Anvendt retsforskrift
Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé
Ombudsmanden aflagde i efteråret 1990 og foråret 1991 ialt 4 besøg på hospitalet. Ombudsmanden besøgte 7 afdelinger, et distriktspsykiatrisk kontor samt hospitalets værksteder, arbejdspladser og ergoterapier.

Ombudsmanden fremhævede, at de besøgte afdelinger generelt er mangelfulde bl.a. på grund af patienternes ringe muligheder for at have nogen form for privatliv. Ombudsmandens udtalelse om de fysiske forhold rettede sig især imod den ungdomspsykiatriske afdeling, idet de øvrige mangelfulde afdelinger efter planen vil blive lukket i løbet af sommeren 1991. Ombudsmanden fandt det beklageligt, at der på 2 af de besøgte 7 afdelinger ikke var tilknyttet ergoterapeut, og understregede betydningen for psykiatriske patienter af varierede beskæftigelsestilbud såvel centralt som på de enkelte afdelinger.

Om udskrivning af patienter til institutioner m.v. bemærkede ombudsmanden, at det må være et nødvendigt led i behandlingen og omsorgen for psykiatriske patienter, at der skabes de bedst mulige vilkår for etablering og udnyttelse af det nødvendige institutionsmæssige grundlag for udskrivning og efterbehandling af færdigbehandlede patienter.

Efter besøget i det distriktspsykiatriske kontor bad ombudsmanden om at modtage en tidsplan for det videre arbejde med distriktspsykiatriplanen og om at modtage underretning om udbygningen af de øvrige planlagte distriktskontorer. (J. nr. 1990-1124-618).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Besøg på Psykiatrisk Hospital i Risskov.

Den 31. maj 1991 afgav jeg følgende redegørelse om besøg på Psykiatrisk Hospital i Århus (Risskov):

"Den 20. og 21. november og den 14. december 1990 samt den 14. marts 1991 besøgte jeg - efter invitation fra Århus Amtskommune - Psykiatrisk Hospital i Århus (Risskov).

Uanset at mine besøg på Psykiatrisk Hospital i Århus ikke havde karakter af en egentlig inspektion (da hospitalet er amtskommunalt), afgiver jeg efter aftale med sygehusledelsen en rapport om besøget, jf. § 3 i instruksen for Folketingets Ombudsmand.

Jeg besøgte følgende afdelinger på hospitalet:

En åben distriktspsykiatrisk afdeling, afsnit C, afdeling 89.

En lukket modtageafdeling, afsnit B, afdeling 1.

Tre langtidspsykiatriske afdelinger, afsnit B, afdeling 16 og 33 og afsnit C, afdeling 19 (Egebo).

En gerontopsykiatrisk afdeling, afsnit D, afdeling 48.

En ungdomspsykiatrisk afdeling, afdeling 43.

Endvidere besøgte jeg hospitalets centrale værksted og de centrale ergoterapier.

Endelig besøgte jeg et distriktspsykiatrisk lokalkontor i Viby og Højbjerg.

Afdelingerne m.v. var udvalgt i samarbejde med sygehusledelsen.

Under besøgene havde jeg drøftelser med sygehusledelsen, med ledelse og personale på de besøgte afdelinger og med personalet på værkstedet og i ergoterapierne.

Endvidere havde jeg samtaler med personalerepræsentanter, med patientforeningen og med en række patienter, som havde ønsket samtaler med mig.

 

I Generelt om hospitalets organisation.

Hospitalet i Risskov er Århus Amtskommunes psykiatriske hospital. Hospitalets 3 optageafsnit dækker sammen med hospitalsafsnittene i Randers og Silkeborg det samlede behandlingstilbud for psykiatriske patienter i Århus Amt.

Psykiatrisk hospital i Århus, som er beliggende på et areal ved Århus Bugt, er centreret omkring et gammelt bygningskompleks anlagt oprindeligt i årene 1849 til 1851. Den første patient blev indlagt den 1. september 1852. Hospitalet er senere i både forrige og dette århundrede udbygget, og mange af de gamle, arkitektonisk værdifulde, bygninger er senere renoverede og moderniserede.

De alment voksenpsykiatriske behandlingstilbud på psykiatrisk hospital udgår fra 3 ligestillede hospitalsafsnit, A, B og C, som tilsammen dækker et optageområde på 425.000 indbyggere. Afsnittene rummer pr. 1. januar 1991 henholdsvis 111, 119 og 111 sengepladser, hvortil kommer et gerontopsykiatrisk sengeafsnit med 32 sengepladser og et psykiatrisk børnehospital med 29 sengepladser. Til hospitalet er knyttet en række ambulante afsnit, et retspsykiatrisk afsnit, en oligofreniklinik, en alkoholklinik samt psykologiske- og psykoterapeutiske afsnit. I 1990 fandt i alt cirka 30.000 lægelige ambulante behandlinger sted på hospitalet. De distrikt-psykiatriske ambulante ydelser er ikke medregnet i dette tal.

Til hospitalet, som er et universitetshospital, hører 3 institutter for henholdsvis psykiatrisk demografi, cytogenetik og psykofarmakologi; endvidere et lægebibliotek samt WHO collaborating center.

De indlagte patienter fordelte sig i 1989 således på de forskellige afsnit:

 

Sengeafsnit:

Heldøgns

indl.

Deldøgns

indl.

Ambulante

kontakter

A

629

115

 

B

633

123

Ca. 30.000

C

623

114

 

D

151

-

 

Børneafsnit

97

68

 

 

Hospitalets øverste ledelse udgøres af en direktør, en cheflæge og en chefsygeplejerske. Hver af de 4 afdelinger står under ledelse af en administrerende overlæge og en oversygeplejerske. Dækningsområdet for de alment psykiatriske afsnit, A, B og C, er opdelt geografisk, mens det gerontopsykiatriske afsnit D og børnepsykiatriske afsnit er amtsdækkende. Børnepsykiatrisk afsnit har endvidere landsdelsopgaver.

Patienter, der indlægges på psykiatrisk hospital, skal passere igennem Modtagelsen. Ca. 90 pct. af patienterne indlægges akut, det vil navnlig sige ved akut henvisning fra egen læge, vagtlæge eller somatisk skadestue. Fra Modtagelsen viderevisiteres patienterne til de enkelte afsnit. Omend langt den største del af patienterne indlægges akut fungerer Modtagelsen ikke som en psykiatrisk skadestue, idet kravet om lægehenvisning som hovedregel fastholdes. Patienter, der henvender sig spontant og uden lægehenvisning vil ikke blive afvist uden forudgående samtale og vurdering. Ofte kan problemet løses ved henvisning til egen læge eller distriktspsykiatri. Hertil kommer, at Modtagelsen råder over 8 observationsbrikse, som patienter kan tilbydes i indtil 24 timer, hvilket giver patienten tid til at falde til ro og hospitalet mulighed for eventuelt at udfinde andre løsninger end indlæggelse. Akut indlæggelse uden lægehenvisning kan undtagelsesvis finde sted, men først efter forudgående vurdering i Modtagelsen. Det sker således ind imellem, at tidligere patienter indlægges akut uden lægehenvisning.

Hospitalets udvikling siden 1980 har været præget af organisatoriske ændringer, herunder ændringer som følge af planlægningsarbejdet omkring distriktspsykiatrien.

Som en konsekvens af sektoropdelingen af amtet er afsnit A, B, og C alment voksenpsykiatriske afsnit. Hvert af hospitalets sengeafsnit A, B og C er opdelt i lukkede modtageafdelinger, distriktsafdelinger og rehabiliterings- eller langtidsafdelinger. På samtaler med ledelsen forstod jeg, at behandlerpersonalet ud fra et behandlingssynspunkt ikke finder behov for en udskillelse i særlige patientkategorier. Undtaget fra synspunktet er dog helt unge og helt gamle mennesker, og hospitalet arbejder hen imod at udskille unge og gamle fra de alment psykiatriske afsnit. Plejemæssige synspunkter taler endvidere for at udskille de retspsykiatriske patienter på selvstændige afdelinger, hvorimod hospitalet ikke har planer om at oprette særlige afdelinger for narkomaner eller oligofrene.

Ved siden af det videre planarbejde omkring distriktspsykiatrien er oprettelsen af et ungdomspsykiatrisk og et retspsykiatrisk afsnit blandt de muligt forestående organisatoriske opgaver. Af væsentlige øvrige fremtidige opgaver fremhævede sygehusledelsen især fortsat renovering af det gamle hospitalskompleks, herunder gennemførelse af generelle kvalitets- og miljøforbedringer med henblik på opfyldelse af psykiatrilovens krav om god sygehusstandard. Opgaverne retter sig ikke mindst imod de lukkede hospitalsafdelinger.

 

Distriktspsykiatri.

Indsatsen vedrørende psykisk syge i Århus Amt finder sted på grundlag af en psykiatriplan vedtaget af Århus Amtsråd i december 1988. Planen er en videreudvikling af det distriktspsykiatriske planlægningsarbejde, der i Århus Amt som i andre af landets amter allerede i nogle år har været i gang. Psykiatriplanen har som sin grundlæggende ide en decentralisering af behandlingen af psykiatriske patienter med det sigte at styrke den samlede psykiatriske indsats og - gennem et konkret samarbejde med bl.a. de primærkommunale socialforvaltninger - at udvikle alternativer til længerevarende ophold på psykiatrisk hospital.

Det alment voksenpsykiatriske behandlingsarbejde foregår med udgangspunkt i de 3 geografisk opdelte hospitalsafsnit, A, B og C. Hvert af de 3 afsnit disponerer igen over 3 distriktsafdelinger, 2 lukkede modtageafdelinger og 2 rehabiliteringsafdelinger til behandling af langtidsindlagte. Distriktspsykiatriplanen (temaplanen) indebærer, at der til hver af de i alt 9 distriktsafdelinger skal oprettes distriktspsykiatriske kontorer i de enkelte distrikter. Hver distriktsafdeling på hospitalet skal således have sit korresponderende distriktskontor med fælles ansvarlig overlæge. De 2 behandlerteam (inde- og udeteamet) har herefter til opgave at samarbejde og koordinere behandlingsarbejdet omkring de patienter, der har deres nærmiljø i det pågældende distrikt. Organisationsplanen kan sikre en tidligere indsats i lokalmiljøet og et bedre koordineret samarbejde, dels mellem de 2 behandlerteam indbyrdes, dels behandlerpersonalet og andre myndigheder imellem. Det er tanken, at patienterne som en konsekvens heraf vil opnå en bedre udslusning og gentilpasning i lokalmiljøet. Udeteamets nærhed i forhold til bl.a. de primærkommunale socialforvaltninger vil styrke dette samarbejde, ligesom kontinuiteten i behandlingen bedre sikres ved patienternes kontakt med et og samme behandlerteam. Kontinuiteten tænkes yderligere udbygget ved etablering af en kontaktpersonordning.

Da jeg besøgte hospitalet, var planen virkeliggjort så langt, at der i 3 distrikter (ud af 9) var etableret egentlige distriktskontorer, hvoraf et er fuldt udbygget med læge, psykolog og sygeplejersker. I de øvrige 6 distrikter er etableret distriktssygeplejerskeordninger. Der er forhandlinger om socialrådgiverdækning af distriktskontorerne.

Sygehusledelsen angav den videre omstilling til distriktspsykiatrien som en af de væsentligste fremtidige arbejdsopgaver. Arbejdet kompliceres noget af, at hospitalet samtidig er genstand for økonomiske nedskæringer. Også samarbejdsmæssigt er der tale om en omstillingsproces; især har afgrænsningen af den psykiatrifaglige over for den socialfaglige kompetence voldt vanskeligheder. Som et bidrag til løsningen af disse problemer er etableret et koordineringssekretariat med den opgave at sikre samarbejdet mellem hospital, de amtskommunale forvaltninger (social- og sundhed, undervisning- og kultur) og de primærkommunale forvaltninger.

En anden foreløbig erfaring med distriktspsykiatrien er en konstatering af balanceproblemer med hensyn til en rigtig fordeling af ressourcerne på de forskellige patientkategorier. Personalet har således som en "begyndervanskelighed" for distriktspsykiatrien iagttaget tendenser til at glemme mellemgruppen i den forstand, at indsatsen tenderer imod at rette sig enten imod de meget tunge patienter eller imod de patienter, hvis problematik i vid udstrækning er karakteriseret ved primært at bestå i sociale tilpasningsvanskeligheder. Det kræver efter personalets opfattelse ressourcer at skabe ligevægt i fordelingen af den samlede behandlingsindsats, og det generelle indtryk er, at det er en vanskelig opgave at etablere distriktspsykiatri i en nedskæringsperiode.

Patienternes erfaringer med distriktspsykiatriordningen kom til udtryk under min samtale med patientforeningen, jf. nærmere s. 28 Foreningens repræsentanter gav udtryk for, at man er opmærksom på de positive sider af distriktspsykiatriordningen, men fandt ikke, at ordningen (bl.a. på grund af samtidige budgetnedskæringer) tilgodeser de svært behandlingskrævende patienters behov. Foreningen tilkendegav som sit ønske, at ordningen må bringes til at fungere som et "termometer" for patienternes behandlings- herunder indlæggelsesbehov, hvilket efter foreningens opfattelse ikke altid er tilfældet under de nuværende forhold.

 

Besøg i distriktspsykiatrien i Viby og Højbjerg.

Under et af mine besøg på hospitalet havde jeg lejlighed til at aflægge besøg på et af distriktskontorerne, distriktspsykiatrien i Viby og Højbjerg. Distriktskontoret udgår fra psykiatrisk hospital afdeling 88, som er en åben miljøterapeutisk afdeling. Distriktskontoret dækker et optageområde svarende til Viby og en del af Holme socialdistrikter. Kontoret som har eksisteret siden 1985 er løbende udbygget og fremtræder nu som det mest (og eneste fuldt) udviklede af de planlagte 9 distriktspsykiatriske kontorer i Århus Amt. Distriktskontoret arbejder ud fra følgende målsætning:

At varetage behandlingen af psykisk syge i et socialt distrikt på en sådan måde at patienten så vidt muligt kan blive i eget miljø.

At udvikle en samarbejdsmodel i behandlingen af psykisk syge, der sikrer at patientens totalsituation såvel socialt som psykologisk ligger til grund for behandlingen.

At udvikle metoder til identifikation af truede befolkningsgrupper med henblik på at udøve et forebyggende arbejde.

At udvikle tværsektorielt samarbejde i en sådan form, at det kan danne model for omorganiseringen af arbejdet med psykisk syge inden for hospitals- og socialsektoren.

Distriktspsykiatrien i Viby og Højbjerg tilbyder lokal ambulant psykiatrisk behandling til indbyggere i de 2 distrikter, som har et samlet befolkningsunderlag på ca. 53.000 indbyggere. Behandlingen tilbydes primært til psykotiske og psykosenære mennesker. I mindre omfang tilbydes også mennesker med neurotiske problemer og krisereaktioner behandling, hvorimod distriktspsykiatrien ikke tager imod patienter, som primært har misbrugsproblemer.

Distriktskontoret er normeret på følgende måde: 1 overlæge (deltid), 2 distriktssygeplejersker, en 1. reservelæge, 1 psykolog (deltid), 1 socialrådgiver (deltid), 1 ergoterapeut (deltid) og 1 sekretær.

Overlægen, psykologen, socialrådgiveren og ergoterapeuten er tillige tilknyttet distriktspsykiatriens stamafdeling, afdeling 88 på Psykiatrisk Hospital Risskov.

Udover fra Psykiatrisk Hospital Risskov modtager distriktspsykiatrien henvisninger fra praktiserende læger i området, fra socialforvaltningerne og fra hjemmesygeplejen. Nogle patienter henvender sig på eget initiativ uden forudgående henvisning. Langt størsteparten af henvisningerne kommer fra egen læge og Psykiatrisk Hospital Risskov. Cirka en tiendedel af patienterne henvender sig på eget initiativ uden forudgående henvisning, hvorimod andelen af henviste fra socialforvaltningerne er faldende. Dette kan have en sammenhæng med, at distriktspsykiatrien tidligere modtog et noget bredere klientel, men nu i højere grad koncentrerer indsatsen om egentligt behandlingskrævende patienter.

Antallet af henviste patienter var i 1990 202. Når en patient er henvist til distriktspsykiatrien - eller på eget initiativ har taget kontakt til kontoret - foretager distriktsteamet en tværfaglig visitation. Udfaldet af visitationen bliver i en del tilfælde formidling af kontakt til relevante behandlingstilbud udenfor distriktspsykiatriens regi f.eks til praktiserende læger, special-læger eller til sociale foranstaltninger af forskellig art. De patienter, der efter visitationen tilbydes behandling i distriktspsykiatriens regi, modtager herefter individuelt udformede tilbud i form af samtaleterapi, aktivtetstilbud samt i relevante tilfælde medicinsk behandling. Det konkrete patientarbejde foregår altid i tæt samarbejde med alment praktiserende læger, social- og sundhedsforvaltning samt øvrige relevante behandlingstilbud i distriktet.

Arbejdet med patientgruppen foregår dels som enkeltsamtaler som alle teamets medarbejdere behersker som arbejdsredskab, dels i form af gruppeterapi, som enten foregår direkte i distriktets regi eller i løsere tilknytning til distriktskontoret. På tidspunktet for mit besøg på hospitalet fungerede følgende grupper: en medicingruppe, en sorg- og tabsgruppe, en gruppe for unge mødre og en kvindegruppe. Gruppen for unge mødre er startet i distriktspsykiatriens regi, men fungerer nu som en selvstændig selvhjælpsgruppe, mens kvindegruppen arbejder i det lokale omsorgscenters regi under supervision af distriktspsykiatriens medarbejdere. Herudover fungerer i samarbejde mellem distriktspsykiatriens ergoterapeut og omsorgscentret en "torsdagsgruppe" med aftenåbning, bl.a. med det formål at imødekomme behovet for et lokalt værested for psykiatriske patienter i eftermiddags- og aftentimerne. I samarbejde med den lokale kirke fungerer tillige en "genbrugs", hvor teamets ergoterapeut og kirken forsøger at opdyrke utraditionelle integreringsmuligheder i lokalsamfundet. Distriktspsykiatrien har dispositions- og henvisningsret til et antal pladser i "genbrugsen" og tilsvarende til en gymnastik- og litteraturgruppe under lokalområdets afdeling af Århus Kommunes Lilleskole for Voksne.

Under oprettelse er en natur- og motionsgruppe, yderligere en medicingruppe og to analytiske grupper ligesom distriktspsykiatrien overvejer oprettelse af en pårørendegruppe, en pargruppe og en gruppe for helt unge.

Generelt i distriktspsykiatriens arbejde prioriteres samarbejdet med områdets alment praktiserende læger og social- og sundhedsforvaltninger højt. Samarbejdet udmønter sig bl.a. i oplysnings- og undervisningsvirksomhed overfor de forskellige samarbejdspartnere. Således tilbyder distriktspsykiatriens forskellige faggrupper konsulent- og supervisionsvirksomhed overfor områdets læger og social- og sundhedsarbejdere. Tidligere afholdtes tillige jævnlige møder med socialforvaltningerne, men sådanne møder har på grund af kapacitetsproblemer i socialforvaltningerne måttet begrænses. Samarbejdet med socialforvaltningerne foregår nu primært omkring enkeltsagsbehandlingen.

Distriktsteamets arbejdstid fordeler sig nogenlunde ligeligt på direkte (individuelt eller gruppeorienteret) patientarbejde og indirekte patientarbejde, det vil sige mere generelle samarbejdstiltag overfor kontorets samarbejdsparter herunder konsulent-, undervisnings- og supervisionsfunktioner.

Siden sin start i 1985 er distriktskontorets arbejde løbende blevet evalueret og undervejs udbygget og forbedret i overensstemmelse med de indhøstede erfaringer.

I forhold til kontorets målsætning som ovenfor beskrevet i 4 punkter, er den foreløbige erfaring, at distriktspsykiatrien har bidraget til en tydeligere identifikation af den psykiatriske patientgruppe, men foreløbig kun i mindre grad til en nærmere afgrænsning af arbejdsfordelingen mellem den psykiatrifaglige og den socialfaglige ekspertise i distriktet. Det er dog indtrykket, at distriktspsykiatrien har bidraget til i højere grad at synliggøre psykisk sygdom i den primærkommunale sektor og i lokalsamfundet. Erfaringer understreger vigtigheden og betydningen af det tværsektorielle samarbejde omend selve organisationsmodellen til stadighed er under debat såvel eksternt i forhold til øvrige samarbejdspartnere i området som internt mellem behandlerpersonalet på hospitalsafdeling og distriktskontor. I antallet af indlæggelser af patienter fra distriktet har hospitalet registreret et jævnt fald, dog ikke svarende til det antal behandlinger der udføres i distriktspsykiatrien. Dette sidste hænger formentlig sammen med, at distriktspsykiatriens opsøgende virksomhed og beliggenhed i lokalmiljøet bidrager til, at behandlingskrævende patienter lettere kommer i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem end tidligere.

 

II. De besøgte afdelinger:

1. Åben distriktsafdeling, afdeling 89.

Afdelingen, som er normeret til 16 patienter, modtager patienter fra Århus Kommune, Socialdistrikt Syd.

På besøgsdagen var der indlagt 16 patienter. Patienterne var mellem 24 og 83 år gamle. Patienternes indlæggelsestid på afdelingen varierer mellem 14 dage og 8 måneder.

Afdelingen rummer 8 to-sengsstuer, dagligstue, spisestue, ergoterapilokale, tv-stue, køkken, kontor og samtaleværelse, toiletter og bad m.fl. Det var mit hovedindtryk, at afdelingen fremtrådte med et venligt præg, og at der var gjort en indsats for at gøre det hyggeligt med planter, udsmykning m.v. Imidlertid kunne vedligeholdelsesstandarden være bedre - der var flere nedslidte møbler, og der trængte flere steder til at blive malet. Endvidere forekom lokaliteterne at være for små til 16 patienter.

Afdelingen er beliggende i et tidligere sygeplejekollegium, og kollegieværelserne, der nu er indrettet som 2-sengsstuer, er overordentlig små. Der er ikke mere end ca. 1 meter mellem de to senge på stuen, så patienterne opfatter det, som om de næsten sover i dobbeltseng. Det blev oplyst, at afdelingen bruger mange ressourcer på at sammensætte patienterne på stuerne, så de kan klare at bo så tæt sammen.

Det er utilfredsstillende, at patienterne skal påtvinges et så tæt samvær med hinanden. Jeg finder det ønskeligt, at der gennemføres foranstaltninger, så patienterne ikke skal bo to sammen på værelser, der ikke er mere end 13 m2.

 

Personalet:

Den lægelige stab : en ½ overlæge, en 1.reservelæge og en kursusreservelæge, som hver er til stede ca. 1 dag om ugen.

Endvidere er der til afdelingen knyttet psykolog (personaletræning) 2 timer pr. uge, en ½ socialrådgiver og 30 timer ergoterapeut pr. uge

Plejepersonalet på afdelingen omfatter herudover:

Personalekategori

Normering

Antal ansatte

Afdelingssygeplejerske

1

1

Øvrige sygeplejersker

4

4,62

Plejere

5,19

4,57

 

 

Personaledækning

Dag

Aften

Nat

Hverdag

2-3

2 + 1 elev

1

Weekend

2

2

1

 

 

Det blev oplyst, at det af og til kan være et problem for afdelingen, at der kun er 1 person i nattevagt. Det kan betyde, at urolige patienter må flyttes til en lukket modtageafdeling, f.eks. natten over. Dette ville kunne afhjælpes, hvis der var to personer i nattevagt.

Der er etableret en kontaktpersonordning på afdelingen, således at hver patient har en eller to kontaktpersoner blandt personalet. Personalets vagtskema bliver sat op på en opslagstavle i afdelingen, så patienterne kan orientere sig om, hvornår deres kontaktpersoner er på arbejde.

Som følge af distriktspsykiatriordningen kender patienterne og personalet ofte hinanden fra ambulante behandlinger; og ved genindlæggelser vil patienterne (hvis ikke de er flyttet i mellemtiden) blive indlagt på den samme afdeling som tidligere.

Afdelingen har tilknyttet en ergoterapeut 30 timer om ugen.

 

2. Lukket modtageafdeling, afdeling 1.

Afdelingen er normeret til 16 patienter af begge køn. Da personalet overvejende er mandligt, modtager afdelingen de mandlige patienter, som er særligt urolige.

Det var indlagt 15 patienter på besøgsdagen. To af patienterne var retspsykiatriske patienter, som blev tilset af Retspsykiatrisk Klinik.

Af retspsykiatriske patienter kan afdelingen modtage op til 3 rets-observander og herudover modtage behandlingsdømte patienter.

Afdelingen er pæn og velholdt. Der er gjort meget ud af at male i mange forskellige farver og på anden måde udsmykke afdelingen med billeder, plakater, blomster etc.

På afdelingen, som er beliggende i stueetagen, er der - ud over stuerne (6 2-sengs- og 3 1-sengsstuer) - spisestue, dagligstue med tv, et mindre opholdsrum med stereoanlæg, køkken, kontor, besøgsværelse, toiletter etc.

I kælderen er der et aktivitetsrum og en patientstue med køkkenfaciliteter, som afdelingen delte med en anden afdeling. Patienterne har mulighed for at spille bordtennis og for at lave forskellige hobbybetonede aktiviteter. Kælderen er normalt åben hver dag fra kl. 9 (10) til ca. 11.15.

Afdelingen har adgang til en lukket have.

For de patienter, som ikke har terrænfrihed, bliver der - som et minimum - hver dag arrangeret en tur i haven. I hvilket omfang, disse patienter herudover kan komme ud i fri luft, afhænger af, om der er personale til at følge dem.

 

Personalet:

Den lægelige stab på afdeling 1 omfatter ½ overlæge og 2 reservelæger.

Endvidere er der til afdelingen knyttet 1 times psykologbistand pr. uge og ½ socialrådgiver.

Plejepersonalet på afdelingen omfatter herudover:

Personalekategori

Normering

Antal

ansatte

Afdelingssygeplejerske

1

1,00

Øvrige sygeplejersker

7

3,00

Plejere

11,95

15,95

 

Personaledækning

Dag

Aften

Nat

Hverdag

5

3-4

2

Week-end

4

3

2

Da personalet som nævnt overvejende er mandligt (det har tidligere været en mands-afdeling) trækkes der på det mandlige personale til alarm-tilkald ved uro på andre afdelinger.

Der er ikke knyttet nogen ergoterapeut til afdelingen.

Plejepersonalet er delt op i 4 grupper. Umiddelbart efter indlæggelsen bliver patienterne tilknyttet en af grupperne, der herefter udgør patientens kontaktpersonale.

 

3. De langtidspsykiatriske afdelinger (afdeling 16,33 og 19)

Afdeling 16 og 33 er beliggende i en af de ældste bygninger (opført i 1849-52) på hospitalet. Afdeling 19 (= Egebo) er beliggende i en bygning, der blev opført i begyndelsen af 1960´erne som en midlertidig bygning.

Det blev oplyst, at alle tre afdelinger ville blive lukket i løbet af sommeren 1991 og overflyttet til renoverede bygninger.

Om forholdene på besøgstidspunktet bemærker jeg følgende:

Afdeling 16 er en lukket langtidsafdeling med 16 sengepladser. Patientgruppen er hovedsagelig patienter med mangeårige psykiske lidelser. Patienterne er i alderen fra 25 til 66 år, og flertallet af patienterne er mænd. 13 patienter havde været indlagt på afdelingen mere end ½ år, en enkelt patient havde været på afdelingen i 8 år.

Afdeling 33 er en åben langtidsafdeling. Patienterne er gennemsnitligt indlagt mellem et halvt og 2 år. Der er dog eksempler på meget langvarige indlæggelser.

Afdeling 19 er en lukket langtidsafdeling med plads til 14 patienter. Gennemsnitsalderen for patienterne er omkring 30 år, og patienterne er i reglen indlagt i afdelingen i mindst 1 år.

På både afdeling 16 og afdeling 33 modtages endvidere en betydelig mængde dagpatienter.

Fællesfaciliteter:

afdelingerne 16 og 33 er opholdsstuerne og gangen dekorerede med billeder, blomster og gardiner.

De to afdelinger har ingen spisestue, så patienter og personale må spise ved borde, som er stillet op i gangen. Selv om gangen er meget bred, forekommer arrangementet ikke hensigtsmæssigt.

afdeling 19 er den almindelige vedligeholdelsesstandard ikke god, og bygningen forekommer i det hele taget ikke særlig velegnet til formålet.

alle tre afdelinger er nogle af toilet- og badeforholdene kritisable. På afdeling 16 står 3 toiletter uændret fra afdelingen var gerontopsykiatrisk afdeling og indrettet til kørestolspatienter. På afdeling 33 og 19 er flere af toiletterne at sammenligne med "offentlige" toiletter (uden et "aflukket" præg, men kun med en lav skillevæg mellem herre- og dametoilet)

Sovestuerne:

afdeling 16 og 33 er der flere 3- og 4-sengsstuer, som alle er meget sparsomt udstyrede. De forekommer uegnede som opholdssteder for patienter, der måtte have behov for at være sig selv og for at sætte et personligt præg på det sted, hvor de skal opholde sig - for nogles vedkommende i flere år.

Afdelingernes personale oplyste, at flere af patienterne ganske givet ville have stor glæde af at have enestue.

Beskæftigelsesmuligheder:

Afdeling 16 har ikke tilknyttet ergoterapeut, til trods for at langtidsafdelinger har et stort behov for ergoterapeutbistand.

Færdigbehandlede patienter:

Et stort problem navnlig for afdeling 16 og afdeling 19 er at skaffe hensigtsmæssige pladser til patienter, som er færdigbehandlede. På besøgsdagen var der på afdeling 16 3 af de 16 patienter, som afdelingen fandt var færdigbehandlede (i den forstand at ansøgning om institution var indgivet). På afdeling 19 var 9 af de 14 patienter færdigbehandlede.

For cirka et halvt år siden blev 5 patienter udskrevet fra afdeling 16 til et plejehjem for personer med vidtgående psykiske handicap (plejehjem oprettet i henhold til bistandslovens § 112). Det er personalets vurdering, at der stadig er mange af hospitalets patienter, som ville kunne få en bedre tilværelse uden for hospitalet. Det er imidlertid svært at skaffe det fornødne antal plejehjemspladser.

For tiden arbejder personalet på afdelingen 16 med en gruppe på 6 patienter, som man håber på et tidspunkt at kunne flytte til et plejehjem. Patienterne træner i forskellige daglige færdigheder, for eksempel indkøb og madlavning.

Personalet på afdeling 16:

Den lægelige stab på afdelingen omfatter 1/3 overlæge og ½ 1. reservelæge.

Til afdelingen er endvidere knyttet psykolog (1 time pr. uge) og 1/3 socialrådgiver.

Plejepersonalet på afdelingen omfatter herudover:

Personalekategori

Normering

Antal

ansatte

Afdelingssygeplejerske

1

1,00

Øvrige sygeplejersker

5

1,54

Plejere

11,08

14,54

 

Personaledækning

Dag

Aften

Nat

Hverdag

5

2-3

2

Week-end

3

2-3

2

 

Personalet på afdeling 19:

Den lægelige stab på afdelingen omfatter 1/3 overlæge og ½ 1. reservelæge, der begge kommer i afdelingen 2 dage om ugen.

Endvidere er der til afdelingen knyttet 2 timers psykolog pr. uge, 1/3 socialrådgiver og en fuldtids ergoterapeut.

Plejepersonalet på afdelingen omfatter herudover:

Personalekategori

Normering

Antal

ansatte

Afdelingssygeplejerske

1

1,00

Øvrige sygeplejersker

7

5,22

Plejere

8,75

10,54

 

Personaledækning

Dag

Aften

Nat

Hverdag

4

3

2

Week-end

3

3

2

 

Personalet på afdeling 33:

Den lægelige stab på afdelingen omfatter 1/3 overlæge, ½ 1.reservelæge og ½ reservelæge.

Herudover er der til afdelingen knyttet psykolog (1½ time pr.uge), 1/3 socialrådgiver og 30 timers ergoterapeut pr. uge.

Plejepersonalet på afdelingen omfatter herudover:

Personalekategori

Normering

Antal

ansatte

Afdelingssygeplejerske

1

1,00

Øvrige sygeplejersker

6

4,97

Plejere

5,98

7,51

 

Personaledækning

Dag

Aften

Nat

Hverdag

4

2

1

Week-end

2

2

1

 

 

4. Gerontopsykiatrisk afsnit, afdeling 48

 

Afdeling 48 er den ene af de to afdelinger i det gerontopsykiatriske afsnit D. Afsnit D har ansvar for ambulant og hospitalsbaseret behandling af ældre med gerontopsykiatriske problemer i hele Århus amt. Afdelingen betragtes som et pionerafsnit inden for sit område.

Afsnittets arbejdsområde er:

Rådgivning af læger.

Ambulant vurdering og behandling i eget hjem og på plejehjem.

Plejefaglig rådgivning til hjemmepleje og plejehjem.

Rådgivning til familie.

Forebyggelse af indlæggelser på grund af sociale forhold. ("causa socialis").

Hospitalsindlæggelse på specialafdeling.

Når patienterne indlægges på afsnittet, udføres der diagnostisk udredning og behandling med henblik på udskrivning til eget hjem eller til plejehjem. Der er ingen langtidspatienter på afsnittet. Den gennemsnitlige indlæggelsestid er 2-3 måneder.

Afsnittet lægger vægt på at være et hospital og ikke et hjem for patienterne. Patienternes hjem er i kommunerne (plejehjem eller eget hjem).

I 1990 var der indlagt cirka 180 patienter på afsnittet (som indtil 7. december 1990 havde 48 pladser, fra den 7. december 1990 har afsnittet 32 pladser). Afsnittet havde cirka 475 forespørgsler om indlæggelse i 1990. Alle, der søger om indlæggelse, bliver undersøgt i eget hjem (eller plejehjem) og bliver søgt behandlet dér af distriktspsykiatrien. De fleste indlæggelser er således planlagt efter forvisitation. Kun patienter, som tvangsindlægges, kommer uden forvisitation.

De fysiske rammer:

Afdeling 48 havde på besøgstidspunktet plads til 16 patienter, fra den 7. december 1990 32 patienter.

Udover stuerne (6 enestuer og 5 to-sengsstuer) er der spisestue, opholdsstue, 4 toiletter, 3 baderum med hver 2 brusebade, kontor m.v.

Afdelingen er nyistandsat og meget flot.

Sovestuerne er indrettede som somatiske hospitalsstuer med hospitalssenge og en i øvrigt sparsom møblering. Dette er tilstræbt af afdelingen for at understrege, at afdelingen er et hospital og ikke patienternes hjem.

Patienterne kan låse dørene til stuerne indefra. Uden for hver stue er der opsat store farvestrålende skilte med navnene på stuens beboere. Det blev oplyst, at de demente bevarer et forhold til det skrevne i længere tid end de bevarer et forhold til billeder.

Afdelingen er beliggende på 1. sal, og der er elevator til stueetagen, hvor der er udgang til en stor have. Udgangsdørene på afdelingen er låst, for at patienterne ikke skal forvilde sig ud.

Ergoterapi:

Afsnit D har tilknyttet en ergoterapi, som ligger i nogle andre bygninger. Det vil sige at patienterne skal ud i frisk luft for at komme over i terapien, og den lille tur skønnes meget væsentlig.

Ergoterapien indgår som et led i behandlingen; og de patienter, som er i stand til det, er i terapien hver dag. Ergoterapien er åben for patienterne fra klokken 9.30 til klokken 11.30 og fra klokken 13.30 til klokken 15.30. Om formiddagen arbejdes der med optræning af daglige færdigheder; om eftermiddagen foregår mere rekreative aktiviteter som f.eks. kaffebord, spil, sang, musik, film m.v.

I ergoterapiens kælder er indrettet et værksted, som hovedsagelig benyttes af de "aktive" mandlige patienter, bl.a. tidligere håndværkere. I værkstedet er der forskelligt værktøj, og der er mulighed for at lave meget enkelt industriarbejde.

 

Personale:

Den lægelige stab på afdelingen omfatter en ½ overlæge og en vagtfri 1. reservelæge.

Endvidere er der til afdelingen knyttet 1/3 psykolog, 1/3 socialrådgiver og 30 timers ergoterapeut.

Plejepersonalet på afdelingen omfatter herudover:

Personalekategori

Normering

Antal

ansatte

Afdelingssygeplejerske

1

1,00

Øvrige sygeplejersker

9

5,92

Plejere

10,92

14,00

 

Personaledækning

Dag

Aften

Nat

Hverdag

5

3

2

Week-end

4

3

2

 

 

5. Ungdomspsykiatrisk afdeling, afdeling 43.

Afdelingen er en lukket (eller aflåst) afdeling med 8 døgnpladser. Et begrænset antal patienter er tilknyttet afdelingen til ambulant efterbehandling.

Den gennemsnitlige alder for patienterne, som både er mænd og kvinder, har i de sidste år været omkring 19 år (15-22 år). Patienterne er gennemsnitligt indlagt på afdelingen i 2-3 måneder (med en maximal indlæggelsestid på 3/4 år).

Diagnostisk er der udtalt overvægt af psykotiske og grænsepsykotiske patienter. Af ikke-psykotiske patienter har der altid været indlagt en del patienter på afdelingen med anorexia nervosa.

Afdelingen modtager enkelte mentalobservander, og andre patienter har verserende straffesager.

De fleste patienter henvises fra Psykiatrisk Hospitals voksenpsykiatriske afsnit, hvoraf kun en del bliver indlagt, og det blev oplyst, at afdelingen i det hele kun får kontakt med en brøkdel af alle patienterne på Psykiatrisk Hospital i den pågældende aldersgruppe.

Der synes at være et stigende antal henvisninger fra de psykiatriske afdelinger i Randers og Silkeborg.

Det blev oplyst, at indlæggelser ofte bliver forlænget, fordi der er betydelig forsinkelse i bevillingen af de sociale foranstaltninger, der planlægges under indlæggelsen.

I behandlingen er miljøterapi grundlæggende; desuden kan der tilbydes kortvarig gruppeterapi og individualterapi. Indlæggelseskriterierne er ikke helt velafgrænsede, men afgørende er dels, om vedkommende forsvarligt kan være i afdelingen, dels om vedkommende kan drage fordel af behandlingstilbuddet, især miljøterapien. Det betyder, at bl.a. meget urolige patienter normalt ikke kan indlægges i afdelingen.

Afdelingens fysiske rammer.

På afdelingen er der 4 2-sengsstuer. Undertiden bor der tre patienter på stuerne, hvis kønsfordelingen eller behov for eneværelse nødvendiggør det. Stuerne er sparsomt udstyrede med skabe, senge og skriveborde.

Afdelingen har 1 spisestue, 1 dagligstue og i et smalt rum (et tidligere køkken) en TV-stue. TV-stuen er af meget dårlig standard.

Toiletforholdene er ualmindelig dårlige. Toiletterne er gammeldags, har ikke et "aflukket" præg og minder om offentlige toiletter. Hertil kommer, at de anvendes som depot for rengøringspersonalet (som i øvrigt også er henvist til at anvende toiletterne til omklædning).

Der er et værksted på afdelingen,hvor patienterne har mulighed for at arbejde med træ, læder, tegning/maling, syning m.m.

Der er et meget lille samtalerum (ca. 6 m2 med skråvægge). Hvis rummet er optaget eller for lille, må samtaler med patienter, deres pårørende, ansatte i amtskommunale institutioner og socialforvaltningen foregå i et kontor, som samtidig er gennemgangsrum.

En mønttelefon står lige ved indgangsdøren. Patienterne og deres pårørende har flere gange givet udtryk for, at de var kede af, at patienterne ikke har mulighed for at tale uforstyrret.

Afdelingen har i marts 1991 foreslået hospitalets lokaleudvalg, at afdelingen udvides med 2 lokaler fra afdeling 41 (som ligger i forlængelse af afdeling 43). Dette kunne løse problemet med det manglende samtaleværelse og med mønttelefonens placering.

Den generelle vedligeholdesstandard på afdelingen er meget dårlig -bl.a. regner det igennem loftet i den ene af stuerne og på toilettet. Vinduesrammerne er porøse, nogle vinduer kan ikke lukkes ordentligt; andre har måttet sømmes fast, således at de ikke kan åbnes. Maling på lofter, vægge etc. er mange steder faldet af eller skrammet.

Beskæftigelsesmuligheder:

Afdelingen forsøger, og gennemfører, mange aktiviteter:

Patienterne tilbydes køkkenterapi (to patienter ad gangen med personale). Afdelingen får maden i delvis utilberedt stand.

Patienterne kan benytte værkstedet og videre forskellige udendørsaktiviteter som f.eks. boldspil.

Der er jævnlige besøg på arbejdspladser og uddannelsessteder.

Få dage efter mit besøg skulle afdelingen til Norge på skitur.

Personalet.

Personalenormeringen (fuldtidsstillinger) er følgende:

3 sygeplejersker

4 plejere (heraf 2 halvtids nattevagter)

2 pædagoger

2 ergoterapeuter

1 sekretær

3/4 socialrådgiver

1/2 1. reservelæge

Psykolog

Fysioterapeut TILKNYTTET

1/4 overlæge

 

Personaledækning

Dag

Aften

Nat

Hverdag

3-5

2

1

Week-end

2

2

1

Afdelingen har ikke selvstændig status med egen overlæge og oversygeplejerske, og afdelingen finder ikke, at normeringen er tilfredsstillende f.eks. hvad angår psykolog, socialrådgiver og læge. At der kun er en enkelt nattevagt, sætter grænser for, hvilke patienter der forsvarligt kan indlægges på afdelingen.

 

En ungdomspsykiatrisk afdeling

Det er afdelingens vurdering, at der ikke er kapacitet til at udføre de opgaver, som i dag forventes af en ungdomspsykiatrisk afdeling. Det drejer sig især om visitation, ambulant arbejde, udslusningsfunktion og konsultativ virksomhed. Afdelingen har kun kunnet påtage sig en mindre del af det skønnede behov for ungdomspsykiatrisk behandling i alderen op til ca. 21 år i Århus Amt, hvilket f.eks. påvirker visitationen uheldigt og vanskeliggør samarbejdsrelationer. Afdelingens begrænsede kapacitet reducerer antallet af henvisninger, og visse klientkategorier må fravisiteres.

I flere år har der på Psykiatrisk Hospital været talt om, at etablere et selvstændigt ungdomspsykiatrisk afsnit, og herunder har der været indledende forhandlinger mellem voksenhospitalet og Psykiatrisk Børnehospital, som har 2 ungdomsafdelinger for 13-18 årige. I begyndelsen af 1990 besluttede ledelsen på Psykiatrisk Hospital, at der skulle udarbejdes et oplæg om behovet for en udbygning af den ungdomspsykiatriske service i amtet, og en lille arbejdsgruppe med repræsentanter for voksenhospitalet, børnehospitalet og social- og sundhedsforvaltningen udarbejdede et oplæg (Ungdomspsykiatri i Århus Amt), afgivet i maj 1990. Arbejdsgruppen udarbejdede endvidere efter opfordring fra Planlægningssekretariatet for psykiatri et forslag til kommissorium for den nu nedsatte tværsektorielle arbejdsgruppe vedrørende ungdomspsykiatriens planlægning i Århus Amt.

De foreløbige konklusioner går ud på, at ungdomspsykiatri - også efter erfaringerne fra landets øvrige ungdomspsykiatriske afdelinger - kan yde en særlig indsats og behandling, som i nogle tilfælde kan helbrede og i andre forebygge en mere invaliderende udvikling og hindre, at den unge bliver kronisk syg som voksen. Koordination og et bredt tværsektorielt samarbejde med udstrakt konsulentfunktion er betonet. Det har været den foreløbige vurdering, at der i Århus Amt er behov for en udbygget ungdomspsykiatrisk afdeling, og at det skulle undersøges, hvordan der kunne findes ressourser hertil.

 

 

III. Centrale beskæftigelsestilbud:

Både af behandlingsmæssige grunde og fordi mange patienter er indlagt på hospitalet i længere perioder, er det væsentligt, at der er gode og varierede beskæftigelsestilbud, som patienterne finder meningsfulde.

Jeg besøgte hospitalets centrale værksted og den centrale ergoterapi.

 

1. Værkstedsbygningen:

Værkstedsbygningen indeholder en lang række forskellige arbejdstilbud af lettere art, f.eks. emballeringsarbejder, kuvertarbejder, udstansning og anden udskæring samt diverse mindre artikler. Hertil kommer et velindrettet cykelværksted.

Der er cirka 70 arbejdspladser i værkstedet, men det benyttes normalt kun af cirka 30 patienter, hvoraf cirka to trediedele er dagpatienter.

Værkstedet fungerer som en kombination af beskæftigelsesterapi og beskyttet værksted med en vis indtjeningsmulighed for patienterne. Arbejdet er akkordarbejde, og lønnen udbetales hver 14. dag.

Fra flere sider fik jeg oplyst, at der for tiden foregår en diskussion mellem hospitalet og socialvæsenet om, hvor funktionen "beskyttede værksteder" skal placeres; dette har bl.a. medført, at en del personale har måttet afgives til sådanne værksteder uden for hospitalet.

I forbindelse med tidligere besøg på psykiatriske hospitaler har jeg givet udtryk for, at det må anses for en væsentlig afveksling for patienterne at have gøremål uden for patientafsnittene, og at jeg derfor har fundet det af afgørende betydning at centrale værksteder og arbejdspladser m.v. bliver opretholdt.

 

2. Ergoterapierne

Jeg så de 4 centrale ergoterapiafdelinger (A - D). Afdeling A indeholder bl.a. en garnbutik, der drives som en almindelig detailforretning, et lille træ- og metalværksted (der dog sjældent anvendes) samt en køkkenterapi.

Afdeling B indeholder bl.a. en café og "Klubben". Caféen, som drives af en patientgruppe, er åben på hverdage 1 time om formiddagen og 1½ time om eftermiddagen. Klubben drives ligeledes af en patientgruppe og er åben tirsdag og torsdag aften. Her foregår der forskellige arrangementer så som bankospil, folkedans og diskotek. Der foregår forskellige aktiviteter i caféen; bl.a. har hospitalets kunstforening en nyophængning hver måned på væggene, og der er lyrikeftermiddage og musikalske arrangementer med patienterne, til dels i samarbejde med "Gallo-skolen", som arrangerer kurser i henhold til fritidsloven. Gallo-skolens undervisning tilrettelægges som hensyntagende specialundervisning for personer med psykiske problemer.

Hospitalets patientforening udtrykte ønske om, at klubben er åben flere aftener. Efter foreningens opfattelse er der et stort behov for fritidsaktiviteter for patienterne, også efter kl. 15. Navnlig er der behov for en fritidsklub, hvor de bedre af patienterne kan komme om aftenen.

Afdeling C indeholder bl.a. væv, lerarbejde, fotorum samt køkkenterapi.

Afdeling D er den oven for omtalte geronto-psykiatriske terapiafdeling.

Ergoterapierne har - bortset fra ergoterapi D - ikke faste åbningstider, da terapeuterne arbejder decentralt ude på de enkelte afdelinger. Patienterne kan dog normalt komme ind og arbejde i terapierne i følge med en ergoterapeut eller med andet personale.

Hospitalet har normeret 27,6 ergoterapeutstillinger. Stillingerne er fordelt på følgende måde:


OPGØRELSE OVER FORDELING AF NORMEREDE ERGOTERAPEUTTIMER

27,6 fuldtidsstillinger

NOV. 1990

 

 

 

Akut,luk.

modtager

afdeling

 

Åben distr.

afdeling

 

Langtids-

afdeling

Geronto

ungdomsafdeling

billedtp. Centr.

tilbud

 

I alt

 

Leder/instruktør

 

I alt

A

t:

30

0

 

30

afd:

4

3

 

t:

21

37

31

89

afd:

8

14

24

t:

35

30

27

92

afd:

7

68

68

t:

 

10

tb:

 

butik

t:

 

211

t:

37/

 

 

74

 

 

37

t:

 

285

B

29

 

0

 

29

2

 

1

30

 

37

17

84

91

 

90

9

37

 

30

0

67

Dam-hus

33

16

37

 

37

26

100

ungd.

 

ungd.

café

 

 

280

 

 

37/

 

37

 

 

 

0

 

 

317

C

0

0

 

0

6

5

37

30

0

67

88

89

31

37

30

30

97

Egebo

Skovbo

38

30

13

10

53

klub

bill.

bill.

 

217

37/

 

 

77

 

20

20

 

294

D

 

 

 

 

 

 

30

30

30

90

geront

geront

geront

 

90

 

37/

 

37

 

 

0

 

127

 

59

240

256

243

798

148/77

225

1023

Som det fremgår, har ergoterapeuterne valgt at koncentrere deres arbejde om nogle af hospitalets afdelinger, mens andre afdelinger ikke har tilknyttet terapeut. Dette skyldes et ønske om, at udnytte den eksisterende normering på den fagligt mest forsvarlige måde. En fagligt forsvarlig indsats fordrer efter ergoterapeuternes opfattelse, at en terapeut er knyttet til en afdeling på fuld tid.

Det ergoterapeutiske arbejde er meget forskelligt afhængig af, hvilken patientkategori terapeuterne arbejder med. Jeg modtog beskrivelser af ergoterapeuternes arbejde; herunder oplyste terapeuterne følgende om målsætningerne for arbejdet:

Ergoterapeuter på akut, lukket modtageafdeling: Ergoterapeuterne bidrager til at skabe dagsrytme/kontinuitet i forhold til patienter og afdeling, til at træne daglige færdigheder, til at vurdere behov for og iværksætte kreative aktiviteter, til at fremme patientens muligheder for at indgå i sociale sammenhænge samt til at vurdere patientens arbejds- og bosituation.

Ergoterapeuter i distriktsafdelingerne: Ergoterapeuterne arbejder sammen med patienten og afdelingens øvrige personale henimod, at patienten bliver sig sine muligheder og begrænsninger bevidst og arbejder sig hen imod sin optimale funktion i dagligdagen.

Ergoterapeuter på langtidsafdelinger: Sammen med patienten og det øvrige team analyseres de livsbetingelser, der influerer positivt og negativt på patientens situation og -ud fra denne analyse - sigtes der mod, at patienten bliver sig sine muligheder og begrænsninger bevidst. Denne indsigt danner grundlag for, at patienten arbejder sig hen mod sin optimale funktion i samfundet.

Ergoterapeuter på gerontopsykiatriske afdelinger:

Som en del af et tværfagligt team skal terapeuten undersøge/observere/vurdere patientens funktionsniveau, skabe et miljø, der giver mulighed for oplevelser og udfordringer, lave optræning og vedligeholdelsestræning samt foreslå hjælpetiltag og videregive information til det øvrige team og til samarbejdspartnere i primærkommunen.

LSV-Klubben:

I forbindelse med mit besøg på Risskov havde jeg lejlighed til at besøge Landsforeningen Sinds klub i Århus, LSV-Klubben.

Uanset at klubben ikke hører under hospitalet, finder jeg - bl.a. fordi en væsentlig del af klubbens medlemmer er eller har været i behandling på hospitalet - anledning til kort at omtale mit besøg.

Klubbens målsætning er følgende:

"...at fungere som et fristed for tidligere og nuværende psykiatriske patienter og andre med psykiske problemer med tilbud om aktiviteter, undervisning, rådgivning, samtaler, gruppearbejde, underholdning m.v., med henblik på styrkelse af medlemmernes kontakt og selvstændighed over for andre, såvel inden for som uden for institutionen, og forbedring af såvel personlige som sociale funktioner mere generelt."

Klubben har åbent hver dag og bliver besøgt af 40-50 personer om dagen. Den er beliggende i nogle ganske udmærkede lokaler og tilbyder en lang række aktiviteter.

Klubben er meget interesseret i at komme i kontakt med patienterne, når de bliver udskrevet fra psykiatrisk hospital. Sygehusledelsen tilkendegav over for mig, at der fremover vil blive lagt megen vægt på at informere om LSV-klubben til de patienter, som står over for at skulle udskrives.

 

 

IV. Samtaler med patienter og personale.

Under mine besøg på hospitalet havde jeg flere samtaler med patienterne og personalet, herunder sygehusledelsen.

 

1. Samtaler med patienterne.

Min kontakt med patienterne formede sig dels som personlige enkeltsamtaler med de 12 patienter, der havde ønsket det, dels som en samtale med 3 repræsentanter fra patientforeningen.

a. Problemer vedrørende udskrivning og afståelse fra tvangstilbageholdelse.

Som et væsentligt problem nævnte patientforeningen, at hospitalet ind imellem "tvangsudskriver" behandlingskrævende patienter, som f.eks. afviser at indtage medicin eller på anden måde vægrer sig ved at samarbejde om en behandling. Ifølge patientforeningen har der været eksempler på, at behandlingskrævende patienter har begået selvmord umiddelbart efter udskrivningen. Foreningen fremhævede det paradoksale i således at være fortaler for mere tvang, men fandt at der ind imellem opstår situationer, hvor muligheden for tvangstilbageholdelse på behandlingsindikation burde udvides. Hensynet til patienterne gør, at foreningen ind imellem finder, at hospitalets opfattelse af grænserne for tvangsudøvelse fastlægges til skade for enkelte patienter.

Ledelsen genkendte problemet omkring såkaldt "tvangsudskrivning" og så det i sammenhæng med bestræbelserne på at udnytte det begrænsede antal sengepladser bedst muligt. Nedskæringerne i antallet af sengepladser over en 10-årig periode fra ca. 660 pladser til ca. 375 bevirker, at "asylfunktionen" til stadighed formindskes. Problemet skal efter ledelsens opfattelse endvidere ses i sammenhæng med det forhold, at selvmordsrisikoen er størst i perioden omkring udskrivningen. Parallelt til problemet om "tvangsudskrivning" er spørgsmålet om at undlade tvangstilbageholdelse af patienter, som formelt opfylder betingelserne herfor. Ledelsen har overvejet, om forpligtelsen til at tvangstilbageholde patienter, der opfylder psykiatrilovens betingelser herfor, kunne tydeliggøres.

Patienternes eget ønske om at forblive på hospitalet indgår som en faktor med stor vægt i hospitalets vurdering af spørgsmålet om fortsat indlæggelse. Omend behandlingsplanen efter psykiatrilovens forarbejder (jf. betænkning nr. 1109, 1987, side 42-44) indgår som en del af patienternes retsbeskyttelse over for mulig tvangsbehandling, ser hospitalet -efter min opfattelse med rette - spørgsmålet om patienternes holdning til udskrivning i sammenhæng med psykiatrilovens krav om, at patienternes egen holdning til behandlingsplanen skal indgå ved behandlingstilrettelæggelsen, jf. psykiatrilovens § 3, stk. 3.

Jeg har tilkendegivet over for patientforeningen, at jeg efter mine forudsætninger ikke kan tage stilling til lægefaglige vurderinger, og finder efter min samtale med sygehusledelsen om spørgsmålet ikke grundlag for at foretage videre vedrørende dette spørgsmål.

b. Patientmøder.

Patientforeningen rejste spørgsmålet om afholdelse af patientmøder. Efter psykiatrilovens § 30 skal der "på hvert enkelt psykiatrisk sygehus oprettes patientråd eller afholdes patientmøder efter regler, som fastsættes af sundhedsministeren". Sådanne regler er fastsat i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 708 af 20. november 1989. Bekendtgørelsen indeholder i §§ 5, 8 og 9 følgende bestemmelser:

"§ 5. Følgende spørgsmål skal, inden der træffes beslutning herom, forelægges patientrådet til udtalelse:

Retningslinier for det almindelige omsorgsarbejde, meningsfyldt beskæftigelse og husorden på de enkelte afdelinger.

Tildeling samt administration af de midler, der afsættes til patienternes beklædning, fritidsbefordring og aktiviteter så som sport m.v. samt uddannelse m.v.

Planer og funktionsbeskrivelser for de bygningemæssige forhold, større ændringer i disse samt større inventaranskaffelser.

§ 8. Såfremt det er besluttet ikke at oprette patientråd, jf. § 1, stk. 2, skal der afholdes patientmøder på sygehuset eller de enkelte afdelinger m.v.

Stk. 2. De i kapitel 2 nævnte bestemmelser gælder tillige for patientmøder med de ændringer, som forholdene tilsiger.

§ 9. På patientmøder kan i øvrigt alle anliggender vedrørende sygehuset eller afdelingen drøftes, bortset fra spørgsmål, der vedrører enkeltpersoners forhold."

Møder mellem foreningen og sygehusledelsen om spørgsmål evt. om patientråd og patientmøder er mundet ud i, at patientforeningen ikke har noget ønske om oprettelse af et særskilt patientråd på hospitalet. Et sådant råd vil efter foreningens opfattelse skulle arbejde inden for meget snævre rammer, og patienterne er på mange måder tilfredse med den aktuelle foreningsordning, som hospitalet understøtter med 500 kr. om måneden samt med kontor med telefon, trykning m.v. Foreningen oplyste, at der i stedet er indgået aftale med ledelsen om jævnlige patientmøder, men at denne aftale ikke efterleves. Foreningen fandt, at patientmøder også kan afvikles på de lukkede modtageafdelinger og andre afdelinger, på hvilke der er indlagt urolige patienter.

Jeg rejste patientforeningens spørgsmål over for sygehusledelsen, som oplyste, at patientmøder siden psykiatrilovens ikrafttræden har været afholdt for ca. halvdelen af afdelingerne. På de øvrige afdelinger har ledelsen vurderet, at patientsammensætningen vanskeliggjorde afholdelse af patientmøder. Ledelsen fremhævede i denne forbindelse, at det kan være vanskeligt at sondre mellem behandlingsmøder og patientmøder. Således afholder næsten alle afdelinger morgenmøder, på hvilke man drøfter spørgsmål, som naturligt kunne høre hjemme på et egentligt patientmøde.

Efter aftale har hospitalet senere i brev af 30. november 1990 sendt mig en nærmere redegørelse om spørgsmålet. Redegørelsen har følgende ordlyd:

"Ved indførelsen den 1.10.1989 af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien besluttede Psykiatrisk Hospital i henhold til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 708 ikke at indføre patientråd, men at arbejde på at udvikle patientmøder på alle de afdelinger, hvor dette ikke allerede fandt sted. Indledningsvis indsamledes oplysninger fra alle afdelinger på Psykiatrisk Hospital om arten og indholdet af afholdte patientmøder.

Supplerende kan det oplyses, at antallet af afdelinger, der afholder en eller anden form for patientmøder i dag, formentlig er større end opgivet i den nævnte skrivelse. Deltagerkredsen, hyppigheden og indholdet i de afholdte patientmøder er meget varierende.

Deltagerkredsen er de i afdelingen indlagte patienter + afdelingens plejepersonale eller repræsentanter herfor. I nogle møder deltager endvidere afdelingens læge, ofte den ansvarlige overlæge. Patienternes deltagelse er selvsagt frivillig og undertiden ønsker en eller flere patienter ikke at være med.

Nogle afdelinger afholder dagligt morgenmøde, andre mødes en gang ugentligt.

Indholdet omfatter planlægning af den del af dagprogrammet, der ikke er optaget af skemalagte aktiviteter i afdelingens ugeprogram, opsummering af hvilke patienter der deltager i hvilke aktiviteter, orientering om skrivelser til afdelingen, nye rutiner etc. og kritik (og ros) af forholdene på afdelingen - både personalemæssige, planlægningsmæssige og fysiske forhold. Herved må kravene til patientmødets indhold (bekendtgørelse nr. 708, § 8, stk. 2 jævnfør § 5) anses for opfyldt for så vidt, de vedrører den enkelte afdelings forhold. Herudover kan det naturligvis ikke undgås, at møderne kan rumme kritik (eller ros) og diskussion af enkeltpersoners eller gruppers forhold og adfærd. I princippet overtrædes herved bekendtgørelsens § 9, men det viser kun, at denne paragraf er affattet meget langt fra den kliniske hverdag.

Møder med egentlig terapeutisk formål (for eksempel gruppeterapisessioner) er ikke optalt, men det skal anføres, at de omtalte morgenmøder i en vis forstand også har et terapeutisk indhold, idet de må opfattes som en del af den "resocialiserende" effekt, et hospitalsophold også skal indeholde.

Arbejdet med udviklingen af regler for patientmøderne er blevet forsinket på grund af skift i chefsygeplejerskestillingen, men Psykiatrisk Hospital påregner i nær fremtid at udsende en instruks, der vil indeholde krav om, at alle afdelinger afholder patientmøder med det ovennævnte indhold mindst en gang om ugen med deltagelse af afdelingens ansvarlige overlæge."

 

Hospitalet vedlagde kopi af et svarbrev til Århus Amtsråd af 17. juni 1990, hvori bl.a. var anført følgende:

"I arbejdet med planlægningen af afholdelse af patientmøder på de enkelte afdelinger kan oplyses, at en forespørgsel til 27 sengeafdelinger på Psykiatrisk Hospital har medført svar fra 21 afdelinger. Ti af disse har patientmøder, 11 har det endnu ikke. Hospitalsledelsen arbejder med at udarbejde retningslinier for patientmøders afholdelse, deltagerkreds og indhold og regner med, at der i nær fremtid vil blive afholdt patientmøder på alle afdelinger på hospitalet."

Efter hospitalets redegørelse for det hidtidige og fremtidige arbejde med etablering af patientmøder har jeg ikke anledning til at foretage videre vedrørende dette spørgsmål.

 

c. Betaling for fritidsaktiviteter.

Patientforeningen var opmærksom på, at ændrede bestemmelser i lov om støtte til folkeoplysning med hensyn til betaling og holdstørrelser m.v. vil få uheldige konsekvenser, ikke mindst for de patienter, som har fået pensionen inddraget under hospitalsopholdet og alene modtager et mindre lommepengebeløb. Patientforeningen oplyste, at lovforslaget havde været sendt til høring hos Landsforeningen Sind, som har udtalt sig imod ændret gebyrfastsættelse for psykiatriske patienter. Foreningen fremhævede, at adgangen til fritidsaktiviteter har en særlig terapeutisk værdi for psykiatriske patienter.

 

Samtaler med personalet:

Et møde med personalet formede sig som to samtaler med tillidsrepræsentanterne for følgende personalegrupper:

Plejere, sygeplejersker, ergoterapeuter, socialrådgivere, psykologer og læger.

Personalet påpegede, at psykiatriske patienter i mange henseender diskrimineres og udsættes for at komme i klemme imellem primær- og amtskommunale betalingsordninger. Indlæggelse på psykiatrisk hospital er en ren amtskommunal udgift, hvorimod 50 pct. af udgiften ved en plejehjemsanbringelse er primærkommunal. Denne forskel i betalingsordningerne bevirker, at primærkommunerne kan have en økonomisk interesse i at "holde" patienterne længst muligt på hospitalet. Personalet har konstateret vanskeligheder med at skaffe institutionspladser til færdigbehandlede patienter og finder det problematisk, at patienter opholder sig på psykiatrisk sygehus på grund af manglende alternative anbringelsesmuligheder. Det er personalets indtryk, at socialforvaltningerne generelt forventer en større tolerance fra et psykiatrisk hospital end fra et somatisk, og fremhævede de behandlings- og plejemæssige vanskeligheder, der følger heraf. Personalet bemærkede, at forestillingen om psykiatriske hospitalers "asylfunktion" i denne sammenhæng trives, samtidig med at der foretages nedskæringer i antallet af psykiatriske sengepladser. Ikke mindst på geronto-psykiatriske afsnit oplever personalet vanskeligheder med at finde plejehjemspladser til færdigbehandlede patienter.

Personalet finder, at bl.a. de langtidsindlagte patienter i nogen grad svigtes af de sociale myndigheder. En del af disse patienter har fået inddraget deres pension og modtager alene et lommepengebeløb på p.t. 812 kr. om måneden. Ansøgninger til socialforvaltningerne om økonomisk hjælp til f.eks. transport, fritidsforanstaltninger (herunder kursusvirksomhed) samt beklædning afslås næsten standardmæssigt med den begrundelse, at patienterne er under offentlig forsørgelse. Omvendt afholdes sådanne udgifter ifølge sygehusledelsen alene over hospitalets budget, når det kan anses for lægeligt indiceret, f.eks. hvis deltagelse i et bestemt kursus indgår i en terapeutisk plan. Hvis sådanne udgifter ikke er lægeligt indiceret må patienterne afholde dem af deres lommepengebeløb på 812 kr.

Lommepengebeløbet på 812 kr. udbetales tilsvarende til de patienter, der udskrives til psykiatriske plejehjem. Personalet fremhævede i den forbindelse, at fysisk handicappede plejehjemsanbragte modtager et væsentligt større lommepengebeløb, 1.799 kr. pr. måned - en forskelsbehandling personalet ikke fandt rimeligt begrundet.

Jeg påtænker i en særskilt sag at rejse dette spørgsmål overfor Socialministeriet og vil holde hospitalet underrettet herom.

Som et særligt problem for de langtidsindlagte patienter fremhævede personalet det forhold, at etableringshjælp efter socialforvaltningernes praksis først kan ydes i forbindelse med udskrivning. Mange langtidsindlagte patienter ejer ikke personligt indbo, og personalet finder det urimeligt, at patienter, der igennem flere år er indlagt på psykiatrisk hospital, ikke kan få mulighed for at omgive sig med mere personligt valgte indbogenstande. En del langtidsindlagte patienter har eget værelse på hospitalet og er henvist til at møblere med sparsomt hospitalsmøblement. Selv om der behandlingsmæssigt kan argumenteres for værdien af, at psykiatriske patienter får økonomisk mulighed for at indrette sig på deres værelser efter eget valg, rækker hospitalets budgetter ikke til at dække sådanne udgifter.

Personalet påpegede behovet for en nærmere afklaring af den økonomiske ansvarsplacering over for psykiatriske patienter på lommepenge og efterlyste generelle retningslinier herom.

Som et specielt problem for retslige patienter henledte personalet min opmærksomhed på den praksis, hvorefter sygedagpenge ikke udbetales til behandlingsdømte, udskrevne patienter, medmindre de gennem et nyt arbejdsforhold har generhvervet retten til dagpenge.

Jeg har i en særskilt sag rejst dette problem over for Socialministeriet.

Under mine samtaler med sygehusledelsen og personalerepræsentanterne drøftedes endvidere mere generelt de forskellige normeringsproblemer såvel blandt plejepersonalet som for de øvrige personalegrupper. På denne baggrund har jeg bedt sygehusledelsen om at konkretisere, hvad der efter ledelsens opfattelse vil være en hensigtmæssig, samlet normering af de forskellige former for psykiatriske afdelinger.

I den anledning har jeg foreløbig modtaget en udtalelse af 27. maj 1991 fra sygeplejeledelsen om normeringen for plejepersonalet og et foreløbigt notat om udnyttelsen af den lægelige arbejdstid. Sygehusledelsen har i et brev af 30. maj 1991 meddelt mig, at jeg snarest vil modtage en samlet konkluderende redegørelse vedrørende det lægelige personale.

Jeg vil senere - som et supplement til denne redegørelse -vende tilbage til de pågældende udtalelser sammen med mine eventuelle bemærkninger dertil.

 

Generelt om mit besøg på hospitalet skal jeg udtale følgende:

1) Vedrørende de fysiske forhold på afdelingerne.

I tilslutning til det, jeg har anført i forbindelse med min beskrivelse af de enkelte afdelinger, bemærker jeg, at de fysiske forhold på afdelingerne generelt er mangelfulde, dog i forskelligt omfang; undtaget herfra er den gerontopsykiatriske afdeling, som fremtrådte velholdt og velindrettet.

Et gennemgående problem synes at være den enkelte patients ringe muligheder for at have en form for privatliv, idet langt den overvejende del af patienterne bor på 2-, 3- eller 4-sengsstuer. Hertil kommer, at afdelingerne 16, 33, 19 og den ungdomspsykiatriske afdeling har dårlige fællesrum og kritisable toilet- og badefaciliteter. Bl.a. er toiletterne på de 4 afdelinger uden tilstrækkelig afskærmning.

Den generelle vedligeholdelsesstandard på de nævnte 4 afdelinger er mangelfuld, især er forholdene på den ungdompsykiatriske afdeling meget kritisable.

I betragtning af at afdelingerne 16, 33 og 19 efter det oplyste vil blive lukket i løbet af sommeren 1991 og patienterne overført til renoverede afdelinger, har jeg ikke yderligere bemærkninger om patienternes forhold på disse afdelinger.

De fysiske forhold på den ungdomspsykiatriske afdeling er efter min opfattelse af så ringe en standard, at det igangværende arbejde med etablering af et selvstændigt ungdoms-psykiatrisk afsnit bør fremskyndes mest muligt. Også i betragtning af de positive erfaringer der er indhøstet ved behandling og forebyggelse af psykiatriske lidelser blandt unge, finder jeg, at det er af stor vigtighed, at dette arbejde prioriteres højt.

 

2) Vedrørende de beskæftigelsesmæssige tilbud til patienterne.

Ikke mindst for de patienter, der er indlagt på psykiatrisk hospital i længere perioder, er det af stor vigtighed, at hospitalet råder over varierede og meningsfulde beskæftigelsestilbud.

På denne baggrund må jeg finde det beklageligt, at der på 2 af de 7 besøgte afdelinger på besøgstidspunktet ikke var tilknyttet ergoterapeut. Jeg finder det af væsentlig betydning, at der skabes mulighed for, at alle patienter, der har ønske om og mulighed for det, tilbydes rimelig beskæftigelsesmuligheder.

Af hensyn til variationen i beskæftigelsestilbuddene og med henblik på at skabe afveksling i patienternes daglige rytmer finder jeg det i denne forbindelse vigtigt at pege på betydningen af, at også de centrale beskæftigelsestilbud på hospitalets værksteder, arbejdspladser og ergoterapier bevares.

 

3) Vedrørende udskrivning af patienter til institutioner m.v.

Et gennemgående tema under mine samtaler med patienter og personale var vanskelighederne med at skaffe egnede institutionspladser, herunder plejehjemspladser, til færdigbehandlede patienter.

Det var opfattelsen at forestillingen om psykiatriske hospitalers "asylfunktion" bidrager til at fastholde nogle patienter og patientgrupper længere på hospitalet, end behandlingsmæssige formål tilsiger. Dette problem vedrører først og fremmest de pågældende patienter; men det bliver også føleligt og belastende for hospitalsinstitutionen i en periode, hvor antallet af psykiatriske sengepladser reduceres.

På denne baggrund bemærker jeg, at det må være et nødvendigt led i behandlingen af og omsorgen for psykiatriske patienter, af der - i et samarbejde mellem sygehus og sociale myndigheder m.fl. - skabes de bedst mulige vilkår for etablering og udnyttelse af det nødvendige institutionsmæssige grundlag for udskrivningen af færdigbehandlede patienter.

 

4) Vedrørende arbejdet med omstillingen til distriktspsykiatri.

På baggrund af skriftligt materiale samt en mundtlig orientering om Århus Amts psykiatriplan, har jeg under mine besøg på hospitalet og i distriktskontoret i Viby-Højbjerg haft lejlighed til at få indblik i såvel tankerne bag psykiatriplanen som dens praktiske virkeliggørelse.

Samtaler med hospitalspersonale, patienter og personale fra distriktskontoret om den gradvise omstilling til distriktspsykiatri har givet mig dels et indtryk af de problemer, omstillingen giver anledning til, dels et indtryk af de forskellige opfattelser af distriktspsykiatriordningens positive og negative sider.

Det er mit indtryk, at de berørte personalegrupper arbejder meget bevidst med omstillingen til distriktspsykiatri, og at vanskeligheder undervejs i processen ikke har forhindret personalet i at tænke og arbejde kreativt og konstruktivt med de ressourcer, der er til rådighed. På baggrund af mit besøg i den fuldt udbyggede distriktsafdeling i Viby-Højbjerg vil jeg gerne følge den videre udvikling i omstillingsprocessen til distriktspsykiatri. Jeg anmoder derfor om at måtte modtage en tidsplan for det videre arbejde med psykiatriplanen og om at modtage underretning om den faktiske udbygning af de øvrige planlagte distriktskontorer.

 

5) Afsluttende bemærkninger.

Mine besøg på Psykiatrisk Hospital Risskov fandt sted, da lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien havde fungeret i godt et års tid. På denne baggrund var min opmærksomhed under besøgene også rettet imod hospitalets administration af dette nye regelsæt.

I denne forbindelse har jeg især hæftet mig ved, at hospitalet og amtskommunen har lagt megen vægt på information og uddannelse af det behandlende personale. Således har jeg fundet det positivt, at hospitalet har udarbejdet omfattende instruks- og vejledningsmateriale til afdelingerne om deres forpligtelser efter psykiatriloven.

Ikke blot i relation til psykiatriloven, men mere generelt er det mit indtryk, at der såvel på selve hospitalet som i det distriktspsykiatriske arbejde lægges stor vægt på informationsvirksomhed overfor brugere og samarbejdspartnere blandt praktiserende læger, socialforvaltninger og private og offentlige institutioner og organisationer i distrikterne. På samtaler med sygehusledelsen forstod jeg, at man fortsat vil have opmærksomheden henledt på behovet for information, også blandt patienterne. Jeg finder det af stor betydning, at dette arbejde får de bedst mulige vækstbetingelser."