Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

A klagede for den 18-årige B over et afslag på en ansøgning af 27. marts 1988 om kontanthjælp med tilbagevirkende kraft til dækning af en børnebidragsforpligtelse pålagt ved afgørelse af 8. januar 1987. A gjorde gældende, at kommunen havde tilsidesat sin vejledningsforpligtelse over for B.

B havde som 16-årig, da faderskabet var fastslået og B sat i bidrag, været til samtale på socialforvaltningens incassokontor i marts 1987. A fandt, at kommunen bl.a. i den forbindelse burde have vejledt B om hans mulighed for at søge bidragsforpligtelsen dækket over bistandsloven. Forinden havde A's advokat i februar 1987 rettet henvendelse til incassokontoret om muligheden for eftergivelse af bidragsgælden.

Ombudsmanden fandt, at det forhold, at der havde medvirket advokat i sagen, i et vist omfang måtte fritage incassokontoret fra vejledningsforpligtelsen, og at kontoret med rette måtte kunne forvente, at advokaten tilsvarende ville undersøge mulighederne for kontanthjælp ved henvendelse til forvaltningens bistandsafdeling.

På denne baggrund, og i betragtning af den ikke nærmere præciserede karakter af vejledningsforpligtelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 1 og bistandslovens § 28, fandt ombudsmanden ikke med tilstrækkelig sikkerhed at kunne fastslå, at incassoafdelingen havde begået vejledningsfejl. (J. nr. 1989-1980-52).

Den fulde tekst

Kontanthjælp med tilbagevirkende kraft ved vejledningsfejl.

 

A klagede for B over et socialt ankenævns afgørelse af 26. juni 1989 vedrørende kontanthjælp til dækning af B's bidragsforpligtelse. Ved afgørelsen tiltrådte ankenævnet en kommunes afgørelse af 19. april 1989, hvorefter B ikke var berettiget til at modtage kontanthjælp til betaling af en bidragsforpligtelse med tilbagevirkende kraft. Ankenævnet begrundede sin afgørelse således:

"...

Nævnet finder ikke, at det kan lægges til grund, at De har søgt forvaltningen om bistandshjælp på et tidligere tidspunkt, og at det er i overensstemmelse med socialretlig praksis, at der ikke kan ydes løbende kontanthjælp efter bistandsloven med tilbagevirkende kraft.

Efter nævnets opfattelse er det endvidere tvivlsomt, om De fra det omhandlede tidspunkt var berettiget til bistandshjælp, når henvises til, at De dels var uddannelsessøgende og dels opholdt Dem i udlandet."

Sagens faktiske forløb var i alt væsentligt som følger:

B blev i slutningen af 1984 bekendt med, at han muligvis skulle være far i sommeren 1985. På det tidspunkt var han 14 år og gik i 9. klasse. I den anledning henvendte B sig i et kommunalt ungdomsrådgivningskontor, som opfordrede ham til at drøfte problemerne med sine forældre. Der forelå ikke oplysninger om, at rådgivningskontoret i øvrigt gav ham råd og vejledning.

Efter barnets fødsel den 20. juli 1985 modtog B den 10. december 1985 fra et statsamt meddelelse om, at han var udlagt som far til barnet. I et brev meddelte B's forældre herefter statsamtet, at faderskabet ikke kunne anerkendes, idet "vi har begrundet formodning om, at der er indtil flere emner."

Ved dom af 18. november 1986 blev B anset som fader til barnet og ved statsamtets brev af 8. januar 1987 sat i bidrag fra barnets fødsel den 20. juli 1985. Han var på det tidspunkt 16 år og gik på efg-basisår.

B's forældre søgte herefter advokatbistand til afklaring af forskellige spørgsmål i forbindelse med bidragsgælden, bl.a. rettede advokaten en forespørgsel til incassoafdelingen i kommunens social- og sundhedsforvaltning om mulighederne for eftergivelse af bidragsgælden, som i februar 1987 beløb sig til ca. 12.000 kr.

Efter drøftelsen med incassoafdelingen vurderede advokaten i et brev af 13. februar 1987 til forældrene mulighederne for eftergivelse som ringe. Der forelå ikke detaljerede oplysninger i sagen om advokatens forespørgsel til incassokontoret og kontorets besvarelse af hans henvendelse. Oplysninger om advokatens initiativ forelå alene i form af brevet til B's far, hvor advokaten meddelte faderen det negative resultat af sine undersøgelser.

Socialforvaltningens incassoafdeling indkaldte herefter med brev af 17. februar 1987 B til samtale om en betalingsaftale, og efter samtalen modtog han den 5. marts 1987 forvaltningens meddelelse om, at han var meddelt henstand med betalingen af bidragsgælden.

Efter afslutning af efg-basisåret opholdt B sig i USA fra sommeren 1987 til marts 1988, på hvilket tidspunkt han søgte hjælp i socialforvaltningen på grund af arbejdsløshed. Han var indtil da blevet forsørget af sine forældre.

Ansøgningen om kontanthjælp blev indgivet af A på B's vegne. A gjorde i ansøgningen af 27. marts 1988 bl.a. gældende, at kontanthjælp til dækning af bidragsforpligtelsen burde ydes med tilbagevirkende kraft fra barnets fødsel den 20. juli 1985 og henviste i den forbindelse til, at forvaltningen ikke havde opfyldt sin vejledningsforpligtelse overfor B ved på et tidligere tidspunkt at have orienteret ham om, at han fra tidspunktet fra barnets fødsel var berettiget til at modtage hjælp efter bistandsloven, idet han som forsørger ikke længere selv var under forældres forsørgelsespligt.

Socialforvaltningen afviste at yde hjælpen med tilbagevirkende kraft og henviste bl.a. til at "der ses heller ikke at være pålagt forvaltningen nogen vejledningsforpligtelse, i forbindelse med, at du er pålagt bidragsbetaling."

I A's brev til mig havde A udover at kritisere, at der i den konkrete sag ikke blev ydet den vejledning, A fandt var nødvendig, generelt sat spørgsmålstegn ved, om ganske unge fædre modtager den vejledning og støtte, der er fornøden. A havde i den forbindelse givet anvisninger på, hvorledes det administrativt kunne sikres, at unge fædre bliver bragt i kontakt med den nødvendige socialfaglige ekspertise.

 

I anledning af A's klage bad jeg i et brev af 21. maj 1990 amtsankenævnet om en udtalelse. Jeg anførte bl.a.:

"...

Det er almindeligt antaget, at en myndigheds tilsidesættelse af en vejledningforpligtelse efter omstændighederne vil kunne være af væsentlig betydning for det nærmere indhold af en afgørelse. De sager, der er refereret i FOB 1976.245, FOB 1978.564, FOB 1978.649, FOB 1981.270 og SM 0-44-88 drejede sig således om, at ansøgerne skulle stilles, som om de havde indgivet ansøgning rettidigt, idet der ikke var givet behørig vejledning om ansøgningskravet. Jeg henviser endvidere til den Østre Landsrets dom, der er refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1990, side 263, jf. FOB 1986.99.

Efter min opfattelse burde også amtsankenævnet have forholdt sig til indsigelsen om vejledningsmangler. Jeg henviser herved til pkt. 21.1 i Socialministeriets vejledning om klageregler og tilsyn på det sociale område.

På den baggrund anmoder jeg amtsankenævnet om en udtalelse om spørgsmålet. Endvidere anmoder jeg socialforvaltningen om en nærmere begrundelse for forvaltningens opfattelse, hvorefter forvaltningen ikke har tilsidesat nogen vejledningsforpligtelse i de tilfælde, hvor (A) eller hans forældre var i kontakt med socialforvaltningen under sagsforløbet..."

Socialforvaltningen i kommunen anførte bl.a. følgende i en udtalelse af 27. juni 1990 til amtsankenævnet:

"...

Pågældende har henvendt sig til en af kommunens etablerede ungdomsrådgivninger i slutningen af 1984 og har her fået rådgivning og vejledning i forhold til den kritiske situation han stod i, på det tidspunkt. Pågældende oplyser, at han blev rådgivet til, at fortælle sine forældre om sin situation. Forældrene reagerede på sønnens situation ved at støtte ham. Der blev således ikke på det tidspunkt behov for yderligere rådgivning, idet pågældende ikke henvendte sig igen.

I forbindelse med afkrævning af bidrag har pågældende kontakt til forvaltningens Incassoafdeling i februar og marts måned 1987. Pågældende bevilges henstand med betaling af bidrag.

I april måned 1988 ansøger pågældende om økonomisk hjælp efter bistandslovens § 37 med tilbagevirkende kraft fra den 20. juli 1985, hvor han blev far.

Social- og sundhedsforvaltningen er af den opfattelse, at de særlige krav der stilles til rådgivning og vejledning efter bistandslovens § 28 og uddybet i cirkulære om rådgivning og tilsyn efter bistandsloven er opfyldt.

Der ligger ikke materiale fra pågældendes henvendelse i ungdomsrådgivningen fra 1984, men det har givet ikke været det rigtige tidspunkt, at vejlede pågældende om børnebidrag, betaling m.v. Er dette gjort alligevel har pågældende naturligt glemt det.

Pågældende har ved flere lejligheder, hvor han eller hans forældre har været i kontakt med forvaltningen, kunnet tilbydes rådgivning om økonomisk bistand.

Pågældende har ikke ansøgt herom, men forvaltningen vil ikke afvise at han eller forældrene er blevet henvist til et af forvaltningens bistandskontorer for at ansøge herom i forbindelse med hans kontakt til forvaltningens Incassoafdeling..."

 

I et brev af 12. juli 1990 besvarede ankenævnet mit brev ved bl.a. at anføre følgende:

"...

Ved pågældendes henvendelse til Ungdomsrådgivningen i slutningen af 1984, i en situation hvor faderskabet endnu ikke var fastslået, er det nævnets opfattelse, at den fornødne vejledningspligt ikke omfatter en gennemgang af bistandslovens eventuelle muligheder for at yde økonomisk støtte.

Forvaltningens henvendelse (jeg formoder, at nævnet mener forældrenes henvendelse ; min bemærkning) gennem advokat om afskrivning af bidragsgælden, der omtaler nogle foreløbige sonderinger om kommunens praksis og nærmere undersøgelser gennem advokatens forbindelse hos kommunen, har heller ikke kunnet give forvaltningen anledning til vejledning og rådgivning.

Nævnet finder endvidere at inkassoafdelingen i den angivne funktion ikke har været forpligtet til uopfordret at undersøge eventuelle muligheder for økonomisk støtte til afholdelse af børnebidrag.

Sammenfattende finder nævnet, at der efter det oplyste ikke foreligger en vejledningsmangel af betydning for nævnets afgørelse, hvortil kommer, at det efter nævnets opfattelse er tvivlsomt om pågældende var berettiget til bistandshjælp jf. bistandslovens daværende bestemmelse i § 38, stk. 2 og lovens § 1..."

 

Herefter udtalte jeg følgende i en skrivelse til A:

"Efter bistandslovens § 6, stk. 3, nr. 1 ophører forsørgerpligten over for et barn, hvis barnet selv får forsørgerpligt over for et barn.

Det følger heraf, at også en ung under 18 år, som er anset som fader til et barn, vil være berettiget til kontanthjælp efter samme regler som personer over 18 år, forudsat at bistandslovens øvrige tildelingsbetingelser er opfyldt.

Amtsankenævnet har som et led i sin begrundelse for afgørelsen af 26. juni 1989 henvist til, at "det er i overensstemmelse med socialretlig praksis, at der ikke kan ydes løbende kontanthjælp efter bistandsloven med tilbagevirkende kraft."

Som udgangspunkt kan denne opfattelse ikke give mig anledning til bemærkninger. Som nævnt i mit brev af 21. maj 1990 til amtsankenævnet kan udgangspunktet efter omstændighederne fraviges, således at en ansøger stilles, som om han havde indgivet ansøgning på et tidligere tidspunkt, forudsat det kan påvises, at der ikke er givet behørig vejledning om retten til ydelsen og om ansøgningskravet.

Den opfattelse, at kontanthjælp alene kan ydes med virkning for fremtiden, bygger grundlæggende på kontanthjælpens karakter af trangsbestemt ydelse. I FOB 1981.270 udtalte den daværende ombudsmand sig generelt om dette spørgsmål. Ombudsmanden anførte bl.a. følgende (side 274):

"...

Jeg er naturligvis enig i, at det i forbindelse med en ansøgning om hjælp må være dokumenteret, at betingelserne for modtagelsen af hjælpen er (var) opfyldt for hele den periode, for hvilken hjælpen søges, og i, at dette princip som hovedregel - men dog ikke undtagelsesfrit - vil føre til, at hjælp ikke kan ydes med tilbagevirkende kraft; for så vidt angår trangsbestemt hjælp følger dette af, at der i almindelighed ikke kan siges at have været trang (eller at denne vanskeligt kan dokumenteres), hvis ansøgeren rent faktisk har klaret sig, eller hvis et gode er anskaffet og betalt, inden der ansøges om hjælp..."

I en sag som den foreliggende har trangen ikke kunnet konstateres og ansøgning om kontanthjælp til dækning af bidragsforpligtelsen derfor ikke kunnet indgives, før faderskabet var fastslået ved endelig dom, og før størrelsen af bidraget herefter var fastsat eller aftalt.

I en sådan situation må en afgørelse vedrørende en ansøgning, indgivet umiddelbart efter bidragsfastsættelsen, som udgangspunkt afgøres på grundlag af en vurdering af trangen på ansøgningstidspunktet.

Spørgsmålet i den foreliggende sag er herefter, om det kan antages, at der har foreligget vejledningsmangler af en sådan karakter, at (B) bør stilles, som om han havde indgivet ansøgning om kontanthjælp kort efter tidspunktet for bidragsafgørelsen den 8. januar 1987. Såfremt det er tilfældet, vil forvaltningen ikke kunne afslå hjælp til betaling af den bidragsgæld, der var konstateret på det tidspunkt, med henvisning til, at bidragene vedrører en periode forud for ansøgningens indgivelse. Jeg henviser herved til, at bidragsforpligtelsen først blev fastsat og gjort gældende over for (B) på det anførte tidspunkt.

Bestemmelser om vejledning af relevans for den foreliggende sag findes i forvaltningslovens § 7 og i bistandslovens § 28. Bestemmelserne har følgende indhold:

Forvaltningslovens § 7, stk. 1:

"En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde."

Bistandslovens § 28:

"Kommunalbestyrelsen kan tilbyde enlige og familier vederlagsfri løbende vejledning og rådgivning og er forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette sådant tilbud til enhver, som må antages at trænge hertil. Målet for vejledningsarbejdet er at hjælpe de pågældende over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte dem i stand til at løse opstående problemer ved egen hjælp. Vejledningen kan ydes alene eller i forbindelse med anden hjælp eller bistand."

Omfanget af forpligtelsen efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, og bistandslovens § 28 er efter bestemmelsernes sproglige udformning ikke nærmere præciseret. Efter praksis antages det, at der gælder en forpligtelse til vejledning inden for myndighedens eget område, hvis myndigheden på det grundlag, der forelægges, kan se, at den pågældende muligvis vil være berettiget til en ydelse, der forudsætter ansøgning. Herudover er myndigheden forpligtet til at besvare spørgsmål fra parten i det omfang, det har betydning for den pågældendes varetagelse af sine interesser under sagen.

I den foreliggende sag har (B) været i kontakt med kommunen dels ved sin henvendelse til Ungdomsrådgivningen i slutningen af 1984, dels ved sin egen og forældrenes advokats kontakt til socialforvaltningens incassokontor i februar og marts 1987.

Ved henvendelse til kommunens ungdomsrådgivning var moderens graviditet først nylig konstateret, og (B)'s faderskab og eventuelle bidragsforpligtelse havde som følge deraf en hypotetisk karakter. På denne baggrund er jeg enig med socialforvaltningen i, at det nærmere indhold af den mundtlige vejledning, som (B) måtte have modtaget ved den lejlighed, ikke kan tillægges afgørende betydning ved en stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt (B) er berettiget til hjælp forud for ansøgningstidspunktet.

Jeg har herefter overvejet spørgsmålet om mulige vejledningsmangler i socialforvaltningens incassokontor.

(B)'s kontakt til socialforvaltningens incassoafdeling bestod dels i (B)'s egen kontakt under mødet den 3. marts 1987, dels i advokatens samtale af 18. februar 1987 med forvaltningen.

Efter det oplyste, har advokatens forespørgsel til incassokontoret alene drejet sig om spørgsmålet om mulig eftergivelse af gælden, og det kan herefter ikke give mig grundlag for kritik, såfremt kontoret ikke vejledte om muligheden for at søge kontanthjælp.

(B)'s egen henvendelse til incassokontoret fandt sted på forvaltningens initiativ med henblik på indgåelse af en betalingsaftale vedrørende bidragsgælden. Omend incassokontoret på grundlag af samtalen blev gjort bekendt med (B)'s manglende betalingsevne og herefter meddelte ham henstand med betalingen, finder jeg ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af, at incassokontoret undlod på eget initiativ at henvise (B) til socialforvaltningens bistandsafdeling. Jeg har herved lagt vægt på, at (B) eller hans repræsentant(er) efter det oplyste ikke selv tog noget initiativ til at søge om eller forespørge til mulighederne for kontanthjælp, og til at incassokontoret på det tidspunkt var bekendt med, at (B)'s forældre havde advokatbistand i sagen. Omend de nærmere omstændigheder omkring advokatens rolle i sagen alene har kunnet belyses ved hans brev til forældrene, finder jeg, at den omstændighed, at incassokontoret var bekendt med, at forældrene havde søgt advokathjælp under sagen, i et vist omfang fritog myndigheden fra at vejlede om muligheden for kontanthjælp.

Det er min opfattelse, at incassokontoret med rette måtte kunne forvente, at en advokat udover at undersøge muligheden for eftergivelse af bidragsgælden tilsvarende ville undersøge mulighederne for afhjælpning af problemet ved henvendelse til forvaltningens bistandsafdeling.

På denne baggrund og i betragtning af vejledningsforpligtelsens ikke nærmere præciserede karakter, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, og bistandslovens § 28, kan jeg ikke med den fornødne sikkerhed fastslå at incassoafdelingen begik vejledningsfejl af en sådan karakter, at jeg har grundlag for at henstille til amtsankenævnet at revurdere sagen med henblik på en konstatering af, om (B) i øvrigt opfyldte betingelserne i bistandsloven for tildeling af kontanthjælp.

Derimod må jeg anse det for en fejl, at amtsankenævnet ikke i forbindelse med Deres klage til nævnet i sin afgørelse af 26. juni 1989 tog selvstændig stilling til spørgsmålet om mulige vejledningsmangler, jf. mit brev af 21. maj 1990 til nævnet. På baggrund af nævnets senere stillingtagen i et brev af 12. juli 1990 har jeg ikke nu grundlag for at foretage videre vedrørende dette spørgsmål."