Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

Af dagspressen fremgik at TV 2 agtede at afskedige et større antal medarbejdere. Ved henvendelse til TV 2 blev det oplyst at de pågældende medarbejdere fik besked om den påtænkte afskedigelse den 31. maj 1999 med svarfrist den 2. juni 1999. Efter at have modtaget kopi af nogle af partshøringsbrevene og en udtalelse om rimeligheden af svarfristens længde besluttede ombudsmanden af egen drift at undersøge sagen.

Ombudsmanden udtalte at han var mest tilbøjelig til at mene at svarfristen var i strid med forvaltningslovens § 19. Ombudsmanden udtalte endvidere at det havde været mere hensynsfuldt og bedst stemmende med god forvaltningsskik om partshøringsskrivelserne ikke havde haft en udformning som – sammenholdt med den korte svarfrist – kunne give indtryk af at høringen alene var en formalitet. (J.nr. 1999-1696-804).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Partshøringsfrist ved afskedigelse. Høringsbrevets form

 

Fra dagspressen blev jeg orienteret om at TV 2 agtede at afskedige et større antal medarbejdere. Ved henvendelse til TV 2 blev det oplyst at de pågældende medarbejdere fik besked om den påtænkte afskedigelse den 31. maj 1999 med svarfrist den 2. juni 1999. I brev af 2. juni 1999 anmodede jeg TV 2 om at få tilsendt en kopi af et af partshøringsbrevene til brug for mine overvejelser om af egen drift at iværksætte en undersøgelse, jf. ombudsmandslovens § 17, stk. 1. Jeg bad desuden om en udtalelse om rimeligheden af svarfristens længde.

Jeg modtog fra TV 2 en udtalelse (med bilag) af 8. juni 1999, brev af 16. juni 1999 med bilag samt brev af 30. juni 1999 vedlagt tre partshøringsbreve.

På det grundlag besluttede jeg at undersøge sagen af egen drift.

Det fremgik af TV 2’s udtalelse af 8. juni 1999 at medarbejderne på et møde den 12. maj 1999 blev orienteret om at der skulle gennemføres besparelser, og at det betød nedlæggelse af 70 stillinger. Medarbejderne fik udleveret en nærmere redegørelse herfor med et planlagt tidsforløb. Det fremgik ikke hvilke stillinger der skulle nedlægges.

I perioden 19. til 27. maj 1999 blev sagen forhandlet mellem ledelsen og medarbejderrepræsentanterne. Herefter blev antallet af indskrænkninger reduceret til 63 hvoraf 32 skulle afskediges.

TV 2 anførte i sin udtalelse bl.a. følgende:

”Mandag den 31. maj 1999 blev 29 af de 32 personer under en personlig samtale med afdelingschefen orienteret om, at deres ansættelsesforhold på TV 2 var indstillet til ophør. Under mødet blev den som bilag 1 vedlagte sagsfremstilling [partshøringsskrivelse; min tilføjelse] udleveret. ( )”

I den nævnte sagsfremstilling var svarfristen sat til den 1. juni/2. juni. I de tre konkrete partshøringsskrivelser som jeg modtog kopi af, var fristen sat til den 2. juni 1999.

 

Af TV 2’s udtalelse fremgik desuden følgende:

De medarbejdere, der ikke inden torsdag den 3. juni 1999 havde fremsat kommentarer til indstillingerne, blev kontaktet af afdelingscheferne for derved at sikre sig, at de pågældende ikke havde yderligere at tilføje. Afdelingscheferne var i den forbindelse instrueret om, at såfremt nogen medarbejdere måtte ønske en forlængelse af høringsfristen, skulle denne efter nærmere aftale med direktionen indrømmes. Ved samme lejlighed gjorde afdelingscheferne medarbejderne opmærksom på, hvorvidt indstillingerne fortsat stod ved magt. Samme orientering er tilgået de medarbejdere, der har kommenteret opsigelserne.

Udvælgelsen af de medarbejdere, der af afdelingscheferne blev indstillet til afskedigelse, skete ud fra det overordnede princip, at TV 2 efter omkostningsreduktionen skulle fungere optimalt. Den overvejende del af afskedigelserne er begrundet i, at de pågældendes funktioner nedlægges. I andre tilfælde, hvor en funktion ikke er nedlagt, men reduceret, har ledelsen skullet udvælge 1-2 ud af måske 5 personer. Kriterierne for denne udvælgelse er skriftligt meddelt de pågældende i de som bilag 1 vedlagte indstillinger. Der er tale om korte, overskuelige, konkrete begrundelser, som de pågældende har skullet forholde sig til. En række medarbejdere har kommenteret indstillingerne, men ingen har anmodet om en forlængelse af fristen.

Under forhandlingerne fremsatte medarbejderrepræsentanterne ønske om at modtage detaljerede oplysninger om afskedigelsesproceduren, herunder orientering om, hvornår de medarbejdere, hvis stillinger ikke planlagdes nedlagt, kunne blive orienteret.

Dertil kom, at afdelingerne skulle orienteres om, hvilke konsekvenser afskedigelserne ville få for organiseringen af arbejdet i de enkelte afdelinger. Anstændigvis måtte sidstnævnte orientering afvente, at opsigelserne var endelige, da denne orientering nødvendigvis måtte indeholde oplysninger om, hvem der skulle forlade afdelingen.

Det blev i den forbindelse aftalt med medarbejderrepræsentanterne, at hver afdelingsleder på TV 2s interne net gav meddelelse til afdelingens medarbejdere, når alle de medarbejdere, der af afdelingscheferne var indstillet til afskedigelse, var orienteret. Den konkrete afdelingsorientering om organiseringen af arbejdet fremover ville imidlertid afvente høringsfristen, og således først ske fra torsdag den 3. juni 1999.

 

TV 2 er opmærksom på, at der skal gives de medarbejdere, hvis ansættelsesforhold planlægges bragt til ophør, en rimelig tid til at kommentere indstillingerne. Efter TV 2s opfattelse har det i den konkrete sag været rimeligt at fastsætte fristen som sket under hensyntagen til:

· at alle medarbejdere fra den 12. maj 1999 har været orienteret om, at et betydeligt antal stillinger ville blive nedlagt på TV 2, herunder ved afskedigelse,

· at alle medarbejdere fra den 12. maj 1999 har været orienteret om tidsforløbet, herunder den relativt korte frist for at kommentere indstillingerne,

· at der i perioden 19. til 27. maj 1999 har været ført intense forhandlinger med medarbejderrepræsentanterne om omfanget af afskedigelserne,

· at omfanget af de oplysninger, medarbejderne har skullet forholde sig til, har været overskuelige,

· at TV 2 ikke stillede nogen krav til medarbejderreaktionerne, der således kunne foreligge i såvel skriftlig som mundtlig form,

· at de personer, hvis ansættelsesforhold var indstillet til opsigelse, har haft mulighed for at kontakte deres tillidsrepræsentanter, og i hvert fald har repræsentanter fra Dansk Journalistforbund tirsdag den 1. juni 1999 kontaktet medlemmerne af forbundet og ydet de pågældende rådgivning,

· at afdelingscheferne ved opfølgende samtaler efter fristens udløb har sikret sig, at alle medarbejderes kommentarer er indgået i direktionens beslutningsgrundlag,

· at de personer, der ikke blev berørt af afskedigelserne, havde krav på at modtage orientering herom, ligesom de pågældende hurtigst muligt skulle informeres om, hvilke konsekvenser, afskedigelserne ville få for organiseringen af arbejdet inden for afdelingen. Denne orientering måtte anstændigvis afvente høringsfristen for så vidt angår de personer, der var omfattet af afskedigelserne.

Efter TV 2s opfattelse adskiller en ’massefyring’ begrundet i virksomhedens økonomiske forhold sig markant fra de enkeltstående afskedigelser begrundet i medarbejderens forhold, bl.a. derved, at høringsfristen i førstnævnte tilfælde efter sagens natur må fastsættes væsentligt kortere.

Det er TV 2s opfattelse, at den i bilag 1 fastsatte høringsfrist, efter en samlet bedømmelse, hvor såvel hensynet til de medarbejdere, der blev direkte berørt af nedskæringerne, men også hensynet til de medarbejdere, der skal blive på TV 2, er tillagt betydning, er rimelig.”

 

Ombudsmandens foreløbige redegørelse

I en redegørelse af 15. september 2000 gav jeg udtryk for min foreløbige opfattelse. Jeg skrev bl.a.:

”Høringsfristen

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, indeholder ingen formkrav til selve høringsproceduren. Formen skal blot respektere formålet med partshøringspligten, dvs. ønsket om at parten får mulighed for at kommentere, korrigere og supplere sagens faktuelle grundlag.

Ifølge § 19, stk. 1, 3. pkt., kan en myndighed fastsætte en frist for partens afgivelse af en udtalelse. Hvor lang betænkningstid parten skal have til at udtale sig, er ikke reguleret.

I Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986), pkt. 106, er anført bl.a. følgende:

’Ved fastsættelsen af en frist bør der gives den pågældende part rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og overveje udtalelsens form og indhold. Der kan i den forbindelse tages hensyn til omfanget af oplysningerne og til sagens karakter, herunder om parten tidligere har haft lejlighed til at udtale sig om andre dele af sagen. Der kan endvidere tages hensyn til, om sagen er af en sådan karakter, at parten typisk vil kunne have interesse i at lade en sagkyndig vurdere sagen og medvirke ved udformningen af udtalelsen. Der bør også tages hensyn til andre private eller offentlige interesser, navnlig andre parters interesse i en hurtig behandling af sagen. Hvis parten anmoder om at få fristen forlænget, bør en sådan anmodning normalt imødekommes, medmindre det vil være væsentligt i strid med de hensyn, der lå til grund for fastsættelsen af fristen.’

Det skal sikres at parten har reel mulighed for at udtale sig, og betænkningstiden skal derfor være rimelig set i lyset af de foreliggende oplysningers og afgørelsens karakter. Fra retspraksis kan henvises til bl.a. Østre Landsrets dom af 18. juni 1999 og Højesterets dom af 29. juni 2000.

Den foreliggende sag drejer sig om afskedigelser. For parten er der således tale om en afgørelse af meget indgribende karakter, og kravene til sikring af den enkelte parts retssikkerhed bør derfor være tilsvarende høje.

Medarbejderne fik på mødet den 12. maj 1999 en redegørelse for besparelserne, men først den 31. maj 1999 fik medarbejderne besked om hvem der var indstillet til afskedigelse.

 

Begrundelsen for afskedigelsen var i de tre høringsskrivelser som jeg modtog, formuleret således:

’Indstillingen er begrundet i, at TV 2 har mistet reklameindtægter, der nødvendiggør besparelser i 1999 og 2000 på i alt 143 mio. kr., herunder nedlæggelse af 63 stillinger.

Udvælgelsen af de medarbejdere, der indstilles til afskedigelse, er sket ud fra det hovedprincip, at TV 2 skal fungere optimalt efter omkostningsreduktionen.

[a] Som en følge heraf, er jeg indstillet på, at din hidtidige funktion som sekretær, booker af rundvisninger og koordinator for rundviserne overgår til andre uden for afdelingen, og den resterende del af sekretærfunktionerne rationaliseres i en ny intern struktur med direktionens sekretariat.

[b] Som en følge heraf, er det min indstilling at rationalisere booking- og redigeringsarbejdet ved at sammenlægge de to funktioner. Hermed bliver såvel de fysiske rammer som arbejdsopgaverne fælles.

Når jeg har valgt at indstille, at du afskediges, er dette, efter en relativ vurdering – nødvendiggjort af situationen – begrundet i, at du er den, som bedst kan undværes grundet de krav til kvalifikationer sammenlægningen medfører, hvor erfaring med booking prioriteres højt.

[c] Når jeg har valgt at indstille, at du afskediges, er dette, efter en relativ vurdering – nødvendiggjort af situationen – begrundet i, at funktionen inden for dit hidtidige arbejdsområde nedlægges. Det skønnes, at din funktion lettere end andres kan undværes, når afdelingen skal gennemgå væsentlige nedskæringer.’

Herudover indeholdt partshøringsskrivelsen en række oplysninger af praktisk karakter i tilfælde af at indstillingen blev fulgt, herunder om fritstilling, fratrædelsesgodtgørelse, ferieafvikling, tilbagelevering af udstyr og jobsøgning.

De oplysninger som den enkelte således skulle forholde sig til og eventuelt udtale sig om, var, som det fremgår, relativt begrænsede. Heraf kan imidlertid ikke sluttes at problemstillingen for den enkelte har fremtrådt som ukompliceret. Typisk vil partens overvejelser i sådanne sager angå spørgsmålet om hvorvidt besparelserne kunne ske på en anden og måske mindre indgribende måde. (Jeg kan i denne forbindelse henvise til UfR 1996.1462 H.) I denne situation vil parten ofte have behov for at modtage en uddybende forklaring og sagkyndig bistand for at kunne afgive en velovervejet og velbegrundet udtalelse. Selv om der ikke er noget krav herom, taler bevismæssige hensyn for at udtalelsen afgives i skriftlig form.

Disse forhold gør det efter min opfattelse betænkeligt at afsætte en svarfrist på kun ca. to dage fra det tidspunkt hvor den pågældende fik viden om at vedkommende var indstillet til afskedigelse. Herved blev den pågældendes muligheder for at varetage sine interesser indskrænket i væsentlig grad.

Hertil kommer at partshøringsskrivelserne var udformet på en måde som kunne give indtryk af at høringen alene var en formalitet. Jeg tænker her på opregningen af alle de praktiske forhold i forbindelse med en fratræden. Disse forhold hører efter min mening ikke hjemme i en partshøringsskrivelse, men bør i stedet indgå i selve afskedigelsesbrevet.

Indtrykket af at høringen alene var en formalitet, bestyrkes af at den endelige beslutning om afskedigelserne blev truffet allerede dagen efter at svarfristen udløb. Dette har ikke givet direktionen tid til mange overvejelser om de fremsatte indsigelser.

Jeg er opmærksom på at ledelsen var indstillet på at forlænge fristen hvis der blev fremsat ønske herom. Det fremgår dog ikke om dette blev kommunikeret ud til medarbejderne, og jeg kan derfor ikke tillægge det større vægt.

 

TV 2 har anført at der også var et hensyn at tage til de medarbejdere som ikke skulle afskediges. Dette kan jeg være enig i, men jeg mener dog ikke at dette hensyn har afgørende vægt i forhold til det hensyn som de der skulle afskediges, måtte have krav på. Som det fremgår af vejledningen til forvaltningsloven, er det navnlig andre parters interesse i en hurtig behandling af sagen der kan tillægges betydning; de medarbejdere som ikke var indstillet til afskedigelse, var ikke part i sagen.

Sammenfattende er jeg mest tilbøjelig til at mene at den af TV 2 fastsatte svarfrist er i strid med forvaltningslovens § 19, og at TV 2 derfor ikke har haft det fornødne grundlag for afskedigelserne. Således som sagen er oplyst for mig, har der ikke været tvingende årsager til den korte frist. Jeg kan i denne forbindelse henvise til at retspraksis ikke anerkender at der slækkes på partshøringskravet selv i sager hvor en afskedigelse bør gennemføres hurtigt, jf. Højesterets dom af 22. marts 2000 om partshøring i forbindelse med bortvisning og UfR 1998.1438 Ø om partshøring i forbindelse med afsked på grund af sygdom (120-dages-reglen).

Det havde desuden været mere hensynsfuldt og bedst stemmende med god forvaltningsskik om partshøringsskrivelserne ikke havde haft en udformning som – sammenholdt med den korte svarfrist – kunne give indtryk af at høringen blot var en formalitet.

 

Selve afskedigelsen

Jeg må forstå TV 2’s udtalelse således at de berørte medarbejdere ikke fik et særskilt afskedigelsesbrev. Afgørelsen om afskedigelse blev i stedet meddelt mundtligt den 3. juni 1999.

Jeg har tidligere haft lejlighed til at udtale mig om sådanne afgørelsers form, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 367*. Her anførte jeg bl.a. følgende:

’Der eksisterer ikke et almindeligt krav om, at forvaltningens afgørelser skal meddeles skriftligt; det følger dog af god forvaltningsskik, at mundtligt meddelte afgørelser, der er byrdefulde for adressaten, bør bekræftes skriftligt, og at særligt indgribende afgørelser efter omstændighederne bør meddeles adressaten skriftligt.

Efter min opfattelse er der ingen tvivl om, at afgørelser om uansøgt afsked bør meddeles skriftligt, dels af bevismæssige hensyn, dels på baggrund af sådanne afgørelsers indgribende karakter, og dels endelig på baggrund af det udtalte behov for, at der i sådanne sager meddeles en samtidig begrundelse, jf. herved forvaltningslovens §§ 22 og 24 ( )’

En begrundelse for en afgørelse skal efter forvaltningslovens § 24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold. I en vis udstrækning vil en begrundelse skulle tage stilling til relevante partsanbringender. Der henvises til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 420ff.

Uanset partshøringsskrivelsens udførlige udformning burde afgørelsen om afskedigelsen således have været meddelt skriftligt. Herved ville parten tillige kunne have fået en skriftlig begrundelse med stillingtagen til partsanbringender.

Jeg anser det således for beklageligt at afgørelsen ikke blev meddelt skriftligt.

 

Det er endvidere min foreløbige opfattelse at jeg har grundlag for at henstille til TV 2 at TV 2 genoptager sagen og tager stilling til hvad det jeg har anført, giver anledning til.”

Af TV 2’s udtalelse af 21. februar 2001 fremgik bl.a. følgende:

”Den omfattende og udførlige orientering om besparelserne og deres beskæftigelsesmæssige konsekvenser, som samtlige medarbejdere modtog i perioden 12. – 28. maj 1999, må efter TV 2’s opfattelse tillægges væsentlig betydning for vurderingen af, om svarfristen for de medarbejdere, der den 31. maj 1999 indstilledes til opsigelse, var tilstrækkelig.

Det er endvidere vor opfattelse, at de forhandlinger, som i dagene 19. – 28. maj 1999 blev ført mellem ledelsen og medarbejdernes repræsentanter i henhold til lov om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større omfang, og den aftale, der i henhold hertil blev indgået mellem parterne, har afgørende betydning for høringstemaets afgrænsning og dermed også for den nødvendige svarfrist.

På denne baggrund finder TV 2 det væsentligt, at følgende forhold fremgår af Deres redegørelse:

På orienteringsmødet den 12. maj 1999 modtog samtlige medarbejdere en skriftlig redegørelse for TV 2’s økonomiske problemer, og for hvorledes TV 2’s ledelse agtede at imødegå disse. Af redegørelsen, hvis indhold blev uddybet og suppleret under mødet, fremgik blandt andet,

At der i henhold til besparelsesplanen skulle nedlægges 70 stillinger på TV 2/DANMARK,

At der endnu ikke var sat navne på afskedigelserne, da dette ville stride mod reglerne i arbejdsmarkedslovgivningen, og

At forhandlinger med lønmodtagernes repræsentanter efter reglerne i lov om varsling i forbindelse med afskedigelser af større omfang ville blive indledt i den følgende uge.

Redegørelsen indeholdt tillige en datooversigt over det planlagte forløb, som også blev gennemgået på mødet. Det fremgik heraf,

At mandag den 17. maj skulle afdelingscheferne aflevere forslag til besparelser opdelt i medarbejderkategorier,

At onsdag den 19. maj skulle tillidsrepræsentanterne informeres, og forhandlingerne med disse indledes,

At tirsdag den 25. maj ville afdelingscheferne orientere de medarbejdere, der indstilledes til afskedigelse og udlevere en skriftlig forklaring til disse,

At onsdag den 26. maj og torsdag den 27. maj ville de pågældende medarbejdere have mulighed for at kommentere, korrigere og supplere afdelingschefens skriftlige sagsfremstilling over for denne,

At fredag den 28. maj ville Arbejdsmarkedsrådet og de pågældende medarbejdere modtage meddelelse om, hvem der blev afskediget, og

At torsdag den 8. juni ville direktionen underskrive og udsende afskedigelsesbreve.

Den sidstnævnte slutdato var blandt andet fastsat, fordi en senere effektuering af opsigelserne ville reducere den økonomiske besparelse, som skulle opnås gennem disse.

Ifølge varslingslovens § 5 skal en arbejdsgiver, som agter at foretage afskedigelser i et omfang, der er omfattet af lovens § 1, så tidligt som muligt indlede forhandlinger med lønmodtagerne på virksomheden eller disses repræsentanter. Forhandlingerne skal have til formål at nå frem til en aftale om at undgå eller begrænse de påtænkte afskedigelser samt at afbøde følgerne af disse for de berørte medarbejdere.”

 

I TV 2’s brev var der herefter redegjort udførligt for forhandlingerne med medarbejderrepræsentanterne i perioden 19.-28. maj 1999. Der blev afholdt i alt seks møder hvor der bl.a. blev drøftet hvorledes personalereduktionen skulle fordeles på de forskellige overenskomstgrupper, og efter hvilke kriterier besparelserne skulle gennemføres. Desuden drøftedes fratrædelsesordning for ældre medarbejdere, informationsstrategien over for medarbejderne samt alternative besparelsesforslag. Desuden blev tidsplanen revideret.

Resultatet af forhandlingerne blev at

· 5 ubesatte stillinger forblev ubesatte.

· 5 medarbejdere havde opsagt deres stillinger, og disse blev ikke genbesat.

· 13 kontrakter med udløb i 1999-2000 forlængedes ikke.

· 12 stillinger sparedes ekstraordinært, bl.a. ved besparelsesforslag fremlagt af medar- bejderrepræsentanterne, herunder ved naturlig afgang.

· 35 medarbejdere blev opsagt med virkning fra udgangen af juni 1999.

TV 2 anførte desuden at samtlige medarbejdere af deres repræsentanter løbende blev orienteret om forløbet af forhandlingerne på møder og pr. e-mail.

 

TV 2 anførte endvidere følgende:

”Efter at forhandlingerne i henhold til varslingsloven var afsluttet fredag den 28. maj, besluttede direktionen i samråd med afdelingscheferne, hvilke 35 medarbejdere skulle indstilles til afskedigelse. Afdelingscheferne forestod herefter hen over weekenden formuleringen og udskrivningen af høringsskrivelserne.

Medarbejderrepræsentanterne blev orienteret om, hvilke medarbejdere påtænktes afskediget under et møde mandag den 31. maj kl. 08.30. Dette møde var aftalt under forhandlingerne for at sikre medarbejderrepræsentanterne de bedste muligheder for at bistå de berørte medarbejdere inden for deres respektive grupper.

Umiddelbart herefter gennemførte afdelingscheferne som det første skridt i høringsprocessen en samtale med de medarbejdere, der blev indstillet til afskedigelse og udleverede høringsskrivelsen til disse.

Samme dato tilstillede TV 2 Arbejdsmarkedsrådet skriftlig meddelelse om, at forhandlingerne med lønmodtagerrepræsentanterne var afsluttet og om resultatet heraf, jf. varslingslovens § 7, stk. 1.

I høringsperioden gennemførte afdelingscheferne en yderligere samtale med alle deres berørte medarbejdere. Cheferne var instrueret om, at de så hurtigt som muligt skulle indgå i en dialog med de medarbejdere, der måtte have kommentarer til indstillingerne, og så vidt muligt give disse alle oplysninger, de måtte ønske, for at kunne vurdere indstillingen.

Endelig var afdelingscheferne instrueret om løbende at indberette alle argumenter og synspunkter, der måtte fremkomme under høringen, sammen med deres egne kommentarer hertil, med henblik på at direktionen kunne vurdere disse forhold i forbindelse med sin endelige beslutning om afskedigelserne.

Til de bemærkninger og synspunkter, som er anført i Deres foreløbige udtalelse , kan vi med henvisning til vor skrivelse af 8. juni 1999 og vor supplerende redegørelse ovenfor, anføre følgende:

 

1. Høringsfristen

1.1. Den faktiske høringsfrist har i intet tilfælde været mindre end ca. 2½ dag. De indledende høringssamtaler fandt sted om formiddagen mandag den 31. maj, og medarbejdernes eventuelle bemærkninger skulle være afgivet senest onsdag den 2. juni ved arbejdstids ophør.

Tre berørte medarbejdere, der ikke var til stede på arbejdspladsen mandag den 31. maj, blev orienteret senere og deres høringsfrist tilsvarende forlænget.

Den ’sagsfremstilling’, der medfulgte vor skrivelse af 8. juni 1999 som bilag 1, var et koncept udarbejdet på et tidspunkt, da det endnu var uvist, om forhandlingerne i henhold til varslingsloven ville slutte torsdag den 27. juni eller senere, hvilket er baggrunden for, at svarfristen dér er angivet som ’1. juni/2. juni’.

1.2. Det overordnede princip bag udvælgelsen af de medarbejdere, som blev indstillet til afskedigelse, var, at TV 2 efter omkostningsreduktionen skulle fungere optimalt. Afskedigelserne var således helt overvejende funktionsbestemte, og de begrundelser, der kunne gives for dem, var tilsvarende enkle og konkrete, jf. citaterne i Deres foreløbige udtalelse. TV 2 har noteret sig, at De ikke har rejst nogen kritik af disse begrundelser.

De medgiver tillige, at de oplysninger, som den enkelte således skulle forholde sig til og eventuelt udtale sig om, var relativt begrænsede. De vedrører tillige forhold, som den partshørte fra sin konkrete arbejdssituation havde et direkte og indgående kendskab til og derfor umiddelbart kunne kommentere, korrigere og supplere, eventuelt efter drøftelse med familie, kolleger og tillidsrepræsentant.

1.3. Ingen af de partshørte har kritiseret svarfristens længde, og ingen har bedt om yderligere tid til deres udtalelse.

Foruden høringstemaets enkle karakter må dette utvivlsomt ses på baggrund af, at alle ansatte på TV 2 gennem flere uger havde været forberedt på muligheden af, at indskrænkningerne kunne ramme netop dem, at de var bekendt med baggrunden og kriterierne for personalereduktionen, og at de løbende var blevet holdt orienteret om, hvornår høringen ville finde sted, og om den aktuelle svarfrist.

1.4. TV 2 havde yderligere indlagt en sikkerhedsventil i form af muligheden for en eventuel forlængelse af fristen for medarbejdere, der udtrykte ønske herom. Der stilles i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, punkt 106, intet krav om, at parten skal gøres bekendt med denne mulighed, hvilket selvsagt er helt velbegrundet. Der er derfor intet grundlag for den bagatellisering af forlængelsesmuligheden, som er kommet til udtryk i Deres foreløbige udtalelse.

1.5. TV 2 må fastholde, at også de øvrige medarbejderes interesse i en hurtig behandling af sagen må tillægges væsentlig betydning. Forholdet var jo det, at hvis høringen resulterede i, at en af de partshørte fik lov til at beholde sin stilling, måtte en anden medarbejder afskediges. Begrundelsen for helt at frakende de andre medarbejdere, som kunne blive ramt af afskedigelserne, en partsinteresse i sagen forekommer ikke umiddelbart indlysende.

1.6. I konklusionen på vor udtalelse af 8. juni 1999 har vi anført, at en ’massefyring’ begrundet i virksomhedens økonomiske forhold efter TV 2’s opfattelse adskiller sig markant fra enkeltstående afskedigelser begrundet i medarbejderens forhold, blandt andet derved at høringsfristen i førstnævnte tilfælde efter sagens natur må fastsættes væsentligt kortere.

Til uddybning heraf finder vi anledning til at henlede Deres opmærksomhed på varslingslovens § 7, stk. 3, som foreskriver, at ’arbejdsgiveren snarest muligt og senest 10 dage efter afsendelse af meddelelsen i henhold til stk. 1 skal give Arbejdsmarkedsrådet underretning om, hvilke personer der vil være omfattet af afskedigelserne’.

Meddelelsen om forhandlingernes afslutning og resultatet heraf blev som ovenfor anført afsendt fra TV 2 den 31. maj, og fristen for den endelige beslutning om samtlige aftalte opsigelser udløb således den 10. juni. Ved tilrettelæggelsen af høringsforløbet måtte TV 2 yderligere tage hensyn til, at en eller flere af de partshørte kunne begære forlængelse af høringsfristen. Yderligere måtte man tage højde for muligheden af, at høringen ville fremkalde indsigelser, som TV 2’s ledelse fandt at måtte tage til følge, således at indstillingen om opsigelse af en eller flere partshørte blev trukket tilbage. I så fald måtte der træffes beslutning om, hvilke andre medarbejdere skulle indstilles til afskedigelse, og der skulle gennemføres en fuld orientering og partshøring af de pågældende samt effektuering af disse sekundære opsigelser, alt inden den 10. juni.

TV 2 er bekendt med, at overskridelsen af en sådan lovbestemt frist kan bevirke, at pligten til partshøring bortfalder, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 2. Henset til, at man har anset en høringsfrist på 2½ dag for helt tilstrækkelig efter sagens karakter, er det imidlertid forekommet TV 2 rigtigere at tilrettelægge høringsproceduren på en måde, så der var mulighed for gennemførelse af to høringsrunder inden for 10 dages fristen.

1.6. Endelig har det selvsagt spillet en rolle for fastlæggelsen af hørings- og afskedigelsesproceduren, at opsigelserne måtte afgives senest den 8. juni, hvis den fulde besparelseseffekt skulle opnås.

1.7. Til støtte for kravet om en længere høringsfrist peger De endelig på ’partens overvejelser ( ) om, hvorvidt besparelserne kunne ske på en anden og måske mindre indgribende måde’, og De henviser til den partshørtes ’behov for at modtage en uddybende forklaring og sagkyndig bistand for at kunne afgive en velovervejet og velbegrundet udtalelse’ herom.

 

I denne forbindelse påberåber De Dem dommen i UfR 1996.1462 H, som imidlertid er lidet oplysende vedrørende høringsfristens længde, da der slet ikke var sket høring i den pågældende sag.

Dommen støtter heller ikke den antagelse, at den afskedigede skulle have haft mulighed for at overveje, om besparelserne på kommunens budget kunne ske på anden måde end ved personalereduktion. Det er ganske vist rigtigt, at Østre Landsret i sine præmisser nævner, at en høring af den afskedigede klinikassistent muligt kunne have ført til forhandlinger (mellem kommunalbestyrelsen og den daglige leder af tandplejen), som havde resulteret i ’andre lønbesparelser’.

Disse præmisser ændres imidlertid fuldstændig af Højesteret, som synes at acceptere, at kommunalbestyrelsens driftsmæssigt begrundede beslutning om nedlæggelse af en heltidsklinikassistentstilling måtte lægges til grund og ikke indgik i høringsgrundlaget.

For Højesteret var problemet derfor alene, hvilken af kommunens tre heltidsansatte klinikassistenter afskedigelsen skulle ramme, og for at få et tilstrækkeligt grundlag for denne beslutning, burde der have været gennemført en høring omfattende ’bl.a. oplysninger om de enkelte heltidsansatte klinikassistenter og deres arbejdsopgaver’.

Det er præcis en sådan høring, TV 2 har gennemført.

Synspunktet om, at også besparelserne og disses udmøntning skal indgå i høringsgrundlaget, synes heller ikke i øvrigt at have støtte i retspraksis.

Det kan ikke antages, at en høring vedrørende en konkret opsigelse, der gennemføres som led i en masseafskedigelse dikteret af besparelsesgrunde, først kan gennemføres efter at den partshørte med ekstern sagkyndig bistand har haft mulighed for at gennemanalysere det økonomiske grundlag for besparelseskravet og for at genforhandle den beskæftigelsesmæssige udmøntning af disse besparelser med ledelsen. De behov, de partshørte på TV 2 måtte have for sagkyndige uddybende forklaringer om besparelserne, kunne umiddelbart og inden for fristen dækkes af de medarbejderrepræsentanter, der havde deltaget i forhandlingerne herom, og som var parat til at bistå og vejlede de kolleger, der blev ramt af opsigelserne.

1.8. Særlig i tilfælde af afskedigelser, der beror på aftale indgået efter forhandlinger mellem ledelse og medarbejderrepræsentanter i henhold til varslingsloven, forekommer det åbenbart, at en genforhandling af afskedigelsesgrundlaget under høringen ikke kan komme på tale. Spørgsmålet om besparelsernes omfang og fordeling, herunder muligheden for alternative besparelser, vil i disse tilfælde være tilbundsgående forhandlet mellem ledelsen og lønmodtagernes legale repræsentanter, og den aftale, der som resultat heraf er indgået om afskedigelsernes omfang, må som udgangspunkt være bindende for de ansatte. Formålet med høringen må i disse tilfælde være begrænset til at konstatere, om de konkrete afskedigelser, ledelsen foreslår til gennemførelse af aftalen, er velbegrundede og i overensstemmelse med de aftalte og/eller fastlagte kriterier. Den høring, TV 2 i 1999 foranstaltede, lever fuldt ud op til disse krav, og heller ikke den retspraksis, De i Deres foreløbige udtalelse i øvrigt henviser til, kan på nogen måde anfægte dette resultat.

 

2. Høringens form

2.1. I Deres foreløbige udtalelse anfører De, at partshøringsskrivelserne var udformet på en måde, som efter Deres opfattelse kunne give indtryk af, at høringen alene var en formalitet. Dette synspunkt støttes på, at skrivelsen tillige indeholdt oplysning om en række praktiske forhold i forbindelse med en fratræden. Efter Deres mening hører disse forhold ikke hjemme i partshøringsskrivelsen, men bør i stedet indgå i selve afskedigelsesbrevet.

TV 2 må erklære sig helt uenig i denne opfattelse, der måske kan have noget for sig ved høringer i forbindelse med individuelle afskedigelser begrundet i den ansattes forhold, men næppe i tilfælde af høringer ved masseafskedigelser af besparelsesgrunde.

En ansat, der som led i en økonomisk begrundet masseafskedigelse indstilles til opsigelse efter funktionsbestemte kriterier, må se i øjnene, at hans muligheder for at udvirke en ændring af indstillingen er særdeles begrænsede. På en arbejdsplads som TV 2, der består af små enheder, hvor afdelingschefen har et nært kendskab til de enkelte ansattes arbejdsopgaver og betydning for afdelingens funktion, vil den partshørtes indsigelser sjældent tilføre sagen afgørende nye momenter. Partshøringen får ved denne type afskedigelser primært karakter af et sikkerhedsnet, der skal kunne opfange eventuelle misforståelser vedrørende den partshørtes arbejdsfunktioner, som al omhu til trods måtte kunne forekomme.

Bortset fra sådanne rene undtagelsestilfælde må den partshørte regne med, at afskedigelsen bliver en realitet, og der er derfor allerede i høringsfasen et stort og væsentligt behov for, at den pågældende så vidt muligt får svar på de mange spørgsmål, der nødvendigvis vil melde sig, med hensyn til hvorledes opsigelsen i givet fald vil blive gennemført.

Det har da også under forhandlingerne med medarbejderrepræsentanterne været et stadigt krav, at ledelsen skulle orientere så tidligt og så omfattende som muligt om både principielle og praktiske forhold i forbindelse med afskedigelserne. En sådan politik synes også at være i god overensstemmelse med varslingsloven og dens intentioner.

 

Det hedder udtrykkeligt i høringsskrivelsen:

’Hvis min indstilling følges, vil det have følgende konsekvenser:’

Høringsskrivelsens formulering giver således ingen dækning for den betænkelighed, De giver udtryk for.

2.2. Det forhold, at den endelige beslutning om afskedigelserne blev truffet allerede dagen efter, at svarfristen udløb, giver heller ikke noget rimeligt grundlag for at antage, at høringen alene var en formalitet, og Deres bemærkning om, at dette ikke har ’givet direktionen tid til mange overvejelser om de fremsatte indsigelser’, er ikke velanbragt.

Som ovenfor oplyst, blev direktionen i høringsfasen løbende underrettet om de synspunkter og indsigelser, de partshørte fremsatte over for deres afdelingschef, og om dennes kommentarer hertil, således at vurderingsprocessen kunne foregå sideløbende med høringen. Hertil kom, at indstillingerne om afskedigelse var baseret på få og enkle, primært funktionsbestemte, kriterier, hvilket selvsagt også afspejlede sig i karakteren af indsigelserne. På en virksomhed som TV 2 er det et dagligt vilkår, at der skal præsteres gode resultater inden for meget korte frister, og alle arbejdsgange og tekniske faciliteter er indrettet med dette for øje.

 

3. Selve afskedigelsen

Af redegørelsen til medarbejderne af 12. maj 1999, som De modtog med min skrivelse af 8. juni 1999, fremgår det udtrykkeligt, at sidste punkt i afskedigelsesforløbet var direktionens underskrivelse og udsendelse af afskedigelsesbreve. Dette skete også i praksis, og der er således intet grundlag for Deres antagelse af, at afgørelsen om afskedigelse blev meddelt mundtligt.

Jeg vedlægger for god ordens skyld kopi af tre afskedigelsesbreve udsendt den 3. juni 1999.

Som det fremgår heraf, har to af de afskedigede fremført indsigelser/bemærkninger til indstillingen om opsigelse, og disse er behandlet i afskedigelsesbrevet.

 

4. Henstilling om genoptagelse af sagen

I mellemtiden er samtlige afskedigede medarbejdere fratrådt ved udløbet af deres respektive opsigelsesfrister, de sidste pr. 29. februar 2000.

Der har ikke fra nogen af de afskedigede medarbejdere eller fra deres faglige organisationer været rejst indsigelser eller krav i anledning af partshøringen, og uanset indholdet af Deres endelige udtalelse vil sådanne krav næppe heller kunne gennemføres nu.

Som det fremgår af ovenstående, finder TV 2 heller ikke, at der med rette kan rejses kritik af parthøringen, hverken på retligt grundlag eller ud fra rimelighedsbetragtninger.

TV 2 anser det endvidere for udelukket, at en sådan kortvarig forlængelse af høringsfristen, som inden for varslingslovens rammer var mulig, kunne have forøget eller forbedret de partshørtes indsigelser på en måde, som der ville have ændret de endelige beslutninger om afskedigelserne.

Vi finder derfor ingen anledning til efter det nu foreliggende at genoptage sagen, men vil naturligvis lade indholdet af Deres foreløbige udtalelse og en eventuel endelig udtalelse indgå i grundlaget for vore overvejelser, såfremt en tilsvarende situation på ny måtte opstå, hvilket vi inderligt håber ikke vil være tilfældet.”

 

Ombudsmandens endelige udtalelse

”Indledningsvis bemærker jeg at TV 2’s udtalelse af 21. februar 2001 indeholder oplysninger vedrørende de faktiske omstændigheder i sagen som adskiller sig fra de tidligere oplysninger. Jeg må således nu lægge til grund at forhandlingerne med medarbejderrepræsentanterne først blev afsluttet den 28. maj 1999, og at antallet af afskedigede var 35. Jeg må desuden lægge til grund at høringsfristen udløb den 2. juni 1999.

 

Høringsfristen

Jeg må forstå TV 2’s udtalelse således at fristen på 10 dage i § 7, stk. 3, i lov om varsling mv. i forbindelse med afskedigelser af større omfang (lov nr. 414 af 1. juni 1994) har haft afgørende betydning for fastsættelse af høringsfristens længde. § 7 i den nævnte lov har følgende ordlyd:

§ 7. Agter arbejdsgiveren efter at have forhandlet i overensstemmelse med reglerne i §§ 5 og 6 fortsat at foretage afskedigelser omfattet af § 1, skal arbejdsgiveren sende Arbejdsmarkedsrådet skriftlig meddelelse herom. ( )

Stk. 3. Arbejdsgiveren skal snarest muligt og senest 10 dage efter, at meddelelsen i henhold til stk. 1 er afsendt, give Arbejdsmarkedsrådet underretning om, hvilke personer der vil være omfattet af afskedigelserne. Disse personer skal senest samtidig underrettes.

Stk. 4. Arbejdsgiveren skal snarest muligt give Arbejdsmarkedsrådet underretning om det endelige resultat af de i § 5 nævnte forhandlinger.

Bestemmelserne i § 7, stk. 3 og 4, svarer til de nu ophævede bestemmelser i § 23 c, stk. 3 og 4, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (lov nr. 38 af 26. januar 1977). Af forarbejderne til disse bestemmelser fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1976-77, tillæg A, sp. 56ff):

’Forslaget i stk. 3, som går ud over direktivets minimumskrav, foreslås som en væsentlig forudsætning for, at direktivets regler kan få den tilsigtede virkning i praksis. Bestemmelsen har til formål at sikre, at arbejdsformidlingen, senest 10 dage efter at varsling har fundet sted, er klar over, hvilke navngivne personer afskedigelserne forventes at omfatte. Herved får arbejdsformidlingen mindst 20 dage til at forsøge at anvise de enkelte afskedigede lønmodtagere nyt arbejde til påbegyndelse umiddelbart efter afskedigelsernes ikrafttræden. ( )

Meddelelsen i henhold til stk. 4 om det endelige resultat af forhandlingerne gør det muligt for arbejdsformidlingen at søge de enkelte lønmodtagere placeret i andet arbejde.’

Det fremgår således af bemærkningerne at arbejdsformidlingen inden for den nævnte frist på 10 dage skal have besked om hvilke personer afskedigelserne forventes at omfatte. Bestemmelsen indeholder således ikke et krav om at det endelige resultat skal meddeles inden for fristen, jf. tillige bestemmelsen i stk. 4.

 

Jeg kan desuden henvise til Ole Hasselbalch, Ansættelsesretten, 2. udgave (1997), s. 331, hvor bl.a. følgende er anført:

’Lovens § 7, stk. 3, fastslår som sagt, dels at arbejdsmarkedsrådet senest 10 dage efter den første meddelelses afsendelse skal have underretning om, hvilke personer der er omfattet af afskedigelserne, dels at disse personer senest samtidig skal underrettes.

I sidstnævnte ligger vel ikke nogen pligt for arbejdsgiveren til at foretage den formelle opsigelse på dette tidspunkt. Det er tilsyneladende tilstrækkeligt, at han meddeler de implicerede lønmodtagere, at det er dem, forhandlingen drejer sig om. ( )’

På denne baggrund er det min opfattelse at den nævnte frist i varslingsloven ikke kan begrunde en tilsidesættelse af forvaltningslovens partshøringsregler.

TV 2 har endvidere anført at opsigelserne måtte afgives senest den 8. juni 1999 hvis den fulde besparelseseffekt skulle opnås. TV 2 har ikke nærmere uddybet dette, og jeg har derfor ikke grundlag for at kommentere det, men generelt bør en afskedigelsesprocedure – også i tilfælde som det foreliggende – tilrettelægges således at partshøringsreglerne kan overholdes.

TV 2 har herudover peget på en række andre forhold som begrunder fastsættelsen af en kort høringsfrist. TV 2 har således nævnt at alle ansatte gennem flere uger havde været forberedt på muligheden af at de kunne blive afskediget, at de var bekendt med baggrunden og kriterierne for personalereduktionen, og at de løbende var blevet holdt orienteret om hvornår høringen ville finde sted, og om den aktuelle svarfrist.

Jeg er enig i at disse forhold kan tillægges en vis betydning for bedømmelsen af om en fastsat frist var rimelig. Det er dog navnlig under omstændigheder hvor ledelsen på et tidligt tidspunkt har gjort det klart præcis hvilke ansatte man har i tankerne, at sådanne forhold kan tillægges væsentlig betydning. Jeg henviser i den forbindelse til Højesterets dom gengivet i UfR 2000.2053 H. Under omstændigheder hvor dette ikke er sket, kan de nævnte forhold efter min opfattelse kun tillægges begrænset betydning.

Jeg må desuden fastholde at den forlængelse af fristen som ledelsen var indstillet på at acceptere, ikke kan tillægges større vægt ved bedømmelsen af om den fastsatte frist var rimelig, da medarbejderne ikke blev gjort bekendt med at der var mulighed for at få en forlængelse af fristen. Når medarbejderne ikke havde kendskab hertil, kunne de ikke tage hensyn hertil ved udarbejdelsen af deres udtalelse.

Jeg må ligeledes fastholde at de øvrige medarbejderes interesse i en hurtig behandling af sagen ikke kan tillægges afgørende betydning. TV 2 har anført at en anden medarbejder måtte afskediges hvis høringen resulterede i at en af de partshørte fik lov til at beholde sin stilling. Denne mulighed for at en af de partshørte kunne påvirke beslutningsprocessen – en mulighed som ifølge det af TV 2 anførte var særdeles begrænset – er ikke tilstrækkelig til at andre ansatte hos TV 2 kunne anses for at have en aktuel og individuel interesse i sagens udfald. Som tidligere nævnt er det navnlig andre parters interesse i en hurtig behandling af sagen der kan tillægges betydning.

TV 2 har endvidere fremsat nogle bemærkninger om høringstemaet. Efter TV 2’s opfattelse skulle besparelserne og disses udmøntning ikke indgå i høringsgrundlaget idet disse forhold var tilbundsgående forhandlet med medarbejderrepræsentanterne. Høringen havde derfor alene det formål at konstatere om de konkrete afskedigelser til gennemførelse af aftalen var velbegrundede og i overensstemmelse med de aftalte og/eller fastlagte kriterier. TV 2 kommenterer i den forbindelse dommen i UfR 1996.1462 H som jeg henviste til i min foreløbige redegørelse.

 

Dommen viser efter min opfattelse at hvis der sker afskedigelse på grund af besparelser, skal den ansatte bl.a. have forelagt oplysningerne om at foretage besparelser og de oplysninger der indgår i udvælgelsen af den pågældende hvis parten ikke i forvejen er bekendt med disse og ved at de indgår i sagen. Det anføres i dommen at beslutningen om at foretage afskedigelse – ud over oplysningen om det faldende børnetal – tillige måtte bygge på oplysninger om de enkelte heltidsansatte klinikassistenter og deres arbejdsopgaver. Det var således disse oplysninger der burde være forelagt den ansatte til udtalelse. Jeg henviser endvidere til Folketingets Ombudsmands beretning for 1997, s. 333*, og Jon Andersen og Elizabeth Bøggild Nielsen i UfR 1999B.25.

Jeg har ikke i min foreløbige udtalelse anfægtet det høringstema som blev anvendt i den konkrete sag. Mine bemærkninger om at partens overvejelser i sådanne sager typisk vil angå spørgsmålet om hvorvidt besparelserne kunne ske på en anden og måske mindre indgribende måde, skal forstås således at besparelserne kunne ske på en måde som for den enkelte part var mindre indgribende, f.eks. ved afskedigelse af en anden medarbejder med samme eller lignende funktioner og kvalifikationer. Jeg mener heller ikke at det kan udelukkes at parten ville kunne pege på andre løsningsmuligheder. Den kendsgerning at der har været ført forhandlinger med medarbejderrepræsentanterne, indebærer efter min opfattelse ikke at parten er afskåret fra at overveje og udtale sig om mulige løsningsmodeller selv om partens muligheder for at påvirke forhandlingsresultatet selvsagt vil være begrænsede.

Sammenfattende giver TV 2’s bemærkninger mig ikke grundlag for at ændre min opfattelse hvorefter jeg er mest tilbøjelig til at mene at svarfristen var i strid med forvaltningslovens § 19. Jeg anser dette for beklageligt.

 

Høringens form

TV 2 har som begrundelse for udformningen af partshøringsskrivelserne anført at den partshørte i en situation som den foreliggende måtte regne med at afskedigelsen blev en realitet, og at der allerede i høringsfasen var et væsentligt behov for at få besvaret spørgsmål om hvorledes opsigelsen ville blive gennemført.

Til støtte herfor har TV 2 henvist til at en ansat der som led i en økonomisk begrundet masseafskedigelse indstilles til opsigelse efter funktionsbestemte kriterier, må se i øjnene at hans muligheder for at udvirke en ændring af indstillingen er særdeles begrænsede. Partshøringen får primært karakter af et sikkerhedsnet der skal kunne opfange eventuelle misforståelser.

Det af TV 2 anførte giver mig anledning til at understrege at partshøringen skal foretages på et tidspunkt hvor der hverken formelt eller reelt er truffet en afgørelse. Jeg henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 382. Dette skal naturligvis også fremgå af de tilkendegivelser myndigheden fremkommer med udadtil og i forhold til de ansatte, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1994, s. 436*, og UfR 1998.894 H.

Jeg har derfor ikke grundlag for at ændre min opfattelse af at det havde været mere hensynsfuldt og bedst stemmende med god forvaltningsskik om partshøringsskrivelserne ikke havde haft en udformning som – sammenholdt med den korte svarfrist – kunne give indtryk af at høringen alene var en formalitet. Jeg anser dette for beklageligt.

 

Selve afskedigelsen

TV 2 har oplyst at afskedigelserne blev meddelt skriftligt, og jeg har modtaget kopi af nogle afskedigelsesbreve udsendt den 3. juni 1999. Jeg har herefter ikke grundlag for at kritisere afskedigelsesmeddelelsens form.

 

Afsluttende bemærkninger

I min foreløbige redegørelse anførte jeg at jeg mente at der var grundlag for at henstille til TV 2 at genoptage sagen og tage stilling til hvad det jeg havde anført, gav anledning til.

TV 2 har udtalt at det ikke finder anledning til at genoptage sagen da alle de berørte medarbejdere nu er fratrådt, og da der ikke fra nogen af disse eller fra deres faglige organisationer har været rejst indsigelser eller krav i anledning af partshøringen.

TV 2 anser det for udelukket at en kortvarig forlængelse af høringsfristen inden for varslingslovens rammer kunne have forøget eller forbedret de partshørtes indsigelser på en måde som ville have ændret de endelige beslutninger om afskedigelser.

Som det fremgår af min endelige udtalelse ovenfor, indeholder varslingsloven ikke noget krav om at det endelige resultat skal meddeles inden for 10-dages-fristen. Jeg mener ikke at det kan udelukkes at de partshørte medarbejdere ved en længere svarfrist kunne have fremsat indsigelser som havde forbedret deres retsstilling.

Under hensyn til at jeg ikke har modtaget klager fra nogen af de afskedigede medarbejdere, har jeg besluttet ikke at henstille at TV 2 genoptager sagen.

Jeg foretager mig således ikke mere i sagen.”

 

NOTER: (*) FOB 1990, s. 367, FOB 1997, s. 333, og FOB 1994, s. 436.