Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

Efter udløbet af klagefristen klagede en forening på vegne af en kvinde til det sociale nævn over en kommunes afslag på eftergivelse af et såkaldt § 42-lån. Foreningen søgte om dispensation for overskridelse af klagefristen idet man gjorde gældende at kvinden havde været forhindret i at klage rettidigt på grund af akut og alvorlig sygdom og blandt andet havde været indlagt på hospital.

Det sociale nævn afviste at behandle foreningens klage fordi klagefristen ikke var overholdt, og fordi nævnet ikke mente der forelå nogen særlig grund til at dispensere fra fristoverskridelsen.

Ombudsmanden udtalte at nævnet ikke havde haft tilstrækkelige oplysninger i sagen på de tidspunkter hvor nævnet traf afgørelse i sagen.

Ombudsmanden mente det var kritisabelt at nævnet indhentede oplysninger om kvindens helbred hos hospitalet uden først at have søgt at få samtykke hertil. Det var meget kritisabelt at nævnet over for hospitalet oplyste at man havde orienteret kvinden om at oplysninger kunne blive indhentet, og at kvinden ikke havde haft indvendinger herimod.

Ombudsmanden kritiserede endvidere det sociale nævns begrundelser og at nævnet ikke sendte alle sagens akter sammen med nævnets udtalelse i sagen. Ombudsmanden mente endelig det var kritisabelt at det sociale nævn på foranledning af en udtrykkelig forespørgsel fra en af ombudsmandens medarbejdere oplyste at det sociale nævn ikke havde flere sagsakter. (J.nr. 2000-2470-085).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Klage afvist på grund af fristoverskridelse uanset klagers sygdom

 

I brev af 14. september 1999 søgte forening B (på A’s vegne) bl.a. Frederiksberg Kommune om hel eller fuldstændig eftergivelse af A’s restgæld på ca. 41.000 kr. vedrørende et § 42-lån optaget i maj 1977. Foreningen henviste i den forbindelse bl.a. til SM 0-27-99.

I brev af 10. december 1999 til A traf Frederiksberg Kommune følgende afgørelse:

”I anledning af Deres anmodning om eftergivelse af § 42 lån skal man hermed meddele, at Frederiksberg kommunes Socialdirektorat, Familieafdelingen, ikke har fundet grundlag for at imødekomme anmodningen efter bestemmelserne i lov om aktiv socialpolitik.

Om den nærmere begrundelse herfor skal man henvise til Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik, pkt. 491 samt 492, hvoraf det blandt andet fremgår at afdragene på lånet skal fastsættes under hensyntagen til låntagers økonomiske forhold, herunder forsørgerforhold og eventuelle merudgifter på grund af særlige helbredsmæssige forhold.

De har til sagen oplyst, at Deres månedlige nettoløn udgør ca. kr. 13.700,-, herudover modtager De invaliditetsydelse med kr. 1.959,- pr. måned. Deres samlede udgifter, inklusive transportomkostninger, medicinudgifter og afdrag på § 42 lånet udgør ca. kr. 7.952,-. De har således ca. kr. 7.706,- pr. måned til kost, beklædning m.v. På denne baggrund ses der ikke, at være grundlag for at eftergive den resterende del af § 42 lånet på ca. kr. 39.000,-.

Det tilføjes, at denne afgørelse inden forløbet af 4 uger kan indbringes for Det Sociale Ankenævn. Såfremt De ønsker at klage til Det Sociale Ankenævn, skal klagen indenfor denne tidsfrist indgives til Frederiksberg kommunes Socialdirektorat, Familieafdelingen, ( ).

Direktoratet vil herefter revurdere sagen inden videresendelse til Ankenævnet. Det tilføjes, at De skriftligt vil blive orienteret om resultatet [af] revurderingen.”

 

Den 19. januar 2000 klagede foreningen over kommunens afgørelse. I klagen anførte foreningen:

”Hermed ankes afgørelse af afslag på eftergivelse af § 42 lån jf. SM-0-27-99.

Idet vi er klar over ankefristens udløb, søges om dispensation herfor, da (A) har været akut, alvorlig syg fra d. 3.12.99 til d. 21.1.2000.

I den forbindelse var (A) indlagt på (Z) sygehus i perioden fra d. 16.12 til d. 30.12.99.

Vi vil først og fremmest henlede opmærksomheden på at man fejlagtigt har medtaget invaliditetsydelsen som en indtægt. Da dette er en kompenserende ydelse, kan den ikke medregnes som sådan.

Vi mener samtidig at man jf. ovenstående SM afgørelse kan sidestille (A)’s tilkendelse af invaliditetsydelse med tilkendelse af pension, da det er samme kriterier der skal opfyldes. Man må derfor omkontere hendes lån fra tilkendelsestidspunktet i 1988.

Desuden har (A) søgt om støtte til bil jf. SL § 99. Denne ansøgning er endnu ikke færdigbehandlet, men vi anser det for sandsynligt at der gives tilsagn til dette. Der vil derfor komme yderligere udgifter i den forbindelse.

Ydermere finder vi det mærkværdigt og utidssvarende at fortsætte afdrag på § 42 lån fra 1977, da revalideringsydelse er blevet givet som rent tilskud siden § 43 ikrafttræden, hvilket har ligget mere end 10 [år] tilbage.”

Den 26. januar 2000 bekræftede Frederiksberg Kommunes Familieafdeling modtagelsen af forening B’s klage. Kommunen oplyste at sagen var videresendt til det sociale nævn da ankefristen på 4 uger ikke var overholdt.

 

Den 2. februar 2000 traf Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner afgørelse i sagen. Nævnet anførte:

Efter § 67, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, skal klage være indgivet inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Denne frist er overskredet, men nævnet kan efter loven se bort fra overskridelsen, når der er særlig grund hertil.

I klagen er der ikke fundet nogen særlig grund til overskridelsen. Nævnet kan derfor ikke behandle sagen.

 

Den 15. marts 2000 skrev forening B følgende til det sociale nævn:

”I forbindelse med ansøgning om eftergivelse af ’gammel § 42’ hjælp efter daværende Bistandslov, har Frederiksberg kommune givet afslag på denne ansøgning. Ansøger og forening (B) har efterfølgende anket afgørelsen, men anket for sent. Sagen er derefter blevet afvist.

Årsagen til at der er anket for sent, skyldes at ansøger har været hospitalsindlagt i den mellemliggende periode, hvorfor ankefristen er blevet overskredet. Til dokumentation for ovenstående vedlægger vi udskrift fra hospital / læge.

Vi håber på denne baggrund at sagen vil blive taget op til fornyet overvejelse, med baggrund i ovenstående.

 

I læge C’s erklæring af 17. februar 2000 står følgende vedrørende A:

”Det attesteres herved, at ovennævnte har været syg fra 3/12 1999 til 21.1.2000 og i tidsrummet fra 16/12-30/12 1999 været indlagt på (Z) Hospital med akut alvorlig sygdom og har i hele denne periode været ude af stand til at varetage egne interesser.”

Den 5. april 2000 fastholdt det sociale nævn sin afgørelse af 10. december 1999. Nævnet anførte bl.a. følgende:

”Nævnet har ved afgørelse af 2. februar 2000 afvist at behandle sagen med henvisning til, at ankefristen var overskredet.

Forening (B) har med henvisning til vedlagte lægeattest oplyst, at pågældende har været syg i en periode, og at hun har været hospitalsindlagt i tiden fra 16. december til 30. december 1999.

I betragtning af at pågældende kun har været hospitalsindlagt i en del af den periode, inden for hvilken hun burde have anket, finder Nævnet ikke grundlag for at ændre den trufne afgørelse.”

 

Den 12. april 2000 bad forening B igen det sociale nævn om at tage sagen op til fornyet overvejelse. Forening B anførte i den forbindelse bl.a. følgende:

”I forbindelse med skrivelse fra Sikringsstyrelsen dateret d. 5 April 2000, skal vi venligst oplyse at Sikringsstyrelsen har taget fejl omkring datoer, hvilket betyder at (A) ikke har mulighed for at få prøvet sin sag.

Det er faktisk således at (A) har været indlagt i perioden fra d. 16.12.99 til d. 30.12.99, og i perioden fra d. 03.12.99 til d. 21.01.00 været så svækket af sygdom (40 i feber og efterfølgende hård rekonvalescens), hvilket kan bevises ved udtalelse fra læge (C), (bilag vedlagt igen), som har haft (A) i behandling.

Meget tyder på at SM 0-27-99 kan have ligheder med (A)’s situation. Det vil derfor være meget beklageligt, hvis hendes sygdom i øvrigt også forhindrer hende i at få prøvet sin sag ved anden instans.”

 

Blandt det sociale nævns akter foreligger en lægekonsulentrapport af 11. maj 2000.

I brev af 18. maj 2000 meddelte det sociale nævn at forening B’s brev af 12. april 2000 ikke havde givet nævnet anledning til at ændre sin afgørelse af 2. februar 2000. Nævnet ville således ikke behandle klagen.

Den 24. maj 2000 rettede forening B for første gang henvendelse til mig om sagen (mit j.nr. 2000-1761-085). Forening B bad mig se på rimeligheden af at det sociale nævn ikke ville behandle ankesagen.

Den 26. juni 2000 sendte jeg forening B’s brev af 24. maj 2000 med bilag videre til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner således at nævnet fik lejlighed til skriftligt ? over for forening B ? at tage stilling til det forhold at det er forening B’s opfattelse at det er lægeligt dokumenteret at A efter udskrivelsen fra hospitalet den 30. december 1999 havde været ude af stand til at varetage sine interesser. Samtidig fik nævnet lejlighed til at redegøre nærmere for praksis på området. Jeg bad forening B afvente det sociale nævns svar før forening B tog stilling til om der var grundlag for at rette henvendelse til mig om sagen.

 

I brev af 17. juli 2000 til forening B skrev nævnet bl.a.:

”Af brevet fra Ombudsmanden fremgår, at det er Ombudsmandens opfattelse, sådan som sagen er forelagt for ham, at Nævnet ikke har taget stilling til, at det er Forening (B)’s opfattelse, at det er lægeligt dokumenteret, at (A) efter udskrivning fra hospitalet den 30. december 1999 har været ude af stand til at varetage sine interesser på grund af sygdom.

Under henvisning hertil skal Nævnet oplyse, at man allerede tidligere har overvejet, om der i pågældendes situation har foreligget sådanne helbredsmæssige forhindringer, at hun ikke skulle have haft mulighed for at anke kommunens afgørelse i perioden fra hjemkomsten fra hospitalet og indtil klagefristens udløb.

Nævnet skal oplyse, at man fortsat ikke finder, at der er grundlag for at ændre den trufne afgørelse.

Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremsat sådanne oplysninger om pågældendes helbredsforhold, at det må skønnes, at hun efter hjemkomsten fra hospitalet og inden klagefristens udløb har været forhindret i at indbringe sin klage for Nævnet.

Nævnet skal herved henvise til, at pågældende efter hospitalsudskrivningen havde mere end 10 dage til rådighed til at indbringe klagen rettidigt, og at der ikke gælder bestemte krav med hensyn til formen for klagens indbringelse.

Nævnet skal oplyse, at der ved behandlingen af sagen i Nævnet har deltaget lægelig sagkundskab.

Med hensyn til Ombudsmandens anmodning om, at Nævnet redegør for praksis på området, skal Nævnet henvise til kapitel 12.6 i Ankestyrelsens klagevejledning på det sociale område.”

 

Med brev ? modtaget den 10. august 2000 ? klagede forening B på ny til mig. Foreningen anførte følgende:

(A) blev efter udskrivning fra (Z) hospital d. 30.12.1999, hjemsendt med midlertidig hjemmepleje, samt hjemmesygeplejerske, foranlediget af (Z) hospital på grund af svækkelse i lunger, som ikke var helt i orden ved selve udskrivningen.

Ydermere foranstaltede hospitalet, at (A) også fik mad bragt udefra, da man ikke mente, at hun var i stand til at kunne fungere normalt de første 2-3 uger efter udskrivelse.

Der var således tale om at (A) på grund af fysiske sygdomme var meget svækket i en sådan grad, at madudbringning, hjemmehjælp og hjemmesygeplejerske var påkrævet, også var psykisk nedbrudt på grund af oplevelser på hospitalet. Bl.a. at (A)’s årer er nedbrudt på grund af tidligere prednison behandling, så det var meget vanskeligt og smertefuldt at give antibiotika. Ydermere blev (A) først fejlbehandlet med penicillin, så også hendes colitis gik i udbrud.

Af alle disse årsager, som her er kort beskrevet, har (A) ikke magtet at beskæftige sig med hendes ankesag.

 

Den 28. november 2000 bad jeg det sociale nævn om en udtalelse i sagen. Jeg skrev bl.a.:

”Under henvisning til vedlagte brev (modtaget her ved embedet den 10. august 2000) og bilagene fra forening (B) på vegne af (A) beder jeg om en udtalelse i anledning af klagen over at Sikringsstyrelsen den 2. februar 2000 har afvist (A)’s klage som for sent indgivet. Ved breve af 5. april, 18. maj og 17. juli 2000 har Sikringsstyrelsen fastholdt afgørelsen.

Retssikkerhedslovens § 67 (nu lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 med senere ændring om retssikkerhed og administration på det sociale område) har følgende ordlyd:

§ 67. Klage til det sociale nævn og Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Anmodning til Ankestyrelsen om optagelse af en sag til behandling efter § 57 skal ske inden for samme frist.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn og chefen for Ankestyrelsen kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil. Afgørelser om at se bort fra klagefrister og afgørelser om klagefristens beregning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.’

I Den Sociale Ankestyrelses vejledning nr. 53 af 10. februar 2000 redegøres under punkt 12.6. bl.a. nærmere for Ankestyrelsens praksis vedrørende dispensation fra klagefristen (oprejsningsbevilling) i retssikkerhedslovens § 67, stk. 1.

Følgende er bl.a. anført om oprejsningsbevilling i Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave, 1997, s. 263f:

’Når en klagefrist er overskredet, har klageren ikke længere krav på, at rekursinstansen realitetsbehandler den påklagede afgørelse. Klagemyndigheden skal ex officio kontrollere, at klagefristen er overholdt. Er fristen overskredet, afvises klagen.

I flere love (og forretningsordener) er det imidlertid fastsat, at rekursorganet kan se bort fra en fristoverskridelse. Som eksempel kan nævnes skattestyrelseslovens § 25, stk. 1, 3. pkt., hvorefter Landsskatteretten kan se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Det forhold, at en klage tages under realitetsbehandling, trods en overskridelse af klagefristen, betegnes normalt oprejsningsbevilling.

Hvor loven (eller forretningsordenen) ikke har fastsat en adgang til oprejsningsbevilling, kan rekursmyndigheden alligevel efter uskrevne forvaltningsretlige regler se bort fra en overskridelse af klagefristen. Dog må det fastholdes, at udgangspunktet er, at klagen skal afvises. En oprejsningsbevilling kan således ikke gives uden videre. Der skal foreligge visse særlige forhold. Disse skal typisk have karakter af undskyldende omstændigheder, som er en rimelig grund til fristoverskridelse.

Sådanne omstændigheder kan f.eks. være sygdom eller væsentlig postforsinkelse på grund af arbejdsnedlæggelse. Fristens længde er også af betydning. Er fristen kort, vil tilbøjeligheden til at se bort fra den være større, end hvis fristen er lang. Hvor meget fristen er overskredet spiller ligeledes en rolle. En kort overskridelse kan bedre accepteres end en længere. Er der givet korrekt klagevejledning, taler dette imod oprejsningsbevilling. Det er ligeledes af betydning, om andre borgere har modstående interesser, som tilsiger, at sagen ikke bør behandles efter fristens udløb. Er der tale om et egentligt partsforhold (partstvist), vil fristen normalt blive håndhævet strengt, og kun ekstraordinære forhold vil i almindelighed kunne føre til, at en for sent indgivet klage behandles. Det skyldes, at en fristforlængelse til fordel for den ene part er til ugunst for den anden part.

Ovenstående momenter er af betydning, ikke blot ved vurdering af, om der i den konkrete situation kan gives en ulovbestemt oprejsningsbevilling, men også ved stillingtagen til, om en lovhjemlet oprejsningsbevilling kan meddeles. Der foreligger altså her et godt eksempel på samspillet mellem almindelige uskrevne regler og lovbestemmelser.

 

Der kan endvidere henvises til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 645f.

Jeg beder om at Sikringsstyrelsen ved udarbejdelsen af udtalelsen bl.a. inddrager de ovenstående bemærkninger.”

Den 25. januar 2001 afgav nævnets lægekonsulent rapport til sagen.

Den 6. februar 2001 skrev det sociale nævn bl.a. følgende til Z Hospital:

”Til brug ved behandlingen af ovennævntes sag beder Det Sociale Nævn - under henvisning til § 10 og § 12 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - om oplysning om, hvad der er noteret i journalen om undersøgelser, diagnose og behandling.

Journaludskrift og/eller foreliggende relevante udskrivningsbreve, speciallægeundersøgelser, funktionsprøver, røntgenbeskrivelser m.v. bedes fremsendt og vil normalt være tilstrækkeligt.

Pågældende er herfra orienteret om, at sådanne oplysninger kan blive indhentet og har ikke haft indvendinger imod det.

Oplysningerne ønskes vedrørende perioden for pågældendes indlæggelse fra den 16. december til den 30. december 1999.”

Blandt de akter jeg har modtaget fra nævnet, er en epikrise af 3. januar 2000 fra Medicinsk Center, Z Hospital, og kopi af journaltilførsler fra 29. december 1999, 30. december 1999 og 27. januar 2000. Der foreligger imidlertid ikke noget fremsendelsesbrev fra Z Hospital.

Den 8. marts 2001 afgav nævnets lægekonsulent ny rapport i sagen (renskrevet 15. marts 2001).

 

Den 29. marts 2001 afgav Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner en udtalelse i anledning af sagen. Det sociale nævn udtalte følgende:

Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner har ved brev af 2. februar 2000 med henvisning til fristoverskridelse afvist at behandle pågældendes klage over Frederiksberg Kommunes afslag på eftergivelse af lån efter bistandslovens § 42. Nævnet har ved breve af 5. april, 18. maj og 17. juli 2000 fastholdt denne afgørelse.

Nævnets svar af 17. juli 2000 til forening (B) blev afgivet efter oversendelse til besvarelse den 26. juni 2000 fra Folketingets Ombudsmand af brev af 24. maj 2000 fra forening (B).

I svaret har Nævnet blandt andet oplyst, at det allerede tidligere var overvejet, om der i pågældendes situation havde foreligget sådanne helbredsmæssige forhindringer for, at hun ikke havde haft mulighed for at anke kommunens afgørelse i perioden fra hjemkomsten fra hospitalet og indtil klagefristens udløb.

Nævnet udtalte i svar af 17. juli 2000, at man fortsat ikke fandt, at der forelå oplysninger, som gav grundlag for at ændre den trufne afgørelse.

I besvarelsen af Ombudsmandens brev af 28. november 2000 skal Nævnet henvise til svaret af 17. juli 2000.

Nævnet skal endvidere oplyse, at man i anledning af Ombudsmandens henvendelse har indhentet journalmateriale fra (Z) Hospital til belysning af pågældendes helbredstilstand ved udskrivningen fra Hospitalet.

Det er nævnets opfattelse, at det lægelige materiale fra (Z) Hospital viser, at der har været en beskeden opblussen i tarmlidelse med hurtig effekt af medicinsk behandling. Før udskrivningen var en blodmangel behandlet med blodprocent. Ved udskrivningen kunne konstateres klar bedring i almentilstand, og det fremgår af udskrivningsnotat, at patienten var velbefindende.

Under henvisning hertil finder Nævnet fortsat ikke grundlag for at ændre den trufne afgørelse og finder således, at pågældende ud fra de helbredsmæssige oplysninger burde have været i stand til at klage over kommunens afgørelse inden for klagefristen.

Der har deltaget lægelig sagkundskab under hele forløbet af sagens behandling i Nævnet.

Det Sociale Nævn finder ikke, at de retskilder, hvortil der er henvist i Ombudsmandens brev af 28. november 2000, giver Nævnet anledning til at ændre sin opfattelse.

Sagens akter vedlægges.

 

Den 9. april 2001 bad jeg forening B om bemærkninger til det sociale nævns udtalelse. Jeg vedlagde endvidere kopi af to journalark fra Z Hospital som jeg ligeledes bad om forening B’s bemærkninger til.

Forening B er ikke kommet med nogen bemærkninger.

Ved telefonisk henvendelse til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner den 1. marts 2002 forespurgte en af mine medarbejdere hvorvidt det sociale nævn havde sendt alle sagens akter med nævnets brev af 29. marts 2001. Min medarbejder henviste i den forbindelse bl.a. til at der blandt de fremsendte akter ikke var et brev fra nævnet til A med en orientering sådan som det var anført i nævnets brev af 6. februar 2001 til Z Hospital.

I brev af 1. marts 2002 oplyste Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner bl.a. at nævnet beklageligvis ikke havde indhentet samtykke fra A til at indhente oplysninger fra Z Hospital. Det fremgår af brevet at forening B og A har modtaget kopi heraf.

Den 7. marts 2002 bad jeg for god ordens skyld om forening B’s bemærkninger til det sociale nævns brev af 1. marts 2002.

Forening B er ikke kommet med nogen bemærkninger.

I brev ligeledes af 7. marts 2002 til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner oplyste jeg at det ? efter at have gennemgået de fra det sociale nævn modtagne akter ? var min foreløbige opfattelse at jeg ikke med nævnets brev af 29. marts 2001 havde modtaget både nævnets akter i sagen og de med klagen fremsendte bilag retur.

På den baggrund bad jeg Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner om at modtage alle de akter i sagen som nævnet fortsat var i besiddelse af.

I brev af 15. marts 2002 sendte Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner de akter der fandtes i det sociale nævns sag.

 

Ombudsmandens udtalelse

 

”1. Det sociale nævns afgørelser

Frederiksberg Kommune afslog den 10. december 1999 (A)’s anmodning om eftergivelse af et § 42-lån. Afgørelsen blev truffet efter bestemmelserne i lov om aktiv socialpolitik.

Efter § 1 i bekendtgørelse nr. 312 af 4. maj 2000 om retssikkerhed og administration på det sociale område gælder retssikkerhedsloven (lov om retssikkerhed og administration på det sociale område ? lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 som senest ændret ved lov nr. 145 af 25. marts 2002) ved behandling og afgørelse af sager efter bl.a. lov om aktiv socialpolitik.

De afgørelser som kommunen træffer efter den sociale lovgivning, kan indbringes for det sociale nævn, jf. § 60, stk. 1, i retssikkerhedsloven.

Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner har i sine afgørelser henvist til retssikkerhedslovens § 67.

Af bestemmelsen fremgår bl.a.:

’§ 67. Klage til det sociale nævn og Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn og chefen for Ankestyrelsen kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil. Afgørelser om at se bort fra klagefrister og afgørelser om klagefristernes beregning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.’

Bestemmelsen er ikke ændret siden nævnets afgørelse af 2. februar 2000.

 

I Den Sociale Ankestyrelses vejledning nr. 53 af 10. februar 2000 om klageregler på det sociale område redegøres der under punkt 12.6. nærmere for Den Sociale Ankestyrelses praksis vedrørende dispensation fra klagefrister i retssikkerhedslovens § 67, stk. 1 (oprejsningsbevilling). Af det pågældende punkt i vejledningen fremgår bl.a. følgende:

’61. Tilfælde, hvor der var grundlag for dispensation

Ansøgeren var bortrejst på tidspunktet for afgørelsen den 12. juni. Anken var dateret den 17. juli og modtaget i nævnet den 20. juli. Ansøgeren oplyste, at han havde været bortrejst i perioden fra den 7. juni til den 16. juli, og sagsbehandleren i kommunen bekræftede dette. Da ansøgeren ikke var blevet bekendt med afgørelsen, inden klagefristens udløb, og da han havde reageret hurtigt efter hjemkomsten, blev der dispenseret fra fristen.

Ankefristen udløb den 5. marts. Anken var modtaget den 12. marts. Ansøgeren var akut indlagt på sygehus fra den 2. marts til den 11. marts. Da der var tale om en akut indlæggelse, og da anken blev sendt straks efter udskrivningen, blev der bortset fra fristoverskridelsen.

Fristoverskridelse på 11 dage. Efter det oplyste havde klageren en psykisk lidelse på grund af arbejdsskaden. Lidelsen medførte, at han havde svært ved at træffe beslutninger, og han behøvede hjælp til bearbejdning af skriftligt materiale. Der blev dispenseret.

Afgørelse den 27. oktober og anke den 17. december. Afgørelsen vedrørte en udlænding, som ikke eller kun dårligt forstod dansk. Ansøgeren var ikke rask. Under hensyn hertil og til sprogvanskelighederne blev der dispenseret.

I tilslutning til det sidstnævnte eksempel skal det bemærkes, at myndighederne har en særlig forpligtelse til at yde vejledning, når der kan være forståelsesmæssige problemer i forbindelse med en afgørelse.

Der henvises i denne forbindelse også til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 32-37 om tolkebistand og oversættelse og til Folketingets Ombudsmands beretning 1990, side 240*.

Hvis en myndighed har forsømt sin vejledningspligt, kan dette bevirke dispensation.’

 

Det fremgår af Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuners afgørelser af 2. februar 2000, 5. april 2000, 18. maj 2000 og 17. juli 2000 og af det sociale nævns udtalelse til mig at forening (B)’s klage over Frederiksberg Kommunes afgørelse af 10. december 1999 blev afvist af det sociale nævn fordi klagefristen ikke var overholdt, og fordi nævnet ikke fandt at der forelå nogen særlig grund til at dispensere fra fristoverskridelsen. Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner har i den forbindelse ikke fundet at der var fremsat sådanne oplysninger om (A)’s helbredsforhold at det må skønnes at hun efter hjemkomsten fra hospitalet og inden klagefristens udløb har været forhindret i at indbringe sin klage for det sociale nævn.

Afgørelsen af om der i den foreliggende sag skal dispenseres fra fristoverskridelsen, bygger på vurderinger og afvejninger af en række hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg ikke mulighed for at foretage denne afvejning på en anden og bedre måde end Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse.

Afgørelsen af om der i den foreliggende sag skal dispenseres fra fristoverskridelsen, hviler endvidere i vidt omfang på en lægefaglig vurdering.

Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol af de lægefaglige vurderingers rigtighed - som er af betydning for denne sag - kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.

Under min gennemgang af sagen har jeg fundet punkter i nævnets sagsbehandling der giver grundlag for kritik, men jeg har ikke fundet sådanne ganske særlige omstændigheder at jeg kan kritisere nævnets afgørelser.

 

2. Det sociale nævns sagsbehandling

a. sagsoplysningen

Det er et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret at den myndighed der skal træffe afgørelse i en sag, har ansvaret for at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Dette indebærer at myndigheden har en pligt til at sikre sig dels at myndigheden er i besiddelse af de oplysninger der er nødvendige for at træffe afgørelse i den foreliggende sag, dels at disse oplysninger er korrekte.

Medmindre andet er fastsat i loven, er det myndigheden selv der afgør hvilke oplysninger som er nødvendige for at kunne træffe afgørelse i sagen. Denne vurdering forudsætter en konkret stillingtagen til hvad der i den enkelte sag er et tilstrækkeligt og forsvarligt grundlag for at kunne træffe den materielt rigtige afgørelse. Jeg henviser til Carl Aage Nørgaard mfl., Forvaltningsret - Sagsbehandling (2001), s. 128ff, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 297ff.

Det fremgår af Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuners afgørelse af 17. juli 2000 og udtalelse af 29. marts 2001 til mig at nævnet ved sagens afgørelse har lagt vægt på at der ikke var fremsat sådanne oplysninger om (A)’s helbredsforhold at det må skønnes at hun efter hjemkomsten fra hospitalet og inden klagefristens udløb har været forhindret i at indbringe sin klage for det sociale nævn.

I (A)’s sag indebærer officialprincippet bl.a. at det sociale nævn på baggrund af det af foreningen anførte vedrørende (A)’s sygdomsforløb i perioden fra den 3. december 1999 til den 21. januar 2000 har haft pligt til at sikre at der forelå tilstrækkelige konkrete oplysninger om netop dette sygdomsforløb til at belyse om hun efter hjemkomsten fra hospitalet og inden klagefristens udløb har været forhindret i at indbringe sin klage for det sociale nævn.

Jeg bemærker i den forbindelse at nævnet først den 6. februar 2001 har indhentet oplysninger (i form af journaloplysninger fra (Z) Hospital) om (A)’s individuelle helbredsforhold i forbindelse med nævnets behandling af min anmodning af 28. november 2000 om en udtalelse i anledning af sagen.

Jeg må derfor lægge til grund at nævnet ikke har haft tilstrækkelige oplysninger i sagen på de tidspunkter hvor nævnet traf afgørelse i sagen. Jeg har lagt vægt på at oplysninger om (A)’s individuelle helbredsforhold har haft væsentlig betydning for nævnets stillingtagen til foreningens anbringende om at (A) på grund af sygdom har været forhindret i at indgive klage rettidigt, og derfor har haft central betydning for nævnets afgørelser i (A)’s sag.

Jeg har gjort Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner bekendt med min opfattelse.

 

b. Det sociale nævns indhentelse af lægelige oplysninger fra (Z) Hospital

Forvaltningslovens § 29 (lov nr. 571 af 19. december 1985) har følgende ordlyd:

§ 29. I sager, der rejses ved ansøgning, må oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke indhentes fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

ansøgeren har givet samtykke hertil,

andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller

særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.’

Til brug for behandlingen af en ansøgningssag må der således i almindelighed ikke indhentes oplysninger af rent privat karakter fra en anden forvaltningsmyndighed (eller andre dele af samme forvaltningsmyndighed) medmindre ansøgeren har givet samtykke eller andet følger af lov.

Oplysninger om helbredsforhold må anses for oplysninger om rent private forhold.

(A)’s sag vedrører en anmodning om eftergivelse af (A)’s restgæld og i den forbindelse det sociale nævns behandling af forening (B)’s ansøgning om dispensation fra den i retssikkerhedslovens § 67, stk. 1, angivne klagefrist. På denne baggrund må sagen anses for rejst ved ansøgning og dermed omfattet af forvaltningslovens § 29.

§ 12 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000) lyder således:

’§ 12. En myndighed kan forlange, at personer, myndigheder m.v., der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf.

Stk. 2. En myndighed kan forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018.

Stk. 3. Myndigheden skal forsøge at få samtykke til at indhente oplysninger efter stk. 1.

Stk. 4. Oplysninger om økonomiske forhold kan myndigheden kræve at få i elektronisk form fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser. Oplysningerne kan indhentes, selv om den person, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune eller amtskommune, som indhenter oplysningerne. Oplysningerne kan indhentes som led i behandlingen af en enkelt sag eller som led i en generel søgning til brug for kontrol.’

I de tilfælde hvor et samtykke til indhentelse af oplysninger ikke kan opnås fra den pågældende, vil der således ? med hjemmel i § 12 ? kunne indhentes oplysninger om den pågældendes rent private forhold i sager om ansøgning om sociale ydelser.

Også i ansøgningssager inden for det sociale område skal myndighederne således forsøge at indhente et samtykke fra den pågældende før man indhenter oplysninger om den pågældendes rent personlige forhold.

Jeg bemærker i den forbindelse at det af forarbejderne til persondataloven (lov nr. 429 af 31. maj 2000) om behandling af personoplysninger fremgår at loven ikke regulerer spørgsmålet om indhentelse af oplysninger i ansøgningssager eller om pligt til videregivelse af oplysninger (jf. Folketingstidende 1999- 2000, tillæg A, s. 4051).

Jeg finder det på den baggrund kritisabelt at nævnet indhentede oplysninger om (A)’s helbred hos (Z) Hospital uden forinden at have søgt at opnå samtykke hertil.

Jeg finder det endvidere meget kritisabelt at nævnet over for (Z) Hospital oplyser at nævnet havde orienteret (A) om at de udbedte oplysninger kunne blive indhentet, og at (A) ikke havde haft indvendinger herimod.

Jeg har gjort nævnet opmærksom på min opfattelse, men henset til nævnets beklagelse i brev af 1. marts 2002 til mig foretager jeg mig ikke videre vedrørende dette punkt idet jeg bemærker at jeg havde fundet det ønskeligt om nævnet ? også direkte over for (A) ? havde beklaget forløbet.

Jeg bemærker at jeg i min gennemgang af sagen ikke har taget stilling til hvorvidt Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuners indhentelse af lægelige oplysninger fra (Z) Hospital er sket i strid med bestemmelserne i §§ 7 og 29 i persondataloven. Jeg henviser i den forbindelse til at Datatilsynet, jf. § 58 i persondataloven, fører tilsyn med at behandlingen af personoplysninger finder sted i overensstemmelse med loven (og regler udstedt i medfør af loven). Jeg henviser endvidere til § 14 i ombudsmandsloven hvorefter ombudsmanden ikke kan behandle klager over forhold der kan indbringes for en højere forvaltningsmyndighed, før denne myndighed har truffet afgørelse.

 

3. Begrundelserne

Ifølge § 22 i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985) skal en afgørelse, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Forvaltningslovens § 24 fastsætter følgende krav til begrundelsens indhold:

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

...’

Efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, skal der i begrundelsen for skønsmæssige afgørelser angives hvilke hovedhensyn der er blevet tillagt vægt, jf. bl.a. også den sag som er omtalt i Folketingets Ombudsmand beretning for 1993, s. 225*. Såfremt afgørelsen er truffet på grundlag af myndighedens praksis, skal denne praksis nærmere beskrives.

Særlig betydning vil en beskrivelse af praksis have i de tilfælde hvor begrundelsens tema er negativt, dvs. går ud på at visse omstændigheder ikke kan antages at foreligge. Dette er f.eks. tilfældet ved afslag på at dispensere fra en regel hvor myndighedens dispensationsbeføjelse er betinget af at der foreligger ’særlige grunde el.lign.’. En begrundelse for et afslag på oprejsningsbevilling vil opfylde kravene i § 24, stk. 1, hvis den indeholder en henvisning til hvad der efter praksis er anset for ’særlige grunde’ sammenholdt med en konstatering af at ingen af disse særlige grunde foreligger i den aktuelle sag.

Har det under behandlingen af en dispensationssag været relevant at overveje bestemte dispensationsgrundlag mv., eller er et anbringende herom gjort gældende af parten, bør begrundelsen normalt også indeholde en omtale af hvad der i hidtidig praksis er blevet anset for særlige grunde.

Jeg henviser til Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 369f, og John Vogter, Forvaltningsloven med Kommentarer (1999), s. 432f.

Efter forvaltningslovens § 24, stk. 2, skal begrundelsen om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Hvis sagens faktiske omstændigheder er omtvistede, er det ikke tilstrækkeligt at henvise til de forskellige opfattelser af faktum. Myndigheden må derimod redegøre nærmere for hvilke af de pågældende oplysninger der er tillagt betydning ved sagens afgørelse. Hvis myndigheden ved sin afgørelse tilsidesætter sagkyndige udtalelser eller støtter sin afgørelse på bestemte af flere modstridende udtalelser, bør det i almindelighed angives på hvilket grundlag den sagkyndige erklæring er tilsidesat, eller hvilke sagkyndige der er lagt til grund for afgørelsen.

Jeg henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med Kommentarer (1999), s. 430f.

 

En tilstrækkelig begrundelse giver en fyldestgørende forklaring på hvorfor en afgørelse har fået et bestemt indhold. Hvor udførlig en begrundelse skal være, kan ikke præcist angives. Om en given begrundelse kan anses for tilstrækkelig, må bl.a. afhænge af afgørelsens art, sagens karakter og partens egen udførlighed i sagen. Myndigheden har således i et vist omfang pligt til at forholde sig til (relevante) partsanbringender, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 371ff.

Forening (B)’s brev af 19. januar 2000 fremstår som en anmodning om dispensation fra klagefristen.

Det sociale nævns afgørelse af 2. februar 2000 fremstår ikke som et svar på en sådan anmodning, men som en afvisning af at behandle sagen alene ved den bare konstatering af at fristen var overskredet, og at der ikke var anført særlige grunde herfor. Nævnets afgørelse fremtræder således ikke som et egentligt svar på foreningens anmodning.

Forening (B) har til støtte for anmodningen om dispensation fra klagefristen gjort gældende at (A) har været forhindret i at indgive klage rettidigt på grund af akut og alvorlig sygdom i perioden fra den 3. december 1999 til den 21. januar 2000, herunder at hun var hospitalsindlagt på (Z) Sygehus i perioden fra den 16. december 1999 til den 30. december 1999.

Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner har i begrundelsen for nævnets afgørelse af 2. februar 2000 alene henvist til at der ikke i klagen er fundet nogen særlig grund til fristoverskridelsen.

Efter min opfattelse er forening (B)’s anbringende relevant for sagen, og Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner burde derfor i afgørelsen af 2. februar 2000 nærmere have gjort rede for hvorfor det anførte sygdomsforløb ikke er en sådan særlig grund der gør at formanden for det sociale nævn vil se bort fra fristen i (A)’s tilfælde. Jeg bemærker i den forbindelse at det efter min opfattelse ville have været naturligt hvis nævnet i forbindelse med en stillingtagen til forening (B)’s anbringende over for foreningen havde redegjort for sin praksis.

Den begrundelse som nævnet gav i sin afgørelse af 2. februar 2000, tjener derfor efter min opfattelse ikke til at give forening (B) en fyldestgørende forklaring på afgørelsens indhold.

Forening (B) har i sine breve af 15. marts 2000 og 12. april 2000 til støtte for anmodningen om dispensation gjort gældende at det på baggrund af læge (C)’s erklæring af 17. februar 2000 må anses for lægeligt dokumenteret at (A) efter udskrivning fra hospitalet den 30. december 1999 var ude af stand til at varetage sine interesser på grund af sygdom.

Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner har i begrundelsen for sin afgørelse af 5. april 2000 alene henvist til at (A) kun har været hospitalsindlagt i en del af den periode inden for hvilken hun burde have klaget. I begrundelsen for nævnets afgørelse af 18. maj 2000 har nævnet alene henvist til at forening (B)’s brev af 12. april 2000 ikke havde givet nævnet anledning til at ændre sin afgørelse af 2. februar 2000.

Efter min opfattelse burde nævnet i afgørelserne af 5. april 2000 og 18. maj 2000 have gjort nærmere rede for hvorfor det ikke - på baggrund af læge (C)’s erklæring af 17. februar 2000 - kan anses for dokumenteret at (A) på grund af sygdom har været forhindret i at indgive klage rettidigt.

Den begrundelse som nævnet gav forening (B) i sine afgørelser af 5. april 2000 og 18. maj 2000, tjener derfor efter min opfattelse ikke til at give forening (B) en fyldestgørende forklaring på afgørelsernes indhold.

Forening (B) har i klagen af 24. maj 2000 bedt mig se på rimeligheden af at det sociale nævn ikke vil behandle klagesagen, idet forening (B) bl.a. har henvist til foreningens tidligere anmodninger til nævnet om oprejsningsbevilling.

Den 26. juni 2000 sendte jeg forening (B)’s brev til det sociale nævn således at nævnet bl.a. fik lejlighed til skriftligt over for foreningen at tage stilling til det forhold at det er forening (B)’s opfattelse at det er lægeligt dokumenteret at (A) efter udskrivningen fra hospitalet den 30. december 1999 har været ude af stand til at varetage sine interesser.

Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner har i begrundelsen for sin afgørelse af 17. juli 2000 henvist til at der ikke er fremsat sådanne oplysninger om (A)’s helbredsforhold at det må skønnes at hun efter hjemkomsten fra hospitalet og inden klagefristens udløb har været forhindret i at indbringe sin klage for det sociale nævn. Nævnet har endvidere henvist til at (A) efter udskrivningen fra hospitalet havde mere end 10 dage til at indbringe klagen rettidigt, og til at der ikke gælder bestemte krav med hensyn til formen for klagens indbringelse. Nævnet har oplyst at der ved sagens behandling i nævnet har deltaget lægelig sagkundskab.

Begrundelsen for det sociale nævns afgørelse af 17. juli 2000 fremstår efter min opfattelse ikke som en tilstrækkelig stillingtagen til forening (B)’s opfattelse, herunder til læge (C)’s erklæring af 17. februar 2000.

Den begrundelse som nævnet gav forening (B) i sin afgørelse af 17. juli 2000, tjener derfor efter min opfattelse ikke til at give foreningen en fyldestgørende forklaring på afgørelsens indhold.

Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner har i sin afgørelse af 17. juli 2000 som en redegørelse for nævnets praksis dog henvist til punkt 12.6 i Den Sociale Ankestyrelses vejledning nr. 53 af 10. februar 2000 om klageregler på det sociale område.

Samlet set er det min opfattelse at Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuners begrundelse for sine afgørelser af 2. februar 2000, 5. april 2000, 18. maj 2000 og 17. juli 2000 er utilstrækkelige hvilket jeg må finde beklageligt. Jeg har gjort nævnet bekendt med min opfattelse.

Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner har i udtalelse af 29. marts 2001 til mig uddybet begrundelsen.

Jeg foretager mig derfor ikke videre i anledning af dette spørgsmål.

 

4. Det Sociale Nævns oversendelse af sagens akter til mig

Som det fremgår af min redegørelse for sagens forløb, bad jeg i brev af 7. marts 2002 Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner om at modtage alle de akter i sagen som nævnet fortsat var i besiddelse af. Jeg oplyste i den forbindelse at det - efter at jeg havde gennemgået de fra det sociale nævn modtagne akter - var min foreløbige opfattelse at jeg ikke med nævnets brev af 29. marts 2001 havde modtaget både nævnets akter i sagen og de med klagen fremsendte bilag retur.

Baggrunden herfor var at en af mine medarbejdere ved telefonisk henvendelse til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner den 1. marts 2002 forespurgte hvorvidt det sociale nævn havde sendt alle sagens akter med nævnets brev af 29. marts 2001. Min medarbejder henviste i den forbindelse bl.a. til at der blandt de fremsendte akter ikke var et brev fra nævnet til (A) med orientering sådan som det var anført i nævnets brev af 6. februar 2001 til (Z) Hospital.

I brev af 1. marts 2002 har Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner bl.a. oplyst at nævnet beklageligvis ikke har indhentet samtykke fra (A) til at indhente oplysninger fra (Z) Hospital. Det fremgår af brevet at forening (B) og (A) har modtaget kopi heraf.

I en telefax af samme dato har Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner under henvisning til ovennævnte telefonsamtale oplyst at det sociale nævn ikke havde yderligere akter.

I brev af 15. marts 2002 sendte Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner de akter der fandtes i det sociale nævns sag. Heriblandt var bl.a. tre lægekonsulentrapporter og de bilag som forening (B) havde fremsendt med sit brev af 24. maj 2000 til mig. Disse bilag var ikke sendt med nævnets brev af 29. marts 2001 til mig.

Efter ombudsmandslovens § 19 er myndigheder der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, forpligtet til at meddele ombudsmanden de oplysninger samt udlevere de dokumenter mv. som forlanges af ombudsmanden.

I overensstemmelse med det ovenfor anførte forudsættes det at de oplysninger som myndighederne afgiver til ombudsmanden, er rigtige og fyldestgørende. Jeg henviser til Jon Andersen mfl., Ombudsmandsloven med kommentarer (1999), s. 94f, og til en udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for 1982, s. 275*.

 

Jeg finder det kritisabelt at Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner ikke sendte alle sagens akter med nævnets brev af 29. marts 2001 til mig.

Jeg finder det desuden meget kritisabelt at det sociale nævn på foranledning af en udtrykkelig forespørgsel fra en af mine medarbejdere i telefax af 1. marts 2002 oplyste at det sociale nævn ikke havde yderligere sagsakter.

Jeg har ingen grund til at mene at akterne bevidst blev tilbageholdt for mig. Jeg finder dog anledning til at understrege at det for ombudsmandens bedømmelse af en sag er af afgørende betydning at myndighederne udviser betydelig omhu og præcision i forbindelse med fremsendelse af sagsakter, udtalelser mv.

Jeg har orienteret Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner om min opfattelse af dette spørgsmål, men foretager mig i øvrigt ikke videre i den anledning.”

 

NOTER: (*) FOB 1982, s. 275, FOB 1990, s. 240, og FOB 1993, s. 225.