Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En far klagede til Kirkeministeriet over at en ministerialbogsfører havde ændret datterens efternavn. Faren, der ikke havde del i forældremyndigheden, gav bl.a. udtryk for at datteren ikke ønskede at skifte efternavn. Ombudsmanden kunne ikke kritisere ministerialbogsførerens afgørelse om ændring af datterens efternavn.

I forbindelse med ombudsmandens undersøgelse af sagen henholdt Kirkeministeriet sig til sognepræstens vurdering og udtalte at ministerialbogsføreren havde behandlet navneændringen i overensstemmelse med personnavnelovens § 14, stk. 2.

Ombudsmanden udtalte at ministerialbogsføreren da han ændrede datterens efternavn (datteren var 6 år gammel), ikke havde haft tilstrækkelige oplysninger om hendes holdning til den forestående navneændring – enten i form af oplysninger fra moren eller fra datteren selv. Dette mente ombudsmanden var beklageligt.

Ombudsmanden var derfor ikke enig med Kirkeministeriet i at navneændringen var blevet gennemført i overensstemmelse med navnelovens § 14, stk. 2. Ombudsmanden mente heller ikke at Kirkeministeriet da ministeriet behandlede farens klage, havde haft dækkende oplysninger om datterens holdning til den forestående navneændring. Dette mente ombudsmanden også var beklageligt.

Ombudsmanden henstillede til Kirkeministeriet at overveje det nærmere behov for en vejledning til brug for ministerialbogsførernes administration af bestemmelsen i navnelovens § 14, stk. 2. Ombudsmanden bad Kirkeministeriet om orientering om resultatet af ministeriets overvejelser. (J.nr. 2000-1380-604)

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Oplysninger om barns holdning til navneændring

 

 

Det fremgår af sagen at A og hans tidligere ægtefælle, B, har en datter, C, født den ( ) 1993, som B har forældremyndigheden over.

Den 18. juni 1999 modtog ministerialbogsføreren ved X Kirke en anmeldelse af samme dato fra B om ændring af C’s efternavn til ”b” (B’s efternavn – erhvervet på grundlag af ægteskab). Det fremgår af påtegning på anmeldelsen at Y Kirkekontor telefonisk havde bekræftet at C var indforstået med navneændringen.

Den 22. februar 2000 klagede A til Kirkeministeriet over at C’s efternavn var blevet ændret til ”b”. I klagen henviste A til navnelovens § 14, stk. 2, og gav udtryk for at C ikke ønskede at skifte efternavn. Efter A’s opfattelse var navneændringen blevet foretaget for at chikanere A og fratage C hendes identitet i forhold til A. Endvidere mente A ikke at det nye efternavn kunne benyttes da det var erhvervet på grundlag af ægteskab ifølge navnelovens § 2, stk. 4.

Med brev af 24. februar 2000 bad Kirkeministeriet A - forinden videre blev foretaget i anledning af A’s klage - om oplysning om navnet på den for ministerialbøgerne ansvarlige - den kirkebogsførende sognepræst - hvortil anmeldelsen om ændring af C’s efternavn var sket.

I brev af 8. marts 2000 til A oplyste X Kirke ved kordegn D at der den 18. juni 1999 blev indgivet anmeldelse om navneforandring til X Sogns kordegn af B som alene var indehaver af forældremyndigheden. Kirken oplyste videre at B havde ændret C’s efternavn fra ”a” (A’s efternavn) til ”b” som B også selv bar som giftenavn, og som var givet barnet efter § 2, nr. 4, i personnavneloven. X Kirke sendte den 10. marts 2000 en kopi af dette brev til Kirkeministeriet.

Med brev af 13. marts 2000 sendte A de ønskede oplysninger til Kirkeministeriet.

 

Den 14. marts 2000 skrev Kirkeministeriet følgende til biskoppen over V Stift:

”I vedlagte breve af 22. februar og 13. marts 2000 har (A), (X)-by, klaget over, at der ved anmeldelse til ministerialbogen for (X) sogn er foretaget ændring af efternavnet for hans datter (C) (født 3. marts 1993) fra (’a’) til (’b’), uanset, at barnet skulle have modsat sig navneændringen, jf. § 14 , stk. 2, i personnavnelov.

I denne anledning skal man bede den for kirkebøgerne ansvarlige sognepræst meddele, hvorvidt bestemmelsen i § 14, stk. 2, i personnavneloven om oplysning om barnets holdning til navneforandring er overholdt ved den stedfundne navneforandring, eller om navneforandringen skal ophæves.

I sagens anledning skal man oplyse:

Ved navneforandring for et barn under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte navneforandring i det omfang barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte navneforandring, jf. herved § 14, stk. 2, i personnavneloven.

Det bemærkes, at den for ministerialbøgerne ansvarlige må tilvejebringe oplysning om barnets holdning til navneforandringen på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens omstændigheder. Der er ikke tale om en ubetinget høringspligt, idet barnet ikke skal sættes i en situation, som det ikke kan overskue eller har forudsætninger for at tage stilling til, jf. herved Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse af 29. oktober 1997.

Med svaret bedes denne skrivelse og de medfølgende bilag indsendt hertil gennem provst og biskop. Der bedes vedlagt en udskrift af ministerialbogen vedr. (C).”

 

Den 22. marts 2000 afgav den kirkebogsførende sognepræst ved X Kirke, E, der samtidig er provst for Z Provsti, en udtalelse i sagen. Af udtalelsen fremgår bl.a.:

”Bestemmelserne mener jeg bestemt er overholdt. Forløbet er følgende:

Barnets moder, (B), som alene har forældremyndigheden, henvender sig til sit bopælssogn, til kirkekontoret i (Y)-by, i juni 1999 for at få ændret datterens efternavn.

Moderen gør overfor kirkekontoret rede for baggrunden for navneændringen, nemlig at pigen skal begynde i skolens børnehaveklasse efter sommerferien, at hun har talt med (C) om det praktiske i at have samme efternavn, og det ville (C) godt. Barnet er iflg. moderen taget med på råd.

Papirerne sendes herefter fra (Y) til (X) kirkekontor, hvor navneændringen udføres, efter at man telefonisk har talt med kontoret i (Y)-by. Anmeldelsen om navneforandring modtages i (X)-by den 18. juni 1999 og navneændringen finder sted samme dag.

Som sognepræst kb i (X)-by har jeg ikke personligt været inde i sagsbehandlingen. Men efter modtagelsen af Kirkeministeriets forespørgsel har jeg talt med barnets moder i telefonen, samt provstens sekretær på kirkekontoret i (Y)-by og kordegnen her i (X)-by. Det er min opfattelse, at der ikke er sket fejl i proceduren.

Jeg skal ikke tage stilling til, hvor meget en seksårig forstår sig på skift af efternavn, eller hvilken af forældrene der er bedst til at tolke barnets samtykke eller mangel på samme. Da loven ikke udtrykkelig fordrer en høringspligt for så små børn, og da mor og barn ikke længere bor i registreringssognet, må man slå sig til tåls med, at det foregår som ovenfor beskrevet.

Den ønskede udskrift af ministerialbogen vedlægges.”

 

Den 30. marts 2000 fremsendte biskoppen over V Stift udtalelsen af 22. marts 2000 til Kirkeministeriet idet biskoppen i det hele henholdt sig til denne udtalelse.

Den 6. april 2000 tog Kirkeministeriet stilling til A’s klage. Med Kirkeministeriets brev af 6. april 2000 var udtalelserne fra biskoppen over V Stift og den kirkebogsførende sognepræst ved X Kirke vedlagt. Kirkeministeriet udtalte følgende:

”Med henvisning til tidligere brevveksling, senest Deres brev af 13. marts 2000 og brev herfra af 14. marts 2000 vedrørende navneændring for (C) skal man meddele, at Kirkeministeriet har modtaget det i kopi vedlagte brev af 30. marts 2000 fra biskoppen over (V) Stift og erklæring af 22. marts 2000 fra den kirkebogsførende sognepræst ved (X) Kirke, provst (E).

Der henvises til det i brevet anførte, herunder erklæringen fra den kirkebogsførende sognepræst om, at registreringsmyndigheden har foretaget den i henhold til bestemmelsen i § 14, stk. 2, i personnavneloven foreskrevne vurdering vedrørende en navneændring for et barn under 12 år.

Man kan herefter lægge til grund, at registreringsmyndigheden, som har afgørelsen ved en navneændring til ministerialbøgerne, har behandlet navneændringen i overensstemmelse med personnavnelovens § 14, stk. 2.

Ministeriet må henholde sig til den af den kirkebogsførende sognepræst foretagne vurdering.

 

Den 25. april 2000 klagede A til mig over Kirkeministeriets behandling af sagen. I klagen skrev A følgende:

”Undertegnet ønsker hermed at klage over Kirkeministeriets afgørelse af 6/4-2000 idet jeg stadig ikke mener at min datter (C)’s mening om dennes navneforandring er blevet hørt, hvilket hun trods sine 7 år bestemt er moden nok til at kunne udtrykke sig om.

Som vedlagte bilag også beskriver har min tidligere hustru (B) kun gjort dette i et forsøg på at chikanere mig, og hendes begrundelse for [at] forandre (C)’s efternavn, med at det skulle være mere praktisk, når hun nu var begyndt i skole, kan jeg ikke tilslutte mig fordi hvor mange børn på 7 år render rundt og spørger hinanden om hvad de hedder til efternavn.

I øvrigt vil jeg samtidig klage over Provst (E)’s mangel på stillingtagen til hvor meget en 6-årig kan forstå, især da han ikke har talt personligt med hverken min datter eller min tidligere hustru, og at man må slå sig til tåls med at de ikke længere bor i (X) sogn, hvilket jeg må forstå som, at hvis man bare flytter langt nok væk, kan man som forældremyndighedsindehaver gøre hvad man har lyst til, i stedet for at indkalde til en høring om dette.

Ovenstående og vedlagte bilag håber jeg er nok argumentation for at de vil bede Kirkeministeriet om at annullere denne afgørelse om navneforandring”

 

Den 3. juli 2000 bad jeg Kirkeministeriet om en udtalelse i anledning af A’s klage. Jeg bad forinden Kirkeministeriet indhente en udtalelse fra biskoppen over V Stift, provsten for Z Provsti og den kirkebogsførende sognepræst ved X Kirke. Jeg skrev bl.a. følgende til Kirkeministeriet:

”Kirkeministeriet har i sin afgørelse af 6. april 2000 – ud over til Biskoppen over (V) Stifts brev af 30. marts 2000 – henvist til det der er anført i erklæringen fra provst (E), og har lagt til grund at sagen er behandlet i overensstemmelse med navnelovens § 14, stk. 2.

Efter navnelovens § 14, stk. 1, kræver forandring af et barns navn samtykke fra barnet hvis det er fyldt 12 år. En navneforandring kan kun i særlige tilfælde finde sted uden barnets samtykke, jf. navnelovens § 14, stk. 3.

Hvis barnet er under 12 år, skal der efter § 14, stk. 2, foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte navneforandring i det omfang barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Der skal endvidere i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning.

Bestemmelsen i § 14, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven. Tilføjelsen skete i forbindelse med gennemførelsen af Haagerkonventionen – af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner – i dansk ret.

I forarbejderne til loven – de specielle bemærkninger til bestemmelsen i navnelovens § 14, stk. 2 – er der i Folketingstidende 1996- 97, tillæg A, sp. 1869, bl.a. anført:

’Den foreslåede bestemmelse indebærer, at børn, der ikke er fyldt 12 år, gives lejlighed til at udtale sig, inden der træffes afgørelse om navneændring. Bestemmelsen omfatter alle børn under 12 år, ikke blot adoptivbørn.’

Det fremgår af samme bemærkninger at der selvsagt ikke er tale om en ubetinget høringsregel, og at bestemmelsen svarer til bistandslovens § 124 a, dog med den tilføjelse at der ved afgørelsen i videst muligt omfang skal tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte navneforandring. Vedrørende denne tilføjelse er der i de specielle bemærkninger henvist til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.4.2. Af disse bemærkninger fremgår det bl.a.:

’Det Danske Center for Menneskerettigheder har i et høringssvar over betænkningen givet udtryk for, at en bestemmelse om, at barnets holdning til den påtænkte navneændring bør inddrages i videst muligt omfang, bør indføjes i selve lovteksten som følge af den vægt, som såvel Haagerkonventionen som FN’s konvention om barnets rettigheder tillægger en hensynstagen til barnets ønsker og meninger. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.’

Af forarbejderne til bistandslovens § 124 a, stk. 2 (Folketingstidende 1991-92, tillæg B, sp. 2355f ), fremgår bl.a. følgende:

’Med bestemmelsen lovfæstes, at kommunen skal inddrage mindre børns holdning, inden der træffes afgørelse om en påtænkt foranstaltning, der vedrører barnet. Bestemmelsen forudsætter, at oplysningerne om barnets holdning tilvejebringes på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens art. Da det drejer sig om børn under 12 år, er det vigtigt, at barnet ikke sættes i situationer, som det ikke kan overskue og ikke har forudsætninger for at kunne tage stilling til.

Selv om der ikke er tale om en ubetinget høringsregel som den, der er foreslået for børn der er fyldt 12 år, vil det være en følge af den foreslåede bestemmelse, at der også for børn under 12 år i videst muligt omfang lægges vægt på barnets mening. Heri ligger tillige, at barnets holdning skal fremgå af sagen.’

Ændringen af navneloven blev fulgt op af Civilretsdirektoratets skrivelse af 29. oktober 1997 og Kirkeministeriets skrivelse af 1. december 1997. Af sidstnævnte skrivelse fremgår at ministerialbogsføreren bør være opmærksom på at børn under 12 år gives lejlighed til at udtale sig inden der træffes afgørelse om en navneændring for barnet.

Efter min opfattelse må det på det foreliggende grundlag kunne lægges til grund at (C)’s holdning til den påtænkte navneændring er kommet til udtryk gennem (B), og at (C) ikke selv har været til stede på kirkekontoret.

Kirkeministeriet bedes i sin udtalelse komme ind [på] hvorledes denne fremgangsmåde forholder sig til bestemmelsen i navnelovens § 14, stk. 2, og dennes forarbejder.

Myndighedernes udtalelser og akterne i sagen bedes sendt mig gennem Civilretsdirektoratet hvis bemærkninger jeg tillige udbeder mig.”

 

Af udtalelse af 5. august 2000 fra provst E, X Kirke, fremgår følgende:

Idet jeg skal henholde mig til min udtalelse af 22/3-00 og det deri beskrevne sagsforløb, kan jeg oplyse, at jeg har forespurgt på (X) kirkekontor endnu engang.

Det ligger fast, at i den telefonsamtale, som man havde den 18. juni 1999 med kirkekontoret i (Y)-by (bopælssognet), har man forhørt sig om barnets holdning og fået bekræftet, at barnet er indforstået med navneændringen. Man har dog ikke udbedt sig skriftlig dokumentation for dette.

Jeg er stadig af den mening, at der ikke er sket fejl i sagsbehandlingen. Men når der skal udøves et skøn, er det en ulempe, at en navnesag indgivet i bopælssognet kommer til sagsbehandling et helt andet sted, hvor man hverken møder mor eller barn.

Det er rigtigt, som (A) beklager, at der ikke fra (X) kirkekontor har været indkaldt til en høring af barnet. Det ville være lidt upraktisk afstanden taget i betragtning. Og efter bestemmelserne er der heller ikke nogen ubetinget høringspligt, når barnet kun er 6 år.

I bopælssognet er det rimeligt, at barnet kommer med på kirkekontoret og får lejlighed til at udtale sig. Men man kan godt forestille sig sager så komplicerede (pga. alder eller modstridende udsagn), at dette kunne være nødvendigt med en børnepsykolog for at kunne foretage den rette vurdering, og det ville ikke være nogen heldig udvikling.”

 

Biskoppen over V Stift udtalte den 19. september 2000 følgende:

Med henvisning hertil fremsender jeg vedlagt en udtalelse af 5. august 2000 fra den kirkebogsførende sognepræst ved (X) kirke, der samtidig er provst for (Z) provsti. Jeg kan i det hele henholde mig til udtalelse.

Det tilføjes, at jeg specielt har noteret mig, at det dengang seksårige barns holdning til navneændringen er indhentet på kordegnekontoret i bopælssognet, der er et andet end registreringssognet, hvis behandling af sagen der formelt er klaget over. Jeg er imidlertid enig med sognepræsten/provsten i, at indstillingen fra bopælssognet med barnets holdning til navneændringen må kunne lægges til grund af de kirkelige myndigheder i registreringssognet, dvs. af den kirkebogsførende sognepræst i (X) sogn. Dette gælder så meget desto mere, som indstillingen telefonisk er verificeret, inden navneændringen blev foretaget. Efter min opfattelse kan det ikke uden udtrykkeligt fastsatte bestemmelser herom kræves, at det er den kirkelige myndighed i registreringssognet, som kan ligge langt fra ansøgerens bopæl, der skal foretage den personlige vurdering af et mindreårigt barns holdning til en eventuel navneændring.

 

Kirkeministeriet fremsendte den 22. september 2000 udtalelse af 5. august 2000 fra provst E, X Kirke, og udtalelse af 19. september 2000 fra biskoppen over V Stift. Kirkeministeriet udtalte samtidig følgende:

Efter det i erklæringerne anførte må Kirkeministeriet fortsat lægge til grund, at den kirkebogsførende sognepræst som ansvarlig for ministerialbøgerne har foretaget den i personnavneloven § 14, stk. 2, angivne vurdering med hensyn til oplysning om barnets holdning til navneændringen, herunder ved drøftelse med ministerialbogsføreren i barnets og moderens bopælssogn. Man finder herefter, at den kirkebogsførende sognepræst har foretaget navneforandringen for et barn under 12 år i overensstemmelse med lovens bestemmelser.

Med hensyn til en principiel fortolkning af personavnelovens § 14, stk. 2, må denne henhøre under ressortministeriet (Justitsministeriet).

 

I brev af 10. oktober 2000 havde Civilretsdirektoratet følgende bemærkninger til sagen:

”I et brev af 26. september 2000 til Kirkeministeriet har Folketingets Ombudsmand udbedt sig Civilretsdirektoratets bemærkninger til en navnesag, hvor et barn fik ændret efternavn ved anmeldelse til ministerialbogen.

Barnets far har klaget over, at barnet ikke er blevet hørt, jf. navnelovens § 14, stk. 2.

Barnet var på tidspunktet for navneforandringen 6 år og 3 måneder, og moderen havde forældremyndigheden over barnet.

Navnelovens § 14, stk. 2, om udtalelse fra børn under 12 år, trådte i kraft den 1. november 1997. I den forbindelse udsendte Civilretsdirektoratet en skrivelse den 29. oktober 1997 til bl.a. personregisterførerne i Sønderjylland og statsamterne. Kirkeministeriet modtog genpart heraf.

I skrivelsen orienterer Civilretsdirektoratet om, at der skal lægges vægt på, at børn under 12 år får lejlighed til at udtale sig inden navneforandringen foretages, og at barnets holdning tilvejebringes på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens omstændigheder. Det påpeges, at det er vigtigt, at barnet ikke sættes i en situation, som det ikke kan overskue, og som det ikke har forudsætning for at tage stilling til. Barnets holdning må tillægges selvstændig vægt ved afgørelsen.

Civilretsdirektoratet har ikke overfor statsamterne og personregisterførerne (Sdrj) udstedt nærmere retningslinjer for, hvordan bestemmelsen skal administreres. Vores synspunkt herpå er gengivet i Skarrildhusberetningerne for 1997, side 47, 1998, side 81 og 1999, side 65. Civilretsdirektoratet ses ikke at have haft nyere praksis om spørgsmålet.

Som det fremgår af skrivelsen af 29. oktober 1997, er der ikke tale om en ubetinget høringsregel. Det er dog Civilretsdirektoratets opfattelse, at der bør lægges vægt på, at barnet, i det omfang, det er modent til det, får lejlighed til at ytre sig over for myndigheden, der træffer afgørelse i sagen, jf. adoptionsbetænkningens pkt. 4.1.2.

Det må dog tages som udgangspunkt, at der er tale om en konkret vurdering i den enkelte sag.

Når det drejer sig om børn under den skolepligtige alder, må den pågældende myndighed, der skal foretage navneforandringen vurdere, på hvilken måde barnets holdning skal tilvejebringes.

 

Den 12. oktober 2000 sendte jeg myndighedernes udtalelser til A for eventuelle bemærkninger.

Med brev af 30. oktober 2000 kommenterede A myndighedernes udtalelser. A anførte bl.a. at B i denne sag havde overhørt C’s mening.

Den 14. december 2001 bad jeg Kirkeministeriet om en supplerende udtalelse. Jeg bad i den forbindelse bl.a. Kirkeministeriet om - over for mig - at oplyse i hvilken egenskab ministeriet havde behandlet klagen fra A. Jeg bad endvidere Kirkeministeriet om at få oplyst nærmere om indholdet af telefonsamtalen af 18. juni 1999 mellem kirkekontoret i X Sogn og kirkekontoret i Y Sogn, herunder om C havde været til samtale på kirkekontoret i Y Sogn.

Af udtalelse af 25. januar 2002 fra provst F fremgår følgende:

”Ang. Indholdet af telefonsamtale af 18. juni 1999 mellem (X) og (Y) sogn.

2½ år er længe siden! Min sekretær, ( ), husker at hun tog imod mor og datter på kirkekontoret i (Y) sogn. Moderen bad om en navneændringsblanket til brug for (C)’s ændring af efternavn. I den sammenhæng er bopælssognet kun ekspeditionskontor, mens registreringsstedet er sted for sagsbehandling. ( ) udleverede derfor blot blanketten, fortalte at (C) ikke selv skulle underskrive, da hun dengang kun var 6 år og oplyste adresse og telefon på registreringsstedet, (X) sogn, hvor blanketten med tilhørende attester skulle afleveres. I dette tilfælde mødte både mor og datter altså op, men samme ekspedition var sket ved en telefonisk henvendelse, hvor blanketten i så fald var blevet tilsendt.

Provst (E)’s bemærkning, at det er rimeligt, at barnet kommer med på kirkekontoret i bopælssognet og får lejlighed til at udtale sig, er ikke sædvane. Som sagt ekspederer vi ligeså tit telefonisk. Det må være registreringsstedet, der som sagsbehandler skal afprøve, hvis der skal afprøves. ( ) gav i nævnte telefonsamtale med (X) sogn kun udtryk for, at pigen ikke protesterede, mens hun var på kirkekontoret. Hvis registreringsstedet havde bedt mig om at opsøge familien for at spare dem for en tur til (X) sogn, var jeg rykket ud, men det skete ikke.

Men jeg har nu 2½ år efter taget en samtale med moderen, som jeg vil referere i korthed: Hun husker kun, at hun spurgte ( ), om hun skulle gøre andet end at fremsende blanketten underskrevet til (X) sogn? Det skulle hun ikke. (C) ville på det tidspunkt gerne have sit efternavn ændret. Siden er hun svinget: Nogen gange fortryder hun, andre gange er det i orden. Da forældrene ikke er enige, og hun gerne vil tilgodese dem begge, er det ikke nemt for hende. Hendes svingende forhold til navneændringen afspejler nok dette mere end navneændringen i sig selv, som hun næppe kan bedømme i hendes alder. Når hun bliver 15 år, der i denne sammenhæng er myndighedsalderen, kan hun selv tage stilling.

Jeg giver (E) ret i, at det ikke vil være nogen heldig udvikling, hvis en børnepsykolog skal tilkaldes til et kirkekontor, men moderen har fortalt mig, at hun har planer om at spørge Statsamtet om muligheden for en børnepsykolog ikke specielt ang. navneændringen (også den), men i det hele taget fordi situationen er vanskelig.”

 

Kirkeministeriet udtalte den 4. juli 2002 følgende:

Kirkeministeriet skal oplyse, at kompetencen til at behandle sager om ændring af navn i en lang række tilfælde er henlagt til folkekirkens ministerialbogsførere, jf. personnavnelovens § 2 (ændring af efternavn), § 10, stk. 3 (ændring af fornavn) samt § 11, stk. 1 og 3 (hhv. tillæggelse og bortkastelse af mellemnavn).

Kirkeministeriet er ikke tillagt en selvstændig kompetence til at afgøre konkrete sager om navneændring. Kirkeministeriet har således ikke behandlet den konkrete sag som rekurs myndighed.

Som overordnet – og regeludstedende – myndighed i sager om førelse af folkekirkens ministerialbøger har ministeriet imidlertid kompetence til at føre tilsyn med ministerialbogsførernes administration af reglerne om ministerialbøgernes førelse.

I en række forhold skal ministerialbogsførerne desuden forelægge Kirkeministeriet spørgsmål, der giver anledning til tvivl, forinden der træffes afgørelse i konkrete sager. Det drejer sig f.eks. om sager vedrørende tillæggelse af fornavne, der ikke er optaget på fortegnelsen over godkendte fornavne, jf. afsnit II, pkt. 8 i Kirkeministeriets cirkulære af 1. marts 1982 om ændring af lovgivningen om personnavne.

På denne baggrund har Kirkeministeriet ment sig forpligtet til at forholde sig til (A)’s klage, uagtet at han efter det oplyste ikke har del i forældremyndigheden over (C).

For så vidt angår indholdet af telefonsamtale den 18. juni 1999 mellem kirkekontorerne i (Y) og (X) Sogne skal ministeriet henvise til provst (F)’s udtalelse af 25. januar i år. Det fremgår af denne udtalelse

· at (B) havde den da 6-årige (C) med på kirkekontoret

· at barnet ikke protesterede mod navneændringen, mens hun var på kirkekontoret.

Ministeriet henviser desuden til udtalelsen af 22. marts 2000 fra den kirkebogsførende sognepræst i (X) Sogn, provst (E). Provsten oplyser, at han ikke personligt har været involveret i sagsbehandlingen. Han har imidlertid været i telefonisk kontakt med (B) og kirkekontoret i (Y).

Det fremgår af provstens redegørelse af 22. marts 2000

· at (B) overfor (Y) kirkekontor ved sit fremmøde har redegjort for baggrunden for navneforandringen (skolestart)

· at (C) er taget med på råd

· at (C) er indforstået med navneændringen.

Kirkeministeriet skal endvidere henvise til udtalelsen af 5. august 2000 fra den kirkebogsførende sognepræst i (X) Sogn, provst (E). Det fremgår heraf

· at man fra (X) kirkekontor forhørte sig om barnets holdning til navneændringen i forbindelse med telefonsamtalen den 18. juni 1999, og at man telefonisk fik bekræftet at barnet var indforstået med navneændringen

· at man fra (X) kirkekontors side herefter ikke har indkaldt (C) til en selvstændig høring om navneændringen.

Som yderligere begrundelse for ikke at indkalde (C) til selvstændig høring anfører provst (E) at det ville være upraktisk at indkalde barnet, når afstanden mellem bopælen i (Y)-by og (X) kirkekontor er så stor.

Kirkeministeriet er opmærksom på, at navnelovens § 14, stk. 2 ikke indeholder en ubetinget høringsregel. Uanset dette mener Kirkeministeriet dog ikke, at en begrundelse om stor afstand mellem barnets bopæl og den sagsbehandlende myndigheds hjemsted generelt vil kunne begrunde, at man i disse situationer generelt kan undlade at skaffe (evt. yderligere) oplysninger om holdningen til en navneændring for et barn under 12 år, jf. navnelovens § 14, stk. 2.

Det er Kirkeministeriets opfattelse, at en undladelse af at skaffe (evt. yderligere) oplysninger om barnets holdning til en navneændring, jf. navnelovens § 14, stk. 2, altid skal være baseret på en konkret vurdering. Der kan f.eks. konkret tages hensyn til, at barnet ikke sættes i en situation, som det ikke kan overskue, og som det ikke har forudsætninger for at tage stilling til, jf. herved også Civilretsdirektoratets brev af 10 oktober 2000 til Folketingets Ombudsmand.

 

I den aktuelle situation har Kirkeministeriet bemærket

· at (A) i sin klage af 22. februar 2000 til Kirkeministeriet bl.a. har anført, at (C)’s efternavn er blevet ændret mod barnets vilje, samt at (B) har ændret hendes navn i et forsøg på at chikanere (A) og fratage (C) hendes identitet i fht. sin biologiske far

· at (A) i sit brev af 25. april 2000 til Ombudsmanden bl.a. anfører, at begrundelsen for at ændre (C)’s efternavn (skolestart) efter hans mening ikke er en valid begrundelse, samt at navneændringen kun er gennemført i et forsøg på at chikanere ham

· at (B) over for provst (E) efterfølgende telefonisk har givet udtryk for, at hun drøftede navneændringen med (C), der gerne ville have samme efternavn som (B), jf. provstens udtalelse af 22. marts 2000

· at (C) var til stede på (Y) kirkekontor den 18. juni 1999

· at telefonsamtalen den 18. juni 1999 mellem kirkekontorerne i hhv. (Y) og (X) Sogne tyder på, at (C) ikke protesterede mod navneændringen, jf. provst (F)’s udtalelse af 25. januar 2002

· at (B) har givet udtryk for, at (C) nu svinger mellem pdes. at acceptere navneændringen og pdas, at fortryde den, jf. provst (F)’s udtalelse af 25. januar 2002

· at (B) over for provst (F) har udtrykt planer om at forhøre sig om en børnepsykolog, pga. (C)’s tilsyneladende generelt vanskelige situation.

Samlet finder ministeriet ikke grundlag for at anfægte skønnet om at undlade at indkalde (C) til en selvstændig høring, idet det – som sagen er oplyst – må antages at kunne have sat den da 6-årige pige i en situation som hun ikke kunne overskue, og som hun ikke havde forudsætninger for at tage stilling til.

På denne baggrund er det ministeriets opfattelse, at navneændringen er gennemført i overensstemmelse med navnelovens § 14, stk. 2.

Kirkeministeriet skal i øvrigt bemærke, at indførelsen af Den Ny Kirkebog (DNK) medfører, at behandlingen af navnesager vil blive behandlet i bopælssognet, når DNK er indført i hele landet. Indførelsen af DNK forventes fortsat at være gennemført på landsplan ultimo 2003/primo 2004. Der vil herefter ikke opstå situationer, hvor en navneændring skal gennemføres i et sogn, der ligger langt fra den pågældendes bopælssogn.”

Den 8. juli 2002 bad jeg A om hans eventuelle bemærkninger til myndighedernes supplerende udtalelser.

Med brev af 15. juli 2002 med bilag kommenterede A myndighedernes supplerende udtalelser. A anførte i den forbindelse bl.a. at C til A havde sagt, og stadig sagde, at hun gerne ville hedde ”a”. A anførte endvidere at en pige på 6 år sagtens kan vurdere om hun vil hedde det ene eller andet, idet A henviste til at Civilretsdirektoratet havde haft en tilsvarende sag hvor en 5-årig var blevet hørt.

Med brev af 16. juli 2002 fremsendte A en udtalelse af 6. juni 2001 fra Y Skole vedrørende C.

Den 7. august 2002 modtog jeg udtalelse af 5. august 2002 fra Y Skole vedrørende C.

Kirkeministeriet oplyste den 31. januar 2003 telefonisk over for en af mine medarbejdere at ministeriet ikke er i besiddelse af de bilag som A havde vedlagt sit brev af 25. april 2000 til mig.

 

Ombudsmandens udtalelse

”Ved min bedømmelse af sagen har jeg valgt at koncentrere min undersøgelse til spørgsmålene om ministerialbogsføreren ved (X) Kirke havde tilstrækkelige oplysninger om (C)’s holdning til navneændringen, og ministerialbogsførerens afgørelse i sagen.

Jeg bemærker i den forbindelse at Kirkeministeriet i udtalelsen af 4. juli 2002 har oplyst at ministeriet ikke har behandlet (A)’s klage over ministerialbogsføreren ved (X) Kirkes afgørelse af 18. juni 1999 som rekursmyndighed. Kirkeministeriet har i stedet henvist til at ministeriet som overordnet og regeludstedende myndighed har kompetence til at føre tilsyn med ministerialbogsførernes administration af reglerne om ministerialbøgernes førelse.

Om adgangen til rekurs inden for den statslige forvaltning gælder som udgangspunkt at der er en ulovhjemlet adgang til klage til en overordnet myndighed - i sidste instans til ministeren - over en underordnet myndigheds afgørelse eller sagsbehandling. Udgangspunktet fraviges hvis der er tale om en særlig myndighed uden for den sædvanlige hierarkiske struktur. Afskæring af rekursadgangen kræver i øvrigt udtrykkelig lovhjemmel.

Klageberettigede er som almindeligt udgangspunkt kun den eller de der har været part(er) i sagen i forbindelse med førsteinstansens behandling af sagen.

Jeg henviser til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (2002), s. 954ff og 963ff, og Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner (1997), s. 249f og 252ff.

Det er almindeligt antaget i den juridiske litteratur at partsbegrebet omfatter ansøgere, klagere og andre der har en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald. Partsbegrebet omfatter således typisk den eller dem til hvem den afgørelse der træffes, vil blive stilet, men også andre fysiske eller juridiske personer der har en mere afledet interesse i sagens udfald, kan efter omstændighederne have stilling som part i sagen.

Jeg henviser til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 258ff, Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (2002), s. 61ff, og Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling (2001), s. 171ff.

Efter § 2, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær (lov nr. 387 af 14. juni 1995 med senere ændringer) skal forældremyndighedens indehaver drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. Forældremyndighedsindehaveren har adgang til at handle på barnets vegne bl.a. i forhold til myndigheder og kan derfor udøve partsbeføjelser over for forvaltningsmyndigheder.

Jeg henviser til Svend Danielsen, Lov om forældremyndighed og samvær med kommentarer (1997), s. 59.

Efter § 19 i lov om forældremyndighed og samvær (lov nr. 387 af 14. juni 1995 med senere ændringer) har den af forældrene der ikke har del i forældremyndigheden, ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i § 19 (Betænkning nr. 1279/1994 om fælles forældremyndighed, samværsvanskeligheder, børnesagkyndig rådgivning, s. 120, og Folketingstidende, tillæg A, 1994-95, s. 2202) at baggrunden for bestemmelsen er at offentlighedslovens regler om aktindsigt fører til at den pågældende forælder ikke har en almindelig adgang til aktindsigt i sager vedrørende barnets personlige forhold, og at den pågældende forælder i almindelighed ikke vil have adgang til aktindsigt efter reglerne i forvaltningslovens kapitel 4. Dette skyldes at reglerne i forvaltningslovens kapitel 4, jf. lovens § 9, kun gælder for den der er part i den pågældende sag.

Det fremgår endvidere af de anførte forarbejder til bestemmelsen i § 19 at baggrunden for bestemmelsen er at det følger af forvaltningslovens regler om tavshedspligt at offentlige myndigheder i almindelighed næppe vil være berettiget til at videregive fortrolige oplysninger om barnet til den af forældrene der ikke har del i forældremyndigheden.

Det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne til § 19 i lov om forældremyndighed og samvær (Betænkning nr. 1279/1994 om fælles forældremyndighed, samværsvanskeligheder, børnesagkyndig rådgivning, s. 123f, og Folketingstidende, tillæg A, 1994-95, s. 2212) at retten for den af forældrene der ikke har del i forældremyndigheden, til orientering ikke giver den pågældende partsstatus.

Det følger således af forarbejderne til bestemmelsen i § 19 i lov om forældremyndighed og samvær og modsætningsvis af selve bestemmelserne i § 2, stk. 1, og § 19 i lov om forældremyndighed og samvær at den af forældrene der ikke har del i forældremyndigheden over et barn, i almindelighed ikke er part i sager vedrørende barnets personlige forhold.

(A) havde – på tidspunktet for anmeldelsen om ændring af (C)’s efternavn – ikke del i forældremyndigheden over (C), og (A)’s retlige interesse i ministerialbogsføreren ved (X) Kirkes sag vedrørende ændring af (C)’s efternavn kan efter min opfattelse i øvrigt ikke anses for at være så væsentlig at (A) bør anses som part i sagen. Jeg understreger at der herved sigtes til (A)’s rent retlige interesse, ikke det personlige og følelsesmæssige engagement (A) måtte have i spørgsmålet.

Selv om der efter reglerne om administrativ rekurs måtte være adgang til at klage til Kirkeministeriet over ministerialbogsføreren ved (X) Kirkes afgørelse af 18. juni 1999, ville (A) således ikke være klageberettiget.

Det giver mig derfor ikke anledning til bemærkninger at Kirkeministeriet under de foreliggende omstændigheder har behandlet (A)’s klage over navneændringen af 18. juni 1999 som tilsynsmyndighed.

Jeg har herefter udskilt de generelle spørgsmål om Kirkeministeriet er rekursmyndighed i forhold til ministerialbogsførernes afgørelser om navneændring i henhold til navnelovens § 2, og om den nærmere karakter af det tilsyn som Kirkeministeriet fører med ministerialbogsførerne i forbindelse med ministerialbogsførernes behandling af anmeldelser til ministerialbogen om ændring af efternavn i henhold til navnelovens § 2, til en særskilt sag som jeg efter § 17, stk. 1, i ombudsmandsloven har besluttet at rejse over for Kirkeministeriet.

 

1. Ministerialbogsføreren ved (X) Kirkes oplysninger om (C)’s holdning

§ 14, stk. 2, i lov nr. 193 af 29. april 1981 med senere ændringer om personnavne er sålydende:

’Stk. 2. Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte navneforandring i det omfang, barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte navneforandring.’

Bestemmelsen i navnelovens § 14, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven. Det fremgår af forarbejderne til navnelovens § 14, stk. 2 (Betænkning nr. 1323/1996 om Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner sammenholdt med dansk adoptionslovgivning, s. 24 og s. 36, og Folketingstidende, tillæg A, 1996-97, s. 1862, s. 1865 og s. 1868), at bestemmelsen er indsat i navneloven for at opfylde bestemmelsen i FN’s børnekonventions artikel 12.

Artikel 12 i FN-konvention af 20. november 1989 om barnets rettigheder har følgende ordlyd:

Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller et passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder.’

Ifølge forarbejderne til navnelovens § 14, stk. 2 (Folketingstidende, tillæg A, 1996-97, s. 1868), er der ikke tale om en ubetinget høringsregel. Bestemmelsen forudsætter at oplysningerne om barnets holdning tilvejebringes på en måde der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens omstændigheder. Det fremgår at det er vigtigt at barnet ikke sættes i en situation som det ikke kan overskue, og som det ikke har forudsætninger for at tage stilling til.

Efter bestemmelsen er det således et krav at der indhentes oplysninger om barnets holdning til en påtænkt navneændring, men bestemmelsen foreskriver ikke en bestemt måde hvorpå oplysningerne herom skal indhentes.

Ved siden af eventuelle udtrykkeligt fastsatte regler om sagsoplysning i de enkelte love gælder der i dansk forvaltningsret et grundlæggende princip (official- eller undersøgelsesprincippet) hvorefter den forvaltningsmyndighed der skal træffe afgørelse i en sag, har ansvaret for at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Det påhviler således myndigheden selv, eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at fremskaffe de fornødne oplysninger om en foreliggende sag eller dog at foranledige at private, navnlig sagens part(er), medvirker til sagens oplysninger.

Formålet med undersøgelsesprincippet er at bidrage til at sikre at myndighedernes afgørelser bliver materielt lovlige og rigtige.

Princippet indebærer at myndigheden har pligt til at sikre sig dels at myndigheden er i besiddelse af de oplysninger der er nødvendige for at træffe afgørelse i den foreliggende sag, dels at disse oplysninger er korrekte. Jeg henviser til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, 1986, pkt. 1999, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (2002), s. 447ff.

Det er ministerialbogsføreren ved (X) Kirke der er ansvarlig for behandlingen af anmeldelsen om ændring af (C)’s efternavn, jf. § 1, stk. 2, i cirkulære nr. 25 af 1. marts 1982 om navngivning ved anmeldelse til ministerialbogen, og dermed ansvarlig for at navneændringen blev gennemført i overensstemmelse med navnelovens § 14, stk. 2. Dette indebærer at ministerialbogsføreren ved (X) Kirke forud for navneændringen havde pligt til at fremskaffe tilstrækkelige og forsvarlige oplysninger om (C)’s holdning til den forestående navneændring eller dog – med eventuelt fornødent samtykke efter forvaltningslovens § 29 – foranledige at andre myndigheder eller private medvirkede til at skaffe oplysninger herom.

Efter min gennemgang af sagens oplysninger er der efter min opfattelse ikke fuld overensstemmelse mellem ministerialbogsføreren ved (X) Kirke og ministerialbogsføreren ved (Y) Kirkes tilkendegivelser om hvilke oplysninger vedrørende (C)’s holdning til den forestående navneændring (som den var kommet til udtryk gennem (B) eller (C) selv) der forelå for ministerialbogsføreren ved (X) Kirke på tidspunktet for dennes afgørelse af 18. juni 1999.

Da de ansatte ved kirkekontoret i (Y) forud for navneændringen havde været i direkte kontakt med (B) og (C), har jeg ved min bedømmelse af sagen lagt den tilkendegivelse om dette spørgsmål til grund som er fremkommet i ministerialbogsføreren ved (Y) Kirke, provst (F)’s, udtalelse af 25. januar 2002. Det fremgår af denne udtalelse at kirkekontoret i (Y) Sogn under telefonsamtalen den 18. juni 1999 med kirkekontoret i (X) Sogn alene oplyste at (C) ikke protesterede (mod den forestående navneændring) mens hun var på kirkekontoret i (Y) Sogn.

Jeg har bemærket at ministerialbogsføreren ved (X) Kirke forud for afgørelsen vedrørende navneændringen søgte at indhente oplysninger om (C)’s holdning til den forestående navneændring fra (Y) Kirkekontor, og at den ansatte ved kirkekontoret i (X) - på baggrund af telefonsamtalen den 18. juni 1999 med kirkekontoret i (Y) - var af den opfattelse at (C) var indforstået med den forestående navneændring.

 

Det fremgår ikke af sagens akter at ministerialbogsføreren ved (X) Kirke forud for afgørelsen af 18. juni 1999 havde andre oplysninger om (C)’s holdning til den forestående navneændring end de oplysninger som kirkekontoret i (Y) Sogn afgav under telefonsamtalen den 18. juni 1999.

Jeg finder herefter at ministerialbogsføreren ved (X) Kirke på tidspunktet for ændringen af (C)’s efternavn den 18. juni 1999 (hvor (C) var 6 år gammel) ikke havde tilstrækkeligt dokumenterede oplysninger om (C)’s holdning til den forestående navneændring – f.eks. i form af oplysninger fra (B) eller fra (C) selv. Dette finder jeg beklageligt.

Jeg er derfor ikke enig med Kirkeministeriet i at navneændringen blev gennemført i overensstemmelse med navnelovens § 14, stk. 2. Jeg finder endvidere ikke at Kirkeministeriet i forbindelse med ministeriets behandling af (A)’s klage over ministerialbogsføreren ved (X) Kirkes afgørelse af 18. juni 1999 havde dækkende oplysninger om (C)’s holdning til den forestående navneændring. Dette finder jeg beklageligt.

Jeg har noteret mig at Kirkeministeriet i udtalelsen af 4. juli 2002 har anført at navneændringer efter indførelsen af Den Ny Kirkebog (DNK) vil blive behandlet i bopælssognet.

Ved min gennemgang af sagen har jeg endelig bemærket at Civilretsdirektoratet – som anført i direktoratets udtalelse af 10. oktober 2000 – i Skarrildhus 1997, s. 47f, 1998, s. 81ff, og 1999, s. 65, har gengivet direktoratets synspunkter om hvorledes bestemmelsen i navnelovens § 14, stk. 2, skal administreres, herunder med referat af administrativ praksis, og at Kirkeministeriet ikke har udsendt sådan nærmere vejledning til brug for ministerialbogsførernes administration af bestemmelsen i navnelovens § 14, stk. 2.

Jeg har derfor henstillet til Kirkeministeriet at overveje det nærmere behov for en sådan vejledning af ministerialbogsførerne. Jeg har bedt Kirkeministeriet orientere mig om resultatet af ministeriets overvejelser vedrørende behovet for nærmere vejledning til brug for ministerialbogsførernes administration af bestemmelsen i navnelovens § 14, stk. 2.

 

2. Ministerialbogsføreren ved (X) Kirkes afgørelse

§ 2, i lov nr. 193 af 29. april 1981 med senere ændringer om personnavne er sålydende:

’§ 2. Et efternavn kan ved anmeldelse til ministerialbogen (personregisteret) ændres til et af følgende navne:

Et af de navne, der er nævnt i § 1, stk. 2, medmindre navnet er erhvervet på grundlag af ægteskab.

Et efternavn, som en af forældrene har erhvervet efter barnets fødsel, medmindre navnet er erhvervet på grundlag af ægteskab. Er navnet erhvervet efter § 6, skal den pågældende af forældrene give samtykke.

Et efternavn, som den pågældende tidligere har båret, medmindre navnet er erhvervet på grundlag af ægteskab.

Det efternavn, stedfaderen eller stedmoderen bærer, medmindre navnet er erhvervet på grundlag af ægteskab, eller det efternavn, stedfaderen eller stedmoderen senest har båret, som ikke er erhvervet på grundlag af ægteskab. Stedfaderen eller stedmoderen skal samtykke i anmeldelsen.’

Jeg bemærker at det er en forudsætning for at kunne statuere at navneændringen er ugyldig at ministerialbogsførerens afgørelse er behæftet med væsentlige retlige mangler, samt at der ikke foreligger omstændigheder såsom god tro eller indrettelse der kan bevirke at afgørelsen opretholdes uanset manglen. Ved den konkrete vurdering af om navneændringen kan annulleres som ugyldig, kommer det især i betragtning om der foreligger grove tilsidesættelser af reglerne, samt om det eventuelt kan bebrejdes (B) at fejlen er opstået.

Under min gennemgang af sagen har jeg som nævnt ovenfor fundet at ministerialbogsføreren ved (X) Kirke ikke havde tilstrækkelige oplysninger om (C)’s holdning til den forestående navneændring, men jeg har ikke fundet at kunne kritisere ministerialbogsføreren ved (X) Kirkes afgørelse af 18. juni 1999 om ændring af (C)’s efternavn til (’b’).

 

Jeg bemærker i den forbindelse at jeg - som sagen foreligger oplyst for mig - ikke har grundlag for at antage at betingelserne for ændring af (C)’s efternavn, jf. navnelovens § 2, nr. 4, ikke var opfyldt.

Jeg har endvidere lagt vægt på at jeg - som sagen nu foreligger oplyst - må lægge til grund at (C) forud for navneændringen var indforstået med at få sit efternavn ændret.

Jeg har i den forbindelse især lagt vægt på at ministerialbogsføreren ved (X) Kirke – som jeg forstår ministerialbogsføreren (E)’s udtalelse af 22. marts 2000 – efterfølgende (i forbindelse med Kirkeministeriets behandling af (A)’s klage over ændringen af (C)’s efternavn) har haft en telefonsamtale med (B), som har forældremyndigheden over (C), og at (B) oplyste at (C) forud for navneændringen gerne ville have sit efternavn ændret.

Jeg har endvidere lagt vægt på at det fremgår af ministerialbogsføreren ved (Y) Kirke provst (F)’s udtalelse af 25. januar 2002 at denne – i forbindelse med min behandling af (A)’s klage over Kirkeministeriets behandling af sagen – havde en samtale med (B) der oplyste at (C) forud for navneændringen gerne ville have sit efternavn ændret.

(A) anførte i sin klage af 22. februar 2000 til Kirkeministeriet og i sit brev af 15. juli 2002 til mig at (C) ikke ønskede at skifte efternavn.

Jeg bemærker i den forbindelse at en endelig konstatering af om (C) forud for navneændringen gerne ville have sit efternavn ændret, ikke vil kunne gennemføres inden for rammerne af min undersøgelse. Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende fordi ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at afhøre vidner eller inddrage særlig fagkundskab af f.eks. børnepsykologisk art, men behandler klager på et skriftligt grundlag.

Jeg foretager mig herefter ikke videre i anledning af (A)’s henvendelse.”