Senere ændringer til afgørelsen
Resume
Resumé
Et medlem havde 2 deltidsjob. Hun blev selvforskyldt ledig fra sin stilling på Omsorgscentret .. den 31. maj 2002 og fik 5 ugers karantæne.
Kassen var ikke bekendt med at hun havde 2 arbejdsforhold, dvs. yderligere en arbejdsplads.
Den 16. august 2002 blev hun ledig fra sit andet job.
Den 26. september 2002 modtog kassen en mail fra en privatperson med oplysninger om, at ”en person” med tilknytning til a-kassen, der var meldt ledig, havde 3 timers beskæftigelse dagligt, som ikke var oplyst til a-kassen.
På a-kassens anmodning om en uddybning modtog a-kassen den 1. november 2002 fra den samme person en mail med oplysninger om navn og cpr. nr. samt angivelse af 2 arbejdspladser, Omsorgshjemmet .. og Sct. Hans.
Kassen påbegyndte behandlingen af dagpengekort for perioden 21. oktober – 17. november 2002 den 18. november 2002. Den 4. december 2002 sendte kassen en høring til medlemmet der ikke blev besvaret, og den 10. januar 2003 kontaktede kassen medlemmet telefonisk. Hun bekræftede, at hun havde arbejdet, mens hun modtog dagpenge. Kassen standsede dagpengene den 10. januar 2003.
Kassen traf afgørelse den 4. november 2003 om, at medlemmet skulle tilbagebetale 81.012 kr. på grund af svig og uagtsomhed.
Direktoratet fandt, at kassen kunne få refusion for det udbetalte beløb på grund af medlemmets svig og uagtsomhed, idet kassen ikke havde mulighed for at hindre udbetalingen på grund af medlemmets svigagtige fortielse. Der kunne ikke gives refusion for perioden 1. november 2002 til 10. januar 2003, idet kassen skulle have standset udbetalingerne den 1. november 2002, hvor den fik kendskab til forholdet.
Kassen fandt, at den ikke kunne standse dagpengene på grund af anmeldelsen, idet der ikke forelå en bestyrket mistanke. Kassen henviste til forvaltningslovens § 19. Kassen fandt sig berettiget til refusion for hele det fejludbetalte beløb.
Ankenævnet fandt, at der var tilstrækkeligt grundlag for at stoppe udbetalingen af dagpenge til kassens medlem den 1. november 2002.
Ankenævnet fandt, at a-kassen ikke var berettiget til refusion for perioden 18. november 2002 – 10. januar 2003, idet det kunne bebrejdes kassen, at den fortsatte udbetalingerne af dagpenge på trods af den foreliggende usikkerhed om udbetalingsgrundlaget og uden i perioden 1. – 18. november 2002 at søge afklaret, om der var noget til hinder for udbetaling af dagpenge til medlemmet.
Den fulde tekst

Stop for dagpenge, anmeldelse af 3. mand, refusion

 

 

Nævnet traf denne 2. september 2004

A F G Ø R E L S E

Ankenævnet finder, at der var tilstrækkeligt grundlag for at stoppe udbetalingen af dagpenge til kassens medlem den 1. november 2002.

Ankenævnet har lagt til grund, at

– medlemmet på sin ledighedserklæring den 3. juni 2002 angav Omsorgscentret NN, som sidste arbejdsforhold,

– kassen den 26. september 2003 modtog en anmeldelse vedrørende ”en persons” ledigmeldelse, trods fortsat deltidsbeskæftigelse,

– anmeldelsen den 1. november 2002 blev udbygget med navn og cpr. nr på et af kassens medlemmer, samt oplysning om 2 arbejdssteder, Omsorgshjemmet i NN og Sct. Hans,

– et midlertidigt dagpengestop ikke behøvede få betydning for medlemmet, da udbetalingsperioden var månedlig og det i aktuelle tilfælde gav et tidsmæssigt spillerum til afklaring af anmeldelsen på ca. 3 uger, og

– a-kassen påbegyndte behandling af dagpengekort for perioden 21. oktober – 17. november 2002 den 18. november 2002.

Ankenævnet har lagt vægt på, at der var tale om en anmeldelse på et medlem, hvor der blev oplyst 2 navngivne arbejdsgivere, og at der blev angivet en arbejdsgiver, som kassen ikke havde kendskab til.

Ankenævnet finder, at a-kassen fra den 1. november 2002, hvor a-kassen modtog oplysninger, som gjorde det muligt for a-kassen at iværksætte en undersøgelse, og frem til den 18. november 2002, hvor a-kassen påbegyndte behandling af dagpengekortene for den pågældende periode, havde mulighed for at afklare medlemmets forhold og herefter for at iværksætte et dagpengestop den 18. november 2002.

Ankenævnet finder derfor, at a-kassen ikke er berettiget til refusion for perioden 18. november 2002 – 10. januar 2003, idet det kan bebrejdes kassen, at den fortsatte udbetalingerne af dagpenge på trods af den foreliggende usikkerhed om udbetalingsgrundlaget og i øvrigt uden fra den 1. november og frem til den 18. november at have forsøgt at afklare, om der var noget til hinder for udbetaling af dagpenge til medlemmet.

Ankenævnet henviser til § 86, stk. 4 og stk. 6, § 87, stk. 5 og stk. 8 i lov om arbejdsløshedsforsikring m. v. jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002 og Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse § 4, og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om a-kassernes ret til refusion for udbetalte ydelser §§ 1, 2, 3 og 5.

Ankenævnet ændrer således delvist direktoratets afgørelse af 28. januar 2004.

Kassen har i sin klage henvist til principperne i forvaltningslovens § 19 i relation til situationen, at en anmeldelse danner grundlag for en afgørelse om et dagpengestop.

Sekretariatet skal bemærke, at dagpengestoppet skal ske, når kassen bliver bekendt med forhold, der gør det sandsynligt, at et medlem ved svig eller uagtsomhed med urette har fået ydelser fra a-kassen. Sekretariatet er enig i, at et dagpengestop ikke kan foretages uden iagttagelse af forvaltningslovens § 19, hvorfor ankenævnet i den konkrete sag er af den opfattelse, at et dagpengestop først vil kunne iværksættes efter a-kassens nærmere undersøgelse af forholdene, herunder en høring af medlemmet. Ankenævnet finder, at en sådan undersøgelse ville have kunnet finde sted i perioden fra den 1. november til den 18. november 2002.

På ankenævnets vegne

fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

xx

Arbejdsdirektoratet


1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

” A-kassen traf den 4. november 2003 afgørelse om, at medlemmet skulle betale 81.012 kr. tilbage til a-kassen på grund af svig og uagtsomhed.

Medlemmet skulle betale 9.877 kr. tilbage, da medlemmet ikke havde oplyst a-kassen om afholdt ferie, samt arbejdstimer, samtidig med, at medlemmet fik udbetalt dagpenge i ugerne 28-33 i 2002.

Medlemmet blev den 31. maj 2002 selvforskyldt ledig, da medlemmet blev afskediget fra et job i Glostrup Kommune. Medlemmet oplyste ikke til a-kassen, at medlemmet samtidig havde et job på Sankt Hans Hospital.

Medlemmet havde således arbejde under medlemmets karantæne, hvorfor karantænen ikke var udstået, da medlemmet igen modtog dagpenge fra uge 28-33 i 2002. Det fremgik af afgørelsen om karantænen, at denne kun kunne afvikles i ledige timer eller med 185 arbejdstimer.

Medlemmet havde endvidere et opsigelsesvarsel i ansættelsen på Sankt Hans Hospital, hvorfor medlemmet ikke havde ret til supplerende dagpenge, med mindre medlemmet havde en frigørelsesattest. Medlemmet har på denne baggrund fået udbetalt 8.243 kr. i dagpenge med urette. A-kassen har vurderet dette forhold som uagtsomt.

Den 16. august 2002 ophørte medlemmet med arbejdet på Sankt Hans Hospital. Medlemmet havde selv opsagt stillingen.

Da a-kassen ikke havde kendskab til dette arbejde udbetalte a-kassen fulde dagpenge til medlemmet fra uge 34 i 2002.

Da a-kassen fik kendskab til, at medlemmet var ophørt i denne stilling, og at hun ikke havde en gyldig grund, traf a-kassen afgørelse om, at medlemmet havde mistet retten til dagpenge fra den 16. august 2002, og at hun skulle betale de dagpenge tilbage, som hun havde modtaget i perioden den 16. august 2002 til den 10. januar 2003 tilbage, svarende til 62.892 kr. A-kassen fandt, at dette forhold var uagtsomt.

Det fremgår dog af sagen, at a-kassen den 1. november 2002 modtog en anmeldelse om, at medlemmet havde arbejdet samtidig med, at medlemmet modtog dagpenge.

A-kassen stoppede ikke for medlemmets dagpenge den 1. november 2002, men først den 10. januar 2003, hvor medlemmet bekræftede, at medlemmet havde arbejdet samtidig med, at hun fik dagpenge ”.

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 22. december 2003 denne afgørelse:

” A-kassen har ret til refusion af de dagpenge, som medlemmet har fået med urette på grund af svig, i alt 9.877 kr.

A-kassen har ret til refusion for de supplerende dagpenge, medlemmet har fået med urette, i alt 8.243 kr.

A-kassen har ret til refusion for de dagpenge, medlemmet har fået med urette fra den 16. august til og med den 31. oktober 2002.

A-kassen har ikke ret til refusion for de dagpenge, medlemmet har fået med urette fra den 1. november 2002 til den 10. januar 2003.

Begrundelse

Dagpenge udbetalt med urette på grund af svig

A-kassen har ret til refusion af det beløb, som medlemmet har fået udbetalt med urette på grund af svig, svarende til 9.877 kr.

Se lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, § 86, stk. 4, og bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusion for udbetalte ydelser, § 4.

Supplerende dagpenge udbetalt med urette på grund af uagtsomhed.

A-kassen har ret til refusion af de supplerende dagpenge, der er udbetalt med urette på grund af medlemmets uagtsomhed, svarende til 8.423 kr.

Direktoratet har ved denne vurdering lagt til grund, at dagpengene er udbetalt som en afledt følge af medlemmets svigagtige forhold, og at a-kassen ikke har haft mulighed for at hindre udbetalingen, da a-kassen ikke på tidspunktet for udbetalingen havde kendskab til medlemmets svigagtige forhold.

Der er lagt vægt på, at medlemmet fik udbetalt supplerende dagpenge, som medlemmet ikke havde ret til, da medlemmet ikke havde en frigørelsesattest. A-kassen har anset dette forhold for uagtsomt.

Se lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, § 86, stk. 4 og 6, og bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusion for udbetalte ydelser, § 7.

Dagpenge udbetalt med urette på grund af uagtsomhed i perioden den 16. august til den 31. oktober 2002.

A-kassen har ret til refusion af de supplerende dagpenge, der er udbetalt med urette på grund af medlemmets uagtsomhed i perioden den 16. august til og med den 31. oktober 2002.

Direktoratet har ved denne vurdering lagt til grund, at dagpengene er udbetalt som en afledt følge af medlemmets svigagtige forhold, og at a-kassen ikke har haft mulighed for at hindre udbetalingen, da a-kassen ikke på tidspunktet for udbetalingen havde kendskab til medlemmets svigagtige forhold.

Der er lagt vægt på følgende:

– Medlemmet blev selvforskyldt ledig den 31. maj 2002, og blev pålagt 5 ugers karantæne på grund af ophør hos Glostrup Kommune.

– Medlemmet oplyste ikke, at hun havde arbejdet 2 steder på deltid, og at hun fortsatte med at arbejde på deltid på Sankt Hans Hospital frem til 16. august 2003.

– Medlemmet fik således udbetalt dagpenge samtidig med at hun holdt ferie, samt udbetalt dagpenge uden fratræk af arbejdstimer i ugerne 28-33 i 2002 på grund af medlemmets svigagtige forhold.

– Medlemmet fik endvidere udbetalt supplerende dagpenge, som medlemmet ikke havde ret til, da medlemmet ikke havde en frigørelsesattest. A-kassen har anset dette forhold for uagtsomt.

– Medlemmet blev selvforskyldt ledig den 16. august 2002, men a-kassen har ikke kunnet pålægge medlemmet et arbejdskrav på 300 timer inden for 10 uger på dette tidspunkt, da a-kassen ikke havde kendskab til, at medlemmet arbejdede på Sankt Hans Hospital. A-kassen har vurderet, at medlemmet har handlet uagtsomt i forbindelse med dette ophør, da medlemmet ikke troede, at hun var selvforskyldt ledig, da medlemmet selv opsagde arbejdet og ikke blev afskediget, som ved medlemmets første arbejdsophør.

– A-kassen modtog den 1. november 2002 en anmeldelse om, at medlemmet havde modtaget dagpenge samtidig med, at medlemmet havde arbejde.

Se lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, § 86, stk. 4 og 6, og bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusion for udbetalte ydelser, § 7.

Dagpenge udbetalt med urette på grund af uagtsomhed i perioden den 1. november 2002 til og med den 10. januar 2003

A-kassen har ikke ret til refusion for dagpenge udbetalt i perioden den 1. november 2002 til den 10. januar 2003.

Direktoratet har ved denne vurdering lagt vægt på, at a-kassen kunne have undgået fejludbetalingen, hvis a-kassen havde stoppet for udbetaling af dagpenge til medlemmet, da a-kassen modtog anmeldelse om, at medlemmet havde modtaget dagpenge samtidig med, at medlemmet havde arbejdet.

Se lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, § 86, stk. 4, og bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusion for udbetalte ydelser, § 3, stk. 1”.

3. Klagen til ankenævnet

A-kassen klagede den 12. januar 2004:

”Vedrørende XX, refusion, anke

Arbejdsdirektoratet har med afgørelse af 22. december 2003 anmodet a-kassen om at opgøre tilbagebetalingskrav dels for perioden 16. august til 31. oktober 2002 (med refusion) samt tilbagebetalingskravet for perioden 1 . november 2002 til l0. januar 2003. Desuden anmoder direktoratet os om at tage stilling til om konstateringstidspunktet bør være 1. november 2002 eller 10. januar 2003.

Tilbagebetalingsbeløbet for 17. august (den dag dagpengeretten mistedes) til og med 31. oktober 2002 er brutto 32.616 kr..

Tilbagebetalingsbeløbet for 1. november 2002 til og med 9. januar 2003 er brutto 30.276 kr.. Undersøgelsesstop er lagt l0. januar 2003.

Vi skal i den sammenhæng anke afgørelsen til Arbejdsmarkedets Ankenævn. Efter vejledning nr. 47 af 4. juni 2003 om sanktion til medlemmer af en a-kasse, bemærkningerne til § 4, skal der - for at kassen kan standse udbetalingerne til et medlem - foreligge en bestyrket mistanke om at der er sket fejludbetaling. Vejledningen giver dernæst nogle eksempler på hvornår kassen skal lægge stoppet.

De to mails vi fik fra anmelderen, henholdsvis 26. september og 1. november 2002 kan efter vores opfattelse ikke sidestilles med de eksempler vejledningen giver. Den første angiver ikke hvilket medlem der er tale om.

Straks den 27. september 2002 beder vi anmelderen om at sende yderligere til A-kassen, hvis han kunne angive medlemmets navn og adresse og hvilket arbejdsforhold der skulle være tale om.

Den næste mail, den 1. november 2002, angiver medlemmets navn og cpr.nr., men er lidt diffus derved at anmelderen nævner, at medlemmet blev fyret fra omsorgscentret i MM og fik karantæne, men skulle have pralet med, at hun fik mere udbetalt fra Sct. Hans i samme periode.

Om samme periode betyder karantæneperioden eller karantæneperioden + en efterfølgende periode på dagpenge ligger ikke klart.

For os er det en henvendelse, der bestemt gør, at vi beder medlemmet udtale sig, men der er ikke alene på grund af mailen en bestyrket mistanke om fejludbetaling. Derfor er konstateringstidspunkt og tilhørende stop ikke 1. november 2002. Begrundelserne for en tredjemands anmeldelse af et medlem, kan være forskellige. Det kan være forargelse (berettiget eller uberettiget), det kan være en ren misforståelse, det kan også bero på personligt uvenskab med medlemmet.

Vi vil være utrygge ved en praksis, hvor den blotte anmeldelse er nok til at udløse et undersøgelsesstop. Undersøgelsesstop er som bekendt ikke sagens endelige afgørelse, men det er en bebyrdende afgørelse, som påføres klagevejledning, se vores brev af 14. januar 2003 til medlemmet.

Der skal tungtvejende grunde til at stoppe for dagpengene, uden at medlemmet har haft chance for at kommentere på en anmeldelse fra en privatperson. Vi mener ikke en sådan praksis er korrekt rent forvaltningsretligt, jf. principperne i forvaltningslovens § 19.

I forlængelse af ovenstående betragter vi 10. januar 2003 som konstateringstidspunkt.”

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet skrev den 28. januar 2004:

” XX, cpr.nr. 031263-1180

Direktoratet sender klage over afgørelse af 22. december 2003.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Direktoratet finder, at der den 1. november 2002, hvor a-kassen modtager en e-mail med oplysninger om medlemmets navn, cpr.nr. og oplysninger om, at medlemmet praler med, at hun fik mere udbetalt fra Sankt Hans i samme periode som hun havde en karantæne, foreligger en bestyrket mistanke om, at der kan være sket en fejludbetaling.

Direktoratet mener derfor, at a-kassen på dette tidspunkt burde have stoppet for udbetaling af dagpenge til medlemmet, og truffet afgørelse om et foreløbigt dagpengestop, mens sagen blev undersøgt.

Direktoratet skal samtidig bemærke, at a-kassen havde en periode på minimum 3 uger til at undersøge sagen, inden medlemmet skulle have udbetalt dagpenge for november måned 2002. Medlemmet havde derfor mulighed for at af- eller bekræfte oplysningerne i anmeldelsen inden udbetaling af dagpengene for november 2002.

Det fremgår af et samtalenotat af 4. december 2002, at der denne dag sendes en høring til medlemmet, og at a-kassen den 10. januar 2003 tager telefonisk kontakt til medlemmet, da medlemmet ikke har svaret på a-kassen brev af 4. december 2002. A-kassen stopper herefter på baggrund af medlemmets oplysninger for udbetaling af dagpenge til medlemmet fra den 10. januar 2003.

Direktoratet finder derfor, at a-kassen burde have stoppet for medlemmets udbetaling af dagpenge i forbindelse med anmeldelsen den 1. november 2002.”

5. Nyt efter klagen

Intet.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 og nr. 799 af 24. september 2002

§ 86.

Stk. 4. Hvis dagpenge eller andre ydelser, jf. stk. 1 og 15, er udbetalt med urette, har kassen ikke krav på refusion fra statskassen og skal betale udbetalt refusionsbeløb for den fejludbetalte ydelse tilbage fuldt ud, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætte regler om administrationen af stk. 4, og stk. 5 og kan herunder bestemme, at kassen skal have ret til refusion i ganske særlige situationer, selv om fejludbetalingen ikke skyldes medlemmets svigagtige forhold.

Med virkning fra 1. juli 2003 fik § 86, stk. 4 følgende ordlyd ved lov nr. 415 af 10. juni 2003

§ 86.

Stk. 4. Hvis dagpenge eller andre ydelser, jf. stk. 1 og 15, er udbetalt med urette, har kassen ikke krav på refusion fra statskassen og skal betale udbetalt refusionsbeløb for den fejludbetalte ydelse tilbage fuldt ud, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold. Tilbagebetaling skal ske, uanset om staten har lidt økonomisk tab. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan dog i ganske særlige tilfælde give tilladelse til, at kassen helt eller delvis får ret til refusion, hvis staten ikke har lidt et økonomisk tab af samme størrelse som det fejludbetalte beløb. Direktørens afgørelse herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 87. Har et medlem gjort sig skyldig i svig eller forsøg på svig over for kassen, kan direktøren for Arbejdsdirektoratet bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 962 timer. Er medlemmet tidligere pålagt en sanktion for svig, kan direktøren bestemme, at pågældende slettes som medlem af kassen, hvis den seneste forseelse er begået mindre end 5 år efter den første administrative afgørelse i den tidligere sag. Et medlem, som slettes af kassen, kan genoptages som nyt medlem.

Stk. 2. Har et medlem gjort sig skyldig i anden forseelse over for kassen, kan kassen bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 37 timer.

Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler om anvendelse af stk. 1-7.

Ved lov nr. 420 af 10. juni 2003 fik Landsarbejdsrådet ændret navn til Beskæftigelsesrådet med virkning fra 1. juli 2003.

Med virkning fra den 1. juli 2003 foretages følgende ændringer til § 87 ved lov nr. 290 af 30. april 2003

I § 87, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

"Hvis beløbet, der er udbetalt eller søgt udbetalt med urette, højst svarer til 5 gange dagpengenes højeste beløb for en uge, jf. § 47, træffer arbejdsløshedskassen dog afgørelse.",

i § 87, stk. 1, 2. pkt., der bliver 3. pkt., ændres "direktørens tidligere afgørelse" til: "den første administrative afgørelse i den tidligere sag"

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse

Procedure ved mistanke om svig og uagtsomhed

§ 4. Bliver en a-kasse bekendt med forhold, der gør det sandsynligt, at et medlem ved svig eller ved uagtsomhed med urette har fået ydelser fra a-kassen, skal den standse udbetalingerne fra konstateringstidspunktet. A-kassen skal give medlemmet en særskilt afgørelse herom og begrunde, at udbetalingerne er stoppet.

Stk. 2. Når a-kassen har truffet en afgørelse om sagens realitet, skal den stoppe udbetalingerne af ydelser i overensstemmelse med sin afgørelse eller indstilling.

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2003

Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning for alle sager om sanktion, hvor a-kassen ikke har truffet afgørelse om tilbagebetaling, jf. § 86 i loven, før den 1. juli 2003.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser

§ 1. Hvis en kasse med urette har udbetalt

1) ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. ,

2) etableringsydelse eller uddannelsesgodtgørelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik , eller

3) ydelser efter lov om orlov , har kassen ikke ret til refusion fra statskassen og udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales.

Stk. 2. Kassen har dog ret til refusion i de i §§ 2-5 anførte tilfælde.

§ 2. Skyldes fejludbetalingen medlemmets svigagtige forhold, jf. § 87 , stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., har kassen ret til refusion. Retten bortfalder dog i det omfang, udbetalingen kan tilskrives fejl i kassen.

§ 3. Hvis fejludbetalingen skyldes en skønsmæssig afgørelse, har kassen ret til refusion, såfremt kassen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og skønnet kan anses for forsvarligt.

Stk. 2. Kassen har endvidere ret til refusion, hvis fejludbetalingen skyldes urigtige oplysninger fra arbejdsgivere, offentlige myndigheder eller en anden arbejdsløshedskasse, medmindre kassen vidste eller burde vide, at oplysningerne var urigtige.

Stk. 3. Stk. 1 og stk. 2, finder dog ikke anvendelse i tilfælde, hvor medlemmet i forbindelse med fejludbetalingen har udvist uagtsomt forhold, således at der er grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetaling efter § 86 , stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. dog § 5.

§ 5. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan i ganske særlige situationer give tilladelse til, at kassen får ret til refusion for fejludbetalte beløb, hvor dette ikke følger af §§ 2-4.

Bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusion for udbetalte ydelser

§ 3. En a-kasse har ikke ret til refusion, hvis den med urette har udbetalt ydelser. Er der udbetalt refusion, skal a-kassen betale den tilbage.

§ 4. Skyldes udbetalingen at medlemmet har udvist svig, jf. § 87 , stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., har a-kassen ret til refusion. Retten falder dog bort i det omfang, udbetalingen kan tilskrives fejl i a-kassen.

§ 7. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan i ganske særlige tilfælde give en a-kasse ret til refusion for beløb, der er udbetalt med urette, hvor dette ikke følger af §§ 4-6.

§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2003.

Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning for udbetalinger af ydelser, der udbetales for perioder efter den 1. juli 2003.

Kassen har henvist til, at der skal tungtvejende grunde til at reagere på en anmeldelse fra en privatperson, uden at medlemmet har haft en chance for at kommentere anmeldelsen og har henvist til princippet i forvaltningslovens § 19.

Forvaltningsloven

Lov nr. 571 af 19. december 1985

§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.