Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

A klagede til ombudsmanden over en skatteansættelse fra K Kommune. A mente at kunne støtte ret på en oplysning fra skatteforvaltningen om fradragsret for drifts- og renteudgifter vedrørende sin ægtefælles ejendom, hvorfra A drev en lydklinik.

Ombudsmanden udtalte, at indhentelse af en uformel forhåndsbesked fra skatteforvaltningen som hovedregel ikke er bindende. I teori og praksis er det dog anerkendt, at denne hovedregel kan fraviges, hvis skatteyderens forventning om den fremtidige skatteansættelse hviler på et kvalificeret grundlag, bl.a. at skatteyderen har kunnet dokumentere en forventning om skatteansættelse på objektivt grundlag, samt at skatteforvaltningens tilkendegivelse er afgivet på et fuldstændigt og korrekt grundlag og ikke er klart uoverensstemmende med lovgivningen.

Ombudsmanden fandt ikke, at A's forventning var retsbeskyttet, da der ikke forelå dokumentation for, at tilsagn om fuld fradragsret var givet. Et eventuelt tilsagn ville ligeledes være klart i uoverensstemmelse med skattelovgivningen, da ejendommen tilhørte A's ægtefælle, som samtidig havde foretaget rentefradrag. Endelig var en besvarelse af en forespørgsel vedrørende fradragsret for en delvis erhvervsejendom heller ikke af en sådan karakter, at A efterfølgende var ude af stand til at dokumentere de faktiske omstændigheder. (J. nr. 1991-2007-223).

Den fulde tekst

Uformel forhåndsbesked fra skatteforvaltning. Skatteyders forventning om fradragsret.

 

A klagede til mig over, at Landsskatteretten ved kendelse af 25. september 1991 havde nægtet hende fuldt fradrag for "udgifter til husleje" i forbindelse med den af hende drevne lydklinik.

Det fremgik af sagens akter, at A som bibeskæftigelse drev en lydklinik fra sin ægtefælles ejendom (E). Det fremgik ligeledes, at A i sine selvangivelser for indkomstårene 1987, 1988 og 1989 under betegnelsen "husleje-lydklinik" havde fratrukket samtlige udgifter vedrørende ejendommen incl. renteudgifter på ejendommens lån. Ligningsmyndighederne og Landsskatteretten havde imidlertid alene anerkendt et fradrag svarende til den erhvervsmæssige del af ejendommens varmeudgifter og lejeværdi og ikke anerkendt fradrag for renteudgifter, idet disse var fratrukket af A's ægtefælle.

Til støtte for sin klage anførte A, at hun ved flere henvendelser til skatteforvaltningen i K Kommune havde fået oplyst, at hun var berettiget til at fradrage samtlige udgifter på ejendommen. A gjorde herefter gældende, at hun havde handlet i berettiget tillid til rigtigheden af skatteforvaltningens oplysninger og således havde et retskrav på dette fradrag.

Af en udtalelse fra K Kommunes skatteforvaltning i anledning af klagen til mig fremgik det, at forvaltningen havde noteret, at A den 8. september 1988 havde henvendt sig for at klage over selvangivelsen for indkomståret 1987, idet A-indkomsten var selvangivet for højt med 22.204 kr., hvorfor der skete regulering den 20. september 1988. Det fremgik imidlertid ikke af notater eller lignende, at skatteforvaltningen positivt havde tilkendegivet, at huslejeudgift incl. renter i en ægtefælles enfamiliehus kunne godkendes fradraget ved den ligningsmæssige behandling, når ægtefællen samtidig selv fratrak renteudgiften. K Kommunes skatteforvaltning udtalte ligeledes, at skatteforvaltningen ikke havde mulighed for at identificere den medarbejder, som A hævdede at have fået oplysningen om fradragsretten fra.

Efter at have modtaget kopi af udtalelsen fra K Kommunes Skatteforvaltning anførte A i en skrivelse til mig, at hun havde fået den omtvistede oplysning om fradragsretten af en medarbejder ved skatteforvaltningen i K Kommune ved navn B.

Jeg forelagde denne oplysning for Landsskatteretten med anmodning om en udtalelse efter forud indhentet erklæring fra K Kommunes skatteforvaltning. I besvarelsen til mig henholdt skatteforvaltningen i K Kommune sig til sin tidligere afgivne udtalelse. Med hensyn til oplysningerne om B blev det oplyst, at denne var blevet ansat den 1. november 1988 og således ikke havde haft mulighed for at kunne deltage i forvaltningens behandling af A's skattemæssige forhold ved tilflytningen til K Kommune i september 1987 eller i de henvendelser, A havde haft til skatteforvaltningen i september måned 1988. Endelig oplyste skatteforvaltningen, at der fortsat ikke forefandtes oplysninger, der kunne sandsynliggøre, at A havde fået de oplysninger, som hun hævdede. Det blev hertil oplyst, at det var normal praksis, at besvarelser af konkrete spørgsmål skete skriftligt. Skete besvarelsen mundtligt, blev der foretaget et notat i sagen.

 

I min afsluttende skrivelse til A udtalte jeg følgende:

"Deres klage over Landsskatterettens kendelse af 25. september 1991 vedrører ikke Landsskatterettens fortolkning af skattelovgivningens bestemmelser om fradrag. Deres klage vedrører derimod det forhold, at De mener at kunne støtte ret på en oplysning fra skatteforvaltningen om fradragsret for en nærmere angivet udgiftspost, i det konkrete tilfælde drifts- og renteudgifterne vedrørende ejendommen (E).

Indledningsvis skal jeg oplyse Dem om, at det følger af skattestyrelsesloven - nugældende skattestyrelseslovs § 1, stk. 3, og § 4, stk. 3 - at de kommunale skatteforvaltninger i vidt omfang kan ændre foretagne skatteansættelser. Samtidig har de kompetente tilsyns- og revisionsmyndigheder, Told- og Skattestyrelsen - jf. nugældende skattestyrelseslovs § 14, stk. 4 - også mulighed for senere at ændre skatteforvaltningens skatteansættelser. Det er således en grundregel, at skatteansættelser ikke er endelige, men kan ændres og korrigeres, når nye oplysninger fremkommer, eller når det viser sig, at tidligere ansættelser er ukorrekte. Denne adgang til ændring og korrektion begrænses alene af skattestyrelseslovens forældelsesregler. Det følger heraf, at skatteforvaltningens eventuelle tilkendegivelser om en fremtidig skatteansættelse, herunder skatteforvaltningens besvarelse af konkrete spørgsmål vedrørende skatteansættelse, ikke i almindelighed har bindende virkning. I reglen vil en skatteyders forventning om en given skatteansættelse således ikke nyde retsbeskyttelse, selvom forventningen har et objektivt grundlag i form af skatteforvaltningens tilkendegivelser eller lignende. Dette må begrundes med, at skattestyrelsesloven stiller krav om, at skatteansættelserne er korrekte og i overensstemmelse med skattelovgivningen, selvom skattemyndighederne tidligere har stillet en afvigende skatteansættelse i udsigt.

Det skal dog nævnes, at en skatteyder har mulighed for at opnå en bindende forhåndsbesked efter lov nr. 143 af 13. april 1983 om bindende forhåndsbesked. Efter loven kan en skatteyder mod gebyr og ved skriftlig henvendelse til ligningsrådet få bindende svar på forespørgsler om den skattemæssige behandling af påtænkte dispositioner.

En indhentelse af en uformel forhåndsbesked hos skatteforvaltningen omfattende forvaltningens besvarelse af spørgsmålet om den fremtidige skattemæssige behandling af en given indtægts- eller udgiftspost vil derimod som altovervejende hovedregel ikke være bindende, hverken for den myndighed, som har besvaret spørgsmålet, eller tilsyns- og revisionsmyndighederne.

Det er dog i teori og praksis anerkendt, at dette princip kan fraviges, hvis skatteyderens forventning om den meddelte fremtidige skatteansættelse hviler på et særligt kvalificeret grundlag eller i særlig grad er beskyttelsesværdig. Denne fravigelse af skattestyrelseslovens princip begrundes med, at hensynet til beskyttelsen af den enkelte skatteyders forventning om en fremtidig skatteansættelse og tillid til rigtigheden af skattemyndighedernes tilkendegivelser i visse - enkeltstående - tilfælde må prioriteres forud for hensynet til skattestyrelseslovens krav om materielt korrekte skatteansættelser.

Som mindstekrav til en fravigelse af princippet må naturligvis kræves, at skatteyderen kan dokumentere, at der hos denne er skabt en forventning om indholdet af den fremtidige skatteansættelse, og denne forventning hviler på et objektivt grundlag. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis skatteforvaltningen anerkender at have afgivet en tilkendegivelse om den fremtidige skatteansættelse af en given indtægts- eller udgiftspost, eller dette dog kan dokumenteres ved utvivlsom vidneforklaring eller lignende. Endvidere må kræves, at skatteforvaltningens tilkendegivelse er afgivet på et fuldstændigt og korrekt faktisk grundlag, som ikke er ændret fra det tidspunkt, hvor tilkendegivelsen er afgivet, og til det tidspunkt, som skatteansættelsen foretages i forhold til. En tilkendegivelse om fradrag for en erhvervsmæssig udgift vil således ikke have betydning, hvis den erhvervsmæssige virksomhed i mellemtiden ophører eller afgørende skifter karakter.

Ligeledes må det opstilles som et mindstekrav, at skatteyderen har foretaget handlinger i tillid til rigtigheden af skatteforvaltningens tilkendegivelse eller dog indrettet sig herefter og ikke senere har mulighed for at ændre denne handlemåde.

Endelig må det kræves, at skatteforvaltningens tilkendegivelse ikke er klart uoverensstemmende med skattelovgivningen, således at skatteyderen måtte indse, at tilkendegivelsen var ukorrekt.

Kun i helt ekstraordinære tilfælde vil en forventning om en bestemt fortolkning af skattelovgivningen kunne være retsbeskyttet, idet skatteforvaltningens tilkendegivelser om fortolkningsspørgsmål må forstås under den stiltiende forudsætning, at genoptagelses- og revisionsændringer eventuelt kan foretages. En retsbeskyttet forventning vil således især - under iagttagelse af de ovenfor anførte mindstekrav - aktualiseres ved skatteforvaltningens bedømmelse af faktiske forhold. Det drejer sig især om skønsmæssige fordelinger af anskaffelses- og afståelsessummer på en række delaktiver, skønsmæssige fordelinger af udgifter i en privat - henholdsvis erhvervsmæssig andel, ved kvalificering af genstande i relation til den skatteretlige bedømmelse, etc. Alt under den forudsætning, at skatteyderen ved den senere skatteansættelse er afskåret fra at dokumentere rigtigheden af skatteforvaltningens tilkendegivelser, f.eks. fordi de bedømte aktiver er gået til grunde, den skønsmæssige fordeling ikke efterfølgende kan foretages etc.

Selv om Deres forventning om fradragsret for de fulde udgifter til drift af ejendommen (E) opfylder flere af de anførte betingelser, finder jeg dog ikke, at denne forventning er retsbeskyttet.

Jeg lægger her vægt på, at der ikke foreligger dokumentation for, at De har fået tilsagn om fuld fradragsret; således har skatteforvaltningen i (K) Kommune ikke kunnet bekræfte Deres oplysninger.

Endvidere lægger jeg vægt på, at et eventuelt tilsagn om fradrag for ejendommens renteudgifter er klart i uoverensstemmelse med skattelovgivningen, når henses til at ejendommen ejes af Deres ægtefælle, som samtidig har foretaget rentefradrag. Endelig lægger jeg vægt på, at en besvarelse af en forespørgsel vedrørende fradragsret for en delvis erhvervsejendom ikke er af en sådan karakter, at De efterfølgende er ude af stand til at dokumentere de faktiske omstændigheder.

Jeg finder følgelig ikke anledning til at kritisere Landsskatterettens kendelse af 25. september 1991."