Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En adjunkt blev afskediget fra sin stilling på en handels- og ingeniørhøjskole. Afskedigelsen byggede på anonyme elevevalueringer af adjunktens undervisning og oplysninger om adjunktens indstilling til gennemførelse af en voksenunderviseruddannelse.

Ombudsmanden udtalte sig generelt om i hvilken udstrækning han fremover ville undersøge sager som f.eks. adjunktens sag hvor en fagforening havde iværksat en fagretlig behandling der ikke var blevet afsluttet. Ombudsmanden færdigbehandlede adjunktens sag for så vidt angik sagsoplysning, partshøring og begrundelse.

Ombudsmanden mente det var kritisabelt at de anonyme elevevalueringer var indgået i grundlaget for afskedigelsen, og at skolens oplysningsgrundlag vedrørende gennemførelse af voksenunderviseruddannelsen ikke havde været tilstrækkeligt. Det var efter ombudsmandens opfattelse uheldigt at skolen havde ment at den kunne træffe afgørelsen om afskedigelse – der havde vidtrækkende betydning for adjunkten – på det grundlag som forelå for skolen på afskedigelsestidspunktet.

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at foretage sig noget vedrørende skolens partshøring, men han kritiserede den begrundelse som havde ledsaget afgørelsen. (J.nr. 2000-3570-813).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Afskedigelse efter anonyme elevevalueringer
Ombudsmandsprøvelse

 

Af materialet i sagen fremgår bl.a. at A – der er uddannet cand.stat. – den 1. oktober 1998 blev ansat som adjunkt/forskningsmedarbejder på S Handels- og Ingeniørhøjskole. Denne sag angår skolens afskedigelse af A.

Af A’s ansættelsesbrev af 4. september 1998 fremgår bl.a. at arbejdstiden indtil videre var aftalt til (gennemsnitlig) 37 timer pr. uge. Endvidere fremgår det at undervisning på aftener og i weekender kunne forekomme, at det forudsattes at den ansatte inden for et år fik en bolig i ( ) Amt, og at det ikke kunne garanteres at der i stillingen ville være en forskningsdel efter den 31. december 1999. Med hensyn til stillingsindhold blev der henvist til følgende funktionsbeskrivelse af 1. september 1998:

”Arbejdsopgaverne deles i to områder

undervisning på (S) ca. 50 % indtil videre

projektarbejde i (P)* ca. 50 % -

*Center for ( )

Vedr. undervisning på (S):

Undervisning omfatter metoder til brug ved videregående markedsanalyser. Herunder generering, behandling og forklaring af empiriske data. Ligeledes indgår undervisning i og praktisk anvendelse via EDB af faktor- og klyngeanalyser. Yderligere indgår grundlæggende og herunder beskrivende statistik i undervisningsdelen.

Vedr. projektarbejde i (P):

Opgaverne omfatter planlægning, gennemførelse og analyse af statiske data i forbindelse med projekter i (P)-regi.

Det videnskabelige metodegrundlag skal sikres anvendt i projekterne.

Det forventes i øvrigt, at der selvstændigt arbejdes med etablering af projekter og fundraising.

Organisatorisk reference til udviklingschef (B), (S).

Faglig reference ad hoc.”

Den 4. september 1998 skrev skolen følgende til A:

Du bedes bemærke de forhold, der er nævnt på side 3 i ansættelsesbrevet.

Kravet om bopæl er efter konsultation af rektor formuleret, så det ikke kræves, at du nødvendigvis har folkeregisteradresse i ( ) Amt. Hvor du fx betaler skat, er (S) uvedkommende.

Det forventes, at du får en bolig, så du normalt opholder dig i amtet i ugens fem første dage og evt. til tider lørdag, således at du får kontakter og kendskab til området udover den normale arbejdstid.

Det er ikke tilstrækkeligt, at du fx har et værelse ved familie eller venner, hvor du få dage om ugen overnatter. Du kan fx heller ikke bruge dine boligforhold som undskyldning for ikke at deltage i et arbejdsmæssigt arrangement en lørdag.

Det er min fornemmelse efter vore samtaler, at dine forventninger er i tråd med denne fortolkning.

Du er naturligvis velkommen til at kontakte mig vedr. eventuelle spørgsmål.

 

Af skolens brev af 11. december 1998 til A fremgår:

”Vedr. lektoransættelse og lektorbedømmelse

Som bekendt har styrelsesrådet vedtaget et regelsæt for bl.a. lektoransættelse og lektorbedømmelse.

I medfør af disse regler forestiller ledergruppen sig, at du kan ansættes som lektor d. 1. oktober 2001 , da du på dette tidspunkt vil have 3 års undervisningserfaring på (S).

Lektoransættelse forudsætter en positiv lektorbedømmelse.

Lektorbedømmelse forventes for dit vedkommende at ske i forårssemesteret 2001.

Afvigelse fra ovennævnte terminer kan ske med styrelsesrådets godkendelse, jf. ovennævnte regelsæt.”

 

A underviste i fagene ”markedsanalyse”, ”praktisk orienteret statistik” og ”statistik 1”.

Undervisningen blev evalueret ved hjælp af skemaer som blev besvaret anonymt af eleverne i de pågældende fag. Skemaerne indeholdt 19 spørgsmål der var opdelt i tre grupper vedrørende fagets faglige kvalitet, studiemiljø og pædagogiske kvalitet. Spørgsmålene skulle besvares ved afkrydsning i ét af fem felter med en skala hvor 1 var meget tilfredsstillende og 5 meget utilfredsstillende. Der var mulighed for skriftlige kommentarer på skemaerne, bl.a. i forbindelse med de enkelte spørgsmål. I den sidste del af skemaet skulle eleverne nævne hvad de fandt henholdsvis bedst og dårligst ved faget, og komme med forslag.

Sådanne skemaer blev i april 1999 indsamlet af A der – eventuelt med egne kommentarer til evalueringerne – sendte skemaerne videre til ledelsen. Resultatet af evalueringerne er den 5. maj 1999 blevet sammenfattet idet der bl.a. er opgjort gennemsnit for besvarelsen af (nogle af) de spørgsmål der indgår i grupperne om fagets studiemiljø og pædagogiske kvalitet.

Af sammenfatningen af evalueringen af faget ”markedsanalyse” fremgår:

”Antal deltagere: ca. 45

Opgørelse af de indkomne besvarelser (28 ialt)

Spørgsmål

Gennemsnit

Spørgsmålets indhold, kortfattet

7

3,8

(dialog m. underviser)

8

3,0

(egen indsats og engage ment)

9

1,6

(forholdet mellem de stu derende)

12

2,8

(undervisers forberedel sesniveau)

13

4,3

(- evne til at motivere og inspirere)

14

4,0

(- fremstilling af stoffet)

15

3,5

(- prioritering af pensum/ eksempler/opgaver)

16

3,5

(undervisningsformen)

17

2,7

(sammenhæng mellem teori og praksis)

18

3,0

(praktisk gennemførelse af undervisning)

19

2,7

(praktisk afvikling af timerne)

 

Af elevernes skriftlige kommentarer på evalueringsskemaerne fremgår bl.a.:

at A var for usikker, meget stille og forsagt – ingen gennemslagskraft, trængte ikke igennem til de studerende og kunne ikke inspirere og motivere,

at A manglede erfaring,

at A var dygtig så hun skulle have mere selvtillid (tale højt og gå ud over pensum),

at A burde vide mere om afsætning – ikke kun statistik,

At A burde have fået hjælp inden start idet hun virkede usikker lang tid efter starten, herunder på hvad eleverne skulle lære,

at eleverne ikke havde brug for at blive ynket, men skulle have en lærer der var dynamisk og fremskubbende,

at A ofte undskyldte sig selv – det kunne eleverne ikke bruge til noget idet de skulle videre/i gang,

at det virkede som om A ikke selv havde lyst til at undervise,

at undervisningen kom for sent i gang, og at A ikke kendte tiderne for pauser,

at A brugte overheads i stedet for at tegne figurer på tavlen,

at det var svært at vide hvad der var vigtigt, og overskue stoffet – der manglede sammenhæng til det kendte stof,

at faget lagde op til mere dialog – derfor bedre med undervisning i klasseværelse,

at faget var vigtigt, relevant, spændende, god hjælp til opgaveskrivning på 6. semester og havde sammenhæng til andre fag,

at der var utilfredshed med undervisningsformen med overheads med megen tekst – det blev foreslået at kopierne blev udleveret før gennemgang således at man kunne skrive på dem, i stedet for at alt hvad man nåede at skrive, var det der stod på overheaden, ligesom det blev foreslået at overskrifter og stikord blev skrevet op på tavlen,

at eleverne ikke kunne høre hvad der blev sagt, hvilket var umotiverende,

at eleverne vidste mange ting i forvejen,

at der var tale om en slavisk gennemgang af bogen – det blev foreslået at A brugte ting der ikke stod i bogen, ligesom det blev anført at eleverne lige så godt kunne have læst bogen og være blevet derhjemme da der ikke kom nye guldkorn i forelæsningen – undervisningen var ikke værd at følge – samt at A måtte have nogle erfaringer med markedsundersøgelse som kunne være relevant at fortælle,

at A måske skulle prøve at få eleverne til at deltage mere i timerne, f.eks. ved at skrive flere notater på tavlen,

at A måske skulle have begyndt i en klasse med et mindre antal elever idet hun så nok ikke havde været så usikker,

at det var meget svært at lave notater i faget hvilket var nødvendigt – det blev foreslået at tavlen blev brugt noget mere, og at der blev udleveret noter,

at udbyttet af timerne var meget lavt selv om man var velforberedt,

at det var udmærket med gruppearbejde, men at spørgsmålene i casene ikke angik markedsanalyse, men almindelig afsætning/burde være omformuleret så de mere angik markedsanalyse,

at det var en dårlig ide med gruppefremlæggelse af cases – udbyttet for de passive studerende var meget lille,

at casene ikke kun skulle angå markedsanalyse,

at der skulle være mindst mulig tavleafskrift,

at undervisningen var blevet bedre,

at lærebogen var let at forstå og læse, samt

at undervisningsformerne blev kombineret.

I elevevalueringerne blev det også foreslået at der kom en ny underviser med forudsætninger inden for afsætning.

 

Af sammenfatningen af elevevalueringerne af faget ”praktisk orienteret statistik” fremgår:

 

”Antal deltagere: 8

Opgørelse af de indkomne besvarelser (8 ialt)

Spørgsmål

Gennemsnit

Spørgsmålets indhold,
kortfattet

7

2,6

(dialog m. underviser)

8

3,0

(egen indsats og engage ment)

9

1,6

(forholdet mellem de stu derende)

12

2,1

(undervisers forberedel sesniveau)

13

3,4

(- evne til at motivere og inspirere)

14

3,6

(- fremstilling af stoffet)

15

3,7

(- prioritering af pensum/ eksempler/opgaver)

16

3,6

(undervisningsformen)

17

2,6

(sammenhæng mellem teori og praksis)

18

3,3

(praktisk gennemførelse af undervisning)

19

3,3

(praktisk afvikling af ti merne)

 

Af elevernes skriftlige kommentarer på evalueringsskemaerne fremgår bl.a.:

at eleverne godt kunne få noget mere undervisningsmateriale om samme emne i stedet for at de selv skulle opsøge det,

at faget var relevant i forhold til andre fag, havde sammenhæng med andre fag og var spændende, men ikke motiverende,

at det var dårlig lærebog, og undervisningsmaterialet var for overfladisk pensum – det blev foreslået at pensum blev ændret,

at det var godt med så få studerende på holdet,

at er var for meget teori/ikke nok praktisk gennemgang – flere opgaver, øvelser og eksempler blev forslået idet eleverne selv skulle arbejde med stoffet,

at der blev brugt for lidt tid på teori,

at der blev brugt for meget tid på at tale om hvordan undervisningen kunne have været, i stedet for at handle,

at der blev brugt for meget tid på pc-gennemgang,

at der manglede forklaringer på hvad der kunne bruges/udledes af analyserne – der manglende forklaringer og ikke matematiske udredninger,

at det var for meget med 3 timer i træk, undervisningen startede for sent, og pauserne blev glemt,

at når en ting var oppe til diskussion, havde eleverne ikke brug for en timelang snak – bare en accept eller en afvisning af forslag – tiden smuttede,

at A burde lade være med at undskylde tiden og omfanget osv. – eleverne uddannede sig jo på de vilkår, og sådan var det i alle fag,

at det var svært at lave hjemmearbejde som gav mening,

at det var godt at indkøb af undervisningsmateriale var billigt,

at spørgsmålene blev besvaret grundigt,

at det matematiske niveau var for højt,

at informationen på 2. semester burde være retvisende og ærlig – ”praktisk orienteret statistik” var falsk varebetegnelse,

at eleverne spildte tiden, samt

at eleverne havde været involveret for lidt i timerne hvorfor det ofte var dræbende kedeligt når man nåede de sidste timer.

Af sammenfatningen af elevevalueringerne af faget ”statistik 1” fremgår:

”Antal deltagere: ca. 15

Opgørelse af de indkomne besvarelser (12 ialt)

Spørgsmål

Gennemsnit

Spørgsmålets indhold,
kortfattet

7

3,4

(dialog m. underviser)

8

3,2

(egen indsats og engage ment)

9

2,0

(forholdet mellem de stu derende)

12

2,5

(undervisers forberedelses niveau)

13

4,1

(- evne til at motivere og in spirere)

14

3,5

(- fremstilling af stoffet)

15

2,7

(- prioritering af pensum/ eksempler/opgaver)

16

3,0

(undervisningsformen)

17

2,6

(sammenhæng mellem te ori og praksis)

18

2,5

(praktisk gennemførelse af undervisning)

19

3,1

(praktisk afvikling af timer ne)

 

Af elevernes skriftlige kommentarer på evalueringsskemaerne fremgår bl.a.:

at A talte for lavt og ikke var autoritær nok – hun skulle virke mere sikker, og det virkede som om hun havde svært ved at trænge igennem,

at der ingen tvivl var om at A kunne stoffet, men at hun måske var ny som underviser,

at eleverne var vant til en yderst struktureret undervisning som var svær at komme efter,

at faget var interessant, kedeligt og svært,

at A var en sød underviser,

at der var en afslappet stemning,

at der var for lidt samspil mellem A og eleverne,

at der var for meget rod med i hvilke uger timerne skulle ligge – timerne lå for sent, og der blev nået for lidt,

at der nogle gange blev gennemgået ting der ikke var brug for,

at opgavegennemgange ofte endte lidt rodet – det kunne være rart at få skrevet konklusionen på en opgave op på tavlen da der sommetider var tvivl om hvad konklusionen egentlig var,

at det var godt at der var mulighed for hjemmeopgaver,

at undervisningen var for ustruktureret, lidt forvirret og meget kedelig,

at øvelserne fra starten lagde op til at man var meget inde i statistik, og det kunne godt gøre det lidt uoverskueligt i det første stykke tid,

at underviseren burde have fået et kursus i den nye udgave af SAS så undervisningen havde været mere flydende fra starten,

at undervisningsmaterialet var godt, for svært og kedeligt,

at der var for meget teori, og sværhedsgraden var rimelig høj,

at struktur var nøgleordet i statistikundervisning der på grund af de mange formler let kom til at synes kaotisk,

at øvelserne supplerede forelæsningerne godt,

at det havde været et opadgående forløb hvor teorien var blevet nemmere og nemmere at forstå,

at det var rart at man ikke var så mange på øvelsesholdet,

at der var brugt for megen tid på at få vist hvordan SAS fungerer (selv om eleverne havde fået udleveret en vejledning), samt

at der var sket en pludselig og meget kraftig stigning i sværhedsgraden efter jul – det var nok vigtigt ikke at lulle eleverne i søvn med alt for meget af det helt basale og så bruge mere tid på det sværere stof.

 

Bl.a. på grund af kopieringen har det ikke været muligt for mig at læse alle de skriftlige kommentarer på evalueringsskemaerne i de 3 fag. Jeg har dog ikke fundet grundlag for at indhente andre kopier eller de originale skemaer.

Den 27. maj 1999 sendte uddannelseschef og prorektor C en e-mail til A med følgende indhold:

”Subject: Samtale ang. (S) + (P) + ( )

Location: (C)’s kontor

Start: Thu 27-05-99 12:30

End: Thu 27:05-99 13:30

Required Attendees: (C); (A)

Kort samtale ang. din overgang til ny overordnet, nemlig mig”

Af C’s udaterede notat vedrørende mødet fremgår:

”(A): Bopæl ( )

Ansat pr. 1/10 1998

Stillingadjunkt og forskningsmedarbejder

Arbejdssted skiftende ca. 50% (S) + ca. 50% ( )/(P) indtil videre

Forud for mødet:

(A) er gjort bekendt med (S)’s politik ang. Pædagogisk kursus alle nyansatte adjunkter skal gennemføre inden de kan positiv lektor bedømmes, tidsfrist 3 år.

Kurset: Voksenunderviseruddannelsen for erhvervsskolelærere, Voksenpædagogik, Danmarks Lærerhøjskole, ( ).

Ovenstående kursus er (A) tidligere blevet opfordret til at starte på, men (A) var afventende.

UV-belastning:

Der blev talt lidt om (A)’s undervisningsbelastning i foråret 1999, som havde været lidt over 50%. Dette ville der blive rettet op på i efteråret 1999, hvor uv-belastningen ville blive langt under 50%. (A)’s uv-belastning vil blive under 50% for hele året 1999.

(S) ønskede denne flexibilitet, som også fremgår af (A)’s funktionsbeskrivelse.

(A) henviste til kontrakten med 50% (S) og 50% ( )/(P) og var under samtalen lidt afvisende overfor denne flexibilitet, og fremførte at man eventuelt kunne blande fagforeningen ind i sagen.

Evalueringer:

(A) evalueringer af 3 undervisningsaktiviteter viser at (A) har problemer med undervisningen her på (S), og at et pædagogisk kursus er nødvendig for fortsat uv-aktivitet. (A) var bekendt med evalueringerne og erkendte sit problem.

Pædagogisk kursus:

(A) havde til mødet medbragt en mappe der omhandlede forskellige andre pædagogiske kurser af kortere eller længere varighed.

Kurserne der blev fremlagt på mødet var ikke statsanerkendte pædagogiske kurser, men var korte kurser af ikke ubetydelige kursusomkostninger. Eksempel: Stemmebrug og taleteknik, varighed kl. 13.00-18.00, ekstern kr 5000,-, intern kr. 2200,-.

Det blev præciseret at (S)’s politik for pædagogiske kurser til adjunkter var: Voksenunderviseruddannelsen for erhvervsskolelærere, Voksenpædagogik, Danmarks Lærerhøjskole.

(A) var igen afvisende over for kurset og kursets tidsomfang.

(A) blev gjort bekendt med at (S) selvfølgelig ville tage hensyn til tidsforbruget, men ikke 1/1 time, da (S) opfatter et sådant kursus som en personlig kompetence opgraduering, hvor (S) forventer adjunkten investere personlig tid også i fritiden. (S) betaler alle kursus udgifter og materialer. Efter en længere snak frem og tilbage fik jeg til opgave at undersøge om (A) kunne få kurset ’Stemmebrug og taleteknik’ som et internt kursus.

Konklusion:

(A) afvisende over for (S)’s kraftige anbefaling af det pædagogiske kursus.

(A) afvisende over for (S)’s ønske om flexibilitet i forholdet (S), ( ), (P). (A) henviser meget til kontrakten med 3 partnere i sagen. (A) henviser til fagforening.”

 

Af C’s e-mail af 31. maj 1999 til A fremgår:

”Hej (A)!

I forlængelse af vores samtale, den 27. maj 1999, vil jeg gerne have en ny samtale, ca. ½ time, med dig hurtigst muligt.

Forslag til tidspunkter.

Jeg forventer du melder tilbage hurtigst muligt.”

A svarede med følgende mail af samme dag:

”Hej (C),

jeg vil gerne foreslå følgende mødetidspunkt:

Torsdag den 3. juni kl. 8.00

Dette vil passe godt, da jeg har et andet møde på (S) kl. 9.00. Andre tidspunkter blandt de af dig nævnte er også mulige for mig (onsdag formiddag) send venligst kort bekræftelse eller ændringsforslag.”

 

På mødet den 3. juni 1999 fik A udleveret et brev – dateret den 2. juni 1999 – hvoraf følgende fremgår:

”Vedr. din ansættelse ved (S).

Din ansættelse har for nylig været drøftet i (S)’s ledelse, og jeg må meddele dig, at det er hensigten, at der vil blive foretaget opsigelse af dit ansættelsesforhold i henhold til det i ansættelsesbrevet gældende opsigelsesvarsel.

Begrundelsen for ovenstående er først og fremmest, at din undervisning i forårssemesteret 1999 ikke har været tilfredsstillende. Du har i alle de 3 fag, du har undervist i, opnået utilfredsstillende evalueringer.

I forbindelse med den samtale, du havde med undertegnede d. 27. [maj], var du afvisende overfor at tage diplomuddannelsen som voksenunderviser ved Danmarks Lærerhøjskole. Denne uddannelse forventes alle nyansatte adjunkter ved (S) at tage, og den er en forudsætning for en senere positiv lektorbedømmelse. De alternative uddannelser, som du foreslog, dækker ikke (S)’s behov.

Under samme samtale udviste du ikke fleksibilitet med hensyn til fordeling af dine arbejdsopgaver på henholdsvis undervisning og projektarbejde. Det skal erindres, at der i din funktionsbeskrivelse er anført, at arbejdsopgaverne med undervisning og projektarbejde begge vægtes ’ca. 50 % indtil videre ’. Du burde derfor havde været indstillet på, at det i en periode kan være nødvendigt fx at lægge en væsentlig større andel af arbejdsindsatsen i projektarbejde.

I henhold til Forvaltningslovens § 19 skal jeg herved henlede din opmærksomhed på mulighed for at fremkomme med dine eventuelle kommentarer/bemærkninger til denne skrivelse, idet jeg samtidig skal anmode om, at eventuelle kommentarer/bemærkninger er rektor i hænde senest fredag d. 11. juni 1999 kl. 12.00.

 

I brev af 10. juni 1999 bad A skolen om at fremsende referat af mødet den 27. maj 1999 og de i høringsbrevet af 2. juni 1999 nævnte evalueringsskemaer. Efter modtagelsen af materialet ville A snarest fremsætte sine bemærkninger til høringsbrevet idet hun påregnede en tilsvarende fristforlængelse.

Skolen sendte med brev af 11. juni 1999 det ønskede materiale til A og udsatte samtidig høringsfristen til den 21. juni 1999 kl. 12.00.

Med brev af 20. juni 1999 – som var stilet til C – fremkom A med følgende bemærkninger:

”Med ovennævnte skrivelse, dateret 2. juni 1999, som jeg blev præsenteret for torsdag den 3. juni kl. 8.00, da jeg mødte til det af dig med mail af 31. maj hasteindkaldte møde, har du og (S) varslet en kommende opsigelse af mit ansættelsesforhold som adjunkt ved (S).

Denne for mig chokerende skrivelse lægges på bordet foran mig, uden at I lader det mindste formildende, beklagende eller forklarende mundtlige ord forvarsle derom, ja tværtimod i strid med alle de mange positive signaler, jeg modtog ved vort møde den 27. maj 1999. Ydermere foretager I dette midt i eksamenstiden, hvor jeg står i krævende eksamensarbejde.

Når jeg tænker på vort positive møde torsdag den 27. maj, netop en uge før jeg blev præsenteret for skrivelsen af 2. juni, gribes jeg af forundring. Hvad kan der være sket på de få dage mellem det positive møde den 27. maj og den følgende hasteindkaldelse, som du tilsendte mig allerede mandag den 31. maj 1999?

Ifølge din skrivelse af 2. juni 1999 har jeg på mødet den 27. maj fremført nogle udtalelser – udtalelser, som jeg i øvrigt ikke genkender – som nu bruges som argumenter i en afskedigelsessag.

Jeg finder det besynderligt, at dette møde den 27. maj 1999, indkaldt som det var uden dagsorden, et møde som ydermere foregik i en uformel samarbejdsatmosfære og ikke fulgtes af fremsendelse af nogen form for referat til min godkendelse, bruges i så juridisk betonet et anliggende som en afskedigelsessag, en sag, hvor sikring af sagligheden og korrektheden af de fremførte oplysninger er et lovhjemlet krav.

I sandhedens interesse vedlægger jeg mit eget notat vedrørende mødet d. 27. maj 1999. Af dette fremgår det, at du mundtligt har forpligtet (S) på nogle helt andre ting end det, der nu skrives til mig. Måtte jeg høre dine kommentarer hertil snarest belejligt.”

 

Af det i brevet af 20. juni 1999 omtalte notat fremgår:

”Notat vedr. møde mellem prorektor (C) og adjunkt (A), den 27. maj 1999, kl. 12.30 - ca. 14

Notatet er udarbejdet af (A) den 20.06.1999 i forbindelse med en partshøring og er en del af skrivelse af 20.06.1999 fra (A) til prorektor (C), (S)

Efter at have virket som adjunkt ved (S) fra 1. oktober 1998 havde jeg den 27. maj 1999 for første gang et møde med en leder, der på samme tid var min nærmeste overordnede (den man som lærer skal have personalesamtaler med) og pædagogisk kyndig og ansvarlig.

Samtidig var det mit første møde med den, til hvem dette brev er stilet: Prorektor (C). (C) havde altid været venlig og uhøjtidelig, når jeg mødte ham i spisestue og fotokopieringsrum. Samtidig er han uddannelseschef og nærmeste overordnede for alle lærere på hele (S).

Mødet var indkaldt af (C) og uden dagsorden, hvad der efter min opfattelse ikke i sig selv er negativt, når man i tillid skal have en samtale med sin nærmeste overordnede eller en anden samarbejdspartner.

I overensstemmelse med mine positive forventninger blev der tale om et for mig særdeles oplysende og perspektivrigt møde.

Jeg havde siden min ansættelse som adjunkt ca 8 måneder før det her refererede møde fortrinsvis undervist andet års HA- studerende i forholdsvis avancerede statistiske metoder, såkaldte multivariate metoder (faktoranalyse, klyngeanalyse m.v.) og disses anvendelser inden for bl.a. markedsanalyse. Der er kort sagt tale om vanskelige emner, som skal formidles til studerende med særdeles begrænsede matematiske og statistiske forkundskaber.

(C) og jeg var enige om, at jeg havde ydet en fagligt forsvarlig undervisning, men at der var plads for forbedring henset til tilkendegivelserne i de indkomne evalueringsskemaer. (C) sad med evalueringsskemaer for tre af mine undervisningsaktiviteter i forårssemesteret 1999. På baggrund af skemaerne, og under indtryk af min efter hans vurdering uhensigtsmæssige stemmebrug, mente (C), at de fleste af mine problemer med evalueringerne ville være løst, hvis jeg brugte mikrofon i auditorierne og endvidere fik stemmetræning.

En del af studenterne havde i evalueringerne givet udtryk for, at man ikke havde kunnet høre mig, hvilket gjorde sig gældende både i auditorium og i mindre undervisningslokaler. Og som (C) sagde: Når man ikke kan høre læreren, er det sådan set ligegyldigt, at vedkommende præsterer en god undervisning, han eller hun vil alligevel blive evalueret negativt.

Da jeg blev opmærksom på mit stemme- problem ved evalueringen medio april, havde jeg søgt at få etableret mikrofonmulighed, men dette havde ikke været praktisk muligt inden semesterets afslutning, bl.a. fordi der ikke synes at være et behov for mikrofon hos andre lærere end undertegnede.

Med hensyn til stemmetræning havde jeg efter evalueringen endvidere været i kontakt med de amtslige taleinstitutter, hvor man kan få gratis hjælp til at afhjælpe netop denne type handicap, som jo er ret alvorligt for en lærer.

 

(C) så positivt på mine muligheder og fortalte entusiastisk, hvorledes en ham nærtstående person, i et ligeledes ’stemme-krævende’ erhverv havde overvundet helt tilsvarende problemer gennem stemmetræning under kvalificeret vejledning.

Med stemmetræning skulle vi nå frem til ((C)’s formulering), at mine ord nåede ’ikke blot op til studenterne på bageste række, men helt ud i de fjerneste hjørner af undervisningslokalet’.

Da jeg jo skulle undervise igen til september, var vi enige om, at denne vederlagsfrie stemmetræning i amtsligt regi var en hastesag, som jeg hurtigst mulig skulle påbegynde.

Vi drøftede endvidere et kort kursus udbudt af Handelshøjskolen i København (Stemmebrug og taleteknik); som var forholdsvis dyrt. (C) var imidlertid ikke afvisende, for som han sagde: ’Hvis det kunne hjælpe, ville det være pengene værd.’ Da (S) samarbejder med HHK, havde jeg tænkt, at en lærer ved (S) måske kunne få kurset til den lavere interne pris, gældende for ansatte ved HHK. Idet jeg har månedskort til DSB mellem ( ) og hovedstadsområdet og kan overnatte i mit hjem i København, ville der ikke blive tale om omkostninger til rejse, ophold, diæter etc. Jeg havde selvsagt ikke kompetance til at drøfte prisspørgsmålet med HHK, og derfor foreslog (C), at han undersøgte dette. Når prisen var afklaret, ville (C) tage stilling til, om jeg skulle tilmeldes dette kursus.

Der var så et emne mere, sagde (C). Jeg tillod mig at gætte på, at dette var de såkaldte kontaktgrupper for nye studerende, idet en af uddannelseslederne havde bedt mig om at stå herfor. Imidlertid drejede det sig om noget andet, nemlig pædagogikkursus, nærmere betegnet Voksenunderviseruddannelsen for erhvervsskolelærere udbudt af Danmarks Lærerhøjskole.

I strid med min hidtidige forståelse, som var baseret på oplysninger fra min tidligere nærmeste overordnede, udviklingschef (B), var dette kursus længe før min tiltrædelse som adjunkt den 01.10.1998 blev gjort obligatorisk for alle adjunkter ved (S) før lektorbedømmlse.

Dette tog jeg naturligvis til efterretning. Det lå nu fast, at jeg skulle gennemføre dette kursus.

 

Mine overvejelser drejede sig om det rent praktiske, at kurset var noget tidskrævende, nemlig ifølge normeringen 1200 timer fordelt på tre semestre. Som udgangspunkt måtte jeg gå ud fra, at jeg, for at gennemføre kurset med det tilsigtede resultat, skulle bruge den normerede tid på det, og dette kunne blive vanskeligt for mig, da jeg som adjunkt med foreløbig kun halvanden semesters halvtidsundervisning bag mig var nødsaget til at bruge en del mere tid end normeret for at sikre forsvarlig varetagelse af min undervisning (at man som nyansat adjunkt er nødsaget til at bruge langt mere end den normerede tid på sin undervisningsforpligtelse, synes der at være almindelig enighed om hos alle, der selv har været i denne situation).

(C) gav udtryk for, at jeg ikke behøvede at påbegynde kurset august 1999, og at jeg, hvis det var mere praktisk for mig, kunne vælge at gennemføre kurset et andet sted end i ( ).

Herved var min tilmelding til kurset i august ikke en nødvendighed. Kunne jeg ikke passe det ind nu, kunne jeg ifølge (C) tage det senere. Hvis jeg alligevel fandt ud af, at jeg gerne ville starte til august, var (C)’s og min fælles erfaring den, at det med sådanne kurser tit er sådan, at der er en plads til en enkelt ekstra deltager, der af en eller anden rimelig grund tilmelder sig sent. Jeg var fristet til at tilmelde mig med det samme, idet jeg fik oplyst, at to af mine nære kolleger skulle starte til august 1999, og jeg så ville komme til at følge kurset sammen med dem. Imidlertid følte jeg ikke, at det var forsvarligt, at jeg tilmeldte mig førend:

Jeg nærmere havde vurderet min forventede de facto belastning med min undervisningsforpligtelse næste semester (engelsksproget statistikundervisning på HAim, både forelæsninger og øvelser)

Mine øvrige arbejdsforpligtelser i det kommende semester var fastlagt og beskrevet over for mig på en måde, så jeg kunne vurdere den de facto belastning, de ville betyde for mig

Med hensyn til muligheden for at tage kurset andetsteds end i ( ), påpegede jeg over for (C), at dette ville være uhensigtsmæssigt p.g.a., at jeg så ville miste det værdifulde lokale og kollegiale element, der ligger i, at man som lærer ved (S) tager uddannelsen i ( ). Vi blev herefter enige om, at jeg skulle tage denne uddannelse i ( ).

 

Jeg syntes, at jeg havde brugt megen tid på min undervisning i forårssemesteret, selv efter hensyntagen til:

At jeg havde været ny adjunkt med uløste stemmeproblemer

At mit fagområde var blevet strakt noget ud over det ved ansættelsessamtalen og funktionsbeskrivelsen afgrænsede

At der havde været for mig tidsforbrugende problemer med en udgået, og til dels forældet lærebog

På denne baggrund spurgte jeg (C), hvorvidt han havde et system, der beregnede den enkelte lærers undervisningsbelastning. Det havde han ikke, men han vurderede (uforpligtende) ud fra min beskrivelse af mine aktiviteter, at min undervisningsbelastning havde været 60-70 procent i forårssemesteret 1999.

Jeg gav udtryk for, at en sådan fleksibilitet kunne være i orden, men at det ville være en god ide, om jeg som den berørte lærer havde været orienteret herom på forhånd. Jeg havde været stærkt tidsmæssigt belastet af undervisning i forårssemesteret, og det kunne i den periode, hvor jeg i forårsmånederne var ved at segne p.g.a. manglende nattesøvn, have været en trøst og opmuntring for mig at vide, at der faktisk var tale om undervisning, der var normeret til mere end 50 procent. (C) erklærede sin forståelse for dette ønske om reel forhåndsorientering vedr. kommende undervisningsbelastning.

I det kommende semester ville min undervisningsbelastning iflg. skemaet (engelsksproget statistik på HAim, forelæsninger og øvelser) være noget under 50 procent, oplyste (C).

Mødet sluttede efter halvanden times samtale, og jeg havde fået et nyt og positivt perspektiv på min fremtid som underviser ved (S) under (C)’s tiltalende og motiverende lederskab.”

 

Med brev af 23. juni 1999 blev A afskediget. Af brevet fremgår:

”Jeg skal herved opsige dit ansættelsesforhold til fratræden pr. 30. september 1999.

Jeg bekræfter samtidig modtagelse af dit brev af 20. juni 1999 med tilhørende notat. Brev og notat har jeg ladet indgå i sagsbehandlingen. Det må konstateres, at der er forskellig opfattelse af forløb af mødet d. 27. maj 1999.

Begrundelsen for opsigelsen er, som anført i vor sindet-skrivelse af 2. juni 1999, først og fremmest, at din undervisning i forårssemesteret 1999 ikke har været tilfredsstillende.

I opsigelsesperioden skal du fortsat afvikle planlagte eksamener samt medvirke ved eventuelle omeksamener. Du kan eventuelt pålægges opgaver i forbindelse med (P)-projektet. Du skal ikke varetage undervisning i efterårssemesteret.

Du afvikler sommerferie som planlagt.

På trods af det alvorlige indhold i dette brev håber jeg, at du vil få en god sommer.”

Afskedigelsesbrevet blev sendt i kopi til tillidsrepræsentanten og X Fagforening.

A sendte den 30. juni 1999 følgende brev til skolen:

”Jeg opsiger hermed min stilling som adjunkt ved (S) til fratrædelse med udgangen af juli måned 1999.

Mit ønske om fratræden er alene begrundet i den manglende respekt, som (S)’s ledelse i juni måned 1999 har udvist over for min person og mit arbejde, et forløb der afsluttedes med rektors skrivelse til mig af 23. juni 1999.

Rektors skrivelse til mig af 23. juni 1999 har jeg overgivet til sagkyndig vurdering.”

 

Den 1. juli 1999 bekræftede skolen modtagelsen af opsigelsen med fratrædelse 31. juli 1999.

(X) Fagforening skrev den 21. juli 1999 til skolen om sagen idet det var foreningens opfattelse at afskedigelsen af A var ugyldig. Af brevet fremgår:

1. Proportionalitetsprincippet er ikke overholdt.

Ombudsmanden foreskriver med henvisning til forvaltningsretten, at der, inden der sker afskedigelse, skal gennemføres en procedure, hvor det forsøges at løse opståede problemer med mindre konsekvensfyldte santioner end afskedigelse, f.eks. i kraft af en advarsel. Arbejdstageren skal altså gives mulighed for at rette op på et arbejdsforhold, som ikke fungerer tilfredsstillende. Det er ikke sket i denne sag.

(A) blev ansat den 1. oktober 1998 i en adjunktstilling. Hun havde sin første medarbejdersamtale i januar 1999. Ledelsen har her ikke fremført nogen antydning af, at der er problemer med undervisningen. Med hensyn til pædagogikkursus hedder det: ’Deltagelse i pædagogikkursus vurderes tidsmæssigt (A) og konsekvenser drøftes med ( ). Indstilling forelægges (B) til beslutning’. Meningen var, at et pædagogkursus skulle tages med henblik på en senere lektorbedømmelse. Der var altså ingen ultimative krav her, tværtimod lægges det op til (A) selv at indstille, hvornår det tidsmæssigt var mest hensigtsmæssigt, at tage et kursus.

(A) blev først under mødet den 3. juni 1999 klar over, at der var tale om en ’sag’, og havde derfor ikke haft anledning til at overveje, hvorvidt hun skulle medtage en bisidder til mødet.

Prorektor (C) gav således alligevel ikke adjunkt (A) mulighed for at forbedre sin undervisning f. eks. gennem brug af mikrofon eller gennem stemmetræning, før der – helt uden forudgående varsler – blev bebudet afskedigelse.

I sindetskrivelsen af 2. juni 1999 benytter prorektor (C) de anonyme evalueringsskemaer som de eneste sagsakter i en alvorlig juridisk sammenhæng, men han demonstrerer ikke, at han ud fra disse anonyme evalueringsskemaer er i stand til at drage pålidelige og sagligt underbyggede slutninger om kvaliteten af (A)’s pædagogiske indsats i forårssemesteret. Den afgørende påstand, at ’din ((A)’s) undervisning i forårssemesteret ikke har været tilfredsstillende’ efterfølges af at ’du (A) har i alle de tre fag, du har undervist i, opnået utilfredsstillende evalueringer’. Evalueringerne er indsamlet af (A) i april 1999. Ledelsen vurderer ikke, om disse data repræsenterer virkeligheden, om undervisningen er blevet bedre efterfølgende, om de studerende består deres eksaminer osv. osv. (X) Fagforening mener, at der her er meget langt til den kvalificerede drøftelse og sagligt underbyggede stillingtagen, der fordres i henhold til forvaltningslovgivningen i sådanne sager.

I sindetskrivelsen af 2. juni 1999 fremførtes herudover andre supplerende begrundelser baseret på udtalelser, som (A) ifølge prorektor (C) skulle være fremkommet med ved mødet den 27. maj 1999. Disse påståede udtalelser har ikke været forelagt (A) til bekræftelse. Disse påståede udtalelser inddrages ikke desto mindre i grundlaget for afskedigelsen.

 

2. Formel partshøring uden reel prøvelse af (A)’s partshøring.

Rektor forholder sig overhovedet ikke til de synspunkter, (A) har fremført i sin partshøring. Også af den grund er afskedigelsen ugyldig.

Da adjunkt (A) har været ansat i mere end otte måneder, kan (X) Fagforening i henhold til overenskomstens § 21, stk. 3 begære et forhandlingsmøde, hvis organisationen vurderer, at afskedigelsen ikke kan anses for rimeligt begrundet. Foreningen skal hermed udnytte denne ret, og anmode om, at der afholdes et møde. Foreningen vil påpege afskedigelsens ugyldighed samt stille krav om erstatning.”

Med brev af 9. august 1999 svarede en advokat på vegne af handels- og ingeniørhøjskolen på X Fagforenings brev. Advokaten bestred at der forelå forvaltningsretlige mangler ved afskedigelsen, og tilkendegav i øvrigt at afskedigelsen havde været fagligt velbegrundet, ligesom den i overenskomsten anførte afskedigelsesprocedure havde været overholdt. Da A havde kontraopsagt sin stilling den 30. juni 1999 og foreningen først den 21. juli 1999 var fremkommet med sin indsigelse, mente advokaten ikke at erstatningskrav uanset statuering af eventuel ugyldighed kunne gøres gældende mod skolen. Hvis foreningen fastholdt sit ønske om et forhandlingsmøde, anmodede advokaten om at foreningen forud for et sådant møde fremkom med specifikke anbringender vedrørende afskedigelsens ugyldighed.

Den 7. oktober 1999 besvarede foreningen advokatens brev. Idet foreningen henviste til sit brev af 21. juli 1999, anførte foreningen at den ønskede et forhandlingsmøde med det formål at skolen tilbagekaldte sin opsigelse af A, ligesom foreningen mente at den ugyldige handling havde påført A både en økonomisk og ikke mindst en ikkeøkonomisk skade hvorfor foreningen havde rejst krav om erstatning. Foreningen ønskede primært at forhandle med skolen herom – kunne dette ikke opnås, ønskede foreningen sagen forelagt for mig på grund af sagens principielle karakter.

Advokaten anførte i brev af 18. oktober 1999 til foreningen at han havde svært ved at forstå konsekvensen af foreningens brev. Han henviste til at A havde kontraopsagt den 30. juni 1999 og var fratrådt den 31. juli 1999. Den 21. juli 1999 gjorde foreningen indsigelse, men stillede ikke A’s arbejdskraft til rådighed. Først med foreningens brev af 7. oktober 1999 blev der stillet krav om tilbagekaldelse af afskedigelsen. Advokaten mente at der allerede på grund af den sene reklamation fra foreningen ikke var basis for at ”realitetsdrøfte et spørgsmål om ’genetablering’ af ansættelsesforholdet”.

 

Advokaten og foreningen havde en telefonsamtale den 1. november 1999, ligesom advokaten den 4. november 1999 skrev til foreningen der den 15. november 1999 skrev følgende til advokaten:

Jeg forstod din udmelding således, at du vurderede, at (S) skole ikke ville kunne acceptere en løsning, som indebar, at (S) skole skulle erkende, at afskedigelsen var ugyldig, men måske kunne acceptere en pragmatisk løsning gående ud på, at (A) selv opsagde sin stilling og i den forbindelse kunne modtage en mindre godtgørelse.

Den 3. november lagde jeg en telefonbesked til din sekretær, da du ikke var at træffe. Min melding var, at Foreningen ikke kunne acceptere en pragmatisk løsning som nævnt ovenfor, dvs. Foreningen fastholdt sin påstand om ugyldighed pga. forvaltningsmæssige mangler og hermed, at Ingeniørhøjskolen trækker sin opsigelse tilbage.

Med baggrund i ovenstående er det min vurdering, at et fysisk møde ikke længere er nødvendigt, hvorfor vi skal anmode om, at vi skriftligt får svar på vores krav.”

Den 17. november 1999 skrev advokaten til foreningen at han mente at det måtte være op til foreningen at tage næste skridt i sagen såfremt det blev fastholdt at afskedigelsen var uberettiget/ugyldig.

Med brev af 12. januar 2000 henvendte X Fagforening sig til Undervisningsministeriet om sagen med henblik på at ministeriet foranledigede at skolen tilbagekaldte sin afskedigelse på grund af ugyldighed.

Den 31. januar 2000 bad Undervisningsministeriet skolen om en udtalelse.

På vegne af skolen fremsendte advokaten med brev af 9. marts 2000 en redegørelse der var afstemt med ledelsen for skolen. I brevet anmodede advokaten om at få oplyst efter hvilket regelsæt skolen var bedt om en udtalelse, idet det var advokatens umiddelbare opfattelse at ministeriet ikke havde formel kompetence til at realitetsbehandle sagen. I redegørelsen konkluderes det bl.a. at partshøringen både for så vidt angår høringsfrist og fremgangsmåde, opfyldte formålet med partshøring, at der ikke forelå en forvaltningsretlig fejl selv om det måtte blive statueret at forvaltningslovens § 19 var anvendelig på afskedigelsen, og at foreningen ikke havde gjort gældende at der var tale om en materielt urimelig afskedigelse – i hvert fald var advokaten ikke bekendt med at der var taget skridt til anlæggelse af retssag/nedsættelse af faglig voldgift idet foreningen i øvrigt havde tilbagekaldt en anmodning om mæglingsmøde i sagen, jf. princippet i funktionærlovens § 10, stk. 2.

 

I brev af 21. marts 2000 bad ministeriet skolen om en fornyet udtalelse i sagen. Af brevet fremgår:

På denne baggrund beder vi herved højskolen om en fornyet redegørelse og udtalelse i sagen, der udtrykkeligt forholder sig til ovenstående spørgsmål. Vi skal bede om, at redegørelsen udarbejdes af højskolen – dvs. ikke af højskolens advokat.

I denne forbindelse bemærkes, at der efter ombudsmandens opfattelse ved afgørelser om uansøgt afskedigelse af offentligt ansatte gælder en ulovbestemt pligt til partshøring, som er videregående end den partshøringspligt, der følger af forvaltningslovens § 19.

Denne ulovbestemte pligt indebærer en pligt for afskedigelsesmyndigheden til – inden afgørelse træffes i sagen – i almindelighed at give den ansatte en redegørelse, der efter omstændighederne bør være skriftlig, for myndighedens egen (foreløbige) opfattelse af sagen, herunder den retlige kvalifikation af faktum, evt. bevisvurdering og den juridiske vurdering af sagen.

I denne anledning bemærkes, at undervisningsministeren er øverste forvaltningsmyndighed for handelshøjskoleafdelinger og ingeniørhøjskoler, jf. § 8, stk. 1, i lov om handelshøjskoler og handelshøjskoleafdelinger og § 6, stk. 1, i lov om teknika. At undervisningsministeren er øverste forvaltningsmyndighed indebærer, at institutionen er undergivet ministerens instruktionsbeføjelse, og at Undervisningsministeriet er tilsynsmyndighed for afgørelser truffet af institutionen. Endvidere indebærer dette forhold, at forvaltningsloven mfl. love er gældende for institutioner, der er omfattet af ovennævnte love.

Til orientering vedlægges kopi af Højesterets dom af 12. maj 1999 (UfR 1999, side 1337 ff.) i en sag vedrørende kompensation for ugyldig afskedigelse.”

 

Skolen udtalte sig den 1. maj 2000. Af udtalelsen fremgår:

I juni måned 1999 havde undertegnede og prorektor (C) i forbindelse med afsendelsen af sindet-skrivelsen af 2. juni 1999 og modtagelse af skrivelse fra (A) af 20. juni 1999 møder om sagen.

Ved behandling af skrivelse fra (A) blev det klart, at der mellem (C) og (A) var meget forskellig opfattelse af, hvordan mødet d. 27. maj 1999 var forløbet. Der var ikke andre til stede på mødet. Vi fandt det derfor ufrugtbart at forlænge diskussionen af mødets forløb. Vi fandt tilmed, at det kunne virke stødende, når vi ville være tvunget til at anføre, at (A) skrev mod bedre vidende. Vi ser (A)’s skrivelse som et forsøg på at bløde op på hendes meget stejle holdning på mødet.

Vi finder, at Forvaltningslovens § 19 om partshøring er overholdt. Vi har gjort (A) bekendt med de faktiske oplysninger, der er af betydning for sagen, herunder de af (A) i brev af 10. juni 1999 ønskede oplysninger. Vi har endvidere givet (A) lejlighed til at fremsætte en udtalelse, som indgik i vore afsluttende overvejelser.

Afskedigelse er naturligvis en meget alvorlig konsekvens at drage af en medarbejders adfærd. Vi finder, at proportionalitetsprincippet i denne sag er opfyldt. Det står klart for os, at:

(A) på mødet var afvisende overfor at gennemføre diplomuddannelsen som voksenunderviser ved Danmarks Lærerhøjskole. Uddannelsen er en del af (S)’s politik for nyansatte adjunkter uden tilstrækkelig pædagogisk indsigt. Til mødet havde (A) medbragt en stor mængde af materiale om alternative pædagogiske kurser, typisk kurser af 2-3 dages varighed. (A)’s mål var tydeligvis at slippe for den arbejdsindsats, der er forbundet med ovennævnte uddannelse.

(A) udviste på mødet ikke fleksibilitet med hensyn [til] fordeling af arbejdsindsats på forskellige arbejdsopgaver, men henviste flere gange til sin funktionsbeskrivelse, skønt denne netop i sin ordlyd ikke begrænser arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet.

(A) har leveret en undervisning, som ikke er tilfredsstillende, hvilket dokumenteres ved evalueringer af 3 undervisningsaktiviteter. (S) har ikke haft forudgående eksempler på så dårlige evalueringer fra en medarbejder, der samtidig søger at afslå deltagelse i den pædagogiske efteruddannelse, der anbefales af (S). Det er i øvrigt (S)’s erfaring, at denne efteruddannelse højner det pædagogiske niveau.

Vi fandt, at det af hensyn til de studerende var uforsvarligt at lade (A) fortsætte som underviser på (S). I praksis ville det have betydet, at et hold studerende i et helt semester kunne blive udsat for en mangelfuld undervisning, (S) lægger stor vægt på en høj standard i undervisningen. Det syntes usandsynlig, at (A) i tilstrækkelig grad skulle være i stand til at rette op på sin undervisning, ikke mindst på baggrund af modvilje mod at erhverve den nødvendige pædagogiske uddannelse.”

Herefter bad ministeriet i brev af 11. maj 2000 foreningen om eventuelle bemærkninger til skolens udtalelse.

Foreningen udtalte den 28. juni 2000 bl.a. at såfremt C havde været inddraget i afgørelsen i sagen, forelå der inhabilitet efter forvaltningslovens § 3, stk. 3, at rektor i udtalelsen ikke dokumenterede at han havde søgt oplysninger til anden side end hos C, dvs. rektor havde ikke dokumenteret at han reelt havde prøvet A’s bemærkninger og korrigerende oplysninger til høringsbrevet. Foreningen mente også at mindst 3 personer burde have været indkaldt til mødet den 2. juni 1999, at en ledelse der mente at et ansættelsesforhold fungerede mindre tilfredsstillende, skulle informere den ansatte herom og give den ansatte mulighed for at rette op på dette forhold før det kom til afskedigelse, samt at kravene til ledelsen blev skærpet når der var tale om ansættelse i en uddannelsesstilling (adjunktur). Endelig mente foreningen ikke at den havde udvist passivitet. Foreningen anmodede rektor om enten at dokumentere eller trække nærmere angivne udtalelser tilbage.

 

Den 29. juni 2000 bad Undervisningsministeriet skolen om at kommentere foreningens udtalelse.

Af skolens supplerende udtalelse af 4. august 2000 fremgår:

Vi finder, at sagen med (X) Fagforenings sidste skrivelse er kommet ud af proportioner og vil begrænse os til kun at kommentere centrale punkter.

Sagens kerne er, at (S)’s ledelse har afskediget en adjunkt efter 8-9 måneders ansættelse, fordi adjunktens undervisning ikke var tilfredsstillende, og fordi adjunkten efterfølgende var afvisende over for at gennemføre den teoretisk pædagogiske uddannelse, som (S) generelt kræver.

Proportionalitetsprincippet

(X) Fagforening finder ikke, at proportionalitetsprincippet har været overholdt.

Ud fra de modstridende interesser, der er i denne sag, finder vi derimod, at princippet er overholdt.

Det er en alvorlig konsekvens for en medarbejder at blive afskediget, og uanset omstændighederne er det svært for en ledelse at drage en sådan konsekvens. På den anden side står hensyn, som en ledelse nødvendigvis også må forholde sig til – hensyn til de studerende, hensyn til øvrige medarbejdere og hensyn til anvendelsen af de bevillinger, der stilles til rådighed for institutionen.

Det er ledelsens ansvar, at de studerende ikke i unødig grad udsættes for utilfredsstillende undervisning, og at muligheden for at gennemføre et kursusforløb ikke svækkes i urimelig grad.

Undervisningsministeriet har gentagne gange overfor uddannelsesinstitutionerne understreget, at frafaldet på de videregående uddannelser gerne ses nedbragt. Skal ledelsen for en uddannelsesinstitution have mulighed for at forfølge dette mål, kan den ikke være afskåret fra efter forholdsvis kort tid at kunne afskedige en medarbejder, der ikke giver tilfredsstillende undervisning, især hvis medarbejderens ønsker om pædagogisk efteruddannelse ikke er sammenfaldende med ledelsens. Den af ledelsen krævede uddannelse er en del af (S)’s politik for adjunkter og forudsætning for senere lektoransættelse for adjunkter uden tilsvarende pædagogisk uddannelse.

Hvis en uddannelsesinstitution ikke konstant værner om sit pædagogiske niveau, kan den på grund af svigtende tilgang af studerende gennem taxameterbevillingssystemet blive ramt økonomisk, hvilket i sin yderste konsekvens svækker muligheden for at fastholde øvrige medarbejderes beskæftigelse.

Ud fra ovenstående finder vi, at der ( ) i den konkrete sag er proportionalitet mellem afskedigelsen af (A) og de øvrige hensyn, som (S)’s ledelse har haft.

 

Evalueringsskemaer

(X) Fagforening anker over, at vi bygger vor vurdering af den utilfredsstillende undervisning på anonyme evalueringsskemaer.

Anonyme skemaer er ganske sædvanligt på uddannelsesinstitutioner af (S)’s type. Hvis de studerende skulle navngive sig på skemaer, der først og fremmest læses af den underviser, hvis bedømmelse senere er (med)bestemmende for de studerendes eksamenskarakterer, kan man ikke med rimelighed forvente ærlige svar.

I de undersøgelser, som Evalueringscenteret (nu: Danmarks Evalueringsinstitut) har foretaget af videregående uddannelser, er det en generel anbefaling, at uddannelsesinstitutionerne gennemfører evalueringer af de enkelte kursusforløb. (S) gennemfører sådanne evalueringer.

I f.eks. evalueringsrapporten for HD-uddannelserne (april 1997) hedder det:

’Det er styregruppens vurdering, at evaluering er et yderst nyttigt redskab i den interne kvalitetssikring, idet evalueringer giver ikke blot ledelsen, men også underviserne en direkte feedback på undervisningen’ (s. 70).

’Evalueringerne udgør et solidt materiale om de studerendes vurdering af undervisningen og det faglige indhold. Der lægges i de fleste tilfælde en stor ressource i besvarelsen fra de studerendes side.’ (s. 71)

Evalueringer ved hjælp af anonyme skemaer har i flere tilfælde resulteret i, at vi ikke har genansat timelærere.

Vi finder det rimeligt, at vor vurdering af (A)’s undervisninger bygger på evaluering af 3 undervisningsaktiviteter foretaget ved hjælp af anonyme spørgeskemaer.

 

Partshøring

I et forsøg på at så tvivl om reel prøvelse af (A)’s partshøring bringer (X) Fagforening begrebet inhabilitet ind i billedet. Vi står ganske uforstående.

(S)’s ledelse er én og samme (ansættelses)myndighed. Rektor kan naturligvis uddelegere en opgave (samtale med (A), underskrivelse af sindetskrivelse o.lign.) til prorektor uden dermed at gøre denne inhabil i forbindelse med partshøring.

Vi må betegne (X) Fagforenings argumentation som ikke mindre end absurd. Vi ser frem til en hurtig afslutning af sagen til gavn for alle parter.”

 

Ministeriet traf afgørelse den 10. august 2000. Af afgørelsen fremgår:

Ad proportionalitetsprincippet

Det fremgår af højskolens udtalelser af 1. maj 2000 og 4. august 2000, at højskolen finder, at proportionalitetsprincippet er overholdt i sagen.

Ministeriet finder ikke, at der foreligger sådanne oplysninger i sagen, at vi har tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte højskolens faglige vurdering. Vi har herved lagt vægt på det anførte om, at højskolen af hensyn til de studerende fandt det uforsvarligt at lade (A) fortsætte som underviser ved højskolen, og at højskolen fandt det usandsynligt, at (A) i tilstrækkelig grad skulle være i stand til at rette op på sin undervisning. Vi henviser i øvrigt til det, højskolen anfører om proportionalitetsprincippet i brevet af 4. august 2000, som vi kan tilslutte os.

 

Ad reglerne om partshøring

Det fremgår af højskolens udtalelser af 1. maj 2000 og 4. august 2000, at højskolen finder, at reglerne om partshøring er overholdt i sagen.

For så vidt angår det af foreningen anførte om, at reglerne er overtrådt, idet der kun er foretaget en formel og ikke en reel prøvelse af (A)’s partshøringssvar, anfører højskolen i brevet af 1. maj 2000, at (A)’s udtalelse af 20. juni 1999 indgik i højskolens afsluttende overvejelser vedrørende afskedigelsen. Dette fremgår også af afskedsskrivelsen af 23. juni 1999, ligesom højskolens rektor på telefonisk forespørgsel herom nu har bekræftet, at man tog det, som (A) anførte i sit partshøringssvar, i betragtning, idet partshøringssvaret gav anledning til endnu en drøftelse af sagen mellem rektor og prorektor, inden afskedigelsen fandt sted.

Ministeriet skal hertil bemærke, at vi finder, at det i højere grad burde være fremgået af afskedsskrivelsen, at højskolen havde taget det, der var anført i (A)’s partshøringssvar, i betragtning i forbindelse med den endelige beslutning om afskedigelse, ligesom højskolen i afskedsskrivelsen burde have taget nærmere stilling til de enkelte punkter i partshøringssvaret. Vi finder det beklageligt, at dette ikke skete, især under hensyn til den åbenbart forskellige opfattelse af forløbet af mødet den 27. maj 1999 mellem højskolens ledelse (prorektor) og (A).

På baggrund af det af højskolen oplyste om, at der rent faktisk er sket en reel prøvelse af (A)’s partshøringssvar, finder vi imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at afskedigelsen er ugyldig som følge af tilsidesættelse af forvaltningslovens regler om partshøring.

 

Øvrige bemærkninger

Foreningen har tillige klaget over, at højskolen har inddraget anonyme evalueringsskemaer i forbindelse med vurderingen af (A) og har tillige rejst spørgsmål om prorektors habilitet i sagen.

For så vidt angår disse spørgsmål henviser vi til det, højskolen anfører herom i brevet af 4. august 2000, som vi kan tilslutte os.

 

Konklusion

Ministeriet finder ikke grundlag for at imødekomme foreningens anmodning om at foranledige, at højskolen tilbagekalder afskedigelsen af adjunkt (A) på grund af ugyldighed. Vi har herved også taget i betragtning, at (A) kontraopsagde sin stilling til fratræden med udgangen af juli måned 1999.”

 

Den 21. november 2000 klagede X Fagforening til mig over afskedigelsen af A. Af klagen fremgår:

Ad proportionalitetsprincippet

Da der her var tale om en undervisning leveret af en nyansat adjunkt (uddannelsesstilling), turde det have været naturligt, at en erfaren lærer fra Handels- og Ingeniørhøjskolen havde deltaget i et undervisningsforløb med henblik på at tilsikre en kvalificeret vurdering af pågældendes undervisning.

Undervisningsministeriet har ikke anmodet (X) Fagforening om at kommentere Handels- og Ingeniørhøjskolens skrivelse af 4. august 2000, som er vedlagt Ministeriets skrivelse af 10. august 2000 ( ). Højskolen fremfører i denne skrivelse synspunkter vedrørende proportionalitet og evalueringer, som Ministeriet tilslutter sig i sin skrivelse. (X) Fagforening og vort medlem (A), er naturligvis enige i, at de danske uddannelsesinstitutioner skal have gode lærere, og at deltagerevalueringer kan være et nyttigt element i en intern kvalitetssikring. Dette er imidlertid ikke, hvad sagen drejer sig om. Det drejer sig om, at en uddannelsesinstitution samtidig skal overholde gældende forvaltningsret.

(X) Fagforening finder det uacceptabelt, at Handels- og Ingeniørhøjskolens ledelse benytter de økonomiske rammer, skolen er underlagt (taxameterprincippet), som undskyldning for mangelfuld efterlevelse af grundlæggende principper for offentlig forvaltning. En mulig dårlig driftsøkonomisk situation på en undervisningsinstitution som (S) frembyder ikke ’et væsentligt samfundsmæssigt hensyn’ i forvaltningsretlig forstand. Hertil kommer at det er udokumenteret, at det skulle kunne være økonomisk rationelt eller sikre det pædagogiske niveau, at der ved (S) forvaltes på den måde, som det er sket i denne sag. Tværtimod kunne både de pædagogiske og økonomiske mål fremmes ved en mere adækvat forvaltning, jvf. nedenstående konkrete eksempler.

Eksempelvis kunne ledelsen – uden ekstra udgifter – fra undervisningssemestrets start have etableret mikrofonmulighed for adjunkten. Et sådant behov ville være blevet afdækket, blot man en enkelt gang havde ladet en erfaren lærer overvære vedkommendes undervisning. En praktisk håndsrækning som denne ville under alle omstændigheder have været en stor fordel både for studenterne og adjunkten i forbindelse med den ikke ubetydelige mængde undervisning, adjunkten leverede under sin ansættelsesperiode.

Handels- og Ingeniørhøjskolens ønske om efter forholdsvis kort tid at kunne afskedige en medarbejder, der ikke giver tilfredsstillende undervisning, kan næppe praktiseres over for en adjunktansat medarbejder, med mindre den pædagogiske ledelse fra ansættelsens start udviser aktiv interesse for adjunktens undervisning bl.a. ved lejlighedsvis at overvære denne. Dette har ikke været tilfældet i denne sag. Udover muligheden for gennem en sådan opfølgning at kunne forbedre den under ansættelsen faktisk leverede undervisning, ville skolen og adjunkten i et sådant samarbejde på et tidligt tidspunkt sagligt kunne vurdere den nyansatte adjunkts muligheder for at blive en god underviser.

En anden effektivisering kunne bestå i, at man lod de af bestyrelsen for (S) vedtagne krav til uddannelse i adjunktperioden og de tidsmæssige/økonomiske rammer herfor indgå i den skriftlige ansættelsesaftale, gerne med forbehold for senere ændringer, som så oplyses så snart de vedtages. Herved ville skolen på en enkel og billig måde sikre sig, at adjunkten til stadighed har denne vigtige viden.

 

Ad partshøring

Rektor burde efter (X) Fagforenings opfattelse have indset, at det afholdte møde var uanvendeligt som element i et sagligt beslutningsgrundlag. Uden tilsidesættelse af hensynet til effektiviteten, ja faktisk fremmende for både effektivitet og saglighed, kunne ledelsen have indkaldt til et nyt møde, denne gang med klar dagsorden, en relevant deltagerliste og behørig referatskrivning.

I stedet valgte Rektor at drøfte sagen endnu engang med Prorektor, hvorefter afskedigelsesbrevet blev afsendt. Afskedigelsesbrevet henviser – ligesom sindetskrivelsen – udokumenteret til mødeforløbet: og forholder sig i det hele taget ikke til de i (A)’s partsindlæg behandlede punkter.

Foreningen mener derfor, at Højskolen ikke har foretaget en reel prøvelse af (A)’s partshøring.

Som nævnt ovenfor finder Ministeriet ligeledes betænkelige elementer i den ovenfor beskrevne procedure, især under hensyn til den åbenbart forskellige opfattelse af forløbet af mødet. Man har i Undervisningsministeriet følt sig foranlediget til at ringe til Rektor, for at forespørge, hvorvidt man tog det, som (A) anførte i sit partshøringssvar i betragtning. Dette blev ifølge Undervisningsministeriet besvaret bekræftende, ’idet partshøringssvaret gav anledning til endnu en drøftelse af sagen mellem Rektor og Prorektor, inden afskedigelsen fandt sted’.

(X) Fagforening mener, at en sådan summarisk henvisning til interne drøftelser i ledelsen er helt utilstrækkelig i forhold til forvaltningsrettens krav om reel prøvelse, når det drejer sig om et omfattende og væsentligt partshøringssvar som det her foreliggende. Foreningen finder det i øvrigt besynderligt, at Ministeriet vælger at benytte sig af ikke-skriftlig kommunikation med ledelsen i en sag som denne.

 

Herudover anmodede foreningen mig om at tage stilling til om Undervisningsministeriet havde tilsidesat sin tilsynspligt i forhold til at sikre sig at en ansvarlig ledelses påstande der ikke dokumenteredes, blev tilbagekaldt. Foreningen henviste i den forbindelse til skolens udtalelser om ”vi fandt tilmed, at det kunne virke stødende, når vi ville være tvunget til at anføre, at (A) talte mod bedre vidende”, og om ”vi finder, at sagen med (X) Fagforenings sidste skrivelse er kommet ud af proportioner og vil begrænse os til at kommentere centrale punkter”. Foreningen anmodede mig endeligt om at tage stilling til om A’s opsigelse af egen stilling – som antaget af Undervisningsministeriet – kunne tillægges betydning ved vurderingen af afskedigelsens gyldighed.

Med brev af 12. december 2000 bad jeg Undervisningsministeriet og S om en udtalelse i sagen. Jeg bad om at myndighederne i udtalelserne bl.a. kom ind på oplysningsgrundlaget for afskedigelsen, herunder brugen af anonyme oplysninger. Jeg henviste til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 346ff. Jeg bad desuden ministeriet om at oplyse om den selvejende institution S kunne anses for en del af den offentlige forvaltning.

 

Af skolens udtalelse 23. februar 2001 fremgår:

Afskedigelsen af (A) bygger på tre forhold, jf. brev fra (S) af 1. maj 2000:

’(A) har leveret en undervisning, som ikke er tilfredsstillende, hvilket dokumenteres ved evaluering af 3 undervisningsaktiviteter.’

’(A) (på mødet d. 27. maj 1999) var afvisende overfor at gennemføre diplomuddannelsen som voksenunderviser ved Danmarks Lærerhøjskole. Uddannelsen er en del af (S)’s politik for nyansatte adjunkter uden tilstrækkelig pædagogisk indsigt. Til mødet havde (A) medbragt en stor mængde af materiale om alternative pædagogiske kurser af 2-3 dages varighed. (A)’s mål var tydeligvis at slippe for den arbejdsindsats, der er forbundet med ovennævnte uddannelse’

’(A) udviste (på mødet d. 27. maj 1999) ikke fleksibilitet med hensyn til fordeling af arbejdsindsats på forskellige arbejdsopgaver, men henviste flere gange til sin funktionsbeskrivelse, skønt denne netop i sin ordlyd ikke begrænser arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet.’

På alle undervisningshold udleverer underviseren et spørgeskema, som de studerende efter besvarelse leverer tilbage til underviseren. Den enkelte studerende besvarer anonymt. Dette kan for underviseren til tider synes uheldigt. (S) skal som myndighed dog også tage hensyn til en anden part nemlig de studerende,

Efter at have studeret de besvarede spørgeskemaer giver underviseren på holdet en tilbagemelding på evalueringen. Formen er fri, men som oftest præsenterer underviseren sammentællinger, gennemsnit o.lign. Herefter videresender underviseren skemaerne evt. vedlagt egne kommentarer og konklusioner til lederen af den pågældende uddannelse.

(S)’s ledelse kan – som det også skete i (A)’s tilfælde – foretage en gennemgang af evalueringsskemaerne som et supplement til underviserens egne konklusioner.

Der er ved sådanne undervisningsevalueringer derfor ikke tale om, at en myndighed – f.eks. med hjælp af et privat konsulentfirma – indhenter anonyme oplysninger uden om den ansatte. Indhentning af oplysninger foretages – inden for de givne rammer – af den ansatte selv. Denne formidler også resultatet af evalueringen til myndigheden, der således med rette kan antage, at samtlige indhentede oplysninger af betydning er blevet videregivet, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999) s. 347 n.

Der synes i denne sag ikke at være uenighed om resultatet af de gennemførte evalueringer, og (A) har os bekendt ikke anfægtet de studerendes seriøsitet ved udfyldelsen af evalueringsskemaer.

For os at se er det centrale i sagen, at (S)’s ledelse i juni 1999 var i den situation som forvaltningsmyndighed at skulle afveje modstridende hensyn til to parter, den ansatte (A) og de studerende. (A) havde en interesse i at fortsætte ansættelsesforholdet. De studerende en interesse i at modtage god undervisning. Ledelsens skøn faldt ud til de studerendes fordel.

’Det syntes usandsynligt, at (A) i tilstrækkelig grad skulle være i stand til at rette op på sin undervisning, ikke mindst på baggrund af modvilje mod at gennemføre den nødvendige pædagogiske uddannelse.’ Jf. brev fra (S) af 1. maj 2000.

Folketinget har fastsat, at bevillinger til uddannelse på de videregående uddannelser følger den studerende gennem dennes valg af uddannelsesinstitution og gennemførelse af uddannelse. Det må antages, at Folketinget gennem denne bevillingsform ønsker at sikre, at der tages vidtgående hensyn til de studerende gennem bl.a. sikring af god undervisning. Dette kan indebære, at et ansættelsesforhold må bringes til ophør.

 

Ad Udokumenterede udtalelser

(X) Fagforening henviser til udokumenterede udtalelser om (A). Der henvises til den efterfølgende korrespondance, der intet har at gøre med selve beslutningsgrundlaget for opsigelsen af (A). Det er i øvrigt et faktum, at beslutninger, der træffes efter et skøn, ikke objektivt kan ’dokumenteres’. Det afgørende er netop her, at beslutningsgrundlaget er i orden, og at samtlige sagens parter har haft lejlighed til at udtale sig, inden beslutningen træffes – forhold der til fulde har været opfyldt i denne sag.

 

Ad Kontraopsigelse.

(S) vil til dette punkt blot bemærke, at der i kontraopsigelsen ikke protesteres mod opsigelsen, selvom det af kontraopsigelsen synes at fremgå, at (X) Fagforening på dette tidspunkt var involveret i sagen.”

Ministeriet udtalte den 10. april 2001 følgende :

Ad proportionalitetsprincippet

Ministeriet skal hertil bemærke, at vi ikke finder, at det kan kritiseres, at højskolen lod anonyme evalueringsskemaer indgå i sagen som en del af grundlaget for afskedigelsen. Efter vores opfattelse må formen med de anonyme skemaer accepteres af de grunde, højskolen anfører i sin udtalelse af 23. februar 2001: Uden anonymitet kan man ikke forvente ærlige – dvs. evt. kritiske – svar, da den bedømte underviser har medindflydelse på de studerendes eksamenskarakterer.

Efter ministeriets opfattelse skal to betingelser være opfyldt, for at de anonyme skemaer kan indgå som grundlag for en så indgribende forvaltningsafgørelse som afskedigelse: Dels skal den pågældende underviser være/gøres bekendt med skemaernes indhold og have lejlighed til at kommentere indholdet/konklusionerne i skemaerne, dels må der ikke være tvivl om oplysningernes korrekthed med hensyn til undervisningens (utilfredsstillende) karakter.

De to betingelser synes at være opfyldt i det foreliggende tilfælde, jf. højskolens udtalelse af 23. februar 2001: Skemaerne afleveres til underviseren selv, som videresender dem til ledelsen med sine kommentarer. Hermed er den første betingelse opfyldt. Højskolen anfører endvidere i udtalelsen, at der ikke synes at være uenighed om resultatet af de gennemførte evalueringer, og at (A) ikke har anfægtet de studerendes seriøsitet ved udfyldelsen af evalueringsskemaerne. Der foreligger ikke oplysninger i sagen om, at (A) har anfægtet de studerendes evaluering af hendes undervisning som værende utilfredsstillende. Hermed er også den anden betingelse opfyldt.

Ministeriet finder således ikke, at det anfægter afskedigelsens gyldighed, at de anonyme evalueringsskemaer indgik som en del af grundlaget for afskedigelsen. Ministeriet tillægger det i denne forbindelse vægt, at (A) opnåede utilfredsstillende vurderinger i alle de tre fag, hun underviste i.

Ministeriet skal videre bemærke, at vi er enige i, at der i sager som denne skal søges andre – dvs. mindre indgribende – løsningsmuligheder end afskedigelse, når en institution ikke er tilfreds med en adjunkts undervisning.

Dette udgangspunkt kan dog efter ministeriets opfattelse naturligvis ikke have som konsekvens, at en adjunkt stort set er beskyttet mod afskedigelse af pædagogiske grunde i sin adjunktperiode som følge af adjunktstillingens karakter af en uddannelsesstilling. Dette ville kunne stille institutionen i en umulig situation i forhold til de studerende, som har krav på undervisning af tilfredsstillende kvalitet.

Efter ministeriets opfattelse er institutionen heller ikke ubetinget forpligtet til at iværksætte særlige foranstaltninger, hvis en adjunkts undervisning er utilfredsstillende. Institutionen må kunne foretage en samlet vurdering af situationen, herunder en vurdering af, om iværksættelse af særlige foranstaltninger skønnes at kunne afhjælpe manglerne.

 

Ministeriet skal til dette principielle spørgsmål nærmere bemærke følgende:

Der findes ikke centralt fastsatte regler for handelshøjskoleafdelingernes adjunktstillinger og lektorbedømmelse (stillingsstruktur). Dog er adjunktperioden ved handelshøjskoleafdelinger fastsat til 6 år.

Følgende bygger derfor på vilkår for adjunkter i nogenlunde sammenlignelige adjunkt/lektorstillinger først og fremmest fra lærerseminarier, der har haft stillingsstruktur i samme periode som handelshøjskoleafdelinger.

En ansættelse som adjunkt i en adjunkt/ lektorstilling forpligter den ansatte til inden for et vist antal år (oftest 4, ved handelshøjskoleafdelinger 6) at indstille sig til lektorbedømmelse. Lektorbedømmelsen varetages af et uvildigt fagkyndigt udvalg, der således ikke er ansvarligt for den bedømtes ansættelsesmæssige forhold i øvrigt. En positiv lektorbedømmelse er en forudsætning for den fortsatte ansættelse. Ved lektorbedømmelsen foretages en helhedsvurdering af adjunktens kvalifikationer, såvel undervisningsmæssigt som i henseende til fagligt- pædagogisk niveau, forstået i bred forstand. Hvis en lektorbedømmelse er negativ, kan institutionen beslutte at forlænge adjunktansættelsen med yderligere 2 år. Er bedømmelsen herefter også negativ, ophører ansættelsesforholdet, men det hindrer ikke, at vedkommende fx ansættes som timelærer.

Der er ikke noget krav om, at en adjunkt skal have særlige vilkår, fx ekstra tid til forberedelse, faglig fordybelse eller deltagelse i kurser. Ej heller er der bestemmelser om, at adjunkten fungerer under supervision. De fleste steder gives der adjunkten særlige tilbud eller vilkår/pligter, svarende til tilbuddet om kurser i den foreliggende sag. Lektorbedømmelsen foretages med udgangspunkt i de arbejdsopgaver, adjunkten har haft.

I nogle stillingsstrukturer er adjunkttiden delt op, således at adjunkten ansættes for to år, der herefter kan forlænges med yderligere to år, hvor lektorbedømmelsen foretages i det sidste halve år (2+2-modellen).

 

Ud fra dette mener ministeriet at kunne konkludere følgende:

Adjunktstillingen er en ganske almindelig stilling med dertil hørende forpligtelse til at kunne udfylde stillingen og ikke en uddannelsesstilling. Lektorbedømmelsen indeholder højere krav end minimumskravene for (fortsat) ansættelse. En ledelse har pligt til at reagere, hvis en ansat ikke lever op til minimumskravene, men der foreligger ikke nogen særlig forpligtelse, fordi vedkommende er adjunkt.

Omvendt kunne man konkludere (ud fra 2+2-modellen), at der foreligger en vis forpligtelse for ledelsen til relativt tidligt at sige fra, hvis det fornemmes, at adjunkten ikke vil nå lektorniveau.

Ifølge højskolens oplysninger har institutionen ment, at (A) kunne forbedre sine kvalifikationer ved at gennemføre diplomuddannelsen som voksenunderviser ved Danmarks Lærerhøjskole. Denne uddannelse forventes alle nyansatte adjunkter ved højskolen at gennemføre, og den er en af højskolen bestemt forudsætning for en senere positiv lektorbedømmelse. Ministeriet finder, at højskolen ved at tilbyde (A) denne uddannelse har givet (A) et relevant tilbud, der lever op til proportionalitetsprincippet.

Det fremgår af oplysningerne, at (A) ikke var indstillet på at deltage i denne uddannelse, men ønskede mindre omfattende kurser. Hertil bemærkes, at højskolen må være berettiget til at vurdere, hvilken efteruddannelse der er relevant i en situation som den foreliggende.

Ministeriet har ikke tilstrækkeligt grundlag for at anfægte højskolens faglige vurdering, hvorefter det efter højskolens opfattelse var udsigtsløst at fortsætte (A)’s ansættelsesforhold, jf. højskolens udtalelse af 23. februar 2001, sammenholdt med udtalelserne af 4. august 2000 og 1. maj 2000. Højskolen fandt det usandsynligt, at (A) i tilstrækkelig grad skulle være i stand til at rette op på sin undervisning, ikke mindst på baggrund af hendes modvilje mod at gennemføre den nødvendige pædagogiske uddannelse.

Ministeriet må vedrørende dette punkt konkludere, at vi finder, at proportionalitetsprincippet er overholdt.

I klagen til ombudsmanden kritiserer (X) Fagforening, at ministeriet henvendte sig telefonisk til højskolens rektor for at få bekræftet, at højskolen havde taget det, som (A) anførte i sit høringssvar, i betragtning, inden man skred til afskedigelse – i stedet for at foretage en fornyet skriftlig høring.

Hertil bemærkes, at opringningen kun fandt sted for at få bekræftet ministeriets forståelse af fakta i sagen, og vi fandt ikke, at en fornyet skriftlig høring af højskolen kunne tilføre yderligere til ministeriets afgørelsesgrundlag.

Med hensyn til højskolens udtalelse af 4. august 2000 finder ministeriet, at der ikke med dette brev tilførtes nye oplysninger af betydning for den konkrete afgørelse vedrørende (A), og at en yderligere partshøring af foreningen ikke kunne antages at tilføre sagen yderligere oplysninger af betydning, men blot ville have medført en yderligere forsinkelse af klagesagen, der på det tidspunkt havde verseret i 8 måneder. Vi finder, at ministeriet i en situation som den foreliggende må kunne udøve et rimeligt skøn over, hvornår rækken af partshøringer med deraf følgende kontrahøringer kan afsluttes.

Ministeriet må vedrørende dette punkt konkludere, at vi finder, at reglerne om partshøring er overholdt.

 

Ad udokumenterede udtalelser om (A)

I klagen til ombudsmanden kritiserer (X) Fagforening, at Undervisningsministeriet har tilsidesat sin tilsynspligt ved ikke at sørge for, at nogle påstande om (A), som rektoratet er fremkommet med i højskolens udtalelser af 9. marts og 1. maj 2000, og hvis saglighed og korrekthed ikke er blevet dokumenteret, er blevet tilbagekaldt.

Hertil skal ministeriet bemærke, at som højskolen anfører i sin udtalelse af 23. februar 2001, relaterer dette forhold sig til den brevveksling, der ligger efter afskedigelsestidspunktet. I øvrigt må ministeriet afvise, at ministeriet som tilsynsmyndighed har pligt til at gribe ind over for selvejende institutioner i sådanne spørgsmål.

 

Ad (A)’s kontraopsigelse

I klagen til ombudsmanden kritiserer (X) Fagforening, at Undervisningsministeriet i vores afgørelse af 10. august 2000 nævner, at vi har lagt vægt på (A)’s kontraopsigelse af sin stilling ved vurderingen af afskedigelsens gyldighed.

Ministeriet skal hertil bemærke, at vi naturligvis er enige i, at (A)’s kontraopsigelse ikke har indflydelse på vurderingen af, hvorvidt højskolen har foretaget afskedigelsen i overensstemmelse med gældende regler.

Kontraopsigelsen er derimod af afgørende betydning for (A)’s retsstilling, hvis afskedigelsen af hende kendes ugyldig, jf. Jørgen Mathiassen: Forvaltningspersonellet (2. udgave, 2000), side 186, hvorefter der antageligt kun vil blive givet dom for et lønkrav, hvis den afskedigede er indstillet på at fortsætte i tjenesten. Hvis afskedigelsen kendes ugyldig, har (A) altså ikke krav på løn fra afskedigelsestidspunktet frem til sagens endelige afgørelse, men alene krav på godtgørelse/erstatning. Betragtningen gælder formelt for tjenestemænd, men den må kunne anvendes analogt på overenskomstansatte, jf. sst. side 190, hvor det anføres, at den almindelige følge af en uberettiget afskedigelse af en overenskomstansat ikke er annullation, men erstatning/godtgørelse, jf. fx dommen i U 1999.1337 H.

Det bemærkes i den forbindelse, at højskolen efter det foreliggende gennem sin advokat har tilbudt (A) en mindre godtgørelse i anledning af afskedigelsen, men at (X) Fagforening har afvist dette. Vi henviser herved til foreningens brev af 15. december 1999 (Bilag 1.15) til højskolens advokat.

 

(S)’s status i forhold til den offentlige forvaltning

(S) er en selvejende institution, der opstod pr. 1. januar 1995 ved en sammenslutning af handelshøjskoleafdelingen i ( ) og Ingeniørhøjskolen i ( ). De to institutioner er oprettet som private (privat initiativ) selvejende institutioner, der er godkendt efter henholdsvis lov om handelshøjskoler og handelshøjskoleafdelinger, nu lovbekendtgørelse nr. 864 af 27. september 1996, og lov om teknika, nu lovbekendtgørelse nr. 865 af 27. september 1996. (Teknika benævnes i de senere år ingeniørhøjskoler.)

Handelshøjskoleafdelingers og ingeniørhøjskolers (teknikas) status er omtalt side 65- 66 i Hans Gammeltoft-Hansen, Jon Andersen, Kaj Larsen og Karsten Loiborg: Forvaltningsret.

Indtil 1. januar 2001 er (S) på finansloven opført under ingeniørhøjskoler (teknika).

Den 1. januar 2001 er (S) overgået til at være godkendt efter lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 684 af 11. juli 2000.

Indtil 1. januar 2001 er (S) af Undervisningsministeriet efter vejledning fra justitsministeriet anset for at være omfattet af forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen. Dette er baseret på en fortolkning af § 8, stk. 1, i lov om handelshøjskoler m.v., hvorefter undervisningsministeren er øverste forvaltningsmyndighed for handelshøjskoleafdelinger. (Tilsvarende bestemmelse findes i § 6, stk. 1, lov om teknika, og hvad der nedenfor er anført om handelshøjskoleafdelinger, gælder tilsvarende for ingeniørhøjskoler.)

Efter 1. januar 2001 er undervisningsministeren ikke længere øverste forvaltningsmyndighed for (S).

At undervisningsministeren er øverste forvaltningsmyndighed indebærer ifølge § 8, stk. 1, at handelshøjskoleafdelinger skal følge de regler, der fastsættes om institutionernes drift og virksomhed.

Ifølge § 8, stk. 2, skal løn- og ansættelsesvilkår for det ved skolen ansatte personale følge de af finansministeren aftalte eller fastsatte bestemmelser, herunder vedrørende pensionsforhold.

Handelshøjskoleafdelinger træffer som selvejende institutioner selv beslutning om ansættelse og afskedigelse af medarbejdere.

Ifølge § 8 a fastsætter undervisningsministeren nærmere regler om adgangen til at klage og kan herunder bestemme, at afgørelser inden for nærmere fastsatte områder ikke kan indbringes for ministeren.

For akademikerne ved skolen gælder, jf. lov om handelshøjskoler m.v. § 8, stk. 2, AC- overenskomsten, nu overenskomst af 4. maj 2000 mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation og den tidligere overenskomst af 23. december 1997.

Overenskomsten regulerer tvister i forbindelse med påståede urimelige afskedigelser, jf. 2000-overenskomstens § 24 og 1997-overenskomstens tilsvarende § 21.

For overenskomstansatte akademikere ansat på handelshøjskoleafdelinger er ikke i øvrigt fastsat løn- og ansættelsesregler i bekendtgørelsesform, herunder regler om klageadgang.

Undervisningsministeriet har som øverste forvaltningsmyndighed anset sig for berettiget til at gennemføre en vis legalitetskontrol med afgørelser truffet af handelshøjskoleafdelinger.

Undervisningsministeriet mener imidlertid ikke at have kompetence til at pålægge en selvejende handelshøjskoleafdeling at ændre en afgørelse, fx vedr. afskedigelse, medmindre der er tale om meget væsentlige overtrædelser af forvaltningsretlige regler og principper.

Afslutning

(X) Fagforenings klage til ombudsmanden giver ikke Undervisningsministeriet anledning til at ændre afgørelsen af 10. august 2000, hvori ministeriet ikke fandt grundlag for at foranledige, at (S) tilbagekalder afskedigelsen af adjunkt (A) på grund af ugyldighed.”

 

Med brev af 12. juni 2001 kommenterede foreningen udtalelserne på følgende måde:

Foreningen konstaterer, ved gennemlæsning af skrivelserne, at de ikke ændrer ved den klage (X) Fagforening på vegne af (A) har fremsendt til Ombudsmanden.

Foreningen ønsker dog at knytte nogle kommentarer til

(S)’s grundlag for afskedigelsen.

Undervisningsministeriets vurdering af (S)’s status i forhold til den offentlige forvaltning.

Undervisningsministeriets redegørelse vedr. adjunktansættelse ved (S).

1) (S)’s grundlag for afskedigelsen af (A)

Undervisningen er ikke tilfredsstillende

Afvisning over for at gennemføre diplomuddannelsen som voksenunderviser

Manglende fleksibilitet mht. fordeling af arbejdsopgaverne

Ad ’undervisningen er ikke tilfredsstillende’

a. Brugen af de anonyme evalueringsskemaer.

Det er ironisk, at den afskedigede underviser netop underviste i spørgeskemaers anvendelsesmuligheder som kilde til forståelse af virkeligheden, og også om begrænsninger herfor. Den tankegang, som (S)’s ledelse lægger for dagen i denne sag, er ikke blot problematisk i forhold til de juridiske spilleregler, men også i forhold til de fagstatistiske, en særskilt problemstilling (S)’s rektor efter (X) Fagforenings opfattelse af egen drift burde have forholdt sig til i sindetskrivelse og afskedigelsesskrivelse.

Til illustration af det mangelfulde i hele tankegangen, tillader vi os en kommentar til flg. flere gange af (S) fremførte og senest af Undervisningsministeriet (Undervisningsministeriet, 10. april 2001, s. 2, 4. afsnit) fremførte udtalelse om, at uden anonymitet kan man ikke forvente ærlige – dvs. evt. kritiske – svar, da den bedømte underviser har medindflydelse på de studerendes eksamenskarakterer.

Uanset om man kan tilslutte sig dette synspunkt, kan man ikke slutte omvendt, at anonymiteten sikrer ærlige svar. Der er et element af ’morlille er en sten’ (jfr. Erasmus Montanus syllogismer) i den omvendte måde, hvorpå både (S) og Undervisningsministeriet søger at knæsætte denne sags principielle brud på almindelig afvisning af anonyme oplysninger som grundlag for forvaltningsafgørelser.

Efter (X) Fagforenings opfattelse er anonyme evalueringsskemaer udfyldt af studenter et brugbart redskab til intern uformel kvalitetssikring af undervisning, idet de frembyder et materiale til overvejelse, inspiration og drøftelse af handlemuligheder (forbedring og om nødvendig igangsættelse af kontrol/undersøgelser), men ikke et materiale, der i sig selv er eller kan gøres autoritativt, hvilket heller ikke er nødvendigt til kvalitetssikringsformålet.

Den, der går videre og ønsker sådanne skemaer brugt som selve grundlaget for afskedigelse af en underviser, har en juridisk/ metodologisk umulig opgave. Hertil kommer, at personkredsen bag besvarelserne ganske enkelt hverken er pædagogisk, fagligt endsige fagdidaktisk kvalificeret, et forhold, der betyder, at indlæg fra denne personkreds (på hvilken form sådanne end måtte forefindes, dvs også hvis der f.eks. var fundet en acceptabel udvej til at undgå anonymitet) aldrig kan stå alene i sådan en sammenhæng, men må suppleres med yderligere undersøgelser. At denne nødvendighed af yderligere undersøgelser ikke kan opfyldes af en høring af den pågældende underviser selv vedr. de fremkomne indlæg og kvaliteten af undervisningen turde være selvindlysende.

(X) Fagforening ønsker i øvrigt at gøre opmærksom på, at en begyndende juridisk anvendelse af de meget udbredte evalueringsskemaer på lidt længere sigt vil kunne føre til en ødelæggelse af disse skemaernes funktion som internt uformelt kvalitetssikringsværktøj. Atmosfæren om disse skemaer og besvarelsernes generelle kvalitet vil blive påvirket, forventelig negativt, når lærere og studerende bliver klar over at skemaerne i nogle tilfælde går videre til alvorlige retslige sammenhænge.

 

b. Påstand om interessemodsætning mellem underviser og studerende

I den aktuelle sag protesterer (X) Fagforening mod, at der skulle være en interessemodsætning mellem underviser og studerende ((S) 23. februar 2001, ( )). (S)’s ledelse har ingen saglig basis, endsige dokumentation, bag en påstand om, at (A) skulle ønske at bevare sit ansættelsesforhold, hvis hun ikke, efter at være givet rimelige muligheder herfor, f.eks. gennem at der stilles en mikrofon til rådighed, kan give god undervisning. Sådanne muligheder har (S)’s ledelse imidlertid afskåret hende fra, gennem tilsidesættelsen af proportionalitetsprincippet.

Ad ’Manglende fleksibilitet mht. fordeling af arbejdsopgaverne’

Foreningen og (A) er naturligvis enig i, at det er ledelsen, der kan lede og fordele arbejdet. Det er imidlertid efter (X) Fagforenings opfattelse helt rimeligt og et udtryk for ansvarlighed, at den ansatte, ligesom her (A) (se (A)’s partshøringsindlæg), løbende ønsker ledelsens hjælp til at vedligeholde et realistisk, samlet overblik over den kommende periodes arbejdsopgaver med tilhørende arbejdsbelastning. Dette planlægningsbehov er selvfølgelig endnu større, når den pågældende medarbejder, som her, har to arbejdssteder (jfr. funktionsbeskrivelse) og endvidere i et af de kommende semestre skal påbegynde et større videreuddannelseskursus (diplomuddannelsen som voksenunderviser), som over flere semestre i træk vil lægge beslag på megen arbejdstid og fritid.

(X) Fagforening protesterer igen mod (S)’s udokumenterede påstande om (A).

 

2) Undervisningsministeriets vurdering af (S)’s status i forhold til den offentlige forvaltning

(X) Fagforening er af den opfattelse, at kravene i forvaltningsretten fuldt ud omfatter (S) i den periode den aktuelle sag vedrører, og at undervisningsministeriet er pligtig til at behandle den aktuelle sag under fuld iagttagelse af forvaltningsretlige regler og principper.

 

3) Undervisningsministeriets redegørelse vedr. adjunktansættelse ved (S)

(X) Fagforening finder at adjunktstillingen generelt efter sit navn og traditionelle indhold i det danske uddannelsessystem er en uddannelsesstilling, og at det i øvrigt i mangel på stillingsstruktur for handelshøjskole afdelingerne ville være naturligt om Undervisningsministeriet i stedet for en redegørelse for lærerseminariers stillingsstruktur havde udarbejdet en analyse af forskelle og ligheder mellem adjunktansættelse på handelshøjskoleafdelingssiden af (S) og adjunktansættelse på en egentlig handelshøjskole, jfr. også Undervisningsministeriets egen gennemgang i punktet (S)’s status i forhold til den offentlige forvaltning, hvoraf det fremgår, at lov om handelshøjskoler m.v. netop sætter rammer for (S)’s handelshøjskoleafdeling i den periode, hvor (A) var ansat.

(X) Fagforening skal endvidere bemærke, at de grundlæggende forvaltningsregler vedr. partshøring og proportionalitetsprincip selvfølgelig skal overholdes af (S) i en sag som den foreliggende, uanset de nærmere rammer for adjunktstillinger i forskellige dele af det danske uddannelsessystem.”

 

Den 14. juni 2001 bad jeg ministeriet og skolen om eventuelle bemærkninger til foreningens brev.

Af skolens supplerende udtalelse af 1. august 2001 fremgår:

Ad 1a Brugen af anonyme evalueringsskemaer.

Det anførte er ikke korrekt. Beslutningen om afskedigelse af (A) er ikke alene baseret på anonyme evalueringsskemaer. Der er allerede tidligere redegjort for anvendelsen af evalueringsskemaer i (S)’s brev af 4. august 2000, side 2, hvortil der henvises. For fuldstændighedens skyld og selvom det burde være overflødigt, er der selvfølgelig ikke alene i relation til (A) anvendt evalueringsskemaer. Der er tale om en fremgangsmåde, der generelt anvendes på højere læreanstalter, og som er obligatorisk for alle undervisere på (S).

Det specielle i relation til (A) er, at de mindre positive evalueringsresultater skal sammenholdes med det faktum, at (A) ikke ønskede at gennemføre diplomuddannelsen som voksenundervisning ved Danmarks Lærerhøjskole. Der henvises her til (S)’s brev af 23. februar 2001, side 1-2.

(X) Fagforening synes med de mange ord, der anvendes i argumentationen at gå ud fra, at det primært er på baggrund af evalueringsskemaerne, at (A) blev indstillet til afskedigelse. Det helt afgørende og centrale var – som tidligere anført, men som (X) Fagforening enten ikke vil eller ikke har forstået – at (A) ikke ønskede at gennemføre den sædvanlige voksenunderviseruddannelse. Dette forhold kombineret med mindre positive evalueringsskemaer gjorde beslutningen om at indstille (A) til afskedigelse mindre ’kompliceret’.

Jeg har noteret mig, at (X) Fagforening er enig i, at anonyme evalueringsskemaer er et brugbart redskab til intern uformel kvalitetssikring af undervisningen. Der er næppe tvivl om, at det primære formål med anonyme evalueringsskemaer er kvalitetssikring, og det har hverken konkret eller generelt været (S)’s opfattelse, at anonyme evalueringsskemaer isoleret set skal bruges som eneste ’redskab’ i forbindelse med en eventuel afskedigelsesprocedure. Når de anonyme evalueringsskemaer imidlertid viser, at en underviser har eklatant dårligere evaluering end andre undervisere, har den for undervisningen ansvarlige – skolens ledelse – både ret og pligt til at skride til handling. (A) fik ikke ’slået hånden af’ uden videre diskussion. Jeg skal undlade at fremkomme med overvejelser om, hvilke tanker, der har ligget bag (A)’s afvisning af at deltage i et voksenunderviserforløb. Dette er egentlig uden betydning. Som den for undervisningen ansvarlige – ikke blot i forhold til læreren, men også i forhold til de studerende – var der i realiteten ingen valgmulighed. Afskedigelsen fandt sted efter 3 undervisningsforløb, og der var ingen objektive tegn på, at et 4. forløb ville blive bedre, da (A), som allerede adskillige gange fremført, ikke ønskede at deltage i det ordinære voksenunderviserforløb. Denne holdning hos (A) ville – hvis jeg også må tillade mig at fremkomme med ’tanker’ – i sig selv kunne være opsigelsesgrund. Dette skal ses på baggrund af, at styrelsesrådet har vedtaget en politik for nye adjunkter, der indeholder et krav om denne uddannelse.

 

Ad 1b Påstand om interessemodsætning mellem underviser og studerende.

Udover det allerede i (S)’s brev af 23. februar d.å. anførte er der vel alene at anføre (og gentage), at en mikrofon ikke kan erstatte et længerevarende voksenunderviser forløb ved Danmarks Lærerhøjskole.

 

Ad 1b 2 Manglende fleksibilitet mht. fordeling af arbejdsopgaverne.

For ikke at gentage det i brev af 23. februar d.å., side 1, næstsidste afsnit, anførte, kunne man vel egentlig stille det retoriske spørgsmål: ’Hvorfor skulle en skole (S) dog opsige en medarbejder, som de studerende var udbredt tilfredse med og som over for ledelsen udviste stor fleksibilitet med hensyn til fordeling af arbejdsindsats på forskellige arbejdsopgaver’ – det har simpelthen formodningen mod sig.

 

Ad 3 Undervisningsministeriets redegørelse vedrørende adjunktansættelse ved (S).

Der er tale om generelle betragtninger, der konkret – i hvert fald for (S)’s vedkommende – har været uden betydning i forbindelse med ledelsens beslutning om at iværksætte afskedigelsessag, jf. det i pkt. 2 anførte.

*

Generelt finder jeg anledning til at anføre, at yderligere skriftveksling næppe kan belyse sagen nærmere. Det er et faktum, at der er uenighed om, hvad der skete på mødet den 27. maj 1999 mellem (A) og (S)’s prorektor. En nærmere afklaring vil alene kunne ske via parts- og vidneforklaring.

*

Jeg kan ikke undlade at bemærke, at mange problemer givetvis kunne være afklaret, og mange arbejdstimer hos adskillige myndigheder og institutioner m.v. kunne være sparet, såfremt (X) Fagforening var fremkommet med bemærkninger til (S)’s sindetbrev/opsigelsen før (A)’s kontraopsigelse af 1. juli 1999. Først 20 dage senere – den 21. juli 1999 – gør (X) Fagforening gældende, at afskedigelsen er ugyldig. En så væsentlig indsigelse vil selvfølgelig skulle fremsættes om ikke omgående så dog uden ugrundet ophold. Selvom det blev lagt til grund, at (S) ikke havde overholdt Forvaltningslovens partshøringsregler, ville der desuagtet foreligge grov uagtsomhed i form af egen skyld hos (A)/(X) Fagforening, hvorfor en ugyldighedsindsigelse, der fremsættes den 21. juli 1999, ikke kan tillægges nogen betydning overhovedet.

*

 

Essensen af denne sag, der skriftmæssigt har taget et omfang, der er helt ude af proportioner, kan sammenfattes som følger:

(A) gennemfører 3 undervisningsforløb, alle med mindre positive evalueringsresultater.

Der gennemføres en samtale mellem (A) og (S)’s prorektor, hvor den mangelfulde undervisning påpeges.

(A) er uvillig til at gennemføre diplomuddannelsen som voksenunderviser ved Danmarks Lærerhøjskole – et undervisningsforløb der er obligatorisk for samtlige adjunkter ansat på (S).

Partshøring iværksættes af (S) i overensstemmelse med Forvaltningslovens regler.

(A)’s organisation – (X) Fagforening – forholder sig passiv til (S)’s sindetbrev og opsigelse.

(A) kontraopsiger sin stilling uden forbehold af nogen art.

– (X) Fagforening fremkommer i korrespondancen, specielt i brev af 12. juni d.å., med en række betragtninger, der på adskillige punkter er i direkte strid med faktuelle forhold, og på andre områder er udtryk for organisationens fagpolitiske (generelle) opfattelse. (X) Fagforenings argumentation er kun i meget begrænset omfang baseret på arbejdsretlige grundsætninger omkring arbejdsgiverens ledelsesret. (X) Fagforening synes ikke at have forstået, at ledelsesretten medfører såvel ret som pligt til at udstede direktiver for arbejdets udførelse, og at det er en del af ledelsesretten, at arbejdsgiveren har såvel ret som pligt til at drage konsekvenser at mangelfuld indsats og/eller dårligt udført arbejde: herunder endog retten til at foretage afskedigelser, selvfølgelig med respekt af de for ansættelsesforhold gældende regler, hvad enten disse fremgår af individuel ansættelsesaftale, kollektiv overenskomst eller lovgivningen.”

 

Af ministeriets supplerende udtalelse af 13. august 2001 fremgår:

Ad 1 a. Brugen af anonyme evalueringsskemaer

Ministeriet fastholder det, vi tidligere har anført vedrørende dette spørgsmål. Vi skal i den forbindelse understrege, at vi finder, at evaluering af undervisningen fra de studerendes side er et såvel relevant som nødvendigt instrument for institutionens ledelse.

Ad Afvisning over for at gennemføre diplomuddannelsen som voksenunderviser

Vedrørende dette spørgsmål må ministeriet konstatere, at der er en væsentlig og afgørende uoverensstemmelse mellem (A) og højskolen med hensyn til opfattelsen af forløbet af drøftelserne og indholdet af konklusionen vedrørende spørgsmålet på mødet mellem parterne den 27. maj 1999. Vi henviser i den forbindelse til prorektor (C)’s notat vedrørende mødet (bilag 1 til højskolens brev af 11. juni 1999 til (A)) sammenholdt med (A)’s notat vedrørende mødet (bilag til (A)’s partshøringssvar af 20. juni 1999). (C) konkluderer, at (A) var afvisende over for at gennemføre det pædagogiske kursus, mens (A) konkluderer, at (C) accepterede, at hun først ville gennemføre kurset på et senere tidspunkt end ønsket/foreslået af højskolen.

På denne baggrund finder ministeriet ikke at kunne tilsidesætte højskolens opfattelse af, at (A) ikke var indstillet på at deltage i denne efteruddannelse.

 

Ad manglende fleksibilitet mht. fordeling af arbejdsopgaverne

Vedrørende dette spørgsmål må ministeriet ligesom for foranstående spørgsmåls vedkommende fastholde sin tidligere konklusion vedrørende afskedigelsen af (A), jf. vores brev af 10. april 2001 til ombudsmanden ( ): Vi har ikke tilstrækkeligt grundlag for at anfægte højskolens faglige vurdering, hvorefter det efter højskolens opfattelse var udsigtsløst at fortsætte (A)’s ansættelsesforhold. Højskolen fandt det usandsynligt, at (A) i tilstrækkelig grad skulle være i stand til at rette op på sin undervisning.

Vedrørende spørgsmålet om udokumenterede udtalelser om (A) henviser vi fortsat til det, der er anført herom på side 6 i brevet af 10. april 2001 til ombudsmanden.

 

Ad 3. Undervisningsministeriets redegørelse vedrørende adjunktansættelse ved (S)

Ministeriet har følgende bemærkninger til det, (X) Fagforening anfører om dette spørgsmål i brevet af 12. juni 2001:

Der findes ikke belæg for, at adjunktbetegnelsen er forbeholdt uddannelsesstillinger. Fx er en adjunkt ved et gymnasium en person, der har erhvervet sit pædagogikum, men endnu ikke opnået 8 års anciennitet.

Ministeriet finder sammenligningen med stillingsstrukturen ved lærerseminarier meget rimelig, da stillingsstrukturen ved henholdsvis lærerseminarier og handelshøjskoleafdelinger blev indført på nogenlunde samme tidspunkt og var af nogenlunde samme art. En sammenligning med en universitetsinstitution som en handelshøjskole ville derimod efter vores opfattelse ikke være rimelig. Her drejer det sig om en forskningsinstitution, hvorimod (S) er en ren undervisningsinstitution, der udbyder mellemlange videregående uddannelser. At handelshøjskoleafdelinger rent forvaltningsmæssigt følger samme regler og principper som handelshøjskoler er en anden sag, som efter vores opfattelse ikke har noget med dette spørgsmål at gøre.

 

Den 14. august 2001 modtog jeg en e-mail fra Undervisningsministeriet hvoraf det fremgår at der var en unøjagtighed i ovenfor citerede brevs sidste del idet det blev anført at en adjunkt ved et gymnasium er en person der har erhvervet sit pædagogikum, men endnu ikke opnået 8 års anciennitet. Det korrekte er at personen endnu ikke er kommet op på løntrin 8 i AC-basislønforløbet, hvilket for en magister sker efter 5 års ansættelse hvis den pågældende starter på lønforløbets begyndelsestrin.

X Fagforening kommenterede udtalelserne i brev af 5. november 2001. Foreningen fremhævede i den forbindelse bl.a. at A i sit indlæg af 20. juni 1999 havde ytret sig positivt om at tilmelde sig voksenunderviseruddannelsen til førstkommende kursusstart (august 1999) når hun havde fået en række yderligere oplysninger vedrørende sine arbejdsforpligtelser og havde haft lejlighed til at foretage en samlet vurdering heraf, og at det var i strid med hendes indlæg at kursusstart i august 1999 blev ønsket af C. Af kommentarerne fremgår endvidere:

A.1.b

Oplysninger vedr. Voksenunderviser uddannelsen for erhvervsskolelærere, Danmarks Lærerhøjskole, ( ) sammenholdt med (A)’s ansættelsesbetingelser

I det følgende opsummeres en række oplysninger vedr. ovennævnte uddannelse, og disse oplysninger søges sammenholdt med (A)’s ansættelsesbetingelser. Alle oplysninger om voksenunderviseruddannelsen er baseret på ’Studieordning vedr. voksenunderviser uddannelsen for erhvervsskolelærere, Danmarks Lærerhøjskole, ( )’

Såvel (S)’s ledelse som Undervisningsministeriet må antages at være bekendt med det neden for anførte, men (X) Fagforening finder, at det kan være relevant for ombudsmanden at modtage en orientering om bl.a. det ganske betydelige tidsforbrug, som denne uddannelse kræver af den uddannelsessøgende i almindelighed, samt proportionerne af dette tidsforbrug set i sammenhæng med (A)’s ansættelsesbetingelser i særdeleshed.

A.1.b.1

Voksenunderviseruddannelsens tidsomfang for den uddannelsessøgende

Den pædagogiske uddannelse, som alle adjunkter ved (S) ifølge prorektor og rektor skulle gennemføre, indebar følgende tidsforbrug i en periode på tre sammenhængende semestre (halvår):

Adjunktens tidsforbrug: 1.200 timer (af Danmarks Lærerhøjskole benævnt 1 årsværk)

Den samlede arbejdstid pr. år for en fuldtidsmedarbejder er 1680 timer, hvilket svarer til 840 arbejdstimer pr. halvår. Halvtidsarbejde svarer således til 420 timer pr. halvår. Ovennævnte uddannelse svarede til 400 arbejdstimer pr. halvår, og giver altså tilnærmelsesvis en arbejdsbelastning svarende til halvtidsarbejde i en sammenhængende periode på halvandet år.

A.1.b.3

Den obligatoriske uddannelse for alle adjunkter er ikke nævnt i (A)’s ansættelsesbrev

Den af ledelsen kendte, omfattende obligatoriske pædagogiske uddannelse for alle adjunkter ved (S) er ikke nævnt i den ansættelsesaftale med tilknyttet funktionsbeskrivelse, som ledelsen forelagde (A) til underskrivelse i forbindelse med hendes tiltrædelse som adjunkt/forskningsmedarbejder i oktober 1998 (se Ansættelsesbrev af 4. september 1998 m. bilag).

A.1.b.4

Ledelsen på (S) oplyser, at der tages hensyn til tidsforbruget vedr. Voksenunderviseruddannelsen, men ikke i hvilket omfang

På det tidspunkt, hvor ledelsen med aflevering af sindetskrivelsen afbrød det sædvanlige samarbejde med (A), var det således ikke oplyst over for (A), hvorvidt hun, såfremt hun tilmeldte sig kurset til start i august 1999, i de kommende 18 måneder skulle præstere en løbende arbejdsindsats normeret til tilnærmelsesvis halvandet fuldtidsjob (en situation, hvor (A) for at etablere en realistisk forhåndsvurdering af sine mulighed for forsvarlig varetagelse af alle forpligtelser, ville være nødsaget til at være i besiddelse af et detaljeret kendskab til alle opgaver og herudfra foretage meget omhyggelige konkrete overvejelser, bl.a. vedr. tidsmæssig placering af de enkelte arbejds- og uddannelsesopgaver), eller om hun ville få en arbejdssituation, som hun uden større overvejelser ville kunne tage ansvaret for at påtage sig. På tidspunktet for (A)’s modtagelse af sindetskrivelsen afventede hun (jvf. sit partshøringssvar), at ledelsen fastlagde og over for hende beskrev hendes arbejdsforpligtelser i det kommende halvår.

A.2

Vedr. punktet

’Ad 3. Undervisningsministeriets redegørelse vedrørende adjunktansættelse ved (S)’

Det vigtige i denne diskussion er efter (X) Fagforenings opfattelse, om adjunkten skal gennemgå en fagkyndig bedømmelse for at blive ansat som lektor. Dette er tilfældet på et lærerseminarium. Hvis vi henholder os til lærerseminariernes stillingsstruktur, som ikke gælder for handelshøjskoleafdelinger, men som Undervisningsministeriet sammenligningsmæssigt finder rimelig, skal adjunkten senest 6 måneder efter udløbet af det 4. ansættelsesår anmode om en lektorbedømmelse. Hvis bedømmelsen er negativ, får adjunkten yderligere en 2-årig periode som adjunkt. Såfremt adjunkten heller ikke inden for denne periode bliver lektorbedømt med et positivt resultat, fratrædes stillingen. Er bedømmelsen positiv, fastansættes vedkommende som lektor. Adjunkten skal altså under sin adjunktansættelse udvikle og kvalificere sine undervisningsmæssige kvalifikationer.

Det er kravet om en sådan lektorbedømmelse, som betinger, at Foreningen taler om en uddannelsesstilling.

Både på lærerseminarierne og på universitetsområdet har en adjunkt, som er heltidsunderviser, 6 år til at kvalificere sig undervisningsmæssigt, inden denne efter lektorbedømmelse fastansættes.

(X) Fagforenings erfaring er, at nok er adjunkter/lektorer uden forskningspligt ved handelshøjskoleafdelingernes merkantile uddannelser ikke omfattet af en stillingsstruktur, men de har hidtil fulgt regelsættet svarende til adjunkt/lektor uden forskningspligt ved handelshøjskolerne, dvs. den tidligere supplerende stillingsstruktur på universitetsområdet.

Foreningen må således – ligesom Undervisningsministeriet, om end på lidt andre præmisser – antage, at (A) skulle gennemgå en fagkyndig bedømmelse af sin undervisning før hun kunne ansættes som lektor. (X) Fagforening finder på denne baggrund, at der er fuldt belæg for at (A)’s adjunktstilling var en uddannelsesstilling.

 

B

Ad (S)’s skrivelse af 3. august 2001 til Undervisningsministeriet

B.1

Vedr. punktet

’Ad 1a Brugen af anonyme evalueringsskemaer’

Med hensyn til ledelsens begrundelse for beslutningen om afskedigelse har denne været formuleret på meget forskellig måde i løbet af denne sag, med meget forskellig vægtning af de to nedenfor beskrevne elementer X og Y,

hvor det ene element er

X Kvaliteten af (A)’s undervisning i forårssemesteret 1999

og det andet element er

Y (A)’s udtalelser på mødet d. 27. maj 1999

Det er naturligvis vanskeliggørende for dialogen om denne sag, og vel også ud fra sædvanlige forvaltningsmæssige krav betænkeligt, at (S) til stadighed omformulerer sin afskedigelsesbegrundelse, med skiftende vægtning af X og Y, ( ).

B.3

Vedr. ’En nærmere afklaring vil alene kunne ske via parts- og vidneforklaring’

(X) Fagforening skal påpege, at rektor i juni 1999 havde alle muligheder for at håndtere denne sag under iagttagelse af de almindelige forvaltningsmæssige spilleregler, og derved kunne de besværligheder, han nu lægger op til i form af parts- og vidneforklaring have været forebygget. Der var intet, der i juni 1999 hindrede rektor i – gennem en helt rutinemæssig forvaltningsproces – at underbygge sine påstande om (A) på sædvanlig vis (forudsat naturligvis at disse påstande var korrekte).

B.4

Vedr. ’Nye udokumenterede påstande om (A)’

Der er ingen dokumentation der viser, at (A)’s indsats har været mangelfuld eller at hun har udført sit arbejde dårligt. (X) Fagforening protesterer mod de udokumenterede påstande, der til stadighed af (S)’s rektor søges hæftet på (A) i denne sag.

Den 7. november 2001 bad jeg ministeriet og skolen om eventuelle bemærkninger til foreningens kommentarer.

Af skolens udtalelse af 30. november 2001 fremgår:

(X) Fagforening forsøger (A.1.b.1 og A.1.b.2, s. 3-4) at opstille regnestykker over tidsforbruget ved at gennemføre Voksenunderviseruddannelsen (som (A) var afvisende overfor at gennemføre – jf. notat fra (C) vedr. møde d. 27. maj 1999) for at kunne antyde, at kravet om en sådan uddannelse er urimeligt. Vi finder, at (X) Fagforening er ude af trit med den holdning til efteruddannelse, der i dag er udbredt på arbejdsmarkedet. Det er helt normalt, at medarbejdere i såvel privat som offentlig ansættelse sideløbende med fuldtidsbeskæftigelse gennemfører diplomuddannelser normeret til 1 eller 2 årsværk (det sidste gælder f.eks. for den meget søgte HDuddannelse). (S) har ikke fra andre medarbejdere mærket nogen modvilje mod (S)’s krav om en efteruddannelse som Voksenunderviseruddannelsen. Uddannelsen må også antages i væsentlig grad at øge medarbejderens muligheder for at finde beskæftigelse andetsteds i undervisningssektoren.

(X) Fagforening anfører ( ), at det ikke er indskrevet i (A)’s ansættelsesbrev, at Voksenunderviseruddannelsen er et krav. Det er ikke – og har aldrig været – kutyme at indskrive dette i ansættelsesbreve, da kravet af alle andre adjunkter er blevet opfattet som noget positivt, jf. ovenstående.

Styrelsesrådet vedtog sin politik for adjunkt/lektorstillinger d. 2. november 1998 (kopi af (S)’s personalehåndbog vedlægges). (A) blev i brev af 11. december 1998 vedr. forventede terminer for lektorbedømmelse udtrykkeligt gjort opmærksom på disse reglers eksistens. Der foreligger ingen reaktioner fra (A) på dette brev.

Anden del af brevet er kommentarer til brev af 1. august 2001 ((X) Fagforening anfører 3. august 2001) fra (S) til Undervisningsministeriet.

(X) Fagforening hævder ( ), at der ikke er dokumentation for, at (A) ’har udført sit arbejde dårligt’. Vi finder tværtimod, at de foretagne evalueringer netop dokumenterer noget sådant.

 

Ministeriet udtalte sig den 7. januar 2002 og fastholdt i den forbindelse ministeriets tidligere svar. For så vidt angår voksenunderviseruddannelsen, herunder sammenholdt med A’s ansættelsesbetingelser, henholdt ministeriet sig til det af skolen i brevet af 30. november 2001 anførte.

Med brev af 8. januar 2002 sendte jeg en kopi af udtalelserne af 30. november 2001 og 7. januar 2002 til foreningen idet jeg samtidig oplyste at jeg ville søge at behandle sagen på det foreliggende grundlag.

Den 23. januar 2002 oplyste X Fagforening mig om at foreningen som følge af mit brev af 8. januar 2002 havde indhentet yderligere bilag hos skolen, men at disse bilag ikke ændrede foreningens klage eller synspunkter i sagen. Foreningen vedlagde for god ordens skyld disse yderligere bilag til mig sammen med nogle andre bilag som foreningen var i besiddelse af. Sidstnævnte bilag var bl.a. eksamensprotokoller i afsætningsøkonomi og praktisk orienteret statistik. Af protokollen vedrørende sidstnævnte fag som A havde undervist i, fremgår at 8 elever var til eksamen i faget og fik karakterer mellem 8 og 11. Ifølge sammenfatningen af evalueringen i faget var der 8 elever på holdet.

 

Ombudsmanden s udtalelse

”Omfanget af min prøvelse af sagen

Indledningsvis gør jeg opmærksom på at jeg har lagt til grund at (S)’s afgørelse og behandling af denne sag er omfattet af min kompetence, jf. Jon Andersen, Kaj Larsen og Karsten Loiborg, Ombudsmandsloven med kommentarer, 1999, s. 26f.

Det fremgår af sagen at (X) Fagforening i brev af 21. juli 1999 anmodede skolen om et møde om (A)’s sag under henvisning til § 21, stk. 3, i overenskomsten af 23. december 1997 for akademikere i staten hvorefter organisationen kan kræve en forhandling med den lokale ansættelsesmyndighed hvis organisationen skønner at afskedigelsen ikke kan anses for rimeligt begrundet i den pågældendes eller ansættelsesmyndighedens forhold. Det fremgår også at et sådant møde ikke blev holdt, og at den af foreningen iværksatte fagretlige behandling ikke blev afsluttet. Efterfølgende rettede foreningen henvendelse til Undervisningsministeriet og mig om sagen. De synspunkter som foreningen fremførte i brevet af 21. juli 1999 – hvorved den fagretlige behandling som nævnt blev indledt – fremgår også af foreningens klage til mig.

Under min behandling af denne sag afsagde Højesteret i anden afskedigelsessag en kendelse der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 18ff. I sagen – som (X) Fagforening havde anlagt som mandatar for et medlem – havde der ligeledes været iværksat en fagretlig behandling der ikke var blevet afsluttet. Der var ikke forelagt Vestre Landsret oplysninger om årsagen hertil. (X) Fagforening fastholdt anbringendet om at afskedigelsen ikke var sagligt begrundet, samtidig med at ansættelsesmyndigheden fortsat ønskede dette spørgsmål afgjort ved faglig voldgift efter overenskomstens bestemmelser herom. Højesteret tilsluttede sig landsrettens kendelse om at medlemmet ikke havde godtgjort at der forelå sådanne konkrete omstændigheder at vedkommende efter § 11, stk. 2, i arbejdsretsloven (lov nr. 183 af 12. marts 1997) var berettiget til – uanset den gældende aftale om behandling ved faglig voldgift – at få spørgsmålet om afskedigelsens rimelighed behandlet ved de almindelige domstole.

Af arbejdsretslovens § 11, stk. 2, fremgår at en lønmodtager kan anlægge sag ved de almindelige domstole om påståede løntilgodehavender mv. såfremt den pågældende godtgør at vedkommende faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet.

Resultatet af kendelsen var således at de almindelige domstole ikke havde kompetence til at tage stilling til om afskedigelsen var materielt saglig som rimeligt begrundet.

Efterfølgende afsagde Vestre Landsret den 2. august 2002 dom i den samme afskedigelsessag som Højesterets kendelse angik (1. afdeling, B-1819-98). I dommen tog landsretten stilling til betydningen af nogle nærmere angivne regler (som ifølge landsretten alene indeholdt procedureregler), fremgangsmåde, inhabilitet, aktindsigt, partshøring og begrundelse.

På denne baggrund har jeg revurderet min praksis med hensyn til om jeg har grundlag for at behandle sager som f.eks. (A)’s sag, jf. § 16, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand. Heraf fremgår det at ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

Ud over det allerede nævnte henviser jeg til at organisationen efter overenskomsten for akademikere i staten har mulighed for ved faglig voldgift at få prøvet spørgsmålet om hvorvidt en afskedigelse er rimeligt begrundet. Højesteret anførte i den ovennævnte kendelse at denne voldgiftsbehandling for det enkelte medlem af (X) Fagforening der ønsker at fremføre en påstand om urimelig afskedigelse, indebærer en omkostningsfri retlig prøvelse af spørgsmål herom som må anses for retssikkerhedsmæssigt fuldt betryggende. Det må således antages at domstolene som udgangspunkt vil afvise at prøve krav som organiserede kan støtte på overenskomster medmindre vedkommende organisation ikke vil forfølge sagen fagretligt, jf. arbejdsretslovens § 11, stk. 2, og kendelsen fra Højesteret. Det bemærkes at arbejdsretslovens § 11 dog ikke i sig selv begrænser ombudsmandens prøvelse.

I den udstrækning som domstolene herefter må forventes at afvise prøvelse af spørgsmål som hører under faglig voldgift, finder jeg det rigtigst at ombudsmanden ligeledes normalt undlader at undersøge sådanne spørgsmål. Jeg henviser til procesøkonomiske hensyn og ombudsmandslovens § 16, stk. 1.

Sager som domstolene må forventes at prøve, f.eks. hvor den afskedigede ikke er organiseret, hvor organisationen ikke vil forfølge sagen fagretligt, eller hvor der foreligger andre konkrete omstændigheder, vil jeg normalt også undersøge. Tilsvarende gælder med hensyn til sager der angår retlige spørgsmål som normalt ikke kan behandles i det fagretlige system, f.eks. sagsbehandlingsspørgsmål, og sager der har en sådan karakter at det ikke er rimeligt at henvise sagen til behandling i et andet forum. Det kan eksempelvis være tilfældet hvis sagen har aspekter af mere vidtrækkende karakter, f.eks. vedrørende menneskerettigheder eller diskrimination.

På denne baggrund har jeg besluttet at færdigbehandle (A)’s sag for så vidt angår sagsoplysning, partshøring og begrundelse. Derimod har jeg ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at behandle spørgsmålet om proportionalitet.

Endelig gør jeg opmærksom på at jeg har koncentreret mig om skolens behandling af sagen, samt at der ud over spørgsmålet om proportionalitet også er andre spørgsmål som er blevet rejst under sagen, og som jeg ikke har taget stilling til.

Sagsoplysning

(X) Fagforening har anført at skolens oplysning af sagen er utilstrækkelig.

Det fremgår af sagen at (A)’s undervisning i de tre fag som hun havde undervist i, blev evalueret ved hjælp af skemaer som eleverne i de pågældende fag udfyldte anonymt. Som følge af evalueringerne blev (A) indkaldt til møde med (C) den 27. maj 1999.

Jeg har lagt til grund at afskedigelsen af (A) byggede på de anonyme elevevalueringer og de oplysninger som fremkom under mødet den 27. maj 1999 om (A)’s indstilling til gennemførelse af voksenunderviseruddannelsen. Jeg henviser navnlig til skolens brev af 1. august 2001.

Af brevet af 1. august 2001 fremgår det at (A) på mødet den 27. maj 1999 ikke havde ønsket at gennemføre voksenunderviseruddannelsen, og at der på mødet havde været tale om en afvisning fra (A)’s side af at deltage i uddannelsen. Af brevet fremgår også at (A) var uvillig til at gennemføre uddannelsen. Af skolens breve af 1. maj 2000, 4. august 2000 og 23. februar 2001 samt seneste brev af 30. november 2001 – i øvrigt i overensstemmelse med (C)’s notat om mødet den 27. maj 1999 og partshøringsbrevet af 2. juni 1999 – fremgår at (A) på mødet havde været afvisende over for at gennemføre voksenunderviseruddannelsen. Jeg har på den baggrund lagt til grund at skolen på afgørelsestidspunktet mente at (A) på mødet den 27. maj 1999 havde været afvisende over for at gennemføre uddannelsen.

På mødet den 27. maj 1999 fremkom der også oplysninger om udvisning af fleksibilitet i forhold til at stillingen omfattede både undervisning og projektarbejde. Oplysningerne om fleksibilitet er bl.a. nævnt i (C)’s notat, partshøringsbrevet af 2. juni 1999 samt skolens udtalelser af 1. maj 2000 og 23. februar 2001. Ud fra min samlede gennemgang af sagen og skolens førnævnte brev af 1. august 2001 mener jeg imidlertid at det kan lægges til grund at spørgsmålet om fleksibilitet ikke blev tillagt vægt af betydning (om nogen) i forbindelse med skolens afgørelse om afskedigelse. Jeg har derfor valgt ikke at tage stilling til skolens oplysningsgrundlag i denne henseende. For god ordens skyld bemærkes at jeg er opmærksom på at spørgsmålet om fleksibilitet også er nævnt i brevet af 1. august 2001.

 

Retsgrundlaget

Sagsoplysningsprincippet – eller officialprincippet – er et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret. Princippet gælder på ulovbestemt grundlag. Princippet gælder således også i sager hvor afgørelsen træffes på grundlag af et administrativt skøn, herunder i personalesager vedrørende offentligt ansatte som f.eks. denne afskedigelsessag.

Det følger af princippet at myndighederne har ansvaret for at sagerne oplyses i tilstrækkeligt omfang før der træffes afgørelse. Det påhviler således den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at fremskaffe de fornødne oplysninger om de foreliggende sager eller dog at foranledige at private, navnlig parterne, medvirker ved sagens oplysning.

Det kan ikke angives mere præcist hvor langt myndighedens undersøgelser skal strækkes. Det er dog almindeligt antaget at myndigheden skal undersøge en sag netop så langt som det i det enkelte tilfælde er nødvendigt for at træffe en forsvarlig og materielt rigtig afgørelse. Myndigheden må således sikre sig at det fornødne grundlag for den påtænkte afgørelse er tilvejebragt. Dette indebærer ikke alene at alle relevante forhold skal være belyst ved det foreliggende materiale, men også at oplysningerne skal være pålidelige. Er der således f.eks. tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret så det ved en almindelig bevismæssig vurdering kan afgøres om den pågældende oplysning kan lægges til grund for afgørelsen af sagen.

Jeg henviser i det hele til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave, 1999, s. 345f, samt Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 297ff.

Oplysninger der alene fremtræder som anonyme, eller oplysninger der af anden grund ikke kan kontrolleres af myndigheden, kan ikke indgå i grundlaget for en indgribende personaleretlig reaktion over for en offentligt ansat. Det samme gælder for vurderinger hvis faktuelle grundlag ikke lader sig kontrollere. Der er dog ikke noget til hinder for at sådanne oplysninger benyttes som anledning til overvejelser om hvorvidt der i det hele taget bør indledes en personalesag. Jeg henviser til de sager der er nævnt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, s. 105ff*, og for 1999, s. 472ff*.

 

Anonyme evalueringsskemaer

Evalueringsskemaerne i de tre fag blev som nævnt udfyldt anonymt af eleverne. Hverken (A), skolen eller ministeriet var således bekendt med hvilke elever der havde udfyldt de enkelte skemaer. Baggrunden for at evalueringen skulle ske anonymt, var at der ifølge skolen og ministeriet ikke uden anonymitet kunne forventes ærlige – dvs. eventuelt kritiske – svar fordi den bedømte underviser havde medindflydelse på de studerendes eksamenskarakterer.

Jeg mener ikke at argumentet om at der uden anonymitet ikke kunne forventes ærlige – eventuelt kritiske – svar, kan tillægges vægt. Jeg har lagt vægt på at myndigheden, når oplysningerne hidrører fra en navngiven person, har mulighed for at kontrollere disse – denne mulighed har myndigheden ikke når der er tale om anonyme oplysninger. Dertil kommer at når myndigheden er afskåret fra at kontrollere holdbarheden af en oplysning, vil den ansatte normalt også være afskåret fra at udtale sig herom i forbindelse med aktindsigt og partshøring. Jeg bemærker i denne forbindelse at en generel frygt for repressalier, herunder f.eks. karakterrepressalier, normalt ikke kan begrunde at klageres og anmelderes navne, herunder elevers navne, undtages fra aktindsigt og partshøring. Jeg henviser til forvaltningslovens § 15, stk. 1, jf. § 19, stk. 2, nr. 4, og til bl.a. de sager som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1993, s. 241ff*, og for 1996, s. 93ff*.

Ministeriet har anført at to betingelser skal være opfyldt for at anonyme evalueringer kan indgå som grundlag for en afgørelse om afskedigelse. Ministeriet mener at begge betingelser er opfyldt i denne sag.

For så vidt angår den første betingelse om at underviseren skal være/gøres bekendt med indholdet af skemaerne og have lejlighed til at kommentere disse, henviser ministeriet til at denne betingelse er opfyldt i og med at skemaerne afleveres til underviseren der videresender dem til skolens ledelse med egne kommentarer. Jeg bemærker her at det ikke fremgår af sagen om (A) ved fremsendelsen af skemaerne til skolens ledelse havde kommentarer hertil. Jeg har derfor lagt til grund at det ikke var tilfældet.

Angående den anden betingelse om at der ikke må være tvivl om oplysningernes korrekthed med hensyn til undervisningens (utilfredsstillende) karakter, er denne efter ministeriets opfattelse også opfyldt derved at der ikke synes at være uenighed om resultatet af de gennemførte evalueringer, at (A) ikke har anfægtet elevernes seriøsitet ved udfyldelsen af skemaerne, og at hun ikke har anfægtet elevernes evaluering af hendes undervisning som værende utilfredsstillende.

Jeg er ikke enig med ministeriet i at opfyldelse af de to betingelser bevirker at anonyme oplysninger kan indgå i grundlaget for en afgørelse om afskedigelse.

Jeg har lagt vægt på det ovenfor anførte om at myndigheden ikke har mulighed for at kontrollere pålideligheden og dermed holdbarheden og rigtigheden af anonyme oplysninger. Dertil kommer at parten som nævnt i en sådan situation normalt også vil være afskåret fra at udtale sig om de pågældende oplysninger. Med andre ord umulig- eller vanskeliggøres partens mulighed for via aktindsigts- og partshøringsreglerne at varetage sine interesser i sagen – og derved muligheden for at medvirke til at sikre det bedst mulige oplysningsgrundlag at træffe afgørelse på – i det omfang aktindsigten og partshøringen angår anonyme oplysninger. (A) kunne således umuligt eller kun vanskeligt varetage sine interesser under sagen uden at kende navnene på de personer der havde udtalt sig om hendes undervisning. Det kan ikke udelukkes at dette har bevirket/haft betydning for at (A) ikke havde konkrete bemærkninger til de oplysninger der var indeholdt i evalueringsskemaerne. Jeg gør i den forbindelse opmærksom på at (A) ved videresendelsen af skemaerne til skolens ledelse ikke var bekendt med at oplysningerne ville indgå i grundlaget for en afgørelse om afskedigelse, og at (A) ifølge sit indlæg af 20. juni 1999 var enig med (C) i at hun havde givet en fagligt forsvarlig undervisning, men at der var plads til forbedring.

Samlet set mener jeg at det er kritisabelt at de anonyme elevevalueringer indgik i grundlaget for afgørelsen om afskedigelse af (A). Det forhold at (A) efter skolens og ministeriets opfattelse opnåede utilfredsstillende evalueringer i alle de tre fag som hun havde undervist i, kan ikke føre til et andet resultat. Jeg gør herved opmærksom på at der imidlertid ikke er noget til hinder for at benytte anonyme elevevalueringer som anledning til overvejelser om hvorvidt der i det hele taget bør indledes en personalesag.

 

Oplysningerne på mødet den 27. maj 1999 om voksenunderviseruddannelsen

Jeg har – som nævnt ovenfor – lagt til grund at skolens afgørelse af 23. juni 1999 bl.a. byggede på at (A) på mødet var afvisende over for at gennemføre voksenunderviseruddannelsen.

Som både skolen og ministeriet er inde på, er der imidlertid tale om en væsentlig og afgørende forskel på hvordan (C) og (A) havde opfattet drøftelserne på mødet den 27. maj 1999 om gennemførelse af voksenunderviseruddannelsen.

For skolens vedkommende førte dette til at rektor tog en yderligere samtale med (C) forud for afskedigelsen af (A). Skolen fastholdt på baggrund heraf sin vurdering om at (A) på mødet havde været afvisende over for at gennemføre voksenunderviseruddannelsen. Skolen opfattede (A)’s indlæg af 20. juni 1999 som et forsøg på at bløde den stejle holdning fra mødet op.

Jeg mener at skolen i den foreliggende situation havde pligt til yderligere at undersøge oplysningerne i indlægget af 20. juni 1999 om at (A) på mødet havde taget til efterretning at hun skulle gennemføre voksenunderviseruddannelsen, nærmere ved at rette henvendelse til (A) herom. Jeg har lagt vægt på at det i situationen var relevant at undersøge om (A) rent faktisk – i hvert fald på daværende tidspunkt – var indstillet på at gennemføre uddannelsen. Jeg henviser til at oplysningen om at (A) på mødet havde været afvisende over for at gennemføre uddannelsen, var en væsentlig – og ifølge skolens brev af 1. august 2001 helt afgørende – del af afskedigelsesgrundlaget, samt til at hvis (A) var indstillet på at gennemføre uddannelsen, kunne dette ske inden for den tidsfrist på 3 år der var nævnt i skolens brev af 11. december 1998 og (C)’s notat, og – efter (A)’s indlæg – sandsynligvis med start i august 1999. Jeg mener ikke at det har betydning for skolens pligt til at foretage denne yderligere undersøgelse om (A)’s indlæg af 20. juni 1999 – som anført af skolen – var et forsøg fra (A)’s side på at bløde holdningen fra mødet den 27. maj 1999 op. Det der er afgørende, er at der var tale om indbyrdes modstridende oplysninger vedrørende et væsentligt forhold som kunne – og burde – undersøges nærmere.

Den ekstra undersøgelse af spørgsmålet om gennemførelse af voksenunderviseruddannelsen som rektor iværksatte efter modtagelsen af (A)’s indlæg af 20. juni 1999 i form af en ekstra samtale med (C), mener jeg ikke var tilstrækkelig til at opfylde den yderligere undersøgelsespligt som i den foreliggende situation påhvilede skolen. Jeg har herved lagt vægt på at spørgsmålet om hvorvidt oplysningerne vedrørende voksenunderviseruddannelsen var tilstrækkelige, ligeledes må vurderes i lyset af almindelige grundsætninger om bevis, herunder ’princippet om det bedste bevis’. Dette princip kan beskrives på den måde at en myndighed i forbindelse med tilvejebringelse af bevisfakta til bedømmelse af væsentlige bevistemaer er forpligtet til at anvende det bedste blandt de tilgængelige oplysningsmidler, i hvert fald hvis der ikke er tale om ganske konkrete og umisforståelige oplysninger. Jeg henviser til den sag som er nævnt i Folketingets Ombudsmands beretning for 2000, s. 310ff*.

Samlet set mener jeg ikke at skolens oplysningsgrundlag vedrørende gennemførelse af voksenunderviseruddannelsen er tilstrækkeligt.

 

Konklusion vedrørende sagsoplysning

Som det fremgår ovenfor, mener jeg at det er kritisabelt at de anonyme elevevalueringer indgik i grundlaget for afgørelsen om afskedigelse af (A), og at skolens oplysningsgrundlag vedrørende gennemførelse af voksenunderviseruddannelsen ikke er tilstrækkeligt.

Det er efter min opfattelse uheldigt at skolen mente at kunne træffe den pågældende afgørelse – der havde vidtrækkende betydning for (A) – på det grundlag som forelå for skolen den 23. juni 1999.

Jeg har gjort skolen og ministeriet bekendt med min opfattelse.

 

Partshøring

Efter min gennemgang af materialet i sagen mener jeg ikke at jeg har grundlag for at foretage mig noget vedrørende skolens partshøring.

 

Begrundelse

Der er efter forvaltningslovens § 22 pligt til at ledsage skriftlige afgørelser af en begrundelse.

Kravene til begrundelsens indhold fremgår af § 24 i forvaltningsloven. § 24, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

’§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Det overordnede krav er at en begrundelse skal fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. punkt 123 i vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven.

I tilfælde af at en afgørelse er truffet på grundlag af uskrevne regler, må kravet om henvisning til retsregler forstås således at begrundelsen skal indeholde en kort gengivelse af indholdet af det uskrevne retsgrundlag således som myndigheden forstår og anvender det. Jeg henviser til Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 369.

Skolens afgørelse om afsked er truffet i henhold til ledelsesretten.

Skolen burde derfor have henvist til ledelsesretten og forklaret indholdet heraf i sin begrundelse for afgørelsen.

En begrundelse for en afgørelse skal være korrekt. Heri ligger dels at de angivelser om faktiske forhold, regler mv. som er indeholdt i begrundelsen, i sig selv skal være rigtige, dels skal selve begrundelsen være korrekt i den forstand at den skal være et sandt udtryk for de forhold og overvejelser som på afgørelsestidspunktet førte myndigheden frem til den trufne afgørelse. Jeg henviser til Hans Gammeltoft- Hansen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 373f, og til den sag som er nævnt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1991, s. 200ff*.

Skiftende begrundelser kan skabe tvivl om hvilken grund der er den rigtige, og dermed om rigtigheden af myndighedens afgørelse, ligesom skiftende begrundelser kan vise en overfladisk holdning til begrundelsespligten. Begrundelsen må ligeledes ikke indeholde urigtige oplysninger eller i øvrigt være uoverensstemmende med myndighedens øvrige erklæringer vedrørende den pågældende sag. Jeg henviser til Forvaltningsloven med kommentarer af John Vogter, 3. udgave, 1999, s. 432ff, og til den sag som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s. 261ff*.

Det fremgår af afskedigelsesbrevet af 23. juni 1999 at begrundelsen for afgørelsen først og fremmest var at (A)’s undervisning ikke havde været tilfredsstillende.

Af skolens brev af 1. august 2001 fremgår imidlertid at (X) Fagforening syntes at gå ud fra at det primært var på baggrund af evalueringsskemaerne at (A) blev indstillet til afskedigelse. Endvidere fremgår det at det helt afgørende og centrale var at (A) ikke ønskede at gennemføre voksenunderviseruddannelsen, og at dette forhold kombineret med de mindre positive evalueringsskemaer gjorde beslutningen om at indstille (A) til afskedigelse mindre ’kompliceret’.

 

Som nævnt ovenfor fremgår der forskellige oplysninger af nærmere angivne breve fra skolen med hensyn til om (A) på mødet den 27. maj 1999 havde været afvisende over for at gennemføre voksenunderviseruddannelsen, eller om hun ikke havde ønsket at gennemføre uddannelsen og afvist det.

Der opstod derved under sagsforløbet tvivl om hvad den reelle begrundelse for afskedigelsen var – både med hensyn til hovedårsagen til afskedigelsen og med hensyn til om skolen mente at (A) på mødet den 27. maj 1999 blot havde været afvisende over for at gennemføre voksenunderviseruddannelsen, eller om hun på mødet ikke havde ønsket det og afvist det.

På baggrund af navnlig skolens brev af 1. august 2001 og senere brev af 30. november 2001 har jeg – som tidligere anført – lagt til grund at afskedigelsen af (A) byggede på de anonyme elevevalueringer og på de oplysninger som fremkom under mødet den 27. maj 1999, om at (A) (ifølge skolen) var afvisende over for at gennemføre voksenunderviseruddannelsen.

Det er beklageligt at det fremgår af den begrundelse der ledsagede afgørelsen om afskedigelse, at begrundelsen først og fremmest var (A)’s utilfredsstillende undervisning. Skolen burde have ledsaget afgørelsen af den begrundelse som rent faktisk havde ført skolen frem til afgørelsen.

Jeg har endvidere – som tidligere nævnt – lagt til grund at spørgsmålet om fleksibilitet ikke blev tillagt vægt af betydning (om nogen) i forbindelse med skolens afgørelse om afskedigelse. Spørgsmålet om fleksibilitet var imidlertid nævnt i partshøringsbrevet af 2. juni 1999 og i øvrigt ligeledes i (A)’s indlæg af 20. juni 1999.

Det er beklageligt at det ikke fremgår af begrundelsen for afgørelsen at skolen ikke tillagde spørgsmålet om fleksibilitet vægt af betydning (om nogen), ligesom skolen burde have forklaret baggrunden herfor.

I afskedigelsesbrevet anførte skolen at (A)’s indlæg af 20. juni 1999 var indgået i behandlingen af sagen, og konstaterede dernæst at der var forskellig opfattelse af forløbet af mødet den 27. maj 1999.

Der forelå således indbyrdes modstridende oplysninger.

Skolen burde i sin begrundelse have redegjort for hvilke oplysninger vedrørende mødet skolen havde lagt til grund for sin afgørelse – i hvert fald for så vidt angår oplysningerne vedrørende gennemførelse af voksenunderviseruddannelsen idet disse oplysninger havde væsentlig betydning for afgørelsen.

Undervisningsministeriet anførte i sin afgørelse af 10. august 2000 at det i højere grad burde være fremgået af skolens afskedigelsesbrev at skolen havde taget det som (A) havde fremført den 20. juni 1999, i betragtning ved den endelige afgørelse af sagen, ligesom skolen i afskedigelsesbrevet burde have taget nærmere stilling til de enkelte punkter i (A)’s indlæg af 20. juni 1999. Ministeriet finder det beklageligt at dette ikke skete.

Jeg er enig med ministeriet i at skolen burde have taget nærmere stilling til (A)’s indlæg og redegjort for denne stillingtagen i begrundelsen.

Samlet set mener jeg at skolens ledsagende begrundelse for afgørelsen om afskedigelse i brevet af 23. juni 1999 er kritisabel.

Jeg har gjort skolen og ministeriet bekendt med min opfattelse.

 

Konklusion

Som det fremgår ovenfor, har jeg kritiseret skolens oplysningsgrundlag som utilstrækkeligt. Jeg har også kritiseret den begrundelse der ledsagede skolens afgørelse om afskedigelse.

Derfor har jeg overvejet om jeg har grundlag for henstille at ministeriet genoptager sin behandling af sagen.

Jeg mener imidlertid ikke at jeg har grundlag for at henstille til Undervisningsministeriet at ministeriet genoptager sin behandling af sagen. Jeg har navnlig lagt vægt på at (A) den 30. juni 1999 opsagde sin stilling med udgangen af juli måned 1999.

Herefter foretager jeg mig ikke mere i sagen.”

 

NOTER: (*) FOB 1991, s. 200, FOB 1993, s. 241, FOB 1995, s. 261, FOB 1996, s. 93 og s. 105, FOB 1999, s. 472, og FOB 2000, s. 310.