Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En organist blev afskediget på grund af sin bibeskæftigelse. Afskedigelsen skete på baggrund af en udtalelse fra Kirkeministeriet. Ministeriet udtalte at en organist der lønnes efter lønrammesystemet, efter fast praksis ikke måtte have en beskæftigelsesgrad på over 115 pct. af fuldtidsbeskæftigelse.

Ombudsmanden udtalte at ministeriets praksis ikke kunne anses for at være forenelig med tjenestemandslovens § 17 eller tilsvarende retningslinier for ansatte på tjenestemandslignende vilkår.

Ombudsmanden mente det var meget kritisabelt at Kirkeministeriet ikke havde bedt menighedsrådene foretage en konkret vurdering af om bibeskæftigelsen var forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de til organiststillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Ved bedømmelsen af om afskedigelsen var retmæssig, måtte det tages i betragtning at menighedsrådene havde anset bibeskæftigelsen som forenelig med organiststillingen. Endvidere kritiserede ombudsmanden at reglerne om partshøring og begrundelse var overtrådt.

Ombudsmanden henstillede at Kirkeministeriet omlagde sin praksis. (J.nr. 1999-2210-813).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Afskedigelse af organist på grund af bibeskæftigelse

 

Det fremgik af sagen at A den 30. juni 1996 søgte en tjenestemandslignende stilling som organist ved X og Y Kirker med en beskæftigelseskvote på 50 pct.

Ved brev af 24. juli 1996 skrev X og Y Menighedsråd til Stiftsøvrigheden over V Stift at rådene havde besluttet at ansætte A som organist med virkning fra den 1. august 1996.

Stiftsøvrigheden beregnede den 19. august 1996 på grundlag af de indsendte oplysninger lønkvoten for organiststillingen ved X og Y Kirker til 70 pct.

Den 20. august 1996 bad stiftsøvrigheden Provstiudvalget for Q Provsti om en udtalelse i anledning af menighedsrådenes brev af 24. juli 1996 om ansættelse af A.

Provstiudvalget skrev den 21. august 1996 til stiftsøvrigheden at menighedsrådenes brev af 24. juli 1996 angående ansættelse af A ikke tidligere havde været forelagt for provstiudvalget. I brevet anførte provstiudvalget at det ikke af menighedsrådenes brev fremgik at A var ansat som lærer ved Z Kommune. Provstiudvalget skrev endvidere at A ifølge gældende regler ikke kunne ansættes i endnu en tjenestemandsstilling eller tjenestemandslignende stilling. Hvis det skulle være muligt, måtte der ansøges om en kombinationsstilling. Da der ikke havde været forhandlinger om en kombinationsstilling, kunne A alene ansættes som honorarlønnet organist. Provstiudvalget fandt det desuden betænkeligt at beskæftigelseskvoten for organiststillingen var opskrevet til 70 pct.

I et brev af 22. august 1996 bad Provstiudvalget for Q Provsti X og Y Menighedsråd om bl.a. at oplyse om der var indledt forhandlinger med A om en kombinationsstilling.

Stiftsøvrigheden over V Stift tiltrådte den 27. august 1996 at A var ansat på tjenestemandslignende vilkår som organist ved X og Y Kirker med virkning fra den 1. august 1996 med en beskæftigelseskvote på 70 pct.

Den 28. august 1996 sendte provstiudvalget stiftsøvrigheden kopi af sit brev af 22. august 1996 til X og Y Menighedsråd.

 

I et brev af 3. september 1996 skrev stiftsøvrigheden bl.a. følgende til provstiudvalget:

”Stiftsøvrigheden har ikke været i besiddelse af de oplysninger, der er omtalt i provstiudvalgets brev af 22. august 1996 til (X) menighedsråd, før den 29. august 1996, hvor man modtager udvalgets brev af 28. august 1996. Ved brevets modtagelse den 29. august 1996 var stiftsøvrighedens tiltrædelse af ansættelsens vilkår herunder den beregnede beskæftigelsesgrad fremsendt til bl.a. menighedsrådene i (X) og (Y) sogne og organisten og dennes organisation. Stiftsøvrigheden har derfor ikke mulighed for at stille ansættelsen i bero, indtil evt. ændret stillingsbeskrivelse foreligger.”

Den 4. september 1996 skrev provstiudvalget på ny til stiftsøvrigheden. Provstiudvalget anførte bl.a. at det var beklageligt at stiftsøvrigheden havde godkendt ansættelsen af A på trods af at provstiudvalget den 21. august 1996 var kommet med indsigelser.

I et brev af 6. september 1996 skrev stiftsøvrigheden til provstiudvalget at stiftsøvrigheden ikke havde ment at der kunne gribes ind over for menighedsrådene i spørgsmålet om A’s dobbeltbeskæftigelse. Stiftsøvrigheden henviste i den forbindelse til Kirkeministeriets brev af 23. februar 1995 angående en graver.

Ved et ansættelsesbrev af 29. september 1996 blev A med virkning fra den 1. august 1996 ansat som organist ved X og Y Kirker på tjenestemandslignende vilkår. A’s tjenesteforpligtelser var fastlagt i et særligt regulativ for stillingen som organist ved X og Y Kirker.

Ved brev af 14. november 1996 rettede X og Y Menighedsråd henvendelse til Kirkeministeriet om sagen.

Provstiudvalget for Q Provsti skrev den 21. november 1996 til Kirkeministeriet at der efter provstiudvalgets opfattelse ikke kunne ske en tilfredsstillende betjening når en person bestred stillinger med en beskæftigelsesgrad på i alt 150 pct. Provstiudvalget henviste i den forbindelse til dels at menighedsrådene havde ansat A med en beskæftigelseskvote på 70 pct., dels at A var ansat som lærer ved Z Kommune i en stilling med en beskæftigelseskvote på 80 pct.. I brevet bad provstiudvalget endvidere Kirkeministeriet om en udtalelse om hvorvidt man ved fremtidige ansættelser i provstiet skulle se bort fra at en person tillige havde en anden stilling hvorved den samlede beskæftigelse kom op på en kvote der lå betragteligt over 100 pct.

Den 20. december 1996 sendte Stiftsøvrigheden over V Stift provstiudvalgets brev af 21. november 1996 videre til Kirkeministeriet. Stiftsøvrigheden henviste til det i stiftsøvrighedens brev af 6. september 1996 anførte om dobbeltbeskæftigelse.

Ved brev af 14. april 1997 skrev Kirkeministeriet til stiftsøvrigheden at ifølge administrativ praksis på organistområdet accepteredes ikke ansættelse med en samlet beskæftigelsesgrad på over 115 pct. hvor en person var ansat både i og uden for folkekirken. A kunne derfor ikke varetage stillingen som organist ved X og Y Kirker så længe hendes samlede beskæftigelsesgrad oversteg 115 pct. Q Provstiudvalg, X og Y Menighedsråd, Foreningen af Præliminære Organister og A modtog kopi af ministeriets brev.

 

I et brev af 16. april 1997 skrev A bl.a. følgende til Stiftsøvrigheden over V Stift:

”I henhold til brev fra Kirkeministeriet den 14. april angående min beskæftigelsesgrad som skolelærer skal jeg hermed meddele, at jeg er ansat på deltid, hvilket betyder, at graden af min beskæftigelse varierer fra år til år. På det tidspunkt, hvor stillingen som organist ved (X) og (Y) Kirker blev opslået, var min arbejdsplan for skoleåret 96/97 udarbejdet, det var derfor ikke muligt med så kort varsel at sætte min beskæftigelsesgrad yderligere ned; det vil derimod ske i næste skoleårs planlægning.”

I et brev af 19. juni 1997 bad Provstiudvalget for Q Provsti X og Y Menighedsråd om at oplyse hvad menighedsrådene havde gjort for at bringe A’s ansættelsesforhold i orden. Provstiet henviste i den forbindelse til Kirkeministeriets brev af 14. april 1997.

Provstiudvalget rykkede den 10. juli 1997 menighedsrådene for svar på brevet af 19. juni 1997. Af brevet fremgår bl.a. følgende:

”Kirkeministeriet har overfor provstiudvalget tilkendegivet, at det er provstiudvalget som udøver legalitetskontrollen, ligesom både Kirkeministeriet og provstiudvalget har tilkendegivet, at (A) ikke kan være ansat som organist, så længe hendes samlede beskæftigelsesprocent overstiger 115 pct.

Skoleforvaltningen ved (Z) Kommune har oplyst pr. telefon, at (A)’s beskæftigelsesgrad for det kommende skoleår er 77,73 pct., hvilket giver en samlet beskæftigelsesprocent på 147,73. Dette ligger en hel del ud over den akceptable beskæftigelsesprocent på 115. (A) har altså ikke gjort noget forsøg på at tilpasse sig en beskæftigelsesgrad på 115 pct., sådan som hun lovede i sin skrivelse til (V) Stift af 16.4.1997.

Såfremt menighedsrådene ikke inden 5. august 1997 skriftligt har tilkendegivet overfor provstiudvalget, at der er indledt forhandlinger med fagforeningerne og Skoleforvaltningen i (Z) kommune om en kombinationsstilling for (A), vil sagen endnu engang blive indbragt for Kirkeministeriet.”

X og Y Menighedsråd skrev den 29. juli 1997 til Provstiudvalget for Q Provsti at menighedsrådene ville vende tilbage til sagen snarest muligt.

 

I et brev af 5. september 1997 skrev de to menighedsråd herefter følgende til provstiudvalget:

”(X) og (Y) menighedsråd har på et fællesmøde den 3. september 1997 drøftet skrivelse fra provstiudvalget af 10. juli 97.

På mødet var der først og fremmest stor enighed om, at organisten varetager sit arbejde på allerbedste måde.

Forud for menighedsrådenes drøftelse har rådene indhentet udtalelser fra Foreningen af præliminære organister og fra Landsforeningen af menighedsrådsmedlemmer.

Begge skrivelser vedlægges i kopi.

På grundlag af de to skrivelser enedes rådene om at følge de to organisationers indstilling til sagen.”

I et brev af 21. august 1997 til A havde Foreningen af Præliminære Organister bl.a. anført at grænsen for den samlede beskæftigelse på 115 pct. hverken var fastsat ved lov eller konkretiseret i et cirkulære, men der var alene tale om en grænse på grundlag af administrativ praksis. Foreningen havde endvidere anført at menighedsrådene som arbejdsgiver for A og som ansvarlig for kirkebetjeningens ordning i første omgang afgjorde om A’s samlede beskæftigelsesgrad var forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Af foreningens brev fremgår desuden at spørgsmålet om hvorvidt der skulle etableres en kombinationsstilling, skulle afgøres af menighedsrådene, skoleforvaltningen og A.

I Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers brev af 28. august 1997 var det anført at det efter landsforeningens opfattelse ikke kunne pålægges menighedsrådet at tage initiativ til oprettelse af en kombinationsstilling. Det fremgår endvidere at efter landsforeningens opfattelse var en fastholdelse af kravet om en maksimumbeskæftigelse på 115 pct. urimelig. Landsforeningen foreslog på den baggrund at menighedsrådet rejste sagen over for Kirkeministeriet.

Ved brev af 9. september 1997 bad Stiftsøvrigheden over V Stift X og Y Menighedsråd redegøre for hvilke foranstaltninger menighedsrådene havde iværksat for at bringe A’s ansættelsesforhold i overensstemmelse med Kirkeministeriets brev af 14. april 1997.

Provstiudvalget for Q Provsti meddelte i et brev af 12. september 1997 X og Y Menighedsråd at hverken Kirkeministeriet eller provstiudvalget kunne godkende ansættelsen af organisten som organist med en samlet beskæftigelsesgrad på over 115 pct. Hvis menighedsrådene ikke omgående rettede sig efter Kirkeministeriets brev af 14. april 1997, ville provstiudvalget indberette til ministeriet at menighedsrådene nægtede at følge ministeriets brev.

 

Den 25. september 1997 skrev X og Y Menighedsråd herefter bl.a. følgende til Kirkeministeriet:

”Samtidig virker det uforståeligt, da (V) Stift allerede havde godtaget ansættelsen, jf. skrivelse af 19. aug. 1996 og 27. aug. 1996 (vedlagt i kopi) og beregnet ansættelsesgraden.

Menighedsrådene har prøvet at finde en løsning, men da der ikke kan rejses krav om en kombinationsstilling og da man ikke har kunnet finde lovgrundlag, der skulle tilsige, at man ikke kan foretage den stedfundne ansættelse, vil man meget gerne beholde (A) som organist – og måske i stedet anføre, at det må være undervisningsministeriet, hvor hun har sin hovedansættelse og sin pensionsordning, som evt. måtte rejse en sag.

Endelig bør det nok anføres, at der er stor mangel på organister, så rådene vil næsten på forhånd opgive at finde en afløser med de samme kvalifikationer – det ville for øvrigt give den samme lønudgift om end med tillæg af pension.

Idet menighedsrådene håber på kirkeministeriets velvillige behandling af sagen.”

 

Provstiudvalget kom den 29. september 1997 med bemærkninger til menighedsrådenes brev af 25. september 1997. Det anførtes bl.a. at ansættelsesbrevet aldrig havde været forelagt for provstiet.

Ved brev af 17. oktober 1997 meddelte Kirkeministeriet X og Y Menighedsråd at ministeriet fortsat ikke kunne godkende ansættelse af A på de anførte vilkår, og ministeriet henstillede derfor til menighedsrådene snarest at bringe ansættelsesforholdet i overensstemmelse med ministeriets brev af 14. april 1997. Stiftsøvrigheden over V Stift og Provstiudvalget for Q Provsti modtog kopi af brevet. I Kirkeministeriets brev er bl.a. anført følgende:

”Ved brev af 14. april 1997 til Stiftsøvrigheden over (V) Stift – tilsendt menighedsrådene i kopi – meddelte Kirkeministeriet, at organist (A) ikke kan varetage stillingen som organist ved (X) og (Y) Kirker med en beskæftigelsesgrad på 70 pct., samtidig med at hun varetager en tjenestemandsstilling som skolelærer med en beskæftigelsesgrad på 80 pct.

Kirkeministeriet oplyste videre, at man ifølge administrativ praksis på organistområdet ikke accepterer en samlet beskæftigelsesgrad på over 115 pct., når vedkommende både er ansat i folkekirken og uden for folkekirken.

...

Det er Kirkeministeriets opfattelse, at når omfanget af (A)’s samlede beskæftigelse ved brug af et arbejdstidsmålingssystem som det eksisterende kan opgøres til ca. 150 pct., vil dette indebære en konflikt med princippet i tjenestemandslovens § 17, hvorefter en tjenestemand kun kan have beskæftigelse ved siden af sin tjenestemandsstilling, for så vidt og i det omfang der er foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.”

X og Y Menighedsråd skrev i den anledning den 7. november 1997 til Kirkeministeriet at menighedsrådene havde drøftet A’s ansættelsesforhold, herunder i forhold til tjenestemandslovens § 17. Menighedsrådene havde ”som ansættende og afskedigende myndighed ingen betænkeligheder med hensyn til (A)’s pligter og den nødvendige agtelse og tillid”. I den forbindelse henviste menighedsrådene dels til A’s brev af 16. april 1997 til Stiftsøvrigheden over V Stift, dels til en udtalelse af 29. oktober 1997 fra skoledirektøren i Z Kommune.

 

Af udtalelsen fra skoledirektøren i Z Kommune fremgår følgende:

” På given foranledning skal jeg efter indhentede oplysninger hos skoleinspektøren på ( ) Skole, (Z) Kommune og under henvisning til Tjenestemandslovens § 17 udtale, at jeg ikke har nogen form for betænkelighed ved din bibeskæftigelse som organist, idet jeg finder at denne beskæftigelse er forenelig med din i forvejen samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.”

 

Provstiudvalget for Q Provsti bemærkede den 11. november 1997 i et brev til stiftsøvrigheden at provstiudvalget fortsat ikke kunne godkende ansættelsen af A. Endvidere bad provstiudvalget stiftsøvrigheden om at anvende sanktioner efter § 46 i lov om menighedsråd (lovbekendtgørelse nr. 571 af 21. juni 1996) indtil menighedsrådene fulgte det Kirkeministeriet havde anført om at A’s beskæftigelsesgrad ikke kunne overstige 115 pct..

Ved brev af 11. december 1997 skrev Provstiudvalget for Q Provsti at provstiudvalget havde erfaret at menighedsrådene ikke ville rette sig efter Kirkeministeriets breve henholdsvis af 14. april og 17. oktober 1997 om at A’s samlede beskæftigelsesgrad ikke måtte overstige 115 pct. Det anførtes endvidere at provstiudvalget ikke ville godkende en beskæftigelsesgrad på over 115 pct. Af brevet fremgår desuden at provstiudvalget havde til hensigt at beskære den post i de to menighedsråds budgetter for 1998 der angik løn til organisten. Kirkeministeriet, Stiftsøvrigheden over V Stift og A modtog kopi af brevet.

 

I et brev af 12. december 1997 skrev Stiftsøvrigheden over V Stift følgende til Kirkeministeriet om sagen:

”Overfor stiftsøvrigheden har (B), der er formand for (X) menighedsråd og angivelig talsmand for begge råd i denne sag, telefonisk givet udtryk for, at menighedsrådene finder, at deres beslutning om at ansætte organist (A) på de anførte vilkår ikke er i strid med princippet i tjenestemandslovens § 17, og at ministeriet ikke kan pålægge rådene at ændre vilkårene for ansættelsen. Efter rådenes konkrete vurdering er bibeskæftigelsen ikke i strid med værdighedskravet, den indebærer ikke risiko for interessekonflikter og bibeskæftigelsen vil ikke lægge for stort beslag på den ansattes arbejdskraft. Vurderingen falder anderledes ud end provstiudvalgets, der har vurderet værdighedskravet generelt.

Stiftsøvrighedens kompetence til at anvende de i menighedsrådslovens § 46 angivne sanktioner over for menighedsrådenes beslutning er betinget af, at rådets beslutning er klar lovstridig. Stiftsøvrigheden har ikke taget stilling til, om denne klarhed vedrørende det faktiske og retlige grundlag for menighedsrådets beslutning foreligger. Man går ud fra, at man på det førnævnte møde kan få klarlagt menighedsrådenes præmisser for den fortolkning af loven, som de har anvendt.”

X og Y Menighedsråd bad i et brev af 16. december 1997 til Kirkeministeriet om at den påtænkte beskæring af menighedsrådenes budgetter for 1998 som var nævnt i provstiudvalgets brev af 11. december 1997, blev stillet i bero indtil den verserende sag angående A’s ansættelse var endeligt afgjort.

Provstiudvalget for Q Provsti skrev i den anledning den 22. december 1997 at sagen angående A’s beskæftigelsesgrad var afgjort ved Kirkeministeriets breve af henholdsvis 14. april og 17. oktober 1997. Af brevet fremgår endvidere bl.a. følgende:

”Provstiudvalget har flere gange anmodet menighedsrådene om at forhandle om en kombinationsstilling eller aflønne (A) efter honorarskalaen, idet disse aflønningsformer er de eneste, der på nogen måde kan legalisere hendes ansættelse. Dette har hverken menighedsrådene eller (A) ønsket at medvirke til, hvorfor afgørelsen om honoraraflønning er truffet af provstiudvalget.

I Kirkeministeriets brev af 17.10.1997 er anført: ’at afgivelsen af menighedsrådsløftet ikke på nogen måde berettiger til at sidde en afgørelse truffet af provstiudvalg, stiftsøvrighed eller Kirkeministerium overhørig.’ Menighedsrådene har ved skrivelse af 7.11.1997 tilkendegivet, at man stadig ikke vil rette sig efter Kirkeministeriets afgørelse, hvorfor provstiudvalget har truffet ovennævnte afgørelse.”

Kirkeministeriet meddelte ved brev af 8. januar 1998 X og Y Menighedsråd at ministeriet fastholdt at ansættelsen af organisten ikke kunne godkendes på de anførte vilkår. Stiftsøvrigheden over V Stift og Provstiudvalget for Q Provsti modtog kopi af ministeriets brev.

Ved brev af 23. januar 1998 til Stiftsøvrigheden over V Stift redegjorde C som advokat for A for hvilke synspunkter der ville blive gjort gældende på et kommende møde om sagen. I brevet anførte C bl.a. at der ikke var taget hensyn til at menighedsrådene som arbejdsgiver havde udtalt at A opfyldte betingelserne i tjenestemandslovens § 17. Advokaten anførte desuden at Kirkeministeriet ikke havde foretaget det pligtmæssige skøn der følger af tjenestemandslovens § 17.

Der blev herefter den 27. januar 1998 holdt møde om A’s ansættelse med deltagelse af repræsentanter for X og Y Menighedsråd samt Stiftsøvrigheden over V Stift. Af referatet fra mødet fremgår bl.a. følgende:

” Formanden for (X) menighedsråd oplyste, at organistens ansættelse på tjenestemandslignende vilkår efter menighedsrådenes vurdering er forenelig med en samvittighedsfuld udøvelse af de pligter, som stillingen indebærer og den agtelse og tillid, som stillingen kræver. Efter deres konkrete vurdering lægger organistens beskæftigelse som skolelærer ikke så stort beslag på hendes arbejdskraft, at det går ud over hendes beskæftigelse som organist. (A) har fri hver mandag og tirsdag - torsdag formiddag til kl 11.00. Der har ikke været problemer med at få tjenesterne ved kirkerne dækket. Rådene kan konstatere, at hverken skole eller menighedsråd har været utilfredse med den måde, (A) har passet sit arbejde på. Det er menighedsrådene, der har ansvaret for, at der er en forsvarlig organistbetjening af menighederne i pastoratets kirker, og rådene har i den konkrete situation skønnet, at det er forsvarligt at ansætte (A).

De er bekendt med Ansættelseslovens § 16, hvorefter ansættelse og afskedigelse af kirke- og kirkegårdsfunktionærer foretages af menighedsrådet efter regler fastsat af kirkeministeren. Det er rådenes opfattelse, at der ikke kan fastsættes generelle regler, der udelukker organister fra at tage bibeskæftigelse, og at der i øvrigt ikke er pligt til at anmelde bibeskæftigelse til den ansættende myndighed, men arbejdsgiverens almindelige ledelsesret indebærer, at de som ansættelsesmyndighed kan pålægge den ansatte en sådan pligt.

De har ikke før ministeriets brev af 14. april 1997 været bekendt med en administrativ praksis på organistområdet, der udelukker ansættelsen. De efterlyser hjemmelen til, overfor menighedsrådene at fastlægge en sådan praksis, som de ikke mener er forenelig med loven, og derfor ikke er bindende for menighedsrådene.”

 

Stiftsøvrigheden skrev den 27. januar 1998 til Provstiudvalget for Q Provsti at provstiudvalget ikke havde mulighed for på daværende tidspunkt at foretage den i brevet af 11. december 1997 påtænkte reduktion af de budgetterede beløb for 1998.

Ved brev af 2. februar 1998 meddelte provstiudvalget stiftsøvrigheden at reduktionen var tilbagekaldt.

Ligeledes ved brev af 2. februar 1998 bad provstiudvalget Kirkeministeriet om at oplyse hvilke sanktionsmuligheder der kunne anvendes over for menighedsrådene. Provstiudvalget fandt det utilfredsstillende at menighedsrådene kunne fortsætte med at udbetale løn til en organist hvis ansættelse ikke kunne godkendes.

Ved en påtegning af 3. marts 1998 bemærkede Provstiudvalget for Q Provsti at en beskæftigelsesgrad på 70 pct. ikke kunne anses som en bibeskæftigelse, især ikke når hovedbeskæftigelsesgraden nærmede sig 80 pct. Provstiudvalget skrev endvidere at udvalget flere gange fra august 1996 og fremefter havde gjort menighedsrådene opmærksom på Kirkeministeriets praksis.

Den 28. august 1998 nedsatte provstiudvalget kontiene for løn til organist og vikar for organist i budgetterne for X og Y Menighedsråd. Provstiudvalget henviste til at A efter Kirkeministeriets opfattelse ikke kunne være ansat i stillingen på grund af sin beskæftigelsesgrad, og at aflønning af A derfor måtte ske som vikar.

I et brev af 9. oktober 1998 bad X og Y Menighedsråd provstiudvalget om at oplyse hjemlen for provstiudvalgets brev af 28. august 1998. Kirkeministeriet og Stiftsøvrigheden over V Stift modtog kopi af menighedsrådenes brev.

 

Provstiudvalget svarede den 20. oktober 1998 menighedsrådene bl.a. følgende:

”(X) og (Y) menighedsråd har 3 gange af Kirkeministeriet fået at vide, at (A) ikke kan ansættes som organist i sognene på grund af beskæftigelsesgraden. Menighedsrådene har altså ikke nogen godkendt organist ansat på nuværende tidspunkt.

Da menighedsrådene ikke har tilkendegivet, at man vil rette sig efter Kirkeministeriets afgørelser, må provstiudvalget antage, at menighedsrådene ikke ønsker at ansætte en fast organist!

Det vedlagte bilag dateret 16.4.1997 vedrørende (A)’s ansættelse er ikke provstiudvalget ubekendt, men provstiudvalget ser gerne en dokumentation for, at løftet om arbejdstidsnedsættelse holdes – hvad det ikke blev sidste år som lovet i den påberåbte skrivelse.

Til orientering for menighedsrådene om Kirkeministeriets – og samtlige regeringers – syn på dobbeltjobberi fremsendes kopi af skrivelse til ( ) og ( ) menighedsråd.

Sluttelig kan anføres, at provstiudvalget adskillige gange har anmodet menighedsrådene om et møde for at drøfte organistens dobbeltjobberi. Menighedsrådene har ikke ønsket dette, hvorfor man i provstiudvalget ikke ser anden mulighed end en budgetreduktion på organistkontoen for at pålægge menighedsrådene kun at udbetale organistvikaren løn i h.t. Kirkeministeriets vejledende honorartakster.”

Den 7. oktober 1998 rettede C henvendelse til Stiftsøvrigheden over V Stift om sagen.

 

Stiftsøvrigheden skrev i den anledning den 28. oktober 1998 følgende til C:

Menighedsrådene efterlyste på mødet den 27. januar 1998 ministeriets hjemmel til overfor menighedsrådene at fastlægge den praksis, der ligger til grund for ministeriets afgørelse af 14. april 1997. Det har jeg lovet at underrette dig om, når ministeriets udtalelse herom forelå. Det gør den nu. I en tilsvarende sag fra Roskilde Stift har to menighedsråd udbedt sig ’ministeriets præcisering af, hvor ministeriet finder den fornødne hjemmel til at forlange organistens beskæftigelsesgrad nedbragt som krævet’. Denne afgørelse, hvortil stiftsøvrigheden i (V) må henholde sig, vedlægges i kopi. Jeg skal beklage, at der er gået så lang tid, inden jeg har kunnet svare dig på dette spørgsmål.

Jeg har talt med formanden for (X) menighedsråd, (B), der bekræfter, at han har henvendt sig til din klient og bedt hende overveje, om hun vil ændre sin ansættelse i folkeskolen til en lavere kvote. Anledningen til denne henvendelse er (A)’s brev af 16. april 1997 til Stiftsøvrigheden i (V), hvori hun meddeler, at hendes arbejdsplan for 96/97 er udarbejdet, og at det derfor ikke er muligt med så kort varsel, at sætte beskæftigelsesgraden ved skolen yderligere ned. ’Det vil derimod ske i næste skoleårs planlægning’. (B) har oplyst, at han havde en forventning om, at (A) ville opfylde dette tilsagn.

Jeg kan i øvrigt oplyse, at provstiudvalget ifølge bekendtgørelse nr. 838 af 20. oktober 1993 om provstiudvalgenes virksomhed skal påse, at menighedsrådenes aftaler om kirkebetjeningens ansættelsesforhold er i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat af Kirkeministeriet, og at provstiudvalgets afgørelse om størrelsen af hver enkelt kirkekasses ligningsbeløb ifølge samme bekendtgørelse er endelig.”

 

Provstiudvalget kom den 30. oktober 1998 med bemærkninger til sagen over for Kirkeministeriet.

I et brev af 3. november 1998 skrev X og Y Menighedsråd til A at menighedsrådene på baggrund af provstiudvalgets nedskæringer havde besluttet at nedsætte beskæftigelseskvoten for organiststillingen til 50 pct. Herved kunne stillingen fortsat være en tjenestemandslignende stilling. En ny stillingsbeskrivelse ville blive udarbejdet. Menighedsrådene anførte desuden at ”Med hensyn til skrivelserne fra provstiudvalget ang. den samlede kvote af lærer-organist arbejdet vil man overlade de videre forhandlinger til de øvrige instanser”.

Den 8. december 1998 skrev Kirkeministeriet til X og Y Menighedsråd at ministeriet havde modtaget menighedsrådenes brev af 9. oktober 1998 angående organistansættelse i X-Y Sogne. Kirkeministeriet svarede at ministeriet henholdt sig til provstiudvalgets brev af 20. oktober 1998.

A sendte den 10. december 1998 ny stillingsbeskrivelse med en beskæftigelseskvote på 50 pct. i underskrevet stand til menighedsrådene. I brevet tog hun forbehold for den verserende sag angående hendes beskæftigelsesgrad.

Den 12. januar 1999 nyberegnede Stiftsøvrigheden over V Stift på grundlag af de gennem Provstiudvalget for Q Provsti indsendte oplysninger beskæftigelseskvoten for organisten ved X og Y Kirker til en kvote på 50 pct.

Ved brev af 22. januar 1999 klagede C til Kirkeministeriet over nedskæringen af A’s beskæftigelseskvote til 50 pct. C anførte bl.a. at nedskæringen af A’s beskæftigelsesgrad var at sammenligne med en usaglig og uberettiget afskedigelse.

 

Kirkeministeriet skrev den 17. februar 1999 følgende til C:

I anledning heraf skal man meddele, at Kirkeministeriet i henhold til lov nr. 310 af 16. maj 1990 om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. er den øverste løn- og ansættelsesmyndighed på folkekirkens område, og at menighedsrådet træffer afgørelse om kirkebetjeningens ordning efter regler fastsat af kirkeministeren, jf. nærmere lovens kapitel 8.

Der henvises i øvrigt til ministeriets brev af 17. juli 1998, der omhandler en sag med samme problemstilling. Brevet vedlægges i kopi.

Kirkeministeriet har ved brev af 14. juli 1997 fastslået, at Deres klient ikke kan varetage stillingen som organist ved (X) og (Y) Kirker, så længe hendes samlede beskæftigelsesgrad ligger over 115 pct. Det er oplyst, at Deres klients samlede beskæftigelsesgrad er på 150 pct.

 

Skoleinspektøren ved ( ) Skole skrev den 19. februar 1999 til X og Y Menighedsråd at det i forbindelse med planlægningen af A’s arbejdsopgaver i skolen ikke var muligt at garantere at hendes beskæftigelsesgrad ikke oversteg 65 pct. Det fremgår endvidere af brevet at skolen som hovedarbejdssted ikke havde problemer med at A bestred et bijob som organist.

Ved brev af 1. marts 1999 med bilag klagede C til mig bl.a. over Kirkeministeriets udtalelse af 17. februar 1999. I den forbindelse anførte C at det forhold at A som følge af Kirkeministeriets udtalelser i sagen måtte nedsætte sin beskæftigelsesgrad, var at sidestille med en usaglig og uberettiget afskedigelse. C anførte desuden bl.a. følgende:

"Forholdet er nærmere, at min klient med virkning fra 1.8.1996 blev ansat som organist ved (X) og (Y) kirker i (V) Stift.

Forud for ansættelsen var ansøgningen fra min klient blevet forelagt (V) Stift.

(V) Stift tiltrådte ved afgørelse af 27.8.1996, at min klient blev ansat på tjenestemandslignende vilkår.

Ved siden af ansættelsen som organist, er min klient ansat som tjenestemand i Folkeskolen. Dette forhold har både Menighedsråd og Stiftsøvrigheden været bekendt med allerede ved ansættelsen.”

Jeg modtog endvidere en række bilag fra C pr. telefax henholdsvis den 9. og den 21. juni 1999.

Ved brev af 16. maj 1999 bad X og Y Menighedsråd A om inden 1. juni 1999 at oplyse hvad hendes beskæftigelsesgrad ved skolevæsenet for det kommende skoleår ville være.

 

Den 17. maj 1999 skrev A til menighedsrådene at hendes beskæftigelsesgrad for skoleåret 1999/00 var beregnet til 85 pct. Organisten henviste endvidere til det skoledirektøren ved ( ) Skole den 19. februar 1999 havde skrevet til menighedsrådene om at det ikke kunne garanteres at hendes beskæftigelsesgrad var under 65 pct. I brevet anførte A endvidere følgende:

”Brevet som I henviser til, hvor jeg meddeler stiftet, at min beskæftigelsesgrad helt sikkert ville blive sat ned, har ingen gyldighed mere. Skolens situation har ændret sig væsentligt siden da.

Jeg vil i øvrigt gøre opmærksom på, at jeg efter min bedste overbevisning ikke mener, at jeg overtræder nogen lovgivning, så længe jeg er i stand til at passe mine jobs og opfylde tjenestemandslovens § 17.”

I et brev af 2. juni 1999 skrev X og Y Menighedsråd til Stiftsøvrigheden over V Stift at samarbejdet med A efter menighedsrådenes opfattelse måtte høre op. Menighedsrådene henviste til at A på trods af utallige opfordringer og forhandlinger ikke havde tilpasset sin beskæftigelsesgrad som lovet.

 

Ved brev af 17. juni 1999 skrev menighedsrådene følgende til A:

”Da du nu ved skrivelse af 27. maj 1999 [17. maj 1999; min bemærkning] har meddelt, at du ikke har i sinde at opfylde dit skriftlige løfte fra 1997 om at gå ned i beskæftigelsesgrad i dit arbejde på ( ) Skole, således at du kan opfylde Kirkeministeriets krav for at blive ansat indenfor folkekirken, agter menighedsrådene at afskedige dig.

Det har på intet tidspunkt været dig ubekendt, at din ansættelse som organist i (X) og (Y) kirker ikke kan godkendes af (Q) provsti og Kirkeministeriet. Kirkeministeriet har ved 3 lejligheder udtalt, at du ikke kan være ansat som organist ved vore to kirker på grund af beskæftigelsesgraden.

Det er dig ligeledes bekendt, at menighedsrådene hele tiden har regnet med, at dit løfte af 16.04.1997 om nedsættelse af beskæftigelsesgraden i skolevæsenet ville blive overholdt, men med din skrivelse af 27.05.1999 har du trukket dette løfte tilbage, og menighedsrådene finder herefter, at samarbejdet mellem os må ophøre.

Menighedsrådene skal derfor anmode dig om at fremkomme med dine bemærkninger til ovenstående inden 3 uger fra dato, idet menighedsrådene ligeledes anmoder om bemærkninger hertil fra din faglige organisation, til hvem kopi af nærværende skrivelse er sendt.”

Ved brev af 28. juni 1999 bad jeg C afvente menighedsrådenes afgørelse før han tog stilling til om der var grundlag for at klage til mig på ny.

C kom den 1. juli 1999 med bemærkninger til menighedsrådenes brev af 17. juni 1999.

Ved brev af 2. juli 1999 kom Foreningen af Præliminære Organister med bemærkninger.

 

X og Y Menighedsråd afskedigede herefter den 20. juli 1999 A som organist ved X og Y Kirker med 4 måneders varsel fra den 1. august 1999. Af afgørelsen fremgår følgende:

”Efter at have modtaget indsigelser fra din fagforening FPO og din advokat har menighedsrådene holdt møde og drøftet indholdet af skrivelserne.

Menighedsrådene finder, at skrivelserne ikke indeholder nye oplysninger eller fremkommer med nye argumenter i sagen.

Kirkeministeriets praksis vedrørende beskæftigelsesgrad er gældende og skal følges. FPO’s advokat ( ) udtaler sig i sin skrivelse i modstrid med formandens ( ) udtalelser på generalforsamlingen i 1998.

Formanden omtaler her beskæftigelsesgrænsen på 115 pct. Han udtaler endda, at kombinationsstillinger fremover skal oprettes med maximalt 100 pct. samlet beskæftigelse.

Formandens udtalelse kan anses som udtryk for, at FPO ligesom Kirkeministeriet mener, at et menighedsråd som ansætter en organist 50 pct. eller højere, har krav på, at organisten bruger 50 pct. (eller mere) af sin arbejdstid på organistjobbet.

Din samlede beskæftigelsesgrad er højere end 115 pct.

Som tidligere anført overfor dig, har det været af væsentlig betydning for menighedsrådene, at du ville holde dit løfte om at gå ned i beskæftigelsesgrad i skolen, således at din beskæftigelse som organist kan lovliggøres og blive godkendt af provstiudvalg og Kirkeministerium.

Du har selv meddelt, at dette ønske fra menighedsrådene ikke vil blive opfyldt, og der er i de fremsendte indsigelser ikke nogen imødekommenhed på dette område.

Menighedsrådene har derfor besluttet at afskedige dig som organist i (X) og (Y) Kirker den 1. december 1999 – altså med 4 måneders varsel fra den 1. august 1999 at regne.”

Med et brev af 22. juli 1999 klagede C til mig over afgørelsen af 20. juli 1999 om at afskedige A på grund af en for høj beskæftigelsesgrad.

Den 25. november 1999 bad jeg Kirkeministeriet samt X og Y Menighedsråd om en udtalelse i anledning af C’s klage.

 

Kirkeministeriet besvarede mit brev i et brev af 14. december 1999. Ministeriet anførte bl.a. følgende:

”I anledning af henvendelsen fra Folketingets Ombudsmand skal ministeriet udtale, at Kirkeministeriet i henhold til lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. nr. 310 af 16. maj 1990 er den øverste løn- og ansættelsesmyndighed på folkekirkens område, og at menighedsrådet træffer afgørelse om kirkebetjeningens ordning efter regler fastsat af kirkeministeren, jf. nærmere lovens kapitel 8.

Det har siden udsendelsen af cirkulære af 30. juni 1983 om fastsættelse af lønkvoter for organister, der klassificeres i tjenestemændenes lønrammesystem, – i forståelse med Dansk Organist og Kantor Samfund og Foreningen af Præliminære Organister – været ministeriets faste administrative praksis, at den samlede beskæftigelse for lønrammelønnede organister ikke må overstige 115 pct. Før cirkulæret af 30. juni 1983 blev der efter regler i en aftale herom mellem Kirkeministeriet og COII og Dansk Organist og Kantor Samfund foretaget lønreduktion for organister, hvis beskæftigelse oversteg 115 pct.

Baggrunden for at acceptere en vis overbeskæftigelse for organister er, at ansættelsen som organist i mange tilfælde ikke er en fuldtidsbeskæftigelse, men varetages sammen med en anden ansættelse – som oftest i skolevæsenet – og at det kan være vanskeligt eller umuligt at afpasse to beskæftigelser, så at de tilsammen bliver 100 pct.

Da varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang erfaringsmæssigt er uforeneligt med den samvittighedsfulde udførelse af arbejdet, er det nødvendigt med en overgrænse for den samlede beskæftigelsesgrad.

Hertil kommer, at det i en længere årrække har været den til enhver tid siddende regerings politik – uanset partifarve – at dæmme op for ’dobbeltjobberi’ indenfor det offentlige.

Endelig er det næppe stemmende med en fornuftig forvaltning af skatteydernes penge at acceptere varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang, idet der vil være en formodning for, at menighedsrådene ikke får den ydelse, der betales for. Det bemærkes i denne forbindelse, at der i kvoteberegningsreglerne for organiststillinger indgår tid til forberedelse. Der afsættes således 3 points for en højmesse, svarende til 6-7 arbejdstimer, og der afsættes 30 points for en koncert, svarende til 60-70 arbejdstimer. Ved varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang er der fare for, at der ’spares’ på forberedelsen.

(A)’s samlede beskæftigelse svarer til en arbejdsuge på over 55 timer.

 

Der er ikke tale om skøn under regel, men om en administrativ praksis, som Kirkeministeriet som udgangspunkt har fulgt igennem en længere årrække. Hjemmelsgrundlaget for afgørelserne af 14. april og 17. oktober 1997 er tjenestemandslovens § 17 samt et arbejdstidsmålingssystem for organister, hvori forberedelsesforpligtelser er indregnet og som derfor ikke tillader varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang. Tjenestemandslovens § 17 siger, at en tjenestemand kun kan have beskæftigelse ved siden af sin tjenestemandsstilling, for så vidt og i det omfang det er foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse. Bestemmelsen anvendes analogt ved tjenestemandslignende stillinger.

Ministeriet lægger i første række vægt på det kriterium, at organisten ikke må have en beskæftigelsesgrad på over 115 pct. af fuldtidsbeskæftigelse. Der er tale om en saglig og rimelig målestok for, om organisten er i stand til samvittighedsfuldt at udøve de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og om beskæftigelsen ved siden af tjenestemandsstillingen er forenelig med den for stillingen nødvendige agtelse. Ministeriets administrative praksis er endvidere medvirkende til at forhindre forskelsbehandling.

Kirkeministeriet har på tilsvarende vis regler om begrænsning af præsters beskæftigelse i cirkulæreskrivelse af 14. oktober 1971 angående ydelse af rådighedstillæg til præster m.v. I denne findes en regel om, at præsten ikke uden ministeriets tilladelse må påtage sig lønnet undervisning eller anden bibeskæftigelse af en varighed, der overstiger 6 timer ugentlig.

Det er korrekt, at menighedsrådene og Stiftsøvrigheden over (V) Amt var bekendt med (A)’s ansættelse i folkeskolen. De var imidlertid tilsyneladende ikke bekendt med ministeriets administrative praksis, og med det kriterium, ministeriet i første række lægger vægt på i vurderingen af, om en kombinationsansættelse som organist er i strid med tjenestemandslovens § 17.”

 

Den 14. januar 2000 modtog jeg en udtalelse fra X og Y Menighedsråd.

I udtalelsen af 11. januar 2000 anførte menighedsrådene bl.a. følgende:

”I forbindelse med ovenstående vil menighedsrådene (MR) gerne anføre, at man ved afskedigelsen af (A) har fulgt en procedure, der bruges ved afskedigelse af personer ansat i tjenestemandslignende stillinger.

Provstiudvalget, der udøver legalitetskontrol på området mener ikke, at (A) har været ansat.

(A) har aldrig fået udarbejdet et regulativ for stillingen.

Kirkeministeriet som er øverste instans på løn- og ansættelsesområdet mener heller ikke, at (A) har kunnet være ansat.

Menighedsrådet var bekendt med (A)’s ansættelse som lærer – men ikke bekendt med omfanget.

Det er først ved provstiudvalgets skrivelser, at menighedsrådene (MR) bliver klar over, at der er tale om en konflikt m.h.t. beskæftigelsesgrad.

MR. mener, at (A) imødekommer denne konflikt ved skrivelse af 16.04.1997, hvor hun lover at gå ned i beskæftigelsesgrad i skolen for det kommende skoleår.

Dette løfte blev aldrig holdt.

(V) stift hævder at være ubekendt med forholdene på ansættelsestidspunktet.

M.h.t. den kommunale skoledirektørs brev af 29.10.1997 kan det oplyses, at denne skriver sin udtalelse på baggrund af skoleinspektøren ved ( ) skoles udtalelser.

Her må det imidlertid bemærkes, hvad der ikke fremgår af skoledirektørens udtalelse, at skoleinspektøren på ( ) skole er (A)’s ægtefælle, og hans stilling i sagen må betegnes som inhabil.

Der vedlægges kopi af de to skrivelser fra (A) vedrørende hendes beskæftigelsesforhold på skolen.

På trods af at begge menighedsråd i over to år gentagne gange har opfordret (A) – både mundtligt og skriftligt om at få tilpasset sit lærerjob til organistjobbet, skete der ikke noget.

Men efter brevet af 17.05.99, hvor det klart fremgår, at hun ikke vil nedsætte sin lærerkvote og dermed ikke kan opfylde kirkeministeriets betingelser, besluttede man at afslutte samarbejdet med korrekt opsigelsesvarsel.”

 

Ved brev af 18. februar 2000 kom C med bemærkninger til udtalelserne. C anførte bl.a. følgende:

”I de ovennævnte skrivelser hæfter jeg mig især ved, at der mellem parterne er enighed om, at spørgsmålet om lovligheden af afskeden skal afgøres efter Tjenestemandslovens § 17.

Som nævnt i mine tidligere skrivelser mener jeg ikke, at der kan være meget tvivl om at Tjenestemandslovens § 17 ikke alene giver forvaltningen en ret, men også en pligt til at skønne. Omfattende domspraksis på dette område understreger ydermere, at drejer det sig om et ansættelsesforhold, er forvaltningens pligt til at udøve et skøn hvor alle relevante omstændigheder tages i betragtning skærpet. Det forekommer besynderligt, forvaltningens opfattelse er, at en administrativ praksis på et område skal have større betydning end loven og de beskyttelsesregler, der gælder for et privatretligt ansættelsesforhold. Der henvises til den retlige trinfølge.

Kirkeministeriets anbringender om, at det har været skiftende regeringers ønske, at dæmme op på dobbelt jobberi, er efter min opfattelse helt irrelevant i forbindelse med et privat retligt ansættelsesforhold. Kirkeministeriet lægger tillige mere vægt på at det må frygtes, at min klient i fremtiden skulle være dårligt forberedt når hun skulle udføre sit arbejde som organist, end den omstændighed, at min klient kun har udført sit arbejde til arbejdsgiverens fulde tilfredshed. For fuldstændighedens skyld vedlægges tidligere skrivelse fra (B), der på vegne af Menighedsrådet har udtrykt sin fulde tilfredshed med (A). Det må i øvrigt undre, at (B) nu i så markant udstrækning har ændret sine holdninger vedrørende (A)’s beskæftigelse og jeg skal undlade at gætte på, hvorfor dette pludseligt er tilfældet.

 

Alt i alt må det slås fast, at Tjenestemandslovens § 17 alene siger, at min klients arbejdsindsats skal have været foreneligt med en samvittighedsfuld udøvelse og da begge arbejdsgivere udtrykker fuld tilfredshed anser jeg derfor Kirkeministeriets anbringende om, at administrativ praksis tillægges mere vægt end loven, som værende direkte useriøst.

Endelig begrunder Kirkeministeriet sin praksis i, at de ønsker at forhindre forskelsbehandling af ansatte. Dette kan imidlertid aldrig få den betydning, at der ikke både skal være ansættelsesretligt og overenskomstmæssigt belæg for at gennemføre en afskedigelse, som det har været tilfældet her. I øvrigt har forholdet vedrørende en beskæftigelsesgrad på 115 pct. ikke været (A) bekendt da hun blev ansat som organist og det kan derfor ikke få nogen aftalemæssig eller ansættelsesretlig betydning for hende.

Det fastholdes, at der over for (A) er indgået en begunstigende forvaltningsakt, der er ulovligt tilbagekaldt.

Endelig har (B) gjort gældende, at udtalelsen fra skoleinspektøren på ( ) skole ikke skal tillægges betydning, idet udstederen af udtalelsen er inhabil. Det må i den sammenhæng understreges, at det ikke er (A)’s ægtefælle der har underskrevet udtalelsen og anbringendet må allerede af den grund derfor afvises.”

Jeg sendte den 25. februar 2000 C’s brev til Kirkeministeriet samt til X og Y Menighedsråd med anmodning om bemærkninger.

 

Ved brev af 8. marts 2000 kom menighedsrådene med bemærkninger til C’s brev af 18. februar 2000. I brevet er bl.a. anført følgende:

”Vedr. afskedigelsen af (A) har menighedsrådene fulgt tjenestemandslovens regler til trods for at (A) aldrig har fået en legaliseret ansættelse. Reglerne er fulgt i samarbejde med – og i enighed med organistforeningen.

Vedr. dobbeltjobberi har menighedsrådene gjort (A) opmærksom på kirkeministeriets brev af 14.04.1997, hvor der klart står, at en beskæftigelsesgrad på 150 pct. ikke kan accepteres.

(A) har i sit brev til (V) Stift 16.04.1997 således været bekendt med ministeriets indstilling til dobbeltjobberi.

Vedr. udtalelsen fra skoledirektøren er det værd at notere sig, at den sker efter indhentede oplysninger hos skoleinspektøren ved ( ) Skole, hvor (A)’s ægtefælle er inspektør.

(A) har efter menighedsrådenes opfattelse fået en fair behandling, også set i lyset af, at hun har haft over to år til at få tingene bragt i orden. Desuden har hun også haft rig mulighed for at kende reglen gennem sit medlemskab af organistforeningen.”

 

Kirkeministeriets henholdt sig i et brev af 10. marts 2000 til ministeriets udtalelse af 14. december 1999. Af brevet fremgår endvidere bl.a. følgende:

”Advokaten nævner i sit brev, at der mellem parterne er enighed om, at spørgsmålet om lovligheden af afskeden skal afgøres efter Tjenestemandslovens § 17. Ministeriet skal hertil bemærke, at der ud over lovens § 17 også er tale om et arbejdstidsmålingssystem for organister, hvori forberedelsesforpligtelser er indregnet, og som derfor ikke tillader varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang.

At det skulle være irrelevant, at skiftende regeringer har ønsket at dæmme op for ’dobbeltjobberi’, er ministeriet ikke enig i. Der er tale om en offentlig ansættelse som organist i folkekirken, og ud over lovgivningen må der også lægges vægt på de retningslinier, som til enhver tid har været gældende for offentlige ansættelser.”

I et brev af 13. april 2000 kom C med sine afsluttende bemærkninger til sagen. C fremførte at det ikke var korrekt som anført af menighedsrådene at A ikke havde fået en ”legaliseret ansættelse”. C henviste i den forbindelse til at A dels havde fået et ansættelsesbevis, dels havde underskrevet reglementet. Endvidere anførte C at A’s beskæftigelsesgrad ved afskedigelsen udgjorde 130 pct.

 

Ombudsmandens udtalelse

”Ved min behandling af sagen har jeg lagt til grund at (A) fra den 1. august 1996 til afskedigelsen den 20. juli 1999 var ansat i en tjenestemandslignende stilling som organist ved (X) og (Y) Kirker.

Af bestemmelsen i § 16 i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (lov nr. 310 af 16. maj 1990 med senere ændring) fremgår at ansættelse og afskedigelse af kirke- og kirkegårdsfunktionærer foretages af menighedsrådet efter regler fastsat af kirkeministeren. Dog kan uansøgt afskedigelse af varigt ansatte tjenestemandsansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer kun foretages af kirkeministeren.

Efter lovens § 22, stk. 1, træffer menighedsrådet afgørelse om kirkebetjeningens ordning efter regler fastsat af kirkeministeren.

I Kirkeministeriets cirkulære nr. 12090 af 20. december 1997 er der fastsat nærmere bestemmelser om ansættelse og afskedigelse af kirke- og kirkegårdsfunktionærer.

Ifølge cirkulærets afsnit 2.1 træffer menighedsrådet beslutning om ansættelse i ledige stillinger som kirke- og kirkegårdsfunktionærer. For så vidt tjenestestedet for en stilling omfatter mere end én menighedsrådskreds, foretages ansættelsen af menighedsrådene i et fælles møde.

Min videre behandling af sagen omfatter to spørgsmål. Det første spørgsmål angår det retlige grundlag for afskedigelsen af (A). Det andet spørgsmål drejer sig om hvorvidt de forvaltningsretlige regler om partshøring og begrundelse blev overholdt i forbindelse med afskedigelsen.

 

1. Det retlige grundlag

a. Indledning

Kirkeministeriet har i sin udtalelse af 14. december 1999 anført at hjemmelsgrundlaget for ministeriets afgørelser af 14. april og 17. oktober 1997 er tjenestemandslovens § 17. Denne bestemmelse anvendes analogt ved tjenestemandslignende stillinger. Endvidere har Kirkeministeriet anført at ministeriet i første række lægger vægt på en administrativ praksis hvorefter en organist der lønnes efter lønrammesystemet, ikke må have en beskæftigelsesgrad på over 115 pct. af fuldtidsbeskæftigelse. Der er efter ministeriets opfattelse tale om en saglig og rimelig målestok for om organisten er i stand til samvittighedsfuldt at udøve de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter, og om beskæftigelsen ved siden af tjenestemandsstillingen er forenelig med den for stillingen nødvendige agtelse. Ministeriet har desuden henvist til at ministeriets administrative praksis på området er medvirkende til at forhindre forskelsbehandling.

Som grundlag for afgørelsen har Kirkeministeriet endvidere henvist til et arbejdstidsmålingssystem for organister hvori forberedelsespligter er indregnet, og som derfor ikke tillader varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang.

Kirkeministeriet har desuden henvist til at det i en længere årrække har været den til enhver tid siddende regerings politik at dæmme op for ’dobbeltjobberi’ inden for det offentlige.

(X) og (Y) Menighedsråd har i udtalelsen af 11. januar 2000 anført at Kirkeministeriet som øverste instans på løn- og ansættelsesområdet har ment at (A) ikke kunne være ansat på grund af en for høj beskæftigelsesgrad. Endvidere har menighedsrådene fremført at (A) ikke holdt et løfte om at nedsætte sin beskæftigelsesgrad ved (Z) Kommune.

 

b. Lovgivningen

Tjenestemandsloven (lovbekendtgørelse nr. 678 af 17. september 1998 med senere ændring) indeholder i § 17 følgende bestemmelse om tjenestemænds bibeskæftigelse:

§ 17. En tjenestemand kan kun have beskæftigelse ved siden af sin tjenestemandsstilling, for så vidt og i det omfang det er foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.’

(A) var ansat i en tjenestemandslignende stilling som organist. For ansatte på tjenestemandslignende vilkår må det antages at der på grundlag af den almindelige grundsætning om generel habilitet og decorumprincippet gælder retningslinier for bibeskæftigelse svarende til tjenestemandslovens § 17. Jeg henviser i den forbindelse til Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet, 2. udg. (2000), s. 92, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 125.

 

I bemærkningerne til det lovforslag som dannede grundlag for tjenestemandsloven (Folketingstidende 1968-69, tillæg A, sp. 3889f), var bl.a. anført følgende om § 17:

’...

De synspunkter, som er lagt til grund af kommissionen med hensyn til fastlæggelsen af nye retningslinier for tjenestemænds adgang til beskæftigelse ved siden af tjenestemandsstillingen, indeholdes i betænkningens kapitel 3, afsnit 2, punkt 5.

Kommissionen har fundet, at der i overensstemmelse med de synspunkter, der er givet udtryk for i betænkningen, vil kunne ske en begrænsning af den kontrol med eventuel bibeskæftigelse uden for statstjenesten, som hidtil har været krævet efter lønnings- og pensionslovens § 44, stk. 2-4.

Man finder anledning til at bemærke, at ophævelse af pligten til anmeldelse ikke afskærer en tjenestemand, som måtte være i tvivl om en bibeskæftigelses forenelighed med tjenestemandsstillingen, fra at forelægge dette spørgsmål for sine foresatte.

På tilsvarende måde må et ministerium eller en institution, uanset bortfaldet af bestemmelsen om adgang til at tilbagekalde en meddelt tilladelse til en bibeskæftigelse, være beføjet til at tilkendegive en tjenestemand, at en bibeskæftigelse ikke kan forenes med hans tjenestemandsstilling. Tilsidesættelse af et påbud om at bringe bibeskæftigelsen til ophør vil som hidtil kunne medføre disciplinær indskriden. Indgreb vil i givet fald kunne anvendes såvel over for bibeskæftigelser, der ikke tidligere har været styrelsen bekendt, som over for bibeskæftigelse, der af tjenestemanden har været forelagt styrelsen, såfremt utilstrækkelige oplysninger eller en stedfunden udvikling senere gør en indgriben nødvendig.

De af kommissionen stillede forslag er således udtryk for, at man har villet liberalisere bestemmelserne om tjenestemænds adgang til bibeskæftigelse uden for statstjenesten, således at de to hovedhensyn, der skal tages i betragtning ved vurdering af spørgsmålet om en bibeskæftigelses tilladelighed, er, om den er forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Samtidig har kommissionen ønsket, at disse hovedhensyn også skal iagttages ved vurderingen af, om en tjenestemand kan have bibeskæftigelse inden for statstjenesten. Denne opfattelse har fundet udtryk i den af kommissionen foreslåede omformulering af bestemmelsen i lønnings- og pensionslovens § 44, stk. 2, således at der i lovudkastets § 17 i stedet for beskæftigelse uden for statstjenesten tales om beskæftigelse ved siden af tjenestemandsstillingen.

...

 

Efter kommissionens opfattelse vil den i lovudkastets § 17 optagne rammebestemmelse være tilstrækkelig til at sikre den nødvendige kontrol på dette område, og den vil tillige give det fornødne grundlag for at fastsætte de vilkår, på hvilke en eventuel kombination af flere stillinger kan godkendes.’

Af Tjenestemandskommissionens betænkning nr. 483/1969, s. 27f, fremgår følgende:

’...

a. Retningslinier for beskæftigelse ved siden af tjenestemandsstillingen.

I overensstemmelse med de anførte synspunkter finder kommissionen, at udgangspunktet ved vurderingen af bibeskæftigelse må være, om den efter omfang og karakter er forenelig med den samvittighedsfulde udførelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Denne vurdering må i princippet være den samme, hvad enten bibeskæftigelsen udføres i staten eller udenfor.

Vurderingen bør baseres på, om bibeskæftigelsen er forenelig med de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter. Dette er i relation til bibeskæftigelse uden for staten en ændring i forhold til formuleringen i lønnings- og pensionslovens § 44, stk. 1, der kræver, at beskæftigelsen skal være forenelig med pligterne som tjenestemand. Heri ligger der næppe nogen større ændring, men det tjener til at understrege, at vurderingen skal foretages på grundlag af den konkrete stilling, tjenestemanden beklæder. Udfaldet kan derfor blive forskelligt, når vurderingen af den samme beskæftigelse skal foretages i relation til forskellige stillinger. Ændringen vil desuden præcisere, at det er på samme grundlag, man skal vurdere, om en beskæftigelse er forenelig med den samvittighedsfulde udførelse af tjenestepligterne, og om beskæftigelsen er forenelig med den nødvendige agtelse og tillid. Den sidstnævnte bedømmelse skal allerede efter lønnings- og pensionslovens § 44, stk. 1, foretages i relation til stillingen.

Med hensyn til den linie, som fremtidig bør følges ved vurderingen af beskæftigelser ved siden af tjenestemandsstillingen, er det kommissionens opfattelse, at der ikke længere er rimelig grund til at opretholde den generelt tilbageholdende praksis over for tjenestemændene.

Der må i denne forbindelse også tages hensyn til, at den gradvise nedsættelse af arbejdstiden gør det muligt for ansatte såvel i som uden for staten at varetage andre beskæftigelser, uden at det behøver at influere på hovedbeskæftigelsen.

...

Kommissionen finder tillige anledning til at bemærke, at styrelsernes mulighed for at gribe ind over for tjenestemænds bibeskæftigelse, som ikke skønnes forenelig med kravene i de respektive stillinger, ikke forringes ved den foreslåede ændring af tjenestemandsloven. Der vil fortsat være adgang til at skride ind over for bibeskæftigelse, som ikke bør varetages samtidig med en tjenestemandsstilling, og denne adgang vil også bestå, selv om en styrelse tidligere på forespørgsel har bifaldet en bibeskæftigelse, såfremt en senere udvikling har ændret grundlaget for den tidligere vurdering.

Som anført ovenfor finder kommissionen, at der fremtidig principielt bør følges samme retningslinier ved vurderingen af beskæftigelse ved siden af tjenestemandsstillingen, hvad enten bibeskæftigelsen udføres i staten eller uden for. I praksis må det dog antages, at hensynet til den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og den for stillingen nødvendige agtelse og tillid hyppigere vil stille sig i vejen for en beskæftigelse uden for staten end inden for.

Man kan dog ikke se bort fra, at der kan opstå tilfælde, hvor en tjenestemand ved siden af stillingen påtager sig andet arbejde for staten, som antager et omfang, der gør det vanskeligt for ham at bestride stillingen med tilstrækkelig samvittighedsfuldhed. Det kan også forekomme, at en tjenestemand i kraft af den indsigt, han har opnået i sin hovedstilling, ønsker at påtage sig opgaver i styrelser, som enten er overordnede eller underordnede i forhold til hans egen. Ved vurderingen af en sådan bibeskæftigelse må man være opmærksom på, at den sikkerhed for uvildig behandling af sager gennem flere instanser, som er foreskrevet i en række sager, og som adgangen til administrativ rekurs bygger på, ikke må kunne undergraves på denne måde. Der kan således være grundlag for indskriden mod bibeskæftigelse i staten ikke alene som følge af dens omfang, men også på grund af dens karakter.

...’

 

Finansministeriets Personaleadministrative Vejledning kapitel 17, afsnit 38, indeholder bl.a. følgende:

’Bibeskæftigelse

38. Ifølge TL § 17 kan en tjenestemand have beskæftigelse ved siden af sin tjenestemandsstilling (bibeskæftigelse) ’for så vidt og i det omfang, det er foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og den for stillingen nødvendige agtelse og tillid’.

Der gælder ikke – som før tjenestemandsloven fra 1969 – nogen pligt for tjenestemanden til at anmelde bibeskæftigelse; men det antages, at arbejdsgiverens almindelige ledelsesret indebærer, at ansættelsesmyndigheden kan fastsætte anmeldelsespligt for enkelte grupper af tjenestemænd.

I tjenestemandskommissionens betænkning er det forudsat, at der i relation til § 17 skal foretages en konkret vurdering af, om bibeskæftigelsen er i strid med værdighedskravet, vil lægge for stort beslag på tjenestemandens arbejdskraft eller vil indebære risiko for interessekonflikter. Der kan derfor ikke fastsættes regler, der generelt udelukker grupper af tjenestemænd fra at tage bibeskæftigelse.

Cirkulæret om løn- og ansættelsesvilkår for kirke- og kirkegårdsfunktionærer og regulativet for stillingen som organist ved (X) og (Y) Kirker indeholder ikke bestemmelser om adgangen til beskæftigelse ved siden af stillingen som organist.

Grundlaget for Kirkeministeriets retsopfattelse er således udelukkende de retningslinier svarende til tjenestemandslovens § 17 der antages at gælde for ansatte på tjenestemandslignende vilkår, samt den regel der i ministeriets praksis er udviklet i tilknytning til tjenestemandslovens § 17 hvorefter en organist der er lønnet efter lønrammesystemet, ikke må have en beskæftigelsesgrad på over 115 pct. af fuldtidsbeskæftigelse. Endvidere har Kirkeministeriet henvist til et arbejdstidsmålingssystem for organister.

 

c. Grundsætningen om forbud mod ’skøn under regel’

Ud over de nævnte regler indgår de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger i retsgrundlaget i sagen. En af de forvaltningsretlige grundsætninger angår forvaltningens mulighed for at opstille interne regler der regulerer skønsudøvelsen, og den betegnes i almindelighed som forbudet mod ’skøn under regel’. Spørgsmålet er om Kirkeministeriets administrative praksis er i overensstemmelse med denne grundsætning.

Grundsætningen om forbud mod ’skøn under regel’ er omtalt flere steder i den juridiske litteratur. Af Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udg. (1997), s. 221f, fremgår bl.a. følgende:

’Det problem, der skal behandles i det følgende, er spørgsmålet om, i hvilket omfang der ved udstedelse af forvaltningsakter, der i større eller mindre omfang kan karakteriseres som skønsmæssige, dvs. hvor der ikke er fastsat (udtømmende) regler ved lov eller anordning, er pligt til at underkaste den enkelte sag en individuel vurdering. Eller omvendt: I hvilket omfang er forvaltningen berettiget til at regulere skønnet ved interne regler?

Især det hensyn til konsekvens i forvaltningens afgørelser, som kan udledes af lighedsgrundsætningen, og hensynet til forudseelighed taler for anvendelse af interne regler som indeholder retningslinier for sagens behandling og afgørelse. Behovet er særligt udtalt, hvor den pågældende forvaltningsmyndighed træffer afgørelse i et stort antal enkeltsager, som det især er tilfældet på det lokale og regionale niveau. Administrative hensyn taler naturligvis også for, at sagsbehandlingen forenkles mest muligt gennem anvendelse af interne regler.

Lovgivningsmagtens overladelse af skøn til forvaltningen medfører imidlertid også en forpligtelse til at inddrage relevante saglige hensyn i den skønsmæssige afvejning. Dette er baggrunden for den tidligere omtalte spænding mellem på den ene side hensynet til lighed og regelmæssighed og på den anden side hensynet til tilpasning af forvaltningsafgørelsen til den konkrete situation.

I hvilket omfang og på hvilke områder der således er tale om et pligtmæssigt skøn , beror på fortolkning. Hvor der ikke er udtrykkelig lovhjemmel for fastsættelse af retningslinier, og hvor en fortolkning af lovgrundlaget ej heller i øvrigt giver konkrete holdepunkter for en løsning af problemet, må udgangspunktet principielt være en vurdering af, med hvilken vægt de ovennævnte hensyn gør sig gældende på det pågældende område. Der gælder dog en formodning imod, at skønnet helt kan afskæres, og formentlig også imod egentlige begrænsninger af skønnet , f.eks. gennem opstilling af ufravigelige (positive eller negative) betingelser, således at der kun bliver tale om et skøn med hensyn til forvaltningsaktens udstedelse, når disse betingelser er opfyldt. Der er dog en vis usikkerhed om grundsætningens nærmere rækkevidde, som bl.a. skyldes, at der først i de senere år er afsagt domme, som underkender forvaltningsafgørelser som følge af manglende individuel bedømmelse, hvorimod ombudsmanden i en længere årrække konsekvent har lagt den til grund i sin praksis.

 

Formodningen omfatter i øvrigt kun afskæringsregler eller egentlige begrænsningsregler. Der er således intet i vejen for, at interne regler anvendes som et vejledende udgangspunkt for skønnet. Afgørende er, om myndighederne er sig bevidst, at der kan gøres fravigelser, og at reglerne ikke anvendes så mekanisk, at den individuelle vurdering af sagerne i virkeligheden er bortfaldet.’

I Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 246f, er bl.a. anført følgende:

’Skøn under regel

Interne regler, som (udtømmende) opregner de kriterier, der skal lægges til grund, kan have den konsekvens, at lovlige kriterier afskæres fra at blive taget i betragtning i det enkelte tilfælde. Anvendelse af sådanne hjemmelavede regler har mange fordele; det er lettere at træffe afgørelse på grundlag af regler end at skønne individuelt. Regler imødekommer behovet for forudsigelighed og giver dermed borgerne mulighed for at indrette sig, ligesom de mindsker risikoen for usaglig forskelsbehandling. Begrænsnings- og afskæringsregler kan imidlertid kollidere med det underliggende retsgrundlag. Hvis den upræcist beskrevne beføjelse må anses for overladt forvaltningen med henblik på, at der i hver enkelt tilfælde skal foretages en individuel vurdering, kan der foreligge en normkonflikt. Om dette er tilfældet, beror i sidste ende på en fortolkning af henholdsvis hjemmelsgrundlaget og den interne regel. Hvis retsgrundlaget ikke giver holdepunkter for slutninger, må egentlige afskæringsregler og regler, der begrænser skønnet kraftigt, som udgangspunkt anses for ulovlige. Om en begrænsningsregel i øvrigt er lovlig, beror på reglens udformning og baggrund, behovet for standardisering af sagsbehandlingen på det pågældende område samt afgørelsernes art.’

 

Jeg henviser endvidere til Bent Christensen, Forvaltningsret, Opgaver, Hjemmel, Organisation, 2. udg. (1997), s. 163ff, og til Per Sørensens artikel i Ugeskrift for Retsvæsen, 1993, afd. B, s. 224ff.

Den forvaltningsretlige grundsætning om forbud mod ’skøn under regel’ er lagt til grund både i ombudsmandspraksis og retspraksis.

I en sag gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1974, s. 103f*, udtalte ombudsmanden således at det ikke kunne anses for foreneligt med Undervisningsministeriets bekendtgørelse om betingelser for adgang til studierne på Roskilde Universitetscenter at ministeriet generelt udelukkede personer under 25 år fra dispensation.

I en sag om udstedelse af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor bil, som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1994*, s. 360ff, blev der generelt i alle sager givet afslag til ansøgere der havde insulinbehandlet sukkersyge. Trafikministeriet foretog ingen konkret vurdering af de lægelige oplysninger i de enkelte sager, men satte ved den fastlagte praksis skøn under regel. Dette fandt jeg meget kritisabelt.

Den forvaltningsretlige grundsætning om forbud mod ’skøn under regel’ gælder også i afskedigelsessager.

Jeg henviser til Kaj Larsen, Forvaltningsret (1994), s. 171. Endvidere henvises der til Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet 2. udg. (2000), s. 157f.

 

Det må således antages at anvendelse af princippet om ’sidst ind – først ud’ (SIFU) i afskedigelsessager vil være en ulovlig begrænsning af skønnet hvis dette alene anvendes som kriterium for afsked. Jeg henviser bl.a. til Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 389*. Ligeledes har Højesteret i en dom af 13. december 1994 som er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 1995, s. 177ff, lagt til grund at afskedigelser ikke må ske alene ved anvendelse af et anciennitetsprincip.

Som det fremgår, indebærer grundsætningen om forbud mod ’skøn under regel’ ikke at alle former for interne regler om udøvelsen af skøn kan anses for retsstridige. Når den pågældende lovbestemmelse må forstås sådan at der skal foretages en individuel afvejning af de relevante hensyn, er det navnlig interne regler der afskærer eller i væsentlig grad begrænser afvejningen som må anses for retsstridige. Som eksempel herpå kan, ud over de ovennævnte sager angående ’SIFU-princippet’, nævnes sagen gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1977, s. 537*. Ombudsmanden udtalte bl.a. at han ikke fandt grundlag for at kritisere at Adoptionsnævnet i en cirkulæreskrivelse fastlagde visse generelle retningslinier for godkendelse af adoptanter, men at det var af afgørende betydning for den retlige forsvarlighed af cirkulæreskrivelsen og dens anvendelse at retningslinierne alene blev betragtet som vejledende.

I visse tilfælde hvor administrative hensyn, behovet for forudsigelighed og lighedsbetragtninger er særlig betydningsfulde, må interne regler der begrænser skønsafvejningen, anses for lovlige. Som eksempel kan nævnes Højesterets dom af 26. januar 1993 som er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 1993, s. 307ff. Ved dommen blev det accepteret at forvaltningen havde fastsat interne regler for tildeling af bevillinger til hyrekørsel hvorefter vognmænd for at komme i betragtning skulle dokumentere at de i det foregående kalenderår havde indkørt et beløb på mindst 220.000 kr. med den første vogn og 440.000 kr. med hver efterfølgende vogn. I den bekendtgørelse som regulerede området, var fastsat at bevilling skulle gives til den efter kommunalbestyrelsens skøn bedst kvalificerede ansøger, og at kommunalbestyrelsen ved udøvelsen af sit skøn bl.a. skulle lægge vægt på den erfaring som den enkelte ansøger havde erhvervet gennem tidligere beskæftigelse som chauffør eller vognmand inden for erhvervsmæssig personbefordring. I den pågældende sag skulle et begrænset antal bevillinger (ca. 75) fordeles mellem 273 ansøgere.

 

d. Kirkeministeriets administrative praksis

Kirkeministeriet har som nævnt givet udtryk for at reglen om en beskæftigelsesgrad på højst 115 pct. er en saglig og rimelig målestok for dels om en organist er i stand til samvittighedsfuldt at udøve de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter, dels om en bibeskæftigelse er forenelig med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Da varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang erfaringsmæssigt er uforenelig med en samvittighedsfuld udførelse af organistarbejdet, er det efter ministeriets opfattelse nødvendigt med en overgrænse for den samlede beskæftigelsesgrad. Ministeriet har endvidere henvist til at denne regel medvirker til at forhindre forskelsbehandling.

Jeg forstår det af Kirkeministeriet anførte således at der er tale om en generel regel der ufravigeligt finder anvendelse i alle sager om bibeskæftigelse for organister der lønnes efter lønrammesystemet, herunder organister ansat på tjenestemandslignende vilkår. Reglen indebærer en begrænsning af skønsudøvelsen idet der kun foretages en afvejning af de hensyn som har betydning ved bedømmelsen af bibeskæftigelse hvis den samlede beskæftigelsesgrad ikke overstiger 115 pct.

I tjenestemandslovens § 17 og i lovens forarbejder er det imidlertid forudsat at der ved afgørelse af sager om tjenestemænds bibeskæftigelse foretages en konkret vurdering af om bibeskæftigelsen i hvert enkelt tilfælde er forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, ønskede man med lovens § 17 at liberalisere bestemmelserne om tjenestemænds adgang til bibeskæftigelse således at der ved vurderingen af om en bibeskæftigelse kunne tillades, skulle tages stilling til de nævnte to hovedhensyn.

At der skal foretages en konkret vurdering for hver enkelt stilling, fremgår ligeledes af tjenestemandskommissionens betænkning. Det udtales således i betænkningen at udgangspunktet i vurderingen af bibeskæftigelse må være om bibeskæftigelsen efter omfang og karakter er forenelig med de nævnte hovedhensyn. Det fremgår videre at denne vurdering skal foretages på grundlag af tjenestemandens konkrete stilling, og at udfaldet af denne vurdering derfor kan blive forskelligt i relation til forskellige stillinger.

I Finansministeriets Personaleadministrative Vejledning er det ligeledes fremhævet at der skal foretages en konkret vurdering af om bibeskæftigelsen er i strid med værdighedskravet, vil lægge for stort beslag på tjenestemandens arbejdskraft eller vil indebære risiko for interessekonflikter.

Også efter den tidligere tjenestemandslov skulle der i sager om tjenestemænds bibeskæftigelse foretages et samlet skøn over de foreliggende omstændigheder i hver enkelt sag, jf. f.eks. sagen gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1959, s. 140*. Dog var praksis som nævnt mere tilbageholdende end efter den nugældende lov, og tjenestemanden skulle på forhånd anmelde bibeskæftigelsen over for ansættelsesmyndigheden.

 

Der er således klare holdepunkter for at antage at forvaltningen har pligt til at udøve et individuelt skøn i hver sag. Det må antages at der for ansatte på tjenestemandslignende vilkår gælder en tilsvarende forudsætning om at der ved afgørelsen af sager om bibeskæftigelse foretages en konkret vurdering af om bibeskæftigelsen i hvert enkelt tilfælde er forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de til stillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.

Hertil kommer at det forvaltningsområde som denne sag angår, bibeskæftigelse for organister ansat som tjenestemænd eller på tjenestemandslignende vilkår, efter min opfattelse ikke har en karakter hvor behovet for enkle og klare regler er særlig fremtrædende. Der er således ikke oplysninger i sagen om at forvaltningen skal træffe afgørelse i et stort antal sager, og der er ikke tale om sager hvor flere borgere konkurrerer indbyrdes. Tværtimod må det antages at et menighedsråd under normale omstændigheder kun med års mellemrum vil skulle træffe afgørelse i en sag af denne art. Hverken administrative hensyn, behovet for forudsigelighed eller lighedsbetragtninger kan således siges at nødvendiggøre Kirkeministeriets administrative praksis.

Kirkeministeriet har yderligere som grundlag for sin praksis henvist til arbejdstidsmålingssystemet for organister. Ministeriet har anført at forberedelsesforpligtelser er indregnet heri, og at det derfor ikke tillader varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang. Ministeriet har oplyst at der afsættes 3 points for en højmesse, svarende til 6-7 arbejdstimer, og at der afsættes 30 points for en koncert, svarende til 60-70 arbejdstimer. Ministeriet har i den forbindelse anført at der ved varig overbeskæftigelse af betydeligt omfang er fare for at der ’spares’ på forberedelsen.

 

Efter min opfattelse kan et sådant arbejdstidsmålingssystem ikke danne hjemmel for Kirkeministeriets administrative praksis og den heraf følgende afskedigelse. Jeg er derimod enig i at det ved afgørelsen af om bibeskæftigelse kan tillades, skal tages i betragtning om bibeskæftigelsen har en art og et omfang der ikke harmonerer med den pågældende persons varetagelse af den organiststilling hvorom der er tale.

Kirkeministeriet har desuden fremført at skiftende regeringer har ønsket at dæmme op for ’dobbeltjobberi’ inden for det offentlige. En principiel holdning af denne art er efter min opfattelse relevant for den generelle udformning af personalepolitikken inden for det offentlige, men uden støtte i retskilderne kan den ikke tillægges betydning ved fastlæggelse af en borgers retsposition i et bestemt forhold.

Ved Kirkeministeriets generelle og ufravigelige anvendelse af den interne regel om en beskæftigelsesgrad på højst 115 pct. begrænses afvejningen af de hensyn der er nævnt i tjenestemandslovens § 17, så den kun foretages i sager hvor beskæftigelsesgraden er lavere. Denne praksis kan ikke anses for at være i overensstemmelse med tjenestemandslovens § 17 og denne bestemmelses forarbejder eller med de tilsvarende retningslinier for ansatte på tjenestemandslignende vilkår således som disse regler må fortolkes i lyset af den forvaltningsretlige grundsætning om forbud mod ’skøn under regel’.

 

e. Afskedigelsen af (A)

Kirkeministeriets breve af 14. april og 17. oktober 1997 indeholdt ikke en konkret vurdering af om (A)’s bibeskæftigelse ved ( ) Skole var forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de til organiststillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Det var heller ikke i brevene anført at de to menighedsråd som ansættelsesmyndighed skulle foretage en sådan vurdering. Kirkeministeriet konstaterede alene at (A)’s beskæftigelsesgrad overskred den grænse som var fastsat i ministeriets administrative praksis, og gav udtryk for at så længe det var tilfældet, kunne hun ikke varetage stillingen som organist. Dette anser jeg for meget kritisabelt.

(X) og (Y) Menighedsråd har som begrundelse for afskedigelsen henvist til at (A) ikke havde opfyldt sit løfte om at nedsætte sin beskæftigelsesgrad. Det må imidlertid antages at årsagen til at (A) i brevet af 16. april 1997 meddelte at hun fra skoleåret 1997-98 ville nedsætte sin beskæftigelse ved (Z) Kommune, alene var at Kirkeministeriet i brevet af 14. april 1997 havde meddelt at hun ikke kunne varetage stillingen som organist så længe hendes samlede beskæftigelsesgrad lå over 115 pct., og dette må have stået klart for menighedsrådene. Den omstændighed at (A) ikke opfyldte tilsagnet, kan derfor ikke tillægges selvstændig betydning for bedømmelsen af om afskedigelsen var berettiget.

I forbindelse med afskedigelsen foretog menighedsrådene ikke en konkret vurdering af om (A)’s ansættelse som lærer ved (Z) Kommune var forenelig med de retningslinier svarende til tjenestemandslovens § 17 som gælder for ansatte på tjenestemandslignende vilkår. Der blev alene lagt vægt på at (A) ikke havde opfyldt sit løfte om at nedsætte beskæftigelsesgraden, og på at beskæftigelsesgraden overskred den grænse som var fastsat i ministeriets administrative praksis.

Som nævnt kan Kirkeministeriets administrative praksis ikke anses for at være i overensstemmelse med tjenestemandslovens § 17 og således heller ikke med de retningslinier svarende til tjenestemandslovens § 17 som gælder for ansatte på tjenestemandslignende vilkår. Denne praksis kunne derfor ikke danne grundlag for menighedsrådenes afgørelse.

 

Jeg har ved min bedømmelse af (X) og (Y) Menighedsråds behandling af sagen tillagt det betydning at Kirkeministeriet flere gange havde udtalt at (A) ikke kunne være ansat som organist med en samlet beskæftigelsesgrad over 115 pct., og at menighedsrådene måtte kunne gå ud fra at Kirkeministeriets udtalelser var i overensstemmelse med lovgivningen. Endvidere har jeg tillagt det betydning at Provstiudvalget for (Q) Provsti med henblik på at få menighedsrådene til at følge Kirkeministeriets administrative praksis havde nedsat kontiene for løn til organist og vikar for organist i de to menighedsråds budgetter. På den baggrund har jeg ikke tilstrækkeligt grundlag for at formulere min opfattelse som en kritik af menighedsrådene.

Ved vurderingen af om (A)’s ansættelse som lærer var forenelig med de retningslinier svarende til tjenestemandslovens § 17 som gælder for ansatte på tjenestemandslignende vilkår, måtte der efter min opfattelse lægges vægt på at (X) og (Y) Menighedsråd som ansættelsesmyndighed ved flere lejligheder havde tilkendegivet at (A)’s ansættelse som lærer efter deres vurdering var forenelig med hendes ansættelse som organist.

Bl.a. fremgår det af referatet fra mødet den 27. januar 1998 at (A)’s beskæftigelse som lærer efter menighedsrådenes konkrete vurdering ikke gik ud over hendes ansættelse som organist. Det fremgår endvidere at der ikke havde været problemer med at få tjenesterne ved kirkerne dækket, og at menighedsrådene havde været tilfredse med den måde (A) passede sit arbejde som organist på. Endvidere fremgår det at menighedsrådene havde skønnet det forsvarligt at ansætte (A). Der er ikke oplysninger om at menighedsrådenes vurdering af disse spørgsmål havde ændret sig i tiden inden afskedigelsen.

Jeg bemærker desuden at (Z) Kommune som ansættelsesmyndighed mente at (A)’s ansættelse som organist ved de to kirker var forenelig med hendes tjenestemandsstilling som lærer ved ( ) Skole.

 

(X) og (Y) Menighedsråd har gjort gældende at (Z) Kommunes udtalelse om dette spørgsmål er tilblevet på baggrund af en udtalelse fra skoleinspektøren ved ( ) Skole der måtte anses for inhabil i sagen. Spørgsmålet om hvorvidt der forelå inhabilitet, afgøres imidlertid af (Z) Kommune i henhold til forvaltningsrettens almindelige regler. Hvis de to menighedsråd havde den opfattelse at der forelå omstændigheder der kunne medføre inhabilitet, måtte de rette henvendelse til kommunen.

Et særligt spørgsmål i sagen drejer sig om det forhold at myndighederne ved ansættelsen af (A) var bekendt med at hun allerede havde ansættelse som lærer.

Kirkeministeriet har i udtalelsen af 14. december 1999 anført at (X) og (Y) Menighedsråd samt Stiftsøvrigheden over (V) Stift ved ansættelsen af (A) var bekendt med at hun var ansat som lærer ved (Z) Kommune. Det anføres videre i udtalelsen at menighedsrådene og stiftsøvrigheden ikke var bekendt med Kirkeministeriets administrative praksis på området og det kriterium ministeriet i første række lægger vægt på ved vurderingen af om en organists bibeskæftigelse er i strid med tjenestemandslovens § 17.

(X) og (Y) Menighedsråd har i udtalelsen af 11. januar 2000 anført at menighedsrådene var bekendt med (A)’s ansættelse som lærer, men ikke med omfanget heraf. Endvidere har menighedsrådene anført at det først var ved provstiudvalgets breve at menighedsrådene blev klar over at der var tale om en konflikt med hensyn til beskæftigelsesgraden. Menighedsrådene har endvidere henvist til at Stiftsøvrigheden over (V) Stift hævder at have været ubekendt med forholdene på ansættelsestidspunktet.

Jeg lægger på baggrund af det ovenfor anførte til grund at – i hvert fald – (X) og (Y) Menighedsråd som ansættelsesmyndighed allerede ved ansættelsen af (A) var bekendt med at hun var ansat som lærer ved (Z) Kommune. Menighedsrådene var imidlertid som ansættelsesmyndighed ikke bekendt med at (A)’s beskæftigelsesgrad var i strid med Kirkeministeriets administrative praksis. Afskedigelsen var således ikke begrundet i at der efterfølgende var fremkommet nye oplysninger om (A)’s beskæftigelse som lærer, og som nævnt foreligger der ikke oplysninger om at menighedsrådene skulle have ytret utilfredshed med den måde hvorpå (A) varetog sin stilling som organist.

Der er ikke oplysninger om at (A) ved ansættelsen fortav oplysninger om sin ansættelse i (Z) Kommune. Det må derfor lægges til grund at det alene beroede på menighedsrådene at de ikke kendte omfanget af (A)’s beskæftigelse ved (Z) Kommune. At menighedsrådene ikke kendte Kirkeministeriets administrative praksis, beroede også på menighedsrådene. I medfør af det almindelige forvaltningsretlige princip om sagsoplysning var menighedsrådene forpligtet til at fremskaffe de fornødne oplysninger om sagens faktiske og retlige grundlag inden de traf afgørelse om at ansætte (A).

 

I forbindelse med sager om tilbagekaldelse og ændring af forvaltningsafgørelser antages det normalt som den klare hovedregel at der ikke er adgang til at foretage tilbagekaldelse af en tidligere udstedt begunstigende afgørelse hvis myndighedens ønske herom bygger på en ren omvurdering af de faktiske oplysninger som forelå for myndigheden da den traf sin første afgørelse. Jeg henviser til Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udg. (1997), s. 446ff, og Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 628f.

Afgørelsen om at afskedige (A) var en ny selvstændig afgørelse og ikke en tilbagekaldelse af den tidligere afgørelse om at ansætte hende. Reglerne om tilbagekaldelse og ændring af forvaltningsafgørelser kan derfor ikke anvendes i denne sag. Det må dog antages at synspunkter svarende til dem der danner grundlag for reglerne om tilbagekaldelse og ændring af forvaltningsafgørelser, må tillægges betydning i en situation som den foreliggende hvor en medarbejder er blevet afskediget på grund af forhold der forelå allerede på ansættelsestidspunktet. Ved bedømmelsen af om afskedigelsen var retmæssig, må der således lægges vægt på at menighedsrådene ved ansættelsen havde eller burde have kendskab til (A)’s beskæftigelse som lærer og omfanget af denne beskæftigelse og derfor burde have taget denne beskæftigelse i betragtning da (A) blev ansat. Jeg henviser til Vestre Landsrets dom af 9. oktober 1998, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 172f.

Samlet anser jeg det for meget kritisabelt at Kirkeministeriets bedømmelse af sagen begrænsede sig til at fastslå at (A)’s beskæftigelsesgrad overskred den grænse som var fastsat i ministeriets administrative praksis, og at ministeriet ikke udtalte at de to menighedsråd skulle foretage en konkret vurdering af om (A)’s beskæftigelse ved ( ) Skole var forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de til organiststillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Desuden skulle (X) og (Y) Menighedsråd have foretaget denne vurdering i forbindelse med afgørelsen om at afskedige (A). Endvidere er det min opfattelse at det ved bedømmelsen af om afskedigelsen var retmæssig, ud over det allerede nævnte må tages i betragtning at de to menighedsråd efter de foreliggende oplysninger anså (A)’s beskæftigelse som lærer som forenelig med organiststillingen, og at menighedsrådene ved ansættelsen havde eller burde have kendskab til (A)’s beskæftigelse som lærer og omfanget af denne beskæftigelse.

 

2. Partshøring og begrundelse

Forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 med senere ændring) gælder for behandlingen af sager hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. lovens § 2, stk. 1. Det er almindeligt antaget at loven finder anvendelse i sager om ansættelse og afskedigelse af offentligt ansatte og i andre sager hvor en myndighed kan siges at træffe afgørelse i forhold til en ansat.

a. Partshøring

Forvaltningslovens indeholder i § 19 følgende bestemmelse om partshøring:

§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

 

Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.’

I rets- og ombudsmandspraksis er det antaget at bestemmelsen i forvaltningslovens § 19 suppleres med en ulovbestemt regel om partshøring i sager om uansøgt afsked mv., jf. Kaj Larsen og Jon Andersen, Forvaltningsret (1994), s. 164f og 347ff, samt Jon Andersens og Elizabeth Bøggild Nielsens artikel i Ugeskrift for Retsvæsen, 1999, afd. B, s. 29. Jeg henviser desuden til Højesterets dom af 12. maj 1999, trykt i Ugeskrift for Retsvæsen, 1999, s. 1337.

Reglen antages at gælde i sager om uansøgt afsked mv. på et grundlag der indeholder bebrejdelser eller kritik imod den ansatte, eller hvis afskedigelsen er begrundet med uegnethed. Efter reglen bør der inden afskedigelser sker, i sådanne sager i almindelighed gives den ansatte en redegørelse der efter omstændighederne bør være skriftlig, for grundlaget for den påtænkte afskedigelse; der sigtes hermed til en redegørelse der angiver de forhold fra den pågældendes side der lægges vægt på, samt den retlige bedømmelse af disse forhold, og som – for så vidt der foreligger bevismæssige spørgsmål – angiver det bevismæssige grundlag for at de pågældende forhold antages at foreligge. Endvidere bør der gives den pågældende lejlighed til derefter at fremkomme med en udtalelse der kan indgå i grundlaget for afskedigelsesmyndighedens endelige stillingtagen.

 

Af (X) og (Y) Menighedsråds partshøringsbrev af 17. juni 1999 fremgår at grundlaget for at indlede en afskedigelsessag var at (A) ikke – som menighedsrådene havde regnet med – havde opfyldt sit løfte om at gå ned i beskæftigelsesgrad sådan at hun kunne opfylde Kirkeministeriets krav til ansættelse. Menighedsrådene henviste i den forbindelse til at ansættelsen af (A) ikke havde kunnet godkendes hverken af Provstiudvalget for (Q) Provsti eller Kirkeministeriet der tre gange havde udtalt at hun ikke kunne være ansat ved kirkerne på grund af sin beskæftigelsesgrad.

Der er ikke i partshøringsbrevet henvist til retningslinier svarende til tjenestemandslovens § 17. Endvidere er det ikke gjort klart om (A)’s beskæftigelsesgrad af menighedsrådene blev betragtet som et forhold der kunne foranledige diskretionær afskedigelse, eller som et forhold der kunne begrunde en disciplinær afskedigelse. Der er dermed ikke i partshøringsbrevet foretaget en retlig kvalifikation af sagens faktum.

Kirkeministeriets breve henholdsvis af 14. april og 17. oktober 1997 samt 8. januar 1998 var ikke vedlagt partshøringsbrevet, men (A) havde forud for partshøringsbrevet modtaget kopi af ministeriets brev af 14. april 1997. Kirkeministeriet havde desuden den 17. februar 1999 i anledning af klagen fra Dem meddelt at ministeriet ved brev af 14. april 1997 havde fastslået at Deres klient ikke kunne varetage stillingen som organist ved kirkerne så længe hendes samlede beskæftigelsesgrad var over 115 pct. Da Kirkeministeriets brev af 14. april 1997 ikke blev sendt som led i den senere afskedigelsessag, kan den omstændighed at (A) havde fået kopi af brevet, efter min opfattelse ikke anses for tilstrækkeligt til at opfylde pligten for menighedsrådene til at redegøre for det retlige grundlag for den påtænkte afskedigelse. Tilsvarende gælder Kirkeministeriets brev af 17. februar 1999 til Dem. I øvrigt indeholdt brevene af 14. april 1997 og 17. februar 1999 ikke en henvisning til retningslinier svarende til tjenestemandslovens § 17, og det samme gjaldt det brev af 17. juli 1998 som var vedlagt brevet af 17. februar 1999 i kopi.

På det foreliggende grundlag må det dog antages at (A) i det væsentlige var bekendt med det retsgrundlag som afskedigelsen hvilede på, men menighedsrådene burde have sørget for at partshøringen blev foretaget i overensstemmelse med lovgivningens krav.

 

b. Begrundelse

Forvaltningsloven indeholder i § 22 og § 24 følgende bestemmelser om begrundelse:

§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

(A) fik meddelt afgørelsen om afskedigelse i brevet af 20. juli 1999. Som begrundelse for afgørelsen blev det anført at menighedsrådene skulle følge Kirkeministeriets gældende administrative praksis. Menighedsrådene henviste endvidere til at (A)’s samlede beskæftigelsesgrad var højere end 115 pct. Endvidere fremgår det at det var af væsentlig betydning for menighedsrådene at (A) holdt sit løfte om at gå ned i beskæftigelsesgrad med henblik på at hendes ansættelse som organist kunne blive godkendt af Provstiudvalget for (Q) Provsti og af Kirkeministeriet.

Kravet om at begrundelsen for afgørelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen var truffet, er kun delvis opfyldt. Menighedsrådene henviste til Kirkeministeriets praksis, men ikke til de retsregler som denne praksis bygger på (eller burde bygge på), nemlig retningslinier svarende til tjenestemandslovens § 17. Desuden fremgår det ikke om der var tale om en disciplinær eller diskretionær afskedigelse.

Det er således min opfattelse at begrundelsen ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1. Jeg anser den mangelfulde begrundelse for beklagelig.

 

3. Sammenfatning

Sammenfattende er det min opfattelse at der ikke i tjenestemandslovens § 17 eller retningslinier svarende til denne bestemmelse er hjemmel for Kirkeministeriets administrative praksis. Jeg anser det for meget kritisabelt at Kirkeministeriets bedømmelse af sagen begrænsede sig til at fastslå at (A)’s beskæftigelsesgrad overskred den grænse som var fastsat i ministeriets administrative praksis.

Jeg har gjort Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse.

Jeg har henstillet at Kirkeministeriet tager skridt til at omlægge sin praksis og nærmere meddeler mig hvad ministeriet agter at foretage sig i den forbindelse.

Desuden skulle (X) og (Y) Menighedsråd have foretaget en konkret vurdering af om (A)’s beskæftigelse som lærer var forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de til organiststillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Under de særlige omstændigheder i sagen har jeg dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at formulere min opfattelse som en kritik af menighedsrådene. Endvidere er det min opfattelse at det ved bedømmelsen af om afskedigelsen var retmæssig, må tages i betragtning at de to menighedsråd efter de foreliggende oplysninger anså (A)’s beskæftigelse som lærer som forenelig med organiststillingen, og at menighedsrådene ved ansættelsen havde eller burde have kendskab til (A)’s beskæftigelse som lærer og omfanget af denne beskæftigelse.

Ydermere burde menighedsrådene forud for den påtænkte afskedigelse have foretaget partshøring i overensstemmelse med lovgivningens krav. Jeg anser desuden den mangelfulde begrundelse for beklagelig.

Jeg har gjort (X) og (Y) Menighedsråd bekendt med min opfattelse.

Jeg har bedt menighedsrådene om at underrette mig om hvad der videre sker i sagen.”

 

NOTER: (*) FOB 1974, s. 103, FOB 1994, s. 360, FOB 1990, s. 389, 1977, s. 537 og FOB 1959, s. 140.