Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

 

A klagede over, at Landsskatteretten (LSR) fastholdt, at hans ejendom i vurderingsmæssig henseende skulle anses for en beboelsesejendom og ikke en landbrugsejendom. A klagede samtidig over den begrundelse, der i kendelsen var givet for Landsskatterettens afgørelse.

LSR havde under forberedelse af sagen meddelt A, at den beroede på principielle overvejelser. Disse overvejelsers indhold fremgik hverken af LSR's kendelse eller af LSR's udtalelse til ombudsmanden. I en supplerende udtalelse gav LSR udtryk for, at LSR's afgørelser fremtrådte som konkrete begrundede kendelser, jf. skattestyrelseslovens § 28, stk. 2, og således ikke indeholdt stedfundne principielle overvejelser.

Ombudsmanden udtalte, at det efter hans opfattelse fulgte af forvaltningslovens § 24, at dersom en afgørelse blev truffet efter forudgående principielle overvejelser, burde der i begrundelsen redegøres for de stedfundne overvejelser og deres betydning for den stedfundne afgørelse.

Ombudsmanden henstillede til LSR at genoptage sagens behandling med henblik på at meddele A en ny afgørelse, hvori der redegjordes for de principielle overvejelser, som sagen havde beroet på. (J. nr. 1990-575-223).

Den fulde tekst

Vurdering som landbrugsejendom. Manglende redegørelse for principielle overvejelser i begrundelsen.

A klagede i skrivelse af 26. marts 1990 bl.a. over, at Landsskatteretten ved sin kendelse af 4. december 1989 fastholdt, at hans ejendom i vurderingsmæssig henseende skulle anses for en beboelsesejendom og ikke en landbrugsejendom, idet han samtidig klagede over den begrundelse, der i kendelsen var givet for Landsskatterettens afgørelse.

I anledning af denne del af A's klage indhentede jeg udtalelser fra henholdsvis B Kommunes vurderingssekretariat, C Amtskommunes nordre skyldkreds og Landsskatteretten, hvilke udtalelser A fik fremsendt til orientering.

Efter at have modtaget og gennemgået sagens akter indhentede jeg en fornyet udtalelse fra Landsskatteretten af 2. april 1991, som jeg sendte til A til orientering.

Det fremgik af oplysningerne i sagen, at A's ejendom indtil den 17. almindelige vurdering pr. 1. januar 1981 var klassificeret og vurderet som værende en landbrugsejendom. Vurderingsansættelsen ved 17. almindelige vurdering blev imidlertid i 1984 taget op til revision, efter at Landsskatteretten havde afsagt nogle kendelser vedrørende ejendomme i Y, for hvilke vurderingen havde været indklaget for Landsskatteretten. Ved denne revision ændredes klassificeringen af A's ejendom fra "landbrug, bebygget" til "beboelse med en lejlighed". Denne klassificering stadfæstedes af Landsskatteretten ved kendelse af 27. september 1985.

A anmodede herefter under henvisning til forskellige ændringer i benyttelsen vurderingsmyndighederne om at træffe en fornyet afgørelse om ejendommens benyttelse. Efter at først vurderingsrådet i B Kommune og derpå C's Amtskommunes nordre skyldkreds havde meddelt A, at benyttelseskoden ikke ville blive ændret, indbragte A ved skrivelse af 13. marts 1986 på ny sagen for Landsskatteretten. En sagsbehandler ved Landsskatteretten anbefalede ham imidlertid telefonisk at anmode vurderingsrådet om at tage sagen op på ny i forbindelse med 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986, idet A herefter kunne påklage denne afgørelse op igennem systemet, hvis den skulle gå A imod. Sagen blev herefter efter aftale med A henlagt.

Vurderingsrådet for B Kommune fastholdt ved den 18. almindelige vurdering benyttelseskoden beboelsesejendom med én lejlighed. Ved skrivelser af 20. oktober 1986 og 20. marts 1987 påklagede A denne afgørelse til C's Amtskommunes nordre skyldkreds, som ved skrivelse af 19. maj 1987 meddelte ham, at benyttelseskoden fastholdtes, idet skyldrådet stadig fandt, at ejendommens hovedformål var beboelse.

Ved skrivelse af 9. juli 1987 indbragte A skyldrådets afgørelse for Landsskatteretten.

Efter at der havde fundet en brevveksling sted mellem A og skyldrådet vedrørende beskrivelsen af hans ejendom, besigtigede Landsskatteretten ejendommen den 13. april 1989, hvorunder A var til stede. A uddybede efter besigtigelsen sine synspunkter i skrivelse af 22. april 1989 til Landsskatteretten.

 

I skrivelse af 5. juli 1989 meddelte Landsskatteretten A bl.a. følgende:

"Under henvisning til telefonsamtale af 4. juli 1989 skal man til Deres orientering atter præcisere, at Landsskatteretten endnu ikke har truffet afgørelse vedrørende Deres klage over 18. alm. vurdering pr. 1. januar 1986 for Deres ejendom ...., idet den stadig beror på principielle overvejelser.

..."

Skrivelsen var samtidig vedlagt Landsskatterettens besigtigelsesreferat m.v., som A herefter havde lejlighed til at kommentere i skrivelse af 31. juli 1989.

I Landsskatterettens kendelse af 4. december 1989 var indledningsvis redegjort for en række faktiske forhold, herunder ejendommens størrelse ( 27.488 m2 ), bygningsmæssige forhold (et i 1974 opført helårshus med 178 m2 boligareal og et udhus) benyttelse (udover beboelse tidligere dyrkning af korn og lucerne, nu lagt sammen med et af staten forpagtet areal på ca. 5,8 ha og anvendt til græsning om sommeren for en rideskole) og frednings- og zonemæssige forhold (landzone med status quo-fredning i meget naturskønt område). Afgørelsen, hvorved benyttelseskoden "beboelsesejendom med en beboelseslejlighed" stadfæstedes var begrundet således:

"...

Efter det bl.a. ved den af Landsskatteretten foretagne besigtigelse af ejendommen fremkomne om den stedfundne udnyttelse af ejendommen, dens størrelse, samt karakteren og værdien af de herpå værende beboelsesbygninger, finder Landsskatteretten efter en samlet bedømmelse, at den stedfundne udnyttelse af det dyrkede areal er af en så underordnet betydning, at ejendommen ikke kan anses for benyttet til landbrug som forudsat i vurderingslovens § 33, stk. 1. Det tilføjes, at den efter vurderingstidspunktet stedfundne udnyttelse til græsning for en rideskole ikke fører til et andet resultat.

..."

A gjorde i sin klage til mig bl.a. opmærksom på, at de heste, som græssede på hans ejendom, tilhørte et stutteri og ikke en rideskole, og at hestene havde en betydelig salgsværdi, hvorfor A stod uforstående overfor, at Landsskatteretten havde karakteriseret udnyttelsen af det dyrkede areal som værende af underordnet betydning. A henviste endvidere til, at kommunens skatteforvaltning gennem årene havde anerkendt hans årlige driftsudgifter som værende fradragsberettiget.

Med hensyn til den af Landsskatteretten givne begrundelse klagede A over, at den ikke var udtømmende og ikke angav de hovedhensyn, som lå til grund for afgørelsen, at den var upræcis, og at der ikke blev gjort rede for den relative vægt, der tillagdes de enkelte faktorer anført i begrundelsen.

 

I Landsskatterettens udtalelse til mig af 2. august 1990 anførte Landsskatteretten bl.a. følgende:

"...

I henhold til vurderingslovens § 33, jf. § 14, er der fastsat særlige bestemmelser, bl.a. vedrørende ansættelse af grundværdi og stuehusansættelse for landbrugsejendomme, hvilket defineres som ejendomme, der helt eller delvis benyttes til landbrug. Såfremt benyttelse til andet end landbrug for dele af ejendommen må anses for den i økonomisk henseende gode anvendelse, må værdien af jorden dog ansættes efter priser, som antages at kunne opnås ved salg af den til den pågældende anvendelse, jf. § 16.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er det bestemmelsen i statsskattelovens § 6 a, der afgiver grundlag for overvejelse af, om en ejendom landbrugsmæssigt drives erhvervsmæssigt ud fra en erhvervsfaglig bedømmelse. I benægtende fald anses et underskud ikke for fradragsberettiget.

I det omfang, en ejendom i vurderingsmæssig henseende ikke er anset for en landbrugsejendom, vil afgørelsen således have præjudicerende virkning for den indkomstmæssige behandling af et underskud vedrørende landbrug.

Det forhold, at en underordnet ligningsmyndighed har accepteret et underskud, kan således ikke være bindende for vurderingsmyndighederne. Man skal tilføje, at da Landsskatteretten allerede ved sin afgørelsen vedrørende 17. almindelige vurdering ikke fandt grundlag for at anse ejendommen for en landbrugsejendom, har klageren ikke med rimelighed kunnet forvente, at ejendommen fortsat ville kunne blive godkendt som et erhvervsmæssigt drevet landbrug.

Landsskatteretten har i sin praksis lagt til grund, at formuleringen af vurderingslovens § 14 om hel eller delvis landbrugsmæssig benyttelse eventuelt suppleret med en anden i økonomisk henseende god anvendelse som betingelse for at betragte en ejendom som en landbrugsejendom med heraf følgende lempeligere beskatningsregler må forudsætte en benyttelse, der sigter mod en økonomisk god landbrugsmæssig anvendelse af ejendommen.

I lighed med de afvejelser, der foretages inden for statsskattelovens § 6 a 's område, kan vurderingsmyndighederne således ikke være afskåret fra i konkrete situationer, hvor ejendomme med et meget begrænset jordtilliggende, som benyttes landbrugsmæssigt ekstensivt, og hvor boligmomentet omfattende bebyggelsens værdi samt den hertil hørende grund, indgår med en dominerende værdi, at antage, at den landbrugsmæssige benyttelse er af et så underordnet omfang, at ejendommen ligger under den grænse, der danner forudsætning for, at den kan karakteriseres som en landbrugsejendom i vurderingslovens forstand.

Retten har i sin afgørelse, således som det også fremgår af kendelsen, lagt vægt på forholdene på vurderingstidspunktet. Man skal i øvrigt tilføje, at man gennem en udtømmende sagsbeskrivelse, henvisningen til vurderingslovens bestemmelser og en konklusion, der indeholder de hovedhensyn, der ligger bag afgørelsen, mener at have opfyldt de i forvaltningslovens § 24 indeholdte krav til begrundelse m.v."

Selv om Landsskatteretten i sin skrivelse af 5. juli 1989 til A havde meddelt, at hans sag beroede på principielle overvejelser, fremgik dette således ikke hverken af Landsskatterettens kendelse af 4. december 1989 eller af Landsskatterettens udtalelse til mig af 2. august 1990. Efter i den forbindelse at være blevet anmodet om en fornyet udtalelse i sagen, udtalte Landsskatteretten i skrivelse af 2. april 1991 bl.a. følgende:

"Landsskatterettens afgørelser fremtræder i form af konkrete begrundede kendelser, jf. skattestyrelseslovens § 28, stk. 2, og disse indeholder således ikke de under sagsbehandlingen og voteringen stedfundne principielle overvejelser.

I Landsskatterettens udtalelse til ombudsmanden over sagen fremkom man med en omfattende redegørelse for de overvejelser, der ligger bag rettens praksis vedrørende afgrænsningen mellem egentlige landbrugsejendomme og beboelsesejendomme. I den enkelte klagesag af denne karakter indgår således en række oplysninger og afvejelser af, hvilket princip og dermed de bestemmelser i vurderingsloven, der skal danne grundlag for afgørelsen."

 

I et brev til A udtalte jeg følgende:

"1. Forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, som også gælder for kollektive organers afgørelser er sålydende:

" § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen."

Disse bestemmelser suppleres for Landsskatterettens vedkommende af bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 28, stk. 2, som er sålydende:

"Kendelsen skal indeholde oplysninger om forskellige meninger under afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om retsformanden har afgivet dissens."

Det følger - efter min opfattelse - af forvaltningslovens § 24, at dersom en afgørelse træffes efter forudgående principielle overvejelser, bør der i begrundelsen redegøres for de stedfundne overvejelser og deres betydning for den trufne afgørelse.

En praksis som den Landsskatteretten i sin skrivelse af 2. april 1991 angiver at følge, hvorefter der i rettens kendelser ikke redegøres for de principielle overvejelser, som har fundet sted under sagsbehandlingen og voteringen, er således efter min opfattelse i strid med forvaltningsloven.

Jeg finder af samme grund, at Landsskatterettens kendelse af 4. december 1989 ikke har været begrundet på fyldestgørende måde.

Selv om Landsskatteretten i sin udtalelse af 2. august 1990 er fremkommet med en supplerende redegørelse for de overvejelser, som har ligget til grund for rettens kendelse, er det fortsat uoplyst, hvad det er for principielle overvejelser, som sagen ifølge Landsskatterettens skrivelse af 5. juli 1989 til Dem har beroet på, hvorfor jeg må konkludere, at der endnu ikke er givet en udtømmende begrundelse for afgørelsen.

2. § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme er sålydende:

"I forbindelse med vurderingen træffer vurderingsrådet bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres."

I Statens Ligningsdirektorats vurderingsvejledning fra 1968, s. 188-189, er bl.a. givet følgende retningslinier for, hvilke ejendomme der kan anses for benyttet til landbrug m.v.:

"Der må først og fremmest tages hensyn til, om jorden faktisk benyttes til produktion af afgrøder.

....

 

Inden for ordningen falder tillige visse specialiserede landbrugsejendomme, såsom hønserier, anderier og fælles stalde.

....

Uden for ordningen falder endelig en række ejendomskategorier, der vel har en vis tilknytning til landbrug, men for hvilke afgrødeproduktionen er uden betydning for ejendommens anvendelse, f.eks. silopakhuse, korntørrerier, egentlige maskinstationer m.v. Det samme gælder pelsfarme og dambrug.

Den anførte afgrænsning kan ikke betragtes som udtømmende. Tvivlsspørgsmål må forelægges ligningsdirektoratet."

Tilsvarende retningslinier er givet i cirkulære nr. 91 af 16. april 1974 om vurderingsmyndighedernes opgaver i forbindelse med lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom under punkt 1, 2., A. Det er her yderligere bl.a. anført, at produktion af afgrøder også kan være græsning, at begrebet landbrugsejendom tillige omfatter hestestutterier, medens rideskoler er nævnt som et yderligere eksempel på ejendomme, for hvilke afgrødeproduktionen er uden betydning for ejendommens anvendelse, og som derfor falder uden for § 33.

I cirkulære nr. 112 af 7. oktober 1985 om 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986 er under punkt 6 e bl.a. anført følgende:

"Ved bedømmelsen af, om en ejendom helt eller delvis er landbrugsmæssigt benyttet foretages et skøn over den værdimæssige størrelse af ejendommens beboelseselement over for den værdimæssige størrelse af ejendommens landbrugsmæssige element. Statsskattedirektoratet vil senere fremkomme med en nærmere vejledning om fremgangsmåden.

Hvis ejendommen ikke anses for omfattet af § 33, stk. 1, og således ikke anses som hel eller delvis landbrugsmæssigt benyttet, skal grundværdien ansættes i henhold til § 16 i vurderingsloven."

Af det anførte fremgår, at afgørelsen efter vurderingslovens § 33, stk. 1, a, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, til en vis grad beror på en skønsmæssigt præget vurdering. Efter de regler, der gælder for min virksomhed, kan jeg ikke kritisere en sådan vurdering, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Hvorvidt der i nærværende sag foreligger sådanne særlige omstændigheder, har jeg ikke et fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kunne udtale mig om, når der, som anført under punkt 1, ikke kan antages at foreligge en udtømmende begrundelse for Landsskatterettens afgørelse.

Jeg har gjort Landsskatteretten bekendt med min opfattelse og henstillet til Landsskatteretten at genoptage sagens behandling med henblik på at meddele Dem en ny afgørelse, hvori der tillige redegøres for, hvad det er for principielle overvejelser, som sagen har beroet på, og som Landsskatteretten har henvist til i sin skrivelse af 5. juli 1989 til Dem.

Jeg har endvidere bedt Landsskatteretten om at underrette mig om rettens fornyede afgørelse.

Jeg må herefter henvise Dem til at afvente Landsskatterettens fornyede afgørelse, forinden De tager stilling til, om De ønsker at påklage afgørelsen til mig.

Jeg skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at sager, som Landsskatteretten har påkendt, i givet fald skal indbringes for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens afsigelse, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 2, og at klager til mig ikke har opsættende virkning.

Hvad angår de resterende klagepunkter i Deres skrivelse af 26. marts 1990 skal jeg henvise til, hvad jeg tidligere har anført i min skrivelse af 26. april 1990 til Dem.

Jeg foretager mig herefter ikke videre i anledning af Deres henvendelse.

Jeg beklager samtidig min sene besvarelse af Deres henvendelse, men som nævnt i min skrivelse af 26. marts 1991 har det på grund af et stort sagsantal ved embedet ikke været muligt for mig at afslutte alle sager inden for den ønskelige tidsramme."

 

Med skrivelse af 7. oktober 1991 sendte Landsskatteretten mig en genpart af den af retten nu afsagte kendelse af samme dato.

Af kendelsen fremgik bl.a.:

"Efter at Landsskatteretten ved kendelse af 4. december 1989 har stadfæstet den af Skyldrådet for (C's) Amts Nordre skyldkreds ved 18. almindelige vurdering pr. 1/1 1986 anvendte benyttelseskode 01 for ejendommen, matr.nr. ... har ejeren (A) den 26/3 1990 klaget til Ombudsmanden over denne afgørelse, idet han samtidig har klaget over den begrundelse, der i kendelsen er givet for Landsskatterettens afgørelse.

I skrivelse af 26. juli 1991 til Landsskatteretten har Ombudsmanden under henvisning til, at retten i en til klageren den 5/7 1989 fremsendt skrivelse har oplyst, at sagens afgørelse beroede på principielle overvejelser, udtalt, at der ikke i kendelsen som led i begrundelsen for afgørelsen er redegjort for de stedfundne overvejelser, og deres betydning for den trufne afgørelse. Som følge heraf kan den ikke anses for at opfylde kravene til begrundelser i Forvaltningslovens § 24 og Skattestyrelseslovens § 28, stk. 2.

Ombudsmanden har herefter henstillet til Landsskatteretten at genoptage sagens behandling med henblik på at meddele (A) en ny afgørelse, hvori der tillige redegøres for, hvad det er for principielle overvejelser, som sagen har beroet på, og som retten har henvist til i sin skrivelse til klageren. Landsskatteretten har på dette grundlag genoptaget sagen i medfør af bestemmelserne i skattestyrelseslovens § 29.

 

Ovennævnte ejendom er ved 18. alm. vurdering pr. 1/1 1986 af Skyldrådet for (C's) Amts Nordre Skyldkreds ansat til:

Ejendomsværdi ..940.000 kr.

Grundværdi 367.400 kr.

ansat som tilsvarende ejendomme i området, der har beboelse som hovedformål med følgende specifikation:

2000 m2 a 120 kr. 240.000 kr.

25.488 m2 a 5 kr 127.440 kr.

Grundværdi afr. 367.400 kr.

Ved den i medfør af vurderingslovens § 33 trufne afgørelse om ovennævnte ejendoms benyttelse har skyldrådet ved 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986 anset ejendommen for en "beboelsesejendom med 1 beboelseslejlighed" (kode 01).

Klageejendommen omfatter et grundareal på 27.488 m2 med et i 1974 opført beboelseshus med stråtag med et bebygget areal på 103 m2 og en udnyttet tagetage på 75 m2. Endvidere er der på ejendommen et udhus på 25 m2. Ejendommen tjener til helårsbeboelse for klageren og hans ægtefælle. I skyldrådets specifikation af ejendomsværdien indgår beboelsen med et beløb på 582.471 kr.

Ejeren, (A), klager over benyttelseskoden med påstand om ændring til "landbrug, bebygget" (kode 05).

Det fremgår, at klageejendommen er beliggende i et stærkt kuperet område med sandede og magre vanskeligt dyrkbare jorder ud til ...

 

På foranledning af en ejer af en af hovedgårdene i området blev der i 1943 af arkitekt (X) udarbejdet en udstykningsplan for dette meget attraktive område, hvoraf halvdelen af ejendommene oprindeligt var landbrugsejendomme. I henhold til planen fastsattes mindstegrundstørrelsen til ca. 3 tdr. pr. ejendom, idet samtlige udstykningsmuligheder med angivelse af placering af bygninger og beplantninger blev anført heri, ligesom denne indeholdt bestemmelser om bygningernes udformning, materialevalg og lignende.

Enhver køber af ejendomme i området ... var pligtig at være medlem af ... Grundejerforening, som havde til formål at varetage udstykningsplanens bestemmelser, og en deklaration indeholdende de nærmere bestemmelser herom lystes som servitutstiftende på ejendommene med bl.a. bestyrelsen for ....Grundejerforening og Danmarks Naturfredningsforening som påtaleberettigede.

Efter vedtagelsen af By- og landzoneloven blev samtlige ejendomme tilbageført til landzone, og området blev underkastet status quo fredning, således at arealerne måtte dyrkes, men ikke beplantes yderligere.

Efter 1970 er der givet dispensation til opførelse af enkelte ejendomme, hvoraf størstedelen anvendes til fritidsboliger, enkelte til helårsbeboelse og resten til landbrug.

Efter at have været bosat i udlandet .... gennem en lang årrække erhvervede klageren i tilslutning til sin pensionering i 1969 et areal i ... på 27.488 m2, hvorpå der i 1974 opførtes et enfamilieshus og i 1978 et udhus.

Klageren har oplyst, at udover det areal, der knytter sig til beboelsen, er jordtilliggendet udnyttet landbrugsmæssigt, idet der er dyrket korn og lucerne herpå. Driften er foregået gennem maskinstation eller andre herunder lucernefabrikken.

Driften har i årene 1981-1985 udvist salgsindtægter på mellem ca. 3.800 kr. og 11.300 kr. med samlede underskud på mellem 4.000 kr. og ca. 17.200 kr. De stedlige skattemyndigheder har godkendt disse underskud.

Landsskatteretten har besigtiget ejendommen den 13. april 1989.

Klageren har bl.a. herunder oplyst, at han ved forpagtningskontrakt af 20. december 1985 har lejet ca. 5,8 ha status quo fredet jord af staten for en periode af 5 år fra 1. marts 1986, samt at de samlede arealer herefter anvendes til græsning om sommeren for heste tilhørende et stutteri.

Det daglige opsyn med dyrene bevirker efter klagerens opfattelse, at boligen integreres i driften, således at den må anses for et stuehus for en landbrugsejendom. Klageren har endvidere anført, at udhuset er anvendt til opbevaring af redskaber, såsæd og gødning til brug for driften.

I henhold til vurderingslovens § 33, stk. 1, træffer vurderingsrådet i forbindelse med vurderingen bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug m.v., ligesom vurderingsrådet i medfør af bestemmelsens stk. 4 for ejendomme, der er omfattet af stk. 1, foretager en fordeling af ejendomsværdien og grundværdien på henholdsvis stuehuset med tilhørende grund og have og på den øvrige ejendom, hvilke afgørelser og fordelinger kan påklages.

Da klageren under rettens besigtigelse af ejendommen som led i sin påstand om, at denne bør anses for en landbrugsejendom i vurderingslovens forstand, har henvist til, at de stedlige skattemyndigheder har godkendt hans årlige underskud på ejendommen, er klagerens selvangivelsesmateriale indkrævet. Retten er herefter indgået i overvejelser af, hvorvidt der hos klageren kan antages at være skabt en sådan forventning om, at den indkomstmæssige behandling bør indebære en afsmittende virkning på behandlingen af vurderingssagen, at klageren af den årsag burde have medhold i sin klage.

Retten har dog ikke fundet grundlag for en sådan sammenkædning af de underordnede indkomstskattemyndigheders behandling af sagen og Landsskatterettens selvstændige afgørelse af ejendommens vurderingsmæssige status.

Efter det bl.a. ved den af Landsskatteretten foretagne besigtigelse af ejendommen fremkomne om den stedfundne udnyttelse af ejendommen, dens størrelse samt karakteren og værdien af de herpå værende beboelsesbygninger, sammenholdt med en værdiansættelse af jorden til landbrugsformål, jfr. vurderingslovens § 14, finder Landsskatteretten efter en samlet bedømmelse, at den landbrugsmæssige udnyttelse af det dyrkede areal er af en så underordnet betydning, at ejendommen ikke kan anses for benyttet til landbrug som forudsat i vurderingslovens § 33, stk. 1. Det tilføjes, at den efter vurderingstidspunktet stedfundne udnyttelse til græsning ikke fører til et andet resultat.

Ejendommens benyttelseskode "beboelsesejendom med 1 beboelseslejlighed (kode 01) vil herefter være at stadfæste.

 

H e r e f t e r b e s t e m m e s :

Den af skyldrådet i medfør af vurderingslovens § 33 trufne afgørelse vedrørende ejendommens benyttelse, hvorefter ejendommen er anset som en "beboelsesejendom med 1 beboelseslejlighed" (kode 01), stadfæstes."

Jeg meddelte Landsskatteretten, at jeg havde taget kendelsen til efterretning.