Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

A klagede over, at Told- og Skattestyrelsen havde afvist hendes klager over, at K Kommune ikke i forbindelse med inddrivelsen af en påstået skatterestance havde kunnet give hende en forståelig redegørelse for hendes skattemellemværende på trods af anmodning herom, og at K Kommune iværksatte løntilbageholdelse på et tidspunkt, hvor A havde indgivet helt nye selvangivelser for de pågældende indkomstår til skattevæsenet.

Ombudsmanden udtalte, at han ikke fandt grundlag for kritik af den vejledning, A havde fået vedrørende opgørelsen af skatterestancerne for de enkelte indkomstår. Derimod fandt ombudsmanden, at K Kommune havde tilsidesat sin pligt til som inddrivelsesmyndighed at imødekomme A's begæringer om at få tilstillet en opgørelse over de foretagne morarenteberegninger. Ombudsmanden fandt ligeledes, at K Kommune havde tilsidesat sin pligt til, når der skete inddrivelse gennem modregning, at oplyse A om, hvilke krav det var, der var blevet fyldestgjort på denne måde. Samtidig fandt ombudsmanden ikke, at A havde fået fornøden vejledning om mulighederne for at søge om henstand med skattebetalingen efter at have klaget over skatteansættelsen, ligesom ombudsmanden fandt, at en iværksat lønindeholdelse burde være sat i bero to måneder tidligere end sket.

Ombudsmanden henstillede til K Kommune og Told- og Skattestyrelsen, at A fik en samlet opgørelse over sit mellemværende med skattevæsenet og K Kommune for så vidt angik årene 1986-1989, samt at der ved morarenteberegningen for 1989 blev taget hensyn til, at der eventuelt kunne være bevilget A henstand med skattebetalingen efter A's indgivelse af korrigerede selvangivelser. (J. nr. 1991-663-222).

Den fulde tekst

Kommunes sagsbehandling i skatteinddrivelsessag.

 

A klagede over, at Told-og Skattestyrelsen i skrivelser af 20. august 1990 og 11. april 1991 havde afvist hendes klager over,

1) at K Kommune ikke i forbindelse med inddrivelsen af en påstået skatterestance havde kunnet give hende en forståelig redegørelse for hendes skattemellemværende på trods af hendes anmodninger herom, og

2) at K Kommune iværksatte løntilbageholdelse på et tidspunkt, hvor A havde indgivet helt nye selvangivelser til skattevæsenet.

 

Af oplysningerne i sagen fremgik bl.a. følgende:

Y Kommunes Skatteforvaltning udskrev den 4. november 1988 A 's årsopgørelse for 1987, hvoraf fremgik, at A skulle indbetale en restskat på i alt 34.653 kr., som forfaldt henholdsvis den 1. januar 1989, den 1. februar 1989 og den 1. marts 1989.

I april 1989 foretog pantefogeden for K Kommune udlæg i A's faste ejendom for forfaldne restskatter for indkomstårene 1984-87 med et beløb på i alt 48.157 kr., hvoraf 34.653 kr. vedrørte indkomståret 1987 og 5.268 kr. indkomståret 1986.

Den 13. juni 1989 fremsendte A til skatteforvaltningen i K Kommune korrigerede selvangivelser for 1986 og 1987, idet A oplyste, at der bl.a. skulle korrigeres for, at hun i de nævnte år ikke havde fratrukket prioritetsrenter vedrørende to faste ejendomme. A anførte samtidig følgende vedrørende det foretagne udlæg:

"Endvidere ønsker jeg en specifikation af det tilsendte udlæg i ejendommen ...., samt at udlægget i huset på kr. 34.653 slettes, idet det strider mod enhver form for god forvaltningsskik, at man gør udlæg før man fortæller folk, at man mener at have penge til gode."

K Kommunes skatteforvaltning besvarede henvendelsen i skrivelse af 16. juni 1989, hvori oplystes følgende:

"Slutligningskommunerne for indkomstårene 1986 og 1987 er henholdsvis (Z) Kommune og (Y) Skatteforvaltning, hvorfor selvangivelserne er videresendt dertil til videre foranstaltning.

Med hensyn til spørgsmålet angående udlægget, er sagen videregivet til (K) Kommunes inkassoafdeling."

Den 9. juni 1989 udskrev K Kommune A's årsopgørelse for 1988, hvori der i hendes krav på 21.575 kr. i overskydende skat var fratrukket morarenter med i alt 14.592,40 kr.

I skrivelse af 12. juli 1989 til K Kommune returnerede A opgørelsen med bemærkning om, at hun ikke forstod opgørelsen, idet hun anførte, at en gennemgang af hendes selvangivelser fra 1985 viste, at det var hende, som havde penge til gode, hvorfor hun ikke forstod det opgjorte krav på morarenter. Hun klagede samtidig på ny over, at der var foretaget udlæg i hendes faste ejendom.

K Kommunes inkassokontor besvarede A's henvendelse ved skrivelse af 19. juli 1989, hvori var lavet en opstilling over opgjort restskat og overskydende skat for årene 1984-1988, som viste en restance på 40.312 kr. A blev samtidig bedt om at indbetale restancen senest den 1. august 1989, idet beløbet i modsat fald ville blive søgt tvangsinddrevet ved indeholdelse i løn eller realisation af den udlagte ejendom. Skrivelsen var vedlagt et antal udskrifter vedrørende årsopgørelser, der, så vidt jeg kunne se, havde været temmelig utydelige.

Efter at A i skrivelse af 1. august 1989 havde klaget til inkassokontoret over, at hun fandt opgørelsen uforståelig og udskrifterne ulæselige, samt klaget over, at hun blev truet med tvangsinddrivelse af en gæld, som hun ikke mente eksisterede, indgav A i skrivelse af 3. august 1989 en klage til skatteministeren.

Ved begæring af 7. august 1989 anmodede K Kommunes inkassokontor A's arbejdsgiver om at foretage lønindeholdelse med 15 pct. til dækning af skatterestancen.

I skrivelse af 8. august 1989 til inkassokontoret tog A til efterretning, at inkassokontoret telefonisk samme dag havde oplyst hende om, at man på kontoret ikke havde været bekendt med, at hun havde indsendt korrigerede selvangivelser for 1986 og 1987, men at inkassokontoret nu selv ville tage kontakt med Z og Y Kommuner. A tilkendegav samtidig bl.a., at hun herefter forventede, at den foretagne løntilbageholdelse blev tilbagekaldt.

Inkassokontoret svarede i skrivelse af 10. august 1989, hvori man redegjorde for, at kontoret hverken af A eller af K Kommunes skatteforvaltning var blevet underrettet om, at hun til forvaltningen havde indsendt oplysninger til brug for en ændring af skatteansættelserne for 1986 og 1987. Inkassokontoret oplyste i den forbindelse, at skatteforvaltningen og inkassokontoret i relation til påligning og inddrivelse er selvstændige forvaltninger, der kun på opfordring udveksler oplysninger om forvaltningsakter. Endvidere redegjordes for, at inkassokontoret ved henvendelse til Y og Z Kommune ikke havde kunnet få et forhåndstilsagn om, at den af inkassokontoret opgjorte skatterestance ville bortfalde, hvorfor lønindeholdelsesbegæringen ikke ville blive tilbagekaldt, men man ville vende tilbage til sagen, når ligningsmyndigheden havde ændret ansættelserne for de omtalte indkomstår.

 

Ved skrivelser af 16. august 1989 rettede A henvendelse til henholdsvis Statsskattedirektoratet og K Kommunes økonomiafdeling vedrørende sagen.

Ved blanket R 97 dateret 23. august 1989 fik A fra Z Kommune underretning om, at den ændrede ligning for indkomståret 1986 havde ført til, at der var en overskydende skat på 27.441,00 kr. til udbetaling, som var blevet modregnet med restancer vedrørende forfaldsårene 1988 og 1989 på henholdsvis 5.268 kr. og 22.173 kr.

Ved skrivelse af 5. september 1989 meddelte Y Kommunes Skatteforvaltning A, at man var sindet at indstille til ligningskommissionen at ændre hendes skatteansættelse for indkomståret 1987, således at hun fik godkendt yderligere fradrag på henholdsvis kr. 39.676 og kr. 7.172.

Ved skrivelse af 13. september 1989 besvarede K Kommunes økonomiafdeling A's henvendelse af 16. august 1989, idet der henvistes til inkassokontorets skrivelse til A af 10. august 1989, ligesom det gentoges, at inkassokontoret som inddrivelsesmyndighed ikke havde kompetence til at ændre A's skatteansættelser, og at hendes ønske om at få lønindeholdelsen tilbagekaldt måtte afvente ligningsmyndighedernes fornyede behandling af hendes selvangivelser. Økonomiafdelingen besvarede samtidig A's spørgsmål om, hvordan man var nået frem til, at hun skulle betale ca. 14.000 kr. i morarenter, idet der vedlagdes en kopi af kildeskattelovens § 63 samt en morarenteoversigt bl.a. udvisende en skattesaldo for forfaldsåret 1986, som ved udgangen af 1988 udgjorde 112.030 kr.

I skrivelse af 25. september 1989 til K Kommunes økonomichef anførte A bl.a., at hun ikke forstod de fremsendte kontooversigter, idet hun henviste til, at der for 1986 var gjort udlæg for 5.661 kr., hvilket ikke passede med en ultimosaldo på 112.030 kr. A anførte videre, at hun fra K Kommune skulle have fået oplyst, at hun for 1987 skulle have 419 kr. tilbage, hvorfor hun ikke forstod, at der var gjort udlæg for 34.653 kr. Endelig anmodede A bl.a. om en begrundelse for, hvorfor det havde været nødvendigt at iværksætte lønindeholdelse, når hun den 13. juni 1989 havde fremsendt korrigerede selvangivelser.

Denne henvendelse blev besvaret ved K Kommunes skrivelse af 6. oktober 1989, hvori det oplystes, at A måtte forelægge de stillede spørgsmål af ligningsmæssig karakter for de respektive slutligningskommuner, Z og Y, og hvori der i øvrigt henvistes til kommunens svar af 13. september 1989. A blev samtidig opfordret til at kontakte inkassokontoret med henblik på at aftale et møde, hvorunder besvarelsen af A's henvendelse kunne uddybes.

Ved skrivelse af 17. oktober 1989 meddelte Y Kommune A, at man havde godkendt yderligere fradrag på henholdsvis 39.676 kr. og 7.172 kr. for indkomståret 1987.

Den 18. oktober 1989 annullerede K Kommunes inkassokontor begæringen om lønindeholdelse over for A's arbejdsgiver, og i slutningen af november 1989 blev de foretagne udlæg i A's faste ejendom aflyst.

Efter at A på ny havde drøftet sagen med skattevæsenet i K Kommune såvel telefonisk som under et møde i kommunen den 27. oktober 1989, hvorunder kommunen fastholdt, at der ikke var begået fejl fra skattevæsenets side, indbragte A ved skrivelse af 23. november 1989 sagen for mig. Denne klage blev af mig den 14. december 1989 videresendt til Statsskattedirektoratet til videre foranstaltning.

Den 27. oktober 1989 udskrev Y Kommunes Skatteforvaltning A's nye årsopgørelse for 1987. Af denne fremgår, at der efter fradrag af et morarentebeløb på 16.151,59 kr. var 29.719 kr. til udbetaling i overskydende skat. Af opgørelsen fremgår endvidere, at A er blevet godskrevet et beløb på 34.563 kr. dækkende forfaldne restskatter for 1987, mens en tidligere overskydende skat på 18.940 kr. er blevet fratrukket i opgørelsen.

Den 7. december 1989 underrettede Y Kommunes Skatteforvaltning A om, at der i den overskydende skat på 29.719 kr. var sket modregning med 8.866,44 kr. i restancer til Y Kommunes Skatteforvaltning og med 20.852,56 kr. til dækning af K Kommunes kommunale krav.

I skrivelser af 19. december 1989 og af 9. januar 1990 til henholdsvis Statsskattedirektoratet, borgmesteren i K Kommune og skatteministerens ministersekretær klagede A bl.a. over, at hun ikke fra K Kommune kunne få oplyst, hvad det var for et krav, som skulle dækkes af det modregnede beløb på 20.852,56 kr.

 

A's klage af 19. december 1989 til Statsskattedirektoratet gav anledning til, at der blev indhentet en udtalelse af 4. januar 1990 fra K Kommunes inkassokontor, hvori der bl.a. er anført følgende:

"...

(Y Kommunes) Skatteforvaltning, Bogholderi og kassererkontoret har ved blanket R 95a, jfr. bilag S dateret den 4. december 1989 modtaget her den 18. december 1989 modregnet restskat samt morarente vedrørende kalenderåret 1989, ligesom det sociale udvalg er indtrådt i retten til overskydende skat til dækning af en restance af forskudsvis udlagt børnebidrag. Morarenten er af (Y) Skatteforvaltning anført som kr. 9.956,56, hvilket beløb er indbetalt under skatteyderens cpr.nr. som §-59 indbetaling for indkomståret 1989.

Ifølge blanket R 95, jfr. bilag T, der modtages retur fra (Y) Skatteforvaltning den 20. december 1989 skal morarenten rettelig være kr. 4.437,85 (senere ændret til 4.397,30). Man har i (Y) skattevæsen forgæves søgt oplyst, hvorfor man der har modregnet kr. 5.559,26 for meget. Den 21. december 1989 er beløbet søgt tilbage fra Statsskattedirektoratet, jfr. bilag U. Når beløbet modtages, vil udbetaling finde sted til skatteyderen.

Sluttelig skal bemærkes, at (skatteyderens repræsentant) og skatteyderen på mødet den 27. oktober 1989 stillede en række spørgsmål vedrørende sagen. Da de tilstedeværende kommunale repræsentanter ..... ikke kunne tilfredsstille skatteyderen og dennes repræsentant blev det meddelt, at sagen måtte afvente højere instans afgørelse."

A's klage til borgmesteren i K Kommune af 19. december 1989 blev besvaret ved skrivelse af 10. januar 1990, hvori A's klage blev afvist, idet der bl.a. henvistes til, at Y Kommunes skatteforvaltnings blanket R 97 "Underretning om modregning m.v." indeholdt oplysning om A's restancer og morarentebeløb for kalenderåret 1989.

Det for meget modregnede morarentebeløb blev tilsendt A ved en check lydende på 5.559,26 kr. dateret 11. januar 1990 udstedt af K Kommune, idet checken blev fremsendt med følgende ledsagende tekst:

"For meget modregnet morarente vedrørende indkomståret 1989, jfr. blanket R 97 fra (Y) Skatteforvaltning."

Om de kommunale krav, som blev bragt til modregning af Y Skatteforvaltning ved underretningsskrivelsen af 7. december 1989, har K Kommunes inkassokontor i skrivelse af 16. januar 1990 til Told- og Skattestyrelsen oplyst, at de kunne specificeres således:

"Forskudsvis udlagt børnebidrag kr. 10.896,00, morarente vedrørende indkomståret 1989 kr. 4.397,30 samt udbetalingsbeløb kr. 5.559,26, ..."

Efter at have fået forelagt K Kommunes redegørelse af 4. januar 1990 til udtalelse anmodede A i skrivelse af 25. januar 1990 Told- og Skattestyrelsen om svar på en lang række spørgsmål, herunder om det berettigede i, at A ikke fra K Kommune havde kunnet få en forståelig opgørelse over hendes mellemværende med skattevæsenet, idet hun ikke fandt det tilstrækkeligt, at hun havde fået tilsendt diverse EDB-udskrifter. Det fremgik af A's henvendelse, at hun fortsat bestred at have klarhed over, hvilke kommunale krav, der var sket modregning for, ligesom A fortsat bestred at have oversigt over sine samlede eller resterende mellemværende med skattevæsenet. A anmodede endvidere om Told- og Skattestyrelsens stillingtagen til det berettigede i, at tvangsinddrivelsen af hendes skattegæld var fortsat på trods af, at der var udsigt til, at hendes skatteansættelser ville blive ændret.

Ved skrivelse af 20. august 1990 meddelte Told- og Skattestyrelsen A, at man ikke fandt grundlag for at kritisere K Kommune. Der henvistes herunder til, at ændring af A's selvangivelser henhørte under ligningsmyndighederne, og at inkassokontoret ikke var bekendt med, at der var indsendt nye selvangivelser, da lønindeholdelsesbegæringen blev fremsendt til A's arbejdsgiver. Denne blev fremsendt i overensstemmelse med reglerne i kildeskattelovens § 73, stk. 1, og kunne ikke tilbagekaldes, da inkassokontorets henvendelse til slutligningskommunerne ikke havde ført til et forhåndstilsagn om, at restancerne ville bortfalde, jfr. herved statsskattelovens § 38, stk. 2, hvorefter ingen ved klage over skatteansættelsen kan unddrage sig forpligtelsen til i rette tid at indbetale den forfaldne del af skatten.

Told- og Skattestyrelsen fandt heller ikke, at løntilbageholdelsen burde have været tilbagekaldt, da Z Kommune den 23. august 1989 meddelte A, at A ville få en overskydende skat på 27.441 kr., eller da Y Kommune den 5. september 1989 meddelte A, at man til ligningskommissionen ville indstille, at skatteansættelsen ville blive ændret med over 40.000 kr., idet styrelsen anførte, at en lønindeholdelse først bør annulleres, når restancen er betalt.

 

Vedrørende A's klage over, at hun ikke mente at have fået en forståelig redegørelse for sit mellemværende med skattevæsenet og K Kommune, anførtes i skrivelsen følgende:

"...

For så vidt angår de fremsendte EDB-udskrifter bemærkes, at De den 19. juli 1989 havde modtaget en detaljeret opgørelse fra (K) kommune, og at de efterfølgende ændringer var sket efter omligning i (Z) og (Y) kommuner.

(K) kommune har oplyst, at De telefonisk havde accepteret at modtage EDB-udskrifter, og at man ved et møde den 27. oktober 1989 havde gennemgået udskrifterne, hvorefter man var af den opfattelse, at De havde forstået dem.

De klager dernæst over, at De i de sidste måneder af 1989 har modtaget meget forskellige oplysninger om Deres skatterestance.

(K) kommune har hertil oplyst, at de nævnte beløb ikke er umiddelbart sammenlignelige, idet Deres bidragsrestance og morarenter for 1989 ikke var medtaget i lønindeholdelsesbegæringen.

Endvidere har (Y) kommune fejlagtigt modregnet kr. 5.559,26 for meget i morarenter. Dette beløb blev tilsendt Dem pr. check den 11. januar 1990.

Ved fremsendelsen af blanket R 97, som fortalte, hvad og hvor meget, der var modregnet, og checken med for meget betalt morarente, har kommunen været af den opfattelse, at De var klar over, at Deres restance nu var betalt.

Kommunen kan således, efter Styrelsens opfattelse, ikke bebrejdes, at man ikke fremsendte yderligere oplysninger om restancen, da den var betalt ved modregning, og der yderligere til Dem var fremsendt et overskydende beløb.

..."

 

Styrelsen anførte i sin skrivelse afslutningsvis:

"...

Styrelsen er imidlertid forstående over for, at De opfatter skattevæsenet som en enhed, der har kendskab til alle de oplysninger, der bliver fremsendt dertil, og at De derfor er utilfreds med, at der bliver foretaget lønindeholdelse hos Dem på et tidspunkt, hvor De med rette har forventet, at restancerne ville bortfalde.

Man beklager ligeledes, at De har haft problemer med at forstå de fremsendte oplysninger om Deres restance."

I skrivelse af 30. august 1990 til Told- og Skattestyrelsen fastholdt A sine klager over K Kommune, men Told- og Skattestyrelsen fastholdt i skrivelse af 11. april 1991 sin afgørelse af 30. august 1990.

I A's skrivelse til mig af 15. april 1991 anførte A - udover at klage over den iværksatte tvangsinddrivelse - en række eksempler på, hvorfor hun mente, at hun stadig ikke havde fået en fyldestgørende redegørelse for sit mellemværende med skattevæsenet og K Kommune.

I den indhentede udtalelse af 17. juli 1991 fra K Kommune er vedrørende den iværksatte tvangsinddrivelse anført, at den er sket i henhold til retsplejelovens § 507, stk. 1, og statsskattelovens § 38, stk. 2, samt i øvrigt bl.a. anført følgende:

"...

 

Der foreligger ingen klage over tidligere ansættelser og derfor ingen anmodning til ligningsmyndighederne om henstand.

..."

I udtalelsen kommenteredes endvidere de forståelsesmæssige problemer, som A havde peget på i sin skrivelse til mig af 15. april 1991. På A's spørgsmål om, hvorfor der i 1989 blev foretaget udlæg for 34.653 kr., henvistes til, at der var tale om den restskat for 1987, som fremgik af A's årsopgørelse for 1987 udskrevet den 4. november 1988. På A's spørgsmål om, hvorfor der ved Z Kommunes underretning af 23. august 1989 blev modregnet med et beløb på 22.173 kr. i den overskydende skat for 1986 på 27.441 kr., henvistes til, at beløbet fremkom ved fra de 27.441 kr. at fratrække den forfaldne restskat for 1986 på kr. 5.268, hvorved der fremkom et beløb på 22.173 kr., som var anvendt til delvis dækning af beløb forfaldne i 1989. På A's spørgsmål om, hvorledes inkassokontoret ved underretningen af 18. oktober 1989 om lønindeholdelsesbegæringens aflysning var kommet til, at restancen udgjorde 12.921 kr., henvistes til, at beløbet fremkom ved fra lønindeholdelsens hovedstol på 40.362 kr. at fratrække det modregnede beløb på 27.441 kr. På A's spørgsmål om, hvorfor der ved Y Kommunes underretning af 7. december 1989 blev modregnet med et beløb på 20.852,56 kr. til fordel for K Kommune, henvistes til oplysninger afgivet til Y Skatteforvaltning på blanket R 95. På A's spørgsmål om, hvorledes man var nået frem til den foretagne morarenteberegning, henvistes til, at hun på indbetalingskort, ved skrivelse af 13. september 1989 fra K Kommune vedlagt kopi af kildeskattelovens § 63 samt ved møde i kommunens inkassokontor var blevet oplyst om beregningsmåden for morarenter. Samtidig beklagedes det, at Y Kommune i første omgang havde foretaget en fejlagtig morarenteberegning for 1989, og at beløbet efterfølgende blev forkert opgivet af K Kommune som følge af en mindre fejl.

Der henvistes i øvrigt i udtalelsen til, at A's opgørelser og ændringer hertil var blevet gennemgået med hende i kommunen, ligesom man fra inkassokontorets side havde henvist hende til at forelægge spørgsmål af ligningsmæssig art, f.eks. beregning af skatter m.v., for slutligningskommunerne.

I den indhentede udtalelse af 16. august 1991 fra Told- og Skattestyrelsen var bl.a. anført, at det var styrelsens opfattelse, at K Kommune på en rimelig måde havde vejledt hende om hendes mellemværende med skattevæsenet, ligesom styrelsen ikke fandt, at der var noget at kritisere ved den iværksatte lønindeholdelse. Styrelsen beklagede samtidig i skrivelsen, at den ikke i forbindelse med A's klage af 3. august 1989 til skatteministeren vejledte hende om hendes muligheder for at søge om at få henstand med skattebetalingen.

 

I et brev til A udtalte jeg følgende:

"Ad punkt 1:

Efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, skal en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Vejledningens indhold og omfang må afpasses i forhold til borgerens forudsætninger og eventuelle særlige personlige forhold, jf. Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven punkt 30. Har myndigheden truffet en afgørelse, som er bebyrdende for borgeren, har borgeren endvidere krav på at få en begrundelse, som forklarer, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. forvaltningslovens §§ 22-24 og Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven pkt. 132.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvad De skulle betale i skat for indkomstårene 1986 og 1987, henhørte beregningen heraf under de respektive slutligningskommuner, dvs. (Z) og (Y) Kommuner, og (K) Kommune har i den forbindelse som inddrivelsesmyndighed været berettiget til at gå ud fra, at De gennem de fremsendte årsopgørelser fra henholdsvis (Z) og (Y) Kommuner har været gjort bekendt med, hvad De skulle betale i restskat for de pågældende år.

(K) Kommune har endvidere som inddrivelsesmyndighed været nødt til at lægge de beløb til grund, som fremgik af slutligningskommunernes årsopgørelser. Da det fremgår af oplysningerne i sagen, at (K) Kommune har gennemgået de foreliggende årsopgørelser med Dem og i øvrigt har henvist Dem til at rette henvendelse til (Z) og (Y) Kommuner, for så vidt De havde spørgsmål af ligningsmæssig karakter, finder jeg ikke grundlag for at udtale kritik af den vejledning, som De har fået fra (K) Kommune vedrørende opgørelsen af skatterestancerne for de enkelte indkomstår.

(K) Kommune har imidlertid derudover som inddrivelsesmyndighed haft pligt til, når der skete inddrivelse gennem modregning, at oplyse Dem om, hvilke krav det var, som blev fyldestgjort på denne måde. Så vidt jeg kan se af sagens akter, har (K) Kommune ikke sørget for at give Dem fornøden underretning herom. Ifølge sagens akter var det således først ved (K) Kommunes skrivelse af 16. januar 1990 til Told- og Skattestyrelsen, som blev forelagt Dem til udtalelse ved Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 5. februar 1990, at De har fået nærmere underretning om, hvad det var for kommunale krav, som blev dækket ved den iværksatte modregning af et beløb på 20.852,56 kr., hvorom De fik underretning ved (Y) Skatteforvaltnings skrivelse af 7. december 1989.

(K) Kommune har endvidere som inddrivelsesmyndighed haft pligt til at imødekomme Deres begæringer om at få tilstillet en opgørelse over de foretagne morarenteberegninger. Ved min gennemgang af sagen kan jeg ikke se, at De har fået svar på de spørgsmål vedrørende morarenteberegningen for 1988, som De stillede i skrivelse af 25. september 1989 som svar på (K) Kommunes skrivelse af 13. september 1989, ligesom jeg ikke kan se, at De har fået svar på Deres spørgsmål om, hvorledes man er nået frem til, at De skal betale 4.397,30 kr. i morarenter for 1989. Jeg finder det i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at De har fået tilsendt en kopi af bestemmelsen i kildeskattelovens § 63, hvorefter en skatteyder er pligtig at betale en morarente på 1 pct. pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne af beløb, som ikke er indbetalt rettidigt, da det fremgår af sagens akter, at det, som De især har været i tvivl om, er den samlede skattemæssige opgørelse, som har ligget til grund for morarenteberegningen.

 

Ad punkt 2:

Det forhold, at De indgav nye selvangivelser til skattevæsenet for indkomstårene 1986 og 1987, har ikke i sig selv haft opsættende virkning på tvangsinddrivelsen af den for disse år forfaldne restskat, jf. herved statsskattelovens § 38, stk. 2, som er sålydende:

"Ingen kommune eller skatteansat kan ved at klage over skatteansættelsen eller, såfremt der sker udpantning for skatten, ved indsigelse for fogeden unddrage sig fra forpligtelsen til i rette tid at indbetale den alt forfaldne del af skatten, medmindre der forinden foreligger en af kompetent myndighed truffen afgørelse for, enten at en ændring bør finde sted, eller at ansættelsen er sket med urette eller er ugyldig. I de tilfælde, hvor skatteansættelsen senere forandres, berigtiges det beløb, som kommunen og den enkelte skatteyder skal betale, ved tillæg eller fradrag i den følgende skattetermin, om fornødent også ved tilbagebetaling af det indbetalte eller en del deraf. Har en skatteyder i disse tilfælde krav på godtgørelse af for meget erlagt skat, tilkommer der ham renter 5 pct. p.a. fra indbetalingsdagen at regne af det for meget erlagte skattebeløb."

Samtidig med Deres indsendelse af nye selvangivelser for 1986 og 1987 til skattevæsenet har De imidlertid haft mulighed for at ansøge ligningsmyndighederne i henholdsvis (Z) og (Y) Kommuner om henstand med betalingen af de forfaldne restskatter for 1986 og 1987, jf. herved Skattedepartementets bekendtgørelse nr. 189 af 17. marts 1986 om bemyndigelse til at bevilge henstand med skattebetalingen ved klage over skatteansættelser, som var gældende indtil den 1. januar 1990, og hvis § 1, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., er sålydende:

" Stk. 1. Ligningskommissionen, i Københavns og Frederiksberg kommuner kommunalbestyrelsen, og statsskattedirektoratet, bemyndiges til i et tidsrum af ikke over 4 år at bevilge henstand med skattebetalingen ved påklage af en skatteansættelse.

Stk. 2. Henstanden omfatter den del af den pålignede skat, der ved årsopgørelsen/skatteopgørelsen er fremkommet som skyldig, ikke betalt skat, som kan henføres til den påklagede forhøjelse."

Skattedepartementet udsendte den 17. marts 1986 i tilknytning til den nævnte bekendtgørelse cirkulære nr. 30 omhandlende den givne bemyndigelse, hvori det i indledningen er anført, at det er forudsat, at de kompetente myndigheder i videst muligt omfang imødekommer henstandsansøgninger, og hvori der under pkt. 3 bl.a. er anført følgende:

"Henstand bevilges i det omfang, ansættelsen påklages til ligningskommissionen, skatterådet og landsskatteretten."

Det er min opfattelse, at Deres indsendelse af korrigerede selvangivelser for 1986 og 1987 med anmodning om at få godkendt yderligere fradragsberettigede udgifter set i relation til de citerede bestemmelser må sidestilles med en påklage af de stedfundne skatteansættelser for 1986 og 1987.

Da det fremgik af Deres skrivelse af 13. juni 1989 til skatteforvaltningen i (K) Kommune, hvormed De fremsendte de korrigerede selvangivelser, at De havde indvendinger imod den iværksatte tvangsinddrivelse, burde (K) Kommune have vejledt Dem om Deres mulighed for at søge om henstand med skattebetalingen i forbindelse med Deres begæring om at få ændret skatteansættelserne for 1986 og 1987, jf. herved forvaltningslovens § 7, stk. 1, om forvaltningsmyndigheders vejledningspligt, som er omtalt ovenfor under punkt 1.

(K) Kommune har dernæst som inddrivelsesmyndighed haft mulighed for at bestemme, hvornår og hvordan der skulle ske tvangsinddrivelse af den forfaldne restskat, og har derfor også - uanset bestemmelsen i statsskattelovens § 38, stk. 2 - haft beføjelse til som det mindre i det mere at tillægge Deres klage opsættende virkning. Der kan herved tillige henvises til princippet i retsplejelovens § 502, stk. 1, nr. 2, hvorefter fogedretten kan udsætte en fogedforretning, hvis et retsforhold, hvis fastsættelse vil få indflydelse på forretningens udfald, er under behandling ved en ret eller en administrativ myndighed. Denne bestemmelse gælder også udlægsforretninger, som foretages af pantefogeder, jf. herved § 5 i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

Det er i den forbindelse min opfattelse, at der, efter at (Z) Kommune den 23. august 1989 havde givet Dem medhold i Deres klage for så vidt angår skatteansættelsen for 1986, var skabt en sådan usikkerhed omkring rigtigheden af de påklagede skatteansættelser for 1986 og 1987, at det havde været rimeligt at sætte tvangsinddrivelsen i bero, indtil ligningsmyndighederne havde taget stilling til, i hvilket omfang skatteansættelserne skulle ændres.

Det følger af det ovenfor under punkterne 1 og 2 anførte, at jeg ikke finder, at (K) Kommune i forbindelse med inddrivelsen af Deres restskat for 1986 og 1987 har givet Dem de fornødne oplysninger om morarenteberegningen og om hvilke krav, som er blevet opfyldt ved modregning. Jeg har samtidig ikke fundet, at De har fået fornøden vejledning om Deres muligheder for at søge om henstand efter at have klaget over skatteansættelsen, ligesom jeg finder, at lønindeholdelsen burde have været sat i bero næsten to måneder tidligere end sket.

 

Jeg har gjort (K) Kommune og Told- og Skattestyrelsen bekendt med min opfattelse, idet jeg samtidig har henstillet til, at der nu bliver fremsendt en samlet opgørelse til Dem over Deres mellemværende med skattevæsenet og (K) Kommune, for så vidt angår årene 1986-1989.

Da det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at manglende eller mangelfuld vejledning efter omstændighederne bør få den virkning, at den pågældende stilles, som om behørig vejledning var givet, har jeg samtidig anmodet om, at der ved morarenteberegningen for 1989 tages hensyn til, at der kunne have været bevilget Dem henstand med skattebetalingen efter Deres indgivelse af korrigerede selvangivelser den 13. juni 1989, såfremt K skatteforvaltning i overensstemmelse med forvaltningslovens § 7, stk. 1, havde vejledt Dem om Deres mulighed for at søge ligningsmyndighederne om henstand.

Jeg har anmodet Told- og Skattestyrelsen om underretning om, hvad der videre sker i sagen."

Med skrivelse af 27. januar 1992 fremsendte Told- og Skattestyrelsen kopi af en skrivelse fra K Kommune af 23. december 1991 til A, hvori kommunen gav en samlet opgørelse over A's mellemværende med skattevæsenet og K Kommune for så vidt angik årene 1986-1989.

Jeg meddelte Told- og Skattestyrelsen, K Kommune og A, at jeg havde taget det oplyste til efterretning og herefter ikke foretog videre i sagen.