Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En arbejdsgiverforening klagede over at kredschefen for arbejdstilsynet gennem pressen havde udtalt sig kritisk om branchen og en medlemsvirksomhed. Arbejdsgiverforeningen var af den opfattelse at der var tale om ulovlig pression, og at arbejdstilsynet som offentlig myndighed kun måtte anvende de retsmidler som arbejdsmiljøloven gav adgang til. Endvidere forlangte arbejdsgiverforeningen at arbejdstilsynet eller Direktoratet for Arbejdstilsynet dementerede kredschefens udtalelser til pressen.

En kredspsykolog der var ansat i arbejdstilsynet, havde endvidere i en bog beskrevet muligheden for at anvende pressen som pressionsmiddel i arbejdsmiljøsager. Arbejdsgiverforeningen mente at dette var opfordring til brug af ulovlige midler, og at arbejdstilsynet burde have skredet ind over for kredspsykologen i den forbindelse.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at en myndighed som udgangspunkt er berettiget til at offentliggøre sager som ifølge offentlighedsloven ville være undergivet aktindsigt på begæring af pressen. Offentlige myndigheder er således ikke generelt afskåret fra gennem pressen at søge at påvirke de retsundergivnes adfærd.

Ombudsmanden udtalte endvidere at offentligt ansatte som udgangspunkt har samme adgang til at fremsætte udtalelser som borgerne i almindelighed. Kun hvor der foreligger tungtvejende hensyn til myndighedens interne beslutningsproces og funktionsevne, kan de ansattes ret til at ytre sig anses for begrænset. Kredspsykologens bog måtte anses for kredspsykologens private mening, og der forelå ikke tungtvejende hensyn til myndigheden der kunne begrænse kredspsykologens ytringsfrihed. (J.nr. 1995-255-015).

Den fulde tekst

Offentlige myndigheders brug af pressen

 

En arbejdsgiverforening A klagede over at kredschefen K for Arbejdstilsynet i kreds C amt havde udtalt sig i pressen om branchen og om en konkret sag angående en medlemsvirksomhed B. A var af den opfattelse at der var tale om ulovlig pression, og at K gennem holdninger tilkendegivet i en bog havde opfordret til brug af ulovlige midler.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger at Arbejdstilsynets kreds C amt den 1. marts 1994 aflagde tilsynsbesøg i B's afdeling. Under besøget fremlagde tilsynet oplysninger om en anmeldt arbejdsbetinget lidelse hos en medarbejder hos B. Ifølge en lægeerklæring drejede det sig om en psykisk arbejdsskade fremkaldt ved belastninger i arbejdsmiljøet. På baggrund af anmeldelsen ønskede tilsynskredsen at undersøge det psykiske arbejdsmiljø i afdelingen.

Afdelingens ledelse besluttede ikke at give tilsynet oplysninger idet den ikke mente at tilsynets beføjelser i henhold til arbejdsmiljøloven omfattede det psykiske arbejdsmiljø.

I skrivelse af 25. marts 1994 meddelte tilsynskredsen bankafdelingen at tilsynet fandt at dets beføjelser også omfattede det psykiske arbejdsmiljø. Samtidig varslede tilsynet næste tilsynsbesøg til den 12. april 1994.

Efter at have gennemført nyt besøg den 12. april 1994 sendte tilsynskredsen den 6. maj 1994 B et brev hvori kredsen bl.a. anførte følgende:

"...

Det anmeldte tilsynsbesøg fandt sted d. 12-4-94 med henblik på at udlevere et spørgeskema til de ansatte i banken. Formålet var at indhente informationer om det psykiske arbejdsmiljø i afdelingen.

Arbejdstilsynet repræsenteret ved (P) deltog ved dette tilsynsbesøg i et møde, hvor bankens ledelse var repræsenteret ved (...), Personaleafdelingen og (...), konstitueret afdelingsleder. De ansatte var repræsenteret ved tillidsrepræsentant(en) (...), sikkerhedsrepræsentant(en) (...) og (de ansattes) medlem af sikkerhedsudvalget (...).

(B)'s ledelse ved (...) informerede om, at man fra ledelsens side var gået ind og havde kortlagt afdelingens problemer. Det var sket i form af interviews med alle ansatte og der var givet efterfølgende tilbagemelding til afdelingens ansatte. På den baggrund anbefalede (ledelsen) at man afsluttede sagen, idet man fra arbejdsgiverside havde været sig sit ansvar bevidst og havde truffet en række beslutninger til gavn for arbejdsmiljøet i afdelingen.

Arbejdstilsynet ved (P) fandt dette positivt, men fastholdt tilsynets ret til at foretage sine egne undersøgelser af arbejdsmiljøet i afdelingen. Arbejdstilsynet har henvendt sig skriftligt til (B) med oplysninger om tilsynets rettigheder i forbindelse med undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø.

Ved besøg i afdelingen har Arbejdstilsynet været afskåret fra nogen form for kontakt til de ansatte i banken udover ledelsen og de ansattes valgte repræsentanter. På anbefaling fra Personaleafdelingens side har man tilsyneladende opfordret afdelingens ansatte til ikke at udtale sig til Arbejdstilsynet om det psykiske arbejdsmiljø i afdelingen. Herunder også i relation til en anmeldt arbejdsbetinget lidelse, som Arbejdstilsynet har modtaget fra en praktiserende læge.

(B)'s ledelse repræsenteret ved (...) fra personaleafdelingen har trods kredsens brev af 28-3-94 (skal formentlig være 25-3-94, min bemærkning) fortsat bestridt, at Arbejdstilsynet havde ret til at undersøge det psykiske arbejdsmiljø.

Arbejdstilsynet fastholder imidlertid indholdet af det nævnte brev og anbefaler, at samarbejdet med Arbejdstilsynet bliver taget op i (B)'s sikkerhedsudvalg.

 

Konklusion:

Arbejdstilsynet skal hermed anbefale at sikkerhedsudvalget behandler dette spørgsmål, og melder positivt tilbage til Arbejdstilsynet inden d. 1-6-94.

Jeg har med nogen forundring noteret mig, at (B)'s centrale ledelse tilsyneladende ikke er interesseret i, at Arbejdstilsynet udfører sine pligter efter Arbejdsmiljøloven. Det er normalt helt uproblematisk, at de tilsynsførende taler med de ansatte, udleverer spørgeskemaer osv.

Dette indebærer, at jeg fremover nødvendigvis må være specielt opmærksom på (B)'s afdelinger i (...) Amt.

Jeg har endvidere orienteret Direktoratet for Arbejdstilsynet og den tilsynskreds, hvor (B)'s hovedafdeling ligger."

B meddelte i skrivelse af 30. maj 1994 tilsynskredsen at bankens sikkerhedsudvalg på et møde den 24. maj 1994 havde drøftet B's håndtering af anmeldelsen til arbejdstilsynet. Sikkerhedsudvalget havde fundet den af banken valgte fremgangsmåde betryggende. Udvalget noterede sig at bankens ledelse ikke mente at arbejdstilsynet havde hjemmel til at kræve gennemført den foreslåede spørgeskemaundersøgelse.

I skrivelse af 2. juni 1994 til B fastholdt tilsynskredsen at arbejdsmiljøloven regulerede såvel det fysiske som det psykiske arbejdsmiljø. Idet kredsen i første omgang anmodede B om at sende et referat fra sikkerhedsudvalgsmødet den 24. maj 1994, bemærkede den at arbejdstilsynet fortsat var noget usikker på om arbejdsmiljølovgivningen var overholdt. "I sidste ende," anførtes det, "kan kredsen blive nødsaget til at bruge Arbejdsmiljølovens § 21 og påbyde en uvildig undersøgelse af arbejdsmiljøet i banken."

I et notat af 2. juni 1994 orienterede kredsleder K Direktoratet for Arbejdstilsynet om sagen. I notatet anførtes bl.a.:

"...

Sagen er startet på baggrund af en åben anmeldt arbejdsbetinget lidelse. Kredsen kan ikke konkret udtale sig om det psykiske arbejdsmiljø i den pågældende bankfilial, da bankens ledelse har blokeret for at kredsen kunne foretage en selvstændig undersøgelse.

Bankens Personaleafdeling påstår, at de selv har undersøgt det psykiske arbejdsmiljø i filialen, og betragter dermed sagen som afsluttet. Det gør kredsen ikke, da den tilsynsførende ved besøg i filialen har været afskåret fra nogen form for kontakt til de ansatte i banken udover ledelsen og de ansattes valgte repræsentanter. Kredsen har tværtimod et stort ønske om at opprioritere tilsynet med det psykiske arbejdsmiljø i Finanssektoren. Der er store problemer, senest dokumenteret gennem FTF's store arbejdsmiljøundersøgelse.

Jeg har idag aftalt med (E), at kredsen i første omgang sender et venligt brev, men holder mulighederne åbne. Bl.a. kan vi jo påbyde banken at betale et privat konsulentfirma for en undersøgelse.

Samtidig vil der blive lagt pres på (B) af medierne og af Finansforbundet, hvis B-side repræsentanter i bankens sikkerhedsudvalg støtter Arbejdstilsynet. Sagen vil komme i medierne på mandag den 6. juni - (...) Radio.

Evt. kunne du tage initiativ til et møde med (B)'s øverste ledelse."

 

Direktoratet meddelte i skrivelse af 8. juni 1994 til tilsynskredsen sin opfattelse af sagen. Direktoratet bemærkede bl.a.:

"...

I denne anledning bemærkes indledningsvis, at det psykiske arbejdsmiljø er omfattet af arbejdsmiljølovens anvendelsesområde, jf. § 1 og bemærkningerne hertil i forbindelse med det udvidede sundhedsbegreb, som også indebærer beskyttelse mod påvirkninger på kortere eller længere sigt, der medfører psykiske helbredsskader, herunder psykiske betingede lidelser, samt beskyttelse mod andre påvirkninger, der kan forringe sundheden.

I øvrigt bemærkes om hjemmelsspørgsmålet vedrørende brug af interviews og spørgeskemaer under tilsynsarbejdet følgende:

Arbejdstilsynets opgaver er fastlagt i lovens § 72 og i forbindelse med opgavevaretagelsen er der givet Arbejdstilsynet en række beføjelser til brug for tilsynsarbejdet, jf. bl.a. § 76 (kræve oplysninger mv.), § 21 (kræve undersøgelser mv.) og § 77 (afgive påbud).

Derimod fastsætter arbejdsmiljøloven ikke direkte overordnede retningslinier for den nærmere tilrettelæggelse og gennemførelse af det praktiske tilsynsarbejde ved virksomhedsbesøg.

Ved tilsynsbesøg på de enkelte virksomheder baseres vurderingen af om der er sket en overtrædelse af arbejdsmiljøreglerne efter sædvanlig tilsynspraksis først og fremmest på den enkelte tilsynsførendes egne iagttagelser/oplysninger. Derudover vil det ofte - afhængig af forholdets karakter - være nødvendigt at få sagen belyst gennem samtaler med virksomhedens ledelse/ledelsesrepræsentanter, samt sikkerhedsorganisationen/repræsentanter for de ansatte. Der henvises i den forbindelse til de generelle administrative retningslinier for Arbejdstilsynets kontrolfunktion, jf. AT-cirkulæreskrivelse nr. 6/1988.

Det er således ikke i overensstemmelse med sædvanlig tilsynspraksis ved virksomhedsbesøg direkte at inddrage de ansatte i vurderingen af om der er sket en overtrædelse af arbejdsmiljøreglerne, herunder om der er grundlag for afgivelse af påbud ved f.eks. brug af interviews, spørgeskemaer m.v.

Baggrunden herfor er bl.a., at undgå at skabe grobund for konflikter mellem ledelsen og de ansatte, samt det forhold at den enkelte ansatte har et selvstændigt strafferetligt ansvar for overholdelse af arbejdsmiljøreglerne inden for hans arbejdsområde, jf. lovens § 28 og efter sædvanlig tiltalepraksis rejses tiltale i givet fald normalt alene mod arbejdsgiveren og kun undtagelsesvist medinddrages de ansatte under tiltalen.

Der er endnu ikke etableret en fælles holdning og dermed skabt en administrativ praksis på landsplan for håndtering af det psykiske arbejdsmiljø, når det vedrører forhold som samarbejdsproblemer, ledelsesproblemer og sexchikane.

Det kan i den forbindelse oplyses, at direktoratet vil tage initiativ til at etablere en administrativ praksis på området.

På den baggrund finder direktoratet, at kredsen bør følge den konkrete sag op med - udover referatet fra sikkerhedsudvalget - med hjemmel i § 76, stk. 1 også at kræve resultatet af bankens interne undersøgelse vedrørende det psykiske arbejdsmiljø i afdelingen oplyst/udleveret, hvilket måske vil give kredsen et vurderingsgrundlag for eventuelle videre tiltag.

Hvis de modtagne oplysninger/dokumenter efter kredsens skøn fortsat efterlader en konkret velbegrundet mistanke om, at der er psykiske arbejdsmiljøproblemer kan det overvejes med hjemmel i § 21 at pålægge banken at foretage en nærmere (ny) undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i afdelingen, eventuelt ved særligt sagkyndige. En sådan fremgangsmåde stemmer også mere overens med de kommende administrative retningslinier for arbejdspladsvurderingen, som arbejdsgiveren på eget initiativ har pligt til at foretage, herunder en vurdering af eventuelle psykiske arbejdsmiljøproblemer.

Endelig bemærkes, at direktoratet finder, at en eventuel drøftelse med (B)'s øverste ledelse og direktionen vedrørende det psykiske arbejdsmiljø i finanssektoren bør afvente udviklingen i den konkrete sag.

Det tilføjes i den forbindelse, at direktoratet har fundet anledning til at påpege, at man finder det uforståeligt og uacceptabelt at kredsen med udgangspunkt i den konkrete sag - før direktoratets vurdering af sagen forelå - bl.a. har udtalt sig negativt til pressen om arbejdsmiljøet i banksektoren, jf. vedlagte avisartikel, som direktoratet har modtaget fra departementet med anmodning om en udtalelse snarest muligt.

Til brug herfor skal direktoratet anmode kredsen om idag at sende en kommentar til avisartiklen."

 

Den nævnte avisartikel var fra ... for den 7. juni 1994. I artiklen omtaltes det at B havde nægtet arbejdstilsynet at tale med de ansatte i B. I artiklen stod der bl.a.:

"...

'Eventuelle problemer med det psykiske arbejdsmiljø er ledelsens sag, så det behøver tilsynet ikke blande sig i. Og der ER ingen af den slags problemer i den enhed', er svaret fra bankens personaleafdeling på hovedkontoret i København.

Arbejdstilsynets kredschef (kreds D) er nærmest målløs, for han er skam ikke vant til at få nej.

'Nja - det er sådan set lidt uhørt,' siger (kredschefen) efter flere henvendelser til (B). Senest har (B) meldt tilbage, at sagen har været drøftet i filialens sikkerhedsorganisation, og at der er enighed om, at Arbejdstilsynet ikke skal ind i sagen.

'Vi har da før haft politiet til hjælp for at komme ind i en virksomhed - men jeg synes da ikke, at det passer sig i en sag med (en) bank. Vi kan også kræve, at (B) selv betaler et konsulentfirma for at lave en uvildig undersøgelse.'

'Arbejdsmiljøet ER dårligt i banksektoren - efter alle de prikrunder er folk bange,' tilføjer han.

..."

 

Kredschef(en) svarede i skrivelse af 8. juni 1994 direktoratet. Han oplyste:

"...

I den anledning kan jeg oplyse, at jeg - som bekendt - orienterede direktoratet om kredsens håndtering af den konkrete sag vedr. (B)'s afdeling (...) dels i en telefonsamtale mellem (...) og undertegnede den 2. juni 1994, hvor vi bl.a. aftalte den videre, foreløbige håndtering af sagen, dels ved et notat til (...) af samme dato. Både under telefonsamtalen og i notatet orienterede jeg om, at sagen ville blive taget op af medierne.

Først i dag - i samme brev som ovennævnte anmodning om en kommentar - har jeg modtaget en reaktion fra direktoratet på notatet, og jeg har derfor ikke haft grund til at tro andet end, at der i denne sag gælder de samme retningslinjer for kredsens adgang til at udtale sig til pressen, som gælder i alle andre sager.

For så vidt angår indholdet af de citerede udtalelser forekommer det mig, at udtalelserne vedr. det særlige problem i denne sag, nemlig at (B) har bestridt AT's adgang til at gå ind i en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i afdelingen, er i fuld overensstemmelse med den aftale, jeg traf med (E) den 2. juni om den foreløbige håndtering af sagen, og i øvrigt ligger på linje med de anbefalinger, direktoratet har givet i brevet af d.d.

Med hensyn til udtalelsen om arbejdsmiljøet generelt i banksektoren - en udtalelse der altså ikke specifikt retter sig mod (B)'s afdeling (...) - kan jeg bl.a. henvise til FTF's store arbejdsmiljøundersøgelse, der også blev nævnt under telefonsamtalen med BK4 den 2. juni, og hvori det er dokumenteret, at der er store psykiske arbejdsmiljøproblemer i finanssektoren. Jeg henviste i øvrigt også til denne undersøgelse under min samtale med den pågældende journalist, men dette har den pågældende åbenbart ikke fundet anledning til at nævne i artiklen.

..."

 

Direktoratet underrettede ved skrivelse af 9. juni 1994 Arbejdsministeriet om sagens forløb.

I en pressemeddelelse af 17. juni 1994 informerede Direktoratet for Arbejdstilsynet offentligheden om tilsynets rolle i sagen. Henvendelsen havde følgende indhold:

"- Det er Arbejdstilsynets klare pligt at gribe ind, både når det gælder det psykiske og det fysiske arbejdsmiljø, siger direktør(en) (...), Arbejdstilsynet, der oplyser, at Arbejdstilsynets indsats på det psykiske område i første omgang består i at sikre, at virksomhedens ledelse og ansatte taler sammen, hvis der er problemer med det psykiske arbejdsmiljø.

- Hvis det ikke lykkes at skabe dialog mellem ledelse og medarbejdere, og der samtidig foreligger en konkret begrundet mistanke om psykiske arbejdsmiljøproblemer, er det Arbejdstilsynets pligt at give virksomheden et påbud om at lade foretage en undersøgelse af forholdene og efterfølgende aflægge rapport til Arbejdstilsynet, oplyser (direktøren).

Hvis oplysningerne i den således udarbejdede rapport fortsat efterlader en konkret begrundet mistanke om, at der er psykiske arbejdsmiljøproblemer eller hvis rapporten ikke giver et tilstrækkeligt vurderingsgrundlag, kan Arbejdstilsynet pålægge virksomheden at foretage en grundigere undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø, eventuelt ved inddragelse af særlig sagkyndige.

- Denne politik er fortsat gældende, oplyser (direktøren), og tilføjer, at Arbejdstilsynet indtil videre kun har involveret sig direkte i undersøgelser af det psykiske arbejdsmiljø på virksomheder, hvor både ledelse og medarbejdere har været enige om at lade Arbejdstilsynet forestå en sådan undersøgelse.

Den verserende sag i (...) udspringer af en anmeldelse af en arbejdsbetinget psykisk lidelse i (B)'s afdeling på (...). På baggrund heraf har Arbejdstilsynets kreds i (...) Amt besluttet at gennemføre en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i bankafdelingen.

(B) har imidlertid selv foranstaltet en sådan undersøgelse i form af interviews med de ansatte, og ser derfor ingen saglig begrundelse for at foretage yderligere undersøgelser. Desuagtet har Arbejdstilsynets kreds i (...) Amt fastholdt sin ret til at foretage egne undersøgelser i banken.

- Kredsens fremgangsmåde er ikke i overensstemmelse med Arbejdstilsynets politik på området, hvorfor denne er indskærpet overfor Kreds (...) Amt, slutter (direktøren)."

I skrivelse af 24. juni 1994 bad tilsynskredsen B om at sende kopi af eventuelt skriftligt materiale om bankens egne interne undersøgelser. Kredsen henviste til at den fortsat interesserede sig for det psykiske arbejdsmiljø i afdelingen.

B svarede ved i skrivelse af 7. juli 1994 at orientere kredsen om resultatet af interviewundersøgelse blandt de ansatte i afdelingen, som banken selv havde foretaget i perioden 22. til 24. marts 1994. Resultatet var:

"...

· at der var bred opbakning til værdigrundlaget og ledelsesholdningerne i enheden

· at samarbejdsrelationerne mellem de ansatte indbyrdes og mellem ansatte og ledelse var tilfredsstillende.

· at de ansatte i enheden havde travlt på samme måde som øvrige ansatte i banken

· at de ansatte i enheden var stolte over de forretningsmæssige resultater.

..."

 

Finanssektorens Arbejdsgiverforening indgav den 17. august 1994 klage til Direktoratet for Arbejdstilsynet over (...)kredsens handlemåde i sagen med (B). Foreningen henviste bl.a. til følgende:

"...

Som begrundelse for klagen henvises for det første til, at kredsen tog initiativ til, at der blev lagt pres på en medlemsvirksomhed af medierne.

Der henvises her til kredsens notat af 2. juni 1994 til tilsynets direktør (bilag 1). Det siges der, at: 'Samtidig vil der blive lagt pres på (B) af medierne og af Finansforbundet, hvis B side repræsentanter i bankens sikkerhedsudvalg støtter Arbejdstilsynet. Sagen vil komme i medierne på mandag den 6. juni - i (...) radio.'

Det, der her klages over, er, at en offentlig myndighed i stedet for at anvende de retsmidler, Arbejdsmiljøloven stiller til rådighed, bruger medierne til at presse (B) til at acceptere en spørgeskemaundersøgelse, som ikke er i overensstemmelse med sædvanlig tilsynspraksis, jf. nedenfor.

For det andet henvises til kredsens udtalelser til (avisen) den 7. juni (bilag 2). Her udtaler kredschefen bl.a.: 'Arbejdsmiljøet ER dårligt i banksektoren - efter alle de prikke-runder er folk bange.'

Med denne udtalelse hænger kredschefen hele branchen ud, hvilket er retsstridigt. Der er heller ikke belæg for denne helt generelle udtalelse, hvortil kommer, at en kredschef, som repræsentant for en offentlig myndighed, som på rimelig neutral måde skal fremme et godt arbejdsmiljø, ikke kan tillade sig at komme med den slags udtalelser.

Afsluttende skal det præciseres, at denne klage er en generel klage, som rejses af FA som organisation. Den konkrete sag er som nævnt afsluttet, og FA har med tilfredshed noteret sig, at direktoratet meddelte kredsen, at kravet om at udlevere og få udfyldt spørgeskemaer ikke var i overensstemmelse med sædvanlig tilsynspraksis.

Med hensyn til de 2 konkrete klagepunkter anmoder FA om, at direktoratet skriftligt tilkendegiver overfor kredsen, at brug af medier i stedet for Arbejdsmiljølovens retsmidler med det formål at lægge pres på en virksomhed er uhjemlet, kan være ulovlig og endelig stridende mod god forvaltningsskik. Videre anmodes direktoratet om at pålægge kredsen at tilbagekalde udtalelsen om arbejdsmiljøet i banksektoren og søge udtalelsen til (avisen) af 7. juni 1994 dementeret."

 

Direktoratet svarede i skrivelse af 27. september 1994 følgende:

"...

Arbejdstilsynet har bl.a. til opgave at vejlede og informere virksomheder, branchesikkerhedsråd, arbejdsmarkedets organisationer og offentligheden om arbejdsmiljømæssige spørgsmål.

Det er derfor af stor betydning, at borgerne og pressen bliver orienteret om arbejdsmiljøproblemer generelt.

Det er i den forbindelse direktoratets opfattelse, at de enkelte tilsynskredse ved pressemøder, interviews m.v. bør oplyse om de generelle erfaringer, der indhentes på arbejdsmiljøområdet, såvel positive som negative, herunder inden for de enkelte brancher.

På baggrund af bl.a. de almindelige forvaltningsretlige principper for god forvaltningsskik og under hensyn til Arbejdstilsynets status som offentlig tilsynsmyndighed er det dog direktoratets opfattelse, at Arbejdstilsynet, i det omfang der afgives udtalelser til pressen om konkrete sager, alene bør give en kortfattet objektiv fremstilling af sagens faktiske forhold.

Direktoratet har, som det er FA bekendt, påtalt over for kredsen, at man fandt det uacceptabelt, at kredsen med udgangspunkt i den konkrete sag bl.a. havde udtalt sig negativt til pressen om arbejdsmiljøet i banksektoren, jf. brevet af 8. juni 1994.

Senere samme dag modtog direktoratet et brev, sendt pr. telefax, fra kredschefen, hvori han oplyste, at udtalelsen om arbejdsmiljøet generelt i banksektoren ikke specifikt var rettet mod (B)'s afdeling, (...), men henviste til FTF's store arbejdsmiljøundersøgelse, som dokumenterer, at der er store psykiske arbejdsmiljøproblemer i finanssektoren. Kredschefen henviste til denne undersøgelse under samtalen med den pågældende journalist, som imidlertid ikke fandt anledning til at nævne dette i artiklen.

På den baggrund har direktoratet ikke fundet anledning til at imødekomme ønsket om et mere formelt dementi i dagspressen af udtalelsen.

Direktoratet beklager dog, at kredschefens udtalelse er blevet refereret på en sådan måde, at den har efterladt det indtryk, at hele branchen har følt sig 'hængt ud'.

Med hensyn til klagen over, at kredsen tog initiativ til, at der blev lagt pres på en medlemsvirksomhed af medierne, jf. det nævnte notat, bemærkes, at det er direktoratets vurdering, at notatet har karakter af et internt arbejdspapir, hvor kredschefen giver udtryk for en foreløbig vurdering af mulighederne for, at sagen kan løses uden afgivelse af påbud eller eventuel indstilling om retslig tiltale.

I den forbindelse må den citerede bemærkning fra notatet ses som en oplysning om, at medierne og Finansforbundet vil lægge pres på (B).

Direktoratet finder derfor ikke, at denne del af kredsens sagsbehandling bør give anledning til kritik.

Endvidere finder direktoratet ikke, at der har været tale om at søge uhjemlede krav gennemført via en pressekampagne.

Som det således bl.a. fremgår af direktoratets pressemeddelelse af 17. juni 1994, opstod problemerne i den konkrete sag, fordi kredsen ønskede at foretage egne undersøgelser i banken.

Direktoratet har med pressemeddelelsen taget offentlig afstand fra kredsens fremgangsmåde i sagen, som ikke var i overensstemmelse med Arbejdstilsynets politik på området, hvilket er blevet indskærpet over for kredsen."

 

Finanssektorens Arbejdsgiverforening henvendte sig på ny i skrivelse af 7. oktober 1994 til direktoratet. Foreningen anførte:

"...

Om det første klagepunkt - brug af pressen som pressionsmiddel - har FA noteret med tilfredshed, at det er direktoratets opfattelse, at tilsynet i konkrete sager alene bør give en kortfattet objektiv fremstilling af sagens faktiske forhold. Videre siges, at direktoratet har påtalt sagen overfor kredsen. Alligevel siges det i tilsynets brev tilsidst, at denne del af kredsens sagsbehandling ikke bør give anledning til kritik.

Dette er FA ikke enig i og skal derfor bede direktoratet om at overveje denne udtalelse endnu en gang. Det bedes ske på grundlag af det tidligere anførte og det forhold, at en medarbejder fra tilsynet, som besøgte (B)'s afdeling, (P) i en bog har gjort sig til talsmand for at bruge medieomtale som pressionsmiddel over for arbejdsgivere. Videre har psykolog (P) udtalt til Finansforbundets medlemsblad ('Finans' nr. 8 af 24. juli 1994), at han mente at have gjort det klart for banken, at den forbrød sig mod arbejdsmiljøloven ved ikke at lade ham tale med de enkelte medarbejdere. 'Jeg forstår ikke, at de lod os komme ind, når de siger, at afdelingen fungerer så godt. Vi er jo også interesserede i de positive tilfælde, siger (P)'.

Der kan derfor ikke herske bare rimelig tvivl om, at kredschefens notat af 2. juli 1994 skal tolkes sådan, at kredsen enten alene eller sammen med Finansforbundet tog initiativ til at lægge pres på (B) ved brug af medierne. Videre har kredsen i denne sag ikke nøjedes med at give objektive kortfattede fremstillinger til pressen - tværtimod.

Det andet klagepunkt - generel udhængning i pressen - ændres ikke af det forhold, at Berlingske Tidendes journalist ikke måtte have citeret kredschefen fuldt ud. Det er i øvrigt et forhold, som netop en meget medievant kredschef har været bekendt med. Videre er der ikke belæg for at bruge en partsindhentet undersøgelse som begrundelse. Dertil kommer, at undersøgelsen blev foretaget på et tidspunkt, hvor der var mange kollektive afskedigelser og stor ekstraordinær travlhed på grund af lånekonverteringer. Så selv om undersøgelsen, da den blev foretaget, har måttet være rimeligt historisk korrekt, passer den ikke på situationen i sektoren denne sommer. FA har imidlertid noteret sig, at direktoratet beklager kredschefens udtalelse, og under henvisning hertil og til pressens generelle behandling af dementier frafaldes dette andet klagepunkt.

..."

 

Direktoratet svarede i skrivelse af 15. november 1994 bl.a. følgende:

"Det fremgår af foreningens brev af 7. oktober 1994, at den finder, at der ikke kan herske tvivl om, at kredschefen ved sine udtalelser i et internt notat har haft til hensigt at lægge pres på (B) ved brug af medierne.

Således anfører foreningen, at den medarbejder i kredsen som besøgte (B), (P), har skrevet en bog, hvori brug af pressen anføres som en mulighed for at få sat arbejdsmiljøet på dagsordenen.

Hertil skal direktoratet bemærke, at bogen er udkommet på privat forlag, og direktoratet vil ikke foretage en nærmere vurdering af, hvilke emner en medarbejder skriver om i sin fritid.

Samtidig har direktoratet ikke lovligt mulighed for, eller ønske om at begrænse medarbejdernes ytringsfrihed, når det gælder drøftelse af generelle arbejdsmiljøspørgsmål.

..."

Derpå påklagede Finanssektorens Arbejdsgiverforening sagen til Arbejdsministeriet. Foreningen fastholdt heri sine tidligere synspunkter.

Arbejdsministeriet meddelte i skrivelse af 19. januar 1995 foreningen at ministeriet ikke anså det for godtgjort, "at Arbejdstilsynet har benyttet pressen som pressionsmiddel mod B." Ministeriet bemærkede samtidig at ministeriet "generelt er af den opfattelse, at Arbejdstilsynet naturligvis ikke bør bruge pressen som led i myndighedsudøvelsen ..."

Finanssektorens Arbejdsgiverforening klagede til mig i skrivelse af 1. februar 1995. Foreningen gjorde det samme gældende, som tidligere overfor direktoratet og ministeriet.

Direktoratet for Arbejdstilsynet og Arbejdsministeriet har i udtalelser af henholdsvis 7. marts 1995 og 9. maj 1995 fastholdt deres tidligere synspunkter.

I en udtalelse af 17. maj 1995 har foreningen kommenteret myndighedernes udtalelser. Foreningen anførte bl.a.:

"Den første bemærkning drejer sig om Direktoratets vurdering af medarbejderes ytringsfrihed og at der ikke foretages en nærmere vurdering af, hvad medarbejdere skriver i sin fritid på privat forlag. Arbejdsministeriet henholder sig i sit brev til Direktoratets synspunkter.

Hertil skal bemærkes, at der ved siden af de ansættelsesretlige regler om loyalitetspligt gælder en forpligtelse for Arbejdstilsynet til at skride ind overfor medarbejdere, hvis disse opfordrer til eller anbefaler noget, som er ulovligt. En sådan pligt er utvivlsom ved et klart lovbrud, men må også gælde ved overtrædelse af generelle forvaltningsretlige grundsætninger. Denne pligt for en forvaltningsmyndighed foreligger hvad enten medarbejderen udtaler sig i arbejdstiden eller i fritiden. Offentlige ansatte har altså som andre borgere i Danmark en vidtgående ytringsfrihed, men den rækker efter FA's opfattelse ikke til at opfordre til at bruge pressen som led i myndighedsudøvelsen.

..."

 

Ved et brev af 22. april 1995 udtalte jeg følgende:

" 1) Dementi af kredschefens udtalelse 7. juni 1994 om arbejdsmiljøet i branchen som helhed.

Kredschef (K) har ikke bestridt indholdet af de udtalelser han er gengivet for i artiklen den 7. juni 1994. Jeg mener at jeg ligesom Direktoratet for Arbejdstilsynet og Arbejdsministeriet har gjort, kan lægge til grund at citaterne er rigtige.

Direktoratet har over for Finanssektorens Arbejdsgiverforening beklaget at kredschefens udtalelse er blevet refereret på en sådan måde, at hele branchen har følt sig hængt ud.

Foreningen har gjort gældende at enten kredsen eller direktoratet herudover burde have forlangt et dementi af udtalelsen.

Jeg finder i den forbindelse at burde henlede opmærksomheden på at medieansvarsloven (lov nr. 348 af 6. juni 1991) giver personer der mener sig ukorrekt behandlet og omtalt i massemedierne, adgang til navnlig gennem klage til Pressenævnet og fremsættelse af anmodning om genmæle at få korrigeret eller dementeret oplysninger. Den medieansvarlige er normalt udgiveren, redaktionen eller forfatteren til en navngiven artikel. Den der er citeret korrekt og navngivet og har godkendt at udtalelsen gengives navngivet, kan efter omstændighederne blive medansvarlig for udtalelser med strafbart indhold, jf. medieansvarslovens kapitel 3, især §§ 9 og 14. Medieansvarsreglerne indebærer efter min mening at klager der vedrører eller viser sig at vedrøre den redaktionelle bearbejdelse af en udtalelse, primært må søges fremmet inden for rammerne af disse regler, dvs. typisk ved henvendelse til den pågældende redaktion om genmæle og med videre påklage til Pressenævnet.

Et direkte ansvar for offentlige myndigheder i henseende til at berigtige udtalelser og oplysninger i massemedierne kan efter omstændighederne komme på tale. Et sådant ansvar kan efter min mening kun blive aktuelt i forhold til udtalelser eller oplysninger der afgives på myndighedernes vegne. Ansvar for undladelse af at berigtige vil i så fald især kunne foreligge hvis der er tale om grove forvanskninger af fremsatte udtalelser, udtalelser med åbenbart uholdbart eller urigtigt indhold. Hertil kommer som en supplerende betingelse at der foreligger en nærliggende risiko for at samfundsmæssige eller private interesser vil lide skade af betydning, dersom der ikke sker korrektion.

Jeg finder ikke at have grundlag for at kritisere at direktoratet undlod at tage initiativ til at dementere den citerede udtalelse. Jeg har herved lagt vægt på at udtalelsen havde støtte i en undersøgelse foretaget af FTF, samt at udtalelsen havde et så generelt indhold at den vanskeligt kunne antages at påføre de enkelte bankvirksomheder skade af betydning.

 

2) Myndigheders anvendelse af pressen som medium.

Der foreligger ikke generelle regler om offentlige myndigheders ret og eventuelt pligt til at informere offentligheden gennem massemedierne om deres aktiviteter. I specielle henseender er der fastsat bestemmelser herfor, bl.a. i straffelovens § 152 og forvaltningslovens kapitel 8 om tavshedspligt. Offentlighedsloven indeholder endvidere regler der sikrer pressens adgang til at skaffe sig oplysninger om de sager der behandles eller er blevet behandlet. Endelig må det antages at myndighederne i en vis udstrækning er forpligtet til af egen drift at orientere offentligheden om sager af almen interesse.

Offentliggørelse af sager kan imidlertid i visse tilfælde rejse retssikkerhedsmæssige problemer. Især kan det være forbundet med problemer såfremt offentliggørelse omfatter oplysninger om enkeltpersoners eller virksomheders forhold, og oplysningerne samtidig må opfattes som belastende for de pågældende.

De samme betænkeligheder gør sig gældende såfremt myndigheder gennem debatindlæg, artikler, læserbreve eller lignende udtrykker kritik af private borgere eller virksomheder. Dette gælder ikke mindst såfremt myndighedernes brug af massemedier sker som et led i forsøget på at gennemtvinge konkrete opfattelser og afgørelser. En sådan fremgangsmåde kan efter omstændighederne være overordentlig belastende for virksomheder eller enkeltpersoner. Det må herved tages i betragtning at myndighederne ikke har herredømme over hvorledes medierne vælger at bringe informationerne, ligesom der ikke er knyttet sådanne retssikkerhedsgarantier til presseomtale som gælder i relation til myndighedernes afgørelser om anvendelse af retlige tvangsforanstaltninger.

Jeg er derfor enig med Finanssektorens Arbejdsgiverforening i at der gælder visse retlige begrænsninger og principper om god forvaltningsskik for myndighedernes brug af pressen som et led i myndighedsudøvelsen.

Udgangspunktet må være at en myndighed er berettiget til at offentliggøre sager som ifølge offentlighedsloven ville være undergivet aktindsigt på begæring af pressen. Når myndighederne herudover ønsker at formidle deres synspunkter gennem debatindlæg i pressen, interviews, læserbreve, kronikker, medvirken i fjernsyns- eller radioudsendelser, må der foretages en konkret vurdering. I denne vurdering må efter min mening i hvert fald indgå en afvejning af behovet for at informere offentligheden (herunder om sagen er kendt i forvejen) og sagens nyhedsværdi på den ene side, og på den anden side de retssikkerhedsmæssige og andre betænkeligheder ved at udlevere oplysninger til offentligheden i den valgte form.

Offentlige myndigheder er således ikke generelt afskåret fra gennem indlæg i pressen at søge at påvirke de retsundergivnes adfærd. Jeg finder derfor at Arbejdsministeriets bemærkninger i skrivelsen af 19. januar 1995 om 'at Arbejdstilsynet naturligvis ikke bør bruge pressen som led i myndighedsudøvelsen' går videre end retligt påkrævet.

Jeg har samtidig hermed gjort Arbejdsministeriet bekendt med min opfattelse.

Efter min mening er det ikke nødvendigt i forbindelse med den foreliggende sag at foretage en nærmere stillingtagen til om tilsynskredsen måtte have overskredet de retlige grænser for brug af pressen, idet jeg er enig med direktoratet og ministeriet i at det ikke kan anses for godtgjort, at tilsynskredsen i (...) benyttede sig af presseomtale for at lægge pres på (B)'s (...)afdeling. Det forhold at en medarbejder i kredsen som privatperson har anbefalet at anvende presseomtale som pressionsmiddel, kan ikke tillægges nogen bevismæssig betydning i denne forbindelse. Heller ikke kredschef (K)'s notat af 2. juni 1994 kan efter min mening betragtes som dokumentation for en sådan pression. Notatet kan læses - således som Finanssektorens Arbejdsgiverforening har gjort det - som om presseomtalen var et led i et påvirkningsforsøg. Jeg finder det dog lige så nærliggende at læse notatet som en beskrivelse af den kendsgerning at sagen ville komme i medierne, og en forudsigelse om at dette ville lægge pres på banken. Jeg har i den forbindelse hæftet mig ved at notatet også indeholder en formodning om at Finansforbundet ville lægge pres på banken.

 

3) Kredspsykolog (P)'s udtalelse i bogen 'Psykisk arbejdsmiljø - en borgervejledning'.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening har gjort gældende at (P) med sine bemærkninger om dårlig presseomtale som pressionsmiddel over for arbejdsgivere har opfordret til en ulovlighed, og at arbejdstilsynet derfor burde skride ind over for ham.

På baggrund af de foreliggende oplysninger må jeg lægge til grund at (P)'s bog er udgivet privat, og at synspunkterne i bogen ikke er fremsat på arbejdstilsynets vegne, men som (P)'s private mening.

Udgangspunktet er at offentligt ansatte har samme adgang til at fremsætte private udtalelser som borgerne i almindelighed. Kun hvor der foreligger særligt tungtvejende hensyn til myndighedens interne beslutningsproces og funktionsevne, kan de ansattes ret til at ytre sig anses for at være begrænset.

Hverken (P)'s stilling eller udtalelsens karakter og indhold kan efter min mening føre til at anse udtalelsen for en tilsidesættelse af hans loyalitetspligt eller andre ansættelsesretlige pligter. Jeg har herefter ikke grundlag for at kritisere at Direktoratet for Arbejdstilsynet afviste at gribe ind med ansættelsesretlige sanktioner.

Jeg har således ikke grundlag for kritik i anledning af at direktoratet (og ministeriet) ikke mente at kunne foretage sig videre vedrørende de citerede udtalelser.

..."