Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

 

Herved bekendtgøres lov nr. 419 af 10. juni 2003 om en aktiv beskæftigelsesindsats med de ændringer, der følger af § 4 i lov nr. 423 af 9. juni 2004, lov nr. 424 af 9. juni 2004, lov nr. 1369 af 20. december 2004, lov nr. 1418 af 22. december 2004, § 4 i lov nr. 304 af 2. maj 2005 og lov nr. 398 af 1. juni 2005. Den bekendtgjorte lovtekst indeholder ikke de ændringer, der følger af lov nr. 523 af 24. juni 2005, da loven først træder i kraft 1. januar 2007.

Afsnit I

Formål, målgrupper m.v.

Kapitel 1

Formål

§ 1. Formålet med denne lov er at bidrage til et velfungerende arbejdsmarked ved at

1) bistå arbejdssøgende med at få arbejde,

2) give service til private og offentlige arbejdsgivere, der søger arbejdskraft, eller som vil fastholde ansatte i beskæftigelse,

3) bistå kontant- og starthjælpsmodtagere og ledige dagpengemodtagere til så hurtigt og effektivt som muligt at komme i beskæftigelse, således at de kan forsørge sig selv og deres familie, og

4) støtte personer, der på grund begrænsninger i arbejdsevnen har særlige behov for hjælp til at få arbejde.

Kapitel 2

Målgrupper, ansvar m.v.

§ 2. Målgrupper efter afsnit III-VII i denne lov er:

1) Ledige, der modtager dagpenge eller ydelser efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,

2) personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik alene på grund af ledighed,

3) personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik ikke alene på grund af ledighed,

4) personer med begrænsninger i arbejdsevnen, som er omfattet af kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik, bortset fra personer, der er omfattet af nr. 5,

5) personer, der modtager dagpenge under sygdom efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, og som, jf. kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik, skal have et tilbud som led i afklaring af den enkeltes arbejdsevne,

6) personer under 65 år – personer født den 1. juli 1939 eller tidligere dog 67 år – med varige begrænsninger i arbejdsevnen, der modtager førtidspension efter lov om social pension, og som ikke er i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på nedsat tid på normale vilkår på arbejdsmarkedet,

7) personer med varige begrænsninger i arbejdsevnen, der ikke modtager førtidspension efter lov om social pension, og som ikke er i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet,

8) personer med handicap, jf. lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., der har gennemført en uddannelse af mindst 18 måneders varighed, som kan berettige til optagelse i en arbejdsløshedskasse, og som ikke har opnået ansættelse efter op til 2 år efter uddannelsens afslutning, og som mangler erhvervserfaring inden for det arbejdsområde, som uddannelsen kvalificerer til, og

9) særlig udsatte unge under 18 år, hvor de eksisterende tilbud til unge under 18 år efter lov om social service ikke er tilstrækkelige, og som efter kommunens vurdering har behov for et tilbud efter kapitel 11.

§ 3. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-4, gælder kapitel 7 om det individuelle kontaktforløb, kapitel 9 om jobplan, kapitel 10-12 om tilbud, kapitel 14 om hjælpemidler og mentorordning og kapitel 15 om befordringsgodtgørelse m.v. samt § 99 om opkvalificering ved ansættelse. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, er tillige omfattet af kapitel 16 og 17 om ret og pligt til tilbud.

Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 5, gælder kapitel 10 og 11 om tilbud, kapitel 14 om hjælpemidler og mentorordning og kapitel 15 om befordringsgodtgørelse m.v. samt § 99 om opkvalificering ved ansættelse.

Stk. 3. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 6 og 8, gælder kapitel 12 om tilbud om ansættelse med løntilskud og kapitel 14 om hjælpemidler og mentorordning samt § 99 om opkvalificering ved ansættelse.

Stk. 4. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 7, gælder kapitel 13 om fleksjob m.v. For personer, der modtager ledighedsydelse eller særlig ydelse efter §§ 74 og 74 i efter lov om aktiv socialpolitik, gælder tillige kapitel 10 og 11 om tilbud samt §§ 76 og 77 om hjælpemidler.

Stk. 5. Arbejdsformidlingen varetager beskæftigelsesindsatsen over for personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, jf. kapitel 2 i lov om ansvaret for og styringen af beskæftigelsesindsatsen. Kommunen varetager beskæftigelsesindsatsen over for personer, der er omfattet af § 2, nr. 2-7, jf. kapitel 3 i samme lov. Beskæftigelsesindsatsen over for personer, der er omfattet af § 2, nr. 8, varetages af arbejdsformidlingen, hvis personen er medlem af en arbejdsløshedskasse, og af kommunen, hvis personen ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse.

§ 4. Opgørelse af sammenlagt ledighed efter denne lov for personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, foretages i henhold til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om opgørelse af en sammenhængende periode med kontanthjælp eller starthjælp efter denne lov for personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3.

Afsnit II

Indsatsen over for arbejds- og uddannelsessøgende samt virksomheder

Kapitel 3

Arbejdsformidlingens og kommunens formidlingsindsats

§ 5. Arbejdsformidlingen har til opgave at formidle arbejde til alle arbejdssøgende samt yde assistance til arbejdsgivere til at finde arbejdskraft.

Stk. 2. Formidling af arbejde kan bl.a. ske

1) ved, at en arbejdssøgende direkte sættes i forbindelse med en arbejdsgiver, der har brug for arbejdskraft,

2) ved at indhente og videregive information om udbud af arbejdskraft til arbejdsgivere og om beskæftigelsesmuligheder til arbejdssøgende eller

3) ved at etablere mulighed for, at virksomheder og arbejdssøgende f.eks. via databaser selv kan etablere kontakt.

Stk. 3. Kommunen kan formidle arbejde til personer, der modtager eller søger om hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension, lov om social service og integrationsloven.

Stk. 4. Arbejdsløshedskasserne kan formidle arbejde til egne ledige medlemmer.

§ 6. Når en faglig organisation skriftligt og fyldestgørende har givet oplysninger om, at en arbejdsgiver er omfattet af strejke eller lockout, må der ikke formidles arbejdskraft til arbejdsgiveren, før konflikten er hævet eller kendt overenskomststridig eller på anden måde retsstridig.

§ 7. For at fremme beskæftigelsen og modvirke ubalance på arbejdsmarkedet kan arbejdsformidlingen tilbyde økonomisk støtte til arbejdssøgende og arbejdsgivere til gennemførelse af særlige formidlingsaktiviteter.

Stk. 2. Aktiviteterne kan bestå af informationsaktiviteter, der retter sig mod særlige uddannelses‑ eller arbejdsområder, arbejdssøgende med særlige kvalifikationer eller behov, befordringsgodtgørelse i forbindelse med jobsøgning og lignende.

§ 8. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om formidling af arbejde, herunder formidling til tilbud efter kapitel 10-12, om særlige formidlingsaktiviteter og om støtte til arbejdssøgende, der skifter bopæl i forbindelse med overtagelse af arbejde. Beskæftigelsesministeren kan herunder fastsætte regler om, at personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2, kan pålægges at søge konkrete job, hvor arbejdsgiveren ikke har aftalt med arbejdsformidlingen eller kommunen, at der sker henvisning af arbejdssøgende.

Kapitel 4

Information og vejledning hos arbejdsformidlingen og kommunen

§ 9. Arbejds- og uddannelsessøgende kan af arbejdsformidlingen få

1) information om mulighederne for beskæftigelse og uddannelse,

2) vejledning om valg af erhverv og uddannelse,

3) information og vejledning om indlæggelse af cv i Job- og CV-banken, jf. § 12, samt

4) information om andre aktiviteter efter denne lov.

Stk. 2. Personer, der retter henvendelse til kommunen med ansøgning om hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om social pension og lov om social service, kan af kommunen få

1) vejledning om, hvordan mulighederne for beskæftigelse eller uddannelse kan forbedres,

2) information og vejledning om indlæggelse af cv i Job- og CV-banken, jf. § 12, samt

3) information om andre aktiviteter efter denne lov.

§ 10. Private og offentlige arbejdsgivere kan af arbejdsformidlingen få

1) information og vejledning om arbejdskraft- og uddannelsesforhold,

2) information og vejledning om indlæggelse af job i Job- og CV-banken, jf. § 12, samt

3) bistand til at afdække, fastlægge og indfri behovet for arbejdskraft og uddannelse.

Stk. 2. Kommunen yder over for private virksomheder en vederlagsfri virksomhedsservice efter kapitel 3 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

Kapitel 5

Tilmelding til arbejdsformidlingen

§ 11. Arbejdssøgende kan blive tilmeldt arbejdsformidlingen.

Stk. 2. Ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som ønsker at modtage dagpenge eller er berettigede til dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., skal på den første ledighedsdag tilmelde sig arbejdsformidlingen.

Stk. 3. Personer, der har ansøgt om eller modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og som efter kommunens vurdering modtager hjælpen alene på grund af ledighed, skal tilmelde sig arbejdsformidlingen.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om tilmelding på og afmelding fra arbejdsformidlingen.

Kapitel 6

Formidlingsrelevante oplysninger (cv)

§ 12. Oplysninger om job og om arbejdssøgendes arbejds- og uddannelsesmæssige baggrund m.v. (cv’er) indlægges i Beskæftigelsesministeriets database (Job- og CV-banken).

§ 13. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2, og som er tilmeldt arbejdsformidlingen, jf. § 11, stk. 2 og 3, skal give arbejdsformidlingen fyldestgørende og korrekte oplysninger om tidligere beskæftigelse, uddannelse, kvalifikationer og øvrige forhold af betydning for formidlingen af arbejde.

Stk. 2. Personen skal hurtigst muligt og senest en måned efter tilmelding indlægge formidlingsrelevante oplysninger som nævnt i stk. 1 i Job- og CV-banken. Personen skal løbende ajourføre oplysningerne i Job- og CV-banken.

Stk. 3. Arbejdsformidlingen og kommunerne skal yde bistand i forbindelse med, at en person indlægger oplysninger i Job- og CV-banken, hvis personen anmoder herom. Samme forpligtelse har arbejdsløshedskasserne over for egne medlemmer.

Stk. 4. Arbejdsformidlingen, kommunen og arbejdsløshedskassen har adgang til de oplysninger, som personen har indlagt i Job- og CV-banken.

§ 14. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2, skal der senest 1 måned efter tilmeldingen afholdes en samtale med personen, hvor det sikres, at de oplysninger, som personen indlægger i Job- og CV-banken, er fyldestgørende. Under samtalen skal det aftales, hvordan personens jobsøgning kan understøttes.

Stk. 2. Samtalen efter stk. 1 skal dog ikke afholdes, hvis der inden for de seneste 3 måneder før tilmelding har været afholdt en samtale om personens cv.

Stk. 3. Samtalen efter stk. 1 afholdes af arbejdsformidlingen, kommunen eller arbejdsløshedskassen.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, hvem der afholder samtalen efter stk. 1 og for hvilke personer.

Afsnit III

Individuelt kontaktforløb

Kapitel 7

Fastlæggelse af det individuelle kontaktforløb

§ 15. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-4, tilrettelægges og gennemføres der et individuelt og fleksibelt kontaktforløb under hensyn til personens ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov med henblik på, at personen hurtigst muligt opnår ordinær beskæftigelse. Såfremt opnåelse af ordinær beskæftigelse ikke umiddelbart er realistisk, tilrettelægges kontaktforløbet med henblik på, at personen bringes tættere på arbejdsmarkedet.

§ 16. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, skal der under kontaktforløbet afholdes individuelle samtaler med personen med henblik på at følge op på personens jobsøgning og vurdere, hvilke aktiviteter eller tilbud efter kapitel 10-12 den pågældende skal have, samt at fastlægge det individuelle kontaktforløb for personen.

Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 3, skal der tillige ske en vurdering af, om der skal iværksættes beskæftigelsesfremmende aktiviteter for den pågældende, samt om personen har opnået en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed skal tilmeldes arbejdsformidlingen.

Stk. 3. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, skal der under kontaktforløbet afholdes individuelle samtaler med personen med henblik på at følge op på personens deltagelse i tilbud efter kapitel 10-12.

Stk. 4. Som led i kontaktforløbet skal det påses, at de oplysninger, som personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2, har indlagt i Job- og CV-banken, er fyldestgørende.

§ 17. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2, skal den individuelle samtale efter § 16 afholdes, senest hver gang personen i sammenlagt 3 måneder har modtaget offentlige forsørgelsesydelser eller har deltaget i tilbud efter kapitlerne 10-12. Har personen kvalifikationer inden for erhvervsområder, hvor der er mangel på arbejdskraft, er der tvivl om personens rådighed, eller er der risiko for, at personen ikke selv kan finde beskæftigelse, skal kontakten være hyppigere.

Stk. 2. Samtalen kan ske telefonisk, digitalt eller på anden måde, hvis personen deltager i tilbud efter kapitel 10-12.

§ 18. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 3 og 4, skal den individuelle samtale efter § 16 afholdes, senest hver gang personen i sammenlagt 3 måneder har modtaget offentlige forsørgelsesydelser eller har deltaget i tilbud efter kapitel 10-12. Hvis det skønnes nødvendigt for at bringe personen tættere på arbejdsmarkedet, skal kontakten være hyppigere.

Stk. 2. Samtalen kan ske telefonisk, digitalt eller på anden måde, hvis personen deltager i tilbud efter kapitel 10-12.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan for personer, der er omfattet af § 2, nr. 3, og hvor helt særlige forhold gør sig gældende, fastsætte retningslinjer for, at der i stedet for afholdelse af en samtale kan være en anden form for kontakt.

Særligt vedrørende den første samtale

§ 19. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, skal første samtale efter § 16 afholdes, senest når personen har modtaget offentlige forsørgelsesydelser i sammenlagt 3 måneder efter tilmelding til arbejdsformidlingen.

§ 20. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, skal første samtale efter § 16 afholdes, senest når personen har modtaget offentlige forsørgelsesydelser i sammenhængende 3 måneder fra første henvendelse om hjælp til kommunen. Under den første samtale skal der ske en samlet vurdering af den pågældendes situation og behov på længere sigt. Personen skal skriftligt have besked om kommunens vurdering.

§ 21. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om opgørelse af perioden på 3 måneder med offentlige forsørgelsesydelser og deltagelse i tilbud for personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, henholdsvis § 2, nr. 2-4, herunder om, hvilke ydelser der medregnes i opgørelsen af perioder med offentlige forsørgelsesydelser.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om det individuelle kontaktforløb.

Særligt vedrørende samtale og indsats i forbindelse med kontrolaktioner

§ 21 a. Modtager arbejdsformidlingen meddelelse om, at der ved offentlige myndigheders kontrolaktion er rejst tvivl om den generelle rådighed for en person omfattet af § 2, nr. 1, og om, at den pågældende anmoder om dagpenge, aktiveringsydelse el.lign., skal arbejdsformidlingen straks indkalde personen til en individuel samtale, der skal afholdes inden for en uge, fra meddelelsen er modtaget.

Stk. 2. Modtager kommunen meddelelse om, at der ved offentlige myndigheders kontrolaktion er rejst tvivl om den generelle rådighed for en person, som er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, skal kommunen straks indkalde personen til en individuel samtale, der skal afholdes inden for en uge, fra meddelelsen er modtaget.

Stk. 3. Arbejdsformidlingen eller kommunen skal inden for en uge efter samtalen nævnt i stk. 1 og 2 sørge for, at personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2,

1) bliver formidlet til et ordinært job,

2) søger særligt angivne job på Beskæftigelsesministeriets database (Job- og CV-banken) eller

3) får udarbejdet en jobplan og herefter inden for 2 uger får et tilbud efter kapitel 10-12.

Stk. 4. Indsatsen efter stk. 3, nr. 3, kan efter behov indledes med et tilbud om vejlednings- og afklaringsforløb på op til 2 uger.

Stk. 5. Har indsatsen efter stk. 3, nr. 1 og 2, ikke inden for 3 uger efter samtalen nævnt i stk. 1 og 2 ført til, at personen har påbegyndt et job, skal arbejdsformidlingen eller kommunen umiddelbart herefter iværksætte en indsats efter stk. 3, nr. 3.

Afsnit IV

Tilbud m.v.

Kapitel 8

Tilbudsmuligheder

§ 22. Arbejdsformidlingen og kommunen kan give tilbud om følgende:

1) Vejledning og opkvalificering, jf. kapitel 10,

2) virksomhedspraktik, jf. kapitel 11, og

3) ansættelse med løntilskud, jf. kapitel 12.

Stk. 2. Tilbud kan gives i henhold til en jobplan, jf. kapitel 9.

Stk. 3. Tilbud gives ud fra den enkeltes ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov med henblik på, at personen hurtigst muligt opnår varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse. Tilbuddene kan gives hver for sig eller i kombination.

Stk. 4. For de i § 2, nr. 1-3, nævnte målgrupper kan tilbud efter kapitel 10 og 11 gives med henblik på, at den enkelte opnår samfundsmæssig forståelse.

§ 23. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, og som får et tilbud efter kapitel 10 og 11, der har en sammenhængende varighed på 12 måneder eller mere, skal der ud over den fastlagte periode indlægges en friperiode på 1 måned, således at tilbudsperioden ikke overstiger 11 måneder inden for en 12-måneders-periode. Tilsvarende gælder for personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, som får tilbud efter kapitel 10 i form af særligt tilrettelagte projekter eller tilbud efter kapitel 11. Kommunen skal tilstræbe, at friperioden lægges efter aftale med personen.

§ 24. Tilbud til personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, kan ikke række ud over den dato, hvortil personen er berettiget til dagpenge eller ydelser efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 2. Tilbud til personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, kan gives, så længe personen er berettiget til kontanthjælp eller starthjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 3. Tilbud til personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, kan gives, så længe personen er omfattet af kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik.

§ 25. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, og som deltager i tilbud efter kapitel 10-12, kan beskæftigelsesministeren fastsætte regler om, at kravet om personens rådighedsforpligtelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan fraviges.

Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, kan rådighedsforpligtelsen fraviges i medfør af § 13 c i lov om aktiv socialpolitik.

§ 26. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om muligheden for, at personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, kan deltage i tilbud i udlandet.

Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 2-4, kan deltagelse i tilbud i udlandet ske i henhold til § 5 i lov om aktiv socialpolitik.

Kapitel 9

Jobplan

§ 27. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-4, kan få udarbejdet en jobplan for, hvordan mulighederne for at få varig beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked kan forbedres.

Stk. 2. I jobplanen beskrives personens beskæftigelsesmål. Med udgangspunkt i personens ønsker og forudsætninger og under hensyn til arbejdsmarkedets behov angiver planen tillige, hvilke tilbud efter denne lov der kan bidrage til opfyldelse af målet.

Stk. 3. Jobplanen skal revideres, hvis dette er begrundet i personens situation, eller hvis der er væsentligt ændrede forudsætninger på arbejdsmarkedet, som gør en revision hensigtsmæssig.

§ 28. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, kan jobplanens tilbud, uanset § 27, stk. 2, fastsættes af arbejdsformidlingen henholdsvis kommunen under hensyn til konkrete behov på arbejdsmarkedet.

Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 3, kan planen tillige indeholde aktiviteter, der kan stabilisere og forbedre personens fysiske, psykiske og sociale tilstand med henblik på, at personen efterfølgende kan deltage i tilbud efter denne lov.

Stk. 3. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, og som skal bevilges revalidering efter § 51 i lov om aktiv socialpolitik, skal jobplanen tillige indeholde en beskrivelse af personens mulighed for optagelse på en uddannelse og for endelig erhvervsmæssig placering. Hvis jobplanen indeholder et tilbud om virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud, skal planen tillige angive, hvordan virksomheden deltager i forløbet, samt kommunens bistand til virksomheden.

§ 29. Forud for afgivelse af tilbud efter kapitel 10-12 til personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-4, skal der udarbejdes en jobplan.

Stk. 2. Hvis der er udarbejdet en jobplan og personen skal have et tilbud, som ikke indgår heri, skal jobplanen revideres.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved afgivelse af tilbud efter kapitel 10, som består af vejlednings- og afklaringsforløb, jf. § 32, stk. 1, nr. 1, hvis tilbuddet har en varighed på op til 2 uger.

§ 30. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, og som har opbrugt deres adgang til selvvalgt uddannelse i op til 6 uger, jf. lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU), eller deres adgang til ydelser efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, har ret til at få udarbejdet en jobplan efter dette kapitel med henblik på yderligere uddannelse, hvis personen fremsætter ønske herom.

Stk. 2. Ved afgørelse efter stk. 1 skal arbejdsformidlingen med udgangspunkt i personens ønsker og forudsætninger vurdere personens uddannelsesønsker i forhold til konkrete behov for opkvalificering inden for områder på arbejdsmarkedet med behov for arbejdskraft.

§ 31. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler efter dette kapitel, herunder om indholdet af jobplanen og procedurer for udarbejdelse af jobplaner.

Kapitel 10

Vejledning og opkvalificering

§ 32. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-5, kan få tilbud om vejledning og opkvalificering, der kan bestå af følgende:

1) Korte vejlednings- og afklaringsforløb,

2) særligt tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb, herunder praktik under uddannelsesforløbet og danskundervisning, eller

3) ordinære uddannelsesforløb.

Stk. 2. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 7, og som modtager ledighedsydelse eller særlig ydelse efter §§ 74 og 74 i efter lov om aktiv socialpolitik, kan få tilbud efter stk. 1, nr. 1 og 2, med henblik på afprøvning af personens rådighed, jf. lov om aktiv socialpolitik §§ 74 b, 74 c, 74 g og 74 i.

Stk. 3. Tilbuddet skal udvikle eller afdække den lediges faglige, sociale eller sproglige kompetencer med henblik på opkvalificering til arbejdsmarkedsmarkedet.

Stk. 4. Praktikperioder under særligt tilrettelagte uddannelsesforløb, jf. stk. 1, nr. 2, kan sammenlagt have en varighed på højst 3 måneder, og hver enkelt praktikperiode kan højst have en varighed på 1 måned. I praktikperioden finder § 43 tilsvarende anvendelse.

§ 33. Produktion og afsætning af produkter i forbindelse med særligt tilrettelagte projekter eller uddannelsesforløb, jf. § 32, stk. 1, nr. 2, må ikke være konkurrenceforvridende.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan efter inddragelse af de kommunale organisationer fastsætte vejledende retningslinjer om, hvornår produktion og afsætning efter stk. 1 kan anses for konkurrenceforvridende.

Særligt om varighed

§ 34. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, kan der alene gives tilbud om vejledning og opkvalificering i op til i alt 6 uger

1) inden for de første 6 måneders sammenlagt ledighed, hvis personen er under 30 år eller er fyldt 60 år, og

2) inden for de første 12 måneders sammenlagt ledighed, hvis personen er mellem 30 og 60 år.

§ 35. For personer, der er fyldt 30 år, og som er omfattet af § 2, nr. 2, kan der alene gives tilbud om vejledning og opkvalificering i op til i alt 6 uger inden for den første sammenhængende periode på 12 måneder med kontanthjælp eller starthjælp.

§ 36. Tilbud om vejledning og opkvalificering, som består af korte vejlednings- og afklaringsforløb, jf. § 32, stk. 1, nr. 1, medregnes ikke i de 6 uger efter §§ 34 og 35, hvis tilbuddet har en varighed på op til 2 uger.

Stk. 2. Ved tilbud om vejledning og opkvalificering, som alene består af danskundervisning, jf. § 32, stk. 1, nr. 2, gælder varighedsbegrænsningen i §§ 34 og 35 ikke.

Stk. 3. Tilbud om vejledning og opkvalificering kan have en varighed på over 6 uger, når danskundervisning indgår som en betydelig del. Den samlede varighed kan dog ikke overstige 26 uger.

Stk. 4. Inden for en økonomisk ramme kan tilbud om vejledning og opkvalificering uanset §§ 34 og 35 gives med en varighed på op til 1 år, hvis

1) personen ikke umiddelbart kan formidles arbejde inden for sit faglige område, og

2) tilbuddet kvalificerer til beskæftigelse inden for et område, hvor der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft.

Stk. 5. Den økonomiske ramme, jf. stk. 4, anvendes til finansiering af tilbud om vejledning og opkvalificering af personer omfattet af § 2, nr. 1 og 2.

Særligt om SU-berettigende uddannelser

§ 37. Personer under 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, kan ikke modtage et tilbud efter dette kapitel til en SU-berettigende uddannelse.

Stk. 2. Arbejdsformidlingen henholdsvis kommunen kan fravige bestemmelsen i stk. 1 for

1) personer, som har opbrugt retten til støtte fra Statens Uddannelsesstøtte, og

2) personer, som har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn.

Stk. 3. Ved afgørelse efter stk. 2 skal arbejdsformidlingen og kommunen med udgangspunkt i personens ønsker og forudsætninger vurdere personens uddannelsesønsker i forhold til konkrete behov for opkvalificering inden for områder på arbejdsmarkedet med behov for arbejdskraft.

Ydelser m.v.

§ 38. Under tilbud om vejledning og opkvalificering modtager personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, aktiveringsydelse efter § 52 a, stk. 2 og 3, og § 55, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 2-5 og 7, modtager under tilbuddet den ydelse, som den pågældende er berettiget til i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, eller for personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, efter anden lovgivning.

Stk. 3. Hvis en person, der er omfattet af § 2, nr. 1, deltager i tilbud efter dette kapitel uden en jobplan, jf. § 29, stk. 3, bevarer personen den ydelse, som den pågældende er berettiget til i henhold til § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 39. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, 4 og 5, kan der ved deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering ydes befordringsgodtgørelse efter § 82.

Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, kan der ved deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering ydes godtgørelse efter § 83.

§ 40. I forbindelse med tilbud om vejledning og opkvalificering kan der ydes tilskud efter kapitel 14 til hjælpemidler, herunder til køb af undervisningsmateriale og arbejdsredskaber, jf. §§ 76 og 77, samt til frikøb og opkvalificering af en mentor, jf. § 78.

§ 41. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler efter dette kapitel, herunder om køb af uddannelse, deltagelse i sprogundervisning samt betaling af kost og logi i forbindelse med, at personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, deltager i tilbud om vejledning og opkvalificering.

Kapitel 11

Virksomhedspraktik

§ 42. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-5, og som enten har behov for en afklaring af beskæftigelsesmål, eller som på grund af mangelfulde faglige, sproglige eller sociale kompetencer kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på normale løn- og arbejdsvilkår eller med løntilskud, kan få tilbud om virksomhedspraktik på en offentlig eller privat virksomhed.

Stk. 2. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 7, og som modtager ledighedsydelse eller særlig ydelse efter §§ 74 og 74 i efter lov om aktiv socialpolitik, kan få tilbud om virksomhedspraktik med henblik på afprøvning af personens rådighed, jf. lov om aktiv socialpolitik §§ 74 b, 74 c, 74 g og 74 i.

Stk. 3. Tilbuddet gives med henblik på at afdække eller optræne personens faglige, sociale eller sproglige kompetencer samt at afklare beskæftigelsesmål.

§ 43. Personer i virksomhedspraktik er ikke omfattet af de for lønmodtagere gældende regler fastsat i henhold til eller ved lov eller ved kollektiv overenskomst m.v.

Stk. 2. Personer i virksomhedspraktik er uanset bestemmelsen i stk. 1 omfattet af arbejdsmiljølovgivningen og lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Varighed

§ 44. Et tilbud om virksomhedspraktik kan have en varighed, der

1) udgør op til 4 uger for personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2, jf. dog nr. 2,

2) udgør op til 13 uger for personer, der er omfattet af § 2, nr. 2, hvis personen ikke har erhvervserfaring, har langvarig ledighed eller i øvrigt har vanskeligt ved at opnå beskæftigelse med løntilskud,

3) udgør op til 13 uger for personer, der er omfattet af § 2, nr. 3-5 og 7.

Stk. 2. For personer, der er omfattet af stk. 1, nr. 2 og 3, kan perioden efter en konkret vurdering forlænges op til 26 uger. Hvis personen herefter ud fra en konkret individuel vurdering har særligt behov for en længere periode, kan perioden forlænges yderligere.

Stk. 3. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, og som har fået en jobplan efter § 28, stk. 3, kan varigheden fastsættes ud fra en konkret, individuel vurdering af det i jobplanen fastsatte behov for optræning.

Ydelser m.v.

§ 45. Under tilbud om virksomhedspraktik modtager personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, aktiveringsydelse efter § 55, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 2. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 2-5 og 7, modtager under tilbuddet den ydelse, som personen er berettiget til i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Stk. 3. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, og som modtager starthjælp, modtager tillige et beskæftigelsestillæg på 11,87 kr. pr. time (pr. 1. januar 2003) i virksomhedspraktik. Tilsvarende gælder for en person, som modtager kontanthjælp, og som er gift eller samlevende med en person, der modtager starthjælp eller introduktionsydelse. Tillægget udbetales uafhængigt af retten til starthjælp henholdsvis kontanthjælp.

§ 46. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, 4 og 5, kan der ved deltagelse i tilbud om virksomhedspraktik ydes befordringsgodtgørelse efter § 82.

Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, kan der ved deltagelse i tilbud om virksomhedspraktik ydes godtgørelse efter § 83.

§ 47. I forbindelse med tilbud om virksomhedspraktik kan der ydes tilskud efter kapitel 14 til hjælpemidler, herunder til køb af arbejdsredskaber, jf. §§ 76 og 77, samt til frikøb og opkvalificering af en mentor, jf. § 78.

Forholdet til virksomhedens ansatte, konkurrenceforvridning m.v.

§ 48. Der skal i såvel private som offentlige virksomheder være et rimeligt forhold mellem antallet af ansatte uden tilskud og antallet af personer i virksomhedspraktik samt ansatte med løntilskud efter kapitel 12.

Stk. 2. Forud for etablering af virksomhedspraktik i mere end 13 uger skal spørgsmålet om etableringen have været drøftet mellem virksomheden og repræsentanter for virksomhedens ansatte.

§ 49. Etablering af virksomhedspraktik må ikke være konkurrenceforvridende.

§ 50. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler efter dette kapitel, herunder om, at der kan fastsættes nærmere betingelser for virksomhedspraktik hos private arbejdsgivere, om krav til omfanget af et tilbud om virksomhedspraktik samt regler om, hvornår betingelsen efter § 48 er opfyldt.

Kapitel 11 a

Virksomhedspraktik til særlig udsatte unge under 18 år

§ 50 a. Kommunen kan give tilbud om virksomhedspraktik efter kapitel 11 til særlig udsatte unge under 18 år, der er omfattet af § 2, nr. 9.

Stk. 2. Under virksomhedspraktik modtager den unge en godtgørelse. Godtgørelsen fastsættes i samarbejde med de faglige organisationer og med udgangspunkt i den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde. Godtgørelsen kan højst udgøre et beløb, der svarer til beløbet i § 25 f, stk. 2, nr.1, i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 3. Afgørelse om virksomhedspraktik efter stk. 1 træffes med samtykke fra den unge og forældremyndighedens indehaver.

Kapitel 12

Ansættelse med løntilskud

§ 51. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-4, 6 og 8, kan få tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige eller private arbejdsgivere.

Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2, er det en betingelse for ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere, at personen vurderes at have særlig risiko for langvarig ledighed eller har været ledig i sammenlagt mere end 12 måneder henholdsvis har modtaget kontanthjælp eller starthjælp i en sammenhængende periode på mere end 12 måneder, for personer under 30 år dog i sammenlagt mere end 6 måneder henholdsvis i en sammenhængende periode på mere end 6 måneder.

Stk. 3. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, er det en betingelse for ansættelse med løntilskud, at der, jf. § 51, stk. 1, nr. 3, i lov om aktiv socialpolitik, foreligger særlige forhold, herunder f.eks. at personen er over den sædvanlige uddannelsesalder, tidligere har haft tilknytning til arbejdsmarkedet eller har pligt til at forsørge ægtefælle eller børn.

§ 52. Tilbud om ansættelse med løntilskud gives

1) med henblik på oplæring og genoptræning af faglige, sociale eller sproglige kompetencer af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-4,

2) med henblik på opnåelse eller fastholdelse af beskæftigelse for personer, der er omfattet af § 2, nr. 6, og

3) med henblik på indslusning på arbejdsmarkedet af personer, der er omfattet af § 2, nr. 8.

Varighed

§ 53. Et tilbud om ansættelse med løntilskud kan gives i op til 1 år.

Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 4 og 6, kan et tilbud om ansættelse med løntilskud gives ud over 1 år.

Løn- og arbejdsvilkår

§ 54. Ved ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, skal løn- og arbejdsvilkår være overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende.

§ 55. Ved ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, skal løn- og arbejdsvilkår være overenskomstmæssige, jf. dog stk. 2-6.

Stk. 2. Lønnen kan højst udgøre 96,21 kr. pr. time (1. juli 2002) eksklusive feriepenge m.v.

Stk. 3. Ved ansættelse af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, skal lønnen til personen efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag ligge på niveau med personens individuelle dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., dog mindst udgøre 82 pct. af højeste dagpenge for henholdsvis fuldtids- og deltidsforsikrede.

Stk. 4. Ved ansættelse af personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, skal lønnen til personen efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag ligge på niveau med personens samlede individuelle hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, dog mindst udgøre 82 pct. af højeste dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 5. Den offentlige arbejdsgiver fastsætter arbejdstiden i det enkelte tilbud under hensyn til lønnen, jf. stk. 3 og 4, samt under hensyn til timeløn og tillæg m.v. Antallet af arbejdstimer rundes op til nærmeste hele antal timer. Ved ansættelsesforholdets påbegyndelse fastsættes arbejdstiden og den gennemsnitlige timeløn for hele perioden, idet der tages højde for kendte reguleringer i timelønnen. Den gennemsnitlige timeløn reguleres procentuelt i overensstemmelse med eventuelle reguleringer i den individuelle dagpengesats eller hjælp i ansættelsesperioden.

Stk. 6. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at lønnen og arbejdstiden nedsættes, hvis personen har ordinær beskæftigelse.

§ 56. Ved ansættelse med løntilskud af personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, skal lønnen som minimum svare til den mindste overenskomstmæssige på det aktuelle ansættelsesområde eller den for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende og arbejdsvilkårene svare til de overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende.

§ 57. Ved ansættelse med løntilskud af personer, der er omfattet af § 2, nr. 6, fastsættes løn- og arbejdsvilkår, herunder arbejdstiden, ved aftale mellem arbejdsgiveren og personen. Dette skal ske i samarbejde med de faglige organisationer.

§ 58. Ved ansættelse med løntilskud af personer, der er omfattet af § 2, nr. 8, skal løn- og arbejdsvilkår være overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende.

§ 59. Personer, der ansættes med løntilskud, er i øvrigt omfattet af den lovgivning, der gælder for lønmodtagere.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte undtagelser fra stk. 1.

Merbeskæftigelse m.v.

§ 60. Forud for ansættelse med løntilskud skal spørgsmålet om ansættelsen have været drøftet mellem virksomheden og repræsentanter for virksomhedens ansatte.

§ 61. Ansættelse med løntilskud af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, skal medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte hos vedkommende arbejdsgiver. Ved nettoudvidelse forstås merbeskæftigelse i forhold til virksomhedens normale beskæftigelse.

Stk. 2. Betingelsen om merbeskæftigelse påses af arbejdsgiveren og de ansatte i fællesskab. Uenighed om betingelsen om merbeskæftigelse afgøres efter de gældende fagretlige regler om mægling og eventuel voldgift. For private arbejdsgivere, der ikke er omfattet af kollektiv overenskomst, afgør det regionale arbejdsmarkedsråd, jf. kapitel 7 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, administrativt endeligt, om betingelsen om merbeskæftigelse er opfyldt.

§ 62. Der skal i såvel private som offentlige virksomheder være et rimeligt forhold mellem antallet af ansatte uden løntilskud og antallet af ansatte med løntilskud efter dette kapitel samt personer i virksomhedspraktik.

Løntilskud

§ 63. Ved ansættelse efter dette kapitel udbetales der et løntilskud til arbejdsgiveren.

Stk. 2. Løntilskuddet pr. time efter stk. 1 kan udgøre (pr. 1. januar 2003):

1) 20 kr.,

2) 35 kr.,

3) 55,77 kr.,

4) 81 kr. eller

5) 100 kr.

§ 64. Fastsættelse af, hvilken løntilskudssats efter § 63 der skal udbetales, sker efter en konkret vurdering af personens evner og forudsætninger for at deltage i arbejdet i samme omfang som de øvrige ansatte, jf. dog stk. 2-6. Ved ansættelse af personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, foretages vurderingen efter de regler, der er fastsat i medfør af § 19, stk. 2, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats om krav til undersøgelse af arbejdsevne.

Stk. 2. Ved ansættelse af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, kan løntilskuddet højst udgøre 55,77 kr. pr. time til private arbejdsgivere. Tilskuddet til offentlige arbejdsgivere udgør 100 kr. pr. time.

Stk. 3. Ved ansættelse af personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, kan løntilskuddet højst udgøre 55,77 kr. pr. time til såvel private som offentlige arbejdsgivere.

Stk. 4. Ved ansættelse af personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, kan løntilskuddet højst udgøre 100 kr. pr. time til såvel private som offentlige arbejdsgivere. Ved fastsættelse af, hvilken løntilskudssats efter § 63 der skal udbetales for personer, der ansættes i elev- og lærlingeforløb, skal der tages udgangspunkt i forskellen mellem elev- og lærlingelønnen på området og den mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde eller den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af eventuelt arbejdsgiverbidrag til ATP m.v.

Stk. 5. Ved ansættelse af personer, der er omfattet af § 2, nr. 6, udgør løntilskuddet 20 kr. pr. time til såvel private som offentlige arbejdsgivere. I særlige tilfælde kan løntilskuddet udgøre 35 kr. pr. time, herunder i tilfælde, hvor arbejdsgivere, der modtager tilskud til personer, der før den 1. juli 1998 er ansat i beskyttede enkeltpladser efter lov om social bistand, i stedet ønsker at modtage tilskud efter dette kapitel.

Stk. 6. Ved ansættelse af personer, der er omfattet af § 2, nr. 8, kan løntilskuddet højst udgøre 100 kr. pr. time til såvel private som offentlige arbejdsgivere.

§ 65. Udbetaling af tilskud må ikke være konkurrenceforvridende.

§ 66. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, kan der ved ansættelse med løntilskud ydes befordringsgodtgørelse efter § 82. Det samme gælder for personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, og som ansættes med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere.

§ 67. I forbindelse med tilbud om ansættelse med løntilskud kan der ydes tilskud efter kapitel 14 til hjælpemidler, herunder til køb af arbejdsredskaber, jf. §§ 76 og 77, samt til frikøb og opkvalificering af en mentor, jf. § 78.

§ 68. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler efter dette kapitel, herunder regler om, at der kan fastsættes nærmere betingelser for ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, at der kan ydes løntilskud til virksomheder og (amts)kommuner, der indgår uddannelsesaftaler henholdsvis elevkontrakter med personer, der er fyldt 25 år.

Kapitel 13

Fleksjob m.v.

§ 69. Kommunen sørger for, at personer under 65 år med varige begrænsninger i arbejdsevnen, jf. § 2, nr. 7, har mulighed for

1) ansættelse hos private eller offentlige arbejdsgivere i fleksjob efter § 70 eller

2) støtte til at fastholde beskæftigelsen i egen virksomhed efter § 75.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for personer under 67 år med varige begrænsninger i arbejdsevnen, der er født den 1. juli 1939 eller tidligere.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan under hensyn til Danmarks internationale forpligtelser fastsætte regler om, at der inden for visse erhvervsområder ikke er adgang til at beskæftige personer efter stk. 1 og 2.

§ 70. Kommunen giver tilbud om fleksjob til personer, som ikke modtager førtidspension efter lov om social pension, og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Fleksjob kan først tilbydes, når alle relevante tilbud efter denne lov samt andre foranstaltninger, herunder eventuelt forsøg på omplacering på arbejdspladsen, har været afprøvet for at bringe eller fastholde den pågældende i ordinær beskæftigelse. Undtaget herfra er tilfælde, hvor det er åbenbart formålsløst at gennemføre de nævnte foranstaltninger forud for visitationen.

Stk. 3. Kommunen skal foretage opfølgning i sager efter dette kapitel efter § 10 i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter i medfør af § 19, stk. 2, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats regler om krav til undersøgelse af arbejdsevne samt om sagsbehandling og fremgangsmåde i forbindelse med påbegyndelse og behandling af sager om fleksjob.

§ 71. Arbejdsgiveren betaler lønnen til den ansatte i fleksjob.

Stk. 2. Kommunen giver arbejdsgiveren tilskud til lønnen. Tilskuddet er halvdelen eller totredjedele af lønnen, afhængigt af graden af den nedsatte arbejdsevne.

Stk. 3. Tilskuddet beregnes af lønnen med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag. Tilskuddet kan ikke overstige halvdelen eller totredjedele af den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde eller af den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag.

Stk. 4. Tilskuddet efter stk. 3 nedsættes med det beløb, som arbejdsgiveren har ret til efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler herom.

§ 72. Når kommunen har givet tilbud om fleksjob, fastsættes løn og øvrige arbejdsvilkår, herunder arbejdstiden, som udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet, herunder efter de sociale kapitler. I ikke overenskomstdækket ansættelse skal overenskomsten på sammenlignelige områder gælde. Fastsættelse af løn og øvrige arbejdsvilkår skal ske i samarbejde med de faglige organisationer.

Stk. 2. Kommunen har pligt til at give tilbud om fleksjob på fuld tid, medmindre den ansatte foretrækker deltidsansættelse.

§ 73. Personer, der er ansat i fleksjob, bevarer ret til tilskuddet til fleksjob ved flytning til en anden kommune.

Arbejdsredskaber, arbejdspladsindretninger m.v.

§ 74. Kommunen kan give en person, der er ansat eller som skal ansættes i fleksjob, hjælp til arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger samt hjælp til kortvarige kurser, når hjælpen har afgørende betydning for, at den pågældende kan fastholde eller opnå ansættelse i fleksjob. Det er endvidere en forudsætning, at arbejdsredskabet eller arbejdspladsindretningen kompenserer for den pågældendes begrænsninger i arbejdsevnen.

Stk. 2. Kommunen giver hjælp efter stk. 1, når hjælp efter anden lovgivning ikke er tilstrækkelig til at kompensere for den pågældendes begrænsninger i arbejdsevnen.

Stk. 3. Kommunen giver hjælp efter stk. 1 uden hensyn til ansøgerens og ægtefællens indtægts- og formueforhold.

Selvstændigt erhvervsdrivende

§ 75. Kommunen giver tilbud om støtte i form af tilskud til personer, der driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, og som på grund af varige begrænsninger i arbejdsevnen har vanskeligt ved at opretholde beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed. § 70 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Tilskuddet ydes afhængigt af graden af den nedsatte arbejdsevne med halvdelen eller totredjedele af mindste overenskomstmæssige løn på det pågældende ansættelsesområde for nyansatte uden faglige kvalifikationer. På ikke overenskomstdækkede områder anvendes den overenskomstmæssige løn på sammenlignelige ansættelsesområder.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om betingelser for og beregning af tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende.

Afsnit V

Tillægsydelser

Kapitel 14

Tilskud til udgifter til hjælpemidler og introduktion ved tilbud

Hjælpemidler

(Undervisningsmateriale, arbejdsredskaber og arbejdspladsindretninger)

§ 76. I forbindelse med deltagelse i tilbud efter kapitel 10-12 kan der ydes tilskud til hjælpemidler med henblik på at understøtte, at personen kan få og deltage i tilbuddet.

Stk. 2. Tilskud til hjælpemidler kan gives som tilskud til undervisningsmateriale, arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger. Hjælpemidler kan i stedet for tilskud gives som udlån under forudsætning af, at det udlånte i fuldt omfang tilgodeser behovet.

Stk. 3. Til personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, kan tilskud til hjælpemidler tillige gives som tilskud til personlig assistance.

§ 77. Det er en betingelse for at give tilskud til undervisningsmateriale, at materialet er en nødvendig følge af et tilbud om vejledning og opkvalificering eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Stk. 2. Det er en betingelse for at give tilskud til arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger, at tilskuddet er af afgørende betydning for, at personen kan deltage i tilbuddet, eller at redskabet eller indretningen kompenserer for personens eventuelle begrænsning i arbejdsevnen.

Stk. 3. Det er en betingelse for at give tilskud til personlig assistance, at assistancen er en nødvendig følge af et tilbud om vejledning og opkvalificering eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Stk. 4. Tilskud til hjælpemidler kan gives uden hensyn til personens og ægtefællens indtægts- og formueforhold.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om tilskud til udgifter til hjælpemidler.

Mentor

§ 78. Med henblik på at styrke introduktionen på en arbejdsplads eller til en uddannelse for personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-6 og 8, og som deltager i tilbud efter kapitel 10-12, kan der ydes støtte til en mentorfunktion.

Stk. 2. Ved en mentorfunktion forstås, at en medarbejder i virksomheden henholdsvis på uddannelsesinstitutionen eller en ekstern konsulent varetager en særlig opgave med at introducere, vejlede eller oplære personen, der ligger ud over, hvad arbejdsgiveren henholdsvis uddannelsesinstitutionen sædvanligvis forventes at varetage.

Stk. 3. Mentorfunktionen varetages som udgangspunkt af en medarbejder i virksomheden henholdsvis på uddannelsesinstitutionen. På uddannelsesinstitutionen og i en mindre virksomhed kan mentorfunktionen i stedet varetages af en ekstern konsulent.

Stk. 4. Det er en betingelse for at yde støtte til en mentorfunktion, at denne er afgørende for, at personen kan deltage i tilbuddet.

§ 79. Støtte til arbejdsgiveren bevilges til dækning af lønomkostninger for virksomheden henholdsvis uddannelsesinstitutionen ved frikøb af medarbejderen, der varetager mentorfunktionen, eller honorar til den eksterne konsulent.

Stk. 2. Ud fra en konkret vurdering af behov og forudsætninger hos personen, der er under oplæring, fastsættes et timetal for mentorfunktionen i samarbejde med arbejdsgiveren.

§ 80. Med henblik på at forbedre medarbejderens mulighed for at varetage mentorfunktionen kan der bevilges tilskud til køb af uddannelse for medarbejderen.

§ 81. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om muligheden for at yde støtte til en mentorfunktion, herunder om tilskud til køb af uddannelse til mentoren.

Kapitel 15

Befordringsgodtgørelse m.v.

§ 82. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, 4 og 5, og som deltager i tilbud efter kapitel 10-12, har ret til befordringsgodtgørelse, når den daglige transport mellem bopæl og stedet, hvor tilbuddet gennemføres, og retur er mere end 24 km. Godtgørelsen pr. dag kan alene udbetales for de kilometer, der ligger ud over de første 24 km. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, og som ansættes med løntilskud efter kapitel 12 hos en privat arbejdsgiver, har dog ikke ret til befordringsgodtgørelse.

Stk. 2. Ved tilbud efter kapitel 10 og 12 godtgøres 0,85 kr. pr. km (1. juli 2002).

Stk. 3. Ved tilbud efter kapitel 11 godtgøres 1,54 kr. pr. km (1. juli 2002) til personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, og 0,85 kr. pr. km (1. juli 2002) til personer, der er omfattet af § 2, nr. 4 og 5.

Stk. 4. Kilometertaksterne reguleres en gang årligt med virkning fra den første mandag i juli måned på grundlag af prisudviklingen inden for det offentlige transportområde. Ved udbetaling afrundes den samlede godtgørelse til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 5. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 4 og 5, afholder kommunen den faktiske udgift til befordring, hvis udgiften er en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Stk. 6. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om muligheden for befordringsgodtgørelse.

§ 83. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, og som deltager i tilbud efter kapitel 10 og 11, kan efter kommunens vurdering få udbetalt op til 1.000 kr. om måneden i hel eller delvis godtgørelse til anslåede udgifter ved at deltage i tilbuddet. Under deltagelse i tilbud om virksomhedspraktik kan godtgørelsen til personen alene udbetales, når udgifterne ved at deltage kun i meget begrænset omfang er dækket af beskæftigelsestillægget efter § 45, stk. 3.

Stk. 2. Kommunen fastsætter nærmere retningslinjer for udbetaling af godtgørelsen. Kommunen giver information til kommunens borgere om indholdet af retningslinjerne.

Afsnit VI

Ret og pligt til tilbud

Kapitel 16

Ret og pligt til tilbud for personer, der modtager dagpenge eller ydelser efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Pligt til tilbud

§ 84. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, har pligt til at tage imod arbejdsformidlingens tilbud i hele ledighedsperioden, jf. § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring, jf. dog § 91.

Ret og pligt til første tilbud for personer under 30 år

§ 85. Personer under 25 år, der er omfattet af § 2, nr. 1, og som ikke har gennemført en uddannelse, som berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, har efter sammenlagt 6 måneders ledighed ret og pligt til tilbud efter kapitel 10 i form af uddannelse i sammenlagt 18 måneder. Tilbuddet kan kombineres med andre aktiviteter efter kapitel 10 eller med tilbud efter kapitel 11.

Stk. 2. Personer, der er omfattet af stk. 1, kan i stedet få tilbud efter kapitel 11 og 12, såfremt personen er fuldtidsforsikret og har haft mindst 24 måneders beskæftigelse inden for 36 måneder eller er deltidsforsikret og har haft mindst 16 måneders beskæftigelse inden for 36 måneder.

Stk. 3. Personer mellem 25 og 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 1, og som ikke har gennemført en uddannelse, som berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, har senest efter 6 måneders sammenlagt ledighed ret og pligt til tilbud efter kapitel 10 i form af uddannelse. Tilbuddet kan kombineres med andre aktiviteter efter kapitel 10 eller med tilbud efter kapitel 11. Personen kan dog i stedet vælge at få et tilbud efter kapitel 11 og 12.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om opgørelse af perioden på sammenlagt 18 måneder efter stk. 1.

§ 86. Personer under 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 1, og som har gennemført en uddannelse, som berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, har senest efter sammenlagt 6 måneders ledighed ret og pligt til tilbud efter kapitel 10-12.

Ret og pligt til første tilbud for personer, der er fyldt 30 år

§ 87. Personer mellem 30 og 60 år, der er omfattet af § 2, nr. 1, har senest efter sammenlagt 12 måneders ledighed ret og pligt til tilbud efter kapitel 10-12.

§ 88. Personer, der er fyldt 60 år, og som er omfattet af § 2, nr. 1, har senest efter sammenlagt 6 måneders ledighed ret og pligt til et tilbud efter kapitel 10-12.

Ret og pligt til efterfølgende tilbud

§ 89. Når en person, der er omfattet af § 85, stk. 1, har gennemført 18 måneders uddannelse, har personen ret og pligt til et nyt tilbud, hver gang den pågældende har modtaget offentlige forsørgelsesydelser i sammenlagt 6 måneder, jf. stk. 5.

Stk. 2. Når en person, der er omfattet af § 85, stk. 2 og 3, og §§ 86 og 88, har afsluttet det første tilbud, har personen ret og pligt til et nyt tilbud, hver gang den pågældende har modtaget offentlige forsørgelsesydelser i sammenlagt 6 måneder, jf. stk. 5. Hvis personen har modtaget og afsluttet det første tilbud før 6 måneders sammenlagt ledighed og personen efter afslutning af tilbuddet har modtaget offentlige forsørgelsesydelser i sammenlagt mindst 6 måneder, har den pågældende dog først ret og pligt til et efterfølgende tilbud ved 6 måneders sammenlagt ledighed.

Stk. 3. Når en person, der er omfattet af § 87, har afsluttet det første tilbud, har personen ret og pligt til et nyt tilbud, hver gang den pågældende har modtaget offentlige forsørgelsesydelser i sammenlagt 6 måneder, jf. stk. 5. Hvis personen har modtaget og afsluttet det første tilbud før 12 måneders sammenlagt ledighed og personen efter afslutning af tilbuddet har modtaget offentlige forsørgelsesydelser i sammenlagt mindst 6 måneder, har den pågældende dog først ret og pligt til et efterfølgende tilbud ved 12 måneders sammenlagt ledighed.

Stk. 4. Efter afslutning af det første tilbud efter §§ 85-88 har personen efter de 6 henholdsvis 12 måneders sammenlagt ledighed i resten af ledighedsperioden tillige ret til tilbud, hvis personen anmoder herom.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om opgørelse af perioden på sammenlagt 6 måneder med offentlige forsørgelsesydelser, herunder om, hvilke ydelser der medregnes i opgørelsen.

§ 90. Personer, der modtager ydelser efter § 55, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., har ret og pligt til tilbud, hver gang den pågældende har modtaget offentlige forsørgelsesydelser i sammenlagt 6 måneder.

Stk. 2. Personen har tillige ret til tilbud, hvis personen anmoder herom.

Bortfald af pligt til tilbud

§ 91. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at pligten til tilbud for personer, der er omfattet af §§ 85-90, bortset fra personer omfattet af § 85, stk. 1, bortfalder, når personen har ordinær beskæftigelse på mindre end fuld tid.

Stk. 2. De regionale arbejdsmarkedsråd, jf. kapitel 7 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, kan ud fra en konkret vurdering af målgruppen og behovene på det regionale arbejdsmarked fastsætte retningslinjer for fravigelse af pligten til tilbud efter stk. 1 for personer på 58 og 59 år, som vil kunne opfylde betingelserne for at gå på efterløn ved det fyldte 60. år. Arbejdsformidlingen foretager på baggrund af rådets retningslinjer en konkret og individuel vurdering af, om pligten til tilbud skal fraviges.

Kapitel 17

Ret og pligt til tilbud for personer, der modtager kontanthjælp og starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik

Ret og pligt til første tilbud for personer under 30 år

§ 92. Personer under 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 2, og som ikke har gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, har senest efter en sammenhængende periode på 13 uger med kontanthjælp eller starthjælp fra første henvendelse om hjælp til kommunen ret og pligt til at påbegynde tilbud, der har en varighed på sammenlagt 18 måneder, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2. Personer under 25 år, der er omfattet af § 2, nr. 2, har ret og pligt til tilbud efter kapitel 10 i form af uddannelse. Tilbuddet kan kombineres med andre aktiviteter efter kapitel 10 eller med tilbud efter kapitel 11.

Stk. 3. Personer mellem 25 og 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 2, har ret og pligt til tilbud efter kapitel 10 i form af uddannelse. Tilbuddet kan kombineres med andre aktiviteter efter kapitel 10 eller med tilbud efter kapitel 11. Personen kan dog i stedet vælge at få et tilbud efter kapitel 11 og 12.

Stk. 4. Tilbud efter stk. 1-3 skal sammen med eventuel ordinær beskæftigelse udgøre mindst 30 timer om ugen. Dette gælder dog ikke tilbud efter kapitel 10 og tilbud efter kapitel 12 hos en offentlig arbejdsgiver.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om opgørelse af perioden på sammenlagt 18 måneder efter stk. 1 og sammenlagt 6 måneder efter § 93, stk. 1.

§ 93. Personer under 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 2, og som har gennemført en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, har senest efter en sammenhængende periode på 13 uger med kontanthjælp eller starthjælp fra første henvendelse om hjælp til kommunen ret og pligt til at påbegynde tilbud efter kapitel 10-12, der har en varighed på sammenlagt 6 måneder.

Stk. 2. Tilbud efter stk. 1, bortset fra tilbud efter kapitel 10 og tilbud efter kapitel 12 hos en offentlig arbejdsgiver, skal sammen med eventuel ordinær beskæftigelse udgøre mindst 30 timer om ugen.

§ 94. Personer under 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 3, har senest efter en sammenhængende periode på 13 uger med kontanthjælp eller starthjælp fra første henvendelse om hjælp til kommunen ret og pligt til at påbegynde tilbud efter kapitel 10-12, der har en varighed på sammenlagt 18 måneder, jf. § 92, stk. 5.

Ret og pligt til første tilbud for personer, der er fyldt 30 år

§ 95. Personer, der er fyldt 30 år, og som er omfattet af § 2, nr. 2, har senest efter en sammenhængende periode på 12 måneder med kontanthjælp eller starthjælp fra første henvendelse om hjælp til kommunen ret og pligt til at påbegynde tilbud efter kapitel 10-12. Tilsvarende gælder for personer, der er omfattet af § 2, nr. 3.

Ret og pligt til efterfølgende tilbud

§ 96. Når en person, der er omfattet af §§ 92-94, har afsluttet det første tilbud, har personen ret og pligt til at påbegynde et nyt tilbud, hver gang den pågældende har modtaget kontanthjælp eller starthjælp i en sammenhængende periode på 6 måneder.

Stk. 2. Når en person, der er omfattet af § 95, 1. pkt., har afsluttet det første tilbud, har personen ret og pligt til at påbegynde et nyt tilbud, hver gang den pågældende har modtaget kontanthjælp eller starthjælp i en sammenhængende periode på 6 måneder. Hvis personen har modtaget og afsluttet det første tilbud, før personen har modtaget kontanthjælp eller starthjælp i en sammenhængende periode på 12 måneder, og personen efter afslutning af tilbuddet har modtaget kontanthjælp eller starthjælp i en sammenhængende periode på mindst 6 måneder, har den pågældende dog først ret og pligt til at påbegynde et efterfølgende tilbud, når personen har modtaget kontanthjælp eller starthjælp i en sammenhængende periode på 12 måneder fra første henvendelse om hjælp til kommunen.

Afsnit VII

Indsatsen over for beskæftigede

Kapitel 18

Jobrotation

§ 97. Private eller offentlige arbejdsgivere kan i forbindelse med beskæftigedes midlertidige fravær aftale jobrotationsordninger med arbejdsformidlingen eller kommunen, hvor ledige erstatter beskæftigede.

Stk. 2. Hvor private eller offentlige arbejdsgivere indgår aftale om jobrotation i tilknytning til beskæftigedes fravær på grund af orlov, uddannelse m.v., udbetales der støtte i overensstemmelse med de gældende regler herom.

Stk. 3. Hvis der i forbindelse med jobrotation ansættes en ledig med løntilskud, finder reglerne i lovens kapitel 12 anvendelse.

Forsøg med køb af uddannelse og bevilling af jobrotationsydelse til beskæftigede, der deltager i uddannelse som led i jobrotation

§ 98. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at arbejdsformidlingen som forsøg kan betale for uddannelse af beskæftigede samt yde støtte til beskæftigede, der deltager i uddannelse som led i jobrotationsordninger, og som ikke er berettigede til ydelser efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse eller lov om statens voksenuddannelsesstøtte. Forsøget skal sigte mod integration af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, og som vurderes at have særlig risiko for langvarig ledighed eller har været ledige i sammenlagt mere end 12 måneder, for personer under 30 år dog i sammenlagt mere end 6 måneder.

Opkvalificering ved ansættelse

§ 99. I forbindelse med ansættelse af en person uden løntilskud kan der ydes tilskud til udgifter ved opkvalificering af personen.

Stk. 2. Tilskud efter stk. 1 kan ydes til udgifter ved opkvalificering af

1) personer under 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, og som forud for ansættelsen har mindst 6 måneders sammenlagt ledighed henholdsvis har modtaget kontanthjælp eller starthjælp eller har deltaget i tilbud efter kapitel 12 i en sammenhængende periode på mindst 6 måneder,

2) personer, som er fyldt 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2, og som forud for ansættelsen har mindst 12 måneders sammenlagt ledighed henholdsvis har modtaget kontanthjælp eller starthjælp eller har deltaget i tilbud efter kapitel 12 i en sammenhængende periode på mindst 12 måneder,

3) personer, som er fyldt 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2, som har særlig risiko for at blive langtidsledige, og som forud for ansættelsen har mindst 6 måneders sammenlagt ledighed henholdsvis har modtaget kontanthjælp eller starthjælp eller har deltaget i tilbud efter kapitel 12 i en sammenhængende periode på mindst 6 måneder,

4) personer, som er fyldt 30 år, der er omfattet af § 2, nr. 3, og som forud for ansættelsen har modtaget kontanthjælp eller starthjælp eller har deltaget i tilbud efter kapitel 12 i en sammenhængende periode på mindst 6 måneder,

5) personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, og som efter aftale med de forhandlingsberettigede organisationer har fået anvist løn- og arbejdsvilkår, herunder på grund af mangelfulde sproglige og eventuelle faglige kompetencer, og

6) personer, der er omfattet af § 2, nr. 4-6 og 8.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om betingelserne for at yde tilskud til udgifter ved opkvalificering, herunder om, at der kan fastsættes nærmere betingelser for tilskud ved ansættelse hos private arbejdsgivere.

Tilskud til udgifter til hjælpemidler

§ 100. Med henblik på at fremme, at personer opnår eller fastholder ansættelse uden løntilskud, kan der ydes tilskud til hjælpemidler i form af arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger.

Stk. 2. Det er en betingelse for at give tilskud til arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger, at tilskuddet er af afgørende betydning for, at personen kan fastholde eller opnå ansættelse, eller at redskabet eller indretningen kompenserer for personens eventuelle begrænsning i arbejdsevnen.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 76, stk. 2, 2. pkt., og § 77, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om tilskud til udgifter til hjælpemidler.

Tilskud til udgifter til introduktion ved ansættelse

§ 101. Med henblik på at styrke introduktionen på en arbejdsplads for personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-6 og 8, og som opnår ansættelse uden løntilskud, kan der ydes støtte til en mentorfunktion.

Stk. 2. Det er en betingelse for at yde støtte til en mentorfunktion, at denne er afgørende for, at personen kan opnå ansættelse uden løntilskud.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 78, stk. 2 og 3, samt §§ 79 og 80 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om muligheden for at yde støtte til en mentorfunktion, herunder om tilskud til køb af uddannelse til mentoren.

Opkvalificering ved afskedigelse

§ 102. Ved større afskedigelser kan arbejdsformidlingen tilbyde jobsøgningskurser i op til 2 uger til beskæftigede i opsigelsesperioden. Arbejdsformidlingen kan herudover yde tilskud til udgifter til opkvalificering, herunder efter- og videreuddannelse, af de beskæftigede i opsigelsesperioden i op til 8 uger.

Stk. 2. Ved større afskedigelser forstås mindst 50 pct. af medarbejderne på et arbejdssted med mindst 100 ansatte.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan dog på baggrund af ansøgning fra det regionale arbejdsmarkedsråd, jf. kapitel 7 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, fravige bestemmelsen i stk. 2 om mindst 50 pct. eller mindst 100 ansatte, når muligheden for at opnå anden ansættelse på det lokale arbejdsmarked er begrænset og der er tale om afskedigelser af et ikke ubetydeligt omfang.

§ 103. Ydelse af tilskud til udgifter til opkvalificering er betinget af,

1) at der er tale om opkvalificering inden for områder, hvor der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft, eller

2) at der foreligger en skriftlig tilkendegivelse fra en arbejdsgiver om, at den afskedigede ansættes uden løntilskud efter opkvalificeringen.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om betingelserne for at yde tilskud til udgifter til opkvalificering ved afskedigelse.

Afsnit VIII

Øvrige bestemmelser

Kapitel 19

Underretninger m.v.

§ 104. Arbejdsformidlingen skal underrette arbejdsløshedskassen, hvis en person, der er omfattet af § 2, nr. 1,

1) afslår et formidlet arbejde eller udebliver fra en formidlingssamtale efter kapitel 3,

2) udebliver fra eller ikke vil medvirke til aktiviteter efter kapitel 6 og 7, hvis arbejdsformidlingen har pålagt personen at møde til aktiviteter efter dette kapitel,

3) ikke vil medvirke til udarbejdelse eller revision af en jobplan eller

4) afslår, udebliver fra eller ophører i et tilbud i henhold til en jobplan.

Stk. 2. Arbejdsformidlingen skal underrette kommunen, hvis en person, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, afslår et formidlet arbejde eller udebliver fra en formidlingssamtale efter kapitel 3.

Stk. 3. Hvis personen er kontanthjælps- eller starthjælpsmodtager og samtidig medlem af en arbejdsløshedskasse, skal underretning efter stk. 1, nr. 1 og 2, ske til såvel kommunen som arbejdsløshedskassen.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om arbejdsformidlingens underretningspligt.

§ 105. Arbejdsformidlingen underretter arbejdsløshedskassen om indholdet af en udarbejdet jobplan for en person, der er omfattet af § 2, nr. 1.

§ 106. Arbejdsløshedskasserne skal give arbejdsformidlingen meddelelse om de ledige medlemmer, der fortsat står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som er berettigede til tilbud efter denne lov. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler herom, herunder om tidspunktet for arbejdsløshedskassernes meddelelse.

§ 107. Kommunen skal give arbejdsformidlingen meddelelse, når personer, der er omfattet af § 2, nr. 2, ikke længere modtager kontant- eller starthjælp.

Stk. 2. Kommunen skal give arbejdsformidlingen meddelelse, når kommunen vurderer, at personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, har behov for tilbud efter § 22, stk. 4.

Stk. 3. Ved kommunens formidling efter § 5, stk. 3, underretter kommunen arbejdsformidlingen om, at vedkommende er henvist til arbejde, samt om resultatet af formidlingen.

§ 108. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med undervisningsministeren fastsætte regler om uddannelsesinstitutionernes pligt til at underrette og afgive oplysninger til arbejdsformidlingen, kommunen og arbejdsløshedskassen om personer, der deltager i tilbud om vejledning og opkvalificering efter kapitel 10.

Kapitel 20

Udbetaling af ydelser, refusion, tilsyn, regnskab, erstatning m.v.

§ 109. Arbejdsløshedskassen træffer afgørelse om og udbetaler befordringsgodtgørelse efter kapitel 15 til personer, der er omfattet af § 2, nr. 1.

§ 110. Arbejdsformidlingen udbetaler løntilskud efter kapitel 12, ydelser efter kapitel 14 samt tilskud efter §§ 99 og 101 for personer, der er omfattet af § 2, nr. 1. Arbejdsformidlingen udbetaler jobrotationsydelse efter kapitel 18 og tilskud efter § 102. Jobrotationsydelsen kan udbetales til den beskæftigede eller til arbejdsgiveren, hvis den beskæftigede får løn under uddannelsen.

Stk. 2. Kommunen udbetaler løntilskud efter kapitel 12, ydelser efter kapitel 14 samt tilskud efter §§ 99 og 101 for personer, der er omfattet af § 2, nr. 2-6. Kommunen udbetaler løntilskud og ydelser efter kapitel 13 for personer, der er omfattet af § 2, nr. 7.

Stk. 3. Udbetaling af løntilskud efter kapitel 12, ydelser efter kapitel 14 samt tilskud efter §§ 99 og 101 for personer, der er omfattet af § 2, nr. 8, foretages af arbejdsformidlingen, for så vidt angår personer, der er medlem af en arbejdsløshedskasse, og af kommunen, for så vidt angår personer, der ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse. Tilsvarende gælder ved udbetaling af tilskud efter § 100.

Stk. 4. Løntilskuddet i forbindelse med ansættelse efter kapitel 12 nedsættes med det beløb, som arbejdsgiveren modtager som refusion fra det offentlige som følge af, at arbejdsgiveren fortsat udbetaler løn.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om beregning og udbetaling, herunder refusion, samt om administration, regnskab, revision, tilsyn m.v. for de i stk. 1 omhandlede tilskud og ydelser og kan herunder bestemme, at administrationen og udbetalingen til kommunerne kan overføres til en anden offentlig myndighed.

§ 111. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om tilbagebetaling af ydelser efter denne lov, der er udbetalt på et urigtigt grundlag.

§ 112. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om arbejdsformidlingens ydelse af forskud til aktiviteter i henhold til denne lov og betaling af afmeldegebyrer til uddannelsessteder m.v.

§ 113. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, at arbejdsformidlingen og kommunen betaler erstatning ved en persons tilskadekomst under deltagelse i tilbud efter kapitel 10 og 11, herunder at det ved personens tilskadekomst under deltagelse i tilbud efter kapitel 10 er en betingelse for erstatning, at skaden ikke er dækket af anden forsikring. Erstatningen udredes efter reglerne i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at arbejdsformidlingen og kommunen betaler erstatning ved skade, som en person forvolder under deltagelse i tilbud efter kapitel 10 og 11.

Kapitel 21

Bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension

§ 114. For personer, der modtager jobrotationsydelse fra arbejdsformidlingen, indbetales det dobbelte af det bidrag, der er fastsat efter § 15, stk. 1, sammenholdt med § 2 a i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension beregner størrelsen af bidraget for hver time, der udbetales jobrotationsydelse for.

Stk. 3. Modtagere af jobrotationsydelse betaler halvdelen af bidraget, mens arbejdsgivere omfattet af stk. 7 betaler halvdelen af bidraget. Hver bidragsandel for en uge nedrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 4. Arbejdsformidlingen fratrækker deltagerens del af bidraget ved udbetaling af jobrotationsydelsen. Bidraget indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension efter hvert kvartals udløb.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen og Arbejdsmarkedets Tillægspension nærmere regler om indbetaling af bidrag efter stk. 1-4 samt om indberetning herom til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 6. Indbetaler arbejdsformidlingen ikke bidraget rettidigt, finder reglerne i § 17, stk. 2-5 og 7, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension tilsvarende anvendelse.

Stk. 7. Til dækning af arbejdsgiverens del af ATP-bidraget, jf. stk. 3, skal private arbejdsgivere, der er registreret efter merværdiafgiftsloven (momsloven) eller lov om afgift af lønsum m.v., betale finansieringsbidrag. Kravet om registrering gælder ikke for udenlandske virksomheder og virksomheder på Færøerne og i Grønland.

Stk. 8. Finansieringsbidraget skal indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension, som forestår opkrævning og inddrivelse af finansieringsbidrag fra arbejdsgivere.

Stk. 9. Finansieringsbidrag efter stk. 8 kan opkræves sammen med andre finansieringsbidrag, der af Arbejdsmarkedets Tillægspension opkræves fra arbejdsgiverne.

Stk. 10. Finansieringsbidrag, der skal opkræves efter stk. 8, og som er under 100 kr. i en betalingsperiode, bortfalder. Opkræves finansieringsbidrag sammen med andre finansieringsbidrag fra arbejdsgivere, jf. stk. 9, udgør bidraget i 1. pkt. summen af de samlede finansieringsbidrag.

Stk. 11. Finansieringsbidraget fra arbejdsgiverne fastsættes af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. I finansieringsbidraget indgår administrationsomkostninger, herunder administrationsomkostninger til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om finansieringsbidragenes størrelse.

Stk. 12. Finansieringsbidraget beregnes af Arbejdsmarkedets Tillægspension på grundlag af de samlede bidrag, som Arbejdsmarkedets Tillægspension har modtaget fra arbejdsgiveren i en forudgående periode, hvis længde svarer til den periode, som betaling af finansieringsbidrag vedrører. Bidraget udgør årligt det af beskæftigelsesministeren fastsatte bidrag, for hver gang arbejdsgiveren indbetaler et beløb, der svarer til årsbidraget efter § 15, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 13. Arbejdsmarkedets Tillægspension kan indhente de oplysninger hos skattemyndigheder og andre offentlige myndigheder om den pågældende arbejdsgiver, som er nødvendige for at varetage opkrævningen og inddrivelsen af skyldige finansieringsbidrag, renter og ekspeditionsgebyr, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold. Til brug ved beregning, opkrævning og behandling af finansieringsbidrag er der i nødvendigt omfang adgang til oplysninger i Arbejdsmarkedets Tillægspensions registre.

Stk. 14. Sker indbetaling af finansieringsbidrag ikke rettidigt, skal arbejdsgiveren betale renter af finansieringsbidraget med 1½ pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen.

Stk. 15. Arbejdsmarkedets Tillægspension har udpantningsret for finansieringsbidrag, renter og ekspeditionsgebyr.

Stk. 16. Krav på finansieringsbidrag forældes efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

Stk. 17. Afgørelser om finansieringsbidragspligt og finansieringsbidrag, herunder beregning og opkrævning, kan inden for en frist af 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt, indbringes for Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. § 28 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 18. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Arbejdsmarkedets Tillægspension nærmere regler om beregningsperioder og indbetaling af finansieringsbidrag m.v., herunder om forfaldstid og frist for arbejdsgiverens indbetaling. Det kan ved disse regler bestemmes, at Arbejdsmarkedets Tillægspension kan give henstand med indbetaling, opkræve et ekspeditionsgebyr ved påkrav på grund af manglende betaling samt eftergive finansieringsbidrag, renter og eventuelle ekspeditionsgebyrer.

§ 115. Personer, der er omfattet af § 114, betaler en særlig pensionsopsparing efter § 17 f, stk. 3, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2. Arbejdsformidlingen fratrækker opsparingen ved udbetalingen af ydelser med henblik på indbetaling af beløbet til Arbejdsmarkedets Tillægspension efter hvert kvartals udløb. Beløbet for en uge nedrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen og Arbejdsmarkedets Tillægspension nærmere regler om indbetaling af pensionsopsparing efter stk. 1 og 2 samt om indberetning herom til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 4. Indbetaler arbejdsformidlingen ikke opsparingsbeløbet rettidigt, finder reglerne i § 17, stk. 2-5 og 7, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension tilsvarende anvendelse.

Kapitel 22

Forsøg

§ 116. Beskæftigelsesministeren kan tillade, at der gennemføres forsøgs- og udviklingsaktiviteter, der fraviger reglerne i denne lov, bortset fra de fastsatte satser for ydelser til personer og virksomheder. Beskæftigelsesministeren bekendtgør tilladelsen.

Kapitel 23

Finansiering i relation til kommunerne

§ 117. Kommunen afholder endeligt udgifterne til vejledning, sagsbehandling og det individuelle kontaktforløb, til udarbejdelse af jobplaner, godtgørelse efter § 50 a og til administration i øvrigt, herunder lægeerklæringer m.v.

Stk. 2. En amtskommune afholder endeligt udgifterne til sagsbehandling, administration, herunder vejledning og konsulentstøtte.

§ 118. Staten refunderer inden for et rådighedsbeløb 50 pct. af en kommunes driftsudgifter i forbindelse med tilbud efter kapitel 10 til personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3. Det samme gælder udgifter efter kapitel 14 og §§ 83, 99 og 101. Rådighedsbeløbet opgøres til 13.367 kr. pr. år gange antallet af personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, herunder personer, der deltager i tilbud efter kapitel 12, samt personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, og som under forrevalidering modtager kontanthjælp eller starthjælp, opgjort som antal helårspersoner i regnskabsåret.

Stk. 2. Staten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter til løntilskud efter kapitel 12 til personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3.

Stk. 3. Staten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter til beskæftigelsestillæg efter § 45, stk. 3.

§ 119. Staten refunderer inden for det rådighedsbeløb, der er nævnt i § 118, stk. 1, 50 pct. af en kommunes driftsudgifter efter kapitel 10 til personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, og som under forrevalidering modtager kontanthjælp eller starthjælp, medmindre udgiften finansieres efter stk. 4 eller 5.

Stk. 2. Staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter efter kapitel 10, for så vidt angår deltagerbetaling, og 14 og §§ 82, 99 og 101 til personer, der er omfattet af § 2, nr. 4 og 5.

Stk. 3. Staten refunderer 65 pct. af en kommunes udgifter til løntilskud efter kapitel 12 til personer, der er omfattet af § 2, nr. 4.

Stk. 4. Kommunen og amtskommunen afholder hver 50 pct. af driftsudgifterne i forbindelse med tilbud efter kapitel 10 i form af vejlednings- og afklaringsforløb og særligt tilrettelagte projekter, som etableres af eller i samarbejde med amtskommunen, til personer, der er omfattet af § 2, nr. 4 og 5, jf. § 23 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

Stk. 5. Af udgifterne vedrørende amtskommunale tilbud til personer, der er omfattet af § 2, nr. 4 og 5, efter § 22, stk. 2, 1. pkt., i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats betaler kommunen en takst, der fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af tilbuddenes budgetter. Taksten er 50 pct. af udgiften.

§ 120. Staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter til løntilskud efter kapitel 12 til personer, der er omfattet af § 2, nr. 6. Det samme gælder udgifter efter kapitel 14 og §§ 99 og 101.

§ 121. Staten refunderer 65 pct. af en kommunes udgifter til

1) tilskud til fleksjob efter § 71 og

2) tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende efter § 75.

Stk. 2. Staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter efter § 74.

Stk. 3. Staten refunderer 50 pct. af en kommunes driftsudgifter i forbindelse med tilbud efter kapitel 10 til personer, der er omfattet af § 2, nr. 7, og som modtager ledighedsydelse eller særlig ydelse efter §§ 74 og 74 i efter lov om aktiv socialpolitik. Det samme gælder efter §§ 76 og 77 til samme persongruppe.

§ 122. Staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter til løntilskud efter kapitel 12 til personer, der er omfattet af § 2, nr. 8. Det samme gælder udgifter efter kapitel 14 og §§ 99 og 101.

§ 123. Staten refunderer 50 pct. af en kommunes udgifter efter § 100.

§ 124. Staten afholder en kommunes udgifter efter stk. 2 til udlændinge, der har fået opholdstilladelse, jf. stk. 3, hvis

1) personen inden 12 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund af en betydeligt og varigt nedsat funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv, eller

2) tilladelsen er meddelt en mindreårig asylansøger, dog højst indtil modtageren fylder 18 år eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet.

Stk. 2. Udgifter efter stk. 1 omfatter

1) udgifter til løntilskud efter kapitel 12 til personer, der er omfattet af § 2, nr. 2-4, 6 og 7,

2) udgifter efter kapitel 14 til personer, der er omfattet af § 2, nr. 4 og 6,

3) udgifter efter § 74 til personer, der er omfattet af § 2, nr. 7, samt

4) udgifter efter § 45, stk. 3, til personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter udlændinge, der har fået opholdstilladelse efter

1) udlændingelovens §§ 7 og 8,

2) udlændingelovens § 9 b,

3) udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 eller 2, som følge af tilknytning til en i Danmark fastboende person, når denne person selv har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1 og 2, eller når tilknytningen kan føres tilbage til en sådan person,

4) udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet til personer over 18 år, hvis fader eller moder har fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1,

5) udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til eller et barn af en person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 2,

6) udlændingelovens § 9 c, stk. 1 og 2, når tilladelsen er meddelt en asylsøgende udlænding,

7) udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet som følge af tilknytning til en mindreårig asylsøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9 c, stk. 1, eller

8) udlændingelovens § 9 e.

§ 125. Staten yder forskudsrefusion af en kommunes eller amtskommunes refusionsberettigende udgifter efter denne lov.

§ 126. Opholdskommunen har adgang til refusion fra en tidligere opholdskommune efter § 9 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Regulering

§ 127. En gang årligt den 1. januar reguleres med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent

1) beskæftigelsestillægget efter § 45,

2) løntilskuddet efter § 63 og

3) rådighedsbeløbet efter § 118.

Stk. 2. Den maksimale timeløn efter § 55, stk. 2, reguleres procentuelt i overensstemmelse med den gennemsnitlige regulering af de offentlige lønskalaer.

Afsnit IX

Klageadgang, ikrafttræden m.v.

Kapitel 24

Klageadgang

Klage over arbejdsformidlingens afgørelser

§ 128. Klage over arbejdsformidlingens afgørelser efter kapitel 9-12, 14 og 18, hvor afgørelsen er begrundet i personens ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov, kan inden 4 uger indbringes for Arbejdsmarkedsrådet af den, som afgørelsen vedrører. Det samme gælder klage over arbejdsformidlingens afgørelse efter § 25 og § 91, stk. 2, samt over arbejdsformidlingens afgørelse om, at beskæftigelsesindsatsen for personen skal varetages af andre end arbejdsformidlingen, efter § 3 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

Stk. 2. Ved klage over arbejdsformidlingens afgørelser efter kapitel 9-12 samt over arbejdsformidlingens afgørelse om, at beskæftigelsesindsatsen for personen skal varetages af andre end arbejdsformidlingen, træffer Arbejdsmarkedsrådet inden 4 uger fra klagens modtagelse afgørelse i sagen.

Stk. 3. Arbejdsformidlingens afgørelser i spørgsmål om konkurrenceforvridning efter § 33, stk. 1, og §§ 49 og 65 kan indbringes for Arbejdsmarkedsrådet.

Stk. 4. Arbejdsmarkedsrådets afgørelser efter stk. 1 og 2 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 129. Klage over arbejdsformidlingens afgørelser efter denne lov, bortset fra afgørelser omfattet af § 128, kan inden 4 uger indbringes for Arbejdsmarkedsstyrelsen af den, som afgørelsen vedrører. Klagen indgives til vedkommende regionschef, der, hvis afgørelsen fastholdes, videresender klagen til Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Klage over kommunens afgørelser

§ 130. Kommunens afgørelser efter denne lov kan, medmindre andet er bestemt, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Nævnet kan ved behandling af klage over en kommunes afgørelse om udbetaling af godtgørelse efter § 83 alene tage stilling til, om afgørelsen er i overensstemmelse med de retningslinjer, som kommunen har fastsat.

Stk. 2. Kommunens afgørelser i spørgsmål om konkurrenceforvridning efter § 33, stk. 1, og §§ 49 og 65 kan indbringes for Arbejdsmarkedsrådet.

Stk. 3. Arbejdsmarkedsrådets afgørelser efter stk. 2 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Klage over arbejdsgiverens beregninger ved ansættelse med løntilskud

§ 131. Klage over den offentlige arbejdsgivers beregninger efter § 55, stk. 5, for personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, kan inden 4 uger indbringes for arbejdsformidlingen af den, som afgørelsen vedrører.

Stk. 2. Klage over den offentlige arbejdsgivers beregninger efter § 55, stk. 5, for personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3, kan inden 4 uger indbringes for kommunen af den, som afgørelsen vedrører.

Klage over arbejdsløshedskassens afgørelser

§ 132. Arbejdsløshedskassens afgørelser om befordringsgodtgørelse efter kapitel 15 kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt, indbringes for Arbejdsdirektoratet efter reglerne i §§ 98 og 99 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. af den, som afgørelsen vedrører.

Kapitel 25

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 133. Loven træder i kraft den 1. juli 2003, jf. dog stk. 2-6.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af kapitel 11, for så vidt angår virksomhedspraktik hos private arbejdsgivere.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 51, stk. 2, for så vidt angår ansættelse med løntilskud af personer mellem 25 og 30 år. Indtil da er det en betingelse for ansættelse med løntilskud af personer mellem 25 og 30 år hos private arbejdsgivere, at personen vurderes at have særlig risiko for langvarig ledighed eller har været ledig i sammenlagt mere end 12 måneder henholdsvis har modtaget kontanthjælp eller starthjælp i en sammenhængende periode på mere end 12 måneder.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af §§ 99 og 100 om tilskud til opkvalificering henholdsvis til hjælpemidler i forbindelse med ansættelse af personer uden løntilskud.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 36, stk. 4, finder anvendelse på personer, der inden den 1. januar 2006 har fået tilbud om vejledning og opkvalificering.

Stk. 6. Lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 207 af 17. marts 2003, ophæves.

§ 134. Ledige, som har fået tilsagn om eller har påbegyndt et tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik før den 1. juli 2003, kan påbegynde eller gennemføre dette efter de hidtil gældende regler.

Stk. 2. Beskæftigede, der inden den 1. september 2003 modtager eller har fået tilsagn om støtte efter bestemmelser fastsat i medfør af § 20, stk. 4, i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, kan modtage støtten efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3. I opgørelsen af sammenlagt ledighed efter § 4, stk. 1, medregnes ledighed forud for lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 8.

Stk. 4. I opgørelsen af en sammenhængende periode med kontanthjælp eller starthjælp efter § 4, stk. 2, medregnes perioder forud for lovens ikrafttræden.

Stk. 5. I opgørelsen af perioden på 3 måneder med offentlige forsørgelsesydelser og deltagelse i tilbud efter § 21 medregnes perioder forud for lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 7.

Stk. 6. I opgørelsen af perioder med offentlige forsørgelsesydelser efter § 89, stk. 5, medregnes perioder forud for lovens ikrafttræden.

Stk. 7. For personer, der har rettet henvendelse til kommunen om hjælp inden den 1. juli 2003, skal det individuelle kontaktforløb være fastsat senest den 31. december 2003.

Stk. 8. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om en gradvis gennemførelse af ret og pligt til tilbud efter § 85, stk. 3, og § 86 for personer, der ved lovens ikrafttræden er indplaceret i dagpengeperioden, jf. § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 135. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

 

Lov nr. 423 af 9. juni 2004, der ændrer §§ 23, 36, 82, 110 og 119 (tilsyn med kommunale rådighedsvurderinger, tilsyn med kommunernes visitation, aktiveringsfri periode, nedsættelse af befordringsgodtgørelse, refusion m.v.), indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2004, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. § 1, nr. 16, har virkning fra den 1. juli 2003.

Stk. 3. § 3, nr. 5-7, og § 4, nr. 6 og 7, har virkning fra den 1. januar 2004.

 

Lov nr. 424 af 9. juni 2004, der ændrer § 133 (forlængelse af mulighed for 1-årige tilbud om vejledning og opkvalificering i første ledighedsperiode), indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2004.

 

Lov nr. 1369 af 20. december 2004, der ændrer §§ 2 og 117 og indsætter § 50 a (virksomhedspraktik til særlig udsatte unge under 18 år), indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2005.

Stk. 2. Unge, der ved lovens ikrafttræden har fået et tilbud efter de regler, der ved bekendtgørelse er fastsat for forsøgsordningen om beskæftigelsestilbud til unge i Københavns Kommune, fortsætter i tilbuddet efter disse regler.

 

Lov nr. 1418 af 22. december 2004, der ændrer § 133 (forlængelse af mulighed for 1-årige tilbud om vejledning og opkvalificering i første ledighedsperiode), indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2005.

 

Lov nr. 304 af 2. maj 2005, der indsætter § 21 a (bekæmpelse af misbrug af sociale ydelser m.v., udvidelse af kontrolbeføjelser, indførelse af sanktioner, hurtig beskæftigelsesindsats m.v.), indeholder følgende ikraftrædelsesbestemmelse:

§ 7

Stk. 1. Loven træder i kraft den 9. maj 2005.

Stk. 2. Gentagelsesvirkningen efter §§ 2 og 6 indtræder alene, hvor også den første tilsidesættelse af oplysningspligten ligger efter lovens ikrafttræden.

 

Lov nr. 398 af 1. juni 2005, der ændrer § 133 (forlængelse af mulighed for 1-årige tilbud om vejledning og opkvalificering i første ledighedsperiode), indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2005.

Beskæftigelsesministeriet, den 29. juni 2005

Claus Hjort Frederiksen

/Kim Svendsen-Tune