Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

Nogen tid efter at A havde fået meddelt en afgørelse mundtligt, anmodede han kommunen om at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 23. Det var uklart, om tidspunktet for begrundelsesanmodningen lå inden for eller uden for 14 dages fristen i § 23, stk. 1, 2. pkt. Kommunen (K) meddelte A efterfølgende en skriftlig begrundelse, hvorefter A indbragte sagen for amtsankenævnet.

Formanden for amtsankenævnet (F) afviste sagen, da klagefristen - beregnet i forhold til afgørelsestidspunktet - var overskredet, og da fristen ikke ansås for suspenderet, indtil A havde fået meddelt begrundelsen.

Ombudsmanden udtalte, at det ved begrundelsesanmodninger efter forvaltningslovens § 23 er almindeligt antaget, at en klagefrist suspenderes, indtil der er meddelt en skriftlig begrundelse for afgørelsen. Reglen er dog formentlig begrænset til den situation, hvor begæring om efterfølgende begrundelse fremsættes inden for 14 dages fristen i § 23, stk. 1, 2. pkt.

Under henvisning til, at K ikke havde gjort notat om tidspunktet for begrundelsesanmodningen, og at det var tvivlsomt, om og hvornår A måtte have fået klagevejledning, henstillede ombudsmanden til F at tage A's sag op til realitetsbehandling. (J. nr. 1989-1347-050).

Den fulde tekst

Suspension af klagefrist ved anmodning om begrundelse af mundtlig afgørelse.

 

A klagede over, at formanden for et amtsankenævn havde afvist at behandle en klage over, at A's kommune havde meddelt ham afslag på supplerende hjælp i januar, februar og marts måned 1989.

Klagen til amtsankenævnet var indgivet i skrivelse af 13. juni 1989. Ved sin afgørelse lagde formanden til grund, at afgørelsen var blevet meddelt A mundtligt i januar 1989, og at der i den forbindelse var givet ankevejledning, herunder om den 4 ugers frist klagefrist til amtsankenævnet, jf. bistandslovens § 15, stk. 4. Den omstændighed, at kommunen havde stillet en skriftlig begrundelse i udsigt, anså formanden ikke for en sådan særlig grund til overskridelse af ankefristen, at den kunne begrunde en dispensation. Han bemærkede endeligt, at der hverken i bistandsloven eller lovgivningen i øvrigt sås at være holdepunkt for en af A fremsat påstand om, at der altid bør foreligge en skriftligt begrundet afgørelse som udgangspunkt for vurderingen af, hvornår en afgørelse er truffet.

Efter min undersøgelse af sagen måtte jeg lægge til grund, at kommunens afgørelse først var blevet meddelt A mundtligt på et møde den 16. februar 1989. På et ikke nærmere oplyst tidspunkt, efter afgørelsen var meddelt A, havde han mundtligt anmodet kommunen om at modtage en efterfølgende skriftlig begrundelse for afgørelsen. Kommunen havde ikke i akterne foretaget notat om denne anmodning.

Under henvisning til anmodningen havde kommunen i skrivelse af 17. maj 1989 meddelt A en begrundelse for afgørelsen.

 

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter bl.a. følgende:

"Forvaltningslovens § 23 har følgende ordlyd:

"§ 23. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.

Stk. 2. En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret."

......

Det er i forvaltningsretten almindeligt antaget, at såfremt bestemmelsen i forvaltningslovens § 23 er tilsidesat, suspenderes klagefristen, indtil der er meddelt den pågældende en rigtig og fyldestgørende begrundelse for afgørelsen. Reglen er dog formentlig begrænset til den situation, hvor begæring om efterfølgende skriftlig begrundelse fremsættes inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 23, stk. 1, 2. pkt.

Det fremgår ikke af sagens akter, hvornår begæring om efterfølgende skriftlig begrundelse er fremsat. Den usikkerhed, der hersker herom, skyldes, at forvaltningen ikke har gjort notat om begæringen.

Såfremt det lægges til grund, at begæring om efterfølgende skriftlig begrundelse er fremsat inden 14 dage efter underretningen om afgørelsen, begynder klagefristen først at løbe fra den 18. maj 1989, hvor (A) modtog fyldestgørende begrundelse for afgørelsen.

Da det - på grund af manglende notat herom i kommunens journal - ikke nu kan oplyses, hvornår begæring blev fremsat, finder jeg, at der foreligger en sådan særlig omstændighed, jf. bistandslovens § 15, stk. 4, at der kan være grundlag for at bortse fra en eventuel overskridelse af klagefristen. Hertil kommer, at det ikke fremgår af sagens akter, om der er givet A klagevejledning. Det må derfor anses for tvivlsomt, om og eventuelt hvornår klagevejledning er givet.

Jeg gør opmærksom på, at det er almindeligt antaget, at manglende klagevejledning bevirker, at en klage ikke kan afvises alene med den begrundelse, at eventuel klagefrist er overskredet, jf. punkt 144 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986).

Under henvisning hertil henstiller jeg til formanden for Amtsankenævnet for (X's) Amt om, at amtsankenævnet tager (A's) sag op til realitetsbehandling."