Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

Indenrigsministeriet havde taget stilling til Flygtningenævnets sagsbehandling på baggrund af en klage over at et asylsøgende ægtepars forklaringer ikke af den medvirkende tolk var gengivet korrekt. Ombudsmanden bad Indenrigsministeriet om en udtalelse om ministeriets kompetence til at behandle klager over Flygtningenævnets sagsbehandling.

Indenrigsministeriet meddelte ombudsmanden at der efter ministeriets opfattelse var en vis begrænset, ulovbestemt adgang for ministeriet til at udstede generelle forskrifter om særlige formelle spørgsmål. Ministeriet henviste endvidere til at Flygtningenævnets sekretariat i organisationsmæssig sammenhæng var underlagt indenrigsministeren, og at ministeriet havde opfattet ægteparrets klage som en klage over den medvirkende tolk.

På den baggrund besluttede ombudsmanden i henhold til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, af egen drift at iværksætte en undersøgelse af kompetencespørgsmålet. Ombudsmanden bad herefter om Indenrigsministeriets bemærkninger til visse konkrete spørgsmål vedrørende kompetencespørgsmålet.

Som svar på spørgsmålene meddelte Indenrigsministeriet ombudsmanden at ministeriet ikke havde kompetence til på ulovbestemt grundlag at udstede generelle forskrifter vedrørende Flygtningenævnets behandling og afgørelse af asylsager. Ministeriet beklagede derfor over for ombudsmanden at man i den konkrete sag havde udtalt at ministeriet ikke fandt grundlag for at kritisere Flygtningenævnets sagsbehandling. Ministeriet burde i stedet have videresendt klagen til Flygtningenævnet.

Flygtningenævnet meddelte ombudsmanden at nævnet kunne tilslutte sig ministeriets opfattelse.

Ombudsmanden tog nævnets og ministeriets udtalelser til efterretning. (J.nr. 1994-1528-649).

Den fulde tekst

Indenrigsministeriets kompetence til at behandle klager over Flygtningenævnets sagsbehandling

 

I skrivelse af 28. juni 1994 anmodede jeg Indenrigsministeriet om en udtalelse vedrørende ministeriets kompetence til at behandle klager over Flygtningenævnets sagsbehandling. Udtalelsen var til brug for min overvejelse af om der var grundlag for at jeg af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5, tog kompetencespørgsmålet op til undersøgelse.

Baggrunden for mit brev var en sag om asyl til et hviderussisk-polsk ægtepar. Ægteparret gjorde - efter at have fået afslag på asylansøgning - over for Indenrigsministeriet gældende at de tolke der havde været benyttet under afhøringerne af ægteparret, ikke beherskede henholdsvis russisk og polsk, og at ægteparrets forklaringer som følge heraf ikke var blevet korrekt gengivet. I den anledning indhentede Indenrigsministeriet en udtalelse fra blandt andre Flygtningenævnet som oplyste at der under nævnsmødet havde medvirket en russisktalende tolk, og at asylansøgeren ikke under nævnsmødet anførte at der var sproglige og forståelsesmæssige problemer.

Herefter meddelte Indenrigsministeriet at ministeriet ikke havde fundet grundlag for at kritisere Flygtningenævnets sagsbehandling. Indenrigsministeriet henholdt sig til Flygtningenævnets udtalelse.

I en skrivelse af 12. december 1994 svarede Indenrigsministeriet på mit brev. Ministeriet bemærkede:

"Med hensyn til udlændingemyndighedernes behandling af asylansøgninger i almindelighed bemærkes, at en ansøgning om opholdstilladelse som flygtning (asyl) behandles i 1. instans af Direktoratet for Udlændinge, hvis afgørelse kan påklages til Flygtningenævnet. Direktoratet for Udlændinge kan dog - efter at have forelagt sagen for Dansk Flygtningehjælp - bestemme, at afgørelsen i en sag, hvor ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet.

 

Med hensyn til Flygtningenævnets behandling af klager i forbindelse med direktoratets behandling af flygtningesager er den saglige kompetence beskrevet i udlændingelovens § 53a, der har følgende ordlyd:

'For flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser, som Direktoratet for Udlændinge har truffet om følgende spørgsmål, jf. dog stk. 3:

Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.

Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20 af en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.

Nægtelse af udstedelse af et dansk rejsedokument for flygtninge eller en inddragelse af et sådant rejsedokument.

Stk. 2

Påklages en afgørelse som nævnt i stk. 1, har klagen opsættende virkning.

Stk. 3

Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har været forelagt Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag, herunder en sag om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, hvor ansøgningen må anses for åbenbar grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet ...'

Med hensyn til karakteren af nævnets afgørelser har udlændingelovens § 56, stk. 3, følgende ordlyd:

'Nævnets afgørelser er endelige.'

Det er herefter en del af udlændingelovens ordning, at Indenrigsministeriet ingen mulighed har for at gribe ind i Flygtningenævnets afgørelser i asylsager. Når nævnet har truffet en afgørelse, er den endelig.

Efter § 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 486 af 29. juni 1987 om forretningsorden for Flygtningenævnet, der er fastsat af justitsministeren efter forhandling med Flygtningenævnet, sørger nævnets sekretariat for advokatbistand og udvælger tolk.

Flygtningenævnets sekretariat er i organisationsmæssig sammenhæng underlagt indenrigsministeren under Indenrigsministeriets Udlændingeafdeling, jf. herved vedlagte organisationsplan for Indenrigsministeriets Udlændingeafdeling.

Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at der på den baggrund må være en vis begrænset (ulovbestemt) adgang for ministeren som øverste forvaltningschef for udlændingeområdet til at udstede generelle forskrifter vedrørende visse formelle spørgsmål, ligesom der må antages at være adgang til at regulere personale- og ressourcemæssige spørgsmål samt visse andre af nævnets asylsagsbehandling uafhængige forhold, der har relation til nævnets sekretariat, jf. således også som ovenfor nævnt, at ministeren fastsætter nævnets forretningsorden efter forhandling med nævnet, jf. udlændingelovens § 56, stk. 4.

I den konkrete sag klagede den pågældende til Indenrigsministeriet over den anvendte tolk og ikke over Flygtningenævnets afgørelse i asylsagen, og det var på den baggrund og under hensyn til § 7, stk. 2, i forretningsordenen for Flygtningenævnet, at Indenrigsministeriet fandt det påkrævet at anmode nævnet om en udtalelse om klagen med henblik på at afklare, om den af sekretariatet udvalgte tolk var kompetent i den omhandlede sammenhæng.

Det bemærkes i øvrigt, at formålet med oprettelsen af et nævn som Flygtningenævnet er, at afgørelser skal træffes ud fra mere alsidige synsvinkler og under særlige retssikkerhedsgarantier, og det er derfor en naturlig følge, at Indenrigsministeriet ikke kan give nævnet konkrete direktiver med hensyn til den enkelte sags behandling og afgørelse på det område, der er udlagt til nævnet.

Med hensyn til udstedelsen af generelle forskrifter må det antages, at Indenrigsministeriets beføjelser hertil er begrænset til spørgsmål af mere formel karakter, idet man ellers herved regulerer materielle spørgsmål, der kan svække afgørelsernes uafhængighed af ministeriet. Der kan i denne forbindelse henvises til udlændingelovens § 54, 2. pkt., der har følgende ordlyd:

'Nævnet drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelsen af andre bevismidler.'

Det må imidlertid antages, at det ikke er udelukket for Indenrigsministeriet at henlede Flygtningenævnets opmærksomhed på forhold, der følger af det regelgrundlag nævnet arbejder ud fra, men udgangspunktet må være, at disse orienteringer ikke er bindende for nævnet."

Efter at have haft lejlighed til at overveje ministeriets svar besluttede jeg i henhold til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, af egen drift at iværksætte en undersøgelse af, om og i hvilken udstrækning Indenrigsministeriet kan behandle klager over Flygtningenævnets sagsbehandling.

 

I en skrivelse af 4. september 1995 anmodede jeg Indenrigsministeriet om følgende:

" Sigtes der ved udtrykket 'en vis begrænset (ulovbestemt) adgang' til ministeriets beføjelser til som ressortmyndighed at føre overtilsyn, jf. side 369-372 i Bent Christensen, Forvaltningsret, opgaver, hjemmel, organisation (1991).

Ministeriet bedes uddybe og præcisere hvad der menes med at ministeren kan 'udstede generelle forskrifter vedrørende visse formelle spørgsmål'.

Ministeriet bedes uddybe og præcisere hvilke personale- og ressourcemæssige samt andre af nævnets asylbehandling uafhængige forhold ministeriet mener at kunne regulere.

Ministeriet bedes oplyse om vurderingen af den konkrete sag der gav anledning til at jeg rejste det generelle spørgsmål, ligeledes blev behandlet som et led i ministeriets ulovbestemte beføjelser over for Flygtningenævnet. Eller om det er ministeriets opfattelse at ministeriets stillingtagen var hjemlet i § 7, stk. 2, i nævnets forretningsorden. Samtidig beder jeg ministeriet oplyse hvilke sanktioner ministeriet mener at kunne anvende såfremt den konkrete klage måtte anses for berettiget.

Ministeriet bedes uddybe og præcisere udsagnet om at ministeriet ikke er udelukket fra at 'henlede Flygtningenævnets opmærksomhed på forhold der følger af det regelgrundlag nævnet arbejder ud fra ...'

Jeg anmoder om at Indenrigsministeriets udtalelse tilbagesendes gennem Flygtningenævnet hvis bemærkninger til spørgsmålet jeg ligeledes udbeder mig.

..."

 

Indenrigsministeriet svarede i skrivelse af 24. januar 1996 følgende:

"...

1. Efter Indenrigsministeriets opfattelse har Indenrigsministeriet ikke - ud over den lovbestemte kompetence i udlændingelovens § 56, stk. 8, jf. lovbekendtgørelse nr. 562 af 30. juni 1995, til at regulere visse formelle spørgsmål i nævnets forretningsorden - kompetence på ulovbestemt grundlag til at udstede generelle forskrifter vedrørende Flygtningenævnets behandling og afgørelse af asylsager.

Indenrigsministeriet har endvidere ingen kompetence til at give Flygtningenævnet konkrete direktiver med hensyn til den enkelte sags behandling og afgørelse, jf. udlændingelovens § 54, 2. pkt., hvorefter Flygtningenævnet selv har ansvaret for sagens oplysning, og § 56, stk. 7, hvorefter Flygtningenævnets afgørelser er endelige. Indenrigsministeriet har af samme grund ingen kompetence til at påse, om nævnet i de enkelte sager har efterlevet de i nævnets forretningsorden fastsatte forskrifter.

Indenrigsministeriet skal på denne baggrund beklage, at man ved brev af 22. december 1993 har udtalt, at man ikke finder grundlag for at kritisere den af Flygtningenævnet foretagne sagsbehandling. Indenrigsministeriet burde i stedet for have videresendt klagen over nævnets sagsbehandling til behandling i Flygtningenævnet.

Indenrigsministeriet finder herefter ikke anledning til at foretage nogen yderligere besvarelse af de af Dem som nr. 1, 2 og 4 stillede spørgsmål.

2. Efter Indenrigsministeriets opfattelse må det endvidere antages, at Indenrigsministeriet som følge af nævnets uafhængighed af ministeren, der er forudsat og fastsat i udlændingeloven, ikke har nogen adgang til at fremsætte uforbindende udtalelser om lovligheden eller hensigtsmæssigheden af nævnets behandling og afgørelse af sager.

Indenrigsministeriet finder herefter ikke anledning til at foretage nogen yderligere besvarelse af det af Dem som nr. 5 stillede spørgsmål.

3. For så vidt angår Indenrigsministeriets adgang til at regulere personale- og ressourcemæssige forhold samt andre af nævnets asylbehandling uafhængige forhold, jf. det af Dem som nr. 3 stillede spørgsmål, kan Indenrigsministeriet som ressortministerium fastsætte Flygtningenævnets budget, ligesom Indenrigsministeriet kan regulere budget-, ressource- og personalemæssige spørgsmål for Flygtningenævnets sekretariat, der organisatorisk er en del af Indenrigsministeriets departement. Dette gælder f.eks. antallet af ansatte, de ansattes lønramme, lokale-, inventar- og edb-mæssige forhold og personalekurser.

..."

Flygtningenævnet meddelte i skrivelse af 30. januar 1996 at nævnet kunne tilslutte sig Indenrigsministeriets skrivelse af 24. januar 1996.

 

Herefter meddelte jeg nævnet og ministeriet at jeg tog det meddelte til efterretning."