Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En advokat klagede på vegne af en teologistuderende bl.a. over at den studerende havde fået afslag på dispensation til for fjerde gang at lade sig indstille til eksamen i faget Ny Testamente.

Lærerrepræsentanterne i studienævnet havde afgivet en udtalelse til brug for fakultetsrådets behandling af sagen. Ombudsmanden mente at udtalelsen indeholdt oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, og at oplysningerne måtte anses for væsentlige for sagens afgørelse. Ombudsmanden mente derfor at fakultetsrådet inden afgørelsen blev truffet, havde pligt til at partshøre den studerende over udtalelsen, og mente at det var beklageligt at et brev i sagen var formuleret på en sådan måde at det gav indtryk af at den med brevet iværksatte høring var indholdsløs.

Ombudsmanden var enig med myndighederne i at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis den studerende var blevet underrettet om at sagen på grund af stemmelighed i studienævnet var blevet overgivet til fakultetsrådet til behandling.

Ligeledes var ombudsmanden enig med ministeriet i at fakultetsrådets afslag ikke opfyldte begrundelseskravene, og i at det var beklageligt at ministeriet ikke i forbindelse med sin afgørelse i sagen var opmærksom på begrundelsesmanglerne.

Ombudsmanden havde ingen bemærkninger til at myndighederne i forbindelse med deres afgørelser i et vist omfang inddrog oplysninger om den studerendes øvrige eksamensresultater, og ombudsmanden havde heller ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes bevisvurdering af en lægeerklæring eller for at kritisere at myndighederne ikke tillagde erklæringen vægt. (J.nr. 1999-2967-712 og j.nr. 1999-3467-630).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Afslag på dispensation til fjerde eksamensforsøg

 

Af sagens akter fremgår bl.a. at B i 1990 startede med at læse teologi på Københavns Universitet. I januar 1995 havde B bestået alle fag på grunduddannelsen bortset fra faget Ny Testamente. Ved det tredje eksamensforsøg i Ny Testamente i januar 1997 bestod B ikke. Denne sag angår myndighedernes afgørelse og behandling af B’s ansøgning om dispensation til for fjerde gang at lade sig indstille til eksamen i Ny Testamente.

Den 3. februar 1997 søgte B om 4. gangs-dispensation til at gå til eksamen i Ny Testamente. Som begrundelse for ansøgningen om dispensation anførte B bl.a. at han havde haft øget arbejde som kirketjenervikar, hvilket havde betydet at det havde været svært for ham at komme til de nødvendige forelæsninger, ligesom han ikke tilstrækkeligt havde brugt de muligheder som fakultetet havde tilbudt ham. Ved det tredje eksamensforsøg havde B været præget af nervøsitet. Begge forældre havde på skift siden januar 1995 været indlagt på hospital med bl.a. hjerteproblemer. B fremlagde også en plan for hvordan han kunne bestå eksamen i faget. B mente ikke at det forhold at han ikke havde bestået Ny Testamente i tredje forsøg, var udtryk for at han ikke var studieegnet. Han henviste til at han bortset fra Ny Testamente havde bestået de øvrige fag uden særlige problemer.

Studienævnet traf på sit møde den 10. februar 1997 afgørelse om at give afslag på ansøgningen med 4 stemmer for og 1 imod.

Med brev af 12. februar 1997 gav studienævnet afslag på ansøgningen idet der efter nævnets opfattelse ikke forelå sådanne særlige omstændigheder at de ville kunne begrunde en dispensation. Hvis B måtte ønske det, stod formanden for studienævnet, C, til rådighed for yderligere drøftelse af sagen.

Den 20. februar 1997 klagede B over afslaget og begrundelsen herfor. I klagen anførte B bl.a. at det var hans klare indtryk at der reelt var taget en beslutning om ikke længere at give 4. gangs- dispensation, og at afgørelsen af sagen derfor reelt var truffet på forhånd uden at vurdere begrundelserne for ansøgningen om dispensation. B mente at den væsentlige faglige forudsætning måtte være spørgsmålet om han var i stand til at bestå Ny Testamente ved en fjerde eksamen og i øvrigt at gennemføre det teologiske studium, hvilket han betragtede sig som værende i stand til. B mente ikke at studienævnet havde taget i betragtning at han ville være i stand til at gennemføre studiet.

 

B havde den 3. marts 1997 en samtale med studielederen, C, som den 5. marts 1997 skrev et brev til B hvoraf følgende bl.a. fremgår:

”(1) Studienævnet har truffet sin afgørelse i henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 21. august 1995 om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet § 16, stk. 1, hvori det fastslås, at en studerende højst tre gange kan indstille sig til samme prøve eller anden form for bedømmelse, men at institutionen kan tillade indstilling en fjerde gang, ’hvis det findes begrundet i usædvanlige forhold’. Nævnet har ikke skønnet, at de omstændigheder, som Du selv anfører som baggrund for Dit uheldige eksamensforløb (øget erhvervsarbejde og deraf følgende ringere mulighed for at følge Fakultetets undervisning, fejldisposition med henblik på indstilling til eksamen i Ny Testamente i august-terminen 1996, nervøsitet i forbindelse med eksamen for 3. gang i Ny Testamente i januar 1997 samt sygdom i familien i de sidste par år), har været så usædvanlige, at de kunne begrunde noget så exceptionelt som en fjerdegangsdispensation. De fleste af de forhold, som Du anfører, er ting, som Du selv mere eller mindre var herre over, og som Du kunne have gestaltet anderledes, hvis og når Du blev klar over, at det gjaldt Din eksamen, som Du senest må have følt hang i en meget tynd tråd, da Du dumpede for anden gang i Ny Testamente. Dine forældres sygdom er det eneste, der har været uden for Din kontrol, men der er intet i Din ansøgning, der tyder på, at den har påvirket Din hverdag på en sådan måde, at Du skulle have været ude af stand til at klare det arbejdspres, der er forbundet med studium og eksamen. I hvert tilfælde må man konstatere, at den åbenbart ikke har hindret Dig i at påtage Dig en forøget arbejdsbyrde i forbindelse med Din virksomhed som kirketjenervikar. Studienævnet har også noteret sig, at Du ikke har anset det for nødvendigt og i øvrigt tjenligt for et heldigt udfald af Din eksamen at gøre brug af det tilbud om hjælp til tilrettelæggelse af Din eksamenslæsning, som en af mine nytestamentlige kolleger fremsatte, da Du for anden gang var dumpet i Ny Testamente.

 

(2) Studienævnets afslag på Din dispensationsansøgning hviler endvidere på en faglig vurdering fremsat af en lærer i Ny Testamentes Eksegese, lektor, dr. phil. (D), gående ud på, at Dine chancer for med held at gennemføre det teologiske studium skønnes at være så ringe, at det ikke ville give mening at give Dig en yderligere mulighed for at indstille Dig til eksamen. Dette indtryk bekræftes ved et blik på Din eksamensudskrift, der viser, at Du i Dit studieforløb har haft store vanskeligheder med de bibelske fag, idet Du også i hebraisk først bestod prøven ved et fjerde forsøg. Dette må fastholdes til trods for, at Du ved samtalen den 3. marts hævdede, at Du - tværtimod eksamensudskriftens oplysninger - kun har været indstillet til eksamen i dette fag tre gange. Jeg har undersøgt sagen, og det viser sig, at Du udeblev fra prøven den 7. januar 1993 og altså blev registreret som dumpet, at Du med henblik på prøven den 12. januar 1994 meldte Dig syg, men ’glemte’ at indsende den nødvendige lægeerklæring og derfor på ny måtte registreres som udeblevet og således dumpet, at Du ved prøven den 8. juni 1994 opnåede karakteren 00, samt at Du endelig ved et fjerde forsøg den 23. august 1994 bestod med karakteren 07. Denne sidste prøve har Du eksamensadministrativt kun kunnet aflægge på dispensation, lige meget om Du så har fået den skriftligt (hvad Du tilsyneladende ikke har) eller har indstillet Dig med studielederens mundtlige accept. Men hvorom alting er, synes Du at have haft vanskeligheder i hvert fald med de bibelske fag, hvilket naturligvis må veje ekstra tungt i betragtning af, at nytestamentlig eksegese er et hovedfag. Hertil kommer det almindelige indtryk, at Du har været usædvanligt længe om studiet på grunduddannelsen, som Du nu befinder Dig på på 7. år.

 

(3) Under henvisning til ovenstående finder jeg konkluderende ikke grund til at revidere Studienævnets afgørelse, heller ikke efter at jeg den 3. ds. har haft lejlighed til at tale med Dig personligt.

Formanden for studienævnet redegjorde på nævnets møde den 17. marts 1997 for sagen.

Studienævnet meddelte den 20. marts 1997 B at nævnet ikke fandt anledning til at ændre den trufne afgørelse. Af brevet fremgår også at studielederen, hvis B måtte ønske det, naturligvis stod til rådighed med henblik på en eventuelt yderligere samtale om sagen.

Med brev af 2. april 1997 klagede B over afslaget på 4. gangs-dispensation. Som begrundelse for klagen anførte B navnlig at han den 13. december 1995 var udsat for et overfald af en medstuderende på Det teologiske Fakultet, og at dette overfald havde haft afgørende psykisk indflydelse på hans lyst til at komme på Det teologiske Fakultet. B havde ikke ønsket at være medvirkende til eventuelle negative konsekvenser for hans medstuderende hvilket var årsagen til at momentet ikke tidligere var fremført. B ønskede fortsat at opretholde den medstuderendes anonymitet. B vedlagde samtidig en udskrift af 16. december 1995 fra Rigshospitalets skadestue hvoraf det bl.a. fremgår at grunden til at B henvendte sig til skadestuen, var ønsket om en vurdering i forbindelse med politiattest. Det fremgår også at B havde haft en vis grad af hjernerystelse og tilrådedes ro indtil symptomfrihed. B vedlagde også en kopi af et brev af 22. december 1995 fra advokat ( ). Af dette brev fremgår bl.a. at B som følge af overfaldet havde været sygemeldt fra sit arbejde som hospitalsmedhjælper på ( ) Hospital i perioden fra den 14.-17. december 1995 samt fra sit arbejde som postarbejder på ( ) Postkontor den 16. december 1995, hvilket havde medført en tabt arbejdsfortjeneste på i alt 1.905 kr. Hvis den medstuderende inden 3 dage fremsendte dette beløb, ville der ikke blive taget skridt til politianmeldelse. Af et også vedlagt brev fra den medstuderende fremgår bl.a. at den medstuderende ville betale det nævnte beløb.

 

Den 23. april 1997 udtalte lektor D sig om den kritik som B i klagen af 2. april 1997 havde fremsat i forbindelse med den faglige vurdering af B der var indeholdt i udtalelsen af 5. marts 1997. Af udtalelsen af 23. april 1997 fremgår bl.a.:

”(B) beklager sig over det angiveligt mangelfulde grundlag, hvorpå jeg har udtalt mig om hans faglige forudsætninger, samt brugen af udtalelsen ved sagens afgørelse. Jeg skal i den forbindelse anføre følgende.

(1) Når jeg har udtalt mig om (B)’s faglige forudsætninger, skyldes det udelukkende den tilfældighed, at jeg har sæde i studienævnet, hvor sagen blev behandlet, og at jeg var til stede (som censor) ved det tredje eksamensforsøg (januar 1997), hvor (B) desværre dumpede. Andre af mine kolleger, som har været med til at dumpe (B), kunne selvsagt også have udtalt sig, men jeg var altså med til at behandle sagen og havde det friskeste førstehåndskendskab til den.

(2) Min udtalelse om de manglende faglige forudsætninger byggede alene på forløbet af selve eksaminationen af den simple grund, at (B) under sin tilstedeværelse ved den undervisning i efteråret 1996, der ledte frem til eksamen, ikke ytrede sig fagligt overhovedet. Hvad selve eksaminationen angår, var det derimod den klare overbevisning hos såvel eksaminator som mig selv, at de faglige forudsætninger for at bestå ikke var til stede. Faktisk stillede jeg ved eksaminationens afslutning som censor (B) et meget simpelt sprogligt spørgsmål, netop for at sikre mig, at vi ikke tog fejl af niveauet. (B) kunne ikke besvare det og erklærede selv, da han var på vej ud af eksamenslokalet, at det nok heller ikke var gået denne gang. Deri havde han altså ret. Og da der var tale om tredje eksamensforsøg, måtte vi konkludere, at de faglige forudsætninger for overhovedet at gennemføre det teologiske studium heller ikke var til stede.

(3) Det korte af det lange er, at min vurdering af (B)’s faglige kvalifikationer alene bygger på den simple kendsgerning, at han trods et langt studieforløb er dumpet tre gange i faget Ny Testamente (med tre forskellige eksaminatorer/censorer) og på en sådan måde, at han sidste gang selv endog var klar over det, før voteringen gik i gang.

Hvad angår mine øvrige kontakter med (B) op til og umiddelbart efter hans tredje eksamensforsøg, skal jeg kun anføre dette.

(a) (B) ringede til mig et stykke tid henne i efterårssemesteret 1996 (ultimo september?) og spurgte, om han måtte følge den da allerede påbegyndte undervisning frem til eksamen i vinterterminen. Svaret var selvfølgelig et ja, og samtidig fik jeg at vide af ham, at de to tidligere dumpninger efter hans egen mening først og fremmest skyldtes sproglige vanskeligheder. Deraf mit oprigtigt og venligt mente tilbud om hjælp til eksamenslæsning, som jeg fremkom med, da (B) endelig halvanden uge senere dukkede op på holdet. (B) deltog derefter rigtignok kun forholdsvis sporadisk i undervisningen i efteråret 1996, og han tog altså heller ikke imod tilbudet om hjælp. Der var dog ikke på noget tidspunkt tale om, at dette skulle skyldes en psykisk begrundet ulyst til overhovedet at komme på Det teologiske Fakultet.

(b) I forbindelse med (B)’s dumpning i januar tilbød jeg, som naturligt er, en efterfølgende samtale om hans situation. Det tog han med glæde imod, og vi havde en, som jeg selv ser det, god og afslappet samtale, hvor (B) forklarede mig om sit studieforløb, sine arbejdsforhold samt om sygdom i familien (hos hans forældre) - alt sammen som reaktion på min påpegning af, at en ansøgning om tilladelse til at gå op fjerde gang kun kunne forventes bevilget, hvis der forelå helt usædvanlige forhold, der kunne begrunde det. På intet tidspunkt så meget som antydede (B) det i klagen til rektor anførte overfald.

(c) Som naturligt er, talte vi under samtalen også om, hvad (B) skulle gøre med henblik på at bestå fjerde gang, hvis studienævnet efter en evt. ansøgning herom skulle bevilge et sådant forsøg. (B) erklærede her, at han ville følge den undervisning, der skulle til at begynde 1. februar ved prof. ( ) som forberedelse til denne sommertermins eksaminer. Jeg støttede selvfølgelig denne tanke. Heller ikke her var der nogen antydning af, at (B) skulle være psykisk forhindret i at følge undervisningen.

Således har - efter min bedste og mest ærlige overbevisning - forløbet været, for så vidt angår min egen andel i det. Andre punkter i (B)’s klage skal jeg ikke her tage stilling til.”

 

Studielederen udtalte den 29. april 1997 bl.a. følgende:

”(1) Det er muligt, at § 16, stk. 1 i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 21. august 1995 om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet tolkes forskelligt ved forskellige fakulteter. Det er ikke min opgave at kommentere andre fakulteters tolkning af dispensationsparagraffen, men Det teologiske Studienævn er forvisset om, at dets interpretation af paragraffen er i bekendtgørelsens ånd. Det er korrekt, at det nuværende studienævn ved sin tiltrædelse i februar 1996 fandt anledning til at stramme praksis i forbindelse med meddelelse af fjerdegangsdispensation, hvilket skete på møde den 11. marts 1996 med tilslutning fra såvel lærer- som studenterrepræsentanter. Jeg redegjorde efterfølgende i studenternes blad Arken grundigt for og begrundede den ændrede og herefter gældende praksis (se vedlagte artikel). Alle, der har haft interesse (eller behov) for at sætte sig ind i den sag, har haft rig lejlighed til det. Det er naturligvis ikke rigtigt, at Det teologiske Studienævn med den nye praksis reelt udelukker muligheden for at få dispensation til for 4. gang at indstille sig til en eksamen. Det kan selvfølgelig fortsat lade sig gøre, når der foreligger ganske særlige og som sådanne dokumenterede omstændigheder. I det grundlag, hvorpå klager i skrivelse af 3. februar d. å. bad studienævnet træffe en afgørelse, var og er der fortsat intet, der kan rubriceres under kategorien ’dokumenterede særlige forhold’.

(2) Klager anker over, at lektor, dr. phil. (D), der er lærer i Ny Testamentes eksegese, ikke skulle have tilstrækkeligt kendskab til hans fagkundskaber til at kunne fremsætte en faglig vurdering af hans mulighed for et positivt studieforløb. Idet jeg henviser til vedlagte skriftlige erklæring fra dr. (D) skal jeg blot tilføje, at denne besidder endog ganske gode muligheder for at bedømme klagers faglige meriter, for så vidt han baserer sin bedømmelse på en (trediegangs)eksamination i Ny Testamente. Det er faktisk sjældent, man har så god og konkret mulighed for at bedømme et menneskes faglige kvalitet. Det er derfor helt uholdbart at betegne det grundlag, hvorpå (D) har fremsat sin vurdering, som mangelfuldt.

(3) Til klagerens mindre punkter, hvori han kommenterer dele af min skrivelse til ham af 5. marts d. å., skal jeg anføre følgende:

(a) Når jeg skriver, at klager ’ikke har anset det for nødvendigt og i øvrigt tjenligt for et heldigt udfald af (hans) eksamen at gøre brug af det tilbud om hjælp til tilrettelæggelse af (hans) eksamenslæsning, som en af mine nytestamentlige kolleger fremsatte, da (han) for anden gang var dumpet i Ny Testamente’, er det i skønneste overensstemmelse med det indtryk, han selv gav mig ved den mundtlige samtale, jeg førte med ham den 3. marts d. å., og i øvrigt også i samklang med, hvad han selv bemærker i sin oprindelige dispensationsansøgning af 3. februar d. å., hvor han ’må indrømme at (han) nok ikke tilstrækkeligt, har brugt de muligheder der blev tilbudt (ham) fra fakultetets side’. Om det, som han nu påstår, er en forsimpling af sagen at udtrykke sig på den måde, er helt hans eget ansvar.

(b) Klager har muligvis ’en anden opfattelse af tingene’ i forbindelse med sin eksamen i hebraisk. Hvad jeg har anført i min skrivelse til ham af 5. marts d. å., svarer helt og aldeles til hans eksamensudskrift, der afslører det eneste faktuelle forløb, som studienævnet kan forholde sig til. I øvrigt turde det vist være en tilsnigelse at påstå, at man ikke skulle have problemer med et fag, som man først ved fjerde forsøg består med karakteren 07.

(c) Klager beskriver sit lange studieforløb som ’et personligt valg’. Jeg tror, denne bemærkning taler for sig selv. Hvis han virkelig skulle have truffet det personlige valg at befinde sig på grunduddannelsen så længe, som tilfældet er, er det da pudsigt, at han så relativt mange gange har indstillet sig til eksamen med udsigt til og i håb om (formoder jeg) at få afsluttet de fag, han indstillede sig til eksamen i, og dog vel kun har måttet acceptere det forlængede studieforløb, fordi han dumpede de 8 ud af de i alt 16 gange, han indstillede sig til prøve (jfr. igen eksamensudskriften).

(4) Til klagers beretning om overfald på Det teologiske Fakultet den 16. december 1995 skal jeg anføre følgende: Ved studienævnets afgørelse af dispensationsansøgningen forelå ingen oplysninger om denne tragiske episode overhovedet, og klager har heller ikke efterfølgende, altså heller ikke ved min mundtlige drøftelse med ham den 3. marts, fundet anledning til at indvie mig heri. Studienævnet har derfor heller ikke haft tilgang til de bilag, der vedrører overfaldet, og som er medsendt i forbindelse med fremsendelsen af klagen til Universitetets Rektor. Selv om jeg ikke skal lægge skjul på, at denne historie i den foreliggende sammenhæng forekommer mig at være et argumentum ad occasionem og derfor ikke umiddelbart virker troværdig som støtte for den fremsendte dispensationsansøgning, skal jeg være parat til at give klager den sidste benefit of the doubt og erklære mig villig til at forelægge sagen til fornyet drøftelse i Det teologiske Studienævn under forudsætning af, at det ved lægeattest kan dokumenteres, at han i flere måneder efter overfaldet har været i en sådan psykisk tilstand, at han har været uarbejdsdygtig og derfor ude af stand til på forsvarlig vis at forberede sig til eksamen. Det må være mig tilladt at tilføje et udtryk for min undren over, at klager tilsyneladende i samme periode har haft kræfter til at forøge sit erhvervsarbejde, hvilket han jo i sin dispensationsansøgning anførte som grund til, at hans studium ikke helt var forløbet efter hensigten.

(5) Konkluderende skal jeg derfor fremføre, at jeg ikke finder anledning til at forelægge den afgørelse, hvorefter stud. theol. (B) fik afslag på ansøgning om (for anden gang i løbet af grundstudiet, idet han jo også som ovenfor anført først bestod eksamen i hebraisk ved en fjerdegangsprøve) for 4. gang at indstille sig til grunduddannelseseksamen i faget Ny Testamente, til fornyet drøftelse i Det teologiske Studienævn, idet det tilføjes, at det grundlag, på hvilket denne afgørelse blev truffet, ikke ses at være ændret, med mindre det ved lægeattest kan dokumenteres, at det overfald, som klager efter eget udsagn var udsat for den 16. december 1995, havde sådanne psykiske følger, at de umuliggjorde hans arbejde med studium og eksamen i løbet af året 1996. Den klagen til Rektor vedlagte kopi af journal fra Rigshospitalets skadestue vil, såfremt den alene dokumenterer behandling på skadestuen umiddelbart efter overfaldet, således ikke være tilstrækkelig til revision af studienævnets afgørelse.”

 

Af den af studielederen omtalte artikel i bladet Arken, 18. årgang, nr. 2, 1996, fremgår bl.a.:

”Gældende eksamensordning giver altså mulighed for at indstille sig højst tre gange til samme eksamen, og er en studerende så uheldig at dumpe alle tre gange, betyder det under normale omstændigheder som sagt, at man må forlade studiet. Eksamensordningen giver imidlertid yderligere den mulighed at dispensere herfra og tillade en eksamenskandidat at indstille sig en fjerde gang, ’hvis det findes begrundet i usædvanlige forhold’ (Undervisningsministeriets eksamensbekendtgørelse, § 16).

Med udgangspunkt i en vis usikkerhed om, hvornår man ville kunne regne med at få en sådan fjerdegangsdispensation, har Studienævnet for Teologi drøftet sagen. På baggrund heraf indskærpes det, at en sådan dispensation til at forsøge en 4. gang kun vil blive givet, hvis der virkelig foreligger usædvanlige forhold (sygdom ell. lign.), der kan give en meget god forklaring på, hvorfor de første tre forsøg mislykkedes, og man således kan have en begrundet formodning om, at den hidtidige eksamensfiasko ikke skyldtes manglende studieegnethed, og at et fjerde eksamensforsøg derfor har god udsigt til at lykkes. Det er f.eks. ikke tilstrækkeligt at anføre, at man nu efter tre mislykkede eksaminer har indset, at man måtte intensivere sine studier og arbejde mere alvorligt. Det anses for at henhøre under absolut sædvanlige forhold, at studenter tager deres studium alvorligt og er klare over de høje krav, som et universitetsstudium stiller. Heller ikke den kendsgerning, at man har indstillet sig til eksamen i for mange fag samtidigt og derfor måske er dumpet, gælder for at være så usædvanlig, at den kan begrunde dispensation til at gå op for fjerde gang.

Det indskærpes også, at de usædvanlige forhold, som man påberåber sig ved ansøgning om fjerdegangsdispensation, skal være dokumenterede. Der skal altså ved sygdom medsendes lægeerklæring, ligesom eventuelt andre eksamenshindrende forhold skal være behørigt dokumenterede. Hvornår der foreligger usædvanlige forhold i Eksamensbekendtgørelsens forstand, kan være vanskeligt at konstatere, og afgørelse må træffes individuelt i hvert enkelte konkret tilfælde. Sammenfattende kan det anføres som Studienævnets holdning, at fjerdegangsdispensation er en absolut undtagelse og derfor normalt ikke gives.”

Med brev af 16. maj 1997 afviste studieadministrationen på rektors vegne klagen. Som begrundelse for afvisningen af klagen anførte studieadministrationen bl.a. at et afslag på 4. gangs- dispensation i et tilfælde som det foreliggende hvor et andet fag i forvejen først var bestået i fjerde forsøg, ikke var en usædvanlig beslutning. Med hensyn til den i bladet Arken beskrevne praksis mente studieadministrationen at der i artiklen var redegjort for studienævnets generelle overvejelser på området, og at den beskrevne praksis faldt inden for § 16 i eksamensbekendtgørelsen.

 

I brev af 2. juni 1997 søgte B på ny om 4. gangs-dispensation til at lade sig indstille til eksamen i faget Ny Testamente. B vedlagde samtidig en erklæring af 4. juni 1997 fra hans egen læge ( ). Af lægeerklæringen fremgår bl.a.:

”13/12-95 blev (B) uprovokeret slået ned af en medstuderende ved en julefest på theologistudiet. Han pådrog sig en mindre hjernerystelse og måtte være sygemeldt af den grund nogle dage men fik ellers ingen varige fysiske mén.

Derimod medførte overfaldet en angstpræget animositet mod at nærme sig theologistudiets lokaliteter, hvilket ifølge (B) og hans families udsagn til mig i høj grad har medvirket til, at han ikke har kunnet følge forelæsninger m.v. i det omfang, som det har været påkrævet. Ofte har han således været på vej til universitetet men vendt om, kort før han nåede det p.g.a. en angst, som man nærmest kan kalde fobisk.

Fænomenet er ikke ukendt for overfaldsofre, som ikke får bearbejdet hændelsen umiddelbart, hvorved de negative følelser kan vendes indad med angst, usikkerhed og tab af selvværd til følge. Jeg mener, at det er dette forhold, der gør sig gældende hos (B), som i sine øvrige sammenhænge, herunder i andet kirkeligt arbejde, har fungeret upåklageligt.

Jeg har ikke fundet andre psykopatologiske tegn hos (B) end ovenstående, som vi nu er ved at bearbejde ved samtaler. Jeg mener, at der er en god mulighed for, at problemerne herved kan blive løst.

Med hensyn til den konkrete ansøgning finder jeg således, at der foreligger ganske særlige omstændigheder, som kan begrunde, at der meddeles dispensation.”

Studienævnet tog på sit møde den 16. juni 1996 stilling til anmodningen om genoptagelse. Det fremgår af referatet herfra at tre medlemmer af studienævnet var for en genoptagelse og tre imod, hvorfor sagen blev genoptaget. Ligeledes for så vidt angik spørgsmålet om der skulle meddeles dispensation, stod stemmerne lige. Det blev derfor bestemt at hvert medlem af nævnet skulle indsende votum med henblik på at overgive sagen til fakultetsrådets afgørelse. De enkelte studenterrepræsentanter afgav den 28. juni 1997, 3. juli 1997 og 11. august 1997 udtalelser til sagen. Herudover fremkom lærerrepræsentanterne i studienævnet med en fælles udtalelse af 20. juli 1997 der bl.a. indeholder følgende:

”(1) Generelt virker anførelsen af overfaldsperioden på det sene tidspunkt i ansøgningsforløbet som et argumentum ad occasionem , der begrunder ønsket om at få den ansøgte dispensation mere end det uheldige eksamensforløb.

(2) Af journaludskriften fra Rigshospitalets Skadestue fremgår, at (B) først godt 2½ døgn efter overfaldet, nemlig den 16. december 1995 kl. 13:07, henvendte sig til Skadestuen ’med ønsket om vurdering i forbindelse med evt. politiattest’. Konsultationen på Skadestuen varede nøjagtigt 18 minutter, idet patienten anføres som udskrevet samme dag kl. 13:25 med diagnosen en vis grad af hjernerystelse og med råd om ro indtil symptomfrihed, der åbenbart har indstillet sig fra og med den 18. december, idet han ifølge skrivelse af 22. december 1995 fra advokat ( ) har været ude af stand til at varetage sit arbejde i dagene 14.-17. december, hvorfor han som allerede sagt krævede erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

(3) Dette er også i overensstemmelse med redegørelse fra (B)’s egen læge, der i erklæring af 4. juli 1997 (altså mere end 1½ år efter episoden) anfører, at hans patient ’pådrog sig en mindre hjernerystelse og måtte være sygemeldt af den grund nogle dage men fik ellers ingen varige fysiske mén’. Lægen anfører endvidere, at overfaldet derimod har medført ’en angstpræget animositet mod at nærme sig theologistudiets lokaliteter, hvilket ifølge (B) og hans families udsagn . i høj grad har medvirket til, at han ikke har kunnet følge forelæsninger m.v. i det omfang, som det har været påkrævet’. Lægen tilkendegiver, at (B)’s angstprægede animositet har hindret ham i at varetage sine eksamensforpligtelser, selv om han ’i sine øvrige sammenhænge, herunder i andet kirkeligt arbejde, har fungeret upåklageligt’.

(4) Dette hænger efter vores opfattelse ikke sammen. Det er ikke troværdigt på den ene side at hævde, at den angstprægede animositet har hindret eksamensaktivitet, mens den på den anden side åbenbart ingen indflydelse har haft på (B)’s øvrige arbejdsindsats, der oven i købet ifølge hans egen oprindelige ansøgning af 3. februar d.å. blev intensiveret i løbet af 1996 (altså i månederne efter overfaldet) i en sådan grad, at det kunne anvendes som argument for, at han ikke havde kunnet bestå eksamen. Hvordan kan den angstprægede animositet og det deraf angiveligt medfølgende ’tab af selvværd’ gøre ansøger arbejdsudygtig, når det drejer sig om universitære aktiviteter, mens den åbenbart på andre områder ikke blot har været uden betydning, men helt øjensynligt og efter (B)’s eget udsagn ikke har stillet sig i vejen for et stærkt øget arbejdspres? I bedste fald foreligger der en form for selektiv arbejdsudygtighed, der imidlertid virker alt andet end overbevisende. Dette bekræftes af den kendsgerning, at (B) i løbet af 1996 faktisk var eksamensaktiv, idet han både i juni og august 1996 indstillede sig til eksamen i Ny Testamente og oven i købet forberedte sig til eksamen for tredje gang i samme fag i løbet af efteråret samme år for på ny at prøve lykken i januar 1997. Alle tre gange dumpede han, men det udelukker da ikke, at der har været tale om eksamens-aktivitet, som han jo dog altså har gennemført til trods for nok så megen angstpræget animositet.

(5) Sammenfattende må vi konstatere, at den fremlagte dokumentation ikke overbeviser os om, at det er den angstprægede animositet, der er årsag til (B)’s uheldige studie- og eksamensforløb, men at det tværtimod er denne angstprægede animositet, der nu på dette stærkt forsinkede tidspunkt, hvor sagen rejses i anden omgang, skal bruges som argument for at gennemtvinge den dispensation, som alle de øvrige, i sagen hidtil fremførte argumenter ikke har kunnet få institutionen til at bevilge. Det er da unægtelig også en akavet og utroværdig situation, ansøgeren har bragt sig selv i, ved først i anden omgang at spille trumfkortet (voldsepisoden) ud som det argument, der skulle kunne forskaffe ham den dispensation, som alle hans først anførte argumenter ikke var stærke nok til at sikre ham. Havde den angstprægede animositet virkelig spillet den rolle, den ifølge (B)’s fornyede ansøgning angiveligt har haft, havde han naturligvis (ikke mindst i betragtning af den iver og stædighed, hvormed han forfølger sit mål) anvendt den allerede ved fremsendelsen af den første dispensationsansøgning. Vi tvinges derfor til at konkludere, at heller ikke den på ny indsendte ansøgning dokumenterer de ’usædvanlige forhold’, som Eksamensbekendtgørelsens § 16, stk. 1 stiller som betingelse for bevilling af fjerdegangsdispensation.

(6) Denne konklusion bliver - bortset fra alt, hvad der hidtil er anført - ikke mindre nærliggende i betragtning af den kendsgerning, at (B)’s hidtidige eksamenspræstationer er så svage, at det ikke forekommer os tilrådeligt at lade ham fortsætte det teologiske studium. Han har på nuværende tidspunkt studeret 7 år uden at have afsluttet grunduddannelsen, og han er én gang tidligere (ved eksamen i hebraisk) først bestået på fjerdegangsdispensation. Han har indtil nu indstillet sig i alt 16 gange til eksamen i de forskellige discipliner og kun i nøjagtigt halvdelen af tilfældene (i alt 8 gange) med succes.”

 

Den 6. august 1997 sendte studienævnet sagen til dekanen med henblik på behandling i fakultetsrådet.

Fakultetsrådet behandlede sagen på sit møde den 25. august 1997. Samme dag skrev dekanen bl.a. følgende til B:

”Efter indgående drøftelse vedtog Fakultetsrådet ikke at imødekomme din ansøgning om 4. gangsdispensation i Ny Testamente på grunduddannelsen.

Da du efter det over for mig oplyste ikke har kendskab til de vedlagte 4 skrivelser, vil jeg ifølge Forvaltningslovens § 19 give dig lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, inden jeg stadfæster Fakultetsrådets afgørelse. En eventuel udtalelse skal være mig i hænde inden en uge fra dags dato.”

Tilsvarende formulering anvendte dekanen i sit brev af 29. august 1997 til studienævnet.

B kommenterede udtalelserne i brev af 31. august 1997. B anførte bl.a. at grunden til at overfaldet ikke var nævnt tidligere, var hensynet til den involverede student, og at B ikke havde haft lyst til at meddele den for ham pinlige episode til andre. B mente også at det lå i sagens natur at en uarbejdsdygtighed der var fremkaldt af overfaldet, ville være selektiv da den jo netop vedrørte hans forhold til et bestemt miljø snarere end hans arbejdsdygtighed generelt. B forstod heller ikke hvorfor han var registreret som om han også i faget hebraisk havde fået 4. gangs- dispensation idet han ikke havde søgt en sådan - heller ikke mundtligt. Endelig gjorde B opmærksom på at han syntes det var underligt at studienævnet ikke gav ham besked om hvordan sagen stod efter mødet den 16. juni 1997.

I brev af 2. september 1997 bekræftede dekanen at fakultetsrådet ikke havde kunnet imødekomme ansøgningen fordi fakultetsrådet ikke fandt at der forelå sådanne usædvanlige forhold at dispensationen kunne gives.

Den 24. november 1997 skrev advokat A til dekanen om sagen. A bad i den forbindelse om at få en begrundelse for fakultetsrådets afslag.

Dekanen svarede med brev af 27. november 1997 hvori han for så vidt angår begrundelsen, henviste til sagens akter. Da dekanen ikke kunne omstøde fakultetsrådets afgørelse, henviste han til rektor for så vidt angår afgørelsens retlige aspekter.

Herefter bad A den 1. december 1997 dekanen om at videresende brevet af 24. november 1997 til rektor.

 

Studieadministrationen afviste i brev af 19. januar 1998 A’s klage. Af afgørelsen fremgår:

”...

Klagen til rektor rummer retlige spørgsmål vedr. begrundelse og partshøring.

Med hensyn til partshøringen bemærkes, at denne har tjent det formål at give (B) lejlighed til at kommentere de af studienævnets medlemmer afgivne udtalelser. Disse udtalelser har karakter af sammenfatninger af studienævnsmedlemmernes opfattelse og vurdering af allerede foreliggende oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Der er derfor, efter Studieadministrationens opfattelse, ikke tale om en situation, hvor partshøring i henhold til Forvaltningslovens § 19 ville være obligatorisk.

Dekanen iværksætter høringen efter sagens behandling i fakultetsrådet, fordi han, som det anføres, først på dette tidspunkt bliver klar over at (B) ikke kender indholdet af de 4 skrivelser.

Det må afvises, at høringen skulle være indholdsløs, da sagen, såfremt (B)’s udtalelse havde indeholdt nye oplysninger kunne, og formentlig ville have ført til, at sagen var blevet forelagt fakultetsrådet påny.

Med hensyn til spørgsmålet om begrundelse bemærkes indledningsvis, at denne sag, efter at have været behandlet i studienævnet flere gange, forekommer at være særdeles grundigt belyst.

Der er i forbindelse med sagens behandling i foråret 97 afgivet redegørelser af lektor (D) (23.4.97) og af studieleder (C) (29.4.97). Studielederen har ligeledes i en artikel i ’Arken’ redegjort generelt for hvad der lægges vægt på ved behandlingen af dispensationsansøgninger.

Grundlaget for at sagen er genoptaget på fakultetet er, at ansøger fremkommer med oplysninger og erklæringer om et overfald, som ikke tidligere har været omtalt. Studienævnsmedlemmernes vurderinger er særdeles udførligt beskrevet i de 4 udtalelser, som man har afgivet til fakultetsrådets behandling af sagen.

Selvom dekanen i sit svar af 27.11.97 kortfattet henviser til sagens akter og ikke specifikt redegør for hvilke hovedhensyn der har været bestemmende for fakultetsrådets skønsudøvelse i forbindelse med afslaget på dispensation i henhold til eksamensbekendtgørelsens § 16 stk. l, er det alligevel Studieadministrationens opfattelse, at forvaltningslovens begrundelseskrav er opfyldt med henvisningen til sagsakterne, herunder ovennævnte meget udførlige udtalelser.

...”

 

Med brev af 20. januar 1998 klagede A til Undervisningsministeriet. A uddybede klagen den 10. februar 1998.

A fremsatte den 17. april 1998 forskellige bemærkninger til sagen som dekanen i brev af 5. maj 1998 kommenterede. Af dekanens brev fremgår:

(A) anfører, at studielederens skrivelser i sagen vidner om tendentiøs og subjektiv indstilling. Jeg har intet grundlag for at bekræfte denne opfattelse.

(A) anfører videre, at (B) ikke tidligere har søgt om en 4. gangs dispensation. Jeg kan bekræfte dette, idet jeg dog henviser til vedlagte kopier af 4 karakterblanketter.

A kommenterede udtalelsen den 13. juli 1998. Den 9. september 1998 kommenterede A bl.a. referater af studienævnets møder i sagen.

 

Den 16. oktober 1998 traf Undervisningsministeriet afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår:

For så vidt angår Deres bemærkninger om partshøringen og begrundelsespligten efter forvaltningslovens bestemmelser er ministeriet enig med universitetet i det anførte, og finder ikke grundlag for kritik.

Ministeriet skal for så vidt angår Deres bemærkninger om brud på lighedsgrundsætningen - De anfører, at Århus Universitet skulle imødekomme alle ansøgninger om 4. gangsdispensationer - gøre opmærksom på, at rektor for Københavns Universitet i forbindelse med sin legalitetskontrol skal påse, at Studienævnet ved Det Teologiske Fakultet i København i dets behandling af dispensationsansøgninger i nævnet ikke krænker lighedsgrundsætningen.

Spørgsmålet om hvorledes Studienævnet ved Det Teologiske Fakultet i Aarhus behandler dispensationsansøgninger vedrører således ikke Københavns Universitet, men henhører under det enkelte universitets faglige selvstyre.

Ministeriet har noteret sig, at Københavns Universitet har beklaget den sene sagsbehandlingstid i forbindelse med fremsendelsen til ministeriet.

Ministeriet kan ikke give Dem medhold i Deres klage.

...”

 

B blev den 19. oktober 1998 udmeldt fra sit studium ved Københavns Universitet.

Den 26. oktober 1998 kommenterede A ministeriets afgørelse hvilket ministeriet svarede på i brev af 2. november 1998.

Med brev af 12. oktober 1999 klagede A til mig. Den 15. november 1999 uddybede A klagen, ligesom A samtidig klagede over at Københavns Overpræsidium og Civilretsdirektoratet havde givet A afslag på en ansøgning om fri proces under en retssag mod Undervisningsministeriet.

I brev af 8. marts 2000 bad jeg Undervisningsministeriet og Københavns Universitet om en udtalelse i anledning af klagen. Af mit brev fremgår:

Jeg beder på den baggrund Københavns Universitet og Undervisningsministeriet udtale sig om hvilken funktion udtalelsen af 20. juli 1997 fra lærerrepræsentanterne i studienævnet havde ved fakultetsrådets behandling af sagen, og nærmere redegøre for om partshøringsforpligtelsen efter forvaltningslovens § 19 er overholdt ved fakultetsrådets behandling af sagen.

Derudover beder jeg om en udtalelse om hvorvidt (B) burde have været underrettet om at sagen blev overgivet til fakultetsrådet til afgørelse.

Jeg beder endvidere myndighederne om i udtalelserne nærmere at forholde sig til det (A) har anført i sin klage af 15. november 1999 til mig vedrørende fakultetsrådets begrundelse for sin afgørelse. Jeg beder i den forbindelse universitetet og ministeriet om at oplyse hvornår (B) er blevet meddelt hvilke hovedhensyn der har været bestemmende for fakultetsrådets afgørelse.

Under henvisning til det (B) har anført om at der reelt ikke er mulighed for at opnå dispensation til at indstille sig til eksamen for fjerde gang, beder jeg universitetet om at oplyse i hvilke tilfælde der bliver meddelt dispensation. Jeg beder ministeriet om at udtale sig om universitetets praksis på området er i overensstemmelse med reglerne, herunder de forvaltningsretlige grundsætninger for skønsudøvelse.

Jeg beder endelig universitetet oplyse om der i forbindelse med sagens afgørelse er blevet lagt vægt på (B)’s resultater ved andre eksaminer, og jeg beder ministeriet om at udtale sig om det er lovligt at inddrage et sådant kriterium ved afgørelser som de foreliggende. Hvis ovennævnte spørgsmål besvares bekræftende, beder jeg myndighederne udtale sig om partshøringsforpligtelsen i forvaltningslovens § 19 er blevet iagttaget ved inddragelsen af disse oplysninger.

 

Jeg orienterede samtidig A om høringen. For så vidt angår A’s klage over myndighedernes afslag på fri proces, meddelte jeg A at min stillingtagen hertil måtte afvente resultatet af den undersøgelse som jeg havde indledt af myndighedernes afgørelser i dispensationssagen. Jeg ville derfor vende tilbage til sagen om fri proces samtidig med at jeg afsluttede min undersøgelse af dispensationssagen.

Af studielederens udtalelse af 4. maj 2000 fremgår:

”...

(1) Spørgsmålet, om partshøringsforpligtelsen efter forvaltningslovens § 19 blev overholdt, da dispensationssagen efter stemmelighed i studienævnet blev overdraget til afgørelse i Det Teologiske Fakultetsråd, må efter fakultetets opfattelse klart besvares positivt. På det tidspunkt, da sagen overgik til fakultetsrådet, forelå der intet nyt, der ikke allerede for længst var kendt, og de fire skrivelser, der ledsagede studienævnets andragende om afslutning af sagen i fakultetsrådet, havde på ingen måde karakter af udtalelser til fremførelse af nye momenter, men derimod til sammenfatning af allerede foreliggende og adskillige gange belyst materiale. Det faldt derfor dengang hverken studieleder eller studienævn ind, at en partshøring ved denne lejlighed overhovedet skulle være nødvendig og påkrævet. Der er altså under ingen omstændigheder tale om, at de fakultære instanser ville hindre (B) i at fremkomme med synspunkter på de perspektiver, som studienævn og fakultetsråd havde anlagt på hans sag. Dette fremgår tydeligst deraf, at den daværende dekan, prof. ( ), efter fakultetsrådets behandling og beslutning fremsendte de fire nævnte skrivelser til (B) med anmodning om eventuel kommentar inden stadfæstelse af fakultetsrådets afgørelse, og der er ikke tvivl om, at sagen var blevet genoptaget i fakultetsrådet, hvis klagers bemærkninger i øvrigt havde givet anledning dertil. Tværtimod at påstå, at fakultetet eventuelt har misagtet forvaltningslovens bestemmelse om partshøring, vil man således kunne hævde, at (B) de facto fik lejlighed til en sådan høring, selv om den foreliggende situation i realiteten ikke tilsagde det. På den anden side kan det naturligvis diskuteres, om klager burde have været underrettet om, at sagen, da den ikke endeligt kunne afgøres i studienævnet, var overgivet til fakultetsrådet til afgørelse. Retrospektivt kan det forekomme, som om dette ville have været det mest korrekte. Når det dengang, mens sagen verserede, faktisk ikke skete, hænger det sammen med, at man fra fakultetets side ikke fandt det nødvendigt at informere klager, før en endelig afgørelse var faldet - specielt i betragtning af, at man fra fakultetets side som sagt anså partshøringsforpligtelsen for overholdt og en formel information om sagens videre forløb derfor ikke ville have ændret noget som helst, hvilket da også dens efterfølgende forløb i fakultetsrådet viser.

(2) Til grund for fakultetsrådets behandling af (B)’s klage lå, som det fremgår af dekanens skrivelse af 25. august 1997, samtlige sagens akter, inkl. de fire afsluttende og sammenfattende udtalelser fra studienævnets studenterrepræsentanter og studielederen. Studiet af disse dokumenter afslører, hvad der har været afgørende for fakultetsrådets afgørelse, hvilket dekanens brev klart informerer klager om. Når hertil kommer, at mange af disse akter allerede for længst var (B) bekendt, vil man umuligt kunne påstå, at han er forblevet uoplyst om de overvejelser, der førte fakultetsrådet til at afgøre sig, som det gjorde.

(3) Ombudsmanden spørger, ’om der i forbindelse med sagens afgørelse er blevet lagt vægt på (B)’s resultater ved andre eksaminer’, og han anmoder i den forbindelse ministeriet om en redegørelse for, ’om det er lovligt at inddrage et sådant kriterium ved afgørelser som de foreliggende’. Endelig bedes myndighederne overveje, ’om parthøringsforpligtelsen i forvaltningslovens § 19 er blevet iagttaget ved inddragelsen af disse oplysninger’.

(a) Med henblik på det første spørgsmål kan det oplyses, at man ved behandlingen af (B)’s sag i studienævnet naturligvis har taget hensyn til hans øvrige eksamensresultater. Man fristes til at spørge, hvad man egentlig ellers skulle tage hensyn til, når det drejer sig om at danne sig et sagligt-fagligt skøn om, om et menneske vil være i stand til uden alt for store vanskeligheder at gennemføre en videregående uddannelse. Et blik på (B)’s hidtidige resultater og indhentede faglige vota samt hans ekstremt lange studietid (han befandt sig på tidspunktet for indgivelse af dispensationsansøgningen på 7. studieår i et forløb, der er normeret til 3 år) overbeviser ikke umiddelbart om, at en fortsættelse af studiet ville være det mest betimelige. Hermed er imidlertid ikke sagt, at klagers hidtidige studie- og eksamensforløb er det eneste af betydning for sagens afgørelse, og det kan uden overdrivelse hævdes, at alle andre faktorer (personlige såvel som arbejdsmæssige, jf. akterne), der kunne være af betydning for (B)’s studieforhold, blev endog meget grundigt gransket.

(b) Spørgsmålet om lovligheden af inddragelse af ovennævnte hensyn er rettet direkte til Undervisningsministeriet, hvorfor der i nærværende sammenhæng ikke tages stilling hertil.

(c) Derimod vil det nok være muligt at tage stilling til det tredje rejste problem, nemlig om forvaltningslovens partshøringsforpligtelse i tilfælde af, at det faktisk er lovligt at inddrage klagers hidtidige eksamensforløb som grundlag for afgivelse af det nødvendige skøn, er blevet iagttaget. At dette er tilfældet, kan der næppe herske tvivl om, idet (B) fra sagens første færd både mundtligt og skriftligt er blevet informeret om, at studienævnet lagde bl.a. netop hans hidtidige eksamenspræstationer til grund for sit skøn, og han har da i øvrigt også udtrykkeligt taget stilling hertil.

(4) Ombudsmanden beder endelig universitetet oplyse, ’i hvilke tilfælde der bliver meddelt dispensation’, idet klager har anført, ’at der reelt ikke er mulighed for at opnå dispensation til at indstille sig til eksamen for fjerde gang’. Denne formodnings rigtighed afvises klart af kendsgerningerne. Det Teologiske Fakultet er et mindre fakultet, og numerisk er antallet af fjerdegangsdispensations-ansøgninger ringe. I løbet af de sidste fire år har der foreligget en halv snes, hvoraf kun en vedrørte den teologiske kandidateksamen. Resten henhørte under den teologiske grunduddannelseseksamen, og det viser sig, at nøjagtigt en tredjedel af ansøgningerne om at måtte indstille sig en fjerde gang til en eksamen blev imødekommet. De sidste to tredjedele fik afslag, fordi der i deres tilfælde ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, der ifølge Eksamensbekendtgørelsens § 16 danner forudsætning for at opnå dispensation af nævnte art. Det skal for en ordens skyld tilføjes, at den ene ansøgning vedrørende den teologiske kandidateksamen også blev imødekommet. Dermed er der allerede sagt noget om Det Teologiske Studienævns praksis på området. Det er meget lettere at opnå dispensation, når det drejer sig om afsluttende eksamen, og specielt når det som i det foreliggende tilfælde handler om sidste og endnu ikke beståede fag, end det er at få fjerdegangsdispensation på grunduddannelsen, altså relativt i studiets begyndelse. En sådan har studienævnet kun bevilget, når der foreligger ganske særlige og alvorlige omstændigheder (sædvanligvis af helbredsmæssig karakter), der skønnes at have haft en fatal indvirkning på studie- og eksamensforløbet. Medvirkende til afvisning af dispensationsansøgninger er i de fleste tilfælde et dårligt og langsomt studieforløb med mange negative eksamensresultater. Det er som allerede anført vanskeligt at se, hvad man ellers skulle lægge til grund for et skøn om en studerendes mulighed for at afslutte en højere uddannelse med succes, og den nævnte praksis vurderes på ingen måde at være i modstrid med gældende forvaltningsretlige grundsætninger for skønsudøvelse.”

 

I et brev af samme dato oplyste dekanen at han ikke havde yderligere at tilføje.

Den 23. maj 2000 udtalte studieadministrationen sig. Af udtalelsen fremgår:

”...

Med hensyn til funktionen af de 4 afsluttende udtalelser fra studienævnsrepræsentanterne, herunder - men ikke alene - lærerrepræsentanternes udtalelse af 20.7.97, bemærkes, at der ikke har foreligget nogen pligt til at afgive sådanne redegørelser, hvorfor studieadministrationen opfatter disse som de respektive gruppers forsøg på at sammenfatte de oplysninger og overvejelser der har ligget til grund for den enkelte gruppes stillingtagen i studienævnets forgæves forsøg på at nå en beslutning. Det havde været naturligt om man efter studienævnsmødet havde sendt alle 4 redegørelser til klageren til orientering om det forgæves forsøg på at nå en beslutning og med oplysning om at sagen derfor ville overgå til behandling i fakultetsrådet.

Med hensyn til spørgsmålet om de 4 redegørelser udløser en pligt til partshøring efter forvaltningslovens § 19 bemærkes, at der ikke er tale om udtalelser fra særligt sagkyndige, men om redegørelser fra studienævnsmedlemmer valgte efter samme regler som fakultetsrådsmedlemmerne.

De rummer hver især forsøg på at skaffe klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder, men samlet bidrager de i højere grad til at forklare hvorfor studienævnet ikke kunne nå en beslutning end til at skabe klarhed for fakultetsrådet.

Det er derfor fortsat studieadministrationens opfattelse, at partshøring efter forvaltningslovens § 19 ikke ville være obligatorisk.

...”

 

Undervisningsministeriet udtalte sig den 2. maj 2001. Af denne udtalelse fremgår:

”...

1. På baggrund af Folketingets Ombudsmands brev af 8. marts 2000, hvori ministeriet blandt andet blev anmodet om at udtale sig om lovligheden af at lægge vægt på den studerendes resultater ved andre eksaminer i forbindelse med ansøgninger om dispensation til at gå til eksamen for fjerde gang, besluttede ministeriet at undersøge praksis i forbindelse med 5. gangsdispensationer, hvor kompetencen til at træffe afgørelser er hos ministeriet i medfør af eksamensbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1021 af 20. november 2000 om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet).

Arbejdsgruppens opgave var at overveje, om kompetencen for institutionen til i henhold til § 18, stk. 1, 2. pkt., i eksamensbekendtgørelsen at give en studerende tilladelse til at indstille sig 4. gang til en prøve kan udvides til at omfatte tilladelse til at indstille sig 5. gang og eventuelt følgende gange til prøven. Det skulle herunder overvejes, om institutionen kun kunne træffe de positive afgørelser (om tilladelse til et ekstra prøveforsøg), eller om institutionen også kunne træffe negative afgørelser (afvisning med vejledning om, at afgørelsen kan indklages for ministeriet).

I den forbindelse skulle arbejdsgruppen overveje formuleringen af reglen i forbindelse med en uddelegering, herunder om der skulle være tale om en sædvanlig dispensationsformulering (usædvanlige forhold), eller der skulle peges på specielle forhold, f.eks. at studieegnethed skulle eller kunne indgå i vurderingen. Det burde overvejes, om reglen kunne opdeles i:

en mulighed for institutionen til på baggrund af en vurdering inden for nærmere retningslinjer (f.eks. ansøgerens studieegnethed, herunder muligheder for at færdiggøre uddannelsen (en faglig vurdering) at give en 4. eller følgende dispensation eller

en almindelig dispensationsmulighed fra reglen om de 3 eksamensforsøg, hvor dette er begrundet i usædvanlige forhold.

 

På baggrund af arbejdsgruppens indstillinger har ministeriet truffet beslutning om:

· at dispensationskompetencen til at tillade eller afslå indstilling til en 5. gang skal uddelegeres til institutionerne ved en ændring af § 18 i eksamensbekendtgørelsen,

· at dispensationsadgangen alene begrænses til usædvanlige forhold, og

· at uddelegeringen skal have virkning fra 1. august 2001.

 

Ministeriet vil over for institutionerne gøre opmærksom på,

· at § 18 i eksamensbekendtgørelsen fortsat forudsætter, at der er tale om usædvanlige forhold, hvorved ministeriet forstår forhold, som adskiller den studerendes situation fra de øvriges,

· at § 18 ligeledes forudsætter, at tilladelsen skal være begrundet i de usædvanlige forhold, hvorved ministeriet forstår, at der skal være en årsagssammenhæng mellem de usædvanlige forhold og det dårlige eksamensresultat, herunder at der skal være en relevant tidsmæssig sammenhæng,

· at der ikke er hjemmel for institutionen til at fastsætte nærmere regler om udøvelse af skønnet, og at ministeriet forudsætter, at der foretages et konkret skøn i den enkelte sag, således at en ansøgning ikke afgøres ud fra forud fastlagte kriterier, og

· at ansøgerens eksamensprofil eller ’studieegnethed’ er irrelevant ved udøvelse af skønnet. Ministeriet vil samtidig gøre opmærksom på, at vi er klar over, at en sådan vurdering helt eller delvis kan have været lagt til grund ved institutionernes nuværende praksis.

...

Undervisningsministeriet er enig med universitetet i, at der ikke er fastsat regler om, at studienævnet skal afgive redegørelser i forbindelse med stemmelighed i nævnet, hvor fakultetsrådet træffer afgørelsen, jf. universitetslovens § 8, stk. 3, og at lærerrepræsentanterne vælges på samme måde som de studerendes repræsentanter i medfør af universitetslovens § 8, stk. 2. Lærerne vælges for en 3 års periode og de studerende for 1 år af gangen. Ministeriet er enig i universitetets afvisning af, at lærerrepræsentanterne skulle kunne betragtes som særligt sagkyndige, men de udgør sammen med de studerende studienævnet.

I henhold til forvaltningslovens § 19 er der pligt til partshøring i afgørelsessager, hvor en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende faktiske omstændigheder.

Ministeriet er enigt med universitetet i, at der i forbindelse med de 4 redegørelser ikke var en pligt til partshøring, idet redegørelserne ikke indeholdt noget nyt.

Ministeriet finder dog, at det ville have været udtryk for god forvaltningsskik, om universitetet havde oplyst (B) om, at studienævnet ikke kunne nå til en afgørelse, og at sagen derfor ville blive sendt til fakultetsrådet efter bestemmelsen i universitetslovens § 8, stk. 3. (B) ville hermed også have fået en oplysning om, at afgørelsen ville trække ud. Ministeriet havde endvidere foretrukket, at genparter af de 4 redegørelser var sendt til (B) til orientering i forbindelse med fakultetsrådets afgørelse.

...

Dekanens afgørelse af 25. august 1997 sammenholdt med dekanens brev af 2. september 1997, hvori det meddeles (B), at fakultetsrådet ikke har kunnet imødekomme hans ansøgning om en 4. gangsdispensation på grund af usædvanlige forhold, henviser til universitetslovens § 8, stk. 3, men ikke til eksamensbekendtgørelsens § 18 om 4. gangsdispensation på grund af usædvanlige forhold. Dernæst angives ikke de hovedhensyn, der ligger til grund for den trufne afgørelse. Efter ministeriets opfattelse var det ikke nok, at fakultetsrådet henviste til sagens akter. Ministeriet skal her pege på, at ofte vil der til grund for skønsudøvelsen foreligge en bestemt praksis. Falder den aktuelle afgørelse i tråd med denne praksis, vil det være tilstrækkeligt at beskrive praksis, dvs. dens indhold og grundlag, jf. Hans Gammeltoft-Hansen m.fl. Forvaltningsret 1994, s. 369.

Ministeriet skal beklage, at vi ikke i forbindelse med ministeriets afgørelse af 16. oktober 1998 gjorde opmærksom på, at fakultetsrådsafgørelsen ikke opfyldte forvaltningslovens krav til begrundelse.

...

Efter ministeriets opfattelse, og som anført under punkt 1., skal afgørelser om 4. gangs- og 5. gangdispensationer efter eksamensbekendtgørelsen træffes i studienævnet ud fra et konkret skøn i den enkelte sag. En konkret ansøgning må ikke afgøres ud fra forud fastlagte regler - der må ikke sættes skøn under regel. Studienævnet kan have en praksis, som kan indgå som grundlag for afgørelsen, men der skal tages konkret stilling i den enkelte sag. En afgørelse, der ikke imødekommer ansøgeren, skal begrundes med de hovedhensyn, der er lagt til grund for afgørelsen. Hermed kan klageren også få mulighed for at vurdere, om der vil være grundlag for at anke afgørelsen. Der skal gives klagevejledning, herunder anføres klagefrist. Ministeriet finder, at den praksis der er beskrevet fra universitetets side forekommer restriktiv, og at universitetet har sat skøn under regel.

5. Som anført af universitetet er der i forbindelse med behandlingen af (B)’s ansøgning om 4. gangsdispensation lagt vægt på hans resultater fra andre eksaminer. Folketingets Ombudsmand har bedt ministeriet om at udtale sig om lovligheden heraf og at udtale sig om partshøringsforpligtigelsen i forvaltningslovens § 19 er iagttaget ved inddragelsen af disse oplysninger.

I henhold til § 18 i eksamensbekendtgørelsen kan institutionen tillade indstilling 4. gang, hvis det er begrundet i usædvanlige forhold. Spørgsmålet om studieegnethed er ikke nævnt i reglen. Ministeriet er, som tidligere anført under punkt 1., vidende om, at institutionerne lægger vægt på studieegnethed hos de studerende, der søger 4. og 5. gangsdispensationer. Efter institutionernes opfattelse skal det have et formål, at der gives en studerende en ekstra chance ud over de 3 gange, der er fastsat i § 18. Ministeriet har også tidligere i forbindelse med afgørelser af ansøgninger om 5. gangsdispensationer selv inddraget studieegnethed i vurderingen.

Som tidligere anført er det nu ministeriets opfattelse, at spørgsmålet om studieegnethed ikke bør indgå i vurderingen af usædvanlige forhold. Ministeriet finder, at det er uhensigtsmæssigt, idet kun de færreste institutioner vil have et reelt grundlag for en sådan bedømmelse ud over prøvekarakterer. Det vil vi tilskrive institutionerne om.

På det tidspunkt, hvor universitetet behandlede (B)’s ansøgning, var det imidlertid i overensstemmelse med praksis, at studieegnethed indgik i vurderingen. Det har ministeriet lagt til grund ved behandlingen af klagesagen, og vi har ikke fundet grundlag for kritik heraf.

Københavns Universitet skriver angående spørgsmålet om partshøringsforpligtigelsen, at den er iagttaget (såfremt det er lovligt at inddrage tidligere eksamensresultater). Der er ingen tvivl om, at (B) fra sagens første færd både mundtligt og skriftligt var informeret om, at studienævnet lagde bl.a. netop hans hidtidige eksamenspræstationer til grund for sit skøn, og at han udtrykkeligt har taget stilling hertil. Ministeriet er enig med universitetet heri, og vi kan henvise til de medsendte sagsakter.

Ministeriet skal gøre opmærksom på, at en tilladelse til 4. gangsdispensation skal være begrundet i usædvanlige forhold, hvorved ministeriet forstår, at der skal være tale om forhold, der adskiller den pågældende studerendes situation fra de øvriges, og at der skal være årsagssammenhæng mellem det usædvanlige forhold og det dårlige eksamensresultat, herunder at der skal være en relevant tidsmæssig sammenhæng.

Det anførte overfald skete december 1995 og blev først anført som begrundelse for en dispensation i forbindelse med klagen til rektor den 2. april 1997. Først som følge af at studielederen i brev af 29. april 1997 havde gjort opmærksom på, at den første lægeerklæring fra overfaldet ikke kunne begrunde en dispensation, men at en ny lægeerklæring om psykiske følger af overfaldet eventuelt kunne begrunde en dispensation, blev der sendt en sådan lægeerklæring af 4. juni 1997. Efter ministeriets opfattelse kan denne lægeerklæring ikke danne grundlag for en dispensation, idet der mangler årsagssammenhæng, herunder den relevante tidsmæssige sammenhæng.

Ministeriet beklager, at vi ikke har haft mulighed for at besvare ombudsmandens spørgsmål før nu.

...”

 

Den 15. maj 2001 kommenterede A ministeriets udtalelse.

Sager vedrørende universitetsloven inklusive de af loven omfattede institutioner blev ved bekendtgørelse nr. 1107 af 20. december 2001 overført fra Undervisningsministeriet til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

 

Ombudsmandens udtalelse

 

”Dispensationssagen

Deres klient klagede ikke over Københavns Universitets afgørelse og behandling af ansøgningen af 3. februar 1997 til Undervisningsministeriet som således ikke har behandlet denne del af sagen. Jeg kan derfor heller ikke tage stilling til denne del af sagen (studienævnets afslag af 12. februar 1997 og 20. marts 1997 samt rektors afgørelse af 16. maj 1997). Jeg henviser til § 14 i ombudsmandsloven (lov nr. 473 af 12. juni 1996) hvorefter ombudsmanden ikke kan behandle klager over forhold der kan indbringes for en højere forvaltningsmyndighed før denne myndighed har truffet afgørelse. Bestemmelsen fortolkes således at klageadgangen rent faktisk skal være udnyttet. Min behandling af sagen omfatter således alene myndighedernes afgørelse og behandling af ansøgningen af 2. juni 1997.

Jeg har ved min gennemgang af sagen koncentreret mig om de spørgsmål som jeg i min høring af 8. marts 2000 rejste over for myndighederne, idet jeg dog også har foretaget en særskilt vurdering af det spørgsmål om betydningen af den fremlagte lægeerklæring som De rejste i klagen til mig. Jeg har ikke fundet tilstrækkelig anledning til at foretage mig noget vedrørende Deres klage over at (C) i sine breve i sagen udtrykte stor modvilje mod Deres klient. Jeg henviser til § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven. Heraf fremgår at ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

 

Afslaget på dispensation

Afgørelsen i sagen er - som det er Dem bekendt - truffet i medfør af § 16, stk. 1, sidste pkt., i den nu ophævede eksamensbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 701 af 21. august 1995 som ændret ved bekendtgørelse nr. 240 af 22. marts 1996). § 16, stk. 1, havde følgende ordlyd:

’§ 16. En studerende kan højst 3 gange indstille sig til samme prøve eller anden form for bedømmelse, jf. dog § 14. Institutionen kan tillade indstilling for fjerde gang, hvis det findes begrundet i usædvanlige forhold.’

Eksamensbekendtgørelsen er efterfølgende ændret, men en bestemmelse der svarer til § 16, stk. 1, indgår fortsat i den gældende eksamensbekendtgørelse nr. 1021 af 20. november 2000. Bestemmelsen findes nu i § 18, stk. 1.

Myndighederne bygger i vidt omfang deres afgørelser af om indstilling til eksamen for fjerde gang er begrundet i usædvanlige forhold, på vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder vedrørende bl.a. studie- og eksamensforløbet i det pågældende fag. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end Københavns Universitet og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis der er tale om særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Jeg har - som det fremgår af det følgende - overvejet om en række forskellige forhold i sagen udgør sådanne særlige omstændigheder.

 

Inddragelse af oplysninger om resultater ved andre eksaminer og partshøring

Myndighederne har ved afgørelsen af sagen bl.a. lagt vægt på de oplysninger om Deres klients resultater ved andre eksaminer som fremgår af karakterudskriften.

Spørgsmålet om hvilke hensyn der kan inddrages ved vurderingen af om der skal gives 4. gangs-dispensation, beror på en udfyldning af udtrykket ’usædvanlige forhold’ i sammenhæng med den øvrige del af bestemmelsen i § 16, stk. 1.

Af Undervisningsministeriets udtalelse af 2. maj 2001 fremgår at spørgsmålet om studieegnethed ikke i fremtiden bør indgå i vurderingen af om der i en sag foreligger usædvanlige forhold. Ministeriet begrunder dette med at kun de færreste institutioner vil have et reelt grundlag for en sådan bedømmelse ud over prøvekarakterer hvilket ministeriet finder uhensigtsmæssigt. På tidspunktet for behandlingen af Deres klients sag var det imidlertid i overensstemmelse med universitetets og ministeriets praksis at spørgsmålet om studieegnethed indgik i en sådan vurdering. På den baggrund har ministeriet ikke grundlag for kritik.

Jeg har ingen bemærkninger til at myndighederne i et vist omfang inddrog oplysninger fra Deres klients karakterudskrift i sagen. Jeg har i den forbindelse noteret mig at Deres klient i sine breve af 3. og 20. februar 1997 selv lagde op til at spørgsmålet skulle indgå i sagen.

Med hensyn til partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, har myndighederne anført at der ingen tvivl er om at Deres klient fra sagens første færd var både mundtligt og skriftligt informeret om at studienævnet inddrog hans tidligere eksamensresultater i sit skøn, og at Deres klient udtrykkeligt har taget stilling hertil.

For så vidt angår Deres klients ansøgning af 2. juni 1997 som min behandling af sagen angår, er jeg enig med myndighederne i at Deres klient var fuldt ud bekendt med at karakterudskriften indgik i sagen, herunder hvilke oplysninger universitetet udledte heraf. Derfor er jeg også enig med myndighederne i at der ikke var pligt til i forbindelse med denne ansøgning at partshøre Deres klient over karakterudskriften.

 

Betydningen af lægeerklæringen

Af Deres klients læges erklæring af 4. juni 1997 fremgår at overfaldet på Deres klient den 13. december 1995 medførte en angstpræget animositet mod at nærme sig teologistudiets lokaler hvilket ifølge Deres klient og dennes families udsagn til lægen i høj grad havde medvirket til at Deres klient ikke kunne følge bl.a. forelæsninger i det påkrævede omfang. Deres klient havde fungeret upåklageligt i andre sammenhænge. Det fremgår også at Deres klient og lægen var ved at bearbejde den angstprægede animositet ved samtaler hvorved der var god mulighed for at løse problemerne.

Myndighederne havde pligt til at inddrage lægeerklæringen i bedømmelsen af sagen - hvilket også skete, men myndighederne tillagde ikke lægeerklæringen vægt i sagen hvilket De har fremhævet i klagen til mig.

Af lærerrepræsentanternes udtalelse af 20. juli 1997 fremgår at lærerrepræsentanterne ikke fandt den i lægeerklæringen beskrevne selektive uarbejdsdygtighed troværdig - heller ikke set i forhold til Deres klients studieforløb efter overfaldet eller i forhold til Deres klients oplysninger i dispensationssagen, herunder denne sags forløb. Ministeriet anførte i udtalelsen af 2. maj 2001 at lægeerklæringen ikke kunne danne grundlag for dispensation fordi der manglende årsagssammenhæng mellem det usædvanlige forhold og det dårlige eksamensresultat, herunder relevant tidsmæssig sammenhæng.

Af beskrivelsen af universitetets praksis i Arken, 18. årgang, nr. 2, 1996, fremgår at usædvanlige forhold kan være sygdom eller lignende, og at der ved sygdom skal indsendes lægeerklæring.

Det forhold at der har været tale om sygdom eller lignende, og at der indsendes lægeerklæring herom, er imidlertid ikke ensbetydende med at myndighederne er forpligtet til at afgøre sagen i overensstemmelse hermed og således give den ansøgte dispensation.

Official- eller undersøgelsesprincippet - hvorefter den myndighed der afgør sagen, er ansvarlig for at fremskaffe de fornødne oplysninger om sagen - forudsætter nemlig ikke alene at alle relevante forhold er belyst ved det foreliggende materiale, men også at oplysningerne er pålidelige. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres om den pågældende oplysning kan lægges til grund for afgørelsen. Også oplysninger som indhentes fra andre myndigheder eller sagkyndige, må myndigheden efter omstændighederne forholde sig kritisk til og ikke uden videre lægge til grund for sin bedømmelse af sagen. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl. i Forvaltningsret (1994) s. 297ff, særligt s. 299. Jeg henviser også til den sag som er nævnt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, 334ff*, og Østre Landsrets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 372/1, og kendelse i 2001, s. 2183f.

Jeg har herefter ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes bevisvurdering i forbindelse med lægeerklæringen af 4. juni 1997. Jeg har derfor heller ikke grundlag for kritik af at myndighederne ikke tillagde lægeerklæringen vægt.

 

Praksis vedrørende 4. gangs-dispensation og forbuddet mod skøn under regel

Af ministeriets udtalelse fremgår at den af universitetet beskrevne praksis forekommer restriktiv, og at universitetet har sat skøn under regel. Det står mig ikke klart om universitetet efter ministeriets opfattelse også har sat skøn under regel i Deres klients sag.

Efter min gennemgang af sagen må jeg lægge til grund at universitetet har foretaget en konkret vurdering af om Deres klient var berettiget til dispensation. På den baggrund - og under henvisning til at universitetet bl.a. har oplyst at en tredjedel af dispensationsansøgningerne på grunduddannelsen i teologi er imødekommet - har jeg besluttet ikke at foretage mig mere vedrørende dette spørgsmål.

 

Partshøring over udtalelsen fra studienævnets lærerrepræsentanter

Spørgsmålet er om fakultetsrådet havde pligt til at partshøre Deres klient over udtalelsen af 20. juli 1997 fra lærerrepræsentanterne i studienævnet før fakultetsrådet traf afgørelse i sagen.

Fakultetsrådets partshøringspligt efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, afhænger i første omgang af om udtalelsen indeholdt oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, og om disse oplysninger var af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Jeg bemærker i den forbindelse at jeg har lagt til grund at udtalelsen indeholdt oplysninger til ugunst for Deres klient.

Udtrykket ’oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder’ findes bl.a. også i reglen om notatpligt i offentlighedslovens § 6, stk. 1. Af forarbejderne til offentlighedslovens § 6 (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 217) fremgår bl.a.:

’Efter den gældende lov omfatter notatpligten ’faktiske oplysninger’. Efter forslaget omfatter notatpligten ’oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder’. Ændringen betyder, at notatpligtens udstrækning ikke i første række er afhængig af, om en oplysning efter sit indhold må karakteriseres som faktisk eller ej, men i højere grad beror på, hvilken funktion oplysningen har i myndighedens sagsbehandling. Afgørende for, om en oplysning skal noteres ned, er, om oplysningen er af en sådan karakter, at den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder. Notatpligten vil således også kunne omfatte oplysninger, der indeholder en subjektivt præget stillingtagen til et forhold for så vidt vurderingen er af betydning for den administrative bevisoptagelse. Tilkendegivelse af standpunkter, argumenter eller vurderinger med hensyn til en sags afgørelse vil derimod ikke, lige så lidt som efter den gældende lov, være omfattet af notatpligten. Det samme gælder oplysninger der isoleret set gengiver objektive kendsgerninger, som f.eks. oplysninger om indholdet af gældende ret.’

Jeg er enig med myndighederne i at udtalelsen fra lærerrepræsentanterne ikke indeholdt faktiske oplysninger som var nye i forhold til Deres klient, men som det fremgår af forarbejderne, er dette ikke det afgørende kriterium for om en oplysning vedrører sagens faktiske omstændigheder. Udtrykket ’oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder’ skal - som det også fremgår af forarbejderne - forstås i relativt bred forstand. Det omfatter enhver oplysning der bidrager til at skabe klarhed om en (påtænkt) afgørelses faktiske og bevismæssige grundlag, og vil således også kunne omfatte vurderinger og bemærkninger vedrørende faktiske forløb og omstændigheder, uanset at der ikke herved i sig selv bringes nye faktiske oplysninger frem. Jeg henviser til den sag som er nævnt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1991, s. 173ff*.

 

I praksis kan afgørelsen af om en oplysning vedrører sagens faktiske omstændigheder, være vanskelig, bl.a. fordi en oplysning i nogle sammenhænge vil angå sagens faktiske omstændigheder og dermed være omfattet af partshøringspligten, mens den i andre sammenhænge vil angå sagens retlige omstændigheder og dermed ikke vil være omfattet af denne pligt. Jeg henviser til Jon Andersen mfl. i Forvaltningsret (1994), s. 342, med eksempel.

Det er fast antaget i ombudsmandens praksis at udtalelser fra sagkyndige som har afgivet en vurdering af et forhold der skal indgå i grundlaget for myndighedens afgørelse, vedrører sagens faktiske omstændigheder. Det er også antaget at der, hvis en indklaget myndighed i et høringssvar ikke alene henholder sig til den trufne afgørelse, men også kommenterer den indgivne klage eller på anden måde uddyber begrundelsen for afgørelsen, som udgangspunkt er pligt til at partshøre over udtalelsen. Jeg henviser til de sager som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretninger for 1998, s. 409ff*, og for 1991, s. 173ff*.

Grunden til at fakultetsrådet skulle træffe afgørelse i sagen, var at der var stemmelighed i studienævnet, jf. § 8, stk. 3, i universitetsloven (nu lovbekendtgørelse nr. 1177 af 22. december 1999 som ændret ved lov nr. 483 af 31. maj 2000). Formålet med udtalelserne fra medlemmerne af studienævnet var over for fakultetsrådet at forklare hvorfor der havde været stemmelighed i studienævnet, og dermed baggrunden for at sagen skulle overgives til fakultetsrådet. Udtalelserne fungerede således som dokumentation for studienævnets overvejelser i sagen. For så vidt angår udtalelsen af 20. juli 1997, klarlagde den lærerrepræsentanternes begrundelser for at der ikke i sagen forelå usædvanlige forhold i den forstand som fremgår af § 16, stk. 1, sidste pkt., i eksamensbekendtgørelsen. I udtalelsen var forskellige, allerede kendte faktiske oplysninger i øvrigt også sammenstillet på en sådan måde at det bidrog til at skabe klarhed over sagsforløbet.

På den baggrund mener jeg at lærerrepræsentanternes udtalelse indeholdt oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Jeg mener også at oplysningerne må anses for væsentlige for sagens afgørelse. Spørgsmålet om hvorvidt lærerrepræsentanterne havde pligt til at afgive udtalelsen, har ingen betydning for om der var pligt til partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Sammenfattende mener jeg at fakultetsrådet havde pligt til at partshøre Deres klient over lærerrepræsentanternes udtalelse.

En partshøring skal iværksættes inden myndigheden reelt træffer afgørelse i den pågældende sag. Jeg henviser til ordlyden af § 19, stk. 1, og Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 894ff.

Dekanen skrev den 25. august 1997 til Deres klient at fakultetsrådet på sit møde samme dag havde vedtaget ’ ikke at imødekomme ?Deres klients? ansøgning’. Samtidig sendte dekanen bl.a. lærerrepræsentanternes udtalelse til Deres klient med henblik på eventuelle bemærkninger inden dekanen stadfæstede fakultetsrådets afgørelse.

Det er beklageligt at dekanens brev af 25. august 1997 var formuleret på en sådan måde at det gav indtryk af at den med brevet iværksatte høring var indholdsløs. Heller ikke en bemærkning i høringsbrevet om at sagen var blevet genoptaget i fakultetsrådet hvis Deres klients bemærkninger til sagen havde givet grundlag herfor, kunne have ændret dette indtryk.

Jeg har gjort universitetet og ministeriet bekendt med min opfattelse.

 

Underretning om at sagen blev overgivet til fakultetsrådet

Deres klient blev ikke underrettet om at sagen som følge af stemmelighed i studienævnet blev overgivet til fakultetsrådet til behandling.

Det fremgår af Undervisningsministeriets udtalelse af 2. maj 2001 at det ville have været udtryk for god forvaltningsskik om universitetet havde oplyst Deres klient om at studienævnet ikke kunne nå til en afgørelse, og at sagen derfor ville blive sendt til fakultetsrådet, jf. § 8, stk. 3, i universitetsloven. Lignende fremgår af universitetets udtalelser i sagen.

Jeg er enig med myndighederne i at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis Deres klient var blevet underrettet om at sagen på grund af stemmelighed i studienævnet blev overgivet til fakultetsrådet til behandling.

Jeg har gjort universitetet og ministeriet bekendt med min opfattelse.

 

Begrundelse for fakultetsrådets afgørelse

Dekanen begrundede afslaget af 2. september 1997 med at fakultetsrådet ikke fandt at der forelå sådanne usædvanlige forhold at dispensationen kunne gives. På foranledning af Deres anmodning om at få en begrundelse for afslaget henviste dekanen i brev af 27. november 1997 til sagens akter.

Skriftlige afgørelser der ikke giver en part fuldt ud medhold, skal efter forvaltningslovens § 22 være ledsaget af en begrundelse. Kravene til begrundelsens indhold fremgår af samme lovs § 24. Af § 24, stk. 1, fremgår:

’§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.’

Af ministeriets udtalelse af 2. maj 2001 fremgår at fakultetsrådets afslag ikke opfyldte forvaltningslovens krav til begrundelse. Ministeriet mente således ikke at det var nok at fakultetsrådet henviste til sagens akter. Ministeriet beklagede at ministeriet i forbindelse med afgørelsen af 16. oktober 1998 ikke gjorde opmærksom på at fakultetsrådets afgørelse ikke opfyldte begrundelseskravene.

Jeg er enig med ministeriet i at fakultetsrådets afslag ikke opfyldte begrundelseskravene i forvaltningslovens § 24.

Jeg har gjort universitetet og ministeriet bekendt med min opfattelse.

Ligeledes er jeg enig med ministeriet i at det var beklageligt at ministeriet ikke i forbindelse med afgørelsen af 16. oktober 1998 var opmærksom på begrundelsesmanglerne.

Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse.

 

Sammenfatning

Jeg har overvejet om jeg på baggrund af min kritik ovenfor har grundlag for at henstille til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling at ministeriet genoptager sagen og træffer en ny afgørelse i sagen.

Jeg mener ikke at jeg har grundlag for at afgive en sådan henstilling.

Derfor foretager jeg mig ikke mere i sagen.

 

Sagen om fri proces

De klager også over at Københavns Overpræsidium og Civilretsdirektoratet henholdsvis den 6. maj 1999 og den 2. september 1999 gav afslag på Deres ansøgning om fri proces til en retssag mod (nu) Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling vedrørende sagen om dispensation til (B).

På grundlag af dels det som jeg har skrevet ovenfor om dispensationssagen, dels min gennemgang af akterne i sagen om fri proces, har jeg besluttet ikke at foretage mig mere i sagen om fri proces. Jeg har navnlig lagt vægt på at der ikke er udsigt til at jeg kan kritisere at myndighederne gav afslag på Deres ansøgning om fri proces. Jeg henviser til § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven hvoraf det - som tidligere nævnt - fremgår at ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

Jeg foretager mig således heller ikke mere i denne sag.”

 

NOTER: (*) FOB 1991, s. 173, FOB 1992, s. 334, og FOB 1998, s. 409.