Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

A, der havde været udsat for en alvorlig trafikulykke, hvorved hun havde pådraget sig alvorlige hjerneskader, klagede over en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse (DSA). Ved afgørelsen havde DSA tiltrådt X Kommunes afgørelse om, at den af kommunen til A bevilgede hjælp efter bistandslovens dagældende § 42, stk. 1, til behandling/genoptræning på Center for Hjerneskade med i alt 172.500 kr. var gjort tilbagebetalingspligtig.

Forsikringsselskabet Y havde inden kommunens afgørelse anerkendt erstatningspligt over for A, og det sociale udvalg i X Kommune gjorde ved bevillingen af revalideringsydelsen A opmærksom på, at det var en forudsætning for hjælpens udbetaling, at eventuel erhvervsevnetabserstatning i henhold til erstatningssagen medgik til dækning af den ansøgte genoptræning, jf. bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4. DSA anførte som begrundelse for sin afgørelse, at X Kommune havde været berettiget til i forbindelse med ydelsen af hjælp efter bistandsloven at træffe beslutning om tilbagebetaling i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

Ombudsmanden udtalte, at det blandt andet på baggrund af tidligere udtalelser fra Folketingets Ombudsmand og retspraksis var hans opfattelse, at DSA ikke havde været berettiget til i forbindelse med behandlingen af klagen over X Kommunes afgørelse om tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, at ændre afgørelsen til tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3. Ombudsmanden henstillede, at DSA tog sagen op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1992-56-052).

Den fulde tekst

Spørgsmål om rekursmyndigheders ret til at ændre i hjemmelsgrundlaget for pligt til tilbagebetaling af revalideringshjælp.

 

B klagede for A over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 2. oktober 1991. Ved afgørelsen tiltrådte ankestyrelsen X Kommunes socialdirektorats afgørelse af 26. oktober 1987, hvorefter den af kommunen bevilgede hjælp efter bistandslovens dagældende § 42, stk. 1, til genoptræning med i alt 172.500 kr. blev gjort tilbagebetalingspligtig for A.

Af sagens akter fremgik det, at A var udsat for en alvorlig trafikulykke den 15. august 1986. Ved ulykken pådrog hun sig alvorlige hjerneskader.

I et brev til B af 18. november 1986 anerkendte forsikringsselskabet Topsikring A/S erstatningspligten over for A.

Den 17. marts 1987 anmodede X Hospital X Kommunes socialdirektorat om betaling for A's ophold på Center for Hjerneskade. Hospitalet anslog opholdsudgifterne til ca. 175.000 kr.

I et brev til A af 26. oktober 1987 bevilgede X Kommunes sociale udvalg A hjælp med 172.500 kr. til dækning af behandling/genoptræning på Center for Hjerneskade. Hjælpen blev ydet i henhold til bistandslovens § 42, stk. 1, og det sociale udvalg gjorde A opmærksom på, at det var en forudsætning for hjælpens udbetaling, at eventuel erhvervsevnetabserstatning i henhold til erstatningssagen medgik til dækning af den ansøgte genoptræning, jf. bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4.

Det sociale udvalgs afgørelse blev den 19. februar 1988 indbragt for Den Sociale Ankestyrelse af A's søster, C.

I et brev til advokat D den 20. november 1989 vurderede Arbejdsskadestyrelsen A's méngrad og erhvervsevnetab som følge af ulykken til henholdsvis 50% og 65%. I en skrivelse af 2. januar 1990 til advokat D meddelte styrelsen, at stationærtidspunktet skønsmæssigt måtte anses for at være to år efter ulykkestidspunktet.

A havde i alt fået udbetalt 929.206,56 kr. i erstatning eksklusive renter, hvoraf 709.628,74 kr. udgjorde erstatning for tab af erhvervsevne.

Den 2. oktober 1991 tiltrådte Den Sociale Ankestyrelse X Kommunes Socialdirektorats afgørelse med følgende begrundelse:

"Ankestyrelsen finder, at (X) Kommunes Socialdirektorat har været berettiget til i forbindelse med ydelsen af hjælp efter bistandsloven til Deres behandling/genoptræning på Center for Hjerneskade at træffe beslutning om tilbagebetaling i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at De på tidspunktet for hjælpens udbetaling havde udsigt til at få udbetalt et erstatningsbeløb, og at Socialdirektoratet orienterede Dem om tilbagebetalingspligten og om årsagen hertil."

I klagen til mig gjorde B på A's vegne bl.a. gældende, at X Kommune anførte bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, som hjemmel for tilbagebetalingskravet, mens ankestyrelsen anførte § 26, stk. 1, nr. 3, som hjemmel, i hvilken forbindelse B yderligere henviste til Sociale Meddelelser 0-27-85.

I anledning af B's klage fremkom X Kommune i en udateret udtalelse til ankestyrelsen med supplerende bemærkninger til sagen. Kommunen anførte bl.a., at der forelå dokumentation for, at A var blevet underrettet om tilbagebetalingsforpligtelsen, og at det forhold, at kommunen anførte bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, som hjemmel, mens ankestyrelsen anførte § 26, stk. 1, nr. 3, var uden betydning, da kravet i bestemmelsens stk. 2 om underretning om tilbagebetalingsforpligtelsen var blevet iagttaget.

I anledning af B's klage fremkom ankestyrelsen i en skrivelse af 8. maj 1992 med supplerende bemærkninger til sagen. Ankestyrelsen anførte bl.a., at kommunens citering af bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, ikke kunne medføre tilbagebetalingskravets bortfald, idet kommunen, som krævet i § 26, stk. 2, havde orienteret A om tilbagebetalingspligten og om årsagen hertil.

De to udtalelser blev forelagt B, hvorefter B i en skrivelse af 2. september 1992 supplerende anførte, at kommunen på intet tidspunkt havde oplyst den korrekte hjemmel for tilbagebetalingspligten.

 

I en skrivelse til B udtalte jeg herefter følgende:

"Bistandslovens § 26, stk. 1 og 2 er sålydende:

"Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om tilbagebetaling,

Når der må ydes en person hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi, ubegrundede opgivelse af et arbejde eller beskæftigelsesfremmende foranstaltning, nægtelse af at påtage sig et rimeligt tilbud om arbejde eller af at deltage i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger,

når der må ydes en person hjælp, fordi den pågældende eller ægtefællen er indblandet i en kollektiv arbejdsstrid,

når der på det tidspunkt, da der søges hjælp på grund af økonomisk trang, foreligger forhold, der viser, at pågældende i løbet af kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale hjælpen,

når en person, der har modtaget hjælp, senere får udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte hjælp.

Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-3, kan tilbagebetaling kun kræves, hvis kommunalbestyrelsen ved hjælpens udbetaling har gjort modtageren bekendt med tilbagebetalingspligten."

Den foreliggende sag rejser spørgsmålet om, hvorvidt de sociale myndigheder i forbindelse med behandlingen af en klage over en af en kommune truffen beslutning om tilbagebetalingspligt efter en bestemmelse i bistandslovens § 26, stk. 1, kan træffe afgørelse om tilbagebetalingspligt efter en anden af bestemmelserne i § 26, stk. 1, det vil sige på et andet grundlag end det, som kommunen ved hjælpens udbetaling har henvist til over for hjælpsmodtageren.

I fire tidligere sager refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s. 255ff, og for 1982, s. 302-303, har ombudsmanden taget stilling til dette principielle spørgsmål. Efter gennemgang af lovgrundlaget, Socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser, pkt. 36, og en meddelelse fra Socialministeriet refereret i Sociale Meddelelser 0-32-1979 udtalte ombudsmanden bl.a. følgende:

"...

Jeg er opmærksom på, at § 18 b, stk. 2, i den sociale styrelseslov og § 9 i loven om den sociale ankestyrelse hjemler amtsankenævnene, henholdsvis den sociale ankestyrelse, en meget vidtgående materiel kompetence som ankeinstans. Jeg finder imidlertid ikke, at disse bestemmelser kan tillægges afgørende betydning i den foreliggende sammenhæng.

Bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 2, må, som nævnt, antages at hvile på en forudsætning om, at det sociale udvalg i forbindelse med udbetaling af hjælp for sit vedkommende endeligt må gøre op med ikke blot, om der til ydelsen af hjælpen skal knyttes tilbagebetalingspligt efter § 26, stk. 1, nr. 1-3, men i givet fald også med grundlaget for en beslutning herom.

...

Jeg må således være enig med Socialministeriet i, at de sociale ankemyndigheder ikke i forbindelse med behandlingen af en klage over en af et socialudvalg truffet beslutning om tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1-3, kan træffe afgørelse om tilbagebetalingspligt efter en anden af disse bestemmelser, det vil sige på et andet grundlag end det, som det sociale udvalg ved hjælpens udbetaling har henvist til over for klageren." (Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s. 258).

Ombudsmanden anlagde et tilsvarende bedømmelsesgrundlag i to konkrete sager, hvor en tilbagebetalingspligt oprindelig var meddelt i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, og efterfølgende blev ændret til § 26, stk. 1, nr. 1.

Østre Landsret har efterfølgende taget stilling til spørgsmålet i en sag, hvor der var ydet hjælp mod tilbagebetalingspligt i henhold til en bestemmelse svarende til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, og hvor tilbagebetalingsgrundlaget senere blev ændret til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3. I landsrettens dom af 24. august 1983 (refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1983, s. 1117 Ø) udtales det:

"... Bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 2, jf. tidligere forsorgslovens § 65, 1. pkt., må naturligt forstås således, at det til dens opfyldelse kræves ikke blot, at modtageren af hjælp i almindelighed er gjort bekendt med tilbagebetalingspligt, men tillige at det er tilkendegivet vedkommende, hvilken af de i loven anførte grunde til tilbagebetaling der er bragt i anvendelse ved beslutningen derom. Da tilkendegivelsen om, at det er bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, jf. forsorgslovens § 62, der udgør grundlaget for tilbagebetalingskravet i denne sag, først er meddelt sagsøgeren lang tid efter ydelsen af hjælp, kan betingelserne for at kræve tilbagebetaling ikke anses for at have været til stede. Allerede som følge heraf vil sagsøgerens påstand være at tage til følge.

..."

Jeg må forstå Den Sociale Ankestyrelses afgørelse i den foreliggende sag således, at ankestyrelsen har fundet, at (X) Kommunes Socialdirektorat har truffet en urigtig afgørelse om tilbagebetaling efter bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4. Denne opfattelse giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ankestyrelsen har efterfølgende truffet afgørelse om tilbagebetaling efter en anden bestemmelse (bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3) og på et andet grundlag, som klageren derfor ikke var bekendt med ved hjælpens udbetaling. På baggrund af det ovenfor anførte er det min opfattelse, at ankestyrelsen ikke har været berettiget til at træffe en afgørelse af dette indhold.

Under henvisning hertil har jeg samtidig hermed henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at tage sagen op til fornyet overvejelse."

Den Sociale Ankestyrelse meddelte senere i en skrivelse til mig, at styrelsen havde truffet afgørelse om at ophæve X Kommunes afgørelse, hvorefter A var blevet pålagt tilbagebetalingspligt.

Jeg meddelte Den Sociale Ankestyrelse, at jeg herefter ikke foretog videre i anledning af klagen.

NOTER: (*1) Jf. FOB 1981, s. 255ff, FOB 1982, s. 302-303 og UfR 1983, s. 1117Ø