Den fulde tekst

Lov om ændring af integrationsloven, lov om undervisning
i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og
sprogcentre med flere love

(Anvisning af boliger til flygtninge, kommunalt samarbejde på integrationsområdet, integrationsråd, ophævelse af revisionsbestemmelse m.v. og udvidelse af danskundervisningens udbyderkreds m.v.)

 

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 792 af 18. september 2002, som ændret ved § 42 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, § 2 i lov nr. 361 af 6. juni 2002 og § 2 i lov nr. 438 af 10. juni 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 2 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt en udlænding er omfattet af integrationsloven.«

2. § 4, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Ansvaret for flygtninge efter stk. 1 påhviler kommunalbestyrelsen fra udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til den pågældende, jf. dog stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan med den pågældendes samtykke overtage ansvaret for en flygtning efter stk. 1 før udgangen af den første hele måned efter meddelelse af opholdstilladelse.«

3. I § 5 indsættes efter »uddannelsesinstitutioner«: », private virksomheder«.

4. I § 5 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter aftale bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at forestå opgaver vedrørende introduktionsprogrammer for udlændinge, jf. kapitel 4, udbetaling af introduktionsydelse og hjælp i særlige tilfælde, jf. kapitel 5 og 6, og samordning af den almindelige integrationsindsats, jf. § 3, stk. 2, som varetages af kommunalbestyrelsen.«

5. § 10 affattes således:

»§ 10. I forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse til en flygtning træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, i hvilken kommune den pågældende skal tage bopæl (visitering).

    Stk. 2. En flygtning, som visiteres til en kommune i medfør af stk. 1, skal af den ansvarlige kommunalbestyrelse registreres i Det Centrale Personregister (CPR) som tilflyttet landet i den pågældende kommune. Dette gælder, uanset om flygtningen i en tidsbegrænset periode midlertidigt tager ophold i en anden kommune som led i aktivering.

    Stk. 3. Registrering i medfør af stk. 2 foretages med virkning senest fra den dato, hvor ansvaret for flygtningen overgår til kommunalbestyrelsen, jf. § 4.

    Stk. 4. Foretager den ansvarlige kommunalbestyrelse ikke registrering af en flygtning efter stk. 2, registrerer Udlændingestyrelsen i Det Centrale Personregister (CPR) flygtningen som tilflyttet landet i den pågældende kommune.

    Stk. 5. Registrering i medfør af stk. 2 eller 4 finder sted, uanset om flygtningen tager bopæl eller ophold i kommunen fra den i stk. 3 nævnte dato.

    Stk. 6. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere regler om Udlændingestyrelsens afgørelser efter stk. 1 og om registrering i Det Centrale Personregister, jf. stk. 2-5.«

6. § 12 affattes således:

»§ 12. Kommunalbestyrelsen skal snarest muligt, efter at ansvaret for en flygtning er overgået til kommunalbestyrelsen, anvise boliger til de flygtninge, som Udlændingestyrelsen visiterer til kommunen efter § 10, jf. dog stk. 2. Hvis lejen overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, kan kommunalbestyrelsen ikke nægte at yde fuld støtte i medfør af § 15 i lov om individuel boligstøtte.

    Stk. 2. I ganske særlige tilfælde kan en flygtning, efter at kommunalbestyrelsen har overtaget ansvaret for den pågældende, jf. § 4, stk. 2, med tilladelse fra Udlændingestyrelsen midlertidigt forblive indkvarteret på et sted, der er beregnet til indkvartering, jf. udlændingelovens § 42 a.

    Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal, såfremt dette ikke allerede er sket, snarest muligt efter en flygtnings ophør af et ophold på en højskole efter § 23, stk. 2, nr. 3, anvise bolig efter stk. 1 til den pågældende.

    Stk. 4. Kommunalbestyrelsen afholder de udgifter, der er forbundet med flygtningens flytning til kommunen. Tager flygtningen ophold på en højskole som led i aktivering efter § 23, stk. 2, nr. 3, umiddelbart i forbindelse med ansvarsovertagelsen, afholder kommunalbestyrelsen flygtningens udgifter i forbindelse med flytningen fra det sted, hvor den pågældende har opholdt sig under asylsagens behandling, til højskolen.

    Stk. 5. Indtil det er muligt at anvise en permanent bolig, skal kommunalbestyrelsen anvise flygtningen et midlertidigt opholdssted. Reglerne i lejeloven finder ikke anvendelse i forbindelse med indkvartering på midlertidige opholdssteder.

    Stk. 6. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om betaling for indkvartering på midlertidige opholdssteder og om inddrivelse heraf, herunder for indkvartering efter stk. 2 på det indkvarteringssted, hvor flygtningen har opholdt sig under asylsagens behandling.«

7. §§ 14, 46 og 67 ophæves.

8. § 15 affattes således:

»§ 15. Udnytter kommunalbestyrelsen ikke i tilstrækkeligt omfang sine muligheder for at anvise permanente boliger til de flygtninge, som Udlændingestyrelsen har visiteret til kommunen, kan Udlændingestyrelsen med henblik på at anvise boliger til de pågældende på vegne af kommunalbestyrelsen og for kommunens regning indgå aftaler om at erhverve, indrette eller leje ejendomme i kommunen.«

9. I § 19 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. For flygtninge kan den individuelle kontrakt indgås, før kommunalbestyrelsen i den kommune, hvortil Udlændingestyrelsen har visiteret flygtningen, jf. § 10, overtager ansvaret for den pågældende, jf. § 4, stk. 2.«

Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.

10. I § 23, stk. 2, nr. 3, indsættes efter »uddannelsesaktiviteter«: », herunder højskoleophold«.

11. I § 23, stk. 2, indsættes som nr. 7:

»7) Særlige opkvalificerende forløb på op til 3 måneder for udlændinge, som medbringer uddannelseskvalifikationer, med henblik på anvendelsen af disse kvalifikationer på det danske arbejdsmarked. En udlænding kan som led i introduktionsprogrammet kun gennemføre et sådant forløb én gang.«

12. Efter § 24 indsættes som ny pargraf:

»§ 24 a. Kommunalbestyrelsen kan efter aftale med en arbejdsgiver tilbyde udlændinge i ordinær beskæftigelse opkvalificerende forløb.

Stk. 2. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om indholdet af de opkvalificerende forløb, som kan tilbydes efter stk. 1.«

13. § 34, stk. 1, affattes således:

»Kommunalbestyrelsen kan yde udlændinge hjælp til nærmere bestemte udgifter, der er dokumenterede og rimelige, og som skyldes udlændingens deltagelse i introduktionsprogrammet, hvis den pågældende eller dennes ægtefælle ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. Kommunalbestyrelsen kan herunder dække udgifter til

1) deltagelse i særlige forløb,

2) transport,

3) værktøj samt arbejdsredskaber og arbejdsbeklædning,

4) helt særligt undervisningsmateriale og

5) egenbetaling i forbindelse med ophold på højskoler som led i aktivering efter § 23, stk. 2, nr. 3, af en varighed på ikke over 26 uger.«

14. I § 42, stk. 4, 3. pkt., udgår »arbejdsmarkedets parter,«.

15. I § 44, stk. 1, udgår »efter reglerne om forholdstalsvalg i § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse«.

16. I § 45, stk. 7, ændres »stk. 5, nr. 1, eller stk. 8 eller 9« til: »stk. 5, nr. 1, stk. 11 eller 12«.

17. I § 45 indsættes efter stk. 7 som nye stykker:

»Stk. 8. Staten yder i stedet for tilskud efter stk. 5 et tilskud på 9.201 kr., for hver måned en kommune tilbyder aktivering efter § 23, stk. 2, nr. 7. Der kan højst ydes tilskud i 3 måneder.

    Stk. 9. For hver måned staten yder tilskud efter stk. 8, fragår en måned i den sidste del af den samlede periode, hvori der ydes tilskud efter stk. 5.

    Stk. 10. Staten yder ikke tilskud efter stk. 5 for udlændinges deltagelse i højskoleophold som led i aktivering efter § 23, stk. 2, nr. 3.«

Stk. 8 og 9 bliver herefter stk. 11 og 12.

18. I § 45, stk. 9, der bliver til stk. 12, indsættes efter »i medfør af § 22«: »i mindst 5 timer om ugen«.

19. I § 45 indsættes efter stk. 9, der bliver til stk. 12, som nyt stykke:

»Stk. 13. Staten yder et tilskud på 1.929 kr. pr. måned for hver udlænding i ordinær beskæftigelse, der modtager danskundervisning efter § 22 i mindst 10 timer om ugen, eller som deltager i opkvalificerende forløb efter § 24 a i mindst 10 timer om ugen. Danskundervisningen eller det opkvalificerende forløb skal sammen med beskæftigelsen udgøre mindst 37 timer om ugen.«

Stk. 10-12 bliver herefter stk. 14-16.

20. I § 45, stk. 12, der bliver til stk. 16, ændres »stk. 4-10« til: »stk. 4-14«.

21. I § 48 ændres »§ 45, stk. 4-10« til: »§ 45, stk. 4-14«.

22. Efter § 51 indsættes:

»§ 51 a. En kommunalbestyrelse, der er bemyndiget i medfør af § 5, stk. 2, kan til brug for kommunalbestyrelsens varetagelse af de bemyndigede opgaver afkræve den delegerende kommunalbestyrelse de oplysninger, der er nødvendige herfor.

    Stk. 2. En kommunalbestyrelse, der har bemyndiget en anden kommunalbestyrelse i medfør af § 5, stk. 2, kan til brug for kommunalbestyrelsens behandling af en sag afkræve den bemyndigede kommunalbestyrelse oplysninger, som er tilgået denne som følge af bemyndigelsen.

    Stk. 3. En kommunalbestyrelse, der er bemyndiget i medfør af § 5, stk. 2, kan til brug for kommunalbestyrelsens varetagelse af de bemyndigede opgaver indhente de samme oplysninger fra offentlige myndigheder og private, som ifølge lovgivningen ville kunne indhentes af den delegerende kommunalbestyrelse, hvis denne havde behandlet sagen.«

23. I § 52 ændres »§ 11, stk. 6« til: »§ 11, stk. 7«.

24. I § 53, stk. 1, indsættes efter »Udlændingestyrelsens bestemmelse om«: », hvorvidt en udlænding er omfattet af integrationsloven, jf. § 2, stk. 4, om«.

25. I § 53 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk. 3. Afgørelser, der er truffet af en kommunalbestyrelse efter bemyndigelse i medfør af § 5, stk. 2, kan ikke påklages til den delegerende kommunalbestyrelse.

    Stk. 4. Klage over afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse i medfør af § 5, stk. 2, kan indbringes for det sociale nævn, der er klageinstans i forhold til den delegerende kommunalbestyrelses afgørelser, jf. stk. 2.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 5 og 6.

26. I § 53, stk. 4, der bliver til stk. 6, ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 2, 4 og 5«.

27. I § 56 indsættes som 2. pkt.:

»Dette gælder dog ikke udlændinge, hvor den person, hvortil den pågældende har en familiemæssig tilknytning, har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a eller § 9 c, stk. 1, med henblik på varetagelse af et bestemt arbejde eller lignende formål.«

§ 2

I lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre, jf. lovbekendtgørelse nr. 975 af 25. oktober 2000, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om sprogcentre.«

2. I § 3 indsættes som stk. 3-7:

»Stk. 3. En kommunalbestyrelse kan træffe beslutning om, at undervisning i medfør af § 2, stk. 1, der tilbydes kursister som led i aktivering eller beskæftigelse på en privat eller offentlig virksomhed, kan gennemføres af andre udbydere end nævnt i stk. 2.

    Stk. 4. En kommunalbestyrelse kan træffe beslutning om, at undervisning i medfør af § 2, stk. 1, der tilbydes kursister som led i et uddannelsesforløb, kan gennemføres af andre udbydere end nævnt i stk. 2.

    Stk. 5. En kommunalbestyrelse kan træffe beslutning om, at udlændinge, der er fyldt 18 år, men som endnu ikke er fyldt 25 år, kan modtage undervisning i dansk som andetsprog, jf. § 2, stk. 1, på den kommunale ungdomsskole.

    Stk. 6. Bestemmelserne i § 11, §§ 13-16, § 20, stk. 2 og 6, § 22, stk. 1, § 24, stk. 3, § 26, stk. 1, og § 27, stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse for de udbydere, der er nævnt i stk. 3-5.

    Stk. 7. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere regler om udbuddet og udbyderne i henhold til stk. 3-5.«

3. I § 4 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Undervisningen gennemføres fleksibelt med hensyn til tid, sted og indhold for at fremme samspillet med den øvrige integrations- og aktiveringsindsats.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

4. I § 5, stk. 2, ændres »den handlingsplan, der udarbejdes for den enkeltes introduktionsprogram« til: »den individuelle kontrakt, som indgås mellem udlændingen og kommunalbestyrelsen, jf. integrationslovens § 19«.

5. I § 5, stk. 4, og § 7, stk. 3, ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1-3«.

6. I § 6, stk. 2, udgår »og hold«.

7. I § 7, stk. 4, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.

8. I § 7 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. De kursister, der har modtaget danskundervisning udbudt i henhold til § 3, stk. 3-5, kan tilmelde sig til undervisningens afsluttende prøver på et sprogcenter som selvstuderende, jf. stk. 2.«

Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.

9. § 10 ophæves.

10. I § 12 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration fører tilsyn med danskundervisning, der gennemføres i henhold til § 3, stk. 3-5. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere regler om indholdet og udøvelsen af tilsynet.«

11. I § 17, 1. pkt., udgår »i et voksenpædagogisk skolemiljø«.

12. I § 20, stk. 1, ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.

13. I § 20, stk. 3, 2. pkt., udgår »efter forhandling med indenrigsministeren«.

14. Efter § 25 indsættes:

»§ 25 a. Sprogcentre og andre udbydere af danskundervisning, jf. § 3, stk. 3-5, kan efter aftale med en kommunalbestyrelse varetage andre integrationsopgaver, herunder formidling af praktikforløb og job til kursister.«

15. I § 27 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Andre udbydere af danskundervisning end sprogcentre, jf. § 3, stk. 3-5, kan efter aftale med arbejdsformidlingen tilbyde undervisning som nævnt i stk. 1 og 2.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 3

I repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 793 af 18. september 2002, ophæves § 13, stk. 1, 3. pkt.

§ 4

I lov nr. 423 af 31. maj 2000 om tilskud til undervisning i dansk som andetsprog for voksne ophæves § 2.

§ 5

I lov om ungdomsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 13. september 2000, som ændret ved § 1 i lov nr. 274 af 8. maj 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 2, indsættes som nr. 4:

»4) Undervisning i dansk som andetsprog for udlændinge mellem 18 og 25 år, jf. § 3, stk. 5, i lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre.«

2. Efter § 30 indsættes i kapitel 5:

»§ 31. Undervisningsministeren kan fravige lovens bestemmelser, i det omfang det anses for påkrævet for at fremme forsøgs- og udviklingsarbejde inden for lovens område.«

§ 6

    Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2003, jf. dog stk. 2 og 3.

    Stk. 2. Integrationslovens § 2, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, § 52, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 23, og § 53, stk. 1, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 24, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

    Stk. 3. Integrationslovens § 56, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 27, har virkning for udlændinge, som meddeles opholdstilladelse efter udlændingeloven efter den 1. januar 2003.

Givet på Christiansborg Slot, den 17. december 2002

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

Margrethe R.

/Bertel Haarder