling af en given størrelse, er det desuden styrelsens opfattelse, at det ikke er muligt at foretage en opgørelse over selskabets potentielle tab.”

I et brev af 12. februar 1999 kommenterede E Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 21. januar 1999 således:

”Med henvisning til vor telefoniske drøftelse af ovennævnte samt Deres brev af 21. januar 1999 skal vi herved som aftalt fremsende kopi af den korrespondance, vi på vor klients vegne har haft i sagen vedrørende den fejlagtige afvisning af at modtage acontoskat den 20. november 1994. Korrespondancen har ud over den fortrykte selskabsselvangivelse for (B), hvor tilmelding til acontoskatteordningen fremgår, været følgende:

- brev af 18/11 1994 fra Told- og Skatteregion Høje-Taastrup

- brev af 18/7 1995 fra Told- og Skatteregion Hvidovre

- brev af 20/2 1995 fra (et advokatfirma)

- brev af 6/2 1996 fra Told & Skatteregion København 2 (Nord)

- brev af 27/3 1996 fra (E) til Københavns Skatteforvaltning

- brev af 27/3 1996 fra (E) til Told- og Skatteregion, København 2 (Nord)

- brev af 17/4 1996 fra Københavns Skatteforvaltning

- brev af 3/2 1997 fra (E) til Told- og Skatteregion Hvidovre

- brev af 8/8 1997 fra Told- og Skatteregion Hvidovre

- brev af 19/11 1997 fra (E) til Told- og Skattestyrelsen

- brev af 7/12 1998 fra (E) til Told- og Skattestyrelsen

Da jeg på vor telefonsamtale forstod, at begrundelsen for afvisningen i Deres skrivelse af 21/1 1999 bl.a. er, at selskabet på trods af Told- og Skatteregion, Høje-Taastrups brev af 18/11 1994 ikke alligevel forsøgte at indbetale selskabsskatten. Der rejses således tvivl om, hvorvidt selskabet/koncernen kunne have betalt en acontoskat. Til at løfte denne bevisbyrde, har jeg fået selskabet til at fremskaffe dokumentation for, at den nødvendige likviditet var til stede i november 1994 til at betale en selskabsskat i størrelsesordenen 22,7 mio. kr. Der vedlægges derfor kontoudskrift for (D)’s konto i (banken) for perioden 9/11 til 15/12 1994 samt brev af 8/11 1994 om aftaleindskud 15 mio. kr. fra (banken). Som det således fremgår af kontoen, har der i perioder været op til ca. 30 mio. kr. i likviditet i selskabet og dermed rigeligt til at kunne betale selskabskatten med.

Endelig skal det påpeges, at alle selskaber i koncernen har årsafslutningstidspunkt pr. 31. august, hvorfor det har været umuligt at opgøre den eksakte, skyldige skat pr. 20. november. Det fremgår ligeledes af årsregnskaberne, at koncernen gennem alle årene – også i 1994 – var færdige med regnskabsudarbejdelsen pr. 31. august i november måned det pågældende år.

På baggrund af foranstående skal jeg venligst anmode Dem om at revurdere Told- og Skattestyrelsens holdning i brev af 21. januar 1999, idet jeg fortsat er af den opfattelse, at koncernen har fået en uretmæssig behandling og decideret er afskåret muligheden for at spare et beløb på ca. 2,7 mio. kr.

Såfremt De ønsker yderligere oplysninger eller et møde om sagen, er vi naturligvis til disposition.”

 

Ved brev af 2. marts 1999 skrev Told- og Skattestyrelsen følgende til E:

”Vi har modtaget Deres brev af 12. februar 1999, hvori De anmoder os om at revurdere vores holdning som fremført i brev af 21. januar 1999, idet De fortsat er af den opfattelse, at ovennævnte koncern har fået en uretmæssig behandling af Told&Skat og decideret er blevet afskåret fra at spare et beløb på ca. 2,7 mio. kr. svarende til tillæg 113 /4 pct. af restskatten for indkomståret 1994.

Sagens akter er blevet gennemgået. Når der henses til de mange fejl koncernen har været udsat for:

· det fejlagtigt udsendte brev af 18. november 1994 fra Told- og Skatteregion Høje-Taastrup, hvori det anføres at (A) ikke kan indbetale acontoskat,

· den manglende korrekte registrering af koncernen som acontoskattepligtig i henhold til brev af 6. februar 1996 fra Told- og Skatteregion København 2,

· fejlarkivering af Deres henvendelse om sagen til Told- og Skatteregion Hvidovre, jf. regionens brev af 8. august 1997, samt

· manglende underretning om styrelsens tiltag, jf. telefax af 8. august 1997,

er der helt klart tale om, at koncernen har fået en uretmæssig og utilfredsstillende behandling af Told&Skat, som vi i aller højeste grad må beklage.

 

Når vi i vores afgørelse af 21. januar 1999 ikke finder grundlag for erstatning, skyldes det ikke manglende vilje fra vores side, men den omstændighed, at der ikke synes at være juridisk grundlag for at statuere, at der har været tale om erstatningspådragende handlinger fra Told&Skat’s side.

Til støtte for at koncernen ville have betalt acontoskatten, såfremt Told- og Skatteregion Høje-Taastrup ikke havde meddelt, at det ikke kunne lade sig gøre, godtgøres ved kontoudskrift for (D)’s konto i (banken) for perioden 9/11 - 15/12 1994 samt brev af 8/11 1994 om aftaleindskud 15 mio. kr. Selskabet var således rigeligt likvidt til at kunne foretage en skattebetaling på 22,7 mio. kr.

Endvidere anfører De, at alle selskaber i koncernen har årsafslutningstidspunkt 31. august, hvorfor det har været muligt at opgøre den eksakt skyldige skat pr. 20. november. Det fremgår ligeledes af årsregnskaberne, at koncernen gennem alle årene – også i 1994 – var færdige med regnskabsudarbejdelsen pr. 31. august i november måned det pågældende år.

Restskatten for indkomståret 1994 på 22,7 mio. kr. udløste et tillæg på 2.666.115 kr. Set fra selskabets side kan tillægget minus rentefordelen ved ikke at indbetale acontoskatten i løbet af kalenderåret anses for et tab. Spørgsmålet er, om dette kan tilregnes Told&Skat alene.

Hertil kræves, at der er en beviselig årsagssammenhæng mellem brevet af 18. november 1994 fra Told- og Skatteregion Høje-Taastrup og den manglende indbetaling af acontoskat på beløb svarende mindst til restskatten på kr. 22,7 mio. og at dette forhold er det eneste afgørende for at acontoskatten ikke blev betalt.

 

Told- og Skattestyrelsens bemærkninger

Uagtet selskabet havde den fornødne likviditet, finder vi det fortsat ikke godtgjort, at selskabet har lidt et tab som direkte følge af Told&Skat’s adfærd af følgende grunde:

Selskabsskattelovens (lovbekendtgørelse nr. 922 af 22/10 1996) § 29 B, stk. 4 (oprindeligt stk. 3) foreskriver, at der skal pålægges et tillæg på 113 /4 pct. af restskat. Begrundelsen herfor var oprindeligt ifølge bemærkningerne til lovforslag 213 fremsat den 29. januar 1992, at selskabsskatten generelt blev nedsat fra 38 pct. til 34 pct. under forudsætning af , at der blev betalt indkomstskat i løbet af året. Hvis dette ikke var tilfældet, skulle der betales et tillæg på 113 /4 pct. af restskatten svarende til en skatteprocent på 38 (34 pct. + 113 /4 x 34 pct. = 38 pct.).

Det må således forudsættes bekendt for alle selskaber m.v., at det er en betingelse for at undgå restskattetillægget, at indkomstårets skat betales i løbet af indkomståret. Det er ligeledes selskabernes ansvar at være bekendt med, at fusion med et indskydende selskab, der er under acontoskatteordningen, vil medføre, at det fortsættende selskab også bliver omfattet af ordningen, jf. den da gældende selskabsskattelovens § 30 A, stk. 5 (lovbekendtgørelse nr. 752 af 15/9 1993).

Da fusionen finder sted pr. 1. september 1994 – altså forholdsvis kort tid før udsendelsen af girokort ultimo oktober 1994 til betaling af acontoskat med betalingsfrist 20. november 1994 – har moderselskabet, (A), til det fortsættende selskab, (D) en forpligtelse til at sikre sig, at dets region, Told- og Skatteregion Høje-Taastrup, har registreret det forhold, at fusionen mellem dets sambeskattede datterselskab (D) og (B) medfører, at koncernselskaberne bliver omfattet af acontoskatteordningen. Det indebærer bl.a., at moderselskabet skulle have reageret med det samme over at Told- og Skatteregion Høje Taastrup i sit brev af 18/11 1994 oplyser, at moderselskabet ikke er registreret som omfattet af acontoskatteordningen. Reaktionen kunne bl.a. ske ved at foretage betaling og samtidigt anmode regionen om at registrere moderselskabet som acontobetaler.

Det er derfor vores opfattelse, at den manglende betaling af acontoskat ikke kan tilskrives Told&Skat alene. Vi finder derfor ikke anledning til at ændre vor afgørelse af 21. januar 1999 d.å.”

 

E klagede som revisor for A herefter ved brev af 11. maj 1999 til mig. Følgende er bl.a. anført i klagen:

”Klage over afgørelse fra Told- og Skattestyrelsen

På vegne af vor kunde (A) med sambeskattede selskaber retter vi hermed henvendelse til Folketingets Ombudsmand.

Sagen vedrører skattemyndighedernes fejlagtige registrering af (A)-koncernen som ikke-acontoskattepligtig, hvilket bevirkede, at koncernen ikke havde mulighed for at opnå de skattemæssige fordele, der er forbundet med betaling af acontoskat. Told- og Skattestyrelsen har erkendt fejlen og koncernens tab, men agter desuagtet ikke at erstatte tabet. Dette stiller vi os uforstående overfor.

Vedrørende sagens nærmere omstændigheder kan vi oplyse følgende:

(A) var i 1994 sambeskattet med det helejede datterselskab (D). Regnskabsåret for (A)-koncernen løber fra den 1. september til 31. august. Ingen af selskaberne var på daværende tidspunkt omfattet af reglerne om acontoskat. (D) fusionerede den 1. september 1994 med det acontoskattepligtige selskab (B) i medfør af reglerne om skattefri fusion med førstnævnte selskab som det modtagende selskab. Fusionen blev ved skrivelse af 20. februar 1995 anmeldt til Told- og Skattestyrelsen.

I medfør af selskabsskatteloven § 30, stk. 6 og 7, den dagældende selskabsskattelov § 30, stk. 5 og 6, skulle fusionen have medført, at hele (A)-koncernen blev inddraget under acontoskatteordningen for indkomståret 1995 (skatteåret 1996/1997) svarende til regnskabsperioden 1. september 1994 til 31. august 1995. På grund af en fejlregistrering hos skattemyndighederne skete dette imidlertid ikke. Dette bevirkede, at (A)-koncernen blev pålignet et restskattetillæg på 11,75% svarende til ca. kr. 2,7 mio. for indkomståret 1995. Beløbet blev af (A)-koncernen betalt i november 1996.

Skattemyndighederne fremsendte ikke giroindbetalingskort til (A)-koncernen vedrørende indbetaling af acontoskat. På vegne af koncernen fremsendte (E) den 27. marts 1996 derfor en skrivelse til selskabsbeskatningen i København, hvori den fejlagtige registrering vedrørende koncernens acontoskattepligt blev påpeget. I skrivelsen anmodede (E) om tilladelse til at foretage ekstraordinære indbetalinger vedrørende acontoskat for indkomståret 1995. Skrivelsen, der tillige blev fremsendt til Told Skat, København 2, er vedlagt i kopi.

Selskabsbeskatningen i København sendte den 17. april 1996 henvendelsen fra (E) videre til Told- og Skatteregion Hvidovre, jf. vedlagte kopi af skrivelse af 17. april 1996. Ved skrivelse af 3. februar 1997 rykkede (E) regionen for svar i sagen, og modtog herefter den i kopi vedlagte telefax af 8. august 1997 fra regionen, hvoraf fremgår, at sagen nu var overgivet til Told- og Skattestyrelsen, og at sagen i øvrigt grundet fejlarkivering havde henligget ubehandlet gennem længere tid.

(E) rykkede herefter ved skrivelser af 19. november 1997 samt 7. december 1998 Told- og Skattestyrelsen for nyt i sagen, idet man nu (formelt) fremsatte krav om tilbagebetaling af finansieringstillægget. Først ved skrivelse af 21. januar 1999 meldte Told- og Skattestyrelsen tilbage, jf. vedlagte kopi, i hvilken skrivelse styrelsen afviste at erstatte finansieringstillægget. Dette begrundes med, at (A)-koncernen ikke har forsøgt at indbetale acontoskat i indkomståret 1994, idet styrelsen endvidere finder, at det ikke er muligt at opgøre koncernens tab.

Det bemærkes, at indkomståret 1995 samt finansieringstillægget, der knytter sig hertil, flere steder i sagen fejlagtigt er omtalt som indkomståret 1994. Told- og Skattestyrelsen refererer i sin afgørelse formentlig til indkomståret 1995, og ikke indkomståret 1994.

 

Afslutningsvis har Told- og Skattestyrelsen fremsendt den i kopi vedlagte skrivelse af 2. marts 1999, hvori afgørelsen af 21. januar 1999 fastholdes. I skrivelsen indrømmer styrelsen, at koncernen har lidt et tab som følge af den fejlagtige registrering. Til støtte for afgørelsen anføres det, at A er forpligtet til at sikre sig, at den pågældende Told- og Skatteregion har registreret, at fusionen mellem (B) og (D) medførte, at hele (A)-koncernen blev omfattet af acontoskatteordningen. Told- og Skattestyrelsen finder derfor, at der foreligger et vist medansvar for tabets opståen hos koncernen.

Told- og Skattestyrelsens begrundelse kan efter vor opfattelse ikke begrunde afgørelsens resultat. Vi finder, at det derimod er skattemyndighederne, der på baggrund af den enkelte skatteyders oplysninger om faktum – her anmeldelse af fusionen samt anmodning om tilladelse til at indbetale acontoskat – ex officio skal anvende de skatteretlige regler korrekt.

Det er vor opfattelse, at skattemyndighederne har pådraget sig et erstatningsansvar som følge af den fejlagtige registrering af koncernen som ikke-acontoskattepligtig samt den manglende efterkommelse af revisors anmodningen af 27. marts 1996 til Københavns selskabsbeskatning om tilladelse til at indbetale acontoskat for indkomståret 1995. Koncernens tab kan efter vor opfattelse opgøres til det betalte restskattetillæg fratrukket rentefordelen ved ikke at indbetale acontoskat.

Det er endvidere vor opfattelse, at skattemyndighedernes behandling af nærværende sag ikke lever op til kravet om god forvaltningsskik, idet anmodningen af 27. marts 1996 ikke er blevet imødekommet, endsige besvaret, og idet sagsbehandlingen reelt har ligget stille hos skattemyndighederne fra primo 1996 til primo 1999.”

 

Den 22. juni 1999 anmodede jeg Told- og Skatteregion Hvidovre og Told- og Skattestyrelsen om en udtalelse i sagen.

I en udtalelse af 13. juli 1999 til Told- og Skattestyrelsen anførte Told- og Skatteregion Hvidovre bl.a. følgende:

”Den sambeskattede (A)-koncern blev ikke hos Told-Skat automatisk registreret som omfattet af acontoskatteordningen fra og med indkomståret 1/9 1994 - 31/8 1995 (skatteåret 1996/97) på grund af en fejl fra Told-Skats side.

De nærmere omstændigheder var, at (B) indtil 17/1 1994 var ejet af (C) og var sambeskattet med dette selskab til og med dette selskabs indkomstår 1/5 1992 - 30/4 1993. (C) var omfattet af acontoskatteordningen, hvilket (B) følgelig også var. (A) erhvervede (B) den 17/1 1994. Pr. 1/9 1994 blev det med (A) sambeskattede datterselskab (D) som det modtagende selskab fusioneret med (B) som det indskydende selskab. Ifølge den daværende selskabsskattelovs § 30 A, stk. 5 og 6, indebar det, at (A)-koncernen skulle have været omfattet af acontoskatteordningen fra og med indkomståret 1/9 1994 - 31/8 1995 (skatteåret 1996/97), og dette indkomstår ville have været 2. indslusningsår til acontoskatteordningen for koncernen, jf. selskabsskattelovens § 29 A, stk. 3, 2. punktum, og stk. 4, 1. punktum. Det fremgår af denne bestemmelse, at et selskab omfattet heraf for de 2 første indkomstår kan , men ikke skal , betale acontoskat senest den 20. november i indkomståret. Først for det 3. indkomstår ophører frivilligheden, og selskabet skal betale ordinær acontoskat efter de i § 29 A, stk. 2, gældende regler, jf. stk. 4, 2. punktum.

Efter (C)’s frasalg af (B) blev sidstnævnte selskab skatteansat selvstændigt for perioden 1/5 1993 - 31/8 1994. Dette skulle have været 1. indslusningsår/indkomstår, som nævnt i selskabsskattelovens § 29 A, stk. 4, 1. punktum. (B) ophørte ved fusionen pr. 1/9 1994, og indkomståret 1/9 1994 - 31/8 1995 for (A)-koncernen skulle have været 2. indslusningsår, hvor det var frivilligt for koncernen at betale acontoskat. Først for indkomståret 1/9 1995 - 31/8 1996 (skatteåret 1997/98) skulle (A)-koncernen have betalt ordinær acontoskat.

Som ovenfor nævnt er (A)-koncernen fejlagtigt ikke blevet registreret som værende under acontoskatteordningen fra og med indkomståret 1/9 1994 - 31/8 1995. Dette har haft til følge, at der ikke automatisk er blevet udsendt girokort til (A) til brug for frivillig acontoskattebetaling senest den 20. november 1995. Imidlertid er det regionens opfattelse, at denne fejlregistrering nemt kunne været afhjulpet ved selskabets indbetaling af frivillig acontoskat senest 20. november 1995, f.eks. ved check bilagt brev med anmodning om korrekt registrering under henvisning til ovenfor anførte bestemmelser i selskabsskatteloven. For så vidt (A) havde benyttet sig af denne adgang til betaling af frivillig acontoskat, ville selskabet ikke have skullet betale 11 3/4 procents-tillægget svarende til 2.666.115 kr.

 

Da (A) og dette selskabs revisor må forudsættes at være bekendt både med nævnte bestemmelser og det faktum, at (B) som sambeskattet datterselskab af (C) var omfattet af acontoskatteordningen, er det regionens opfattelse, at Told-Skats manglende registrering af (A)-koncernen som værende omfattet af acontoskatteordningen ikke er erstatningspådragende, idet der henses til den omstændighed, at fejlen nemt kunne være afhjulpet.

Idet der endvidere henvises til revisors brev af 27/12 1995 til region Hvidovre, hvori revisor på vegne af (A)-koncernen anmoder om tilmelding til acontoskatteordningen for indkomståret 1996, synes det at fremgå, at der ikke fra selskabets side har været noget ønske om at indtræde i acontoskatteordningen før dette indkomstår.

Først ved revisors brev af 27/3 1996 til Københavns Selskabsbeskatning med kopi til Region København nr. 2 fremgår det, at (A)-koncernen ønskedes omfattet af acontoskatteordningen for indkomståret 1995.

Selvom Told-Skats efterfølgende behandling af revisors anmodning af 27/3 1996 må anses for mangelfuld, er det regionens opfattelse, at dette ikke er afgørende for, at selskabet vedrørende indkomståret 1995 skal betale 11 3/4 procents-tillægget.

Det afgørende i sagen er, at selskabet ikke benyttede sig af muligheden for senest den 20. november 1995 at indbetale frivillig acontoskat for indkomståret 1995.

Slutteligt skal regionen bemærke, at Told- og skatteregion Høje-Taastrups brev af 18/11 1994 til (A) ikke er fejlagtigt, jf. omtalen heraf både i styrelsens brev af 2/3 1999 og i revisors brev af 27/3 1996 (side 1, nederste linie).

Region Høje-Taastrups brev af 18/11 1994 oplyser, at (A)-koncernen ikke for indkomståret 1994 er omfattet af acontoskatteordningen. At nævnte brev ikke omhandler indkomståret 1995 fremgår både af brevets dato og af det faktum, at (B) tidligst kunne inddrage (A)-koncernen i acontoskatteordningen fra og med fusionsdatoen. Fusionen blev først anmeldt til Told- og skatteregion Hvidovre den 20/2 1995. Forholdet var det, at der fejlagtigt var blevet udsendt girokort vedrørende indkomståret 1994 til en række selskaber, heriblandt (A), hvilken fejl berigtigedes ved brevet af 18/11 1994.”

 

Told- og Skattestyrelsen anførte i en udtalelse af 30. juli 1999 bl.a. følgende:

”Problemstilling

Sagen drejer sig om, hvorvidt Told&Skat i forbindelse med sin administration af acontoskatten i kalenderåret 1995 har påført (A) et økonomisk tab ved skatteberegningen for indkomståret 1995.

Told- og Skattestyrelsen har ikke modtaget en opgørelse over størrelsen af et tab fra (A).

Told- og Skattestyrelsens opfattelse

Told- og Skattestyrelsen finder med den neden for anførte begrundelse, at der ved administrationen af acontoskatten i kalenderårene 1994 og 1995 ikke decideret er begået fejl, men at der har været uopmærksomhed fra såvel (A) som de involverede regioner omkring acontoskattestatus for koncernen efter fusionen. Imidlertid finder styrelsen det ikke godtgjort, at dette har medført et erstatningsretligt tab for (A), jf. de neden for anførte grunde.

Derimod finder styrelsen, at klagebehandlingen har været overordentlig langsommelig og uoverskuelig for klageren, hvilket styrelsen har taget til efterretning. Der har været tale om en klagebehandling, som ikke er i overensstemmelse med styrelsens sædvanlige standard.

Faktisk hændelsesforløb

(B) var til og med indkomståret 1/5 1992 - 30/4 1993 sambeskattet med sit moderselskab, (C). Koncernen, herunder (B), var omfattet af acontoskatteordningen.

Pr. 17/01 1994 erhvervede (A) aktierne i (B).

I perioden 01/05 1993 - 31/08 1994 (regnskabsperioden er omlagt) blev (B) selvstændigt skatteansat. Selskabet skulle retteligt have være registreret under acontoskatteordningen (indslusningsordning, jf. nærmere neden for), men blev ikke registreret hos Told&Skat som værende under ordningen.

Pr. 01/09 1994 fusioneredes (B) som det indskydende selskab med (A) sambeskattede datterselskab (D) som det modtagende, d.v.s. med virkning for indkomståret 1995 (regnskabsåret 01/09 1994 - 31/08 1995). Fusionen skete efter reglerne om skattefri fusion i fusionsskatteloven. (A) og dets sambeskattede datterselskaber var inden fusionen ikke omfattet af acontoskatteordningen.

Fra og med indkomståret 1995 er (A) som følge af fusionen omfattet af acontoskatteordningen, jf. selskabsskattelovens § 30 A, stk. 5 og 6 (lovbekg. nr. 752 af 15/09 1993).

18/11 1994 meddeler Told- og Skatteregion Høje-Taastrup (A), at (A) ikke kan foretage frivillig indbetaling af acontoskat 20. november 1994, da selskabet ikke er registreret under acontoskatteordningen for indkomståret 1994, og at det udsendte girokort til brug herfor er udsendt fejlagtigt. Ifølge (A) foretager selskabet på grundlag heraf ingen frivillig indbetaling i november 1994 og i kalenderåret 1995.

20/02 1995 registreredes fusionen.

27/12 1995 anmoder (A)’s revisor om, at selskabet tilmeldes acontoskatteordningen for indkomståret 1996.

29/12 1995 kvitterer Told- og Skatteregion Hvidovre for tilmeldingen til acontoskatteordningen. Henvendelsen burde have været rettet til Told- og Skatteregion Høje-Taastrup.

6/2 1996 meddeler Told og Skatteregion, København 2 (Nord) (B) om, at selskabet skal betale acontoskat (ordinære rater), og at det, såfremt det indgår i sambeskatning eller fusion, vil trække de andre selskaber med ind i ordningen.

27/03 1996 anmoder (A)’s revisor om Københavns Skatte- og Registerforvaltning om, at selskabet bliver omfattet af acontoskatteordningen for indkomståret 1995.

27/4 1996 videresender Københavns skatteforvaltning revisors anmodning til Told- og Skatteregion Hvidovre.

3/2 1997 rykker revisionsfirmaet for svar.

8/8 1997 svarer Told- og Skatteregion Hvidovre ved fax, hvori det oplyses, at sagen er videresendt til Told- og Skattestyrelsen, og at regionen ikke har svaret på grund af sagens fejlarkivering.

19/11 1997 rykker revisionsfirmaet Told- og Skattestyrelsen for svar.

7/12 1998 rykker revisionsfirmaet atter Told- og Skattestyrelsen for svar.

21/01 1999 svarer Told- og Skattestyrelsen, at det er med rette selskabet er blevet pålignet restskattetillæg, og at der ikke kan opgøres et potentielt tab.

12/02 1999 klager revisor over svaret.

2/3 1999 fastholder Told- og Skattestyrelsen sin afgørelse af 21/1 1999 med henvisning til bl.a., at selskabet burde have sikret sig, at registreringsforholdene var i orden.

(A) har ikke foretaget frivillige indbetalinger af acontoskat i hverken 1994 eller 1995.

Opmærksomheden henledes på, at (B) hører under Told- og Skatteregion København 2 (Nord) indtil fusionen, (D) under Told- og Skatteregion Hvidovre og (A) under Told- og Skatteregion Høje-Taastrup. Told- og Skatteregion Høje-Taastrup skal derfor behandle hele registreringsproblematikken om acontoskat p.g.a. sambeskatningen med (D), mens Told- og Skatteregion Hvidovre skal behandle fusionen, herunder undersøge acontostatus på det indskydende selskab med hjælp fra Told- og Skatteregion København 2 (Nord).

 

Begrundelse

Acontoskattereglerne i forbindelse med ophør af sambeskatning og efterfølgende skattefri fusion

Indbetaling af frivillige acontoskattebeløb

Acontoskat for et givet indkomstår betales altid i løbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for, jf. selskabsskattelovens § 29 A, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 752 af 15/9 1993).

Frivillig indbetaling af acontoskat kan foretages i løbet af kalenderåret, dog ikke senere end 20. november i kalenderåret, jf. § 29 A, stk. 3 og stk. 5.

Betalinger efter denne dato vil blive returneret til selskabet.

Disse regler betyder, at en frivillig indbetaling af acontoskat senest 20. november 1994 altid skal indgå i selskabets indkomstår 1994. I nærværende sag betyder det, at betalingen senest 20. november 1994 skal indgå i slutskatten for den regnskabsperiode, der slutter 31/8 1994. Med andre ord den kan aldrig indgå i slutskatten for indkomståret 1995 (regnskabsperioden 1/9 1994 - 31/8 1995).

bliver først efter fusionen (1/9 1994) omfattet af acontoskatteordningen d.v.s. fra og med indkomståret 1995 (regnskabsåret 1/9 1994 - 31/8 1995). Der ligger i acontoskatteordningen et samtidighedsprincip d.v.s. et princip om, at selskabet i takt med indtjeningen betaler indkomstårets indkomstskat, hvorved selskabet belønnes ved, at det indbetalte beløb i princippet forrentes/godtgøres ved ikke at blive pålagt et restskattetillæg på 11,75 pct. Det indebærer, at acontoskatteordningen ikke kan have tilbagevirkende kraft og altså ikke have virkning for afsluttede indkomstår.

 

Indslusningsordning

Ordinære acontoskatterater fastsættes som 50 pct. af gennemsnittet for de sidste 3 års skat. For selskaber, der har været skattepligtige i to indkomstår eller mindre, kan der ikke beregnes rater, men selskaberne kan foretage frivillige indbetalinger af acontoskat. De ordinære rater kan i disse tilfælde ikke beregnes, fordi oplysningerne ikke er indkommet, så de kan benyttes ved ’forskudsansættelsen’ for år 2, men først fra år 3.

Indslusningsordningen benyttes for nye selskaber og datterselskaber, der udtræder af sambeskatning. Når den også benyttes for datterselskaber, der udtræder af sambeskatning, skyldes det, at disse selskaber indtil udtræden ikke er blevet selvstændigt skatteansat. Denne praksis er i lovbekendtgørelse nr. 724 af 2/8 1994 blevet lovhjemlet i et nyt stykke 3 i selskabsskattelovens § 29 A.

 

Fusion

Acontoskattereglerne i selskabsskatteloven i forbindelse med fusion er særdeles mangelfulde, og administrationen af ordningen hviler på de få bestemmelser, der er i selskabsskatteloven. Disse regler skal derfor sammenholdes med fusionsskattelovens regler, især § 7, hvorefter der skal ske en skatteansættelse af det indskydende selskab fra sidste ordinære skatteansættelse og indtil fusionsdatoen (stk. 1). Det påhviler det modtagende selskab at indgive selvangivelse og betale skatten for det indskydende selskab (stk. 2).

Efter selskabsskattelovens § 30 A, stk. 5, vil en fusion som i nærværende tilfælde, hvor det indskydende selskab er omfattet af acontoskatteordningen, medføre, at det modtagende selskab, (D) , inddrages under acontoskatteordningen og pga. sambeskatningen ligeledes dette selskabs moderselskab, (A).

Der kan foretages frivillig indbetaling af acontoskat for det indskydende selskab (B) i perioden fra fusionsdatoen 1/9 1994 og indtil anmeldelsesfristen – 6 måneder efter fusionen, jf. fusionsskattelovens § 6, stk. 4. En indbetaling foretaget af (A) den 20. november 1994 vil kun kunne godskrives det indskydende selskab for indkomståret 1994, da (A) for dette indkomstår ikke er under acontoskatteordningen. Der er ikke nogen særskilt lovhjemmel herom i selskabsskatteloven.

Det er rigtigt som anført af såvel revisionsfirmaet som Told- og Skatteregion Hvidovre, at vi herfra fejlagtigt har fokuseret på indkomståret 1994. Det skyldes, at revisionsfirmaet henviser til et brev fra told- og skatteregionen, der alene vedrører indkomståret 1994, og at det faktisk er muligt for (A) at foretage en frivillig indbetaling for 1994 på vegne af (B), således at dette selskabs restskat ikke pålægges restskattetillæg på 251.991 kr.

Hvis (A) havde benyttet sig af muligheden for at foretage en frivillig indbetaling af acontoskat for (B) i november 1994, ville der ikke have været tvivl om (A)’s acontostatus for 1995 som følge af fusionen.

 

Acontoskat for A i 1995

Spørgsmålet er herefter, om det kan bebrejdes Told&Skat, at (A) ikke foretager frivillige acontoskattebetalinger i løbet af kalenderåret 1995.

Fusionen registreres hos Told&Skat den 20/2 1995. På dette tidspunkt er mandtallet dannet for indkomståret 1995, og girokortene bliver fra central side udsendt sidst i februar 1995 til de selskaber, der er registreret som acontoskattepligtige på mandtalslisten. For selskaber, der registreres som acontobetaler efter, at mandtalslisten er udskrevet, udsender told- og skatteregionen sædvanligvis manuelt giroindbetalingskort til frivillige acontoindbetalinger.

Udsendelsen af girokort er tænkt som en service over for skatteyderne, da der ikke er stillet krav i henhold til selskabsskatteloven om, at skattemyndighederne skal udsende disse. Når selskabsskatteloven foreskriver, at de i en fusion deltagende selskaber bliver acontoskattepligtige, hvis et af de omfattede selskaber er under acontoordningen, kan det/de modtagende selskab(er) til hver en tid efter fusionen foretage en frivillig indbetaling.

Told- og Skatteregionen Høje-Taastrups brev af 18/11 1994 er forårsaget af meddelelser af 3. og 9. november 1994 fra Told- og Skattestyrelsen til regionerne, hvoraf det fremgår, at der er sket en fejlregistrering af gamle moderselskaber vedrørende acontostatus, hvorfor regionerne bedes kontrollere, om girokort fejlagtigt er udsendt til selskaber, der ikke er omfattet af acontoordningen. Dette var jo netop tilfældet for (A) for indkomståret 1994.

Det ses derfor ikke godtgjort, at dette brev har været årsagen til, at (A) ikke foretager frivillig indbetaling i løbet af kalenderåret 1995.

Selskabet tilmelder sig først acontoskatteordningen i december 1995 med virkning for kalenderåret 1996. Imidlertid er der i nærværende situation ikke behov for tilmelding, da (A) og sambeskattede selskaber allerede i kraft af fusionen er omfattet af acontoskatteordningen. Det er derfor tilstrækkeligt blot at foretage en frivillig indbetaling. I regionens brev af 18/11 1994 er der intet anført om (A)’s acontostatus for indkomståret 1995 og senere indkomstår, og der er ikke fra Told&Skat’s side blevet afvist nogle indbetalinger i kalenderåret 1995.

Det må antages, at (A) også kender selskabsskatteloven, og at (A) har kendskab til alle forhold omkring det selskab, det køber, herunder skatteforholdene, idet (A) gennem sambeskatningen med det modtagende selskab, (D), er ansvarlig for betaling af skatten for indkomståret 1994 for (B).

Restskattetillægget er fastsat ud fra en rentebetragtning. Selskabet skal betale en rente for at ’låne’ indkomstårets skattebeløb. Der er tale om en rentefordel ved ikke at betale skatten i løbet af indkomståret samt ved at opnå en kredittid på 14 måneder. Da restskattetillægget er udtryk for en gennemsnitlig rentefordel for selskabet, kan det efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse ikke anses for et erstatningsretligt tab.

 

Sagsbehandlingen i Told&Skat

Sagsbehandlingen i Told&Skat, herunder Told- og Skattestyrelsen har været kritisabel. Der må ikke gå så lang tid inden henvendelser besvares, ligesom der skal gives kvittering for modtagne skriftlige henvendelser, og rettelser i edb-systemerne skal foretages med det samme, når de registreringspligtige forhold er bekendte for regionen.

Told- og Skattestyrelsen har kun meget få klagesager på acontoskatteområdet. Sagen har dog givet anledning til en opstramning af sagsbehandlingen i Told- og Skattestyrelsens Selskabsbeskatningsafdeling.

Lovgrundlaget på acontoskatteområdet er meget mangelfuldt. Told- og Skattestyrelsen har derfor sammen med Skattedepartementet nedsat en arbejdsgruppe i foråret 1999, der skal se på acontoskattereglerne, ligesom de administrative procedurer vil blive gennemgået med henblik på at få mere klare regler og få udfyldt de huller, der er i det eksisterende lovkompleks. Imidlertid er reglerne klare for såvidt angår fusion og afsmitning af aconto.

Herudover er styrelsen i gang med at opgradere edb-systemerne, idet det systemmæssigt er vanskeligt at håndtere udtræden af sambeskatning med samtidig fusion.

 

Konklusion

Told- og Skattestyrelsen finder, at der i forbindelse med påligningen af restskattetillægget for (A) for indkomståret 1995 ikke kan lægges Told&Skat noget til last. Vejledningspligten i henhold til forvaltningsloven strækker sig efter vor opfattelse ikke til de situationer, der er klart lovgivet omkring, og det ses ikke godtgjort, at Told- og Skatteregion Høje-Taastrups brev af 18/11 1994 er årsagen til, at (A) ikke foretog frivillig indbetaling af acontoskat i 1995.

Endvidere er styrelsen af den opfattelse, at der ikke kan opgøres et erstatningsretligt tab, da det ikke er muligt at godtgøre, hvor stor en frivillig indbetaling (A) i givet fald ville have foretaget, og da restskattetillægget i øvrigt må anses for at kompensere for en tilsvarende rentefordel for (A).”

 

Ved brev af 3. august 1999 sendte jeg E en kopi af Told- og Skatteregion Hvidovres og Told- og Skattestyrelsens udtalelser. E fremsatte ved brev af 27. august 1999 bl.a. følgende bemærkninger til udtalelserne:

”(A)’s synspunkter

Regionens og Told- og Skattestyrelsens begrundelse kan efter vor opfattelse fortsat ikke begrunde afgørelsens resultat. Det er korrekt, at (A)-koncernen i indkomståret 1995, skatteåret 1996/1997, endnu ikke havde været omfattet af reglerne om acontoskat i to indkomstår, hvorfor koncernen på daværende tidspunkt kun havde mulighed for at indbetale frivillig, men ikke ordinær, acontoskat, jf. selskabsskatteloven § 29A, stk. 4. Efter vor opfattelse er dette imidlertid ikke relevant. Afgørende er, at skattemyndighederne fejlagtigt ikke registrerede (A)-koncernen som værende omfattet af acontoskatteordningen i indkomståret 1995, hvilket bevirkede, at koncernen ikke via fremsendelse af indbetalingskort blev afkrævet acontoskat.

Efter vor opfattelse er det skattemyndighederne, der på baggrund af skatteyderens oplysninger om faktum egenhændigt skal anvende de skatteretlige regler korrekt. Skattemyndighederne skal foretage korrekt registrering af skatteydernes acontoskattepligt, og på basis heraf fremsende giroindbetaling vedrørende frivillig indbetaling af acontoskat, jf. herved § 3 i bekendtgørelse nr. 983 af 1. december 1994. Vi er på den baggrund ikke enige i, at fremsendelse af indbetalingskort alene har karakter af en service overfor skatteyderne.

 

Sammenholdes Told- og Skatteregion, Høje-Taastrups skrivelse af 18. november 1994 (der ikke henviser til et specifikt indkomstår) med skattemyndighedernes fejlagtige registrering af (A)-koncernen og den manglende fremsendelse af indbetalingskort, kan koncernen efter vor opfattelse ikke bebrejdes, at der ikke blev indbetalt frivillig acontoskat i kalenderåret 1995. Netop brevet af 18. november 1994 fra Told- og Skatteregion Høje-Taastrup bibragte selskabet opfattelsen af, at det ikke kunne foretage indbetaling af acontoskat, således som påtænkt. Brevet gav naturligvis anledning til en telefonisk drøftelse med regionen, hvorunder regionen fastholdt, at (A)-koncernen ikke kunne indbetale acontoskat. Med hensyn til koncernens betalingsevne er det vor opfattelse, at denne tidligere er dokumenteret jf. vort brev af 12. februar 1999 til Told- og Skattestyrelsen.

Vi er ikke enige i, at der ikke er begået fejl fra skattemyndighedernes side i forbindelse administrationen af koncernens acontoskat. Vi henviser i den forbindelse til vort tidligere indlæg samt Told- og Skattestyrelsens egen skrivelse af 2. marts 1999, hvori er anført ’ Når der henses til de mange fejl koncernen har været udsat for ’.

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt (A)-koncernen har lidt et erstatningsberettiget tab, henvises til vort første indlæg. Told- og Skattestyrelsens opfattelse af restskattetillægget som en ækvivalent kompensation for rentefordelen ved ikke at betale acontoskat er efter vor opfattelse næppe holdbar, idet rentefordelen er endog betydeligt mindre end 11,75% efter skat. Det er efter vor opfattelse uden betydning, at koncernen endnu ikke har fremsendt en formel erstatningsopgørelse til skattemyndighederne. En erstatningsopgørelse må naturligvis tage udgangspunkt i restskattetillægget på 11 3/4% eller kr. 2.666.115 minus den rentefordel – før skat – som selskabet har oppebåret grundet et års senere indbetaling, jf. vort tidligere indlæg. Dette kunne fx fastsættes til Nationalbankens diskonto, der i november måned 1994 udgjorde 5%. (A)-koncernen var også i 1995 særdeles likvid. På den baggrund bør Told- og Skattestyrelsens hypotetiske bemærkning om usikkerheden vedrørende størrelsen af koncernens indbetaling af acontoskat i indkomståret 1995 efter vor opfattelse ikke tillægges vægt. Vi skal endvidere bestride, at revisors skrivelse af 27. december 1995 skulle være udtryk for, at koncernen i indkomståret 1995 ikke nærede ønske om at betale frivillig acontoskat, men at den alene skyldtes et ønske om sikring af, at registreringen nu fandt korrekt sted.”

 

Ombudsmandens udtalelse

”Fusionen mellem D og B skete efter reglerne om skattefri fusion i fusionsskatteloven (lovbekendtgørelse nr. 719 af 1. august 1994 om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v., nu lovbekendtgørelse nr. 954 af 5. november 1996 med senere ændringer om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v.). De skatteretlige forhold i forbindelse med fusion reguleres navnlig af fusionsskattelovens § 7 der har følgende ordlyd:

’§ 7. Ved opgørelsen af det indskydende selskabs skattepligtige indkomst i tiden fra udløbet af sidste sædvanlige indkomstår og indtil fusionsdatoen ansættes indkomsten for hele denne periode uden hensyn til dens længde. Ansættelsen finder sted uden hensyn til den med fusionen forbundne opløsning af selskabet. Udløber det sædvanlige indkomstår for det indskydende selskab inden den 31. december i det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for, og ligger fusionsdatoen efter det sædvanlige indkomstårs udløb, men inden vedkommende kalenderårs udløb, udgør det sidste indkomstår hele perioden fra indkomstårets begyndelse og indtil fusionsdatoen.

Stk. 2. Det påhviler det modtagende selskab at indgive selvangivelse for den i stk. 1 nævnte periode. Det modtagende selskab hæfter for eventuelle skattekrav og for ethvert bødeansvar, der efter skattelovgivningens almindelige bestemmelser vil kunne rettes mod det indskydende selskab. Det modtagende selskab indtræder i det indskydende selskabs krav mod skattemyndighederne vedrørende tillæg, godtgørelse og overskydende skat som omhandlet i selskabsskatteloven.’

Bestemmelsen i fusionsskattelovens § 7, stk. 2, indebærer at (A) i kraft af sambeskatningen med (D) var ansvarlig for (B)’s skattebetalinger for indkomståret 1995.

Reglerne om betaling af acontoskat findes i selskabsskatteloven der senest er offentliggjort ved lovbekendtgørelse nr. 299 af 27. april 2000 med senere ændringer.

Sagen omhandler indkomståret 1995, men det fremgår af sagen at der i forbindelse med behandlingen af sagen har været fokuseret på indkomståret 1994.

 

På tidspunktet for (C)’s salg af (B) til (D) fandt reglerne i lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. september 1993 af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven) anvendelse. Selskabsskatteloven indeholder følgende regler af betydning for sagen:

§ 29 A. Selskaber og foreninger m.v. skal betale indkomstårets forventede indkomstskat i løbet af indkomståret, jf. dog § 30 A. Beløb, der indbetales i løbet af indkomståret, benævnes acontoskat. Hvor selskabet eller foreningen m.v. anvender et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår), betales acontoskatten for et givet indkomstår i det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2. Selskaber og foreninger m.v. skal i acontoskat betale 50 pct. af gennemsnittet af de seneste tre indkomstårs indkomstskat. Denne acontoskat benævnes ordinær acontoskat. Ordinær acontoskat betales i 2 lige store rater i løbet af indkomståret og opkræves af Told- og Skattestyrelsen. Ved opkrævning af ordinær acontoskat opkræves kun beløb, der er delelige med 1.000 kr. Udgør den ordinære acontoskat mindre end 2.000 kr., opkræves den dog ikke.

Stk. 3. Selskaber og foreninger m.v., som har været skattepligtige i to indkomstår eller mindre, kan for de pågældende indkomstår indbetale acontoskat senest den 20. november i indkomståret. For de efterfølgende indkomstår skal selskabet eller foreningen m.v. betale acontoskat efter stk. 2. Indtil der foreligger skatteansættelser for de seneste tre indkomstår, beregnes den ordinære acontoskat som 50 pct. af gennemsnittet af de foreliggende indkomstårs indkomstskatter.

Stk. 4. Ordinær acontoskat forfalder til betaling i 2 rater henholdsvis den 1. marts og den 1. november i indkomståret. Sidste rettidige indbetalingsdag er den 20. i forfaldsmåneden. Betales beløbet ikke rettidigt, forrentes det med 1 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne. Forrentningen tilfalder statskassen.

Stk. 5. Selskaber og foreninger m.v. kan frivilligt betale yderligere acontoskat. Betaling af frivillig acontoskat skal ske senest henholdsvis den 20. marts og den 20. november i indkomståret.

 

§ 30 A.

stk. 2. Selskaber og foreninger m.v., hvis første indkomstår er påbegyndt før den 29. januar 1992, kan vælge at betale indkomstskat i løbet af indkomståret. Vælger selskabet eller foreningen m.v. for et givet indkomstår at betale indkomstskat i løbet af indkomståret, skal der også for senere indkomstår betales indkomstskat i løbet af indkomståret.

Stk. 4. Såfremt der indtræder en sådan ændring for et selskab eller en forening m.v., der er skattepligtig efter denne lov, at der fremtidig skal ske beskatning efter andre bestemmelser i loven, skal selskabet eller foreningen m.v. betale indkomstskat i løbet af indkomståret.

Stk. 5. Såfremt et eller flere af de af en fusion, spaltning eller tilførsel af aktiver omfattede selskaber m.v. skal betale indkomstskat i løbet af indkomståret, skal de modtagende selskaber m.v. betale indkomstskat i løbet af indkomståret.

Stk. 6. Såfremt to eller flere selskaber m.v. sambeskattes, jf. § 31, og et eller flere af selskaberne m.v. skal betale indkomstskat i løbet af indkomståret, skal samtlige de af sambeskatningen omfattede selskaber m.v. betale indkomstskat i løbet af indkomståret.

Stk. 7. Selskaber og foreninger m.v., der er omfattet af stk. 3-6, kan for de to første indkomstår, hvor § 29 A finder anvendelse, indbetale acontoskat senest den 20. november i indkomståret. For de efterfølgende indkomstår finder § 29 A, stk. 3, 2. og 3. pkt., tilsvarende anvendelse.’

Ved lov nr. 1118 af 22. december 1993 om ændring af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. blev der som et nyt stk. 3 i selskabsskattelovens § 29 A indsat følgende bestemmelse med virkning for indkomståret 1994:

’Der beregnes ikke ordinær acontoskat for et datterselskab m.v., der ved den senest foreliggende skatteansættelse var sambeskattet med et moderselskab m.v. For et sådant datterselskab m.v. finder stk. 4 om acontoskat i forbindelse med indtræden af skattepligt tilsvarende anvendelse ved ophævelse af sambeskatning.’

De hidtidige stk. 3-5 i selskabsskattelovens § 29 A blev som følge heraf til stk. 4-6, og der blev samtidig foretaget konsekvensrettelser i selskabsskattelovens § 30 A, stk. 7.

(A) og det sambeskattede datterselskab, (D), var inden fusionen mellem (D) A/S (det modtagende selskab) og (B) (det indskydende selskab) ikke omfattet af acontoskatteordningen. (B) var derimod omfattet af acontoskatteordningen sammen med det sambeskattede moderselskab, (C).

 

I perioden 1. maj 1993 til 31. august 1994 (indkomståret 1994) blev (B) selvstændigt skatteansat. Denne periode var i henhold til selskabsskattelovens § 29 A, stk. 4, 1. pkt., 1. indslusningsår til acontoskatteordningen for (B). Fra og med indkomståret 1995 blev (D) som følge af fusionen – og uden at der var behov for tilmelding, jf. selskabsskattelovens § 30 A, stk. 2 – omfattet af acontoskatteordningen, jf. selskabsskattelovens § 30 A, stk. 5. Da (A) og (D) var sambeskattede, blev (A) også omfattet af ordningen. (A) var derfor for indkomståret 1995 omfattet af indslusningordningen i selskabsskattelovens § 30 A, stk. 7, med indkomståret 1995 som 2. indslusningsår.

Efter bestemmelsen i selskabsskattelovens § 30 A, stk. 7, kan der for de to første år hvor selskabsskattelovens § 29 A finder anvendelse, indbetales acontoskat senest den 20. november i indkomståret (frivillig acontoskat), jf. selskabsskattelovens § 29 A, stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, 1. pkt. Først for det 3. og de efterfølgende indkomstskatteår beregnes der acontoskatterater (ordinær acontoskat), jf. selskabsskattelovens § 29 A, stk. 4, 2. og 3. pkt.

Told- og Skatteregion Hvidovre har i udtalelsen af 13. juli 1999 anført at (A) fejlagtigt ikke er blevet registreret som værende under acontoskatteordningen fra og med indkomståret 1995 (perioden 1. september 1994 til 31. august 1995), og at der som følge heraf ikke automatisk er blevet udsendt indbetalingskort til virksomheden.

 

Told- og Skattestyrelsen har i udtalelsen af 30. juli 1999 anført følgende om registreringsforholdene:

3) I perioden 01/05 1993 - 31/08 1994 (regnskabsperioden er omlagt) blev (B) selvstændigt skatteansat. Selskabet skulle retteligt have være registreret under acontoskatteordningen (indslusningsordning, jf. nærmere neden for), men blev ikke registreret hos Told&Skat som værende under ordningen.

Fusionen registreres hos Told&Skat den 20/2 1995. På dette tidspunkt er mandtallet dannet for indkomståret 1995, og girokortene bliver fra central side udsendt sidst i februar 1995 til de selskaber, der er registreret som acontoskattepligtige på mandtalslisten. For selskaber, der registreres som acontobetaler efter, at mandtalslisten er udskrevet, udsender told- og skatteregionen sædvanligvis manuelt giroindbetalingskort til frivillige acontoindbetalinger.

Udsendelsen af girokort er tænkt som en service over for skatteyderne, da der ikke er stillet krav i henhold til selskabsskatteloven om, at skattemyndighederne skal udsende disse. Når selskabsskatteloven foreskriver, at de i en fusion deltagende selskaber bliver acontoskattepligtige, hvis et af de omfattede selskaber er under acontoordningen, kan det/de modtagende selskab(er) til hver en tid efter fusionen foretage en frivillig indbetaling.’

Der er fastsat nærmere retningslinier for registrering af selskaber og udsendelse af girokort mv. i bekendtgørelse nr. 983 af 1. december 1994 der er udstedt i medfør af bl.a. selskabsskattelovens § 30, stk. 6. Bekendtgørelsen indeholder indeholder følgende regler af betydning for sagen:

§ 1. Indkomstskat, restskat, acontoskat og tillæg for selskaber og foreninger m.v. skal indbetales til Told- og Skattestyrelsen, der forestår opkrævning, skatteberegning og eventuel tilbagebetaling.

 

Beregning af ordinær acontoskat

§ 2.

Stk. 3. Told- og Skattestyrelsen kan endvidere undlade at beregne ordinær acontoskat for selskaber og foreninger m.v., der er omfattet af selskabsskattelovens § 29 A, stk. 4, 1. pkt., eller § 30 A, stk. 7, 1. pkt.

Stk. 4. Ordinær acontoskat for et moderselskab omfattet af selskabsskattelovens § 30 A, stk. 6, opkræves første gang i det tredje indkomstår efter acontoskattepligtens indtræden.

Indbetalingskort

§ 3. Told- og Skattestyrelsen udarbejder og udsender indbetalingskort til brug for indbetaling af indkomstskat, restskat, acontoskat og tillæg for selskaber og foreninger m.v.

Stk. 2. Til selskaber og foreninger m.v., der er omfattet af acontoskatteordningen, jf. § 2, stk. 1, udsendes indbetalingskort vedrørende ordinær og frivillig acontoskat inden den 1. februar i opkrævningsåret for acontoskatten. Told- og Skattestyrelsen kan dog undlade at udsende indbetalingskort til selskaber og foreninger m.v. som nævnt i § 2, stk. 2. Til selskaber og foreninger m.v. som nævnt i § 2, stk. 3, udsendes indbetalingskort vedrørende frivillig indbetaling af acontoskat inden den 1. november i opkrævningsåret for acontoskatten. Indtil ophør af sambeskatning er registreret, kan Told- og Skattebestyrelsen dog undlade at udsende indbetalingskort som nævnt i 3. pkt. til selskaber, der er omfattet af selskabsskattelovens § 29 A, stk. 3, 2. pkt.

Stk. 3. Indbetalingskort for restskat og tillæg, jf. selskabsskattelovens § 30, stk. 1, udsendes inden den 1. november i skatteåret.

Stk. 4. Til selskaber og foreninger m.v., der ikke er omfattet af acontoskatteordningen, jf. selskabsskattelovens § 30 A, stk. 1, udsendes indbetalingskort for indkomstskat og tillæg inden den 1. november i skatteåret.

 

Registrering

§ 4. Told- og Skattestyrelsens registre udgør grundlaget for udskrivning af materiale vedrørende registrering af selskaber og foreninger m.v.

Stk. 2. Selskaber og foreninger m.v., hvis første indkomstår er påbegyndt før den 29. januar 1992, og som vælger at betale acontoskat, jf. selskabsskattelovens § 30 A, stk. 2, skal rette henvendelse til told- og skatteregionen inden begyndelsen af det kalenderår, hvor acontoskatteordningen skal finde anvendelse. Sambeskattede selskaber m.v. skal foretage en samlet tilmelding til acontoskatteordningen.’

Som det fremgår af bekendtgørelsens § 4, udgør Told- og Skattestyrelsens registre grundlaget for udskrivning af materiale vedrørende registrering af selskaber og foreninger.

Jeg må ved min bedømmelse af sagen lægge til grund at der er sket fejlregistrering hos skattemyndighederne i forbindelse med den manglende registrering af (B) som acontoskattepligtig i indkomståret 1994, og at der ikke blev udsendt indbetalingskort til (A) fordi fusionen mellem (D) og (B) blev registreret hos Told og Skat den 20. februar 1995 efter at mandtallet for 1995 var dannet.

(A) var i indkomståret 1995 omfattet af reglerne i selskabsskattelovens 30 A, stk. 7, jf. § 29 A, stk. 4, 1. pkt., som følge af fusionen mellem (D) og (B).

I medfør af § 3, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 983 af 1. december 1994 burde der derfor have været udsendt giroindbetalingskort til (A) inden den 1. november 1995. Det kan efter min opfattelse ikke tillægges betydning at fusionen først blev registreret hos Told og Skat den 20. februar 1995 efter at styrelsen havde udarbejdet mandtallet for 1995.

 

Henrik Zahle anfører i Dansk Forfatningsret I, 2. udgave, 1995, s. 331ff, bl.a. følgende om bekendtgørelsers retligt bindende karakter:

’Bekendtgørelser anvendes her som et teknisk begreb, der dækker forskrifter udstedt af en minister eller anden administrativ myndighed, og som er gældende for enhver , såvel myndigheder som private. Bekendtgørelse er den almindelige betegnelse for de forskrifter, som ministre udsteder i henhold til lov.’

Der kan endvidere henvises til Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave, 1973, s. 209ff, Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave, 1980, s. 476ff, og Jens Garde og Jørgen Mathiassen, Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave, 1997, s. 94f.

Under henvisning til det jeg har anført ovenfor om bekendtgørelsers retlige natur, sammenholdt med at bekendtgørelsen fastsætter meget detaljerede regler for Told- og Skattestyrelsens udsendelse af indbetalingskort, kan jeg derfor ikke være enig med Told- og Skattestyrelsen i at ’udsendelsen af girokort er tænkt som en service over for skatteyderne, da der ikke er stillet krav i henhold til selskabsskatteloven om, at skattemyndighederne skal udsende disse’. Told- og Skattestyrelsen har derimod efter min opfattelse haft pligt til at udsende indbetalingskort i det i bekendtgørelsen beskrevne omfang.

Jeg har gjort Told- og Skattestyrelsen bekendt med min opfattelse.

 

Told- og Skattestyrelsen har i brevet af 2. marts 1999 til (E) beklaget skattemyndighedernes sagsbehandling således:

Sagens akter er blevet gennemgået. Når der henses til de mange fejl koncernen har været udsat for:

- det fejlagtigt udsendte brev af 18. november 1994 fra Told- og Skatteregion Høje-Taastrup, hvori det anføres at (A) ikke kan indbetale acontoskat,

- den manglende korrekte registrering af koncernen som acontoskattepligtig i henhold til brev af 6. februar 1996 fra Told- og Skatteregion København 2,

- fejlarkivering af Deres henvendelse om sagen til Told- og Skatteregion Hvidovre, jf. regionens brev af 8. august 1997, samt

- manglende underretning om styrelsens tiltag, jf. telefax af 8. august 1997,

er der helt klart tale om, at koncernen har fået en uretmæssig og utilfredsstillende behandling af Told&Skat, som vi i aller højeste grad må beklage.

 

Told- og Skattestyrelsen har i udtalelsen af 30. juli 1999 anført følgende om sagsbehandlingen i Told og Skat:

Derimod finder styrelsen, at klagebehandlingen har været overordentlig langsommelig og uoverskuelig for klageren, hvilket styrelsen har taget til efterretning. Der har været tale om en klagebehandling, som ikke er i overensstemmelse med styrelsens sædvanlige standard.

Sagsbehandlingen i Told&Skat, herunder Told- og Skattestyrelsen har været kritisabel. Der må ikke gå så lang tid inden henvendelser besvares, ligesom der skal gives kvittering for modtagne skriftlige henvendelser, og rettelser i edb-systemerne skal foretages med det samme, når de registreringspligtige forhold er bekendte for regionen.

Jeg er enig med Told- og Skattestyrelsen i at sagsbehandlingen har været kritisabel.

Jeg bemærker at jeg er enig med Told- og Skatteregion Hvidovre når regionen i udtalelsen af 13. juli 1999 anfører at Told- og Skatteregion Høje-Taastrups brev af 18. november 1994 til (A) ikke var fejlagtigt. Jeg har herved lagt vægt på at (A) for indkomståret 1994 – som brevet omhandler – ikke var omfattet af acontoskatteordningen, og at fusionen mellem (B) og (D) først blev registreret hos skattemyndighederne den 20. februar 1995.

Det fremgår af sagen at Københavns Selskabsskatteforvaltning den 17. april 1996 videresendte (E)’s brev af 27. marts 1996 til Told- og Skatteregion Hvidovre til besvarelse. På grund af fejlarkivering i en anden sag sendte Told- og Skatteregion Hvidovre først ved brev af 8. august 1997 brevet videre til Told- og Skattestyrelsen til besvarelse. Samtidig besvarede Told- og Skatteregion Hvidovre en rykker fra (E). Det fremgår endvidere af sagen at (E) rykkede Told- og Skattestyrelsen for svar ved breve af 19. november 1997 og 7. december 1998. Som sagen er forelagt for mig, har Told- og Skattestyrelsen ikke besvaret rykkerne.

Fra (E) med brev af 27. marts 1996 til Københavns Selskabsskatteforvaltning anmodede om at foretage frivillig acontoskattebetaling for indkomståret 1995 og til Told- og Skattestyrelsen traf afgørelse i sagen den 21. januar 1999 og 2. marts 1999, gik der mere end 2 år og 9 måneder.

Følgende er anført om sagsbehandlingstid mv. i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986), punkt 205-208:

’205. Forvaltningsloven indeholder ikke generelle regler om sagsbehandlingstiden. Baggrunden herfor er bl.a., at de opgaver, der udføres af den offentlige forvaltning, er af så forskellig karakter og omfang, at det ikke vil være muligt i en lov, der skal gælde for hele den offentlige forvaltning, at fastsætte bestemte regler for sagsbehandlingstiden, som med rimelighed vil kunne håndhæves ved domstolene.

Derimod kan der på baggrund af folketingets ombudsmands udtalelser om, hvad der med hensyn til sagsbehandlingstiden må antages at følge af almindelig god forvaltningsskik, gives nogle vejledende regler om sagsbehandlingens tilrettelæggelse, herunder om underretning til den, der er part i en sag, om den forventede sagsbehandlingstid.

 

Ombudsmanden har i nogle afgørelser også peget på, at myndighederne med henblik på at sikre, at sager ikke henligger i længere tid, inden afgørelse træffes, og at sager ikke bliver glemt og derfor ikke afgjort, bør oprette tilstrækkeligt EFFEKTIVE ERINDRINGSSYSTEMER.

206. Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller den almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke kan træffe afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden give den, der er part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge.

207. Myndigheden bør endvidere give den, der er part i sagen, underretning, når behandlingen af den konkrete sag på grund af særlige omstændigheder vil tage længere tid end sædvanligt.

208. Rykkerskrivelser fra den, der er part i sagen, og som er rimeligt begrundet i sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med det samme. Besvarelsen bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge.’

Jeg henviser endvidere til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 73 af 4. juni 1997 om mål for hurtig sagsbehandling m.v.

 

Under henvisning til det ovenfor anførte fra Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven og Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 73 af 4. juni 1997 mener jeg at skattemyndighedernes samlede sagsbehandlingstid har været kritisabel.

Det er også kritisabelt at Told- og Skattestyrelsen ikke har besvaret (E)’s rykkere.

Endelig finder jeg sagens fejlarkivering hos Told- og Skatteregion Hvidovre beklagelig, særlig henset til at fejlarkiveringen har medført at sagen først blev videresendt til Told- og Skattestyrelsen ca. 1 år og 3 måneder efter at regionen modtog brevet fra Københavns Selskabsforvaltning.

Under henvisning til styrelsens oplysninger i udtalelsen af 30. juli 1999 om at sagen har givet anledning til en opstramning af sagsbehandlingen i Told- og Skattestyrelsens Selskabsbeskatningsafdeling, at der i foråret 1999 er blevet nedsat en arbejdsgruppe der skal se på acontoskattereglerne og herunder de administrative procedurer, og at styrelsen er i gang med at opgradere edb-systemerne, foretager jeg mig imidlertid ikke mere vedrørende denne del af sagen.

Jeg har gjort Told- og Skattestyrelsen bekendt med min opfattelse.

Told- og Skattestyrelsen har i udtalelsen af 30. juli 1999 anført følgende om offentlige myndigheders vejledningspligt:

’ Vejledningspligten i henhold til forvaltningsloven strækker sig efter vor opfattelse ikke til de situationer, der er klart lovgivet omkring ’

Jeg finder på denne baggrund anledning til at fremsætte nogle generelle bemærkninger om offentlige myndigheders vejledningspligt.

Forvaltningslovens § 7, stk. 1, har følgende ordlyd:

’§ 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.’

Vejledningspligten efter forvaltningsloven gælder alene i situationer hvor en person retter henvendelse til myndigheden, jf. nærmere John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, s. 204f. Det følger imidlertid af god forvaltningsskik at der også gives vejledning i andre tilfælde, jf. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 259ff.

 

Følgende er anført om vejledningspligtens indhold i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986), punkt 30:

’30. Vejledning efter § 7, stk. 1, bør sikre, at borgeren får tilstrækkelig orientering om, hvilken betydning reglerne på det pågældende område har for vedkommende, og hvordan den pågældende lettest og mest effektivt kan opfylde de eventuelle krav, der er i lovgivningen. Vejledningen bør endvidere orientere om hvilken fremgangsmåde, der skal følges af den, der henvender sig til myndigheden, og om hvilke oplysninger, som skal tilvejebringes af borgeren som led i en sags behandling.

Vejledningens indhold og omfang må afpasses i forhold til borgerens forudsætninger og dennes eventuelle særlige personlige, eventuelt fysiske forhold.

En myndighed bør også i fornødent omfang bistå en borger, der retter henvendelse til myndigheden, med at udfylde eventuelle ansøgningsskemaer, anmeldelser eller lignende, der vedrører myndighedens eget område.’

På baggrund af ovenstående citat fra Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven kan jeg ikke være enig med Told- og Skattestyrelsen i at vejledningspligten ikke omfatter situationer der klart er lovgivet om.

Er parten imidlertid repræsenteret af nogen som må formodes at have et særligt kendskab til regelgrundlaget, vil vejledningspligten efter omstændighederne kunne indsnævres. Jeg henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave, 1999, s. 214, med henvisninger.

Jeg har gjort Told- og Skattestyrelsen bekendt med min opfattelse.

 

Jeg har noteret mig at (A) og Told- og Skattestyrelsen har forskellige opfattelser af om (A) rent faktisk ønskede at betale acontoskat for indkomståret 1995. Told- og Skattestyrelsen og (A) har endvidere forskellige opfattelser af hvilken betydning registreringsforholdene, den manglende udsendelse af indbetalingskort og brevet af 18. november 1994 har haft for den manglende indbetaling af acontoskat.

Det må på denne baggrund anses for bevisspørgsmål om – og i givet fald med hvor stort et beløb – (A) ønskede at foretage (frivillige) acontobetalinger for indkomståret 1995, og om selskabet anså sig for afskåret herfra som følge af oplysningerne om registreringsforholdene, den manglende udsendelse af indbetalingskort og brevet af 18. november 1994.

Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende. Baggrunden herfor er at ombudsmanden ikke i almindelighed har mulighed for at afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et skriftligt grundlag.

En nærmere afklaring af dette spørgsmål vil derfor ikke kunne finde sted inden for rammerne af min undersøgelse, men må efter min opfattelse ske ved domstolene. Vurderingen af om der er grundlag for at gøre erstatningsansvar gældende over for skattemyndighederne, må endvidere anses for et traditionelt domstolsanliggende.

Jeg har gjort Told- og Skattestyrelsen bekendt med min opfattelse af sagen.

 

Efter reglen i skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, (nu lovbekendtgørelse nr. 531 af 25. juni 1999 med senere ændring) kan en endelig administrativ afgørelse ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter at afgørelsen er truffet.

Det fremgår af sagen at (E) ved brev af 16. april 1999 til Told- og Skattestyrelsen har anmodet om suspension af søgsmålsfristen.

 

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.”