Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En mand fik afslag fra Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning på en ansøgning om eftergivelse af studiegæld. Til brug for afgørelsen blev en oversigt over lånets størrelse, afdragene og mandens indkomstforhold lagt til grund.

Afslaget blev stadfæstet af Finansministeriet, Budgetdepartementet. Herefter indgav manden ansøgning til Hypotekbanken om at sagen blev genoptaget. Han henviste bl.a. til at han i mellemtiden var opsagt fra sin stilling.

Hypotekbanken mente, efter at reglerne på området i mellemtiden var blevet ændret, at han nu opfyldte betingelserne for en delvis eftergivelse af studiegælden, og traf en afgørelse om nedskrivning af restgælden, formuleret som et tilbud. Manden indbragte afgørelsen for Finansministeriet som ændrede Hypotekbankens afgørelse således at studiegælden blev yderligere nedskrevet. Manden indsendte flere oplysninger, men Finansministeriet fastholdt den tidligere afgørelse.

Ombudsmandens anmodning om en udtalelse fik Finansstyrelsen til at revurdere sagen og nedskrive mandens gæld yderligere. Ombudsmanden anså det for beklageligt at myndighederne ikke havde hørt parten om den oversigt Hypotekbanken havde brugt til at vurdere om manden havde betalt tilstrækkeligt af på studiegælden, og som senere viste sig at være behæftet med fejl. Ombudsmanden mente det var uheldigt at myndighederne ved de første afgørelser havde anvendt loven forkert, og at myndighederne havde brugt en tilbudskonstruktion. (J.nr.2000-1226-730 og j.nr.2000-1934-700).Det fremgik af sagens oplysninger at A i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne optog statsgaranteret studielån i et pengeinstitut. I 1980 startede A’s forpligtelse til at betale lånet tilbage.

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Eftergivelse af studiegæld

 

Den 31. december 1984 udgjorde studielånet 199.463 kr. Som følge af rentetilskrivning steg det i de følgende år til 222.691 kr. (31. december 1985), 234.666 kr. (31. december 1986) og 252.815 kr. (31. december 1987). I 1988 faldt gælden til 238.105 kr. (31. december 1988). I 1989 faldt gælden til 221.036 kr. (31. december 1989). Den 31. december 1990 var den faldet til 205.218 kr. A’s ægtefælles studiegæld udgjorde den 31. december 1991 27.369 kr.

Den 18. juli 1991 meddelte A’s bank Statens Uddannelsesstøtte at A trods flere påkrav ikke havde betalt en restance på 10.479 kr.

I årene 1989, 1990 og 1991 havde A og A’s ægtefælle en årlig bruttoindkomst på henholdsvis ca. 635.000 kr., ca. 678.000 kr. og ca. 827.000 kr. I alt tilbagebetalte A i denne periode 151.000 kr. på sin og ægtefællens studiegæld. I 1992 havde A en bruttoindtægt på 537.000 kr., og dette år tilbagebetalte A ca. 9.000 kr. på ægtefællens studiegæld. Den 19. februar 1993 var A’s studiegæld noteret til 222.695 kr.

Den 8. november 1992 indgav A ansøgning til Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning om eftergivelse af studiegæld. A henviste til at der nu var gået mere end 12 år fra det tidspunkt da A’s tilbagebetalingsforpligtelse var begyndt.

 

Hypotekbanken afslog i brev af 24. februar 1993. Banken skrev bl.a.:

”Af de medsendte bilag fremgår, at Deres husstands bruttoindkomst i årene 1989, 1990 og 1991 udgjorde henholdsvis kr. 635.432, kr. 678.889 og kr. 827.948 samt at der i samme periode er indbetalt kr. 151.483 på Deres og Deres ægtefælles studiegæld.

Deres studiegæld kan pr. 19/2 1993 opgøres til i alt kr. 222.625, hvortil kommer Deres ægtefælles studiegæld pr. 31/12 1991 opgjort til kr. 27.369.

På baggrund af indsendte lønsedler skønner Hypotekbanken, at den fremtidige bruttoindkomst for husstanden vil udgøre ca. kr. 576.700.

Det fremgår endvidere af ansøgningen, at De ejer fast ejendom vurderet til i alt kr. 1.048.400. Pantegælden udgør ifølge Deres oplysninger kr. 968.000. Det er ikke oplyst, hvorledes pantegælden er fordelt på matrikelnumrene. Der er således en samlet friværdi på minimum kr. 80.400. Bruttohuslejen udgør kr. 17.304 pr. måned incl. varme.

Endelig fremgår det af ansøgningen, at De ejer bil til værdi af 93.000 samt indestående på kapitalpension på kr. 353.000.

Hypotekbanken skal i den anledning meddele, at man ikke kan imødekomme Deres ansøgning.

Efter lovens § 14 stk. 4 skal afgørelsen træffes på grundlag af en vurdering af Deres tilbagebetalingsvilje, gældens størrelse, størrelsen af det beløb De har afviklet samt Deres erhvervs-, indtjenings- og tilbagebetalingsevne.

Hypotekbanken har ved afgørelsen særligt lagt vægt på, at de hidtil indbetalte beløb i 1989, 1990 og 1991 ikke står i rimeligt forhold til erhvervs- og indtjeningsevnen i samme periode, størrelsen af bruttoboligudgiften samt størrelsen af husstandens formue i form af friværdi i ejendomme, kapitalpension samt bil sammenholdt med studiegældens størrelse.”

 

A rettede på ny henvendelse til Hypotekbanken som i brev af 27. august 1993 svarede således:

Afgørelsen er truffet på grundlag af en samlet vurdering af Deres økonomiske og personlige forhold.

De har i klagen anført, at friværdien er negativ, idet der er pant for skattegæld og øvrige gældsposter. Kapitalpensionen er sagen uvedkommende, idet beløbet ikke er til rådighed og indbetalingerne er tvungne.

Videre anfører De, at bilen er nødvendig som transportmiddel til arbejde og tjenestekørsel.

Med hensyn til tilbagebetalingsviljen, anfører De, at afdragene er bestemt af pengeinstituttet, og at der fortsat betales på Deres ægtefælles studiegæld i henhold til aftale.

Endelig anfører De, at den fremtidige indkomst er skønnet for højt. De mener, der bør tages hensyn til at bruttoindkomsten nu er 40% mindre end i 1991 samt at størrelsen af den samlede gæld er på kr. 1.721.000.

Det fremgår af sagen, at husstandens bruttoindkomster i 1989, 1990 og 1991 udgjorde henholdsvis ca. kr. 635.000, ca. kr. 678.000 og ca. kr. 827.000. Der er i denne periode tilbagebetalt ca. kr. 151.000 på Deres og Deres ægtefælles studiegæld.

Ifølge Deres egne oplysninger udgjorde husstandens bruttoindkomst i 1992 ca. kr. 537.000. Der er dette år tilbagebetalt ca. kr. 9.000 på Deres ægtefælles studiegæld.

På grundlag af indsendte lønsedler vurderes husstandens fremtidige indkomst at ville udgøre ca. kr. 570.000. Uanset at indkomsten er reduceret i forhold til Deres husstandsindkomst i 1991, finder Hypotekbanken at den fortsat repræsenterer en betydelig tilbagebetalingsevne.

Hypotekbanken er enig med Dem i, at kapitalpensionen, der efter Deres oplysninger indgår som et led i Deres arbejdsforhold ikke kan indgå i vurderingen af Deres tilbagebetalingsevne.

Værdien af Deres bil og størrelsen af Deres bruttoboligydelse, der udgør ca. kr. 17.000 månedligt er dog langt højere end Hypotekbanken normalt accepterer, ligesom der må lægges vægt på, at De har megen anden gæld end studiegæld og pantegæld.

I 1989, 1990, 1991 og 1992 var husstandens indkomster så store at en tilbagebetaling, der stod i rimeligt forhold til Deres indtjenings- og tilbagebetalingsevne ville have betydet, at der kunne have været afviklet et større beløb på studiegælden.

Den omstændighed at De har overholdt en afviklingsaftale, som er indgået med Deres pengeinstitut, kan ikke nødvendigvis tages som udtryk for at der er udvist tilstrækkelig tilbagebetalingsvilje i en eftergivelsessituation.

Ved vurderingen af om der i en eftergivelsessituation er udvist tilstrækkelig tilbagebetalingsvilje tager Hypotekbanken udgangspunkt i ansøgers tilbagebetalingsevne. Tilbagebetalingsevnen vurderes alene ud fra de samlede bruttoindkomstforhold. Betaling af anden gæld samt en i øvrigt stram privatøkonomi, indgår således heller ikke i Hypotekbankens vurdering af om der er udvist tilstrækkelig tilbagebetalingsvilje.

Det kan oplyses, at Hypotekbanken normalt lægger indkomstforholdene for de sidste 3 år til grund ved behandlingen af en eftergivelsesansøgning, men at det naturligvis forudsættes, at der er udvist tilstrækkelig tilbagebetalingsvilje i hele afviklingsperioden.

Hypotekbanken finder ikke at indtægtsnedgangen vil få indflydelse på afgørelsen. Størrelsen af den fremtidige indkomst danner fortsat grundlag for en betydelig tilbagebetaling af Deres studiegæld uagtet at der sideløbende tilbagebetales på Deres ægtefælles studiegæld.

Hypotekbanken må derfor fastholde den trufne afgørelse.

 

Finansministeriets budgetdepartement stadfæstede i brev af 24. januar 1994 Hypotekbankens afslag. Ministeriet anførte bl.a.:

”Finansministeriet skal derfor meddele, at ministeriet efter en gennemgang af Deres sag ikke finder anledning til at tilsidesætte Hypotekbankens afgørelse.

Ministeriet har herved lagt vægt på, at der er foretaget en samlet vurdering af Deres tilbagebetalingsvilje, størrelsen af Deres studiegæld, størrelsen af det beløb De har afviklet på Deres studiegæld samt Deres erhvervs-, indtjenings- og tilbagebetalingsevne.

Finansministeriet kan tilslutte sig, at Hypotekbanken på baggrund af denne vurdering har skønnet, at Deres hidtil udviste tilbagebetalingsvilje ikke har stået i rimeligt forhold til Deres indtjenings- og tilbagebetalingsevne samt, at Deres fremtidige tilbagebetalingsevne skønnes at danne grundlag for en betydelig tilbagebetaling af Deres studiegæld. I den forbindelse skal det bemærkes, at der i vurderingen af Deres tilbagebetalingsevne alene tages hensyn til Deres bruttoindtægter.

Ovennævnte betingelser for at opnå eftergivelse af studiegæld, er fastsat af Folketinget i lov nr. 54 af 05.02.1993 om eftergivelse af studiegæld.

Finansministeriet kan i øvrigt henholde sig til Hypotekbankens breve af 27. august og 10. september 1993.”

 

Den 25. marts 1998 indgav A ansøgning til Hypotekbanken om at sagen blev genoptaget. A henviste i ansøgningen til at han var blevet opsagt fra sin stilling, samt til at han var blevet 50 år.

I et brev af 24. november 1998 svarede Hypotekbanken A bl.a. således:

”Efter en ændring af reglerne om eftergivelse af studiegæld pr. 1. januar 1998 skal Hypotekbanken ikke længere inddrage låntagers eventuelle ægtefælle eller samlever i vurderingen af låntagers mulighed for tilbagebetaling, ligesom formue, herunder friværdi i fast ejendom, ikke har betydning for, om studiegæld kan eftergives. Derudover medfører de nye regler en ændret vurdering af, hvad der er tilstrækkelig tilbagebetaling af studiegæld i eftergivelsessammenhæng.

Vi gør opmærksom på, at vi ved genoptagelsen af Deres ansøgning har vurderet Deres forhold på det oprindelige afgørelsestidspunkt.

Hypotekbanken finder efter en ny vurdering af Deres ansøgning, at De opfylder betingelserne for en delvis eftergivelse af Deres studiegæld, jf. lovens § 13, stk. 1. Hypotekbanken tilbyder Dem derfor, at studiegælden nedskrives til 157.500 kr.

De skal tilbagebetale restgælden, der er rentefri, til Hypotekbanken med 5.000 kr. hver den 1. i måneden, første gang 1.1.1999.

Såfremt De ønsker at benytte Dem af ovennævnte tilbud, skal vi bede Dem om inden 14 dage fra dato at tilbagesende den vedlagte genpart forsynet med Deres underskrift.

Hører vi ikke fra Dem inden udløbet af ovennævnte frist, bortfalder ovennævnte tilbud.

Såfremt De accepterer Hypotekbankens tilbud om en delvis eftergivelse af Deres studiegæld, vil De modtage girokort på beløbet. Hypotekbanken kan ikke bevilge Dem henstand med tilbagebetalingen.

Hypotekbanken forbeholder sig ret til at modregne i Deres overskydende skat og andre tilgodehavender hos det offentlige. Vi vil modregne, selvom De overholder tilbagebetalingen.

Efter § 16, stk. 1, skal Hypotekbanken træffe afgørelsen efter en samlet vurdering af, om:

· Deres hidtidige tilbagebetaling af studiegælden har stået i et rimeligt forhold til gældens størrelse og alder eller til Deres bruttoindkomst, og

· De med Deres forventede fremtidige bruttoindkomst kan betale mere af gælden inden udløbet af den 15-årige tilbagebetalingsperiode.

For så vidt angår den hidtidige tilbagebetaling af studiegæld, er en annuitetsmæssig ydelse, der er fastsat ud fra studiegældens størrelse og alder, altid en passende tilbagebetaling.

For så vidt angår den hidtidige og den fremtidige tilbagebetaling af studiegæld er en indkomstbestemt ydelse, der udgør mindst 15% af den del af Deres bruttoindkomst, der overstiger det gældende dagpengeniveau, en passende tilbagebetaling. Deres konkrete budget indgår ikke i vurderingen, men særlige udgifter i forbindelse med alvorlig sygdom, invaliditet, omfattende og særlige forsørgerforpligtelser samt betydelige erhvervsrelaterede udgifter kan fratrækkes i Deres mulighed for tilbagebetaling. Hvis De er enlig forsørger, fratrækker vi et fast årligt beløb pr. hjemmeboende barn under 18 år.

Som det fremgår af oversigten, vurderer Hypotekbanken, at De forud for det oprindelige afgørelsestidspunkt ikke har betalt tilstrækkeligt på studiegælden. Selvom De har overholdt tilbagebetalingen af Deres studiegæld, betyder det ikke nødvendigvis, at De i eftergivelsessammenhæng har betalt passende på studiegælden. Således er det Deres opgave at sørge for, at studiegælden altid tilbagebetales med mindst 15% af den del af Deres bruttoindkomst, der overstiger det gældende dagpengeniveau.

Det for lidt betalte beløb kan Hypotekbanken ikke eftergive.

 

Da den 15-årige tilbagebetalingsperiode er gået, har Hypotekbanken kun vurderet, om De i den bedømte periode har betalt tilstrækkeligt på Deres studiegæld. Uanset Deres nuværende indkomstforhold kan Hypotekbanken ikke se bort fra, at De tidligere har betalt for lidt på studiegælden.

Ved vurderingen af, om der hidtil er betalt passende på studiegælden, ser Hypotekbanken normalt kun på en periode på 3 år forud for ansøgningen. Da der i den treårige periode ikke er betalt tilstrækkeligt på studiegælden, har vi udvidet bedømmelsesperioden.”

Af en vedlagt beregning til brug for sagen fremgik at der nu var gået 23 år fra afslutningen af uddannelsen til første ansøgningsdato, og at der havde været en periode på 5 år og 7 måneder hvor A ikke betalte af på gælden. For den beregnede periode - 1991, 1992 og 1993 - var A’s evne til at betale tilbage blevet beregnet til henholdsvis 76.262 kr., 33.876 kr. og 32.445 kr. Rent faktisk havde A kun betalt 36.872 kr. i 1991. Han manglede således at betale 39.390 kr. i 1991, 33.876 i 1992 og 32.445 kr. i 1993.

A’s reststudiegæld på ansøgningstidspunktet var på 387.277 kr. Herfra trak Hypotekbanken 158.970 kr. som ikke kunne eftergives. Herefter beregnedes eftergivelsesbeløbet til 168.307 kr. Dette beløb blev derpå trukket fra den samlede gæld som kunne nedskrives fra 327.277 kr. til 157.500 kr.

I et brev af 27. november 1998 protesterede A til Hypotekbanken imod bankens afgørelse. A gjorde bl.a. gældende at han ikke havde kunnet betale mere af på studiegælden end sket fordi han skulle betale af på en skattegæld, at familiens indkomst var reduceret fordi hans hustru havde deltidsarbejde på grund af et handicappet barn, at han havde overholdt betalingsaftalen med den bank der havde ydet ham studielånet, samt at kartoffelkuren havde undermineret hans økonomi. A henviste yderligere til at han i bevillingsperioden (1985-1993) sammenlagt havde afdraget 224.386 kr. hvilket var mere end der rent faktisk var lånt.

 

Hypotekbanken betragtede dette brev som en klage og sendte sagen videre til Finansministeriet. Finansministeriet, Finansstyrelsen, ændrede i brev af 18. marts 1999 Hypotekbankens afgørelse således at A’s studiegæld blev nedskrevet til 114.000 kr., og således at den blev afdraget med 5.000 kr. om måneden. Styrelsen skrev bl.a.:

”Finansstyrelsen har i brev af 24. november 1998 tilbudt Dem en delvis eftergivelse af studiegælden, hvor studiegælden kunne nedskrives til 157.500 kr. og betales med 5.000 kr. om måneden.

Ved brev af 27. november 1998 har De afslået dette tilbud og klaget over Finansstyrelsens bedømmelse af Deres ansøgning om eftergivelse af studiegæld.

I den anledning har Finansstyrelsen foretaget en ny vurdering af Deres ansøgning og kan herefter tilbyde Dem en delvis eftergivelse, hvor studiegælden nedskrives til 114.000 kr. og betales med 5.000 om måneden.

Afgørelse af 24. november 1998, hvor Finansstyrelsen tilbød Dem en delvis nedskrivning af Deres studiegæld, var en genoptagelse af Deres tidligere ansøgning om eftergivelse af studiegæld. Ved genoptagelsen har vi behandlet Deres ansøgning efter reglerne i lov nr. 1087 af 29. december 1997. Ved genoptagelsen er forholdene på det oprindelige ansøgningstidspunkt lagt til grund for afgørelsen. Således har Finansstyrelsen vurderet, at De i perioden 1985 og indtil udløbet af den 15-årige garanti, kunne have tilbagebetalt væsentligt mere på Deres studiegæld.

I klagen gør De yderligere gældende, at Finansstyrelsen ikke har taget hensyn til, at De i flere perioder har afviklet på skattegæld. Derudover gør De gældende, at De finder det besynderligt, at Finansstyrelsen nu vurderer, at der er betalt for lidt på studiegælden, når De gennem årene har indgået aftaler om studielånets tilbagebetaling, som er blevet accepteret af pengeinstituttet. De skriver, at Deres betalingsevne svarer nøje til den tilbagebetalingsaftale, som De indgik i perioden 1985-1993.

Hertil kan vi oplyse, at Finansstyrelsen anvender et bruttoindkomstprincip for at ligestille låntagere i eftergivelsessammenhæng. Det fremgår af forarbejderne til lov om eftergivelse af studiegæld, at kun helt særlige omstændigheder - fx alvorlig sygdom, invaliditet, omfattende og særlige forsørgerforpligtelser, betydelige erhvervsrelaterede udgifter - kan begrunde, at Finansstyrelsen fraviger bruttoindkomstprincippet.

Rammerne for Finansstyrelsens vurdering af, hvad der i eftergivelsessammenhæng kan betragtes som passende tilbagebetaling af studiegæld, er fastlagt i forarbejderne til loven. Således er den hidtidige tilbagebetaling passende, hvis låntager løbende har betalt et beløb svarende til mindst 15% af den del af låntagers bruttoindkomst, som overstiger dagpengeniveauet i perioden.

Da De har indgået og overholdt betalingsaftaler med Deres pengeinstitut, har vi ved den nye vurdering af Deres ansøgning kun bedømt perioden 1989-1993. Begrundelsen herfor er som nævnt, at De indtil dette tidspunkt har betalt til pengeinstituttet i henhold til aftale og vi betragter derfor denne betaling som passende. Det er dog stadig vores vurdering, at De ikke har tilbagebetalt passende på studiegælden i den bedømte periode. Den del af studiegælden, som De burde have tilbagebetalt, kan vi ikke eftergive.

De skriver ydermere i klagen, at Deres ægtefælle på grund af pasning af Deres ene barn, har haft deltidsarbejde, og at familien derfor i en periode hovedsageligt er blevet forsørget af Deres indkomst.

I den forbindelse skal Finansstyrelsen gøre opmærksom på, at Deres ægtefælles indkomster som udgangspunkt ikke indgår i vurderingen af Deres muligheder for at tilbagebetale på studiegælden. Således er det udelukkende Deres bruttoindkomster, som ligger til grund for afgørelsen. Finansstyrelsen kan som nævnt ovenfor give reduktioner i særlige tilfælde, herunder byrdefulde forsørgerforpligtelser. Således kan Finansstyrelsen tage hensyn til, at Deres ene barn er handikappet og i den forbindelse give Dem reduktioner herfor. De har ikke med klagen indsendt dokumentation for sådanne byrdefulde forsørgerudgifter.

Finansstyrelsen har dog vurderet, at De i den bedømte periode har haft en ekstraordinær forsørgerbyrde, som bør give anledning til reduktioner og vi har derfor foretaget en ny vurdering af Deres muligheder for at tilbagebetale på studiegælden.

De nævner i klagen, at Finansstyrelsen burde have taget hensyn til studiegældens og Deres alder samt det, at kartoffelkuren har haft en vis indflydelse på Deres muligheder for at betale gælden.

Hertil kan Finansstyrelsen bemærke, at det i lovens § 16, stk. 1 entydigt er fastslået, at Finansstyrelsen skal vurdere ansøgerens hidtidige og fremtidige muligheder for at tilbagebetale på studiegælden.

Studiegældens alder, ansøgerens alder eller de økonomiske konsekvenser af politiske indgreb indgår ikke i vurderingen af en ansøgning om eftergivelse af studiegæld.”

I et brev af 9. april 1999 til Finansstyrelsen henviste A yderligere til at hans daværende partner i 1985 pludselig døde og efterlod ham med en fælles kassekredit som stadig er en del af hans bankgæld.

 

Finansstyrelsen traf ny afgørelse den 16. april 1999. Styrelsen skrev bl.a.:

”Ved brev af 18. marts 1999 har Finansstyrelsen tilbudt Dem en delvis eftergivelse, hvor Deres studiegæld kan nedskrives til 114.000 kr. De har ikke accepteret dette tilbud.

I brev af 9. (april) 1999 har De yderligere kommentarer til den nævnte eftergivelse af Deres studiegæld. De nævner blandt andet, at Finansstyrelsen i brev af 18. marts 1999 endnu ikke har kommenteret, at De i flere perioder har afviklet på skattegæld.

Vi skal bemærke, at afvikling af skattegæld ikke har betydning for bedømmelsen af Deres hidtidige betaling på studiegælden i eftergivelsessammenhæng.

Begrundelsen herfor er, at Finansstyrelsen i eftergivelsessammenhæng, som nævnt i brev af 18. marts 1999, benytter sig af et bruttoindkomstprincip for at kunne ligestille alle ansøgere. Således er det Deres bruttoindkomster for de pågældende bedømmelsesår, som ligger til grund for Finansstyrelsens vurdering af Deres muligheder for at betale på studiegælden.

Deres skattegæld indgår ikke i bedømmelsen af Deres hidtidige mulighed for tilbagebetaling af studiegælden, fordi stiftelsen af skattegæld ligestilles med optagelsen af et privat banklån. De har således, inden kravet om tilbagebetalingen af skatten opstod, fået pengene udbetalt og derigennem haft pengene til Deres rådighed.

Finansstyrelsens bedømmelse af Deres muligheder for tilbagebetaling af studiegælden beror således udelukkende på, om De har betalt passende på studiegælden i forhold til Deres bruttoindkomster. En passende betaling i henhold til loven er 15% af den del af Deres bruttoindkomster, som overstiger dagpengeniveauet.

Finansstyrelsens administrative praksis i forbindelse med inddrivelsen af Deres misligholdte studiegæld er eftergivelsesvurderingen uvedkommende, da det i loven entydigt er slået fast, hvad der i eftergivelsessammenhæng forstås ved passende tilbagebetaling.

I brevet nævner De endnu et argument, som De mener bør medtages ved Finansstyrelsens vurdering af Deres muligheder for betaling. De oplyser, at Deres samarbejdspartner i 1985 afgik ved døden og, at De var tvunget til at stifte gæld.

Hertil skal vi bemærke, at Finansstyrelsen ikke har mulighed for at medtage dette som et hensyn i eftergivelsessammenhæng, idet bedømmelsen af muligheder for tilbagebetaling på studiegælden alene beror på en vurdering af Deres bruttoindkomster. Vi skal desuden gøre opmærksom på, at perioden omkring 1985 ikke er medtaget i den tilbudte eftergivelse af 18. marts 1999, hvor vi kan nedskrive studiegælden til 114.000.

Da vi således ikke har fundet anledning til at ændre afgørelsen af 18. marts 1999, er dette tilbud stadig gældende og vi har derfor d.d. oversendt Deres klage til Finansministeriet til endelig afgørelse.”

 

Styrelsen sendte sagen videre til Finansministeriet.

I et brev af 3. maj 1999 til Finansministeriet fremsatte A yderligere bemærkninger til sagen. A henviste til at hans månedsløn kun var 38.000 kr., og at han var opsagt fra sit arbejde med udgangen af maj måned 1999.

Ministeriet tiltrådte i brev af 30. marts 2000 Finansstyrelsens afgørelse af 16. april 1999. Ministeriet anførte bl.a.:

”Afgørelse om eftergivelse skal på den baggrund træffes efter en samlet vurdering af, om låntagerens hidtidige tilbagebetaling har stået i et rimeligt forhold til gældens størrelse og alder eller til låntagerens bruttoindkomst, jf. eftergivelseslovens § 16, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1.

Studiegælden eftergives fuldstændigt, hvis der er betalt med, hvad der svarer til, annuitetsmæssigt fastsatte ydelser. Dette er tilfældet, hvor ydelserne har en størrelse, så studiegælden vil være tilbagebetalt inden garantiperioden udløber. Er der ikke betalt med, hvad der svarer til, annuitetsmæssige ydelser, kan der ske fuldstændig eftergivelse, hvis låntageren har tilbagebetalt med et beløb svarende til mindst 15 pct. af den del af låntagerens bruttoindkomst, som overstiger dagpengeniveauet.

For at undgå at forskelsbehandle låntagere, indgår låntagerens konkrete budget ikke i vurderingen. Kun helt særlige omstændigheder - fx udgifter i forbindelse med alvorlig sygdom, invaliditet, omfattende og særlige forsørgerforpligtelser samt betydelige erhvervsrelaterede udgifter - kan bevirke, at bruttoindkomstprincippet fraviges.

Det fremgår af sagen, at Deres kone har arbejdet deltid for at tage sig af Deres handikappede barn. Dette forhold har Finansstyrelsen vurderet er en særlig forsørgerforpligtelse, som berettiger til reduktioner i den beregnede tilbagebetalingsevne. De øvrige forhold, som De nævner i Deres klage, kan efter Finansministeriets vurdering ikke føre til en fravigelse af bruttoindkomstprincippet.

Har låntageren betalt mindre, end 15 pct. af den del af låntagerens bruttoindkomst, som overstiger dagpengeniveauet, vil studiegælden blive nedsat til det beløb, der udgør forskellen mellem en tilbagebetaling svarende til de før omtalte 15 pct. og det faktisk tilbagebetalte beløb.

Studiegælden vil ikke kunne nedsættes til et beløb, der er mindre end det, der er betalt for lidt i forhold til låntagerens betalingsmulighed. Det er i den forbindelse uden betydning om hidtidige betalingsaftaler med Finansstyrelsen er overholdt.

Finansministeriet er enig i Finansstyrelsens vurdering af, at De ikke har afdraget gælden med ydelser svarende til annuitetsmæssigt fastsatte ydelser.

Finansministeriet kan endvidere tilslutte sig Finansstyrelsens beregning af Deres tilbagebetalingsevne.

Finansministeriet kan i øvrigt henholde sig til Finansstyrelsens udtalelse af 16. april 1999.

Den meget sene besvarelse af Deres klage beklages dybt.”

 

I et brev af 7. april 2000 meddelte Finansstyrelsen A at gælden nu udgjorde 279.530 kr. Egentlig burde A tilbagebetale gælden med 5.500 kr. månedligt. Under hensyn til A’s indkomstforhold for 1998 kunne styrelsen dog acceptere at han betalte 4.500 kr. månedligt.

Derpå indgav A klage til mig, bl.a. over de trufne afgørelser. A fandt endvidere Finansstyrelsens behandling ”lemfældig og overfladisk”. A skrev videre at styrelsen efter hans mening anvendte ”revolvermetoder” i forbindelse med tilbuddet om at eftergive en del af studiegælden ved bl.a. helt at trække tilbuddet tilbage uden grund.

Den 7. juli 2000 anmodede jeg Finansstyrelsen og Finansministeriet om udtalelser om A’s klage. Jeg bad specielt myndighederne svare på følgende:

”Lovbekendtgørelse nr. 952 af 16. december 1998 om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld indeholder i § 16 følgende bestemmelse:

’§ 16. Finansstyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt og i hvilket omfang studiegælden kan eftergives, efter en samlet vurdering af, om

låntagers hidtidige tilbagebetaling har stået i rimeligt forhold til gældens størrelse og alder eller til låntagers bruttoindkomst, og

Stk. 2. Er den 15-årige tilbagebetalingsperiode udløbet, træffer Finansstyrelsen afgørelse på grundlag af en vurdering efter stk. 1, nr. 1, for perioden frem til ansøgningstidspunktet.

Af bemærkninger til § 16 (Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 367) fremgår bl.a. følgende:

’For det første vurderer Hypotekbanken, om låntager indtil afgørelsestidspunktet har tilbagebetalt studiegælden med passende ydelser. Har låntager hidtil tilbagebetalt gælden med en annuitetsmæssigt fastsat ydelse, er der betalt passende på studiegælden. Er det ikke tilfældet, anses den hidtidige betaling for passende, hvis låntager løbende har betalt et beløb svarende til mindst 15% af den del af låntagers bruttoindkomst, som overstiger dagpengeniveauet i den pågældende periode.

Hvis låntager søger om eftergivelse af studiegæld efter udløbet af den 15-årige periode, foretager Hypotekbanken en vurdering af, om låntager har betalt studiegælden med passende ydelser frem til ansøgningstidspunktet.’

(A) har i brev af 27. november 1998 til Hypotekbanken argumenteret for en eftergivelse af studiegælden ved at henvise til at studielånet blev optaget i 1967 (studielånets alder). Finansstyrelsen har i afgørelsen af 18. marts 1999 anført at studiegældens alder ikke indgår i vurderingen af en ansøgning om eftergivelse af studiegæld.

Jeg anmoder om at Finansministeriets bemærkninger til det som Finansstyrelsen har anført i brevet af 18. marts 1999, fremgår af ministeriets udtalelse ? såvel i generel henseende som i henseende til den konkrete sag.

Efter § 16, stk. 2, foretages der en vurdering efter bestemmelsens stk. 1, nr. 1, for perioden frem til ansøgningstidspunktet.

Hypotekbanken har i afgørelsen af 24. november 1998 vurderet en periode omfattende 1985-1993. Finansstyrelsen har i afgørelsen af 18. marts 1999 bedømt perioden fra 1989-1993 og har begrundet denne indskrænkning således:

’Begrundelsen herfor er som nævnt, at De indtil dette tidspunkt har betalt til pengeinstituttet i henhold til aftale og vi betragter derfor denne betaling som passende.’

(A) har efterfølgende, i brev af 3. maj 1999 til Finansministeriet, oplyst at der rent faktisk har været afdraget i overensstemmelse med aftale med pengeinstituttet helt frem til efteråret 1991. (A) er derfor af den opfattelse at periodeafgrænsningen retteligt burde være 1992 til 1993.

Finansministeriet har i afgørelsen af 30. marts 2000 skrevet følgende vedrørende bedømmelsesperioden:

’ opfylder De betingelserne for at få genoptaget Deres ansøgning om eftergivelse af studielån efter de nye regler.

Når en ansøgning genoptages, inddrages kun den oprindeligt bedømte periode i vurderingen.’

Jeg anmoder om en nærmere redegørelse for fastlæggelsen af den periode der er blevet bedømt i sagen, herunder nærmere oplysninger om dels fastlæggelsen af start- og sluttidspunktet, jf. formuleringen ’for perioden frem til ansøgningstidspunktet’ i § 16, stk. 2, dels baggrunden for inddragelsen af hele kalenderår.”

 

Finansstyrelsen svarede i brev af 25. oktober 2000. Styrelsen skrev bl.a.:

Studiegældens alder

Folketingets Ombudsmand ønsker oplyst, i hvilket omfang studiegældens alder indgår i afgørelsen af en ansøgning om eftergivelse af studiegæld, idet der henvises til, at Finansstyrelsen i brev af 18. marts 1999 har oplyst, at studiegældens alder ikke har betydning for afgørelsen.

Under henvisning hertil skal Finansstyrelsen præcisere, at studiegældens alder ikke indgår som et selvstændigt element i afgørelsen. Det er således ikke muligt for Finansstyrelsen at eftergive studiegæld, blot fordi den er gammel.

Studiegældens alder indgår dog implicit, når Finansstyrelsen skal vurdere, om en ansøgning om eftergivelse kan behandles, jf. lovens § 14, stk. 1 og 2. Herudover har gældens alder betydning for længden af bedømmelsesperioden, hvis ansøgningen realitetsbehandles, jf. lovens § 16, stk. 1 og 2. Studiegældens alder har således en væsentlig indflydelse på afgørelsens udformning, men udgør ikke et selvstændigt kriterium ved det administrative skøn.

For så vidt angår (A)’s ansøgning om eftergivelse af studiegæld skal vi bemærke, at vi har regnet den 15-årige betalingsperiode fra 1971, hvor han har afsluttet sin første uddannelse, jf. i det hele lovens § 14, stk. 1 og § 16, stk. 1 og 2 (tilbagebetalingen har senere været udsat på grund af fortsat uddannelse). Der er således ved afgørelsen taget højde for, at studiegælden er af ældre dato, om end dette forhold ikke i sig selv kan begrunde en yderligere eftergivelse af gælden.

 

Bedømmelsesperiodens længde

Folketingets Ombudsmand anmoder om en redegørelse for den periode, der er inddraget ved Finansstyrelsens bedømmelse af (A)’s hidtidige betaling af studiegæld. Under henvisning hertil kan Finansstyrelsen oplyse, at vi ved afgørelsen har bedømt perioden januar 1989 - november 1993, jf. lovens § 16, stk. 1, nr. 1.

For så vidt angår periodens sluttidspunkt skal vi bemærke, at Finansstyrelsen alene har vurderet tilbagebetalingen frem til november 1993, da den 15-årige tilbagebetalingsperiode udløber på dette tidspunkt, jf. lovens § 16, stk. 1, nr. 2. Finansstyrelsen inddrager således ikke hele kalenderår i vurderingen, hvis betalingsperioden udløber i løbet af året. Samtidig skal vi bemærke, at lovens § 16, stk. 2 ikke har fundet anvendelse, da den 15-årige betalingsperiode udløber efter det tidspunkt, hvor låntager har søgt om eftergivelse af studiegæld. Genoptagelse af en tidligere afgørelse bringer ikke § 16, stk. 2 i anvendelse.

For så vidt angår periodens starttidspunkt , har Finansstyrelsen vurderet betalingen fra og med 1989, da perioden 1989-1991 er indgået i den oprindelige bedømmelse af (A)’s tilbagebetaling af studiegæld. I klagebehandlingen er den bedømte periode indskrænket, således at kun den periode, der er bedømt i den tidligere afgørelse, er indgået i forbindelse med genoptagelse af sagen.

(A) har i brev af 3. maj 1999 til Finansministeriet stillet sig uforstående overfor Finansstyrelsens vurdering af, at han ikke har betalt tilstrækkeligt på studiegælden i 1989-1991, da han har overholdt en betalingsaftale med pengeinstituttet frem til efteråret 1991.

Efter en revurdering af sagen må Finansstyrelsen tiltræde dette synspunkt, således at bedømmelsen af låntagers betaling sammenholdt med indkomsten indskrænkes til at omfatte 1991-1993. Det fremgår af Finansstyrelsens oplysninger, at (A) har betalt en annuitetsmæssigt fastsat ydelse i det långivende pengeinstitut i både 1989 og 1990. I 1991 har (A) kun overholdt betalingsaftalen en del af året, hvorfor hans betaling sammenholdt med indkomsten dette år ikke anses for passende.

På denne baggrund kan Finansstyrelsen tilbyde (A) en delvis eftergivelse på 92.300 kr., udgørende det for lidt betalte på studiegælden i perioden 1991-1993. Hvis (A) accepterer afgørelsen, vil den nedsatte gæld yderligere blive reduceret med 29.500 kr., der er modregnet af Finansstyrelsen efter den oprindelige afgørelse.

( )”

 

Finansministeriet, Personalestyrelsen, anførte i brev af 4. december 2000 bl.a.:

”Ved afgørelse af ansøgninger om eftergivelse af studiegæld foretager Finansstyrelsen - efter § 16, stk. 1 i lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld - en samlet vurdering af, om låntagers hidtidige tilbagebetaling har stået i rimeligt forhold til gældens størrelse og alder eller til låntagers bruttoindkomst samt, om låntager med sin forventede fremtidige indkomst kan betale mere af gælden inden udløbet af den 15-årige tilbagebetalingsperiode.

Finansstyrelsen skal ifølge bestemmelsen foretage en bruttoindkomstvurdering, hvorved det undgås at forskelsbehandle låntagere, alt efter hvordan de vælger at tilrettelægge deres private økonomi.

Ifølge lovens § 16, stk. 3, har Finansstyrelsen mulighed for at tage hensyn til sociale forhold mv., der i særlig grad påvirker låntagers mulighed for at tilbagebetale studiegælden. Finansstyrelsen har hermed mulighed for - i særlige tilfælde - at afvige fra bruttoindkomstprincippet.

Det fremgår af bemærkningerne til lovens § 16, at de særlige forhold, der kan begrunde en fravigelse af bruttoindkomstprincippet, er fx udgifter i forbindelse med alvorlig sygdom, invaliditet, særlige og omfattende forsørgerforpligtelser samt betydelige erhvervsrelaterede udgifter.

Finansministeriet finder herefter ikke, at der er støtte i lovgivningen for, at Finansstyrelsen alene kan inddrage gældens alder som et kriterium for, hvorvidt studiegælden kan eftergives.

Det faktum at ansøgers studiegæld har nået en vis alder, kan derfor aldrig i sig selv medføre, at gælden eftergives.

Finansministeriet kan i øvrigt tilslutte sig Finansstyrelsens bemærkninger vedrørende betydning af studiegældens alder, ved vurdering af ansøgninger efter § 14 og § 16, stk. 1 og 2.

I den konkrete sag kan Finansministeriet som udgangspunkt konstatere, at det faktum, at (A)’s studiegæld er gammel, ikke i sig selv er blevet inddraget i vurderingen af, om gælden kunne eftergives. Dette er efter ministeriets opfattelse korrekt. Gældens alder har dog indirekte betydning, idet en hidtidig betalingsperiode er bedømt (modsat fx sager, hvor der dispenseres fra tidsfristen i § 14).

Ved bedømmelsen af (A)’s ansøgning, er den hidtidige betaling i perioden januar 1989 til november 1993 inddraget. Finansministeriet kan i det hele tiltræde Finansstyrelsens bemærkninger vedrørende fastlæggelsen af start- og sluttidspunktet, og baggrunden for inddragelsen af hele kalenderår.

(A) har givet udtryk for den opfattelse, at der har været betalt på studiegælden i overensstemmelse med aftale med pengeinstituttet indtil 1991, og han mener derfor, at bedømmelsesperioden bør indskrænkes til at være 1992-1993.

Finansstyrelsen har vurderet sagen på ny og fundet, at perioden kan indskrænkes til at omfatte 1991-1993. Finansstyrelsen bemærker, at der ikke kan ses bort fra 1991, idet (A) ikke har overholdt betalingsaftalen i 1991, og derfor som helhed ikke har betalt tilstrækkeligt på gælden dette år. Det fremgår således af erindringsbrev fra pengeinstituttet, at (A) i juni 1991 var i restance med 10.479 kr.

Finansstyrelsen har afgjort, at studiegælden på dette grundlag kan nedskrives til 92.300 kr., der yderligere vil blive reduceret med et beløb på kr. 29.532,00 som er modregnet i overskydende skat siden tidspunktet for den oprindelige afgørelse.

Finansstyrelsen vil snarest rette henvendelse til (A) herom.

( )”

 

Ombudsmandens udtalelse

”Det retlige grundlag for de trufne afgørelser er indeholdt i lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld (lovbekendtgørelse nr. 952 af 16. december 1998).

De beslutninger der er blevet truffet af henholdsvis Finansstyrelsen og Finansministeriet om eftergivelse, må anses for afgørelser i den forstand forvaltningsloven anvender dette udtryk, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1. Dette indebærer at myndighederne i forbindelse med sagens behandling har været forpligtet til at efterleve sagsbehandlingsreglerne i denne lov.

Forvaltningslovens § 19 indeholder følgende bestemmelse:

’§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.’

Ved Hypotekbankens (senere Finansstyrelsens) afgørelse af 24. november 1998 lagde banken en oversigt over de relevante oplysninger om lånets størrelse, afdrag herpå og om Deres indkomster i årene 1991-1993 til grund. Oplysningerne benyttedes til at vurdere om De havde betalt tilstrækkeligt på Deres studiegæld. Det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at Hypotekbanken inden den traf afgørelse, burde have forelagt disse oplysninger for Dem med henblik på at De fik lejlighed til at kommentere dem.

Oplysningerne har senere vist sig at være delvis ukorrekte eller ufuldstændige idet Finansministeriet, Personalestyrelsen, senere - i brev af 4. december 2000 til mig - har erkendt at De havde overholdt tilbagebetalingsaftalen i årene 1989 og 1990, og at gælden derfor kunne nedskrives yderligere.

Jeg finder dette forhold beklageligt.

Jeg har gjort Finansstyrelsen bekendt med min opfattelse.

 

Afgørelsen om delvis eftergivelse af gæld

Styrelsen og ministeriet imødekom for så vidt ved afgørelserne Deres anmodning om eftergivelse, men kun delvis. Ved afgørelsen af 24. november 1998 blev gælden nedskrevet til 157.500 kr., og ved styrelsens afgørelse af 18. marts 1999 blev den yderligere nedskrevet til 114.000 kr. Senere - i udtalelserne til mig - har myndighederne yderligere nedskrevet gælden til 92.300 kr.

Afgørelserne er som anført truffet på grundlag af lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld. §§ 16-16d i loven har følgende indhold:

’§ 16. Finansstyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt og i hvilket omfang studiegælden kan eftergives, efter en samlet vurdering af, om

låntagers hidtidige tilbagebetaling har stået i rimeligt forhold til gældens størrelse og alder eller til låntagers bruttoindkomst, og

låntager med sin forventede bruttoindkomst kan betale mere af gælden inden udløbet af den 15-årige tilbagebetalingsperiode, jf. § 13, stk. 1.

Stk. 2. Er den 15-årige tilbagebetalingsperiode udløbet, træffer Finansstyrelsen afgørelse på grundlag af en vurdering efter stk. 1, nr. 1, for perioden frem til ansøgningstidspunktet.

Stk. 3. Ved vurderingen efter stk. 1 kan Finansstyrelsen tage hensyn til sociale forhold mv., som i særlig grad påvirker låntagers mulighed for at tilbagebetale studiegælden.

Stk. 5. Statsgaranterede studielån samt stats- og studielån, som eftergives helt eller delvis, overtages af Finansstyrelsen.

Stk. 6. Finansministeren kan fastsætte regler om tilbagebetaling af studiegæld, der ikke eftergives, herunder om forlængelse af tilbagebetalingsperioden ud over 15 år.

Finansministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvilke oplysninger pengeinstitutterne og låntager skal fremskaffe til brug for bedømmelsen af en ansøgning om eftergivelse af studiegæld.

§ 16a. Finansstyrelsen kan omgøre en afgørelse om hel eller delvis eftergivelse af studiegæld, hvis

låntager har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med ansøgningen om eftergivelse eller

låntager ikke overholder vilkårene for en delvis eftergivelse af gælden.

§ 16b. Efter fornyet ansøgning kan Finansstyrelsen genoptage en afgørelse om eftergivelse, hvis låntagers indkomstforhold forringes væsentligt inden for den 15-årige tilbagebetalingsperiode.

Stk. 2. I tilfælde af genoptagelse af en afgørelse om eftergivelse efter stk. 1 træffer Finansstyrelsen ny afgørelse efter de regler, der var gældende på tidspunktet for den oprindelige afgørelse.

§ 16c. Hvis låntager har anden betydelig gæld end studiegæld, kan Finansstyrelsen henvise låntager til at søge om gældssanering efter konkurslovens regler.

Stk. 2. Studiegæld, der er nedskrevet efter en kendelse om gældssanering, kan ikke eftergives efter reglerne i denne lov.

§ 16d. Afgørelser, der træffes af Finansstyrelsen efter reglerne i dette kapitel, kan påklages til Finansministeriet. Finansministeren kan fastsætte nærmere regler om klageadgangen,

Som det ses, beror myndighedernes afgørelser på en vurdering af om De i vurderingsperioden havde foretaget en tilbagebetaling der stod i rimeligt forhold til Deres indkomst. Myndighederne har forklaret at der ved vurderingen er lagt vægt på størrelsen af Deres bruttoindkomst i den pågældende periode samt på at Deres hustru i en periode har haft nedsat arbejdstid af hensyn til pasning af et handicappet barn. Derimod er der ikke lagt selvstændig vægt på at gælden er gammel, eller på at De har anden gæld, ligesom den måde denne gæld er opstået på, ikke er blevet tillagt betydning.

Denne vurdering giver mig ikke grundlag for kritik.

 

Jeg har i denne forbindelse noteret mig at vurderingen af hvor stor en del af gælden De burde have betalt i den pågældende periode, svarer til det der var forudsat i lovens forarbejder, jf. citatet foran.

Jeg kan således ikke kritisere at myndighederne ikke har eftergivet Dem mere af gælden end sket ved den seneste afgørelse.

I de første afgørelser der blev truffet om delvis eftergivelse, anvendte myndighederne loven forkert idet 15-pct.s-reglen blev anvendt for perioder hvor De havde overholdt afdragsaftalen med Deres bank.

Jeg finder dette forhold uheldigt.

Styrelsen har i de breve hvori afgørelserne er blevet meddelt Dem, ’tilbudt’ Dem en nedskrivning af gælden. Af brevet af 18. marts 1999 fremgik at De skulle acceptere tilbuddet, skrive under herpå samt i den forbindelse påtage Dem at afvikle gælden med 5.000 kr. om måneden. Hvis ikke, ville tilbuddet bortfalde. Styrelsen meddelte Dem i brevet af 7. april 2000 at gælden nu var steget til 279.500 kr., dvs. at styrelsen så bort både fra styrelsens afgørelse af 16. april 1999 om at gælden kunne nedskrives til 114.000 kr., og ministeriets stadfæstelse heraf i brevet af 30. marts 2000. De har i Deres klage til mig omtalt dette som en ’revolvermetode’.

Som anført foran må jeg betragte myndighedernes beslutninger i henhold til studiegældsloven som egentlige afgørelser om nedsættelse af Deres gæld samt om gældens fremtidige afvikling. Der er således ikke tale om at myndighederne - hvis betingelserne anses for opfyldt - kan tilbyde en gældsnedsættelse. Finansstyrelsen har imidlertid formuleret sig og optrådt som om der var tale om en aftaleindgåelse som imidlertid ikke var blevet en realitet på grund af Deres manglende accept af tilbuddet.

Anvendelsen af tilbudskonstruktionen er endvidere egnet til at bibringe adressaten det (fejlagtige) indtryk at han/hun afskærer sig fra at klage samt forpligter sig til en bestemt afviklingsordning. Ligeledes kan aftalekonstruktionen medvirke til at det også bliver uklart for myndigheden om der er tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Styrelsen burde efter min mening ikke have benyttet udtrykket ’tilbyde’, ligesom styrelsen var uberettiget til at se bort fra at styrelsen og senere ministeriet havde truffet afgørelse om nedsættelse af gælden som var bindende for myndighederne. Det forhold at De havde klaget over styrelsens afgørelse til Finansministeriet, berettigede således ikke styrelsen til at se bort fra nedsættelsen da styrelsen den 7. april 2000 opgjorde gælden over for Dem.

Jeg har gjort Finansstyrelsen bekendt med min opfattelse.

 

Finansministeriet

Finansministeriet burde efter min mening have påtalt over for Finansstyrelsen at Finansstyrelsen traf afgørelsen af 24. november 1998 uden forinden at partshøre Dem i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Endvidere mener jeg at Finansministeriet burde have påtalt over for styrelsen at anvende udtrykket ’tilbyde’.”