Anvendt retsforskrift
Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En advokat klagede over at Rigsadvokaten og Justitsministeriet ikke havde givet ham medhold i hans klager over dels ikke at være blevet underrettet i forbindelse med retsmøder om telefon- og rumaflytning hos hans klient, dels ikke - som ønsket - at have fået aktindsigt i det ved telefon- og rumaflytningerne tilvejebragte materiale.

Ombudsmanden tilsluttede sig Rigsadvokatens opfattelse hvorefter politiet/anklagemyndigheden enten må underrette en valgt/beskikket forsvarer om retsmøder vedrørende indgreb i meddelelseshemmeligheden, eller få rettens kendelse for at underretning af forsvareren ikke skal ske.

Ombudsmanden mente at de samme synspunkter måtte gøre sig gældende for så vidt angår forsvarerens adgang til det materiale som politiet tilvejebringer ved indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Da straffesagen mod advokatens klient blev opgivet uden tiltale, og da Rigsadvokaten havde meddelt politiet og anklagemyndigheden at lignende sager skulle forelægges domstolene til afgørelse, foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen. (J.nr. 1994-2767-609).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Forsvarers adgang til aktindsigt

 

En advokat, A, klagede over Rigsadvokatens og Justitsministeriets afgørelser, der afviste hans klage dels over at han ikke var blevet underrettet om retsmøder vedrørende telefon- og rumaflytning hos hans klient B, dels over at han ikke - som han havde begæret - havde fået aktindsigt i det materiale som Københavns Politi tilvejebragte i forbindelse med sagen, herunder ved telefon- og rumaflytninger.

B blev den 15. marts 1993 anholdt og sigtet for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1. Den samme dag blev A af Københavns Politi tilkaldt til og overværede afhøringen af B. Ved brev af 16. marts 1993 anmodede A om løbende at få tilsendt akter.

Den 21. april 1993 afsagde Københavns Byret kendelse hvorefter politiet i tidsrummet indtil den 18. maj 1993 måtte foretage aflytning af samtaler og udtalelser der blev fremsat i B's lejlighed.

Den 3. maj 1993 afsagde Københavns Byret kendelse hvorefter politiet i tiden indtil den 18. maj 1993 måtte foretage aflytning af den telefon der var installeret på B's bopæl.

Efter retsplejelovens § 784, stk. 1, blev der ved begge retsmøder beskikket en advokat. Det var to forskellige advokater ved de to retsmøder.

A var i sin egenskab af forsvarer ikke blevet underrettet om retsmødernes afholdelse. Det fremgik ikke af udskrifterne af retsbogen fra de pågældende retsmøder at det var blevet oplyst, at A var forsvarer for en af de personer over for hvem indgrebene blev begæret foretaget, og at A havde anmodet om løbende at få tilsendt akter i sagen.

Den 18. maj 1993 blev B afhørt på ny. A overværede ikke denne afhøring. Den samme dag underskrev B en begæring om at A blev beskikket som forsvarer for hende.

Den 18. maj 1993 afsagde Københavns Byret kendelse hvorefter indgrebene i meddelelseshemmeligheden blev opretholdt til den 25. maj 1993. Det fremgik af retsbogsudskriften at den ene af de to tidligere beskikkede advokater efter retsplejelovens § 784, stk. 1, var blevet orienteret om retsmødet, men ikke var til stede. Ej heller i dette tilfælde havde A fået underretning om afholdelsen af retsmødet, ligesom det ikke fremgik af udskriften af retsbogen at det blev oplyst at A var forsvarer i sagen.

Den 25. maj 1993 traf Københavns Byret beslutning om at spørgsmålet om hvorvidt der skulle gives underretning til B efter retsplejelovens § 788 om den skete rum- og telefonaflytning, blev udsat til den 23. november 1993. Ved dette retsmøde var den ene af de efter retsplejelovens § 784, stk. 1, beskikkede advokater til stede. A var ikke blevet underrettet om retsmødet, ligesom det heller ikke fremgik af udskriften af retsbogen at A var forsvarer i sagen.

Den 18. oktober 1993 sendte Københavns Politi B's begæring af 18. maj 1993 om at få A beskikket som forsvarer til Præsidenten for Københavns Byret. Københavns Politi oplyste i følgebrevet til Præsidenten for Københavns Byret at påtale var opgivet, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2. Københavns Politi skrev samme dag til A at Københavns Politi efter retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, opgav påtale mod B.

I brev af 26. oktober 1993 meddelte Præsidenten for Københavns Byret B at retten ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for beskikkelse af forsvarer.

Den 23. november 1993 traf Københavns Byret beslutning om at B skulle underrettes om den foretagne rum- og telefonaflytning. Til stede under retsmødet var den ene af de efter retsplejelovens § 784, stk. 1, beskikkede advokater. A var ikke til stede, og det fremgik ikke af udskriften af retsbogen at A havde været forsvarer i den nu opgivne strafforfølgning mod B.

 

I brev af 29. november 1993 til Københavns Politi anførte A bl.a. følgende:

"I ovennævnte sag har min klient sendt mig kopi af en skrivelse af 23/11-93 fra Københavns Byret ...

...

Idet jeg henviser til Rpl. § 745, stk. 1, udbeder jeg mig oplysning om, hvad årsagen har været til, at politiet, trods min anmodning om fortløbende tilsendelse af akter - ikke har tilsendt mig kopi af telefon- og rumaflytningskendelserne, og ejheller kopi af det rapportmateriale, der knytter sig hertil, herunder eventuelle aflytningsudskrifter."

I brev af 7. december 1993 til A anførte Københavns Politi bl.a. følgende:

"...

Under henvisning til Deres skrivelse af 29. november 1993 vedrørende telefon- og rumaflytning kan jeg oplyse, at der har været forholdt ganske i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder beskikket en advokat i forbindelse med rumaflytningskendelsen. Underretning, der jfr. retsplejelovens § 3 (rettelig retsplejelovens § 788, stk. 3; min tilføjelse), gives af byretten, har været udsat indtil 23. november 1993, hvorefter Deres klient har modtaget underretning.

..."

I brev af 13. december 1993 til Københavns Politi anførte A bl.a. følgende:

"...

Med hensyn til spørgsmålet om anvendelsen af Rpl. § 745 stk. 1, fastholder jeg min klage og udvider den iøvrigt med en klage over, at jeg ikke er blevet tilsagt til de retsmøder, hvor spørgsmålet om rumaflytning er blevet behandlet.

Med hensyn til min oprindelige klage bemærker jeg, at jeg ikke i Retsplejeloven kan se, at der gælder en undtagelse fra reglen i stk. 1. Jeg bemærker herved, at det ikke fra Advokaturens (Københavns Politis Politiadvokatur; min tilføjelse) side er gjort gældende, at der foreligger en sådan særskilt undtagelsessituation, som nævnt i stk. 4.

Med hensyn til udvidelsen af min klage bemærker jeg, at jeg i medfør af § 748 stk. 2 har krav på underretning om alle retsmøder, og at jeg er berettiget til at overvære dem. Undtagelsesreglen i stk. 2, 2' punktum indeholder på tilsvarende måde ordet 'undtagelsesvis' og en beslutning om manglende underretning til mig kan kun træffes af retten, jf. sidste punktum.

Jeg bestrider ikke, at reglerne i kapitel 71 er overholdt, men i de situationer, hvor en person overfor hvem, der foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden, er sigtet og har en forsvarer, gælder også reglerne i kapitel 67. Disse regler er således ikke blevet overholdt."

 

I brev af 21. december 1993 til A anførte Københavns Politi bl.a. følgende:

"...

... hvori De fastholder og udvider Deres klage over ikke at være blevet tilsagt til retsmøder vedrørende rumaflytningen, skal jeg i det hele henvise til min skrivelse af 7. december 1993.

Der har - som anført - af retten været beskikket en advokat i forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om telefon- og rumaflytning.

De har således efter min opfattelse ikke haft krav på at blive tilsagt til retsmøder herom.

Min afgørelse kan påklages til Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby."

I brev af 27. december 1993 klagede A til Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby over Københavns Politis afgørelse.

Den 15. februar 1994 svarede statsadvokaten på A's klage. Statsadvokaten anførte bl.a. følgende i sit svar:

"...

Det fremgår af sagen, at der i forbindelse med sagen har været forholdt i overensstemmelse med Retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder været beskikket en advokat i forbindelse med aflytningskendelserne.

I den anledning skal jeg meddele, at jeg ikke finder grundlag for at kritisere, at De ikke har været tilsagt til retsmøderne vedrørende telefon- og rumaflytning.

Jeg har herved lagt vægt på, at det ikke af Retsplejelovens kapitel 71 fremgår, at Retsplejelovens § 748, stk. 2, finder anvendelse ved indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Min afgørelse kan påklages til Rigsadvokaten.

..."

I brev af 21. februar 1994 klagede A til Rigsadvokaten over Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby's afgørelse. A anførte bl.a. følgende:

"...

Vedrørende undladelse af at tilsende mig de til aflytningerne knyttede akter:

Reglen i Rpl. § 745, 1 er alene begrænset af reglen i stk. 4. Under hensyn til den praksis, der er dannet om stk. 4, 2'led (pålæg til forsvareren) må undtagelsen i 1'led anses som en foranstaltning, der kun finder anvendelse i overordentligt ekstraordinære situationer.

Af hensyn til rettens adgang til at afgøre tvistigheder om bl.a. forsvarerens beføjelser, må det yderligere antages, at politiet, såfremt undtagelsesbestemmelsen i § 745, 4, 1' led anvendes, er forpligtet til at orientere forsvareren herom.

Da der nu ikke ses at foreligge en undtagelsessituation, og da der ej heller er givet mig nogen underretning om det i forbindelse med aflytningerne frembragte materiale, fastholdes klagen.

Det forhold, at der ikke i Rpl. kap. 71 (bortset fra § 787 stk. 2) er nogen henvisning eller lignende til § 745 og 748, kan ikke medføre nogen ændring i forsvarerens beføjelser, jf. herved tillige det nedenfor anførte.

Vedrørende undladelse af at give mig meddelelse om retsmøderne den 21/4 og 3/5 1993:

Ifølge Rpl. § 748, 1 har en sigtet ret til at overvære alle retsmøder. Dette gælder dog ikke retsmøder om de emner, der angives i kap. 69 (anholdelse), kap. 70 (varetægtsfængsling), kap. 71 (indgreb i meddelelseshemmeligheden), kap. 73 (ransagning) og kap. 75 b (beslaglæggelse).

I samme bestemmelses stk. 2 gives der forsvareren (lidt udvidet, idet han skal underrettes) de samme beføjelser, idet dog de begrænsninger, der gælder for sigtede, ikke gælder for forsvareren. Retten kan dog undtagelsesvis træffe bestemmelse om at fravige reglen om underretning til forsvareren og om dennes møde i retten.

Tilsvarende regler har været gældende fra lovændringen i 1978, idet den indtil 1985 gældende opregning af undtagelserne i stk. 1 omfattede (dagældende) kap. 69 (anholdelse), kap. 70 (varetægtsfængsling), kap. 72 (beslaglæggelse, herunder §§ 787-89 om telefon- og anden aflytning) og kap. 73 (ransagning). I ændringsloven (227 af 6/6-85) fremtræder § 1 nr. 2 (ændring af kapitelhenvisninger; min tilføjelse) som en rent redaktionel ændring, hvilket understøttes af den manglende kommentar til ændringerne i betænkning 1023/1984 (justitsministeriets strafferetsplejeudvalgs betænkning nr. 1023 af 4. oktober 1984 om Politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter; min tilføjelse).

Det kan derfor fastslås, at lovgiver i 1985, da det nye kap. 71 og den hertil knyttede advokatordning (§§ 784-85) blev vedtaget, ikke har overset reglerne i § 748, 1 og 2, men at den hidtidige ordning, hvorefter en forsvarer - for så vidt en sådan var valgt eller beskikket - fortsat skulle have adgang også til efterforskningsretsmøder. Jeg kan supplerende henvise til Margit Stassen i U.82B, p. 72 ff, især p. 80, 1' sp. nederst og 2. sp. øverst.

..."

 

Rigsadvokaten anførte i brev af 20. maj 1994 bl.a. følgende som svar på A's klage:

"...

Det følger af retsplejelovens § 745, stk. 1, og § 748, stk. 2, at forsvareren i almindelighed har adgang til at gøre sig bekendt med det af politiet tilvejebragte materiale og at forsvareren skal underrettes om retsmøder. Reglerne i retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden og de nævnte sædvanlige regler udgør imidlertid to forskellige regelsæt, der må antages at kunne anvendes sideløbende. Formålet med et indgreb i meddelelseshemmeligheden ville blive forspildt, hvis den, det vedrører, allerede, medens det foretoges, fik kendskab eller blot mistanke om, at det blev foretaget. Dette må antages at være baggrunden for, at den efter retsplejelovens § 784, stk. 1, beskikkede advokat, efter § 785, er undergivet strengere regler end en forsvarer, der har fået pålæg i henhold til § 745, stk. 4. Da politiet aldrig gjorde brug af det tilvejebragte materiale, idet påtale blev undladt, og da Deres klient først den 23. november 1993 blev underrettet af byretten om de foretagne indgreb, finder heller ikke jeg anledning til kritik af politiets dispositioner.

Anklagemyndighedens standpunkt støttes i retspraksis, jf. vedlagte anomymiserede kopi af Gentofte rets kendelse af 10. september 1992 og Østre landsrets kendelse af 18. september 1992 i en tilsvarende sag.

Min afgørelse kan påklages til Justitsministeriet."

 

I Gentofte Rets kendelse af 10. september 1992 var der bl.a. anført følgende:

"...

Som udgangspunkt ses retsplejelovens §§ 745 og 748, stk. 2 om forsvarerens ret til aktindsigt og til underretning om retsmøder også at gælde for de i retsplejelovens kapitel 71 omhandlede indgreb og det ved disse tilvejebragte materiale. Imidlertid ville formålet med et indgreb i meddelelseshemmeligheden blive forspildt, hvis den, det vedrører, allerede medens det foretoges, fik kendskab til eller blot fik mistanke om, at det blev foretaget, hvad der ses at være baggrunden for, at den efter § 784, stk. 1 beskikkede advokat efter § 785 er undergivet strengere regler end en forsvarer, der har fået pålæg i henhold til § 745, stk. 4. I nærværende sag, hvor der er en række sigtede og flere forsvarere, og hvor der er desuden mistænkte på fri fod, findes der at være en betydelig risiko for, at der ved kommunikation mellem forsvarere og sigtede utilsigtet tilføjedes efterforskningen skade, dersom forsvarerne fik kendskab til indgrebene - jf. desuden det i betænkning nr. 622/1971, side 43 medio anførte -, og hovedreglen findes derfor undtagelsesvis , (min fremhævelse) at burde fraviges, jf. § 745, stk. 4, således at forsvarerne tidligst får meddelelse om indgrebene, når de afsluttes, eller når politiet forinden måtte gøre brug af det tilvejebragte materiale. Det skal fremhæves, at muligheden for, at politiet kommer til at aflytte samtaler mellem en sigtet og hans forsvarer er forudset i § 791, stk. 3 og kommenteret i betænkning nr. 1023/1984, side 108.

..."

Den efter retsplejelovens § 784, stk. 1, beskikkede advokat kærede Gentofte Rets kendelse. I kæresagen afsagde Østre Landsret kendelse den 18. september 1992. I kendelsen anførte Østre Landsret bl.a. følgende:

"...

I henhold til de af byretten anførte grunde bestemmes:

Den påkærede kendelse stadfæstes."

Den 15. juni 1994 klagede A til mig. Da A endnu ikke havde klaget til Justitsministeriet, sendte jeg, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 3, den 21. juni 1994 A 's klage til Justitsministeriet med henblik på at Justitsministeriet kunne træffe afgørelse i sagen.

 

I klagen til mig anførte A bl.a. følgende:

"...

Jeg skal ligeledes tilføje, at jeg ikke er blevet gjort bekendt med indholdet af Københavns Byrets kendelser om aflytningerne, men at jeg går ud fra, at retten ikke har truffet bestemmelse om, at reglerne i § 745 stk. 1 og § 748 stk. 2 skulle fraviges, ligesom jeg anser det for at være ganske interessant, om det overhovedet i de pågældende retsmøder er anført, at sigtede havde en forsvarer.

Med hensyn til Rigsadvokatens juridiske argumentation vil jeg blot tilføje, at henvisningen til Østre Landsrets kendelse af 3. september 1992 (rettelig 18. september 1992; min tilføjelse) ikke er fuldstændigt dækkende, idet landsretten, jfr. Gentofte Kriminalrets kendelse, synes at betragte den da opståede situation som en ren undtagelsessituation, mens Rigsadvokaten synes at gøre den manglende kontakt med forsvarerne til en regel i aflytningssituationerne.

..."

I anledning af A's klage indhentede Justitsministeriet udtalelser af 2. september, 9. september og 22. september 1994 fra henholdsvis Københavns Politi, Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby og Rigsadvokaten.

Københavns Politi anførte bl.a. følgende i en udtalelse i anledning af klagen:

"...

... idet jeg kan bekræfte, at advokaten blev tilkaldt til en afhøring den 15. marts 1993, og at han ikke er blevet gjort bekendt med kendelserne om aflytning, ligesom jeg kan oplyse, at det ikke af retsbøgerne fremgår, om retten har truffet bestemmelse om, at reglerne i retsplejelovens § 745, stk. 1, og § 748, stk. 2, skulle fraviges eller at de sigtede havde en forsvarer. Oplysningen om forsvarerbeskikkelsen måtte i øvrigt forekomme irrelevant, eftersom hverken de sigtede eller de for disse beskikkede forsvarere skal underrettes om retsmødet eller have mulighed for at overvære dette. Derimod skal der efter retsplejelovens § 784 beskikkes en advokat for den, hvem indgrebet vedrører.

...

... jeg lægger herved navnlig vægt på, at de aflytninger, der blev foretaget, ikke indgik i den i øvrigt sluttede straffesag, og at der således ikke har været tale om at forholde den beskikkede forsvarer materiale, eller at anvende materiale, som han ikke måtte viderebringe til sine klienter.

..."

Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby samt Rigsadvokaten henholdt sig i udtalelser i anledning af klagen til Københavns Politis udtalelse og til deres tidligere afgørelser af henholdsvis den 15. februar og 20. maj 1994.

Udtalelserne blev sendt til A.

I brev af 30. oktober 1994 til Justitsministeriet fremsatte A bemærkninger til de afgivne udtalelser. A anførte bl.a. følgende:

"...

... Det synes som om vicepolitidirektøren er af den fejlagtige opfattelse, at forsvareren kun skal have adgang til det materiale, der indgår i en straffesag. Efter de diskussioner, der har været om de såkaldte 'nulrapporter' og Rigsadvokatens tilkendegivelse herom, kan der næppe herske tvivl om, at det materiale, der fra Politiets side ikke tænkes indlagt i en straffesag, er omfattet af § 745 stk. 1."

Ved brev af 11. november 1994 traf Justitsministeriet afgørelse i sagen. Justitsministeriet anførte at ministeriet ikke fandt grundlag for at ændre Rigsadvokatens afgørelse, og at ministeriet ved afgørelsen lagde vægt på det af Rigsadvokaten anførte.

I sin klage til mig henholdt A sig til det som han havde anført i sin oprindelige klage af 15. juni 1994.

I anledning af A's klage modtog jeg udtalelser af 20., 29. og 31. marts samt 5. april 1995 fra henholdsvis Københavns Politi, Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby, Rigsadvokaten og Justitsministeriet. Myndighederne henholdt sig til deres tidligere afgivne udtalelser. Sammen med udtalelserne modtog jeg sagens akter, herunder udskrift af retsbogen for Københavns Byrets afdeling for grundlovsforhør vedrørende retsmøderne den 21. april, 3., 18. og 25. maj samt 23. november 1993.

Den 5. januar 1996 havde jeg et møde med Rigsadvokaten hvor spørgsmålet om forsvareres adgang til materiale og retsmøder vedrørende indgreb i meddelelseshemmeligheden blev drøftet.

Rigsadvokaten afgav herefter den 14. marts 1996 på ny udtalelse til sagen. Rigsadvokaten anførte bl.a. følgende i sin nye udtalelse:

"...

Jeg er på det foreliggende grundlag mest tilbøjelig til at antage, at forsvarerens ret til underrretning om retsmøder også gælder når der er tale om de indgreb, der er omhandlet i retsplejelovens kapitel 71. Det er min opfattelse, at der må kræves klare holdepunkter i loven, herunder dens forarbejder, såfremt der skal kunne gøres indskrænkninger i forsvarerens almindelige rettigheder, således som disse fremgår af bestemmelsen i retsplejelovens kapitel 67. Såfremt der udover den advokat, der er beskikket efter retsplejelovens § 784, i øvrigt er beskikket eller antaget en forsvarer må politiet derfor sikre, at de nødvendige hensyn til efterforskning varetages ved at gå frem efter reglerne i § 748, stk. 2, 3. pkt.

..."

Rigsadvokaten sendte samme dag en skrivelse til samtlige politimestre og regionale statsadvokater, hvori han redegjorde for den ovennævnte ændrede opfattelse af forsvarers underretning om retsmøder vedrørende indgreb i meddelelseshemmeligheden og meddelte at de nødvendige hensyn til efterforskningen måtte varetages gennem retsplejelovens § 748, stk. 2, 3. punktum.

Rigsadvokatens fortolkning og forslag skete efter drøftelse og aftale med Justitsministeriet.

 

Ombudsmandens udtalelse:

Jeg lægger til grund at Københavns Byret på intet tidspunkt har taget stilling til om De burde have været underrettet om retsmøderne vedrørende rum- og telefonaflytningen, endsige under retsmøderne den 21. april, 3., 18. eller 25. maj 1993 blev orienteret om at De var forsvarer for den ene af de sigtede i sagen. Jeg lægger endvidere til grund at Københavns Politi ikke har undladt at sende Dem akterne fordi Københavns Politi mente at have hjemmel hertil i retsplejelovens § 745, stk. 4, og ej heller har underrettet Københavns Byret om at De var forsvarer i sagen.

Jeg forstår Rigsadvokatens fortolkning af bestemmelserne i udtalelsen af 14. marts 1996 således at det er Rigsadvokatens opfattelse at politiet/anklagemyndigheden enten må underrette en valgt/beskikket forsvarer om retsmøder om indgreb i meddelelseshemmeligheden eller må få rettens kendelse for at underretning af forsvareren ikke skal ske.

På baggrund af bestemmelsernes ordlyd og disses forarbejder samt Gentofte Kriminalrets kendelse af 10. september 1992 og Østre Landsrets kendelse af 18. september 1992 kan jeg tilslutte mig Rigsadvokatens opfattelse.

De synspunkter som Rigsadvokaten har gjort gældende vedrørende underretning til forsvareren om retsmøder, må tillige gøre sig gældende for så vidt angår forsvarerens adgang til det materiale som politiet tilvejebringer ved indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Da straffesagen mod (B) blev opgivet uden tiltale, og Rigsadvokaten har meddelt politiet og anklagemyndigheden at lignende sager skal forelægges domstolene til afgørelse, foretager jeg mig ikke videre i sagen.

..."