Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En mand søgte om førtidspension den 16. december 1997. Han fik tildelt pension den 9. marts 2000 med virkning fra den 1. april 1998. Den 28. marts 2000 søgte han om personligt tillæg til bl.a. allerede afholdte varmeudgifter med tilbagevirkende kraft fra den 1. april 1998.

Kommunen afslog ansøgningen – et afslag som det sociale nævn tiltrådte.

Ombudsmanden fortolkede pensionslovens § 17, stk. 5, sådan at personligt tillæg kan ydes med virkning fra det tidspunkt hvorfra pensionen tilkendes, det vil i den foreliggende sag sige fra den 1. april 1998.

Ombudsmanden udtalte at afgørelser om varmetillæg skulle træffes med hjemmel i pensionslovens § 17, stk. 2, 1. pkt.

Ombudsmanden mente ikke at der i sagen kunne stilles krav om forudgående ansøgning. Ombudsmanden fremkom i den forbindelse med en række generelle bemærkninger om det socialretlige princip om forudgående ansøgning, herunder hvilke hensyn der bar det, og hvilke hensyn der kunne begrunde undtagelse fra det.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at nævnet genoptog behandlingen af sagen således at manden kunne få udbetalt varmetillæg for perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 2000. (J.nr. 2001-0928-042).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Afslag på varmetillæg med tilbagevirkende kraft
Hjemmel. Tidspunktet for ydelse af personligt tillæg. Det socialretlige princip om forudgående ansøgning

 

Af materialet i sagen fremgår bl.a. at A ansøgte om førtidspension den 16. december 1997.

Den 1. februar 2000 klagede B på vegne af sin bror, A, til Valby Bydel over sagsbehandlingen i pensionssagen.

Bydelen tilkendte den 9. marts 2000 A forhøjet almindelig pension med virkning fra den 1. april 1998. Pensionstilkendelsen skete i medfør af pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 1. A havde i perioden fra den 1. april 1998 til 31. marts 2000 modtaget kontanthjælp.

På et møde den 28. marts 2000 søgte A om personligt tillæg til allerede afholdte medicin- og varmeudgifter med tilbagevirkende kraft fra den 1. april 1998. Af bydelens notat om mødet fremgår bl.a.:

”Pens. møder til førstegangssamtale. –

Pens. instr. om div. personlige tillæg og retningslinier for ansøgning herom. – Ønsker snarest muligt tilsendt medicinkort.

Pens. har afleveret varmeregnskaber for de seneste 3 år. – Instr. om at løbende tilskud først kan iværksættes til kørsel 1/6-00 med virkning 1/4-00. – Pens. oplyser, at han synes sagsbehandlingstiden har været urimelig og føler, at han på en måde straffes, idet han ikke har fået tilskud til medicin og varme i den mellemliggende periode. Det skønnes ikke rimeligt, at yde pgl. hj. til medicin med tilb.virkende kraft, idet han nu på ansøgningstidspunktet ikke er tynget af udgifterne. Medicinen er købt løbende og han vil fremover modt. tilskud.

Det må dog overvejes om hvorvidt der kan modregnes løbende varmehj. i den tilbbet.pl. kontanthj., der er ydet ham til ejerlejl.”

Den 30. marts 2000 afslog bydelen telefonisk at yde A personligt tillæg, jf. pensionslovens § 17. Begrundelsen var at udgifterne allerede var afholdt.

 

I brev af 3. april 2000 klagede B på vegne af sin bror, A, over afgørelsen til bydelen. B anførte bl.a. følgende:

”(Sagsbehandler) har i sidste uge telefonisk oplyst, at (A) ikke kan få udbetalt personligt tillæg med tilbagevirkende kraft. (A) er tilkendt almindelig forhøjet førtidspension med virkning fra 1.4.1998, dette må selvsagt indebære, at han retmæssigt udbetales det fulde beløb, han har været berettiget til i hele den pågældende periode inklusive personlige tillæg. Det skal for god ordens skyld nævnes, at hans økonomi har været den samme i hele perioden – han har med andre ord levet udelukkende af bistandshjælp.

Da pensionen er sammensat af et grundbeløb samt en række personlige tillæg, der er indtægtsbestemte, er det ikke rimeligt, at (A) skal gå glip af de personlige tillæg, han har været berettiget til, blot fordi han har været udsat for en urimelig lang og uacceptabel sagbehandling i opfølgningsgruppen.”

Bydelen fastholdt afgørelsen og videresendte klagen til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner med brev af 19. april 2000. Af den revurdering af afgørelsen som bydelen ifølge journalarket foretog den 10. april 2000, fremgår bl.a.:

”Revurdering: Pensionisten skønnes ikke særligt vanskeligt stillet på ansøgningstidspunktet den 28/3-00, idet han har betalt medicin løbende (ville kunne have søgt om hjælp hertil i kontanthj. – men har ikke gjort det). – Har ligeledes løbende betalt sin aconto varmeudg. på kr. 450,- mdl. Har også ved henvendelsen betalt efterregn. varme på kr. 1.525,65. Afslag fastholdes. – Pens. tilskrevet om, at klage videre sendes til Det Sociale Nævn. – Det Sociale Nævn tilskrevet og vedlagt akter. Statistikskema udfyldt.

Enig i at afgørelsen bør fastholdes, idet pgl. har haft mulighed for at søge om tilskud til medicin i.h.t. lov om aktiv socialpolitik § 82, samt tilskud til ekstra varmeudgifter i.h.t. lov om aktiv socialpolitik § 81, såfremt en vurdering af pgl.’s økonomiske forhold ville have gjort ham berettiget. Pgl. har dog ikke søgt om tilskud til ovennævnte udgifter via lov om aktiv socialpolitik.”

 

Den 8. december 2000 stadfæstede det sociale nævn bydelens afslag på personligt tillæg. Nævnet anførte bl.a. følgende:

”Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Valby Bydels vurdering af, at der ikke kan ydes og udbetales Dem personlige tillæg med tilbagevirkende kraft.

Nævnet tiltræder således bydelens afgørelse.

Nævnet har herved lagt til grund, at personlige tillæg tidligst kan ydes og udbetales med virkning fra tidspunkt, hvor der er tilkendt social pension, ligesom personlige tillæg alene ydes efter ansøgning, hvorefter afgørelse i hver enkelt sag træffes efter en nærmere konkret, individuel vurdering af pensionistens samlede økonomiske forhold.

Der kan således ikke på nuværende ansøgningstidspunkt ydes personlige tillæg til dækning af allerede afholdte udgifter.

Nævnet har lagt vægt på, at udgifterne er betalt, samt at personligt tillæg er en subsidiær ydelse.

Nævnet skal bemærke, at der heller ikke kan ydes tilskud efter aktivlovens § 81 og § 82 til udgifter, som er påtaget inden ansøgning.”

Lovgrundlaget for afgørelsen var pensionslovens § 17, pkt. 90 og 91 i Socialministeriets vejledning af 10. marts 1998 samt aktivlovens § 81, § 82 og § 88.

Den 21. december 2000 henvendte B sig til mig om sagen. Med brev af 18. januar 2001 indsendte hun yderligere materiale til mig om sagen.

Jeg forstod B’s henvendelse som en klage over myndighedernes afslag af 30. marts 2000 og 8. december 2000 på personligt tillæg og som en klage over sagsbehandlingen generelt i sagen.

Den 26. januar 2001 sendte jeg en kopi af brevene af 21. december 2000 og 18. januar 2001 med bilag videre til det sociale nævn som en klage fra B over nævnets afgørelse, herunder sagsbehandlingen i denne sag. Da sagen således stadig verserede, mente jeg at det var mest hensigtsmæssigt at jeg ikke på daværende tidspunkt behandlede klagen over den sagsbehandling der ikke direkte knyttede sig til sagen om personligt tillæg, men dog til A’s pensionssag i øvrigt (mit j.nr. 2000-3911-042).

Med brev af 22. februar 2001 svarede nævnet B. Nævnet fastholdt i den forbindelse sin afgørelse af 8. december 2000 med den tidligere begrundelse. Med hensyn til klagen over nævnets sagsbehandlingstid oplyste nævnet at sagsbehandlingstiden var begrundet i at nævnet behandlede et meget stort antal sager hvorfor det ikke havde været muligt for nævnet at afgøre sagen inden for de angivne 5 måneder, hvilket nævnet beklagede. Nævnet sendte herefter sagen til Den Sociale Ankestyrelse til behandling.

 

I brev af 12. marts 2001 afviste Ankestyrelsen at behandle sagen om personligt tillæg. Ankestyrelsen begrundede afvisningen på følgende måde:

Ankestyrelsen finder, at sagen ikke har principiel eller generel betydning.

Begrundelsen herfor er, at det fremgår af § 17, stk. 1 i lov om social pension og af socialministeriets vejledning af 10. marts 1998, at personligt tillæg tidligst kan ydes og udbetales med virkning fra det tidspunkt, hvor der er tilkendt social pension. Personligt tillæg kan kun ydes efter ansøgning.

Om disse betingelser er opfyldte, beror på en konkret vurdering af, fra hvilket tidspunkt De har fået tilkendt pension fra.

Tilsvarende regler om, at der ikke kan ydes tilskud til udgifter, som er påtaget inden ansøgning fremgår af aktivlovens § 81 og § 82.

Nævnets afgørelse strider ikke på det foreliggende grundlag imod Ankestyrelsens praksis.

Ankestyrelsen skal med hensyn til det, der er anført i klagen om den langsomme sagsbehandlingstid, bemærke, at dette ikke giver anledning til at antage sagen til principiel eller generel behandling. Herudover kan Ankestyrelsen henvise til, at klage over bydelens langsomme sagsbehandling kan indgives til formanden for Bydelsrådet.

 

Retsgrundlaget for afgørelsen vedrørende personligt tillæg var pensionslovens § 17, stk. 1-3.

Den 14. marts 2001 henvendte B sig på ny til mig. Hun fastholdt i den forbindelse klagen af 21. december 2000.

I brev af 11. april 2001 anmodede jeg det sociale nævn om udlån af sagens akter og om nævnets eventuelle bemærkninger til klagen.

Nævnet svarede den 8. maj 2001. Nævnet anførte bl.a. følgende:

”Nævnet skal udover at henvise til begrundelsen i sin afgørelse af 8. december 2000 samt bemærkningen vedrørende sagsbehandlingstiden i oversendelsesskrivelsen af 22. februar 2001 til Ankestyrelsen anføre, at afgørelsen ses at være truffet i overensstemmelse med de gældende regler herom i pensionsloven og aktivloven.

Nævnet skal bemærke, at (A) ikke har været afskåret fra at søge om tilskud i den omhandlede periode, idet han under hele forløbet af pensionssagen har modtaget kontanthjælp og derfor i hele denne periode har haft mulighed for at søge om hjælp til enkeltudgifter efter aktivloven, hvilket han dog ikke har benyttet sig af.

Sagsbehandlingstiden ses således ikke at havde haft økonomiske konsekvenser for (A) i form af forringede muligheder for at søge tilskud til rimeligt begrundede/nødvendige udgifter til varme og medicin m.v.”

 

Med brev af 14. maj 2001 kom B med en række kommentarer til nævnets brev af 8. maj 2001. B anførte bl.a. at det var indlysende at hendes bror ville have søgt om diverse tilskud hvis han var blevet oplyst om at der var mulighed herfor. B anførte endvidere:

Det mest sørgelige i denne sag er, at absolut ingen der har haft med den at gøre har været i stand til tage et ansvar. (A) har aldrig været kaldt til en samtale, hvor hans økonomiske situation er blevet diskuteret, ej heller er han blevet oplyst om, at der var mulighed for at søge om eventuelle tilskud. Det kan vel ikke forventes, at alle borgere kan diverse love udenad. Det er som bekendt sagsbehandlerens opgave at informere om mulighederne (oplysningspligt) og ikke at tilbageholde oplysninger.

Den 29. august 2001 skrev jeg følgende til B:

2. Pensionssagen

I dag har jeg derfor sendt en kopi af Deres breve af 21. december 2000, 14. marts 2001 og 14. maj 2001 samt af den oversigt som var vedlagt brevet af 14. maj 2001, videre til Valby Bydel således at bydelen kan besvare de foreliggende klagepunkter vedrørende bydelens sagsbehandling. Materialet er også sendt til bydelen som en anmodning fra Dem om at bydelen svarer på Deres brev af 1. februar 2000.

3. Vejledning i sagen om kontanthjælp

Kopien af Deres brev af 14. maj 2001 er derfor ligeledes sendt til Valby Bydel så bydelen kan besvare Deres klage over manglende vejledning.

4. Sagen om personligt tillæg

I sagen om personligt tillæg klager De bl.a. over afslagene af 30. marts 2000 og 8. december 2000 på personligt tillæg.

I dag har jeg bedt det sociale nævn om en supplerende udtalelse, ligesom jeg har bedt nævnet om forinden at indhente en udtalelse fra Valby Bydel om sagen. Endvidere har jeg bedt myndighederne om udlån af eventuelle yderligere akter i sagen.

 

Af mit samtidige brev til nævnet fremgår:

Jeg har forstået myndighedernes afgørelser om personligt tillæg således at der er tale om afslag på personligt tillæg til medicin- og varmeudgifter i perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 2000. (A) havde på ansøgningstidspunktet afholdt udgifterne, men ønskede personligt tillæg med tilbagevirkende kraft i den nævnte periode. Begrundelsen for ansøgningen var at det for så vidt angår tildeling af personligt tillæg ikke skulle komme (A) til skade at pensionssagen var trukket ud. Jeg bemærker at (A) den 16. december 1997 søgte om pension, og at han den 9. marts 2000 med virkning fra den 1. april 1998 blev tilkendt pension. Jeg bemærker ligeledes at det fremgår af de akter som jeg har modtaget fra nævnet og bydelen om sagen, at (A) med virkning fra den 1. april 2000 var berettiget til personligt tillæg til varmeudgifter.

På den baggrund beder jeg om at myndighederne i udtalelserne bl.a. redegør nærmere for afslaget på personligt tillæg til varmeudgifter i perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 2000. I den forbindelse beder jeg om at myndighederne ligeledes redegør nærmere for retsgrundlaget for afslaget på personligt tillæg til varmeudgifter.

 

Den 30. oktober 2001 udtalte bydelen sig. Af udtalelsen fremgår:

Afslag på personlige tillæg med tilbagevirkende kraft er truffet jfr. PL § 17 stk. 1. Lovhenvisning er ikke påført revurderingsskrivelsen af den 10. april 2001. Skriftligt afslag er ikke sendt pensionisten, idet han ikke anmodede herom ved den telefoniske henvendelse af den 30/3-2000.

Ved pensionistens henvendelse den 28/3- 2000 havde han hidtil modtaget kontanthjælp. Kontanthjælpen blev bragt til ophør den 31/3-00 i forbindelse med, at pågældende blev tilkendt pension med tilbagevirkende kraft.

Pensionisten modtager således sin første pension den 31. marts 2000 dækkende perioden 1/4-30/4-2000.

Personligt tillæg jfr. pensionslovens § 17 stk. 1 kan efter ansøgning ydes til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige.

Ved pensionistens henvendelse den 28/3- 2000 blev det vurderet, at pensionisten opfyldte betingelserne for ydelse af personligt tillæg til varme og medicin, hvorfor han blev oplyst om, at der kunne ydes ham hjælp til disse udgifter med fremadvirkende kraft.

 

Nævnet udtalte sig i brev af 7. november 2001. Af udtalelsen fremgår:

Nævnet skal på baggrund af (B)’s kommentarer af 14. maj 2001 vedlagt en såkaldt journal – en oversigt med tilhørende redegørelse – til nævnets udtalelse af 8. maj 2001 supplerende udtale, at som det fremgår af aktivlovens § 88 kan en person normalt ikke få hjælp til udgifter, som den pågældende har påtaget sig, inden vedkommende har ansøgt kommunen om hjælp.

Det er således en forudsætning for, at kommunen kan vurdere om en person har behov for økonomisk hjælp til enkeltudgifter, at der er ansøgt herom, ligesom dette er en forudsætning for tildeling af personlige tillæg.

Endvidere skal bemærkes, at såvel tilskud efter aktivlovens §§ 81 og 82 som personlige tillæg efter pensionslovens dagældende § 17, stk. 1 er subsidiære ydelser, idet leveomkostninger forudsættes dækket af henholdsvis det udbetalte forsørgelsesgrundlag i form af henholdsvis kontanthjælp og pension.

Med henvisning til den vedlagte journal med redegørelse fra (B), skal det med hensyn til den del af redegørelsen der er dateret 4. december 2000 bemærkes, at oplysningspligt påhviler ansøger om/modtager af hjælp i form af sociale ydelser jfr. retssikkerhedslovens §§ 10 og 11.

Endvidere skal kommunen efter retssikkerhedslovens § 5 behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.

Der ses ikke i den omhandlede periode at have været henvendelser om økonomisk hjælp til enkeltudgifter udover ansøgning om hjælp til tandbehandling, som (A) blev bevilget på grundlag af en konkret vurdering af hans økonomiske forhold.

Som det oplyses i udtalelse af 30. oktober 2001 fra Valby Bydel, hvortil der henvises, mødte (A) første gang i afdelingen for førtidspension den 28. marts 2000, hvor han gav udtryk for, at han mente, at han på en måde blev ’straffet økonomisk’ for den langsommelige sagsbehandling, idet han ikke havde fået hjælp til medicin og varme i perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 2000, hvor han var blevet forsørget via kontanthjælp.

Det oplyses også i udtalelsen, at det ved (A)’s henvendelse den 28. marts 2000 blev vurderet, at han opfyldte betingelserne for ydelse af personligt tillæg til varme og medicin, hvorfor han blev oplyst om, at der kunne ydes ham hjælp til disse udgifter med fremadvirkende kraft.

Det oplyses endvidere i udtalelsen, at (A) den 30. marts 2000 blev telefonisk underrettet om, at der ikke kunne ydes ham personlige tillæg jfr. pensionslovens dagældende § 17, stk. 1 med tilbagevirkende kraft, idet han ville kunne have modtaget hjælp til medicin- og varmeudgifter efter aktivlovens §§ 81 og 82, såfremt han havde rettet henvendelse til kontanthjælpsafdelingen på tidspunktet, hvor disse udgifter forfaldt.

Det fremgår af pensionslovens dagældende § 17, stk. 5 således, at personligt tillæg efter stk. 1-4 tidligst kan ydes med virkning fra det tidspunkt, hvor pensionen efter §§ 12, 14 og 16 er tilkendt.

§ 17, stk. 5 blev indsat i lovens § 17/overflyttet fra pensionslovens dagældende § 33, stk. 3 ved ændringslov nr. 456 af 10. juni 1997. Det blev hermed præciseret, at ydelse af personligt tillæg er afhængigt af, at pågældende har fået tilkendt social pension.

Nævnet skal herved henvise til Socialministeriets vejledning af 10. marts 1998 om social pension, pkt. 90 vedrørende tildelingstidspunkt jfr. pensionslovens dagældende § 17, stk. 5, hvoraf det fremgår, at ydelse af personligt tillæg således er afhængigt af, at pågældende har fået tilkendt social pension, at personligt tillæg ydes efter ansøgning, samt at personligt tillæg er en subsidiær ydelse.

 

B kommenterede udtalelserne den 7. december 2001. B anførte bl.a. at hvis A var blevet vejledt og rådgivet, ville han selvsagt have søgt om den hjælp han var berettiget til på det pågældende tidspunkt.

Jeg sendte en kopi af kommentarerne til det sociale nævns orientering den 11. januar 2002. Jeg oplyste samtidig at jeg ville søge at behandle sagen på det foreliggende grundlag.

Den 6. februar 2002 modtog jeg et brev fra Lokalcenter Valby med en kopi af lokalcentrets brev af 5. februar 2002 til B. Af sidstnævnte brev fremgår:

Indledningsvis skal det beklages, at du har måttet [vente] urimeligt længe på en redegørelse om forløbet – et forhold, der meget skal beklages.

Sagen blev afgjort den 9. marts 2000, hvor din bror bliver tilkendt pension i henhold til pensionslovens § 14, stk. 3 nr. 1 med virkning fra 1.4.1998.

Lokalcentret Valby skal beklage, at der har været tale om en meget langvarig sagsbehandling, der desværre dels beror på flere sagsbehandlerskift og dels en langvarig behandling af sagen i forbindelse med den endelige graduering af pensionsgraden, hvor der er tale om indhentelse af lægeakter fra dels somatiske og psykiatriske hospitalsafdelinger, hvor din bror har været til behandling.

Jeg har nu gennemgået sagsforløbet og kan se, at sagsbehandleren umiddelbart efter at sagen er rejst indhenter relevante lægelige oplysninger.

Din bror bliver indkaldt til en samtale med Valby Bydels psykiatriske lægekonsulent i marts måned 1998 til en psykiatrisk vurdering om den varige nedsættelse af erhvervsevnen i relation til tilkendelse af førtidspension.

Pensionsansøgningen behandles igen på et såkaldt for-møde i Valby bydels pensionsteam i maj 1999, hvor det besluttes at der skal indhentes en speciallægeerklæring fra en reumatolog for at belyse din brors klager over rygsmerter.

Sagen vurderes af Bydelens somatiske lægekonsulent i febr. 2000 samt endelig igen i marts 2000 af psykiatrisk lægekonsulent, kort før den endelige beslutning i sagen træffes.

I forbindelse med de tidligere nævnte sagsbehandlerskift er der desværre hengået for lang tid med den samlede sagsbehandling.

En sagsbehandlingtid på mere end to år er ikke rimelig og absolut ikke god forvaltningsskik og jeg skal beklage, at der ikke tidligere blev truffet en afgørelse i din brors pensionssag.

Du beskriver videre i din klage til Ombudsmanden, at din bror ikke har været til samtale omkring sine økonomiske forhold i forbindelse med udbetaling af sin kontanthjælp og derved er blevet vejledt om evt. mulighed for hjælp til eksempelvis enkeltudgifter som tandbehandling, varmeudgift m.v.

Hjælp til enkeltudgifter behandles efter ansøgning efter aktivlovens § 81 og § 82, din bror har konkret fået tilskud til tandbehandling i december 1999, hvor der udstedes tandlægekort til behandlende tandlæge til dækning af behandlingsoverslag på kr. 2.197, -

Endelig bliver der i marts 2000 afregnet kr. 863,- til tandbehandling til den behandlende tandlæge, som afslutning på den bevilgede tandbehandling fra december 1999, idet der var tale om to overslag på tandbehandling.

Der har ikke varet tale om yderligere hjælp til enkeltydelser i kontanthjælpsperioden, der løber frem til marts 2000, hvor der træffes afgørelse om tilkendelse af pension. Din bror har ikke rettet henvendelse til forvaltningen med anmodning herom, udover den her nævnte ansøgning om hjælp til tandbehandling.

Det skal endvidere bemærkes, at leveomkostninger forudsættes dækket af det udbetalte forsørgelsesgrundlag i dette tilfælde kontanthjælpen.

Som det er dig bekendt har Valby Bydel den 30. oktober 2001 sendt uddybende besvarelse af din klage over – tilkendelsestidspunktet af personlige tillæg – til Den sociale Sikringsstyrelse.

Afslutningsvis skal det igen beklages, at der har været tale om så langvarigt et sagsforløb i forbindelse med behandlingen af din brors pensionssag.

 

Den 26. november 2002 afgav jeg en foreløbig redegørelse i sagen hvoraf følgende bl.a. fremgår:

Ombudsmandens foreløbige
udtalelse

”Jeg har i denne foreløbige redegørelse koncentreret mig om hvorvidt (A) har ret til personligt tillæg til betaling af varmeudgifter i perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 2000, og jeg foretager mig derfor foreløbig ikke noget vedrørende de øvrige spørgsmål i sagen. Jeg henviser til § 16, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand. Heraf fremgår at ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

Retsgrundlaget

De regler som (A)’s sag skal afgøres efter, findes i lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 om social pension som senest ændret ved lov nr. 287 af 12. maj 1999. § 17 havde herefter følgende ordlyd:

§ 17. Personligt tillæg kan udbetales til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige.

Stk. 2. Der ydes personligt tillæg til betaling af varmeudgifter. Socialministeren fastsætter nærmere regler herom, herunder om egenbetaling. Socialministeren fastsætter endvidere regler om, at kommunalbestyrelsen kan yde varmetillæg med et højere beløb end fastsat i reglerne efter 2. pkt.

Stk. 3. Ud over personligt tillæg efter stk. 1 og 2 kan der undtagelsesvis ydes personligt tillæg, hvis pensionistens økonomiske forhold er ganske særlig vanskelige.

Stk. 4. Ud over personligt tillæg efter stk. 2 ydes der til pensionister uanset deres økonomiske forhold et tillæg til udgifter til petroleum, når anvendelse af petroleum i dunke på højst 10 l er en nødvendig opvarmningsform i deres bolig. Tillægget svarer til afgiften på petroleum i henhold til lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og lov om kuldioxidafgift af visse olieprodukter med tillæg af merværdiafgift og kan højst ydes for 2.000 l petroleum i dunk om året pr. husstand.

Stk. 5. Personligt tillæg efter stk. 1-4 kan tidligst ydes med virkning fra det tidspunkt, hvor pensionen efter §§ 12, 14 og 16 er tilkendt.’

Ifølge lov nr. 217 af 16. maj 1984 havde § 17, § 33, stk. 1, og § 35, stk. 1, følgende ordlyd:

§ 17. Personligt tillæg kan udbetales til pensionister, hvis økonomiske forhold er ganske særlig vanskelige.

Stk. 2. Personligt tillæg til varmeudgifter kan udbetales til pensionister, hvis økonomiske forhold er ganske særlig vanskelige på grund af høje varmeudgifter.

§ 33. Pension udbetales månedsvis forud fra den 1. måneden efter, at lovens betingelser er opfyldt, dog tidligst fra den 1. i måneden efter, at der er ansøgt om pension.

§ 35. Forskud på pension efter § 14 udbetales, hvis det skønnes sandsynligt, at ansøgeren får tilkendt pension. Forskud udbetales inden for de beløb, som pensionen forventes at udgøre.’

Af bemærkningerne til bestemmelsen i § 35, stk. 1, fremgår (Folketingstidende 1983-84, tillæg A, sp. 710):

’Efter forslaget til § 35, stk. 1, kan der udbetales forskud på førtidspension, hvis det skønnes sandsynligt, at ansøgeren får tilkendt pension. Efter de gældende bestemmelser er det en betingelse for forskud på pension, at det skønnes overvejende sandsynligt, at pension vil blive tilkendt. Ved at opgive kravet om overvejende sandsynlighed bliver det muligt at udbetale forskud i alle tilfælde, hvor der er rimelige udsigter til at ansøgningen kan imødekommes.

Lempelsen, der bl.a. er foreslået af kommunerne, har til formål at reducere antallet af sager, hvor der ydes underholdshjælp efter bistandsloven til ansøgeren om pension. Det er ofte vanskeligt for kommunerne at inddrive kontanthjælpen når pensionen udbetales med tilbagevirkende kraft. Problemerne skyldes bl.a. de gældende skatteregler, og at der ikke er mulighed for at modregne kravet på tilbagebetaling af bistandshjælp i pensionistens krav på overskydende skat.

 

Socialministeren fremsatte den 3. december 1986 forslag til lov om ændring af lov om social pension, herunder følgende forslag til ændret affattelse af § 17 (Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 2419):

§ 17. Personligt tillæg kan udbetales til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige.

Stk. 2. Der kan ydes personligt tillæg til betaling af udgifter til varig hjemmehjælp, hvor betalingen er fastsat efter lov om social bistand.

Stk. 3. Der kan ydes personligt tillæg til betaling af varmeudgifter. Socialministeren fastsætter nærmere regler herom, herunder om egenbetaling.

Stk. 4. Ud over personligt tillæg efter stk. 1 og 3 kan der undtagelsesvis ydes personligt tillæg, hvis pensionistens økonomiske forhold er ganske særlig vanskelige.’

Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår (Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 2427):

Efter forslaget vil varmehjælpen ligeledes fra 1988 blive ydet efter bindende regler med samme aftrapning som de personlige tillæg i øvrigt.

Det foreslås, at de nærmere regler herom fastsættes administrativt. Det er hensigten, at der skal kunne ydes varmehjælp til alle pensionister, der ikke har ekstraindtægter ud over 40.000 kr. for enlige og 60.000 kr. for ægtepar. Der forudsættes fastsat en egenbetaling, således at pensionisten er interesseret i forbrugets størrelse. Det er ligeledes hensigten, at der efter de bindende regler ikke skal ydes hjælp, når varmeudgifterne ligger under en vis grænse, og at der også skal gælde en grænse for, hvor stort et beløb der kan ydes.

Af bemærkningerne til bestemmelsen i § 17, stk. 3, om varmetillæg fremgår (Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 2431f ):

’Efter den hidtidige bestemmelse om varmehjælp i lovens § 17, stk. 2, ydes der varmehjælp til pensionister efter et skøn udøvet af det sociale udvalg.

Da det ved flere undersøgelser har vist sig, at rådighedsbeløbet ikke er blevet brugt fuldt ud af kommunerne – og da det fra flere oplysninger, der er fremkommet i den seneste tid, er meget der tyder på, at der også kommunerne imellem kan være stor forskel i praksis for tildeling og beregning af personlige tillæg til varmeudgifter, foreslås der nu fastsat bindende regler for ydelsen af hjælp til betaling af pensionisternes varmeudgifter.

Den nærmere fastsættelse af reglerne vil ske i form af en bekendtgørelse. Det vil heri, for så vidt angår tildeling, blive fastsat, at pensionister efter ansøgning kan modtage personlige tillæg til dækning af varmeudgifter i det omfang, de økonomiske forhold giver grundlag herfor. Det vil sige, at der i princippet ville kunne ydes varmehjælp til alle pensionister, der ikke har ekstraindtægter ud over 40.000 kr. for enlige og 60.000 kr. for ægtepar, jf. forslagets § 1, nr. 9.

Reglerne for beregning af varmehjælpen vil tage udgangspunkt i resultatet af en undersøgelse af pensionisternes varmeudgifter m.v., der for øjeblikket er i gang, og som forventes afsluttet i løbet af foråret 1987. Det forudsættes, at der fastsættes en egenbetaling, således at pensionisterne får en egeninteresse i at begrænse forbrugets størrelse. Det er endvidere hensigten at fastsætte en minimumsgrænse for varmeudgifternes størrelse, under hvilken der ikke gives tilskud til varmeudgifter samt en maximumsgrænse for størrelsen af de varmeudgifter, der kan ydes hjælp til. Det tilsigtes herved, at alle pensionister uden betydelige ekstraindtægter får varmetilskud, og at pensionister uden ekstraindtægter ikke generelt stilles dårligere end efter de nuværende vejledende retningslinier. Skulle der i undtagelsestilfælde være tale om særligt høje varmeudgifter i forhold til indkomsten for den enkelte pensionist, er der mulighed for at supplere tilskuddet efter forslagets § 17, stk. 4, jf. det følgende afsnit.’

Under udvalgsbehandlingen i Folketinget udgik bestemmelsen i lovforslagets § 17, stk. 2. Herudover udgik ordet ’kan’ af bestemmelsen om varmetillæg. Af bemærkningerne vedrørende sidstnævnte ændring fremgår (Folketingstidende 1986-87, tillæg B, sp. 2150):

’For at undgå enhver tvivl om, hvorledes personlige tillæg til dækning af varmeudgifter skal ydes og beregnes, foreslås det, at ordet ’kan’ udgår. Det ønskes hermed præciseret, at der ikke ud over de regler, der fastsættes af socialministeren i henhold til bemyndigelsesbestemmelsen, skal kunne foretages en skønsmæssig vurdering af kommunerne i de enkelte sager, dog bortset fra eventuel hjælp efter lovforslagets § 17, stk. 4, der bliver stk. 3.’

Ændringerne af § 17 blev vedtaget ved lov nr. 390 af 10. juni 1987.

 

Ved lov nr. 868 af 23. december 1987 blev der indsat et nyt punktum i bestemmelsen om varmetillæg i § 17, stk. 2, om at socialministeren endvidere fastsætter regler om at det sociale udvalg kan yde varmetillæg med et højere beløb end fastsat i reglerne efter 2. pkt. Formålet med ændringen var at sikre at nogle pensionister fra den 1. januar 1988 ikke fik et mindre varmetillæg end hidtil, hvorfor der blev indført lovhjemmel til at det sociale udvalg kunne beslutte at yde varmetillæg med et højere beløb end efter de generelle regler socialministeren fastsatte. Det var således en forudsætning at pensionisterne ikke blev stillet dårligere end efter de regler der blev fastsat af socialministeren (Folketingstidende 1987-88, tillæg A, sp. 1411).

Socialministeren foreslog den 16. januar 1991 bl.a. at pensionslovens § 33, stk. 1, fik følgende nye affattelse (Folketingstidende 1990-91, 2. samling, tillæg A, sp. 1102):

§ 33. Pension udbetales månedsvis forud fra den 1. i måneden efter, at der er ansøgt om pension, og lovens betingelser er opfyldt. Pension til personer under 67 år kan dog tidligst udbetales fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om pension.’

Af bemærkningerne hertil fremgår (Folketingstidende 1990-91, 2. samling, tillæg A, sp. 1129):

’Det foreslås at ændre det tidspunkt, hvorfra pensionen til personer under 67 år kan udbetales, fra ansøgningstidspunktet til afgørelsestidspunktet.

Efter de gældende regler udbetales pensionen fra den 1. i måneden efter, at lovens betingelser er opfyldt, dog tidligst fra den 1. i måneden efter, at der er søgt om pension. Hvis der træffes afgørelse om pension, sker der efterbetaling af den pension, der er ret til i perioden fra ansøgningen til afgørelsen.

Efter forslaget kan pension tidligst udbetales fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om pension.

Den hidtidige regel har givet anledning til store administrative og forståelsesmæssige problemer. Forslaget vil således medføre, at komplicerede sager om modregning i efterbetalingen af førtidspension undgås, hvis der i ansøgningsperioden er ydet andre sociale ydelser, fx kontanthjælp efter bistandsloven. Der vil fortsat være mulighed for at modtage sociale ydelser i den periode, hvor ansøgningen behandles.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om at ophæve adgangen til at yde forskud på førtidspension. Der henvises til bemærkningerne til nr. 8 [bemærkningerne til forslaget om ophævelse af § 35; min bemærkning].

Den gældende regel om udbetaling af folkepension fra den 1. i måneden efter ansøgningen opretholdes.’

 

Af bemærkningerne til forslaget om ophævelse af § 35 fremgår (Folketingstidende 1990-91, 2. samling, tillæg A, sp. 1129f ):

’Det foreslås at ophæve bestemmelsen om adgangen til at udbetale forskud på pension. Den gældende bestemmelse anvendes i tilfælde, hvor kommunen anser det for sandsynligt, at revaliderings- og pensionsnævnet vil tilkende pension. Fra det tidspunkt, kommunen indstiller ansøgeren til pension, ydes forskud svarende til den forventede pension under sagens behandling i revaliderings- og pensionsnævnet.

Baggrunden for forslaget er, at kommunen ikke længere skal afgive indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet, men i stedet selv træffe afgørelsen.

Forslaget vil medføre en administrativ forenkling, idet der efter gældende regler skal ske efterbetaling eller afkortning/ omkontering, når der tilkendes en større eller mindre pension, end der er udbetalt forskud på. Hvis der gives afslag på pension, sker der omkontering af forskuddet til kontanthjælp efter bistandsloven med deraf følgende konsekvenser for skatteberegningen.’

Under udvalgsbehandlingen blev det foreslået at ordene ’til personer under 67 år’ i den foreslåede nye affattelse af § 33 blev ændret til ’efter § 14, stk. 3’, således at det kun var personer som fik tilkendt pension efter § 14, stk. 3, som tidligst kunne få udbetalt pension fra den 1. i måneden efter at der var truffet afgørelse om pension. Det blev endvidere foreslået at ordene ’, stk. 1 og 2,’ blev indsat i den gældende affattelse af § 35, stk. 1, efter ’Forskud på pension efter § 14’. Om baggrunden herfor anføres at adgangen til at udbetale forskud på førtidspension opretholdes når kommunen anser det for sandsynligt at revaliderings- og pensionsnævnet vil tilkende mellemste eller højeste førtidspension (Folketingstidende 1990-91, 2. samling, tillæg B, sp. 1065).

Disse ændringer af § 33 og § 35, stk. 1, blev vedtaget ved lov nr. 399 af 6. juni 1991.

 

Ved lov nr. 1108 af 20. december 1995 blev § 33, stk. 1, ophævet, og i stedet blev der indsat følgende nye stykker:

§ 33. Pension udbetales månedsvis forud fra den 1. i måneden efter, at der er ansøgt om pension, og at lovens betingelser er opfyldt.

Stk. 2. Pension tilkendt efter §§ 14, 16 og 18 udbetales med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om pension, dog senest med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet 3 måneder fra ansøgningstidspunktet. Pensionen, jf. 1. pkt., udbetales tidligst fra den 1. i måneden, efter at betingelserne for tilkendelse af pension efter §§ 14, 16 og 18 er opfyldt.

Stk. 3. Personligt tillæg efter § 17 kan tidligst udbetales med virkning fra det tidspunkt, hvor pensionen efter §§ 12, 14 og 16 er tilkendt.’

Den hidtil gældende regel i § 33, stk. 2, blev herefter § 33, stk. 4. Samtidig blev der indsat et 3. pkt. i § 35, stk. 1, om at forskud tidligst kan udbetales fra den 1. i måneden efter at der er forløbet 3 måneder fra ansøgningstidspunktet. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår (Folketingstidende 1995-96, tillæg A, s. 180f ):

’Ved lov nr. 399 af 6. juni 1991 blev tidspunktet, hvorfra en forhøjet/almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, kan udbetales, ændret, således at disse pensioner tidligst kan udbetales fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om pension og lovens betingelser for udbetaling af pension i øvrigt er opfyldt. Disse regler blev indført som en følge af en udlægning til kommunerne af tilkendelseskompetencen for almindelig og forhøjet almindelig førtidspension. De øvrige pensionstyper udbetales fra den 1. i måneden, efter at der er ansøgt om pension, hvis lovens betingelser i øvrigt er opfyldt.

Som led i Regeringens forslag til finanslov for 1996 foreslås det, at der indføres ens regler for udbetaling af tilkendt pension efter §§ 14, 16 og 18, således at pensionen i alle tilfælde udbetales fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om pension, dog senest med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet 3 måneder fra ansøgningstidspunktet, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Det vil herefter være de samme regler, der gælder for alle pensionstyper.

I sager om tilkendelse af højeste og mellemste førtidspension vil der som hidtil være mulighed for at yde forskud på pensionen, hvis det skønnes sandsynligt, at ansøgeren får tilkendt pension. Som en konsekvens af forslaget om, at pensionen udbetales fra tilkendelsestidspunktet eller senest med virkning fra 3 måneder efter ansøgningstidspunktet, vil der tidligst kunne udbetales forskud fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet 3 måneder fra ansøgningstidspunktet.

Endvidere foreslås det præciseret, at personligt tillæg ikke kan ydes for en periode, der ligger forud for det tidspunkt, hvorfra pensionen er tilkendt.

Ved lov nr. 456 af 10. juni 1997 blev bestemmelsen i § 33, stk. 3, ophævet og flyttet over i § 17 som stk. 5. Bestemmelsen fik herefter følgende ordlyd:

’Stk. 5. Personligt tillæg efter stk. 1-4 kan tidligst ydes med virkning fra det tidspunkt hvor pensionen efter §§ 12, 14 og 16 er tilkendt.’

 

Af bemærkningerne til lovændringen fremgår (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 5091):

’Det foreslås, at bestemmelsen i den gældende § 33, stk. 3, om at personligt tillæg efter § 17 tidligst kan udbetales med virkning fra det tidspunkt, hvor pensionen efter §§ 12, 14 og 16 er tilkendt, overflyttes til bestemmelsen i lovens § 17, hvori betingelserne for at kunne yde personligt tillæg i øvrigt fremgår. Det præciseres hermed, at ydelse af personligt tillæg er afhængigt af, at pågældende har fået tilkendt social pension.’

Ved samme lovændring blev bestemmelsen i § 35 om udbetaling af forskud på pension ophævet. Af bemærkningerne til denne ændring fremgår bl.a. at dette skete som konsekvens af at kommunerne samtidig blev foreslået at få fuld tilkendelseskompetence på førtidspensionsområdet hvilket forventedes at medføre et hurtigere sagsforløb. Det fremgår endvidere at der herefter ikke ville være behov for at opretholde reglerne om udbetaling af forskud på førtidspension idet der forventedes at være sammenfald af tidspunktet for afgørelsen om førtidspension efter lovforslaget og mulighederne for efter gældende regler at udbetale forskud på pension (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 5092f ).

Reglerne om personligt tillæg er efterfølgende blevet ændret ved lov nr. 1087 af 13. december 2000 og ved lov nr. 285 af 25. april 2001. Reglerne om varmetillæg og udbetalingstidspunkt fremgår nu af henholdsvis § 14, stk. 2 og stk. 4, i lovbekendtgørelse nr. 697 af 21. august 2002 idet jeg bemærker at den dér bekendtgjorte lovtekst først gælder fuldt ud fra den 1. januar 2003. Reglerne om varmetillæg og udbetalingstidspunkt er i den forbindelse ikke blevet ændret bortset fra at personligt tillæg efter de nye regler kun kan udbetales til folkepensionister.

I medfør af bl.a. pensionslovens § 17, stk. 2, har Socialministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 1046 af 17. december 1997 om social pension der trådte i kraft den 1. juli 1998. Bekendtgørelsen blev ændret ved bekendtgørelse nr. 42 af 22. januar 1999. I bekendtgørelsen er der ud over generelle regler om beregning af varmetillæg regler om at ansøgninger om bl.a. tillæg efter pensionslovens § 17 anses for indgivet den dato de modtages i kommunen, og om at kommunen skal oplyse borgeren om tidspunktet for sagens påbegyndelse, hvilket dog ikke gælder ved ansøgninger om personligt tillæg efter § 17.

Bekendtgørelse nr. 1046 af 17. december 1997 ophævede samtidig med sin ikrafttræden Socialministeriets bekendtgørelse nr. 522 af 16. juni 1994 om social pension som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 480 af 4. juni 1997, ligesom Socialministeriets cirkulære nr. 193 af 3. november 1994 om social pension (som ændret ved cirkulære nr. 178 af 14. november 1996) blev ophævet.

Det nævnte ophævede cirkulære om social pension der således var gældende da (A) indgav sin ansøgning om førtidspension, indeholdt i § 1, stk. 1, en regel om at ansøgning anses for indgivet den dato den modtages i kommunen, og i § 1, stk. 5, bl.a. en regel om at ansøgeren, når ansøgning om førtidspension eller invaliditetsydelse er modtaget, skal have meddelelse om datoen herfor. Den ophævede bekendtgørelse indeholdt regler om beregning af varmetillæg, ligesom det af bekendtgørelsens § 4, stk. 1, fremgik at forskud på pension normalt skal udbetales med de beløb som vil gælde for den forventede pension, dvs. under hensyn til forventet pensionstype, tillæg, indtægtsreguleringsregler mv. Reglerne om forskud blev ikke videreført i bekendtgørelse nr. 1046 af 17. december 1997 idet forskudsreglerne – som det fremgår ovenfor – blev ophævet ved lov nr. 456 af 10. juni 1997.

 

Den nugældende bekendtgørelse om social pension er bekendtgørelse nr. 112 af 19. februar 2001 som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 602 af 12. juli 2002.

Socialministeriet har udstedt vejledning nr. 66 af 10. marts 1998 om social pension hvori reglerne om personligt tillæg, herunder til betaling af varmeudgifter, også er omtalt.

 

Fortolkning af pensionslovens § 17, stk. 5, om tidspunktet for ydelse af personligt tillæg

Ifølge § 17, stk. 5, kan personligt tillæg efter stk. 1-4 tidligst ydes fra det tidspunkt hvor pensionen er tilkendt.

Det sociale nævn har i sin udtalelse af 7. november 2001 anført at ydelse af personligt tillæg er afhængig af at den pågældende har fået tilkendt social pension. Når samtidig bl.a. henses til at nævnet i afgørelsen har givet (A) afslag på personligt tillæg med tilbagevirkende kraft, må jeg forstå nævnets synspunkt således at nævnet mener at personligt tillæg tidligst kan ydes med virkning fra datoen for myndighedens afgørelse om tilkendelse af pension.

Jeg er ikke enig med nævnet heri.

Jeg har navnlig lagt vægt på at det fremgår af forarbejderne til reglen i § 33, stk. 3 – som jo senere blev flyttet over i § 17 som stk. 5 – at formålet med bestemmelsen var at præcisere at personligt tillæg ikke kan ydes for en periode der ligger forud for det tidspunkt hvorfra pensionen er tilkendt (min understregning). Jeg mener derfor at personligt tillæg tidligst kan ydes med virkning fra det tidspunkt hvorfra pensionen er tilkendt. Dette stemmer ligeledes overens med ordlyden af § 17, stk. 5. I (A)’s tilfælde kan der således tidligst ydes personligt tillæg fra den 1. april 1998.

Min mening er også i overensstemmelse med at det, da § 33, stk. 3, blev overflyttet til § 17 som stk. 5, i forarbejderne blev anført at det dermed blev præciseret at personligt tillæg var afhængigt af at den pågældende havde fået tilkendt social pension, idet jeg forstår denne bemærkning sådan at formålet med ændringen var at præcisere at tidspunktet for hvorfra personligt tillæg kunne ydes, var sammenfaldende med tidspunktet for hvorfra pensionen blev tilkendt. Med andre ord kan der ydes personligt tillæg med virkning fra det tidspunkt hvorfra der er tilkendt social pension, men der kan ikke ydes personligt tillæg for tiden forud herfor, dvs. at der i (A)’s tilfælde ikke kan ydes personligt tillæg for tiden forud for den 1. april 1998.

Det forhold at det forud for ophævelsen af pensionslovens § 35, jf. lov nr. 456 af 10. juni 1997 (hvorved § 33, stk. 3, som nævnt også blev overflyttet til § 17 som stk. 5), var muligt at få udbetalt forskud på pension, herunder personligt tillæg i perioden forud for afgørelsestidspunktet, støtter ligeledes min foreløbige opfattelse om at personligt tillæg kan ydes med virkning fra det tidspunkt hvorfra pensionen er tilkendt – og ikke kun med virkning fra datoen for myndighedens afgørelse om tilkendelsen af pensionen.

 

Hertil kommer at i tilfælde af at afgørelsestidspunktet var det tidligste tidspunkt hvorfra personligt tillæg kunne ydes, ville sagsbehandlingstiden i den enkelte sag være afgørende for fra hvornår det personlige tillæg kunne ydes. Dette ville bl.a. bevirke at en lang sagsbehandlingstid kom ansøgeren til skade. Der er ikke i lovens ordlyd eller dennes forarbejder støtte for et sådant resultat. Når tidspunktet hvorfra pensionen er tilkendt, er afgørende, vil sagsbehandlingstiden i den enkelte sag være uden betydning for fra hvilket tidspunkt vedkommende kan få personligt tillæg.

Samlet set er det således min opfattelse at personligt tillæg kan ydes med virkning fra det tidspunkt hvorfra pensionen er tilkendt (dvs. fra den 1. april 1998 i (A)’s tilfælde). Jeg bemærker i den forbindelse at Højesteret den 25. oktober 1999 afsagde dom i en anden pensionssag. Dommen, som er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 179ff, har efter min opfattelse ingen betydning i (A)’s sag.

 

Hjemlen for afgørelser om personligt tillæg til betaling af varmeudgifter

Det fremgår af sagen at Lokalcenter Valby og Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner gav (A) afslag på personligt tillæg til betaling af varmeudgifter. Det fremgår derimod ikke helt klart hvilken hjemmel myndighederne har anvendt for afslaget.

Lokalcentret har i udtalelsen af 30. oktober 2001 – som jeg forstår den – angivet at have anvendt § 17, stk. 1 (hvorefter personligt tillæg kan udbetales til pensionister hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige), som hjemmel for afslaget.

Nævnet har i sin afgørelse bl.a. henvist til § 17 og til punkt 91 i vejledningen om social pension. Punkt 91 omhandler tildeling af personligt tillæg, herunder at der i disse sager skal foretages en konkret individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold. I udtalelsen af 7. november 2001 omtaler nævnet bl.a. pensionslovens § 17, stk. 1 (og stk. 5). Nævnet er i udtalelsen også inde på at personligt tillæg, herunder til betaling af varmeudgifter, er en subsidiær ydelse, jf. punkt 90 i vejledningen om social pension.

 

Jeg har på den baggrund lagt til grund at myndighederne mener at § 17, stk. 1, kan anvendes som hjemmel for afgørelser om varmetillæg.

Det er min opfattelse at afgørelser om personligt tillæg til betaling af varmeudgifter skal træffes med hjemmel i pensionslovens § 17, stk. 2, 1. pkt. – og dermed ikke med hjemmel i § 17, stk. 1.

Jeg har lagt vægt på at det af § 17, stk. 2, 1. pkt., fremgår at der ydes personligt tillæg til betaling af varmeudgifter. Derudover har jeg lagt vægt på at Folketinget under behandlingen af lovforslaget til reglen tilkendegav at formålet med reglen var at præcisere at der ikke ud over de regler som socialministeren skulle udstede i en bekendtgørelse, skulle kunne foretages en skønsmæssig vurdering af kommunerne i de enkelte sager. Det var Folketingets hensigt at alle pensionister der ikke havde ekstraindtægter ud over nogle nærmere fastsatte grænser, skulle have varmetillæg. Der skal således ikke ved afgørelser om varmetillæg foretages en konkret vurdering af om pensionistens økonomiske forhold er særlig vanskelige, ligesom der ikke kan stilles krav om at pensionistens forhold er sådan. Ydelse af personligt tillæg til betaling af varmeudgifter til en pensionist beror derfor alene på om den pågældende pensionist opfylder de beregningsregler der er opstillet i bekendtgørelsen om social pension, jf. § 17, stk. 2. § 17, stk. 2, 1. pkt., må på den baggrund også opfattes som en selvstændig regel uden tilknytning til bestemmelsen i § 17, stk. 1.

Det følger af min mening at en opfattelse om at der i sager om varmetillæg skal foretages en konkret vurdering af pensionistens samlede økonomiske forhold, ikke har hjemmel i pensionslovens § 17, stk. 2, 1. pkt., og at personligt tillæg til betaling af varmeudgifter ikke umiddelbart kan betegnes som en subsidiær ydelse. Det er således ikke ved tildeling af varmetillæg hverken sagligt eller relevant at se på om den pågældende kunne have søgt om hjælp til varmeudgifterne efter lov om aktiv socialpolitik, eller på om den pågældende på ansøgningstidspunktet havde afholdt varmeudgifterne, idet jeg dog samtidig henviser til det som jeg har skrevet nedenfor om ansøgningskrav.

 

Ansøgningskrav

Det sociale nævn har i sagen anført at ydelse af personligt tillæg til varmeudgifter forudsætter at der er indgivet en ansøgning herom. Dette kan ikke give mig grundlag for bemærkninger. Jeg henviser bl.a. til at det af forarbejderne til § 17, stk. 2, fremgår at der vil blive fastsat regler om at pensionister efter ansøgning kan modtage varmetillæg.

(A) indgav den 28. marts 2000 ansøgning om varmehjælp i perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 2000.

Myndighederne er inde på at der i denne sag gælder et krav om forudgående ansøgning, dvs. at ansøgning om varmetillæg skal indgives inden de pågældende varmeudgifter er afholdt. Et sådant krav bevirker at der ikke kan ydes varmetillæg med tilbagevirkende kraft i (A)’s tilfælde. Nævnet henviser bl.a. til § 88 i aktivloven (nu lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 om aktiv socialpolitik som senest ændret ved lov nr. 438 af 10. juni 2002). Heraf fremgår det at en person normalt ikke kan få hjælp til udgifter som den pågældende har påtaget sig inden vedkommende har ansøgt kommunen om hjælp.

Aktivlovens § 88 trådte i kraft den 1. juli 1998. Af bemærkningerne til lovforslaget til bestemmelsen (§ 86 i lovforslaget) fremgår (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 5075):

’Reglen svarer til gældende praksis om forudgående ansøgning, dog med den ændring, at kommunen fremover som hovedregel vil kunne give afslag på hjælp alene med den begrundelse, at ansøgeren har påtaget sig udgiften forud for ansøgningen.

Kravet om forudgående ansøgning gælder for både løbende hjælp og hjælp til enkeltudgifter.

Der er ikke krav om, hvilken form ansøgningen skal have. En ansøgning kan derfor være skriftlig eller mundtlig.’

Jeg er enig i at der gælder et almindeligt princip inden for den sociale lovgivning hvorefter en person normalt ikke kan få hjælp til udgifter som den pågældende har påtaget sig inden vedkommende ansøgte kommunen om hjælp. Der er – med andre ord – tale om et princip om forudgående ansøgning, dog således at der er tilfælde der undtages fra princippet med det resultat at der i disse tilfælde er mulighed for at få sociale ydelser med tilbagevirkende kraft. En sådan forståelse af princippet stemmer overens med bl.a. ordlyden af aktivlovens § 88, Den Sociale Ankestyrelses sociale meddelelse af 9. april 2002 i en sag om personligt tillæg til betaling af medicinudgifter (SM P-7-02) og den udtalelse fra Ankestyrelsen som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s. 477f*.

Princippet er – så vidt jeg kan se – ikke nærmere beskrevet i forarbejderne til aktivlovens § 88 eller i litteraturen, men der findes forskellig praksis fra Den Sociale Ankestyrelse om princippet idet Ankestyrelsen har taget stilling til anvendelsen af princippet i en række konkrete tilfælde, herunder f.eks. i tilfælde vedrørende tilbagebetaling, omkontering, uopsættelige udgifter og vejledningsfejl. Jeg har også tidligere haft lejlighed til at udtale mig om princippet. Jeg henviser til de sager som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretninger for henholdsvis 1990, s. 270ff*, og 1995, s. 437ff* (s. 459ff). Jeg kan også henvise til den sag som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s. 270ff*. Der findes imidlertid ikke – mig bekendt – en samlet beskrivelse af princippet, herunder af hvilke hensyn der bærer det, og hvilke hensyn der kan begrunde undtagelse fra det. Jeg gør opmærksom på at jeg ikke umiddelbart har kunnet finde den sag som Ankestyrelsen i forbindelse med sagen i beretningen for 1995 oplyste at Ankestyrelsen havde antaget til behandling, og hvori der ville blive taget stilling til om børnetillæg kunne bevilges med tilbagevirkende kraft.

Jeg antager at princippet om forudgående ansøgning har sammenhæng med et andet socialretligt princip, nemlig princippet om selvforsørgelse hvorefter det offentlige først træder til med hjælp når borgeren ikke på anden måde kan forsørge sig selv og sin familie. Princippet om selvforsørgelse kommer bl.a. til udtryk i grundlovens § 75, stk. 2, og aktivlovens § 1, stk. 1, nr. 2. Princippet om selvforsørgelse bevirker at i det omfang borgeren kan klare sig uden hjælp fra det offentlige, yder det offentlige ingen hjælp idet der i disse tilfælde ikke er behov for hjælp. Borgeren kan f.eks. vise at der ikke er behov for hjælp ved at afholde de pågældende udgifter inden der søges om hjælp hertil. Udgangspunktet bliver herefter at der ikke ydes hjælp til allerede afholdte udgifter, og at der kun ydes hjælp efter forudgående ansøgning. Dette har navnlig betydning i forhold til sociale ydelser der tildeles efter en konkret vurdering af borgerens behov for hjælp.

Princippet om forudgående ansøgning har antagelig også sammenhæng med at hjælp inden for socialretten ofte ydes efter en konkret individuel vurdering af borgerens behov for hjælp på ansøgningstidspunktet. Det kan være vanskeligt at foretage en sådan vurdering med tilbagevirkende kraft, ligesom der kan være vanskeligheder forbundet med at fremskaffe de fornødne oplysninger vedrørende borgerens forhold på dette tidligere tidspunkt, dvs. der kan opstå bevismæssige problemer. En forudgående ansøgning om hjælp vil ligeledes give det offentlige mulighed for at vurdere behovet for at iværksætte den pågældende udgift, herunder en eventuel mulighed for en anden form for afhjælpning af det opståede behov end det der er foreslået, ligesom det offentlige derved vil få mulighed for at vurdere prisen på f.eks. en foreslået behandling.

Derudover vil et princip om forudgående ansøgning lette det offentliges budgetlægning og planlægning på området, ligesom visse ordensmæssige hensyn kan være forbundet med princippet.

Som nævnt er der også tilfælde der skal undtages fra princippet. Stillingtagen til om undtagelse skal ske, foretages på grundlag af en konkret vurdering i den enkelte sag.

Som eksempel på situationer hvor undtagelse fra princippet kan være relevant, kan jeg bl.a. nævne tilfælde hvor hensynene bag princippet har mindre eller ingen vægt. Princippet har således størst betydning i sager om trangsbestemt eller behovsbestemt hjælp. I sager hvor ydelsen er forholdsvis nøje beskrevet i loven, vil hverken hensynet til selvforsørgelse eller hensynet til individuel vurdering gøre sig gældende med synderlig vægt. Som eksempel kan jeg nævne sager om varmetillæg idet varmetillæg ydes efter faste og generelle regler, og idet de oplysninger der skal fremskaffes til behandling af sagen – bl.a. om varmeregnskab/varmeudgifter – normalt vil være lette at skaffe.

Undtagelse kan også være relevant i tilfælde af at behovet for iværksættelse af den pågældende udgift er akut/uopsætteligt, og det således ikke (i praksis) er muligt at søge om hjælp til den pågældende udgift før den iværksættes. Der kan eksempelvis være tale om en uopsættelig behandling hos en tandlæge.

 

Endvidere kan undtagelse være relevant ved sammenhængende sagsforløb hvor det efterfølgende viser sig at der alligevel – i modsætning hvad borgeren antog på det pågældende tidspunkt – er behov for hjælp. Behovet for hjælp er således først blevet aktuelt som følge af at en efterfølgende omstændighed er indtruffet, og borgeren har derfor ikke tidligere haft anledning til at søge om hjælp. Som eksempel herpå kan jeg nævne tilfælde hvor det offentlige stiller krav om tilbagebetaling af en social ydelse, f.eks. sygedagpenge, fordi borgeren alligevel ikke er berettiget hertil, med det resultat at borgeren i den pågældende periode står uden forsørgelse. Hvis borgeren herefter søger om kontanthjælp i samme periode, kan det være relevant at give kontanthjælp med tilbagevirkende kraft. Der kan også være tale om andre afgørelser eller forhold der har tilbagevirkende kraft.

Undtagelse kan også være relevant i tilfælde af fejl fra det offentliges side, f.eks. vejledningsfejl. Eksempelvis er der i (A)’s sag ingen oplysninger om at han i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om førtidspension blev vejledt om at han havde mulighed for at få dækket sine varmeudgifter hvis han søgte herom.

Der kan også være andre tilfælde end de her nævnte hvor det efter en konkret vurdering af et sagsforløb vil være relevant med undtagelse fra princippet om forudgående ansøgning. Som eksempel herpå kan jeg nævne tilfælde hvor der ud fra en konkret vurdering må siges at have foreligget en indirekte ansøgning om hjælp. Der kan også være tale om tilfælde hvor en fastholdelse af kravet om forudgående ansøgning i den enkelte sag vil være åbenbart urimelig. I andre tilfælde kan en samlet vurdering ud fra det som jeg har skrevet ovenfor om undtagelse fra princippet, bevirke at undtagelse kan være relevant. For så vidt angår (A)’s tilfælde, vil en fastholdelse af kravet om forudgående ansøgning bevirke at den meget lange sagsbehandlingstid i pensionssagen – som Lokalcenter Valby den 5. februar 2002 meget har beklaget – vil komme (A) til skade for så vidt angår tidspunktet for tildeling af varmetillæg.

Jeg har ikke med gennemgangen af mulige undtagelsestilfælde taget stilling til om fravigelse af princippet om forudgående ansøgning alene forudsætter at en af de nævnte undtagelser er relevant i en sag, eller om fravigelse forudsætter en samlet vurdering ud fra flere af undtagelserne. Jeg henviser til at fravigelse under alle omstændigheder forudsætter en konkret vurdering i den enkelte sag.

Samlet set er det min foreløbige opfattelse at der i (A)’s tilfælde ikke kan stilles krav om forudgående ansøgning.

 

Sammenfatning

Som det fremgår ovenfor, er det min foreløbige opfattelse at personligt tillæg kan ydes med virkning fra det tidspunkt hvorfra pensionen er tilkendt, at afgørelser om personligt tillæg til betaling af varmeudgifter træffes i medfør af pensionslovens § 17, stk. 2, 1. pkt., og at der i (A)’s tilfælde ikke kan stilles krav om forudgående ansøgning.

Jeg er derfor indstillet på at henstille til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner at nævnet genoptager behandlingen af sagen og – i lyset af det som jeg har anført i denne foreløbige redegørelse – træffer en ny afgørelse om (A)’s ret til varmetillæg i perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 2000.”

Samtidig med afgivelse af den foreløbige redegørelse anmodede jeg Lokalcenter Valby og Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner om en udtalelse. Jeg anmodede endvidere om at nævnet sendte udtalelserne til mig gennem Den Sociale Ankestyrelse som jeg ligeledes anmodede om bemærkninger i sagen. Jeg bad om at myndighederne i udtalelserne navnlig kom ind på mine generelle bemærkninger vedrørende princippet om forudgående ansøgning.

Af den udtalelse som Lokalcenter Valby afgav den 25. marts 2003, fremgår:

”Lokalcenter Valby har forelagt spørgsmålet omkring virkningsdato for udbetaling af varmetillæg for centralforvaltningen.

Centralforvaltningen har udtalt, at varmetillæg kan ydes fra tilkendelsestidspunktet, det vil i den konkrete sag sige fra 1. april 1998.

I forbindelse med at der er tilkendt en førtidspension, indkaldes pensionisten til en førstegangssamtale, hvor der vejledes om de tillæg der kan søges f.eks. varmetillæg. Centralforvaltningen finder, at der bør vejledes om, at varmetillæg kan søges fra det tidspunkt hvorfra pensionen er tilkendt.

Det skal endvidere anføres, at der normalt ikke går så lang tid fra en ansøgning/rejsning af pensionssag, som i denne konkrete sag.

Endeligt skal det tilføjes, at den nuværende problemstilling ikke længere vil være aktuel i fremtidige sager på grund af indførelse af førtidspensionsreformen (pr. 1.1.2003).

Det skal oplyses, at Lokalcenter Valby endnu ikke har udbetalt varmetillæg til (A) tilbage fra 1. april 1998, da der afventes en nærmere afklaring.”

 

Det sociale nævn udtalte sig den 13. maj 2003. Af udtalelsen fremgår:

Nævnet er enig i Ombudsmandens generelle bemærkninger vedrørende princippet om forudgående ansøgning, herunder at der kan være situationer, hvor undtagelse fra princippet kan være relevant, bl.a. i tilfælde hvor hensynene bag princippet har mindre eller ingen vægt, i tilfælde af at behovet for iværksættelse af den pågældende udgift er akut/uopsætteligt, i tilfælde hvor det efterfølgende viser sig at der alligevel – i modsætning til hvad borgeren antog på det pågældende tidspunkt – er behov for hjælp, m.fl.

Nævnet er endvidere enig i, at stillingtagen til om undtagelse skal ske, skal foretages på grundlag af en konkret vurdering i den enkelte sag.”

 

Den 4. juli 2003 udtalte Den Sociale Ankestyrelse følgende:

Ankestyrelsen afviste i afgørelse af 12. marts 2001 at antage sagen til principiel eller generel behandling med den begrundelse, at det fremgår af § 17, stk. 1 i lov om social pension og af socialministeriets vejledning af 10. marts 1998, at personligt tillæg tidligst kan ydes og udbetales med virkning fra det tidspunkt, hvor der er tilkendt social pension. Personligt tillæg kun kan ydes efter ansøgning.

Om disse betingelser er opfyldte, beror på en konkret vurdering af, fra hvilket tidspunkt der er tilkendt pension fra.

I den konkrete sag, er der tale om en anden problemstilling end normalt, når det drejer sig om kravet om forudgående ansøgning. Nemlig det forhold, at ansøgeren ikke kan søge før vedkommende er klar over, at der tilkendes pension. Den situation har Ankestyrelsen ikke taget stilling til tidligere. Ankestyrelsen er derfor indstillet på at antage sagen til principiel behandling.

Ankestyrelsen er således ligesom Det Sociale Nævn enig med Ombudsmandens generelle bemærkninger vedrørende princippet om forudgående ansøgning herunder, at der kan være undtagelser fra princippet om forudgående ansøgning, samt at stillingtagen til undtagelsen skal foretages på grundlag af en konkret vurdering i den enkelte sag.

 

Ombudsmandens endelige udtalelse

”Det er min endelige opfattelse at personligt tillæg kan ydes med virkning fra det tidspunkt hvorfra pensionen er tilkendt (dvs. fra den 1. april 1998 i (A)’s sag), at afgørelser om personligt tillæg til betaling af varmeudgifter træffes i medfør af pensionslovens § 17, stk. 2, 1. pkt., og at der i (A)’s tilfælde ikke kan stilles krav om forudgående ansøgning.

Jeg har gjort Lokalcenter Valby og Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner bekendt med min opfattelse.

Med hensyn til sagens videre forløb, herunder afgivelse af en henstilling i sagen, kan jeg anføre følgende:

Af Lokalcenter Valbys udtalelse fremgår at centralforvaltningen har udtalt at varmetillæg kan ydes fra tilkendelsestidspunktet hvilket i (A)’s sag vil sige fra den 1. april 1998, og at lokalcentret endnu ikke har udbetalt varmetillæg til (A) tilbage fra den 1. april 1998 da der afventes nærmere afklaring.

Jeg har forstået lokalcentrets udtalelse sådan at lokalcentret er indstillet på at udbetale varmetillæg til (A) for perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 2000.

Af Den Sociale Ankestyrelses udtalelse af 4. juli 2003 fremgår at Ankestyrelsen er indstillet på at antage (A)’s sag til behandling fordi Ankestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til den situation der foreligger i sagen, nemlig det forhold at ansøgeren ikke kan søge før vedkommende er klar over at der tilkendes pension.

På denne baggrund har jeg overvejet at dele sagen op således at den konkrete sag vedrørende (A)’s ret til varmetillæg i perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 2000 færdigbehandles i Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner/Lokalcenter Valby, mens det generelle spørgsmål vedrørende princippet om forudgående ansøgning behandles af Ankestyrelsen uafhængigt af den konkrete sag om (A).

En af mine medarbejdere har af Ankestyrelsen telefonisk fået oplyst at Ankestyrelsen – som det også fremgår af styrelsens udtalelse i sagen – ikke tidligere har taget stilling til den situation der foreligger i den konkrete sag, nemlig det forhold at ansøgeren ikke kan søge før vedkommende er klar over at der tilkendes pension. Da der således ingen praksis er på området, kan Ankestyrelsen ikke udtale sig om praksis vedrørende princippet om forudgående ansøgning uafhængigt af den konkrete sag vedrørende (A). I det foreliggende tilfælde kan Ankestyrelsen derfor ikke behandle spørgsmålet om princippet om forudgående ansøgning uafhængigt af den konkrete, underliggende sag vedrørende (A).

Jeg mener imidlertid ikke at der er grundlag for at udbetaling af varmetillæg til (A) afventer at Ankestyrelsen behandler sagen. Jeg henviser navnlig til at både Ankestyrelsen og det sociale nævn har erklæret sig enige i de generelle bemærkninger vedrørende princippet om forudgående ansøgning som jeg fremsatte i min foreløbige redegørelse i sagen. Derudover henviser jeg til at spørgsmålet om (A)’s ret til varmetillæg i perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 2000 første gang blev rejst af (A) på et møde den 28. marts 2000.

Jeg har derfor henstillet til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner at nævnet genoptager behandlingen af sagen således at (A) kan få udbetalt varmetillæg for perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 2000.

Jeg har bedt nævnet om at underrette mig om nævnets fornyede afgørelse i sagen, herunder om hvad der videre sker i sagen.

På det foreliggende grundlag foretager jeg mig ikke mere i anledning af (B)’s henvendelse.

 

Afslutningsvis kan jeg dog oplyse at jeg som følge af denne sag af egen drift efter ombudsmandslovens § 17, stk. 1, har rejst en sag over for Ankestyrelsen vedrørende styrelsens afvisning af 12. marts 2001 af at behandle sagen og begrundelsen herfor (mit j.nr. 2003-2726-042). I løbet af kort tid vil jeg – til brug for mine overvejelser om hvorvidt der er grundlag for at jeg af egen drift tager spørgsmålet om udformningen af afsnittet om personligt tillæg i vejledningen om social pension op til undersøgelse – ligeledes skrive til Socialministeriet (mit j.nr. 2003-2717-042).”

Den 24. november 2003 modtog jeg en kopi af nævnets afgørelse af 21. november 2003. Af afgørelsen fremgår at A med virkning fra det tidspunkt hvorfra pensionen er tilkendt, kunne få udbetalt varmetillæg for perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 2000 efter pensionslovens § 17, stk. 2, 1. pkt.

 

Med nævnets brev af 23. januar 2004 modtog jeg en kopi af brev af 16. januar 2004 fra Københavns Kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning, Valby. Af kommunens brev fremgår:

Det skal herved oplyses, at der er beregnet varmetillæg til (A) for perioden 1. april 1998 til 31. august 2001. (Varmetillæg for perioden 1. april 2000 til 31. august 2001 er ikke tidligere udbetalt, selvom det har været anført).

Beregnet varmetillæg udgør i alt kr. 6272,- for perioden 1. april 1998 til 31. august 2001.

Beløbet indsættes på (A)’s bankkonto den 21. januar 2004.

(A) er informeret omkring beløbets størrelse og er tilfreds hermed.”

 

Jeg meddelte herefter det sociale nævn at jeg ikke foretog mig mere i sagen på det foreliggende grundlag.

 

NOTER: (*) FOB 1981, s. 270, FOB 1990, s. 270, og FOB 1995, s. 437 og

s. 477 ( FOB 1995, s. 437 ).