Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Resumé
Klager klagede over, at Nordjyske Stiftstidende ikke bragte hele klagers læserbrev.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Nordjyske Stiftstidende var derfor hverken forpligtet til at bringe [K] debatindlæg eller til at bringe det i uforkortet form. Pressenævnet udtaler derfor ikke kritik af, at hans debatindlæg alene blev bragt i avisen i forkortet form.

Nævnet finder at Nordjyske Stiftstidende heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.

Den fulde tekst

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-540

 

 

[K] har klaget til Pressenævnet over Nordjyske Stiftstidende, der har afvist at bringe hele hans debatindlæg af 21. maj 2007, idet han mener, at god presseskik derved er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Nordjyske Stiftstidende bragte den 19. maj 2007 under overskriften ”Når uvilje bliver en mærkesag” en lederartikel om et forslag fra Dansk Folkeparti om forbud mod brug af tørklæder på danske uddannelsesinstitutioner. I lederartiklen blev der redegjort for, at forslaget bundede i et ønske fra Dansk Folkepartis side om at samle opbakning ved at sprede mistro til alle muslimer.

Nordjyske Stiftstidende bragte den 21. maj 2007 et længere debatindlæg under temaet ” Tørklædeforbud” fra en 17-årig gymnasieelev, der tog afstand fra Dansk Folkepartis forslag.

[K] sendte den 21. maj 2007 følgende indlæg til Nordjyske Stiftstidende med anmodning om, at det blev optaget som læserbrev:

”Alle er enige om, at personer af anden etnisk herkomst end dansk, der lovligt opholder sig her i landet, hurtigst muligt skal integreres i det danske samfund. Et af de bedste tiltag der er taget, i den forbindelse, er Dansk Folkepartis forslag om forbud mod at bære tørklæder i offentlige rum, ligesom i Tyrkiet og Frankrig.

Det ville fritage kvinderne for det familiepres der er ved ikke at bruge tørklædet. For når kvinderne, i den islamiske kultur sammen med modermælken, får at vide at de er født til at være mandens ejendom så er det med frivilligheden vel mest af teoretisk karakter. At Nordjyske Stiftstidende ikke vil være med i kampe mod kvindeundertrykkelsen er beklagelig, men det kunne være interessant at vide, hvor mange tørklædeklædte kvinder Nordjyske har ansat, hvor de, ansigt til ansigt, skal servicere bladets forretningsforbindelser. At der i den islamiske kultur sker æresdrab er et faktum, men hvor mange andre former for afstraffelser sker der uden det kommer til offentligheder kendskab?

At forslaget bliver afvist af de øvrige partier er ikke overraskende. En af årsagerne er nok, at i Folketinget sidder en masse unge velformulerende medlemmer, for hvem livet mest har været anvendt til at læse en masse tykke bøger. Dem er der selvfølgelig også brug for. Bare de vil erkende, at mange af dem er total blottet for praktiske viden om dansk erhvervsliv. Og ”Et er søkort at forstå, et andet er skib at føre” gælder stadig væk.

For med mere livserfaring ville de vide, at de erhvervsledere, der arbejder på at bevare arbejdspladserne på danske hænder, også er nødt til skæve til konkurrenceevnen. Og her er tørklædet, sikkert, i masser af tilfælde årsagen til at personer af anden etnisk herkomst bliver frasorteret. Uanset deres faglige kvalifikationer. Ikke fordi virksomhedslederne er racister, men for at undgå det bøvl der kan være ved at der er medarbejdere der ikke ønsker, ikke må, at blive integreret i virksomhedens arbejdsmiljø. Resultatet er, at kvinderne forbliver arbejdsløs og hjemmegående. Men er det ikke også det deres mænd ønsker?

Og hvad forudsætninger har disse hjemmeløbende kvinder så for at hjælpe deres børn til at klare sig godt i skolen? Ingen. Tvært imod.

Mon ikke mange integrations problemer kunne have været undgået hvis Danmark, helt tilbage til Schlütter tiden, turde have stille krav til de flygtninge der fik opholdstilladelse her i landet. Hvis de, så snart de havde udtalt ordret ”asyl” blev orienteret om, at hvis de fandtes berettiget til asyl, så var der et minimum af dansk kultur de skulle acceptere. F.eks. forbud mod hovedbeklædninger i skole, universiteter og andre læreranstalter.

Kunne asylansøgeren ikke acceptere de stillede krav var beskeden: ”Så må du finder et andet land der har en kultur du kan acceptere. Så farvel og tak for besøget.” En løsning der må være bedst for begge parter. På det seneste har der været stor diskussion om en ung tørklædebærende kvinder, der bekender sig til islam, bliver opstillet som folketingskandidat for Enhedslisten.

Bliver hun valgt vil hun skam fortsat bære tørklæde i Folketinget, siger hun. Hvis det bliver accepteret, hvad så med en vest bærende rocker? Hvad med er en person der er medlem af Frelsens Hær? Hvad med præster i den danske folkekirke? Skal de også, i den personlige friheds hellignavn, have lov til, i Folketinget, at reklamere for deres tro og overbevisning? Men skal befolkningen have bare lidt respekt for folkestyret så er det vel også nødvendigt at de omgiver sig med en vis værdighed, og ikke lave det om til det rene tivoli. Selvom tørklædeforbudet ikke bliver vedtaget nu, så er der, når de radikale nærmer sig spærregrænsen, håb efter næste valg. Ja det kunne endda også tænkes at lederskribenten på Nordjyske melder sig i kampe mod kvindeundertrykkelsen, i stedet for dækker sig under et ikke eksisterede frihedsprincip. Det er bare synd for de kvinder der, for familiefredens skyld, forsat må bære tørklæde og dermed undgår at blive en integreret del af det danske samfund. Christiania og Ungdomshuset er strålende eksempler på hvad der sker når troen på moderne rundbords pædagogik spiller fallit. Så en kærlig, men fast hånd – lovgivning - efterlyses.”

Den 24. maj 2007 fik [K] optaget følgende indlæg i Nordjyske Stiftstidende under temaet ”Tørklæder” og overskriften ” Godt tiltag ”:

”Et af de bedste tiltag, der er taget for integration, er Dansk Folkepartis forslag om forbud mod at bære tørklæder i offentlige rum, ligesom i Tyrkiet og Frankrig.

Det ville fritage kvinderne for det familiepres, der er ved ikke at bruge tørklædet.

[K, stavet forkert] [rettelig [K, stavet korrekt]]

[adresse],

[e-mail]”

Læserbrevet kunne i sin helhed læses på Nordjyske Stiftstidendes hjemmeside, hvilket fremgik af en meddelelse på debatsiden: ”Læs indlæggene i fuld længde på www.nordjyske.dk/debat”.

Nordjyske Stiftstidende bragte den 31. maj 2007 under overskriften ”Noget på hovedet” et debatindlæg, der argumenterede for, at det måtte være op til den enkelte at beslutte, om man ville gå med tørklæde eller ej.

2. Parternes synspunkter

[K] har anført, at det er i strid med god presseskik at Nordjyske Stiftstidende alene bragte et lille uddrag af hans indlæg i avisen. Nordjyske Stiftstidende misbruger sin stilling til at undgå at publicere synspunkter, som avisen ikke selv er enig i. Den 21. maj 2007 var der således plads til et andet langt læserbrev, hvis holdning var i overensstemmelse med Nordjyske Stiftstidendes. Avisen har endvidere ikke forklaret, hvad den selv har gjort for at løse integrationsproblemerne.

Nordjyske Stiftstidende har anført, at en avis har ret til at udvælge de debatindlæg, der skal bringes, og til at forkorte debatindlæg. De indlæg, der bringes i forkortet form, kan i deres fulde længde læses på avisens hjemmeside. I Nordjyske Stiftstidende bringes en bred og varieret debat, der aldrig redigeres ud fra politiske eller ideologiske hensyn.

3. Pressenævnets begrundelse og afgørelse :

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Thomas Rørdam, Finn Rowold, Lene Sarup og Marianne Druedahl.

I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Nordjyske Stiftstidende var derfor hverken forpligtet til at bringe [K]s debatindlæg eller til at bringe det i uforkortet form. Pressenævnet udtaler derfor ikke kritik af, at hans debatindlæg alene blev bragt i avisen i forkortet form.

Nævnet finder at Nordjyske Stiftstidende heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.