Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En advokat klagede på vegne af en herboende udenlandsk statsborger over en adoptionsbevilling hvor den pågældendes datter blev adopteret af den tidligere ægtefælles nye mand. Ved adoptionen bortfaldt klagerens ret til samvær.

På adoptionssagen lå en erklæring der fremstod som underskrevet af klageren. Han erklærede at være indforstået med adoptionen af datteren og i øvrigt at være bekendt med de regler som fremgik af en vedlagt dansksproget vejledning. Erklæringen var indhentet af moren og hendes nye mand.

Advokaten gjorde over for statsamtet og Civilretsdirektoratet gældende at hans klient ikke havde underskrevet erklæringen og i hvert fald ikke havde været klar over at det var en adoption han havde erklæret sig indforstået med. Politiet havde efter sin undersøgelse ikke fundet grundlag for at rejse sigtelse for nogen form for falskneri i den forbindelse.

Statsamtet havde i forbindelse med behandlingen af adoptionssagen ikke været opmærksom på at man samtidig behandlede en ansøgning fra den pågældende udlænding om udvidelse af samværet med datteren.

Statsamtet og Civilretsdirektoratet mente ikke der var grundlag for at annullere adoptionsbevillingen.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere myndighedens afgørelse. Ombudsmanden udtalte at sagens forløb gav anledning til at overveje om det vejledningsmateriale der var blevet udleveret, og som anvendes generelt i denne type af sager, er tilstrækkeligt til at opfylde vejledningspligten. Efter ombudsmandens mening kunne det dog ikke lægges til grund at vejledningspligten var blevet tilsidesat.

Ombudsmanden bemærkede at Civilretsdirektoratet i forbindelse med udarbejdelsen af en ny bekendtgørelse vedrørende statsamternes behandling af ansøgninger om adoption samt udstedelse af adoptionsbevilling bl.a. overvejede at stille krav om at erklæringen efter adoptionslovens § 13 fremover i alle tilfælde indhentes af statsamtet. Civilretsdirektoratet havde endvidere oplyst at man var enig med statsamtet i at der kunne være anledning til at overveje at præcisere indholdet af den skriftlige vejledning, og at direktoratet ville tage initiativ til en drøftelse herom med statsamterne.

Ombudsmanden bad Civilretsdirektoratet orientere sig om resultatet af direktoratets overvejelser vedrørende en ændring af reglerne om fremgangsmåden i forbindelse med statsamtets indhentelse af erklæringen efter adoptionslovens § 13 og vedrørende en præcisering af indholdet af den skriftlige vejledning. (J.nr. 2000-2541-656).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Adoptionsbevilling ikke ugyldig

 

Det fremgår af sagen at A’s og B’s fællesbarn, C, blev født ( ) 1990.

Ved Frederiksborg Statsamts (nu Statsamtet Frederiksborg) bevilling af ( ) 1993 blev A og B separeret, bl.a. på vilkår af at B skulle have forældremyndigheden over C.

Ved afgørelse af 19. juli 1993 fastsatte Statsamtet Frederiksborg A’s samvær med C til hver lørdag kl. 10.00 til 18.00 og første og tredje onsdag i hver måned fra 12.00 til 18.00. A skulle sørge for at C blev hentet fra og bragt til B’s bopæl til de fastsatte tider.

Ved Statsamtet Frederiksborgs bevilling af 11. marts 1994 blev A og B skilt på separationsvilkårene.

Den 23. juli 1998 søgte A Statsamtet Frederiksborg om udvidet samvær med C. Den 28. juli 1998 oversendte Statsamtet Frederiksborg ansøgningen til Statsamtet København.

Den 30. juli 1998 bad Københavns Statsamt (nu Statsamtet København) B om hendes bemærkninger til A’s ansøgning om udvidet samvær.

På sagen lå en erklæring af 11. september 1998 der fremstod som underskrevet af A. Det fremgik af denne erklæring at A tiltrådte at C adopteredes af D (B’s nye mand), og at A var bekendt med de regler som fremgik af statsamtets vedlagte vejledning.

Den 13. september 1998 søgte D Statsamtet København om adoption af C. I forbindelse med indgivelse af ansøgningen om adoption gjorde D og B statsamtet opmærksom på at de ikke ønskede at deres adresse blev oplyst til A.

Den 13. oktober 1998 gav B samtykke til adoptionen under et møde i statsamtet. B oplyste i den forbindelse at hun og D havde talt med C om adoptionen, og at C ønskede at blive adopteret af D som hun betragtede som sin far.

I forbindelse med statsamtets behandling af samværssagen bad statsamtet den 15. oktober 1998 A om at oplyse om ? og i givet fald hvordan ? forholdene havde ændret sig siden der havde været børnesagkyndig rådgivning i Statsamtet København året før. Endvidere bad statsamtet A oplyse om det stadig var Statsamtet Frederiksborgs afgørelse om samværsret af 19. juli 1993 der blev praktiseret.

Med brev modtaget i Statsamtet København den 22. oktober 1998 redegjorde A for sit ønske om udvidet samvær og bekræftede at det stadig var Statsamtet Frederiksborgs afgørelse af 19. juli 1993 der blev praktiseret.

Den 22. oktober 1998 forelagde Statsamtet København D’s ansøgning om adoption af C for Civilretsdirektoratet.

Den 28. oktober 1998 meddelte Civilretsdirektoratet statsamtet at adoptionsbevilling kunne tillades udfærdiget hvis adoptionsbetingelserne i øvrigt var opfyldt.

Den 29. oktober 1998 sendte statsamtet A’s ovennævnte brev i samværssagen (modtaget i statsamtet den 22. oktober 1998) til B og bad hende ringe til statsamtet.

Ved adoptionsbevilling af 6. november 1998 meddelte Statsamtet København D bevilling til at adoptere C. Samme dag meddelte Statsamtet København dette til A og til Statsamtet Frederiksborg. Statsamtet København oplyste i den forbindelse A om at bidragspligten bortfaldt fra den 1. december 1998.

 

Samme dag skrev statsamtet følgende til D:

Meddelelse om adoptionen er sendt til folkeregistret i Deres kommune og til Kirkekontoret ved ( ) Kirke

Statsamtet har påtegnet børnebidragsafgørelsen om, at bidragspligten bortfalder fra førstkommende forfaldsdag den 1. december 1998.

Bidragsafgørelsen vedlægges.

Ansøgningen om dansk indfødsret er i dag sendt til Justitsministeriet, Indfødsretskontoret, til behandling.”

Af notat i statsamtets akter af 9. november 1998 fremgår at statsamtet telefonisk kontaktede B efter anmodning. B oplyste at C var adopteret af hendes nye mand, og det aftaltes at hun skulle indsende en kopi af adoptionsbevillingen til statsamtet.

Den 10. november 1998 skrev Statsamtet København til A. Af brevet fremgår:

”Vedlagt fremsendes telefonnotat og kopi af brev fra (B) af g.d. til Deres orientering.

Da det således fremgår, at (C) er adopteret af (D) har statsamtet ikke længere mulighed for at fastsætte samvær for Dem med (C).

Statsamtet har af samme grund ophævet det tidligere fastsatte samvær. Tillæg herom vedlægges og bedes vedhæftet Deres originale samværsresolution af 19. juli 1993.

Statsamtets afgørelse kan påklages til Civilretsdirektoratet.

Sagen er herefter henlagt.”

 

Den 26. november 1998 skrev A’s daværende advokat, E, følgende til Statsamtet København:

”Som advokat for den biologiske fader af ovennævnte (C), tillader jeg mig herved at rette henvendelse til adoptionsmyndighederne, idet min klient med stor overraskelse har konstateret, at hans biologiske datter (C) nu er blevet bortadopteret til (D).

Min klient erindrer intet om at han skulle have givet sit tilsagn hertil.

Jeg kan endvidere oplyse, at min klient har haft fast samvær med (C) hver anden uge siden han blev skilt fra barnets biologiske moder i 1993.

Min klient har ønsket udvidet samvær og der har ? indtil adoptionsbevillingen var givet - verseret en samværssag for Københavns Statsamt.

Det er min umiddelbare opfattelse, at betingelserne for meddelelse af adoption uden den biologiske faders samtykke ikke er til stede.

Den biologiske faders samtykke foreligger ikke, og såfremt en sådan forefindes underskrevet kan dette være et falsum.

Jeg bemærker endvidere for god ordens skyld, at min klient er af irakisk herkomst, og forstår ikke dansk.

Jeg skal høfligst anmode adoptionsmyndighederne om at undersøge sagen nærmere, ligesom jeg skal begære aktindsigt i samtlige sagens akter og beder Dem høfligst have ulejlighed med at fremsende mig kopi af disse.

Jeg ser frem til at høre fra Dem for en nærmere redegørelse af sagen.

Såfremt erklæringen beror på et falsum, går jeg ud fra, at adoptionsbevillingen uden videre bortfalder, ligesom jeg må tage forbehold for fremsættelse af begæring om omstødelse af adoptionen.”

 

Den 4. december 1998 sendte Statsamtet København en kopi af advokatens skrivelse til B og D og bad om deres bemærkninger inden 14 dage.

I anledning af E’s anmodning om aktindsigt skrev statsamtet i brev af 4. december 1998 bl.a. følgende til advokaten:

”Man skal herved meddele, at statsamtet er af den opfattelse, at (A) ikke kan betragtes som part i adoptionssagen og at man derfor ikke finder at kunne tilsende Dem kopier af sagens samtlige akter, men kan imødekomme Deres anmodning i form af aktindsigt efter offentlighedslovens § 4.

I den anledning fremsendes hermed fotokopi af diverse akter i adoptionssagen”

Den 10. december 1998 rettede advokat F ? på vegne af B og D ? henvendelse til statsamtet. Af advokatens brev fremgår bl.a. følgende:

”Jeg skal indledningsvis oplyse, at det af (A) v/ advokat (E) i skrivelse af den 26. november d.å. til amtet anførte, i sin helhed er positivt urigtigt, og jeg må naturligvis med forundring konstatere, at advokaten fremkommer med et indlæg i sagen, førend denne i øvrigt har haft indsigt i sagens akter, herunder antyder, at det af hans klient underskrevne samtykke til bortadoption skulle være et falsum, i hvilken forbindelse jeg tager forbehold for mine klienters retsstilling for en sådan direkte/indirekte beskyldning.

Adoptionens gyldighed fastholdes på vegne af mine klienter, og et uddybende indlæg i sagen vil fremkomme, så snart jeg har haft lejlighed til med mine klienter at gennemgå de i amtet beroende sagsakter, som jeg begærer fremsendt i kopi under henvisning til ovennævnte journalnumre.

 

Den 17. december 1998 skrev advokat E følgende til statsamtet:

Jeg har nu haft lejlighed til at gennemgå dette med min klient, og jeg bemærker, at min klient ikke har underskrevet omhandlede erklæring.

Til sammenligning vedlægges kopi af underskrevet faderskabsattest dateret i 1990 samt underskrift foretaget af min klient den 16. december 1998.

Som det fremgår heraf, er der ikke uvæsentlig forskel i underskrifterne.

Jeg kan således alene konkludere, at underskriften må være et falsum, hvorfor adoptionen efter min opfattelse er ugyldig og derfor skal annulleres.

Endvidere bemærkes, at der siden ultimo 1996 har verseret en samværssag ved Københavns Statsamt, hvilken samværssag brat blev afsluttet, da statsamtet blev orienteret om, at (C) blev adopteret af (D).

Det har således formodningen imod sig, at min klient frivilligt skulle have medvirket til en overførelse af adoptionen - midt under en samværssag!

Jeg skal således anmode om, at adoptionen er ugyldig og skal betragtes som en annullation, og derfor bortfalder uden videre.

Såfremt statsamtet ikke er indstillet herpå, skal jeg samtidig anmode om omstødelse af adoptionen, idet jeg dog vil afvente med en nærmere begrundelse for sidstnævnte, indtil statsamtets svar på min første anmodning foreligger.”

 

Den 22. marts 1999 skrev advokat F følgende til Statsamtet København:

”Som advokat for (B) og (D) har jeg nu haft lejlighed til at gennemgå amtets sagsakter samt drøfte sagen med mine klienter, og det gøres følgelig herefter gældende

at der er tale om en gyldig adoption i henhold til den af (A) underskrevne erklæring af den 11. september 1998.

I relation til ovennævnte kan det oplyses, at (A), under et møde med min klient, (B), den 11. september 1998, efter en halv times drøftelse parterne imellem underskrev adoptionserklæringen og under hvilket møde parterne tillige havde en fuldstændig drøftelse om samtlige forhold i forbindelse hermed, hvilket (A) erklærede sig fuldt ud indforstået med såvel mundtligt som ved sin underskrift på nærværende erklæring.

Når henses til, at (A)’s advokat, (E), efterfølgende dels erklærer, at hans klient ikke har underskrevet nærværende erklæring om adoption, samt at underskriften følgelig er et falsum (tillige begrundet i at (A)’s underskrifter i sagen ikke er ensartede!!?), må jeg følgelig anmode om, at der prompte indgives en politianmeldelse, således at underskriften på det originale dokument kan ægthedsvurderes, idet jeg naturligvis ikke på vegne af mine klienter kan tåle en sådan positivt urigtig beskyldning, og jeg tager i den forbindelse på vegne af mine klienter forbehold for retslige tiltag i den forbindelse.

 

Med brev af 30. marts 1999 bad statsamtet advokat E om hans bemærkninger til advokat F’s brev af 22. marts 1999.

Den 28. april 1999 skrev advokat E følgende til Statsamtet København:

Min klient fastholder ikke at have underskrevet nogen erklæringer.

Episoden, som beskrevet af (F), er i øvrigt af min klient opfattet således:

(B) besøgte ganske rigtigt min klient en gang i september 1998. Hun medbragte ? ligeledes korrekt ? 2 erklæringer fra Københavns Statsamt, hvilke erklæringer imidlertid var tomme. (B) meddelte min klient, at formålet med hans underskrivelse af erklæringerne var, at han skulle slippe for at betale yderligere børnebidrag, idet (B) dog samtidig hermed ikke ønskede at forevise erklæringerne for min klient.

I forbindelse med (B)’s besøg hos min klient blev hun tilbudt en kop kaffe, og på et tidspunkt var min klient ude i køkkenet for at hente mere kaffe til (B). Da min klient kom tilbage, opdagede han, at (B) rørte rundt i min klients kaffe og gav samtidig udtryk for, at kaffen smagte godt.

Efterfølgende, da min klient havde taget et par slurke af sin kaffe, følte han sig pludselig meget svimmel, hvorefter (B) forlod min klients bopæl.

Min klient er fortsat af den faste overbevisning ikke at have underskrevet nogen erklæringer, og jeg er enig med (F) i, at der efter omstændighederne straks indgives en politimæssig ansøgning om ægthedsvurdering af underskriften.

Statsamtet er bekendt med, at der samtidig hermed verserer/har verseret en samværssag, der har kørt sideløbende med nærværende sag, hvorfor det også taler imod omstændighederne, at (A) skulle være indforstået med at acceptere adoptionen, hvorved min klient ville være afskåret fra yderligere samvær med (C).

Dette har derfor formodningen imod sig, at det har været min klients ønske at acceptere adoptionen og derfor også formodningen imod sig, at min klient skulle have underskrevet adoptionsdokumenterne.

Da (B), som ovenfor nævnt, samtidig effektivt har afskåret min klient fra yderligere retmæssigt samvær med (C), synes jeg ikke, at sagen tåler yderligere opsættelse, hvorfor nærværende samtidig skal betragtes som en anmodning om tilbagekaldelse af adoptionen/prøvelse af denne under henvisning til følgende:

At barnets holdning til adoptionen ikke synes at fremgå af sagens dokumenter.

At der under ingen omstændigheder foreligger en reel vilje bag den underskrevne erklæring.

At min klient, under hensyntagen til hans nationalitet, ikke har forstået indholdet af en sådan erklæring.

At der ikke er givet min klient vejledning om forældremyndighedslovens § 12 og 13.

 

Den 19. maj 1999 skrev statsamtet bl.a. følgende til advokat E:

For så vidt angår Deres ansøgning om fastsættelse af samvær må statsamtet henholde sig til sin afgørelse af 10. november 1998 (vedlægges for god ordens skyld i kopi til Deres orientering), så længe adoptionssagen ikke er færdigbehandlet, og (D) derfor fortsat juridisk har adopteret (C).

Statsamtets afgørelse kan påklages til Civilretsdirektoratet.

Den 21. maj 1999 traf statsamtet afgørelse i sagen om gyldigheden af adoptionen. Af afgørelsen til advokat E fremgår:

De anfører bl.a. i Deres skrivelse, at betingelserne for meddelelse af adoption uden den biologiske fars erklæring ikke er tilstede, og at (A)’s erklæring til adoption ikke foreligger, men at såfremt en sådan foreligger underskrevet, da kan dette være et falsum.

Ved skrivelse af 17. december 1998 anfører De, at Deres klient ikke har underskrevet den foreliggende erklæring til adoption af (C), hvorfor De konkluderer, at underskriften må være et falsum og adoptionen ugyldig og derfor skal annulleres som bortfaldet. De peger endvidere på, at der, indtil adoptionen blev bevilget, har verseret en sag i Københavns statsamt om udvidet samværsret for Deres klient.

Ved skrivelse af 28. april 1999 fastholder De, at Deres klient ikke har underskrevet nogen erklæring og anmoder om, at adoptionen tilbagekaldes. Statsamtet har i den forbindelse bemærket, at det er Deres opfattelse, at der efter omstændighederne indgives en politimæssig ansøgning om ægthedsvurdering af Deres klients underskrift.

Statsamtet har den 22. marts 1999 modtaget en udtalelse til sagen fra (B) og (D) ved advokat (F), hvori det gøres gældende, at der er tale om en gyldig adoption i henhold til erklæring af 11. september 1998 underskrevet af Deres klient.

Efter at have gennemgået sagen finder statsamtet ikke grundlag for at anfægte gyldigheden af den af Deres klient afgivne erklæring til adoption.

Det fremgår af adoptionslovens § 13, at der forinden afgørelse træffes skal indhentes en erklæring om adoption fra den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden. Afgivelse af en sådan erklæring om adoption skal ikke ske under personligt fremmøde for et statsamt.

Statsamtet modtog den 14. september 1998 ansøgning om adoption fra (D). Ansøgningen var tillige bilagt den omhandlede erklæring om adoption underskrevet den 11. september 1998 af Deres klient.

Statsamtet har ved afgørelsen af adoptionssagen lagt denne erklæring til grund og finder herefter ikke på det foreliggende grundlag, at adoptionen er ugyldig.

 

I brev af 3. juni 1999 til statsamtet klagede advokat E til Civilretsdirektoratet over afgørelsen. Advokat E anførte bl.a. at han fandt det fornødent at der nu blev foretaget en politimæssig undersøgelse af underskriftens ægthed, idet der kun kunne være tale om falsk erklæring over for en offentlig myndighed.

Den 8. juni 1999 sendte statsamtet sagen til Civilretsdirektoratet idet statsamtet henholdt sig til sin afgørelse af 21. maj 1999. Samtidig henviste statsamtet A til selv at foretage anmeldelse til politiet da den for statsamtets behandling af stedbarnsadoptionssager gældende procedure var fulgt.

A indgav anmeldelse til kriminalpolitiet om at han ikke havde underskrevet ”Erklæring om adoption” dateret den 11. september 1998.

Den 22. november 1999 traf Københavns Politi afgørelse. Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:

”Den foretagne undersøgelse har vist, at der antagelig ikke foreligger nogen form for falskneri i forbindelse med udfærdigelse og underskrivelse af det nævnte dokument ’Erklæring om adoption’.

Da der ikke findes grundlag for at fortsætte efterforskningen, har jeg, da videre forfølgning ikke i øvrigt kan føre til, at nogen kan sigtes i sagen, besluttet at henlægge sagen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2.”

 

Den 19. januar 2000 skrev advokat G - på vegne af A ? til Civilretsdirektoratet. G anførte bl.a. følgende:

”Jeg har gennemgået sagen med min klient, og skal oplyse, at politiets afgørelse om ikke at rejse straffesag, ikke påankes, idet vi anser det for udelukket, at det kan bevises, at underskriften er forfalsket.

Heri ligger ikke at min klient erkender at have underskrevet; han kan blot konstatere, at han ikke ved af, nogensinde at have underskrevet tilladelse til adoption.

Det er min opfattelse, at statsamtets beslutning om at bevilge adoption er givet på et forkert grundlag, og efter en mangelfuld sagsbehandling.

For det første er der ikke gjort noget for at sikre, at min klient ? vidende om hvad der foregik ? har godkendt bortadoption. Såvel min klients navn, som udseendet af hans underskrift, kan give det umiddelbare indtryk, at han ikke læser eller skriver meget dansk.

På den baggrund bør sagsbehandlere være særligt opmærksomme på om betingelserne i adoptionscirkulærets § 28 og især § 29 er opfyldte. Det ses ikke at der er foretaget nogen form for opfølgende sagsbehandling.

Samtidig med ansøgningen om adoption, havde amtet under et andet j.nr. en ansøgning om udvidelse af samvær. Det drejede sig om de samme personer og cpr-numre, og det burde være en selvfølge ? i en sag af så stor betydning ? at man kontrollerer om de samme personer er involveret i parallelle sager.

Jeg har herved også bemærket, at sagsbehandlingen i forbindelse med adoptionssagen har strakt sig over mere end 2 måneder, hvorfor det må forudsættes, at der foretages andet end blot rundsendelse af skrivelser.

For det andet ses det ikke af de dokumenter jeg har fået, at betingelsen i adoptionsbekendtgørelsens § 11 a, om at indhente oplysning om barnets stilling, er opfyldt. Det er muligt at (C) ? der dog var 8 år gammel ? ved en høring var fremkommet med oplysninger, af betydning for sagen, herunder om hendes ønske om kontakt til faderen.

Dette gælder så meget mere, da Danmark har ratificeret FN’s børnekonvention, der understreger barnets krav på kontakt med sine biologiske forældre. Dette instituerer en pligt for statsamtet og Civilretsdirektoratet til ikke blot at sikre sig, at samtykke til adoption/bortadoption foreligger, men også at adoption faktisk er i betydelig grad til gavn for barnet. ? Det ses ikke at denne vurdering har fundet sted.

For det tredje er forholdet, at min klient prompte har protesteret, da han blev bekendt med adoptionen. Det er min opfattelse, at dette har institueret en pligt for amtet til straks at genoverveje sagen.

Dette udleder jeg af, at amtet kun efter omhyggelige overvejelser kan bestemme adoption, i modstrid med biologiske fars ønske. I forhold til en sagsbehandling over mere end 2 måneder, må faderens øjeblikkelige reaktion være egnet til at gøre indtryk, og en genoptagelse af sagen straks ville ikke være et betydende retsbrud eller en betydelig skuffelse for nogen, sammenlignet med det retsbrud faderen oplever, hvis der er handlet i strid med hans erklæringer.

Der må i sager af denne art foreligge en ret og en pligt for behandlende myndighed til at genoptage sagen, når der er risiko for fejlbehandling.

Jeg er derfor af den opfattelse, at statsamtets afgørelse har været ugyldig, eller i det mindste efterfølgende bør omgøres, således at sagen behandles på baggrund af parternes vilje, frem for deres formelle viljeserklæringer. Dette er efter min opfattelse udtryk for god forvaltningsskik og dansk retstradition.”

 

Den 16. juni 2000 traf Civilretsdirektoratet afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:

”Efter en gennemgang af sagen er vi nået frem til det resultat, at vi ikke ændrer statsamtets afgørelse.

Vi kan om grundlaget for vores afgørelse oplyse følgende:

Efter adoptionslovens § 2 må adoption kun bevilges, når den kan antages at være til gavn for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen.

Adoption af et barn under 18 år kræver samtykke fra den eller de af forældrene, der har forældremyndigheden over barnet, jf. adoptionslovens § 7.

Fra forældre, der er uden del i forældremyndigheden, skal der derimod indhentes en erklæring, inden der træffes afgørelse, medmindre dette skønnes at ville kunne være til væsentlig skade for barnet eller at ville medføre en uforholdsmæssig forsinkelse af sagen, jf. adoptionslovens § 13.

Erklæringen i henhold til lovens § 13 afgives på en særlig blanket, der er vedlagt en vejledning med gengivelse af de relevante retsregler vedrørende retsvirkningerne af en adoption, jf. herved også adoptionscirkulærets §§ 28 og 29. Vejledningen indeholder endvidere en henvisning til at rette henvendelse til statsamtet, hvis man ønsker at få nærmere oplysninger om reglerne i adoptionsloven og lov om forældremyndighed og samvær. Erklæringen skal normalt være vedlagt adoptionsansøgningen, jf. adoptionsbekendtgørelsens § 18. Ansøgeren kan dog anmode statsamtet om at indhente erklæringen.

Det fremgår af sagen, at Københavns Statsamt den 14. september 1998 modtog en ansøgning fra (D) om adoption af (C), at ansøgningen var vedlagt en § 13-erklæring, der fremtrådte som underskrevet af Deres klient den 11. september 1998, at statsamtet udfærdigede adoptionsbevilling den 6. november 1998, idet alle parter i sagen efter de foreliggende oplysninger erklærede sig indforstået med adoptionen, og at Deres klients forhenværende advokat klagede over statsamtets afgørelse den 26. november 1998.

Det fremgår endvidere, at Københavns Politi den 22. november 1999 har meddelt, at politiets undersøgelse i anledning af en indgiven politianmeldelse har vist, at der antagelig ikke foreligger nogen form for falskneri i forbindelse med udfærdigelsen og underskrivelsen af den nævnte erklæring, og at politiet derfor har henlagt sagen.

De har som advokat for (A) henvist dels til, at Deres klients underskrift på den i sagen vedlagte § 13-erklæring er forfalsket, dels til at Københavns Statsamts beslutning om at bevilge adoption er truffet på et forkert grundlag og efter mangelfuld sagsbehandling.

De har i den forbindelse særligt fremført, at statsamtet ikke har gjort noget for at sikre, at Deres klient var indforstået med adoptionen, uanset at Deres klient er udlænding, og uanset at der samtidig verserede en samværssag. De har endvidere henvist til, at (C) burde være hørt i sagen, og at Deres klient reagerede prompte efter udstedelsen af adoptionsbevillingen, hvilket efter Deres opfattelse indebærer, at statsamtet har en særlig pligt til at genoptage sagen.

Civilretsdirektoratet skal i den anledning bemærke, at vi ikke finder grundlag for at antage, at den fremlagte § 13-erklæring er en forfalskning. Civilretsdirektoratet skal i den forbindelse henvise til Københavns Politis udtalelse af 22. november 1999.

Civilretsdirektoratet skal endvidere bemærke, at vi ikke finder grundlag for at antage, at der foreligger sådanne væsentlige fejl fra statsamtets side, at adoptionen må anses for ugyldig.

Civilretsdirektoratet skal herved henvise til, at Deres klients erklæring, hvorved han tilkendegiver at være indforstået med den påtænkte adoption, er afgivet på den foreskrevne blanket, og at Deres klient har skrevet under på dels, at han er indforstået med adoptionen, dels at han er bekendt med indholdet af vejledningen.

Direktoratet skal endvidere henvise til, at den måde, hvorpå § 13-erklæringen var tilvejebragt, har været i overensstemmelse med de regler, der gælder herfor, jf. hermed adoptionsbekendtgørelsens § 19.

Herefter og da erklæringen ikke var påført bemærkninger af nogen karakter, ligesom Deres klient ikke i øvrigt rettede henvendelse til statsamtet, havde statsamtet efter direktoratets opfattelse ikke grund til at betvivle, at erklæringen var udtryk for Deres klients reelle holdning.

Civilretsdirektoratet finder derfor heller ikke, at der var anledning til for statsamtet at iværksætte nærmere undersøgelser om Deres klients holdning til den påtænkte adoption.

For så vidt angår høring af (C) skal direktoratet oplyse, at adoptionslovens § 6, stk. 3, foreskriver, at såfremt barnet er under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte adoption, i det omfang barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Det skal understreges, at der ikke er tale om en ubetinget høringsregel. Det er således selvsagt en forudsætning, at barnet er i stand til at udtrykke sin mening, ligesom det er vigtigt, at barnet ikke sættes i en situation, som det ikke kan overskue, og som det ikke har forudsætninger for at tage stilling til. Da en stedbarnsadoption og de heraf afledede virkninger indebærer spørgsmål, som for et barn kan være såvel komplekse som abstrakte, er statsamterne og Civilretsdirektoratet i sådanne sager yderst tilbageholdende med at iværksætte høring af børn i 8-års alderen.

De bestemmelser, der er henvist til ovenfor, findes i adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december 1999, adoptionsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 597 af 5. september 1986 med senere ændringer og adoptionscirkulæret, jf. cirkulære nr. 99 af 5. september 1986 med senere ændringer.”

 

Den 17. august 2000 klagede advokat G til mig over Civilretsdirektoratets afgørelse af 16. juni 2000. Af G’s klage fremgår bl.a. følgende:

Den 26. november 1998 protesterer faderen via sin advokat, idet man primært gjorde gældende, at faderen ikke var hørt i sagen. Via aktindsigt blev man bekendt med, at der forelå en erklæring af 11/9-1998, der fremstår som underskrevet af faderen. Faderen nægter at have underskrevet denne, og er i hvert fald sikker på, at han ikke har underskrevet nogen erklæring, hvorom han vidste at den handlede om adoption.

Herom er nøjere redegjort i klage til Civilretsdirektoratet, hvortil der henvises.

Det gøres gældende, at statsamtets sagsbehandling - som efterfølgende godkendt af Civilretsdirektoratet ? har været mangelfuld.

Der er ? uanset man vidste at man havde med udlændinge at gøre ? ikke gjort noget for at sikre, at faderen faktisk har godkendt bortadoption. Dette uanset såvel min klients navn, som udseendet af hans underskrift, kan give det umiddelbare indtryk, at han ikke læser eller skriver meget dansk.

Det er på denne baggrund gjort gældende, at sagsbehandlerne burde være særligt opmærksomme på om betingelserne i adoptionscirkulærets § 28 og især § 29 er opfyldte. Det ses ikke at der er foretaget nogen form for opfølgende sagsbehandling vedrørende faderens accept.

Sagen har været sendt til Civilretsdirektoratet til høring ( ). Det ses ikke at Civilretsdirektoratet har foretaget nogen form for sagsbehandling, uanset forelæggelse er foreskrevet i adoptionscirkulæret. Det forekommer i øvrigt betænkeligt, at den myndighed, der ifølge loven skal høres i sagen, efterfølgende er rekursmyndighed. I tilsvarende situationer på andre områder - f.eks. fri proces - erklærer direktoratet sig inhabilt, og overgiver sagen til anden administrativ myndighed.

Samtidig klages der over at amtet ikke har været opmærksom på, at de samme personer er involveret i en anden sag, af stik modsat indhold. Amtet har i begge sager fået oplyst cpr-numre på de involverede. Det burde være en selvfølge i disse edb-tider, at amtets arbejdsgange er sådan indrettet, at man automatisk bliver opmærksom på at parterne optræder i en parallel sag. Dette ville formentlig have ført til at faderens tilsyneladende tilsagn til adoption var blevet underkastet nærmere prøvelse.

Jeg har anført, og fastholder, at sagsgangen i forbindelse med adoptionssagen har strakt sig over mere end 2 måneder, hvorfor det må forudsættes, at der foretages andet end blot rundsendelse af skrivelser. Der er imidlertid ikke redegjort for, hvad tiden er brugt til, og hvilken sagsbehandling der de facto har fundet sted. Når sagsbehandlingstiden sammenholdes med, at der er reklameret straks over den skete fejl, er det uforståeligt - og påklages - at amtet ikke ved reklamationen genoptog adoptionssagen. Ingen beskyttelsesværdig interesse ville vel være blevet krænket herved, og kun ved at administrere genoptagelsesregler lempeligt, sikres det at en fleksibel og uformel sagsgang ikke medfører retstab for en eller flere parter. Det bemærkes, at sagsbehandlingen er så forenklet, at den reelt har karakter af selvbetjening.

Videre er der klaget over at betingelsen i adoptionsbekendtgørelsens § 11a, om at indhente oplysning om barnets stilling, ikke er opfyldt. Det forekommer at den af Civilretsdirektoratet anførte praksis for så vidt angår børn under 12 år er i direkte strid med FN’s børnekonvention. Der henvises til art. 9, stk. 1 og 2 om ikke mod barnets vilje at skille det fra dets forældre, og art. 12 om pligtmæssig høring af børn i sager, der vedrører dem.

De anførte fejl bør efter min opfattelse medføre alvorlig kritik af den foretagne sagsbehandling. Medmindre afgørelserne herefter ændres, skal jeg anmode ombudsmanden om at foranledige, at der meddeles min klient fri proces til retssag imod Civilretsdirektoratet, med påstand om afgørelsens ugyldighed.”

 

Den 6. december 2000 bad jeg Civilretsdirektoratet om en udtalelse i sagen. Jeg bad forinden Civilretsdirektoratet om at indhente en udtalelse fra Statsamtet København. Af mit brev til Civilretsdirektoratet fremgår følgende:

”Adoptionslovens § 13 (lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december 1999 af adoptionsloven) har følgende ordlyd:

’§ 13. Fra forældre, hvis samtykke ikke kræves efter § 7, stk. 1-2, skal der, inden afgørelse træffes, indhentes en erklæring, medmindre dette skønnes at ville kunne være til væsentlig skade for barnet eller at ville medføre en uforholdsmæssig forsinkelse af sagen.’

Adoptionslovens § 13 indeholder ikke nærmere regler om hvordan erklæringen skal indhentes.

Adoptionsbekendtgørelsens § 19, stk. 2, nr. 8, og stk. 3 (bekendtgørelse nr. 783 af 5. september 1986 med senere ændringer), har følgende ordlyd:

Stk. 2. Sammen med ansøgningen indsendes:

8) samtykke eller erklæring fra barnets forældre eller værge, jf. §§ 10, 14 og 15,

Stk. 3. Ansøgeren kan anmode om, at statsamtet eller amtskommunen indhenter de samtykker, oplysninger og erklæringer, der er nævnt i stk. 2, nr. 6, 7 og 8.’

Efter reglerne i adoptionsbekendtgørelsen er det således udgangspunktet at den der ansøger om en adoption, selv indhenter erklæringen efter adoptionslovens § 13. Ansøgeren kan dog anmode statsamtet eller amtskommunen om at indhente erklæringen.

Erklæringen afgives på en særlig blanket der er godkendt af Civilretsdirektoratet, jf. § 31 i adoptionscirkulæret (Civilretsdirektoratets cirkulære nr. 99 af 5. september 1986 med senere ændringer). Blanketten indeholder en vejledning der bl.a. gengiver de relevante retsregler om retsvirkningerne af en adoption, redegør nærmere for formålet med adoptionslovens § 13 og for muligheden for at få overført forældremyndigheden efter reglerne i § 12 og § 13 i lov om forældremyndighed og samvær.

 

Civilretsdirektoratet har i afgørelsen af 16. juni 2000 bl.a. anført følgende:

’Civilretsdirektoratet skal herved henvise til, at Deres klients erklæring, hvorved han tilkendegiver at være indforstået med den påtænkte adoption, er afgivet på den foreskrevne blanket, og at Deres klient har skrevet under på dels, at han er indforstået med adoptionen, dels at han er bekendt med indholdet af vejledningen.

Direktoratet skal endvidere henvise til, at den måde, hvorpå § 13-erklæringen var, tilvejebragt, har været i overensstemmelse med de regler, der gælder herfor, jf. hermed adoptionsbekendtgørelsens § 19.

Herefter og da erklæringen ikke var påført bemærkninger af nogen karakter, ligesom Deres klient ikke i øvrigt rettede henvendelse til statsamtet, havde statsamtet efter direktoratets opfattelse ikke grund til at betvivle, at erklæringen var udtryk for Deres klients reelle holdning.

Civilretsdirektoratet finder derfor heller ikke, at der var anledning til for statsamtet at iværksætte nærmere undersøgelser om Deres klients holdning til den påtænkte adoption.’

Forvaltningslovens § 7, stk. 1, har følgende ordlyd:

§ 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.’

Følgende er anført i John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg., 1999, s. 204:

’ Myndigheden har også vejledningspligt over for en borger, som myndigheden er i forbindelse med, selv om vedkommende ikke direkte eller indirekte har bedt om vejledning, men hvor det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren information og vejledning, evt. i form af supplerende oplysninger mv., i anledning af den sag, som har givet anledning til kontakten mellem myndighed og borger.’

Om særlig vejledningspligt over for udlændinge henviser jeg til Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 240ff*.

Jeg beder om at Civilretsdirektoratet og Københavns Statsamt bl.a. inddrager ovenstående bemærkninger ved udarbejdelsen af udtalelserne. Jeg beder i den forbindelse også om at statsamtet og direktoratet inddrager det advokat (G) har anført i brevet af 17. august 2000 om at (A) ’i hvert fald [er] sikker på, at han ikke har underskrevet nogen erklæring, hvorom han vidste at den handlede om adoption’, og om at statsamtet ikke har været opmærksom på at der på daværende tidspunkt verserede en samværssag, og at dette ’ville formentlig have ført til at faderens tilsyneladende tilsagn til adoption var blevet underkastet en nærmere prøvelse’.

Jeg beder Civilretsdirektoratet oplyse om der efter direktoratets opfattelse - bl.a. med henvisning til den konkrete sag - kan være grundlag for generelt at fastsætte nærmere administrative regler om proceduren mv. for indhentelse af erklæringer efter adoptionslovens § 13.”

 

Statsamtet København afgav udtalelse i sagen den 29. december 2000. Statsamtet skrev bl.a. følgende:

”Statsamtet skal i den anledning indledningsvis henvise til sin afgørelse af 21. maj 1999, efterfølgende tiltrådt den 16. juni 2000 af Civilretsdirektoratet.

På tidspunktet for behandlingen af sagen i statsamtet forelå der ikke oplysninger eller forhold der kunne give statsamtet anledning til tvivl om, hvorvidt erklæringen var udfærdiget efter (A)’s ønske eller at han ikke havde forstået indholdet.

Til det af Folketingets Ombudsmand ovenfor anførte om den særlige vejledningsforpligtelse over for udlændinge, der retter henvendelse til statsamtet bemærkes:

Statsamtet har ikke en generel praksis, hvorefter man af egen drift undersøger, om personer med udenlandsk klingende navne har forstået § 13-erklæringens indhold.

Der skal således foreligge særlige forhold, der konkret kan give mistanke om at den pågældende person på grund af sproglige vanskeligheder ikke har forstået indholdet af erklæringen.

Det fandt statsamtet ikke var tilfældet i den konkrete sag, hvor erklæringen var korrekt udfyldt og der ikke var andre forhold, der gav indtryk af at underskriveren ikke forstod dansk.

Med baggrund i den konkrete sag har statsamtet imidlertid drøftet om den vejledning, der følger med erklæringen generelt kan anses for at være tilstrækkelig klar for modtagerne, det være sig danskere eller borgere af udenlandsk herkomst, eller om man ved særlige bemærkninger burde vejlede om de konkrete retsvirkninger der følger af, at retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets virkelige slægt bortfalder, jfr. § 16 stk. 1.

Ved efterfølgende at have sammenholdt adoptionssagen og samværssagen mener statsamtet således, at man med rette må kunne stille spørgsmål ved, om (A) har været klar over at adoptionen ville medføre bortfald af retten til samvær.

Statsamtet har herved lagt vægt på, at der gennem længere tid havde verseret en sag mellem forældrene om udvidelse af det samvær, som havde fundet sted siden parret blev separeret i 1993. Til belysning heraf vedlægges kopi af den del af samværssagens akter.

Til det af advokat (G) i brev af 17. august 2000 anførte om, at statsamtet ikke har været opmærksom på, at der på daværende tidspunkt verserede en samværssag og at dette formentlig ville have ført til, at faderens tilsyneladende tilsagn til adoption var blevet underkastet en nærmere prøvelse skal man bemærke:

Københavns Statsamt kan bekræfte, at såfremt statsamtet selv havde været opmærksom på, eller enten af moderen eller faderen var blevet gjort opmærksom på, at der samtidig verserede en samværssag, ville dette have ført til en nærmere undersøgelse herunder indhentelse af yderligere oplysninger fra faderen, idet faderens underskrift på § 13-erklæringen umiddelbart måtte forekomme modstridende med hans ønske om samvær. Det følger således af praksis, at en indsigelse mod adoption der er begrundet i at den pågældende vil miste samvær med sit barn, i almindelighed vil medføre at bevilling vil blive afslået.

Når statsamtet desværre ikke selv blev opmærksom på, at der samtidig verserede en samværssag skyldes det, at statsamtets arbejdsgange ikke er sådan indrettet, at man automatisk undersøger, om personer der retter henvendelse hertil har andre sager i statsamtet.

På baggrund af den konkrete sag har statsamtet imidlertid besluttet, at man for fremtiden i alle adoptionssager, hvori der indgår en § 13-erklæring skal undersøge, om der tillige er en verserende samværssag.”

 

Civilretsdirektoratet afgav udtalelse i sagen den 15. juni 2001. Civilretsdirektoratet skrev bl.a. følgende:

”Civilretsdirektoratet skal indledningsvis henvise til vores afgørelse af 16. juni 2000 og til Københavns Statsamts udtalelse af 29. december 2000.

Herudover skal Civilretsdirektoratet bemærke følgende:

1. Adoptionslovens kapitel 1 indeholder en række betingelser, som skal være til stede for at gennemføre en adoption.

Ifølge adoptionslovens § 7, stk. 1, er det således en betingelse for at tillade en adoption af et barn under 18 år, at barnets forældre samtykker til adoptionen.

Har den ene af forældrene ikke del i forældremyndigheden, kræves dog ikke samtykke fra vedkommende, jf. lovens § 7, stk. 2, men der skal i så fald normalt indhentes en erklæring fra den pågældende, jf. herved nærmere lovens § 13. Formålet med at indhente en erklæring efter lovens § 13 er at give vedkommende lejlighed til at udtale sig om den påtænkte adoption.

I lovens § 8 er der fastsat nærmere krav til såvel form som vejledning i forbindelse med afgivelse af et § 7-samtykke. Det fremgår således, at samtykket skal afgives skriftligt under personligt fremmøde for en offentlig myndighed, der forinden skal vejlede forældrene om adoptionens og samtykkets retsvirkninger.

Adoptionsloven opstiller ikke tilsvarende krav til form og vejledning i forbindelse med indhentelsen af en § 13-erklæring. Derimod er der administrativt fastsat nærmere regler herom.

I adoptionsbekendtgørelsens § 19 er det således fastsat, at § 13-erklæringen som udgangspunkt indhentes af den, der ansøger om adoption. Ansøgeren kan dog anmode statsamtet eller amtskommunen om at indhente erklæringen.

Ifølge adoptionscirkulærets § 31 skal erklæringen afgives skriftligt på en særlig blanket. Med kravet om skriftlighed i forbindelse med afgivelsen af § 13-erklæringen tilstræbes det undgået, at der efterfølgende kan opstå tvivl om, hvorvidt vedkommende forælder har erklæret sig indforstået med adoptionen eller ej.

Blanketten indeholder en skriftlig vejledning, der har til formål at give erklæringsgiveren en orientering om retsstillingen efter en eventuel adoption, om formålet med og betydningen af en erklæring efter adoptionslovens § 13 og om mulighederne for at søge om overførelse af forældremyndigheden. Endvidere indeholder vejledningen en henvisning til, at man ved henvendelse til statsamtet kan få nærmere oplysninger om reglerne i adoptionsloven og i lov om forældremyndighed og samvær. Erklæringsgiveren erklærer ved sin underskrift at være bekendt med indholdet af vejledningen, således at der ikke senere kan opstå tvivl om, hvorvidt erklæringen er afgivet på et informeret grundlag.

Ombudsmanden har henvist til forvaltningslovens § 7, samt til side 204 i den kommenterede forvaltningslov, 3. udg. 1999, og har bedt om, at dette indgår ved udarbejdelsen af direktoratets udtalelse.

Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at den skriftlige vejledning, som fremgår af blanketten, i almindelighed tilgodeser den vejledningspligt, som adoptionsmyndighederne må antages at have i forhold til den, der skal afgive erklæring i medfør af adoptionslovens § 13. Direktoratet skal i den forbindelse også henvise til den kommenterede forvaltningslov, 3. udg. 1999, s. 213, hvoraf bl.a. fremgår følgende:

’Vejledning kan gives såvel skriftligt som mundtligt. Den skriftlige vejledning kan gives i form af en generel orientering om reglerne på det pågældende område, f.eks. som en pjece, der udleveres til alle, der retter henvendelse til myndigheden.

Hvis der anvendes ansøgningsskemaer, kan vejledningen også være trykt på skemaet.

...’

Problemstillingen i den påklagede sag er imidlertid, hvorvidt det har stået (A) klart, hvad han afgav erklæring om. Det har i den forbindelse af (A)’s advokat været anført, at (A) er udlænding, og at han ikke læser og skriver meget dansk.

Ombudsmanden har i tilknytning hertil henvist til den særlige vejledningspligt over for udlændinge samt til ombudsmandens beretning for 1990, s. 240ff.

Som anført i ombudsmandens beretning for 1990, s. 240ff. antages det at følge af bestemmelsen om myndighedernes vejledningspligt og af officialmaksimen, at forvaltningsmyndigheder i almindelighed må sikre sig, at de er i stand til at blive forstået af udlændinge, hvis sag myndighederne behandler. Ombudsmanden har i beretningen fra 1990 endvidere antaget, at vejledningspligten særligt gælder i tilfælde, hvor den pågældende udlænding ikke har kendskab til, at der verserer en sag.

I den konkrete sag, som lå til grund for udtalelsen i beretningen fra 1990, antog ombudsmanden, at myndigheden havde begået en vejledningsfejl ved at forholde sig passivt. Myndigheden burde således have undersøgt, om den pågældende udlænding, som var af tyrkisk afstamning og havde et tyrkiskklingende navn, havde mulighed for at forstå/få oversat myndighedens henvendelser.

Efter Civilretsdirektoratets opfattelse adskiller sagen vedrørende adoption af (A)’s datter, (C), sig væsentligt fra den sag, der er omtalt i ombudsmandens beretning fra 1990. I ombudsmandssagen fra 1990 havde den omhandlede person således forholdt sig passivt over for myndighedens henvendelser, og den manglende respons gav myndigheden anledning til at overveje, hvorvidt den pågældende havde forstået myndighedens henvendelser. I nærværende sag er der tale om, at (A) tog aktiv del i sagens oplysning. Han havde således skrevet under på en blanket om, at han var indforstået med adoptionen uden at gøre nogen form for tilføjelser eller anmærkninger. Henset hertil havde statsamtet ikke nogen anledning til at stille spørgsmålstegn ved, om (A), der i øvrigt havde boet i Danmark siden 1987, dels var bekendt med sagen, dels var bekendt med og havde forstået indholdet af vejledningen samt i øvrigt var indforstået med adoptionen.

Den omstændighed, at (A) har et fremmedklingende navn, kan efter direktoratets opfattelse ikke i sig selv føre til, at statsamtet burde have iværksat nærmere undersøgelser om, hvorvidt han reelt havde forstået den erklæring, som han havde underskrevet.

Direktoratet finder således ikke, at der er grundlag for at antage, at statsamtet har begået en vejledningsfejl i forbindelse med behandlingen af den konkrete sag.

 

2. Advokat (G) har i sit brev af 17. august 2000 til Folketingets Ombudsmand bl.a. klaget over, at statsamtet ikke var opmærksom på, at der samtidig verserede en samværssag.

Efter Civilretsdirektoratets opfattelse kan der ikke opstilles et generelt krav om, at statsamtet i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om stedbarnsadoption skal undersøge, om der verserer eller har verseret en samværssag, og i givet fald skal indhente samværssagens akter.

Den centrale betingelse for at tillade stedbarnsadoption er, at barnets forældre - og i visse tilfælde også barnet selv - er indforstået med den påtænkte adoption, og det er - som nævnt ovenfor - i adoptionslovgivningen udtrykkeligt reguleret, hvorledes de fornødne oplysninger herom skal tilvejebringes.

Foreligger de nødvendige samtykker m.v., skal statsamterne herudover alene påse, at adoptanten opfylder de aldersmæssige krav i adoptionslovens § 4, samt at de gældende krav til samlivets varighed og til den aldersmæssige forskel mellem adoptant og barn er opfyldt. De oplysninger, som er nødvendige for at tage stilling hertil, vil normalt fremgå af ansøgningsskemaet og af oplysningerne i folkeregisteret.

I tilfælde, hvor barnets forældre - og eventuelt barnet selv - har erklæret sig indforstået med adoptionen på den i lovgivningen foreskrevne måde, tjener det således normalt ikke noget selvstændigt formål i relation til sagsoplysningen at indhente akterne i en eventuel samværssag. Formålet hermed ville i givet fald alene være at undersøge, om der - uanset den skriftlige erklæring - måtte foreligge forhold, som kunne give anledning til tvivl om troværdigheden ved den afgivne erklæring. Efter direktoratets opfattelse må det imidlertid normalt kunne lægges til grund, at en underskreven § 13-erklæring er udtryk for erklæringsgiverens reelle holdning til adoptionen, og yderligere undersøgelser kan kun kræves iværksat, såfremt der konkret er fremkommet oplysninger, som giver anledning til at betvivle, at erklæringen er udtryk for erklæringsgiverens reelle holdning.

Henset til, at der i forbindelse med statsamtets behandling af sagen vedrørende adoption af (C) ikke forelå oplysninger, som konkret gjorde det betænkeligt at lægge (A)’s erklæring til grund, kan statsamtet således efter direktoratets opfattelse ikke kritiseres for at have undladt at undersøge, om der samtidig verserede en samværssag.

 

3. Advokat (G) har bl.a. i sin klage til ombudsmanden gjort gældende, at (A) er sikker på, at han ikke har underskrevet en erklæring, hvorom han vidste, at den handlede om adoption. Heroverfor står de oplysninger, som (B) og (D) er fremkommet med. Der henvises i den forbindelse til (F)’s brev af 22. marts 1999.

Der er således i sagen modstridende oplysninger om forløbet og omstændighederne i forbindelse med, at (A) underskrev erklæringen. Den samtidig verserende samværssag må dog - således som anført af statsamtet - give anledning til tvivl om, hvorvidt (A) var bevidst om konsekvenserne af adoptionen. Civilretsdirektoratet er således også enig med statsamtet i, at der havde været anledning til at iværksætte nærmere undersøgelser, såfremt oplysningerne om den verserende samværssag var indgået i statsamtets behandling af adoptionssagen.

Oplysningerne om samværssagen fremkom imidlertid først efter, at adoptionsbevillingen var meddelt, og der opstår derfor spørgsmål om, hvorvidt den rejste tvivl kan føre til, at adoptionen må anses for ugyldig.

Efter Civilretsdirektoratets opfattelse skal der foreligge alvorlige mangler for at statuere, at en udstedt adoptionsbevilling er ugyldig. En adoptionsbevilling er en begunstigende forvaltningsakt, der som udgangspunkt alene vil være ugyldig, hvis de legale betingelser for udstedelse af adoptionsbevilling ikke er til stede, eller hvis der i øvrigt fra statsamtets side er begået så alvorlige fejl i forbindelse med adoptionssagens behandling, at selve afgørelsen (bevillingen) af den grund må anses for ulovlig, og ulovligheden er så åbenbar eller beror på så grove, eventuelt svigagtige, forhold fra (D)’s og (B)’s side, at der er grundlag for at tilsidesætte afgørelsen i forhold til dem.

Civilretsdirektoratet finder ikke, at der er grundlag for at annullere adoptionen i den konkrete sag. Det er således direktoratets opfattelse, at statsamtets behandling af adoptionssagen har været i overensstemmelse med de regler, der gælder på området. Det bemærkes, at Civilretsdirektoratet ikke finder, at der foreligger dokumentation for, at der foreligger svigagtigt forhold, der kan bevirke, at adoptionsbevillingen annulleres.

 

4. Det kan oplyses, at Civilretsdirektoratet for tiden er ved at udarbejde en ny bekendtgørelse vedrørende statsamternes behandling af ansøgninger om adoption samt udstedelse af adoptionsbevilling. Det er tanken, at den nye bekendtgørelse skal erstatte den nugældende adoptionsbekendtgørelse og det nugældende adoptionscirkulære.

Direktoratet overvejer i den forbindelse at stille krav om, at erklæringen efter adoptionslovens § 13 fremover i alle tilfælde skal indhentes af statsamtet. Direktoratet overvejer endvidere at fastsætte regler om, at statsamtet kan indkalde erklæringsgiveren til samtale i statsamtet, inden der træffes afgørelse i sagen, hvis statsamtet anser det for betænkeligt at lægge en skriftlig erklæring til grund. Endelig overvejer Civilretsdirektoratet at stille krav om, at underskriften på en skriftlig erklæring skal være bekræftet af en advokat eller to vitterlighedsvidner, der udtrykkeligt bevidner underskriftens gyldighed.

Civilretsdirektoratet er endvidere enig med statsamtet i, at der kan være anledning til at overveje at præcisere indholdet af den skriftlige vejledning, og direktoratet vil tage initiativ til en drøftelse herom med statsamterne.”

 

Med brev af 20. juni 2001 bad jeg om advokat G’s bemærkninger til Civilretsdirektoratets og statsamtets udtalelser.

Med brev af 29. juni 2001 kommenterede G myndighedernes udtalelser. Af G’s brev fremgår bl.a. følgende:

”Indledningsvis bemærkes, at (A) er uforstående og ulykkelig over, fortsat, nu på tredje år, ikke at have kontakt med sin datter. Han er bekymret over hvad datteren ? som aldrig er blevet hørt i sagen ? har fået at vide, og fortvivlet over ? uden egen vilje ? at være forsvundet fra datterens liv.

Generelt om sagen henvises fortsat til klagen og de deri nævnte akter.

Jeg har i klagen nævnt, at min klient fortsat ikke ved om møde mellem amtet og adoptanten/moderen fandt sted, og indholdet heraf. Jeg vil understrege, at oplysningerne herom kan være egnede til at belyse, om der foreligger ’så grove, eventuelt svigagtige forhold’ (Civilretsdirektoratets svar, side 6, 3. afsnit) fra ansøgernes side, at det bør medføre afgørelsens ugyldighed.

Det er f.eks. også relevant, om et sådant møde foregik på et tidspunkt hvor moderen var bekendt med den ny samværssag, og om hun undlod selv at gøre opmærksom herpå.

Jeg gør gældende, at med en så restriktiv fortolkning af reglerne om aktindsigt, må kravene til amtets egen sagskontrol skærpes.

Jeg bemærker i øvrigt om samme afsnit i Civilretsdirektoratets svar, at jeg ikke mener læren om begunstigende forvaltningsakter er anvendelig i sagen. I denne sag er der ikke tale om at en person modtager tilladelse fra en offentlig myndighed, men derimod om, at statsamtet afgør et civilretligt mellemværende mellem to parter. (A) ? og muligt datteren ? opfatter ikke forvaltningsakten som begunstigende.

Statsamtet har i sit høringssvar anført, at man nu altid undersøger om der foreligger samværssag, når man modtager adoptionstilsagn.

Heraf udleder jeg at det var rigtigt, når jeg i min klage anførte, at en sådan kontrol ikke kan være administrativt vanskelig at håndtere. Jeg udleder endvidere, at statsamtet som den dagligt ekspederende myndighed, ikke er enig med Civilretsdirektoratet, når der side 4 og 5 redegøres for, at der ikke er grund til generelt at foretage nævnte kontrol.

Jeg bemærker specielt, at sager, hvor den part som ønsker et bestemt resultat, står for ved ’administrativ selvbetjening’ at skulle indhente modpartens accept, generelt indbyder til at bruge utraditionelle metoder til at fremskaffe en underskrift.

Dette understreger også, at det ikke er hensigtsmæssigt at pålægge den klagende part en bevisbyrde for ulovligheder og svig, således som det er anført af Civilretsdirektoratet, side 6, 3. afsnit. Derimod taler interessekonflikten og partens egen indhentelse af underskriften for, at der ved indsigelser, der fremkommer hurtigt, som udgangspunkt foretages en ophævelse af beslutningen, og derefter en ny, mere kontrolleret sagsbehandling. Jeg har herved også lagt vægt på, at statsamtet i 3. sidste afsnit anfører, at faderens samtykke ikke blot er en formel sag, men at indsigelse om tab af samvær i almindelighed fører til at adoptionsansøgning bliver afslået.

Det bemærkes også, at ved en hurtig omgørelse af beslutningen, risikeres ikke særlige retsbrud, og ikke brud i den kontakt mellem far og datter, som alle andre steder i lovgivningen anses for vital.”

 

Ombudsmandens udtalelse

”I min bedømmelse af spørgsmålet om gyldigheden af Statsamtet Københavns adoptionsbevilling af 6. november 1998 har jeg valgt at koncentrere min undersøgelse til spørgsmålene om Statsamtet Københavns manglende indkaldelse af (C) til en samtale og om vejledningen af Deres klient i forbindelse med adoptionssagen.

Jeg bemærker i den forbindelse at jeg på det foreliggende grundlag må lægge til grund at Deres klient - uden nogen form for tilføjelser eller bemærkninger - underskrev en dansksproget blanket hvorved han har erklæret at være indforstået med adoptionen af (C) og i øvrigt at være bekendt med de regler som fremgik af den vedlagte dansksprogede vejledning. Jeg har i den forbindelse især lagt vægt på Københavns Politis afgørelse af 22. november 1999.

Jeg bemærker endvidere at en endelig konstatering af om der foreligger svigagtigt forhold i forbindelse med sagen (eller om den foreliggende erklæring er forfalsket), ikke vil kunne gennemføres inden for rammerne af min undersøgelse, men efter min opfattelse må ske ved domstolene. Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende fordi ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at afhøre vidner, men behandler klager på et skriftligt grundlag.

 

1. Statsamtet Københavns manglende indkaldelse af (C) til en samtale

Adoptionslovens § 6, stk. 3 (lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december 1999), har følgende ordlyd:

Stk. 3. Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte adoption i det omfang, barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte adoption.’

Adoptionsbekendtgørelsens § 11a (bekendtgørelse nr. 597 af 5. september 1986 med senere ændringer) har følgende ordlyd:

§ 11a. Er barnet under 12 år, skal oplysning om dets holdning til en påtænkt adoption, jf. adoptionslovens § 6, stk. 3, tilvejebringes på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens omstændigheder.’

Det fremgår af forarbejderne til adoptionslovens § 6, stk. 3 (Betænkning nr. 1323/ 1996 om Haager-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner sammenholdt med dansk adoptionslovgivning, s. 36f, og Folketingstidende, tillæg A, 1996-97, s. 1862ff og 1866), at bestemmelsen er indsat i adoptionsloven for at opfylde bestemmelsen i FN’s børnekonventions artikel 12.

Bestemmelsen i FN’s børnekonventions artikel 12 har følgende ordlyd:

’Artikel 12

1. Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

2. Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller et passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder.’

Jeg har overvejet Deres synspunkter vedrørende betydningen af børnekonventionen, navnlig artikel 12, samt også betydningen af artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Ved min vurdering heraf har jeg været opmærksom på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis som den senest er kommet til udtryk i domme vedrørende samværsret, bl.a. Sahin v. Tyskland (11. oktober 2001) (som jeg dog bemærker ikke er endelig, jf. artikel 44, stk. 2, idet den verserer for storkammeret) og Hoffman v. Tyskland (11. oktober 2001).

Efter min mening er der dog ikke heri noget sikkert grundlag for at antage at (C) i en sag som den foreliggende burde havde afgivet en selvstændig udtalelse.

Ifølge forarbejderne til adoptionslovens § 6, stk. 3 (Folketingstidende, tillæg A, 1996- 97, s. 1866), er der ikke tale om en ubetinget høringsregel. Bestemmelsen forudsætter at oplysningerne om barnets holdning tilvejebringes på en måde der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens omstændigheder. Det fremgår at det er vigtigt at barnet ikke sættes i en situation som det ikke kan overskue, og som det ikke har forudsætninger for at tage stilling til.

Bestemmelsen forudsætter således at der indhentes oplysninger om barnets holdning til en påtænkt adoption, men foreskriver ikke en bestemt måde hvorpå oplysningerne herom skal indhentes.

Efter min mening kan det ikke bebrejdes statsamtet at der ikke forud for meddelelsen af adoptionsbevillingen blev indhentet en udtalelse fra (C).

Jeg har i den forbindelse lagt vægt på (C)’s alder på tidspunktet for statsamtets afgørelse og på at der, gennem B, for statsamtet forelå oplysninger om (C)’s holdning til den forestående adoption. Jeg har endvidere lagt vægt på at der - på tidspunktet for statsamtets behandling af (D)’s ansøgning om at adoptere (C) - ikke forelå nogen konflikt omkring adoptionen mellem på den ene side Deres klient og på den anden side (B) og (D).

 

2. Vejledning

 

a. indholdet af den givne vejledning

Adoptionslovens § 13 (lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december 1999) har følgende ordlyd:

§ 13. Fra forældre, hvis samtykke ikke kræves efter § 7, stk. 1-2, skal der, inden afgørelse træffes, indhentes en erklæring, medmindre dette skønnes at ville kunne være til væsentlig skade for barnet eller at ville medføre en uforholdsmæssig forsinkelse af sagen.’

Adoptionslovens § 13 indeholder ikke nærmere regler om hvordan erklæringen skal indhentes.

Adoptionsbekendtgørelsens § 19, stk. 2, nr. 8, og stk. 3 (bekendtgørelse nr. 597 af 5. september 1986 med senere ændringer), har følgende ordlyd:

Stk. 2. Sammen med ansøgningen indsendes:

8) samtykke eller erklæring fra barnets forældre eller værge, jf. §§ 10, 14 og 15,

Stk. 3. Ansøgeren kan anmode om, at statsamtet eller amtskommunen indhenter de samtykker, oplysninger og erklæringer, der er nævnt i stk. 2, nr. 6, 7 og 8.’

Efter reglerne i adoptionsbekendtgørelsen er det således udgangspunktet at den der ansøger om en adoption, selv indhenter erklæringen efter adoptionslovens § 13. Ansøgeren kan dog anmode statsamtet eller amtskommunen om at indhente erklæringen.

Efter adoptionsbekendtgørelsens § 15 afgives erklæringen på en særlig blanket. Denne blanket er godkendt af Civilretsdirektoratet, jf. § 31 i adoptionscirkulæret (Civilretsdirektoratets cirkulære nr. 99 af 5. september 1986 med senere ændringer). Blanketten indeholder en vejledning der bl.a. gengiver de relevante retsregler om retsvirkningerne af en adoption og redegør nærmere for formålet med adoptionslovens § 13 og for muligheden for at få overført forældremyndigheden efter reglerne i § 12 og § 13 i lov om forældremyndighed og samvær. Af vejledningen fremgår bl.a. følgende:

’Om retsvirkningerne af adoptionen gælder adoptionslovens § 16, der lyder således:

§ 16. Ved adoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn som mellem forældre og deres ægtebarn, og barnet og dets livsarvinger arver og arves af adoptanten og dennes slægt, som om adoptivbarnet var adoptantens eget barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets virkelige slægt.

Stk. 2. Såfremt en ægtefælle adopterer sin ægtefælles barn eller adoptivbarn, får barnet i forhold til ægtefællerne samme retsstilling, som om det var deres fælles barn.

Stk. 3. Med hensyn til adoptivbarnets navn gælder reglerne i lovgivningen om personnavne.

Bemærk: Adoptionslovens § 13 har til formål at give Dem lejlighed til at udtale Dem. Nægtelse af at afgive erklæring eller afgivelse af erklæring, hvor De protesterer mod adoptionen, er ikke ensbetydende med, at ansøgningen afslås. Det er overladt til statsamtet at afgøre, hvilken vægt der skal tillægges Deres standpunkt.

De kan i statsamtet (i København Overpræsidiet) få nærmere oplysning om disse regler i adoptionsloven og lov om forældremyndighed og samvær.’

Forvaltningslovens § 7, stk. 1, har følgende ordlyd:

§ 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.’

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 1, forpligter forvaltningsmyndighederne til i fornødent omfang at yde vejledning og bistand til borgerne i tilknytning til sager hvor forvaltningsmyndighederne har truffet eller skal træffe en afgørelse. De henvendelser som borgerne retter til myndighederne, kan være skriftlige, telefoniske eller ske ved personligt fremmøde.

Det antages at en myndighed også har pligt til at vejlede en borger som myndigheden er i forbindelse med, selv om vedkommende ikke direkte eller indirekte har bedt om vejledning, men hvor det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren information og vejledning i anledning af den sag som har givet anledning til kontakten mellem myndighed og borger.

Jeg henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, s. 204ff, og til Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 259.

Indholdet af en vejledning skal naturligvis være juridisk korrekt og så omfattende og detaljeret at det konkrete informationsbehov imødekommes på en rimelig måde. Vejledningen bør således give borgeren fornøden orientering om de regler der gælder på det pågældende forvaltningsområde, herunder om myndighedens praksis.

Jeg henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, s. 213, Carl Aage Nørgaard mfl., Forvaltningsret - Sagsbehandling, 2001, s. 127, og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 262.

Vejledningsforpligtigelsens indhold må antages også at bero på om der er tale om en sag med meget vidtrækkende konsekvenser. I den foreliggende sag medførte (D)’s adoption af (C) bl.a. at Deres klients ret til samvær efter § 16 i lov om forældremyndighed og samvær bortfaldt, jf. § 16, stk. 1, i adoptionsloven.

Sagens forløb giver anledning til at overveje om det vejledningsmateriale der er blevet udleveret, og som anvendes generelt i denne sagstype, er tilstrækkeligt til at opfylde formålet med den beskrevne vejledningspligt. Efter min mening kan det dog ikke lægges til grund at vejledningspligten er blevet tilsidesat. Jeg har herved hæftet mig ved at (A) har modtaget skriftligt materiale hvori de relevante regler var omtalt, og at han var bekendt med at en adoption ville medføre et skifte i familierelationen mellem ham og (C), herunder at han havde forstået at han ville blive fritaget for at betale børnebidrag.

Civilretsdirektoratet har oplyst at direktoratet i forbindelse med udarbejdelsen af en ny bekendtgørelse vedrørende statsamternes behandling af ansøgninger om adoption samt udstedelse af adoptionsbevilling bl.a. overvejer at stille krav om at erklæringen efter adoptionslovens § 13 fremover i alle tilfælde indhentes af statsamtet. Civilretsdirektoratet har endvidere oplyst at man er enig med statsamtet i at der kan være anledning til at overveje at præcisere indholdet af den skriftlige vejledning, og at direktoratet vil tage initiativ til en drøftelse herom med statsamterne.

Jeg har bedt Civilretsdirektoratet orientere mig om resultatet af direktoratets overvejelser vedrørende en ændring af reglerne om fremgangsmåden i forbindelse med statsamtets indhentelse af erklæringen efter adoptionsloven § 13 og vedrørende en præcisering af indholdet af den skriftlige vejledning

 

b. Udformningen af vejledningen

Når myndighederne skriver til borgerne, stilles der krav om at brevene er til at forstå, og at sproget så vidt muligt målrettes efter den konkrete situation. Jeg henviser i den forbindelse til punkt 214 i Justitsministeriets Vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven. Efter min opfattelse gælder dette også i forhold til myndighedernes formulering af skriftlige vejledninger.

Jeg finder således at det af hensyn til de forældre der bliver bedt om at afgive en erklæring efter adoptionslovens § 13, er betydningsfuldt at vejledningen udformes således at den er let at læse og forstå. Jeg bemærker i den forbindelse at vejledningen i vidt omfang består af en gengivelse af selve ordlyden af de relevante lovbestemmelser.

Jeg har på den baggrund anmodet Civilretsdirektoratet om at overveje om vejledningen kan udformes som en redegørelse for hovedindholdet af de relevante bestemmelser og myndighedernes praksis i forbindelse med stedbarnsadoption.

 

c. særlig vejledningspligt over for udlændinge

Jeg har i en tidligere sag, som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 240ff, behandlet spørgsmålet om forvaltningsmyndigheders særlige vejledningspligt over for udlændinge. I den sag udtalte jeg bl.a. følgende:

’Efter forvaltningsloven, som trådte i kraft den 1. januar 1987, har myndighederne en vejlednings- og bistandspligt over for personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde, jf. § 7, stk. 1.

Ifølge Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 32, må det antages at følge af bestemmelsen om vejledningspligten og den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om forvaltningers undersøgelsespligt, at forvaltningsmyndigheder i almindelighed må sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået af udlændinge, der retter henvendelse om sager, der skal tages under behandling af myndighederne. Efter omstændighederne må myndighederne således om fornødent stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed for den pågældende.

Forvaltningsloven var ikke trådt i kraft i 1979, da Sikringsstyrelsen første gang blev bekendt med ( )’s arbejdsskade. Imidlertid må det som nævnt antages, at der også efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger påhviler myndighederne en vis forpligtelse til at sikre sig, at de bliver forstået af udlændinge.’

Det stemmer efter min mening bedst overens med principperne bag forvaltningslovens § 7 at adoptionsmyndighedernes skriftlige vejledning enten er skrevet på et sprog som den pågældende udlænding forstår, eller at den pågældende udlænding - i forbindelse med indhentelsen af erklæringen efter adoptionslovens § 13 - på anden måde modtager tilsvarende vejledning på et sprog vedkommende forstår. Jeg henviser i den forbindelse til det som jeg har anført i min udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 240ff.

Jeg har derfor henstillet til Civilretsdirektoratet at overveje om det kan sikres at den skriftlige vejledning enten er skrevet på et sprog som den pågældende udlænding forstår, eller at den pågældende udlænding - i forbindelse med indhentelsen af erklæringen efter adoptionslovens § 13 - på anden måde modtager tilsvarende vejledning på et sprog vedkommende forstår.

Jeg henviser i den forbindelse til det som Civilretsdirektoratet har anført i dets udtalelse af 15. juni 2001 om direktoratets overvejelser om at stille krav om at erklæringen fremover i alle tilfælde skal indhentes af statsamtet.

Under hensyn til de igangværende overvejelser i direktoratet foretager jeg mig ikke yderligere vedrørende disse spørgsmål.

 

d. Vejledning af (A)

I den foreliggende sag havde Statsamtet København til brug for behandlingen af (D)’s ansøgning om adoption af Deres klients datter (C) modtaget en underskrevet blanket hvormed Deres klient - uden nogen form for tilføjelser eller bemærkninger - erklærede at være indforstået med adoptionen af (C) og i øvrigt at være bekendt med de regler som fremgik af den vedlagte vejledning.

Denne erklæring var i overensstemmelse med § 19, stk. 2, nr. 8, i adoptionsbekendtgørelsen indhentet af (D).

Det giver mig herefter ikke anledning til bemærkninger at Civilretsdirektoratet og statsamtet på baggrund af den foreliggende erklæring - uanset den omstændighed at Deres klient har et fremmedklingende navn - har fundet at der ikke uden konkrete holdepunkter herfor var anledning for statsamtet til at stille spørgsmålstegn ved om Deres klient var indforstået med adoptionen og i øvrigt var bekendt med og havde forstået retsvirkningerne heraf.

Jeg finder herefter ikke at statsamtet har begået en vejledningsfejl i forbindelse med behandlingen af (D)’s ansøgning om adoption af (C) ved ikke - uanset den foreliggende erklæring - at have undersøgt nærmere om Deres klient var indforstået med adoptionen og i øvrigt var bekendt med og havde forstået indholdet af den vedlagte vejledning.

 

3. Statsamtet Københavns manglende opmærksomhed på samværssagen

I den foreliggende sag var Statsamtet København ikke i forbindelse med behandlingen af adoptionssagen opmærksom på at statsamtet samtidig havde en ansøgning fra Deres klient om udvidet samvær med (C) under behandling.

Jeg er enig i Civilretsdirektoratets og statsamtets bemærkninger om at det - hvis statsamtet havde været opmærksom på dette forhold i forbindelse med behandlingen af adoptionssagen - ville have givet statsamtet anledning til at foranstalte yderligere undersøgelser af om Deres klient var indforstået med adoptionen og i øvrigt var bekendt med og havde forstået indholdet af den vedlagte vejledning.

Der er ikke fastsat generelle regler der i forbindelse med et statsamts behandling af en ansøgning om adoption pålægger statsamtet at undersøge hvorvidt statsamtet behandler eller har behandlet en ansøgning om samvær, herunder udvidet samvær, med det barn der skal adopteres. Jeg er enig med det af Civilretsdirektoratet anførte om at der ikke kan opstilles et generelt krav om at et statsamt i sådanne sager skal undersøge om der verserer eller har verseret en samværssag.

Jeg er endvidere enig med Civilretsdirektoratet og statsamtet i at der ikke i forbindelse med statsamtets behandling af adoptionssagen vedrørende (C) var konkrete holdepunkter for at antage at den foreliggende erklæring ikke var udtryk for Deres klients reelle holdning til den forestående adoption.

Jeg finder herefter ikke grundlag for at kritisere at statsamtet ikke som et led i adoptionssagens oplysning undersøgte om der verserede eller havde verseret en sag vedrørende Deres klients samvær med (C).

Statsamtet København har i udtalelsen af 29. december 2000 i sagen oplyst at statsamtet på baggrund af den konkrete sag har besluttet at statsamtet fremover i alle adoptionssager hvori der indgår en § 13-erklæring, vil undersøge om der tillige er en verserende samværssag.

Jeg bemærker på den baggrund at det efter min opfattelse følger af officialprincippet at et statsamt i tilfælde hvor der foreligger en protest mod adoptionen (fra den af forældrene der ikke har del i forældremyndigheden), eller hvor det ikke har været muligt at indhente en erklæring efter adoptionslovens § 13, skal undersøge i hvilket omfang den pågældende har haft samvær med barnet, herunder om der verserer en samværssag.

Jeg henviser i den forbindelse til den redegørelse for adoptionsmyndighedernes praksis som er indeholdt i Nyhedsbrev fra Civilretsdirektoratet, nr. 12, 2001, s. 118ff.

Jeg foretager mig ikke yderligere vedrørende dette spørgsmål.

 

4. Civilretsdirektoratets og statsamtets afgørelser

Jeg bemærker at det er en forudsætning for at kunne statuere at adoptionsbevillingen er ugyldig, at statsamtets afgørelse er behæftet med væsentlige retlige mangler, samt at der ikke foreligger omstændigheder, såsom god tro eller indrettelse, der kan bevirke at afgørelsen opretholdes uanset manglen. Ved den konkrete vurdering af om bevillingen kan annulleres som ugyldig, kommer det især i betragtning om der foreligger grove tilsidesættelser af reglerne, samt om der eventuelt foreligger svigagtigt forhold hos (D) og (B).

Jeg har under min gennemgang af sagen ikke fundet at kunne kritisere at statsamtet udstedte adoptionsbevilling af 6. november 1998. Jeg bemærker i den forbindelse at jeg ved min behandling af sagen har lagt til grund at (C) (forud for adoptionen) var udenlandsk statsborger, og at Civilretsdirektoratet ikke ved direktoratets brev af 28. oktober 1998 udtalte sig konkret om udfaldet af Statsamtet Københavns behandling af (D)’s adoptionsansøgning.

Jeg finder derfor heller ikke grundlag for at kritisere Civilretsdirektoratets afgørelse af 16. juni 2000.

Jeg har herved lagt vægt på at adoptionsbevillingen blev givet den 6. november 1998, og at (D), (B) og (C) siden da har kunnet indrette sig i tillid til den retlige situation, bl.a. i forhold til Deres klient, som herved blev skabt. Jeg har videre lagt vægt på at Deres klient ved at underskrive den foreliggende erklæring uden nogen form for tilføjelser eller bemærkninger efter adoptionsloven § 13 efter min opfattelse bærer en væsentlig del af ansvaret for at statsamtet ikke forud for adoptionsbevillingen af 6. november 1998 blev klar over at Deres klient alligevel ikke var indforstået med adoptionen.

For så vidt angår anmodningen om fri proces til en retssag imod Civilretsdirektoratet, skal jeg meddele at jeg herefter ikke har fundet grundlag for at henstille at Deres klient får fri proces, jf. ombudsmandslovens § 23.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”

 

NOTE: (*) FOB 1990, s. 240.