Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En kvinde på 47 år konsulterede sin læge tre gange fordi hun havde smerter i øverste del af maven. Kvinden havde desuden halsbrand og sure opstød. Lægen vurderede at kvinden havde mavekatar, og ordinerede maveneutraliserende medicin. Tre uger efter sidste lægekonsultation døde kvinden af hjertestop. Kvindens efterladte ægtefælle klagede til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn over lægen. Nævnet indhentede to lægefaglige vurderinger fra sagkyndige konsulenter (begge alment praktiserende læger). Herefter traf nævnet afgørelse om at der ikke var grundlag for at kritisere lægens vurdering af kvindens symptomer.

Ægtemanden klagede til Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden kunne ikke kritisere indholdet af Patientklagenævnets afgørelse, men kritiserede nævnets sagsbehandling. Ombudsmanden mente det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis nævnet, før det traf afgørelse, havde orienteret klageren om at nævnet ikke ville imødekomme ønsket om at sagen blev forelagt sagkyndige konsulenter med speciale i patologi, hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi.

Nævnet partshørte ikke manden over den anden indhentede sagkyndige erklæring i sagen. Dette mente ombudsmanden at nævnet burde have gjort - ikke efter forvaltningslovens § 19, men derimod efter § 10, stk. 7, i bekendtgørelsen om nævnets forretningsorden.

Endelig kritiserede ombudsmanden Patientklagenævnets begrundelse for afgørelsen. (J.nr. 2000- 1240-420).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Klage over Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. God forvaltningsskik. Partshøring. Begrundelse

 

A’s nu afdøde hustru, B, kontaktede den 6. april 1999 praktiserende læge C telefonisk fordi hun mente hun havde akut mavekatar. Hun havde haft tiltagende ondt i nogle dage og ikke sovet natten til den 6. april. Der blev aftalt tid til konsultation samme dag hvor lægen undersøgte hende og ordinerede - som jeg forstår det - medicin mod mavekatar.

Lægen noterede følgende om B’s henvendelser den 6. april 1999:

”06-04-99: TK

Mener at have mavekatar akut. Tiltagende ondt i nogle dage, ikke sovet i nat. Taget enkelte Aciloc uden gavn. For et par år siden Nizax med effekt.

Til kons. (C)

06-04-99:

Nogle dage tiltagende ondt i epigastriet men også udstrålende mod venstre arm. Halsbrand og sure opstød.

Ingen umiddelbar effekt af enkelte Aciloc.

Obj: Ikke alment påvirket. Intet peritonealt, men meget øm i epigastriet.

rp. caps Nizax 300 mg vesp i op til 4 uger. (C)”

Den 13. april 1999 kontaktede B igen praktiserende læge C telefonisk idet hun mente hun var overfølsom over for præparatet Nizax.

Lægen noterede følgende om B’s telefoniske henvendelse den 13. april 1999:

”13-04-99: TK

Gavn af Nizax - men nu hævelse af læber og omkring øjne + kløe.

Pt. overbevist om, at det er udløst af tabl. sep. Nizax

Forsøger i stedet rp. tabl. Lanzo 30 mg dgl Cave Nizax? (C)”

 

B henvendte sig på ny til praktiserende læge C den 5. maj 1999. Lægen noterede følgende om B’s henvendelse den 5. maj 1999:

”05-05-99:

Generelt fået det bedre, men stadig mavesymptomer med forværring ved selv let anstrengelse. Svien retrosternalt med svien helt op i halsen, men ikke mavesmerter.

I starten var der feber op til 39, men nu normal temp. I starten desuden diarré og opkastning.

Ikke fået Lanzo de senere dage, men efter at have opbrugt pakken har hun i stedet taget Aciloc 400 mg x 1 - 2. Lanzo var bedre end Aciloc.

Henv. Til ( ) (C)”

Den 24. maj 1999 døde B af hjertestop. Hun blev 47 år. A beskrev i sin klage af 10. august 1999 til Patientklagenævnet omstændighederne omkring B’s død således:

”Min hustru stod op tidligt om morgenen den 24.5.99, kl. ca. 5.10 og klagede over hun var dårlig og havde ondt i brystet. Jeg gav hende et glas mælk, som hun drak lidt af. Pludselig begyndte hun at svede og sad ret op i stolen og kastede op. Da jeg kom hen til hende kunne jeg ikke komme i kontakt med hende. Jeg lagde hende i aflåst sideleje på gulvet og ringede straks til alarmcentralen. Falck var her inden for et par minutter og forsøgte genoplivning med bl.a. elektrochok, men der var intet at gøre.”

Den 12. juli 1999 modtog læge C brev fra A hvor han oplyste at hans hustru var død pludseligt den 24. maj 1999. A var desuden i telefonisk kontakt med lægen den 16. juli 1999. Lægen noterede følgende om telefonsamtalen:

”16-07-99: Tlf. til manden.

Fortæller, at hustruen døde pludseligt og uventet af hjertestop om morgenen den 24.5. Der blev forsøgt genoplivning uden held.

Han havde bedt om obduktion, men det blev desværre ikke effektueret.

Jeg kan oplyse, at der ikke herfra har været mistanke på hjertelidelse. Men set i bakspejlet kan man da godt overveje, om de mavesymptomer, pt. havde, evt. kunne have været udtryk for hjertesygdom.

 

A klagede den 10. august 1999 - som nævnt ovenfor - til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. A klagede bl.a. over læge C og anførte i den forbindelse følgende:

”Jeg klager over læge (C) for grov uagtsomhed ved at have stillet en fejlagtig diagnose ved besøg i konsultationen den 6/4-99, 13/4-99 og 5/5-99 og dermed undladt at give hende behandling/undersøgelse, der kunne have reddet hendes liv.

Min hustru henvendte sig til lægen ved alle 3 besøg, med smerter i brystet og ud i venstre arm samt forøgede smerter ved let overanstrengelse.

På trods af at alle 3 symptomer peger på problemer med hjertet stillede (C) diagnosen ’akut mavekatar’, og havde ikke mistanke om hjertelidelse selv om, efter hvad jeg har fået oplyst, at smerter fra brystet og ud i venstre arm ikke forekommer ved mavekatar.

Min hustru blev henvist til en mave specialist, men der var det først muligt at få en tid i juni måned.

Under alle omstændigheder burde han i de tilfælde hvor der kan være tale om flere diagnoser behandle for den mest alvorlige og livstruende først.

Herudover har min hustru gået til behandling for alt for højt blodtryk siden vores eneste søn på 15 år døde for 5½ år siden og fået hjertemedicin herfor i alle årene. De sidste 2 år hos (C).

Endvidere har min hustru i de sidste 2 år gået til behandling hos hudlæge ( ) for nikkeleksem og allergi opstået ved en arbejdsskade, hvor hun var under medicinsk behandling.

I journalen skriver lægen, efter han har fået oplyst om dødsfaldet

Jeg kan oplyse, at der ikke herfra har været mistanke på hjertelidelse. Men set i bakspejlet kan man da godt overveje, om de mavesymptomer, pt. havde evt. kunne have været udtryk for en hjertesygdom.

Efter min opfattelse klar indrømmelse fra lægen, at han har stillet og behandlet efter en forkert diagnose.

Ikke en men tre gange har lægen stillet en forkert diagnose, på trods af at diagnosen med hjerteproblemer ikke burde være vanskelig at se, foruden han var vidende om at min hustru havde mistet sin søn, med efterfølgende psykiske og fysiske problemer, der alle slider hårdt på hjertet samt forhøjet blodtryk og allergi/eksem.

Jeg er af den opfattelse, at der er en direkte linie mellem min hustrus symptomer omhandlende dage og hendes død og læge (C) derfor har handlet groft uagtsomt.

 

A klagede bl.a. også over at X Sygehus ikke havde obduceret B til trods for at dette var aftalt med ham, og at sygehuset måtte være klar over at der kunne være tale om fejlbehandling. Desuden klagede A over at dødsattesten ikke var rigtigt udfyldt.

Den 19. august 1999 skrev Sundhedsvæsenets Patientklagenævn at nævnet havde forstået det sådan at A ønskede at klage over følgende:

”At læge (C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 vurderede, at årsagen til (B)’s symptomer var akut mavekatar.”

Med hensyn til klagen over X Sygehus skrev Patientklagenævnet følgende:

”Vi kan ikke behandle denne del af Deres klage, fordi det falder uden for nævnets kompetence at behandle de påklagede forhold, da obduktion og udfærdigelse af dødsattest ikke foretages i en behandlingssituation. Dette følger af § 1, stk. 1, i nævnets forretningsorden, hvorefter nævnet behandler klager over den sundhedsfaglige virksomhed vedrørende patientbehandling.

De kan om disse spørgsmål rette henvendelse til Sundhedsstyrelsen, der fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet, jf. § 4 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. ”

Nævnet sendte samme dag A’s klage til Embedslægen i Y Amt med henblik på at embedslægen indhentede de nødvendige oplysninger i anledning af hans klage.

Læge C udtalte bl.a. følgende i brev af 6. september 1999 til embedslægen:

”Det er uændret min opfattelse, at øvre dyspepsi (mavekatar) var en relevant arbejdsdiagnose, og at patientens respons på den iværksatte behandling har støttet mig i at fastholde diagnosen som den sandsynlige forklaring på patientens symptomer.”

 

I brev af 12. oktober 1999 skrev Embedslægen i Y Amt bl.a. følgende til Patientklagenævnet:

”SUNDHEDSFAGLIGE PROBLEMSTILLINGER

Der skal foretages en vurdering af følgende spørgsmål:

1) Var praktiserende læge (C)’s undersøgelse og behandling af (B) i perioden fra den 6. april til den 5. maj 1999 i overensstemmelse med almindelig anerkendt praksis?”

Den 28. oktober 1999 afgav sagkyndig konsulent i Almen Medicin, praktiserende læge (D), følgende sagkyndige udtalelse:

Vurdering:

Praktiserende læge (C) har levet op til den almindelige anerkendte faglige standard, i forbindelse med undersøgelse og behandling af (B), i perioden fra 06.04. - 05.05.1999.

Begrundelse:

Det fremgår af journalnotatet, at (B), den 06.04.1999, var i telefonisk kontakt med læge (C), fordi hun mente, at hun havde akut mavekatar.

Fik tid i konsultationen samme dag, hvor (C) fandt, at (B) ikke var alment påvirket, det vil sige, der var ikke andre symptomer end ømhed i epigastriet. Der var altså ikke symptomer tydende på sygdom ved hjertet, så som dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet.

Praktiserende læge (C) ordinerede syreneutraliserende medicin (kapsel Nizax 300 mg.), som (B) skulle tage om aftenen.

Ved efterfølgende telefonisk kontakt en uge senere oplyste (B) at der havde været god virkning af disse syreneutraliserende tabletter, men at hun havde fået symptomer på overfølsomhed, hvorfor der blev skiftet over til et andet medikamina med virkning på syreproduktionen (tablet Lanzo 30 mg.).

Ved konsultationen den 05.05.1999 er det anført, at (B) havde det bedre, men fortsat havde symptomer med svien, ikke smerter bagved brystbenet (retrosternalt), og op i halsen, samtidig havde der været feber, diarré og opkastning.

Der blev herefter foretaget henvisning til ( ) (speciallæge?).

Der har således ikke i de telefoniske kontakter og konsultationer der har været hos (C), i perioden 06.04.1999 - 05.05.1999, været symptomer der tydede på hjertelidelse.

Derimod har det været lægeligt korrekt at tolke de oplyste symptomer som kommende fra mavesækken og den nederste del af spiserøret.”

 

I brev af 16. november 1999 sendte Patientklagenævnet A de oplysninger der ville danne grundlag for nævnets afgørelse af sagen. Nævnet sendte også et forslag til afgørelse til ham og bad om hans bemærkninger til materialet. Nævnets forslag til afgørelse havde følgende ordlyd:

Praktiserende læge (C) har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af (B) i perioden fra den 6. april til den 5. maj 1999 i sin praksis.

(B) kontaktede den 6. april 1999 praktiserende læge (C) telefonisk, idet hun havde haft tiltagende smerter i maven gennem nogle dage. Der blev aftalt tid i konsultationen senere samme dag, hvor læge (C) undersøgte (B) og ordinerede medicin mod mavekatar.

Den 13. april 1999 kontaktede (B) igen læge (C), idet hun mente, at hun var overfølsom overfor den medicin, lægen havde ordineret den 6. april 1999. Fortsatte gener i maven var årsagen til, at (B) den 5. maj 1999 henvendte sig i konsultationen hos læge (C).

Den 24. maj 1999 fik (B) ondt i brystet, da hun stod op, og kort tid efter afgik hun ved døden på grund af hjertestop.

Der er klaget over, at læge (C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 vurderede, at årsagen til (B)’s symptomer var akut mavekatar.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere læge (C) for hans vurdering af (B)’s symptomer.

For så vidt angår konsultationerne den 6. april 1999, har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at (B) angav, at hun selv mente, at hun havde pådraget sig en akut mavekatar. Hun oplyste læge (C) om, at hun et par år tidligere havde fået syreneutraliserende medicin (Nizax). Ved henvendelsen oplyste hun, at hun havde smerter i øverste del af maven udstrålende mod venstre arm, og at hun havde halsbrand og sure opstød. Læge (C) undersøgte (E) [skal være (B); min bemærkning] og fandt, at hun var meget øm i øverste del af maven, men ellers upåvirket. Læge (C) ordinerede syreneutraliserende medicin (kapsel Nizax 300 mg), som (B) skulle tage om aftenen.

For så vidt angår telefonkonsultationen den 13. april 1999, har nævnet lagt vægt på, at (B) ifølge journalen fandt, at hun havde haft gavn af medicinen, men at hun mente, at hun ikke kunne tåle den, idet hun havde kløe og hævelse af læberne og omkring øjnene. Læge (C) anbefalede (B) at afbryde behandlingen med Nizax og ordinerede i stedet et andet syreneutraliserende præparat (tablet Lanzo 30 mg).

Nævnet har, for så vidt angår konsultationen den 5. maj 1999, lagt vægt på, at (B) ifølge journalen oplyste, at hun generelt havde fået det bedre, idet hun ikke længere havde mavesmerter, men at hun stadig havde svien bagved brystbenet og op i halsen, samt at hun havde haft feber, diare og opkastning. På denne baggrund valgte læge (C) at henvise (B) til speciallæge i intern medicin.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at læge (C) ifølge journalen den 16. juli 1999 havde telefonisk kontakt med (B)’s mand, og herefter i journalen har anført, at (B)’s mavesymptomer set i bakspejlet kunne have været udtryk for en hjertesygdom, men at han ikke havde haft mistanke herom.

Patientklagenævnet finder, at læge (C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 ikke havde anledning til at tolke (B)’s symptomer som tegn på en hjertelidelse, idet han ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet. Det er nævnets opfattelse, at lægen relevant tolkede (B)’s symptomer som tegn på sygdom i mavesækken og i nederste del af spiserøret.”

 

Den 23. november 1999 skrev A til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn at han ikke kunne godkende nævnets forslag til afgørelse. A kritiserede bl.a. den sagkyndige udtalelse fra læge D som efter hans opfattelse bar præg af en subjektiv indstilling. A gennemgik den sagkyndige udtalelse således:

”For det første kan det undre mig, at en sagkyndig konsulent i Almen Medicin ’finder det indsamlede materiale er tilstrækkeligt til at belyse sagen.’ Min hustru konsulterer sin læge 6. april 1999 vedrørende mavesmerter. Min hustru er i den kommende måned i løbende kontakt med lægen vedrørende tiltagende smerter. Den 5. maj 1999 er sidste gang min hustru konsulterer sin læge. Den 24. maj 1999 afgår min hustru ved døden, efter fra morgenstunden at have haft ondt i brystet. I øvrigt de samme smerter, som hun overfor mig havde klaget over i hele forløbet.

Sagkyndig konsulent i Almen Medicin finder således ikke grundlag, for at indhente oplysninger i perioden 5. maj 1999 til 24. maj 1999. Sagkyndig konsulent i Almen Medicin har på ingen måde søgt resultatet af en eventuel obduktion, eller en udtalelse fra sagkyndig i dødsårsager, eksempelvis en patolog.

Sagkyndig konsulent i Almen Medicin, mener at ’praktiserende læge (C) har levet op til den almindelige anerkendte faglige standard, ’, hvilket konkluderes udfra den sagkyndige konsulent i Almen Medicin, egen begrundelse. Hvilken jeg finder subjektiv, modsat den beskrivelse af hændelsesforløbet der foreligger fra Embedslægeinstitutionen i (Y) Amt.

I begrundelsen fra sagkyndig konsulent i Almen Medicin nævnes det at min hustru: ’ var i telefonisk kontakt med (C), fordi hun mente, hun havde akut mavekatar’. Videre står der, at hun samme dag var til konsultation hos lægen. Lægen skriver ifølge sagkyndig konsulent i Almen Medicin, i sin journal: ’ at (B) ikke var alment påvirket, det vil sige, der var ikke andre symptomer end ømhed i epigastriet. Der var altså ikke symptomer tydende på sygdom ved hjertet, så som dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet’.

Ved min egen gennemgang af journaludskriften finder jeg at sammenfatningen af denne konsultation, fra sagkyndig konsulent i Almen Medicin vurderes både mangelfuldt og subjektivt.

For det første udelades fuldstændig journalens første sætning vedrørende konsultationen den 06-04-99: ’Nogle dage tiltagende ondt i epigastriet men også udstrålende mod venstre arm.’ For det andet nedtones det, at min hustru er ’ meget øm i epigastriet’, med: ’ ømhed i epigastriet’. Endelig læser jeg ingen steder i journalen, hvorvidt der er observeret dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet. Denne sidste konklusion kan jeg udelukkende tillægge sagkyndig konsulent i Almen Medicin.

Ved den efterfølgende konsultation den 13. april 1999 står i journalen, at læse: ’Gavn af Nizax - men nu hævelse af læber og omkring øjne + kløe. Pt. overbevist om, at det er udløst af tabl.’

I min opfattelse af sproget, er der en væsentlig forskel på ’Gavn’ og ’God virkning’. Sidstnævnte har en langt mere positiv klang end det første. I spørgsmålet om hvorvidt min hustru er overfølsom, er sagkyndig konsulent i Almen Medicin enig med såvel min hustru som hendes læge. Men sagkyndig konsulent i Almen Medicin stiller ikke spørgsmålstegn ved denne overfølsomhed. Der spørges ikke til, om det eventuelt kunne skyldes fejlmedicinering.

Ved konsultationen den 5. maj 1999 står der i journalen, at læse: ’Generelt fået det bedre, men stadig mavesymptomer med forværring ved let anstrengelse. Svien retrosternalt med svien helt op i halsen, men ikke mavesmerter.’

 

Om dette skriver sagkyndig konsulent i Almen Medicin: ’Ved konsultationen den 05.05.1999 er det anført, at (B) havde det bedre, men fortsat havde symptomer med svien, ikke smerter bagved brystbenet (retrosternalt), og op i halsen, samtidig havde der været feber, diarré og opkastning.’

Sagkyndig konsulent i Almen Medicin hæfter sig overhovedet ikke ved, at min hustru har: ’ mavesymptomer med forværring ved let anstrengelse ’ Efter at min hustru gennem en måned, havde haft svære problemer med svien og halsbrand, gøres stadig intet. I journalen står: ’Svien retrosternalt ’ Sagkyndig konsulent i Almen Medicin gør særskilt opmærksom på, at der er tale om svien og ikke smerte retrosternalt.

Jeg må spørge hvorfor denne nedtoning af svien til smerte er så vigtig? Jeg har svært ved, at skelne mellem svie og smerte. I min sprogopfattelse er det blot en gradbøjning af det samme. Og desuden ved jeg, at mennesket er i stand til, at vænne sig til smerte. Og skulle det derfor ikke være sandsynligt, at min hustru således naturligt har nedtonet tilstanden? Og er det ikke lægens ansvar, at være opmærksom på dette faktum? Det er i hvert fald spørgsmål, sagkyndig konsulent i Almen Medicin overhovedet ikke tager op, som mulige problemstillinger.

Sagkyndig konsulent i Almen Medicin slutter således sin vurdering: ’Der har således ikke i de telefoniske kontakter og konsultationer der har været hos (C), i perioden 06.04.1999 - 05-05- 1999, været symptomer der tydede på hjertelidelse.

Derimod har det været lægeligt korrekt, at tolke de oplyste symptomer, som kommende fra mavesækken og den nederste del af spiserøret.’

Men jeg læser ingen steder i journalen, at der er symptomer i mavesækken. Tværtimod læser jeg ved den første konsultation den 06-04-99: ’Intet peritonealt ’ Den 05-05-99 læser jeg i journalen: ’ men ikke mavesmerter’.

Jeg har selv søgt oplysninger hos NetDoktor, under emnet ’Halsbrand, sure opstød, mavesyre- reflux og spiserørs-katar’. Emnet er belyst af Læge ( ) og Overlæge Professor dr.med. ( ). I deres beskrivelse af hvorledes diagnosen stilles for mavesyre-reflux og spiserørs-katar, understreges det at ’symptomerne ved mavesyre-reflux kan forveksles med mavesår, hjertesmerter (angina pectoris), ’ Og videre en række andre sygdomme. Og de slutter: ’Undertiden er det derfor nødvendigt at undersøge for disse tilstande.’ Endvidere har jeg siden min hustrus død, ved indtil flere lejligheder spurgt andre læger hvad deres reaktion ville have været. De har sammenfattende sagt, at deres opmærksomhed ville have været vakt allerede efter første konsultation. Men at der nok ville have været forsøgt med syreneutraliserende medicin til at begynde med. Men ingen af de læger jeg selv efterfølgende har talt med, ville lade en hel måned gå med de samme symptomer, uden at foretage undersøgelse af hjertet.

Jeg finder at nævnet i sit forslag til afgørelse, udelukkende bygger sin vurdering på den redegørelse, der foreligger fra sagkyndig konsulent i Almen Medicin, praktiserende læge (D).

Heller ikke nævnet finder grundlag for anden sagkyndig vurdering, end den der foreligger fra sagkyndig konsulent i Almen Medicin.

Jeg mener ikke, at Patientklagenævnet har søgt sagen tilstrækkeligt grundigt undersøgt. Der er ikke rettet henvendelse til speciallæge ( ), som min hustru blev henvist til.

Min hustru nåede aldrig derud, fordi hun først kunne få en tid der lå efter hendes død, men hun ringede 2 gange og det blev lovet hende, at hvis der kom et afbud ville de ringe.

Et par dage før hun døde talte vi endda om, at vi ville kontakte vores gamle læge i (Z)-by, men vi blev enige at lige se om det blev bedre i løbet af weekenden.

Der er ikke indhentet vurdering fra en specialist i dødsårsager, som en patolog. Der er ikke hentet vurdering fra hverken en specialist i hjertesygdomme, fra en specialist i mavesygdomme eller fra en specialist i overfølsomheds symptomer.

Endelig tager hverken sagkyndig konsulent i Almen Medicin eller Patientklagenævnet højde for det faktum, at min hustru led af forhøjet blodtryk. En lidelse hun havde haft, siden vores 15 årige søn, 5 år tidligere var død. En lidelse hun fik målt blodtryk og fik medicin for igennem de sidste 5 år og heraf de 2 sidste hos (C).

Kun Embedslægeinstitutionen i (Y) Amt tager højde for dette.

Jeg forkaster til fulde Patientklagenævnets forslag til afgørelse.

Jeg forlanger en grundigere og langt mere saglig vurdering af forløbet. Jeg forlanger at andre sagkyndige personer, inddrages og fremligger deres vurdering af forløbet.

Jeg forlanger, at disse sagkyndige personer findes blandt sundhedssektorens øvrige faggrupper, og ikke kun hentes blandt alment praktiserende læger.

Jeg forlanger ligeledes, at man også inddrager perioden før den 6. april 99, idet der kan ligge oplysninger i hendes journal og fra andre specialister, hvor hun var i behandling, der kan have afgørende betydning for sagen og oplysninger som hendes læge burde kende til.”

 

I brev af 30. november 1999 skrev Sundhedsvæsenets Patientklagenævn følgende til A:

”Patientklagenævnet har modtaget Deres brev af 23. november 1999 med Deres kommentarer til det forslag til afgørelse, der er sendt til Dem den 16. november 1999.

Da De stiller spørgsmålstegn ved nævnets oplysning af sagen, finder jeg det formålstjenligt at orientere Dem om følgende forhold af mere generel karakter.

Ifølge § 19, stk. 1 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. kan Patientklagenævnet lade embedslægeinstitutionen undersøge en klagesag. Ifølge fast praksis i nævnet undersøges sagen af embedslægen i det amt, hvor det forhold, der klages over, har fundet sted. Embedslægen indhenter journalmateriale og kommentarer fra de indklagede sundhedspersoner, og udfærdiger på baggrund heraf et hændelsesforløb, der er en objektiv beskrivelse af hvad der har fundet sted. I nogle tilfælde medtages behandling eller hændelser forud for, i nogle tilfælde også efter det forhold, der klages over. Embedslægen formulerer sagens sundhedsfaglige problemstillinger og kan udarbejde en indstilling til sagens afgørelse.

Når sagsbehandleren modtager embedslægens redegørelse, journalmateriale og kommentarer fra de indklagede sundhedspersoner, foretager denne en foreløbig vurdering af, om dette materiale er tilstrækkeligt til, at der kan træffes afgørelse i sagen. Sædvanligvis vil sagsbehandleren forelægge det samlede materiale for en af nævnets sagkyndige konsulenter. Der tages i forbindelse hermed stilling til den sagkyndige konsulents habilitet, ligesom den sagkyndige konsulent selv skal afvise at udtale sig i sagen, hvis han anser, at han har et habilitetsproblem.

Konsulenten skal vurdere, om den indklagede sundhedsperson har handlet over eller under normen for almindelig anerkendt standard på det pågældende faglige område. Det er nævnets opfattelse, at det er mest rimeligt, at den sagkyndige konsulent har samme uddannelsesmæssige baggrund, som den indklagede sundhedsperson. En praktiserende læge vil således blive bedømt af en sagkyndig i almen medicin, en kirurg af en sagkyndig i kirurgi o.s.v. Den sagkyndige konsulents vurdering er subjektiv, men bygger på alt det i sagen foreliggende materiale, faglige standarder, faglige referenceprogrammer m.v.

Når den sagkyndige konsulent har udarbejdet sin vurdering, vil sagsbehandleren endnu engang tage stilling til, om sagen er tilstrækkeligt belyst til, at der kan udfærdiges et afgørelsesforslag. Hvis dette er tilfældet, vil sagsbehandleren udfærdige et afgørelsesforslag. For så vidt angår de sundhedsfaglige problematikker bygger dette afgørelsesforslag på den sagkyndige konsulents vurdering.

Som sagsbehandler i Deres klagesag vedrørende (B), har jeg fundet, at sagen var tilstrækkeligt belyst og af sagkyndig (D) tilstrækkeligt begrundet til, at jeg kunne udfærdige det fremsendte forslag til afgørelse.

Jeg vil derfor nu lade det være op til nævnet på sit møde at tage stilling til, hvorvidt Deres bemærkninger til det fremsendte afgørelsesforslag skal føre til, at sagen skal belyses yderligere, eller at der træffes en anden afgørelse end foreslået af mig.”

Den 21. december 1999 klagede A til medicinaldirektøren i Sundhedsstyrelsen over Sundhedsvæsenets Patientklagenævns brev af 30. november 1999 og over nævnets sagsbehandling. A sendte en kopi af brevet til Patientklagenævnet.

 

Patientklagenævnets direktør skrev følgende svar af 10. januar 2000 til A:

”Tak for Deres brev af 21. december 1999, som De har sendt i original til medicinaldirektør ( ) i Sundhedsstyrelsen og i kopi til Patientklagenævnet. Jeg har i sidste uge aftalt med jurist ( ) i Sundhedsstyrelsens ( ) kontor, at jeg som direktør for Patientklagenævnet besvarer Deres klage over sagsbehandlingen i Patientklagenævnet, idet Sundhedsstyrelsen ikke har kompetence til at behandle sådanne klager.

Det er med beklagelse, at jeg konstaterer, at De har følt, at sagsbehandler (F) i sit brev til Dem af 30. november 1999 har givet udtryk for vrede og irritation overfor Deres kommentarer til det fremsendte afgørelsesforslag. Jeg har i dag talt med (F), der har forklaret mig, at han alene med sit brev til Dem ønskede at afklare sagsbehandlingsmæssige forhold, som De ikke senere i forbindelse med nævnets afgørelse af Deres sag vil blive gjort bekendt med. Det var ikke sagsbehandlerens hensigt at give Dem oplysninger, som han formodede, De allerede var i besiddelse af, og han beklager, hvis han har misforstået Deres behov for information.

(F) har i sit brev til Dem af 30. november 1999 anført, at den sagkyndige konsulents habilitet vurderes af såvel sagsbehandleren som af den sagkyndige konsulent selv. Ifølge forvaltningslovens kapitel 2 er den person, der medvirker ved behandlingen af en sag, forpligtet til selv at gøre opmærksom på sin eventuelle inhabilitet. Jeg finder det betryggende, at vurderingen af den sagkyndige konsulents habilitet i Patientklagenævnet vurderes af såvel sagsbehandleren som af den sagkyndige selv.

Jeg kan bekræfte, at det er sædvane i Patientklagenævnet at benytte sagkyndige konsulenter med samme uddannelsesmæssige baggrund som den indklagede sundhedsperson. Nævnet kan dog på sit møde beslutte, at sagen skal forelægges en konsulent med en anden uddannelsesmæssig baggrund. Deres holdning hertil, som De har givet udtryk for i Deres brev af 21. december 1999, forelægges nævnet sammen med sagens øvrige akter.

De har anført, at det er uheldigt, at underskriverens faglige baggrund ikke fremgår af Patientklagenævnets skrivelser. Jeg er enig med Dem i dette og vil snarest tage initiativ til en ændring af denne praksis. Jeg kan oplyse Dem om, at sagsbehandlerne i Patientklagenævnet er jurister.

Jeg er ked af, at det er Deres opfattelse, at Patientklagenævnet ikke giver Dem en retfærdig sagsgang. Det er min opfattelse, at sagsbehandlingen i Patientklagenævnet foregår på et sagligt grundlag og varetages af dygtige medarbejdere, herunder et særdeles kompetent korps af sagkyndige konsulenter.”

Jeg forstår det sådan at Patientklagenævnet på et møde den 29. december 1999 besluttede at indhente en ny sagkyndig vurdering i sagen fra en konsulent der ligesom D var alment praktiserende læge. Nævnet orienterede ikke A herom.

 

Den 26. januar 2000 udtalte alment praktiserende læge G følgende:

Vedrørende klage fra (A) over praktiserende læge (C)’s behandling af (B).

Nævnet har bedt om en yderligere sagkyndig vurdering i denne sag.

Det indhentede materiale er tilstrækkeligt til at bedømme sagen. Embedslægen har foretaget en afgrænsning af klagen og relevant gennemgang af hændelsesforløbet.

Vurdering:

Det fremgår af sagens materiale at (B) igennem flere år var behandlet for forhøjet blodtryk, og blodtrykket synes at have været velreguleret på den givne behandling. Der foreligger ikke oplysninger om at (B) tidligere havde haft hjerteproblemer, men det er oplyst at hun tidligere var behandlet med syreneutraliserende medicin.

Det fremgår af læge (C)’s journal at (B) opsøgte lægen den 06.04.1999 efter nogle dages smerter højt oppe i maven under brystbenet (epigastriet), at der var halsbrand og sure opstød samt udstråling til venstre arm. Lægen fandt ved sin objektive undersøgelse ikke (B) påvirket, men han fandt ømhed det pågældende sted.

Vurdering: Syrerelaterede smerter i mavesæk og på overgang mellem mavesæk og spiserør er ofte sviende, og sammen med symptomerne halsbrand og sure opstød må det anses for faglig korrekt at praktiserende læge (C) vurderede, og handlede efter, at der forelå en syreproblematik. Der forelå ikke oplysninger om smerter i hjerteregionen, der var ømhed opadtil i maven og den oplyste udstråling mod venstre arm var i den konkrete situation [ ] en detalje som ikke i sig selv overbevisende burde have givet anledning til overvejelser om udredning for hjertelidelse.

(B) oplyste telefonisk til praktiserende læge (C) den 13.04.1999 at der var gavn af behandlingen, men at der samtidig var optrådt symptomer som tydede på overfølsomhed hævelse af læber og øjenregion samt kløe. Det ordinerede syreneutraliserende præparat (Nizax) blev korrekt indstillet og lægen ordinerede et andet mavesyrereducerende præparat (Lanzo).

Den 05.05.1999 oplyste (B) til lægen i konsultationen, at hun havde fået det bedre, men at symptomerne stadig var til stede med svien bag brystbenet. Tidligere optrådt diarré og opkastning var ophørt.

Vurdering: Der forelå således fortsat bedring af symptomerne, og der forelå ikke nye symptomer som med tyngde pegede på at der forelå en hjerteproblematik. På den anden side var der stadig tydelige symptomer som blev forværret ved anstrengelse, og jeg finder at praktiserende læge (C) handlede i overensstemmelse med sædvanlig faglig praksis ved at henvise (B) til vurdering på speciallægeniveau (intern medicin).

Symptomer med svien/smerter/sure opstød lige under og bag brystbenet optræder som et hyppigt symptom i almen praksis. Forsøg med medicinsk behandling (samt almen rådgivning vedrørende blandt andet kost, rygning og lignende) vil sædvanligvis blive forsøgt, hvilket da også skete i den aktuelle sag. (B) oplyste efterfølgende om bedring af tilstanden, der foreligger derfor ikke anledning til at anfægte praktiserende læge (C)’s vurdering og opfattelse af at der forelå en problematik omkring mave-tarmsystemet.

Jeg finder på det foreliggende grundlag, at praktiserende læge (C) handlede korrekt ved at viderehenvise (B) til intern medicinsk vurdering da symptomerne, på trods af bedringen fortsat var til stede. Der forelå ikke ved konsultationen den 05.05.1999 symptomer som pegede på at (B) burde akut udredes en for hjerteproblematik.

Det indgår i min vurdering af denne sag, at klageren (A), ikke synes at have været til stede under de to konsultationer (B) havde hos læge (C) den 06.04.1999 og 05.05.1999, ligesom det fremgår af sagen at dødsårsagen ikke er afklaret idet der ikke blev foretaget obduktion.

Sammenfattende finder jeg således praktiserende læge (C) har undersøgt og behandlet (B) i overensstemmelse med sædvanlig faglig standard.”

Nævnet sendte ikke denne anden sagkyndige udtalelse til partshøring.

 

Den 8. februar 2000 traf nævnet følgende afgørelse:

Praktiserende læge (C) har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af (B) i perioden fra den 6. april til den 5. maj 1999 i sin praksis.

(B) havde i flere år lidt af forhøjet blodtryk. Blodtrykket var efterhånden velreguleret efter behandling med blodtrykssænkende medicin (Monopril).

(B) kontaktede den 6. april 1999 praktiserende læge (C) telefonisk, idet hun havde haft tiltagende smerter i maven gennem nogle dage. Der blev aftalt tid i konsultationen senere samme dag, hvor læge (C) undersøgte (B) og ordinerede medicin mod mavekatar.

Den 13. april 1999 kontaktede (B) igen læge (C), idet hun mente, at hun var overfølsom overfor den medicin, lægen havde ordineret den 6. april 1999. Fortsatte gener i maven var årsagen til, at (B) den 5. maj 1999 henvendte sig i konsultationen hos læge (C).

Den 24. maj 1999 fik (B) ondt i brystet, da hun stod op, og kort efter afgik hun ved døden på grund af hjertestop.

Der er klaget over, at læge (C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 vurderede, at årsagen til (B)’s symptomer var akut mavekatar.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere læge (C) for hans vurdering af (B)’s symptomer.

For så vidt angår konsultationerne den 6. april 1999, har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at (B) angav, at hun selv mente, at hun havde pådraget sig en akut mavekatar. Hun oplyste læge (C) om, at hun et par år tidligere havde fået syreneutraliserende medicin (Nizax). Ved henvendelsen oplyste hun, at hun havde smerter i øverste del af maven udstrålende mod venstre arm, og at hun havde halsbrand og sure opstød. Læge (C) undersøgte (E) [skal være (B); min bemærkning] og fandt, at hun var meget øm i øverste del af maven, men ellers upåvirket. Læge (C) ordinerede syreneutraliserende medicin (kapsel Nizax 300 mg), som (B) skulle tage om aftenen.

For så vidt angår telefonkonsultationen den 13. april 1999, har nævnet lagt vægt på, at (B) ifølge journalen fandt, at hun havde haft gavn af medicinen, men at hun mente, at hun ikke kunne tåle den, idet hun havde kløe og hævelse af læberne og omkring øjnene. Læge (C) anbefalede (B) at afbryde behandlingen med Nizax og ordinerede i stedet et andet syreneutraliserende præparat (tablet Lanzo 30 mg).

Nævnet har, for så vidt angår konsultationen den 5. maj 1999, lagt vægt på, at (B) ifølge journalen oplyste, at hun generelt havde fået det bedre, idet hun ikke længere havde mavesmerter, men at hun stadig havde svien bagved brystbenet og op i halsen, samt at hun havde haft feber, diare og opkastning. På denne baggrund valgte læge (C) at henvise (B) til speciallæge i intern medicin.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at læge (C) ifølge journalen den 16. juli 1999 havde telefonisk kontakt med (B)’s mand, og herefter i journalen har anført, at (B)’s mavesymptomer set i bakspejlet kunne have været udtryk for en hjertesygdom, men at han ikke havde haft mistanke herom.

Patientklagenævnet finder, at læge (C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 ikke havde anledning til at tolke (B)’s symptomer som tegn på en hjertelidelse, idet han ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet. Det er nævnets opfattelse, at lægen relevant tolkede (B)’s symptomer som tegn på sygdom i mavesækken og nederste del af spiserøret, og at han korrekt henviste til speciallæge i intern medicin, da symptomerne fortsatte til trods for bedring i (B)’s tilstand.

Nævnet kan oplyse, at symptomer med svien, smerte og sure opstød lige under og bag brystbenet optræder hyppigt i almen praksis. Medicinsk behandling vil sædvanligvis blive forsøgt.

Afgørelsen er truffet på baggrund af de oplysninger, som blev sendt med Patientklagenævnets brev af 16. november 1999. Kommentarer fra sagens parter er indgået i nævnets vurdering af sagen.

Der kan ikke klages over afgørelsen til anden administrativ myndighed. Hvis der kommer nye oplysninger, som er af væsentlig betydning for sagen, kan den tages op på ny.”

 

I e-mail af 16. februar 2000 til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn gjorde A indsigelse mod nævnets afgørelse af 8. februar 2000. A skrev bl.a. følgende:

”Jeg er dybt rystet over det grundlag, hvorpå Patientklagenævnet har truffet afgørelse i min klagesag over min hustrus praktiserende læge, vedrørende behandlingen af min hustru, i tiden op til hendes død.

I Deres brev af 10. januar skrev De:

’Jeg kan bekræfte, at det er sædvane i Patientklagenævnet at benytte sagkyndige konsulenter med samme uddannelsesmæssige baggrund som den indklagede sundhedsperson. Nævnet kan dog på sit møde beslutte, at sagen skal forelægges en konsulent med en anden uddannelsesmæssig baggrund. Deres holdning hertil, som De har givet udtryk for i Deres brev af 21. december 1999, forelægges nævnet sammen med sagens øvrige akter.’

Nævnet har i sin afgørelse, på ingen måde behandlet muligheden for, at lade en konsulent med en anden uddannelsesmæssig baggrund vurdere sagen.

Det er min klare opfattelse, at da jeg fuldt ud forkaster Patientklagenævnets forslag til afgørelse, må nævnet komme med et nyt forslag. I min forkastelse af forslaget, gennemgik jeg grundigt den sagkyndige konsulents redegørelse for forløbet. Jeg påpegede at der flere steder var direkte fejlcitering af det foreliggende journalmateriale. Samt at der anvendtes et sprog der i positive vendinger omtalte den indklagede sundhedspersons diagnosticering, frem for blot at holde sig objektivt til det. Og endelig mente jeg, at den sagkyndige konsulent havde udeladt vigtige elementer i journalen.

Desuden ønskede jeg sagen forelagt en konsulent med en anden uddannelsesmæssig baggrund, end den indklagede sundhedsperson.

Patientklagenævnet har på ingen måde søgt at opfylde dette. Man har i stedet blot ladet en ny sagkyndig konsulent i almen medicin gennemgå journalmaterialet. Denne skriver i store træk det samme som den første, og hans vurdering falder på et ligeså subjektivt grundlag som den første. Han inddrager endda i sin vurdering at jeg ikke var tilstede ved konsultationerne. For det første finder jeg det ikke relevant for vurderingen, for det andet ved jeg ikke hvor lægen har den oplysning fra. Da det ikke fremgår af journalen, om jeg var tilstede, ved konsultationerne, kan jeg kun tolke det som, at den sagkyndige har været i kontakt med den indklagede sundhedsperson. Så uden at ville gennemgå denne sagkyndiges vurdering slavisk, kan jeg alene ved dette, konstatere at denne ikke har foretaget sin vurdering på et sagligt og uvildigt grundlag.

Patientklagenævnets afgørelse er i store træk, en genudskrivning af deres forslag til afgørelse. Endda deres stavefejl er med, også den pludselige navneændring fra (B) til (E).

Jeg finder det dybt beklageligt, at jeg ikke har ret til at udtale mig om den nye sagkyndiges vurdering, men at man blot herudfra træffer afgørelsen. Man har altså fra nævnets side fundet min kritik korrekt, og har derfor bedt en anden udtale sig i sagen. Men man har ikke ønsket, at lade en person med en anden uddannelsesmæssig baggrund udtale sig. Man gør end ikke i afgørelsen opmærksom på, at jeg har bedt om en sådan ny vurdering. Eller forklarer hvorfor man har besluttet ikke at gøre det. Men blot valgt at benytte, en anden sagkyndig i almen medicin, hvilket man i øvrigt heller ikke gør opmærksom på i afgørelsen.

Patientklagenævnet skriver i deres afgørelse: ’Afgørelsen er truffet på baggrund af de oplysninger, som blev sendt med Patientklagenævnets brev af 16. oktober 1999. Kommentarer fra sagens parter er indgået i nævnets vurdering af sagen.’

For det første har Patientklagenævnet truffet afgørelse på grundlag af den nye sagkyndiges vurdering. Dette på trods af, at man først har modtaget vurderingen fra denne den 1. februar 2000. For det andet har nævnet i deres afgørelse under ingen omstændigheder taget højde, for de kommentarer jeg er fremkommet med.

I pjecen ’sagsgang i Patientklagenævnet’ som er udsendt af sundhedsstyrelsens patientklagenævn, står under ’Sagens parter orienteres’ at læse: ’Det er Patientklagenævnets pligt at sikre alle parters rettigheder. Embedslægens sammenfatning (og kopi af de relevante sagsakter), Patientklagenævnets forslag til afgørelse og eventuelle sagkyndige konsulenters udtalelser sendes derfor både til klageren og til de sundhedspersoner klagen drejer sig om. Parterne får herved lejlighed til at komme med kommentarer, inden nævnet træffer en afgørelse.’ Hvis dette er den procedure der skal følges, kan det undre mig, at jeg sammen med afgørelsen modtager den nye sagkyndiges vurdering. På denne måde er jeg blevet afskåret fra at kommentere den sagkyndiges vurdering. En vurdering som Patientklagenævnet bygger deres afgørelse på.

Det er min opfattelse, at nævnet kunne have bedt en Jord & Betonarbejder om at være den sagkyndige konsulent nummer to. For eftersom jeg alligevel ikke kan gøre indsigelse om nævnets afgørelse, finder jeg det irrelevant at spørge en ny. Ligesom jeg finder det irrelevant, at spørge en anden sagkyndig i almen medicin, hvis man fra nævnets side mener, at den førstes udtalelse er tilstrækkelig.

Dette bygger jeg på, at Patientklagenævnet allerede i sit forslag til afgørelse, har truffet deres afgørelse. Fordi Patientklagenævnet i sin konklusion i deres forslag til afgørelsen har skrevet det, der bliver den endelige afgørelse. Den nye sagkyndige peger endda i sin vurdering under pkt. 7 på: ’ ligesom det fremgår af sagen at dødsårsagen ikke er afklaret, idet der ikke blev foretaget obduktion.’ Årsagen til den manglende obduktion kender vi jo alt for godt! Nemlig, at man glemte dette på (X) sygehus.”

 

Patientklagenævnets direktør svarede på A’s brev den 22. februar 2000 og skrev følgende:

”Jeg har modtaget Deres email af 16. februar 2000.

Jeg vil først beklage, at Patientklagenævnet ét sted i sin afgørelse fejlagtigt har omtalt Deres afdøde hustru som (E).

De har i Deres email anført, at Patientklagenævnet har skrevet til Dem, at afgørelsen er truffet på grundlag af de oplysninger, som blev sendt med nævnets brev af 16. november 1999, selv om udtalelsen fra sagkyndig konsulent (G) af 26. januar 2000 indgik i afgørelsesgrundlaget.

Der er tale om en skrivefejl, hvilket jeg naturligvis beklager. Jeg vil dog gerne understrege, at dette ikke betyder, at udtalelsen fra sagkyndig konsulent (G) ikke indgik i afgørelsesgrundlaget.

Endvidere har De stillet spørgsmålstegn ved (G)’s uvildighed, idet De forudsætter, at denne har været i kontakt med den indklagede.

Patientklagenævnet har i dag talt med (G), der oplyser, at han ikke har været i kontakt med praktiserende læge (C). Hans udtalelse bygger alene på de akter der findes i sagen, og som er tilsendt Dem den 16. november 1999.

Jeg vil endvidere henlede Deres opmærksomhed på, at nævnet i forbindelse med sin afgørelse ikke har lagt vægt på de forhold, (G) har anført i punkt 7 i sin vurdering.

Med hensyn til det forhold, at nævnet har truffet afgørelse, uden at De har haft lejlighed til at kommentere (G)’s vurdering, kan jeg oplyse, at dette skyldes, at der er overensstemmelse mellem (G)’s og (D)’s vurdering af sagen. Der er således ikke i (G)’s vurdering nye oplysninger, som De ikke har haft lejlighed til at kommentere. I denne situation har nævnet valgt at sende en kopi af (G)’s vurdering til orientering samtidig med, at De modtog nævnets afgørelse.

Efter at have gennemgået Deres sag er det min bestemte opfattelse, at nævnet har foretaget en grundig behandling af Deres klage, og at afgørelsen er truffet på et sagligt grundlag. Jeg kan dog oplyse Dem om, at De har mulighed for at klage til Folketingets Ombudsmand over nævnets sagsbehandling.

Jeg har ikke opfattet Deres henvendelse som en anmodning om, at nævnet genoptager Deres klage til fornyet realitetsbehandling, og skal derfor bede Dem om at gøre opmærksom på, hvis De ønsker dette.

Nævnet kan genoptage sagen, hvis der kommer nye væsentlige oplysninger, som kan føre til en afgørelse med et andet resultat.”

 

Den 5. april 2000 klagede A til mig. A beskrev hændelsesforløbet - herunder at X Sygehus ved en fejl ikke havde foretaget obduktion af hans afdøde hustru til trods for hans udtrykkelige ønske herom. A bad mig bl.a. om at vurdere følgende:

Hvorfor reagerer Patientklagenævnet ikke af egen kraft, og videregiver min klage over (X) Sygehus’ manglende obduktion af min hustru. Men beder mig foretage dette.

.

Hvorfor tages der overhovedet ikke hensyn til mine kommentarer i den endelige afgørelse. Man har blot spurgt en anden, som jeg end ikke får ret til at kommentere.

Hvorfor omtales det ikke i afgørelsen, at jeg har bedt om en udtalelse fra en anden sagkyndig sundhedsperson med en anden uddannelsesmæssig baggrund end den indklagede sundhedsperson.

Hvordan kan en ikke foreliggende udtalelse indgå i den endelige afgørelse.”

I brev af 25. april 2000 bad jeg Patientklagenævnet om en udtalelse i anledning af A’s klage over nævnets afgørelse af 8. februar 2000 og nævnets sagsbehandling i den forbindelse, jf. A’s klagepunkter 1, 3, 4 og 5.

 

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn udtalte den 11. maj 2000 bl.a. følgende:

Udtalelse

Ad klagepunkt nr. 1

Den 17. august 1999 modtog Patientklagenævnet en klage fra (A). Han klagede over, at hans afdøde hustrus praktiserende læge ved tre konsultationer havde vurderet, at årsagen til hendes symptomer var akut mavekatar. Endvidere klagede han over, at (X) Sygehus havde glemt at foretage obduktion af hans afdøde hustru, samt at dødsattesten var udfyldt forkert.

Ved brev af 19. august 1999 meddelte Patientklagenævnet (A), at nævnet havde antaget hans klage over den praktiserende læge til realitetsbehandling, men at nævnet ikke havde kompetence til at behandle klagen over obduktion og dødsattest, da obduktion og udfærdigelse af dødsattest ikke foretages i en behandlingssituation og således ikke kan betegnes som sundhedsfaglig virksomhed. Nævnet henviste (A) til at rette sin klage over den manglende obduktion og udfærdigelsen af dødsattesten til Sundhedsstyrelsen, under hvis kompetence disse spørgsmål hører.

Det er nævnets opfattelse, at denne procedure er hensigtsmæssig, idet nævnet finder, at det ikke kunne tages for givet, at (A) ønskede at opretholde sin klage, når han blev bekendt med, at klagen skulle rettes til en anden instans.

Ad klagepunkterne nr. 3, 4 og 5

Den 16. november 1999 sendte Patientklagenævnet et forslag til afgørelse af klagesagen bilagt kopi af sagens akter til (A). Heri indgik en vurdering af 28. oktober 1999 fra en sagkyndig konsulent i almen medicin (praktiserende læge). Samtidig gjorde nævnet opmærksom på, at eventuelle bemærkninger til det fremsendte materiale skulle være nævnet i hænde indenfor 2 uger.

Den 25. november 1999 modtog nævnet (A)’s bemærkninger til det fremsendte materiale. (A) gav heri blandt andet udtryk for, at han fandt, at sagen burde forelægges for sagkyndige konsulenter i patologi, hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi.

Sagen blev herefter behandlet på et møde i nævnet den 29. december 1999. (A)’s bemærkninger til det fremsendte materiale indgik i det grundlag, hvorpå nævnet skulle træffe afgørelse. Nævnet fandt, at sagen burde forelægges for en anden sagkyndig i almen medicin med henblik på en ’second opinion’. Endvidere bemyndigede nævnet formanden til at træffe afgørelse i sagen, når denne ’second opinion’ forelå.

Den 1. februar 2000 forelå der en vurdering fra en ny sagkyndig konsulent i almen medicin. Nævnsformanden fandt herefter, at der skulle træffes afgørelse i overensstemmelse med det afgørelsesforslag, nævnet havde haft til behandling på sit møde den 29. december 1999, dog således at der skulle tilføjes et indledende afsnit om det forhold, at (A)’s hustru i flere år havde lidt af forhøjet blodtryk. Der blev ikke foretaget ændringer i nævnets begrundelse og konklusion.

Afgørelsen blev meddelt (A) i nævnets brev af 8. februar 2000. Nævnet vedlagde en kopi af den ny sagkyndige vurdering til orientering. I tilslutning til afgørelsen skrev nævnet følgende i brevet til (A): ’Afgørelsen er truffet på baggrund af de oplysninger, som blev sendt med Patientklagenævnets brev af 16. november 1999. Kommentarer fra sagens parter er indgået i nævnets vurdering af sagen.’

I en e-mail af 16. februar 2000 gjorde (A) nævnet opmærksom på, at den ny sagkyndige vurdering ikke kunne have indgået i det grundlag, hvorpå nævnet traf afgørelse, hvis afgørelsen var truffet på baggrund af de oplysninger, som blev sendt med Patientklagenævnets brev af 16. november 1999.

Nævnet svarede hertil i sit brev af 22. februar 2000 til (A), at der var tale om en skrivefejl. Nævnet understregede, at dette ikke betød, at den ny sagkyndige vurdering ikke havde indgået i afgørelsesgrundlaget.

Med hensyn til (A)’s klage over, at nævnet ved sin afgørelse ikke har taget hensyn til hans kommentarer til de akter, der blev sendt til ham den 16. november 1999, skal nævnet anføre, at disse kommentarer indgik i det grundlag, hvorpå nævnet traf afgørelse. Efter at der var indhentet en ny sagkyndig vurdering, fandt nævnet, at (A)’s kommentarer ikke gav anledning til, at der skulle foretages yderligere.

Med hensyn til (A)’s klage over, at han ikke fik lejlighed til at kommentere den ny sagkyndige vurdering, inden nævnet traf afgørelse, skal nævnet anføre, at der ikke var nye oplysninger i den ny sagkyndige vurdering, idet den var i overensstemmelse med den først indhentede sagkyndige vurdering. Det er således nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med forvaltningsloven ikke at partshøre (A) over den ny sagkyndige vurdering.

(A) har i sin klage til ombudsmanden anført, at han finder, at hans ønske om, at sagen burde have været forelagt for en sagkyndig konsulent med en anden uddannelsesmæssig baggrund end den indklagede sundhedsperson, burde have fremgået af nævnets afgørelse.

Patientklagenævnet skal hertil bemærke, at nævnet ved sine afgørelser tager stilling til klager over sundhedsfaglig virksomhed. Det er nævnets opfattelse, at det på denne baggrund ikke er relevant i afgørelsen af anføre, at der fra en klager har været fremsat ønske om, at nævnet foretager yderligere sagsbehandlingsmæssige tiltag.

Endelig skal nævnet med hensyn til (A)’s klage over, at den ny sagkyndige vurdering ikke indgik i nævnets afgørelsesgrundlag, i det hele henvise til bemærkningerne i nævnets brev til (A) af 22. februar 2000, som omtalt ovenfor.”

 

Den 16. maj 2000 sendte jeg en kopi af Patientklagenævnets udtalelse til A og bad om hans eventuelle bemærkninger til udtalelsen.

A kommenterede udtalelsen i brev af 30. maj 2000. Han fastholdt for så vidt angår klagepunkt 1, at nævnet burde have videresendt hans klage over X Sygehus til Sundhedsstyrelsen. Derudover gjorde han bl.a. gældende at Patientklagenævnet var gået alt for let hen over hvad det egentlig var han klagede over, nemlig ”at lægen ikke opdagede at [hans] hustru havde problemer med hjertet”. A bestred ikke at hun også kunne have haft mavekatar. A anklagede nævnet for at bestræbe sig på at finde det mest fordelagtige ordvalg for den indklagede sundhedsperson. Desuden gjorde han gældende at han ikke var gjort bekendt med nævnets beslutning på mødet den 29. december 1999 om at forelægge sagen for en anden sagkyndig i almen medicin med henblik på en ”second opinion”. Han blev heller ikke gjort bekendt med at man herefter ville træffe afgørelse i sagen. Han betvivlede at nævnet havde ladet hans kommentarer indgå i afgørelsen, da forslaget til afgørelse og den endelige afgørelse var næsten tro kopier. A hævdede at den anden sagkyndige person var kommet med oplysninger der ikke var at finde i journalerne, nemlig spørgsmålet om hvorvidt han havde været til stede under hans hustrus lægekonsultationer eller ikke. A gav udtryk for utilfredshed med at nævnet ikke havde ladet en sagkyndig person med en anden uddannelsesmæssig baggrund end almen medicin komme med en ”second opinion”. Nævnet havde ikke begrundet denne beslutning. Hvis han havde kendt til denne beslutning, ville han have trukket sin klage tilbage for derefter at gå rettens vej. A anførte desuden at han ikke forstod hvordan udtalelsen fra 26. januar 2000 kunne være indgået i grundlaget for afgørelsen, når nævnet havde oplyst at afgørelsen var truffet på grundlag af de oplysninger der forelå den 16. november 1999.

Jeg sendte den 23. juni 2000 en kopi af A’s brev af 30. maj 2000 til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og bad om nævnets bemærkninger til det han havde anført i brevet.

Den 7. juli 2000 udtalte Sundhedsvæsenets Patientklagenævn følgende:

 

Udtalelse

(A) har anført, at han finder, at Patientklagenævnet er gået for let hen over, hvad han klager over, idet nævnet har ændret klagen til en simpel klage over mavekatar.

På baggrund af (A)’s klage af 10. august 1999 formulerede Patientklagenævnet følgende klagepunkt, som meddeltes (A) ved brev af 19. august 1999:

’At læge (C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 vurderede, at årsagen til (B)’s symptomer var akut mavekatar.’

Samtidig meddeltes det (A), at hans klage ville blive fremsendt til Embedslægen i (Y) Amt med henblik på indhentelse af de nødvendige oplysninger. Embedslægen fik således fremsendt (A)’s originale klage, hvoraf det fremgik, at (B) om morgenen den 24. maj 1999 var dårlig, havde ondt i brystet og kort herefter afgik ved døden.

(A) gjorde ikke efterfølgende Patientklagenævnet opmærksom på, at han ikke var enig i nævnets formulering af klagepunktet.

Nævnet havde således ingen anledning til at antage, at (A) ikke fandt formuleringen af klagepunktet dækkende for hans klage.

Det er i øvrigt nævnets opfattelse, at nævnet ved sin afgørelse af 8. februar 2000 har taget stilling til de forhold, som (A) anførte i sin klage.

(A) har endvidere anført, at han ikke kan forstå, hvorledes hans kommentarer til afgørelsesforslaget er indgået i den endelige afgørelse, idet den endelige afgørelse er næsten identisk med afgørelsesforslaget.

Det skal hertil bemærkes, at (A)’s kommentarer indgik i det grundlag, hvorpå nævnet traf afgørelse. Nævnet fandt, at (A)’s kommentarer ikke gav anledning til, at der skulle ændres i det afgørelsesforslag, nævnet fik forelagt.

Ligeledes har (A) anført, at de akter, som direktøren henviser til i sit brev af 22. februar 2000, ikke findes.

Hertil skal nævnet bemærke, at kopi af disse akter blev sendt til (A) i forbindelse med partshøring den 16. november 1999. (A) kan til enhver tid få aktindsigt i de akter, der findes på hans sag.

(A) har videre anført, at det forhold, at nævnet uden hans vidende valgte at indhente en second opinion, har frataget ham muligheden for at få prøvet nævnets afgørelse ved domstolene.

Nævnets baggrund for at indhente en second opinion er at træffe afgørelse på et sikkert grundlag. Det er nævnets opfattelse, at dette ikke forhindrer (A) i at lade nævnets afgørelse prøve ved domstolene.

Det skal endvidere oplyses, at det er nævnets faste praksis at anvende sagkyndige konsulenter indenfor samme speciale som den sundhedsperson, der er indklaget i en sag.

I øvrigt skal Patientklagenævnet henvise til sin udtalelse sendt til ombudsmanden den 11. maj 2000.”

 

Jeg bad i brev af 14. juli 2000 om A’s eventuelle bemærkninger til nævnets anden udtalelse i sagen.

I brev af 9. august 2000 kommenterede A nævnets anden udtalelse. Han mente at nævnet havde overtrådt forvaltningslovens § 7 ved ikke at oversende klagen over X Sygehus til Sundhedsstyrelsen og § 19 ved ikke at lade ham se sagens akter før der blev truffet afgørelse i sagen. Nævnet kunne efter hans opfattelse - på baggrund af hans totale afvisning af forslaget til afgørelse - ikke påberåbe sig at der ikke var nye oplysninger i den anden sagkyndige vurdering. A oplyste at det var hans ønske at Patientklagenævnet trak sin afgørelse tilbage; han ønskede ikke sagen genoptaget da han ikke fandt nævnet uvildigt. Han fastholdt at nævnet var gået for let hen over hvad det var han klagede over. Han fastholdt desuden at hans kommentarer til forslaget til afgørelse ikke kunne være indgået i nævnets endelige afgørelse eftersom den endelige afgørelse i sin ordlyd var stort set identisk med forslaget til afgørelse. A fastholdt derudover at det ikke fremgik nogen steder af sagens akter om han havde været til stede under hans hustrus lægekonsultationer. A skrev yderligere at han på intet tidspunkt havde skrevet at han ønskede nævnets afgørelse prøvet ved domstolene, men at han ville have trukket klagen tilbage hvis han var blevet partshørt, og i stedet have anlagt en retssag mod lægen - ikke mod Patientklagenævnet. A kommenterede endelig nævnets oplysning om at det var nævnets faste praksis at anvende sagkyndige konsulenter inden for samme speciale som den sundhedsperson der var indklaget i en sag. I den forbindelse gjorde han gældende at dette vel ikke var ensbetydende med at man ikke kunne anvende andre sagkyndige. Patientklagenævnet burde i det mindste have orienteret ham om at nævnet ikke havde i sinde at imødekomme hans ønske om at der blev indhentet en sagkyndig vurdering fra en person med et andet speciale.

Den 11. september 2000 skrev jeg bl.a. følgende til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn:

”Jeg vedlægger en kopi af (A)’s brev og anmoder om nævnets bemærkninger til det som (A) har anført under punkt fem (om nævnets faste praksis hvorefter der anvendes sagkyndige konsulenter inden for samme speciale som den sundhedsperson der er indklaget i en sag).

Jeg anmoder endvidere om Patientklagenævnets eventuelle bemærkninger til det som (A) har anført under de øvrige punkter. For en ordens skyld bemærker jeg i den forbindelse at jeg samtidig hermed har skrevet til (A) at jeg ikke har forstået en bemærkning fra hans side under punkt tre som en anmodning om aktindsigt. Jeg har henvist (A) til - hvis bemærkningen er ment som en sådan anmodning - da selv at rette henvendelse til Patientklagenævnet.

Efter en foreløbig gennemgang af sagens akter anmoder jeg endvidere om nærmere oplysninger vedrørende et enkelt spørgsmål.

 

I journalen er der for den 6. april 1999 noteret bl.a. følgende:

’Nogle dage tiltagende ondt i epigastriet men også udstrålende mod venstre arm. Halsbrand og sure opstød.

Obj: Ikke alment påvirket. Intet peritonealt, men meget øm i epigastriet.’

Den første sagkyndige konsulent i almen medicin har i sin erklæring af 28. oktober 1999 anført bl.a. følgende:

’ , at (B) ikke var alment påvirket, det vil sige, der var ikke andre symptomer end ømhed i epigastriet. Det var altså ikke symptomer tydende på sygdom ved hjertet, så som dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet.’

(A) har i et brev af 23. november 1999 til Patientklagenævnet bemærket bl.a. følgende:

’For det første udelades fuldstændig journalens første sætning vedrørende konsultationen den 06-04-99: ’Nogle dage tiltagende ondt i epigastriet men også udstrålende mod venstre arm ’. For det andet nedtones det, at min hustru er ’ meget øm i epigastriet’, med: ’ ømhed i epigastriet’. Endelig læser jeg ingen steder i journalen, hvorvidt der er observeret dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet. Denne sidste konklusion kan jeg udelukkende tillægge sagkyndig konsulent i Almen Medicin.’

Den anden sagkyndige konsulent i almen medicin har i sin erklæring af 26. januar 2000 anført bl.a.:

’2) den 06.04.1999 efter nogle dages smerter højt oppe i maven under brystbenet (epigastriet), at der var halsbrand og sure opstød samt udstråling til venstre arm. Lægen fandt ved sin objektive undersøgelse ikke (B) påvirket, men han fandt ømhed det pågældende sted.

Vurdering: Syrerelaterede smerter i mavesæk og på overgang mellem mavesæk og spiserør er ofte sviende, og sammen med symptomerne halsbrand og sure opstød må det anses for faglig korrekt at praktiserende læge (C) vurderede, og handlede efter, at der forelå en syreproblematik. Der forelå ikke oplysninger om smerter i hjerteregionen, der var ømhed opadtil i maven og den oplyste udstråling mod venstre arm var i den konkrete situation [ ] en detalje som ikke i sig selv overbevisende burde have givet anledning til overvejelser om udredning for hjertelidelse.’

Den 8. februar 2000 traf Patientklagenævnet følgende afgørelse:

Patientklagenævnet finder, at læge (C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 ikke havde anledning til at tolke (B)’s symptomer som tegn på en hjertelidelse, idet han ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet [min fremhævning]. Det er nævnets opfattelse, at lægen relevant tolkede (B)’s symptomer som tegn på sygdom i mavesækken og nederste del af spiserøret, og at han korrekt henviste til speciallæge i intern medicin, da symptomerne fortsatte til trods for bedring i (B)’s tilstand.

Nævnet kan oplyse, at symptomer med svien, smerte og sure opstød lige under og bag brystbenet optræder hyppigt i almen praksis. Medicinsk behandling vil sædvanligvis blive forsøgt.

Jeg anmoder Patientklagenævnet om at oplyse hvoraf det objektivt og positivt fremgår at lægen ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet.”

 

I brev af 27. september 2000 udtalte Patientklagenævnet følgende:

Udtalelse

Folketingets Ombudsmand har ønsket nævnets stillingtagen til de bemærkninger, (A) har anført under punkt 5 i sit brev af 9. august 2000. (A) har anført, at han finder, at det forhold, at det er nævnets faste praksis at anvende en sagkyndig konsulent indenfor samme speciale som den sundhedsperson, der er klaget over, ikke er ensbetydende med, at man ikke i særlige tilfælde kunne anvende sagkyndige konsulenter indenfor et andet speciale. (A) har endvidere anført, at han finder, at han inden afgørelsen burde have været orienteret om, at man ikke fulgte hans ønske om at forelægge sagen for sagkyndige konsulenter indenfor andre specialer.

Nævnet kan oplyse, at det er den altovervejende hovedregel, at nævnet lader en sag vurdere af en sagkyndig konsulent indenfor samme speciale, som den sundhedsperson, der er klaget over. I ganske få tilfælde, og kun hvis helt særlige forhold gør sig gældende, lader nævnet sagen vurdere af en sagkyndig konsulent indenfor et andet speciale. Sådanne særlige forhold vil typisk være, at den læge, der er klaget over, har udført sundhedsfaglig virksomhed, der sædvanligvis varetages af en læge med et andet speciale. I (A)’s sag var det nævnets vurdering, at sådanne særlige forhold ikke gjorde sig gældende.

(A) anførte i sit brev af 25. november 1999 til Patientklagenævnet, at han fandt, at sagen burde forelægges for sagkyndige konsulenter i patologi, hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi. På et møde den 29. december 1999 besluttede nævnet, at sagen skulle forelægges for en anden sagkyndig konsulent i almen medicin med henblik på en ’second opinion’. (A) blev ikke orienteret om denne beslutning.

Nævnet skal erkende, at det havde været hensigtsmæssigt, om (A) inden sagens afgørelse havde fået meddelelse om, at man ikke havde fundet grundlag for at imødekomme hans ønske om, at sagen blev forelagt for sagkyndige konsulenter i patologi, hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi, og begrundelsen herfor.

Ombudsmanden har endvidere bedt Patientklagenævnet oplyse, hvoraf det objektivt og positivt fremgår, at lægen ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet.

Nævnet kan hertil oplyse, at dårlig hudkulør, åndenød og smerter bag brystbenet er symptomer, der kan give en læge mistanke om en hjertelidelse. Disse symptomer er samtidig udtryk for, at patientens almentilstand er påvirket.

Praktiserende læge (C) anførte i journalen den 6. april 1999, at (B) ikke var alment påvirket. Patientklagenævnet har heraf udledt, at (B) ikke havde dårlig hudkulør, åndenød og smerter bag brystbenet, som altså er typiske symptomer ved en hjertelidelse, idet tilstedeværelsen af sådanne symptomer efter nævnets opfattelse ville have ført til den lægelige vurdering, at (B)’s almentilstand var påvirket.

Det fremgår således ikke nogetsteds positivt, at (B) ikke havde dårlig hudkulør, åndenød og smerter bag brystbenet, men nævnet har på baggrund af journalnotatet af 6. april 1999 anset det for godtgjort, at der ikke var sådanne typiske symptomer på hjertelidelse til stede.

Patientklagenævnet har ikke i øvrigt bemærkninger til (A)’s brev af 9. august 2000. Der henvises til vores tidligere udtalelser i sagen.”

 

Den 14. november 2000 bad jeg om A’s bemærkninger til udtalelsen.

I brev af 19. november 2000 bad A mig om at stille Patientklagenævnet nogle spørgsmål af lægefaglig karakter vedrørende problemer med at diagnostisere en hjertelidelse og risikoen for at sammenblande symptomerne herpå med mavekatar; om man ikke under alle omstændigheder burde undersøge for den mest livstruende sygdom først; og endelig om dette ikke var almen viden for praktiserende læger.

A vedlagde bl.a. nogle spørgsmål han havde stillet, og svar han havde modtaget fra lægebrevkasser på Internettet - heraf et svar fra ( ).

I brev af 28. november 2000 kommenterede A Patientklagenævnets udtalelse af 27. september 2000, herunder sagsoplysningsgrundlaget. A henviste til at han i sit brev af 23. november 1999 til nævnet havde forlangt at nævnet inddrog oplysninger om hans hustrus helbredstilstand fra perioden før den 6. april 1999, og han fandt det kritisabelt at man ikke havde indhentet alle de oplysninger (fra øvrige sundhedspersoner) der fremgik af hans hustrus journaler. Derimod mente A det var tilfredsstillende at nævnet erkendte at det havde været hensigtsmæssigt hvis han inden sagens afgørelse havde fået meddelelse om at man ikke havde fundet grundlag for at imødekomme hans ønske om en ny sagkyndig udtalelse. A mente det var rent gætteri når nævnet ud fra sætningen ”at B ikke var alment påvirket” udledte at hun ikke havde dårlig hudkulør, åndenød og smerter bag brystbenet. A oplyste at hans hustru netop havde en meget dårlig hudkulør i denne periode. Hun havde også åndenød ( ”stadig mavesymptomer med forværring selv ved let anstrengelse” ). Han skrev desuden at det ikke kunne udelukkes at smerter i epigastriet ( ”Nogle dage tiltagende ondt i epigastriet” ) ikke var det samme som smerter bag brystbenet. Endelig mente han det var misvisende at nævnet i udtalelsen alene havde henvist til at B ”ikke [var] alment påvirket” , når lægen i journalen den 6. april 1999 havde skrevet: ”Obj: Ikke alment påvirket. Intet peritonealt, men meget øm i epigastriet”.

 

Den 30. januar 2001 sendte jeg kopi af A’s breve af 19. november 2000 (med bilag) og 28. november 2000 til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og bad om nævnets bemærkninger til det han havde anført i brevene. Samme dag skrev jeg bl.a. følgende til A:

”I breve af 19. (med bilag) og 28. november 2000 har De rejst spørgsmål og fremsat bemærkninger til Patientklagenævnets udtalelse af 27. september 2000 og til sagen, herunder til nævnets sagsoplysningsgrundlag (inddragelse af oplysninger fra perioden før den 6. april 1999).

Jeg har i dag sendt en kopi af Deres breve med bilag til Patientklagenævnet og bedt om nævnets bemærkninger til det som De har anført i brevene.

For en ordens skyld bemærker jeg at jeg - som jeg tidligere har vejledt Dem om, og som De selv anfører i brevet af 19. november 2000 - ikke har forudsætninger for at tage stilling til spørgsmål som kræver lægefaglig fagkundskab. På nuværende tidspunkt har jeg ikke grundlag for at bede Patientklagenævnet om udtrykkeligt at besvare de spørgsmål De har stillet. Hvis spørgsmålene giver Patientklagenævnet anledning til yderligere, har nævnet imidlertid mulighed for over for mig at fremkomme med disse bemærkninger inden jeg færdigbehandler sagen.”

 

Patientklagenævnet udtalte følgende den 22. februar 2001 i anledning af mit brev af 30. januar 2001:

Udtalelse

(A) har i brev af 19. november 2000 anmodet Folketingets Ombudsmand om at formå Patientklagenævnet at besvare en række spørgsmål. Spørgsmålene har sundhedsfaglig karakter.

I henhold til lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse er det Patientklagenævnets opgave at tage stilling til klager over den faglige virksomhed, som udøves af personer inden for sundhedsvæsenet. Nævnet har således ikke mulighed for og kompetence til at besvare spørgsmål af den karakter, som (A) stiller i sit brev. Det skal endvidere oplyses, at nævnet alene kan tage stilling til sundhedsfaglige forhold i forbindelse med nævnsbehandlingen af en konkret klage.

Såfremt (A) ønsker det, kan han begære sagen genoptaget og i den forbindelse anføre de spørgsmål, som han stiller i brevet til ombudsmanden. Nævnet vil, for så vidt der findes grundlag for at genoptage sagen, tage stilling til (A)’s spørgsmål, i det omfang de findes relevante for vurderingen af hans klage. Det skal oplyses, at nævnet kan genoptage sagen, hvis der fremkommer nye oplysninger, der har væsentlig betydning for sagens afgørelse.

(A) spørger i sit brev af 28. november 2000 til Folketingets Ombudsmand, om Patientklagenævnet ikke kan lade en sagkyndig konsulent med et andet speciale end den indklagede vurdere en sag, også hvor der ikke gør sig særlige forhold gældende.

Nævnet kan oplyse, at der ikke findes egentlige regler for anvendelsen af de sagkyndige konsulenter, og kan på denne baggrund besvare (A)’s spørgsmål bekræftende. Det er dog som beskrevet i nævnets brev af 27. september 2000 til ombudsmanden nævnets praksis, at en indklaget sundhedsperson vurderes af en sagkyndig konsulent med samme speciale som den indklagede.

(A) har videre i sit brev af 28. november 2000 anført, at han finder, at nævnet under sagsbehandlingen burde have indhentet journalmateriale og oplysninger fra øvrige sundhedspersoner, som havde behandlet (B) forud for behandlingen hos praktiserende læge (C).

Hertil skal det anføres, at det i første omgang var Embedslægeinstitutionen for (Y) Amt, der vurderede, hvilket materiale der skulle indhentes til belysning af (A)’s klage. Både sagkyndig konsulent (D) og sagkyndig konsulent (G) fandt herefter, at det indhentede materiale var tilstrækkeligt til at belyse sagen. Heller ikke nævnet fandt på sit møde anledning til at søge sagen yderligere belyst ved eventuel indhentelse af oplysninger og journalmateriale fra andre sundhedspersoner, der havde behandlet (B).

(A)’s klage vedrørte tre konkretiserede konsultationer hos en praktiserende læge.

I en sådan situation finder nævnet det i reglen fyldestgørende med en udtalelse bilagt journalmateriale fra denne læge. Det kan oplyses, at nævnet i visse sager finder grundlag for at supplere materialet fra den indklagede med journalmateriale m.v. fra andre sundhedspersoner, der har været involveret i behandlingen. Dette ville dog især være tilfældet, når flere sundhedspersoner har været involveret i behandlingen af de samme symptomer, eksempelvis ved at en praktiserende læge henviser til en speciallæge.

Sådanne forhold gjorde sig ikke gældende i forbindelse med læge (C)’s behandling af (B), og nævnet finder på denne baggrund, at det var tilstrækkeligt at indhente en udtalelse fra læge (C) bilagt dennes journalmateriale vedrørende (B).

(A) har endvidere i sit brev af 28. november 2000 anført, at nævnet i sin afgørelse har undladt at referere dele af journalnotatet af 6. april 1999, idet (A) anfører, at nævnet alene har henvist til, at (B) ikke var alment påvirket.

Nævnet skal i den forbindelse henvise til sin afgørelse af 8. februar 2000, hvor der vedrørende konsultationen den 6. april 1999 er lagt vægt på:

’at det af journalen fremgår, at (B) angav, at hun selv mente, at hun havde pådraget sig en akut mavekatar. Hun oplyste læge (C) om, at hun et par år tidligere havde fået syreneutraliserende medicin (Nizax). Ved henvendelsen oplyste hun, at hun havde smerter i øverste del af maven udstrålende mod venstre arm, og at hun havde halsbrand og sure opstød. Læge (C) undersøgte (B) og fandt, at hun var meget øm i øverste del af maven, men ellers upåvirket. Læge (C) ordinerede syreneutraliserende medicin (kapsel Nizax 300 mg), som (B) skulle tage om aftenen.’

Det er nævnets opfattelse, at dette er en meget præcis gengivelse af, hvad der står anført i journalen vedrørende konsultationen den 6. april 1999.”

 

Den 25. maj 2001 sendte jeg en kopi af nævnets udtalelse af 22. februar 2001 til A og bad om hans eventuelle bemærkninger hertil.

I brev af 5. juni 2001 kommenterede A udtalelsen og sagsoplysningsgrundlaget. A mente nævnet burde have indhentet oplysninger fra andre sundhedspersoner i hans hustrus journaler, og henviste til at læge C på side 1 øverst i hans hustrus journal havde skrevet: ” I den modtagne journal ligger også journal på den afdøde søn ( ). For resumé: Se Generel helbredsundersøgelse og speciallægeundersøgelser i forbindelse med pensionsansøgning i 1996”. A stod uforstående over for at Patientklagenævnet ikke havde indhentet oplysninger om disse undersøgelser. Desuden henviste han til at konsulent G i sin udtalelse havde lagt til grund at der ikke forelå ”oplysninger om at (B) tidligere havde haft hjerteproblemer ”. A ønskede oplyst hvordan konsulenten kunne vide dette når man ikke havde indhentet oplysninger om tidligere undersøgelser.

Den 12. juli 2001 bad jeg om Patientklagenævnets eventuelle bemærkninger til det A havde anført i brevet af 5. juni 2001.

 

Patientklagenævnet udtalte følgende den 14. august 2001:

Udtalelse

(A) har i sit brev af 5. juni 2001 anført, at det er falsk imødekommenhed fra Patientklagenævnets side, når nævnet skriver, at han måske vil kunne få svar på sine spørgsmål, hvis han anfører disse i forbindelse med en anmodning om genoptagelse af sagen. (A) har hertil anført, at han allerede stillede stort set de samme spørgsmål inden nævnet traf afgørelse i sagen.

Som det tidligere er anført, har alle (A)’s bemærkninger indgået i det grundlag, hvorpå nævnet traf afgørelse.

Som anført i nævnets brev af 22. februar 2001 til Folketingets Ombudsmand har nævnet ikke kompetence til at besvare spørgsmål af den karakter, som (A) stiller i sit brev af 19. november 2000.

Nævnet har gjort opmærksom på muligheden for at anmode om genoptagelse af sagen, fordi det fremgår af (A)’s breve, at han er utilfreds med nævnets afgørelse. Hvorvidt de sundhedsfaglige problemstillinger, som (A) har rejst i sit brev af 19. november 2000, vil kunne begrunde en genoptagelse af sagen, kan nævnet imidlertid ikke tage stilling til i sin korrespondance med Folketingets Ombudsmand. Hertil kræves en sundhedsfaglig vurdering, og endvidere er det ifølge § 15, stk. 3, i Patientklagenævnets forretningsorden det egentlige nævn bestående af en formand, to lægmænd og to fagpersoner, der afgør, om der er grundlag for genoptagelse af en sag.

(A) anfører videre i sit brev, at nævnet har været længe om at indrømme, at der ikke findes egentlige regler for anvendelse af de sagkyndige konsulenter.

Nævnet har en fast praksis for anvendelse af konsulenter, og praksis er fulgt i forbindelse med behandlingen af (A)’s klage.

Nævnet har ikke yderligere bemærkninger hertil.

(A) anfører ligeledes, at det er usandt, når nævnet anfører, at det i første omgang var Embedslægeinstitutionen for (Y) Amt, der vurderede, hvilket materiale der skulle indhentes til belysning af (A)’s klage.

Hertil skal anføres, at nævnet i forbindelse med antagelsen af (A)’s klage den 19. august 1999 sendte sagen til embedslægeinstitutionen med henblik på oplysning af sagen, herunder indhentelse af relevante udtalelser og relevant journalmateriale. Denne oversendelse af sagen til embedslægeinstitutionen skete under henvisning til § 19, stk. 1, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Med hensyn til (A)’s yderligere bemærkninger til Patientklagenævnets oplysning af sagen skal nævnet i det hele henvise til de tidligere udtalelser til Folketingets Ombudsmand.

Når (A) endelig i sit brev gør opmærksom på, at hans anke over nævnets referat af journalnotatet af 6. april 1999 gik på, hvad nævnet havde refereret i sit brev af 27. september 2000 til Folketingets Ombudsmand, skal det bemærkes, at nævnet besvarede et spørgsmål stillet af Folketingets Ombudsmand, nemlig, hvoraf det objektivt og positivt fremgik, at lægen ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystet. Nævnet fandt det ved sit svar herpå relevant at henvise til journalnotatet af 6. april 1999 og påpegede, at det heraf fremgik, at (B) ikke var alment påvirket. Nævnet fandt ikke de øvrige optegnelser i notatet relevante med henblik på besvarelsen af spørgsmålet fra Folketingets Ombudsmand.”

Jeg bad i brev af 22. august 2001 om A’s eventuelle bemærkninger til udtalelsen af 14. august 2001, og i brev af 23. august 2001 oplyste han at det havde store omkostninger for ham personligt gang på gang at gennemgå sagen. Derfor havde han ikke yderligere kommentarer til sagen. A fastholdt dog at nævnets svar på hans spørgsmål var mangelfulde, vildledende og usande, og at nævnet havde brudt lovgivningen, havde forsøgt at dække over dette, ikke været uvildigt og ikke indhentet de nødvendige oplysninger.

 

Ombudsmandens udtalelse

 

”Indholdet af nævnets afgørelse af 8. februar 2000

Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg - som jeg også tidligere har henledt Deres opmærksomhed på - kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol af de to lægefagkyndige vurderingers rigtighed - som er af afgørende betydning for denne sag - kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har. Jeg bemærker i den forbindelse at jeg har lagt til grund at nævnet som oplyst flere gange i udtalelserne til mig rent faktisk har inddraget Deres kommentarer i grundlaget for dets afgørelse.

Under hensyn til at nævnet desuden i brevet af 22. februar 2000 til Dem har beklaget at nævnet ved en skrivefejl meddelte Dem at afgørelsen var blevet truffet på grundlag af de oplysninger der blev sendt med nævnets brev af 16. november 1999, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

Jeg kan derfor ikke kritisere indholdet af Patientklagenævnets afgørelse af 8. februar 2000 hvorefter læge (C) ikke havde overtrådt lægeloven, jf. også nedenfor under pkt. 1.

Under min gennemgang af sagen har jeg af ovennævnte grunde måttet begrænse min undersøgelse til at omfatte de juridiske spørgsmål i sagen - som f.eks. om der er partshørt i overensstemmelse med reglerne, osv.

 

Nævnets sagsbehandling

De har under min behandling af sagen rejst indsigelse mod en række forhold i tilknytning til nævnets sagsbehandling. Jeg har koncentreret min undersøgelse af nævnets sagsbehandling til nedenstående forhold.

Jeg henviser til § 16, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand. Heraf fremgår det at ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

 

1) Oplysningsgrundlaget og Patientklagenævnets manglende orientering af Dem om afvisningen af Deres anmodning om indhentelse af sagkyndige erklæringer fra en patolog og fra specialister i henholdsvis hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi

Det er et almindeligt forvaltningsretligt princip at det påhviler forvaltningsmyndigheden at fremskaffe de oplysninger der er nødvendige for at myndigheden kan træffe afgørelse på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Dette princip kaldes official- eller undersøgelsesprincippet.

Det bygger på en konkret vurdering i hver enkelt sag hvor mange oplysninger myndigheden skal indhente for at opfylde officialprincippet - herunder hvilken karakter af oplysninger det drejer sig om, og fra hvilke personer eller myndigheder oplysningerne skal indhentes.

Patientklagenævnet har i dets udtalelse af 27. september 2000 til mig oplyst at det er den altovervejende hovedregel at nævnet lader en sag vurdere af en sagkyndig konsulent inden for samme speciale som den sundhedsperson der er klaget over. I ganske få tilfælde, og kun hvis helt særlige forhold gør sig gældende, lader nævnet sagen vurdere af en sagkyndig konsulent inden for et andet speciale. Sådanne særlige forhold vil typisk være at den læge der er klaget over, har udført sundhedsfaglig virksomhed der sædvanligvis varetages af en læge med et andet speciale.

Under hensyn til at jeg har forstået det sådan at det ikke er (helt) udelukket at nævnet kan anvende sagkyndige konsulenter med andet speciale end den eller de indklagede personers, kan den beskrevne praksis vedrørende nævnets valg af sagkyndige konsulenter ikke give mig anledning til bemærkninger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævns afgørelse i denne sag bygger som nævnt ovenfor på en vurdering af rent lægefaglig karakter, og nævnet besluttede ad to omgange at indhente vurderinger fra sagkyndige konsulenter. Jeg har ikke forudsætninger for at foretage en vurdering af om sagen herved var tilstrækkeligt oplyst til at nævnet kunne træffe en indholdsmæssigt rigtig og forsvarlig afgørelse i sagen. Jeg har heller ikke forudsætninger for at vurdere om nævnet - som De bad om i brevet af 23. november 1999 - tillige burde have indhentet udtalelser fra en patolog og fra specialister i henholdsvis hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi.

Jeg har derfor ikke grundlag for at kritisere Patientklagenævnets vurdering af at der med indhentelsen af de sagkyndige erklæringer fra de to alment praktiserende læger, (D) og (G), forelå et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag til at nævnet kunne træffe afgørelse i sagen. Jeg kan således heller ikke kritisere at nævnet traf afgørelse i sagen uden at indhente sagkyndige erklæringer fra en patolog og fra specialister i henholdsvis hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi.

Patientklagenævnet har endvidere i dets udtalelse af 27. september 2000 til mig skrevet at nævnet ’skal erkende, at det havde været hensigtsmæssigt, om (A) inden sagens afgørelse havde fået meddelelse om, at man ikke havde fundet grundlag for at imødekomme hans ønske om, at sagen blev forelagt for sagkyndige konsulenter i patologi, hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi, og begrundelsen herfor’.

Jeg er enig med nævnet i at det havde været hensigtsmæssigt at orientere Dem om afvisningen af Deres anmodning før nævnet traf afgørelse. Det havde således efter min opfattelse været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis De havde fået en sådan orientering fra nævnet forud for afgørelsen - navnlig i betragtning af at nævnet måtte have grund til at antage at De i så fald ville have væsentlige, supplerende bemærkninger til sagen. Nævnet kunne eventuelt i forbindelse med meddelelsen have fastsat en frist for Deres eventuelle bemærkninger til beslutningen om at afvise Deres anmodning.

Jeg henviser i denne forbindelse tillige til en tidligere sag som er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 164f*. Også i den sag udtalte jeg at det efter min opfattelse er god forvaltningsskik at myndigheden - i tilfælde af afvisning af en anmodning fra parten om indhentelse af yderligere oplysninger - orienterer parten herom inden der træffes afgørelse i sagen.

Jeg har gjort nævnet bekendt med min opfattelse.

 

2) Nævnets manglende partshøring af Dem over udtalelsen fra læge (G)

Reglerne om partshøring supplerer officialprincippet og kædes sammen med princippet ved at de oplysninger som en myndighed indhenter udefra, skal sendes til parten så denne kan få lejlighed til at kommentere dem.

Forvaltningslovens regler om partshøring på myndighedens initiativ findes i § 19. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe

afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder mv., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.’

Bekendtgørelse nr. 662 af 14. september 1998 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn indeholder i § 10, stk. 7, følgende bestemmelse:

§ 10.

Stk. 7. Sekretariatet hører parterne i overensstemmelse med forvaltningslovens regler over relevant materiale samt over sagkyndige vurderinger og forslag til afgørelse, inden Patientklagenævnet træffer afgørelse i sagen.’

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, pålægger kun myndigheder at partshøre over oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Efter fast praksis fortolkes bestemmelsen således at der ikke er pligt til at partshøre over interne vurderinger eller over myndighedernes regelanvendelse, jf. f.eks. Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, side 216ff*. Dette indebærer at bl.a. interne sagkyndige vurderinger ikke ifølge § 19, stk. 1, skal forelægges for parten inden der træffes afgørelse.

Ordlyden af § 10, stk. 7, i bekendtgørelsen om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er ikke ganske klar. Mest naturligt må bestemmelsen fortolkes således at den foreskriver at der partshøres i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 vedrørende ’relevant materiale’. Herudover skal sekretariatet sende sagkyndige vurderinger - hvad enten der er tale om eksterne eller interne vurderinger - til høring hos parterne. For denne fortolkning taler anvendelse af ordet ’samt’ og sammenstillingen af ’sagkyndige vurderinger’ og ’forslag til afgørelse’. Denne fortolkning harmonerer desuden bedst med almindelige ulovbestemte principper om partshøring således som de er kommet til udtryk i nyere ombudsmands- og retspraksis, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 2000, side 86ff*, Ugeskrift for Retsvæsen 2002.144 H (ugeskriftets online-udgave) og Ugeskrift for Retsvæsen 1997.889 H.

Der er med andre ord ikke pligt til at partshøre over interne sagkyndige vurderinger efter forvaltningslovens § 19 - pligten til at partshøre efter bestemmelsen vedrører alene eksterne vurderinger. Forretningsordenens § 10, stk. 7, derimod foreskriver udtrykkeligt en pligt for myndigheden til at partshøre over både interne og eksterne sagkyndige vurderinger.

Jeg har ved min behandling af spørgsmålet om partshøring lagt til grund at såvel (D)’s som (G)’s sagkyndige erklæringer er interne vurderinger. Der er således ikke efter forvaltningslovens § 19 pligt til at partshøre over vurderingerne.

 

Patientklagenævnet sendte Dem den 16. november 1999 de oplysninger der ville danne grundlag for nævnets afgørelse - herunder bl.a. (D)’s sagkyndige vurdering - og bad om Deres bemærkninger til materialet. Denne partshøring blev - bl.a. for den sagkyndige vurderings vedkommende - foretaget i henhold til forretningsordenens § 10, stk. 7.

Derimod partshørte nævnet Dem ikke over den sagkyndige vurdering fra (G).

Nævnet har i sit brev til Dem af 22. februar 2000 oplyst at ’dette skyldes, at der er overensstemmelse mellem (G)’s og (D)’s vurdering af sagen. Der er således ikke i (G)’s vurdering nye oplysninger, som De ikke har haft lejlighed til at kommentere. I denne situation har nævnet valgt at sende en kopi af (G)’s vurdering til orientering samtidig med, at De modtog nævnets afgørelse’. Nævnet har med andet ordvalg gentaget dette udsagn i dets udtalelse af 11. maj 2000 til mig.

Det forhold at (G)’s sagkyndige vurdering mundede ud i samme overordnede konklusion som (D)’s - nemlig at læge (C) havde levet op til den almindelige anerkendte faglige standard i forbindelse med sin undersøgelse og behandling af (B) - er efter min opfattelse på ingen måde ensbetydende med at der ikke er nye oplysninger i erklæringen som De burde have været partshørt over efter forretningsordenens § 10, stk. 7.

De havde i Deres brev af 23. november 1999 forkastet (D)’s sagkyndige vurdering efter at have foretaget en omfattende gennemgang af ordvalget og konklusionerne heri. (G)’s erklæring er mere omfattende, mere detaljeret og indeholder flere delkonklusioner end (D)’s. Der er således efter min opfattelse ingen tvivl om at De ville have haft fordel af at få lejlighed til at kommentere erklæringen inden der blev truffet afgørelse.

Patientklagenævnet burde således - efter § 10, stk. 7, i bekendtgørelsen om nævnets forretningsorden - have sendt (G)’s sagkyndige erklæring til partshøring før nævnet traf afgørelse i sagen.

Jeg har gjort Patientklagenævnet bekendt med min opfattelse, men foretager mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

 

3) Nævnets begrundelse for afgørelsen af 8. februar 2000

Det fremgår af forvaltningslovens § 22 at en afgørelse, når den meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Derudover fremgår det af lovens § 24 at begrundelser skal indeholde en henvisning til de retsregler som afgørelsen er truffet efter.

En begrundelse skal efter lovens § 24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 420ff, og Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 363ff. Hvis afgørelsen bygger på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Om fornødent skal begrundelsen indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Jeg har endvidere tidligere udtalt at en fyldestgørende begrundelse efter omstændighederne også vil kræve en stillingtagen til de anbringender som parten har gjort gældende under sagen (se f.eks. Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 359*). Dette gælder ikke blot hvis partens anbringender angår kriterier som myndigheden selv har inddraget i afgørelsen, men også andre partsanbringender som ikke umiddelbart kan afvises som uvæsentlige eller irrelevante for afgørelsen. For så vidt angår anbringender som af myndigheden anses for uvæsentlige eller irrelevante, men som parten selv lægger stor vægt på, vil det efter omstændighederne være rigtigst udtrykkeligt i begrundelsen kortfattet at angive at de pågældende anbringender ikke er tillagt betydning, således at parten kan konstatere at myndigheden har været opmærksom på disse, jf. herom også John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 428.

Efter at have modtaget Patientklagenævnets forslag til afgørelse sendte De den 23. november 1999 Deres bemærkninger til forslaget. De forkastede til fulde forslaget, og Deres brev indeholder en omfattende og detaljeret gennemgang - og kritik - af såvel (D)’s sagkyndige udtalelse (som dannede grundlag for nævnets forslag til afgørelse) som nævnets oplysning af sagen.

Nævnet har flere gange over for Dem og mig oplyst at Deres bemærkninger i brevet af 23. november 1999 indgik i grundlaget for nævnets endelige afgørelse af 8. februar 2000. Dette fremgår imidlertid ikke af nævnets begrundelse for den endelige afgørelse. Begrundelsen i den endelige afgørelse fremtræder som stort set identisk med begrundelsen i forslaget til afgørelse. Det fremgår således ikke af begrundelsen i den endelige afgørelse at De fremsatte ovennævnte bemærkninger til sagen, og nævnet forholder sig heller ikke hertil i dets begrundelse for afgørelsen.

Deres anbringender i brevet af 23. november 1999 kan efter min opfattelse - som lægmand - ikke uden videre betragtes som irrelevante. Desuden må det have fremstået tydeligt for nævnet at De tillagde anbringenderne betydelig vægt.

Det havde derfor efter min opfattelse været bedst stemmende med god forvaltningsskik at Patientklagenævnet i dets begrundelse i den endelige afgørelse havde gengivet de væsentligste af Deres indsigelser og udtrykkeligt forholdt sig til disse.

Det er i øvrigt min opfattelse at nævnet i dets begrundelse i den endelige afgørelse tillige (eventuelt kortfattet) burde have redegjort for udviklingen i sagen efter at nævnets forslag til afgørelse blev sendt til Dem.

Jeg har gjort nævnet bekendt med min opfattelse.

 

4) Sundhedsvæsenets Patientklagenævns manglende videresendelse til Sundhedsstyrelsen af Deres klage over (X) Sygehus

De har desuden klaget over at Patientklagenævnet i brevet af 19. august 1999 ikke videresendte Deres klage over (X) Sygehus til Sundhedsstyrelsen, men i stedet henviste Dem til selv at rette henvendelse til Sundhedsstyrelsen.

Forvaltningslovens § 7, stk. 2, har følgende ordlyd:

Stk. 2. Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed.’

Det forhold at en henvendelse indeholder rent private oplysninger, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1, udelukker ikke i sig selv videresendelse efter § 7, stk. 2. Men i sådanne tilfælde vil det være relevant for myndigheden at foretage en vurdering af om henvendelsen uden videre skal sendes til rette myndighed, eller om der i stedet skal gives vejledning om hvilken myndighed borgeren (selv) kan rette henvendelse til. Jeg henviser til Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 262, og til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 220ff.

Patientklagenævnet har i dets udtalelse af 11. maj 2000 til mig oplyst at det er nævnets opfattelse at den anvendte procedure var hensigtsmæssig. Nævnet fandt at det ikke kunne tages for givet at De ønskede at opretholde Deres klage når De blev bekendt med at klagen skulle rettes til en anden instans.

I den konkrete sag kan denne vurdering ikke give mig anledning til kritik.

 

Sammenfatning

Sammenfattende kan jeg ikke kritisere indholdet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns afgørelse af 8. februar 2000.

Jeg har imidlertid kritiseret nævnets sagsbehandling. Det er således min opfattelse at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik dersom De havde fået orientering om nævnets afvisning af at indhente sagkyndige erklæringer fra personer med andre specialer end almen medicin før nævnet traf afgørelse i sagen. Det er ligeledes min opfattelse at nævnet burde have partshørt Dem over (G)’s udtalelse før navnet traf afgørelse, jf. § 10, stk. 7, i bekendtgørelsen om nævnets forretningsorden. Endelig havde det efter min opfattelse været bedst stemmende med god forvaltningsskik at nævnet i dets begrundelse i den endelige afgørelse havde gengivet de væsentligste af Deres indsigelser og udtrykkeligt forholdt sig til disse. Nævnet burde i øvrigt i dets begrundelse tillige (eventuelt kortfattet) have redegjort for udviklingen i sagen efter at nævnets forslag til afgørelse blev sendt.

Afslutningsvis vil jeg gerne benytte lejligheden til at udtrykke min forståelse for den store sorg De må føle efter tabet af først Deres søn ( ) og siden Deres hustru.”

 

NOTER: (*) FOB 1989, s. 164, FOB 1990, s. 216 og s. 359, og FOB 2000, s. 86.