Anvendt retsforskrift
Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

I december måned 1996 foretog ombudsmanden inspektion af Anstalten ved Herstedvester.

De bygningsmæssige forhold gav på nogle punkter ombudsmanden anledning til kritik og henstilling - bl.a. badeforholdene og vedligeholdelsesstandarden af fællesrummene på nogle afdelinger samt standarden af skolens inventar. Ombudsmanden kritiserede endvidere anstaltens dosering af antabus og placeringen af kvindelige indsatte blandt mandlige indsatte der for en dels vedkommende er dømt for alvorlig sexkriminalitet.

Levnedsmiddelkontrollen havde nedlagt forbud mod salg af varer hvis holdbarhedsdato var overskredet. På den baggrund henstillede ombudsmanden at anstalten jævnligt kontrollerer friskheden af købmandsbutikkens varer.

I forbindelse med inspektionen modtog ombudsmanden rapportmateriale fra nærmere angivne perioder om anvendelse af håndjern, anvendelse af magt, anbringelse i enrum, anbringelse i observationscelle, anbringelse i sikringscelle, disciplinærsager, videregående visitation af besøgende og brevveksling og besøg. Gennemgangen heraf gav på nogle punkter anledning til kritik og henstilling.

Den 13. maj 1997 afgav ombudsmanden følgende rapport til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Anstalten ved Herstedvester: (J.nr. 1996-2341-629).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
    1.Indledning
    2.Bygningsmæssige forhold mv.
    I.Afdelingerne K, M, O, L, R og S
    a.Cellerne
    b.Køkkenforholdene
    c.Badeforholdene
    d.Toiletforholdene
    e.Vaskemaskiner
    f.Øvrige forhold
    II.Afdeling U
    III.Afdeling H
    IV.Afdeling I
    V.Øvrige bygninger
    3.Fritidstilbud
    4.Undervisningstilbud
    5.Arbejdspladser
    6.Selvforplejning og selvforvaltning
    a.Købmandsbutikkens prisniveau og kostbeløbets størrelse
    b.Antallet af klager over købmanden
    c.Levnedsmiddelkontrollens besøg
    d.Andre forhold
    7.Møde med talsmændene
    8.Samtaler med enkelte indsatte
    9.Andre forhold
    a.Visitering
    b.Forholdet mellem mandlige og kvindelige indsatte
    c.Forholdet mellem de indsatte kvinder
    d.Stærke/svage indsatte
    e.Indsattes overfald på anstaltens personale
    f.Torturkomiteens besøg
    g.Afsoningsforløb mv.
    10.Gennemgang af rapporter
    a.Anvendelse af håndjern
    b.Magtanvendelse
    c.Anbringelse i enrum
    d.Anbringelse i observationscelle
    e.Anbringelse i sikringscelle
    f.Forhørsprotokollen (disciplinærsager)
    g.Videregående visitation af besøgende
    h.Brevveksling og besøg
    11.Opfølgning
    12.Underretning
Den fulde tekst

Inspektion af Anstalten ved Herstedvester

Den 13. december 1996 foretog jeg og tre af mine medarbejdere inspektion af Anstalten ved Herstedvester. Sekretariatschefen og en fuldmægtig fortsatte inspektionen den 16. december 1996. I tilslutning til inspektionen har jeg fra anstalten modtaget supplerende materiale og oplysninger om nogle spørgsmål som blev rejst under inspektionen.

 

1. Indledning

 

Ombudsmanden har to gange tidligere foretaget inspektion af Anstalten ved Herstedvester og en gang foretaget særskilt inspektion af grønlænderafdelingen (afdeling L) i anstalten.

Anstalten blev første gang inspiceret den 4. december 1957. Den anden inspektion fandt sted den 14. og 15. december 1977. Ombudsmandens rapporter fra inspektionen i 1977 er optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1977, s. 260ff, og i beretningen for 1978, s. 722ff. Den særskilte inspektion af anstaltens grønlænderafdeling fandt sted den 22. november 1993. Min rapport fra denne inspektion er optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1993, s. 395ff.

Inspektionen fulgte den 13. december 1996 følgende program:

- Indledende møde med fængselsledelsen,

- møde med talsmændene,

- møde med fængselsledelsen,

- rundgang,

- samtaler med indsatte og

- afsluttende møde med fængselsledelsen.

Fortsættelsen af inspektionen den 16. december 1996 fulgte følgende program:

- Rundgang,

- møde med samarbejdsudvalget,

- samtaler med indsatte,

- fortsat rundgang og

- afsluttende møde med fængselsledelsen.

I forbindelse med inspektionen modtog jeg et omfattende rapportmateriale, jf. nærmere nedenfor under pkt. 10, s. 000ff.

 

2. Bygningsmæssige forhold mv.

Anstalten ved Herstedvester er et lukket fængsel der blev taget i brug den 1. april 1935. Anstalten har plads til i alt 130 indsatte, heraf seks kvinder og 13 grønlændere der er dømt efter den grønlandske kriminallov, men overført til afsoning i anstalten. Under inspektionen var der fuldt belæg på kvindeafdelingen, mens der kun var seks indsatte på grønlænderafdelingen. Antallet af pladser for kvinder er nærmere behandlet under pkt. 9, litra a og b, s. 000ff. Ud over de 130 pladser råder anstalten over syv pladser på specialafdelinger (syge- og isolationsafdelinger). I anstalten indsættes personer der er idømt forvaring, og andre dømte som skønnes at have behov for psykiatrisk behandling. En betydelig del (omtrent halvdelen) af de indsatte er dømt for sexualkriminalitet. Herudover huser anstalten enkelte varetægtsarrestanter og frivillige optagere (tidligere indsatte der opholder sig i anstalten efter eget ønske).

Anstalten ledes af en fængselsinspektør. Behandlingsarbejdet ledes af en administrerende overlæge. Ledelsen består desuden af en vicefængselsinspektør, en oversygeplejeske, en forsorgsleder, en undervisningsleder, en fængselsforvalter, en ledende overvagtmester og en sikkerhedsovervagtmester.

Anstalten består af 13 beboelsesafdelinger, en afdeling med observations- og sikringsceller, en sygeafdeling, en besøgsafdeling, administrationslokaler, en købmandsbutik, værksteder, en skole, en kirke, et bibliotek, et musiklokale, en sportshal med tilstødende motionsrum, et frisørlokale og et lægelokale. Afdelingerne mv. er beliggende i ni selvstændige bygninger der ligger spredt på anstaltens grund der er omkranset af en ringmur.

Af de 13 beboelsesafdelinger må de seks betegnes som almindelige afdelinger. De resterende syv beboelsesafdelinger består af en kvindeafdeling, en grønlænderafdeling, en modtagelsesafdeling, en psykiatrisk afdeling, en afdeling for særligt svage indsatte, en personalefri afdeling og en afdeling til enrumsanbringelse.

Under inspektionen besigtigede jeg tre almindelige afdelinger (afdelingerne K, M og O), grønlænderafdelingen (afdeling L), den personalefri afdeling (afdeling U), afdelingen for særligt svage indsatte (afdeling H) og afdelingen med sikrings- og observationsceller (afdeling I). Kvindeafdelingen (afdeling R) og den psykiatriske afdeling (afdeling S) blev besigtiget af sekretariatschefen og en fuldmægtig ved embedet.

 

I. Afdelingerne K, M, O, L, R og S

Afdelingerne K, M, O og L ligger i den samme bygning og er identisk indrettede. En afdeling har 13 celler, et køkken, et fællesrum, et baderum og et toiletrum.

Afdelingerne R og S ligger ved siden af hinanden i en anden bygning og har henholdsvis seks og 10 celler. Derudover indeholder hver afdeling et køkken, et fællesrum, et toiletrum og et baderum. Herudover indeholder afdeling R en tidligere observationscelle der nu anvendes som reservecelle (se nedenfor under pkt. 9, litra c, s. 000f ) samt et kontor til sygeplejersken. Afdeling S har en selvstændig tv-stue.

a. Cellerne

Ved inspektionen i 1977 fandt ombudsmanden at belægningsbygningerne - navnlig på grundlag af en sammenligning med de ældre lukkede fængsler - måtte betragtes som forsvarlige, idet ombudsmanden dog bl.a. udtalte følgende:

"Størrelsen af indsattes stuer på afdelingerne A-D, K-L, R-S og Q (ca. 2,5 x 3 m ) kan dog forekomme mindre tilfredsstillende.

Under hensyn til de foreliggende væsentligt større behov for forbedringer af belægningsbygninger på andre lukkede statsfængsler og på baggrund af oplysningerne i direktoratets skrivelse af 12. august 1976 (j.nr. 4. kt. 65-6) vedrørende de foreliggende bevillingsmæssige rammer for anlægsarbejder inden for kriminalforsorgen i finansåret 1976-77 - 1979-80 går jeg i øvrigt ud fra, at det ikke er realistisk at påregne forbedringer af belægningsbygningerne i Herstedvester, der rækker væsentligt ud over vedligeholdelsesarbejder."

Jeg så nogle celler på disse afdelinger. Jeg kan tilslutte mig den tidligere ombudsmands opfattelse af at cellerne virker lidt små og trange. På cellerne er der placeret en seng, et bord, et skab, en håndvask og et køleskab. En udvidelse af cellernes størrelse vil imidlertid indebære en større ombygning og færre pladser i anstalten, og jeg har ikke grundlag for at foretage mere vedrørende cellestørrelsen. Standarden af de celler jeg så, giver mig i øvrigt ikke anledning til bemærkninger.

b. Køkkenforholdene

Ved vurderingen af køkkenforholdene må det tages i betragtning at der på disse afdelinger er indført selvforplejning for de indsatte. På afdeling L er der dog kun tale om delvis selvforplejning. Selvforplejningsordningen er nærmere behandlet nedenfor under pkt. 6, s. 000ff. Talsmændene klagede under mødet med dem over køkken- og toiletforholdene. Talsmændene ønskede bl.a. at der bliver installeret vaskemaskiner og opvaskemaskiner på hver afdeling.

Køkkenerne på afdeling K, M, O og L er på størrelse med cellerne og har otte kogeplader, en håndvask, to elkogere, en emhætte, 11 køkkenoverskabe og fire underskabe. De indsatte deles om skabene.

Ledelsen udtrykte på et møde som sin opfattelse at forholdene på afdelingerne K, M, O og L ikke var for gode. Under mødet med samarbejdsudvalget blev det oplyst at det oprindeligt ikke havde været planen at alle indsatte selv skulle lave deres egen mad, og at køkkenerne var dimensioneret efter de oprindelige planer.

Køkkenet på afdeling R er på ca. 10 kvadratmeter og indeholder fire kogeplader og en vask, derudover har hver indsat sit aflåste skab. På afdelingens gangareal er der placeret en fryser.

Køkkenet på afdeling S er ca. tre en halv gange fem meter og er udstyret med otte kogeplader, to ovne, en vask og 19 skabe som de 10 indsatte deles om.

For så vidt angår afdelingerne K, M, O, L og S, mener jeg det er forståeligt at talsmændene er utilfredse med at der kun er en vask til 13 personer - der skal bruge vasken både under madlavning og efterfølgende til opvask. Jeg henstiller at dette problem afhjælpes ved at den eksisterende vask bliver suppleret med yderligere en køkkenvask eller erstattet af en dobbeltvask. Jeg beder anstalten underrette mig når ændringen er gennemført.

Jeg forstår ønsket om at der installeres opvaskemaskiner i køkkenerne. Jeg har imidlertid ikke grundlag for at afgive en henstilling om at der bliver installeret opvaskemaskiner i køkkenerne.

Derudover giver køkkenerne - der fremtrådte lyse og venlige - mig ikke anledning til bemærkninger.

c. Badeforholdene

Badeværelserne på afdelingerne K, M, O og L er ca. tre gange en meter med én bruser til de 13 indsatte.

Det er min opfattelse at badeforholdene på afdelingerne er utilstrækkelige. Jeg beder anstalten om at overveje hvilke muligheder der måtte være for at forbedre badeforholdene på disse afdelinger. Jeg anmoder anstalten om at meddele mig resultatet af sine overvejelser gennem Direktoratet for Kriminalforsorgen hvis stillingtagen til spørgsmålet jeg også udbeder mig.

I baderummet på afdeling R er der en bruser, en håndvask, en vaskemaskine og en tørretumbler. Baderummet på afdeling S er på ca. tre gange fem meter og har en bruser og to håndvaske. Ingen af disse badeværelser giver mig anledning til bemærkninger.

Talsmændene klagede over at der havde manglet varmt vand på afdeling R og S. Ledelsen oplyste at der på et tidspunkt havde manglet varmt vand, hvilket skyldtes at man var i gang med at lægge varmesystemet om. Anstalten havde over for de indsatte beklaget at der ikke var blevet givet meddelelse om at der ville blive lukket for det varme vand. Jeg foretager mig ikke mere vedrørende dette forhold.

d. Toiletforholdene

Toiletrummene på afdelingerne K, M, O og L - der indeholder to toiletter og en lavtsiddende stålgrovvask - giver mig ikke anledning til bemærkninger. Toiletrummene på afdelingerne R og S indeholder et toilet og en grovvask og giver mig ikke anledning til bemærkninger.

e. Vaskemaskiner

Sådan som forholdene er i dag, er der kun installeret vaskemaskiner på tre afdelinger i anstalten.

Jeg mener at det er rimeligt og naturligt at de indsatte selv har mulighed for at vaske deres tøj. Jeg henstiller at der bliver installeret vaskemaskiner på de beboelsesafdelinger hvor vaskemaskine ikke er installeret. Jeg anmoder anstalten om at underrette mig når installationerne er tilendebragt.

f. Øvrige forhold

Afdeling O fremstår som ret nedslidt. Efter det af anstalten oplyste skyldes det at det ofte er de mere urolige indsatte der placeres på denne afdeling. Især fællesrummet - herunder billardbordet - fremtrådte meget nedslidt. Jeg mener at fællesrummet trænger til en gennemgribende istandsættelse.

Møblementet på tv-stuen på afdeling S er gammelt og slidt, og rummet fremtrådte rodet og ikke særligt indbydende.

Jeg anmoder anstalten om at oplyse hvilke istandsættelsesplaner der måtte være for afdeling O's fællesarealer og tv-stuen på afdeling S.

 

II. Afdeling U

Afdeling U er beliggende i en barak hvor tillige bibliotek og skole er placeret. Afdelingen har plads til otte indsatte. Det er et vilkår for at være indsat på afdelingen at den indsatte fast aflægger urinprøver for at anstalten kan kontrollere at den indsatte ikke har indtaget euforiserende stoffer. Afdelingen består ud over de otte celler af et køkken, et tørrerum, et depotrum, et baderum og et toilet.

Jeg fik lejlighed til at se én af de indsattes celler som var indrettet på en sådan måde, at cellen i forhold til cellerne på de øvrige afdelinger i langt højere grad gav indtryk af at fungere som opholds- og beboelsesrum.

Køkkenet på afdelingen er stort og veludstyret. De indsatte har selv monteret nye køkkenelementer og hårde hvidevarer. De indsatte har hver deres køleskab. Køkkenet indeholder fire kogeplader, en selvstændig ovn, et komfur og en mikrobølgeovn. Desuden er der to håndvaske og to elkogere.

De øvrige fællesrum (tørrerum, tv-stue og baderum) virkede meget velholdte, lyse og venlige. På baderummet er der installeret en vaskemaskine. På gangen er der et akvarium og en del grønne planter.

Afdelingen bærer tydeligt præg af at de indsatte på afdelingen hører til blandt de bedst fungerende indsatte i anstalten, og af at de indsatte gør en stor indsats for at holde afdelingen i en god og pæn stand.

 

III. Afdeling H

Afdelingen er beliggende i den samme bygning som administrationen og afdeling I. Afdelingen indeholder syv celler, et toiletrum, et baderum og deler opholdsrum og tv-stue med afdeling I. De indsatte på afdelingen har ikke selvforplejning. Afdelingen anvendes til anstaltens svageste indsatte.

Afdelingens celler er ca. fire en halv meter lange og ca. to en halv meter brede og indeholder en seng, et bord, en stol og et skab.

Toilettet er meget gammelt og slidt. Det indeholder en lav håndvask og et gammelt toilet. Badeværelset indeholder en bruser og en håndvask og er ligeledes meget gammelt og slidt. Vægge og døre trængte til maling. På indersiden af badeværelsesdøren var malingen skallet meget af.

Også fordi de indsatte på denne afdeling hører til de svageste i anstalten, og jeg derfor går ud fra at selv et så basalt dagligt gøremål som den personlige hygiejne kan kræve en del af den enkelte indsattes ressourcer, mener jeg at det er af væsentlig betydning at de fysiske rammer for pleje af den personlige hygiejne fremtræder ordentlige og indbydende.

Jeg henstiller at afdelingens badeværelse og toilet istandsættes snarest.

I fællesrummet er der placeret et bordtennisbord. Fjernsynsstuen har tv og video der er låst inde, og en lille hylde med bøger. Også disse fællesarealer - hvor tapetet var meget slidt, med huller og brændemærker flere steder - trænger til en gennemgribende istandsættelse. Jeg henstiller at et sådant arbejde går i gang snarest.

 

IV. Afdeling I

Afdelingen har syv celler (seks observations- og en sikringscelle), et toilet og et bad. Afdelingen bruges kun til akutanbringelse af urolige indsatte der er til fare for andre eller sig selv, jf. dog nedenfor under pkt. 10, litra c, s. 000ff.

Det blev oplyst at afdelingen ofte er tom eller kun anvendes til meget få indsatte. Anstalten har derfor planer om at ændre cellefordelingen på afdelingen således at den i fremtiden vil indeholde to enrumsceller (dvs. celler med normalt inventar), fire observationsceller og en sikringscelle.

Jeg besigtigede en observationscelle der er ca. otte kvadratmeter. Cellen indeholder en fastboltet seng og en bænk med tilhørende bord der er boltet fast til cellens gulv. Mit indtryk af cellen var at den i nogen grad kunne trænge til at blive malet, hvilket jeg går ud fra vil ske i forbindelse med den nævnte ombygning af afdelingen.

Jeg besigtigede endvidere sikringscellen der ligeledes er på ca. otte kvadratmeter. I et forlokale er der indrettet en observationsplads. Cellen indeholder en seng med mulighed for fastspænding af den indsatte. Der er på sengen en alarmklokke til brug for den indsatte. Jeg afprøvede alarmklokken, der virkede. Når sikringscellen er i brug, er der en fast vagt. Sikringscellen fremtrådte ordentlig og pæn. Det blev oplyst at sikringscellen, sjældent bliver anvendt, og at det enkelte ophold i sikringscellen normalt varer under fire timer. Når den indsatte afslutter sit ophold i sikringscellen bliver vedkommende normalt overført til observationscelle.

Toiletrummet er uden vinduer hvilket medfører at rummet fremtræder ubehageligt og dunkelt. Toilettet er af stål og boltet fast til gulvet hvilket skyldes at anstalten tidligere har oplevet at indsatte ødelagde keramiktoilettet på afdelingen. Håndvasken er en stor gammel rektangulær håndvask der på grund af slitage er umulig at gøre og holde ren.

Jeg henstiller til anstalten at den i forbindelse med ombygningen af afdelingen får bragt toiletrummet i en stand der svarer til toiletrummene på de øvrige afdelinger, herunder at der bliver etableret et vindue.

Baderummet på afdelingen giver mig ikke anledning til bemærkninger, idet jeg ved min vurdering har lagt vægt på at de indsatte kun opholder sig kortvarigt på afdelingen.

 

V. Øvrige bygninger

Ud over de nævnte afdelinger besigtigede jeg biblioteket og kirken, mens sekretariatschefen og fuldmægtigen ved embedet besigtigede kuvertværkstedet, montageværkstedet, bogbinderiet, terapien, købmandsbutikken, skolen, sportshallen og musiklokalet.

Værkstedernes indretning og vedligeholdelse giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Terapiens lokaler - der består af en gang, et læderarbejdsrum, et sløjdrum og et køkken - var pyntet op til jul, og i et hjørne af køkkenet hang en stor adventskrans hvori lysene var tændt. Til terapien er der endvidere knyttet et udsalg af hobbyartikler. Terapiens lokaler fremtrådte rare og venlige. Noget af arealet uden for terapilokalerne anvendes til køkkenhave hvor de indsatte kan dyrke grøntsager mv.

Købmandsbutikken er på ca. seks gange 10 meter og fremtrådte pæn og ordentlig. Butikken adskiller sig ikke væsentligt fra en almindelig mindre købmandsbutik, idet de indsatte og varerne dog er adskilt af en disk i U-form således at indsamlingen af varer foretages af købmanden og dennes personale. (Om varesortiment og priser henviser jeg til det der er anført nedenfor under pkt. 6, s. 000ff).

Biblioteket er placeret i et sidelokale i barakken hvor afdeling U er beliggende. Biblioteket er meget velindrettet og med ganske mange bøger.

Kirken fremtrådte meget velholdt og ordentlig. Kirkerummet er lyst og venligt.

Skolen ligger i den samme bygning som afdeling U og består af en gang, et lærerværelse/kontor, tre klasseværelser (to små ca. tre gange fire en halv meter til seks elever, og et stort ca. tre gange otte meter hvori 10. klasse undervises), et køkken og et edb-rum.

Gangen var malet i en lys farve og var pyntet med bl.a. et stort verdenskort og grønne planter. Lærerværelset/kontoret er nyindrettet idet kontoret tidligere havde ligget i et af de andre rum der nu bruges til et andet formål. Uanset at det kan være mindre hensigtsmæssigt at have lærerværelse og kontor i det samme rum, er lokalet af en sådan størrelse og indretning at det kan fungere som både lærerværelse og kontor.

I edb-rummet, der er på størrelse med de små klasseværelser, var placeret tre pc'ere. Herudover har skolen udlånt to pc'ere til indsatte til brug på deres celler.

Klasseværelserne fremtrådte lyse og venlige. Møblementet er meget nedslidt. Specielt stolene i det store klasseværelse, der består af personalets aflagte kontorstole - men også bordene - trænger i høj grad til en udskiftning.

Jeg henstiller at der sker udskiftning af skolens inventar. Jeg beder anstalten om at underrette mig om planer for udskiftning af inventaret.

Skolens køkken - der også bliver brugt som skolekøkken - er ikke særlig stort. Køkkenet er nedslidt og vil efter det af undervisningslederen oplyste blive renoveret i 1997.

Jeg beder om underretning når arbejdet med renoveringen af køkkenet påbegyndes og afsluttes.

Sportshallen er opdelt i en badmintonhal og et kondirum. Badmintonhallens trægulv er særdeles nedslidt. Dette skyldes efter anstaltens oplysninger hovedsagelig det forhold at de indsatte ikke skifter fodtøj når de går ind. Derfor slæber de en del grus og sand med ind i hallen. Hallen virkede i det hele taget noget nedslidt. Hallen er i øvrigt som badmintonbane en anelse for lille både hvad angår længde og højde.

Kondirummet er på ca. fire gange 10 meter hvori er placeret 10 kondimaskiner. Rummet og inventaret er slidt.

Jeg henstiller at det tages under overvejelse at sætte både sportshallen og kondirummet i stand. Jeg udbeder mig underretning om resultatet af overvejelserne.

Musiklokalet ligger ved siden af sportshallen. Musikrummet er ikke særlig stort, men meget veludstyret; anstalten køber brugte instrumenter. Rummets størrelse sammenholdt med udstyret gav et indtryk af et nærmest overfyldt lokale.

Udendørsarealerne var pæne og ordentlige. Det blev under en rundgang oplyst at der ikke var nævneværdige problemer med hærværk. Ved gårdtursarealet er fængselsmuren dekoreret med en abstrakt frise i pastelfarver hvilket kvikker en del op på den ellers grå og triste fængselsmur.

Anstalten havde anlagt en udendørs beach-volley bane der bliver taget i brug i sommeren 1997.

 

3. Fritidstilbud

Af sportsaktiviteter er der mulighed for at spille fodbold, badminton, beach-volley og dyrke styrketræning. Hertil kommer mulighederne for på de enkelte afdelinger at spille bordtennis eller billard.

Derudover har de indsatte mulighed for at spille musik i musiklokalet. Anstalten oplyste at de indsatte har dannet et musikband, og at musikundervisningen i anstalten foregår ved eksterne lærere. Endvidere har anstalten et kor og en organist der anvender kirken. De indsattes deltagelse i koret tæller som en del af den pågældendes arbejdsforpligtelse.

De indsatte har også - i to gange en time om ugen - adgang til at låne bøger, bånd og cd'ere biblioteket. Biblioteksarbejdet forestås af en bibliotekar der er på biblioteket 15 timer om ugen, og en af de indsatte på afdeling U. På en indsats bestilling indhentes bøger som biblioteket ikke har.

De indsatte har endvidere mulighed for at anvende terapilokalerne som hobbyværksted hvor der kan arbejdes med træ, læder og ler.

Endelig har de indsatte deres egen kulturklub, klub 1000, der arrangerer koncerter, bankospil, temaarrangementer mv.

Variationen i og sammensætningen af anstaltens fritidstilbud giver mig ikke anledning til bemærkninger. Talsmændene anførte under vores møde at anstalten for ofte aflyste planlagte arrangementer, og at det var vanskeligt at få tilladelse til at gennemføre spontane sportsaktiviteter. Aflysninger og afslag blev af anstalten begrundet med mangel på fængselsfunktionærer, hvilket talsmændene var uforstående over for da der efter talsmændenes opfattelse er tilstrækkeligt med fængselsfunktionærer i anstalten.

På min forespørgsel om konkrete eksempler på aflysninger nævnte talsmændene at generalforsamlingen i klub 1000 var blevet aflyst, og at et grønlænderarrangement var gennemført med kun tre deltagere fordi anstalten havde sagt at der manglede personale.

Under mødet med ledelsen nævnte jeg dels de to konkrete klager fra talsmændene, dels den generelle klage over manglende imødekommelse af spontane ønsker om sportsaktiviteter. For så vidt angår de konkrete klager, blev det oplyst at anstalten havde beklaget aflysningen af generalforsamlingen i klub 1000, men at grønlænderarrangementet kun var beregnet for anstaltens grønlændere der alle havde haft mulighed for at deltage.

For så vidt angår klagen over manglende imødekommelse af spontane ønsker om sportsaktiviteter, blev det oplyst at disse ønsker ikke altid kan imødekommes, dels fordi der er mange fastlagte aktiviteter, dels fordi der ikke altid er fængselsfunktionærer til at afvikle aktiviteten på den afdeling hvor ønsket om sportsaktiviteten opstår.

Jeg rejste over for ledelsen spørgsmålet om det er muligt at overføre fængselsfunktionærer fra en afdeling til en anden hvis det er nødvendigt for at imødekomme et spontant ønske om en sportsaktivitet. Ledelsen oplyste hertil at dette ville være muligt hvis det bliver tilrettelagt, idet det forudsætter koordinering fra central side. Jeg forstod ledelsen sådan at der i en intern instruks/en husmeddelelse vil blive fastsat retningslinier for hvordan overførsel af fængselsfunktionærer mellem afdelingerne skal koordineres. Jeg anmoder om at modtage kopi af disse retningslinier når de er udarbejdet.

 

4. Undervisningstilbud

Skolen har 14 elever, og et par elever der tager HF på selvstudium. Skolen tilbyder undervisning op til VUC 10. klasse. Endvidere har de indsatte mulighed for ved selvstudium at læse fag på bl.a. merkonomskoler og universiteter.

Ved samtaler med indsatte blev jeg bekendt med at anstaltens undervisningstilbud både for de i forvejen veluddannede og for de bogligt svage indsatte er utilstrækkelige. For de i forvejen veluddannede medfører dette at deres uddannelse på grund af manglende vedligeholdelse under afsoningen mister sin værdi. For de bogligt svage indsatte, specielt ordblinde, medfører de utilstrækkelige tilbud at den indsatte aldrig får mulighed for at komme i gang med en uddannelse. Under et møde med anstaltens ledelse blev det oplyst at for så vidt angår ordblindeundervisningen, er det et spørgsmål om manglende ressourcer til egentlig ordblindeundervisning.

Efter lov om specialundervisning for voksne, jf. lovbek. nr. 866 af 7. november 1995, § 1 og § 1 a, skal amtskommunen tilbyde henholdsvis kompenserende specialundervisning eller læse-, stave- og skriveundervisning for henholdsvis personer med fysiske eller psykiske handicap og personer der føler sig hæmmet af utilstrækkelige læse-, stave- og skrivefærdigheder der opholder sig inden for amtskommunen.

De indsatte i kriminalforsorgens anstalter der ikke kan opnå frigang, kan imidlertid ikke gøre brug af amtskommunernes tilbud medmindre amtskommunen tilbyder at opfylde sin forpligtelse ved (ene)undervisning i anstalten.

Efter min opfattelse er det uhensigtsmæssigt at indsatte - der efter løsladelse efter de nævnte regler har krav på f.eks. ordblindeundervisning - af ressourcemæssige årsager skal vente med at påbegynde sådan undervisning indtil den indsatte kan opnå frigang eller bliver løsladt. Undervisning af en sådan karakter må anses som værende af væsentlig betydning for den pågældendes muligheder for at begå sig efter endt afsoning. Med henblik på mine videre overvejelser af dette spørgsmål anmoder jeg direktoratet om at udtale sig om hvordan behovet og mulighederne for specialundervisning i kriminalforsorgens øvrige anstalter er.

 

5. Arbejdspladser

De indsatte i anstalten er forpligtede til at arbejde 37 timer om ugen. Talsmændene klagede over at den tilbudte beskæftigelse ikke altid var tilfredsstillende, og over at anstalten ikke gjorde nok for at skaffe arbejde til fængslet. Det var talsmændenes opfattelse at der var mulighed for at skaffe mere tilfredsstillende arbejde, hvis anstalten gjorde noget mere ud af at markedsføre anstaltens produkter. Dette kunne eventuelt ske i samarbejde med en konsulent. Under mit møde med ledelsen viderebragte jeg talsmændenes forslag om øget markedsføring af anstaltens produkter, idet jeg dog samtidig understregede at jeg blot bragte talsmændenes forslag videre. Jeg foretager ikke videre vedrørende dette spørgsmål, idet jeg ikke har forudsætninger for at bedømme om det er hensigtsmæssigt at markedsføre anstaltens produkter mere intensivt end det er tilfældet for tiden.

Arbejdsforpligtelsen kan ud over ved deltagelse i koret eller undervisning i skolen opfyldes på en af anstaltens arbejdspladser. Under inspektionen besigtigede jeg som tidligere nævnt biblioteket hvor arbejdet består i at drive biblioteket i samarbejde med bibliotekaren. Biblioteksarbejdet varetages altid af en af de indsatte på afdeling U. Sekretariatschefen og fuldmægtigen ved embedet besigtigede i øvrigt følgende arbejdspladser:

a. Terapien hvor der udføres forskellige træ-, ler- og læderarbejder der sælges i anstalten. Det er hovedsageligt indsatte på afdelingerne H og S der er beskæftiget i terapien. Terapien har plads til 15-16 indsatte, men der var på tidspunktet for inspektionen alene 10-12 indsatte beskæftiget i terapien. Det blev oplyst at dagen i terapien starter kl. 7.30 med at de indsatte spiser morgenmad sammen. De indsatte skiftes til at bage brød til morgenmaden.

b. Bogbinderiet , hvor der bl.a. bliver samlet julekalendere, indbundet lovsamlinger og Ugeskrift for Retsvæsen. Bagest i bogbinderiet er der et mindre lokale hvori de indsatte samler æsker til bl.a. ordenskapitlet og guldsmede. Sidstnævnte kundegruppe bliver dog mindre og mindre efterhånden som de billigere plasticæsker vinder frem.

c. Kuvertmageriet der producerer og sælger kuverter til både private og offentlige myndigheder, men hovedsagelig til de sidstnævnte. Lederen af kuvertmageriet oplyste at de største aftagere er hospitalerne (kuverter til forsendelse af prøver, interne cirkulationskuverter), og for så vidt angår private, er der især tale om kuverter til privatpraktiserende læger. Kuvertmageriet producerer et stort antal forskellige kuverter, men ikke almindelige kuverter til breve. Kuvertmageriet beskæftiger 12 indsatte. Det blev oplyst at værkstedet produktionsmæssigt godt kunne beskæftige flere indsatte, men at dette ikke kunne lade sig gøre på grund af uenighed mellem de indsatte.

d. Montageværkstedet hvor de indsatte beskæftiges med samling af forskellige produkter. Under inspektionen var nogle af de beskæftigede ved at samle en ny type cykellygte der slukker automatisk hvis den ikke har været rystet i et stykke tid. Montageværkstedet sørger endvidere for arbejde til indsatte der udfører cellearbejde.

Derudover er der mulighed for at arbejde på en af følgende arbejdspladser som ikke blev besigtiget:

e. Det ind- eller udvendige jordhold der vedligeholder anstaltens grønne arealer henholdsvis inden for og uden for fængselsmuren.

f. Produktionsskolen der fungerer som indslusning fra terapien til anstaltens øvrige arbejdspladser.

g. Depotet hvor de indsatte står for fordelingen af rengøringsartikler, afsendelse og modtagelse af de indsattes vasketøj mv.

h. Smede- , murer-, elektriker- og malerværkstedet hvor de indsatte beskæftiges med småreparationer og vedligeholdelsesarbejder på anstalten.

i. Snedkerværkstedet hvor der bl.a. produceres stole der anvendes i anstalten eller sælges.

Endelig er der mulighed for at arbejde som gangmand hvor arbejdet består i at holde orden og gøre rent på sin afdelings fællesarealer.

Efter min opfattelse har anstalten et varieret og alsidigt beskæftigelsestilbud til de indsatte, og tilrettelæggelsen af arbejdet giver mig ikke anledning til bemærkninger.

 

6. Selvforplejning og selvforvaltning

De indsatte skal - med undtagelse af indsatte på afdeling D, H, I og G - selv lave deres mad. Indsatte på afdeling L får dog serveret den varme mad, men må selv sørge for dagens øvrige måltider. Indkøb til madlavningen foretages i købmandsbutikken der har åbent om mandagen i hele gårdturstiden der er på to timer, og om torsdagen hvor de indsatte har mulighed for at handle i hold bestående af indsatte fra én eller flere afdelinger ad gangen.

Talsmændene klagede over at købmandsbutikken og butikkens varesortiment er for lille, herunder at købmanden ikke er særlig imødekommende hvis en indsat ønsker at købe en vare som købmanden ikke lagerfører.

Talsmændene mente endvidere at varerne er for dyre. De nævnte specielt at købmanden aldrig har særlige tilbud. Talsmændene oplyste at købmanden ikke har en butik uden for fængslet og derfor skal leve af handlen med de indsatte i anstalten og Arresthuset i Roskilde. Talsmændene synes det er svært at få kostpengene til at slå til med det prisniveau der er i købmandsbutikken.

Talsmændene var endvidere af den opfattelse at varerne i købmandsbutikken er for dårlige. Talsmændene oplyste at Levnedsmiddelkontrollen havde aflagt besøg og inddraget 80 kg fødevarer.

Endelig kunne talsmændene oplyse at der var indgivet over 85 skriftlige klager over købmanden, og at købmanden var blevet afskediget som købmand i Statsfængslet i Vridsløselille.

Under et møde med ledelsen bragte jeg talsmændenes klager over købmandsbutikken videre. Ledelsen kunne bekræfte at købmanden tidligere havde været købmand i Statsfængslet i Vridsløselille. Anstalten har det problem at det ikke er muligt at få en anden købmand til at drive butikken.

Ledelsen kunne endvidere bekræfte talsmændenes oplysning om at købmanden ikke har en forretning uden for fængslet, idet købmanden havde lukket forretningen. Købmanden er folkepensionist og supplerer således sin pension ved driften af anstaltens købmandsbutik. Der er således ikke - som antaget af talsmændene - tale om at købmanden skal leve alene af handlen med de indsatte i anstalten og Arresthuset i Roskilde.

Ledelsen gav endvidere udtryk for at det var dens opfattelse at købmanden er fleksibel over for de indsattes ønsker om at skaffe varer som købmanden ikke lagerfører.

 

a. Købmandsbutikkens prisniveau og kostbeløbets størrelse

Ledelsen mente at prisniveauet svarer til prisniveauet hos en lille lokal købmand og derfor nok er lidt højere end prisniveauet i supermarkeder.

Under et efterfølgende møde blev ledelsen anmodet om at fremkomme med oplysninger om priserne i købmandsbutikken og om købmandens prisfastsættelsespolitik. Den 15. januar 1997 modtog jeg fra anstalten en redegørelse fra købmanden hvori han bl.a. har anført følgende:

"Jeg kan oplyse, at der ikke er tale om et fast kalkulationsprincip, men at vore udsalgspriser som udgangspunkt er Favør-kædens vejledende udsalgspriser.

Som følge af, at der er tale om en diskbetjent butik og også en forholdsvis lille omsætning set i relation til et supermarked, afviger en del af vore udsalgspriser dog fra Favør-kædens vejledende udsalgspriser, herunder blandt andet varer, der hos Favør sælges til discountpriser og tilbudspriser."

Ud fra de oplysninger som købmanden i øvrigt anførte i sit brev med bilag, kan jeg konstatere at købmanden forventer en bruttofortjeneste på ca. 500.000 kr. i 1996. Jeg modtog endvidere en liste over købmandens udsalgspriser vedrørende en del af de varer der forhandles.

Efter § 18, stk. 1, i cirkulære af 28. september 1992 om arbejdstid og arbejdspenge samt ydelser til kost og selvforplejning til indsatte i kriminalforsorgen får de indsatte, i det omfang der er indført selvforplejning, udbetalt et kostbeløb pr. opholdsdag. Efter cirkulærets § 27, stk. 1, reguleres beløbet med satsreguleringsprocenten. Beløbet for 1996 er fastsat i cirkulæreskrivelse af 15. januar 1996 hvori kostbeløbet er anført med 40,81 kr. pr. dag.

Spørgsmålet om kostpengebeløbets størrelse sammenholdt med varesortiment og priser har jeg tidligere beskæftiget mig med, og jeg henviser i den forbindelse til min beretning for 1993, s. 132ff og s. 366f, vedrørende inspektionen af Statsfængslet i Nyborg og min beretning for 1995, s. 592f, vedrørende inspektionen af Statsfængslet i Ringe. Fra disse tidligere undersøgelser er jeg bekendt med at størrelsen af kostpengene er fastsat efter oplysninger i Forbrugerstyrelsens pjece "Hold styr på pengene", 1992, der efterfølgende er afløst af pjecen "Forbrugerstyrelsens familiebudget - et standardbudget for danske husstande", der senest er opdateret maj 1996.

Det er i Forbrugerstyrelsens pjece fra maj 1996 anført at enlige mænd og kvinder mellem 18 og 66 år gennemsnitligt skal bruge henholdsvis 1.876 og 1.404 kr. om måneden til mad- og drikkevarer, svarende til henholdsvis 61,68 og 46,16 kr. om dagen. Det er angivet at forudsætningerne for beregningerne er et rimeligt forbrug, og at "alle varer er almindelige og af god kvalitet. Der er ikke tale om dyre mærkevarer, men heller ikke om billige discountvarer. Dog er en del af kødvarerne tilbudspriser. Priserne, som ligger til grund for budgettet, er hovedsageligt indsamlet fra supermarkeder og landsdækkende kædeforretninger."

På det foreliggende grundlag må jeg konstatere at det kostpengebeløb der udbetales til de indsatte ikke rækker til at de indsatte efter Forbrugerstyrelsens beregninger kan have et rimeligt forbrug, selv om den pågældende havde mulighed for at handle til priser i supermarkeder, herunder købe kød på tilbud. Jeg anmoder direktoratet om at oplyse på hvilket grundlag kostbeløbet i dag fastsættes.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har i foråret 1994 foretaget en kostprisundersøgelse der bl.a. viste at priserne i købmandsbutikkerne i Anstalten ved Herstedvester og Statsfængslet i Vridsløselille var de højeste priser i købmandsbutikkerne i fængslerne. Priserne i fængslernes købmandsbutikker blev sammenholdt med Forbrugerstyrelsens priser i pjecen "Forbrugerstyrelsens familiebudget - et standardbudget for danske husstande". Købmandsbutikken i Anstalten ved Herstedvester havde i forhold til priserne i Forbrugerstyrelsens undersøgelse et prisniveau der lå 18,3% højere. På grundlag af undersøgelsen udarbejdede Direktoratet for Kriminalforsorgen en oversigt over hvad tre daglige måltider gennemsnitlig vil koste at fremstille, når man bruger de mængder som Levnedsmiddelstyrelsen anbefaler.

I nedenstående skema har jeg på baggrund af oplysningerne i direktoratets undersøgelse om prisniveauet i anstalten og de priser som jeg har fået oplyst af købmanden, beregnet hvad de tre måltider koster i dag i anstalten.

Morgenmad

Anb. mængde

Forbrugerstyrelsen (*1)

Anstalten 1994 (*2)

Anstalten 1997 (*3)

Havregryn

90 g

1,79

2,11

2,18

Cornflakes

5,7 g

0,21

0,25

0,26

Letmælk

0,25 l

 

 

1,38

Rugbrød (*4)

40 g

 

 

0,64

Franskbrød

30 g

0,68

0,80

0,83

Plantemargarine

15 g

0,37

0,44

0,45

30% ost

20 g

1,26

1,49

1,53

Smør

2,1 g

 

 

0,08

Sukker

35 g

 

 

0,30

Andet

 

2,02

2,39

2,46

I alt

 

 

 

10,11

 

 

 

 

 

Tørkost

Anb. mængde

Forbrugerstyrelsen (*1)

Anstalten 1994 (*2)

Anstalten 1997 (*3)

Rugbrød (*4)

160 g

 

 

2,55

Franskbrød

30 g

0,68

0,80

0,82

Æggepålæg (2 æg pr. uge)

 

 

 

0,38

Fiskepålæg makrel

17,1 g

0,45

0,53

0,54

Leverpostej

17,1 g

 

 

0,51

Pølsepålæg (spege)

8,6 g

0,31

0,37

0,38

Kødpålæg (rulle)

20 g

1,28

1,51

1,55

Vegetabilsk (Tomat)

300 g

1,01

1,19

1,23

Salatpålæg skinke

11,4 g

0,80

0,95

0,98

Ost 30%

20 g

1,26

1,49

1,53

Plantemargarine

50 g

1,24

1,47

1,51

Letmælk

0,25 l

 

 

1,38

Frugt 1. stk. (*5)

100 g

 

 

2,75

Remoulade

10 g

0,30

0,35

0,36

Andet

1,49

 

1,76

1,81

I alt

 

 

 

18,28

 

 

 

 

 

Middag

Anb. mængde

Forbrugerstyrelsen (*1)

Anstalten 1994 (*2)

Anstalten 1997 (*3)

Kød på vægt (okse)

125 g

5,63

6,66

6,85

Kartofler

300 g

 

 

2,24

Grøntsager (*6)

50 g

 

 

1,26

Andet

 

1,06

1,25

1,29

I alt

 

 

 

11,64

 

 

Dagskost

Pris i alt

Morgen

10,11

Middag

11,64

Tørkost

18,28

I alt

40,03

 

Noter:

(*1) Prisen angiver den pris som direktoratet har oplyst som Forbrugerstyrelsens.

(*2) Forbrugerstyrelsens pris med tillæg af 18,3%.

(*3) Købmandens prisliste eller anstaltens pris 1994 med tillæg af 2,8 % - svarende til stigningen i kostbeløbet.

(*4) Forudsat at 1 pk. skovmandsbrød indeholder 1 kg.

(*5) Gennemsnit af prisen for bananer, appelsiner og æbler.

(*6) Gennemsnit af prisen for løg, champignon og gulerødder.

Ovenstående beregning - der naturligvis er behæftet med en vis usikkerhed - viser at de indsatte, der som nævnt får udbetalt 40,81 kroner pr. dag, dagligt har et overskud på 0,78 kroner svarende til under 1,9% af kostpengene.

 

I en konkret sag hvor en indsat havde klaget til mig over at der efter cirkulærets § 18, stk. 2, fratrækkes i kostpengene når de indsatte er på udgang af mere end et døgns varighed, har direktoratet bl.a. udtalt følgende:

"Det bemærkes i den forbindelse, at den nye ordning skulle være udgiftsneutral, og at det samlede beløb, som indsatte modtager som arbejdspenge, kostpenge m.v. efter de nye regler, skulle svare til niveauet for forbigående kontanthjælp efter de dagældende regler. Direktoratet har lagt til grund, at de indsatte samlet kan oppebære ydelser i denne størrelse, selvom der ikke udbetales kostpenge under weekendudgang, og at de indsatte således selv har mulighed for at spare op til udgangen." (Direktoratets sag, j.nr. 3.k. 1995-264-8).

Som nævnt er den ovenstående beregning af priserne i købmandsbutikken i anstalten behæftet med en vis usikkerhed. Jeg anmoder anstalten om at foretage en aktuel undersøgelse af hvad de ovennævnte varer - som jeg forstår er Levnedsmiddelstyrelsens anbefalede dagsmængde - koster i dag i købmandsbutikken i anstalten. Jeg anmoder anstalten om at sende undersøgelsen gennem Direktoratet for Kriminalforsorgen som jeg ligeledes anmoder om en udtalelse, herunder om priserne i anstalten efter direktoratets opfattelse giver den indsatte mulighed for at spare op til udgange.

 

b. Antallet af klager over købmanden

Ledelsen oplyste at der højst havde været tre-fire klager, og at klagerne alene var generelle. En af mine medarbejdere har efterfølgende telefonisk anmodet anstalten om at indsende de skriftlige klager over købmanden som de indsatte havde indgivet i 1996. Den 7. april 1997 modtog jeg en udtalelse fra anstalten bilagt to klager. I udtalelsen er bl.a. følgende anført:

"Jeg har fra fængselsforvalteren modtaget vedlagte to klager, og fængselsforvalteren mener ikke at have modtaget flere skriftlige klager over købmanden i denne periode.

Fængselsforvalteren oplyser, at der i 1996 har været afholdt et enkelt møde i butiksudvalget. Anstaltens butiksudvalg består foruden fængselsforvalteren og købmanden af talsmandsgruppen.

Det kan tilføjes, at talsmændene på et talsmandsmøde den 17. april 1996 under punktet 'eventuelt' rejste spørgsmålet om manglende prismærkning, hvilket fængselsforvalteren lovede at tale med købmanden om.

Der har i årets løb været en række mundtlige henvendelser om forskellige forhold i forbindelse med købmandsbutikken, men der ses ikke at foreligge noget skriftligt materiale om disse henvendelser. I almindelighed har fængselsforvalteren lovet at tale med købmanden om tingene."

Som anført i brevet var der vedlagt to klager fra indsatte. Den ene klage angiver et ønske om et møde, men ikke noget nærmere om hvad klagen vedrører. Den anden henvendelse er en klage over købmandens manglende imødekommelse af en reklamation over en vare købt hos ham.

De fremsatte klager over købmanden giver mig ikke anledning til at foretage noget.

 

c. Levnedsmiddelkontrollens besøg

Under mit efterfølgende møde med ledelsen anmodede jeg om at modtage kopi af Levnedsmiddelkontrollens rapport. Det fremgår af Levnedsmiddelkontrollens rapport at der efter besøg den 16. oktober 1996 blev nedlagt forbud mod salg af: Fire pakker mel, tre pakker knækkede hvedekerner, en pakke wienerpølser, to pakker smelteost, to pakker spegepølse i skiver, to grovbrød, en pakke rugmel og en dåse coffeemate fordi holdbarhedsdatoen var overskredet. Herudover blev der udtaget en prøve af en medisterpølse fordi Levnedsmiddelkontrollen havde modtaget en klage over fordærvet kød. Resultatet af prøven var at kødet var normalt af udseende og lugt samt holdt sig under de vejledende grænseværdier for kimtal og mælkesyrebakterier.

Derudover har Levnedsmiddelkontrollen anført at temperaturen i to køleskabe skulle sænkes fra otte-ni grader til fem grader eller mindre.

Ledelsen oplyste under vores efterfølgende møde at Levnedsmiddelkontrollens udtalelse skyldtes en fejl fra kontrollens side, idet kontrollen havde foretaget temperaturmålingen et forkert sted.

Da de indsatte ikke selv har mulighed for at udvælge sig de friskeste varer i købmandsbutikken og ej heller har mulighed for at købe deres varer andre steder hvis de mener købmandens varer er for gamle, henstiller jeg til anstalten at anstalten ved stikprøvekontrol - f.eks. to-tre gange om året - undersøger om varerne i købmandsbutikken er friske, herunder at datomærkninger ikke er overskredet.

 

d. Andre forhold

Købmandsbutikken blev besigtiget mandag den 16. december 1996 i åbningstiden hvor de indsatte blev betjent af købmanden og en ekspedient. Butikken har et varesortiment der svarer til varesortimentet i en mindre købmandsbutik, herunder enkelte økologiske varer. Købmandsbutikkens udvalg af varer giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Talsmændene klagede over at de indsatte ikke må tippe hvilket er tilladt i andre lukkede anstalter. Ledelsen oplyste efterfølgende at forbudet mod tipning var begrundet i en konkret sag, hvor nogle indsatte havde hævdet at de havde indleveret en lottokupon til købmanden - hvis talkombination ved den efterfølgende trækning udløste en betydelig gevinst som de indsatte ikke fik udbetalt, da købmanden - efter de indsattes oplysninger - ikke havde indløst lottokuponen til tiden. Episoden gav anledning til en del uro i anstalten. Som konsekvens af episoden fastsatte anstalten retningslinier for de indsattes tipning og lotto, sådan at de indsatte i fremtiden kun kan deltage i spillene med "Lyn-Tips" og "Lyn-Lotto" som skal bestilles af den indsatte i forvejen.

Anstaltens retningslinier på dette område giver mig ikke anledning til bemærkninger.

 

7. Møde med talsmændene

Talsmændene havde til brug for mødet udarbejdet en dagsorden med emner som de ønskede at drøfte med mig. Dagsorden indeholdt følgende punkter:

Antabus-behandlingen.

AUF-reformen.

Langtidsindsatte.

Originalkvitteringer ved køb af varer.

Forvaringsdomme.

Talsmændene rejste endvidere et spørgsmål om anstaltens bødesystem, jf. nedenfor under litra f.

Herudover rejste jeg selv spørgsmål om beskæftigelsesmuligheder, købmandsordningen og selvforplejningen, jf. ovenfor under pkt. 5 og 6. Jeg spurgte endelig til eventuelle problemer med euforiserende stoffer i anstalten, jf. nedenfor under litra g.

a. Talsmændene havde i dagsordenen anført at doseringen af antabus i anstalten er for høj, især i forbindelse med udgange, hvor der bliver tildelt 2.400 mg antabus op til en udgang uanset om den pågældende er alkoholiker eller ej. Alkoholikere udenfor får mellem 400 og 800 mg. Men også i øvrigt er der tale om en høj dosering af antabus. Talsmændene anførte at antabus medfører at de indsatte bliver sløve.

Under mødet anførte talsmændene at antabus bliver tildelt i større doser i Anstalten ved Herstedvester end i andre anstalter, og at de savnede en begrundelse for denne anderledes og større dosering.

Under et efterfølgende møde med ledelsen rejste jeg spørgsmålet om doseringen af antabus. Den administrerende overlæge oplyste at der i anstalten bliver brugt den samme dosering som på Nordvang. Det blev dog samtidig oplyst at anstalten aldrig sætter nogen ned i dosering, da anstalten i så tilfælde ikke ville kunne modstå det pres som de indsatte der skønnes at have behov for fuld dosering, ville udøve for at få nedsat deres dosering.

Det blev tillige oplyst at den dosis der i dag gives i anstalten, svarer til den dosis der bliver anbefalet i lægemiddelkataloget for at sikre at ingen kan "drikke sig igennem" antabusvirkningerne. Hvis der gives en mindre dosis, er det muligt at "drikke sig igennem" antabusvirkningerne, hvilket det ikke er med den nu anvendte dosis der medfører at alle der indtager alkohol bliver syge.

Herudover blev det oplyst at der er bivirkninger ved antabus, herunder risiko for beskadigelse af leveren, og problemer med maven og svovlsmag. Den administrerende overlæge oplyste endelig at hun i det almindelige sundhedssystem ville være mere liberal med doseringen af antabus, men at frygten for pres fra de medindsatte umuliggjorde en lige så liberal ordning i fængslet. I øvrigt mente overlægen at det ved vurderingen af anstaltens antabuspolitik er nødvendigt at se på, hvilke meget alvorlige konsekvenser det kan få hvis en indsat får for lidt antabus og "drikker sig igennem."

Over for ledelsen gav jeg udtryk for at jeg umiddelbart anså anstaltens tildeling af antabus for problematisk. Jeg anmodede den administrerende overlæge om at fremkomme med en udtalelse vedrørende doseringen af antabus. Overlægen har i en udtalelse af 8. januar 1997 herom bl.a. anført følgende:

"Da jeg i en samtale med ombudsmanden fik udtrykt, at antabusdoseringen er ens for alle indsatte, som har vilkår om antabus i forbindelse med frihedsgoder, (medmindre der er legemlige årsager, der tilsiger en lavere dosering f.eks. en leverpåvirkning), og at det er sådan, fordi vi ellers ikke kan 'styre det', var det en uklar formulering, som jeg gerne vil gøre rede for:

På anstalten er behandlerne meget opmærksomme på, at vi udfører vores lægegerning i et etisk dilemmafyldt område, da vi udfører behandling i et strafsystem. Vi må leve med, at vores lægelige behandling kan få og ofte får betydning for straffuldbyrdelsen. Dette gælder i allerhøjeste grad også alkoholistbehandlingen med antabus.

I de fleste tilfælde har de indsatte - i overensstemmelse med deres personlighedsmæssige problematik - ikke erkendelse af nødvendigheden af en antabusbehandling. Selvom de har begået endog meget alvorlig kriminalitet gentagne gange i beruset tilstand, er de alligevel af den mening, at de vil kunne administrere deres alkoholindtagelse uden antabusbehandling. De angiver, at de vil kunne drikke 'med måde'. Derfor er det nødvendigt, at give en dosering som foreskrevet i Lægemiddelkataloget.

Men der er også enkelte indsatte, som er så påvirket af deres kriminalitet i form af skyldfølelse, at de siger - og det virker overbevisende - at de aldrig mere vil indtage alkohol overhovedet. Set fra et strengt behandlingssynspunkt ville man i sådanne tilfælde kunne acceptere en lavere antabusdosering end den i Lægemiddelkataloget foreskrevne, da disse patienter ikke vil have intentioner om, at 'drikke sig gennem antabus'. Men det er meget vigtigt at understrege, at det aldrig er de patienter, der klager over antabusdoseringen."

Jeg må herefter lægge til grund at de indsatte der doseres med antabus, alle doseres med den samme mængde uanset at doseringen hvis den skete på grundlag af en lægefaglig vurdering, ville variere fra den ene indsatte til den anden.

Anstaltens dosering af antabus må efter min opfattelse give anledning til betydelig betænkelighed, idet en indsat ikke bør doseres med en højere dosis antabus end en konkret lægefaglig vurdering tilsiger er nødvendig. I denne vurdering kan også indgå det forhold at det kan få meget alvorlige konsekvenser at en dosering er sådan at en indsat kan "drikke sig igennem". Den konkrete lægefaglige vurdering må foretages uanset om den indsatte udtrykker utilfredshed med kravet om "fuld dosis". Jeg henstiller til anstalten i fremtiden at foretage dosering af antabus til indsatte efter en konkret lægefaglig vurdering i det enkelte tilfælde.

b. Talsmændene udtrykte tilfredshed med intentionerne i AUF-reformen. De mener imidlertid ikke at den bliver gennemført på anstalten da funktionærerne opholder sig for meget på deres kontorer. Der gives ofte afslag på ønsker fra de indsatte om udøvelse af forskellige fritidsaktiviteter, jf. ovenfor under pkt. 3, s. 000f.

c. I dagsordenen havde talsmændene anført at langtidsindsatte ikke får en kopi af anstaltens oplæg til fællesmødet med Direktoratet for Kriminalforsorgen; dette er uhensigtsmæssigt og urimeligt.

Jeg nævnte - under henvisning til forvaltningslovens § 19 - efterfølgende over for ledelsen talsmændenes klage. Ledelsen oplyste at de indsatte får oplysninger om hvad der står i anstaltens indstilling, men ikke får selve indstillingen at se.

På baggrund af drøftelsen meddelte ledelsen at den vil overveje spørgsmålet og rejse det over for Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Jeg beder om at blive underrettet om hvad der videre er sket vedrørende dette spørgsmål.

d. Talsmændenes klage vedrørte det forhold at indsatte der har penge stående på deres konto i anstalten og køber varer, ikke får udleveret den originale kvittering, men kun en kopi.

Jeg nævnte talsmændenes utilfredshed med ordningen over for ledelsen, der efterfølgende har meddelt mig at anstalten efter aftale med Rigsrevisionen har ændret praksis således at de indsatte nu kan få udleveret originalen.

Jeg foretager mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

e. Talsmændene klagede over at anstalten ikke udarbejder behandlingsplaner, og at forvaringsdømte ikke kommer på udgang og ikke overflyttes til pensioner og åbne fængsler. Det var endvidere talsmændenes opfattelse at anstalten i spørgsmålet om foranstaltningsændringer foregriber Rigsadvokatens vurdering af sagen.

Jeg meddelte talsmændene at jeg ikke på grundlag af vores drøftelse foretog mig mere, men at jeg naturligvis ville se på en konkret sag hvis en indsat klagede til mig over disse forhold.

f. Talsmændene klagede over at bødesystemet i anstalten er anderledes end i andre fængsler, idet bøderne bliver større og større for hver gang den enkelte indsatte idømmes en bøde.

Under mødet med ledelsen spurgte jeg til anstaltens bødesystem. Ledelsen oplyste at anstalten har et progressivt bødesystem, men at ledelsen ikke er bekendt med hvordan bødesystemet administreres i kriminalforsorgens øvrige anstalter og arresthuse.

Jeg anmoder anstalten om at udtale sig om baggrunden for det progressive bødesystem. Jeg anmoder om at udtalelsen bliver sendt gennem Direktoratet for Kriminalforsorgen som jeg tillige beder om en udtalelse der indeholder en redegørelse for, hvordan bødesystemet administreres i kriminalforsorgens øvrige anstalter og arresthuse.

g. Talsmændene blev under mødet spurgt om euforiserende stoffer er et problem i anstalten. Talsmændene mente umiddelbart ikke at dette er tilfældet.

Under mødet med samarbejdsudvalget blev spørgsmålet ligeledes taget op. Ledelsen oplyste at det var dens opfattelse at stofmisbruget i anstalten er mindre end i andre lukkede fængsler, og at der hovedsagelig er tale om anvendelse af hash. Ledelsen mener dette skyldes flere forhold: Dels at de indsatte ikke har den samme kontakt uden for anstalten - som indsatte i andre lukkede fængsler har - hvilket formindsker antallet af potentielle "smuglere", dels at de indsatte som betingelse for udgang skal aflægge en urinprøve, dels at anstalten - på grund af sin særlige opgave - er bedre normeret end andre lukkede fængsler.

En indsat udtrykte under en samtale med mig, jf. nedenfor under pkt. 8, ønske om at afsone i en stoffri afdeling. Den pågældende oplyste at der tre gange var rettet henvendelse til anstalten med ønsket om yderligere stoffri afdelinger.

Under det efterfølgende møde med ledelsen spurgte jeg til dette spørgsmål. Ledelsen oplyste at et internt nedsat udvalg - Afdelingsanalyseudvalget - i forbindelse med andre organisatoriske overvejelser ville tage spørgsmålet op. Umiddelbart var ledelsen i tvivl om hvorvidt der er tilstrækkeligt stoffrie indsatte til at der er grundlag for at etablere endnu en hel afdeling for stoffri indsatte. Ledelsen oplyste at udvalgets overvejelser sandsynligvis vil kunne afsluttes omkring den 1. juli 1997, og at anstalten vil underrette mig om resultatet af udvalgets og ledelsens overvejelser.

 

8. Samtaler med enkelte indsatte

Under inspektionen havde sekretariatschefen og jeg enkeltsamtaler med 19 indsatte. Sekretariatschefen havde efterfølgende en samtale med en indsat i anstalten. Samtalerne gav anledning til at jeg i to tilfælde indledte undersøgelser af sagerne. De øvrige samtaler vedrørte forhold hvor jeg ikke kan foretage mig noget, men hvor jeg så vidt muligt vejledte den enkelte indsatte om den pågældendes muligheder. Samtlige indsatte har efterfølgende skriftligt modtaget min stillingtagen til de forhold der blev bragt op under samtalen.

 

9. Andre forhold

Under mine møder med ledelsen og samarbejdsudvalget blev følgende øvrige spørgsmål rejst:

a. Visitering

Foranlediget af en konkret sag spurgte jeg ledelsen om der er et generelt problem der består i at dømte der visiteres til anstalten, aldrig når at afsone i eller kommer meget sent i afsoningsforløbet til anstalten på grund af manglende plads.

Ledelsen oplyste hertil at det for kvindernes vedkommende er et meget stort problem idet anstalten kun har plads til seks kvinder. Det er derfor umuligt at tage imod alle de kvindelige indsatte der bliver visiteret eller burde visiteres til anstalten. Ledelsen oplyste endvidere at problemet er behandlet i en indstilling om "svage" indsatte, hvori det foreslås at udvide antallet af pladser for kvinder i anstalten, jf. nedenfor under litra b.

For så vidt angår mænd, er det ikke noget større problem idet der dog er en venteliste, hvilket medfører at mænd med korte straffe ikke visiteres til anstalten uanset at de pågældendes øvrige forhold taler for at de burde placeres i anstalten. Det blev oplyst at ventelisten medfører at der går to-tre måneder før en indsat der er visiteret til anstalten, bliver indsat idet ventelisten dog fraviges hvis der opstår en akut situation.

Da den daværende ombudsmand i 1977 foretog sin inspektion af anstalten, var det et problem, at anstalten husede indsatte der mere hørte hjemme på de psykiatriske hospitaler. Spørgsmålet om samarbejdet med de psykiatriske hospitaler blev derfor rejst under mødet med samarbejdsudvalget.

Det blev oplyst at samarbejdet med de psykiatriske hospitaler er upåklageligt, især har anstalten stor nytte af samarbejdet med Nordvang.

Visiteringen til anstalten giver mig ikke - ud over det under litra b anførte - anledning til bemærkninger.

 

b. Forholdet mellem mandlige og kvindelige indsatte

Spørgsmålet vedrørende pladsproblemer for kvinder gav ledelsen anledning til at omtale problemet med at have kvindelige indsatte blandt de mandlige indsatte, hvoraf en betydelig del er dømt for seksualkriminalitet. Det blev således nævnt at nogle af de sexkriminelle mænd i anstalten hellere vil have mulighed for at være sammen med en indsat kvinde end lade sig behandle med kønsdriftshæmmende medicin. Dette vanskeliggør i nogen grad behandlingen af disse mænd. Specielt for så vidt angår de mænd der er gift med en af de kvindelige indsatte, er det problematisk at få dem til at indgå i en behandling med kønsdriftshæmmende medicin.

Ledelsen udtalte som sin opfattelse at de kvindelige indsatte ved ankomsten til anstalten bliver presset - af de mandlige indsatte - til at gifte sig med "en stærk mandlig indsat". Kvinderne kan ellers ikke være i fred i anstalten. Det blev oplyst at de indsatte som begrundelse for indgåelsen af ægteskab anfører muligheden for at kunne besøge hinanden efter at den ene var løsladt.

Som nævnt var der på tidspunktet for inspektionen anbragt seks kvinder på anstalten. De tre kvinder var gift med mandlige indsatte, en stod over for at skulle giftes, og en var forlovet med en af de mandlige indsatte.

Så vidt det er oplyst over for mig, har der i de tilfælde hvor ægteskab er indgået, ikke været tale om at de pågældende to parter før indsættelsen i anstalten havde nærmere kendskab til hinanden. Ledelsen oplyste endvidere at det ikke er sædvanligt at ægtefæller opretholder forbindelsen når den ene af ægtefællerne er blevet løsladt.

Ledelsen oplyste i den forbindelse at det er en fast praksis at personer der har afsonet sammen, og som kender hinanden fra et fælles afsoningsforhold, ikke får besøgstilladelse, men at dette naturligvis ikke kan udstrækkes til at gælde for ægtefæller.

Det blev endvidere oplyst at ægtefællerne bor adskilt, men at de har mulighed for at arbejde sammen og have fælles fritidsaktiviteter. Herudover har ægtefæller mulighed for at besøge hinanden en gang om ugen i de almindelige besøgslokaler. Det blev oplyst at anstalten på et tidspunkt havde været nødsaget til at flytte en mandlig indsat, da der var tegn på at den pågældendes ægtefælle under et samvær med sin mand havde lidt fysisk overlast.

På mit spørgsmål om hvad Direktoratet for Kriminalforsorgens opfattelse af disse problemer er, oplyste ledelsen at antallet af kvindepladser foreslås forøget i "Indstilling om 'svage' indsatte" afgivet marts 1996 af arbejdsgruppen vedrørende "svage" indsatte i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse. Der er i indstillingen s. 29ff bl.a. anført følgende:

"For så vidt angår de kvinder, der er anbragt på Anstalten ved Herstedvester som følge af et psykiatrisk behandlingsbehov, gør der sig særlige forhold gældende.

Arbejdsgruppen finder, at der er betænkeligheder knyttet til den gældende ordning, hvor et lille antal (6) kvinder er placeret i fællesskab med anstaltens mandlige indsatte, som ofte er dømt for grove seksualforbrydelser.

Arbejdsgruppen finder imidlertid, at det er nødvendigt at opretholde muligheden for at placere kvinder i et lukket fængsel med psykiatrisk/psykologisk beredskab svarende til Anstalten ved Herstedvesters. Gruppen har overvejet, om anstaltens kvindelige klientel ville kunne placeres på Statsfængslet i Ringe i forbindelse med en styrkelse af dette fængsels behandlingsressourcer, men der er efter gruppens opfattelse tale om et så karakterafvigende klientel, at dette ikke er realistisk.

Man har endvidere overvejet muligheden for at anvende en afdeling i Statsfængslet i Vridsløselille til de kvinder, som i dag placeres i Anstalten ved Herstedvester. På grund af den nære geografiske beliggenhed ville i så fald Herstedvesters behandlingspersonale fortsat kunne tage sig af kvinderne. Et flertal i arbejdsgruppen anser imidlertid heller ikke denne løsning for acceptabel, idet de omhandlede kvinder er så psykisk afvigende, at der bør være specialuddannet personale til at håndtere denne persongruppe, ligesom den lægelige og psykologiske ekspertise bør være på stedet.

Flertallet har herefter overvejet muligheden for i Anstalten ved Herstedvester at oprette et kvindeafsnit, som er fuldstændig adskilt fra det øvrige fængsel. Det er imidlertid opfattelsen, at det ikke vil være muligt at give kvinderne på en fuldstændig afsondret kvindeafdeling tilfredsstillende forhold med hensyn til arbejde, uddannelse, fritid mv. Kvinderne ville på en sådan afdeling - for de flestes vedkommende formentlig imod deres ønske - være henvist til et meget begrænset fællesskab og meget begrænsede aktivitetsmuligheder.

På denne baggrund finder flertallet ikke grundlag for at foreslå etablering af et fuldstændigt afsondret kvindeafsnit på Anstalten ved Herstedvester. Man har herved blandt andet lagt vægt på, at der gennem personalenormeringen for Anstalten ved Herstedvester er taget højde for risikoen for overgreb og lignende, ligesom personalet er særligt uddannet til at forudse og undgå sådanne situationer. Endvidere har man lagt vægt på, at kvinderne har været på Anstalten ved Herstedvester siden 1987 - under samme vilkår som i dag - uden at der har været konstateret alvorlige overgreb på kvinderne, som kan relateres til det særlige mandlige klientel i anstalten.

Derimod finder flertallet, at der er et akut behov for at udvide kvindeafdelingen på Anstalten ved Herstedvester, idet de eksisterende 6 pladser igennem længere tid ikke har kunnet dække behovet, således at et antal kvinder med behov for Herstedvesters psykiatriske/psykologiske beredskab har været placeret enten på Statsfængslet i Ringe eller i arresthus/Københavns Fængsler. Mange af disse kvinder har en stærkt påfaldende adfærd, hvilket gør det vanskeligt for dem at begå sig blandt de medindsatte - og i en del tilfælde skaber behov for at beskytte dem imod de medindsatte.

Ét medlem af arbejdsgruppen (overlæge A) har ikke kunnet tilslutte sig flertallets indstilling med følgende begrundelse:

Anstalten ved Herstedvester har siden 1987 haft en kvindeafdeling med plads til 6 kvinder. Disse er visiteret til Anstalten ved Herstedvester, enten fordi de har et psykiatrisk/psykologisk behandlingsbehov, eller fordi deres psykiske egenart gør, at det kræver speciel ekspertise at omgås dem på grund af deres meget afvigende adfærd.

På baggrund af de erfaringer, anstalten har fået siden kvindeafdelingens oprettelse, findes det meget betænkeligt overhovedet at placere kvinder blandt anstaltens mandlige klientel.

Knap halvdelen af anstaltens klientel er dømt for meget alvorlig sexkriminalitet. Den 26. oktober 1995 afsonede der i Anstalten ved Herstedvester 56 personer dømt for sexkriminalitet. Heraf havde de 31 personer tidsubestemte straffe, 6 personer havde straffe fra 8 til 16 års fængsel, og kun 19 personer havde straffe under 8 år. Alene heraf fremgår det, at de sexkriminelle på Anstalten ved Herstedvester har foretaget endog meget alvorlig sexkriminalitet. Det er indlysende, at personer, der har foretaget disse alvorlige kriminaliteter, har store problemer med forvaltningen af deres kønsdrift, og alene af den grund er det meget betænkeligt, at kvindelige indsatte skal afsone sammen med dem. Hertil kommer, at en forholdsvis stor del af anstaltens sexkriminelle kun vil kunne benådes, prøveudskrives eller prøveløslades, såfremt de accepterer medicinsk kastration, en behandling, som det i flere tilfælde har været vanskeligt at motivere de indsatte til bl.a. på grund af påvirkning fra nogle af de kvindelige indsatte."

Det er klart utilfredsstillende at psykisk syge kvinder tvangsmæssigt anbringes i en situation hvor de føler sig presset til at indgå ægteskab med en mandlig indsat - eventuelt en indsat der er dømt for en meget alvorlig og farlig sexkriminel handling.

Det er kriminalforsorgens opgave at sørge for at dømte kvinder der måtte have brug for psykiatrisk/psykologisk behandling, får tilbudt sådan hjælp i en anstalt, hvor der ikke er risiko for at de udsættes for et pres til at indgå ægteskab med en mand der er dømt for en alvorlig sexkriminel handling. Det bør ske uden at dette medfører nogen forringelse af de indsatte kvinders beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder.

Hvilken løsning der bør bringes i anvendelse for at tilvejebringe sådanne forhold, finder jeg ikke at burde udtale mig om.

Jeg henstiller til Direktoratet for Kriminalforsorgen at det snarest muligt finder en løsning på det omtalte problem, og jeg udbeder mig underretning om hvad der videre sker i sagen.

 

c. Forholdet mellem de indsatte kvinder

Under et møde med ledelsen blev det oplyst at de kvinder der indsættes i anstalten, er meget dårligt fungerende og at de, hvis de skal afsone alene, overhovedet ikke ville kunne fungere sammen.

Under rundgangen på afdeling R blev det med henvisning hertil oplyst at afdelingens tidligere observationscelle bliver brugt i de tilfælde hvor en indsats celle ikke er tilgængelig, hvilket blandt andet kan ske ved at en af de andre indsatte kvinder propper låsen til cellen med papir.

Jeg går ud fra at forholdet kvinderne imellem tages i betragtning i forbindelse med de overvejelser som min henstilling under b giver anledning til.

 

d. Stærke/svage indsatte

Det blev oplyst at anstalten ikke har indsatte der er rockere eller lignende, og at problemet vedrørende stærke/svage indsatte er et mindre problem i anstalten end i andre anstalter. Anstalten ved Herstedvester har ca. 10 indsatte der kan betegnes som stærke indsatte i anstalten. De ville imidlertid høre til de svage indsatte hvis de blev overført til et andet lukket fængsel.

Det blev samtidig oplyst at der i anstalten ikke er de samme krav fra medindsattes side om udlevering af domsudskrift som i andre fængsler, idet de indsatte i anstalten - for så vidt angår den kriminalitetsart de er dømt for - "ikke har noget at lade hinanden høre".

Anstalten mener heller ikke der er de samme problemer som i andre lukkede fængsler med hensyn til stiftelse af gæld blandt de indsatte med deraf følgende afhængighed. Anstalten har heller ikke kendskab til at nogle indsatte bliver tvunget til at være narkotikadepot for andre indsatte, eller at indsatte skulle blive tvunget til at tage euforiserende stoffer med ind i anstalten - f.eks. efter udgang. Dette skyldes ud over at de indsatte i anstalten - i forhold til indsatte i de øvrige fængsler - er anderledes, at anstalten er bedre normeret end andre fængsler. I anstalten er der ca. tre-fire ansatte pr. 26 indsatte, i nogle andre lukkede fængsler er der kun to ansatte pr. 30 indsatte. Den bedre normering medfører at personalet har en bedre kontakt til de indsatte, end tilfældet er andre steder.

Det indbyrdes forhold mellem de mandlige indsatte giver mig ikke anledning til bemærkninger.

 

e. Indsattes overfald på anstaltens personale

Under mødet med samarbejdsudvalget blev det oplyst at Statsadvokaten for Sjælland havde afvist en anmeldelse mod en indsat for overfald på personalet. Statsadvokatens afvisning af anmeldelsen var begrundet i at der var tale om en forvaringsdømt indsat, hvorfor en dom for overfald på en fængselsfunktionær ikke ville betyde noget sanktionsmæssigt. Anstaltens personale følte dog at statsadvokaten herved gjorde det "gratis" for sådanne indsatte at overfalde personalet.

Personalet mener det er meget vigtigt at det bliver markeret, at hverken anstalten eller samfundet som sådan vil finde sig i at en indsat overfalder en ansat. Det blev oplyst at sagen for tiden er til behandling hos Rigsadvokaten.

Det blev meddelt samarbejdsudvalget at jeg ikke havde mulighed for at vurdere afvisningen førend Rigsadvokaten og eventuelt Justitsministeriet havde taget stilling i sagen.

Jeg beder om at modtage oplysning om hvad der videre er sket i sagen.

 

f. Torturkomiteens besøg

Under mødet med samarbejdsudvalget blev det oplyst at den Europæiske Komité til Beskyttelse mod Tortur og Umenneskelig og Nedværdigende Behandling mv. - Torturkomiteen - havde besøgt anstalten i efteråret 1996. Jeg anmodede efterfølgende om at få tilsendt en kopi af komiteens rapport fra besøget.

I brev af 13. januar 1997 meddelte anstalten mig at rapporten endnu ikke var modtaget i anstalten, hvorimod anstalten vedlagde kopi af direktoratets brev af 31. oktober 1996 om komiteens foreløbige konklusion. I direktoratets brev er bl.a. følgende anført:

"Komitéen udtrykte under hensyn til anstaltens karakter af behandlingsinstitution tilfredshed med det eksisterende teamwork mellem anstaltens sundheds- og opsynspersonale.

Komitéen fandt imidlertid, at de indsatte før eller straks efter ankomsten bør gøres bekendt med, at dette samarbejde medfører, at opsynspersonalet får indsigt i oplysninger, som normalt vil være undergivet lægelig tavshedspligt.

Komitéen udtrykte ikke betænkeligheder ved kemisk kastration, men fandt, at der bør tages skridt til at sikre de indsattes skriftlige informerede samtykke efter en detaljeret orientering om bivirkningerne før behandlingen iværksættes.

Direktoratet anmoder om, at anstaltens praksis tilrettelægges således at komitéens anbefalinger følges for fremtiden. For god ordens skyld bemærkes det, at komitéens anbefalinger skal ses som et supplement til de almindelige regler om videregivelse af rent private oplysninger (lægelovens § 9, forvaltningslovens §§ 27, 28 og 32, straffelovens § 152ff)."

I brev af 4. december 1996 meddelte anstalten direktoratet at komiteens henstillinger ville blive fulgt, sådan at de indsatte straks ved indsættelsen orienteres om at opsynspersonalet kan få indsigt i oplysninger som normalt vil være undergivet lægelig tavshedspligt. Anstalten har endvidere udarbejdet en blanket hvori den indsatte der undergives behandling med kønsdriftshæmmende medicin, erklærer at være gjort bekendt med behandlingens virkning og bivirkninger.

Idet jeg forstår det sådan at oplysninger om den indsatte kun videregives og indhentes i overensstemmelse med de gældende regler, og at den ovennævnte forskrift blot tjener som en yderligere sikring af de indsatte - i form af forudgående information - giver det ovennævnte mig ikke anledning til bemærkninger.

Den 28. april 1997 modtog jeg fra Justitsministeriet en kopi af komiteens rapport.

 

g. Afsoningsforløb mv.

Under mødet med samarbejdsudvalget blev der endvidere orienteret om hvordan en typisk afsoning forløber, herunder om tilbud og gennemførelse af behandlinger i anstalten.

Samarbejdsudvalget oplyste bl.a. at det ofte er afgørende for et afsoningsforløb, hvordan den indsattes indstilling til behandling og psykologer er. Specielt for så vidt angår de sexkriminelle, er det afgørende hvordan de stiller sig til behandlingen med kønsdriftshæmmende medicin.

De indsatte der behandles med kønsdriftshæmmende medicin, kommer altid til mindst en samtale om ugen. Behandlingen med ugentlige møder mv. er naturligvis ressourcekrævende, og anstaltens kapacitet gør at der kan være ventetid på at komme i regelmæssig behandling.

Indsatte der ikke har direkte kontakt med læge/psykolog, har kontakt gennem sygeplejen. Udgangspunktet er at en indsats anmodning om en samtale med læge/psykolog besvares den samme dag, og at samtalen sker senere den samme dag eller næste dag idet chikanøse henvendelser dog bliver sorteret fra.

Derefter orienterede den administrerende overlæge om den historiske baggrund for behandlingen med kønsdriftshæmmende medicin. Hun oplyste at anstalten som betingelse for prøveløsladelse, udgang og prøveudskrivning kræver at den indsatte indvilliger i en behandling med kønsdriftshæmmende medicin. Det blev oplyst at der for tiden er 25 indsatte der behandles med kønsdriftshæmmende medicin, hvoraf de 19 har opnået frihedsgoder.

Det blev endvidere oplyst at de indsatte der bliver behandlet med kønsdriftshæmmende medicin, er tilfredse med behandlingen, og at der kun var en indsat der havde klaget over bivirkninger. Den pågældende havde klaget over at han følte at han blev aggressiv af medicinen.

Folketinget behandler for tiden et lovforslag (L 12) der bl.a. vedrører behandlingen med kønsdriftshæmmende medicin. Allerede af den grund giver denne form for behandling mig ikke anledning til bemærkninger (§ 7, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand).

Anstaltens øvrige behandlingstilbud og tilrettelæggelsen af behandlingen giver mig ikke anledning til bemærkninger.

 

10. Gennemgang af rapporter

Ved starten af besøget bad jeg om at modtage kopi af rapportmateriale om

· anvendelse af håndjern

· magtanvendelse

· anbringelse i enrum

· anbringelse i observationscelle

· anbringelse i sikringscelle og

· videregående visitation af besøgende

for perioden fra den 1. december 1996 og et år bagud, dog kun tre måneder bagud for så vidt angår anbringelse i enrum og anbringelse i observationscelle, og kun for seks måneder bagud for så vidt angår anbringelse i sikringscelle. For så vidt angår magtanvendelse, havde jeg anmodet om rapporter for perioden fra den 1. december 1996 og to år bagud.

Jeg bad også om notater i henhold til cirkulæret om indsattes adgang til brevveksling og besøg og om udskrifter af forhørsprotokoller vedrørende de seneste 40 sager om disciplinærstraf, hvor forholdet enten ikke har medført sanktion eller har medført sanktion i form af bøde eller strafcelle.

Ved min gennemgang af det modtagne materiale har jeg navnlig haft opmærksomheden henledt på hvorvidt proceduren i forhold til de gældende regler er blevet fulgt. Jeg har også været opmærksom på spørgsmålet om overholdelse af reglerne om notatpligt. Min gennemgang giver anledning til følgende bemærkninger:

 

a. Anvendelse af håndjern

Jeg har modtaget kopi af i alt 28 rapporter om anvendelse af håndjern (og håndjernstransportbælte). De dækker perioden fra den 25. december 1995 til den 27. november 1996.

Ved gennemgangen af rapporterne er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af beslutningen om anvendelse af håndjern i de enkelte tilfælde. Min opmærksomhed har som nævnt navnlig været henledt på om de fastsatte procedureforskrifter har været overholdt.

Anvendelse af håndjern er reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj 1994. Cirkulæret er opdelt i afsnit. Afsnit A vedrører anvendelse af håndjern under transport m.v. (uden for eller i fængslet). Da håndjern i samtlige 28 tilfælde blev anvendt under transport, er det alene reglerne i dette afsnit der er relevante.

Betingelserne for at anvende håndjern under transport er angivet i cirkulærets § 1, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan indsatte belægges med håndjern under transport hvis det er nødvendigt for at afværge truende vold eller betvinge voldsom modstand, hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse eller for at hindre undvigelse.

I 13 tilfælde er håndjern anvendt for at afværge truende vold. I tre af disse sager blev håndjern tillige anvendt for at betvinge voldsom modstand og i tre andre sager for tillige at hindre undvigelse. I en sag blev håndjern alene anvendt for at betvinge voldsom adfærd. I en sag blev håndjern anvendt for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse. I 13 sager blev håndjern alene anvendt for at hindre undvigelse.

I syv af tilfældene blev der anvendt magt i forbindelse med brugen af håndjern. I seks af tilfældene var der tale om puf, skub og reglementerede greb (i arme). I to af disse tilfælde blev der desuden brugt benlås. I et tilfælde er der ikke nærmere redegjort for typen af den anvendte magt. Dette mener jeg er beklageligt. Desuden er det i to af de 28 tilfælde af brug af håndjern uoplyst om der samtidig er anvendt magt. Også dette mener jeg er beklageligt.

For så vidt angår brugen af benlås, udtalte jeg i forbindelse med min inspektionen af Københavns Fængsler at det efter min opfattelse også ville få betydning for fængselspersonalet hvad der blev resultatet af Justitsministeriets undersøgelse om politiets brug af benlås.

Justitsministeriet har i cirkulære af 29. juni 1994 suspenderet brugen af "fikseret benlås" således at politiet nu alene kan gøre brug af "manuel benlås".

Jeg anmoder Direktoratet for Kriminalforsorgen om at underrette mig om hvilke konsekvenser direktoratet har taget eller agter at tage i anledning af Justitsministeriets suspension af politiets anvendelse af fikseret benlås.

Det fremgår ikke af rapporterne om det i de to tilfælde af brug af benlås var en fikseret eller manuel benlås. Dette er beklageligt. Jeg foretager dog ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

Cirkulæret om anvendelse af håndjern foreskriver ikke notatpligt med hensyn til begrundelsen for at anvende håndjern. Jeg har imidlertid flere gange tidligere, senest ved redegørelse af 25. april 1995 i forbindelse med inspektionen af Københavns Fængsler, henstillet til direktoratet at indskærpe at der skal foretages udførligt notat herom. Jeg har herved henvist til at anvendelse af håndjern ifølge cirkulærets § 1 skal være "nødvendig", og at der er tale om alvorlige indgreb som forudsætter en konkret vurdering af behovet herfor i det enkelte tilfælde.

Der er i 16 tilfælde i rapporten nærmere redegjort for hvorfor det skønnedes nødvendigt at anvende håndjern. I 12 af de tilfælde hvor håndjern blev anvendt for at hindre undvigelse, er det ikke nærmere konkretiseret hvorfor der skønnedes at være en undvigelsesrisiko.

Som opfølgning på min henstilling om at indskærpe at der gøres udførligt notat om begrundelsen for anvendelse af håndjern, oplyste Direktoratet for Kriminalforsorgen i brev af 8. januar 1996 at direktoratet i forbindelse med udsendelsen af ny rapportblanket ved skrivelse af 30. juli 1992 til kriminalforsorgens anstalter og arrestinspektører havde indskærpet at der skal anføres en udførlig begrundelse for anvendelsen af håndjern. I brev af 31. maj 1996 tog jeg det oplyste til efterretning.

Jeg har i tre tilfælde foretaget inspektioner efter den 30. juli 1992 da direktoratet indskærpede begrundelsespligten. (I december 1993 Københavns Fængsler, i december 1994 Statsfængslet i Ringe og nu i december 1996 Anstalten ved Herstedvester). Jeg har ved alle inspektionerne konstateret at der ikke i alle tilfælde noteres en konkret begrundelse for anvendelsen af håndjern. Der synes således (fortsat) at være et generelt problem for så vidt angår notatudarbejdelser.

Jeg anmoder direktoratet om at oplyse hvad direktoratet agter at gøre ved dette forhold.

Det er anstaltens vagthavende leder eller den vedkommende bemyndiger dertil, der har kompetencen til at træffe beslutning om anvendelse af håndjern (cirkulærets § 2). Hvis forholdene ikke tillader at man afventer vedkommendes afgørelse, træffes beslutningen dog af den tilstedeværende funktionær som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde (bestemmelsens 2. punktum).

Beslutningerne om anvendelse af håndjern er truffet af en funktionær eller af overvagtmesteren, f.eks. i form af en forhåndsgodkendelse. I et tilfælde er beslutningen truffet af anstaltens ledelse. Alle rapporter - på nær en rapport (rapport af 17. maj 1996, kl. 13.35) - har været gennemset af både overvagtmester og inspektør. Rapporten af 17. maj 1996 har hverken overvagtmesteren eller inspektøren gennemset. I langt de fleste tilfælde er gennemsynet sket umiddelbart efter anvendelsen af håndjern. Der er ikke i cirkulæret foreskrevet pligt til underretning af institutionens vagthavende leder når håndjern anvendes under transport.

Efter cirkulærets § 3 skal der ske lægetilsyn hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern eller i tilfælde hvor den indsatte selv begærer lægehjælp.

I seks tilfælde har personalet skønnet at lægetilsyn var nødvendigt. I tre tilfælde er det ikke anført om lægetilsyn blev skønnet nødvendigt eller ej. Dette er uheldigt. I et af de tilfælde hvor personalet skønnede at lægetilsyn var nødvendigt, fremgår det ikke af rapporten at lægetilsyn har fundet sted. Dette er beklageligt.

Ud over i ovennævnte fem tilfælde har lægetilsyn fundet sted i seks tilfælde hvor jeg går ud fra at det er den indsatte der har anmodet om tilsyn af en læge.

Tilsynet er i seks tilfælde sket inden for ca. to timer efter anvendelsen af håndjern. I et tilfælde er tilsyn sket efter ca. ni timer. I fire tilfælde er der først sket tilsyn efter knap et døgn, heraf to tilfælde hvor personalet skønnede at lægetilsyn var nødvendigt. Der er ikke regler om hvornår lægetilsyn skal finde sted ved anvendelse af håndjern under transport mv., men det skal ske så hurtigt som muligt.

Det er kritisabelt at der i fire tilfælde først fandt lægetilsyn sted efter knap et døgn. Efter min opfattelse er det uforståeligt at personalet skønner at lægetilsyn er nødvendigt, og at der da kan gå knap et døgn inden lægetilsynet faktisk finder sted.

Jeg anmoder anstalten om at overveje om der bør fastsættes interne retningslinier for personalets tilkald af læge og opfølgning af sådanne tilkald. Jeg udbeder mig underretning om resultatet af anstaltens overvejelser.

Varigheden af anvendelsen af håndjern har i 12 tilfælde været under 15 minutter, i tre tilfælde mellem 15 minutter og en halv time og i tre tilfælde mellem en halv og en hel time. I to tilfælde blev håndjern anvendt i to til fire timer, i et tilfælde lidt over fire timer og i et tilfælde i to gange ca. fire timer (ud- og hjemtransport). I et tilfælde blev håndjern anvendt i ca. ni en halv time og i et andet tilfælde i 10½ time. I to tilfælde er enten start- eller ophørstidspunkt ikke anført.

Det er beklageligt at ikke alle rapporter er udfyldt på en sådan måde at varigheden af foranstaltningen fremgår.

 

b. Magtanvendelse

Jeg har modtaget 18 rapporter om magtanvendelse. Rapporterne angår perioden fra den 18. maj 1995 til den 27. november 1996. To af de 18 rapporter vedrører tilfælde hvor der tillige blev anvendt håndjern, og disse tilfælde er omfattet af gennemgangen ovenfor under a. Disse to rapporter udelades derfor i gennemgangen nedenfor.

Anvendelsen af magt er reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 15. april 1988, med senere ændringer, om magtanvendelse over for indsatte.

Betingelserne for at anvende magt er angivet i cirkulærets §§ 2 og 3. Efter § 2 kan magt anvendes hvis øjeblikkelig indskriden er nødvendig, f.eks. for at afværge personlig overlast eller hindre undvigelse. Efter § 3 kan magt anvendes hvis det er nødvendigt af andre årsager, f.eks. for at gennemføre personalets anvisninger om opholdssted. Magtanvendelse efter § 2 kan omfatte håndkraft, brug af stav og tåregas af godkendt type (§ 2, stk. 2), mens magtanvendelse efter § 3 kun kan omfatte brug af håndkraft (§ 3, stk. 2). Al magtanvendelse forudsætter at mindre indgribende foranstaltninger forgæves har været anvendt eller åbenbart vil være uanvendelige (§ 4).

I ni tilfælde blev der anvendt magt for at afværge personlig overlast (cirkulærets § 2, stk. 1, nr. 1). I seks af de ovennævnte tilfælde blev magt tillige anvendt for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden (cirkulærets § 3, stk. 1, nr. 4), hvoraf der i et tilfælde desuden blev anvendt magt for at gennemføre en visitation (cirkulærets § 3, stk. 1, nr. 2).

I et tilfælde blev magt anvendt for at gennemføre en visitation, og i seks tilfælde blev magt alene anvendt for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden.

I alle 16 tilfælde bestod magtanvendelsen i brug af håndkraft.

I 13 tilfælde blev der anvendt greb i arme. I to af disse tilfælde blev der tillige anvendt benlås, heraf i et tilfælde i kombination med "transportgreb". I yderligere et af disse tilfælde blev der anvendt "transportgreb" og holdegreb og i et tilfælde håndledstryk.

I et tilfælde blev der alene anvendt holdegreb og i et tilfælde alene "transportgreb".

I et tilfælde (magtanvendelsen den 3. juli 1996) er det ikke anført hvori magtanvendelsen bestod. Dette er beklageligt.

I tre tilfælde blev magt anvendt i forbindelse med tvungen afklædning af den indsatte, og i et af disse tilfælde blev der anvendt benlås og greb i arme.

For så vidt angår brugen af benlås, henviser jeg til det der er anført ovenfor, under litra a, s. 000f.

Det fremgår ikke nærmere hvilken form for benlås der blev anvendt i de pågældende tilfælde. Da det ikke fremgår at der i forbindelse med magtanvendelsen blev brugt håndjern, og da brug af fikseret benlås forudsætter brug af håndjern, går jeg ud fra at den anvendte benlås i alle tilfælde var manuel. Jeg foretager ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

I 11 tilfælde er magtanvendelsen søgt undgået ved samtaler med den indsatte, og i et tilfælde er der forsøgt med tilråb forud for magtanvendelsen. I fire tilfælde fremgår det enten udtrykkeligt af rapporten eller af beskrivelsen af hændelsesforløbet at magtanvendelsen ikke er søgt undgået, idet mindre indgribende foranstaltninger har været uanvendelige.

Der er i alle tilfælde angivet en begrundelse for hvorfor magtanvendelsen var nødvendig, typisk i form af en redegørelse for hændelsesforløbet forud for magtanvendelsen.

Kompetencen til at beslutte anvendelse af magt ligger hos institutionens vagthavende leder, der dog for så vidt angår magtanvendelse efter reglerne i cirkulærets § 3 kan delegere kompetencen til andre. Hvis forholdene ved anvendelse af magt efter § 2 ikke tillader at man afventer den vagthavende leders afgørelse, kan beslutning om at anvende magt træffes af den tilstedeværende funktionær som er ansvarlig for området. Den vagthavende leder skal i så fald normalt underrettes omgående. Der er ikke pligt til underretning ved anvendelse af magt efter § 3.

I 13 af tilfældene af magtanvendelse er der efterfølgende sket underretning af overvagtmesteren, og i de resterende tre tilfælde er der sket underretning af både overvagtmesteren og institutionens ledelse. Underretningen er sket umiddelbart efter magtanvendelsen. I et tilfælde af magtanvendelse efter § 3, stk. 1, nr. 4, er det ikke noteret i rapporten hvornår overvagtmesteren eller institutionens ledelse er blevet underrettet, men det fremgår derimod at både overvagtmesteren og vicefængselsinspektøren efterfølgende (henholdsvis seks og syv dage senere) har gennemgået rapporten, og at de ikke har haft bemærkninger til magtanvendelsen.

Magtanvendelsescirkulærets § 8 om lægetilsyn svarer til reglerne herom i håndjernscirkulæret, jf. ovenfor under litra a, s. 000.

Der blev tilkaldt læge i syv tilfælde. Tilsynet er i et tilfælde foretaget af en sygeplejerske i stedet for en læge. Den indsatte er dog efter knap et døgn også blevet tilset af en læge.

Tilsyn ved en sygeplejerske er ikke tilstrækkeligt til at opfylde kravet i cirkulærets § 8. Det er beklageligt at der ikke er forholdt i overensstemmelse med cirkulærets bestemmelser om lægetilsyn.

Min gennemgang af rapporterne giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger.

 

c. Anbringelse i enrum

Jeg har modtaget materiale vedrørende 25 tilfælde af enrumsanbringelse som har fundet sted i perioden fra den 29. august 1996 til den 27. november 1996. I 21 tilfælde var der tale om tvangsmæssige anbringelser og i fire tilfælde frivillige enrumsanbringelser. I 22 af tilfældene vedrørte anbringelsen fængselsdømte og i tre tilfælde forvaringsdømte.

Regler om enrumsanbringelse af fængsels- og forvaringsdømte findes i Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens, cirkulære af 14. september 1978, med senere ændringer, om adgangen til at anbringe indsatte i enrum. Anstalten ved Herstedvester har endvidere i tilslutning til cirkulæret udfærdiget særlige regler for anstalten i skrivelse af 16. april 1986 om enrumsanbringelse på grund af arbejdsnedlæggelse, og i skrivelse af 18. december 1992 om enrumsanbringelse.

Betingelserne for frivillig enrumsanbringelse findes i cirkulærets § 2, stk. 1, der har følgende indhold:

"Indsatte, der er anbragt i lukket institution, anbringes i enrum, såfremt de anmoder derom, og pladsforholdene tillader det. Indsatte, der er anbragt i åben institution, kan anbringes i enrum, såfremt vedkommende på grund af særlige omstændigheder anmoder derom." (Mine fremhævelser).

I anstaltens cirkulæreskrivelse af 18. december 1992 anføres under pkt. 2 bl.a. følgende:

"Indsatte kan anbringes i enrum, såfremt vedkommende på grund af særlige omstændigheder anmoder derom.

Når en sådan anmodning fremsættes, udspørger afsnitsvagtmesteren (afdelingsbetjenten) vedkommende om hvilke særlige omstændigheder, der foreligger.

Hvis fyldestgørende oplysninger ikke gives, henvises den pågældende til at have ophold i sin celle, og hvis han ønsker det, aflåses celledøren. Den pågældende anses ikke for enrumsanbragt, og der udfærdiges ikke rapport. Den indsatte kan udenfor arbejdstiden genoptage fællesskab, når han fremsætter ønske om det.

Hvis fyldestgørende oplysninger gives om baggrunden for ønsket om enrumsanbringelse, herunder f.eks. frygt for medindsatte, overføres den pågældende til afdeling I eller D. Der udfærdiges rapport med angivelse af den indsattes oplysninger.

Når en helhedsvurdering af indsattes afsoningsforløb tilsiger det, kan det tillades, at indsatte går på arbejde eller i skole.

Af ordens- og sikkerhedshensyn kan der i konkrete tilfælde for et kortere tidsrum (2 timer) ske placering af indsatte i egen celle bag låset dør uden, at der udfærdiges enrumsrapport. Journalrapport udfærdiges."

Efter cirkulærets § 2, stk. 1, er det alene i åbne institutioner at frivillig enrumsanbringelse kan betinges af tilstedeværelsen af særlige omstændigheder.

Jeg anmoder på den baggrund anstalten om at redegøre for baggrunden for at det efter anstaltens cirkulæreskrivelse af 18. december 1992 tillægges betydning om en indsat, der anmoder om frivillig anbringelse i enrum, kan godtgøre at der foreligger særlige omstændigheder.

I to af de fire frivillige enrumsanbringelser skete anmodningen fra den indsatte som reaktion på anstaltens beslutning om overflyttelse af den indsatte til en anden af anstaltens afdelinger. I et tilfælde skete anmodningen efter at den indsatte var kommet tilbage fra udstationering. I et tilfælde skete anmodningen som følge af indsattes ophidselse og afmagt.

Betingelserne for tvangsmæssigt at anbringe en indsat i enrum findes i cirkulærets § 2, stk. 2, der har følgende indhold:

"... anbringelse i enrum [kan] kun finde sted, såfremt

det findes nødvendigt for at forebygge undvigelse,

det findes nødvendigt for at forebygge voldsom adfærd,

det findes påkrævet for at hindre fortsat strafbar virksomhed, herunder brug af euforiserende stoffer,

den indsatte udviser en sådan grov eller gentagen utilladelig adfærd, som gør fortsat ophold i fællesskab åbenbart uforsvarlig.

den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er nødvendige af sikkerhedshensyn,

den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er påkrævet for at gennemføre en almindelig sundhedskontrol eller forebygge smittefare,

den indsatte nægter at påtage sig beskæftigelse i institutionen efter dennes bestemmelse,

det på baggrund af konkrete omstændigheder findes nødvendigt i tilfælde, hvor den indsatte skal afgive urinprøve."

 

§ 2, stk. 2, nr. 8, blev indsat i cirkulæret ved cirkulære nr. 168 af 31. oktober 1996, med ikrafttræden straks.

Efter cirkulærets § 2, stk. 3, er der endvidere følgende adgang til foreløbig tvangsmæssig enrumsanbringelse:

"Hvis der på grundlag af de foreliggende oplysninger eller under hensyn til den udviste adfærd er begrundet formodning om, at den indsatte opfylder betingelserne for anbringelse i enrum ... , kan der - mens sagens omstændigheder søges klarlagt - ske foreløbig anbringelse i enrum, indtil beslutning i henhold til § 3, stk. 1, kan træffes." (Mine fremhævelser).

Alle de 21 tvangsmæssige enrumsanbringelser er i første omgang sket som foreløbige anbringelser efter § 2, stk. 3.

Otte tilfælde af foreløbig tvangsmæssig enrumsanbringelse skete med henvisning til § 2, stk. 2, nr. 2, seks tilfælde med henvisning til nr. 3, et tilfælde med henvisning til nr. 4, et tilfælde med henvisning til nr. 7, tre tilfælde med henvisning til både nr. 2 og nr. 4, et tilfælde med henvisning til både nr. 3 og nr. 4. I et tilfælde skete der henvisning til en rubrik med ordlyden "sagens omstændigheder for tiden undersøges".

I et af de tilfælde hvor der skete henvisning til § 2, stk. 2, nr. 3, afgav den indsatte urinprøve under enrumsanbringelsen. Anbringelsen fandt sted den 4. oktober 1996, dvs. inden indførelsen af adgangen i § 2, stk. 2, nr. 8, til enrumsanbringelse i tilfælde hvor det findes nødvendigt for at indsatte kan afgive urinprøve. Da det der er anført i rapporten, tyder på at enrumsanbringelsen skete med henblik på afgivelse af urinprøve, må jeg lægge til grund at enrumsanbringelsen skete i strid med de dagældende regler. Da der nu er hjemmel for enrumsanbringelse med det angivne formål, foretager jeg mig imidlertid ikke noget vedrørende dette forhold.

Der kan ifølge cirkulærets § 3, stk. 1, foretages afhøring af personale eller indsatte og indhentes yderligere indberetninger hvis det af hensyn til klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet.

I 16 tilfælde afholdt anstalten forhør, i to tilfælde blev forhøret afholdt af andre fængsler, og i syv tilfælde blev der ikke afholdt forhør. Fire af disse syv tilfælde vedrørte de frivillige enrumsanbringelser, og et af tilfældene gav anledning til at en hel afdeling blev indkaldt til møde, hvor det blev påpeget at fortsat misbrug af euforiserende stoffer eller hjemmebrygget alkohol ville medføre indskrænkninger i de indsattes goder.

I et tilfælde af enrumsanbringelse af 31. oktober 1996 blev den indsatte, efter at han var blevet pålagt en række bøder for at unddrage sig arbejdspligten, hensat i foreløbigt enrum indtil hans beskæftigelsessituation var klarlagt. Senere den samme dag blev det besluttet at der ikke skulle afholdes forhør i sagen. Det fremgår ikke om enrumsanbringelsen i den forbindelse ophørte.

Jeg beder anstalten så vidt det er muligt på nuværende tidspunkt, om at redegøre for forløbet i den nævnte sag.

I 13 af de 16 tilfælde af forhør blev den foreløbige enrumsanbringelse efter forhøret eller afgivelse af urinprøve ophævet således at der ikke skete egentlig enrumsanbringelse efter § 3, stk. 1.

I to tilfælde blev den foreløbige enrumsanbringelse efter forhøret videreført i en egentlig enrumsanbringelse. I det ene af disse tilfælde skete anbringelsen efter § 2, stk. 2, nr. 2, og i det andet tilfælde efter § 2, stk. 2, nr. 2 og nr. 4.

I et tilfælde (enrumsanbringelse af 6. november 1996, kl. 17.35) fremgår det ikke af forhørsprotokollen om der blev truffet afgørelse om egentlig enrumsanbringelse, eller om den foreløbige anbringelse blev bragt til ophør.

Jeg beder anstalten om så vidt det er muligt på nuværende tidspunkt, at redegøre for forløbet af den nævnte sag.

Efter cirkulærets § 3, stk. 1, er det institutionens leder eller den han bemyndiger dertil, som har kompetencen til at træffe afgørelse om egentlig tvangsmæssig enrumsanbringelse. For så vidt angår foreløbig enrumsanbringelse efter § 2, stk. 3, er det ikke anført hvem der har kompetence til at træffe sådan beslutning. I forbindelse med inspektionen af anstaltens grønlænderafdeling rejste jeg spørgsmålet om kompetencen til at træffe beslutning om enrumsanbringelse. Jeg henviser til min beretning for 1993, s. 398ff., 1994, s. 540ff, og 1995, s. 654. Som det fremgår heraf, (beretningen for 1995) afventer en afklaring af kompetencespørgsmålet for tiden gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. På denne baggrund har jeg valgt ikke at beskæftige mig med kompetencespørgsmålet for så vidt angår enrumsanbringelser i denne rapport.

Proceduren ved foreløbig tvangsmæssig anbringelse i enrum efter § 2, stk. 2, jf. § 2, stk. 3, findes i § 3, stk. 4, der har følgende indhold:

"Den indsatte skal snarest muligt orienteres om begrundelsen for den foreløbige anbringelse og have lejlighed til at udtale sig".

Ved tre foreløbige enrumsanbringelser er det i rapporten ikke anført om den indsatte fik lejlighed til at udtale sig, jf. § 3, stk. 3, in fine. I to af disse tilfælde var der tale om at den indsatte overgik til enrumsanbringelse som følge af observationscellerapport af 15. november 1996, og i begge tilfælde skyldtes overførslen at den indsatte var meget påvirket af alkohol. Disse sager giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger. I den tredje sag er der ikke i rubrikken "indsatte ønskede at udtale følgende" anført noget, men det fremgår af redegørelsen for de omstændigheder der førte til anbringelsen, andetsteds på skemaet at den indsatte var gjort bekendt med anbringelsesgrunden. Sagen giver mig derfor ikke anledning til at foretage noget.

Ved alle foreløbige anbringelser er indsatte gjort bekendt med anbringelsesgrunden, jf. § 3, stk. 4.

Proceduren ved beslutning om afholdelse af forhør og afgørelse om egentlig enrumsanbringelse efter § 3, stk. 1, er fastlagt i cirkulærets § 3, stk. 3, 4, 5 og 6, andet punktum, der har følgende indhold:

" Stk. 3. Enrumsanbringelse i henhold til § 2, stk. 2, forudsætter, at den indsatte i fornødent omfang er gjort bekendt med de foreliggende indberetninger og eventuelle afhøringer samt har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 4. Den indsatte skal altid gøres bekendt med begrundelsen for, at han anbringes i enrum.

Stk. 5. Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens funktionærer.

Stk. 6.... Den afhørte skal have lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring ... "

Alle 16 forhør blev overvåget af en af anstaltens funktionærer, jf. § 3, stk. 5, og ved alle beslutninger om afholdelse af forhør og vurderinger af om der skulle ske egentlig enrumsanbringelse, er bestemmelserne i § 3, stk. 3 og 4, iagttaget, og den indsatte har hørt og godkendt diktatet af sin forklaring (stk. 6, andet punktum).

Efter cirkulærets § 2, stk. 3, skal en sag vedrørende iværksat foreløbig anbringelse fremmes mest muligt. En af de foreløbige anbringelser varede under seks timer, en mellem seks og 12 timer og fire mellem 12 og 18 timer, hvoraf der i tre tilfælde var tale om at anbringelsen var iværksat hen på eftermiddagen den ene dag og blev ophævet om formiddagen den følgende dag. I det sidste af de fire tilfælde (enrumsanbringelse den 16. september 1996) blev forhør først afholdt kl. 13.25. Det blev ved forhøret bestemt at anbringelsen der var sket efter cirkulærets § 2, stk. 2, nr. 3, skulle ophøre kl. 15.00.

I tre tilfælde varede den foreløbige enrumsanbringelse mellem 18 og 24 timer. I det ene af disse tilfælde (enrumsanbringelsen den 9. september 1996) blev der foretaget forhør af flere indsatte. I det andet tilfælde blev forhør først afholdt næsten et døgn efter anbringelsen, og i det sidste tilfælde blev det ved forhøret fastsat at enrumsanbringelsen skulle bringes til ophør på et bestemt tidspunkt - som jeg går ud fra lå efter forhørets afslutning.

Jeg anmoder anstalten om en udtalelse om de to sidstnævnte tilfælde.

Den foreløbige enrumsanbringelse varede i tre tilfælde mellem et og to døgn og i tre tilfælde mellem to og tre døgn. I ingen af disse sager - der alle kunne afsluttes efter et enkelt forhør af den indsatte - er der anført forhold der begrunder hvorfor den foreløbige enrumsanbringelse strakte sig over så lang tid.

Jeg anmoder anstalten om en udtalelse om behandlingen af disse sager.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har i cirkulæreskrivelse af 19. april 1991 præciseret at dato og klokkeslet for ophør af enrumsanbringelsen skal noteres.

I seks tilfælde af foreløbig tvangsmæssig enrumsanbringelse - heraf to hvor forhør skulle afholdes af et andet fængsel - fremgår det ikke hvornår den foreløbige anbringelse ophørte. Dette er beklageligt.

Cirkulærets § 4, stk. 6, vedrørende den egentlige enrumsanbringelses ophør , har følgende indhold:

"Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller sidste beslutning om opretholdelse af anbringelsen."

Cirkulærets § 7, stk. 1, har følgende indhold:

"Er en indsat i henhold til § 2, stk. 2, anbragt i enrum ud over 4 uger, skal der omgående ske indberetning til direktoratet. ..."

 

I anstaltens skrivelse af 18. december 1992 anføres i pkt. 8:

"Overvagtmesteren skal udfærdige indberetning til direktoratet om enrumsanbringelsen, når den indsatte har været enrumsanbragt i 4 uger."

I de to foreliggende tilfælde af egentlig enrumsanbringelse varede anbringelsen henholdsvis fire og 74 dage. I det sidstnævnte tilfælde (enrumsanbringelse af 14. november 1996, kl. 07.50) fremgår det ikke af det materiale som jeg har modtaget, om der er sket indberetning til direktoratet.

Jeg beder anstalten om oplysninger til belysning heraf.

Efter cirkulærets § 5, stk. 1, skal indsatte der anbringes i enrum, isoleres i opholdsrum på særlig afdeling eller i eget opholdsrum. Det følger endvidere af cirkulære af 27. maj 1994 om anvendelse af observationsceller, sikringscelle, fiksering mv. at celler der er indrettet og godkendt som observationsceller ikke må anvendes til andet formål medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder (§ 7). Celler der er indrettet og godkendt som sikringsceller, må ikke anvendes til andet formål (§ 17).

I direktoratets følgeskrivelse af 27. maj 1994, med senere ændringer, til cirkulæret om anvendelse af observationscelle mv. er det under pkt. 4 bl.a. anført:

"Anvendelse af observationsceller til andet formål forudsætter direktoratets forudgående godkendelse eller, hvis en sådan ikke kan afventes, at direktoratets godkendelse snarest muligt indhentes. Når observationscellen anvendes til andet formål, skal der gøres notat herom."

I anstaltens skrivelse af 18. december 1992 om enrumsanbringelse er under pkt. 3 anført følgende:

"Når en enrumsanbragt har været enrumsanbragt i 7 dage kan der ske udlevering af private effekter under nødvendig hensyntagen til pladsforhold og særlige sikkerhedshensyn.

På baggrund af særlige sikkerhedshensyn omkring afdeling I gælder dette ikke indsatte, der placeres der i enrum.

I ganske særlige tilfælde kan der dog gives tilladelse til udlevering af visse private effekter på afdeling I. Disse tilfælde forelægges for overvagtmesteren, der efter samråd med afsnit H-I træffer afgørelse herom.

Enrumsanbringelse i h.t. cirkulærets § 2, stk. 2, pkt. 1-7, finder sted i afdeling I eller D (Mine fremhævelser)."

Af de 25 enrumsanbringelser som jeg har fået forelagt, er den indsatte i 18 tilfælde blevet foreløbigt enrumsanbragt på anstaltens afdeling I, dvs. i en observationscelle, idet jeg går ud fra at sikringscellen ikke er anvendt. Heraf har én anbringelse været frivillig.

Jeg beder om en udtalelse om årsagen til at anstalten i de nævnte tilfælde har overført de indsatte til afdeling I og ikke til anstaltens enrumsafdeling, afdeling D, eller til eget opholdsrum. Jeg beder herunder om oplysninger om hvordan anstalten har forholdt sig i overensstemmelse med direktoratets følgeskrivelse af 27. maj 1994 til cirkulæret om anvendelse af observationscelle mv.

Jeg bemærker i den forbindelse at ombudsmanden i sin rapport fra inspektionen i 1977 kritiserede, at enrumsanbringelse i anstalten foregik i celler der praktisk taget var udstyret som en sikringscelle. Jeg henviser til Folketingets Ombudsmands beretning for året 1977, s. 260f.

Af udskrift af forhørsprotokollen fra den 16. oktober 1996 fremgår bl.a. følgende:

"Den tidligere omtalte iværksatte enrumsanbringelse ... opretholdes på afdeling I ... Såfremt indsattes adfærd og psykiske tilstand er af en sådan karakter, at indsatte er egnet til at gå tilbage til egen celle i fortsat enrum på afdeling D, vil dette blive iværksat efter besøget."

I forbindelse med inspektionen af anstaltens grønlænderafdeling blev anstaltens praksis med enrumsanbringelse af indsatte af psykiske årsager undersøgt. I brev af 6. juli 1994 til direktoratet anførte anstalten bl.a. følgende:

"Reglerne om observationscelle, der er trådt i kraft den 1. juli 1994, tilgodeser fuldt ud anstaltens behov for en form for udelukkelse fra fællesskab af psykisk dårlige indsatte. Anstalten vil nu ophøre med at anvende begrebet enrumsanbringelse overfor denne gruppe indsatte."

Jeg beder anstalten om en udtalelse om baggrunden for at den indsatte i ovennævnte tilfælde blev flyttet fra enrumsafdelingen til afdeling I, uden at enrumsanbringelsen ophørte.

Cirkulæret indeholder to bestemmelser om pligten til at gøre notat.

Cirkulærets § 3, stk. 6, har følgende indhold:

"Om bestemmelsen (om enrumsanbringelse efter § 3, stk. 1, min tilføjelse) gøres notat, der skal indeholde en gengivelse af det indberettede og eventuelle forklaringer. ... det skal anføres, om godkendelse (af gengivelsen af indsattes forklaring; min tilføjelse) er sket. Notatet skal endvidere indeholde en udførlig begrundelse for, at anbringelsen er anset for påkrævet."

I det ene af de to tilfælde af egentlig enrumsanbringelse (enrumsanbringelsen den 27. november 1996) er der ikke anført en nærmere begrundelse for den egentlige enrumsanbringelse.

Cirkulærets § 4, stk. 7, lyder således:

"Om de overvejelser, der har fundet sted i henhold til stk. 5 (om hvorvidt anbringelsen ikke længere er påkrævet; min tilføjelse) og om anbringelsens ophør gøres notat."

I anstaltens skrivelse af 18. december 1992 anføres i pkt. 8:

"Vagtmesteren i det afsnit, hvor den indsatte er enrumsanbragt, skal påse, at der under det daglige afsnitsmøde udfærdiges ugenotat om anbringelsen."

Den ene af de egentlige enrumsanbringelser blev bragt til ophør efter en samlet enrumsanbringelsesperiode på under en uge, og i det andet tilfælde er jeg ved min gennemgang af et journalnotat, jf. nedenfor under litra h, s. 000f, blevet bekendt med at der er foretaget notater om den indsattes fortsatte ophold i enrum hver uge.

Jeg har bemærket at anstalten i forbindelse med rapportering af enrumsanbringelse har anvendt to forskellige formularer (skemaer). I den ene type skema (skema 1) følger angivelsen af anbringelsesgrundene cirkulærets sondring mellem frivillige anbringelser og tvangsmæssige anbringelser, jf. § 2, stk. 1 og stk. 2. Samtidig henvises for så vidt angår de tvangsmæssige anbringelser til cirkulærets § 2, stk. 3. Skema 1 har overskriften "Rapport vedrørende foreløbig anbringelse i enrum".

I den anden type skema (skema 2) foretages ikke en sådan udtrykkelig sondring og henvisning. I stedet anføres de respektive anbringelsesgrunde i én lang række. Samtidig anføres i tilslutning til anbringelsesårsagerne en rubrik med ordlyden: "Sagens omstændigheder for tiden undersøges". Skema 2 har ligeledes overskriften "Rapport vedrørende foreløbig anbringelse i enrum", men anfører ikke udtrykkeligt om der har været tale om en anbringelse efter § 2, stk. 3, og sondrer som nævnt ikke mellem frivillige og tvangsmæssige anbringelser.

Jeg anmoder anstalten om at oplyse hvorfor der anvendes to forskellige formularer (skemaer). Jeg går i øvrigt ud fra at anstalten har revideret eller vil revidere formularerne sådan at der bliver mulighed for at angive at anbringelsen er sket efter bestemmelsens nye nr. 8.

Min gennemgang af materialet vedrørende anbringelse i enrum giver mig ikke anledning til bemærkninger ud over de ovenfor anførte.

 

d. Anbringelse i observationscelle

Jeg har modtaget kopi af i alt 23 rapporter om anbringelse i observationscelle. Rapporterne dækker perioden fra den 5. september 1996 til den 27. november 1996.

Anbringelse i observationscelle er reguleret i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj 1994 om anvendelse af observationscelle, sikringscelle, fiksering m.v. i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.

Betingelserne for at der kan ske anbringelse i observationscelle, er angivet i cirkulærets § 1. Efter bestemmelsen kan anbringelse kun finde sted hvis det skønnes påkrævet for at hindre hærværk (§ 1, nr. 1), hvis afgørende hensyn til opretholdelse af ro og sikkerhed i institutionen kræver det (§ 1, nr. 2), eller hvis der skønnes at være behov for særlig observation (§ 1, nr. 3).

I tre tilfælde er der sket anbringelse i observationscelle for at opretholde ro og sikkerhed i anstalten, og i 20 tilfælde er der sket anbringelse fordi der skønnedes at være særligt behov for observation. I et tilfælde er der i rapporten noteret at der samtidig med anbringelsen er anvendt magt i form af et korrigerende greb i overarmen. I alle tilfældene - på nær to - er der angivet en nærmere begrundelse for anbringelsen, typisk i form af en redegørelse for hændelsesforløbet.

De to tilfælde hvor der ikke er anført en nærmere begrundelse for anbringelsen, vedrører indsatte der er overført fra enrum til observationscelle. Det er beklageligt at der ikke er anført en nærmere begrundelse for anbringelsen.

Kompetencen til at beslutte anbringelse i observationscelle ligger hos anstaltslederen, der dog kan delegere kompetencen til andre, jf. cirkulærets § 2.

Af de modtagne rapporter fremgår det at overvagtmesteren i otte tilfælde har truffet beslutning om anbringelse i observationscelle, mens beslutningen i syv tilfælde er truffet af en fængselsfunktionær. I fire tilfælde er det angivet hvem der har truffet beslutningen, men jeg kan ikke af rapporterne afgøre hvilken stilling de pågældende havde. I fire tilfælde er det ikke anført hvem der traf beslutningen, men rapportskemaet er i alle tilfælde underskrevet. I 20 tilfælde er der efterfølgende sket underretning af den vagthavende. I tre tilfælde fremgår det ikke af rapporten om underretning har fundet sted (skemaet er ikke udfyldt).

Det er naturligvis af væsentlig betydning at rapporterne er udfyldt omhyggeligt, sådan at det altid fremgår hvem der har truffet beslutningen eller godkendt foranstaltningen.

Jeg anmoder anstalten om at overveje om der bør fastsættes retningslinier for overvagtmestrenes og fængselsfunktionærernes beslutning om anbringelse i observationscelle. Jeg udbeder mig underretning om resultatet af anstaltens overvejelser.

Cirkulærets § 4 om lægetilsyn foreskriver at lægen skal tilkaldes når der er konkret mistanke om sygdom, eller hvis den indsatte selv begærer det.

I et tilfælde er der sket tilsyn fordi personalet skønnede at det var nødvendigt. I et tilfælde fremgår det ikke af rapporten om lægetilsyn skønnedes nødvendigt eller unødvendigt (denne del af rapporten mangler). Det fremgår imidlertid af de løbende observationer og bemærkninger at der er sket tilsyn ved en sygeplejerske 20 minutter efter anbringelsen i observationscellen.

I yderligere et tilfælde er den del af rapporten der vedrører personalets skøn over nødvendigheden af lægetilsyn ikke udfyldt. Det fremgår imidlertid af de løbende notater i rapporten at der ved anbringelsen blev ringet til sygeplejersken, og at denne 30 minutter senere tilså den indsatte.

Det er naturligvis af væsentlig betydning at der foretages en fyldestgørende udfyldelse af rapporterne. Det er beklageligt at der i en rapport mangler den del af rapporten som vedrører lægetilsyn, ligesom det er beklageligt at en rapport er mangelfuldt udfyldt.

I alle tre tilfælde er tilsynet foretaget af en sygeplejerske. Tilsyn ved en sygeplejerske er ikke tilstrækkeligt til at iagttage cirkulærets bestemmelse om lægetilsyn. Det er beklageligt at anstalten ikke har iagttaget cirkulærets § 8.

I et tilfælde blev lægetilsyn ikke skønnet nødvendigt. Den indsatte anmodede selv efter henholdsvis en time og 25 minutter og en time og 45 minutter om en samtale med enten en psykiater eller en sygeplejerske. Det fremgår ikke af de løbende notater i rapporten om indsattes anmodning blev efterkommet, idet der alene er anført: "(ingen psykiater på anstalten)".

I det omfang det er muligt på nuværende tidspunkt, anmoder jeg anstalten om at oplyse om den indsattes anmodning blev efterkommet, og i givet fald hvornår tilsyn blev foretaget. Jeg bemærker at jeg er opmærksom på at en indsat i princippet ikke kan forlange samtale/tilsyn ved en sygeplejerske. Ifølge cirkulærets § 8 kan indsatte dog anmode om lægetilsyn.

Ved anbringelse i observationscelle skal den indsatte jævnligt tilses af personalet , jf. cirkulærets § 6. I forbindelse med tilsynet skal der på et observationsskema foretages notat om tidspunktet for tilsynet og om indsattes tilstand, herunder eventuelle bemærkninger om behovet for at opretholde foranstaltningen.

I otte tilfælde er der i forbindelse med observation af den indsatte ført et samlet notat om at den indsatte har sovet hele natten uden afbrydelser. Et sådant samlet notat om indsattes (uændrede) tilstand over en længere periode opfylder ikke kravet i cirkulærets § 6, idet det ikke heraf fremgår hvor ofte - og på hvilket tidspunkt - den indsatte er blevet tilset.

Det er beklageligt at det ikke af alle rapporter fremgår på hvilket tidspunkt tilsynet med den indsatte har fundet sted.

Beslutning om ophør af anbringelse i observationscelle træffes efter cirkulærets § 19, stk. 2, af anstaltslederen. Kompetencen kan dog delegeres til andre.

I otte tilfælde er beslutningen om ophør af anbringelsen truffet af en fængselsfunktionær, og i et tilfælde er beslutningen truffet af en overvagtmester. I de øvrige tilfælde fremgår det ikke af rapporten (eller de øvrige rapporter) hvilken stilling den pågældende havde.

I 20 tilfælde er rapporterne efterfølgende gennemset af såvel overvagtmesteren som fængslets ledelse, og i tre tilfælde er rapporterne alene gennemset af en overvagtmester.

Jeg anmoder om at anstalten oplyser om eventuelle interne retningslinier for fængselsfunktionærernes beslutning om ophævelse af observationscelleanbringelsen.

Varigheden af anbringelserne må efter cirkulærets § 19, stk. 1, ikke udstrækkes længere end det skønnes absolut påkrævet.

Anbringelserne er af meget varieret varighed. Den korteste anbringelse varede 15 minutter (indsatte blev herefter overført til sikringscelle), og den længste anbringelse varede ca. 16 døgn. Af de øvrige tilfælde varede 10 under et døgn, fire mellem et og to døgn, to mellem to og tre døgn, tre mellem tre og fire døgn, et mellem fire og fem døgn og et tilfælde mellem fem og seks døgn.

Min gennemgang af rapporterne om anbringelse i observationscelle giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger.

 

e. Anbringelse i sikringscelle

Jeg har modtaget kopi af i alt seks rapporter om anbringelse i sikringscelle. Rapporterne dækker perioden fra den 21. maj 1996 til den 13. november 1996.

Regler om anbringelse i sikringscelle findes i det ovenfor under litra d nævnte cirkulære af 27. maj 1994.

Betingelserne for anbringelse i sikringscelle er angivet i cirkulærets § 8. Efter bestemmelsens stk. 1 kan anbringelse kun finde sted såfremt det skønnes nødvendigt for at afværge truende vold (nr. 1), betvinge voldsom modstand (nr. 2), eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse (nr. 3). Efter bestemmelsens stk. 2 må anbringelse i sikringscelle kun anvendes når forholdene gør det absolut påkrævet, og når andre mindre indgribende foranstaltninger har været forsøgt eller vil være åbenbart utilstrækkelige.

I tre tilfælde er der sket anbringelse for at afværge truende vold, og i to af disse tilfælde er anbringelse tillige sket for at betvinge voldsom modstand. I to tilfælde er anbringelse sket alene for at betvinge voldsom modstand, og i et tilfælde er anbringelse sket for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.

I fire tilfælde er der i forbindelse med anbringelsen i sikringscelle anvendt magt over for den indsatte. I to tilfælde var der tale om armsnoningsgreb, det ene kombineret med brug af håndjern, det andet kombineret med brug af almindeligt holdegreb om benet. I to andre tilfælde blev der anvendt benlås kombineret med henholdsvis armlås og greb i arm og håndjern.

For så vidt angår brugen af benlås, henviser jeg til det der er anført ovenfor under litra a, s. 000f.

Anbringelse i sikringscelle kan efter cirkulærets § 10 kombineres med fiksering hvis dette skønnes nødvendigt. Fiksering består ifølge bestemmelsen i brug af bælte og eventuelt (min fremhævning) fod- og håndremme samt handsker.

I alle seks tilfælde er den indsatte blevet fikseret under anbringelse i sikringscellen. I fem tilfælde skete der fiksering med alle midler, mens der i et tilfælde "kun" blev anvendt bælte og hånd- og fodremme.

Fiksering er i cirkulærets § 10 betinget af at dette skønnes nødvendigt i den pågældende situation. Skønnet over nødvendigheden af fiksering bør altid fremgå af sikringscellerapporten som begrundelse for anvendelsen, ligesom det bør fremgå om der er foretaget en vurdering af om alle fikseringsmidler er påkrævet.

I flere af rapporterne er der i forbindelse med anvendelse af fiksering gjort notat om nødvendigheden heraf, men i enkelte tilfælde er der ikke anført nogen nærmere begrundelse. Der er ikke i nogen af rapporterne skelnet mellem brugen af bæltefiksering over for brugen af yderligere fikseringsmidler.

Jeg finder det beklageligt at der ikke i alle rapporter er givet en konkret begrundelse for anvendelsen af fiksering og for fikseringens omfang.

Det er påfaldende at anstalten i samtlige sikringscelleanbringelser - på nær en - anvender samtlige fikseringsmidler. Jeg anmoder anstalten om en udtalelse om anvendelsen af fikseringsmidler.

Kompetencen til at beslutte anbringelse i sikringscelle ligger hos anstaltens vagthavende leder. Hvis forholdene ikke tillader at man afventer lederens afgørelse, kan beslutning træffes af den tilstedeværende funktionær som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende leder skal så hurtigt som muligt underrettes om anbringelsen, jf. cirkulærets § 11.

I fem tilfælde blev beslutningen truffet af en fængselsfunktionær, og i et tilfælde traf en overvagtmester beslutningen. I alle seks tilfælde er der umiddelbart efter anbringelsen sket underretning af den vagthavende leder. Dog fremgår det i et tilfælde ikke helt klart hvor længe der er gået, idet tidspunktet for anbringelse ikke er påført rapporten. Det fremgår imidlertid af rapporten at den indsatte er kommet fra Helsingør Arrest kl. 18.55, og at den vagthavende leder er blevet underrettet kl. 19.00.

Varigheden af anbringelserne er varierende. I de fleste tilfælde er der tale om korterevarende ophold. I et tilfælde varede anbringelsen 50 minutter, i et andet tilfælde en time og 35 minutter, i to tilfælde en time og 55 minutter og i et tilfælde fem timer og 50 minutter. I et tilfælde varede anbringelsen 12 timer og 55 minutter.

De indsatte har i alle seks tilfælde været fikseret under hele anbringelsen i sikringscellen. Dog har den indsatte der var anbragt i fem timer og 50 minutter, fået håndremmene løsnet efter fire timer og 45 minutter.

Regler om lægetilsyn findes i cirkulærets §§ 12 og 13. § 12 regulerer tilfælde hvor der ikke anvendes fiksering, mens § 13 omfatter tilfælde hvor der anvendes fiksering.

Ved brug af fikseringsmidler skal lægen efter § 13 tilkaldes omgående. Tilkaldelsen skal ske med henblik på at lægen så hurtigt som det kan lade sig gøre, skal tilse den indsatte, medmindre lægen har sikret sig at lægeligt tilsyn ikke er nødvendigt.

I en sag blev lægen tilkaldt samtidig med at fiksering blev foretaget. I fire tilfælde blev lægen tilkaldt inden for fem minutter, og i et tilfælde blev lægen tilkaldt efter 15 minutter.

I rapporten fra inspektionen af anstaltens grønlænderafdeling udtalte jeg bl.a. at lægetilkald 10 minutter efter anbringelsen ikke er i overensstemmelse med cirkulærets bestemmelser (min beretning for 1993, s. 402). Direktoratet har i følgeskrivelse af 27. maj 1994, med senere ændringer, til cirkulæret taget min opfattelse til efterretning.

Jeg mener at det er meget beklageligt at lægen i et tilfælde først blev tilkaldt efter 15 minutter.

I to tilfælde fandt lægetilsyn sted inden for 20 minutter efter anbringelsen, og i et tilfælde inden for 45 minutter. I et tilfælde skete tilsyn efter en time og fem minutter, og i et tilfælde efter en time og 25 minutter. I et tilfælde skete der tilsyn ved en sygeplejerske efter 20 minutter, mens tilsyn ved læge først skete efter to timer og seks minutter hvor sikringscelleanbringelsen var ophørt.

Spørgsmålet om hvor hurtigt tilsyn ved en læge skal ske, undersøgte jeg i forbindelse med inspektionen af Københavns Fængsler, hvor jeg udtalte at tilsyn ved en læge mere end en time efter anbringelsen ikke var i overensstemmelse med det dagældende cirkulære. Jeg henviser til min beretning for 1994, s. 498, og min beretning for 1995, s. 650f.

Cirkulæret om anvendelse af observationscelle, sikringscelle mv. er efterfølgende blevet ændret sådan at lægetilsyn skal finde sted så hurtigt som det kan lade sig gøre, medmindre lægen har sikret sig at lægeligt tilsyn er åbenbart unødvendigt.

Der er ikke i de tre tilfælde hvor der gik mere end time fra anbringelsen til lægetilsyn fandt sted, anført nogen begrundelse for det sene lægetilsyn. Det er beklageligt.

Da jeg ved min gennemgang af rapportmaterialet har konstateret at lægetilsyn både i tilfælde af anvendelse af håndjern, magtanvendelse og anbringelse i observationscelle og sikringscelle er sket ved en sygeplejerske, anmoder jeg anstalten om en udtalelse herom. Herunder anmoder jeg om at modtage eventuelle interne retningslinier for anvendelsen af sygeplejersker i tilfælde hvor tilsyn af en læge er foreskrevet.

Jeg har under min gennemgang af rapporterne noteret mig at i en rapport var notat om tilkaldelse af og tilsyn ved lægen udfyldt i den del af det fortrykte rapportmateriale som finder anvendelse, når den indsatte ikke er fikseret.

Det fortrykte rapportmateriale bør naturligvis udfyldes korrekt.

Efter cirkulærets § 13, stk. 3, skal en indsat der er fikseret, have fast vagt , og efter § 15 skal vagten (og enhver anden der tilser den indsatte) gøre notat om tidspunkt for tilsyn samt oplyse om den indsattes tilstand, herunder bemærkninger om behovet for at opretholde fikseringen og anbringelsen.

Der har i alle tilfælde været en fast vagt hos den fikserede, og vagten har gjort notater om indsattes tilstand med korte mellemrum, ligesom det er noteret hvis indsatte har talt med læge eller andre ansatte ved anstalten.

Beslutning om ophør af anbringelse i sikringscelle og anvendelse af fikseringsmidler træffes efter cirkulærets § 19, stk. 2, af anstaltslederen eller den til hvem kompetencen er delegeret.

I fem tilfælde er beslutningen truffet af den ansvarshavende fængselsfunktionær, og i et tilfælde er beslutningen truffet af en overvagtmester.

Jeg anmoder om oplysninger om eventuelle interne retningslinier for fængselsfunktionærers adgang til at beslutte ophør af sikringscelleanbringelsen.

Alle rapporter er efterfølgende gennemgået af den ledende overvagtmester eller sikkerhedsovervagtmesteren, og fem af rapporterne er tillige gennemgået af anstaltens ledelse.

Min gennemgang af rapporterne om sikringscelleanbringelser giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger.

 

f. Forhørsprotokollen (disciplinærsager)

Jeg har modtaget kopi af forhørsprotokollen vedrørende i alt 40 forhør som er afholdt i perioden fra den 9. september 1996 til den 6. december 1996. Forhørene er afholdt som led i disciplinærsager der for så vidt angår fængselsdømte, behandles efter bekendtgørelse af 21. juni 1973, med senere ændringer, om fuldbyrdelse af frihedsstraf (fuldbyrdelsesbekendtgørelsen) og cirkulære af 10. marts 1976, med senere ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for indsatte og om disciplinærsagers gennemførelse. Disciplinærsager for forvaringsdømte behandles efter bekendtgørelse af 21. juni 1973, med senere ændringer, om behandling af personer, der anbringes i forvaring, og det ovennævnte cirkulære. Reglerne for fængselsdømte og forvaringsdømte er identiske.

Disciplinærsager for varetægtsarrestanter behandles efter bekendtgørelse af 12. september 1978, med senere ændringer, om ophold i varetægtsfængsel (varetægtsbekendtgørelsen) og cirkulære af 13. december 1978, med senere ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for varetægtsarrestanter og om disciplinærsagers gennemførelse.

Bestemmelserne i §§ 7 - 11 i cirkulæret af 10. marts 1976, med senere ændringer, er indholdsmæssigt identisk med bestemmelserne i §§ 6 - 10 i cirkulæret af 13. september 1978, med senere ændringer.

I 31 tilfælde er disciplinærsagen gennemført over for en fængselsdømt, og i et tilfælde over for en varetægtsarrestant. I de resterende otte tilfælde er det ikke ud fra det materiale som jeg har modtaget, muligt at afgøre hvorvidt vedkommende er fængselsdømt, forvaringsdømt, hæftedømt, varetægtsarrestant eller eventuelt opholder sig i anstalten på andet grundlag. I samtlige sager er der henvist til fuldbyrdelsesbekendtgørelsen, og jeg går derfor ud fra at de otte sager også er gennemført over for fængselsdømte.

34 af de 40 sager endte med ikendelse af en disciplinærstraf der kan bestå i strafcelle eller bøde. Anstaltens ledelse oplyste under et møde at strafcelle ikke anvendes i anstalten, og alle 34 sager endte således med bøde. Det fremgår imidlertid af flere af forhørsprotokollerne at den indsatte er blevet meddelt, "at i gentagelsestilfælde må indsatte påregne at blive ikendt en strengere sanktion, herunder anbringelse i enrum af længere varighed" (mine fremhævelser).

Jeg anmoder anstalten om en udtalelse vedrørende eventuel brug af enrumsanbringelse som sanktion i disciplinærsager.

Bøderne udgjorde i 18 tilfælde 25,00 kr., i to tilfælde 40,00 kr., i otte tilfælde 50,00 kr., i tre tilfælde 75,00 kr., i et tilfælde 125,00 kr., i et tilfælde 150,00 kr. og i et tilfælde 231,00 kr. I fire af de 34 sager blev der tillige truffet afgørelse om konfiskation, og i tre af sagerne blev der tillige givet en advarsel. I en sag fik den indsatte tillige inddraget og båndlagt et beløb som var blevet forsøgt smuglet ud af fængslet. I en af sagerne der vedrørte trusler om vold mod anstaltens købmand, blev det tillige bestemt at den indsatte skulle ledsages ved handel hos købmanden.

21 af de 34 sager vedrørte hashrygning, herunder to sager der tillige vedrørte henholdsvis indtagelse af morfin og heroin. To sager vedrørte besiddelse af hash, to sager vedrørte indtagelse af en antagelig hjemmebrygget "gæret væske", to sager vedrørte henholdsvis upassende sprog og utilladelig adfærd, to sager vedrørte trusler mod henholdsvis en fængselsfunktionær og anstaltens købmand, en sag vedrørte indtagelse af medikamenter, en sag vedrørte besiddelse af medicin og uretmæssig besiddelse af andre effekter, en sag vedrørte upassende sprog, uretmæssigt ophold på naboafdeling og uretmæssig besiddelse af effekter, en sag vedrørte udsmugling af penge og en sag vedrørte uretmæssigt ophold på naboafdeling.

Af de resterende seks sager der endte med andet end idømmelse af en disciplinærstraf , var reaktionen i fem sager advarsel. I en af disse sager, som vedrørte en ituslået rude, blev der tillige krævet en erstatning på 25,00 kr. I en anden af disse fem sager blev en enrumsanbringelse tillige opretholdt. I en sag der vedrørte trusler fra den indsatte mod fængselspersonalet, blev der truffet beslutning om overførsel til et andet fængsel.

Ved gennemgangen af forhørsprotokollen er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af baggrunden for indberetningerne (som jeg ikke har været i besiddelse af), og af de afgørelser der er truffet efter forhørene. Gennemgangen nedenfor har koncentreret sig om iagttagelse af reglerne i de ovennævnte bekendtgørelser og cirkulærer og inddrager alle disciplinærsagerne, uanset om reaktionen har været en disciplinærstraf efter disciplinærstrafcirkulærerne eller anden foranstaltning efter andre bestemmelser.

Det er institutionens leder, eller den han bemyndiger til på sit ansvar at udøve den, der har kompetencen til at træffe afgørelse i disciplinærsager (fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 34, stk. 1, og varetægtsbekendtgørelsens § 36, stk. 1).

Alle de gennemgåede afhøringer og afgørelser er foretaget af overvagtmestre eller sikkerhedsovervagtmesteren som jeg må forstå er tillagt kompetencen.

Jeg beder fængslet oplyse om der internt er fastsat retningslinier for overvagtmestrenes og sikkerhedsovervagtmesterens udøvelse af disciplinærmyndigheden. I bekræftende fald beder jeg om oplysning om disse retningslinier. Samtidig beder jeg om at få oplyst hvilket tilsyn inspektøren fører med disciplinærstrafområdet.

Disciplinærsager skal behandles så hurtigt som muligt (§ 7, stk. 2, i cirkulæret af 10. marts 1976). I 16 tilfælde blev sagen behandlet den samme dag eller dagen efter. I tre af disse tilfælde fremgår dette dog ikke af forhørsprotokollen, men det kan udledes ved at sammenholde enrumsrapporterne med forhørsprotokollen. I seks tilfælde er forhør foretaget efter at der er kommet svar på en urinprøve, men der foreligger ikke oplysninger om datoen for modtagelse af svar - i et af tilfældene foreligger der dog oplysninger om datoen for afsendelse af svaret. I de seks tilfælde er der gået mellem 11 og 28 dage fra afgivelsen af urinprøven til afholdelse af forhør. Jeg går ud fra at forhør er foretaget hurtigst muligt efter modtagelse af svaret. I seks tilfælde blev forhør afholdt to dage efter indberetningen, i otte tilfælde tre dage efter indberetningen og i tre tilfælde henholdsvis fire, fem og syv dage efter indberetningen.

I et tilfælde blev forhør afholdt 13 dage efter at forseelsen blev begået. Sagen kunne afsluttes på baggrund af et enkelt forhør af den indsatte. Det er efter min opfattelse beklageligt at sagen ikke blev afsluttet på et tidligere tidspunkt end det var tilfældet.

I §§ 8 og 9 i cirkulæret af 10. marts 1976 findes bestemmelser vedrørende proceduren ved behandling af disciplinærsager. Cirkulærets § 8 lyder således:

"Disciplinærsager om ikendelse af bøder kan gennemføres uden den indsattes tilstedeværelse, dersom overtrædelsen umiddelbart har kunnet konstateres, eller sagens omstændigheder i øvrigt må anses for fuldt klarlagt. I så fald skal den indsatte skriftligt underrettes om, hvilken afgørelse der agtes truffet og om adgangen til at udtale sig i sagen.

Stk. 2. Gennemførelse af sagen uden den indsattes tilstedeværelse forudsætter, at han ikke ønsker at udtale sig i sagen. Hvis han ønsker at få lejlighed hertil, gennemføres disciplinærsagen efter reglerne i § 9.

Stk. 3. Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede, oplysning om, hvilke bestemmelser der er overtrådt og oplysning om afgørelsen. I notatet skal det anføres, at den indsatte er underrettet om adgangen til at udtale sig."

I 16 sager (alle vedrørende hashrygning) blev rapporten optaget uden den indsattes tilstedeværelse, men med henvisning til den indsattes skriftlige erkendelse af det konkrete tilfælde af hashrygning. I alle 16 sager er bestemmelsen i cirkulærets § 8, stk. 3, endvidere iagttaget.

Af det materiale som jeg har modtaget, fremgår det ikke om den indsatte er blevet skriftligt underrettet efter § 8, stk. 1. Jeg anmoder om oplysninger til belysning heraf.

De resterende 24 sager er behandlet efter cirkulærets § 9 der lyder således:

"I disciplinærsager i øvrigt gøres den indsatte bekendt med, hvad der er indberettet, og orienteres i hovedtræk om, hvad der måtte være fremkommet under eventuelle afhøringer i sagen.

Stk. 2. Afgørelsen træffes under den indsattes tilstedeværelse, efter at han har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 3. Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens funktionærer.

Stk. 4. Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede og de afgivne forklaringer, der skal protokolleres, medens vedkommende er til stede. Protokollatet søges affattet således, at det kan godkendes af den pågældende. Notatet skal endvidere indeholde oplysning om, hvilke bestemmelser der anses overtrådt, på hvilket grundlag dette anses for bevist og oplysning om afgørelsen."

De indsatte er i alle tilfælde blevet partshørt i overensstemmelse med § 9, stk. 1. Bestemmelserne i § 9, stk. 2, 3 og 4, 1. og 2. punktum, er også iagttaget i alle sagerne.

I alle tilfælde på nær to har den indsatte godkendt forhøret i overensstemmelse med § 9, stk. 4, 3. punktum. I det ene af disse to tilfælde ønskede den indsatte ikke at godkende forhøret, og i det andet tilfælde havde forhøret udviklet sig på en sådan måde at det var åbenlyst at den indsatte ikke ønskede at godkende forhøret.

Kravet i § 9, stk. 4, sidste punktum, vedrørende oplysning om hvilke bestemmelser der anses for overtrådt, er ikke overholdt i syv sager. I den ene af disse syv sager (forhørsprotokollen, s. 10346) blev et beløb på 200,00 kr. inddraget og båndlagt uden at der blev angivet nogen hjemmel for reaktionen. De øvrige seks tilfælde vedrører alle advarsler. I fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 36, stk. 2, er det bestemt at der når omstændighederne taler derfor, i stedet for ikendelse af disciplinærstraf kan tildeles en advarsel. I ingen af de tilfælde hvor der er givet advarsler, er der henvist til bekendtgørelsens § 36, stk. 2. I ét tilfælde (forhørsprotokollen, s. 10354) er der henvist til fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33. Som jeg tidligere har udtalt (min beretning for 1995, s. 610), giver § 33 hjemmel for ikendelse af disciplinærstraf som ifølge disciplinærstrafcirkulærets § 1 alene kan omfatte bøde eller strafcelle. Det er derfor forkert at henvise til § 33 når der anvendes en anden reaktion end disciplinærstraf, f.eks. advarsel. I stedet bør der i advarselstilfældene henvises til bekendtgørelsens § 36, stk. 2.

I disciplinærsagen mod varetægtsarrestanten er der henvist til fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33, jf. § 19, stk. 2, jf. disciplinærstrafcirkulærets § 1. Der burde have været henvist til varetægtsbekendtgørelsens § 35, jf. § 18, stk. 2, jf. § 1 i cirkulæret af 13. september 1978.

Jeg går ud fra at anstalten i fremtiden vil være opmærksom på disse forhold, og jeg foretager mig derfor ikke mere i den anledning.

Kravet om oplysning om på hvilket grundlag overtrædelsen er anset for bevist, er overholdt i alle sager på nær én (forhørsprotokollen, s. 10356). Jeg går ud fra at der er tale om en enkeltstående fejl.

I alle sager er der givet klagevejledning om adgangen til at klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen ved indsendelse gennem anstalten, jf. fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 28, stk. 2, varetægtsbekendtgørelsens § 29, stk. 2, og forvaltningslovens § 25.

Min gennemgang af forhørsrapporterne giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger end anført ovenfor.

 

g. Videregående visitation af besøgende

Jeg har modtaget fem rapporter vedrørende videregående visitation af besøgende hvoraf en visitation ikke blev gennemført på grund af manglende samtykke fra den besøgende, jf. nedenfor. Visitationerne er foretaget i perioden fra den 2. december 1995 til den 1. august 1996. Regler om videregående visitation findes i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse af 28. januar 1981 om retningslinier med hensyn til kontrollen med, at adgangen til besøg til indsatte i lukkede institutioner ikke benyttes til indsmugling. Herudover har anstaltens inspektør i skrivelse af 29. maj 1996 om visitationer i anstalten fastsat yderligere retningslinier for gennemførelsen heraf.

Efter § 3 i direktoratets cirkulæreskrivelse er det en forudsætning for visitation at den besøgende forinden meddeler samtykke, idet nægtelse heraf medfører afvisning af besøget. Visitationen kan kun ske efter begrundet mistanke om indsmugling af euforiserende stoffer eller lignende, våben eller undvigelsesredskaber, og skal besluttes af institutionens leder eller den vedkommende bemyndiger hertil (§ 6). Visitationen skal foregå i et særligt lokale og foretages af personer af samme køn som den besøgende, og må ikke overværes af andre besøgende eller indsatte (§ 8). Visitationen skal foretages på en måde der tager størst mulig hensyn til den besøgende, og den besøgende skal have anden beklædning (f.eks. en badekåbe) stillet til rådighed, mens visitationen foretages. Visitationen skal foretages i den besøgendes påsyn (§ 9). Der skal endelig optages rapport om visitationen (§ 10).

I inspektørens skrivelse er delegationsadgangen i direktoratets cirkulæreskrivelse, § 6 b, benyttet sådan at visitationen tillige kan tillades af den ledende overvagtmester eller koordinerende overvagtmester. I bilaget til skrivelsen er det anført at tilladelse til visitation kan gives af overvagtmestrene eller institutionens vagthavende leder. I et notat "Anstalten ved Herstedvester 1995 (facts og tal)" er det oplyst at ledelsen bl.a. består af en ledende overvagtmester og en sikkerhedsovervagtmester, og at anstalten i øvrigt har ansat ni overvagtmestre. Det må således konstateres at der er uoverensstemmelse mellem inspektørens skrivelse og bilaget til skrivelsen, hvilket naturligvis er uheldigt, og jeg henstiller at skrivelsen og bilaget bringes i overensstemmelse.

Inspektøren har endvidere fastsat at visitationen skal foretages af to fængselsfunktionærer af samme køn, og at den besøgende skal have stillet en badekåbe til rådighed under visitationen.

Det er ikke nærmere fastsat hvad der skal anføres i den rapport der skal optages efter cirkulæreskrivelsens § 10. Rapporterne bør indeholde de oplysninger der er nødvendige for at det efterfølgende så vidt muligt kan konstateres om cirkulæreskrivelsens og anstaltens regler er iagttaget. De rapporter som jeg har modtaget, er udarbejdet på almindeligt blankt rapportpapir, hvor det er op til den enkelte fængselsfunktionær at sørge for at få alt relevant noteret.

Det er i ét af de fire tilfælde hvor visitation blev gennemført, i rapporten anført at visitationen er gennemført "i fuld forståelse" med den besøgende. De øvrige rapporter omtaler ikke spørgsmålet om den besøgendes samtykke til visitationens gennemførelse. Det er beklageligt at det ikke af rapporterne udtrykkeligt fremgår at den besøgende er gjort bekendt med at visitationen forudsætter samtykke fra den pågældende.

For så vidt angår kompetencen, er det i to af rapporterne ikke angivet hvem der har truffet beslutning om visitation. Den ene af disse rapporter er dog vedhæftet et efterfølgende udarbejdet notat, hvoraf det fremgår at visitationen er besluttet af overvagtmester B. Jeg havde fundet det ønskeligt, at det i rapporterne var anført hvem (med navn og stilling) der havde besluttet visitationerne.

I to andre tilfælde er beslutningen truffet af overvagtmester C. De visitationer der blev besluttet af B og C, blev gennemført før den 29. maj 1996, og jeg går ud fra at de pågældende på tidspunktet for beslutningen efter de dagældende regler i anstalten havde kompetence til at beslutte visitationerne. Den sidste visitation blev besluttet af inspektøren.

I to af tilfældene er der anført en udførlig begrundelse for beslutningen om visitationen. I de øvrige tre tilfælde er som begrundelse for visitationen anført: "mistanke om indsmugling, og indtagelse af medbragt medicin", "mistanke om indsmugling af ulovlige stoffer og/ell. piller" og "mistanke om indsmugling". Den begrundelse der er anført i de tre sidstnævnte rapporter, mener jeg ikke opfylder cirkulærets krav om "begrundet mistanke". Jeg går ud fra at visitationerne er gennemført efter en mere konkret mistanke. Det havde været ønskeligt om denne mere konkrete mistanke var anført i rapporterne.

I de fire tilfælde hvor visitationen er gennemført, har der været to fængselsfunktionærer til stede. Tre af de deltagende funktionærer er ikke angivet med fornavn, men jeg går ud fra at visitationen - som i de øvrige tilfælde - er gennemført af funktionærer af samme køn som den besøgende. Jeg har endvidere bemærket at rapporterne i to tilfælde er underskrevet af andre end de fængselsfunktionærer der har deltaget i visitationen. Dette er uheldigt.

Som det fremgår af den ovenstående gennemgang af rapporterne, er der en vis uensartethed i hvilke oplysninger de udøvende fængselsfunktionærer noterer i rapporten. Specielt det forhold at det ikke i alle tilfælde bliver noteret at den besøgende har meddelt samtykke, giver anledning til betænkelighed. Jeg kan ikke udelukke at denne uensartethed og de konstaterede mangler skyldes det meget begrænsede antal videregående visitationer med deraf følgende manglende rutine hos fængselsfunktionærerne.

Jeg henstiller derfor at anstalten overvejer at udarbejde en fortrykt blanket, dels for at udstyre fængselsfunktionærerne med en huskeliste, dels for at sikre at der bliver foretaget de nødvendige notater. Jeg anmoder om at blive underrettet om resultatet af anstaltens overvejelser.

 

h. Brevveksling og besøg

Ledelsen oplyste i forbindelse med inspektionen at der ikke blev ført særskilt journal eller register over anstaltens kontrol med de indsattes brevveksling. Oplysninger herom fremgår kun af journalen for de enkelte indsatte. Jeg anmodede derfor om at modtage udskrifter af fem journaler vedrørende bestemte indsatte hvor der er foretaget kontrol. Ingen af de journalkopier som jeg modtog, indeholder tilfælde af besøgskontrol.

Reglerne om kontrol med de indsattes brevveksling er fastsat i cirkulære af 18. december 1980 om de indsattes adgang til brevveksling og besøg mv. med senere ændringer. Cirkulæret har bl.a. følgende indhold:

" Kontrol.

§ 5. Breve til og fra indsatte gennemlæses ikke, medmindre det i det enkelte tilfælde af institutionens leder skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedshensyn eller for at forebygge strafbart forhold.

Stk. 2. Såfremt omstændighederne taler derfor, kan institutionens leder dog bestemme, at der skal foretages stikprøvevis gennemlæsning med henblik på kontrol med, at adgangen til ukontrolleret brevveksling ikke misbruges.

Stk. 3. Om eventuel gennemlæsning skal der ske fornødent notat med oplysning om grunden hertil.

...

Tilbageholdelse.

§ 6. I tilfælde, hvor gennemlæsning finder sted, gælder følgende:

1. Et brev kan efter bestemmelse af institutionens leder tilbageholdes, såfremt det skønnes uegnet til afsendelse af ordens- eller sikkerhedshensyn, for at forebygge eller opklare strafbart forhold eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen.

2. Et tilsendt brev, der af tilsvarende grunde skønnes uegnet til udlevering, skal tilbagesendes. Hvis det af sikkerhedshensyn eller for at forebygge eller opklare strafbart forhold anses for påkrævet, kan et tilsendt brev tilbageholdes.

...

Stk. 3. Der skal ske fornødent notat om tilbageholdelsen med oplysning om grunden. Afsenderen skal underrettes om tilbageholdelsen og begrundelsen herfor, medmindre formålet med tilbageholdelsen herved forspildes."

For de indsattes interne brevveksling er der yderligere fastsat regler i anstaltens skrivelse af 23. juni 1986 der bl.a. har følgende indhold:

"1. Indsatte i anstalten kan brevveksle internt uden begrænsninger medmindre institutionens leder i det enkelte tilfælde har skønnet det påkrævet at fastsætte begrænsninger med hensyn til hvem, de indsatte må brevveksle med på baggrund af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn eller for at forebygge strafbart forhold m.v., jfr. principperne i direktoratets cirkulære af 18. december 1980 om de indsattes adgang til brevveksling og besøg m.v.

...

3. Indsatte, der i øvrigt er anbragt i enrum, kan alene brevveksle internt, såfremt formålet med enrumsanbringelsen ikke herved forspildes.

Dette vil i almindelighed indebære, at indsatte, der er anbragt i enrum i henhold til § 2, stk. 2, nr. 1-5 i cirkulæret af 14 september 1978 om enrumsanbringelse, ikke har adgang til intern brevveksling.

Institutionens leder skal dog i hvert enkelt tilfælde vurdere, om det skønnes påkrævet enten at forbyde den indsatte at brevveksle internt eller at fastsætte mindre vidtgående begrænsninger for intern brevveksling ud fra de hensyn, som begrunder enrumsanbringelsen og principperne i direktoratets cirkulære af 18. december 1980 om de indsattes adgang til brevveksling og besøg m.v., jfr. pkt. 1.

4. Intern brevveksling mellem enrumsanbragte og andre indsatte skal i alle tilfælde ske via overvagtmesteren, d.v.s. at al sådan intern post afleveres til overvagtmesteren, der sørger for den videre ekspedition.

Den indsatte skal ved afleveringen af et internt brev til eller fra en enrumsanbragt gøres bekendt med, at brevet gennemlæses inden udleveringen.

Såfremt et brev ikke videresendes, skal det straks tilbagegives, medmindre der findes grundlag for at tilbageholde brevet, jfr. principperne i brevvekslingscirkulæret."

De fem journaludskrifter som jeg modtog i kopi, indeholder notater om gennemlæsning af breve i 11 tilfælde foretaget i perioden fra den 28. november 1995 til den 26. november 1996. Heraf vedrører de fem brevveksling internt mellem indsatte i anstalten, hvoraf jeg i fire tilfælde kan konstatere at der er tale om brevveksling mellem indsatte hvoraf den ene er enrumsanbragt efter § 2, stk. 2, pkt. 4, i cirkulæret om anbringelse af indsatte i enrum, jf. ovenfor under litra e, s. 000f.

Syv af de 11 breve blev gennemlæst efter cirkulærets § 5, stk. 1, om konkret mistanke, mens fire breve blev gennemlæst som led i en stikprøvekontrol efter cirkulærets § 5, stk. 2. I to tilfælde blev brevene tilbageholdt efter cirkulærets § 6, stk. 1, nr. 1, og i et tilfælde blev brevet til en indsat sendt tilbage efter cirkulærets § 6, stk. 1, nr. 2, 1. punktum. I alle tre tilfælde hvor brevet ikke nåede frem til adressaten, var der tale om breve gennemlæst efter cirkulærets § 5, stk. 1.

Herudover indeholder journaludskrifterne et tilfælde hvor to breve blev tilbageholdt efter cirkulærets § 6, stk. 1, nr. 1, uden forudgående gennemlæsning, idet alene kuverternes "dekoration" gav anledning til tilbageholdelse af brevene. Brevene blev overgivet til den indsatte til omkuvertering.

For så vidt angår breve der er gennemlæst efter cirkulærets § 5, stk. 2, kan der ikke kræves en nærmere begrundelse for hvert enkelt brev. Det skal derfor blot fremgå af notatet at brevet er gennemlæst som led i en stikprøvekontrol efter cirkulærets § 5, stk. 2.

Jeg har dog bemærket at det i et tilfælde hvor det er anført at gennemlæsningen har fundet sted efter cirkulærets § 5, stk. 2, er anført at baggrunden for gennemlæsningen af brevet, der var internt og stilet til en enrumsanbragt, var at brevet var uden afsender, og fordi modtageren var enrumsanbragt.

Med hensyn til de syv tilfælde af gennemlæsning efter cirkulærets § 5, stk. 1, har jeg konstateret at der i tre tilfælde ikke er anført en nærmere begrundelse for gennemlæsningen. I to af disse tilfælde er der tale om brevveksling henholdsvis fra og til en enrumsanbragt, og der er i begge tilfælde henvist til anstaltens skrivelse af 23. juni 1986. Det fremgår imidlertid ikke af journaludskriften at der er fastsat begrænsninger i den enrumsanbragtes adgang til intern brevveksling, jf. pkt. 3 i anstaltens skrivelse af 23. juni 1986, og jeg går derfor ud fra at dette ikke er tilfældet.

Det er beklageligt at der i de nævnte tre tilfælde ikke er anført noget nærmere om baggrunden for gennemlæsningen af brevene.

Der er i alle tilfælde af gennemlæsning og tilbageholdelse af breve anført efter hvilken bestemmelse gennemlæsningen er foretaget. I de tre tilfælde hvor brevene efter gennemlæsningen er blevet tilbageholdt, er der anført en begrundelse herfor.

Jeg bemærker at jeg ved min gennemgang af notaterne ikke har vurderet om anstalten havde tilstrækkeligt grundlag for at gennemlæse og tilbageholde brevene.

Med hensyn til kompetencen fremgår det af de journaludskrifter som jeg har modtaget, at beslutningen om gennemlæsningen af brevene er truffet af en overvagtmester. Beslutning om tilbageholdelse af brevene er i ét tilfælde truffet af vicefængselsinspektøren, og i ét tilfælde af den vagtmester som traf beslutning om gennemlæsning af brevet. Beslutningen om at tilbagesende det ene brev er ligeledes truffet af en overvagtmester.

Jeg anmoder anstalten om en udtalelse om hvorvidt der i interne retningslinier er sket delegation af kompetencen til at beslutte gennemlæsning og tilbageholdelse af breve til og fra indsatte.

I samtlige de tilfælde hvor brevet efter gennemlæsningen er afsendt eller udleveret til den indsatte, er dette udtrykkeligt anført i rapporten. I de to tilfælde med tilbageholdelse af breve er det udtrykkeligt anført at den indsatte er underrettet om tilbageholdelsen, og i det ene tilfælde af returnering af et tilsendt brev er det tillige udtrykkeligt anført at brevet er sendt tilbage.

 

11. Opfølgning

Som det fremgår af de enkelte afsnit, har jeg i nogle tilfælde bedt anstalten om udtalelser. Udtalelserne bedes sendt gennem Direktoratet for Kriminalforsorgen, der ligeledes bedes om en udtalelse der i nogle tilfælde skal indeholde en redegørelse for hvordan tilsvarende forhold er på de øvrige af kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.

 

12. Underretning

Denne rapport er stilet til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Anstalten ved Herstedvester, men sendes tillige i kopi til Folketingets Retsudvalg samt talsmandsgruppen i Anstalten ved Herstedvester.