Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

Danmarks Farmaceutiske Højskole (DFH) afskedigede fire lektorer. Afskedigelserne, der var begrundet i behov for besparelser, skete uden faglig bedømmelse af de fire lektorer. DFH mente ikke at en faglig bedømmelse var nødvendig da man havde besluttet at standse forskningen inden for fysik og de fire lektorer havde fysik som fagområde.

En af lektorerne klagede først til Undervisningsministeriet og siden til ombudsmanden over afskedigelsen. Han henviste til at der burde have været foretaget en faglig bedømmelse for at kunne udvælge de fire lektorer der skulle afskediges, idet der i alt var syv lektorer inden for fagområdet fysik/fysisk kemi. Han mente desuden at prorektor, der havde været med til at træffe afgørelsen om afskedigelse, var inhabil fordi hun tilhørte gruppen af de syv lektorer.

Undervisningsministeriet mente ikke at der var grundlag for at tilsidesætte afskedigelsesbeslutningen.

Ombudsmanden udtalte at en fyldestgørende undersøgelse af hvem man bedst kan undvære i en afskedigelsessituation, må indebære en vurdering af om de personer der umiddelbart er i søgelyset, inden for deres ansættelsesområde kan gøre god fyldest på (fag)områder som bevares, og måske ligefrem er mere kvalificerede end andre af de ansatte på disse fagområder. En sådan vurdering kan bevirke at søgelyset skal rettes mod flere personer inden for ansættelsesområdet.

Ombudsmanden mente på den baggrund at DFH efter udvælgelsen af fysikområdet som genstand for besparelserne burde have foretaget en mere omfattende og faglig vurdering af hvem man bedst kunne undvære set i forhold til dette område.

Da afgrænsningen af hvem der tilhørte ”fysikgruppen”, ikke kunne foretages på objektivt grundlag, var det ombudsmandens opfattelse at de medarbejdere hvis forskning og undervisning lå inden for fysik og fysisk kemi, kunne risikere at blive berørt af en beslutning om stillingsnedlæggelse inden for ”fysikområdet”.

Ombudsmanden mente bl.a. på den baggrund at prorektor var inhabil i forhold til sagen om nedlæggelsen af stillingerne fra det tidspunkt hvor fysikområdet kom i søgelyset for drøftelserne. Hun burde derfor ikke have deltaget i behandlingen af sagen hverken i konsistorium, i budget- og forretningsudvalget eller som en del af ledelsen på DFH.

Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet at genoptage sagen og meddele lektoren en ny afgørelse. (J.nr. 1996-3000-813).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Afskedigelse af lektor på grund af besparelser. Udvælgelse. Habilitet

 

Det fremgik af sagen at A den 1. september 1968 blev ansat som forskningsstipendiat ved Fysisk Laboratorium på DFH. Den 1. april 1969 blev han ansat som amanuensis, den 1. august 1972 som adjunkt og den 1. september 1972 som lektor.

I 1988 blev der indført en ny studieordning som medførte en vis reduktion i den obligatoriske undervisning i fysik.

Fysisk Laboratorium som havde fire medarbejdere, blev nedlagt med virkning fra den 1. januar 1989. De fire medarbejdere var to fysikere, en civilingeniør og en farmaceut. A blev overført til Kemisk Institut (i dag Institut for Organisk Kemi). Det fremgik af et brev af 4. juli 1988 fra Kemisk Institut til A at Kemisk Institut kun ville modtage én lektor fra det tidligere Fysisk Laboratorium, og at ”man som følge af det samarbejde, der er etableret, vil få størst gensidigt, fagligt udbytte af at knytte (A) til Kemisk Institut”. Det fremgik af et notat af 21. november 1990 at A blev placeret på afdelingen for ”strukturkemi”. De tre andre medarbejdere blev overført til henholdsvis Institut for Farmaci og Institut for Almen Kemi.

 

Af rektors indstilling til konsistorium om nedlæggelse af Fysisk Laboratorium af 29. august 1988 fremgik bl.a. følgende:

”Undervisningen i fysik og matematik vil som hidtil skulle afholdes af lærerne på det nuværende Fysisk laboratorium. De vil udgøre en undervisningsgruppe med direkte ansvar over for studienævnet.

Det indstilles, at det besluttes at bevilge gruppen et annuum til afholdelse af undervisningen, hvorunder især fysikøvelserne, og at gruppen beholder sin repræsentation i studienævnet.”

De medarbejdere der tidligere var ansat på Fysisk Laboratorium, var i overensstemmelse hermed også efter nedlæggelsen af laboratoriet selvstændigt repræsenteret i studienævnet. Den selvstændige repræsentation ophørte med virkning fra 1. februar 1991 i forbindelse med en ændring af statutten for DFH af 4. juli 1990.

Af A’s notat af 8. januar 1991 fremgik bl.a. følgende om de indledende ”begivenheder” i 1990 i forbindelse med besparelsesdrøftelserne:

”15.2.1990 Rektor fremkommer med et forslag til målsituation for personaleforbrug for hvert institut ved indgangen til 1993 baseret på studienævnsformanden. For den del af fysikundervisningen, som i dag varetages af de 4 tidligere medarbejdere på fysisk laboratorium, samt matematikundervisningen er måltallet særskilt opgjort til 2.5 VIP.

5.3.1990 Ovennævnte måltal ændret fra 2.5 til 2.0 i et notat fra rektor.

19.4.1990 Under et institutrådsmøde (Institut for Organisk Kemi) blev det sagt af institutbestyreren, at det måltal, som foreslået af BFU [budget- og forretningsudvalget; min bemærkning] for instituttet (1.3 VIP skulle spares) ville kunne opfyldes for instituttet uden uansøgt afskedigelse af VIP. Rektor var til stede under mødet og havde ingen kommentar til dette udsagn.

31.5.1990 Ovennævnte måltal ændret fra 2.0 til 1.0 i et notat fra rektor, idet der skulle være udsigt til et mindre behov for undervisningskapacitet i matematik, når studerende med studentereksamen efter ny ordning med matematik på højt niveau optages på DFH. De fleste på DFH, samt fagfolk, var ikke enige i, at der var udsigt til et mindre behov.”

Den 5. og den 12. juni 1990 sendte A nogle kommentarer vedrørende matematikundervisningen på DFH til bl.a. rektor, samtlige institutter, medlemmerne af konsistorium og studienævnet. Jeg forstår at anledningen til kommentarerne var at studienævnet havde nedsat et matematikudvalg som bl.a. skulle overveje omfanget af den fremtidige matematikundervisning på højskolen.

A havde bl.a. indsendt kopier af referater fra møder i budget- og forretningsudvalget ved DFH i perioden fra den 6. juni 1990 til den 8. januar 1991. Alle mødereferaterne er underskrevet af prorektor. Det fremgår at hun deltog i samtlige møder, men bortset fra mødet den 7. august 1990 var det alene som observatør. På møderne blev personalebesparelserne bl.a. drøftet.

 

På mødet i budget- og forretningsudvalget den 6. juni 1990 drøftede udvalget forslag til måltal for VIP-området for 1993 på baggrund af forslag fra henholdsvis rektor og studienævnsformanden. Af referatet fra mødet fremgår bl.a. følgende:

”Ad 4.Personalebesparelser

Studienævnets formand deltog under punktet.

Formanden gjorde opmærksom på, at der var kommet en skrivelse fra en lektor i forbindelse med det nedsatte matematikudvalgs arbejde. Skrivelsen var først modtaget samme dag, men vil blive eftersendt til BFU’s medlemmer.

På den baggrund havde rektor og studienævnets formand holdt møde, hvorefter de hver var kommet frem til nogle forslag til måltal på VIP-området. Disse forslag var udsendt til medlemmerne af Budget- og forretningsudvalget inden mødet.

Rektor havde desuden i sin skrivelse af 31.5.90 redegjort for 3 problemer:

 

3. Fysik-matematikområdet kan forudses at rumme mindre behov for undervisningskapacitet, når studerende med studentereksamen efter den nye ordning optages på højskolen.

Drøftelserne i Budget- og forretningsudvalget mundede ud i, at formanden for studienævnet skulle udarbejde et notat, hvori det forslag til måltal for VIP-normering i 1993, som Budget- og forretningsudvalget kom frem til, fremgår. Studienævnet anmodes om at udtale sig om forslaget inden næste møde i Budget- og forretningsudvalget den 19. juni. Budget- og forretningsudvalget besluttede desuden, at de foreslåede måltal skal sendes ud til institutterne, med henblik på at starte en realistisk diskussion på højskolen.”

Budget- og forretningsudvalget nåede under mødet frem til nogle (foreløbige) måltal for VIP-årsværk i 1993. Måltallene var som udgangspunkt opdelt på de forskellige institutter på højskolen, men fysik var (som det eneste) udskilt til et særskilt område. Måltallet for fysik var sat til 1 årsværk.

Den 11. juni 1990 blev der ifølge oplysninger i A’s notat af 8. januar 1991 om forløbet af sagen afholdt et møde med deltagelse af de tidligere medarbejdere på Fysisk Laboratorium, rektor, prorektor, administrator og bestyrerne for Institutterne for Almen Kemi og Organisk Kemi. I A’s notat var anført følgende om mødet:

”11.6.1990 Tidligere medarbejdere på fysisk laboratorium indkaldes af rektor til møde med ’henblik på drøftelse af fremtidige forhold, set i lyset af beskæringen af fysikundervisningen i farmaceutstudiet’. Desuden deltog prorektor, administrator, samt bestyrerne for Institutterne for Almen Kemi og Organisk Kemi. Til dette møde blev der oplyst, at det muligvis vil være nødvendigt at afskedige en eller flere af de tidligere medarbejdere på fysisk laboratorium. Ved mødet, hvor der ikke – uanset anmodning herom fra mig – blev taget referat, blev det tilkendegivet os, at højskolen var af den opfattelse, at vi skulle behandles som en slags gruppe – navnet ’fysikgruppen’ blev opfundet til lejligheden – uden sammenhæng med vores institutter. Protester var forgæves – også selvom bestyreren fra mit institut gav udtryk for, at han mente, at jeg ville kunne deltage i instituttets undervisning på lige fod med instituttets andre lærere. Desuden gav min bestyrer udtryk for, at i værste fald var problemer i sammensætningen af VIP personalet på Højskolen kun et overgangsproblem, idet der p.g.a. aldersfordeling ville være naturlig afgang i stribevis om 8-10 år.”

 

Efter mødet skrev A den 18. juni 1990 et brev til rektor. Der fremgik bl.a. følgende af brevet:

”Jeg står stadigvæk uforstående over for rektoratets begrundelse for udvælgelse af netop de 4 personer, der blev indkaldt til mødet d. 14.6.90. Jeg forstår ikke, at det kan være rigtigt, at når højskolen har brug for at pege på overflødigt personale, plukker man – ud af 3 institutter – 4 fysikere, som får at vide, at de er overflødige, fordi deres fagområde er indskrænket.

Samtidig undlader højskolen at pege på samtlige undervisere i fag, som fagligt også direkte hører ind under fysik. Her tænker jeg f.eks. på emner som termodynamik, statistisk mekanik og kvantemekanik, som delvis varetages af farmaceuter på Institut for Almen Kemi. Jeg kan oplyse, at jeg til daglig beskæftiger mig med termodynamik, statistisk mekanik og kvantemekanik på et højt, professionelt niveau. Dette kan bekræftes af velanskrevne fagfolk, hvis man er i tvivl om min faglige kompetence. Hvis der skal afskediges folk på fysikområdet, må samtlige undervisere på området – inklusive undervisere i fag som termodynamik, statistisk mekanik, kvantemekanik – underkaste sig en bedømmelse af objektive og habile fagfolk til vurdering af, hvem der er mest kvalificeret.

Jeg vil også anføre, at jeg anser Prorektor for aldeles inhabil i spørgsmålet om personalebesparelse på området, idet Prorektor er nært knyttet til den undervisning, som igen burde overgå til de fagfolk, som allerede er ansat på DFH, heriblandt mig. Når jeg må forstå fra mødet d. 14.6.90, at BFU’s og ledelsens tanker går i retning af, at personale på fysikområderne skal spares væk, burde man derved automatisk også tale om undervisere i fagene termodynamik, statistisk mekanik og kvantemekanik. Hermed er Prorektorens egen eller nærmeste kollegers stillinger objektivt set mindst lige så truede som min. Jeg må finde det særdeles kritisabelt, hvis Prorektoren fortsat, i en ledelsesfunktion, skal være involveret i besparelsesproblematikken på dette område.”

 

Budget- og forretningsudvalget blev på et møde den 19. juni 1990 enige om en indstilling til konsistorium om måltal for VIP-årsværk for 1993. Måltallet for fysik var sat til 1 årsværk. I referatet fra mødet blev bl.a. anført følgende:

”Der var enighed om, at højskolen må indstille sig på, at der også skal ske besparelser på ressourcerne til den obligatoriske undervisning.

De enkelte institutter må, hvis Konsistorium godkender Budget- og forretningsudvalgets indstilling, selv indstille hvorledes man vil nå en opfyldelse af måltallene, både på TAP- og VIP-området. Det må gøres klart for alle, at besparelser på budgettet allerede er nødvendige fra 1991, idet måltallene skal være nået senest i 1993. Lønsummerne falder gradvist hvert år allerede nu.”

Den 27. juni 1990 blev der holdt møde i konsistorium hvor spørgsmålet om personalebesparelser på VIP-området blev behandlet. Der blev desuden taget stilling til prorektors habilitet. Det fremgik af DFH’s udtalelse af 30. maj 1991 til Undervisningsministeriet at medlemmerne af konsistorium inden mødet havde modtaget kopi af (A)’s brev af 18. juni 1990 til rektor. Prorektor havde underskrevet referatet fra mødet, og der fremgik intet om at hun skulle have undladt at deltage i mødet, herunder ved drøftelserne af spørgsmålet om sin egen habilitet. Af mødereferatet fremgik bl.a. følgende:

”Ad 3. Personalebesparelser på

a) .

b) VIP-området

Inden punktets behandling blev habilitetsproblematikken drøftet, idet der inden mødet var rejst tvivl om en af konsistorialernes habilitet. Der var enighed om, at alle konsistorialer på nuværende tidspunkt er habile. Det er en forudsætning for at styrelsesloven kan fungere, at konsistorialerne som højskolens valgte ledelse, kan behandle sager, også selv om de på én eller anden vis selv har tilknytning til disse. Inhabilitet er der derimod tale om, når vilkår vedrørende en konsistorials egen eller ægtefælles stilling skal drøftes.

Konsistorium drøftede personalebesparelser med udgangspunkt i skrivelse af 21. juni 1990 fra rektor. Af denne skrivelse fremgik Budget- og forretningsudvalgets indstilling vedrørende VIP- og TAP-måltal for 1993 til Konsistorium.

Der var enighed om, at højskolen må indstille sig på, at der nødvendigvis må ske besparelser på ressourcerne til den obligatoriske undervisning.

Konsistorium mente, at drøftelserne vedrørende matematikundervisningen bør færdiggøres i Studienævnet, inden der tages beslutning herom i Konsistorium. Det var heller ikke hensigten med indstillingen fra Budget- og forretningsudvalget, at Konsistorium på nuværende tidspunkt skulle tage endelig afgørelse om matematikproblematikken.”

Af mødereferatet fra møde i budget- og forretningsudvalget den 7. august 1990 fremgik at drøftelserne vedrørende personalebesparelser fortsatte med ”udgangspunkt i et oplæg fra prorektor”. Det fremgik også af dette mødereferat at det blev besluttet at indkalde alle institutbestyrelser til møder enkeltvis i perioden fra den 6.-14. september 1990 for at drøfte besparelserne.

Det fremgik af mødereferat fra møde i udvalget den 21. august 1990 at behovet for undervisning der var understøttet af forskning på DFH, blev drøftet, og at udvalget ville indstille til konsistorium at undervisningen i matematik og fysik ikke skulle være baseret på forskning på højskolen. Det fremgik endvidere at prorektor havde lavet et oplæg om situationen efter modtagelsen af finanslovsforslaget fra 1991. Dette oplæg blev drøftet på et møde i udvalget den 4. september 1990.

Den 29. august 1990 blev der afholdt møde i konsistorium. Vedrørende personalebesparelserne fremgik det af referatet af mødet at budget- og forretningsudvalget ikke på daværende tidspunkt ønskede at konsistorium skulle tage stilling til indstillingen fra udvalget om at højskolens undervisning i matematik og fysik ikke længere skulle være baseret på forskning på højskolen. Det var i stedet hensigten at lave et sammenhængende oplæg på basis af møderne med alle institutterne.

 

På et møde den 2. oktober 1990 blev budget- og forretningsudvalget enige om at forsøge at udarbejde et oplæg til konsistorium indeholdende flere modeller til højskolens personalebesparelser. De enkelte medlemmer af udvalget skulle indsende forslag til brug for det samlede oplæg til besparelsesmodeller. A havde indsendt prorektors ”fortrolige” skitse af 18. oktober 1990 til besparelsesforslag. I skitsen var der bl.a. anført:

”Forskningsevaluering på DFH er ikke alene et spørgsmål om forskningens kvalitet, isoleret set, men også et spørgsmål om forskningens sammenhæng med højskolens opgave: At give en bred lægemiddelorienteret uddannelse. I denne sammenhæng er det også vigtigt at se på, hvilken faglig bredde i undervisningskompetencen, denne forskning danner basis for. Hvis ikke lærernes undervisningsindsats har en rimelig basis i deres forskning, er det nemlig uden mening at sige, at undervisningen er forskningsbaseret, og at lærerne er forskere, der underviser.

Men selvfølgelig er den enkelte lærers undervisningskompetence meget bredere end forskningskompetencen, og den undervisningsmæssige bredde må så vurderes i relation til farmaceutuddannelsens behov.

På basis af ovennævnte synspunkter er jeg nået til den klare opfattelse, at undervisningen i fysik og matematik ikke behøver at have rod i forskning finansieret af højskolens rammebevilling. På sigt kan der derfor frigøres 4 årsværk af højskolens rammebevilling til andre formål, mod en mindre udgift svarende til at købe en nøje specificeret undervisning ude i byen, f.eks. baseret på forskning udført for Københavns Universitets rammebevilling.”

Det fremgik af mødereferatet fra mødet i budget- og forretningsudvalget den 8. november 1990 at medlemmerne drøftede fire modeller til besparelser. På mødet var der enighed om at rektor skulle udarbejde et oplæg der skulle belyse konsekvenserne af de fire opstillede modeller, og at oplægget skulle sendes til medlemmerne af studienævnet der skulle havde lejlighed til at kommentere det inden det skulle foreligge til konsistoriums decembermøde 1990.

Den 22. november 1990 sendte rektoren og administratoren for DFH et notat om budget- og forretningsudvalgets forslag til personalebesparelser til studienævnet med henblik på studienævnets eventuelle bemærkninger. I notatet var der beskrevet fire modeller til besparelser. I alle modellerne var fysik/matematik udskilt til et særligt område med fire medarbejdere, og modellerne indeholdt forslag om afskedigelse af alle fire, to eller ingen af medarbejderne på fysik/matematik. Det var anført at modellen med ingen afskedigelser i fysik-matematik-gruppen forudsatte at højskolen bevidst skulle overtræde bevillingsforudsætningerne.

 

I brev af 3. december 1990 orienterede rektoren og administratoren for DFH Dansk Farmaceutforening, Dansk Magisterforening og Ingeniørforbundet om at konsistorium på sit møde den 19. december 1990 ville træffe afgørelse om hvilken af de fire foreslåede besparelsesmodeller der skulle anvendes. Det blev oplyst at tre af de fire modeller indebar at der skulle ske afskedigelse af op til fire lektorer. De fire lektorer der tidligere var ansat på Fysisk Laboratorium, heriblandt A, modtog en kopi af brevet.

Professor B ved Danmarks Tekniske Højskole rettede i brev af 10. december 1990 henvendelse til rektor ved DFH. Han ønskede for det første at udtrykke glæde over det samarbejde som på foranledning af A var etableret mellem DFH og Danmarks Tekniske Højskole. Professoren skrev desuden at han var bekymret over de kommende nedskæringer på DFH, særligt hvis disse fandt sted uden en bred faglig bedømmelse af personalet.

Den 12. december 1990 blev der holdt et møde mellem DFH og repræsentanter for henholdsvis Dansk Magisterforening, Dansk Farmaceutforening og Universitetslærerforeningen hvor de påtænkte afskedigelser blev drøftet. Den 17. december 1990 blev der holdt endnu et møde med mellem DFH og repræsentanter for Universitetslærerforeningen.

I mødereferatet fra Konsistoriums møde den 19. december 1990 hvor prorektor deltog, er der om drøftelserne vedrørende personalebesparelser bl.a. anført:

”Konsistorium påbegyndte dernæst drøftelserne af besparelserne på VIP-området. Som udgangspunkt for beslutningerne forelå notat af 21. november 1990 vedrørende personalebesparelser på VIP-området fra Budget- og forretningsudvalget. Desuden forelå indstilling af 13. december 1990 vedrørende VIP-besparelserne fra Studienævnet og en skrivelse af 10. december 1990 fra professoren på Danmarks Tekniske Højskole vedrørende grundfagenes betydning. Endelig havde Institut for Organisk Kemi, Almen Kemi, Biologi og Farmaci fremsendt svarskrivelser vedrørende eventuel anvendelse af overskydende undervisning fra VIP-medarbejdere ved Institut for Farmakognosi. Institut for Almen Kemi og Organisk Kemi svarede bekræftende, at de eventuelt kan anvende VIP-assistance fra Institut for Farmakognosi.

Administrator orienterede om 2 møder afholdt med de faglige organisationer: Dansk Ingeniørforbund, Dansk Magisterforening, Dansk Farmaceutforening og Universitetslærerforeningen. Møderne blev afholdt med henblik på at orientere organisationerne inden eventuel beslutning om afskedigelser på VIP-området.

Konsistoriums behandling forløb på følgende måde: Først drøftedes om højskolen i fremtiden ønsker forskningsbaseret matematik/fysikundervisning med faste VIP ved højskolen. Herunder gennemgik rektor konsekvenserne af de 4 opstillede modeller for matematik/fysikundervisningen.

Konsistorium afholdt dernæst 2 skriftlige afstemninger. Det første afstemningstema lød: Ønsker Konsistorium, at højskolen fremover skal have ansat 4 VIP, 2 VIP eller 0 VIP på matematik/fysikområdet? Svaret 4 og 2 VIP indebærer, at højskolen fremover vil have forskningsbaseret matematik/fysikundervisning med VIP fra højskolen. Stemmerne var fordelt på følgende måde: 2 stemmer for 4 VIP, 3 stemmer for 2 VIP, 16 stemmer for 0 VIP. Der var ingen blanke stemmer.

 

Det andet afstemningstema lød: Ønsker Konsistorium, at højskolen fremover skal have ansat 2 VIP eller 0 VIP på matematik/fysikområdet? Svaret 2 VIP indebærer, at højskolen fremover vil have forskningsbaseret matematik/fysikundervisning med VIP fra højskolen. Stemmerne var fordelt på følgende måde: 5 stemmer for 2 VIP og 16 stemmer for 0 VIP. Der var ingen blanke stemmer.

Konsistorium besluttede således, at der skal ske afskedigelse af alle 4 lektorer inden for fysik-matematik gruppen uden faglig bedømmelse. Afskedigelsen sker som følge af opgavebortfald og pålagte besparelser. Beslutningen medfører, at højskolen fremover ikke vil have forskningsbaseret matematik/fysikundervisning med forskning ved højskolen. Afskedigelse vil tidligst komme på tale med virkning fra 1. januar 1992 og senest fra 1. januar 1993. De nærmere tidspunkter vil blive taget op til beslutning i januar 1991. Konsistorium vil drøfte individuelle afviklingsordninger, herunder mulighed for efteruddannelse af de pågældende i perioden inden fratrædelsestidspunktet, under forudsætning af, at højskolens økonomiske rammer tillader det.”

I brev af 20. december 1990 orienterede DFH Dansk Farmaceutforening, Dansk Magisterforening og Ingeniørforbundet om at konsistorium havde besluttet ”at der skal ske afskedigelse af de fire lektorer inden for fysik-matematik gruppen”. Det var anført at de fire lektorer var orienteret mundtligt om beslutningen. Lektorerne fik en kopi af brevet.

A skrev i brev af 7. januar 1991 til DFH og anførte at han siden den 1. januar 1989 havde været ansat på Institut for Organisk Kemi, og at der ikke var nogen gruppe på DFH der havde betegnelsen ”fysik-matematik gruppen”.

 

Rektor for DFH besvarede i brev af 15. januar 1991 A’s henvendelse. I brevet var der bl.a. anført:

”Som det fremgår af indstilling af 29. august 1988 fra rektoratet, vil undervisningen i fysik og matematik ’som hidtil skulle afholdes af lærerne på det nuværende Fysisk Laboratorium. De vil udgøre en undervisningsgruppe med direkte ansvar over for Studienævnet. Det indstilles, at det besluttes at bevilge gruppen et annuum til afholdelse af undervisningen, hvorunder især fysikøvelserne, og at gruppen beholder sin repræsentation i Studienævnet’. Denne indstilling blev tiltrådt af Konsistorium den 31. august 1988. Som det ses af den interne budgetudmelding fra 1989, hvor der endnu var fysikøvelser, blev der givet fysikgruppen et annuum, og gruppen har indtil udløbet af indeværende valgperiode haft en repræsentant i Studienævnet, hvilket f.eks. fremgår af Oversigt over Højskolens kollegiale organer, interne udvalg m.v. pr. 1. februar 1990 og af diverse meddelelser fra valgudvalget vedrørende valget 1989/90.

Gruppen er i denne oversigt betegnet ’fysikgruppen’, og jeg beklager naturligvis at have anvendt betegnelsen ’fysik-matematikgruppen’ i mit brev, hvis det har kunnet give anledning til misforståelser. Som det fremgår af ovenstående citat, er der dog ikke nogen tvivl om, at ’fysikgruppen’ også varetager undervisningen i matematik.

Højskolen har også efter overflytningen i 1989 opereret med en fysik-matematikgruppe i undervisningssammenhæng, idet undervisningen i fysik og matematik ikke er blevet udlagt til et bestemt institut, med derimod forudsættes varetaget af medarbejderne fra det tidligere Fysisk Laboratorium, jf. også indstillingen af 18. december 1987 fra arbejdsgruppen vedr. ’Planlægning af den faglige udvikling inden for fysik/matematik området’.

Da en stor del af debatten om personalebesparelser og prioriteringer på Højskolen i de sidste 1½ år er gået på, om matematik/fysikundervisningen på Højskolen fortsat skal være forskningsbaseret, har det været naturligt for mig at anvende betegnelsen ’fysik-matematikgruppen’, hvilket jeg i påkommende tilfælde vil tillade mig at fortsætte med, hvis det er relevant – også selvom ’fysikgruppen’ efter statutændringen af 4. juli 1990 ikke længere er sikret en særskilt repræsentation i Studienævnet efter 1. februar 1991. Denne ændring af statutten, hvorved medlemstallet i Studienævnet nedsættes fra 24-20, ændrer ikke ved, at forpligtelsen til undervisning i matematik og fysik fortsat ligger på de fire videnskabelige medarbejdere fra det tidligere Fysisk Laboratorium, efter hvad jeg har forstået.”

 

I brev af 31. januar 1991 skrev rektor for DFH til Dansk Farmaceutforening, Dansk Magisterforening og Ingeniørforbundet at konsistorium nu havde besluttet at afskedigelsen af de fire lektorer inden for matematik-fysik-gruppen skulle finde sted med virkning fra den 30. juni 1992. I brevet var det samtidig anført at de fire lektorer ved den mundtlige orientering den 19. december 1990 havde fået oplyst at de ikke ville blive pålagt undervisningsforpligtelse indtil fratrædelsestidspunktet, og at DFH var indstillet på at drøfte behov for efteruddannelse i perioden indtil fratrædelsestidspunktet under forudsætning af højskolens økonomiske rammer. De fire lektorer fik en kopi af brevet.

A klagede i brev af 12. februar 1991 til Undervisnings- og Forskningsministeriet. A skrev at den fysik-matematik-gruppe der blev opereret med, var en ikke-eksisterende enhed, og at det berørte fagområde havde adskilligt flere undervisere end de fire lektorer der var udset til afskedigelse. Den eneste forsvarlige metode til udvælgelse af personer der skulle afskediges, var efter A’s mening derfor en uvildig bedømmelse af alle de berørte personers faglige og undervisningsmæssige kvalifikationer.

Professor C fra Niels Bohr Instituttet rettede i brev af 22. marts 1991 henvendelse til undervisnings- og forskningsministeren. Han skrev at afskedigelsen af A var bekymrende af flere grunde. I brevet var der bl.a. anført:

En særlig bekymring angår grundfagene (her fysik). Hvis ethvert institut uden faglig bedømmelse kan spare en lille lidt tilfældigt konstrueret ’gruppes’ forskning væk, som ikke har flertal, og gøre undervisningen ikke-forskningsbaseret, synes det, at der drives forskningspolitik på et kvalitetsmæssigt noget tilfældigt grundlag som får grundfagene til specielt at blive truede.

Jeg er specielt bekymret personligt, da (A) er min nære medarbejder, med hvem jeg har lavet det arbejde, som jeg fremhævede mest blandt resultaterne af mit forskningsprofessorat på Niels Bohr Instituttet. Dette arbejde, som kulminerede i en teoretisk forudsigelse af, at antallet af quark- og lepton-generationer er 3, blev efterfølgende bekræftet af eksperimenter med LEP (Large Electron Collider ved CERN).”

 

DFH kommenterede A’s klage i brev af 25. marts 1991 til Undervisningsministeriet. Vedrørende synspunktet om at fysik-matematik-gruppen var en ikke-eksisterende enhed, skrev DFH bl.a.:

”Som det fremgår af svaret er de fire lektorer, som det er besluttet at afskedige, ansvarlige for undervisningen i fysik og matematik, og de har indtil statutændringen af 4. juli 1990 haft selvstændig repræsentation i Studienævnet. Det er bl.a. reduktionen i behovet for undervisningsressourcer til matematik- og fysikundervisning efter studieordningen af 1988, der er begrundelsen for at pege på netop dette område, når Højskolen skal tilpasse sig faldende bevillinger og stigende omprioriteringsbehov.

Det forhold, at de fire lektorer i 1989 blev overflyttet til 3 eksisterende institutter efter eget valg ud fra deres forskningsmæssige interesse, ændrer ikke ved, at de efter både hidtidige og nuværende opgavefordelinger er ansvarlige for matematik- og fysikundervisningen.”

Vedrørende det at afskedigelserne var sket uden faglig bedømmelse, anførte DFH bl.a.:

”Konsistorium har ikke ment, at der var grundlag for at iværksætte en faglig vurdering inden for de områder, som (A) peger på, idet konsekvensen heraf ville være, at man primært skulle klare nedskæringssituationer ved at foretage ’kaskaderokeringer’: dvs. at man først flytter de fastansatte undervisere, der er blevet ’overflødige’ på et givet fagområde over til noget, de mener at kunne undervise i, for derefter at flytte de undervisere, der på den måde bliver ’overflødige’ på dette fagområde over på endnu andre fagområder, som de måske kan varetage. Det kan hævdes, at i det mindste de fastansatte undervisere, der er farmaceuter, i princippet kan undervise i de fleste af hovedfagene i farmaceutstudiet, men resultatet af en sådan rokering ville blive, at en del fastansatte undervisere ville komme til at undervise i fag, som de ikke har beskæftiget sig ret meget med siden studietiden, og som de ikke har forskningserfaring og måske heller ikke forskningsinteresse inden for.

Højskolen mener ikke, at en sådan procedure ville være forsvarlig hverken ud fra faglige eller personalemæssige hensyn.

Højskolens Konsistorium har desuden i sin forskningsprioritering besluttet, at der ikke længere er råd til at have matematik- og fysikundervisning baseret på forskning finansieret af Højskolen.

De undervisningsmæssige og forskningsmæssige opgavebortfald og omprioritering peger således på den gruppe på fire lektorer, der har varetaget og stadig varetager undervisningen i matematik og fysik.

Disse forhold gør, at Højskolen ikke har fundet grundlag for at udvælge de fire fastansatte forskere, som det er nødvendigt at afskedige, ved en faglig bedømmelse.”

A kommenterede DFH’s udtalelse i brev af 5. april 1991 og i en vedlagt detaljeret kommentar. A anførte bl.a. at matematik-fysik-gruppen var nedlagt, at der ikke havde været debat om personalebesparelserne i 1½ år som DFH havde anført, at der foregik langt mere undervisning i fysik end den de fire afskedigede lektorer stod for, og at DFH’s bemærkning om at en faglig bedømmelse ville føre til kaskaderokeringer, viste at udfaldet af en faglig vurdering ville være at mindst én af de andre ansatte ville være mindre kvalificeret end de fire lektorer der var udpeget til afskedigelse.

DFH kommenterede A’s udtalelse i brev af 30. maj 1991. DFH var enig i at Fysisk Laboratorium var nedlagt, og at fysik-matematik-gruppens selvstændige repræsentation i studienævnet var ophørt. DFH anførte at de emner som A mente tilhørte faget fysik, traditionelt på DFH havde hørt ind under faget fysisk kemi. Ingen af konsistoriums medlemmer var enig med A i at kredsen af fysikundervisere skulle udvides til andre end de fire afskedigede lektorer. DFH skrev at afskedigelsen var en konsekvens af bortfald af forskningsområder ved højskolen, og at dette opgavebortfald entydigt pegede på at det var de fire lektorer der skulle afskediges. Det blev oplyst at behandlingen af personalebesparelser siden juni 1990 var foregået i lukkede møder af hensyn til de involverede personer, men at budget- og forretningsudvalget havde holdt møder i september-oktober 1990 med hvert instituts institutbestyrelse ligesom studienævnet havde været hørt.

 

Professor B fra Danmarks Tekniske Universitet skrev i brev af 30. maj 1991 til undervisnings- og forskningsministeren om den foretagne afskedigelse af fire medarbejder ved DFH uden faglig bedømmelse. I brevet var der bl.a. anført:

”2.Ved kunstigt at definere en ’fysikergruppe’, som da samlet indstilles til afskedigelse, har en række andre personer ved DFH, som også underviser i fysikrelaterede fag, behageligt friholdt sig fra en bred faglig bedømmelse. Hermed medvirker styrelseslovens kollegialitet og tendens til ansvarsforflygtigelse i dette tilfælde til regulær magtfordrejning med stor skade til følge for det rent faglige.”

Universitetslærerforeningen rettede i brev af 3. juni 1991 henvendelse til både DFH og Undervisningsministeriet. Om prorektors habilitet anførte foreningen bl.a.:

”I forbindelse med undervisning i fysik på Højskolen har det bl.a. tidligere været sådan, at (A) underviste i de emner, der i dag udgør størstedelen af faget fysisk kemi, et fag som for en stor del er ren fysik. Den lærebog, der i dag anvendes i undervisningen, introducerede (A) således på Højskolen i efteråret 1974.

Denne undervisning, som består af 60 forelæsninger, gives i dag for 80 % vedkommende af to farmaceuter, ansat ved Institut for Almen Kemi, prorektor og lektor (D). Det kan nævnes, at sidstnævnte desuden underviser i isotopteknik – en disciplin, som uomtvisteligt er fysik!

Det har således gennem årene været praksis, at både farmaceuter og fysikere deltog i fysikundervisningen. I forbindelse med de bebudede besparelser foretages der ingen ændringer i den del af fysikundervisningen, der vedrører fysisk kemi og kursus i isotopteknik. Rektor henviser i sit svar af 25. marts 1990 til Undervisningsministeriet, at det er de 4 lektorer, der tidligere var ansat ved det nedlagte Fysisk Laboratorium, der ’efter både hidtidige og nuværende opgavefordelinger er ansvarlige for matematik- og fysikundervisningen’. Dette er således ikke i overensstemmelse med sandheden, og i den aktuelle afskedigelsessituation er der helt set bort fra dette. Det er ligeledes ukorrekt, at afskedigelsen sker på baggrund af opgavebortfald, da der uændret fortsættes med undervisning i fysikdiscipliner – foretaget af bl.a. 2 farmaceuter stadig ansat på Højskolen. Disse to lektorers forskningsandel finansierer Højskolen således stadig – om end de ikke forsker i fysik og om end de, med udgangspunkt i antallet af internationale tilgængelige publikationer inden for de sidste 5 år, må anses som 0-forskere.”

 

I brev af 24. juni 1991 kommenterede DFH bl.a. Universitetslærerforeningens synspunkter om prorektors inhabilitet. I brevet anførte DFH bl.a.:

”Uenigheden mellem (A) og Universitetslærerforeningen på den ene side og Danmarks Farmaceutiske Højskole på den anden side går i denne sag hovedsagelig på, om fagområdet fysik og fagområdet fysisk kemi har en sådan faglig sammenhæng undervisnings- og forskningsmæssigt, at de i en situation med uansøgt afskedigelse bør ses som ét område. Højskolen er ikke enig i, at beslutningen om, at matematik-/fysikundervisningen ikke længere skal være forskningsbaseret med forskning ved Højskolen, lige så godt kunne have været udmøntet ved afskedigelse af lektorer inden for fagområdet fysisk kemi. Efter Højskolens opfattelse må man bl.a. også se på, hvordan Institut for Almen Kemi, som fagområdet fysisk kemi hører under, som helhed kan varetage sine undervisnings- og forskningsopgave bedst muligt.

(A) er den eneste, der i debatten på Højskolen har anført det synspunkt, at områderne fysik og fysisk kemi skal ses som ét område, når der skal placeres personalebesparelser. Det har derfor kun været aktuelt på mødet i Højskolens Konsistorium den 27. juni 1990 at drøfte, om prorektor kunne være inhabil. Problemstillingen har ikke i senere faser af besparelsesdrøftelserne været aktuel, idet ingen medlemmer af de kollegiale organer har ment, der forelå en tættere sammenhæng mellem fagområderne fysik og fysisk kemi end mellem forskellige andre fagområder.

Såfremt overordnede myndigheder efterfølgende skulle mene, at der er en sådan særlig sammenhæng mellem fagområderne fysik og fysisk kemi, at de bør ses som ét fagområde, følger det heraf, at prorektor har været inhabil og at flere lektorer skal inddrages i sagen om uansøgt afskedigelse. Højskolen deler som nævnt fortsat ikke dette synspunkt.”

A kommenterede DFH’s udtalelse af 30. maj 1991 i brev af 27. juni 1991. A fastholdt bl.a. at hele området for fysikundervisning – også det som DFH kaldte fysisk kemi – skulle underkastes en faglig bedømmelse. A skrev endvidere at hvis man fra DFH’s side kaldte nogle emner for fysisk kemi, så havde han også i et stort omfang undervist i fysisk kemi.

Civilingeniør E rettede som censor ved DFH henvendelse til DFH’s rektor i brev af 3. juli 1991 og beklagede beslutningen om at afskedige de fire lektorer uden forudgående faglig bedømmelse.

 

Undervisningsministeriet meddelte A i brev af 4. september 1991 at ministeriet ikke havde grundlag for at tilsidesætte afskedigelsesbeslutningen. I brevet var der bl.a. anført:

”Det er efter loven om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner henlagt til kollegiale organer ved disse institutioner, for Danmarks Farmaceutiske Højskoles vedkommende konsistorium, inden for de af ministeriet fastsatte rammer at træffe beslutning om fordelingen af tildelte ressourcer, herunder fordelingen af bevillinger i en nedskæringssituation, samt i påkommende tilfælde at træffe beslutning om indstilling om afsked, jfr. styrelseslovens § 11, stk. 4, sammenholdt med stk. 3. De beslutninger, der i henhold til nævnte bestemmelser træffes af de kompetente kollegiale organer, kan efter forholdene give anledning til modstridende synspunkter. Ministeriet vil imidlertid, bortset fra tilfælde hvor der skønnes at være grundlag for at fastsætte direktiver for institutionens bemanding inden for de forskellige fagområder, ikke efter styrelseslovens § 35, stk. 2, kunne tilsidesætte institutionens beslutninger, med mindre de må anses for stridende mod gældende regler eller retsgrundsætninger.

Der er efter ministeriets opfattelse ikke grundlag for at gribe ind med direktiver om bemandingen i det foreliggende tilfælde.

Det må efter det foreliggende lægges til grund, at beslutningen om nedskæring af undervisningen i fysik/matematik og bortfald af den dertil knyttede forskning i hvert fald i alt væsentligt vedrører den del af fagområdet, der har været henlagt til Dem og Deres 3 lektorkolleger ved den tidligere fysikafdeling.

Der kan efter ministeriets mening ikke under disse omstændigheder stilles krav om gennemførelse af en bedømmelse af det videnskabelige personale forud for en stillingtagen til afskedigelsesspørgsmålet.

Såfremt der måtte være tvivl om, hvorvidt ansatte i videnskabelige stillinger opfylder deres forskningsforpligtelser på tilfredsstillende måde, må spørgsmålet herom af højskolen tages op til behandling. Ministeriet må henholde sig til den af rektor bebudede vurdering af forskningsindsatsen og mener ikke at kunne kræve, at den trufne beslutning om afskedigelse stilles i bero på denne vurdering. Bliver resultatet af vurderingen, at videnskabelige medarbejdere skal afskediges, må der til den tid tages stilling til spørgsmålet om besættelse af de pågældende stillinger.

Ministeriet må endvidere henholde sig til, at det efter det af højskolen oplyste ikke kan antages, at fysik/matematik som grundlag og fysisk kemi må betragtes som ét fagligt sammenhængende område i forbindelse med stillingsnedlæggelser, og finder på den baggrund ikke, at prorektor har haft en sådan særlig interesse i sagens udfald, at hun må antages at have været inhabil.

Beslutningen om ikke længere at give forskningsbaseret undervisning i fysik/matematik, strider efter ministeriets opfattelse ikke mod højskolens statut. Den omtalte statutbestemmelse er ikke ensbetydende med, at højskolen i alle grundfag skal drive forskning og give undervisning ’indtil det højeste videnskabelige niveau’. Højskolen vil alene være forpligtet hertil i det omfang, hvori det udgør et nødvendigt grundlag for den videregående undervisning i de farmaceutiske fag mv.

Det kan ikke anses for stridende mod forudsætningerne for forskerrekrutteringsplanen, at der samtidig med, at der foretages nedskæringer inden for ét fagområde, foretages ansættelser inden for andre fagområder, der ønskes styrket.

Ministeriet finder ikke, at der er holdepunkter for antagelsen af, at sagen skulle være påvirket af usaglige hensyn eller være behæftet med andre alvorlige fejl eller mangler i strid med gældende regler eller retsgrundsætninger, og finder herefter heller ikke at have mulighed for at tilsidesætte den i sagen trufne beslutning.”

 

A rettede henvendelse til Undervisningsministeriet i brev af 30. september 1991. A skrev at ministeriet havde udvist forskelsbehandling ved uprøvet at acceptere en række påstande fra DFH. A bad om at få svar på en række spørgsmål.

I brev af 6. november 1991 skrev undervisningsministeren til A. I brevet var der bl.a. anført:

”Jeg skal svare så godt jeg kan.

Ministeriets beføjelser og muligheder for at gribe ind er meget begrænsede i sager af denne art, og som det fremgik af ministeriets svar til Dem af 4. september 1991, kan vi efter styrelseslovens § 35, stk. 2, ikke tilsidesætte højskolens afgørelse, med mindre den strider mod lovgivningen eller almindelige retsgrundsætninger.

Den begrænsning må ses i sammenhæng med, at ministeriet ikke er fagligt kompetent på dette felt og derfor i almindelighed må henholde sig til den faglige vurdering, som foretages af institutionerne og deres forskellige organer.

Vi har ikke kunnet påvise usaglige hensyn eller lignende fejl eller mangler, vi har ikke fundet grundlag for at pålægge højskolen at forelægge sagen for udefra kommende fagkyndige, og vi kan ikke uden om højskolen nedsætte et udvalg af fagkyndige og lade dette udvalg træffe afgørelse i sagen.

Ministeriet har ikke nægtet Dem tilladelse til at fremlægge dokumentation for Deres oplysninger, men vi har ikke på noget tidspunkt betvivlet, at Deres oplysninger om undervisning og forskning er korrekte, og at De som fysiker også har været inde på områder, der er henlagt til fysisk kemi. Det udelukker stadigvæk ikke, at der dog kan være en berettiget opdeling i forskellige faglige områder, og at De må betragtes som ansat i en stilling, der har fysik eller fysik/matematik som område, og som nu nedlægges.

 

Går vi videre til spørgsmålet om muligheden for rokeringer mellem forskellige videnskabelige stillinger, er det ministeriets opfattelse, at en rokering må forudsætte, at der – i det mindste i alt væsentligt – er tale om samme stillingsindhold. Er der ikke det, må eventuelt ledige stillinger slås op på sædvanlig måde og besættes efter bedømmelse af kvalifikationer. Forskelle i anvendelsen af muligheden for rokeringer er således ikke ensbetydende med en diskriminering. Også i denne forbindelse bevæger vi os inden for et felt, hvor ministeriet ikke er i besiddelse af faglig kompetence og derfor ikke har mulighed for en reel efterprøvelse.

Forskere har et forskningsområde, hvad enten de forsker aktivt eller ej. Det knytter sig som en forpligtelse til stillingen og dennes faglige indhold. Hvis en ansat i en sådan stilling er nulforsker, er der tale om et alvorligt problem for både den pågældende selv og for institutionen. Det er et spørgsmål, som institutionen må tage op, og som jeg har noteret mig, at højskolen agter at tage op gennem en faglig vurdering af medarbejdernes indsats.

Hvad der bliver resultatet heraf, kan vi fra ministeriets side ikke vide, men jeg må lægge vægt på, at vurderingen gennemføres. Vi har imidlertid ikke ment at burde lade afgørelsen af denne sag bero på omtalte vurdering, idet nedskæringer og begrænsninger i højskolens fagområde må betragtes som et selvstændigt spørgsmål, som højskolen har haft et rimeligt krav på at få afgjort.

Hvad angår spørgsmålet om torsdagsmodtagelsen kan jeg oplyse, at man her kan møde op uden forudgående aftale.

Jeg tror ikke, at vi kan komme meget længere i denne sag og mener derfor, at næste skridt i sagen må være, at De som bebudet indbringer sagen for Folketingets Ombudsmand.”

 

I brev af 22. november 1991 klagede A til mig over Undervisningsministeriets afgørelse af 4. september 1991 der blev uddybet i brevet af 6. november 1991.

Den 11. december 1991 sendte DFH et anbefalet brev til A vedrørende uansøgt afskedigelse. I brevet var det anført at A blev afskediget med fratræden pr. 30. juni 1992. Det fremgik at afskedigelsen var en følge af konsistoriums vedtagelse på mødet den 19. december 1990. Mødereferat herfra var vedlagt. Desuden var det i brevet anført:

”Denne beslutning er begrundet i:

· de besparelser, der er pålagt Højskolen, med heraf følgende krav til Højskolens styrende organer om i den situation at overveje, hvordan Højskolen sikrer opfyldelsen af de faglige forpligtelser, der påhviler Højskolen som landets eneste farmaceutiske læreanstalt,

· de behov for ændret ressourceanvendelse, der følger af studieordningen af 1988 for farmaceutstudiet.”

DFH erindrede samtidig om at skolen var indstillet på at drøfte individuelle afviklingsordninger, herunder muligheden for efteruddannelse inden fratræden, under forudsætning af at skolens økonomiske rammer tillod dette.

Den 13. januar 1992 tilbagekaldte A sin klage hertil med henvisning til at der var opstået nye momenter i sagen.

Det fremgik af en aftale af 16. januar 1992 mellem DFH og Dansk Ingeniørforening og Dansk Magisterforening at DFH tilbød A et 3-årigt seniorstipendiat med virkning fra fratrædelsestidspunktet den 1. juli 1992, og at en anden af de afskedigede lektorer blev tilbudt et 3-årigt eksternt lektorat i fysik med ca. 600 undervisningstimer pr. år.

I brev af 5. april 1995 rettede Dansk Magisterforening henvendelse til DFH og anmodede om at højskolen fandt beskæftigelse til A efter udløbet af det 3-årige stipendiat. Foreningen henviste til at DFH’s økonomiske situation var blevet væsentligt forbedret.

DFH meddelte i brev af 24. april 1995 foreningen at afskedigelsen af A ved brev af 11. december 1991 var foretaget på et lovligt og ikke overenskomststridigt afskedigelsesgrundlag. DFH fastholdt afskedigelsen og henviste desuden til at der i rimeligt omfang var taget individuelle hensyn ved at tildele A et 3-årigt stipendium.

I brev af 22. maj 1995 skrev A hertil igen. A skrev at han havde tilbagekaldt den tidligere klage af 11. december 1991 fordi han havde følt sig presset hertil af DFH. A henviste til at DFH havde sagt at han kun kunne få det 3-årige seniorstipendiat hvis klagen hertil blev tilbagekaldt. A ville klage over at DFH havde presset ham til at tilbagekalde den oprindelige klage, og A ønskede samtidig at jeg skulle genoptage behandlingen af den oprindelige klage over afskedigelsessagen.

Jeg sendte A’s henvendelse videre til Undervisningsministeriet med henblik på at ministeriet tog stilling til klagen over at DFH havde presset ham til at tilbagekalde klagen af 11. december 1991 til mig.

Undervisningsministeriet meddelte i brev af 11. december 1996 A at ministeriet fandt det uacceptabelt og beklageligt at A var blevet presset til at trække klagen hertil tilbage. Ministeriet skrev samtidig at der var taget skridt til iværksættelse af tjenstlige foranstaltninger over for den tidligere ansatte ved DFH som havde presset ham. Samtidig bad ministeriet mig om at se bort fra overskridelsen af klagefristen og behandle A’s klage.

 

I brev af 3. januar 1997 bad jeg Undervisningsministeriet og DFH om udtalelser i anledning af klagen over afgørelsen om at afskedige A fra DFH.

DFH anførte i udtalelse af 17. januar 1997 om afskedigelsen bl.a.:

”Efter Højskolens opfattelse forholder det sig sådan, at matematik og fysik var og er støttefag for de fag, der er de mest centrale for Højskolen, nemlig de lægemiddelorienterede fag, og at fagene matematik og fysik ikke er en integreret del af de lægemiddelorienterede fag. Det er korrekt, at der også undervises i fysisk kemi, men det er et fagområde, som i sit indhold og emnevalg adskiller sig klart fra fysikundervisningen.

Det er Højskolens opfattelse, at man på objektivt grundlag kunne (og fortsat kan) foretage en sondring mellem de lægemiddelorienterede fag og fagene matematik og fysik.

Hensigten med undervisningen i matematik og fysik – på tidspunktet for Konsistoriums beslutning (19.12.1990) og senere – er at sikre, at de studerende har tilstrækkelige forudsætninger i udvalgte emner inden for grundlæggende matematik og fysik af hensyn til den senere undervisning i de kemiske og farmaceutiske fag; med hensyn til fysikken drejer det sig særligt om basal atomfysik og om faste og flydende stoffers egenskaber i relation til transportprocesser.

I fortsættelse af Konsistoriums beslutning af 19.12.1990 er den omhandlede undervisning i matematik og fysik overdraget til eksterne lektorer med støtte af undervisningsassistenter.

 

6. (A) anfører – i fortsættelse af foregående punkt – dels at han ikke havde ansættelsessted ved et Fysisk Laboratorium (et sådant var tidligere blevet nedlagt), men at han var ansat ved det daværende Institut for Organisk Kemi, dels at hans forskningsområde må beskrives efter instituttilhørsforhold (så vidt vi forstår hans brev til Ombudsmanden af 22.11.1991, s. 3). Disse to forhold skal formentlig føre til dén slutning, at hans forskningsområde dækkes af Institut for Organisk Kemi’s forskningsområde.

Højskolen kan bekræfte, at (A) ikke siden 1.1.1989 var ansat ved et særligt Fysisk Laboratorium eller i en særlig matematik/fysik-gruppe, forstået som en organisk størrelse. Men samtidig må det bemærkes, at (A)’s undervisningsopgaver i tiden herefter fortsat lå inden for den grundlæggende fysik (og matematik). Endvidere kan det supplerende oplyses, at lærerne i fysik og kemi fortsat ’boede’ i betydelig nærhed af hinanden i en betragtelig tid efter nedlægningen af Fysisk Laboratorium.

Højskolen finder endvidere ikke, at en enkelt forskers forskningsområde, ej heller (A)’s, kan beskrives dækkende ved den pågældendes instituttilhørsforhold.

Efter Højskolens opfattelse falder (A)’s forskningsvirksomhed (i hvert fald frem til 1991/92) langt overvejende inden for teoretisk højenergifysik, og der havde (og har) ikke – i hvert fald ikke i mange år – været noget egentligt forskningssamarbejde mellem (A) og andre forskere på Højskolen, dvs. forskere som har til opgave at arbejde lægemiddelorienteret.

Højskolen kan bekræfte, at (A) har indgået i et særligt samarbejde med professor (B) på det nuværende Danmarks Tekniske Universitet om et licentiatprojekt, men kan ikke deraf drage dén slutning, at (A)’s egen forskningsvirksomhed i det grundlæggende lå inden for Højskolens centrale forskningsområder, dvs. de lægemiddelorienterede områder.

Sammenfattende var det Højskolens opfattelse, at (A)’s forskningsvirksomhed – ganske uanset dens omfang og lødighed – ikke var tilstrækkelig central i forhold til Højskolens hovedopgave til, at dette kunne begrunde en fortsat varig ansættelse.”

 

Undervisningsministeriet henviste i udtalelse af 25. marts 1997 til det der allerede var anført i sagen i brevene af 4. september og 6. november 1991. I brevet var der desuden anført:

”Som følge af besparelseshensyn valgte højskolen at satse på de lægemiddelorienterede fag. Højskolen anser fagene matematik og fysik for at være støttefag for disse. Dette er en faglig vurdering, som ministeriet må henholde sig til.

Der blev ikke foretaget nogen faglig vurdering af højskolens medarbejdere i forbindelse med afskedigelserne. Man vurderede fra højskolens side, at det af hensyn til højskolens drift var mest hensigtsmæssigt at pege på de fire lektorer, som hidtil primært havde varetaget faget fysik/matematik. De fire lektorer havde indtil fysikafdelingens nedlæggelse i 1989 varetaget undervisning og forskning i disse fag og havde efter højskolens oplysninger også i tiden herefter haft undervisningsopgaver inden for den grundlæggende fysik og matematik, jf. højskolens udtalelse af 17. januar 1997 side 3 midt.

...

Ministeriet finder ikke, at der er grundlag for at kritisere højskolen for at have lagt vægt på de ovenfor anførte kriterier ved beslutningen om, hvem blandt de ansatte, der skulle afskediges i konsekvens af besparelserne.”

 

Den 14. april 1997 bad jeg om A’s bemærkninger til sagen.

I brev af 30. marts 1998 med bilag kommenterede A sagen. I brevets afsnit 2 under overskriften ”Overblik over hovedpunkter i min klage” anførte A følgende:

”Min klage, for Højskolens vedkommende, går hovedsagelig ud på at Højskolen fejlagtigt sætter lighedstegn mellem de 4 lektorer, som blev afskediget og det man betegner som matematik/fysik (mat/fys) område på Højskolen (se især Afsnit 3.1.1 i denne forbindelse). Efter min opfattelse, omfatter mat/fys området på Højskolen en større gruppe end de 4 lektorer og inkluderer bl.a. også Prorektor. Set i lyset af Prorektors ledelsesrolle omkring afskedigelserne, er der efter min opfattelse et habilitetsproblem.

Til støtte for det af Prorektor allerede på møde den 14.6.90 fremsatte synspunkt, om at de 4 lektorer, som endte med at blive afskediget, alene udgjorde fys/mat området, har Højskolen gjort gældende, at de 4 lektorer tidligere havde tilhørt den, ikke længere eksisterende, fysiske afdeling. Denne afdeling eksisterede indtil ultimo 1988, hvorefter den blev nedlagt og de 4 lektorer blev tilknyttet 3 forskellige andre institutter på Højskolen. For mit vedkommende blev der tale om en tilknytning til Institut for Organisk Kemi efter opfordring fra dette institut, som følge af allerede etableret samarbejde, jfr. brevet af 4.7.1988 fra Institutbestyreren (...).

At Højskolen endte med at betragte mat/fys området som sammenfaldende med de 4 lektorer, som blev afskediget, skyldes en meget aktiv indsats fra Prorektors side. Fordi Prorektor havde en stærk personlig interesse i at mat/fys området skulle anskues som bestående udelukkende af de 4 lektorer, som blev afskediget, har jeg den opfattelse at hun har været inhabil i sin medvirken til, at Højskolen fastholdt denne opfattelse af mat/fys området. Jeg gjorde Højskolen opmærksom på habilitetsproblematikken omkring Prorektor allerede i mit brev af 18.6.1990 til Rektor.

At der er en nøje sammenhæng mellem spørgsmålet om afgrænsning af mat/fys området og Prorektors habilitet, er ubestridt af alle parter i sagen. Afgrænsningen af fagområdet mat/fys er det helt centrale stridspunkt i denne sag , og drejer sig om hvorvidt Konsistoriums beslutning om nedlæggelse af 4 lektorater på mat/fys området peger éntydigt på de 4 lektorer som blev afskediget, eller om Konsistoriums beslutning snarere peger på en gruppe af i alt 7 personer iblandt hvilke 4 skal udvælges til afskedigelse efter objektive kriterier. Denne udvidelse af gruppen til 7 personer svarer til, at i stedet for afskedigelsen af én person fra Institut for Almen Kemi (som sket), ville der være 4 personer fra dette Institut heriblandt Prorektor, som ville være iblandt i alt 7 kandidater til 4 afskedigelser. At dette centrale stridspunkt er nært forbundet med Prorektors habilitet er Højskolen som sagt helt enig med mig i. Dette fremgår af Højskolens breve af 24.6.1991 til Undervisningsministeriet (...)B

...

 

Desuden finder jeg det kritisabelt, at Højskolen nægtede at foretage en uvildig faglig vurdering af forskningsindsatsen som grundlag for afskedigelserne på mat/fys området. Det havde været nærliggende, netop fordi opgavebortfaldet på mat/fys som defineret af Konsistorium udelukkende bestod af forskningspligten knyttet til fire lektor stillinger på mat/fys området (undervisning skulle fortsætte uændret efter afskedigelserne). Som resultat af den fremgangsmåde som Højskolen faktisk benyttede, blev jeg som en af Højskolens aktive forskere – også med international anerkendt forskning indenfor Højskolens kerneområde – afskediget frem for folk, som havde været nulforskere under hele deres ansættelse (heriblandt Prorektor). Til trods for at der ikke blev foretaget en uvildig faglig vurdering af hele fagområdet, ender Højskolen de facto alligevel med at vurdere mig isoleret når de, uberettiget efter min opfattelse, påstår min forsknings manglende relevans for Højskolen. En sådan isoleret vurdering udgør efter min opfattelse en forskelsbehandling, idet svage forskere i kraft af deres manglende forskningsresultater er beskyttet imod en negativ vurdering af deres forsknings relevans. Mine synspunkter vedrørende den manglende uvildige faglige vurdering som grundlag for afskedigelserne uddybes i Afsnit 4. Når jeg nu og senere omtaler nulforskere er det ikke ment som et personangreb, men som en forklaring på det passerede.”

 

A kommenterede bl.a. DFH’s vurdering af sin forskning på s. 20f i brevet af 30. marts 1998. Desuden redegjorde A i bilag ”Tillæg C” nærmere for forskningen. I brevet af 30. marts 1998 (s. 22f) anførte han bl.a.:

”Angående min forsknings relevans for Højskolen (se i den forbindelse Tillæg C ) vil jeg påpege at alene citat 15 f.o. fra Højskolens brev af 27.7.1991 indeholder 3 direkte og nemt konstaterbare usande påstande. Som det første er datoen 1991/92 (som angivelig hentyder til min forskning inden for lægemiddelområdet) forkert, idet min lægemiddelorienterede forskning var færdigpubliceret allerede i 1990. Det kan undre mig at Højskolen vover at komme med et så nemt konstaterbart forkert udsagn som en dato. Ved f.eks. bare at kigge på forside af to af mine publikationer i Biochimica et Biophysica Acta (vedlagt som bilag til Tillæg C ), ser man umiddelbart, at disse var ’received (for publication)’ henholdsvis den 20. august 1990 og den 28. december 1990. Man må regne med at der går i hvert fald et godt stykke tids forskningsarbejde forud for publikationsklare resultater. Det andet forkerte udsagn er, at min forskning frem til 1991/92 langt overvejende falder indenfor højenergifysik. Faktisk har jeg 5 publikationer som er direkte lægemiddelorienterede og som hidrører fra perioden fra før jeg blev tilknyttet Institut for Organisk Kemi i 1989 frem til min afskedigelse i 1992 (5 internationalt tilgængelige publikationer repræsenterer en betragtelig indsats, især i lyset af, at 5 sådanne publikationer er lige så mange og hyppigst langt flere publikationer end næsten 60% af de videnskabelige medarbejdere på Højskolen producerede i den 5-årige periode forud for min afskedigelse jfr. Bilag ). At jeg indenfor perioden, hvor min lægemiddelorienterede forskning var publiceret også magtede at færdiggøre og publicere igangværende forskningsarbejde indenfor højenergifysik, burde ikke komme mig til skade. I denne periode var der tale om 4 publicerede artikler indenfor teoretisk højenergifysik. Det tredje forkerte udsagn er, at jeg i mange år ikke havde haft forskningssamarbejde med andre forskere på Højskolen, som havde til opgave at arbejde lægemiddelorienteret. Det er en helt latterlig påstand bl.a. eftersom Højskolens eget konsistorium godkendte mig som vejleder i forskningsuddannelsen af (F), under hans lægemiddelorienterede licentiat studium. Det var netop forskningssamarbejde med (F), som resulterede i de 5 ovenfor nævnte publikationer inden for lægemiddelforskning. At jeg allerede inden Fysisk Laboratorium blev nedlagt ultimo 1988 havde samarbejde med Institut for Organisk Kemi, der var etableret fremgår af brevet af 4.7.1988 fra samme institut (vedlagt som Bilag ). Omfanget af mit samarbejde med andre af Højskolens institutter fremgår af Tillæg C.

For en ordens skyld, skal jeg påpege det uholdbare i at Højskolens indvendinger om, at min forskning indenfor teoretisk højenergifysik ikke var relevant til Højskolens hovedopgave. Sandheden er nærmere, at den allervigtigste forskning i dag indenfor biologiske og farmakologiske problemstillinger, er blevet meget matematisk og derfor i høj grad trækker på analogier til bl.a. problemstillinger i højenergifysik. Det gælder også min lægemiddelorienterede forskning omkring biologiske membraners vekselvirkning med farmakologiske stoffer og som formentlig har været grundlag for Højskolens konsistoriums godkendelse (jfr. Tillæg C og bilag hertil) af mig som vejleder for daværende cand.farm. (F)’s licentiat studium.”

 

Professor C rettede i brev af 17. april 1998 henvendelse hertil. Han ville bekræfte rigtigheden af A’s udsagn om at kvantemekanik, termodynamik og statistisk mekanik hører til de mest grundlæggende fag i fysik.

Den 27. maj 1998 bad jeg om Undervisningsministeriets og DFH’s bemærkninger til A’s redegørelse af 30. marts 1998 og professor C’s brev af 17. april 1998.

Undervisningsministeriet meddelte mig i brev af 10. juni 1998 at sagen var overgået til Forskningsministeriet hvorfra jeg ville modtage svar.

DFH skrev i brev af 14. juli 1998 at A’s og professor C’s breve ikke gav anledning til yderligere kommentarer.

Forskningsministeriet skrev i brev af 28. august 1998 at ministeriet kunne henholde sig til Undervisningsministeriets tidligere besvarelser. Vedrørende klagepunktet om at afgrænsningen af den afskedigede personkreds ikke var tilstrækkeligt defineret i forhold til DFH’s fagområde matematik/fysik, henviste Forskningsministeriet til Undervisningsministeriets brev af 4. september 1991 og brev af 25. marts 1997 hvoraf det bl.a. fremgik at afgrænsningen var DFH’s faglige vurdering som ministeriet måtte henholde sig til. Med hensyn til prorektors habilitet henviste Forskningsministeriet til Undervisningsministeriets brev af 4. september 1991 hvori det var anført at fysik/matematik og fysisk kemi ikke kunne betragtes som ét fagligt område, og derfor havde prorektor ikke en sådan særlig interesse i sagen at hun var inhabil.

I brev af 17. april 1999 rettede A henvendelse hertil med en forespørgsel om sagens gang.

I brev af 21. april 1999 beklagede jeg den lange sagsbehandlingstid. A fik samtidig udleveret de seneste høringssvar. Jeg skrev at de ikke var tilsendt A tidligere fordi de efter min opfattelse ikke indeholdt nye oplysninger.

I brev af 20. maj 1999 beklagede A at ministeriet ikke havde taget stilling til hans synspunkter.

 

Jeg bad i brev af 28. juli 1999 Forskningsministeriet og Danmarks Farmaceutiske Højskole om yderligere udtalelser vedrørende nogle specifikke spørgsmål. Jeg skrev bl.a. følgende til Forskningsministeriet:

”1. Afskedigelsen:

Afskedigelse af en offentligt ansat kan ske diskretionært. Afskedigelsen skal i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige principper bygge på saglige grunde.

 

1.1. Besparelseshensyn:

Besparelseshensyn er en saglig grund til afskedigelse. Jeg har forstået at konsistorium på mødet den 19. december 1990 besluttede at det var nødvendigt at afskedige fire fastansatte medarbejdere (lektorer eller professorer).

Samtidig med (A)’s fratræden den 30. juni 1992 blev han imidlertid tilbudt et 3-årigt forskningsstipendiat ved DFH og en anden af de fire afskedigede blev ansat som ekstern lektor (ca. 600 timer pr. undervisningsår) i fysik i en 3-årig periode.

Jeg beder om at få oplyst begrundelsen for at det på den ene side var nødvendigt at afskedige 4 fastansatte og på den anden side i umiddelbar forlængelse heraf var muligt at tilbyde et 3-årigt seniorstipendiat til (A). Jeg beder om at få oplyst om der var nogen bindende aftale om hvilken forskning (A) skulle udføre inden for stipendiatet.

Jeg bemærker at jeg umiddelbart har forstået at seniorstipendiatet vedrørte forskning i fysik selv om DFH umiddelbart havde besluttet at skolen ikke længere skulle finansiere forskning i fysik. Samtidig fremgår det af mødereferatet fra konsistoriums møde den 19. december 1990 og afskedigelsesbrevet af 11. december 1991 at man kunne tilbyde individuelle afviklingsordninger, herunder efteruddannelse. Hvis DFH mente at (A) på afskedigelsestidspunktet primært forskede i fysik, forstår jeg ikke umiddelbart at det skulle være nødvendigt at tilbyde ham efteruddannelse heri.

 

1.2. Udvælgelsen:

Ved udvælgelsen af de medarbejdere der skal afskediges, vil der ofte opstå spørgsmål om hvorvidt der kan fastsættes objektive kriterier for afskedigelserne, f.eks. afskedigelse efter mindst anciennitet.

Om opstilling af sådanne kriterier er der på s. 171 i Forvaltningsret (1994) af Kaj Larsen mfl. bl.a. anført:

’Ved afskedigelser af et større antal offentligt ansatte på samme arbejdssted vil der ofte opstå spørgsmål om, hvorvidt der kan fastsættes objektive kriterier for afskedigelser, f.eks. et anciennitetsprincip (jf. SIFU-princippet: Sidst Ind, Først Ud) eller overenskomstansatte forud for tjenestemandsansatte.

Den almindelige forvaltningsretlige formodning imod, at forvaltningen selv kan opstille og følge regler, der afskærer en skønsmæssig afvejning, taler imod opstilling af regler som de nævnte. Endvidere vil sådanne regler ikke harmonere med den almindelige grundsætning ved ansættelse, hvorefter en stilling skal søges besat med den mest kvalificerede ansøger, jf. nærmere ovenfor afsnit II.D, s. 147. Denne grundsætning støtter en antagelse om, at myndigheder ved masseafskedigelser skal søge at beholde de mest kvalificerede medarbejdere og ikke lade f.eks. anciennitet eller ansættelsesform alene være afgørende. Det offentliges større omkostninger ved afskedigelse af tjenestemænd frem for overenskomstansatte, jf. tjenestemandslovgivningens bestemmelser om rådighedsløn og pension, vil dog muligvis kunne tillægges en vis betydning.’

Jeg har umiddelbart forstået at DFH’s beslutning om at afskedige de fire medarbejdere skyldes en beslutning om at forskningsområdet inden for fysik/matematik af økonomiske grunde skulle bortfalde, og at dette fagområde efter DFH’s opfattelse entydigt pegede på de fire medarbejdere fra det tidligere Fysisk Laboratorium, jf. brev af 30. maj 1991 fra DFH til (A). DFH har også i et vist omfang lagt vægt på bortfald eller reduktion af undervisning i fysik. I prorektors oplæg af 18. oktober 1990 foreslås det at finansieringen af forskningen til fysik/matematik undervisningen skal bortfalde, og at højskolen kan købe specificeret undervisning ude i byen. I den 4. besparelsesmodel i notat af 22. november 1990 er det foreslået at alle fire medarbejdere ved fysik/matematik afskediges, og at man så anvender ét årsværk til at købe ekstern undervisning i matematik/fysik. I DFH’s brev af 25. marts 1991 anførtes bl.a. at det var reduktionen i behovet for undervisningsressourcer til matematik- og fysikundervisning der var begrundelsen for at pege på dette område til besparelser. Endvidere fremgår det at skolen mente at de fastansatte undervisere og forskere i fysik på baggrund af opgavebortfald ville blive overflødige. Det fremgår endvidere af Undervisningsministeriets brev af 4. september 1991 at ministeriet har lagt til grund at beslutningen om nedskæring af undervisning i fysik/matematik og bortfald i den dertil knyttede forskning i hvert fald i alt væsentligt vedrørte den del af fagområdet der havde været henlagt til de fire medarbejdere fra den tidligere fysikafdeling.

 

Som det fremgår, blev Fysisk Laboratorium nedlagt 1. januar 1989. De fire medarbejdere ved laboratoriet blev overflyttet til tre andre institutter. Der var således efter det oplyste på afskedigelsestidspunktet ikke et fælles ’instituttilhørsforhold’ der udskilte de fire medarbejdere fra de andre.

De fire medarbejdere havde efter det oplyste heller ikke fælles uddannelsesbaggrund (se nærmere (A)’s brev af 30. marts 1998 hertil, s. 5). Der var 2 fysikere, 1 civilingeniør og 1 farmaceut. De tre andre personer som (A) har peget på skulle indgå i bedømmelsen, var henholdsvis 1 kemiker og 2 farmaceuter.

Der ligger ikke i sagens akter en kopi af eventuelle ansættelsesbreve og stillingsbeskrivelser vedrørende de fire afskedigede medarbejdere eller de tre medarbejdere som (A) mente skulle indgå i afskedigelsesvurderingen. Jeg beder om at modtage sådanne ansættelsesbreve/stillingsbeskrivelser hvis de findes.

Jeg beder endvidere om at få oplyst om en eventuel skriftlig stillingsbeskrivelse svarer til det reelle indhold i (A)’s stilling på afskedigelsestidspunktet. Undervisningsministeriet skrev i brev af 6. november 1991 til (A) at ministeriet ikke betvivlede at hans oplysninger om undervisning og forskning var korrekte, og at han som fysiker også havde været inde på områder der var henlagt til fysisk kemi. Det udelukkede dog ikke efter ministeriets opfattelse at der kunne være en berettiget opdeling i forskellige faglige områder, og at (A) måtte betragtes som ansat i en stilling der havde fysik og matematik/fysik som område. Jeg beder om at få oplyst om Undervisningsministeriet mener at det i givet fald er den formelle stillingsbeskrivelse der er afgørende for den faglige afgrænsning, eller om man skal lægge vægt på stillingens (accepterede) reelle indhold. Jeg beder om at ministeriet inddrager det forhold at (A) den 1. januar 1989 blev overflyttet til Institut for Organisk Kemi.

DFH henviste i brev af 15. januar 1991 til at der i en indstilling af 29. august 1988 var anført at undervisningen i fysik og matematik som hidtil skulle afholdes af de fire medarbejdere fra det tidligere Fysisk Laboratorium. DFH anførte endvidere i brev af 25. marts 1991 at de fire medarbejdere fortsat var ansvarlige for fysik- og matematikundervisningen. Indstillingen ses ikke i sagens akter.

 

Umiddelbart har jeg lagt til grund at udskillelsen af de fire medarbejdere til en særskilt gruppe er sket på baggrund af hvad de rent faktisk underviste og forskede i. En sådan vurdering er umiddelbart i sig selv en faglig vurdering, og selv om jeg ikke har faglige forudsætninger for at kontrollere en sådan vurdering, er det min opfattelse at sagen rejser spørgsmål om DFH og Undervisningsministeriet/Forskningsministeriet i tilstrækkeligt omfang har inddraget saglige kriterier til vurdering af sagen. Jeg henviser til Bent Christensen, Forvaltningsret. Opgaver. Hjemmel. Organisation (1997), 2. udg., s. 178f, hvor han bl.a. beskriver hvilke kriterier et forvaltningsorgan har pligt til at inddrage. På s. 181 er det bl.a. anført:

’2.3. Kriterier, der bringes ind udefra

I afsnit 2.1 og 2.2 er der søgt opstillet regler for det minimum af kriterier, som forvaltningsorganet selv skal tage initiativ til at få inddraget, forudsat at kriterierne har betydning for bedømmelsen af denne sags fakta, se afsnit 3.

Disse regler må suppleres med følgende regel:

Lovlige kriterier, der bringes ind i sagen udefra, skal tages med i afvejningen, stadig forudsat at de har betydning for bedømmelsen af sagens fakta.

Kriterierne behøver ikke at være påberåbt i så præcis form, at de uden bearbejdelse tillader stillingtagen til sagens fakta. Argumentation, der peger på vurderinger, er tilstrækkelig. Forvaltningsorganet må selv under afvejningen præcisere betragtningerne så langt, som det er nødvendigt for at nå et resultat.

Denne regel har stor praktisk betydning. Parterne vil ofte – især under en kontradiktionsproces – komme med betragtninger, der angår kriterierne. Hvor det sker, må de således påberåbte kriterier med i afvejningen. Regler om høring kan ligeledes fremkalde synspunkter, der indeholder kriterier. Sker det, må de med i afvejningen.’

Det følger endvidere af det grundlæggende undersøgelsesprincip i forvaltningsretten at forvaltningsmyndigheden er ansvarlig for at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Kriterier der bringes ind udefra, kan derfor også stille krav om yderligere undersøgelser for at belyse disse. Se om undersøgelsesprincippet s. 297ff i Forvaltningsret (1994) af Kaj Larsen mfl.

 

1.2.1. Undervisningsdelen:

Vedrørende undervisningsdelen har (A) gjort gældende at den største del af fysikundervisningen i 1991 blev varetaget af de tre friholdte lektorer ved Institut for Almen Kemi. (A) skriver bl.a. på s. 16 i brev af 30. marts 1998 hertil at disse tre lektorer afholdt mindst 30 forelæsninger i termodynamik (varmelære), statistisk mekanik og kvantemekanik som henregnes til fysik, hvorimod de fire afskedigede lektorer kun afholdt 26 forelæsninger i fysik.

Jeg har forstået at (A) mener at termodynamik, statistisk mekanik og kvantemekanik tilhører området fysisk kemi, og at undervisningen i disse fag derfor ikke kan henregnes til fysikundervisningen hvorfor de tre lektorer der underviser heri, ikke skal indgå i vurderingen. Jeg henviser til (A)’s brev af 30. maj 1991 til Undervisningsministeriet hvor det anføres at de emner som (A) mener tilhører fysik, ’traditionelt på Danmarks Farmaceutiske Højskole har hørt ind under faget fysisk kemi’, og at ingen personer i konsistorium eller andre der har været involveret, kan støtte (A)’s synspunkt. Undervisningsministeriet anførte i afgørelsen af 4. september 1991 at det efter det foreliggende måtte lægges til grund at undervisningen i fysik/matematik og bortfald af den dertil knyttede forskning i hvert fald i alt væsentligt vedrørte den del af fagområdet der havde været henlagt til de fire medarbejdere ved det nu nedlagte Fysisk Laboratorium.

Heroverfor står at professor (C) i brev af 22. marts 1991 til undervisnings- og forskningsministeren har anført at der var tale om afskedigelse af en ’lidt tilfældigt konstrueret ’gruppes’ forskning’, og professor (B) skrev i brev af 13. august 1991 at den af DFH definerede ’fysikergruppe’ var kunstig. Desuden har (A) i brev af 30. marts 1998 og i bilaget ’Tillæg A’ med uddrag fra Encyclopedia Britannica og Lexicon Lademann som var vedlagt brev af 30. marts 1998, redegjort for hvorfor han mener at emnerne termodynamik, statistisk mekanik og kvantemekanik er fysik og ikke fysisk kemi. Herudover skriver han bl.a. på s. 9 i brev af 30. marts 1998 at emnerne ikke traditionelt har henhørt under fysisk kemi på DFH. DFH og Forskningsministeriet har ikke kommenteret disse opfattelser.

Endvidere har (A) senest i brev af 30. marts 1998, s. 7, skrevet at hvis DFH fastholder at termodynamik, statistisk mekanik og kvantemekanik tilhører faget fysisk kemi, så betyder det blot at han tidligere har undervist i fysisk kemi i betydeligt omfang. Til dokumentation herfor henvises til det vedlagte bilag ’Tillæg B’ hvori der redegøres for hans undervisning mv. i årene 1970-1974 og en årrække frem, herunder at den lærebog som (A) indførte i 1974 i faget kvantemekanik, fortsat anvendtes af de tre medarbejdere som nu underviste i faget. Desuden anfører han (s. 8) at de fire afskedigede også har undervist i emner som f.eks. grænsekemi, transportteori, fordampning og tørring, fugtighed, væskedynamik, viskositet, destillation mv. som efter sædvane hyppigt medtages under faget fysisk kemi. DFH og Forskningsministeriet har ikke fundet anledning til at kommentere disse synspunkter.

 

1.2.2. Forskningsdelen:

Afgrænsningen af fagområdet er, som jeg forstår, både sket ud fra undervisningsdelen og forskningsområdet.

DFH skrev i brev af 17. januar 1997 at (A)’s forskning indtil 1991/92 langt overvejende faldt inden for teoretisk højenergifysik, og at der i mange år ikke havde været samarbejde mellem (A) og andre forskere på højskolen. Sammenfattende var det højskolens opfattelse at (A)’s forskning ikke var tilstrækkelig central til at kunne begrunde varig fortsættelse.

I DFH’s brev af 25. marts 1991 til Undervisningsministeriet er det derimod anført at de fire lektorer fra Fysisk Laboratorium blev ’overflyttet til 3 eksisterende institutter efter eget valg ud fra deres forskningsmæssige interesse’. Jeg må derfor forstå at (A) havde forskningsmæssig interesse inden for de forhold som hørte under Kemisk Institut idet han netop blev overflyttet dertil. Det fremgår desuden af brev af 4. juli 1988 fra Kemisk Institut til (A) at instituttet kun ville modtage én lektor fra det tidligere Fysisk Laboratorium, og at ’man som følge af det samarbejde, der er etableret, vil få størst gensidigt, fagligt udbytte af at knytte (A) til Kemisk Institut’. Jeg må forstå at Kemisk Institut mente at der var etableret et samarbejde med instituttet.

Endvidere har (A) i brev af 30. marts 1998 med bilag, herunder ’Tillæg C’, redegjort udførligt for at forskningen var central for DFH.

DFH og Forskningsministeriet har ikke kommenteret det anførte.

Det er ikke i sagen oplyst hvordan man har defineret de ’tre friholdtes’ forskningsområde, og hvordan det i givet fald var mere centralt for DFH.

 

2. Habilitet

(A) har bl.a. i brev af 18. juni 1990 gjort gældende at prorektor som sad i budget- og forretningsudvalget (der udfærdigede de fire besparelsesmodeller) og konsistorium (der traf beslutning om at vælge besparelsesmodel nr. 4 med afskedigelse af de fire lektorer i fysik/matematik), var inhabil.

På mødet i konsistorium den 27. juni 1990 hvor prorektor deltog, var der enighed om at hun ikke var inhabil. Der blev henvist til at det var en forudsætning for at styrelsesloven kunne fungere at konsistorialerne som højskolens valgte ledelse kunne behandle sager selv om de på en eller anden vis havde tilknytning til denne.

Undervisningsministeriet skrev ved behandlingen af (A)’s klage i brev af 4. september 1991 bl.a.:

’Ministeriet må endvidere henholde sig til, at det efter det af højskolen oplyste ikke kan antages, at fysik/matematik som grundlag og fysisk kemi må betragtes som ét fagligt sammenhængende område i forbindelse med stillingsnedlæggelser, og finder på den baggrund ikke, at prorektor har haft en sådan særlig interesse i sagen udfald, at hun må antages at have været inhabil.’

Forvaltningsloven indeholder i kapitel 2 regler om inhabilitet.

§ 3 har følgende ordlyd:

§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

...

5)der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes partiskhed.

Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.

Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.’

Om proceduren i forbindelse med stillingtagen til eventuel inhabilitet er der i forvaltningslovens § 6 anført:

§ 6. Den, der er bekendt med, at der for den pågældendes vedkommende foreligger forhold, som er nævnt i § 3, stk. 1, skal snarest underrette sin foresatte inden for myndigheden herom, medmindre det er åbenbart, at forholdet er uden betydning. For så vidt angår medlemmer af en kollegial forvaltningsmyndighed gives underretningen til myndigheden.

Stk. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, afgøres af den i stk. 1. nævnte myndighed.

Stk. 3. Vedkommende må ikke selv deltage i behandlingen og afgørelsen af spørgsmålet om inhabilitet, jfr. dog § 4, stk. 1 og 2. Dette gælder dog ikke på områder, hvor andet er fastsat i henhold til lov.’

Ifølge forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, er en person inhabil hvis vedkommende selv har en særlig personlig interesse i sagen. Der antages normalt at foreligge en sådan interesse hvis en beslutning vedrører vedkommendes eget tjenesteforhold, jf. Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4 udgave ved Jens Garde og Karsten Revsbech, s. 78f, og Folketingets Ombudsmands beretning for året 1988, s. 213ff*. Ifølge § 3, stk. 1, nr. 5, er man inhabil hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes partiskhed.

Umiddelbart har jeg forstået at det var nødvendigt at afskedige fire af de fastansatte lektorer på DFH (dog således at der var råd til at ansætte (A) i et tre-årigt stipendiat). Som sagen er oplyst for mig, havde prorektor en væsentlig andel i selve forberedelsen af de fire besparelsesmodeller idet hun den 18. oktober 1990 udfærdigede en skitse til besparelse hvori hun foreslog at forskningen på ’matematik/fysik’ området skulle nedlægges. Hun deltog desuden i selve afgørelsen om at alle fire stillinger skulle nedlægges.

Som anført ovenfor er der på nuværende tidspunkt en lang række ubesvarede spørgsmål i forbindelse med vurderingen af om (A) og de tre andre afskedige lektorer på objektiv vis tilhørte et isoleret fagområde.

Jeg vil bede DFH og Undervisningsministeriet i forlængelse af besvarelserne af spørgsmålene under punkt 1 om at vurdere prorektors habilitet i henhold til forvaltningslovens § 3 og om procedurereglerne i forvaltningslovens § 6 har været fulgt.

 

3. Partshøring

Forinden der sker afskedigelse af en offentligt ansat, skal vedkommende partshøres. I det omfang afskedigelsen alene begrundes i besparelseshensyn, er det alene partshøringspligten om de faktiske forhold i forvaltningslovens § 19 der skal iagttages. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.’

Partshøringspligten omfatter i afskedigelsessager hvor afskedigelsen sker på grund af besparelser, de oplysninger som viser at der er behov for besparelser, og oplysninger vedrørende andre medarbejders og den enkelte medarbejders arbejdsmæssige forhold som ligger til grund for udvælgelsen af den ansatte, jf. bl.a. Højesterets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1462ff.

Jeg beder om at myndighederne udtaler sig om i hvilket omfang man mener at have iagttaget partshøringspligten forud for beslutningen om at de fire medarbejdere skulle afskediges.”

Den 8. februar 2000 modtog jeg udtalelser fra DFH og Forskningsministeriet af henholdsvis 15. december 1999 og 4. februar 2000. Til udtalelserne var vedlagt forskellige bilag, bl.a. kopi af ansættelsesbreve for A og de tre øvrige lektorer der blev afskediget, og for de tre lektorer som A mente også skulle indgå i afskedigelsesgrundlaget.

 

Af udtalelsen fra DFH fremgår bl.a. følgende:

”Afskedigelsen

1. Tilbud om seniorstipendium til (A).

I 1980’erne og frem til starten af 1990’erne fik Højskolen som de øvrige universiteter af Undervisningsministeriet udmeldt bevillinger, der indeholdt årlige besparelser på 2-3 pct. Ledelsen foretog i 1990 en fremskrivning af denne udvikling og på baggrund af dette tog Konsistorium derfor beslutning om at spare et antal stillinger bort. Samtidig valgte Konsistorium at friholde seniorstipendie stillingerne for udmøntning af sparekravet, dels fordi det ud fra strategiske overvejelser var fornuftigt, dels fordi institutionerne ikke på egen hånd kunne konvertere disse stillinger til lektorstillinger.

Som et led i drøftelserne og høringer i forbindelse med afskedigelsen blev der fra DFH tilbudt individuelle afviklingsordninger, jf. referat fra Konsistoriums møde den 19.12.1990.

Ved et møde mellem DFH og Dansk Magisterforening d. 10.1.1992 blev fratrædelsesvilkåret aftalt. I udtalelse fra DFH af 27.7.1995 er det nævnt at (A) fik tilbudt et stipendium blandt andet for at give ham mulighed for at kvalificere sig til ansættelse andetsteds.

Forskere under den daværende styrelseslov havde ret til selv at vælge forskningsemner og der var derfor intet bindende for (A) med hensyn til hvilken forskning, der skulle udføres inden for stipendieperioden. Det ville heller ikke havde noget formål at binde (A)’s forskning, idet stipendiet var et tilbud til ham for at han kunne kvalificere sig yderligere inden for forskningsområder, hvor han senere ville søge beskæftigelse.

 

3. Definition af fysikergruppe.

Spørgsmålet om (A)’s evt. afskedigelse havde været drøftet mellem DFH og Dansk Magisterforening på vegne af (A) ved en række møder. Det erindres ikke, at Dansk Magisterforening på noget tidspunkt under drøftelserne med DFH rejste tvivl om den skete afgrænsning af fysikergruppen.

Der har på intet tidspunkt på DFH været nogen tvivl eller uklarhed om fysikergruppens sammensætning. At professor (C) og professor (B) har udtrykt tvivl om dette, kan have baggrund i Højskolens forudgående forsøg på at integrere de fire medlemmer af gruppen i andre institutter.

Der kan føres lange og interessante diskussioner om, hvorvidt det ene eller andet fagområde er fysik eller fysisk kemi. De definitioner, som blev anvendt ved DFH i diskussionen om den fremtidige forsknings- og undervisningsprioritering, var ikke tilfældige – til lejligheden opfundne – definitioner. DFH må henholde sig til den afgrænsning af fagområderne, som har været gældende her på stedet, og som Konsistorium også i denne forbindelse har henholdt sig til. Det er kort sagt sådan som begreberne forstås her på Højskolen.

(A) anfører, at termodynamik, statistisk mekanik og kvantemekanik er fysik og ikke fysisk kemi.

I ’Beretning fra det af studienævnet den 28.11.1974 nedsatte rådgivende, fagkyndige udvalg til vurdering af undervisningen i fysik, matematik og statistik’ (april 1975) vises i en oversigt (s. 39 og 40) indholdet i faget fysik gældende fra 1971. Her fremgår kvantemekanik og statistisk mekanik som selvstændige emner i fysik fagets forløb, mens termodynamik ikke er nævnt som selvstændigt område for fysik. De pågældende sider vedlægges som bilag (bilag 5).

For Højskolen har anvendte aspekter af kvantemekanikken og statistisk mekanik været en fast del af emnerne for fysisk kemi. Der vedlægges fagbeskrivelserne for fysisk kemi i studieordningerne fra henholdsvis 1984 og 1988. Som det fremgår af vore understregninger er disse emner direkte nævnt i fagbeskrivelsen. De udgør ca. 10 pct. af faget fysisk kemi. Det bør understreges, at der er anvendelsesaspektet af de fysiske begreber for kemien, der her er i centrum. Undervisningen i fysisk kemi blev varetaget af ansatte ved Institut for Almen Kemi, som instituttet hed i 1990.

Som det fremgår af fagbeskrivelserne fra 1984 og 1988 for fysisk kemi udgør termodynamikkens principper på kemiske og biologiske problemstillinger en væsentlig del af faget fysisk kemi. Som det fremgår af ovennævnte beretning fra 1975 og af fagbeskrivelserne for fysik fra 1984 og 1988 udgør termodynamik ikke et selvstændigt emneområde i fysikfaget på DFH.

Vi vedlægger tillige fagbeskrivelser for faget fysik i studieordningerne fra henholdsvis 1984 og 1988. Som det fremgår af fagbeskrivelsen er det især atom- og kernefysik, der er i centrum for dette fags pensum. De grundlæggende begreber inden for kvantemekanikken indgår som en af hovedstammerne i faget fysik. Som det i øvrigt også fremgår ved en sammenligning af fagbeskrivelserne fra 1984 og 1988, gennemførtes en betydelig reduktion af faget fysik (fra 2,9 modul til 1,2 modul) i 1988 ordningen, som er udarbejdet i året 1987. Allerede i 1987 er der således taget skridt til at nedprioritere undervisningen i fysik. Undervisningen i fysik blev varetaget af ansatte ved Fysisk Laboratorium, som blev nedlagt som organisatorisk enhed i 1988.

Vi kan tilføje, at det i øvrigt er sådan vi i det store og hele fortsat definerer indholdet i fagene. Vi vedlægger kopi af fagbeskrivelserne for fysik og fysisk kemi for studieordningerne 1984 og 1988 (bilag 3).

 

4. Har (A) undervist i faget fysisk kemi?

Efter ændringen af (A)’s instituttilhørsforhold fra Fysisk Laboratorium i 1988 til Institut for Organisk Kemi, som instituttet hed i 1990, betød det ikke, at hans undervisningsopgaver for Højskolen skiftede indhold. (A) overtog således ikke en del af dette instituts undervisningsopgaver eller i undervisningsopgaver i fysisk kemi for Institut for Almen Kemi.

Svaret er altså, at (A) ikke underviste i faget fysisk kemi, sådan som de er beskrevet i vedlagte fagbeskrivelser.

(A) varetog fortsat samme undervisningsopgaver som hidtil, dvs. undervisning i fysik (og matematik).

 

5. Det forskningsmæssige aspekt.

(A)’s afskedigelse fra Højskolen har aldrig været begrundet i, at forskningsindsatsen var utilstrækkelig. I en økonomisk vanskelig situation var prioritering imidlertid nødvendig, og mere praktisk og direkte farmaceutisk rettet forskning inden for lægemidler måtte prioriteres over indsats af mere teoretisk karakter.

De anførte breve af 4. juli 1988 og 25. marts 1991 udtrykker Højskolens forsøg på at integrere fysikgruppen i andre institutter. Ingen af de nævnte breve indikerer imidlertid, at der har været et væsentligt og udbygget forskningssamarbejde mellem de fire tidligere medarbejdere fra Fysisk Laboratorium og øvrige forskergrupper på andre institutter. Der foreligger således ingen sådanne tilkendegivelser fra Højskolens øvrige forskergrupper.

 

6. De tre ’friholdtes’ forskningsområde. Hvorledes var det mere centralt for DFH?

De tre ’friholdtes’ arbejdsområde lå inden for fysisk kemi. Som det fremgår af pkt. 3 besluttede man med en ny studieordning i 1988 at skære faget fysik fra 2,9 modul til 1,2 modul. Faget fysisk kemi var blot beskåret fra 2,1 til 1,9 modul. Allerede i 1987 beslutter man på Højskolen, at fysik fremover undervisningsmæssigt skal spille en markant mindre rolle i farmaceutuddannelsen, hvorfor det ikke er unaturligt, at der i en efterfølgende sparesituation peges på dette område som mindre centralt forskningsområde, når mere praktisk og direkte farmaceutisk rettet forskning inden for lægemidler måtte prioriteres over indsats af mere teoretisk karakter.

Faget fysisk kemi bevarede i studieordningen fra 1988 nogenlunde sit hidtidige omfang og var nu i omfang et større fag end fysik. Dette afspejler i sig selv, at fysisk kemi betragtedes som mere central end faget fysik.

For god ordens skyld kan vi nævne, at også fagområdet farmakognosi blev stærkt indskrænket med studieordningen i 1988 og derfor blev også forskningsaktiviteterne her udpeget som sparemål.

 

Habilitet.

Styrelsesloven af 1973 § 9 om nedsættelse af et Budget- og forretningsudvalg (BFU) forudsætter klart, at der ikke er inhabilitet i forbindelse med BFU-udvalgets indstillinger til det samlede Konsistorium. DFH’s Konsistorium fandt ved sit møde den 27.6.1990, at intet konsistoriemedlem (dvs. ej heller Prorektor) fandtes inhabil i henhold til forvaltningslovens § 3. Konsistoriums afgørelse hviler på den forudsætning, at en sags behandling i to organer, Budget og Forretningsudvalget (BFU) og Konsistorium, ikke medfører inhabilitet.

Det var et sædvanligt og naturligt led i Prorektors opgaver at give oplæg og forslag til økonomiske beslutninger. Arbejdsopgaverne i Konsistorium var – også i denne overliggende besparelsesrunde – fordelt, således at Prorektor ikke alene havde denne sag omhandlede økonomiske opgave, men generelt alle økonomiske opgaver af denne karakter.

Det kan i øvrigt nævnes, at Prorektor altid underskrev Konsistoriums mødereferater, selvom Rektor ledede mødet. Dette var også tilfældet ved mødet den 27.06.1990. Det ses ikke af mødereferatet, om Prorektor forlod mødet eller blot ikke deltog i drøftelserne om habilitet.

Ledelsen overvejede og besluttede, at man kunne godt undvære den indsats for helheden, som fysikgruppen leverede. Dermed stod det også klart for undertegnede som Rektor og for det samlede Konsistorium, at der ved afgrænsningen af fysikergruppen blev truffet en afgørelse, som medførte, at andre ansatte ved DFH, herunder Prorektor ikke ville komme i betragtning ved den trufne beslutning om afsked som følge af Højskolens økonomiske forhold.

Højskolen anser procedurereglerne i forvaltningslovens § 6 stk. 1 og 2 for overholdt.

 

Partshøring.

Der var gentagne informationer og partshøringer spændende fra kommunikationerne med de faglige organisationer før behandling og beslutning i Konsistorium og til efterfølgende korrespondancer med de berørte parter, herunder (A). Der henvises bl.a. til skrivelse af 25. marts 1991 fra DFH til undervisningsministeriet med tilhørende bilag (bilag 4).

Det er Højskolens opfattelse, at man opfyldte høringspligten over de oplysninger, der lå til grund for besparelserne og til grund for valget af nedlæggelse af den pågældende gruppe. Der henvises endvidere til pkt. 1 under afsnittet ’Afskedigelsen’.

Højskolen finder ud fra det langvarige forløb med drøftelserne med Dansk Magisterforening, Dansk Farmaceutforening og Ingeniørforbundet om de påtænkte afskedigelser og vilkår i forbindelse hermed, at der har været gennemført fornøden kontradiktion til, at partshøringsreglerne er opfyldt.”

 

Der fremgår bl.a. følgende af udtalelsen af 4. februar 2000 fra Forskningsministeriet:

”1) Afskedigelsen

1.1. Besparelseshensyn

Ombudsmanden har bedt om at få oplyst begrundelsen for, at det på den ene side var nødvendigt at afskedige 4 fastansatte, og at det på den anden side i umiddelbar forlængelse af afskeden var muligt at tilbyde et 3-årigt seniorstipendiat til (A).

DFH anfører i udtalelsen af 15. december 1999, at DFH i perioden fra 1980’erne og frem til starten af 1990’erne fik udmeldt bevillinger, der indeholdt årlige besparelser på 2‑3%. Konsistorium traf derfor i december 1990 beslutning om at nedlægge et antal stillinger ved højskolen, hvorimod konsistorium friholdt seniorstipendierne fra dette sparekrav.

På denne baggrund var det muligt for DFH i forbindelse med forhandlinger mellem DFH og Dansk Magisterforening om individuelle afviklingsordninger at tilbyde (A) et seniorstipendium, hvilket blandt andet blev tilbudt (A) for at give ham mulighed for at kvalificere sig andetsteds.

Forskningsministeriet finder, at denne fremgangsmåde, hvor konsistorium ud fra besparelseshensyn vælger at nedlægge et antal stillinger, men bevare seniorstipendierne, ligger inden for højskolens kompetence til at prioritere såvel faglige som økonomiske dispositioner.

Vi kan således henholde os til DFH’s udtalelse, jf. pkt. 1 i udtalelsen.

 

1.2. Udvælgelsen

Ombudsmanden har bedt om at modtage eventuelle ansættelsesbreve/stillingsbeskrivelser for de fire afskedigede medarbejdere og for de tre medarbejdere, som (A) mente skulle indgå i afskedigelsesvurderingen.

DFH har i kopi indsendt ansættelsesbreve for de førnævnte syv medarbejdere. Ansættelsesbrevene vedlægges i kopi.

DFH har i udtalelsen af 15. december 1999 oplyst, at der ikke udarbejdes egentlige stillingsbeskrivelser for VIP-medarbejdere.

For så vidt angår (A)’s faktiske arbejdsopgaver oplyser DFH i udtalelsen, at (A) ikke underviste i fysisk kemi, således som fagets indhold er beskrevet i fagbeskrivelsen, men at (A) varetog undervisningen i fysik (og matematik). Fagbeskrivelsen er vedlagt i kopi.

Ombudsmanden beder om at få oplyst, om ministeriet mener, at det er den formelle stillingsbeskrivelse, der er afgørende for den faglige afgrænsning, eller om man skal lægge vægt på stillingens (accepterede) reelle indhold.

Det er Forskningsministeriets opfattelse, at der i et givet tilfælde skal foretages en konkret vurdering af alle aspekter i sagen.

Normalt vil det være nødvendigt at inddrage det formelle stillingsindhold i et ikke uvæsentligt omfang.

Dette kan fx være tilfældet, hvor en medarbejder tillige har varetaget et (del)arbejdsområde, som ligger uden for vedkommendes formelle stillingsindhold, men hvor den pågældende ikke er kompetent til at varetage andre emner inde for dette arbejdsområde.

I sådanne tilfælde er det ministeriets opfattelse, at der i forbindelse med afskedigelser må tages udgangspunkt i den formelle stillingsbeskrivelse, dog således at institutionen tillige må foretage en vurdering af, i hvilket omfang den pågældende medarbejder fortsat vil kunne beskæftiges ved at varetage arbejdsopgaver, som ligger uden for den pågældendes formelle stillingsbeskrivelse.

I tilfælde, hvor en medarbejder gennem en længere periode fuldt ud har varetaget et arbejdsområde, som ligger uden for eller er perifert i forhold til den formelle stillingsbeskrivelse, kan det reelle stillingsindhold imidlertid vægtes over det formelle stillingsindhold.

Det skal i den forbindelse igen bemærkes, at der på DFH ikke findes egentlige/formelle stillingsbeskrivelser.

 

1.2.1. Undervisningsdelen

Ombudsmanden har anmodet ministeriet og DFH om at kommentere professor (C)’s brev af 22. marts 1991, hvori professor (C) udtaler, at der er tale om en ’lidt tilfældigt konstrueret ’gruppes’ forskning’, professor (B)’s brev af 13. august 1991, hvori professor (B) anfører, at den af DFH definerede ’fysikergruppe’ var kunstig, (A)’s redegørelse for, hvorfor termodynamik, statistisk mekanik og kvantemekanik er fysik og ikke fysisk kemi, samt (A)’s udtalelse om, at emnerne ikke traditionelt har henhørt under fysisk kemi på DFH.

Ombudsmanden har videre anmodet ministeriet og DFH om at kommentere (A)’s udtalelse om, at hvis termodynamik, statistisk mekanik og kvantemekanik tilhører faget fysisk kemi, så betyder det blot, at (A) fra 1970-1974 har undervist i fysisk kemi i betydeligt omfang.

DFH anfører i udtalelsen, at kvantemekanik og statistisk mekanik hører under fysisk kemi for så vidt angår de kemiske aspekter og under fysik for så vidt angår de fysiske aspekter. Der kan således foretages en intern sondring af begreberne. DFH anfører videre, at de fysik- og fysisk kemi-definitioner, som blev anvendt ved DFH i diskussionen om den fremtidige forsknings- og undervisningsprioritering, på DFH er fast definerede afgrænsninger og ikke tilfældige til lejligheden opfundne definitioner.

At (A) tidligere skulle have undervist i fysisk kemi, bør efter ministeriets opfattelse inddrages i vurderingen af, hvilken faggruppe han har henhørt under. Undervisningen bør imidlertid ses i perspektiv i forhold til den tidsmæssige udstrækning og den tidsmæssige periode, hvor det pågældende undervisningsforløb har fundet sted.

I dette tilfælde er der tale om, at (A) gennem et 4-årigt forløb i perioden 1970-1974 har varetaget visse undervisningsopgaver inden for fysisk kemi. I perioden op til afskedigelsen har (A) ifølge DFH alene undervist i fysik.

DFH oplyser, at ændringen af (A)’s instituttilhørsforhold fra Fysisk Laboratorium i 1988 til Institut for Organisk Kemi ikke medførte, at hans undervisningsopgaver for DFH skiftede indhold. (A) overtog ikke undervisningsopgaver i fysisk kemi for Institut for Almen Kemi, men fortsatte med at varetage de samme undervisningsopgaver som hidtil, dvs. undervisning i fysik (og matematik).

Det er ministeriets opfattelse, at (A)’s undervisningsforløb i fysisk kemi ligger så langt tilbage, at det ikke kan begrunde en fravigelse af den afgrænsning, som følger af de faktiske arbejdsopgaver på tidspunktet for afskeden af (A).

Ombudsmanden har i udtalelsen af 28. juli 1999 anmodet Forskningsministeriet om nærmere at tage stilling til DFH’s afgrænsning af fagområderne fysik og fysisk kemi. Ombudsmanden anfører side 27, 3. afsnit, at det er Ombudsmandens opfattelse, at sagen rejser spørgsmål om, hvorvidt DFH og Undervisningsministeriet/Forskningsministeriet i tilstrækkeligt omfang har inddraget saglige kriterier til vurdering af sagen.

Ministeriet finder for nærværende at måtte henholde sig til den af DFH anlagte afgrænsning mellem fysik og fysisk kemi, idet det er ministeriets opfattelse, at en af universitetslovsinstitutions afgrænsning af faglige emner, som er centrale for institutionen, som udgangspunkt er omfattet af et fagligt skøn, som ministeriet efter § 35 i den dagældende styrelseslov ikke kan efterprøve. Ministeriet råder ikke selv over faglige forudsætninger for at kunne kontrollere den vurdering, som DFH anlægger.

Forskningsministeriet agter imidlertid på baggrund af Ombudsmandens opfattelse af, at sagen rejser spørgsmål om, hvorvidt Forskningsministeriet i tilstrækkeligt omfang har inddraget saglige kriterier til vurdering af sagen, ekstraordinært at indhente en udtalelse fra Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd om den af DFH anlagte faglige afgrænsning af fagområderne fysik og fysisk kemi.

 

1.2.2. Forskningsdelen

Ombudsmanden har bedt ministeriet og DFH om at kommentere det af (A) anførte om, at (A)’s forskning var central for DFH. Ombudsmanden har videre bedt ministeriet og DFH om at oplyse, hvorledes de tre friholdtes forskningsområde var mere centralt for DFH.

DFH har i udtalelsen anført, at DFH i forbindelse med vurderingen af (A)’s forskning var nødsaget til at foretage en prioritering af forskningsområderne grundet en økonomisk vanskelig situation. DFH har således ikke bestridt, at (A)’s forskning var central for DFH – imidlertid var der blot andre ansattes forskning, som var mere central for Højskolen.

DFH anfører således, at de tre friholdtes forskningsområde var mere central for DFH, idet de pågældendes arbejdsområde lå inden for fysisk kemi. Prioriteringen af fysisk kemi frem for fysik er begrundet i, at DFH i 1987 besluttede, at fysik fremover undervisningsmæssigt skulle spille en mindre rolle i farmaceutuddannelsen. Mht. forskningen havde DFH’s beslutning den følge, at også forskningen i fysik nødvendigvis måtte nedprioriteres i forhold til forskningen i fysisk kemi, idet sidstnævnte fagområde spillede en mere central rolle for DFH.

Forskningsministeriet kan i det hele henholde sig til DFH’s redegørelse.

 

2) Habilitet

Ombudsmanden har bedt Forskningsministeriet og DFH om i forlængelse af besvarelserne af spørgsmålene under punkt 1 at vurdere prorektors habilitet i henhold til forvaltningslovens § 3 og at vurdere, om procedurereglerne i forvaltningslovens § 6 har været fulgt.

Som anført under punkt 1.2.2. besluttede DFH i 1987 grundet økonomiske prioriteringer, at fysik fremover skulle spille en mindre rolle på farmaceutuddannelsen.

Prorektor var i sin tid medlem af budget- og forretningsudvalget, der udfærdigede de fire besparelsesmodeller, og ligeledes af konsistorium, der traf beslutning om at vælge besparelsesmodel nr. 4, som indebar afskedigelse af de fire lektorer i fysik/matematik, herunder (A).

(A) har herefter gjort gældende, at prorektor var inhabil, idet hun tilhørte en faggruppe, som efter (A)’s opfattelse burde havde været inddraget i vurderingen i forbindelse med afskedigelserne. Der er efter (A)’s opfattelse ikke tale om to objektivt forskelligt definerede faggrupper.

Prorektor var en valgt leder iht. dagældende lovbekendtgørelse nr. 358 af 26. maj 1989 om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner, jf. lovens § 6 og 15. En valgt leder vil på den baggrund ikke være inhabil i afskedigelsessager som den foreliggende.

Da prorektor således ikke ville skulle vurderes i forbindelse med evt. afskedigelse, selv om fysisk kemi-gruppen blev inddraget i bedømmelsen, finder Forskningsministeriet, at hun ikke kan antages at have været inhabil.

Forskningsministeriet lægger her vægt på, at den valgte leder ved sit valg ’løftes ud’ af en faglig sammenhæng og i stedet indgår i institutionens ledelse.

Den pågældende løber derfor ikke en aktuel jobmæssig risiko, hvis der sker nedskæringer på det pågældende fagområde. At den pågældende potentielt kan få forringet sine tilbagegangsmuligheder i tilfælde af et senere manglende genvalg, er efter ministeriets opfattelse ikke normalt nok til at medføre inhabilitet.

Konkret vil ministeriet dog ikke afvise, at der kan være situationer, hvor der foreligger inhabilitet, fx hvis den valgte leder ikke genopstiller og står umiddelbart foran tilbagegang til et fagområde, der indgår i en prioritering i forbindelse med nedskæringer.

Ministeriet skal endvidere bemærke, at en habilitetsmæssig forestilling om, at en valgt leder generelt vil favorisere sit tidligere fagområde, er uforeneligt med universitetslovens system med valgte ledere. Her er det i første række demokratiske valg, der skal sikre mod skjult favorisering, og ikke de forvaltningsretlige habilitetsregler.

I henhold til forvaltningsloven § 6, stk. 3, kan en person ikke deltage i drøftelserne om sin egen habilitet.

DFH oplyser i udtalelsen af 15. december 1999, at det af mødereferatet ikke ses, om prorektor forlod mødet i konsistorium den 27. juni 1990 under behandlingen af dette punkt, eller om hun blot undlod at deltage i drøftelserne om sin inhabilitet.

Forskningsministeriet finder det beklageligt, at dette forhold ikke fremgår af referatet. Vi finder det dog korrekt, at spørgsmålet om prorektors habilitet ud fra det grundlag, at prorektor tilhørte en tilgrænsende faggruppe, blev afvist.

 

3) Partshøring

Ombudsmanden har bedt Forskningsministeriet og DFH om en udtalelse over, i hvilket omfang man mener at have iagttaget partshøringspligten forud for beslutningen om, at de fire medarbejdere skulle afskediges.

Det fremgår af de af DFH med udtalelsen af 15. december 1999 indsendte bilag, at DFH forud for afskedigelserne har foretaget høring af de respektive faglige organisationer (i (A)’s tilfælde: Ingeniørforbundet), idet DFH i et brev af 4. december 1990 orienterede Ingeniørforbundet, Dansk Magisterforening og Dansk Farmaceutforening om mulige personaleafskedigelser på DFH. I brev af 25. februar 1991 har DFH besvaret en række af Ingeniørforbundet fremsatte spørgsmål.

Ingeniørforeningen blev ligeledes sammen med Dansk Magisterforening og Dansk Farmaceutforening med brev af 31. januar 1991 orienteret om de pågældende afskedigelser.

Det fremgår videre af de af DFH indsendte bilag, at DFH forud for afskeden af (A) har foretaget høring af (A), idet brevet af 3. december 1990 blev sendt til de berørte lektorer i fysik-matematik-gruppen. DFH har i et brev af 15. januar 1991 besvaret brev af 7. januar 1991 fra (A) til DFH.

DFH har i høringsbrevet af 3. december 1990 gjort rede for de økonomiske forhold, der lå til grund for de på det tidspunkt påtænkte afskedigelser.

En beslutning om nedlæggelse af en bestemt faggruppe er et skøn, som tilkommer institutionen. Der skal forinden evt. afskedigelser iværksættes foretages en høring af de berørte parter og vedkommende faglige organisation.

Partshøringspligten omfatter i afskedigelsessager bl.a. oplysninger vedrørende andre medarbejderes og den enkelte medarbejders arbejdsmæssige forhold, der ligger til grund for udvælgelsen af den ansatte. Denne pligt har især betydning i tilfælde, hvor udvælgelsen skal foretages blandt nogle medarbejdere, som tilhører samme gruppe.

I et tilfælde som det foreliggende, hvor institutionen afskediger en fagligt afgrænset gruppe af medarbejdere på baggrund af økonomiske forhold, er der efter Forskningsministeriets opfattelse ikke tale om en udvælgelse i oven for nævnte forstand. Når institutionen beslutter at nedprioritere et bestemt fag med heraf følgende afskedigelser af hele faggruppen, er oplysninger vedrørende andre medarbejdere, som ikke tilhører denne faggruppe, ikke af betydning i relation til den trufne beslutning.

Efter Forskningsministeriets opfattelse – ud fra det i dag foreliggende grundlag, jf. side 4 om ministeriets hensigt om ekstraordinært at indhente en udtalelse fra Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd om den af DFH anlagte faglige afgrænsning af fagområderne fysik og fysisk kemi – forholder det sig således, at (A) ikke er blevet udvalgt til afsked blandt andre fra samme faggruppe med de oven for anførte konsekvenser for de oplysninger, som herefter skal indgå i afskedsgrundlaget, idet hele den faggruppe, (A) tilhørte, er blevet afskediget.

Det er således – ud fra det foreliggende grundlag – Forskningsministeriets opfattelse, at DFH’s høring opfyldte forvaltningslovens krav.”

 

I brev af 24. februar 2000 bad Forskningsministeriet Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd om en udtalelse om afgrænsning af fagområderne fysik og fysisk kemi. Jeg modtog kopi af brevet. Forskningsministeriet havde til brug for høringen af Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd forinden indhentet en udtalelse af 22. februar 2000 fra Danmarks Farmaceutiske Højskole. Af denne fremgår bl.a. følgende:

”Højskolens kerneaktivitet er farmaceutisk forskning og uddannelse af farmaceuter. Den sidstnævnte aktivitet har altid været, og vil også fremover være bestemmende for alle fags indhold og afgrænsning, idet fagene for at opnå den fornødne effektivitet og tyngde i uddannelsens indhold og sammenhæng nødvendigvis må være skræddersyede til netop farmaceutstudiet. Fagenes indbyrdes rækkefølge, afgrænsning og volumen må således afpasses under hensyntagen til bl.a. skemaplads på det enkelte semester.

Fagelementer, som netop i farmaceutisk sammenhæng er vigtige, gives stor vægt, medens andre elementer, der i specifik farmaceutisk sammenhæng er mindre centrale, nedtones sammenlignet med deres vægt på institutioner, der i højere grad varetager de rene videnskaber.

Såfremt Højskolens fagafgrænsning afviger fra afgrænsningen ved andre institutioner – som formodentlig heller ikke alle har ens afgrænsning – vil det ikke være overraskende for os. Erfaringer fra forsøg på nøjere kortlægning af det mere detaljerede indhold i Europas farmaceutuddannelser viste meget stor variation i fagbetegnelser og indhold. Emner som af en institution betegnedes fysisk kemi kunne f.eks. meget vel af andre betegnes som biofarmaci.

Fagafgrænsningen mellem alle fag på Højskolen, og ikke kun imellem fysik og fysisk kemi, er foretaget under hensyn til studiets behov, og Højskolen mener herved at leve op til de forpligtelser, som universiteternes selvstyre pålægger os.”

 

Forskningsrådet afgav udtalelse den 10. marts 2000. Af udtalelsen fremgår bl.a. følgende:

”Faget fysik og faget kemi har et meget stort fagligt overlap både for så vidt angår undervisning, uddannelse og forskning på universitetsniveau. I mange sammenhænge omtaler man aktiviteterne i grænseområderne mellem fysik og kemi som fysisk kemi. Dette fagområde kan da i visse henseender hævdes at være et fagområde under fysik og i andre henseender et fagområde under kemi. Der foreligger ikke nogen klar objektiv afgrænsning af fagområdet fysisk kemi, ligesom der heller ikke foreligger en klar objektiv opdeling af aktiviteterne i fysisk kemi som hørende under enten faget fysik eller faget kemi.

I administrativ henseende er videnskabeligt personale der har aktiviteter inden for fagområdet fysisk kemi på universiteterne og de højere læreanstalter placeret noget forskelligt afhængig af forskellige traditioner på de enkelte institutioner. Der er således ansat fysisk kemikere både på fysiske institutter og på kemiske institutter på universiteterne. Dette forhold knytter sig både til en historisk udvikling på institutionerne og til en faglig udvikling hos de enkelte forskere.

Forskningsrådet vurderer derfor at der ikke med rimelighed kan siges at være en klar objektiv opdeling mellem faget fysik og fagområdet fysisk kemi.

 

Forskningsministeriet kommenterede i brev af 27. marts 2000 Forskningsrådets udtalelse således:

”Forskningsministeriet må på den baggrund konstatere, at der ikke er en klar objektiv opdeling mellem faget fysik og fagområdet fysisk kemi, men at opdelingen i stedet knytter sig både til en historisk udvikling på institutionerne og til en faglig udvikling hos de enkelte forskere.

Når det fremgår af DFH’s udtalelse af 15. december 1999, at der på DFH har været en fast afgrænsning af faget fysik over for fagområdet fysisk kemi, og at denne – af institutionen anvendte – faglige afgrænsning har konsistorium også henholdt sig til i forbindelse med afskedigelsen af bl.a. (A), så kan der være tale om, at udskillelsen af de fire medarbejdere til en særlig gruppe er sket på baggrund af, hvad de rent faktisk underviste og forskede i sammenholdt med den faglige tradition på stedet.

Samtidig må Forskningsministeriet på baggrund af SNF’s udtalelse konstatere, at de indvendinger mod udskillelsen, der i sagen er anført baseret på en oplistning af bestemte faglige discipliner, ikke i sig selv kan sandsynliggøre, at der ikke skulle være tale om en saglig udskillelse.

Forskningsministeriet har derfor ikke grundlag for at kritisere den af DFH foretagne udskillelse af de fire medarbejdere, herunder (A). Forskningsministeriet finder ligeledes, at ministeriet ikke kan tilvejebringe et grundlag for at efterprøve den foretagne udskillelse i videre omfang end sket, af de grunde der er anført i SNF’s udtalelse.”

 

Jeg sendte de forskellige udtalelser til A med henblik på hans bemærkninger. A fremsatte bemærkninger i brev af 12. oktober 2000 og skrev bl.a. følgende:

”2. Udtalelse fra Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd (SNF)

Man skal huske, at den oprindelige grund til afskedigelsen af fire lektorer var en vedtagelse i Konsistorium om en besparelse, der bestod i at eliminere den forskningspligt knyttet til fire lektorater på matematik/fysik område. At dette faglige indgreb på ingen måde havde været drøftet åbent i en fagkyndig forsamling på forhånd, men i stedet blev besluttet på lukkede møder uden uvildige fagfolks medvirken er en side af sagen, som jeg har været inde på andetsteds.

Da grænsen mellem fagene fysik og fysisk kemi er så diffus, som den er (jfr. STN’s udtalelse samt min egen flere gange fremførte påstand – også præsenteret i billedform i figur 1 og 2 af min skrivelse af 30.03.1998) var i hvert fald en uvildig vurdering af faggrænserne stærkt indiceret for at kunne fastslå iblandt hvilken gruppe af forskere de fire lektorer skulle findes (resultatet ville efter reglerne være, at der herefter skulle foretages en faglig vurdering af den enkelte).

Som forvaltningsmyndighed var DFH blevet gjort opmærksom på vanskelighederne ved at definere faggrænserne på dette område, jfr. de mange henvendelser fra mig samt Professorerne (C) og (B) og tillige civilingeniør (E).

Altså ifølge FSKM’s formulering er der to udtømmende muligheder for at identificere hvilke personer der udgør fysik området: enten er der

A. en klar objektiv opdeling af fagene

eller

B. faggrænserne defineres af faglig udvikling og/eller tradition.

 

I deres svar af 10.3 2000 konkluderer SNF hvad alle fagfolk vidste på forhånd:

Forskningsrådet vurderer derfor, at der ikke med rimelighed kan siges at være en klar objektiv opdeling mellem faget fysik og fagområdet fysisk kemi.’

I FSKM’s henvendelse af 27.3.2000 til Ombudsmanden omkring svaret fra SNF, er logikken helt forudsigelig: SNF har udelukket mulighed ’A’ foroven ved at fastslå at der ingen objektiv opdeling er. Altså ifølge FSKM må den udpegning af fire lektorer til afskedigelse nødvendigvis være sket i overensstemmelse med mulighed ’B’ foroven i lighed med DFH’s påstand.

Det er selvfølgelig klart at FSKM har begået en elementær logisk fejl ved at antage at ’A’ og ’B’ foroven udtømmer samtlige logiske muligheder for metoder til at identificere hvilke personer som tilhører fysik området. Der er i hvert tilfælde endnu en mulig metode til at pege på de fire som endte med at blive afskediget:

C. I en besparelsessituation hvor mange ansatte føler sig truede, kan personer i ledelsen, som selv er inhabile, bruge usaglige metoder aftalt i lukkede møder til at opfinde en ’fysikgruppe’ bestående af fire mennesker som alle ansatte (undtagen de fire) kan leve (og overleve) med således at de fire kunne afskediges uden faglig vurdering.

Jeg siger ikke at ’A’, ’B’ og ’C’ udtømmer alle muligheder, men bare at FSKM har glemt f.eks. ’C’ som en mulighed hvorved argumentation ’ikke ’A’ ergo ’B’’ som FSKM serverer for Ombudsmanden er forkert.

Hvad angår ’ tradition på stedet’ har jeg dokumenteret, at der snarere er en mindst 50 årig tradition for at mange emner, som de ’tre friholdte’ underviste i på mit afskedigelsestidspunkt traditionelt har hørt ind under faget fysik. Det gælder eksempelvis termodynamik (varmelære) og statistisk mekanik jfr. indholdsfortegnelse af lærebog fra 1950 af V. Thorsen: Lærebog i Fysik for Farmaceutiske Studerende ( Bilag A5 til Tillæg A til min skrivelse af 30.3.1998). Der er heller ikke tradition for, at Institut for Almen Kemi (som faget fysisk kemi har hørt ind under) varetager undervisningen i kvantemekanik. Sidstnævnte fag indførte jeg på DFH i 1970 og underviste deri indtil min afskedigelse (dog som valgfri studieenhed de senere år – se i denne forbindelse Tillæg C og bilag dertil). Samtlige udsagn foroven er dokumenteret i tidligere korrespondance.

Samtidig var der ’tradition på stedet’ for at emner, som normalt hyppigst anses for at være fysisk kemi hørte ind under faget fysik. Det er derfor meningsløst at fastslå, at der har været den ’tradition’ som DFH påstår, der har været, idet dette kræver en langvarig sædvane som ikke er til stede.

Hvad angår det kriterie, der hedder faglig udvikling hos de enkelte forskere kan jeg nøjes med at påpege, at man ikke kan tale om den faglige udvikling hos de enkelte forskere, i de tilfælde hvor forskere aldrig under deres ansættelse har produceret nogle forskningsresultater, som tilfældet var for to af de ’tre friholdte’ (prorektor og lektor (D)).

Altså må det lægges til grund at ’A’ og ’B’ foroven må forkastes som kriterie, som DFH har brugt til den skete udskillelse af de fire lektorer på fysik området, heriblandt mig, som blev afskediget. Tilbage er muligheden ’C’ samt evt. andre muligheder. God forvaltningsskik gjorde det påkrævet, at fastslå faggrænserne på uvildig vis, da denne uenighed viste sig at være af afgørende betydning.

 

3. Kommentarer til DFHs og FSKMs svar til Ombudsmanden Afsnit II

3.1. Udvælgelsen

Lige fra starten har det været min opfattelse, at udskillelsen af de fire lektorer til afskedigelse har været usaglig.

Hertil vil jeg sige at professor (C)’s og professor (B)’s udtalelser ikke var til at misforstå: DFH havde opfundet absolutte ikke-objektive udvælgelseskriterier med det formål, at friholde visse udsatte personer for en faglig bedømmelse, som sandsynligvis ville medføre deres afskedigelse. I øvrigt må jeg sige, at hvis Højskolen i virkeligheden var i tvivl om hvad professor (C) og professor (B) mente med deres udtalelser ville DFH som ansvarlig forvaltningsmyndighed have bedt professor (C) og professor (B) om uddybende forklaringer.

For mig at se, påbyder disse betragtninger ikke alene DFH at tage professor (C)’s og professor (B)’s udtalelser med i afvejningerne, men tillige også at få præciseret sådanne betragtninger, især hvis DFH virkelig var i tvivl om indholdet.

 

3.2. Forskningsdelen

Under afsnit 5. på side 4 af DFH’s skrivelse af 15.12.99

foretager DFH indledningsvis en helt ukvalificeret vurdering af min forskning og oplyser i strid med sandheden (se Tillæg C til min skrivelse af 30.03.98) at

mere praktisk og direkte farmaceutisk relevant forskning inden for lægemidler måtte prioriteres over indsats af mere teoretisk karakter.’

Denne vurdering er objektivt forkert, idet jeg i 1990-91 publicerede lægemiddelorienteret videnskabeligt arbejde udført længe inden afskedigelserne kom på tale.

På side 5, 2. afsnit af skrivelsen af 4.2.2000

oplyser ministeriet noget andet nemlig at

’DFH har således ikke bestridt, at (A)’s forskning var central for DFH ’

Det er netop det DFH gør: DFH antaster relevansen af min forskning ved at fremføre en påstand som er objektiv forkert i en isoleret vurdering af mig alene. Vurderingen blev foretaget af for mig ukendte mennesker. Jeg kan derfor ikke vide, om de var i besiddelse af fagkundskab eller objektivitet.

Jeg havde ikke forskningsmæssigt samarbejde med de 3 øvrige afskedigede, men jeg havde et frugtbart forskningssamarbejde med andre forskningsgrupper på andre institutter jf. Tillæg C til min skrivelse til Ombudsmanden af 30.03.98. Man skal også huske den meget let dokumenterbare kendsgerning, at DFHs eget Konsistorium, inden afskedigelser kom på tale, havde godkendt mig som vejleder i forskeruddannelsen af cand.pharm. (F), under hans lægemiddelorienterede Ph.D. studium. Det var netop forskningssamarbejde i denne forbindelse, som resulterede i en række lægemiddelorienterede publikationer angivet på side 7 af Tillæg C , som jeg var medforfatter til og som formentlig dannede en væsentlig del af grundlaget for at (F) senere hen blev ansat i en fast lektorstilling på DFH, idet hans forskningsresultater blev vurderet af et uvildigt og sagkyndigt udvalg. DFHs oplysning er derfor forkert.

Man har åbenbart ikke lagt mærke til at DFH kun har udtalt sig om arbejdsområde og ikke om de ’3 friholdtes’ forskningsområde som Ombudsmanden spørger om. Altså de to nulforskere som fandtes blandt de ’tre friholdte’ havde et forskningsområde som var mere centralt i kraft af deres instituttilhørsforhold. Og det til trods for at DFH eksplicit anfører, at mit instituttilhørsforhold ikke kan bruges til at definere min forskningsrelevans; i stedet straffer DFH mig, som produktiv forsker ved at komme med helt forkerte udsagn om min forsknings relevans for Højskolen.

Man kan konkludere at mulighederne for at klassificere en medarbejders forskningsområde kan være stillingsbeskrivelser, instituttilhørsforhold, eller den forskning medarbejderen rent faktisk udfører (forudsat vedkommende ikke er nulforsker). Disse muligheder synes at udtømme klassifikationsmuligheder så vidt jeg kan skønne. Eftersom det er fastslået jfr. DFHs skrivelse af 15.12.99 til FSKM, side 2, 2. afsnit under punktet ’Ansættelsesbreve og stillingsbeskrivelser’ at der på DFH ikke findes stillingsbeskrivelser, må der være tale om instituttilhørsforhold eller den faktisk udførte forskning, som kan benyttes til at klassificere en medarbejders forskningsområde.

Det er indlysende at for nulforskere, man kan kun bruge instituttilhørsforhold til at definere vedkommendes forskningsområde. Det undrer mig at DFH og Forskningsministeriet ikke får det dårligt ved at blive ved med at fastholde, at man som forvaltningsmyndigheder kan bruge instituttilhørsforhold til at klassificere en nulforskers forskning (der er ikke andre muligheder) på den ene side, hvorimod man i tilfælde af en aktiv forsker kan tillade sig at bruge en objektiv forkert og isoleret vurdering af vedkommende og se helt bort fra instituttilhørsforhold.

 

4. Habilitet

Jeg har ikke juridisk indsigt til at vurdere Forskningsministeriets oplysning vedr. habilitet mht. prorektors eventuelle personlige interesse i sagens udfald, men det er en kendsgerning at hun i konsistorium repræsenterede sin mangeårige samarbejdspartner lektor (D). At prorektor var inhabil i hvert tilfælde som repræsentant for lektor (D) synes at være helt klart

Dertil kan jeg sige med absolut sikkerhed, at prorektor var tilstede under behandlingen af spørgsmålet om sin egen habilitet idet jeg selv var tilstede. Det er efter min opfattelse af afgørende betydning for den frie debat, om hun var til stede eller ej.

 

5. Forsøg på at finde nye momenter

5.1. Fysik på DFH

At den daværende Fysisk Laboratorium var fristende at tage fat i, når der var tale om besparelser skyldes efter min opfattelse, at den fortrinsvis bestod af ikke farmaceuter (DFH er den arbejdsplads i Danmark med flest ansatte farmaceuter). Derudover, den kendsgerning at de eksamener afholdt af det daværende Fysisk Laboratorium var de der stillede de største krav til de ’eksakte’ (d.v.s. matematisk baserede) kundskaber. Dette medførte at Fysisk Laboratorium tit var upopulær hos en del studerende, som betragtede fysik som en ’stop’ eksamen p.g.a. dumpeprocenten. Efter indførelse af loven om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner, som medførte betydelig øget studentermedindflydelse, var det relativt let for nogle få fastansatte farmaceuter, at overbevise en del studerende om at besparelserne med fordel kunne bæres af det daværende Fysisk Laboratorium.

Det er en kendsgerning at i min tid på DFH har der været rigtig mange ændringer i studium – jeg gætter på at vi fik en ny studieordning eller en modifikation af den gældende studieordning hvert andet eller tredje år i gennemsnit. Igennem min ansættelse har der været en generel tendens til at nedprioritere de ’eksakte’ fag (dvs. fysik, kemi, fysisk kemi og matematik) med det resultat, at der var adskillige reduktioner i undervisningen i disse fag igennem årene. Prorektoren og lektor (D), med henholdsvis et mangeårigt virke i Konsistorium (og dets forretningsudvalg) og Studienævnet (som formand igennem mange år) havde let spil med at sørge for at reduktioner fortrinsvis blev båret af det daværende Fysisk Laboratorium i stedet for Institut for Almen Kemi som lektor (D) og prorektoren var tilknyttet.”

Jeg sendte den 25. oktober 2000 A’s bemærkninger til Forskningsministeriets orientering.

I brev af 18. januar 2001 oplyste Forskningsministeriet at sagen nu som følge af ressortændring mellem Undervisningsministeriet og Forskningsministeriet hørte under Undervisningsministeriet.

 

Ombudsmandens udtalelse

”1. Afskedigelsen

1.1 Besparelseshensyn

Til brug for min vurdering af om der forelå besparelseshensyn i forbindelse med afskedigelsen af (A) og de tre andre lektorer – og dermed en saglig grund til afskedigelsen – bad jeg i mit brev af 28. juli 1999 Forskningsministeriet og DFH om at få oplyst baggrunden for at det på den ene side var nødvendigt at afskedige fire fastansatte, og på den anden side i umiddelbar forlængelse heraf muligt at tilbyde et 3-årigt seniorstipendiat til (A).

Det fremgår af udtalelserne fra DFH af 15. december 1999 og fra Forskningsministeriet af 4. februar 2000 at DFH i 1980’erne og frem til starten af 1990’erne fik udmeldt bevillinger der indeholdt årlige besparelser på 2-3 pct. På baggrund af de færre bevillinger besluttede konsistorium for DFH i 1990 at nedlægge et antal faste stillinger. Konsistorium friholdt samtidig seniorstipendierne fra sparekravet, bl.a. fordi det ud fra strategiske overvejelser var fornuftigt, og fordi DFH ikke på egen hånd kunne konvertere seniorstipendierne til lektorstillinger. DFH’s og Forskningsministeriets udtalelser kan ikke på dette punkt give mig anledning til bemærkninger.

 

1.2. Udvælgelsen

I sager om afsked på grund af besparelser skal en forvaltningsmyndighed vælge dem som bedst kan undværes, jf. bl.a. U 95.177 H og U 96.1462 H, Jørgen Mathiasen, Forvaltningspersonellet, 2. udgave (2000), s. 157, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, (1994), s. 171. Det forvaltningsretlige forbud mod at sætte skøn under regel gælder således også i forbindelse med afskedigelser: der må som udgangspunkt foretages en individuel vurdering af de ansattes kvalifikationer med henblik på deres fortsatte ansættelse eller afskedigelse.

En institution som DFH må i en besparelsessituation således først beslutte hvilke undervisnings- og/eller forskningsområder der skal nedprioriteres eller eventuelt helt ophøre. Når det herefter skal afgøres hvem der skal afskediges, vil de der i væsentligt omfang aktuelt er beskæftiget inden for de områder som det er besluttet at nedprioritere, umiddelbart komme i søgelyset.

En fyldestgørende undersøgelse af hvem man bedst kan undvære i en afskedigelsessituation, må imidlertid efter min opfattelse også indebære en vurdering af om de personer der umiddelbart er i søgelyset, inden for deres ansættelsesområde kan gøre god fyldest på (fag)områder som bevares, og måske ligefrem er mere kvalificerede end nogle af de ansatte på disse fagområder. En sådan vurdering kan bevirke at søgelyset skal rettes mod flere personer inden for ansættelsesområdet. Min opfattelse er også i tråd med at skønnet i afskedigelsessager er undergivet de begrænsninger der følger af proportionalitetsprincippet: myndigheden må i relation til den enkelte ansatte søge at løse problemerne ved mindre vidtgående skridt end afskedigelse.

Det fremgår af sagen at DFH har afvist en fremgangsmåde som indebærer en vurdering af hvordan de personer der umiddelbart er i søgelyset, vil kunne varetage opgaver inden for fagområder som bevares, og en eventuel deraf følgende faglig vurdering af de personer der i forvejen varetager disse opgaver, jf. DFH’s brev af 25. marts 1991 til Undervisningsministeriet hvor DFH afviser at iværksætte faglige vurderinger med henblik på eventuelle ’kaskaderokeringer’. Undervisningsministeriet har også afvist at en sådan fremgangsmåde skulle være nødvendig, jf. bl.a. ministeriets breve til (A) af 4. september og 6. november 1991.

Både DFH og Undervisningsministeriet/Forskningsministeriet har generelt afvist at det i forbindelse med udvælgelsen af de medarbejdere der skulle afskediges, var nødvendigt at foretage en faglig vurdering af de fire lektorer der tidligere var ansat på Fysisk Laboratorium, og andre personer inden for ansættelsesområdet – de fire lektorer kunne umiddelbart, og på objektivt grundlag, vælges ud. Dog har DFH og ministeriet i forbindelse med sagens behandling efter at der var blevet klaget til mig, argumenteret for at der blev foretaget en faglig vurdering på den måde at udvælgelsen ikke skete udelukkende på baggrund af at de tidligere lektorer tidligere var tilknyttet Fysisk Laboratorium, men ud fra en vurdering af hvad de rent faktisk underviste og forskede i på afskedigelsestidspunktet, jf. bl.a. DFH’s udtalelse af 17. januar 1997 og Undervisningsministeriets udtalelse af 25. marts 1997.

I lyset af det der er anført ovenfor, mener jeg at DFH efter udvælgelsen af fysikområdet som ’genstand’ for besparelserne burde have foretaget en mere omfattende og faglig vurdering af hvem man bedst kunne undvære set i forhold til dette område.

Jeg har gjort DFH og Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse.

 

2. Habilitet

Forvaltningslovens indeholder i kapitel 2 regler om inhabilitet. Jeg har i mit brev af 28. juli 1999 til Forskningsministeriet citeret dele af bestemmelserne i forvaltningslovens §§ 3 og 6.

Afgørelsen om afskedigelse af de heltidsbeskæftigede videnskabelige medarbejdere på DFH blev i overensstemmelse med § 9 i den dagældende styrelseslov (lovbekendtgørelse nr. 358 af 26. maj 1989) og § 8, stk. 1 og 6, i den dagældende statut for DFH truffet af konsistorium. Sagen blev bl.a. forberedt i det budget- og forretningsudvalg som var nedsat af konsistorium i henhold til lovens § 9 og statuttens § 6. Herudover blev personalebesparelserne i forberedelsesfasen også drøftet mellem ledelsen/administrationen (rektor, prorektor, administrator) og de enkelte institutter, jf. bl.a. mødet den 14. juni 1990 hvor de fire tidligere ansatte på Fysisk Laboratorium deltog.

Prorektor medvirkede som (født) medlem ved sagens behandling og afgørelse i konsistorium. Hun medvirkede desuden i forbindelse med sagens forberedelse i budget- og forretningsudvalget i sin egenskab af observatør og også ved at komme med selvstændige bidrag/oplæg i budget- og forretningsudvalget til hvordan besparelsesproblemet skulle løses. Endelig medvirkede hun i sin egenskab af prorektor i ledelsen møder og drøftelser om spørgsmålet.

Prorektor var tilknyttet Institut for Almen Kemi på DFH. Hendes undervisnings-/forskningsområder lå ifølge (A)’s oplysninger bl.a. inden for emnerne termodynamik, statistisk mekanik og kvantemekanik. Det er (A)’s opfattelse at disse emner også hører til fysikområdet mens det er DFH’s og Undervisningsministeriets/-Forskningsministeriets opfattelse at (i hvert fald dele af) emnerne ud fra den faglige tradition på DFH må betegnes som tilhørende fagområdet fysisk kemi. Det er imidlertid ubestridt under sagen at gruppen af personer som underviste og forskede i enten fysik eller fysisk kemi, omfattede i alt syv personer, og at prorektor var en af disse syv personer, jf. bl.a. DFH’s brev af 24. juni 1991 til Universitetslærerforeningen.

Efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 3, stk. 3, må den der er inhabil i en sag, ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.

 

Det er min opfattelse at prorektor – hvis hun anses for inhabil i forhold til sagens afgørelse og øvrige behandling i konsistorium – ligeledes må anses for inhabil i forbindelse med sagens forberedelse i budget- og forretningsudvalget og på ledelsesplan, jf. bl.a. Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udgave (1995) ved Jens Garde og Karsten Revsbech, hvor det anføres at det forhold hvor en indstilling afgives af en forvaltningsmyndigheds sekretariat eller deltagelse i øvrigt i myndighedens forberedelse af sagen, er omfattet af § 3, stk. 3.

Efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, er en person inhabil i forhold til en bestemt sag hvis vedkommende selv har en særlig personlig interesse i sagen. Som nævnt i mit brev af 28. juli 1999 til Forskningsministeriet antages der normalt at foreligge en sådan interesse hvis en beslutning vedrører vedkommendes eget tjenesteforhold, jf. Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udgave ved Jens Garde og Karsten Revsbech, s. 78f, og Folketingets Ombudsmands beretning for året 1988, s. 213ff.

Det fremgår af sagens akter og er bekræftet i de seneste udtalelser fra DFH og Forskningsministeriet at baggrunden for afgørelsen om afskedigelse af de fire lektorer var at DFH i 1980’erne og frem til starten af 1990’erne årligt fik udmeldt besparelser. I begyndelsen af 1990 begyndte man derfor at se på måltallene for personalet ved DFH ved indgangen til 1993.

Allerede tidligt i forløbet kom fysikområdet – formentlig på grund af den reduktion i den obligatoriske fysikundervisning som var sket ved studieordningen for 1988 – i søgelyset i forbindelse med drøftelserne om den fremtidige personalesituation. Det fremgår således af referatet af mødet i budget- og forretningsudvalget den 6. juni 1990 at rektor i et notat af 31. maj 1990 om bl.a. måltallene for 1993 havde anført at ’fysik-matematikområdet kan forudses at rumme mindre behov for undervisningskapacitet når studerende efter den nye ordning optages på højskolen’. De måltal som budget- og forretningsudvalget på det efterfølgende møde den 19. juni 1990 blev enige om at indstille til konsistorium, byggede videre på denne tankegang idet måltallet for fysik var væsentligt reduceret i forhold til den dagældede norm. Også i forbindelse med mødet den 14. juni 1990 med deltagelse af ledelsen, de fire lektorer der tidligere var tilknyttet Fysisk Laboratorium, og deres institutbestyrere blev der lagt op til at det var en mulighed at besparelserne skulle gennemføres ved afskedigelser af nogle af dem som varetog undervisningen i fysik.

Selv om konsistorium på mødet den 27. juni 1990 ikke ville tage endelig stilling til måltallene, var det disse modeller der indeholdt en reduktion af fysikundervisningen, der blev arbejdet videre med i budget- og forretningsudvalget. Udvalget vedtog således på mødet den 21. august 1990 at indstille til konsistorium at undervisningen i matematik og fysik ikke længere skulle være baseret på forskning på DFH.

 

Indstillingen om at undervisningen i matematik og fysik ikke længere skulle være baseret på forskning, blev senere på baggrund af et oplæg af 18. oktober 1990 fra prorektor kædet direkte sammen med at afskedigelserne skulle finde sted inden for den gruppe af lektorer der tidligere havde været tilknyttet Fysisk Laboratorium.

Da sagen skulle afgøres i konsistorium den 19. december 1990, blev sagen således forelagt på den måde at et bekræftende svar på at undervisningen i matematik og fysik ikke længere skulle være baseret på forskning på DFH, nødvendigvis førte til at to af de fire lektorer eller alle fire lektorer der tidligere havde været tilknyttet Fysisk Laboratorium, skulle afskediges.

Spørgsmålet om hvorvidt prorektor har haft en sådan særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald at hun var inhabil, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, er afhængig af om hendes egne tjenesteforhold kunne blive påvirket af besparelsesbeslutningen/beslutningen om personalereduktion; var hun i den gruppe som kunne tænkes at få ændrede arbejdsopgaver eller blive afskediget på grund af besparelser?

Besvarelsen af spørgsmålet kan til dels kædes sammen med det forhold som (A) hele tiden har fremhævet som sagens kerne: om fysik og fysisk kemi som hævdet af DFH kan adskilles som to forskellige fagområder, eller om der er en sådan særlig sammenhæng mellem fysik og fysisk kemi at de bør ses som ét fagområde.

En vurdering af om fysik og fysisk kemi kan adskilles og betragtes som to forskellige fagområder, eller om der er en sådan sammenhæng at de ikke kan adskilles, er en faglig vurdering som jeg som nævnt i mit brev af 28. juli 1999 til Forskningsministeriet ikke har faglige forudsætninger for at kontrollere.

 

Det fremgår imidlertid af udtalelsen af 10. marts 2000 fra Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd at ’der ikke med rimelighed kan siges at være en klar objektiv opdeling mellem faget fysik og fagområdet fysisk kemi’. Dette synspunkt støttes af de indlæg som forskellige eksperter på området – bl.a. professor (B) og professor (C) – er kommet med til fordel for (A) i sagen.

Jeg forstår DFH og Forskningsministeriet sådan at de for så vidt ikke er uenige i dette. Opfattelsen af at udskillelsen af gruppen blev foretaget på et sagligt grundlag, støttes i stedet på at der på DFH har været en faglig tradition for en fast afgrænsning af faget fysik og fagområdet fysisk kemi. Selv om det ikke var muligt at udskille gruppen på baggrund af (objektive) kriterier i form af f.eks. fælles instituttilhørsforhold, samme uddannelsesbaggrund og samlet repræsentation i studienævnet, kunne gruppen således udskilles ud fra en vurdering af hvad de rent faktisk underviste og forskede i i forhold til det øvrige VIP-personale der var ansat på de respektive institutter. Jeg må forstå DFH sådan at vurderingen af hvilke personer der rent faktisk forskede og underviste i fysik frem for fysisk kemi, ikke nødvendigvis måtte ende med at pege på de fire lektorer der tidligere var ansat på Fysisk Laboratorium. Hvis de fire lektorer rent faktisk siden nedlæggelsen af Fysisk Laboratorium havde skiftet forsknings- og undervisningsområde, ville det nødvendigvis være dem der skulle have været afskediget i forbindelse med en beslutning om at undervisningen i fysik ikke længere skulle være baseret på forskning på DFH, jf. bl.a. Forskningsministeriets udtalelse af 4. februar 2000 hvoraf det fremgår at det forhold at (A) tidligere havde undervist i fysisk kemi, måtte indgå i vurderingen af hvilken faggruppe han tilhørte.

Da afgrænsningen af hvem der tilhørte ’fysikgruppen’ ikke kunne foretages på objektivt grundlag, men indeholdt subjektive elementer i form af en vurdering af hvad de enkelte ansatte rent faktisk forskede og underviste i, og da der som fastslået af Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd ikke kan sige at være en klar objektiv opdeling mellem faget fysik og fagområdet fysisk kemi, er det min opfattelse at de medarbejdere hvis forskning og undervisning lå inden for fysik og fysisk kemi, kunne risikere at blive berørt af en beslutning om stillingsnedlæggelser inden for ’fysik-området’ og dermed var inhabile i forbindelse med sagens behandling, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1.

 

Forskningsministeriet har i sin udtalelse af 4. februar 2000 anført at en prorektor som valgt leder i henhold til styrelsesloven ikke vil være inhabil i en afskedigelsessag som den foreliggende. Ministeriet har i den forbindelse lagt vægt på at den valgte leder ved sit valg ’løftes’ ud af en faglig sammenhæng og i stedet indgår i institutionens ledelse. En valgt leder vil ikke løbe nogen aktuel jobmæssig risiko ved nedskæringer inden for det pågældende fagområde, men vil blot få forringet sine tilbagegangsmuligheder.

Jeg forstår Forskningsministeriet således at prorektor, hvis det antages at hun har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, alligevel ikke kan anses for inhabil fordi der foreligger sådanne forhold som er nævnt i § 3, stk. 2 (’interessens karakter og styrke’).

Ud fra det som Forskningsministeriet skriver, må jeg lægge til grund at en prorektor på DFH bliver siddende valgperioden ud selv om den stilling som prorektoren kom fra, bliver nedlagt i valgperioden. Ud fra denne forudsætning er det korrekt at nedskæringer inden for prorektorens fagområde ikke kan få en aktuel jobmæssig virkning for den pågældende.

Hvis prorektorens stilling nedlægges, vil prorektoren imidlertid ikke have nogen stilling at vende tilbage til, og prorektoren vil heller ikke efter valgperiodens udløb have mulighed for at genopstille til posten som prorektor idet prorektoren vælges blandt institutionens professorer og heltidsansatte lektorer, jf. styrelseslovens § 15 og statuttens § 2. Virkningen af en eventuel nedlæggelse af prorektors stilling vil således eventuelt blot blive udskudt. Jeg mener ikke at en sådan udskydelse af virkningen af beslutningen gør at interessens karakter og styrke bliver afsvækket sådan at der ikke kan antages at være fare for at afgørelsen i sagen ikke vil blive påvirket af uvedkommende hensyn. At prorektor ikke er ’fredet’ således at hun ikke kan være inhabil, støttes også af at bestemmelsen i styrelseslovens § 27 om inhabilitet for medlemmerne af de kollegiale organer på en institution ikke indeholder særregler for prorektorer eller andre der fungerer som valgte ledere.

Samlet er det således min opfattelse af prorektor var inhabil i forhold til sagen om nedlæggelse af stillingerne på DFH fra det tidlige tidspunkt hvor fysikområdet kom i søgelyset for drøftelserne, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1. Hun burde således ikke have deltaget i behandlingen af sagen hverken i konsistorium, i budget- og forretningsudvalget eller som del af ledelsen for DFH. Der foreligger efter min opfattelse dermed en generelt set væsentlig mangel i forbindelse med beslutningen om at afskedige (A).

 

Efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 6, stk. 1, skal den der er en del af en kollegial myndighed, og som er bekendt med at der for den pågældende foreligger forhold som er nævnt i § 3, stk. 1, snarest underrette myndigheden herom. Efter § 6, stk. 3, må den om hvis habilitet der er rejst spørgsmål, ikke deltage i behandlingen og afgørelsen af spørgsmålet om inhabilitet. Der er min opfattelse at prorektor i hvert fald på tidspunktet for mødet i konsistorium den 27. juni 1990 selv skulle have underrettet konsistorium om at der for hendes vedkommende kunne foreligge et habilitetsproblem. Det fremgår ikke af referatet af mødet i konsistorium den 27. juni 1990 at prorektor forlod mødet i forbindelse med drøftelserne om hvorvidt hun var inhabil, eller at hun skulle have undladt at deltage i drøftelserne og afgørelsen af spørgsmålet. Når andet ikke er anført, må jeg lægge til grund at prorektor var til stede under drøftelserne og også deltog i afgørelsen af spørgsmålet. Dette bekræftes også af (A), jf. hans brev til mig af 12. oktober 2000. Jeg finder det kritisabelt at procedurereglen i § 6, stk. 3, hermed ikke er blevet overholdt.

Jeg har gjort Undervisningsministeriet og DFH bekendt med min opfattelse af at prorektor var inhabil i forbindelse med sagens behandling, og med at reglerne i forvaltningslovens § 6, stk. 1 og 3, ikke var overholdt. Ved den generelt set væsentlige retlige mangel (prorektors inhabilitet) er der bristet en garanti for rigtigheden af DFH’s afgørelse om (A)’s afskedigelse. Jeg har på den baggrund og på baggrund at det ovenfor anførte om at der burde have været foretaget en mere omfattende og faglig vurdering af hvem man bedst kunne undvære, henstillet til Undervisningsministeriet at genoptage sagen og meddele (A) en ny afgørelse. I den forbindelse har jeg meddelt ministeriet at jeg går ud fra at ministeriet vil tage stilling til konsekvenserne af de begåede fejl og herunder vurdere om det kan udelukkes at afgørelsen ville være blevet en anden hvis sagsbehandlingen ikke havde været behæftet med fejlene.”

 

NOTER: (*) FOB 1988, s. 213.