Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

Ved opslag af en ledig stilling som sognepræst indstillede et flertal af menighedsrådet B til ansættelse i stillingen. To medlemmer med tilknytning til organisationen A indstillede E under henvisning til, at A ellers ikke ville være repræsenteret blandt sognets præster. Provsten i Y by indstillede, at B blev ansat, biskoppen over Z stift anbefalede E og henviste herved til lov om menighedsråd § 41, stk. 2.

Kirkeministeren meddelte, at det forekom ham ønskeligt at lade stillingen genopslå.

Stillingen blev genopslået, og efter et nyt indstillingsmøde indstillede flertallet i menighedsrådet, provsten og biskoppen, at G blev ansat. E var denne gang indstillet som nr. 2. Mindretallet anbefalede på ny kirkeministeren at ansætte E og anmodede om aktindsigt samt om en forhandling med ministeren, inden der blev truffet afgørelse i sagen. Ministeren gav aktindsigt i en vis udstrækning, men afslog forhandlingen og ansatte G som sognepræst.

A gjorde i en klage til ombudsmanden gældende, at lov om menighedsråd, § 41, stk. 2, burde have været anvendt i sagen, og at såvel ministerens beslutning om at genopslå stillingen som afgørelsen om at ansætte G stred mod den mindretalsbeskyttelse, der er indeholdt i bestemmelsen.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere Kirkeministeriets afgørelse om henholdsvis genopslag og besættelse af stillingen med G.

Retten til at forlange en sags afgørelse udsat, indtil der er afgivet en udtalelse, tilkommer kun "parter".

Ombudsmanden anså hverken A eller mindretallet i menighedsrådet for at være parter i sagen og fandt således heller ikke grundlag for at kritisere, at kirkeministeren ikke havde behandlet A's henvendelse som en anmodning efter forvaltningslovens § 21. Ombudsmanden fandt dog, at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik, hvis mindretallet i menighedsrådet havde fået forelagt provstens og biskoppens udtalelser med henblik på, at mindretallet fik lejlighed til at kommentere dem, inden Kirkeministeriet traf afgørelse i sagen. (J. nr. 1989-842-72).

Den fulde tekst

Mindretals indstilling om ansættelse af sognepræst.

 

En kirkelig forening, A, i Y by klagede over Kirkeministeriets afgørelse og sagsbehandling i forbindelse med besættelsen af en stilling som sognepræst.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at stillingen som sognepræst ved X kirke i Y by blev opslået ledig i januar 1989. Menighedsrådet for X sogn holdt den 9. februar samme år indstillingsmøde, og et flertal indstillede B som nr. 1, mens 2 medlemmer, C og D, begge med tilknytning til A i Y by, indstillede E, som derpå blev indstillet som nr. 2.

I et brev af 12. februar 1989 til kirkeministeren anbefalede C og D, at E blev ansat, idet A ellers ikke ville være repræsenteret blandt sognets præster. De henviste herved til § 41, stk. 2, i lov om menighedsråd. De oplyste samtidig, at der er en næsten 100-årig tradition for, at en af sognets præster har sæde i A's Samfundsråd i Y by, og at B ikke ville kunne tilgodese mindretallets særlige kirkesyn. E ville derimod kunne besætte den ledige plads i A's Samfundsråd.

Provsten for Y by provsti indstillede i en skrivelse af 11. februar 1989 til kirkeministeren, at B blev ansat og anførte i denne forbindelse følgende:

"Begge de indstillede forekommer i det væsentlige at være af samme teologiske observans. Det - i forhold til menighedsrådets samlede størrelse - meget lille mindretal, der manifesterede sig ved afstemningen og indstillede nr. 2, skønnes på denne baggrund også at få deres interesser tilgodeset samtidig med, at der tages et rimeligt hensyn til det flertal, der indstillede nummer 1."

Biskoppen over Z stift anbefalede i en skrivelse af 14. februar 1989, at E blev ansat og bemærkede herved følgende:

".... idet jeg i medfør af lov om menighedsråd § 41, stk. 2 skal oplyse, at de to stemmer, der er faldet på (E) repræsenterer et af mindretallene i (Y) by menighedsråd. Da dette mindretal ikke forekommer at være tilgodeset ved nogle af de tre nuværende præster, skal jeg tillade mig at henlede ministeriets opmærksomhed herpå, idet jeg kan anbefale, at den som nr. 2 indstillede bliver udnævnt.

Til orientering for ministeriet skal jeg yderligere oplyse, at (E) over for mig og over for menighedsrådet har udtalt, at han ikke har følt ængstelse ved at søge et embede, hvor der i forvejen er to kvindelige præster, skønt han er principielt modstander af kvinders adgang til præsteembedet. Han vil akceptere og respektere, at kvinder i henhold til dansk lov er præster i fuld forstand, og vil derfor ikke lægge hindringer i vejen for et samarbejde. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke kan være problemer, "thi der kan være nogle konsekvenser, det bliver nødvendigt for ham at drage. Nøjagtigt hvilke har han ikke kunnet sige, men det vil i hvert fald være problematisk for ham at deltage i en gudstjeneste som præst og i præstekjole, hvor kvinder gør tjeneste som præster." "Det vil for mig være et spørgsmål, om jeg har noget standpunkt, dersom det ikke har nogle praktiske konsekvenser", har (E) udtalt til mig i den her omhandlede forbindelse. "Men med hensyn til samarbejde iøvrigt skal der ikke være problemer", udtaler han - "f.eks. præstemøder, samrådsmøder, sognemøder, sognearbejde -- ingen problemer".

Som nævnt er der ansat to kvindelige sognepræster ved (X) kirke i henholdsvis 1977 og 1981."

Kirkeministeren meddelte i skrivelse af 3. april 1989 biskoppen over Z stift, at bestemmelsen i § 41, stk. 2, i lov om menighedsråd ikke kom til anvendelse i den foreliggende sag, idet de to indstillede kandidater havde samme kirkelige retningspræg. Ministeren fandt det uheldigt, at der ikke var indstillet tre ansøgere og bad derfor menighedsrådet om at genoptage behandlingen af indstillingen og stemme om, hvorvidt der burde indstilles en tredje kandidat. Samtidig henledte han rådets opmærksomhed på muligheden for at genopslå stillingen, "idet omstændighederne synes at kunne tale herfor."

På et møde den 11. april 1989 drøftede menighedsrådet ministerens anmodning. Der var enighed om, at rådet ikke skulle indstille en tredje ansøger. Dernæst stemte rådet om, hvorvidt der var grundlag for alene at indstille en enkelt ansøger. Afstemningen gav det resultat, at 2 medlemmer ville indstille E som eneste ansøger, 12 stemte nej, og 1 var blank. Tilsvarende stemte kun 2 for at indstille B som eneste ansøger, mens 13 stemte nej. Endelig stemte 13 medlemmer for at genopslå stillingen, mens 2 stemte imod.

Ved skrivelse af 12. april 1989 anmodede C og D under henvisning til en udskrift af protokollen for menighedsrådets møde den 11. april 1989 kirkeministeren om at afslå indstillingen om at genopslå stillingen og i stedet ansætte E. De anførte herved, at det var urimeligt, at flertallet skulle kunne bestemme, hvilken præst mindretallet skulle have og henviste på ny til menighedsrådslovens § 41, stk. 2.

Menighedsrådet indstillede i skrivelse af 13. april 1989 til kirkeministeren, at stillingen blev genopslået. Såvel provsten som biskoppen anbefalede i indstillinger af henholdsvis 15. april 1989 og 18. april 1989, at denne indstilling blev fulgt.

Den 2. maj 1989 meddelte kirkeministeren i et brev til D, at det forekom ham ønskeligt gennem et genopslag at afprøve, om det lod sig gøre at fremkalde de ansøgere, der tilgodeså mindretallet, "og imod hvem flertallet ikke kan have en begrundet indvending." Han henviste desuden til, at et genopslag yderligere var indiceret gennem de afstemninger, der foretoges på mødet den 11. april 1989.

I en skrivelse af 5. maj 1989 til kirkeministeren gjorde C og D indsigelse imod beslutningen om at genopslå stillingen. A i Y by gjorde i en skrivelse af 16. maj 1989 til mig i alt væsentligt den samme indsigelse gældende. Denne skrivelse oversendte jeg til biskoppen, som videresendte den til Kirkeministeriet. I begge skrivelser blev det gjort gældende, at beslutningen om genopslag af stillingen var begrundet i E's teologisk begrundede overbevisning om ikke at ville afholde fælles gudstjenester med de kvindelige præster ved kirken. De gjorde i denne forbindelse opmærksom på, at E havde tilkendegivet, at han ville indgå i samarbejde i øvrigt med de to kvindelige præster ved sognet, samt at han ikke havde indvendinger imod, at der deltager kvindelige præster ved ordination og indsættelse. I begge skrivelser blev der peget på, at det måtte være legitimt for en ansøger til et præsteembede og for medlemmer af et menighedsråd at antage en holdning til kvindelige præster, "som har været Kirkens officielle syn i mere end 1.900 år."

I skrivelse af 18. maj 1989 besvarede kirkeministeren C's og D's skrivelse. Han fandt fortsat ikke, at § 41, stk. 2, i lov om menighedsråd var anvendelig i den foreliggende situation. Han tilføjede, at "flertallet i menighedsrådet over for mig har givet udtryk for bekymring for samarbejdet med kirken, såfremt den ansøger, der var indstillet af mindretallet, blev udnævnt", og bemærkede, at denne oplysning var "saglig og relevant" i den givne situation. Han bemærkede afslutningsvis følgende: "Der ligger derfor ikke i de skridt, jeg har taget i sagen, nogen videregående kirkepolitisk stillingtagen."

Den 5. juli 1989 afholdt menighedsrådet - efter at stillingen havde været genopslået - på ny indstillingsmøde. Menighedsrådet vedtog at indstille F som nr. 1, G som nr. 2 og E som nr. 3. Da F kaldte sin ansøgning tilbage, anbefalede både provsten og biskoppen i skrivelser af henholdsvis 7. juli og 8. juli 1989 kirkeministeren at ansætte G.

Provstens indstilling havde følgende indhold:

"Efter mit skøn bør der ved udnævnelsen tages tilbørlig hensyn til det mindretal, der i menighedsrådet med to medlemmer repræsenterer (A). Da såvel (E) (som angiveligt fik de to repræsentanters stemme) som (G) utvetydig hører til i (A), vil en udnævnelse af (G) kunne tilgodese mindretalsinteresserne, samtidig med at der tages hensyn til det store flertals ønske."

Biskoppen anførte følgende:

"Fremsendes til kirkeministeriet, idet jeg skal indstille, at sognepræst (G) bliver udnævnt til embedet. Til orientering for ministeriet skal jeg som baggrund for provstens og min indstilling oplyse, at pastor (F) samme dag blev indstillet som nr. 1 med 11 ud af 12 stemmer til embedet i (V) by. Pastor (F) har over for mig utvetydigt tilkendegivet, at han helst vil gøre tjeneste i (V) by. Hans kandidatur til (X) kirke er dermed bortfaldet. Indstillingen fra (V) by foreligger ikke her i skrivende stund, men da jeg mødte menighedsrådet i (V) by umiddelbart efter indstillingsmødet 5.ds. og blev gjort bekendt med resultatet, er jeg i stand til at inddrage denne omstændighed i nærværende indstilling.

Jeg kan - som provsten - tilføje, at mindretallet i (X) er tilgodeset på bedste måde ved en udnævnelse af pastor (G), hvem jeg gennem mange år har kendt som en endog særdeles solid (A's)-præst, der hele sin præstetid har stået og står centralt i denne kirkelige retning. Han er mig ydermere bekendt som en yderst vital og flittig præst."

I en skrivelse af 10. juli 1989 anbefalede C og D på ny kirkeministeren at ansætte E og bad afslutningsvis om følgende:

"Hvis De ikke uden videre kan efterkomme vor anmodning om udnævnelse af (E) skal vi anmode om en forhandling, inden der træffes afgørelse i sagen."

I skrivelse af 14. juli 1989 svarede ministeren, at han fortsat ikke fandt menighedsrådslovens § 41, stk. 2, anvendelig og tilføjede:

"Da jeg tidligere er gjort bekendt med Deres synspunkter i sagen, mener jeg ikke, at en fornyet samtale med (C) og Dem ville få betydning for sagens afgørelse."

I skrivelse af 28. juli 1989 meddelte ministeren biskoppen, at han havde ansat G som sognepræst ved X kirke i Y by fra den 1. september 1989.

A gjorde i klagen til mig gældende, at lov om menighedsråd § 41, stk. 2, burde have været anvendt i sagen, og at såvel ministerens beslutning om at genopslå stillingen som afgørelsen om at ansætte G stred mod den mindretalsbeskyttelse, der er indeholdt i bestemmelsen.

Kirkeministeren fastholdt i en udtalelse i anledning af klagen, at § 41, stk. 2, tager sigte på den situation, at valget står mellem ansøgere af forskellige kirkelige retninger, og at bestemmelsen - da dette ikke havde været tilfældet i den foreliggende sag - derfor ikke var anvendelig.

I en skrivelse af 2. oktober 1989 til mig anmodede A om aktindsigt "i størst muligt omfang, herunder provstens og biskoppens indstillinger samt erklæringer om kirkelige tilhørsforhold."

Denne skrivelse oversendte jeg til Kirkeministeriet, som i brev af 25. oktober 1989 sendte A kopier af provstens og biskoppens indstillinger af henholdsvis 7. og 8. juli 1989. I en skrivelse af 8. november 1989 meddelte ministeriet med henvisning til offentlighedslovens § 2, stk. 1, A, at ministeriet af principielle grunde ikke fandt, at der burde gives aktindsigt i videre omfang end sket.

A klagede herefter til mig, dels over ministeriets afgørelse 8. november 1989, dels over, at kirkeministeren havde tilsidesat forvaltningslovens § 21, stk. 1, ved at træffe afgørelse om at ansætte G uden forinden at have imødekommet C's og D's anmodning i skrivelsen af 10. juli 1989 om et møde.

Kirkeministeriet fastholdt i en udtalelse afslaget på aktinsigt og bemærkede samtidig, at betingelserne i forvaltningslovens § 21 for at begære sagen udsat ikke sås at være opfyldt.

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende:

"1) Kirkeministeriets afgørelser om at genopslå stillingen og om at ansætte (G):

Kirkeministerens afgørelser må ses på baggrund af § 40, stk. 5, og § 41 i lov om menighedsråd (lovbekendtgørelse nr. 758 af 7. december 1987). Bestemmelserne har følgende indhold:

§ 40. Stk. 5. "Er der ved første afstemning faldet stemmer på færre end tre, indstilles den eller de, på hvilke stemmerne er faldet, på samme måde, medens ny afstemning foretages om, hvem der yderligere skal indstilles."

§ 41. "Når ministeriet har modtaget mødets indstilling med biskoppens erklæring, har det frit valg med hensyn til, hvem af de indstillede det vil udnævne, dog at en ansøger, der ved første afstemning har fået alle de afgivne stemmer af ministeriet skal udnævnes.

Stk. 2. Ved besættelse af embeder ved kirker med flere præster skal ministeriet tage tilbørligt hensyn til mindretallene i menighedskredsen."

Såvel afgørelser om at genopslå stillinger som afgørelser om besættelse af stillinger skal som udgangspunkt træffes med henblik på, at den bedst egnede bliver ansat i stillingen. Inden for denne ramme beror afgørelsen på en skønsmæssigt præget vurdering. Sådanne afgørelser kan jeg - efter de regler, der gælder for min virksomhed - ikke kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Jeg har ikke ved min gennemgang af sagen fundet, at der foreligger sådanne omstændigheder, at jeg har grundlag for at kritisere ministerens afgørelser af 2. maj 1989 og 28. juli 1989 om henholdsvis at genopslå stillingen og ansætte (G).

Der bemærkes herved, at bestemmelsen i § 41, stk. 2, efter min mening må forstås således, at ministeriet blandt de hensyn, der indgår i bedømmelsen af de indstillede ansøgere, er forpligtet til også at inddrage hensynet til særlige ønsker eller behov hos mindretal blandt menighedens medlemmer.

Kirkeministeren har både i forbindelse med genopslagsbeslutning og ved beslutningen om udnævnelsen lagt til grund, at henholdsvis (B) og (G) måtte anses at repræsentere samme kirkeretning som (E), og at der derfor ikke var anledning til på baggrund af § 41, stk. 2, at foretage en anden prioritering end den, der fremgik af menighedsrådets flertals indstillinger.

Denne anvendelse af § 41, stk. 2, kan ikke give mig grundlag for kritik.

(A) har under sagen endvidere henvist til, at der ikke kunne lægges vægt på, at (E) af samvittighedsmæssige grunde ikke ønsker at deltage i fællesgudstjenester med kvindelige præster, idet dette i mange år har været kirkens officielle holdning.

Hverken kirkeministerens bedømmelse af de foreliggende oplysninger om ansøgernes kirkemæssige tilhørsforhold eller betydningen af (E's) syn på kvindelige præster har jeg fundet at kunne tage stilling til. Ikke blot savner jeg den fornødne sagkundskab til at tage stilling til sådanne spørgsmål; men det er tillige i Instruksen for Folketingets Ombudsmand § 2 udtrykkeligt fastsat, at spørgsmål, der direkte eller indirekte vedrører kirkens lære eller forkyndelse, falder uden for området for min virksomhed.

2) Aktindsigt og retten til at fremkomme med en udtalelse:

De har under sagen begæret og i en vis udstrækning fået aktindsigt i sagens dokumenter. Kirkeministeren har imidlertid afslået at udlevere en del dokumenter, herunder ansøgningerne fra de indstillede ansøgere.

Ministerens afgørelse herom er truffet på grundlag af § 2, stk. 1, i lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen. Denne bestemmelse indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

"For sager om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste gælder kun bestemmelsen i § 6." (§ 6 handler om notatpligt).

Ifølge § 4, stk. 1, 2. pkt., kan en forvaltningsmyndighed dog "give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v."

Ministerens afgørelse om principielt ikke at anse Dem for berettiget til aktindsigt i en sag som den foreliggende havde, som det ses, klar støtte i § 2, stk. 1.

Ministeriets delvise imødekommelse af Deres anmodning måtte således anses for en meddelelse af meroffentlighed i henhold til § 4, stk. 1, 2. pkt. Om og i hvilken udstrækning ministeriet inden for de rammer, der er fastsat i tavshedspligtsbestemmelserne, fandt at kunne gøre brug af denne adgang, beror på en skønsmæssigt præget vurdering. En sådan afgørelse kan jeg som nævnt ovenfor under 1) ikke kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Min gennemgang af sagen har ikke givet grundlag for at antage, at der foreligger sådanne omstændigheder, og ministeriets afgørelse kan derfor ikke give mig grundlag for kritik.

Ifølge § 21, stk. 1, i forvaltningsloven kan "den, der er part i en sag" på ethvert tidspunkt forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse i sagen. Beføjelsen tilkommer kun "parter". (C's) og (D's) interesse i sagen byggede dels på deres medlemskab af menighedsrådet, dels på medlemskab af (A) i Y by og foreningens ønske om at få (E) ansat. Disse forhold er - på baggrund af den almindelige forvaltningsretlige forståelse af partsbegrebet - ikke tilstrækkelige til at begrunde, at (C) og (D) (eller (A) i (Y) by, blev tillagt partsstatus. Jeg har derfor ikke grundlag for at kritisere, at ministeren ikke behandlede skrivelsen af 10. juli 1989 som en begæring fremsat i henhold til § 21 i forvaltningsloven.

Det tilføjes, at (C) og (D) som medlemmer af menighedsrådet havde fuld adgang til over for kirkeministeren at udtale sig om ansøgernes forhold samt til efterfølgende at gøre sig bekendt med indholdet af provstens og biskoppens udtalelser. Da de yderligere repræsenterede et ikke ubetydeligt mindretal i menigheden og således var omfattet af det beskyttelseshensyn, bestemmelsen i menighedsrådslovens § 41, stk. 2, tager sigte på, havde det efter min opfattelse været bedst stemmende med god forvaltningsskik, hvis de havde fået provstens og biskoppens udtalelser forelagt med henblik på, at de fik lejlighed til at kommentere dem, inden Kirkeministeriet traf afgørelse i sagen."