Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En resolution om samværsret indeholdt vilkår om, at barnet under besøg hos samværsberettigede ikke måtte oplæres i Jehovas Vidners tro og ikke måtte deltage i Jehovas Vidners stævner, møder, missioner og lignende aktiviteter.

Ombudsmanden udtalte, at der efter myndighedsloven ikke er noget til hinder for at fastsætte vilkår med hensyn til barnets religiøse forhold under forudsætning af, at vilkåret i det konkrete tilfælde er nødvendigt ud fra hensynet til, hvad der er bedst for barnet. Hensynet til den samværsberettigedes frie religionsudøvelse - jf. bl.a. grundlovens § 70 - måtte på den anden side føre til, at myndighederne udviser særlig påpasselighed med ikke at stille strengere vilkår end nødvendigt.

Da navnlig udtrykkene "oplæres" og "lignende aktiviteter" måtte skabe tvivl om vilkårets rækkevidde, og da vilkåret faktisk var blevet forstået således, at samværsret var udelukket, henstillede ombudsmanden til Civilretsdirektoratet at søge vilkåret præciseret. (J. nr. 1989-632-63).

Den fulde tekst

Vilkår om religionsforhold ved fastsættelse af samværsret.

 

 

A klagede over, at Civilretsdirektoratet (tidligere Familieretsdirektoratet) havde tiltrådt et statsamts afgørelse om at tillægge ham samværsret på vilkår, at han ikke oplærte sin og B's søn C i Jehovas Vidners tro.

Det fremgik af sagens akter, at A i skrivelse af 12. maj 1988 anmodede statsamtet om fastsættelse af samværsret med C, der da var 4 år gammel. B erklærede sig enig i A's forslag om, hvorledes og i hvilket omfang samvær skulle foregå. Af telefonnotat af 8. juli 1988 fremgik det, at A og B ville indgå en aftale om omfanget af A's samvær med C og derefter sende underskrevet samværskontrakt til statsamtet.

I skrivelse af 2. august 1988 anmodede B statsamtet om at fastsætte samværsret med vilkår. Baggrunden for anmodningen var, at A havde taget C med til et Jehovas Vidners stævne. B ønskede ikke, at C skulle opdrages i Jehovas Vidners tro og var af den opfattelse, at A's tro ville sætte C i en loyalitetskonflikt.

B mente på trods af dette, at det var bedst for C, at samværet blev opretholdt, men stillede følgende som betingelse:

1. At A ikke opdragede C i Jehovas Vidners tro.

2. At C ikke deltog i Jehovas Vidners stævner, møder, missioner m.v.

A protesterede mod B's skrivelse af 2. august 1988. A mente, at C havde ret til samvær med ham uanset hans tro. Indholdet af B's skrivelse var derfor efter A's opfattelse i strid med grundlovens § 70.

I telefonsamtale den 2. september 1988 oplyste A bl.a., at han ikke mente, at det var muligt, at han kunne skjule eller tilbageholde sin tro for C, da Jehovas Vidners tro var en del af hans hverdag.

Den 13. oktober 1988 mødte A og B til rådgivning i statsamtet. Følgende fremgik af notatet fra mødet:

"...

Det er hendes (B's) absolutte opfattelse, at (C) på grund af faderens religiøse indstilling og påvirkning af sin søn, stiller denne i en meget alvorlig konfliktsituation.

Efter sommerferieopholdet, hvor faderen mod hendes vidende medtog drengen til et sommerstævne (3 dage), var denne så påvirket af de religiøse impulser han havde fået der, at han ikke kunne tilpasse sig de vante omgivelser.

Han uddybede, hvad der var blevet ham fortalt, og kunne ikke forstå, at moderen ikke uden videre kunne acceptere de ting, han havde lært. Hun prøvede at forklare, at der findes forskellige trosopfattelser - og at hun og faderen ikke tror det samme. Han blev i den forbindelse ophidset og kom med afskrækkende eksempler på de ting, der sker de mennesker, der ikke tror på det, Jehova siger. Dette forskrækkede moderen - ligesom hun var foruroliget over, at man i børnehaven havde observeret, at der var sket en stor ændring i hans adfærd. Han var blevet en vred, sur og uglad dreng. Efter 14 dage bedredes hans tilstand, men hun føler, at han har en fjendtlig indstilling mod hende. Han var modvillig over for et forslag om at lave en gave til hendes fødselsdag i september måned. (Efter faderens tro må man ikke fejre fødselsdag).

Han fortalte, at faderen hver dag beder om, at moderen må komme tilbage til ham, og at der står senge parat til ham og moderen.

....

Faderen oplyser, at han altid har været troende, men først i februar 1988 blev han indført i Jehovas Vidners tro.

Foreholdt moderens krav i pkt. 2 meddeler faderen, at han, selv om det falder ham svært, vil undlade at tage sønnen med til stævner, møder, missioner m.v.

Efter en uddybning af kravet trækker faderen dog sit løfte tilbage. Han mener ikke, at hans religiøse indstilling kan forenes med et sådant løfte. Han mener, sønnens opfattelse af faderen kun vil "blive halv", hvis barnet ikke får lov til at opleve den verden, faderen lever i.

....

Pkt. 1 om opdragelse i troen blev drøftet indgående. Han føler sig meget bundet af sin tro, og tilknytningen til sønnen bevirker, at han umuligt kan undgå at tale religion med denne.

Hvis sønnen kommer i en konflikt, vil han løse denne ved hjælp af sin tro.

Han er godt klar over, at moderen, der har forældremyndigheden over barnet, kan bestemme, hvilken tro dette skal opdrages i, men han kan umuligt gå imod sin egen overbevisning.

Han er ikke imod moderens påvirkning, men han vil selv "på lige fod" med hende have lov til åbent og ærligt at fortælle sin søn, hvad han står for. Det har ikke været hans mening at fordømme moderen - da en sådan fordømmelse ville stride mod hans religion.

Moderen anfører hertil, at det for hende er klart, at drengen opfatter hende som fortabt. Hun så gerne forbindelsen til faderen opretholdt, men er kommet til det resultat, at samværet er til så stor skade for barnet, at dette nødvendigvis må afbrydes. Hun tør ikke lade besøgene fortsætte.

..."

I skrivelse af 13. december 1988 fastsatte statsamtet samværsret med C i et nærmere angivet omfang. Som betingelse for fastsættelsen af samværsret fremhævede statsamtet dog følgende:

"...

Det er en forudsætning for den fastsatte samværsret, at (C) under besøg hos faderen ikke oplæres i Jehovas Vidners tro og at (C)ikke deltager i Jehovas Vidners stævner, møder, missioner og lignende aktiviteter. ..."

Som begrundelse for afgørelsen anførte statsamtet:

"...

Generelt er (B) betænkelig ved samvær, idet faderen, der er Jehovas Vidne, påvirker barnet med sin trosopfattelse, der er forskellig fra hendes egen. På den måde stilles barnet uundgåeligt i en konfliktsituation mellem sine forældre. Således oplyser hun, at (C) har været med faderen til stævne og at faderen har påvirket (C's) holdning vedrørende afholdelse af fødselsdage.

Som betingelse for at der gives faderen samvær har moderen derfor fremsat krav om, at (C) ikke opdrages i Jehovas Vidners tro, og at (C) ikke deltager i Jehovas Vidners stævner, møder, missioner m.v. Såfremt disse krav ikke overholdes, må samvær gennemføres f.eks. hos farmoderen, der ikke er Jehovas Vidne.

Faderen har protesteret overfor moderens krav, da de strider mod hans religiøse indstilling. Han er klar over, at eventuel religiøs opdragelse er et forældremyndighedsanliggende, men han finder ikke at kunne undgå at tale om religion eller undgå at løse eventuelle problemer ved hjælp af sin tro.

Statsamtet har ved afgørelsen lagt vægt på disse forhold og har lagt særligt vægt på det af parterne oprindeligt aftalte, barnets alder og forældrenes forskellige trosopfattelse...."

A påklagede afgørelsen til Familieretsdirektoratet. A henviste bl.a. til, at der ikke efter grundlovens § 70 må forekomme brud på almindelige borgerlige rettigheder på grund af religiøst tilhørsforhold. Endvidere gjorde A gældende, at ordene i sidste led i vilkårene for samværet "...lignende aktiviteter" ikke var særlig præcise og spurgte, om det f.eks. indebar et forbud mod at omgås A's venner og disses børn, som også var af Jehovas Vidners tro.

I skrivelse af 16. januar 1989 henvendte A sig til fogedretten med henblik på tvangsfuldbyrdelse af samværsretten med C, idet B nægtede ham samvær med C.

Den 3. februar 1989 afsagde fogedretten kendelse og bestemte, at fogedforretningen skulle udsættes, indtil Familieretsdirektoratet havde truffet afgørelse. Følgende fremgår af udskriften af fogedbogen:

"...

Rekvisita (B) oplyste,at barnet ikke var blevet udleveret som anført i Statsamtets afgørelse, fordi rekvisita befrygtede, at rekvirenten vil udsætte barnet for religiøs påvirkning, og således ikke overholde det vilkår for samværsretten, som er anført i Statsamtets skrivelse af 13. december 1988.

Rekvirenten påstod forretningen fremmet i henhold til rekvisitionen.

Rekvisita påstod forretningen nægtet fremme under henvisning til det af hende netop anførte.

Rekvirenten oplyste, at han har indbragt Statsamtets afgørelse for Familieretsdirektoratet bl.a. for så vidt angår den del af Statsamtets stillede betingelse om, at barnet under besøg hos ham ikke oplæres i Jehovas Vidners tro og ikke deltager i Jehovas Vidners aktiviteter. Han anfører hertil, at han ikke ser sig i stand til at undlade at besvare barnets eventuelle spørgsmål i overensstemmelse med sin overbevisning.

Fogedretten tilkendegav, at Statsamtets betingelse, indtil afgørelsen fra Familieretsdirektoratet er truffet og i den foreliggende sammenhæng, måtte forstås således, at rekvirenten under udøvelsen af samværsretten skal forholde sig absolut neutral over for barnet med hensyn til religiøse spørgsmål.

Rekvirenten oplyste, at han ikke ser sig i stand til over for fogedretten ubetinget og utvetydigt at erklære, at han ville forholde sig i overensstemmelse med fogedrettens tilkendegivelse vedrørende indholdet af Statsamtets forudsætning.

Fogedretten tilkendegav, at forretningen under disse omstændigheder burde udsættes, indtil Familieretsdirektoratets afgørelse foreligger.

Rekvirenten protesterede herimod, medens rekvisita tiltrådte en sådan løsning.

..."

I skrivelse af 5. februar 1989 anmodede A Familieretsdirektoratet om at fremskynde afgørelsen og henviste til fogedrettens kendelse. A oplyste endvidere direktoratet om, hvorledes fogedretten havde fortolket vilkåret for samværet.

I skrivelser af 12., 21. og 25. februar 1989 rykkede A på ny Familieretsdirektoratet for svar, idet B fortsat nægtede ham samvær med C.

I skrivelse af 30. marts 1989 tiltrådte Familieretsdirektoratet statsamtets afgørelse samt begrundelsen herfor uden yderligere bemærkninger.

Herefter begærede A på ny fogedretten om at tvangsfuldbyrde samværsretten. A tilkendegav, at han ikke ville lade B afkræve noget løfte om at overholde en aftale, når ingen ville fortælle ham nøjagtigt, hvad den indebar.

Den 19. maj 1989 afsagde fogedretten kendelse. Følgende fremgår af udskriften af fogedbogen:

"...

Rekvisita (B) oplyste, at grunden til, at (C) ikke udleveres til samvær er den, at rekvirenten overfor hende flere gange har givet udtryk for, at han ikke vil efterkomme betingelserne for gennemførelsen af samværet, ligesom han fremsender materiale om JEHOVA, f.eks. bånd, til drengen.

Rekvirenten blev forespurgt, om han ville overholde vilkåret for samværsretten, idet fogeden henviste til formuleringen i denne fogedrets kendelse af 3. februar 1989, om utvetydig og uforbeholden erklæring.

Rekvirenten oplyste, at han fandt formuleringen af vilkåret vag og upræcis, og at det havde været umuligt for ham, at få en uddybning af ordvalget hos Statsamtet eller Familieretsdirektoratet.

Han oplyste, at han vil gøre sit bedste for at overholde vilkåret, herunder undlade selv at bringe Jehova-tro op overfor barnet eller indlede samtale om Jehova, undlade at spille bånd eller læse bøger om Jehova for drengen, samt iøvrigt undlade at oplære drengen i Jehovas Vidners tro, og undlade at lade (C) deltage i Jehovas Vidners stævner, møder, missioner og lignende aktiviteter.

Han ville ikke udtrykkeligt erklære dette, da han fandt, at det var en strid om ord udtrykkeligt at skulle erklære noget sådant, men han lovede i en positiv ånd at gøre sit bedste som ovenfor anført.

Rekvirenten ønskede tilført retsbogen, om det at læse bøger om Jehova også omfattede bibellæsning, hvilket fogeden på udtrykkelig forespørgsel tilkendegav, hvorefter rekvirenten nævnte noget om religiøs forfølgelse.

Rekvisita erklærede sig indforstået med herefter at efterkomme samværsresolutionen. Første ordinære samværs-weekend er førstkommende weekend, altså d.d., men hun modsatte sig samvær i denne weekend, idet hun af hensyn til, at der var gået næsten 1 år siden, at barnet havde været hos sin far, ønskede lidt længere tid til at forberede ham på, at han skulle på samværs-weekend, ligesom hun ikke fandt det praktisk gennemførligt straks efter dette møde eller senere denne eftermiddag at skulle udlevere ham til samvær.

Rekvirenten ønskede barnet udleveret nu under hensyn til den lange tid, der var gået siden, han havde set ham, og under hensyn til, at han var rejst hertil med tog fra sin bopæl.

Rekvirenten begærede kendelse afsagt, både om samværstidspunktet og om fortolkningen.

Fogedretten afsagde straks pålydende

KENDELSE

Fogedretten finder ikke at skulle fortolke vilkåret for samværsretten, således som dette er opstillet i statsamtets afgørelse af 13. december 1988, udover, hvad der er præciseret overfor rekvirenten under nærværende møde. Af hensyn til barnet's (C's), født den ... (fødselsdato), tarv, finder retten ikke at ville gennemtvinge samværet allerede d.d., idet der henvises til at samværet ifølge samværsresolution allerede skal gennemføres igen den 2. - 4. juni 1989 i næste ordinære samværs-weekend.

..."

A oplyste telefonisk, at han havde samvær med B weekenden den 2. - 4. juni 1989, men at B herefter på ny havde nægtet ham samvær. A oplyste endvidere, at han og B mødte i fogedretten den 27. juni 1989, men at hans begæring om tvangsfuldbyrdelse af samværet ikke blev imødekommet. A har ikke modtaget udskrift af fogedbogen vedrørende dette møde.

A gjorde i klagen til mig navnlig gældende, at statsamtets og Familieretsdirektoratets afgørelser var i strid med grundlovens § 70.

 

I et brev til A udtalte jeg følgende:

"Statsamtets og Familieretsdirektoratets afgørelser er truffet efter myndighedslovens §§ 23 og 24, som har følgende ordlyd:

§ 23. "Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til samvær med barnet."

§ 24. "Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværsretten og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed.

Stk. 2. Statsamtet kan afslå at fastsætte samværsret og kan ændre eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet."

Der har udviklet sig en praksis i statsamterne og Familieretsdirektoratet med hensyn til omfanget af samværsret. Efter denne praksis fastsættes samværsretten som udgangspunkt inden for rammen hver anden eller hver tredie weekend, 14 dage i sommerferien samt et par dage i forbindelse med jul og påske.

I sagen er der, så vidt jeg forstår, ikke tvist om omfanget af den fastsatte samværsret, men derimod om det samtidig fastsatte vilkår om, at barnet ikke under besøg hos Dem må "oplæres i Jehovas Vidners tro" og ikke må "deltage i Jehovas Vidners stævner, møder, missioner og lignende aktiviteter".

Det fremgår af myndighedslovens § 24, stk. 1, at der kan fastsættes de nødvendige bestemmelser i forbindelse med afgørelser om omfanget og udøvelsen af samværsret. Loven og forarbejderne til bestemmelsen indeholder ingen nærmere afgrænsning af, hvilke bestemmelser - eller vilkår - der kan fastsættes. Der er for så vidt ikke noget til hinder for at fastsætte vilkår med hensyn til barnets religiøse forhold.

Det er dog en forudsætning, at vilkåret i det konkrete tilfælde er nødvendigt. Nødvendigheden må vurderes ud fra hensynet til, hvad der er bedst for barnet.

Hensynet til forældrenes religionsfrihed skal der naturligvis også lægges vægt på, men efter min opfattelse forhindrer det ikke, at der undtagelsesvis - når hensynet til barnet taler klart derfor - fastsættes vilkår som griber ind i den samværsberettigedes religionsudøvelse i forbindelse med samværet.

I det foreliggende tilfælde må jeg lægge til grund, at baggrunden for det stillede vilkår er, at myndighederne har fundet, at (C) udsættes for en vanskelig loyalitetskonflikt, hvis der ikke fastsættes begrænsninger vedrørende den religiøse påvirkning, han er udsat for, medens han er på besøg hos Dem. Jeg må således lægge til grund, at vilkåret er fastsat ud fra hensynet til hvad der er bedst for barnet.

Hensynet til den samværsberettigedes frie religionsudøvelse og den vægt, der i almindelighed må lægges på dette hensyn - jf. grundlovens § 70 og tidligere praksis ved dette embede, bl.a. sagen omtalt i Ombudsmandens Beretning for 1988, s. 121 - må på den anden side føre til, at myndighederne udviser en særlig påpasselighed med ikke at stille strengere vilkår end nødvendigt.

Jeg har i den forbindelse noteret mig, at man ikke har fundet, at Deres tro udelukkede samvær med (C), uanset at Jehovas Vidners tro, som det er almindeligt kendt, griber dybt ind i de pågældendes dagligdag med særlige leveregler og holdninger til hverdagsspørgsmål, og naturligt vil medføre hyppigt socialt samvær med andre medlemmer af Jehovas Vidner.

Jeg har samtidig noteret mig, at vilkåret - selv om det i én henseende efter min opfattelse har en begrænset rækkevidde, jf. brugen af udtrykket "oplæres" i stedet for opdrages eller påvirkes - dog i praksis er blevet forstået således, at det udelukkede Deres samvær med (C). (Jeg er ikke klar over de nærmere omstændigheder i forbindelse med samværsweekenden den 2. - 4. juni 1989). Udover den åbenbart noget usikre forståelse af udtrykket "oplæres" er det navnlig tilføjelsen "og lignende aktiviteter", som har skabt tvivl om rækkevidden.

På den baggrund har jeg fundet det rigtigst at henstille til Civilretdirektoratet at tage skridt til at søge rækkevidden af det stillede vilkår præciseret, særlig for så vidt angår udtrykket "oplæres" og udtrykket "og lignende aktiviteter".

Jeg har anmodet Civilretsdirektoratet om at underrette mig om, hvad der videre sker i sagen."

Den 28. februar 1990 præciserede statsamtet vilkåret i resolutionen således:

"Det er en forudsætning for den fastsatte samværsret, at (C) under besøg hos faderen ikke oplæres i Jehovas Vidners tro.

Dette betyder, at faderen skal undlade at bringe Jehovas Vidners tro op over for barnet eller at indlede samtaler herom. Endvidere skal faderen undlade at afspille bånd, vise film og læse litteratur om Jehovas Vidners tro samt undlade bibellæsning og fremsigelse af bøn i overensstemmelse med denne tro i barnets nærværelse.

Den anden forudsætning for den fastsatte samværsret er, at (C) ikke deltager i Jehovas Vidners stævner, møder, missioner og lignende aktiviteter. Udtrykket "lignende aktiviteter" betyder, at (C) ikke må deltage i sammenkomster iøvrigt - private eller arrangerede af Jehovas Vidner - hvor der læses/fortolkes bibeltekster og fremsiges bøn i overensstemmelse med Jehovas Vidners tro eller læses litteratur, vises film eller afspilles bånd om Jehovas Vidners tro."

Civilretsdirektoratet tiltrådte i skrivelse af 10. maj 1990 til A statsamtets præcisering, idet direktoratet bl.a. anførte:

"For så vidt angår spørgsmålet om vilkårets nærmere forståelse har Civilretsdirektoratet navnlig lagt vægt på, at vilkårets funktion ikke er udtømmende at opregne, hvilke handlinger der kan medføre begrænsning eller ophævelse af samværsretten, men derimod at give parterne - og navnlig den samværsberettigede - et grundlag for at undgå visse handlinger som på nuværende tidspunkt kan forudses at ville kunne bringe en sådan reaktion på tale. Efter Civilretsdirektoratets opfattelse bør De - selvom vilkåret ikke er og ikke kan være helt præcist formuleret - uden større vanskelighed i den enkelte situation kunne vurdere, om De med Deres handlinger loyalt overholder reglen om, at det tilkommer (B) at vælge (C's) religion, således at De undgår at bringe (C) i en konfliktsituation mellem dette valg og Deres egen overbevisning. Civilretsdirektoratet finder ikke, at vilkåret er for vidtgående i forhold til Deres trosfrihed.

Civilretsdirektoratet har på denne baggrund fundet, at statsamtet korrekt og så nøjagtigt, som det med rimelighed kan forlanges, ved indsættelsen af dette vilkår har angivet en række i denne sag specielt relevante handlinger, som De bør afholde Dem fra. Baggrunden for, at disse handlinger er beskrevet i resolutionen, er, at man har skønnet, at de vil skabe en særlig risiko for, at statsamtet eller Civilretsdirektoratet vil finde grundlag for - af hensyn til, hvad der er bedst for (C) - at imødekomme en ansøgning om begrænsning eller ophævelse af samværet."

Jeg meddelte Civilretsdirektoratet, at jeg havde taget det oplyste til efterretning.