Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

A klagede over, at en meddelelse om den 19. almindelige ejendomsvurdering ikke var begrundet.

Ombudsmanden udtalte, at ejendomsvurderinger må betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand, og at lovens regler om begrundelse m.v. derfor finder anvendelse. Meddelelsen om ejendomsvurderingen i forbindelse med den samtidigt udsendte orienteringsmeddelelse opfyldte efter ombudsmandens opfattelse ikke kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, til indholdet af en begrundelse. Ombudsmanden henstillede, at oplysning om retsgrundlaget for vurderingen i fremtiden kom til at fremgå af vurderingsmeddelelserne. Da Told- og Skattestyrelsen allerede under sagen havde oplyst, at styrelsen overvejede i vurderingsmeddelelserne for 1995 at angive de oplysninger fra bygnings- og boligregistret m.v. og den statistiske beregningsmodel, der anvendes, fandt ombudsmanden ikke på det foreliggende grundlag anledning til at foretage videre, men udbad sig underretning om resultatet af styrelsens overvejelser.

Ombudsmanden udtalte endvidere, at der ikke i forvaltningsloven eller i øvrigt er hjemmel til en generel praksis, hvorefter personer, der mundtligt, herunder telefonisk, retter henvendelse til f.eks. en kommune med anmodning om en begrundelse m.v., henvises til at fremsætte anmodningen skriftligt. (J. nr. 1992-2555-202).

Den fulde tekst

Meddelelse om ejendomsvurdering. Begrundelse. Formkrav til henvendelse til offentlig myndighed.

 

A klagede over, at vurderingsrådet ikke havde begrundet resultatet af vurderingen af hans faste ejendom ved den 19. almindelige vurdering.

Af sagen fremgik det, at A, i forbindelse med en klage til skyldrådet over ansættelsen af grundværdi og ejendomsværdi i forbindelse med 19. almindelige vurdering pr. 1. januar 1992, samtidig klagede over, at meddelelsen om den 19. almindelige vurdering ikke var ledsaget af en begrundelse. Der var bl.a. ikke nogen angivelse af, efter hvilken lovbestemmelse afgørelsen var truffet, jf. § 24, stk. 1, i forvaltningsloven. A var af den opfattelse, at meddelelsen om den 19. almindelige vurdering var en afgørelse. Han mente derfor, at vurderingsrådet havde pligt til at give en skriftlig begrundelse samtidig med meddelelsen om den 19. almindelige vurdering. Han var også utilfreds med, at han ved en telefonisk anmodning om en begrundelse for afgørelsen var blevet henvist til at fremsætte anmodningen skriftligt.

Vurderingsrådet meddelte A, at rådet ikke havde fundet grundlag for at ændre vurderingen af hans ejendom, hvorfor klagen var videresendt til skyldrådet. Vedrørende klagen over sagsbehandlingen meddelte vurderingsrådet:

"For så vidt angår manglende begrundelse ved meddelelsen om 19. almindelige vurdering kan det oplyses, at vurderingen er foretaget i henhold til § 1 i lov om vurdering af landets faste ejendomme (lovbekendtgørelse nr. 550 af 9. juli 1991). Da loven omfatter alle landets faste ejendomme, er det vurderingsrådets opfattelse, at den pjece, der fulgte med ejermeddelelsen, må anses for fyldestgørende.

At De er henvist til at fremsætte skriftlig anmodning om begrundelse skyldes ønsket om at undgå de misforståelser, der ofte forekommer i forbindelse med mundtlige og telefoniske henvendelser. Dette gælder især, når den der modtager henvisningen skal videregive denne til tredjemand.

..."

A klagede til Told- og Skattestyrelsen over sagsbehandlingen. Han anførte, at den udsendte pjece ikke udgjorde en begrundelse for afgørelsen, fordi den ikke angav de hovedhensyn og forhold, der havde ligget til grund for afgørelsen. Pjecen var efter hans opfattelse blot en orientering om, hvad den 19. almindelige vurdering var, og en beskrivelse af, hvilke konsekvenser vurderingens resultat havde. Det fremgik således udtrykkeligt af pjecen, at den 19. almindelige vurdering var en vurdering af ejendommens individuelle forhold, hvilket efter hans opfattelse måtte føre til en individuel og samtidig begrundelse. I tilslutning hertil anførte A, at uanset at vurderingsrådets forklaring til den manglende samtidige begrundelse syntes både rationel og fornuftig, kunne forklaringens indhold ikke erstatte forvaltningslovens krav.

I Told- og Skattestyrelsens svar til A anførte styrelsen følgende om spørgsmålet om begrundelse:

"Efter bestemmelserne i forvaltningslovens § 24 skal en afgørelse, der ikke giver den pågældende part fuldstændigt medhold, d.v.s. må karakteriseres som negativ overfor parten, begrundes.

Det er alene afgørelsen med hensyn til sagens realitet, der skal begrundes. Beslutninger om sagens behandling og andre dispositioner i forbindelse med tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen er ikke omfattet af begrundelsespligten, medmindre der er adgang til særskilt påklage.

I følge Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven, er det ikke muligt at foretage en præcis beskrivelse af, hvor udførligt en begrundelse bør udformes. Dette bør bl.a. bero på, hvor aktivt den pågældende part har medvirket i den forudgående sagsbehandling og på sagens karakter i øvrigt.

Under hensyn til at der udsendes ca. 2.000.000 vurderingsmeddelelser, at der som hovedregel ingen medvirken er fra den private part i denne fase af vurderingsforløbet, og at det bl.a. af denne grund er mindre meningsfyldt at operere med begrebet medhold, må den udsendte orientering om 19. alm. vurdering anses at opfylde forvaltningslovens intentioner om information, vejledning og begrundelse. Orienteringen anviser således også, hvorledes den enkelte ejer, ved henvendelse til vurderingssekretariatet, kan få oplyst de individuelle forhold af betydning for vurderingen af den pågældende ejendom.

..."

I en udtalelse til mig i anledning af klagen anførte Told- og Skattestyrelsen følgende:

"Vurderingerne bygger på registermæssige oplysninger om den enkelte ejendom bl.a. bygge- og boligregistret og det kommunale ejendomsstamregister samt sagsstatistiske opgørelser over prisudviklingen opdelt efter geografiske områder og ejendomsbenyttelsesgrupper. For ca. 1.3 millioner ejendomme, herunder parcelhuse som det her omhandlede, anvendes de nævnte oplysninger i statistiske modeller til beregning af vurderingsforslag.

BBR oplysningerne om bygningsstørrelse og installationsmæssige forhold samt ejendomsstamregistrets oplysninger om grundstørrelse, der udgør hovedparten af de oplysninger vurderingen bygger på, er i forvejen kendte af ejerne, og der er derfor generelt intet grundlag for henvendelser fra vurderingsmyndighederne til ejerne i forbindelse med selve vurderingsarbejdet.

Der er følgelig heller ikke i denne fase nogen påstande fra ejerne, som vurderingsmyndighederne skal forholde sig til.

Told- og Skattestyrelsen har på denne baggrund fundet, at ejermeddelelsen og den samtidig hermed udsendte orientering om 19. alm. vurdering giver ejerne en hensigtsmæssig information, begrundelse og vejledning, dels om mulighederne for at indhente yderligere oplysninger, dels om klageadgang.

Folketinget har den 17. november 1992, som afslutning på en forespørgelsesdebat om de skattemæssige virkninger af 19. alm. vurdering, vedtaget en dagsorden, hvorefter der fra 1995 skal foretages årlige vurderinger. Endvidere skal der tages initiativ til, at ejerne af fast ejendom modtager fyldigere information om grundlaget for de fastsatte vurderinger, samtidig med at de modtager vurderingsmeddelelserne.

Told- og Skattestyrelsen vil på denne baggrund undersøge de tekniske muligheder for, fra 1995, i vurderingsmeddelelsen at angive de konkrete oplysninger i bygnings- og boligregistret samt f. eks. også, hvilke kommune- og lokalplaner m.v., der gælder for den enkelte ejendom. Endvidere oplysninger om indholdet af den statistiske model, der har fastlagt det vurderingsmæssige områdeniveau, herunder forbindelsen til de konkrete salg.

..."

 

I min afsluttende skrivelse til A udtalte jeg følgende:

" 1. Vedrørende begrundelse ved udsendelse af vurderingsmeddelelsen.

De ansættelser m.v., som vurderingsrådene foretager efter ejendomsvurderingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 350 af 9. juli 1991 om vurdering af landets faste ejendomme, anvendes som grundlag for beregning af ejendomsskatter og lejeværdi af egen bolig samt for opgørelse af formuen. Ansættelserne må derfor betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand, hvilket Told- og Skattestyrelsen da også har lagt til grund i sin afgørelse og i udtalelsen til mig. Forvaltningslovens regler om begrundelse m.v. finder således anvendelse ved disse ansættelser.

Efter forvaltningslovens § 22 skal en skriftlig afgørelse ledsages af en begrundelse, medmindre afgørelsen giver parten "fuldt ud ... medhold". I et tilfælde som det foreliggende, hvor sagen rejses på myndighedens initiativ, og hvor parten normalt ikke inddrages i sagsbehandlingen forud for udsendelse af vurderingsmeddelelsen har det som anført af Told- og Skattestyrelsen ... ingen mening at tale om "medhold". Når myndighederne således ikke kan lægge til grund, at parten har fået fuldt ud medhold, er der pligt til samtidig begrundelse efter forvaltningslovens § 22.

Kravene til indholdet af en begrundelse fremgår af lovens § 24, der lyder således:

" § 24 : En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3...."

Begrundelsen skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold. I begrundelsen for afgørelser om ejendomsvurdering betyder det, at parten skal gøres bekendt med, hvordan de beløb, der er angivet på vurderingsmeddelelsen, er fremkommet.

Herudover kan der - som anført af Told- og Skattestyrelsen - ikke gives nogen præcis beskrivelse af, hvor udførlig begrundelsen skal være. Det afhænger bl.a. af, hvor aktivt parten har medvirket i sagsbehandlingen forud for afgørelsen, og af sagens karakter i øvrigt. Da almindelige vurderinger i modsætning til årsreguleringer er baseret på en vurdering af ejendommens individuelle forhold, er kravet til indholdet af en begrundelse større ved de almindelige vurderinger end ved årsreguleringerne.

Hverken selve meddelelsen om 19. almindelige vurdering eller det orienteringmateriale, der blev udsendt samtidig med meddelelsen, indeholder oplysning om de retsregler, som vurderingen er foretaget efter. Bestemmelsen i forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., er således ikke overholdt.

Jeg har gjort Told- og Skattestyrelsen bekendt hermed og samtidig henstillet, at oplysning om de anvendte retsregler fremover fremgår af de udsendte vurderingsmeddelelser.

Orienteringsmeddelelsen indeholder en generel orientering om 19. almindelige vurdering, herunder en gennemgang af, hvad de enkelte begreber i vurderingsmeddelelsen dækker over. Vurderingsmeddelelsen indeholder oplysning om resultatet af vurderingen i det enkelte tilfælde. Bortset fra, at grundværdien er specificeret med angivelse (bl.a) af det areal, der er lagt til grund, og oplysning om den kvadratmeterpris, der er anvendt ved beregningen, indeholder meddelelsen imidlertid ikke nærmere oplysninger om, hvordan beløbene er fremkommet, d.v.s. hvilke faktiske oplysninger, der i øvrigt er lagt til grund, og hvilket beregningsgrundlag, der er anvendt. Jeg finder derfor ikke, at meddelelsen og den generelle orientering tilsammen opfylder kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 2, til indholdet af en begrundelse.

Jeg har gjort Told- og Skattestyrelsen bekendt med min opfattelse. Da Told- og Skattestyrelsen i udtalelsen til mig har tilkendegivet, at styrelsen vil undersøge mulighederne for fra 1995 at angive oplysningerne fra bygnings- og boligregistret m.v. og den statistiske beregningsmodel, der anvendes, i vurderingsmeddelelserne, har jeg anmodet styrelsen om at underrette mig om resultatet af styrelsens overvejelser. Herudover foretager jeg - på det foreliggende grundlag - ikke videre i anledning af Deres klage over manglende begrundelse.

 

2. Vedrørende kravet om skriftlig anmodning om en begrundelse.

Der er ikke i forvaltningslovens regler om begrundelse bestemmelser, der stiller særlige formkrav til en begæring om en (uddybende) begrundelse. Mundtlige begæringer kan derfor ikke afvises alene under hensyn til formen. Krav om indgivelse af skriftlig begæring kan derfor kun ske, hvis der er en særlig begrundelse for kravet.

Vurderingsrådet (...) har i sit brev (...) til Dem begrundet kravet med "ønsket om at undgå misforståelser, der ofte forekommer i forbindelse med mundtlige og telefoniske henvendelser ... især, når den der modtager henvisningen skal videregive denne til trediemand".

Jeg forstår vurderingsrådets udtalelse således, at det er rådets praksis generelt at henvise personer, der mundtligt, herunder telefonisk, retter henvendelse til rådet med anmodning om begrundelse (m.v.) til at fremsætte anmodningen skriftligt. Denne praksis er begrundet i et ønske om at undgå misforståelser.

Efter min opfattelse er der ikke i forvaltningsloven eller i øvrigt hjemmel til en sådan generel praksis. Henvisning til at indgive skriftlig anmodning kan således kun ske, hvis der i det konkrete tilfælde er en særlig anledning hertil. Da De blot havde anmodet om en (nærmere) begrundelse for resultatet af den 19. almindelige vurdering, har der efter min opfattelse ikke været en sådan særlig anledning til at stille krav om indgivelse af en skriftlig begæring.

Jeg har gjort (...) Kommune bekendt med min opfattelse, men foretager herudover ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

..."

Told- og Skattestyrelsen orienterede mig senere telefonisk om, at styrelsen først forventede at kunne indarbejde oplysninger fra bygnings- og boligregistret m.v. i vurderingsmeddelelserne fra 1996 (og ikke 1995 som oplyst i udtalelsen til mig).