Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En faglærer ved et fængsel blev ved en fejl tildelt et særligt tillæg til stillingen. Myndighederne var berettiget til at tilbagekalde tillægget med sædvanligt opsigelsesvarsel da lønindplaceringen var i strid med gældende overenskomst.

Ombudsmanden udtalte at tjenestemandslovens § 12 ikke med rette kunne påberåbes som hjemmel for tilbagekaldelsen. Desuden var myndighedernes antagelse om at opsigelsesvarslet var på 14 dage, ikke korrekt. Tilbagekaldelsen var en afgørelse i forvaltningslovens forstand og ikke en aftale som anført af fængslet.

Ombudsmanden kritiserede at faglæreren ikke var blevet partshørt inden afgørelsen, og at myndighedernes begrundelser var mangelfulde. Endvidere skulle afgørelsen have været meddelt partsrepræsentanten i sagen. (J.nr. 1999-2003-811).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Fejlagtig lønindplacering - tilbagekaldelse af tillæg. Partshøring. Begrundelse. Partsrepræsentation

 

 

A blev pr. 1. januar 1998 ansat som faglærervikar ved Statsfængslet X. Stillingen blev aflønnet efter lønramme 21, skalatrin 26.

Den 19. maj 1998 blev en stilling som fængselslærer/fængselsoverlærer, subsidiært faglærer ved Statsfængslet X opslået. Det oplystes at der var et særligt tillæg knyttet til stillingen på 14.968,33 kr. årligt.

Stillingen blev genopslået den 26. maj 1998 med en rettelse. Stillingsbetegnelsen var nu projektlærer, subsidiært faglærer. Desuden var der en tilføjelse angående den ønskede uddannelse og en særlig bemærkning om at en faglærer uden pædagogisk uddannelse ville blive ansat ved konstitution indtil vedkommende havde erhvervet den pædagogiske uddannelse. Der var ingen ændring i oplysningen om det særlige tillæg.

A blev med virkning fra den 1. juli 1998 ansat på prøve i stillingen som faglærer. Af ansættelsesbrevet fremgik at stillingen var i lønramme 21, og at der var et særligt tillæg til stillingen på 14.968,33 kr. årligt (pr. 1. april 1998). Prøvetiden blev regnet fra den 1. januar 1998.

Af et notat fra Statsfængslet X fremgik bl.a. følgende:

”Til undervisningsleder og inspektør. 06.07.98

Jeg er d.d. blevet ringet op af ( ) fra DFK 1. kontor. Hun har bedt mig meddele (A) på Projektet, at hendes ansættelsesbrev ikke er korrekt, idet hun ikke er berettiget til det tillæg på ca. 14.000 kr. pr. år som beskrevet i hendes ansættelsesbrev. ( ) begrunder dette i manglende seminarieuddannelse. Hun beder mig ligeledes meddele (A) opsigelsesvarslet, hvis hun ikke kan acceptere det.

Da jeg ikke kan udtale mig om, hvem tillægget er aftalt med i direktoratet og ellers intet kender til sagen, har jeg lovet ( ) at give (A) besked – men ellers lade sagen ligge til undervisningsleder eller inspektør kommer fra ferie.

(A) ved besked, men har bedt mig lade ( ) tage sig af det, da hun mener, han vil være bekendt med det aftalte.

V.h.

( )

Efter at have læst ovenstående har jeg den 16. juli 1998 kontaktet kontorchef ( ), idet jeg – som jeg læser forløbet – finder, at det har haft et uheldigt forløb. 1. kontor har udsendt 2 forkerte opslag. Inden ansættelsen af (A), er der herfra rettet forespørgsel til 1. kontor om hun skulle have tillægget, hvilket blev bekræftet. Man kan derfor ikke anstændigvis reagere med at fortælle den ansatte at enten må hun acceptere bortfald af tillægget eller acceptere et opsigelsesvarsel. Kontorchefen lovede at undersøge sagen.

Senere bliver jeg ringet op af ( ), der ikke kan forstå min henvendelse, idet hun mener at Direktoratet ikke kan handle anderledes, når de opdager, at der er begået en fejl, og at der ikke er tale om en opsigelse af faglæreren i stillingen, men alene en opsigelse af tillægget.

(C)”

Af et udateret notat fra statsfængslet underskrevet af ( ) fremgik bl.a. følgende:

”Ved ansættelsen af faglærer (A) er der som følge af ukorrekte oplysninger sket en fejlagtig indberetning af løn, idet det er oplyst at stillingen indebar tildeling af et tillæg. Dette er ikke korrekt hvorfor det tildelte tillæg er opsagt med 3 mdr.’s varsel fra udgangen af juli 1998, efter aftale med faglærer (A).”

Statsfængslet X skrev herefter den 28. september 1998 bl.a. følgende til A:

”Efter aftale opsiges hermed, med udgangen af oktober måned 1998, særligt tillæg, som blev tildelt Dem i forbindelse med Deres ansættelse pr. 1. juli 1998 som faglærer på prøve.

Det særlige tillæg tildeles alene seminarieuddannede.”

I brev af 22. december 1998 klagede A til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Hun skrev bl.a. at hun undrede sig over at lønnen var blevet sat ned uden om hende.

Direktoratet bad fængslet om en udtalelse, og fængslet henviste i det hele til de udarbejdede notater.

Direktoratet skrev den 25. januar 1999 følgende til A:

”De har ved brev af 22. december 1998 skrevet til direktoratet vedrørende tilbagekaldelsen af Deres særlige tillæg.

Statsfængslet (X) har i et brev af 11. januar 1999 afgivet en udtalelse i sagen. Udtalelsen vedlægges i kopi.

Det fremgår af sagen, at De i første omgang modtog meddelelsen om bortfald af tillægget fra en kollega, der var blevet orienteret telefonisk af direktoratet. De fik i den forbindelse forståelsen af, at De enten måtte afstå tillægget frivilligt eller acceptere en opsigelse.

Der er tydeligvis sket en kommunikationsfejl i sagen. Direktoratet skal naturligvis beklage, hvis man på nogen måde har medvirket til, at denne er opstået. Baggrunden for direktoratets reaktion var, at offentlige myndigheder har en forpligtelse til at korrigere ukorrekte lønudbetalinger o.lign. De er ved en beklagelig fejl blevet tildelt et særligt tillæg i forbindelse med Deres ansættelse som faglærer, som De ikke har været berettiget til. Direktoratet har derfor set sig nødsaget til at foranledige, at det særlige tillæg blev inddraget.

I almindelighed kan ændringer i ansættelsesforhold ske med et varsel svarende til opsigelsesvarslet. Opsigelsesvarslet for en tjenestemand ansat på prøve er inden for de første 6 måneder på 14 dage, jf. tjenestemandslovens § 33, stk. 2. Man kunne således have varslet tillæggets bortfald med et varsel på 14 dage efter de almindelige regler, men man har i denne sag valgt at opsige tillægget med et varsel på 3 måneder.

Direktoratet skal i øvrigt bemærke, at det er særdeles beklageligt, at det hverken af det oprindelige eller efterfølgende stillingsopslag fremgår, at det særlige tillæg alene tildeles seminarieuddannede lærere.”

I brev af 21. februar 1999 skrev B på vegne af A til direktoratet og bad om en redegørelse for hjemmelsgrundlaget for tildeling af tillægget. B bad endvidere om en skriftlig begrundelse for tilbagekaldelsen i overensstemmelse med forvaltningslovens regler og om en konkret vurdering af A’s faglige og pædagogiske kompetencer i relation til reglerne for tildeling af tillægget.

Direktoratet skrev herefter den 24. marts 1999 bl.a. følgende til A:

”Direktoratet har behandlet sagen på ny og må fastholde afgørelsen i sit brev til Dem af 25. januar 1999, hvorefter det særlige tillæg til Dem er blevet opsagt med 3 måneders varsel.

Arbejdsopgaverne for fængselslærere/fængselsoverlærere fremgår af bilag 1 til Finansministeriets cirkulære af 1. august 1996 om tjenestetid mv. for fængselslærere/fængselsoverlærere. Disse arbejdsopgaver forudsætter en seminarie- eller anden tilsvarende uddannelse. De har ikke en sådan uddannelse, og er derfor ikke omfattet af den pågældende aftale.

Fængselslærere/fængselsoverlærere oppebærer et særligt tillæg. Dette fremgår af § 1 i Aftale af 17. juni 1996 mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II om omklassificering af stillinger som fængselslærer/-overlærer ved fængselsskolerne, som blev indgået i forbindelse med tjenestetidsaftalen.

Som anført i direktoratets brev af 25. januar 1999 er De ved en beklagelig fejl blevet tildelt et særligt tillæg i henhold til ovennævnte aftale i forbindelse med Deres ansættelse som faglærer. De har ikke været berettiget til tillægget, da De som nævnt ikke er omfattet af aftalen mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II. Direktoratet har derfor set sig nødsaget til at foranledige, at det særlige tillæg blev inddraget.

Direktoratet kan i øvrigt oplyse følgende:

Når der på baggrund af en annonce indgås en aftale, vil annoncens indhold normalt være bindende for aftaleparterne, medmindre andet direkte eller indirekte er fremgået af de efterfølgende kontraktsforhandlinger.

Lønoplysninger i en stillingsannonce vil som udgangspunkt være bindende for parterne. Er oplysningerne i modstrid med arbejdsgiverens overenskomstmæssige eller andre forpligtelser, opstår spørgsmålet, om arbejdstagerens løn kan ændres.

En tjenestemand må tåle sådanne ændringer i sine ansættelsesforhold, som ikke har karakter af en forflyttelse, jfr. Tjenestemandslovens § 12, hvis det sker med sædvanligt opsigelsesvarsel. Efter lovens § 28 er dette varsel 3 måneder. For tjenestemænd ansat på prøve gælder det dog, at de i de første 6 måneder kan afskediges med 14 dages varsel til udgangen af en måned, jfr. lovens § 33, stk. 2.

En tjenestemand vil herefter med sædvanligt opsigelsesvarsel kunne få reguleret sin løn i nedadgående retning, hvis lønindplaceringen er sket i strid med gældende lønaftaler.

Som det også fremgår af direktoratets brev af 25. januar 1999 til Dem, har direktoratet opsagt tillægget med et varsel, der er længere end det, man i henhold til tjenestemandsloven var forpligtet til at følge.”

Direktoratet fastholdt i brev af 15. april 1999 til A afgørelsen.

I brev af 30. juni 1999 klagede B til mig. Han anførte bl.a. at tilbagekaldelsen ikke kunne ske med hjemmel i tjenestemandslovens § 12, og at direktoratet ikke havde begrundet tilbagekaldelsen, indledt partshøring eller foretaget en konkret vurdering af A’s kvalifikationer. Direktoratet havde tilsyneladende ikke taget hensyn til at A var uddannet som håndarbejdslærer fra Seminariet for Hverdagskunst i Kerteminde.

I anledning af klagen bad jeg myndighederne om en udtalelse. Jeg bad særligt om en udtalelse om hjemmelsgrundlaget for afgørelsen om at tilbagekalde tillægget. Jeg bad om nærmere oplysninger om hvilke betingelser der skulle være opfyldt for at oppebære tillægget, og en nærmere begrundelse for hvorfor direktoratet mente at A ikke opfyldte betingelserne. Jeg bad desuden om en udtalelse om hvorvidt myndighederne mente at beslutningen om at tilbagekalde tillægget var en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

I brev af 19. januar 2000 til mig udtalte direktoratet bl.a. følgende:

”Statsfængslet (X) ansatte den 27. januar 1998 (A) som faglærervikar fra den 1. januar 1998 i lønramme 21, uden at der til dette faglærervikariat var knyttet noget tillæg.

Direktoratet erindrer ikke, som af Statsfængslet (X) angivet i notat af 16. juli 1998, at have bekræftet telefonisk over for statsfængslet, at (A) skulle have et særligt tillæg som faglærer, og der foreligger ikke notat herom i direktoratet.

For så vidt angår tildeling af særligt tillæg kan direktoratet oplyse følgende:

Ikke-seminarieuddannede personer ansættes som ’faglærere’ uden særligt tillæg. Seminarieuddannede ansættes som ’fængselslærere ’ og oppebærer tillægget. Tillægget til fængselslærere er/var begrundet i ’de mangeartede opgaver som lærerpersonalet har, medfører en spredt og lang arbejdstid for hvilken det ikke er muligt at sætte nogen højeste norm’, jfr. brev til Finansministeren fra 1962 som vedlægges i kopi. Tillægget er en integreret del af den gældende aftale af 17. juni 1996 mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II om omklassificering af stillinger som fængselslærer/-overlærer ved fængselsskolerne, som blev indgået i forbindelse med tjenestetidsaftalen. Aftalen gælder kun for personer, der er uddannet på et lærerseminarium , idet arbejdsopgaverne principielt kun kan og må varetages af en person med en uddannelse fra et lærerseminarium.

(A) har oplyst, at hun har gået på Seminariet for Kunst og Håndværk i Kerteminde i perioden 1990-92. Denne uddannelse kan ikke danne grundlag for tildeling af det særlige tillæg, da dette kun gives seminarieuddannede fra et lærerseminarium. Det fremgår af sagen, at (A) ikke er uddannet på et lærerseminarium, og hun er derfor ikke berettiget til at oppebære det særlige tillæg for fængselslærere.

Direktoratet skal i øvrigt oplyse, at man ikke finder, at (A) kan have haft en berettiget forventning om at oppebære det særlige tillæg, henset til at hun som faglærervikar fra den 1. januar 1998 ikke fik tillægget.

Hvad angår spørgsmålet om at opsige tillægget, skal direktoratet henvise til Ole Hasselbalch, Ansættelsesret, Juristforbundets Forlag maj 1975, side 372: ’Arbejdsgiveren vil i almindelighed i den udstrækning, han ikke overtræder ufravigelige bestemmelser, kunne ændre ansættelsesvilkårene med iagttagelse af gældende opsigelsesvarsel. Ligger virksomhedens lønniveau således f.eks. i almindelighed over det overenskomstmæssige, kan han, hvad enten det er et normalløns- eller et minimallønsområde, varsle lønnen ned til det overenskomstmæssige niveau’.

Direktoratet skal endvidere henvise til Finansministeriet, Personaleadministrativ vejledning, kapitel 45, side 1-2: ’Når det konstateres, at der på grund af en fejlfortolkning, fejlberegning, fejlanvisning eller lignende er udbetalt mere eller mindre i løn, pension mv., end modtageren havde krav på, skal fejlen straks rettes med virkning for fremtiden. Fejlen kan rettes uden varsel. Modtageren bør dog altid orienteres om, at udbetalingen vil blive ændret.’ ’Disse regler er ikke fastsat ved lov eller lignende, men udviklet gennem en ret sparsom retspraksis.’

Direktoratet skal beklage, at man ved en fejl henviste til tjenestemandslovens § 12, idet det bemærkes, at det havde været rettest at henvise til principperne i tjenestemandslovens § 12 og dansk rets almindelige regler.

I almindelighed kan ændringer i udbetaling af løn i de oven for nævnte tilfælde således ske uden varsel. På grund af fejlen i stillingsopslagene valgte direktoratet at varsle tillæggets bortfald. Direktoratet valgte efter omstændighederne at varsle tillæggets bortfald med et varsel på 3 måneder, selvom opsigelsesvarslet for en tjenestemand ansat på prøve inden for de første 6 måneder er på 14 dage, jfr. tjenestemandslovens § 33, stk. 2.

Det kan oplyses, at direktoratet siden hen har ændret formuleringen i lignende stillingsopslag, således at det nu klart fremgår, at faglærere ikke vil få et særligt tillæg.

Det er direktoratets opfattelse, at der med beslutningen om at tilbagekalde det særlige tillæg var tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Direktoratet skal i den forbindelse henvise til Forvaltningsloven med kommentarer, John Vogter, 3. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1999 side 118-119: ’Der kan være grund til at fremhæve, at ansættelse som tjenestemand i det offentliges tjeneste hidtil, såvel i praksis som i den forvaltningsretlige litteratur i almindelighed, er blevet betragtet som en forvaltningsakt og ikke som en rent privatretlig disposition (kontraktsindgåelse).’ ’Andre spørgsmål om tjenstlige forhold er derimod i almindelighed ikke omfattet [af forvaltningsloven]’. Det er direktoratets opfattelse, at en korrektion af lønnen i et ansættelsesforhold også er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, idet den vedrører selve ansættelsen.

Det bemærkes, at direktoratet under sagsforløbet har haft det indtryk, at det særlige tillæg blev opsagt efter aftale med (A) med 3 måneders varsel, jfr. herved udateret notat fra Statsfængslet (X). Efter en samlet gennemgang af sagen finder direktoratet imidlertid, at det havde været rettest, såfremt den pågældende var blevet partshørt skriftligt over beslutningen om at tilbagekalde det særlige tillæg. Direktoratet finder i øvrigt, at man har overholdt reglerne i forvaltningsloven.”

I brev af 6. februar 2000 kommenterede B direktoratets udtalelse.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Ydelse af det særlige tillæg

Direktoratet har oplyst at tillægget alene ydes til ’fængselslærere’ idet disse er uddannet på et lærerseminarium. Personer der ikke er uddannet på et lærerseminarium, ansættes som ’faglærere’.

Jeg har fra direktoratet modtaget kopi af ’Arbejdsopgaver for lærere ved Kriminalforsorgens fængselsskoler’ samt af en aftale af 17. juni 1996 mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II om omklassificering af stillinger som fængselslærer/-overlærer ved fængselsskolerne. Det fremgår af denne aftale at der ’sker ikke ændring i særlige tillæg’.

Jeg har desuden modtaget kopi af et udkast til brev af 27. juli 1979 fra direktoratet til Finansministeriet. Heraf fremgår at fængselslærere har et særligt tillæg. Direktoratet har telefonisk oplyst at henvisningen i direktoratets brev af 19. januar 2000 til mig til brev til Finansministeren fra 1962 er forkert idet der skulle have været henvist til brevet af 27. juli 1979.

Jeg har desuden modtaget kopi af en aftale af 9. juli 1996 mellem direktoratet og Kriminalforsorgsforeningen om anvendelse af lokallønsmidler 1995-97. Det fremgår heraf bl.a. at to stillinger som faglærer blev opnormeret til lr. 21. Det er ikke omtalt om der er knyttet særligt tillæg til disse stillinger.

Jeg lægger herefter til grund at der ydes et særligt tillæg til fængselslærere. Dokumentationen for at der ikke ydes et særligt tillæg til faglærere, forekommer mig noget spinkel. Jeg har imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte direktoratets oplysning herom, og jeg kan derfor ikke kritisere at direktoratet har ment at (A) ikke var berettiget til at oppebære det særlige tillæg.

2. Tilbagekaldelsen af tillægget

Det er almindeligt antaget i såvel teori som retspraksis at en myndighed kan tilbagekalde en for adressaten begunstigende afgørelse med sædvanligt opsigelsesvarsel i tilfælde hvor der er sket lønindplacering i strid med gældende overenskomster eller aftaler. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 122, Ole Hasselbalch, Ansættelsesretten, 2. udg. (1997), s. 456ff, og Lars Svenning Andersen, Funktionærret, 2. udg. (1998), s. 144f. Endvidere kan nævnes U 1977.589 ØL, U 1978.919 H, Folketingets Ombudsmands beretning for 1980, s. 307*, og ombudsmandens sag j.nr. 1986-71-70, refereret s. 121 i Forvaltningsret, jf. ovenfor.

Myndighederne har således i den konkrete sag været berettiget til at tilbagekalde tillægget med tre måneders varsel. Jeg har ikke herved taget stilling til om tilbagekaldelse kunne ske uden varsel.

Direktoratet har i sin afgørelse af 24. marts 1999 henvist til tjenestemandslovens § 12 som hjemmel for tilbagekaldelsen. Denne bestemmelse kan efter min opfattelse ikke med rette påberåbes som hjemmel i den konkrete sag. En så væsentlig ændring af lønnen må antages at falde uden for de ændringer som en tjenestemand er forpligtet til at tåle efter § 12. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 151f, og til Bent Christensens responsum af 14. august 1962 til Finansministeriet der er gengivet i betænkning nr. 320/1962 fra Administrationsudvalget af 1960, s. 101ff (107). Direktoratet har da også beklaget henvisningen.

Direktoratet har endvidere antaget at opsigelsesvarslet for (A) alene var på 14 dage. Dette er ikke korrekt. Varslet var på tre måneder idet prøvetiden blev regnet fra den 1. januar 1998, jf. tjenestemandslovens § 33, stk. 2, og § 28, stk. 1. Da det givne varsel var på tre måneder, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette punkt.

Jeg har desuden noteret mig at formuleringen i lignende stillingsopslag nu er ændret således at det klart fremgår at faglærere ikke får et særligt tillæg.

Jeg kan tilslutte mig direktoratets opfattelse om at beslutningen om at tilbagekalde tillægget var en afgørelse i forvaltningslovens forstand idet dispositionen gik ud over de beføjelser som følger af den almindelige ledelsesret. Jeg henviser bl.a. til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 151f, og Ole Hasselbalch, Ansættelsesretten, 2. udg. (1997), s. 30.

Sagen rejser det spørgsmål om tillægget blev tilbagekaldt efter aftale med (A). Jeg må forstå direktoratets udtalelse til mig således at tilbagekaldelsen efter direktoratets opfattelse ikke fandt sted efter aftale. Jeg er enig i denne opfattelse.

Jeg anser det for kritisabelt at Statsfængslet (X) i forbindelse med opsigelsen af tillægget anførte at dette skete efter aftale. Direktoratet burde have påtalt dette over for fængslet. Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse. Da tillægget imidlertid kunne tilbagekaldes ensidigt, jf. ovenfor, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette punkt.

En anden sag er om tillægget overhovedet kunne opsiges efter aftale. Det er almindeligt antaget at en forvaltningsmyndighed som har bemyndigelse til at ordne et retsforhold ved en forvaltningsakt, ikke uden yderligere bemyndigelse kan ordne retsforholdet ved en aftale med vedkommende adressat. Jeg henviser til min redegørelse i den sag der er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1998, s. 491*. Da tillægget i den konkrete sag blev tilbagekaldt ved en myndighedsafgørelse, har jeg ikke tilstrækkelig anledning til at komme nærmere ind på dette spørgsmål.

Da der var tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand, skulle reglerne i forvaltningsloven finde anvendelse.

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, har denne ordlyd:

”§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. ”

Beslutningen om at tilbagekalde tillægget blev meddelt (A) først mundtligt og siden skriftligt af statsfængslet. Der er intet i sagen som tyder på at (A) fik lejlighed til at fremkomme med en udtalelse inden afgørelsen blev truffet. Jeg lægger derfor til grund at der ikke fandt nogen partshøring sted i overensstemmelse med § 19, stk. 1.

(A) kunne ikke antages at vide at myndighederne havde oplysning om at der var sket en forkert indplacering. Da denne oplysning klart var til ugunst for hende og af væsentlig betydning for tilbagekaldelsen, burde hun have været partshørt inden afgørelsen.

Jeg er derfor enig med direktoratet i at hun burde have været partshørt. Jeg anser det for kritisabelt at myndighederne undlod at partshøre hende. Direktoratet burde have påtalt dette over for fængslet. Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse. Da der ikke er fremkommet oplysninger som kunne føre til at tilbagekaldelsen var uberettiget, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette punkt.

3. Begrundelsen

Efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Der skal således oplyses om hjemmelsgrundlaget for afgørelsen.

Statsfængslets begrundelse indeholdt ingen henvisning til hjemmelsgrundlaget. Heller ikke direktoratets afgørelse af 25. januar 1999 indeholdt en sådan henvisning. Først i direktoratets brev af 24. marts 1999 henvistes der til et hjemmelsgrundlag.

Det følger desuden af forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, at en begrundelse skal fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold. Begrundelsen skal være dækkende og må ikke være misvisende. Jeg henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg. (1999), s. 420ff.

Fængslet har begrundet afgørelsen med at tillægget alene tildeles seminarieuddannede.

Tilsvarende har direktoratet i sit brev af 24. marts 1999 henvist til at tillægget alene tildeles seminarieuddannede eller andre med tilsvarende uddannelse.

Denne begrundelse var ikke dækkende idet det afgørende kriterium for tildeling af tillægget var en uddannelse fra et lærerseminarium.

Jeg er endvidere enig med direktoratet i at det er beklageligt at der blev henvist til tjenestemandslovens § 12, jf. ovenfor.

Sammenfattende anser jeg den mangelfulde begrundelse for kritisabel. Direktoratet burde have påtalt fængslets mangelfulde begrundelse. Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse. Da direktoratet i sin udtalelse til mig har givet en begrundelse der opfylder forvaltningslovens krav, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette punkt.

4. Afgørelsens meddelelse

I tilfælde hvor parten lader sig repræsentere ved en anden, skal afgørelsen meddeles til partsrepræsentanten. Jeg henviser til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 395.

I brev af 21. februar 1999 meddelte De direktoratet at De optrådte som partsrepræsentant for (A). Direktoratets breve af henholdsvis den 24. marts 1999 og den 15. april 1999 var imidlertid alene stilet til (A). Dette anser jeg for beklageligt. Jeg har gjort direktoratet bekendt med min opfattelse, men foretager mig herudover ikke mere vedrørende dette punkt.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.”

 

NOTER: (*) FOB 1980, s. 307 og FOB 1998, s. 491.