Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé
En advokat klagede på vegne af to søstre over at Kirkeministeriet efter trekvart år tilbagekaldte en afgørelse hvorved søstrene havde fået tillagt navnet "Hartvig" som mellemnavn ved en tilførelse i ministerialbogen efter navnelovens § 11, stk. 1. Ministerialbogsføreren havde uden nærmere undersøgelse eller opklarende forespørgsel til ministeriet lagt til grund at navnet "Hartvig" blev brugt af søstrenes far som mellemnavn.

Kirkeministeriet henviste til at navnet "Hartvig" både bruges som fornavn og mellem-/efternavn, og at søstrenes far brugte navnet som andet fornavn og ikke som mellemnavn. Da afgørelsen således ikke havde hjemmel, måtte den efter ministeriets opfattelse annulleres.

Advokaten henviste til at det drejede sig om en tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt der kun i særlige tilfælde kunne annulleres.

Ombudsmanden var enig med ministeriet i at der ikke var hjemmel i navnelovens § 11, stk. 1, til at tillægge søstrene mellemnavnet "Hartvig". Ombudsmanden lagde desuden til grund at søstrene ikke kunne erhverve navnet ved navnebevis efter navnelovens § 11, stk. 2. Ombudsmanden mente at ministeriet ved vurderingen af om den begunstigende afgørelse skulle annulleres, burde have overvejet om der forelå særlige omstændigheder der talte imod en annullation. Ombudsmanden pegede i den forbindelse på momenter som han fandt måtte indgå i overvejelserne - herunder at den oprindelige afgørelse skyldtes en fejl fra myndighedens side, at en annullation i en navnesag måtte betragtes som ganske indgribende i tilfælde hvor der var gået en vis tid i hvilken de(n) begunstigede havde indrettet sig i tillid til afgørelsen, og endelig at det modstående hensyn til beskyttelsen af efternavnet "Hartvig" måtte ses i lyset af at søstrene ikke ville kunne bortkaste deres eget efternavn. Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Kirkeministeriet at genoptage sagen. (J.nr. 1995-2091-74).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Tilbagekaldelse af tilladelse

 

En advokat, D, klagede på vegne af sine klienter A og B over Kirkeministeriets afgørelse om at tilbagekalde en afgørelse hvorved A og B ved ministerialbogstilførsel var blevet tillagt navnet "Hartvig" som mellemnavn.

Af sagen fremgik at klienterne A og B den 7. september 1993 ved indførelse i ministerialbogen fik tillagt navnet Hartvig som mellemnavn. Navneændringen blev foretaget af ministerialbogsføreren, en konstitueret sognepræst.

Da sognepræst E ved sin tilbagekomst (fra en udstationering) konstaterede at navneændringen var blevet foretaget uden ministeriets godkendelse som foreskrevet i cirkulære nr. 24 af 1. marts 1982 (cirkulære om ændring af lovgivningen om personnavne), skrev han til Kirkeministeriet den 5. maj 1994. I brevet bad sognepræsten om ministeriets efterfølgende godkendelse (dispensation).

Kirkeministeriet afslog dette ved brev af 19. juli 1994 og bad sognepræsten rette navneændringen. Ministeriet henviste til at det ikke var dokumenteret at navnet Hartvig blev båret af A og B's far, C, som mellemnavn.

Den 10. august 1994 skrev A, B og C til Kirkeministeriet og bad om genoptagelse af sagen. I brevet stod bl.a.:

"...

Vi vil med dette brev bede Dem revurdere Deres tidligere afgørelse på baggrund af de menneskelige hensyn, som vi føler bør ligge til grund for en sådan afgørelse. Begge pigerne har nu i næsten et år brugt navnet Hartvig.

(A) er 18 år og er, efter at have fået navneændring, startet i kokkelære, på denne baggrund kender man altså ikke hos hendes nye læreplads til denne ændring. I øjeblikket går hun på Teknisk Skole i Aalborg og er her kun kendt under navnet Hartvig, idet der har været andre i klassen som hedder (A).

(B) er 22 år og læser på universitetet og bruger ligesom A sit nye mellemnavn til daglig.

Det vil for begge pigernes vedkommende være forfærdeligt at skulle gennemgå en ny navneændring 'den gale vej', hvilket jo nok vil betyde, at de vælger at undlade at oplyse om tingenes nye tilstand, og dermed er henvist til at lyve om deres navn.

Det mindste af problemerne vil formentlig være at få lavet nyt kørekort, ændret allerede tinglyste dokumenter osv., her kan man jo betale sig fra det.

Med ovennævnte har vi forsøgt at fortælle, at pigernes nye navn i høj grad bliver brugt i dagligdagen.

At der herforuden ligger en del følelser til grund for at bruge navnet, idet det jo har været brugt i familien i 52 år, gør jo naturligvis ikke en ændring af Deres beslutning mindre betydningsfuld for os alle.

..."

 

Kirkeministeriet afslog ved brev af 18. august 1994 at ændre sin afgørelse. I brevet skrev ministeriet bl.a.:

"...

En person kan ved dåben eller på et senere tidspunkt ved anmeldelse til ministerialbogen tillægges et eller flere mellemnavne. Som mellemnavn kan bl.a. vælges faderens mellemnavn, jf. personnavnelovens § 11, stk. 1.

Forekommer faderens mellemnavn tillige som drengefornavn, kan det dog kun tillægges et barn af modsat køn, hvis navnet tillige forekommer som efternavn i faderens nærmeste slægt eller har vundet indpas i denne som mellemnavn.

Navnet Hartvig er optaget i ministeriets cirkulære nr. 195 af 1. november 1990 om godkendte fornavne som et drengefornavn.

De har vedlagt attester for Deres tre søskende, hvoraf det fremgår, at ingen af disse bærer navnet Hartvig. På dette grundlag kan navnet ikke anses for at have vundet indpas i familien som mellemnavn, og navnet bæres derfor alene af Dem som 2. drengefornavn, og der kan ifølge de derom gældende regler ikke tillægges piger drengefornavne eller omvendt, jf. herved bestemmelse i personnavnelovens § 10, stk. 1.

Betingelserne for ved anmeldelse til ministerialbøgerne at tillægge Deres døtre Hartvig som mellemnavn er således ikke opfyldt.

Kirkeministeriet har derfor ikke hjemmel til at godkende den foretagne navneændring og der må derfor foretages rettelse af ministerialbogstilførslerne vedrørende (A) og (B)'s fødsel og dåb.

..."

Den 12. september 1994 bad sognepræst F Kirkeministeriet om at genoptage sagen. Sognepræsten bad endvidere Kirkeministeriet om at spørge Civilretsdirektoratet om A og B kunne tillægges navnet Hartvig som mellemnavn ved navnebevis.

Kirkeministeriet spurgte ved brev af 22. september 1994 Civilretsdirektoratet herom. Direktoratet svarede i brev af 18. november 1994 at pigerne ikke kunne tillægges navnet Hartvig som mellemnavn ved navnebevis, da Hartvig er et forbeholdt efternavn og tillige et godkendt drengefornavn, og der ikke er tilknytning til navnet som mellemnavn. På denne baggrund gentog Kirkeministeriet i brev af 1. december 1994 til sognepræsten sin anmodning om at navneændringerne blev rettet.

Den 19. januar 1995 rettede sognepræsten navnene i ministerialbogen og udstedte nye fødsels- og dåbsattester for A og B.

Den 23. juni 1995 rettede advokaten henvendelse til ministeriet på sine klienter, A og B's, vegne. Advokaten skrev bl.a.:

"...

I Deres skrivelse omtaler De ikke det forvaltningsretlige spørgsmål om, hvorvidt en allerede meddelt tilladelse, der jo klart er en begunstigende forvaltningsakt, kan tilbagekaldes, fordi den myndighed, der har indført navnene i ministerialbogen, ikke har foretaget en undersøgelse, som efter ministeriets opfattelse har været fyldestgørende.

Det er klart min opfattelse, at godkendelse af navnet 'Hartvig' i det foreliggende tilfælde ligger indenfor rammerne af navnelovens § 11 stk. 1, idet jeg mener, at navnet benyttes som mellemnavn af min klient og derfor frit kan antages af min klients døtre.

Uanset at Ministeriet er uenig heri, er det under alle omstændigheder en skønsmæssig vurdering, hvorvidt min klients navn 'Hartvig' kan betragtes som fornavn eller mellemnavn for min klient, hvorfor en godkendelse af navnet "Hartvig" for min klients døtre ikke umiddelbart vil være i strid med navnelovens § 11 stk. 1.

Der skal som bekendt foreligge overordentlige vægtige grunde for at en begunstigende forvaltningsakt kan tilbagekaldes. I denne forbindelse skal jeg henvise til det ovenfor anførte, om at (A) og (B) har benyttet navnet 'Hartvig' i ca. 3/4 år. Endvidere skal jeg henvise til, at der ikke er afgivet urigtige eller vildledende oplysninger på noget tidspunkt, ligesom jeg i særdeleshed skal henvise til, at der ikke, efter at tilladelsen er givet, er opstået en særlig tilbagekaldelsesgrund. Jeg skal nærmere henvise til side 628-629 i Forvaltningsret af Hans Gammeltoft Hansen m.fl. Endvidere skal jeg henvise til side 256-257 i Forvaltningsret - Sagsbehanding af Karl Aage Nørgaard og Jens Garde. Særligt skal jeg henvise til dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1973 side 755, hvilken dom kortfattet refereres i sidstnævnte værk side 257.

..."

 

Kirkeministeriet forelagde Deres brev for Civilretsdirektoratet der i brev af 5. september 1995 til Kirkeministeriet henholdt sig til sin udtalelse af 18. november 1994. Direktoratet anførte bl.a. følgende:

"...

Da afgørelsen af, om den af ministerialbogsføreren foretagne tilførsel er lovlig henhører under Kirkeministeriet, finder Civilretsdirektoratet det rettest ikke at besvare advokatens spørgsmål herom.

..."

Den 12. september 1995 skrev Kirkeministeriet herefter bl.a. følgende til advokaten:

"...

I følge bestemmelsen i § 11, stk. 1, i personnavneloven kan et barn ved dåben eller ved anmeldelse til ministerialbogen tillægges faders mellemnavn. Når faders mellemnavn tillige forekommer som drengefornavn kan det - uden tilladelse fra Kirkeministeriet - kun tillægges en pige, såfremt det dokumenteres, at navnet tillige forekommer som efternavn i nærmeste slægt, jf. herved afsnit VII, pkt. 1, i Kirkeministeriets cirkulære nr. 24 af 1. marts 1982 om ændring af lovgivningen om personnavne. Da navnet Hartvig ikke forekommer som efternavn i (C)'s nærmeste slægt, kan ministerialbogsføreren ikke modtage den pågældende anmeldelse uden at have indhentet tilladelse fra ministeriet, jf. ovennævnte cirkulære afsnit VII, pkt. 1.

Ved sagens forelæggelse for ministeriet blev det oplyst, at ingen af (C)'s tre søskende bærer navnet Hartvig, og navnet kan derfor ikke anses for at have vundet indpas i familien som mellemnavn. Hartvig bæres alene af faderen som andet drengefornavn, og i følge personnavnelovens § 10, stk. 1, samt bestemmelsen i Kirkeministeriets ovennævnte cirkulære af 1. marts 1982 afsnit II, pkt. 1, kan det ikke tillægges piger som fornavn.

...

Med hensyn til spørgsmålet om tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt, skal man meddele, at ministerialbogsføreren ikke har haft hjemmel til - uden forelæggelse for Kirkeministeriet - at tillægge Hartvig som mellemnavn for (A) og (B), når Hartvig ikke forekommer som efternavn i den nærmeste slægt, jf. ministeriets cirkulære af 1. marts 1982 afsnit VII, pkt. 1. Kirkeministeriet har derfor annulleret en fejlagtig ministerialbogstilførsel i skrivelse af 1. december 1994.

Da ministeriet ikke har godkendt den af ministerialbogsføreren uden hjemmel foretagne registrering, kan ministeriet ikke tilslutte sig Deres betragtning om tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt, der må forudsætte, at den myndighed, der har meddelt den pågældende forvaltningsakt, har kompetencen til at træffe denne afgørelse.

..."

 

Ved brev af 28. september 1995 klagede advokaten til mig. I klagen anførte advokaten bl.a.:

"...

(C) har altid selv betragtet navnet 'Hartvig' som et mellemnavn og ikke et fornavn. Det er min opfattelse, at navnet kun sjældent anvendes som fornavn, men derimod er navnet ikke ualmindeligt som mellemnavn. Jeg mener derfor, at navnet 'Hartvig' udmærket kan betragtes som mellemnavn for (C). Det vil derfor efter min opfattelse være i overensstemmelse med navnelovens § 11, stk. 1, at (C)'s døtre antager faderens mellemnavn.

I cirkulære nr. 24 af den 1.3.1982, kapitel VII pkt. 1 anføres:

'Forekommer faderens mellemnavn tillige som drengefornavn (...) kan det uden tilladelse fra Kirkeministeriet kun tillægges et barn af modsat køn, såfremt det dokumenteres, at navnet tillige forekommer som efternavn i nærmeste slægt.'

Ifølge cirkulæret er der således intet til hinder for, at Kirkeministeriet tillader mine klienter at antage navnet 'Hartvig' som mellemnavn, forudsat at navnet betragtes som mellemnavn for (C).

Jeg mener fortsat, at der foreligger en efterfølgende tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt, (...). Jeg skal herom nærmere henvise til min skrivelse af den 23.6.1994 til Kirkeministeriet.

Jeg mener ikke, at ministeriet er berettiget til at fratage mine klienter det anmeldte mellemnavn med den begrundelse, at ministerialbogsføreren ikke har haft kompetencen. Man må vel opfatte § 11 stk. 1 således, at det er ministerialbogsføreren, der har kompetence til at foretage tilførsler til ministerialbogen, og denne kompetencetildeling mener jeg ikke kan ændres i et cirkulære, hvor det er anført, at Kirkeministeriet skal træffe visse afgørelser. Ministerialbogsføreren må i forhold til Kirkeministeriet betragtes som en underordnet myndighed, som overfor borgerne har kompetence til at foretage tilførsler til ministerialbogen. Cirkulærets bestemmelser må efter min opfattelse betragtes som en intern tjenestebefaling, som ikke ændrer på den ved loven fastsatte kompetence.

Med hensyn til den betydelige ulempe, som tilbagekaldelsen af mine klienters mellemnavn har fået, skal jeg nærmere henvise til skrivelse af den 10. august 1994 fra mine klienter og deres far, (C) til Kirkeministeriet.

..."

Jeg skrev den 24. oktober 1995 til Kirkeministeriet og bad om en udtalelse i anledning af advokatens klage. I mit brev til Kirkeministeriet skrev jeg bl.a.:

"...

I Kirkeministeriets brev af 12. september 1995 til advokat (D) er det bl.a. anført at ministerialbogsføreren ikke har været kompetent til eller haft hjemmel til at foretage den pågældende navneregistrering. I klagen til mig af 28. september 1995 har advokat Leif Staal bl.a. skrevet at cirkulæret om ændring af lovgivning om personnavne (cirkulære nr. 24 af 1. maj 1982), som Kirkeministeriet har henvist til, '(alene) (er) en intern tjenestebefaling, som ikke ændrer på den ved loven fastsatte kompetence'. Jeg beder om at ministeriet nærmere redegør for sin opfattelse af disse spørgsmål.

..."

 

Kirkeministeriet udtalte bl.a. følgende i sit brev af 22. november 1995:

"...

Ad Sondring mellem fornavn og mellemnavn: Ved Personnavneloven af 29. april 1981 fik ministerialbogsførerne med virkning fra den 1. april 1982 adgang til at foretage bestemt angivne ændringer af efternavn, mellemnavn og fornavn i overensstemmelse med personnavnelovens §§ 2, 11 og 10 under tilsyn af Kirkeministeriet.

Det følger af personnavnelovens § 10, stk. 1, at der ikke kan tillægges piger drengefornavne eller omvendt. Det er endvidere anført i personnavnelovens § 10, stk. 1, at der som fornavn alene kan vælges et navn, der er et egentligt fornavn. Denne bestemmelse svarer til bestemmelsen i § 14, stk. 1, i den tidligere gældende personnavnelov af 17. maj 1961, hvorefter der som fornavn ikke må vælges navne, der ikke efter deres karakter er egentlige fornavne. Denne bestemmelse har sin baggrund i betænkning nr. 254 af 1960 om ny lovgivning om personnavne, der fandt det ønskeligt, at adgangen til at tillægge børn forbeholdte familienavne som fornavne blev indskrænket, og udvalget foreslog derfor en regel om, at der som fornavn ikke må vælges slægtsnavne, der ikke efter deres oprindelse er fornavne, jf. betænkningens afsnit IV, pkt. 4. Såfremt faderens 2. drengefornavn derfor tillige forekommer som beskyttet efternavn - eller moderens 2. pigefornavn tillige forekommer som beskyttet efternavn - må det derfor undersøges, hvorvidt det pågældende navn bæres som mellemnavn eller som 2. fornavn, såfremt det som mellemnavn ønskes tillagt henholdsvis en pige eller en dreng, da der ikke kan tillægges piger drengefornavne eller omvendt som fornavn.

Mellemnavne har efter personnavneloven karakter af efternavne, således at mellemnavnet kan tillægges både drenge og piger i modsætning til fornavne.

Ad kompetence - delegationsregel i Kirkeministeriets cirkulære nr. 24 af 1. marts 1982 om ændring af lovgivning af personnavne, afsnit VII, pkt. 1:

(...)

Det bemærkes i øvrigt, at navnet Hartvig bæres af i alt 3.502 mænd, og man kan derfor ikke tilslutte sig det af advokat Leif Staals klient anførte om, at navnet kun sjældent anvendes som fornavn.

Da Kirkeministeriet er tilsynsmyndighed for ministerialbogsførerne, skal ministerialbogsføreren forelægge Kirkeministeriet de tilfælde, hvor faderens 2. fornavn, der tillige er et forbeholdt efternavn, ikke forekommer i faderens slægt som efternavn. Kirkeministeriet kan i tilfælde, hvor samtlige faderens søskende med rette bærer det omhandlede navn som mellemnavn, godkende en ansøgning om at tillægge faderens datter det omhandlede navn som mellemnavn. Kirkeministeriet vil i denne forbindelse lægge vægt på, at et drengefornavn, der tillige er et forbeholdt efternavn, bæres med rette som mellemnavn af faderens søstre, eller at et pigefornavn, der tillige er et forbeholdt efternavn, bæres med rette som mellemnavn af moderens brødre. Kirkeministeriet skal til brug for afgørelsen have vedlagt dokumentation for navnets forekomst, og eventuelle tvivlsspørgsmål vil blive forhandlet med Civilretsdirektoratet.

Hvis Kirkeministeriet herefter godkender ansøgningen, vil denne afgørelse være at anse som en begunstigende forvaltningsakt.

I den af ombudsmanden forelagte sag bæres Hartvig som 2. fornavn af faderen, medens faderens søskende, to søstre og en broder, ikke fører navnet Hartvig. De overvejelser, som ombudsmanden gjorde med hensyn til at tillægge en pige navnet Bjørn efter faderen (Ombudmandens beretning 1988, 9-9, pagina 112), finder således ikke anvendelse her, da faderens søskende ikke bærer navnet Hartvig.

Ministerialbogsføreren har derfor handlet i strid med personnavnelovens § 11, stk. 1, ved at efterkomme anmeldelsen om at tillægge (C)'s to døtre navnet Hartvig.

I den forliggende sag har (C) og dennes advokat (D) fremført deres fortolkning af personnavnelovens §§ 10 og 11. Denne fortolkning har Kirkeministeriet forelagt for Justitsministeriet, Civilretsdirektoratet, der i breve af 18. november 1994 og 5. september 1995 har meddelt, at det omhandlede navn Hartvig ikke vil kunne tillægges (C)'s to døtre som mellemnavn ved navnebevis.

Kirkeministeriet har herefter som tilsynsmyndighed for ministerialbogsføreren foranlediget slettelse af den i strid med personnavnelovens §§ 10 og 11 foretagne navneændring. Kirkeministeriet kan derfor ikke tilslutte sig advokat (D)'s synspunkt om en begunstigende forvaltningsakt i det foreliggende tilfælde, hvor tilladelsen er meddelt af en forvaltningsmyndighed, der ikke har kompetence hertil, idet en ministerialbogsfører i strid med personnavnelovens bestemmelser og uden tilladelse fra Kirkeministeriet har foretaget en navneændring og herved tilsidesat en slægts retlige beskyttelse af deres efternavn. Personnavneloven indeholder ingen hjemmel hverken for ministerialbogsføreren eller for Kirkeministeriet til at fravige personnavnelovens bestemmelser.

..."

 

Jeg sendte Kirkeministeriets udtalelse til advokat D med brev af 29. november 1995 og bad om advokatens eventuelle bemærkninger i anledning af udtalelsen. Advokaten svarede bl.a. følgende ved brev af 12. december 1995:

"...

Kirkeministeriet anfører (...) bl.a.:

'Forekommer faderens mellemnavn tillige som drengefornavn, eller moderens mellemnavn tillige som pigefornavn, skal ministerialbogsføreren have dokumentation for, at navnet tillige forekommer som efternavn i nærmeste slægt, hvis navnet skal tillægges et barn af modsat køn.

Dette følger af personnavnelovens §§ 10 og 11.'

Denne fortolkning kan jeg ikke følge, idet § 11 ikke stiller et sådant krav, men udtømmende angiver, at der som mellemnavn kan vælges faderens eller moderens mellemnavn eller et navn, barnet kan erhverve efter §§ 1-2 og § 8, nr. 1. Dokumentationskravet har alene hjemmel i cirkulære nr. 24 af 1.3.1982, afsnit 7. Cirkulæret synes således at ville indskrænke adgangen til et mellemnavn i forhold til navnelovens § 11.

(...)

Ministeriets redegørelse for kompetencefordelingen tager udgangspunkt i det førnævnte cirkulære, afsnit 7. Der er imidlertid i navneloven ingen betemmelser om, at Kirkeministeriet skal godkende ministerialbogsførerens registreringer, og der er efter min opfattelse ingen tvivl om, at ministerialbogsføreren ifølge navnelovens § 11 stk. 1 har en selvstændig kompetence. Registreringen af navnet 'Hartvig' for (C)'s 2 døtre må opfattes som en begunstigende forvaltningsakt.

Kirkeministeriets anbringende om, at ministerialbogsførerens registrering skulle have bevirket en tilsidesættelse af en slægts retlige beskyttelse af deres efternavn, finder jeg uholdbart, idet navnet 'Hartvig' alene er blevet registreret som mellemnavn, hvilket ikke kan være i strid med nogen beskyttelse af navnet som slægtsnavn.

..."

Jeg bad ved brev af 20. december 1995 om Kirkeministeriets bemærkninger hertil. Kirkeministeriet indhentede i den anledning en udtalelse fra Civilretsdirektoratet som Kirkeministeriet tilsluttede sig. Om sondringen mellem mellemnavne og fornavne skrev Civilretsdirektoratet bl.a. følgende i sit brev af 8. februar 1996 til Kirkeministeriet:

"...

Har en person flere for- eller mellemnavne kan det undertiden være vanskeligt at afgøre, om et navn er tænkt givet som fornavn eller mellemnavn. (...)

I de situationer, hvor en person bærer et godkendt fornavn, der tillige er forbeholdt som efternavn, vil det ikke fremgå af den pågældende persons dåbs- eller navneattest, a) om der er tale om et fornavn eller b) et efternavn anvendt som mellemnavn.

For at vurdere et sådant navns status som enten for- eller mellemnavn, må der foretages en nærmere undersøgelse af navnets oprindelse i den pågældende slægt. Ligger det fast, at der i familien er tale om anvendelse af et forbeholdt efternavn som mellemnavn, fordi der kan dokumenteres tilknytning til navnet som efternavn, jfr. § 11, stk. 1, jfr. § 8, nr. 1 i Lov nr. 193 af 29. april 1981 om personnavne med senere ændringer, kan navnet uden videre tillægges et barn som mellemnavn ved dåben eller ved anmeldelse, jfr. navnelovens § 11, stk. 1.

Kan det ikke dokumenteres, at et forbeholdt efternavn bæres af familien som mellemnavn, kan navnet ikke uden videre tillægges en person som mellemnavn.

(...)

Der kan (...) være en vis usikkerhed forbundet med at afgøre, om et navn, der både er et forbeholdt efternavn og et fornavn, og som er givet til et barn før 1961-lovens ikrafttræden, er et mellemnavn i den pågældende familie.

Er navnet tillagt familien før 1. januar 1962 til både drenge og piger i slægten, er der en formodning for, at navnet er tillagt som mellemnavn.

Er navnet tillagt efter den 1. januar 1962, er der en formodning for, at navnet er tillagt som et fornavn, idet der efter lovændringen ikke længere var mulighed for at tillægge forbeholdte efternavne som mellemnavn uden tilknytning til navnet.

..."

 

Til spørgsmålet om hvorvidt en registrering som mellemnavn af et forbeholdt efternavn bevirker en tilsidesættelse af en slægts retlige beskyttelse af navnet som efternavn, anførte direktoratet følgende:

"...

En person, der er tillagt et forbeholdt efternavn som mellemnavn, uden at der kan dokumenteres tilknytning til navnet som efternavn i familien, jfr. § 11, § 8, nr. 1 i Lov nr. 193 af 29. april 1981 om personnavne med senere ændringer, har ikke mulighed for at bortkaste sit efternavn for derefter at benytte mellemnavnet som efternavn. Dette er begrundet i den manglende tilknytning til dette navn som efternavn. Som det fremgår af det under 2) nævnte om 1961-loven var det især for at hindre uberettiget benyttelse af andres forbeholdte navne, at muligheden for frit at erhverve disse blev indført (skal være 'ophævet', min bemærkning) fra 1. januar 1962. Civilretsdirektoratet er på baggrund heraf af den opfattelse, at en fri adgang til at få tillagt et forbeholdt efternavn som mellemnavn, kan bevirke en tilsidesættelse af en slægts retlige beskyttelse af deres efternavn."

 

Ombudsmandens udtalelse

" 1. Om erhvervelse af mellemnavne står der følgende i navneloven (lov nr. 193 af 29. april 1981 om personnavne med senere ændringer):

' § 11. Et barn kan ved dåb eller til enhver tid ved anmeldelse til ministerialbogen (personregisteret) tillægges et eller flere mellemnavne. Som mellemnavn kan vælges faderens eller moderens mellemnavn eller et navn, barnet kan erhverve som efternavn i medfør af §§ 1-2 og § 8 nr. 1.

Stk. 2. I øvrigt kan statsamtet ved navnebevis tillade et mellemnavn, som barnet kan erhverve som efternavn eller har en særlig tilknytning til.'

Navnet Hartvig forekommer både som fornavn og som mellem/efternavn. Erhvervelse af mellemnavn efter bestemmelsen i § 11, stk. 1, forudsætter at der enten er tale om en af forældrenes mellemnavn eller et navn der kan erhverves som efternavn. Derimod kan forældrenes (andet) fornavn ikke erhverves som mellemnavn. Forudsætningen for at Deres klienter kan tillægges navnet Hartvig som mellemnavn efter § 11, stk. 1, er således for det første at deres far bærer navnet som mellemnavn.

Myndighederne har i denne sag lagt til grund at Deres klienters far (alene) har navnet Hartvig som andet fornavn. I Civilretsdirektoratets brev af 8. februar 1996 til Kirkeministeriet er der redegjort for de retningslinier hvorefter det afgøres om et navn er et fornavn henholdsvis et mellemnavn hos en person med flere for- eller mellemnavne. Disse retningslinier - der er gengivet ovenfor, s. 10 - kan ikke i sig selv give mig anledning til bemærkninger. Som sagen foreligger oplyst, må jeg lægge til grund at navnet Hartvig ikke er tillagt andre personer i (C)'s (nærmeste) slægt. På den baggrund kan det ikke give mig anledning til bemærkninger at Kirkeministeriet har lagt til grund at Hartvig er (C)'s andet fornavn og ikke hans mellemnavn. Det følger heraf at der ikke i navnelovens § 11, stk. 1, er hjemmel til at tillægge (A) og (B) mellemnavnet Hartvig.

Efter bestemmelsen i navnelovens § 11, stk. 2, kan et mellemnavn tillægges ved navnebevis hvis ansøgeren kan erhverve navnet som efternavn eller har en særlig tilknytning til navnet.

Justitsministeriets cirkulære nr. 30 af 1. marts 1982 har følgende bestemmelse i § 24:

' § 24. Der kan i medfør af lovens § 11, stk. 2, udfærdiges navnebevis til som mellemnavn at føre:

Et mellemnavn, som helsøskende har erhvervet ved navngivning eller navnebevis.

Bedsteforældres mellemnavn eller forældres helsøskendes mellemnavn tillagt ved navngivning, hvis ansøgerens fader (moder) samtykker heri.

Sted- eller plejefaders, sted- eller plejemoders mellemnavn, hvis der foreligger samtykke fra den pågældende.

Stk. 2. Forekommer det ønskede mellemnavn tillige som drenge/pigefornavn, vil det i almindelighed ikke kunne tillægges personer af modsat køn, medmindre navnet forekommer som efternavn i nærmeste slægt, eller navnet med rette bæres som mellemnavn af et kvindeligt/mandligt medlem af den personkreds, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-3.'

Bestemmelsen i cirkulæret er affattet i overensstemmelse med den hidtil gældende praksis, jf. forarbejderne til navneloven, Folketingstidende 1980-81, tillæg A, sp. 2780.

På baggrund af sagens oplysninger og Civilretsdirektoratets udtalelse af 18. november 1994 må jeg lægge til grund at det er myndighedernes opfattelse at Deres klienter (heller) ikke opfylder betingelserne efter navnelovens § 11, stk. 2, for at erhverve navnet Hartvig ved navnebevis.

Sammenfattende må jeg herefter være enig med Kirkeministeriet i at der ikke efter navnelovens § 11, stk. 1, har været hjemmel til at tillægge Deres klienter navnet Hartvig som mellemnavn. På det foreliggende grundlag lægger jeg endvidere - uden at have efterprøvet spørgsmålet nærmere - til grund at Deres klienter heller ikke kunne erhverve navnet ved navnebevis efter lovens § 11, stk. 2.

 

2. Deres klienter fik den 7. september 1993 tillagt navnet ved indførelse i ministerialbogen, og de bar dette navn indtil sognepræsten den 19. januar 1995 rettede navnene. Sagen rejser således det spørgsmål om der af denne grund alligevel kan blive tale om at tillægge Deres klienter navnet.

I forbindelse med dette spørgsmål giver sagen mig anledning til først at kommentere det Kirkeministeriet - i brevet af 12. september 1995 til Dem og i udtalelsen af 22. november 1995 - har anført om kompetencen til at træffe afgørelse og om hjemmelsspørgsmålet. Kirkeministeriet har således i brevet af 12. september 1995 bl.a. skrevet at spørgsmålet om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter forudsætter 'at den myndighed, der har meddelt den pågældende forvaltningsakt, har kompetencen til at træffe denne afgørelse'.

Af sammenhængen fremgår at Kirkeministeriet herved har forudsat at den ministerialbogsførende præst ikke har haft kompetence til at træffe afgørelsen. Dette er jeg ikke enig i.

Spørgsmålet om hvilken myndighed der har kompetencen til at træffe en afgørelse, må adskilles fra spørgsmålet om den pågældende afgørelses hjemmelsgrundlag. Det fremgår direkte af navnelovens § 11, stk. 1, at ministerialbogsføreren har kompetence til at tillægge en person et mellemnavn. Det var således den kompetente myndighed der traf afgørelsen da Deres klienter den 7. september 1993 fik tillagt navnet Hartvig som mellemnavn af ministerialbogsføreren ved Vodskov Kirke. Navnetilføjelsen var endvidere en over for Deres klienter begunstigende forvaltningsakt uanset om Kirkeministeriet efterfølgende underkendte afgørelsen. Dette gælder selv om ministerialbogsføreren i forbindelse med sin afgørelse måtte have tilsidesat en cirkulærebestemmelse fra Kirkeministeriet. Bestemmelsen i cirkulæret (afsnit VII, pkt. 1, i Kirkeministeriets cirkulære nr. 24 af 1. marts 1982) fremgår ikke af loven, og indholdet af cirkulæret kan ikke i sig selv normere borgernes retsstilling, jf. f.eks. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 34f.

Imidlertid har den forvaltningsretlige lære om tilbagekaldelse af (begunstigende) forvaltningsakter som udgangspunkt den forudsætning at afgørelsen gyldigt kunne træffes, jf. Forvaltningsret, s. 616f. Hvis en afgørelse mangler hjemmel i loven, er udgangspunktet således at afgørelsen er ugyldig og må annulleres, jf. Forvaltningsret, s. 559f.

I særlige tilfælde må udgangspunktet fraviges navnlig af hensyn til berettigede forventninger hos de(n) berørte, og afgørelsen opretholdes på trods af en hjemmelsmangel.

I forbindelse med vurderingen af om en begunstigende afgørelse skal annulleres på grund af hjemmelsmangler, påhviler det myndigheden at overveje om der foreligger sådanne særlige omstændigheder der kunne tale imod annullation. Myndigheden kan med andre ord ikke annullere en afgørelse der er til gunst for en borger, uden at inddrage modstående hensyn i overvejelserne.

Jeg må efter oplysningerne i sagen, navnlig i Kirkeministeriets afgørelse og i ministeriets udtalelse til mig, lægge til grund at Kirkeministeriet alene har lagt vægt på at navnetilføjelsen efter navneloven var sket med urette. Ministeriet ses således ikke at have inddraget de hensyn der kunne tale for at opretholde den oprindelige afgørelse. Dette burde efter min opfattelse være sket, og jeg har på den baggrund henstillet til ministeriet at genoptage sagen og overveje om der foreligger sådanne særlige forhold at navnetilføjelsen den 7. september 1993 bør opretholdes.

Jeg skal understrege at jeg ikke herved har taget stilling til om der foreligger omstændigheder af en sådan styrke at den oprindelige afgørelse bør opretholdes. Men jeg har over for Kirkeministeriet peget på nogle forhold der efter min opfattelse bør indgå i overvejelserne. Jeg mener således det har betydning at fejlen ikke kan tilregnes Deres klienter, men er begået af ministerialbogsføreren, at en ændring (annullation) af en begunstigende afgørelse i en navnesag i almindelighed må betegnes som ganske indgribende, i hvert fald når der er hengået en vis tid i hvilken den pågældende har indrettet sig i tillid til afgørelsen, at Deres klienter faktisk anvendte navnet Hartvig i op mod ét år, og at det modstående hensyn til beskyttelsen af efternavnet Hartvig må ses i lyset af at Deres klienter jo ikke vil kunne bortkaste deres eget efternavn såfremt de fik Hartvig som mellemnavn, jf. det Civilretsdirektoratet har anført i brevet af 8. februar 1996 (citeret ovenfor, s. 11, 2. afsnit).

Jeg har bedt Kirkeministeriet underrette mig om hvad der videre sker i sagen.

..."

 

NOTER: (*1) Jf. FOB 1988, s. 112.