Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé
Den herboende tyske statsborger A og hans danske hustru B havde adopteret C i Columbia, da C var 4 år gammel. Ved hjemkomsten til Danmark fik A og B afslag på adoption, da aldersforskellen mellem dem og barnet var for stor. A adopterede herefter C i Tyskland. Justitsministeriet afslog at imødekomme A's ansøgning om opholdstilladelse for C under henvisning til, at en adoptionsbevilling, som en person med bopæl i Danmark opnår i udlandet, er ugyldig her i landet, jf. adoptionslovens § 28. C blev udvist til Tyskland.

Under ombudsmandens behandling af sagen udtalte Justitsministeriet, at særdeles tvingende nationale hensyn ("ordre-public") i denne sag måtte føre til, at EF-rettens regler om familiesammenføring ikke fandt anvendelse.

Ombudsmanden fandt det overordentligt tvivlsomt, om der i sagen gjorde sig så tungtvejende hensyn til danske nationale interesser gældende, at der kunne være tale om, at den tyske adoption ikke skulle kunne tillægges retsvirkning i Danmark.

Under henvisning til, at det ville være i modstrid med barnets tarv, hvis hun skulle anbringes på en institution i Tyskland og til, at det ville være helt urimeligt, hvis hele familien måtte flytte til Tyskland, henstillede ombudsmanden til Justitsministeriet, at der blev givet C opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. (J. nr. 1991-276-613).

Den fulde tekst

Opholdstilladelse for herboende tysk statsborgers adoptivbarn.

 

A klagede over, at hans adoptivdatter, C, var udvist af Danmark. Justitsministeriet havde i skrivelse af 5. februar 1991 tiltrådt Direktoratet for Udlændinges afgørelse om, at der ikke kunne gives opholdstilladelse for C med familiesammenføring for øje.

Sagens baggrund er - i korthed - følgende:

A er tysk statsborger. Han er dansk gift og har været selvstændig erhvervsdrivende og bosiddende i Danmark siden 1971.

A og hans hustru B adopterede den 30. marts 1990 C i Colombia. C var da 4 år gammel. Efter hjemkomsten til Danmark fik de afslag af de danske adoptionsmyndigheder på at adoptere C. Begrundelsen herfor var, at aldersforskellen mellem barnet og A (46 år) og B (49 år) er for stor. Normalt accepteres kun en aldersforskel på 40 år.

Da de danske myndigheder ikke ville godkende A og B til adoption eller give C opholdstilladelse efter udlændingeloven, adopterede A C i Tyskland, hvor man accepterer en aldersforskel på indtil 50 år. A er nu tysk statsborger og har tysk pas.

A ansøgte Direktoratet for Udlændinge om familiesammenføring af C. Direktoratet afviste ansøgningen med henvisning til, at der fortsat ikke forelå en (dansk) godkendelse til adoption.

A klagede over afgørelsen til Justitsministeriet, som i skrivelsen af 5. februar 1991 anførte følgende:

"... en adoptionsbevilling, som en person, der har bopæl i Danmark, opnår i udlandet, er ugyldig her i landet, jf. § 28 i adoptionsloven, lovbekendtgørelse nr. 629 af 15. september 1986 med senere ændringer. De adoptionsbevillinger vedrørende det pågældende barn, som Deres klienter, der efter det oplyste har bopæl her i landet, har opnået i Colombia og i Forbundsrepublikken Tyskland, er således uden retsvirkninger her i landet. Bevillingerne kan derfor ikke tillægges betydning ved afgørelsen om opholdstilladelse her i landet.

Under henvisning til bevillingernes manglende retsvirkninger her i landet finder Justitsministeriet ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse til (C) i medfør af familiesammenføringsreglen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3.

Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at bestemmelsen forudsætter, at barnet bor hos den, der lovligt er indehaver af forældremyndigheden.

Det fremgår videre af sagen, at Adoptionssamrådet ved Socialcentret i Ribe Amtskommune ... afslog at iværksætte forundersøgelse af Deres klienter, og at Adoptionsnævnet ... stadfæstede samrådets afgørelse. Adoptionsnævnets afgørelse i en sådan sag kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

På denne baggrund skal Justitsministeriet meddele, at man ikke finder grundlag for at ændre Direktoratet for Udlændinges afgørelse. ...

 

Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at der ifølge udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, jf. § 23, stk. 1, nr. 1, i udlændingebekendtgørelsen (Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 19 af 18. januar 1984) kan gives opholdstilladelse til mindreårige udlændinge med henblik på varigt ophold hos andre end forældremyndighedens indehaver, når adoptionen anbefales af et adoptionssamråd eller af Adoptionsnævnet.

Under henvisning til, at Deres klienter ikke opfylder betingelserne i disse bestemmelser, finder Justitsministeriet ikke, at der kan meddeles opholdstilladelse med henblik på adoption.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, kan der endvidere meddeles opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde taler derfor. Afgørelsen heraf beror på en skønsmæssigt præget vurdering, og opholdstilladelse meddeles efter praksis kun, når der foreligger ganske særlige omstændigheder.

Justitsministeriet finder efter en gennemgang af sagen heller ikke, at der foreligger oplysninger om sådanne ganske særlige forhold, at der er grundlag for at meddele (C) opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.

..."

Efter at have indhentet en udtalelse fra Justitsministeriet i anledning af A's klage, tilbagesendte jeg sagen til Justitsministeriet, idet jeg måtte forstå, at ministeriet havde afvist ansøgningen om opholdstilladelse for C med henvisning til, at de adoptionsbevillinger, A og B har opnået i Colombia og i Tyskland, mangler retsvirkning her i landet.

Med henvisning bl.a. til bestemmelserne i udlændingelovens § 6, hvorefter der gives opholdstilladelse til udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne om familiesammenføring, anmodede jeg ministeriet om at modtage en mere udførlig begrundelse for ministeriets afgørelse i C's sag. Herunder bad jeg ministeriet om en udtalelse om, hvorvidt Justitsministeriet i forbindelse med behandlingen af sager om EF-opholdstilladelse fandt at kunne tage stilling til adoptioner meddelt af andre EF-lande.

Herefter modtog jeg udtalelser af 2. maj og 12. juni 1991 fra henholdsvis Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriet.

 

Justitsministeriet udtalte bl.a. følgende i skrivelsen af 12. juni 1991:

" ...

Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, litra a, (bekendtgørelse nr. 20 af 18. januar 1984 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af De europæiske Fællesskabers regler; min tilføjelse) har bl.a. en selvstændig erhvervsdrivende EF-borgers efterkommere under 21 år ret til ophold. Et adoptivbarn af en EF-borger, der er etableret i Danmark som selvstændig erhvervsdrivende i Danmark, vil således have opholdsret i Danmark.

Det må dog antages at være en forudsætning, at adoptionen efter adoptionslovens regler kan anerkendes i Danmark. Hvis adoptanten har bopæl i Danmark, og bevillingen udfærdiges i udlandet, følger det umiddelbart af adoptionslovens § 28, at adoptionen ikke kan anerkendes i Danmark, og at barnet således efter dansk ret slet ikke anses som familiemedlem til adoptanten. Bestemmelsen gælder ikke kun for udenlandske statsborgere, men også for danske statsborgere. Den finder anvendelse, uanset om den i udlandet gennemførte adoption er sket på fuldt betryggende måde, og uanset om adoptionen er gennemført i adoptantens hjemland og ikke i et tredjeland. For adoptanter bosat i Danmark anerkendes kun adoption efter danske regler.

Justitsministeriets afgørelse af 5. februar 1991 om at nægte den 4-årige (C) opholdstilladelse i Danmark er truffet i overensstemmelse med det anførte. Folketingets Ombudsmand har imidlertid ønsket oplyst, om EF-rettens familiesammenføringsregler fører til, at en person, der er omfattet af reglerne om den frie personbevægelighed, kan medtage sin familie, således som denne er fastlagt efter hans hjemlands regler, og om Justitsministeriet kan nægte at anerkende adoptioner, der er meddelt af andre EF-lande.

Det kan gøres gældende, at en adoption, der er gennemført i EF-borgerens hjemland, må give adoptivbarnet status som hans barn i direktivets forstand.

Det kan ikke suverænt tilkomme modtagerstaten (Danmark) at afgøre, hvilke personer der kan betragtes som en vandrende arbejdstagers børn i direktivets forstand. Har det pågældende barn status som adoptivbarn i den erhvervsaktives hjemland (Tyskland), må dette i almindelighed også accepteres i modtagerstaten. En nægtelse af at give et sådant barn opholdsret i Danmark vil udgøre en hindring for den erhvervsaktives frie bevægelighed.

Heroverfor må dog bemærkes, at EF-retten ikke kan antages at pålægge medlemsstaterne en ubetinget pligt til at anerkende hinandens statusafgørelser. Dette fremgår meget klart af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, der er tiltrådt af de fleste EF-lande, herunder Tyskland og Danmark, jf. for Danmarks vedkommende lov nr. 325 af 4. juni 1986. Konventionen finder efter artikel 1 ikke anvendelse på fysiske personers retlige status, og efter artikel 27 kan en retsafgørelse ikke anerkendes under bl.a. følgende omstændigheder:

Såfremt en anerkendelse vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den stat, som begæringen rettes til,

2 .

3 .

4. Såfremt retten i domsstaten ved sin afgørelse har afgjort et præjudicielt spørgsmål om fysiske personers retlige status .... i modstrid med en bestemmelse i den internationale privatret i den stat, som begæringen rettes til ....

5 .".

For så vidt angår anerkendelsen af officielt bekræftede dokumenter og retsforlig bestemmes i konventionens artikel 50, at en begæring om fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter kun kan afslås, såfremt fuldbyrdelsen vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den stat, som begæringen rettes til.

Det fremgår heraf, at det principielt anerkendes, at retstilstanden i ét EF-land kan stride mod grundlæggende retsprincipper i et andet EF-land, og at statusafgørelser, der strider mod den internationale privatret i den stat, der anmodes om at lægge afgørelsen til grund, ikke skal anerkendes.

Medlemsstaternes internationale privatret er nu delvis harmoniseret ved lovvalgskonventionen, der er ratificeret af både Tyskland og Danmark. Konventionen finder imidlertid ikke anvendelse inden for familieretten.

I forbindelse med spørgsmålet om anerkendelse af retsakter fra andre lande er det – også bortset fra spørgsmålet om respekt for grundlæggende retsprincipper – et ledende princip, at en stat ikke har pligt til at anerkende en udenlandsk retsakt, der vedrører forhold, der ikke har tilknytning til udstederlandets territorium. Princippet, der kaldes princippet om statsakters territorialitet, er beskrevet i Ross m.fl., Lærebog i Folkeret, 5. udgave 1976, side 240. Princippet er illustreret med et eksempel, hvor en stat har nationaliseret genstande, der befandt sig på en anden stats territorium. Her vil myndighederne i det andet land ikke have pligt til at anerkende statsaktens retsvirkninger. Princippet er anerkendt i dansk domspraksis, jf. UfR 1952, side 856 V og UfR 1955, side 1070 Ø.

Efter Justitsministeriets opfattelse er adoptionslovens § 28 i overensstemmelse med disse principper, og en tysk retsakt, hvorved en i Danmark fast bosiddende tysk statsborger og hans danske ægtefælle adopterer et columbiansk barn, kan ikke efter folkeretten kræves tillagt retsvirkning i Danmark.

EF-rettens regler om familiesammenføring kan ikke antages at føre til noget andet resultat i en situation, hvor der foreligger et forsøg på "forum-shopping".

... "

 

Jeg udtalte herefter følgende i en skrivelse til A's advokat:

"EF's direktiv nr. 148 af 21. maj 1973 om ophævelse af rejse- og opholdsbegrænsningerne inden for Fællesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser, artikel 1, har følgende ordlyd:

" Art. 1. 1. Medlemsstaterne ophæver i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv rejse- og opholdsbegrænsningerne:

for en medlemsstats statsborgere, der har etableret sig eller ønsker at etablere sig i en anden medlemsstat for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed eller udføre en tjenesteydelse dér;

for medlemsstaternes statsborgere, der ønsker at begive sig til en anden medlemsstat for at modtage en tjenesteydelse;

for disse statsborgeres ægtefæller og børn under 21 uden hensyn til nationalitet;

for personer, som er beslægtede i op- og nedstigende linie med disse statsborgere og deres ægtefæller, og som forsørges af dem, uden hensyn til nationalitet;

 

2. Medlemsstaterne begunstiger adgangen for alle andre familiemedlemmer til de i stk. 1, litra a) og b), nævnte statsborgere eller deres ægtefæller, som forsørges af dem, eller som i hjemlandet hører til deres husstand."

Direktivet er sat i kraft i Danmark ved bekendtgørelse nr. 20 af 18. januar 1984 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af De europæiske Fællesskabers regler.

Efter § 1, stk. 1, litra a), finder bekendtgørelsen anvendelse på børn under 21 år, som forsørges af en selvstændig erhvervsdrivende bosat her i landet. Ifølge bekendtgørelsens § 4, udstedes opholdsbevis til " ... EF-statsborgeres familiemedlemmer, der selv er EF-statsborger, når de godtgør deres slægtsskabsforhold ...".

Det følger af bekendtgørelsen, at et adoptivbarn til en EF-borger, der er etableret som selvstændig erhvervsdrivende i Danmark, vil have opholdsret i Danmark.

Justitsministeriet antager, at det er en forudsætning for at give et adoptivbarn opholdsret i Danmark, at adoptionen efter dansk adoptionslovgivning kan anerkendes her i landet. Da EF-retten har forrang for national ret - ligesom direktivet må anses for umiddelbart anvendeligt - begrunder ministeriet sin opfattelse med det generelle ordre public-synspunkt, hvorefter der kan være særdeles tvingende nationale hensyn, som må føre til, at EF-retten ikke finder anvendelse.

For så vidt angår princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed, har ordre public-synspunktet fundet udtryk i Traktaten om oprettelse af Det europæiske Fællesskab (traktat af 25. marts 1957), artikel 48. Efter artikel 48, litra 3, er arbejdskraftens frie bevægelighed undergivet begrænsninger "... af hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed ...".

EF-domstolen har understreget, at undtagelserne skal fortolkes snævert (jf. f.eks. EF-Karnov 1990, s. 196-197, og Claus Gulmann og Karsten Hagel-Sørensen EF-ret, s. 305ff).

Spørgsmålet i sagen er således, om EF-domstolen i givet fald ville være af den opfattelse, at en tysk adoption gennemført i Tyskland af en tysk statsborger med den konsekvens, at barnet er tysk statsborger, kan tilsidesættes af danske myndigheder "af hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed".

Umiddelbart forekommer det mig overordentlig tvivlsomt, om der i sagen vedrørende (A) gør sig så tungtvejende hensyn til danske nationale interesser gældende, at der kan være tale om, at den tyske adoption ikke skulle kunne tillægges retsvirkning i Danmark.

Den omstændighed, at et forhold, hvorover der er indgivet klage til ombudsmanden, helt eller delvis, direkte eller indirekte, må bedømmes efter EF-retlige regler, afskærer ikke i sig selv ombudsmanden fra at tage stilling til det påklagede forhold på principielt ganske samme måde som i sager, hvor bedømmelsesgrundlaget udelukkende er interne danske retsregler. Som anført i Ombudsmandens Beretninger for året 1981, s. 12, og 1985, s. 97, finder jeg imidlertid at måtte udvise nogen tilbageholdenhed på dette område, for så vidt angår tvivlsspørgsmål om rækkevidden af EF-retlige regler. Ombudsmanden har ikke adgang til at forelægge sådanne spørgsmål for De europæiske Fællesskabers domstol til præjudiciel afgørelse, således som det tilkommer og i et vist omfang påhviler de nationale domstole efter bestemmelserne i EF-traktatens artikel 177. Efter min opfattelse gør dette i almindelighed ombudsmandsinstitutionen til et mindre egnet forum for afklaringen af sådanne tvivlsspørgsmål.

Jeg afstår derfor fra at foretage videre vedrørende spørgsmålet om rækkevidden af de EF-retlige regler.

En afgørelse i sagen bør imidlertid efter min mening ikke udsættes yderligere med henblik på afklaring af det EF-retlige tvivlsspørgsmål.

Realiteten er den, at (C) nu har boet og været som en datter hos familien (A) og (B) i omkring 1½ år. (C's) forbindelse med sin biologiske familie og med Columbia må anses for definitivt afbrudt.

Det er udelukket, at Deres klienter vil kunne acceptere, at (C) adopteres af andre. Konsekvensen af Justitsministeriets afgørelse - hvis den opretholdes - vil derfor være enten, at (C) må anbringes for sig selv på en institution i Tyskland, eller at hele familien må flytte til Tyskland. Det første vil være i klar modstrid med barnets tarv. Det sidste vil efter min mening være en helt urimelig konsekvens i forhold til familien.

Jeg har gjort Justitsministeriet bekendt med min opfattelse og har henstillet til ministeriet, at der gives (C) opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.

For en ordens skyld skal jeg bemærke, at jeg naturligvis er opmærksom på, at udsættelsen af udrejsefristen for (C) fra 5. februar 1991 til nu skyldes min behandling af sagen. Baggrunden for, at denne er blevet så relativ langvarig, må imidlertid for en væsentlig del tilskrives, at Justitsministeriet ikke tidligere havde været opmærksom på og taget stilling til det foreliggende - og afgørende - EF-retlige spørgsmål i sagen."

I en senere skrivelse oplyste Justitsministeriet, at C nu blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.

Jeg meddelte herefter, at jeg ikke foretog videre i sagen.