Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

A, der på et dansk privathospital havde fået udtaget 9 befrugtede æg, klagede over, at Sundhedsministeriet (SM) havde afslået hendes anmodning om at få overført de befrugtede, nedfrosne æg til en klinik i Tyskland, hvor hun nu havde sin bopæl. Ministeriet havde som begrundelse for afslaget navnlig henvist til lovgivers forudsætninger om tilsyn med, at de fastsatte regler om nedfrysning mv. af menneskelige æg blev overholdt.

Ombudsmanden udtalte, at - selv om der ikke i de fastsatte bestemmelser kunne siges at være en klar hjemmel til at forbyde overførelse af de befrugtede, nedfrosne æg til den tyske klinik - kunne han ikke afvise den opfattelse, at det havde været Folketingets intention med bestemmelserne, at der ikke skal være mulighed for, at de befrugtede udtagne æg forlader de behandlingsinstitutioner, hvormed det er muligt at føre kontrol. På denne baggrund gav SM's afgørelse ikke ombudsmanden tilstrækkeligt grundlag for kritik. Ombudsmanden henstillede, at SM tog initiativ til, at der blev fastsat udtrykkelige regler om, hvorledes der skal forholdes i et tilfælde som det foreliggende. (J. nr. 1993-974-429).

Den fulde tekst

Afslag på udførelse af befrugtede, nedfrosne menneskelige æg til udlandet.

 

A klagede til mig over Sundhedsministeriets afgørelse af 22. marts 1993 om afslag på tilladelse til at overføre 9 befrugtede, nedfrosne, menneskelige æg udtaget fra hende på et dansk privathospital til en tysk privatklinik.

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt de danske sundhedsmyndigheder havde hjemmel til at forbyde A at få de befrugtede, nedfrosne menneskelige æg udført til en tysk klinik.

I klagen til mig oplyste A følgende om behandlingen:

"Reagensglasmetoden er en mulighed for kvinder, der af naturlig (fornøjelig) vej ikke kan blive gravide, for dog at få opfyldt instinkternes krav.

...

Kvinden behandles med hormoner for at stimulere æggestokkene til at danne mange modne æg, i stedet for de normale 1-2 æg pr. måned. Der gives fra 3. cyclusdag daglige injektioner og pilleindtagning samt ultralydsscanninger fra 9. dag. På ca. 14. cyclusdag udtages evt. dannede æg lige før ægløsningen. De befrugtes med mandens sæd og efter at have vokset et par dage uden for kvindens krop opsættes maximalt 3 æg i kvindens livmoder. De æg, der ikke bruges straks, kan nedfryses efter befrugtningen til senere optøning og implantation. Efter opsætning skal kvinden indtage hormoner dagligt (injektion/piller) indtil enten menstruation indtræder efter 14 dage (= ingen graviditet) eller indtil hjerteaktivitet er erkendt hos fosteret/fostrene efter ca. 4 uger.

Ud over det psykiske stress, der er forbundet med ønsket om et barn, bliver mange kvinder psykisk og fysisk slået ud af hormonbehandlingerne og er dermed ofte lidt af en prøvelse for deres omgivelser, så længe hormonbehandlingen står på. Mange kvinders organisme accepterer ikke den kraftige hormonbehandling, hvorfor de befrugtede æg udstødes.

Ved opsætning af frosne æg er hormonbehandlingen langt svagere og i andre lande er vellykkethedsfrekvensen (= opnået graviditet) derfor højere end ved opsætning af friske æg. Om man i Danmark endnu er nået ud over begyndelsesproblemerne og dermed til de gode statistiske resultater betvivler jeg. Behandlingsproceduren op til implantation af nedfrosne æg, adskiller sig ikke stort fra den før omtalte. Den indebærer daglig medikamentindtagelse, ultralydsscanninger fra 9. dagen, blodprøvetagning og urinanalyser for at fastsætte ægløsningstidspunktet, hvor de befrugtede æg indsættes 24 timer senere. Det nøjagtige tidspunkt for implantationen, kan således først fastsættes 24 timer forud for indgrebet.

...

Hormonbehandlingerne, som kvinden udsætter sig for medfører bl.a. en øget kræftrisiko, hvorfor disse behandlinger bør indskrænkes til et muligt minimum.

..."

Sagen blev bedømt på grundlag af de regler, der er fastsat i lov nr. 503 af 24. juni 1992 om videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter (komitéloven) § 14, bekendtgørelse nr. 650 af 22. juni 1992 om nedfrysning og donation af menneskelige æg §§ 3 - 5 samt lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (centralstyrelsesloven) § 4.

Det fremgik af sagens akter, at A - som var 35 år og dansk statsborger, bosat i Tyskland - den 16. november 1992 på et privathospital i Danmark fik udtaget nogle æg efter hormonstimulation. 3 æg blev reimplanteret efter 2 dage, resten blev nedfrosset. A blev ikke gravid. Efter at A havde fundet en klinik i Tyskland, der ville modtage hendes nedfrosne æg til implantation, rettede A henvendelse til privathospitalet og anmodede om at få æggene udleveret. Da privathospitalet ikke mente, man kunne udlevere æggene, ansøgte A ved brev af 13. januar 1993 Sundhedsministeriet om tilladelse til at overføre hendes nedfrosne æg fra privathospitalet til privatklinikken i Tyskland. Som begrundelse for ansøgningen anførte A:

"...

Da jeg er fastboende i Tyskland ved (X) med egen praksis, er det temmelig kompliceret, at få planlagt implantationerne, der p.gr.a. transportvejen nu kræver flere dages lukning af praksis med kort varsel.

Det er nu lykkedes mig at finde en privatklinik kun 1 times kørsel fra mit hjem, hvor de både har mulighed for og er indforståede med at modtage de befrugtede æg og implantere dem.

..."

Sundhedsministeriet traf afgørelse i sagen den 22. marts 1993. Ministeriet fandt ikke at kunne imødekomme A's ansøgning om udlevering af æggene til udlandet. Som begrundelse for afgørelsen henviste ministeriet til komitéloven og bekendtgørelsen om nedfrysning og donation af menneskelige æg og anførte følgende:

"...

De pågældende regler er udtryk for en meget nøje politisk afvejning af de hensyn, der indgår i spørgsmålet om behandling af menneskelige æg. Der er tale om en detaljeret regulering, hvilket f.eks. fremgår af, at de befrugtede æg ikke må være nedfrosset i mere end ét år, at æggene skal destrueres i tilfælde af den ene parts død, separation eller skilsmisse, og at æggene ikke må doneres.

Det har ved fastsættelsen af disse regler været afgørende, at de danske sundhedsmyndigheder har mulighed for at sikre, at de pågældende regler bliver fulgt. In vitro befrugtning må endvidere betragtes som en samlet behandlingsproces, hvorfor hele behandlingsforløbet, når dette er påbegyndt i Danmark med en foretagen nedfrysning af æggene, også fortsat må finde sted i Danmark.

..."

I brev af 25. marts 1993 rettede A henvendelse til Sundhedsministeriet. A anførte, at hun ikke efter hendes opfattelse var omfattet af lov om biomedicinske forskningsprojekter, og at der ingen steder i bekendtgørelse nr. 650 stod noget, der kunne forhindre hende i at hente sine æg med til Tyskland. A bad ministeriet sende en kopi af bekendtgørelsen med understregning af de bestemmelser, der vedrørte hendes sag.

Med brev af 13. april 1993 sendte ministeriet A den ønskede bekendtgørelse med understregninger. Ministeriet anførte samtidig:

"...

Som redegjort for i ministeriets afgørelse af 22. marts 1993 beror ministeriets afslag på en fortolkning af det samlede regelsæt."

I klagen til mig anførte A navnlig, at hun ved at få æggene overført til privatklinikken i Tyskland undgik den lange transportvej. Den tyske klinik lå kun en times kørsel fra hendes bopæl. A ville således have mulighed for at ankomme afslappet til implanteringen, hvilket havde betydning for at skabe de optimale betingelser for graviditet. A anførte endvidere, at der i ministeriets brev af 13. april 1993 stod, at afslaget beroede på en "fortolkning af det samlede regelsæt", og at denne fortolkning aldrig var blevet hende skriftligt eller mundligt overbragt. Det eneste A kunne tolke ud af §§ 3-5 i bekendtgørelsen var, at hvis nedfrysning af befrugtede humane æg kunne finde sted med henblik på senere tilbageføring til den kvinde, hvorfra det befrugtede æg hidrørte, så begår sundhedsministeren i hendes sag lovbrud, idet han gjorde sit bedste for at forhindre hende i at få opsat hendes æg ved at nægte hende at få hendes æg ned i nærheden af hendes bopæl.

A anførte endvidere, at hun var enig i, at der skulle være regler, men at der desværre ikke var nogle regler, der dækkede hendes tilfælde. A anførte desuden, at hvis æggene endnu havde siddet i hendes krop, var der ingen der havde drømt om, at æggene skulle blive i Danmark. Nu havde A betalt nogle fagfolk for at passe på æggene, indtil A ønskede noget andet. Mere havde de ikke fået beføjelse til.

Sundhedsministeriet anførte følgende i sin udtalelse af 11. juni 1993 til mig:

"...

Udgangspunktet for Sundhedsministeriets fortolkning er, at lovgiver i forbindelse med behandlingen af komitéloven har fokuseret meget på problemerne vedrørende befrugtede menneskelig æg. Dette afspejler sig i, at der i loven vedrørende dette problemkompleks er indføjet et særligt kapitel (Kapitel 4), bestående af 2 - relativt omfattende - paragraffer (§§ 14 og 15). Komitélovens øvrige bestemmelser vedrører formelle regler om, hvordan det videnskabsetiske komitésystem fungerer m.v., d.v.s. regler af formel natur, i modsætning til de materielle regler i Kapitel 4. At man i en lov, der hovedsagelig vedrører organisatoriske forhold, har fundet det nødvendigt - på et helt specielt område - at medtage relativt præcise bestemmelser om et begrænset område, tager ministeriet som et udtryk for, at lovgiver på dette område har ønsket en "tæt" regulering. Efter ministeriets opfattelse er de udformede bestemmelser udtryk for en meget nøje politisk afvejning af de hensyn, der indgår i spørgsmålet om behandling af menneskelige æg.

§ 14, stk. 6, i komitéloven indeholder en bemyndigelse til sundhedsministeren til at fastsætte regler om nedfrysning og donation af menneskelige æg, hvilket er sket ved Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 650 af 22. juli 1992. Ved udformningen af disse regler har Sundhedsministeriet været meget opmærksom på lovgivers ovenfor beskrevne holdning til spørgsmålet om behandling af menneskelige æg.

Efter centralstyrelseslovens § 4 fører Sundhedsstyrelsen tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet.

Enhver lovgivning inden for sundhedsvæsenet, der gennemføres her i landet, bliver vedtaget under den forudsætning, at Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med ordningen.

Efter Sundhedsministeriets opfattelse har lovgiver i forbindelse med vedtagelsen af komitéloven forudsat, at Sundhedsstyrelsen skulle føre tilsyn med reglernes overholdelse, hvilket på sin side forudsætter, at det samlede behandlingsforløb finder sted her i landet.

Forkastes argumentationen om Sundhedsstyrelsens mulighed for at føre tilsyn med ordningen, vil de relativt detaljerede regler i §§ 14 og 15 i komitéloven være uden mening, idet disse i så fald ville kunne omgås ved "fri udførsel" af befrugtede æg.

(A) anfører, at de befrugtede æg er hendes. Dette har Sundhedsministeriet aldrig bestridt. § 14, stk. 5, i komitéloven understreger netop dette forhold: Donation af befrugtede menneskelige æg er ikke tilladt. Ministeriet har blot i den sammenhæng bemærket, at ejendomsret i formueretlig forstand ikke er en hensigtsmæssig måde at beskrive forholdet på, jf. sundhedsministerens besvarelse af 30. marts 1993 af spørgsmål nr. S 614, 3. sidste afsnit.

Under henvisning til ovenstående finder Sundhedsministeriet fortsat, at en samlet fortolkning af regelsættet fører til, at reglerne ikke åbner mulighed for transport af befrugtede, nedfrosne menneskelige æg over landegrænserne.

..."

 

Jeg udtalte herefter følgende i en skrivelse til A:

"Sundhedsministeriets afgørelse er truffet på grundlag af de i indledningen nævnte lovbestemmelser.

Centralstyrelseslovens § 4, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet..."

Kapitel 4 i komitéloven (§§ 14 og 15) vedrører forskning på befrugtede menneskelige æg og menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning.

§ 14 har følgende ordlyd:

" § 14:

Biomedicinske forsøg på befrugtede menneskelige æg og kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, må på de i §§ 6-8 nævnte betingelser kun foretages efter tilladelse fra såvel den regionale som den centrale komité, hvis de har til formål at forbedre in vitro-befrugtning med henblik på at fremkalde en graviditet. Tilsvarende gælder for andre behandlinger for ufrivillig barnløshed, hvor en kvindes æg befrugtes uden for livmoderen.

Stk. 2:

Udtagning og befrugtning af æg med henblik på at gennemføre andre forsøg end de i stk. 1 nævnte er ikke tilladt.

Stk. 3:

De befrugtede æg må kun holdes i live uden for en kvindes livmoder i 14 dage, fra befrugtningen er sket, heri ikke medregnet den tid, hvori de befrugtede æg har været nedfrosset.

Stk. 4:

Befrugtede menneskelige æg, der har været gjort til genstand for biomedicinsk forskning efter stk. 1, må ikke opsættes i kvindens livmoder, medmindre det kan ske uden nogen risiko for videregivelse af arvelige sygdomme, defekter, misdannelser eller lignende.

Stk. 5:

Donation af befrugtede menneskelige æg er ikke tilladt.

Stk. 6:

Sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om nedfrysning og donation af menneskelige æg."

Efter § 14, stk. 6, i dette kapitel bemyndiges sundhedsministeren til at fastsætte regler om nedfrysning og donation af menneskelige æg.

Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 59, fremsat den 23. oktober 1991) vedrørende denne bestemmelse fremgår følgende:

"...

Sundhedsministeren (bemyndiges) til at fastsætte regler om nedfrysning og donation af menneskelige æg. Efter gældende ret er nedfrysning og donation af menneskelige æg ikke forbudt, men de behandlende læger har afventet Folketingets stillingtagen hertil, inden de tager disse teknikker i brug.

Bestemmelsen giver hjemmel til at regulere de spørgsmål af mere sundhedsfaglig karakter, som anvendelsen af disse teknikker kan rejse. Der tænkes navnlig på spørgsmål som krav til indretning af ægbanker. Herudover giver bestemmelsen hjemmel til at fastsætte de nærmere vilkår for nedfrysning af æg. Her tænkes navnlig på regler om maksimal opbevaringstid, regler for, hvornår de nedfrosne æg i øvrigt kan eller skal destrueres og regler, der sikrer donoranonymitet. Det er derimod ikke tanken at fastsætte regler vedrørende de civilretlige spørgsmål, som anvendelsen af disse teknikker kan tænkes at give anledning til.

Regeringen forudsætter, at det kun tillades at nedfryse ubefrugtede og befrugtede menneskelige æg i maksimalt 1 år, og at donation af ubefrugtede menneskelige æg sker anonymt."

Bekendtgørelse nr. 650 af 22. juli 1992 om nedfrysning og donation af menneskelige æg § 3 har følgende ordlyd:

"Nedfrysning af befrugtede menneskelige æg kan finde sted med henblik på

senere tilbageføring til den kvinde, hvorfra de befrugtede æg hidrører, og

forskning, jf. § 14, stk. 1, i lov om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter.

Stk. 2. Før nedfrysningen finder sted, skal parret give skriftligt samtykke til nedfrysning og opbevaring. Parret skal forinden informeres mundtligt og skriftligt om konsekvenserne af nedfrysningen.

Stk. 3. Parret skal samtidigt erklære sig indforstået med de vilkår og betingelser for nedfrysning, der er fastsat i denne bekendtgørelse."

Bekendtgørelsens § 4 har følgende formulering:

"Befrugtede menneskelige æg må ikke være nedfrosset i mere end ét år. Efter udløbet af dette år skal æggene destrueres. Æggene destrueres tillige i tilfælde af den ene parts død, separation og skilsmisse, inden der er gået ét år fra nedfrysningstidspunktet.

Stk. 2. Befrugtede menneskelige æg må kun optøs og anvendes, såfremt parret giver skriftligt samtykke før hver behandlingscyklus."

Jeg må gå ud fra, at bekendtgørelsens regler er blevet overholdt, således at De og Deres mand har givet skriftligt samtykke til nedfrysning og opbevaring samt er blevet informeret om konsekvenserne af nedfrysningen. De har tillige erklæret Dem indforstået med de vilkår og betingelser for nedfrysning, der er fastsat i bekendtgørelsen.

Det fremgår ikke direkte af loven eller bekendtgørelsen, om æggene kan udleveres til Dem efter anmodning herom, eller om æggene kan overføres til en behandlingsinstitution i udlandet efter anmodning fra Dem. Der er derimod en nøje regulering af, hvornår æggene skal destrueres, og hvornår de kan optøs og anvendes.

Til fordel for Deres krav om at få udført de befrugtede, nedfrosne æg til den tyske klinik taler, at myndighedernes forbud imod æggenes udførsel kan betragtes som et væsentligt indgreb over for Dem, hvilket efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger må kræve klar hjemmel. Der foreligger ikke en sådan klar hjemmel til at forbyde udlevering af æggene eller udførelse af disse. Dertil kommer, at der i komitélovens § 14, stk. 6, er givet sundhedsministeren hjemmel til administrativt at udarbejde regler på dette område. Sundhedsministeriet har således i bekendtgørelsen om nedfrysning og donation af menneskelige æg gennemført en forholdsvis indgående regulering af, hvad man må og ikke må med æggene. Det er på denne baggrund nærliggende at betragte lovens og bekendtgørelsens regler som udtømmende i den forstand, at fraværet af et udtrykkeligt forbud mod udførsel taler for, at udførsel må anses for tilladt.

Heroverfor står imidlertid følgende betragtninger:

Som nævnt i Sundhedsministeriets udtalelse til mig bliver enhver lovgivning inden for sundhedsvæsenet, der gennemføres her i landet, vedtaget under den forudsætning, at Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med ordningen. Sundhedsstyrelsen har kun mulighed for at føre kontrol med, at de befrugtede æg opbevares og anvendes i overensstemmelse med de danske regler, hvis de på behandlingsinstitutionen ansvarlige læger har indseende med æggenes opbevaring og anvendelse. Hvis æggene udleveres til kvinden eller til en behandlingsinstitution i udlandet, udelukkes denne kontrolmulighed.

Som det fremgår af udtalelsen til mig, er det Sundhedsministeriets opfattelse, at lovgiver i forbindelse med vedtagelsen af komitéloven har forudsat, at Sundhedsstyrelsen skulle føre tilsyn med reglernes overholdelse, hvilket forudsætter, at det samlede behandlingsforløb finder sted i Danmark.

Selv om der ikke i de udtrykkelige regler kan siges at være en klar hjemmel til at forbyde udførelse af de befrugtede nedfrosne æg til den tyske klinik, kan jeg ikke afvise den opfattelse, at det har været Folketingets intention med bestemmelserne, at der ikke skal være mulighed for, at de befrugtede æg forlader de behandlingsinstitutioner, hvormed det er muligt at føre kontrol. Jeg lægger herved vægt på, at det af indholdet og tilblivelsen af bestemmelserne i Komitélovens kap. 4 fremgår, at Folketinget har været meget optaget af i videst muligt omfang at afværge de problemer, der knytter sig til opbevaring og brug af befrugtede menneskelige æg.

På denne baggrund giver Sundhedsministeriets afgørelse mig ikke tilstrækkeligt grundlag for kritik.

Det vil efter min opfattelse imidlertid være ønskeligt, at der fastsættes udtrykkelige regler om, hvorledes man skal forholde sig i et tilfælde som det foreliggende. Jeg vil derfor henstille til Sundhedsministeriet, at det tager initiativ til, at en sådan udtrykkelig regulering etableres.

Jeg har samtidig hermed orienteret Folketingets Retsudvalg og Sundhedsudvalg om sagen."

I skrivelse af 12. november 1993 meddelte Sundhedsministeriet, at ministeriet ved bekendtgørelse nr. 852 af 28. oktober 1993 om ændring af bekendtgørelse om nedfrysning og donation af menneskelige æg har præciseret, at nedfrysning af menneskelige æg kun må foretages med henblik på behandling og forskning her i landet.

Jeg meddelte Sundhedsministeriet, at jeg havde taget det meddelte til efterretning.