Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

Justitsministeriets Politikontor traf beslutning om at en person skulle udleveres til Luxembourg med henblik på retsforfølgning for overtrædelse af Luxembourgs narkotikalovgivning. Den beskikkede forsvarer indbragte udleveringsbeslutningen for Københavns Byret der afsagde kendelse hvorefter udleveringsbeslutningen blev anset for lovlig. Forsvareren kærede byrettens kendelse til Østre Landsret der stadfæstede kendelsen. Forsvareren ansøgte herefter Justitsministeriet om tilladelse til at kære Østre Landsrets kendelse. Justitsministeriets Politikontor afslog ansøgningen.

Justitsministeriet anførte i en udtalelse til ombudsmanden at ministeriet ikke havde fundet det nødvendigt at tage endelig stilling til spørgsmålet om myndighedsinhabilitet da der ikke var mulighed for substitution

Ombudsmanden kritiserede at Justitsministeriet ikke havde afklaret spørgsmålet om eventuel myndighedsinhabilitet. Ombudsmanden udtalte videre at Justitsministeriet som myndighed var inhabil til at træffe afgørelse om ansøgningen om tilladelse til kære af Østre Landsrets kendelse.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt at ministeriet lod det samme kontor træffe afgørelse både i spørgsmålet om udleveringen og i spørgsmålet om tilladelse til kære af Østre Landsrets kendelse. Det havde været ønskeligt om ministeriet - inden ministeriet afviste at genoptage forsvarerens ansøgning om kæretilladelse - havde forelagt sagen for Procesbevillingsnævnet med henblik på at nævnet kunne tage stilling til om nævnet anså sig beføjet til at træffe afgørelse i sagen, eller subsidiært afgive en vejledende udtalelse, uanset at sagen efter ikrafttrædelsesbestemmelsen i loven om oprettelse af Procesbevillingsnævnet skulle behandles af ministeriet. Ombudsmanden udtalte endelig at ministeriets begrundelse (der var en standardbegrundelse) for afgørelsen var mangelfuld henset til den foreliggende inhabilitet. (J.nr. 1996-172-637).

Den fulde tekst

Myndighedsinhabilitet. Udleveringsbeslutning. Tredjeinstansbevilling

 

Justitsministeriet (Politikontoret) traf beslutning om at A skulle udleveres til retsforfølgning i Luxembourg.

B anmodede som beskikket forsvarer Justitsministeriet om at indbringe spørgsmålet om udleveringsbeslutningens lovlighed for retten, jf. udleveringslovens § 16.

Københavns Byret afsagde kendelse hvorefter Justitsministeriets udleveringsbeslutning blev anset for lovlig. B kærede kendelsen til Østre Landsret der stadfæstede Københavns Byrets kendelse.

B anmodede Justitsministeriet om tilladelse til at kære Østre Landsrets kendelse til Højesteret hvilket Justitsministeriet (Politikontoret) afslog i september 1995. Justitsministeriet anførte følgende som begrundelse for afslaget:

"Efter en gennemgang af sagen skal Justitsministeriet meddele, at man ikke finder grundlag for at imødekomme ansøgningen. Justitsministeriet har ved afgørelsen særlig lagt vægt på, at sagen ikke efter ministeriets opfattelse indeholder sådanne forhold, at der er knyttet en mere almindelig (principiel) interesse til sagens indbringelse for Højesteret.

Justitsministeriet finder endvidere ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der - selv om sagen ikke er af principiel interesse - er grundlag for undtagelsesvis at tillade, at sagen indbringes for Højesteret."

B anmodede efterfølgende Justitsministeriet om at genoptage B's ansøgning om tilladelse til at kære Østre Landsrets kendelse hvilket Justitsministeriet (Politikontoret) endeligt afviste ved brev af 5. januar 1996.

Ved min gennemgang af sagen blev jeg opmærksom på at Justitsministeriet (Politikontoret) havde behandlet både udleveringsbeslutningen og B's ansøgning om tilladelse til kære af Østre Landsrets kendelse. Jeg anmodede Justitsministeriet om en supplerende udtalelse. Jeg anførte bl.a. følgende i brevet:

"Jeg er ved gennemgang af sagen blevet opmærksom på at det er Justitsministeriet (Politikontoret) der har truffet afgørelse om at der ikke skal meddeles tilladelse til kære af Østre Landsrets kendelse, hvorefter Justitsministeriets (Politikontoret) beslutning om udlevering anses for lovlig.

Det fremgår ikke af sagen hvorvidt Justitsministeriet på den baggrund har gjort sig overvejelser vedrørende inhabilitet.

Idet jeg henviser til Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret, (1994), s. 200f, samt ombudsmandens tidligere udtalelse, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1981, s. 135ff, anmoder jeg Justitsministeriet om en supplerende udtalelse vedrørende spørgsmålet om inhabilitet.

..."

 

I en udtalelse anførte Justitsministeriet bl.a. følgende:

"...

Beslutning om udlevering i henhold til udleveringslovens § 15 træffes af justitsministeren. Afgørelser om tilladelse til kære blev på daværende tidspunkt i medfør af retsplejelovens § 973 truffet af justitsministeren. Ved lov nr. 390 af 14. juni 1995, der trådte i kraft den 1. januar 1996, er kompetencen overført til Procesbevillingsnævnet.

Justitsministeriet har således behandlet spørgsmålet i to forskellige egenskaber, hvor der i begge tilfælde er tale om udøvelse af myndighedsopgaver, der ved lov udtrykkeligt er henlagt til Justitsministeriet. Dette taler for, at der ikke har foreligget myndighedsinhabilitet i forbindelse med Justitsministeriets behandling af ansøgning om 3. instansbevilling.

Heroverfor står, at Justitsministeriet i det foreliggende tilfælde kan opfattes som den pågældendes modpart i udleveringssagen. Dette taler for at statuere myndighedsinhabilitet.

Justitsministeriet har imidlertid ikke fundet det nødvendigt at tage endelig stilling til habilitetsspørgsmålet. Selv om det måtte antages, at der forelå myndighedsinhabilitet, var der i det foreliggende tilfælde ikke mulighed for substitution (jf. Folketingets Ombudsmands beretning 1981, 135ff.).

Det kan i den forbindelse oplyses, at Justitsministeriet i den foreliggende sag, hvor der er tale om efterprøvelse af en afgørelse truffet af Justitsministeriet, har anlagt en forholdsvis lempelig bedømmelse af, om kæretilladelse skulle meddeles. Justitsministeriet har imidlertid på baggrund af Højesterets kendelse af 24. august 1995, hvor en række af de problemstillinger, som (B) har anført til støtte for sin ansøgning om tilladelse til kære, har været forelagt Højesteret, ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at meddele den ansøgte tilladelse.

..."

 

I et brev til B udtalte jeg følgende:

" Inhabilitetsspørgsmålet

Justitsministeriet har anført at ministeriet ikke har fundet grundlag for at tage endelig stilling til inhabilitetsspørgsmålet, da der ikke er mulighed for substitution idet lovgivningen tillagde Justitsministeriet kompetencen til både at træffe afgørelser om udlevering og afgørelser om tilladelse til kære til Højesteret af landsretternes kendelser i anden instans, jf. henholdsvis udleveringslovens § 15 og den på tidspunktet for afgørelsen gældende § 973 i retsplejeloven.

Spørgsmålet om myndighedsinhabilitet er omtalt i flere udtalelser fra ombudsmanden og en række steder i den forvaltningsretlige litteratur.

Jeg henviser herved til Eilschou Holm, Juristen (1986), s. 42, Nørgaard og Garde, Forvaltningsret - Sagsbehandling (1995), s. 97f, Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 200f.

I det sidstnævnte værk siges det bl.a. (med udgangspunkt i ombudsmandsudtalelserne i Folketingets Ombudsmands beretning for årene 1981, s. 135, og 1987, s. 211):

"Et krav til myndighederne må selvsagt være, at man er fuldt opmærksom på tilfælde af mulig myndighedsinhabilitet og nøje overvejer, om der foreligger substitutionsmuligheder. ... I de tilfælde, hvor substitution ikke er mulig, må myndigheden så træffe afgørelsen, men samtidig i sin behandling af sagen tage hensyn til den foreliggende inhabilitet. Organisatorisk bør det tilstræbes, at forskellige medarbejdere og kontorer inden for myndigheden uafhængigt af hverandre varetager de forskellige funktioner og interesser i sagen. Er afgørelsen 'begunstigende' for myndigheden, må der udvises særlig omhu for i begrundelsen at påvise, at afgørelsen er i fuld overensstemmelse med sædvanlig praksis på området.

I visse tilfælde kan der være anledning til at anlægge en i forhold til myndigheden noget strengere bedømmelse end den, der følges over for andre. I FOB 1981.135 ... udtalte ombudsmanden således, 'at konsekvensen af det foreliggende inhabilitetsproblem må være, at Justitsministeriet anlægger en forholdsvis lempelig bedømmelse ved afgørelsen af, om fri proces skal meddeles'. - Synspunktet har dog sin begrænsning; fri proces bør ikke være specielt let opnåelig, blot fordi sagsøgte er den myndighed, som skal meddele bevillingen hertil. ..."

Som det fremgår, giver spørgsmålet om eventuel myndighedsinhabilitet navnlig anledning til følgende i forbindelse med den pågældende myndigheds behandling af sagen:

En nøje overvejelse og afklaring af hvorvidt der foreligger myndighedsinhabilitet.

Overvejelse og afklaring af muligheden for substitution.

Visse interne organisatoriske forholdsregler såfremt en afgørelse må træffes af den inhabile myndighed.

Eventuelt en noget afvigende vurdering i form af en forholdsvis lempelig bedømmelse.

Særlig udførlighed i henseende til begrundelsens udformning når afgørelsen går borgeren imod.

 

Ad 1

Af Justitsministeriets udtalelse ... fremgår det at ministeriet ikke har fundet det nødvendigt at tage endelig stilling til inhabilitetsspørgsmålet, idet substitution ikke ansås for mulig.

Jeg er ikke enig i denne synsmåde men finder tværtimod at det af hensyn til de forskellige virkninger af myndighedsinhabilitet (også ud over eventuel substitution) bør afklares hvorvidt der foreligger en inhabilitetssituation.

I det foreliggende tilfælde må det efter min opfattelse klart antages at der foreligger myndighedsinhabilitet, idet ministeriet er ansøgerens modpart i udleveringssagen, jf. herved bl.a. den sag der er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1981, s. 135.

 

Ad 2

Justitsministeriet har efter det oplyste fundet at muligheden for substitution var udelukket. Jeg skal for så vidt ikke anfægte denne opfattelse. Jeg havde imidlertid fundet det ønskeligt om ministeriet inden det endelige afslag af 5. januar 1996 på (B)'s anmodning om genoptagelse havde undersøgt mulighederne for - under hensyn til sagens særlige omstændigheder - at lade Procesbevillingsnævnet træffe afgørelse i sagen (jf. herved den sag der er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987, s. 211). Procesbevillingsnævnet (der er oprettet ved lov nr. 390 af 14. juni 1995) har med virkning fra 1. januar 1996 overtaget kompetencen til bl.a. at meddele kæretilladelser. Den foreliggende sag ligger forud for nævnets overtagelse af kompetencen; det er derfor korrekt at sagen, også i henseende til genoptagelsesanmodningen, er blevet behandlet af Justitsministeriet (jf. ikrafttrædelsesbestemmelsen, § 2, i loven). Dette udelukker imidlertid ikke at ministeriet kunne have forelagt (B)'s seneste genoptagelsesanmodning for Procesbevillingsnævnet med henblik på at nævnet i lyset af den foreliggende myndighedsinhabilitet kunne tage stilling til, om nævnet anså sig for beføjet til at træffe afgørelse i sagen eller subsidiært afgive en vejledende udtalelse hvortil ministeriet kunne have henvist i sin afgørelse.

 

Ad 3

Jeg må anse det for kritisabelt at Justitsministeriet lod det samme kontor behandle såvel udleveringssagen som anmodningen om kæretilladelse. At henskyde behandlingen og afgørelsen af ansøgningen om kæretilladelse til et andet kontor, eventuelt i en anden af ministeriets afdelinger, havde været enkelt. Forholdsregler af denne art må som ovenfor anført under alle omstændigheder gennemføres i tilfælde af myndighedsinhabilitet.

 

Ad 4

Justitsministeriet anfører at ministeriet har anlagt en forholdsvis lempelig bedømmelse af om kæretilladelse skulle meddeles. - Dette tager jeg til efterretning.

 

Ad 5

Justitsministeriets begrundelse for afslaget ... på kæretilladelsen er en standardbegrundelse (svarende til de begrundelser jeg har set i andre sager om kæretilladelse mv.).

Jeg finder det beklageligt at Justitsministeriet har anført en standardbegrundelse der ikke opfylder de ovenfor omtalte særlige krav til begrundelsen for en - i forhold til myndigheden begunstigende - afgørelse, der har måttet træffes trods myndighedsinhabilitet. I forbindelse med begrundelsen bør det efter min opfattelse tillige fremgå udtrykkeligt at der har foreligget myndighedsinhabilitet, men at substitution ikke har været anset for mulig.

 

Kæretilladelse

Det fremgår af ombudsmandens udtalelse i den sag der er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1981, s. 135, at ombudsmanden i tilfælde af inhabilitet hos den myndighed hvis afgørelse er påklaget, foretager en noget videregående prøvelse af afgørelsen.

Jeg forstår (B')s ansøgning om kæretilladelse således at det (B) ønsker prøvet for Højesteret, er spørgsmålet om udlevering til forfølgning efter den luxembourgske narkotikalovs § 10 hvorefter den der har omsat narkotiske stoffer, straffes med fængsel i 15-20 år hvis brugen af stofferne har medført døden.

Til støtte for (B)'s ansøgning om kæretilladelse har (B) anført at sagen både er principiel, og at særlige grunde i øvrigt taler for at meddele tilladelse til kære idet (B) har fremhævet følgende:

Østre Landsret har begået en fejl ved ikke af egen drift at anordne mundtlig forhandling, jf. retsplejelovens § 972, stk. 2.

Kravet i udleveringslovens § 3, stk. 1, om dobbelt strafbarhed er ikke opfyldt hvilket indebærer et principielt spørgsmål om fortolkningen af lovens § 3, stk. 4.

Udleveringslovens § 7 er - henset til strafferammen i den luxembourgske narkotikalov - til hinder for udlevering.

Sagen rejser principielle spørgsmål om kravene til det bevismæssige grundlag for udleveringsbegæringen.

De afsagte kendelser har overordentlig indgribende betydning for A.

 

Ad 1 og 4

Afgørelsen af disse spørgsmål bygger på rettens konkrete vurdering og kan således ikke antages at være af principiel interesse. Der er efter min opfattelse heller ikke andre forhold vedrørende disse spørgsmål der taler for at lade sagen prøve ved Højesteret.

 

Ad 2

Det forhold at (A) har omsat narkotika hvis brug har medført døden, er strafbart efter den danske straffelovs § 191. Kravet i udleveringslovens § 3, stk. 1, må derfor anses for opfyldt. Sagen indeholder således ikke et principielt spørgsmål om fortolkningen af udleveringslovens § 3, stk. 4.

 

Ad 3 og 5

Jeg forstår disse to synspunkter som sammenhængende idet de begge vedrører det forhold at (A), hvis han findes skyldig i overtrædelse af den luxembourgske narkotikalovs § 10, kan idømmes op til 20 års fængsel.

Udleveringslovens § 7 forbyder udlevering hvis humanitære hensyn taler imod udlevering.

 

Højesteret har i en kendelse af 24. august 1995 (der vedlægges) bl.a. udtalt følgende:

"...

Det forhold, at (N.N.) efter de straffebestemmelser, der er angivet i fængslingskendelsen af 6. marts 1995, i Tyskland måtte blive idømt en strengere straf, end tilfældet ville have været efter dansk ret, udelukker efter lovens § 7 ikke udlevering.

..."

Der kan således næppe siges at foreligge en mere principiel interesse i henseende til sagens indbringelse for Højesteret. Ej heller gør rent humanitære hensyn sig efter min opfattelse gældende med en sådan styrke at de underliggende retsinstansers vurdering af dette hensyn bør undergives prøvelse i tredje instans. Der foreligger således efter min opfattelse ikke sådanne særlige omstændigheder at der er grundlag for undtagelsesvis at tillade at sagen indbringes for Højesteret.

Da jeg således hverken finder at sagen er af principiel betydning, eller at der i øvrigt er særlige omstændigheder som taler for at sagen indbringes for Højesteret, har jeg ikke grundlag for at kritisere Justitsministeriets afgørelse.

..."

 

NOTER: (*1) Jf. FOB 1981, s. 135 ff. og FOB 1981, s. 211.