Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om de pædagogiske kandidatuddannelser ved
Danmarks Pædagogiske Universitet

 

I medfør af § 2, stk. 1 og stk. 2, pkt. 4, § 21 og 23 i lov nr. 483 af 31. maj 2000 om Danmarks Pædagogiske Universitet fastsættes:

Kapitel 1

Uddannelsernes formål og struktur

§ 1. Formålet med de pædagogiske kandidatuddannelser er på videnskabeligt grundlag at kvalificere de studerende til beskæftigelse i offentlige og private virksomheder, institutioner og organisationer.

§ 2. Uddannelserne, der udbydes af Danmarks Pædagogiske Universitet, kan tilrettelægges i samarbejde med andre videregående uddannelsesinstitutioner.

§ 3. De pædagogiske kandidatuddannelser er normeret til 2 studenterårsværk.

Stk. 2. Uddannelseslængderne angiver det antal studenterårsværk, der skal lægges til grund for planlægningen af uddannelserne. Et studenterårsværk er en heltidsstuderendes arbejde i 1 år.

Stk. 3. Et studenterårsværk svarer til 60 point i European Credit Transfer System (ECTS-point).

§ 4. En pædagogisk kandidatuddannelse giver ret til at anvende betegnelsen candidatus/candidata pædagogiæ (cand.pæd.). På engelsk: Extended Master`s degree programme in Education.

§ 5. I tilknytning til kandidatuddannelserne kan udbydes et suppleringsforløb af op til et års varighed.

Stk. 2. Nærmere regler om suppleringsforløbet fastsættes i studieordningen efter ministeriets godkendelse.

§ 6. Ministeriet godkender institutionens udbud efter denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Ministeriet kan godkende, at uddannelserne udbydes af andre institutioner.

Kapitel 2

Uddannelsernes adgangsforudsætninger

§ 7. Adgang til uddannelserne forudsætter, at ansøgeren har gennemført en relevant akademisk bacheloruddannelse, en relevant professionsbacheloruddannelse eller en relevant mellemlang videregående uddannelse. For ansøgere med en professionsbacheloruddannelse kan der efter ministeriets godkendelse kræves op til ½ års supplering. For ansøgere med en mellemlang videregående uddannelse kan der kræves op til et års suppleringsuddannelse.

Stk. 2. Det fastsættes i studieordningen, hvilke bachelor/professionsuddannelser der giver adgang til at blive optaget på kandidatuddannelserne, og hvilke adgangskrav med hensyn til fag og niveau den studerende skal have opfyldt på den enkelte bachelor/professionsuddannelse for at kunne optages på kandidatuddannelserne.

Stk. 3. Det fastsættes i studieordningen, hvilke adgangsforudsætninger studerende med en relevant mellemlang videregående uddannelse skal have opnået for at kunne optages på kandidat- uddannelserne, jf. § 5, stk. 2.

Stk. 4. Institutionen kan optage ansøgere, der ikke opfylder betingelserne i stk. 1, men som ud fra en konkret vurdering skønnes at have uddannelsesmæssige forudsætninger, der kan sidestilles hermed.

Kapitel 3

Uddannelsernes indhold

§ 8. I uddannelserne indgår i det omfang, det er relevant, undervisning i miljømæssige problemstillinger og i samspillet mellem forskellige kulturformer.

Stk. 2. Uddannelserne skal bidrage til at fremme de studerendes personlige udvikling samt til at udvikle deres interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund.

§ 9. De pædagogiske kandidatuddannelser omfatter efter regler fastsat af institutionen:

1)   Obligatoriske fag svarende til 60 ECTS-point, der er konstituerende for uddannelsens identitet og kompetenceprofil.

2)   Andre obligatoriske fag svarende til 15 ECTS-point.

3)   Tilvalgsfag svarende til 15 ECTS-point.

4)   Et speciale på 1/2 årsværk svarende til 30 ECTS-point inden for et af de pædagogiske hovedområder. Specialet består af en større selvstændig afhandling, der skal dokumentere den studerendes færdigheder i at anvende videnskabelige teorier og metoder under arbejdet med et afgrænset fagligt emne. Nærmere regler om udarbejdelsen fastsættes i studieordningen.

Kapitel 4

Eksamen m.v.

§ 10. For eksamen gælder:

1)   Bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet (eksamensbekendtgørelsen).

2)   Bekendtgørelse om censorinstitutionen for visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet (censorbekendtgørelsen).

3)   Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse.

Kapitel 5

Studieordning

§ 11. Institutionen fastsætter inden for bekendtgørelsens rammer nærmere regler om uddannelserne i en studieordning.

Stk. 2. Studieordningen skal indeholde:

1)   Regler om adgangskrav, herunder supplering, jf. § 7.

2)   De enkelte fag, jf. § 9:

a)   mål,

b)   indhold,

c)   omfang angivet i ECTS-point,

d)   undervisnings- og arbejdsformer,

e)   tidsmæssig placering og

f)   forudsætninger for deltagelse.

3)   Udarbejdelse af skriftlige opgaver, herunder specialer, jf. § 9.

4)   Merit, jf. § 14.

5)   Overgangsordninger, jf. § 12, stk. 3.

Stk. 3. Ud over regler fastsat i henhold til denne bekendtgørelse indeholder studieordningen regler fastsat i henhold til eksamensbekendtgørelsen.

Stk.4. Det skal af studieordningen fremgå, at institutionen, når det er begrundet i usædvanlige forhold, kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af institutionen.

§ 12. Ved udarbejdelse af studieordninger og væsentlige ændringer heraf tager institutionen kontakt til aftagerrepræsentanter og andre institutioner, der udbyder uddannelsen, og indhenter udtalelser fra censorformandskabet, jf. censorbekendtgørelsen.

Stk. 2. Studieordninger og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et studieårs begyndelse.

Stk. 3. Studieordninger og væsentlige ændringer heraf skal indeholde de fornødne overgangsordninger.

Stk. 4. Gældende studieordninger skal være offentligt tilgængelige på institutionens hjemmeside.

Kapitel 6

Andre regler

§ 13. Beståede uddannelseselementer i henhold til denne bekendtgørelse ækvivalerer tilsvarende uddannelseselementer ved andre institutioner, der udbyder uddannelsen.

§ 14. Beståede uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelse kan efter institutionens afgørelse i det enkelte tilfælde eller efter regler fastsat af institutionen træde i stedet for uddannelseselementer, der er omfattet af denne bekendtgørelse (merit). Afgørelsen træffes på grundlag af en faglig vurdering af ækvivalensen mellem de berørte uddannelseselementer.

§ 15. Ministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsætter ministeriet forsøgets varighed og rapporteringsformen.

§ 16. Ministeriet træffer afgørelse om at dispensere fra denne bekendtgørelse, når det er begrundet i usædvanlige forhold, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § § 7 og 14.

§ 17. Institutionens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for ministeriet, når klagen vedrører retlige spørgsmål. Klagen indgives til institutionen, der afgiver en udtalelse, som klageren skal have lejlighed til at kommentere inden for en frist af mindst 1 uge. Institutionen sender klagen til ministeriet vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer hertil.

Stk. 2. Fristen for at indgive klage efter stk. 1 er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

Kapitel 7

Ikrafttræden og overgangsregler

§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. juli 2002 og har virkning for studerende, der er påbegyndt kandidatuddannelserne den 1. september 2001 eller senere.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 620 af 10. juli 1997 om de pædagogiske kandidatuddannelser ved Danmarks Lærerhøjskole, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Studerende, der er begyndt på kandidatuddannelserne før den 1. september 2001, har ret til at færdiggøre uddannelsen efter reglerne i bekendtgørelse nr. 620 af 10. juli 1997. Institutionen fastsætter, hvornår der sidste gang afholdes prøve efter den nævnte bekendtgørelse, dog senest 1. september 2004.

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, den 28. juni 2002

P.M.V.
Jens Peter Jacobsen
Direktør

/Inga Roepstorff