Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En kirkemusikskole meddelte en tidligere elev, der stadig var medlem af skolens kor, at hans kritik af skolens ledelse var farlig for klimaet på skolen. Meddelelsen var ment som en skriftlig advarsel, og kormedlemmet fik ved samme lejlighed opstillet nogle krav til at han kunne indfinde sig på skolen. Senere blev kormedlemmet bortvist fra skolen, bl.a. med henvisning til advarslen. Kirkeministeriet godkendte skolens afgørelse, og kormedlemmet klagede til ombudsmanden.
Ombudsmanden mente at skolens opstilling af vilkår som betingelse for at kormedlemmet kunne komme på skolen, forudsatte at der var et sagligt grundlag og tilstrækkelige oplysninger til vurdering heraf. Efter ombudsmandens opfattelse måtte der kræves vægtige grunde for at en person – herunder en tidligere elev – kunne bortvises fra en offentlig institution. Det ville i dette tilfælde sige en sandsynliggørelse af at klimaet på skolen blev alvorligt forværret eller ødelagt ved kormedlemmets kritik af skolens ledelse, eller at der var væsentlig risiko herfor. Ombudsmanden mente ikke at sagen indeholdt den fornødne dokumentation, og ombudsmanden henstillede derfor til Kirkeministeriet at genoptage sagen.
Kormedlemmet blev i øvrigt ikke partshørt før bortvisningen, og ombudsmanden udtalte i den forbindelse at kirkemusikskolens beslutning om at bortvise kormedlemmet utvivlsomt var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Skolen havde derfor haft pligt til at partshøre den pågældende før bortvisningen. (J.nr. 2001-1582-749).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bortvisning fra kirkemusikskole

 

 

Det fremgår af sagen at A dimitterede fra B Kirkemusikskole i juni 1998. Efterfølgende var A bl.a. medlem af skolens koncertkor og aktiv i De Studerendes Råd samt i en privat støttekreds til fremme af skolens interesser.

I et brev af 10. december 1998 til kirkemusikskolen v/rektor C kritiserede A bl.a. skolens ledelse for manglende åbenhed og samarbejde. A anførte bl.a.:

”Da du gik ud af Støttekredsens bestyrelse efter den ekstraordinære generalforsamling i september, forstod jeg på dig, at skolens bidrag til Støttekredsen stadig ville være at stå for korrespondancen med medlemmerne. Det kom derfor i høj grad bag på mig, at du ikke længere havde de labels med medlemmernes navne, som du må have brugt ved indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling. Jeg ville ikke have fundet det urimeligt, hvis du, inden du skrottede Støttekredsens arkiv, havde spurgt, om vi havde brug for noget af det. Jeg er meget taknemmelig over, at jeg fik vedtægterne på diskette, så jeg slap for at skrive dem igen, og at ( ) gav mig labels til bestyrelse, censorer og lærere.

Da det primo november viste sig, at Kirkemusikskolens Kor ikke kunne oprette en girokonto, hvor honorar for koncerter kunne indsættes, uden også at oprette en forening, gav du mig nøje anvisning på, hvor jeg kunne finde et eksempel på korrekt formulerede vedtægter. Jeg skrev derfor indkaldelsen til stiftende generalforsamling, der blev udleveret til medlemmerne torsdag den 12. november. Fredag den 13. (af alle dage!), da jeg havde sat det sidste punktum på vedtægtsforslagets side 2, blev jeg ringet op af ( ), der fortalte mig, at der var fundet en anden løsning på korets regnskabsproblemer.

Da jeg tirsdag den 17. november så stilfærdigt, som jeg nu kan, sagde til dig, at jeg ikke ville have fundet det urimeligt, hvis du onsdagen før havde bare antydet, at der var en anden løsning på vej, var dit svar, at jeg altid burde tale med ( ), før jeg foretog mig noget, og at du da håbede, at jeg havde lært noget af sagens forløb.

Jeg kan berolige dig med, at jeg har lært noget, desværre dog noget, som jeg ofte havde erfaret tidligere i min karriere (?) som studerende, medlem af De Studerendes Råd og medlem af skolens kor: for mig at se trænger kommunikationen på (B) Musikskole, lige som emaljen på tidens tand, voldsomt til forstærkning.

Jeg mener, at jeg i min tid som formand for De Studerendes Råd altid har forsøgt at lægge vægt på åbenhed og samarbejde i forholdet til skolens administration. Jeg er ked af at sige, at jeg somme tider har savnet den samme indstilling fra højere sted.

Jeg hører (eller læser) meget gerne fra dig ved lejlighed om dine kommentarer til ovenstående, og af hensyn til de klimatiske forhold på Kirkemusikskolen ville det glæde mig, hvis jeg af ovenanførte – eller andre for mig ukendte – grunde skulle have misforstået noget i de omtalte forløb.”

 

Rektor besvarede A’s brev den 16. december 1998. I brevet anførte rektor følgende:

”Vedr. Støttekredsen

Som jeg mange gange tidligere har forklaret, er Støttekredsen en privat forening af velmenende personer, der ønsker at støtte formål, som fremmer skolens virksomhed og interesser udadtil og indadtil. Som privat forening fører Støttekredsen selv sine medlemslister og ordner selv sin korrespondance. Jeg begriber ikke, hvordan du kan komme på den ide, at Kirkemusikskolen skulle stå for støttekredsens korrespondance? Skolen har aldrig tilbudt andet end at stå for udsendelsen – dvs. betale portoen. Dit brev har imidlertid fået mig til at overveje, om en revurdering af skolens relation til Støttekredsen er påkrævet. Hvis den nye bestyrelse – som det tyder på – agter at holde kvartalsvise møder, så vil de årlige portoudgifter nærme sig 2.000 kr. Hertil skal lægges udgifter til fotokopiering af breve, mødeindkaldelser, referater m.m. samt kontorhjælp, som alt sammen skal føres på administrationskontoen. Det bliver til mange penge i løbet af få år, og så er det, at jeg spørger mig selv: hvem støtter egentlig hvem?

Ved generalforsamlingen den 2. september fik den nye formand overdraget alle papirer vedr. Støttekredsen, og herunder også lister med navne og adresser på kredsens medlemmer. Efter denne dato ville det have været ulovligt af mig fortsat at registrere Støttekredsens medlemmer, da jeg ikke længere var medlem af bestyrelsen. Et andet spørgsmål er: med hvilken hjemmel repræsenterede du kredsen overfor skolen, så længe der ikke forelå referat fra et konstituerende bestyrelsesmøde?

Mange gange har jeg fortalt dig, at den tidligere bestyrelse førte kartoteket i edb-programmet Access, som udskriver labels fra gang til gang via en ’forespørgsel’ direkte på kartoteket. Du har ikke dette program, hvorfor du ikke kan have glæde af en diskette. Jeg må sige, at jeg finder det løjerligt, at vi skal korrespondere om noget, som jeg allerede har fortalt dig.

 

Vedr. korets girokonto

Jeg tror, vi skal tage sagen forfra.

Da du ville oprette en konto til koret i Girobank, og ikke selv ønskede at stå som kontohaver, kom du ind på mit kontor, og bad skolen – alias undertegnede – om at være garant. En sådan konstruktion var og er naturligvis helt udelukket. Så havde du en anden mulighed, nemlig at oprette en foreningskonto, men dertil kræves stiftende generalforsamling og vedtægter med oplysninger om tegningsforhold. Du besluttede dig på stedet for denne løsning, og spurgte hvordan man laver vedtægter. Jeg har således kun svaret dig på, hvad du spurgte mig om! Når skolens administrator et par dage senere kommer og siger, at det af forskellige grunde ikke er en god idé at gøre koret til en forening, ja så standser projektet der. Han har mere indsigt i de sager end os to gamle fjolser.

 

Vedr. din påstand om manglende kommunikation

Alt på (B) Kirkemusikskole foregår i åbenhed og i en venlig atmosfære, og jeg møder til daglig kun tilfredshed både hos lærere og elever. Bevares, mange ting kunne sikkert gøres anderledes og måske også bedre, men det er jo en anden sag. Jeg spekulerer på, om du mon ser problemer, vi andre ikke kan få øje på? Måske er du bare en mistroisk natur? Der er i virkeligheden tale om en meget alvorlig og i mine øjne uberettiget anklage. I betragtning af, at du ikke længere er elev på skolen, finder jeg det tankevækkende, at du stadig agerer i usædvanlig mange sammenhænge og det på en ret iøjnefaldende måde. Fx optræder du som regissør for koret, som medlem af Støttekredsens bestyrelse og i De Studerendes Råd som suppleant med ikke uvæsentlige beføjelser. På baggrund af mit mangeårige kendskab til elevforeningens og støttekredsens virke og også skolens karakter taget i betragtning kunne jeg let få den tanke, at du – om ikke ubestaltet – har fundet dig en bekvem platform, hvorfra du kan sprede din misfornøjelse og utilfredshed. Derfor er dine diffuse, vedvarende og ubegrundede anklager om dårlig og endog mangelfuld kommunikation særdeles ubehagelige og tillige farlige for klimaet på Kirkemusikskolen. Dine bestræbelser for et bedre ’miljø’ kan nemt slå over i det modsatte. Får jeg færten af, at noget sådant er ved at udvikle sig, er jeg nødt til at overveje skolens fremtidige stilling til de organer, som du repræsenterer.”

 

I et brev af 17. december 1998 skrev rektor følgende til de studerendes råd:

”(A) har i et julekort til De Studerendes Råd citeret de sidste linjer af et to sider langt personligt brev fra mig til ham. Mit brev var et svar på en række til dels ubegrundede klager, fremsat i en tone, der ligger under det niveau, vi normalt kommunikerer på her på stedet. Jeg skønnede, at dersom hans kritik ikke blev imødegået, kunne den skade det gode klima på Kirkemusikskolen. Brevet indeholdt naturligvis en længere redegørelse for den citerede konklusion, men da de fleste af (A)’s klager ikke har almen karakter, egner de sig ikke til åben brevveksling. Som skolens rektor går jeg ikke ind i en dialog under denne form og på dette plan, og jeg betragter i øvrigt sagen som afsluttet.

Jeg vil benytte lejligheden til at understrege, at det efter min mening er en gevinst for skolen at have et godt samarbejde med de studerende, og samtidig vil jeg sige, at De Studerendes Råd altid er velkommen med konstruktive forslag og saglig kritik, således at samarbejdet med Rådet og ledelse kan blive til gavn for alle parter.”

 

I et brev af 4. januar 1999 til rektor oplyste A bl.a. at han havde fået oplyst fra andre at rektor betragtede sagen som afsluttet. A præciserede at hans brev til rektor af 10. december 1998 ikke alene omhandlede de omtalte konkrete oplevelser, men i højere grad handlede om åbenhed, samarbejde og dialog, og A meddelte at han gerne stod til rådighed for at præcisere hvad rektor kaldte ”diffuse, vedvarende og ubegrundede anklager om dårlig og endog mangelfuld kommunikation”. I relation til A’s medlemskab af de studerendes råd henviste A til at der ved rådets oprettelse efter hans opfattelse havde været enighed om at kormedlemmer kunne betragtes som studerende, og A henviste til at der ved de to første valg af ham ikke havde været sat spørgsmålstegn herved. A anførte endvidere at da det åbenbart blev anset for farligt for klimaet på kirkemusikskolen at han som person agerede ”på en ret iøjnefaldende måde”, og da han ikke kunne sidde rektors afsluttende trussel overhørig, så han sig nødsaget til at nedlægge sine poster som regissør i koret, medlem af De Studerendes Råd og medlem af redaktionen for de studerendes tidsskrift ( ) .

Den 19. januar 1999 rettede en tidligere studerende og medlem af koret, D, henvendelse til rektor. Baggrunden for henvendelsen var at han af A var blevet bekendt med rektors brev af 16. december 1998 til A. I brevet argumenterede D bl.a. for at rektor burde give A en undskyldning. D anførte indledningsvis at hans synspunkter stod helt for hans egen regning.

Rektor meddelte den 20. januar 1999 D at sagen var afsluttet fra rektors side.

I sit brev af 22. februar 1999 til rektor beklagede A indledningsvis at en kommunikationsbrist i støttekredsens bestyrelse havde bevirket at han havde gjort rektor uret med hensyn til adresselisten i sit brev til rektor af 10. december 1998. A efterlyste svar på sit brev af 4. januar 1999, og han bad herefter bl.a. om rektors stillingtagen til at han havde følt sig truet af rektor til at træde ud af flere organer.

Som svar på A’s brev meddelte rektor ham i brev af 25. februar 1999 at sagen var afsluttet fra hans side.

Den 27. februar 1999 rettede D henvendelse til kirkemusikskolens bestyrelse hvor han bl.a. gjorde gældende at rektors brev af 16. december 1998 til A indeholdt et personligt angreb mod A.

I et brev af 6. april 1999 til kirkemusikskolens bestyrelse oplyste A at han var blevet bekendt med at rektor ved det seneste bestyrelsesmøde havde rettet et personligt angreb mod ham, og han bad bl.a. bestyrelsen om en nærmere præcisering heraf.

 

Ved brev af 8. april 1999 bortviste rektor A fra B Kirkemusikskole. I brevet var anført følgende:

”Torsdag den 28. januar måtte (E) melde afbud til en korprøve, men i stedet for at aflyse bad han ( ) og dig om at forestå prøven. Det er siden kommet mig for øre, at du benyttede denne lejlighed til at forelægge din sag for korets medlemmer.

Da du således ikke blot har misbrugt (E)’s tillid men også siddet min skriftlige advarsel overhørig, ( ) er [jeg] nødt til at meddele dig, at du ikke længere kan deltage i skolens aktiviteter, og jeg må bede dig om ikke mere at vise dig på skolen.”

D skrev den 12. april 1999 til kirkemusikskolens bestyrelse at rektor måtte antages at have ment bortvisningen alvorligt, idet D som kormedlem havde modtaget et brev med en ny kode til adgangssystemet, dateret den 9. april 1999. D meddelte herefter at rektors beskrivelse af forløbet ved korprøven den 28. januar 1999 var urigtig. D henviste således til at det ikke var A, men et andet kormedlem der i pausen i korprøven havde taget initiativ til en debat om rektors brev af 16. december 1998 til A, og at A stort set ikke havde deltaget i debatten.

 

I et brev af 12. april 1999 til rektor gjorde A ligeledes gældende at rektors gengivelse af sagsforløbet den 28. januar 1999 ikke var korrekt. A skrev således:

”Jeg er nødt til at meddele dig, at din påstand, fremsat i brev af 8. april 1999, om, at jeg skulle have forelagt min ’sag’ for medlemmerne af (B) Kirkemusikskoles Kor, ikke er korrekt. Sagen blev forelagt af et kormedlem og debatteret af medlemmerne i pausen i korprøven den 28. januar.”

I et brev af 19. april 1999 til de studerendes råd skrev rektor følgende:

”Jeg har bemærket, at De Studerendes Råd i referat af mødet den 9. marts går ud fra, at kormedlemmer er valgbare til rådet. Der tænkes formentlig på kormedlemmer, der ikke længere er aktive studerende på kirkemusikskolen, og derfor føler jeg det nødvendigt at præcisere min holdning til dette spørgsmål. I princippet har jeg intet at indvende imod, at elevforeningen vil være en forening både for nuværende og tidligere elever, men det siger sig selv, at de tidligere elever ikke kan have den samme status som de aktive. Således kan tidligere elever ikke repræsentere de aktive i skolens organer, og denne regel gælder naturligvis også for korets medlemmer, hvilket indebærer, at de heller ikke kan anerkendes som elevrepræsentanter.

I øvrigt har jeg i brev af den 4. november 1997 henledt rådets tidligere formand på problemet omkring ikke aktive studerendes deltagelse i De Studerendes Råd.”

Den 28. april 1999 rettede rektor henvendelse til kirkemusikskolens bestyrelse hvor han meddelte at A’s oplysning over for bestyrelsen om at A havde indgået en aftale med rektor om at tidligere elever og nu aktive medlemmer af Kirkemusikskolens kor kunne opstilles og vælges til de studerendes råd, var usand.

 

I et brev af samme dato, ligeledes til bestyrelsen, skrev rektor følgende i relation til D’s klage:

Ifølge (D) skulle mit brev være et direkte personligt angreb på (A) og et indirekte angreb på alle elevaktiviteter. Som skolens rektor bør jeg imidlertid kunne forvente, at såvel elever som lærere følger mine henstillinger. Kan man ikke respektere dette forhold, må man forlade skolen. Følgelig hører det ikke til min bestilling at rette personlige angreb mod nogen og da slet ikke (A), der ikke mere er aktiv studerende på (B) Kirkemusikskole. Mit brev til ham var netop en henstilling om at opføre sig ordentlig, og den usædvanlig skarpe tone i brevet skyldtes et uforskammet brev, han havde sendt mig, men også en gennem lang tid ophobet irritation over hans fremfærd. Det er i den forbindelse værd at lægge mærke til, at (D) i sin henvendelse til bestyrelsen ikke har vedlagt (A)’s første brev til mig.

I øvrigt har (A) efterfølgende siddet min henstilling overhørig, hvorfor jeg har meddelt ham, at han ikke længere kan deltage i skolens aktiviteter, og jeg har bedt ham om ikke mere at vise sig på kirkemusikskolen.

(A) påbegyndte sin PO-uddannelse ved ( ) Kirkemusikskole. I 1995 blev han optaget på (B) Kirkemusikskole, hvor han dimitterede i juni 1998 i en alder af ( ) år.

Det er mit indtryk, at han som ’gammel skolemand’, har haft vanskeligt ved at affinde sig med rollen som almindelig kirkemusikskoleelev. I hans tid som formand for De Studerendes Råd nåede vi ikke frem til et konstruktivt samarbejde til glæde for eleverne, tværtimod mødte vi kun kritik. Rethaverisk revsede han alle, der udøvede myndighed, og jævnligt fik man det indtryk af DSR’s mødereferater, at skolen blev administreret henover hovedet på elever og lærere. Men sandheden er, at skolen i de sidste par år har haft nogle særdeles dygtige medarbejdere, engagerede og imødekommende over for elevernes problemer, ja faktisk fungerer administrationen bedre end nogensinde. Hans vedvarende men aldrig underbyggede kritik har naturligt nok affødt vrede i administrationen (jf. bilag E). Mit skarpe brev til (A) var derfor også et forsvar for mit personale.

Jeg vil gerne understrege, at kirkemusikskolen naturligvis er lydhør overfor kritik, men vi forventer at den fremsættes på en sober måde.

Når jeg ikke på et tidligere tidspunkt har skredet ind overfor (A) og hans fremfærd, skyldes det alene min respekt for de organer, han har repræsenteret. Hans brev af 10. december 1998 gav mig imidlertid den mistanke, at han i ly af sine tillidsposter uden skrupler spredte uro gennem personangreb og uvederhæftig kritik. En kraftig irettesættelse var derfor påkrævet.

 

Den 31. maj 1999 traf bestyrelsen en afgørelse i forhold til D. Bestyrelsen anførte således:

”I anledning af en række uoverensstemmelser mellem hr. (A) og (B) Kirkemusikskoles rektor har De i skrivelse af 27. februar 1999 givet udtryk for mistillid til rektors dispositioner i denne anledning, samtidig med en antydning af, at disse dispositioner skulle være karakteristisk for rektors embedsførelse i almindelighed.

Indledningsvist må det konstateres, at hverken De eller nævnte (A) er aktive studerende ved kirkemusikskolen, men alene er frivillige medlemmer af skolens koncertkor.

Bestyrelsen ser naturligvis med sympati på, at frivillige deltagere har interesse for skolen og dens aktiviteter, men må understrege, at denne virksomhed sker inden for de af rektor fastsatte rammer.

Bestyrelsen må forvente, at berettiget kritik af forholdene på skolen, herunder af rektor og administrationens personale, tillige fremføres eller i det mindste støttes af de aktive studerendes organisation, De Studerendes Råd, som bl.a. med henblik herpå ved bekendtgørelsen om folkekirkens kirkemusikskoler, er sikret plads i skolens ledende organ.

Hvad angår de konkrete uoverensstemmelser har man noteret sig, at De studerendes Råd ved et møde den 15. december 1998 tog afstand fra en skrivelse af 10. december 1998 fra (A) til rektor, en skrivelse som er indledningen til de omhandlede uoverensstemmelser med rektor.

Bestyrelsen skal hertil bemærke, at de emner som er berørt i skrivelserne af 10. og 16. december 1998 ligger i periferien af rektors egentlige embedsvirksomhed, hvorfor der ikke desangående kan stilles krav om speciel medvirken fra rektors eller administrationens side. Bestyrelsen skal derfor henholde sig til de af rektor i denne sag foretagne dispositioner.

Det antal optagelsessøgende, som forelå i foråret 1999, synes at dementere Deres synspunkter om skolens omdømme.

 

I et brev af samme dato besvarede bestyrelsen A’s brev af 6. april 1999. Bestyrelsen oplyste bl.a. at A’s person var blevet nævnt på det seneste bestyrelsesmøde i anledning af D’s brev af 27. februar 1999. Det var om A blevet oplyst ”at (A) var tidligere elev på kirkemusikskolen og nuværende frivilligt medlem af skolens koncertkor og i Støtteforening og De studerendes Råd indtog tillidsposter”. I samme anledning præciserede bestyrelsen at kun aktive studerende havde adgang til at repræsentere de studerende i skolens ledende organer.

I A’s brev af 7. juli 1999 til bestyrelsen spurgte han om hans for 4 år siden afsluttede sag på ( ) Kirkemusikskole var blevet nævnt på det pågældende bestyrelsesmøde, og i bekræftende fald med hvilket formål. A anførte endvidere bl.a. følgende:

”Jeg må desuden – endnu en gang – bede om bestyrelsens kommentar til de i mit brev meddelte oplysninger om valg til De Studerendes Råd. Ligeledes beder jeg om bestyrelsens kommentar til rektor (C)’s bortvisning af mig i brev af 8. april 1999, og ikke mindst til begrundelsen for bortvisningen, jfr. mit brev til (C) af 12. april 1999, sendt til orientering til bestyrelsen.

Samtidig beder jeg om aktindsigt i det materiale, som må have ligget til grund for bestyrelsens afgørelse i sagen.

Ligeledes beder jeg om en meddelelse om årsagen til, at den nævnte afgørelse er truffet uden partshøring.”

 

Bestyrelsen besvarede A’s brev den 4. august 1999. Bestyrelsen anførte bl.a.:

”Deres to direkte spørgsmål kan besvares som følger:

Ad 1.: Ja

Ad 2.: Har bestyrelsen ingen viden om.

I skrivelse af 31. maj 1999 har bestyrelsen udtalt, at kun aktivt studerende er i stand til at repræsentere de studerende i skolens ledende organer. Hertil skal man henholde sig.

Det ligger inden for rektors kompetence at skønne over, om forholdene på skolen nødvendiggør bortvisning af personer.

De er velkommen til aktindsigt.

Rektor (C) over hvem der er klaget har haft lejlighed til at udtale sig om de fremsatte klager.”

I sit brev af 10. september 1999 til bestyrelsen efterlyste A på ny bestyrelsens stillingtagen til begrundelsen for bortvisningen. I relation til partshøring udtalte A at det var hans opfattelse at han var part i sagen.

 

I brev af 12. oktober 1999 til A skrev bestyrelsen følgende:

”Angående pkt. 3 [vedrørende begrundelsen for bortvisningen] bemærkes, at bestyrelsen kan tiltræde rektors holdning, hvorefter det bør være begrænset, hvor meget arbejdstid rektor anvender på diskussioner med personer udenfor kredsen af aktive studerende om betimeligheden af gældende regler.

Sagen er afgjort på grundlag af (D)’s skrivelser af 27. februar og 12. april 1999 med bilag.

Deres skrivelser af 6. og 12. april 1999. Rektor (C)’s skrivelse af 28. april 1999 med bilag.”

A bad i brev af 22. oktober 1999 til bestyrelsen på ny om bl.a. bestyrelsens stillingtagen til ovennævnte forhold omkring begrundelsen for bortvisningen og spørgsmålet om partshøring.

Den 27. oktober 1999 fik A aktindsigt i sagen ved sit personlige fremmøde på ( ) Stifts bispekontor.

Den 8. november 1999 meddelte bestyrelsen A at hans klage over rektor var blevet drøftet på et bestyrelsesmøde den 2. november 1999, og at bestyrelsen ikke fandt anledning til at foretage sig yderligere. Bestyrelsen betragtede for sit vedkommende sagen som afsluttet.

Den 9. november 1999, 9. december 1999 og 9. januar 2000 rykkede A bestyrelsen for svar på sine ubesvarede spørgsmål. Bestyrelsen gentog i brev af 28. januar 2000 at den betragtede sagen som afsluttet for sit vedkommende. Bestyrelsen oplyste A om at klager over bestyrelsen kunne rettes til Kirkeministeriet.

I brev af 9. marts 2000 bad A mig om råd i sin sag. Jeg meddelte den 3. april 2000 A at jeg havde sendt en kopi af hans brev til Kirkeministeriet som en anmodning fra ham om at ministeriet tog stilling til om det ville kunne behandle hans klage.

Den 26. maj 2000 bad Kirkeministeriet kirkemusikskolen om en udtalelse. I en udtalelse af 18. juli 2000 henviste bestyrelsens formand ( ) bl.a. til at bestyrelsen ved brev af 31. maj 1999 havde givet udtryk for tillid til rektors dispositioner, og at der ikke senere var fremkommet oplysninger som havde foranlediget bestyrelsen til at ændre opfattelse. Vedrørende spørgsmålet om aktindsigt oplyste formanden at A den 27. oktober 1999 på ( ) Stifts bispekontor havde haft lejlighed til indsigt i samtlige sagens akter og var blevet forsynet med kopier af de sagsakter han måtte ønske.

Den 22. august 2000 tilsendte Kirkeministeriet A kirkemusikskolens udtalelse af 18. juli 2000 med bilag. A blev i den forbindelse bedt om at fremsætte sine bemærkninger.

 

I A’s brev af 14. september 2000 til Kirkeministeriet gjorde A bl.a. gældende at han ved aktindsigt den 27. oktober 1999 tilsyneladende ikke fik indsigt i samtlige sagens akter, og A bad om oplysning om eventuelle andre sagsakter som måtte befinde sig på kirkemusikskolen eller hos kirkemusikskolens bestyrelse. Kirkeministeriet traf afgørelse i sagen den 21. februar 2001. I afgørelsen skrev ministeriet således:

”De har i klagen anført citat:

’at De i måneder har forsøgt

at få en kommentar fra bestyrelsen til begrundelsen for bortvisningen

at få aktindsigt (første gang af 7. juli 1999, opnået ved personlig henvendelse på bispekontoret i ( ) 28. oktober 1999).

at få oplyst, hvorfor sagen er afgjort uden partshøring (1. gang i brev af 7. juli 1999, besvaret 4. august 1999 med oplysning om, at kirkemusikskolens rektor havde haft lejlighed til at udtale sig. Jeg har 10. september 1999, måske lidt stilfærdigt, gjort opmærksom på, at jeg har en måske ubeskeden, men vel ikke uberettiget fornemmelse af, at jeg selv er part i sagen, men har til dato ikke modtaget bestyrelsens kommentar hertil).

at få oplyst, hvorfor sagen er afgjort på grundlag af en skrivelse af 4. november 1997, angiveligt sendt til mig, der på daværende tidspunkt var formand for De Studerendes Råd. En skrivelse, jeg aldrig har modtaget, og desuden på grundlag af nogle skrivelser fra maj 1999, som jeg først ved aktindsigten den 28. oktober 1999 har fået kendskab til, mens mine egne breve til Rektor af 4. januar og 22. februar 1999, som efter min mening er særdeles relevante for sagsbehandlingen, tilsyneladende ikke har været inddraget.’

De har derudover som et femte punkt anført, at bortvisningen forhindrer Dem i at deltage i bestyrelsesarbejdet i Kirkemusikskolens Støttekreds, undervisningstilbud på kirkemusikskolen (efteruddannelse) og andre tiltag.

 

Efter gennemgang af sagens korrespondance, skal ministeriet bemærke følgende:

Vedrørende punkt 1:

Begrundelsen for bortvisningen er angivet i brev af 8. april 1999 fra rektor (C).

Ministeriet har taget til efterretning, at kirkemusikskolens bestyrelse alene har valgt, som anført i brev til Dem af 4. august 1999, at henvise til, at det ligger inden for rektors kompetence at skønne over, om forholdene på skolen nødvendiggør bortvisning af personer.

Ministeriet kan ikke pålægge bestyrelsen nærmere at kommentere rektors begrundelse for bortvisningen.

 

Vedrørende punkt 2:

Af brev af 7. juli 1999 til bestyrelsen for (B) Kirkemusikskole har De efter ministeriets opfattelse anmodet om aktindsigt i det materiale, der af bestyrelsen blev lagt til grund i forbindelse med bestyrelsens beslutning om, at kun studerende har adgang til at repræsentere de studerende i kirkemusikskolens ledende organer jf. bestyrelsens brev til Dem af 31. maj 1999.

Ved brev af 4. august 1999 meddelte bestyrelsen, at De kunne få aktindsigt, men anviste ikke nærmere, hvorledes dette skulle ske.

Ministeriet finder, at kirkemusikskolens bestyrelse i brevet af 4. august 1999, burde have meddelt Dem, om aktindsigten ville blive givet ved gennemsyn på stedet eller ved afskrift eller kopi. Endvidere burde bestyrelsen, da tilladelsen til aktindsigt ikke blev meddelt dem inden for en frist af 10 dage fra modtagelsen af Deres begæring, have oplyst Dem om grunden hertil samt om hvornår, man forventede, at kunne træffe afgørelse i sagen. Der henvises i den forbindelse til § 16, stk. 1, og stk. 2, i lov om offentlighed i forvaltningen (Kopi af bestemmelserne vedlægges).

De har oplyst, at De fik aktindsigt ved personlig henvendelse den 28. oktober 1999 på ( ) Stift. Ministeriet foretager sig herefter ikke yderligere i sagen.

 

Vedrørende punkt 3:

Ministeriet finder, at bestyrelsens afgørelse truffet på bestyrelsesmødet den 31. maj 1999 vedrørende de tidligere studerendes muligheder for at repræsentere de aktive studerende i skolens ledende organer fuldt ud kunne træffes uden at foretage høring af Dem.

Ministeriet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke skulle træffes en egentlig forvaltningsretlig afgørelse, men alene træffes beslutning om forhold vedrørende kirkemusikskolens organisatoriske forhold.

Det fremgår af bestyrelsens brev af 31. maj 1999, at bestyrelsen forudsætningsvist anerkender, at tidligere elever, der er medlemmer af koret, kan indvælges i DSR, men at bestyrelsen præciserer, at kun studerende kan repræsentere de studerende i skolens ledende organer.

Denne præcisering er i overensstemmelse med oplysningen i Deres brev af 6. april 1999 om, at De har en aftale med skolens rektor om, at aktive medlemmer af kirkemusikskolens kor kan opstilles og vælges til DSR.

Ministeriet henviser i øvrigt til rektors brev af 19. april 1999 til DSR, hvoraf det fremgår, at tidligere elever, der er medlemmer af koret forudsætningsvist godkendes som medlemmer af DSR, men ikke kan anerkendes som repræsentanter for de aktive elever i skolens organer og heller ikke som elevrepræsentanter. Rektor har meddelt sin holdning til spørgsmålet til bestyrelsen for kirkemusikskolen ved brev af 28. april 1999.

I brevet af 4. november 1997 til DSR anfører rektor, at en person, der ikke er elev, men som alligevel er indvalgt som suppleant i rådet (DSR), ifølge rådets egen forretningsorden ikke kan supplere rådets ordinære medlemmer.

 

Vedrørende punkt 4:

Det er ministeriets opfattelse, at bestyrelsen for kirkemusikskolen, uanset om skolens rektor skulle have accepteret at tidligere elever, som medlemmer af DSR, ville kunne repræsentere de studerende i skolens ledende organer, ville kunne træffe afgørelse for fremtiden om, at dette ikke længere skulle være muligt. Der ses i øvrigt ikke at være givet et sådant tilsagn fra rektors side.

Ministeriet finder således, at Deres breve af 4. januar og 22. februar 1999 ikke ville have haft betydning for bestyrelsens afgørelse af 31. maj 1999, og at det var op til bestyrelsen at beslutte på hvilket grundlag den ønskede at træffe den valgte afgørelse. Ministeriet er ikke bekendt med breve fra maj måned 1999 udover brevet til Dem jf. ovenfor og brev af samme dato til (D).

 

Vedrørende punkt 5:

Det fremgår af sagen, at De ikke var studerende ved (B) Kirkemusikskole på tidspunktet for bortvisningen, men at De deltog i korarbejdet.

Af brev af 4. januar 1999 fremgår, at De med virkning fra samme dato nedlagde Deres frivillige arbejde som regissør i koret, som medlem af De studerendes Råd og Deres medlemskab af redaktionen for de studerendes tidsskrift ( ). De meddelte endvidere, at De ville forblive medlem af bestyrelsen for Kirkemusikskolens Støttekreds.

De har anført, at bortvisningen har medført, at de ikke kan deltage [i] efteruddannelsestilbud og bestyrelsesarbejdet i Kirkemusikskolens Støttekreds, og andre tiltag på skolen.

Det fremgår af rektors brev af 8. april 1999, at bortvisningen er begrundet med, at De i forbindelse med en korprøve den 28. januar 1999, uanset rektors advarsel i brev af 16. december 1998 til Dem, benyttede lejligheden til at forelægge sagen mellem Dem og rektor for kormedlemmerne.

De ses ikke at have klaget over advarslen, men har i brev til rektor af 12. april 1999 oplyst, at det ikke var Dem, men et andet medlem af koret, der forelagde sagen, der blev debatteret i pausen under korprøven.

Rektor er af kirkemusikskolens bestyrelse bemyndiget til at bortvise tidligere elever på kirkemusikskolen, hvis disse, efter rektors opfattelse, optræder fornærmende og/eller illoyalt overfor skolens ledelse herunder rektor selv. Ministeriet finder, at bortvisningen er sket som følge af betydelige uoverensstemmelser mellem Dem og skolens rektor, herunder som følge af Deres meget skarpe brev af 10. december 1998.

Af brevet af 8. april 1999 fra rektor til Dem fremgår, at De ikke længere kan deltage i skolens aktiviteter, og ikke længere må vise Dem på skolen.

Ministeriet finder det tvivlsomt, om De kan siges at have partsstatus i forbindelse med den omhandlede bortvisning, idet ministeriet vurderer, at bortvisning af en tidligere studerende må anses for faktisk og ikke retlig forvaltningsvirksomhed.

Henset til Deres tilknytning til (B) Kirkemusikskole, herunder deltagelse i arbejdet med koret samt Deres muligheder for yderligere uddannelse på skolen, finder ministeriet imidlertid, at det havde været god forvaltningsskik at have givet Dem lejlighed til at kommentere det faktiske hændelsesforløb, inden der blev truffet beslutning om bortvisning. Der er i den forbindelse tillige lagt vægt på, at det hændelsesforløb, der efter rektors opfattelse lægges til grund for bortvisningen, fandt sted mere end to måneder før bortvisningen.

Ministeriet finder, at bortvisningen af Dem ikke bør medføre, at De udelukkes fra på almindelige vilkår, at deltage i sædvanlige efteruddannelsestilbud. Der er herved lagt vægt på, at en sådan ikke ubetydelig begrænsning af Deres muligheder, set i forhold til baggrunden for bortvisningen, risikerer, at ville stride mod det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip.

Et afslag på en sådan ansøgning fra Dem om deltagelse i sædvanlig efteruddannelsesvirksomhed, må anses for en forvaltningsretlig afgørelse og kan kræves begrundet, idet det bemærkes, at såvel forvaltnings- som offentlighedsloven som de almindelige forvaltningsretlige regler er gældende for kirkemusikskolerne.”

 

I brev af 22. marts 2001 til Kirkeministeriet kommenterede A ministeriets afgørelse i sagen. A gjorde bl.a. gældende at efter hans opfattelse havde han i brev af 7. juli 1999 bedt om aktindsigt i det materiale der lå til grund for hele sagen. I relation til afgørelsens pkt. 5 anførte A bl.a. at han ikke var klar over at han havde haft mulighed for at klage over den tildelte advarsel. A mente ikke at han havde siddet rektors skriftlige advarsel – som A i øvrigt ikke fandt var rettet mod hans person – overhørig, men at han tværtimod havde trukket sig fra sine poster for ikke at blive årsag til en forværring af klimaet på kirkemusikskolen. A gjorde videre gældende at der ikke kunne være nogen tvivl om hans partsstatus i forbindelse med bortvisningen. Endelig bad A Kirkeministeriet om at præcisere om ministeriet ved sin afgørelse af 21. februar 2000 havde ophævet både forbuddet mod at han deltog i kirkemusikskolens aktiviteter, og forbuddet mod at han viste sig på kirkemusikskolen.

Kirkeministeriet besvarede den 5. april 2001 A’s forespørgsel således:

”For så vidt angår forståelsen af ministeriets brev med hensyn til de afsluttende bemærkninger, skal det meddeles, at det er ministeriets opfattelse, at en bortvisning ikke medfører, at De udelukkes fra på almindelige vilkår at deltage i sædvanlige efteruddannelsestilbud. Dette betyder, at De, såfremt De bliver optaget på et efteruddannelseskursus, kan opholde Dem på institutionens område under afviklingen af kurset, såfremt opholdet er nødvendigt for at gennemføre kurset.

I øvrigt bemærkes, at Kirkemusikskolens ledelse, som led i den daglige drift, har ret til at afgøre, hvem der må og ikke må opholde sig på institutionens område.”

Den 21. april 2001 klagede A til mig over myndighedernes afgørelse og behandling af sagen. A anførte bl.a.:

”Min klage gælder flg. forhold:

Sagsbehandlingstiden, som forekommer mig urimelig lang.

Den (bortset fra dele af ovennævnte brev af 22. februar 2001) hos alle tre instanser optrædende ret konsekvente mangel på hensyntagen til de af mig fremførte synspunkter, herunder manglende besvarelse af spørgsmål, som efter min mening er relevante for sagen.

Den manglende partshøring og især det faktum, at jeg tilsyneladende ikke betragtes som part i sagen.

Det faktum, at sagsakterne bl.a. omfatter nogle breve (af 4. november 1997 og 28. april 1999), som jeg først fik kendskab til ved min selvbestaltede aktindsigt 27. oktober 1999, mens tre breve, som jeg anser for relevante for sagen, ikke fandtes i materialet, men siden på forunderlig vis er dukket op.

Den manglende begrundelse for opretholdelse af en tidsubestemt sanktion. Jeg skal i denne forbindelse ikke undlade endnu en gang at gøre opmærksom på, at jeg udover egentlig efteruddannelse på Kirkemusikskolen også er interesseret i fx dr.phil. ( )’s foredrag og i deltagelse i Støttekredsens arrangementer. Jeg var også – indtil bortvisningen – glad for at deltage i korarbejde og i akkompagnementer og sangopgaver sammen med de studerende på Kirkemusikskolen. Alt dette er jeg nu – åbenbart på livstid – forhindret i.

I brev af 29. maj 2001 meddelte jeg A at jeg ikke mente at der var tilstrækkeligt grundlag for at jeg indledte en undersøgelse af Kirkeministeriets sagsbehandlingstid. For så vidt angik den øvrige del af A’s klage, oplyste jeg at jeg med henblik på at afklare i hvilket omfang jeg kunne behandle hans klage, havde bedt Kirkeministeriet om en redegørelse for om B Kirkemusikskole var en del af den offentlige forvaltning, og på hvilket grundlag ministeriet havde behandlet A’s klage.

I Kirkeministeriets redegørelse af 26. juli 2001 anførte ministeriet således:

”Folkekirkens kirkemusikskolers forhold er reguleret ved bekendtgørelse nr. 1132 af 13. december 1996, der er udstedt med hjemmel i § 11, stk. 1, i lov om folkekirkens økonomi, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 537 af 24. juni 1997.

Ministeriets indflydelse på den overordnede styrelse af den enkelte skole er sikret således, at kirkeministeren udnævner 4 ud af de 9 medlemmer, der udgør skolens bestyrelse. Derudover er bestyrelsen sammensat af et medlem udpeget af rektorerne for de danske musikkonservatorier, et medlem udpeget af Dansk Organist og Kantor Samfund, et medlem udpeget af Foreningen af Præliminære Organister, et medlem udpeget af Dansk Kirkemusikerforening og et medlem udpeget af Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, jf. § 2 i ovennævnte bekendtgørelse.

Kirkeministeren ansætter og afskediger skolens rektor, jf. § 12 i bekendtgørelsen. Derudover fastsætter ministeren uddannelsernes indhold, herunder fastlæggelse af studie- og eksamensordninger, jf. § 14, stk. 1, i bekendtgørelsen.

For så vidt angår den enkelte musikskoles økonomi, afholdes udgifterne primært af fællesfonden – hvis udgifter i al overvejende grad finansieres af landskirkeskatten – og skolens budget og regnskab skal godkendes af ministeriet, jf. §§ 17, 18, stk. 2, 19, stk. 2, i bekendtgørelsen.

Ministeriet er derfor af den opfattelse, at Folkekirkens kirkemusikskoler er en del af den offentlige forvaltning.

Da kirkemusikskolen således indgår i en forvaltningspyramide, mener ministeriet, at man med henvisning til almindelige overordnelsesbeføjelser har været beføjet til at behandle klagen.”

Den 12. september 2001 meddelte jeg Kirkeministeriet at jeg tog ministeriets opfattelse til efterretning, og betragtede på den baggrund B Kirkemusikskole som en del af den offentlige forvaltning og dermed omfattet af min kompetence. Jeg bad samtidig Kirkeministeriet om en udtalelse i sagen og om udlån af sagens akter. Jeg bad om at ministeriet forinden indhentede en udtalelse fra kirkemusikskolen.

 

I en udtalelse af 8. november 2001 anførte kirkemusikskolen følgende:

”Ad pkt. 2 i klageskrivelse af 21. april 2001:

Der henvises til bestyrelsens skrivelse til Kirkeministeriet af 18. juli 2000 bilagt samtlige sagsakter, hvoraf fremgår, at bestyrelsens stillingtagen til sagen er sket under hensyntagen til samtlige foreliggende synspunkter, fremsat såvel af klageren som af skolens rektor.

Ad pkt. 3 :

Sagen har – efter bestyrelsens opfattelse – drejet sig om organisatoriske forhold på skolen, herunder faktisk forvaltningsvirksomhed.

Ad pkt. 4 :

Hvorledes De Studerendes Råd videre kommunikerer skrivelser, stilet til rådet, er ikke bestyrelsens anliggende. Bestyrelsen har alene kendskab til skrivelser, der er omfattet af den til Kirkeministeriet fremsendte fortegnelse over sagsakter, og er ikke vidende om breve ’som siden på forunderlig vis er dukket op’.

Ad pkt. 5 :

Bestyrelsen har taget de synspunkter, som Kirkeministeriet i skrivelse af 21. februar 2001 (ad pkt. 5) har givet udtryk for, til efterretning. Klageren har således på lige fod med andre interesserede kunnet søge optagelse på skolens efteruddannelsestilbud, og vil kunne optages efter de af skolens ledelse fastsatte kriterier.”

Kirkeministeriet anførte i en udtalelse til mig, modtaget den 17. januar 2002, at ministeriet i det hele kunne henholde sig til det i breve af henholdsvis 21. februar og 5. april 2001 anførte samt til B Kirkemusikskoles bestyrelses udtalelse af 8. november 2001. Ministeriet vedlagde sagens akter.

Den 21. januar 2002 fremsatte A bemærkninger til bestyrelsens og Kirkeministeriets udtalelser.

 

Ombudsmandens udtalelse

”1. Ombudsmandens kompetence

Ifølge Kirkeministeriets redegørelse af 26. juli 2001 til mig er det ministeriets opfattelse at Folkekirkens musikskoler er en del af den offentlige forvaltning og indgår i det almindelige hierarki under Kirkeministeriet. Som det fremgår ovenfor, har jeg taget ministeriets opfattelse til efterretning og betragter på den baggrund (B) Kirkemusikskole som en del af den offentlige forvaltning og dermed omfattet af min kompetence.

 

2. Bortvisningen af Dem fra (B) Kirkemusikskole

Det fremgår af sagen at rektor for (B) Kirkemusikskole, (C), i brev af 8. april 1999 meddelte Dem at De ikke længere kunne deltage i skolens aktiviteter, og rektor bad Dem om ikke mere at vise Dem på skolen. Rektor henviste til en episode den 28. januar 1999 hvor De og en anden person var blevet bedt om at forestå en korprøve idet den person der normalt forestod prøverne, (E), var blevet forhindret. Rektor anførte at han efterfølgende havde erfaret at De havde benyttet lejligheden til at forelægge Deres sag for korets medlemmer. Med henvisning hertil fandt rektor at De ikke blot havde misbrugt (E)’s tillid, men at De også havde siddet rektors skriftlige advarsel overhørig. Det fremgår af sagen at rektor med sin henvisning til den skriftlige advarsel refererede til sit brev af 16. december 1998 til Dem.

Rektors brev af 16. december 1998 var et svar på Deres brev af 10. december 1998 hvor De navnlig kritiserede skolens ledelse for manglende åbenhed og samarbejde. Deres brev er citeret ovenfor. I brevet til Dem anførte rektor bl.a.:

’Jeg spekulerer på, om du mon ser problemer, vi andre ikke kan få øje på? Måske er du bare en mistroisk natur? Der er i virkeligheden tale om en meget alvorlig og i mine øjne uberettiget anklage. I betragtning af, at du ikke længere er elev på skolen, finder jeg det tankevækkende, at du stadig agerer i usædvanlig mange sammenhænge og det på en ret iøjnefaldende måde. Fx optræder du som regissør for koret, som medlem af Støttekredsens bestyrelse og i De Studerendes Råd som suppleant med ikke uvæsentlige beføjelser. På baggrund af mit mangeårige kendskab til elevforeningens og støttekredsens virke og også skolens karakter taget i betragtning kunne jeg let få den tanke, at du – om ikke ubestaltet – har fundet dig en bekvem platform, hvorfra du kan sprede din misfornøjelse og utilfredshed. Derfor er dine diffuse, vedvarende og ubegrundede anklager om dårlig og endog mangelfuld kommunikation særdeles ubehagelige og tillige farlige for klimaet på Kirkemusikskolen. Dine bestræbelser for et bedre ’miljø’ kan nemt slå over i det modsatte. Får jeg færten af, at noget sådant er ved at udvikle sig, er jeg nødt til at overveje skolens fremtidige stilling til de organer, som du repræsenterer.’

Indledningsvis bemærker jeg at det efter min opfattelse er tvivlsomt om rektors brev kunne siges at indeholde en skriftlig advarsel over for Dem.

Det spørgsmål der imidlertid navnlig må vurderes, er efter min opfattelse hvorvidt der overhovedet var hjemmel til at meddele Dem en skriftlig advarsel og efterfølgende at bortvise Dem.

Kirkemusikskolens bestyrelse anførte i sit brev af 4. august 1999 til Dem at det lå inden for rektors kompetence at skønne om forholdene på skolen nødvendiggjorde en bortvisning af personer. Kirkeministeriet anførte herom i sin afgørelse af 21. februar 2001 at kirkemusikskolens bestyrelse havde bemyndiget rektor til at bortvise tidligere elever på kirkemusikskolen hvis disse efter rektors opfattelse optrådte fornærmende og/eller illoyalt over for skolens ledelse, herunder rektor selv.

Der foreligger således ingen skrevne regler om spørgsmålet om bortvisning fra kirkemusikskolen.

Det er givet at der inden for rammerne af det såkaldte anstaltsforhold kan træffes beslutninger vedrørende klientellets – i dette tilfælde kirkemusikskolens brugeres – retsforhold. Betragtningen er den at når anstaltens eksistens er forudsat i lovgivningen, må der i denne forudsætning ligge den tilstrækkelige hjemmel til at fastsætte regler og træffe konkrete beslutninger vedrørende klienternes forhold der er nødvendige for at få anstalten til at fungere. Anvendelsen af et indgreb kan kun ske efter en afvejning ud fra et proportionalitetsprincip, det vil sige at indgrebet kun kan foretages hvis det er nødvendigt ud fra anstaltsformålet og der ikke findes andre mindre indgribende midler. Jeg henviser til Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige emner, 3. udgave (1997), s. 175ff. Fremstillingen nævner på s. 177 en dom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1988, s. 731ff, som vedrørte et forbud mod at medtage en hund på et bibliotek. Landsretten udtalte i denne sag at den for driften af en offentlig institution ansvarlige for at sikre institutionens overordnede funktion kan fastsætte almindelige forskrifter for publikums adfærd på institutionens område.

I en nyere dom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 83ff, blev en bortvisning fra et AMU-center af en muslim der havde overtrådt et forbud mod at bede på et bestemt sted, anset for berettiget. I Landsrettens præmisser, som blev tiltrådt af Højesteret, er bl.a. anført at de af ledelsen trufne beslutninger ikke kunne anses som udtryk for forskelsbehandling af sagsøgeren på grund af hans religiøse tro, men alene som dispositioner der skete med henblik på opretholdelse af den af hensyn til centrets funktion nødvendige ro og orden.

I en tidligere sag trykt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1988, s. 221ff*, der vedrørte rektors bortvisning af en elev på Københavns Universitet, udtalte jeg bl.a. at rektor – uden at der kunne stilles krav om hjemmel herfor i en lovbestemmelse – kunne forbyde en bestemt person at opholde sig på universitetet. Der var tale om en studerende der led af en psykisk sygdom hvilket bevirkede at han ofte optrådte meget voldsomt og truende over for såvel studerende som personale på universitetet, og den studerende blev med jævne mellemrum fjernet fra universitetet ved politiets foranstaltning. I denne sag kunne myndighedernes hindring af at lade eleven opholde sig på universitetet ikke give mig anledning til bemærkninger.

Rektor meddelte Dem i sit brev af 16. december 1998 at Deres – efter rektors opfattelse – ’diffuse, vedvarende og ubegrundede anklager om dårlig og endog mangelfuld kommunikation [var] særdeles ubehagelige og tillige farlige for klimaet på Kirkemusikskolen’.

Da rektor betragtede dette som en skriftlig advarsel til Dem, må jeg forstå forholdet således at De risikerede bortvisning i gentagelsestilfælde. Rektor opstillede således nogle krav til Dem som betingelse for at De fortsat kunne indfinde Dem på skolen. Såfremt De ikke efterkom disse krav, risikerede De at blive bortvist.

Opstilling af sådanne vilkår forudsætter at der er et sagligt grundlag herfor, og at der foreligger tilstrækkelige oplysninger til vurdering heraf. Efter min opfattelse må der kræves vægtige grunde for at en person – herunder en tidligere elev – kan bortvises fra en offentlig institution. I dette tilfælde vil det efter min opfattelse sige en sandsynliggørelse af at klimaet på skolen blev alvorligt forværret eller ødelagt ved Deres kritik af skolens ledelse, eller at der var en væsentlig risiko herfor.

I rektors brev af 28. april 1999 til skolens bestyrelse begrundede rektor sin bortvisning af Dem, ligesom rektor redegjorde for baggrunden for sit brev af 16. december 1998 til Dem:

’Mit brev til ham var netop en henstilling om at opføre sig ordentlig, og den usædvanlig skarpe tone i brevet skyldtes et uforskammet brev, han havde sendt mig, men også en gennem lang tid ophobet irritation over hans fremfærd.

I øvrigt har (A) efterfølgende siddet min henstilling overhørig, hvorfor jeg har meddelt ham, at han ikke længere kan deltage i skolens aktiviteter, og jeg har bedt ham om ikke mere at vise sig på kirkemusikskolen.

Det er mit indtryk, at han som ’gammel skolemand’, har haft vanskeligt ved at affinde sig med rollen som almindelig kirkemusikskoleelev. I hans tid som formand for De Studerendes Råd nåede vi ikke frem til et konstruktivt samarbejde til glæde for eleverne, tværtimod mødte vi kun kritik. Rethaverisk revsede han alle, der udøvede myndighed, og jævnligt fik man det indtryk af DSR’s mødereferater, at skolen blev administreret henover hovedet på elever og lærere. Men sandheden er, at skolen i de sidste par år har haft nogle særdeles dygtige medarbejdere, engagerede og imødekommende over for elevernes problemer, ja faktisk fungerer administrationen bedre end nogensinde. Hans vedvarende men aldrig underbyggede kritik har naturligt nok affødt vrede i administrationen (jf. bilag E). Mit skarpe brev til (A) var derfor også et forsvar for mit personale.

Jeg vil gerne understrege, at kirkemusikskolen naturligvis er lydhør overfor kritik, men vi forventer at den fremsættes på en sober måde.

Når jeg ikke på et tidligere tidspunkt har skredet ind overfor (A) og hans fremfærd, skyldes det alene min respekt for de organer, han har repræsenteret. Hans brev af 10. december 1998 gav mig imidlertid den mistanke, at han i ly af sine tillidsposter uden skrupler spredte uro gennem personangreb og uvederhæftig kritik. En kraftig irettesættelse var derfor påkrævet.

 

Efter min opfattelse indeholder hverken rektors breve af 16. december 1998 og 28. april 1999 til henholdsvis Dem og bestyrelsen eller sagen i øvrigt den fornødne dokumentation for at klimaet på skolen blev alvorligt forværret eller ødelagt ved Deres kritik af skolens ledelse, eller at der var væsentlig risiko herfor, jf. ovenfor.

Som nævnt lagde rektor ved sin beslutning af 8. april 1999 om at bortvise Dem afgørende vægt på en episode der havde fundet sted den 28. januar 1999, det vil sige mere end to måneder tidligere, og på at De ved den nævnte episode – efter rektors opfattelse – havde siddet den skriftlige advarsel overhørig. Da rektor efter min opfattelse, som det fremgår ovenfor, ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at meddele Dem en skriftlig advarsel, kunne rektor ikke lægge afgørende vægt på advarslen ved beslutningen om at bortvise Dem.

Om episoden den 28. januar 1999 udtalte rektor i sit brev af 8. april 1999 at ’du benyttede denne lejlighed til at forelægge din sag for korets medlemmer’.

Det forhold at De måtte have forelagt Deres sag for korets medlemmer – hvilket De og (D) efterfølgende har bestridt – dokumenterer efter min opfattelse ikke at klimaet på skolen blev alvorligt forværret eller ødelagt, eller at der var væsentlig risiko herfor.

Sammenfattende finder jeg derfor at kirkemusikskolen ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at meddele Dem en skriftlig advarsel ved brev af 16. december 1998 og efterfølgende ved brev af 8. april 1999 at bortvise Dem fra skolen.

Jeg finder dette forhold kritisabelt.

Jeg finder det endvidere kritisabelt at Kirkeministeriet ikke påtalte dette forhold og tog stilling til konsekvensen heraf.

Jeg har gjort kirkemusikskolen og Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til Kirkeministeriet at genoptage sagen.

Jeg har endvidere tilsendt kirkemusikskolens bestyrelse v/( ) en kopi af nærværende brev.

 

3. Partshøring

De blev ikke partshørt forud for rektors beslutning den 8. april 1999 om at bortvise Dem.

De almindelige regler om myndigheders pligt til at foretage partshøring inden afgørelse træffes, er fastlagt i forvaltningslovens § 19. Formålet med denne partshøring er at give parten mulighed for at udtale sig om sagen forud for at myndigheden træffer afgørelse i sagen. Partshøringspligten gælder for behandlingen af sager hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. lovens § 2, stk. 1.

Kirkemusikskolen udtalte i sit brev af 8. november 2001 til mig at ’[s]agen har – efter bestyrelsens opfattelse – drejet sig om organisatoriske forhold på skolen, herunder faktisk forvaltningsvirksomhed’, og Kirkeministeriets udtalte i sin afgørelse af 21. februar 2001 at ministeriet ’finder det tvivlsomt, om De kan siges at have partsstatus i forbindelse med den omhandlede bortvisning, idet ministeriet vurderer, at bortvisning af en tidligere studerende må anses for faktisk forvaltningsvirksomhed og ikke retlig forvaltningsvirksomhed’.

Rektors beslutning om at bortvise Dem fra skolen var efter min opfattelse utvivlsomt en afgørelse i forvaltningslovens forstand, jf. forvaltningslovens § 2. Det har ikke betydning i denne sammenhæng at De ikke længere var elev på skolen da De blev bortvist. Da De var adressat for den pågældende afgørelse, måtte De endvidere klart anses for part i sagen.

Jeg er således ikke enig i kirkemusikskolens og Kirkeministeriets opfattelse gengivet ovenfor.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, lyder således:

’§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndighederne er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og af væsentlig betydning for sagens afgørelse

Rektor lagde med sin henvisning til episoden den 28. januar 1999 vægt på oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som var til ugunst for Dem og af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Rektor havde derfor pligt til partshøre Dem forinden afgørelsen om bortvisning blev truffet.

Jeg har gjort kirkemusikskolen og Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse.

 

4. Aktindsigt

Som det fremgår ovenfor, måtte De efter min opfattelse anses for part i sagen. Deres aktindsigtsbegæring over for kirkemusikskolen skulle derfor behandles efter forvaltningslovens kapitel 4 om partens aktindsigt.

Som det fremgår ovenfor, anså kirkemusikskolen og Kirkeministeriet Dem imidlertid ikke for part i sagen. Jeg går derfor ud fra at De ikke fik aktindsigt efter forvaltningslovens regler, men i stedet efter offentlighedslovens regler som omfatter andre end sagens parter.

Kirkemusikskolen oplyste imidlertid i sin udtalelse af 18. juli 2000 at De den 27. oktober 1999 på ( ) Stifts bispekontor havde haft lejlighed til indsigt i samtlige sagens akter og var blevet forsynet med kopier af de sagsakter De måtte ønske.

Da De således har haft adgang til samtlige sagsakter, finder jeg ikke grundlag for at foretage mig mere vedrørende dette forhold.

De har bl.a. klaget over at Deres breve af 4. januar og 22. februar 1999 til rektor samt rektors svar af 25. februar 1999, som De anser for vigtige for sagen, ikke fandtes i materialet ved Deres personlige fremmøde på ( ) Stift den 27. oktober 1999, ’men siden på forunderlig vis er dukket op’.

Kirkemusikskolen har i sin udtalelse af 8. november 2001 til mig henvist til bestyrelsens skrivelse af 18. juli 2000 bilagt samtlige sagsakter til Kirkeministeriet ’hvoraf fremgår, at bestyrelsens stillingtagen til sagen er sket under hensyntagen til samtlige foreliggende synspunkter, fremsat såvel af klageren som af skolens rektor’.

I de sagsakter jeg har modtaget fra Kirkeministeriet, indgår bl.a. de af Dem omtalte tre breve. Brevene har således ligeledes indgået i Kirkeministeriets sagsbehandling.

Jeg finder herefter ikke grundlag for foretage en nærmere undersøgelse af dette klagepunkt. Jeg henviser til ombudsmandslovens § 16, stk. 1, hvorefter ombudsmanden selv afgør om en klage giver tilstrækkeligt grundlag for undersøgelse.”

I brev af 22. december 2004 meddelte Kirkeministeriet mig at kirkemusikskolen efterfølgende havde tilkendegivet at den ikke længere betragtede kormedlemmet som bortvist fra skolen. Ministeriet havde taget kirkemusikskolens tilkendegivelse til efterretning.

Jeg meddelte herefter ministeriet at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

 

NOTER: (*) FOB 1988, s. 221.