Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Bekendtgørelse nr. 930 af 14. september 2004
Den fulde tekst

Cirkulæreskrivelse om ændring af reglerne om indgåelse og opløsning af registreret partnerskab og ægteskab

 

1. Indledning

Ved § 6 i lov nr. 446 af 9. juni 2004 om ændring af lov om ægteskabets indgåelse og opløsning med flere love (Regelforenkling på det familieretlige område m.v.) ændres reglerne om indgåelse og opløsning af registreret partnerskab. Ændringen træder i kraft den 1. oktober 2004.

I relation til indgåelse af registreret partnerskab medfører ændringen en udvidelse af den kreds af personer, der kan indgå registreret partnerskab i Danmark. Dette er beskrevet i pkt. 2.1.

Samtidig sidestilles reglerne om indgåelse af registreret partnerskab med reglerne om indgåelse af ægteskab, bortset fra adgangen til kirkelig vielse. Dette er beskrevet i pkt. 2.2.

Endvidere er reglerne om danske myndigheders internationale kompetence til at behandle sager om opløsning af registreret partnerskab blevet ændret. Dette er beskrevet i pkt. 3.

Endelig er der ved regelforenklingslovens § 1, nr. 7, indsat en bestemmelse i ægteskabsloven (§ 58 a, stk. 2), hvorefter der kan fastsættes regler om klagers behandling, herunder om statsamternes adgang til at genoptage en påklaget afgørelse om dispensation fra ægteskabsbetingelserne samt om separation eller skilsmisse. Dette er beskrevet i pkt. 4.

Disse ændringer træder i kraft den 1. oktober 2004.

Som følge af ovennævnte samt af andre dele af regelforenklingsloven er indgåelsesbekendtgørelsen er blevet ændret. Dette er beskrevet nærmere i en særskilt skrivelse.

2. Indgåelse af registreret partnerskab i Danmark

§ 2 i lov om registeret partnerskab har efter lovændringen følgende ordlyd:

» § 2. Ægteskabslovens kapitel 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på registrering af partnerskab, bortset fra §§ 14–17, § 20, stk. 3, og § 22, stk. 1. Ved registrering af partnerskab skal dog også betingelserne i stk. 2 være opfyldt.

Stk. 2. Registrering af partnerskab kan kun ske, hvis

1) en af parterne har bopæl her i landet og er dansk statsborger, eller

2) begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste 2 år før registreringen.

Stk. 3. Statsborgerskab i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab efter stk. 2. Bopæl i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med bopæl her i landet efter stk. 2. Justitsministeren 1)  kan bestemme, at statsborgerskab og bopæl i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes skal sidestilles med dansk statsborgerskab og bopæl her i landet.

Stk. 4. Regler om fremgangsmåden ved registrering af partnerskab fastsættes af justitsministeren.«

Ændringen af bestemmelsen har følgende konsekvenser for indgåelse af registreret partnerskab:

2.1. Tilknytning til Danmark ved indgåelse af registreret partnerskab

Ved lovændringen er adgangen til at indgå registreret partnerskab i Danmark blevet udvidet, men det er stadig en betingelse, at mindst en af parterne har en nærmere tilknytning enten til Danmark eller til et land, der har en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske. Denne betingelse kan opfyldes på en af følgende måder:

A. Den ene part har bopæl i Danmark og dansk statsborgerskab (§ 2, stk. 2, nr. 1). Der stilles ikke krav til den anden parts statsborgerskab eller bopæl, men betingelsen om lovligt ophold i ægteskabslovens § 11 a skal være opfyldt. (Dette er uændret i forhold til i dag).

B. Begge parter har haft bopæl i Danmark de seneste 2 år (§ 2, stk. 2, nr. 2). Deres statsborgerskab er uden betydning, men de skal begge opfylde betingelsen om lovligt ophold i ægteskabslovens § 11 a. (Dette er uændret i forhold til i dag).

C. Den ene part har bopæl i Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige eller Holland og har dansk, finsk, islandsk, norsk, svensk eller hollandsk statsborgerskab (§ 2, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 3). Der stilles ikke krav til den anden parts statsborgerskab eller bopæl, men betingelsen om lovligt ophold i ægteskabslovens § 11 a skal være opfyldt. Følgende eksempler viser dette:

– To danske statsborgere med bopæl i Sverige kan indgå registreret partnerskab i Danmark, uanset hvor længe de har boet i Sverige.

– En dansk og en finsk statsborger med bopæl i Sverige kan indgå registreret partnerskab i Danmark, uanset hvor længe de har boet i Sverige.

– En dansk statsborger med bopæl i Finland kan indgå registreret partnerskab i Danmark uanset den anden parts statsborgerskab eller bopæl.

– En svensk statsborger med bopæl i Island kan indgå registreret partnerskab i Danmark uanset den anden parts statsborgerskab eller bopæl.

D. Begge parter har haft bopæl i Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige eller Holland de seneste 2 år (§ 2, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 3). Det er i forarbejderne præciseret, at hver af parterne skal have haft en fast tilknytning til eet af de omhandlede lande. Hvis en af parterne de seneste 2 år har haft bopæl i flere af landene, er bopælsbetingelsen ikke opfyldt.

Parternes statsborgerskab er uden betydning, men de skal begge opfylde betingelsen om lovligt ophold i ægteskabslovens § 11 a.

Følgende eksempler viser dette:

– To britiske statsborgere, som har haft bopæl i Sverige de seneste 2 år, kan indgå registreret partnerskab i Danmark.

– En russisk statsborger, som har haft bopæl i Holland de seneste 2 år, kan indgå registreret partnerskab i Danmark med en iransk statsborger, der har haft bopæl i Finland de seneste 2 år.

– En fransk statsborger, der har haft bopæl i Danmark de seneste 2 år, kan ikke indgå registreret partnerskab her i landet med en spansk statsborger, der har boet her det seneste år, og som inden da boede 1 år i Sverige. De kan først indgå registreret partnerskab i Danmark, når den spanske statsborger har boet i Danmark i 2 år.

I relation til situation C og D bemærkes, at bopæl eller statsborgerskab i Finland, Island, Norge eller Sverige efter partnerskabslovens § 2, stk. 3, sidestilles med bopæl eller statsborgerskab i Danmark. Samtidig er det i § 36 i den ændrede indgåelsesbekendtgørelse bestemt, at også bopæl og statsborgerskab i Holland sidestilles med bopæl og statsborgerskab i Danmark, jf. lovens § 2, stk. 3, 3. pkt.

Ministeren for familie - og forbrugeranliggender kan ved bekendtgørelse bestemme, at statsborgerskab og bopæl i andre lande med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, skal sidestilles med dansk statsborgerskab og bopæl her i landet.

Uanset udvidelsen af adgangen til at indgå registreret partnerskab er det fortsat ikke muligt at indgå registreret partnerskab i Danmark i bl.a. følgende situationer:

– En britisk statsborger, som har boet to år i Danmark eller i Norge, kan ikke indgå registreret partnerskab i Danmark med en udlænding, som ikke er nordisk eller hollandsk statsborger, og som ikke har bopæl i disse lande.

– To danske statsborgere kan ikke indgå registreret partnerskab i Danmark, hvis ingen af dem har bopæl her eller i et andet land med tilsvarende regler.

Efter forarbejderne til loven indeholder ”bopæl” i § 2, stk. 2-3, (enten i Danmark eller i et af de lande der sidestilles hermed) et krav om ”domicil”.

Spørgsmålet om, hvorvidt en part opfylder dette bopælskrav, skal afgøres efter en samlet vurdering. I forarbejderne til lov nr. 360 af 2. juni 1999, hvor adgangen til at indgå registreret partnerskab første gang blev udvidet, er bopælskravet beskrevet således:

»I tilfælde, hvor det måtte give anledning til tvivl, om en person efter stk. 2, nr. 2, har bopæl her i landet, må der herefter anlægges en samlet vurdering. Der må bl.a. lægges vægt på retsgrundlaget for opholdet i Danmark, herunder om en opholdstilladelse er udstedt med henblik på midlertidigt eller varigt ophold, og om opholdstilladelsen er tidsbegrænset. Der må også lægges vægt på, om det i øvrigt kan antages, at personen har til hensigt varigt - eller i hvert fald for en længere periode - at forblive i Danmark. Det kan her indgå, om den pågældende har fast arbejde i Danmark eller på anden måde har en mere varig, objektiv tilknytning til landet. Personer, der alene opholder sig i Danmark i en kortere, forud fastlagt periode (der dog overstiger 2 år, jf. den foreslåede bestemmelse), eller som i øvrigt må antages at ville forlade Danmark igen inden for nærmere fremtid, vil ikke have bopæl i Danmark i bestemmelsens forstand. En person, der søger opholdstilladelse i Danmark, f.eks. en asylansøger, vil heller ikke have bopæl her i landet, mens ansøgningen behandles.

I kravet om bopæl i Danmark i de sidste to år ligger også, at opholdet har været uden væsentlige afbrydelser. Således vil f.eks. et længere ophold i udlandet inden for to års-perioden, hvadenten det er i hjemlandet eller i et andet land, indebære, at lovens betingelser ikke er opfyldt. Det vil derimod være uden betydning, om den pågældende i perioden har foretaget kortere ferierejser m.v. til udlandet.«

Endvidere fremgår det af forarbejderne til regelforenklingsloven, at der skal anlægges en mere restriktiv fortolkning af bopælsbegrebet i § 2, stk. 2, nr. 2, end hvad der gælder for nordiske statsborgere m.v., der er nævnt under § 2 stk. 3, jf. stk. 2, nr. 1.

Vedrørende bopælsbegrebet i relation til danske statsborgere, der er ansat i internationale organisationer m.v., har justitsministeren i en besvarelse af 27. januar 1999 til Folketingets Retsudvalg udtalt følgende:

»Særligt med hensyn til de nævnte danske statsborgere, der er ansat i internationale organisationer m.v., bemærkes, at det må bero på en konkret vurdering, om sådanne personer kan anses for at have bopæl i Danmark i partnerskabslovens forstand. Det tilføjes i den forbindelse, at f.eks. personer, der midlertidigt har taget ophold i udlandet som følge af ansættelse i De Europæiske Fællesskaber eller udsendelse af privat dansk virksomhed m.v., efter Justitsministeriets opfattelse må anses for at have bopæl i Danmark allerede efter den gældende lovs § 2, stk. 2, der svarer til den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 2, nr. 1.«

Ovennævnte erstatter første del af skrivelse af 9. august 1999.

2.2. Andre ændringer af reglerne om indgåelse af registreret partnerskab

Ved lovændringen sidestilles reglerne om indgåelse af registreret partnerskab med reglerne om indgåelse af ægteskab, bortset fra adgangen til kirkelig vielse. Dette indebærer bl.a. følgende:

– Gebyrreglen i ægteskabslovens § 13, stk. 3, finder også anvendelse ved indgåelse af registreret partnerskab. Hvis ingen af parterne har bopæl i Danmark, skal der således ved anmodning om prøvelse af betingelserne for at indgå registreret partnerskab betales et gebyr på 500 kr.

– Det er muligt at foretage en ”nødregistrering” efter ægteskabslovens § 19, stk. 2

– Efter ægteskabslovens § 21, stk. 2, er det muligt efterfølgende at godkende et ugyldigt partnerskab som gyldigt.

3. Opløsning af registreret partnerskab

Ved indførelsen af adgangen til at indgå registreret partnerskab i 1989 blev det i partnerskabslovens § 5, stk. 3, bestemt, at registreret partnerskab altid kan opløses her i landet, selvom betingelserne i retsplejelovens § 448 c ikke er opfyldt. Efter bestemmelsen kan et partnerskab i dag altid opløses i Danmark, uanset parternes bopæl. Baggrunden for bestemmelsen var, at Danmark på det tidspunkt var det eneste land, hvor der var adgang til at indgå registreret partnerskab. Partnerskab indgået i Danmark kunne ikke forventes at blive anerkendt i andre lande, og andre lande kunne derfor heller ikke forventes at medvirke til opløsning af danske partnerskaber ved skilsmisse e.lign.

Siden 1989 har flere lande indført mulighed for at indgå registreret partnerskab e.lign.

I forbindelse med regelforenklingen er partnerskabsloven blevet ændret, således at danske myndigheders internationale kompetence til at opløse registreret partnerskab er blevet begrænset, idet kompetencen som udgangspunkt skal følge de almindelige regler i retsplejelovens § 448 c.

Dette følger af lovens § 5, stk. 1, der henviser til retsplejelovens § 448 c. Kompetencereglerne i denne bestemmelse er i relation til statsamterne indarbejdet i opløsningsbekendtgørelsens § 12, stk. 1.

Den ændrede § 5, stk. 3, indeholder dog en udvidelse af kompetencen til at behandle sager om opløsning af registreret partnerskab i forhold til retsplejelovens § 448 c. Efter lovændringen har § 5, stk. 3, følgende ordlyd:

»Hvis ingen af parterne bor i et land, der er omfattet af § 2, stk. 3, kan registreret partnerskab indgået her i landet uanset retsplejelovens § 448 c altid opløses her.«

Dette betyder, at hvis ingen af parterne bor i de nordiske lande eller Holland, vil danske myndigheder kunne behandle en sag om opløsning af deres partnerskab, selvom betingelserne i retsplejelovens § 448 c eller opløsningsbekendtgørelsens § 12, stk. 1, ikke er opfyldt.

Denne udvidelse af kompetencen i forhold til reglerne i retsplejeloven og opløsningsbekendtgørelsen gælder dog kun for partnerskaber, der er indgået i Danmark.

4. Statsamternes adgang til at genoptage påklagede afgørelser i vielses- separations- og skilsmissesager

Hidtil har statsamterne ikke haft kompetence til at genoptage en påklaget sag på eget initiativ, medmindre klageren frafaldt klagen over for statsamtet.

Som nævnt i indledningen er der i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning indsat en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter der kan fastsættes regler om klagers behandling.

Med hjemmel heri er der i § 34 b i indgåelsesbekendtgørelsen og i § 14 a i opløsningsbekendtgørelsen fastsat regler om statsamternes adgang til at genoptage en påklaget afgørelse om dispensation fra ægteskabsbetingelserne eller om separation eller skilsmisse.

Om indholdet af disse bestemmelser henvises til cirkulæreskrivelse af 27. september 2004 til statsamterne om statsamternes adgang til at genoptage påklagede afgørelser i samværs- og forældremyndighedssager.

Statsamtet har dog ikke adgang til at genoptage en påklaget afgørelse, hvis statsamtet har modtaget klagen inden den 1. oktober 2004.

Opløsningsbekendtgørelsen - bekendtgørelse nr. 875 af 24. oktober 2002 - er blevet ændret ved bekendtgørelse nr. 930 af 14. september 2004, der vedlægges til statsamterne.

Familiestyrelsen, den 28. september 2004

Lars Thøgersen



Bilag 1

Bekendtgørelse nr. 930 af 14. september 2004

Bilag 1 indeholder bekendtgørelse nr. 930 af 14. september 2004 om ændring af bekendtgørelse om opløsning af ægteskab.

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A, samt forefindes i Retsinformation.

Officielle noter

1) Det Familieretlige område, herunder indgåelse af ægteskab, er pr. 2. august 2004 overført fra Justitsministeriet til Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender.