Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om international adoption

 

Indholdsfortegnelse

Indledning

1.

Generelle forhold

 

1.1.

International fremmedadoption

 

 

1.1.1.

Anonym adoption og ikke-anonym adoption

 

 

1.1.2.

International fremmedadoption, hvor ansøgeren er tilmeldt en adoptionsformidlende organisation

 

 

1.1.3.

Privat fremmedadoption

 

1.2.

International kompetence og domicil

 

1.3.

Adoptionsmyndighedernes og de formidlende organisationers opgaver i hovedtræk

 

1.4.

Forvaltningsloven

 

1.5.

Klageadgang

 

 

1.5.1.

Adoptionsnævnet

 

 

1.5.2.

Familiestyrelsen

 

 

1.5.3.

Skematisk oversigt over klageadgangen

 

1.6.

Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner

 

 

1.6.1.

Haagerkonventionens anvendelse i praksis

2.

Godkendelseskravene

 

2.1.

Adoptionslovens krav om godkendelse som adoptant

 

2.2.

Generelle og individuelle godkendelseskrav

 

2.3.

De generelle krav for godkendelse som adoptant

 

 

2.3.1.

Alder

 

 

2.3.2.

Ægteskab og samliv

 

 

2.3.3.

Sociale forhold

 

 

2.3.4.

Helbred

 

2.4.

Det adoptionsforberedende kursus

 

 

2.4.1.

Førstegangsansøgere

 

 

2.4.2.

Flergangsadoptanter

 

2.5.

Den individuelle vurdering

 

 

2.5.1.

Førstegangsansøgere til adoption af udenlandsk barn

 

 

2.5.2.

Flergangsadoptanter

 

 

2.5.3.

Udvidet godkendelse

 

 

2.5.4.

Enlige ansøgere

3.

Undersøgelsesforløbet

 

3.1.

Formålet med undersøgelsesforløbet

 

3.2.

Sagsbehandlerens rolle

 

3.3.

Vejledning og rådgivning

 

3.4.

Adoptionssamrådets afgørelser

 

3.5.

Fase 1

 

 

3.5.1.

Generelt om fase 1

 

 

3.5.2.

Indgivelse af ansøgning - påbegyndelse af fase 1

 

 

3.5.3.

Oplysningsskema samt attester

 

 

3.5.4.

Amtskommunens opgaver i forbindelse med fase 1

 

 

3.5.5.

Samrådets opgaver i forbindelse med fase 1

 

3.6.

Det adoptionsforberedende kursus - fase 2

 

 

3.6.1.

Førstegangsansøgere

 

 

3.6.2.

Flergangsadoptanter

 

3.7.

Fase 3

 

 

3.7.1.

Generelt om fase 3

 

 

3.7.2.

Indgivelse af dokumentation for deltagelse i adoptionsforberedende kursus og erklæring om opretholdelse af adoptionsønsket - påbegyndelse af fase 3

 

 

3.7.3.

Amtskommunens opgaver i forbindelse med fase 3

 

 

3.7.4.

Samrådets opgaver i forbindelse med fase 3

4.

Godkendelsen

 

4.1.

Indholdet af godkendelsen

 

 

4.1.1.

Samtidig godkendelse til dansk og udenlandsk barn

 

 

4.1.2.

Tidsbegrænsning af godkendelsen

 

 

4.1.3.

Forlængelse af godkendelsen

 

 

4.1.4.

Fremtidige tiltag

 

4.2.

Bortfald af godkendelsen

 

 

4.2.1.

Ansøgerens pligt til at give meddelelse om ændrede forhold

 

 

4.2.2.

Bortfald af godkendelsen som adoptant

5.

Udarbejdelse af socialrapport

 

5.1.

Amtskommunens opgaver

 

5.2.

Socialrapportens baggrund og formål

 

5.3.

Socialrapportens indhold

6.

Barn i forslag (matching)

 

6.1.

Matchingen

 

 

6.1.1.

Proceduren, når de udenlandske adoptionsmyndigheder foreslår et konkret barn til en konkret adoptionsansøger

 

 

6.1.2.

Proceduren ved anmodning fra de udenlandske adoptionsmyndigheder om, at den formidlende organisation foranlediger et konkret barn placeret hos danske adoptanter

 

 

6.1.3.

Matchingproceduren ved privat fremmedadoption

 

 

6.1.4.

Ansøgerens stillingtagen til matchingforslaget

 

 

6.1.5.

Bortfald af en abstrakt godkendelse

 

6.2.

Udstedelse af “artikel 17c-erklæring”

 

6.3.

Plejetilladelse

 

6.4.

Opholdstilladelse

 

6.5.

Orlov og dagpenge

7.

Opfølgningsrapporter

Indledning

Adoptionslovsreformen i 2000

Ved lov nr. 358 af 2. juni 1999 om ændring af adoptionsloven (International adoption) blev der gennemført en revision af adoptionslovens regler med hensyn til adoption af udenlandske børn.

Lovændringen indførte det system, der gælder i dag i forbindelse med adoption af udenlandske børn.

Ved lovændringen blev det tilstræbt at gøre reglerne om undersøgelse og godkendelse af kommende adoptanter mere smidige og tidssvarende, bl.a. ved at give adoptanterne en højere grad af medbestemmelse og ansvar i forbindelse med adoptionen, samtidig med at myndighedernes kontrolfunktion trådte i baggrunden.

I tilknytning hertil indførtes undersøgelses- og godkendelsesforløbet opdelt i tre faser. Fase 1 består af en undersøgelse af og stillingtagen til, om ansøgeren opfylder de generelle krav, der stilles for at blive godkendt som adoptant. Fase 2 består af et adoptionsforberedende kursus, der er obligatorisk for en ansøger, der første gang skal adoptere et udenlandsk barn. Formålet med kurserne er blandt andet at gøre de centrale problemstillinger omkring adoption klart for ansøgeren og at give ansøgeren et grundlag for at vurdere, om vedkommende har ressourcer til at adoptere et udenlandsk barn. I fase 3 skal det afgøres, om en ansøger, der opfylder de generelle betingelser for at blive godkendt som adoptant, og som efter deltagelse i det adoptionsforberedende kursus fortsat ønsker at adoptere, også efter en individuel vurdering kan anses for egnet som adoptivforælder.

Hensigten med det faseopdelte forløb er at sikre, at undersøgelsen får karakter af en dialog mellem ansøgeren og myndighederne, ligesom det meget tidligt i forløbet vil kunne afklares, om ansøgeren opfylder de generelle betingelser for at blive godkendt som adoptant.

Herudover her ansøgeren i dag i forhold til før 2000 en højere grad af medbestemmelse i den fase af adoptionsforløbet, hvor der bringes et konkret barn i forslag (matchingen). Det amtskommunale adoptionssamråd skal således i dag ikke tiltræde et matchingforslag, hvis den danske formidlende organisation finder det utvivlsomt, at barnet ligger inden for ansøgerens godkendelse.

Endelig er der i forhold til før 2000 sket en styrkelse af tilsynet med de amtskommunale adoptionssamråd og de adoptionsformidlende organisationer samt en intensivering og centralisering af opgaven med indsamling, bearbejdelse og formidling af oplysninger om international adoption. Disse opgaver er varetages i dag i det væsentlige af Adoptionsnævnet.

---

Lovændringen trådte i kraft den 1. januar 2000 dog således, at reglerne om det obligatoriske adoptionsforberedende kursus først trådte i kraft den 1. april 2000.

Lovændringen bygger på betænkning nr. 1338/1997 om International Adoption, som er afgivet af Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders adoptionsudvalg.

Adoptionsloven er siden ændret igen ved lov nr. 446 af 9. juni 2004, der trådte i kraft den 1. oktober 2004.

Regelgrundlaget

Adoptionsloven (lovbekendtgørelse nr. 928 af 14. september 2004) indeholder bl.a. regler om betingelserne for meddelelse af adoptionsbevilling, om retsvirkningerne af en adoption, om ophævelse af en adoption, om formidling samt om adoptionsmyndighedernes opgaver.

Familiestyrelsen har udstedt følgende bekendtgørelser på adoptionsområdet:

Bekendtgørelse om godkendelse som adoptant (bekendtgørelse nr. 198 af 22. marts 2000), der indeholder nærmere regler om godkendelsesreglerne og om behandling af sager om fremmedadoption. Bekendtgørelsen er ændret ved bekendtgørelse nr. 1142 af 13. december 2002.

Bekendtgørelse om adoption (bekendtgørelse nr. 1135 af 13. december 2002), der indeholder nærmere regler for statsamternes behandling af ansøgninger om adoption og meddelelse af adoptionsbevilling. Bekendtgørelsen er ændret ved bekendtgørelse nr. 931 af 14. september 2004.

Bekendtgørelse om anvendelse af Haagerkonventionen af 1993 om internationale adoptioner (bekendtgørelse nr. 1141 af 13. december 2002), der indeholder en definition af sager, der er omfattet af Haagerkonventionen, og udpeger Familiestyrelsen som centralmyndighed.

Bekendtgørelse om forretningsorden for Adoptionsnævnet (bekendtgørelse nr. 1041 af 16. december 1999), der er ændret ved bekendtgørelse nr. 932 af 14. september 2004.

På visse områder vil også anden lovgivning end adoptionslovgivningen have betydning i forbindelse med gennemførelsen af en adoption, f.eks. udlændingeloven og indfødsretsloven. Der vil i det omfang, det findes relevant, blive henvist til denne lovgivning i vejledningen.

Vejledningens indhold og opbygning

Denne vejledning omhandler alene behandlingen af sager om international fremmedadoption. Nationale adoptioner og internationale familieadoptioner er således ikke omfattet af vejledningen. Om selve begrebet international fremmedadoption henvises til afsnit 1.1.

Vejledningen retter sig til de amtskommunale sagsbehandlere og medlemmer af de amtskommunale adoptionssamråd.

Vejledningens kapitel 1 indeholder en omtale af en række generelle forhold vedrørende international fremmedadoption.

Kapitel 2 indeholder en gennemgang af de krav, der gælder for at blive godkendt som adoptant, mens kapitel 3 beskriver undersøgelses- og godkendelsesforløbet.

Kapitel 4 omhandler forskellige forhold omkring selve godkendelsen som adoptant.

Kapitel 5 vedrører udarbejdelse af socialrapporten.

Kapitel 6 omhandler matchingen og en række andre forhold omkring hjemtagelsen af barnet, mens kapitel 7 vedrører udarbejdelse af opfølgningsrapporter vedrørende barnet.

1. Generelle forhold

1.1. International fremmedadoption

Denne vejledning beskæftiger sig alene med internationale fremmedadoptioner.

Begrebet “international fremmedadoption” er en generel betegnelse for adoptionssager, hvor ansøgeren ønsker at adoptere et barn fra et andet land (international adoption), og hvor ansøgeren skal godkendes som adoptant (fremmedadoption).

Afgrænsningen af de sager, hvor ansøgeren skal godkendes som adoptant, følger af adoptionslovens § 4 a, og godkendelsesbekendtgørelsens § 1.

Ifølge adoptionslovens § 4 a, stk. 1, sammenholdt med godkendelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1, kræver adoption af et barn under 18 år som udgangspunkt, at ansøgeren er godkendt som adoptant.

Ifølge adoptionslovens § 4 a, stk. 2, kræves godkendelse som adoptant dog ikke ved stedbarnsadoptioner eller efter regler fastsat af ministeren for familie- og forbrugeranliggender ved adoptioner, hvor der består et nært slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem ansøgeren og barnet eller dettes forældre. I godkendelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 2, er det fastsat, at godkendelse som adoptant ikke kræves ved adoption af “ ægtefælles barn eller adoptivbarn, barnebarn, søskendes barn eller barn af forældre, som ansøgeren gennem nært og længerevarende bekendtskab er særlig nært knyttet til”.

Hvis barnet bor i et andet land, betegnes adoptionen som international.

Sager om international adoption, hvor der gælder et krav om, at ansøgeren skal godkendes som adoptant (internationale fremmedadoptioner), behandles efter de regler, der er beskrevet i denne vejledning.

Sager om adoption, hvor der foreligger en sådan forudgående snæver tilknytning som nævnt i godkendelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 2, behandles af statsamtet. Disse adoptionssager betegnes mere generelt som familieadoptioner

1.1.1. Anonym adoption og ikke-anonym adoption

Ved anonym adoption vil forbindelsen mellem barnet og adoptionsansøgeren være etableret af en myndighed eller institution, som har beføjelse til at medvirke ved adoption af børn, og barnets biologiske forældre vil ikke kunne få kendskab til, hvem ansøgeren er. Sådanne adoptioner vil i sagens natur være fremmedadoptioner.

Heroverfor står de ikke-anonyme adoptioner, hvor barnets biologiske slægt har kendskab til adoptantens identitet, hvilket navnlig forekommer ved familieadoptioner, hvor der adopteres et barn, som adoptanten er i familie med. Spørgsmålet om, hvorvidt en ikke-anonym adoption er en fremmedadoption, vil afhænge af tilknytningsforholdet mellem ansøgeren og barnet, jf. adoptionslovens § 4 a, stk. 2.

En anonym international adoption indebærer, at ansøgeren skal godkendes som adoptant. Barnet formidles gennem en af de godkendte formidlende organisationer (se afsnit 1.1.2.). I helt særlige tilfælde kan adoptionen med Familiestyrelsens tilladelse gennemføres som en privat fremmedadoption (se afsnit 1.1.3).

En ikke-anonym international adoption kan f.eks. være adoption af et barn af en slægtning eller af bekendte eller adoption af et barn, som man allerede i anden sammenhæng har etableret kontakt med. Om ansøgeren skal godkendes som adoptant afhænger af, om der består en sådan forudgående snæver tilknytning, at forholdet falder ind under bestemmelsen i godkendelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 2 se (afsnit 1.1.). Skal adoptanten godkendes som adoptant, vil det som udgangspunkt være et krav, at ansøgeren tilmelder sig en formidlende organisation, som bistår ansøgeren med at gennemføre adoptionen. Familiestyrelsen kan dog under visse forudsætninger tillade, at ansøgeren gennemfører adoptionen uden bistand fra en formidlende organisation.

1.1.2. International fremmedadoption, hvor ansøgeren er tilmeldt en adoptionsformidlende organisation

Godkendelsesbekendtgørelsen § 32. En ansøger, der søger om at blive godkendt som adoptant til et barn fra et andet land, skal være tilmeldt en formidlende organisation. Tilmelding skal ske, inden fase 3 indledes.

I sager om international fremmedadoption skal ansøgeren som altovervejende hovedregel tilmelde sig én af de private organisationer, der i Danmark er godkendt til yde bistand til adoptionsformidling, og som har indgået samarbejdsaftaler med udenlandske adoptionsmyndigheder eller formidlingsorganisationer om anvisning af børn til danske adoptionsansøgere.

En nærmere beskrivelse af de formidlende organisationer og deres opgaver findes i.

1.1.3. Privat fremmedadoption

Godkendelsesbekendtgørelsens § 33. Familiestyrelsen kan tillade, at ansøgeren ikke er tilmeldt en formidlende organisation, hvis ansøgeren har et særligt forhåndskendskab til barnet eller barnets pårørende, eller hvis der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 2. En ansøger, der er omfattet af stk. 1, skal godtgøre:

1) at ansøgerens forbindelse med barnet eller dets pårørende er skabt på lovlig måde efter reglerne her i landet og reglerne i barnets hjemland, og

2) at adoption må antages at kunne gennemføres såvel lovligt som etisk forsvarligt, samt

3) at den udenlandske adoptionsformidlende myndighed eller organisation ikke samarbejder eller fører drøftelser om samarbejde med en i Danmark godkendt formidlende organisation.

Stk. 3. Ansøgeren skal fremskaffe en erklæring fra den udenlandske adoptionsformidlende myndighed eller organisation om, at formidleren direkte til amtskommunen sender de oplysninger, som amtskommunen anmoder om.

Begrebet “privat fremmedadoption” dækker over sager, hvor adoptionen gennemføres uden bistand fra en formidlende organisation. I sådanne sager vil ansøgeren selv have etableret kontakt til et udenlandsk barn, som ansøgeren ønsker at adoptere, eller til en adoptionsformidlende myndighed eller organisation i udlandet.

Efter godkendelsesbekendtgørelsens § 32 skal en ansøger normalt være tilmeldt en formidlende organisation for at blive godkendt som adoptant. I særlige tilfælde kan Familiestyrelsen dog tillade, at der gennemføres en adoption af et barn, selvom ansøgeren ikke er tilmeldt en af de formidlende organisationer, jf. herved godkendelsesbekendtgørelsens § 33.

Familiestyrelsens tilladelse til at gennemføre en privat fremmedadoption er betinget af, at en formidlende organisation ikke samarbejder med de relevante myndigheder/organisationer i det land, hvorfra barnet ønskes adopteret, at ansøgeren har en særlig og legitim grund til at ville adoptere et barn fra det pågældende land (f.eks. forhåndskendskab til barnet, ansøgerens længerevarende ophold i det pågældende land el. lign.), og at ansøgeren har godtgjort, at anvisningen af barnet sker på en lovlig og betryggende måde, og at adoptionen kan gennemføres på dette grundlag.

Den omstændighed, at der alene er begrænsede muligheder for at gennemføre en privat fremmedadoption, skal bl.a. ses i sammenhæng med, at disse adoptioner giver anledning til betydelige betænkeligheder hos myndighederne i såvel giverlandene som modtagerlandene, ikke mindst på grund af risikoen for, at der kan foreligge ulovlige eller uetiske forhold.

Mulighederne for at gennemføre private fremmedadoptioner er i praksis også begrænset af giverlandenes lovgivning. De hidtidige erfaringer har endvidere vist, at en sådan adoptionssag ofte slet ikke har kunnet gennemføres, enten fordi det barn, som ønskes adopteret, ikke har kunnet frigives til international adoption, eller fordi adoptionsansøgerens kontakt i giverlandet ikke har haft kompetence til lovligt at anvise børn til adoption.

Hvis amtskommunen modtager en forespørgsel om mulighederne for at gennemføre en privat fremmedadoption, bør amtskommunen henvise den pågældende til hurtigst muligt at rette henvendelse til Familiestyrelsen for at få afklaret, om der kan opnås en tilladelse i henhold til godkendelsesbekendtgørelsens § 33. Ansøgeren bør i den forbindelse vejledes om fristen i godkendelsesbekendtgørelsens § 14, stk. 3, og om at det vil kunne tage lang tid og være meget ressourcekrævende for ansøgeren at tilvejebringe den nødvendige dokumentation. Arbejdet vanskeliggøres i disse sager betydeligt af, at der ikke som i sager, hvor en formidlende organisation medvirker, foreligger en indarbejdet formidlingsprocedure i forhold til den udenlandske formidlingspart. Endvidere foreligger der ikke, som når en formidlende organisation medvirker, en garanti for, at formidlingen af forbindelsen mellem barnet og adoptionsansøgeren er sket på en lovlig og etisk forsvarlig måde, eller for at adoptionen kan gennemføres på dette grundlag. Om disse forudsætninger er til stede skal i hvert tilfælde nøje undersøges.

1.2. International kompetence og domicil

Adoptionslovens § 28. Den, der har bopæl her i landet, kan kun adoptere efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Uanset stk. 1 anerkendes udenlandske adoptionsafgørelser her i landet, når adoptionen er gennemført med henblik på adoption af barnet til Danmark i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte nærmere regler herom. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan endvidere fastsætte regler om, at andre udenlandske adoptionsafgørelser anerkendes her i landet.

Adoptionslovens § 29. Den, der har bopæl i udlandet, kan kun adoptere efter reglerne i denne lov, hvis ansøgeren eller dennes ægtefælle har dansk statsborgerskab og adoption som følge heraf ikke kan gennemføres i det land, hvor ansøgeren bor, og dansk adoptionsbevilling får gyldighed i bopælslandet.

Stk. 2. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan i øvrigt tillade adoption, hvis sagen har en særlig tilknytning til landet.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder dog ikke anvendelse på adoptioner, der er omfattet af Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner.

Adoptionslovens §§ 28 og 29 fastsætter nærmere regler om international kompetence i adoptionssager.

Det fremgår af adoptionslovens § 28, stk. 1, at den der har bopæl her i landet, kun kan adoptere efter reglerne i adoptionsloven. Reglen er udtryk for, at man på grund af de ofte meget betydelige forskelle mellem de danske og de udenlandske adoptionsregler har fundet det rimeligt at stille krav om, at en adoption med henblik på opfostring af et barn i Danmark gennemføres i overensstemmelse med de danske regler herom.

Bestemmelsen i adoptionslovens § 28, stk. 2, hvorefter udenlandske adoptionsafgørelser i et vist omfang anerkendes i Danmark, er ikke udtryk for en fravigelse fra ovennævnte regel om international kompetence i adoptionssagerne. Den danske adoptionslov vil således også være fulgt i disse sager, men der vil i modsætning til ellers ikke skulle udfærdiges en dansk adoptionsbevilling i sager omfattet af § 28, stk. 2, idet den udenlandske adoptionsafgørelse anerkendes her i landet.

Af adoptionslovens § 29, stk. 1, fremgår, at de danske myndigheder også har kompetence til at meddele adoptionsbevilling i tilfælde, hvor ansøgeren har bopæl i udlandet, hvis sagen har en kvalificeret tilknytning til Danmark. Det gælder i tilfælde, hvor ansøgeren eller dennes ægtefælle har dansk statsborgerskab, og adoption som følge heraf ikke kan gennemføres i det land, hvor ansøgeren bor. Det er en betingelse, at en dansk adoptionsbevilling får gyldighed i ansøgerens bopælsland.

Reglen i § 29, stk. 1, er udtryk for, at de danske adoptionsmyndigheder er tillagt en vis “nødkompetence” til i særlige tilfælde at behandle en adoptionssag, selvom ansøgeren har udenlandsk domicil. Bestemmelsen tager højde for den situation, hvor ansøgerens bopælsland ikke anser sig for kompetent på grund af det danske statsborgerskab.

Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan ifølge adoptionslovens § 29, stk. 2, i øvrigt tillade adoption, hvis sagen har en særlig tilknytning til Danmark. Denne bestemmelse sigter efter forarbejderne dog først og fremmest på stedbarnsadoptioner, hvorfor bestemmelsen kun har beskeden relevans i forbindelse med internationale fremmedadoptioner.

Det bemærkes, at det følger af adoptionslovens § 29, stk. 3, at en person, der har bopæl i udlandet - uanset § 29, stk. 1 og stk. 2 - aldrig vil kunne gennemføre en adoption omfattet af Haagerkonventionen efter dansk ret. Bestemmelsen har til formål at sikre overholdelsen af Haagerkonventionens regler om, at adoption alene kan finde sted i et samarbejde mellem barnets oprindelsesland og det land, hvor ansøgeren har bopæl.

Tvivlsspørgsmål omkring ansøgerens bopælsforhold, som har betydning for myndighedernes kompetence, bør afklares, inden undersøgelsesforløbet eventuelt påbegyndes. Spørgsmålet kan eventuelt forelægges Familiestyrelsen. Hvis ansøgeren må antages at have bopæl i udlandet, bør de danske myndigheder henvise ansøgeren til at rette henvendelse om adoption til de kompetente myndigheder i bopælslandet.

Begrebet “bopæl” i adoptionslovens §§ 28 og 29 forstås i praksis som domicil i Danmark.

Ved domicil forstås traditionelt det land, hvori en person har bopæl eller ophold i den hensigt varigt at forblive der, eller i det mindste uden hensigt til at opholdet kun skal være midlertidigt.

I praksis vil behovet for en afklaring af domicilforhold oftest opstå i den situation, hvor en person er flyttet fra Danmark til et andet land. Ved vurderingen af, om en person, der er flyttet fra Danmark til et andet land, herved har skiftet domicil, er det en grundlæggende forudsætning, at den pågældende rent faktisk opholder sig i det nye land. For det andet vil det være en betingelse, at den pågældende har til hensigt at opholde sig mere varigt i det pågældende land.

Ved vurderingen af, om den sidstnævnte betingelse er til stede, bør der lægges betydelig vægt på de objektive omstændigheder ved opholdet i udlandet. Det er ikke muligt udtømmende at opregne hvilke omstændigheder, der skal være til stede for at fastslå, at der er tale om domicilskifte. Afgørelsen heraf beror på en samlet vurdering af samtlige omstændigheder i den konkrete sag. De omstændigheder, der i den anledning kan indgå i vurderingen, er blandt andet opholdets varighed, baggrunden for opholdet, den arbejds- og skattemæssige tilknytning til landet, varigheden af eventuelle opholds- og arbejdstilladelser samt om der ejes fast ejendom i landet. Også de involverede personers egne forklaringer om hensigten med opholdet vil kunne indgå i den samlede vurdering.

Herudover kan statsborgerskab efter omstændighederne være af betydning, idet det utvivlsomt er lettere at statuere domicilskifte, hvis den pågældende i forvejen har statsborgerskab i det nye land eller søger dette. Omvendt er det ikke til hinder for domicilskifte, at den pågældende ikke eller endnu ikke er statsborger i det nye land.

Personer, der er udstationeret for den danske stat eller for et privat dansk firma, erhverver normalt ikke domicil i det land, hvor de gør tjeneste, idet de i reglen må påregne at blive hjemkaldt eller overflyttet til et andet land inden for en kortere årrække.

Antages det, at en ansøger, der opholder sig i udlandet, har bopæl i Danmark, vil tilrettelæggelsen af undersøgelses- og godkendelsesforløbet kunne blive vanskeliggjort af, at ansøgeren kan have problemer med at møde til personlige samtaler i amtskommunen. Det bør derfor tilstræbes, at de nødvendige oplysninger tilvejebringes på skriftligt grundlag i det omfang, det er forsvarligt. Der må imidlertid som altovervejende hovedregel stilles krav om, at ansøgeren møder til én personlig samtale med sagsbehandleren i amtskommunen. I øvrigt vil ansøgeren selvsagt skulle deltage i et adoptionsforberedende kursus, hvis dette kræves, jf. afsnit 2.4.

Ved vurderingen af, om en person, der er flyttet fra udlandet til Danmark, kan anses for at have erhvervet dansk domicil, vil det på tilsvarende måde blive lagt vægt på, om opholdet i Danmark må antages at ville være af en sådan varighed, at der reelt bliver tale om en opfostring af barnet i Danmark.

Domicilbegrebet er nærmere omtalt af henholdsvis Svenné Schmidt i “International person, -familie- og arveret”, side 15ff. og af Allan Philip i “Dansk international privat- og procesret”, 3. udgave, side 133ff.

1.3 Adoptionsmyndighedernes og de formidlende organisationers opgaver i hovedtræk

De amtskommunale adoptionssamråd

De amtskommunale adoptionssamråd er nedsat af ministeren for familie- og forbrugeranliggender i medfør af adoptionslovens § 25 a.

Adoptionssamrådene er placeret i samtlige amtskommuner og ved København, Frederiksberg og Bornholms kommune. I henhold til adoptionslovens § 25, stk. 3, består et samråd af et medlem med en social uddannelse, en jurist og en læge. Et af medlemmerne skal være medarbejder i amtskommunen (kommunen).

Samrådets medlemmer og stedfortrædere for disse beskikkes af ministeren for familie- og forbrugeranliggender for indtil 4 år af gangen.

Adoptionssamrådet træffer afgørelse om, hvorvidt en ansøger kan godkendes som adoptant. Undersøgelses- og godkendelsesforløbet indebærer, at samrådet i fase 1 skal tage stilling til, om ansøgeren opfylder de generelle betingelser for at blive godkendt som adoptant. I fase 3 tager samrådet stilling til, om ansøgeren også efter en individuel vurdering kan anses for egnet til at adoptere. Samrådet fastlægger samtidig indholdet af ansøgerens godkendelse.

Undervejs i undersøgelsesforløbet kan adoptionssamrådet træffe beslutning om, at der skal iværksættes specialundersøgelser, ligesom adoptionssamrådet kan træffe afgørelse om, at en ansøger, der allerede har adopteret et udenlandsk barn, skal deltage i det adoptionsforberedende kursus.

Endvidere skal samrådet i visse nærmere afgrænsede tilfælde inddrages i forbindelse med, at der bringes et konkret barn i forslag til ansøgeren.

Endelig kan samrådet i medfør af adoptionslovens § 25 a træffe afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt som adoptant ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses for at være egnet som adoptant.

Amtskommunen

Amtskommunen varetager sekretariatsfunktionen for adoptionssamrådet. Amtskommunen tilvejebringer i den forbindelse de oplysninger, der er nødvendige for, at samrådet kan træffe afgørelse i sagerne, ligesom amtskommunen forbereder sagernes behandling i samrådet i øvrigt. Herudover udfærdiger amtskommunen, når samrådet har godkendt ansøgeren som adoptant til et udenlandsk barn, en rapport om ansøgerens forhold til brug for de udenlandske adoptionsmyndigheder. Endelig er det efter hjemtagelsen af barnet amtskommunens opgave at videreformidle den kommende adoptants ansøgning om adoptionsbevilling til statsamtet eller om bekræftelse på anerkendelse af den udenlandske adoptionsafgørelse, ligesom amtskommunen er forpligtet til at tilbyde adoptanten hjemmebesøg, dels med henblik på rådgivning, dels med henblik på udfærdigelse af opfølgende plejerapporter til barnets hjemland.

I København og på Frederiksberg og Bornholm varetages de nævnte opgaver af kommunen.

Den amtskommunale administration har ved varetagelsen af sekretariatsfunktionerne for adoptionssamrådene stilling som en selvstændig forvaltningsmyndighed i forhold til den almindelige amtskommunale enhedsforvaltning. Det følger heraf, at amtsrådet ikke - hverken generelt eller konkret - kan give tjenestebefalinger vedrørende den faglige behandling af adoptionssagerne til den del af den amtskommunale forvaltning, der varetager sekretariatsfunktionen for adoptionssamrådet.

Formanden for amtsrådet har dog som øverste daglige leder af amtskommunens administration, jf. § 31, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse, ansvaret for, at alle formelle forhold vedrørende sagsekspeditionen er i orden, dvs. at der er ansat tilstrækkeligt kvalificeret personale til løsning af sekretariatsfunktionen for adoptionssamrådet, samt at de ansatte iagttager principperne for god forvaltningsskik. Amtsborgmesteren har endvidere ansvaret for, at der internt tilrettelægges hensigtsmæssige rutiner m.v.

Amtsrådet vil endvidere kunne træffe beslutninger af generel karakter om amtskommunens administrative struktur.

Adoptionsnævnet

Adoptionsnævnet er nedsat af ministeren for familie- og forbrugeranliggender og består af en formand og ni andre medlemmer. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender har fastsat en forretningsorden for Adoptionsnævnet.

Adoptionsnævnet fører tilsyn med samrådenes sagsbehandling og konkrete afgørelser. I kraft heraf vil Adoptionsnævnet i vidt omfang skulle bidrage til at sikre en ensartet praksis i samrådene.

Herudover fører Adoptionsnævnet tilsyn med de formidlende organisationers behandling af matchingsager samt med organisationernes virksomhed i udlandet. Adoptionsnævnet er også ansvarlig for at indsamle, bearbejde og formidle viden om adoptionsområdet såvel på nationalt som internationalt plan. Endelig udpeger Adoptionsnævnet et antal børnelæger, som har til opgave at rådgive ansøgere, der har fået bragt barn i forslag fra udlandet.

Familiestyrelsen

I henhold til adoptionslovens § 25 fastsætter ministeren for familie- og forbrugeranliggender regler om godkendelse som adoptant og om adoptionssagers behandling mv. I praksis varetages opgaverne af Familiestyrelsen (tidligere Civilretsdirektoratet).

De adoptionsforberedende kurser, der indgår som fase 2 i undersøgelses- og godkendelsesforløbet, tilrettelægges og udbydes af Familiestyrelsen. Der er under Familiestyrelsen nedsat en følgegruppe bestående af repræsentanter fra de relevante myndigheder og organisationer, som har til opgave at udveksle erfaring om og følge de adoptionsforberedende kurser.

Familiestyrelsen er herudover centralmyndighed i henhold til Haagerkonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner.

Endelig meddeler Familiestyrelsen autorisation til de formidlende organisationer, og det almindelige tilsyn med organisationerne henhører ligeledes under direktoratet. Tilsynet omfatter bl.a. organisationernes generelle faglige kvalifikationer, økonomiske og organisatoriske forhold samt fastsættelse og opkrævning af formidlingsgebyrer. Det samme gælder kompetencen til at skride ind i anledning af så alvorlige forhold, at der kan blive tale om en fratagelse af autorisationen.

For så vidt angår den del af tilsynet, der er henlagt til Adoptionsnævnet, følger det af nævnets forretningsorden, at Adoptionsnævnet skal indberette til Familiestyrelsen, hvis det i forbindelse med sit tilsyn bliver opmærksom på uregelmæssigheder.

Endelig skal Familiestyrelsen i sager, hvor samtykke til adoption er afgivet i udlandet, og hvor den udenlandske adoptionsafgørelse ikke anerkendes umiddelbart her i landet, forud for udstedelse af adoptionsbevilling tage stilling til, om samtykket kan ligestilles med samtykke afgivet for en dansk myndighed eller institution.

Også i visse andre sammenhænge vil Familiestyrelsen kunne tage stilling til forskellige adoptionsretlige spørgsmål.

Statsamtet

Statsamtet tager stilling til spørgsmålet om opholdsgrundlag i Danmark for børn, der adopteres ved international fremmedadoption.

Herudover udfærdiger statsamtet adoptionsbevilling i de sager, hvor der skal udfærdiges dansk bevilling.

I de sager om international fremmedadoption via en formidlende organisation, hvor den udenlandske adoptionsafgørelse anerkendes her i landet, udsteder statsamtet en bekræftelse på anerkendelsen.

De formidlende organisationer

Organisationerne yder bistand til at skaffe forbindelse mellem en godkendt adoptant og et udenlandsk barn med henblik på adoption og bistand til at gennemføre adoptionen.

Ministeren for familie- og forbrugeranliggender har i henhold til adoptionslovens § 30 autoriseret følgende organisationer til at yde adoptionshjælp:

AC Børnehjælp

Eckersberggade 17, 1.

8000 Århus C

DanAdopt

Birkerød Hovedgade 24

3460 Birkerød

De nærmere vilkår for tilladelsen til at yde adoptionshjælp er fastsat i organisationernes autorisationer, der kan læses på deres hjemmesider: www.danadopt.dk og www.a-c.dk .

1.4. Forvaltningsloven

Adoptionssamrådets afgørelser om godkendelse som adoptant er - ligesom samrådets øvrige beslutninger i forbindelse med godkendelsesforløbet - “afgørelser” i forvaltningslovens forstand.

Adoptionsansøgeren anses som part i sin egen sag vedrørende adoptionen, hvorfor forvaltningslovens regler finder anvendelse. Det betyder i praksis, at bl.a. følgende regler skal iagttages i forbindelse med sagsbehandlingen:

– regler om habilitet , der er med til at sikre, at afgørelsen i sagen træffes upartisk, jf. forvaltningslovens §§ 3-5.

– regler om vejledning og repræsentation m.v. , der er med til at sikre, at ansøgeren har indsigt i sagens behandling, og at ansøgeren har mulighed for at gøre egne synspunkter gældende, jf. forvaltningslovens §§ 7-8.

– regler om aktindsigt , der giver ansøgeren mulighed for at sikre sig, at de relevante oplysninger findes på sagen, samt mulighed for at følge sagen, jf. forvaltningslovens §§ 9-18.

– regler om partshøring , der er med til at sikre ansøgeren adgangen til at fremkomme med de oplysninger, som ansøgeren finder relevant for afgørelsen i sagen, jf. forvaltningslovens §§ 19-21.

– reglerne om begrundelse , der pålægger myndighederne en pligt til at forklare, hvad der er lagt vægt på i forbindelse med afgørelsen, jf. forvaltningslovens §§ 22-24.

– reglerne om klagevejledning , der sikrer ansøgeren kendskab til, hvordan man kan klage over en afgørelse, jf. forvaltningslovens §§ 25-26.

– reglerne om tavshedspligt , der begrænser myndighedernes adgang til at videregive fortrolige oplysninger om ansøgeren til andre myndigheder, samt fastsætter regler om myndighedernes adgang til at indhente fortrolige oplysninger til brug for behandlingen af sagen, jf. forvaltningslovens §§ 27-32.

Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets Vejledning om forvaltningsloven (1986) samt til pjecen om “God behandling i det offentlige - om god forvaltningsskik i stat og kommune”. (Pjecen kan bestilles hos Statens Information).

1.5. Klageadgang

1.5.1. Adoptionsnævnet

Adoptionslovens § 25 b, stk. 3. Et samråds afgørelser i medfør af denne lov kan indbringes for Adoptionsnævnet.

Det fremgår af adoptionslovens § 25 b, stk. 3, at samrådets afgørelser i henhold til adoptionsloven kan påklages til Adoptionsnævnet. Adoptionsnævnet kan i den forbindelse tage stilling til klager over samrådenes og samrådssekretariaternes sagsbehandling for så vidt angår spørgsmål af betydning for den trufne afgørelse.

En afgørelse, der ikke fuldt ud giver ansøgeren medhold, skal være ledsaget af vejledning om muligheden for at klage over afgørelsen til Adoptionsnævnet.

I praksis indgives klage over samrådets afgørelse til amtskommunen, der derefter sender klagen til nævnets sekretariat sammen med sagens akter og eventuelle bemærkninger.

Der gælder ikke nogen frist for indgivelse af klage til Adoptionsnævnet.

Adoptionsnævnets sekretariatsopgaver varetages af et selvstændigt sekretariat under Familiestyrelsen.

Klages der over en afgørelse truffet af adoptionssamrådet, indsender amtskommunen materiale af betydning for afgørelsen i 10 komplette sæt, der hver er forsynet med et omslag i A4-format. Det skal påses, at akterne alene optræder én gang i hvert sæt. Det enkelte sæt bør ordnes således, at der forrest vedlægges et kort resume af sagen, herefter kopi af samrådets afgørelse og herefter de øvrige akter i kronologisk orden.

Adoptionsnævnets behandling af klagesagen sker på grundlag af den undersøgelse, der er foretaget i amtskommunen. Nævnet har dog mulighed for at beslutte, at der - eventuelt ved amtskommunens foranstaltning - skal tilvejebringes yderligere oplysninger, ligesom ansøgeren under personligt møde i nævnet kan redegøre nærmere for sine synspunkter.

Nævnets afgørelse i en klagesag meddeles ansøgeren direkte med genpart til ansøgerens amtskommune.

Adoptionsnævnet har hidtil anlagt en praksis, hvorefter de formidlende organisationer anses som klageberettigede i sager om godkendelse af matchingforslag. Samrådets vurdering af et matchingforslag vil således af organisationerne kunne indbringes for Adoptionsnævnet, selvom ansøgeren ikke selv har ønsket at klage over afgørelsen.

Udover at Adoptionsnævnet er klageinstans i relation til adoptionssamrådenes afgørelser i henhold til adoptionsloven, behandler nævnet også klager over de formidlende organisationers behandling af matchingforslag og over deres virksomhed i udlandet.

Om forholdet til amtsrådet henvises til afsnit 1.3.

1.5.2. Familiestyrelsen

Adoptionslovens § 25. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætter regler om godkendelse som adoptant og adoptionssagers behandling, herunder om indholdet af ansøgninger om adoption m.v. og om afgivelse af samtykke til adoption, jf. §§ 6 og 8.

Det følger af adoptionslovens § 25, at ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastlægger de generelle retningslinier på adoptionsområdet. I praksis varetages denne opgave af Familiestyrelsen.

Familiestyrelsen har som ressortmyndighed en overordnet tilsynspligt på adoptionsområdet. Under Familiestyrelsen hører således klager, der ikke retter sig mod konkrete afgørelser, men indeholder en mere generel kritik af den måde, hvorpå myndighederne opfylder lovgivningens krav, eller over at disse krav generelt ikke kan anses for opfyldt.

1.5.3. Skematisk oversigt over klageadgangen

Klagemulighederne på adoptionsområdet kan i hovedtræk gengives således:

– Klager over samrådenes afslag på godkendelse som adoptant kan indbringes for Adoptionsnævnet.

– Klager over samrådenes og samrådssekretariaternes sagsbehandling kan - for så vidt angår spørgsmål af betydning for den trufne afgørelse - ligeledes indbringes for Adoptionsnævnet.

– Klager over overtrædelse af god forvaltningsskik, herunder lang sagsbehandlingstid eller uhøflig optræden m.v. i samrådssekretariaterne kan indbringes for amtsrådet.

– Klager over de formidlende organisationers behandling af matchingforslag og over deres virksomhed i udlandet kan indbringes for Adoptionsnævnet.

– Klager over de formidlende organisationer vedrørende andre spørgsmål, herunder bl.a. fastsættelse og opkrævning af gebyrer mv., kan indbringes for Familiestyrelsen.

1.6. Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner

Haagerkonventionen blev ratificeret af Danmark den 2. juli 1997, og konventionen trådte herefter for Danmarks vedkommende i kraft den 1. november 1997.

En liste over de lande der har tiltrådt konventionen kan ses på hjemmesiden: www.hcch.net http://www.hcch.net.

Formålet med Haagerkonventionen er dels at opstille en række garantier for at sikre, at internationale adoptioner finder sted til barnets bedste (konventionens kap. II), dels at indføre et samarbejdssystem mellem adoptionsmyndighederne i de involverede lande (konventionens kap. III og IV). Endelig har konventionen til formål at sikre en gensidig pligt til at anerkende adoptioner gennemført i andre konventionslande (konventionens kap. V). Der henvises i den forbindelse til konventionens artikel 1 samt til afsnit 2.2. i bemærkningerne til forslag til lov om ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven (L73/96/97), jf. FT 96/97, tillæg A, spalte 185 ff.)

Konventionens anvendelsesområde er nærmere beskrevet i konventionens artikel 2 og 3. Haagerkonventionen omfatter alle internationale adoptioner, hvor barnet har bopæl i én kontraherende stat, mens adoptionsansøgerne har bopæl i en anden kontraherende stat.

Konventionen omfatter alle former for international adoption, herunder også internationale familieadoptioner samt pleje- og stedbarnsadoptioner. Konventionen finder dog kun anvendelse ved adoption af børn og unge under 18 år.

I forhold til Finland, Island, Norge og Sverige bemærkes, at Haagerkonventionen ikke finder anvendelse i det omfang, bestemmelserne i Den Nordiske Ægteskabskonvention finder anvendelse.

Familiestyrelsen er udpeget som dansk centralmyndighed i henhold til konventionen, jf. adoptionsbekendtgørelsens § 24 a.

Der vil i det omfang, det er relevant, blive henvist til bestemmelserne i Haagerkonventionen i forbindelse med vejledningens beskrivelse af de enkelte regler på adoptionsområdet.

Med henblik på at opfylde Haagerkonventionen blev der ved lov nr. 233 af 2. april 1997 indsat en række nye bestemmelser i adoptionsloven, navneloven og indfødsretsloven. Nogle af disse bestemmelser finder generelt anvendelse i adoptionssager uafhængigt af, om adoptionen er omfattet af Haagerkonventionen eller ej.

Herudover findes der en række bestemmelser i adoptionsloven, der udelukkende finder anvendelse på adoptioner, der er omfattet af Haagerkonventionen, jf. §§ 29, stk. 3, og 29 a.

Endelig findes bekendtgørelse om anvendelse af Haagerkonventionen af 1993 om internationale adoptioner, der definerer en adoption omfattet af Haagerkonventionen og udpeger Familiestyrelsen som centralmyndighed i henhold til konventionen.

1.6.1. Haagerkonventionens anvendelse i praksis

Dette afsnit omtaler kort de særlige bestemmelser i adoptionslovgivningen, der antages at have størst praktisk betydning for internationale fremmedadoptioner omfattet af Haagerkonventionen.

a) Udstedelse af “artikel 17c-erklæringer”

Der skal, når ansøgeren er matchet med et konkret barn, afgives en erklæring om, at adoptionen kan fortsætte, jf. Haagerkonventionens artikel 17, litra c.

Erklæringen omtales nærmere i.

b) Udstedelse af “artikel 23-attester”

Herudover skal statsamtet i forbindelse med udfærdigelse af adoptionsbevillingen attestere, at adoptionen er i overensstemmelse med konventionen, jf. Haagerkonventionens artikel 23. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at et af konventionens formål, som anført ovenfor, er at sikre anerkendelse af adoptioner gennemført i andre kontraherende stater.

Det bemærkes, at det fremgår af Familiestyrelsens Vejledning om behandling af adoptionssager i statsamterne, at der efter styrelsens opfattelse ikke på nuværende tidspunkt gennemføres internationale adoptioner, der fuldt ud opfylder de formelle krav i Haagerkonventionen.

c) Underretningspligt

Alle myndigheder og organisationer, der medvirker til adoptionssagers gennemførelse, har pligt til at underrette Familiestyrelsen om overtrædelser af bestemmelser i Haagerkonventionen eller om risiko herfor, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 1141 af 13. december 2002 om anvendelse af Haagerkonventionen af 1993 om internationale adoptioner.

Anmeldelse skal ske med det sigte, at Familiestyrelsen som centralmyndighed kan træffe de nødvendige foranstaltninger, og anmeldelsespligten omfatter såvel overtrædelse i enkeltsager som mere systematisk tilsidesættelse af konventionen samt forsøg herpå.

2 Godkendelseskravene

2.1. Adoptionslovens krav om godkendelse som adoptant

Adoptionslovens § 2. Adoption må kun bevilges, når den efter foretagen undersøgelse kan antages at være til gavn for den, der ønskes adopteret, og denne ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen.

Adoptionslovens § 4 a . Er den, der ønskes adopteret, under 18 år, må adoption kun bevilges, når ansøgeren er godkendt som adoptant, jf. §§ 25 a og 25 b .

Stk. 2. Godkendelse som adoptant kræves dog ikke, hvis...

Adoptionslovens § 25. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætter regler om godkendelse som adoptant og adoptionssagers behandling, herunder om indholdet af ansøgninger om adoption m.v. og om afgivelse af samtykke til adoption, jf. §§ 6 og 8.


Adoptionslovens § 25 c. Deltagelse i et adoptionsforberedende kursus er en betingelse for, at personer, der ikke tidligere har adopteret et barn fra et andet land, kan godkendes som adoptanter til et sådant barn .

Stk. 2. Samrådet kan efter regler fastsat af ministeren for familie- og forbrugeranliggender bestemme, at personer, der tidligere har adopteret et barn fra et andet land, skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt som adoptanter til et sådant barn, hvis der er behov for det

Adoptionslovens § 2 indeholder den grundlæggende betingelse for, at adoption må bevilges; nemlig at adoptionen må antages at være til gavn for den, der ønskes adopteret.

Som grundlag for adoptionen skal der være foretaget en undersøgelse. Ved adoptionslovens § 4 a, er kravet herom skærpet til et krav om, at ansøgeren som hovedregel skal godkendes som adoptant.

Godkendelse som adoptant meddeles af det amtskommunale adoptionssamråd efter en undersøgelse, der foretages af amtskommunen, jf. adoptionslovens § 25 a.

De krav, der gælder for at blive godkendt som adoptant, udspringer af det grundlæggende princip om, at hensynet til barnets bedste kommer i første række. Ansøgeren har ikke et retskrav på at kunne adoptere et barn. Uanset at ansøgeren har et legitimt ønske om at adoptere, vil en eventuel konflikt mellem ansøgerens ønsker og hensynet til, hvad der er bedst for barnet, altid skulle afgøres til fordel for barnet.

I det faseopdelte undersøgelses- og godkendelsesforløb lægges der vægt på rådgivning af ansøgeren og på ansøgerens egen vurdering, mens myndighedernes kontrolfunktion er mindre fremtrædende.

Af adoptionslovens § 25 c, stk. 1, fremgår det derfor, at deltagelse i et adoptionsforberedende kursus er en betingelse for, at personer, der ikke tidligere har adopteret et barn fra et andet land, kan godkendes som adoptanter til et sådant barn. Hvis der er behov herfor, kan samrådet endvidere i medfør af lovens § 25 c, stk. 2, bestemme, at en ansøger, der tidligere har adopteret et barn fra et andet land, skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt som adoptant til et sådant barn.

Efter adoptionslovens § 25 kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte regler om godkendelse som adoptant. Reglerne herom findes i godkendelsesbekendtgørelsens §§ 5-9, og omtales nedenfor.

2.2. Generelle og individuelle godkendelseskrav

Godkendelsesbekendtgørelsens § 5. En ansøger kan godkendes som adoptant, når ansøgeren opfylder kravene i §§ 6-9, og ansøgeren i øvrigt kan anses som egnet til at opfostre et adoptivbarn alene, eller hvis ansøgeren er gift, jf. stk. 2, sammen med sin ægtefælle.

Stk. 2. En ansøger, som er gift, kan kun godkendes som adoptant, hvis ægtefællen samtidig godkendes som adoptant, jf. adoptionslovens § 5, stk. 1. Dette gælder dog ikke, hvis ægtefællen befinder sig i en af de i adoptionslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., in fine, nævnte tilstande.

Afgørelsen af, om en ansøger kan godkendes som adoptant, beror på en vurdering af, om den pågældende kan anses for egnet til at adoptere.

For at blive godkendt skal ansøgeren dels opfylde en række generelle krav. Disse krav er nærmere fastlagt i godkendelsesbekendtgørelsens §§ 6-8. Det drejer sig om krav til ansøgerens alder, økonomi, samliv og ægteskab, strafforhold, boligforhold og helbredsforhold. Det er kendetegnende for de generelle krav, at der er tale om forholdsvis målbare godkendelseskriterier, og afklaring af, om ansøgeren opfylder disse krav, skal derfor foregå i den indledende fase af undersøgelses- og godkendelsesforløbet (fase 1).

Herudover er det en forudsætning for godkendelse som adoptant, at ansøgeren også efter en mere individuel vurdering kan anses for egnet til at opfostre et adoptivbarn.

Afgørelsen af, om ansøgeren også efter en individuel vurdering kan anses for egnet til at adoptere, beror på en vurdering af den pågældendes ressourcer, herunder personlighed, familiære forhold, adoptionsmotivet, indstilling til børn og unge m.v.

Afgørelsen af, om ansøgeren også efter en individuel vurdering kan anses for egnet til at opfostre et adoptivbarn, finder sted i den afsluttende fase (fase 3). Ansøgeren vil på dette tidspunkt, hvis der er tale om en førstegangsansøger, have deltaget i et adoptionsforberedende kursus, der bl.a. har til formål at ruste ansøgeren til selv at vurdere egne ressourcer i forhold til at adoptere et barn fra et andet land. I afsnit 2.4. findes en nærmere beskrivelse af det adoptionsforberedende kursus, der indgår som fase 2 i undersøgelses- og godkendelsesforløbet.

Hvis ansøgeren tidligere har adopteret et barn fra et andet land, vil den pågældende kende til de krav, som modtagelsen af et adoptivbarn stiller, og derved have grundlag for selv at vurdere, om vedkommende har de fornødne ressourcer til at adoptere endnu et barn.

Undersøgelsen i fase 3 må derfor forventes i hovedparten af sagerne vedrørende såvel førstegangsansøgere som flergangsansøgere at kunne koncentreres om en individuel beskrivelse af ansøgeren. Denne beskrivelse vil dels have til formål at give samrådet det nødvendige grundlag for at træffe afgørelse om godkendelse som adoptant og at fastsætte de nærmere rammer for godkendelsen (herunder om ansøgeren kan godkendes til et mindre eller et større barn), dels at give de udenlandske myndigheder det nødvendige grundlag for deres afgørelse om godkendelse af ansøgeren og anvisning af et barn (matching).

Det følgende indeholder en generel omtale af de kriterier, som man i almindelighed skal opfylde, for at blive godkendt som adoptant. Hvordan disse generelle retningslinier nærmere vil skulle anvendes i konkrete sager, vil blandt andet kunne udledes af den praksis, som Adoptionsnævnet anlægger i forbindelse med behandlingen af klagesager. Der findes på Adoptionsnævnets hjemmeside www.adoptionsnaevnet.dk http://www.adoptionsnaevnet.dk resumeer af udvalgte afgørelser fra nævnet.

Opmærksomheden henledes på, at særlige forhold i enkelte sager kan føre til godkendelse, selvom afslag efter de sædvanlige kriterier er indikeret. Dette vil således kunne være tilfældet, hvis der består et nært forhåndskendskab mellem ansøgeren og barnet, og hvis en godkendelse som adoptant som følge heraf er bedre i overensstemmelse med barnets interesser end et afslag.

2.3. De generelle krav for godkendelse som adoptant

Som nævnt ovenfor er godkendelse som adoptant betinget af, at ansøgeren opfylder en række generelle godkendelseskrav.

Det skal normalt allerede i fase 1 afklares, om ansøgeren opfylder de generelle godkendelseskrav.

2.3.1. Alder

Godkendelsesbekendtgørelsens § 6. Det er en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at ansøgerens alder på ansøgningstidspunktet ikke overstiger barnets alder med mere end 40 år.

Stk. 2. Betingelsen i stk. 1 kan dog fraviges, hvis

1) kun den ene ægtefælles alder overstiger barnets alder med mere end 40 år, mens den anden ægtefælle er noget yngre, eller

2) ansøgeren inden rimelig tid efter at have modtaget et adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu et barn, eller

3) der foreligger særlige omstændigheder i øvrigt.

2.3.1.1. 40 års-reglen

Efter godkendelsesbekendtgørelsens § 6 kan en ansøger ikke godkendes som adoptant, hvis ansøgerens alder på tidspunktet for ansøgningens indgivelse overstiger barnets alder med mere end 40 år.

Om de hensyn, der ligger bag denne 40 års-regel, henvises til bemærkningerne bag loven fra 1999 (FT 1998/99), alm.del, afsnit 6.3.

Kravet om, at ansøgerens alder ikke må overstige barnets alder med mere end 40 år, skal forstås således, at der maksimalt må være 40 år og 364 dages aldersforskel mellem ansøger og barn.

Ansøges der om en abstrakt godkendelse som adoptant, beregnes aldersforskellen som forskellen mellem ansøgerens alder og den nedre aldersramme for den abstrakte godkendelse. Dette indebærer, at en ansøger, der ønsker abstrakt godkendelse som adoptant til et barn i alderen 0-36 måneder, ikke må være fyldt 41 år på tidspunktet for ansøgningens indgivelse.

Det, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet er fyldt 41 år, udelukker imidlertid ikke i sig selv, at vedkommende kan godkendes som adoptant. Ansøgerens alder betyder dog, at ansøgeren ikke vil kunne godkendes til et barn, der er yngre end 12 måneder, ligesom en ansøger, der på ansøgningstidspunktet er fyldt 42 år, ikke vil kunne godkendes til et barn, der er yngre end 24 måneder osv. Det anførte gælder dog kun, hvis der ikke foreligger forhold, som kan medføre dispensation fra aldersreglerne, jf. afsnit 2.3.1.2.

Ansøges der om godkendelse som adoptant til et bestemt barn, beregnes aldersforskellen som forskellen mellem ansøgerens alder og det pågældende barns alder.

Eksempel:

Ansøgerens fødselsdato: 1.1.1950

Barnets fødselsdato: 1.7.1990

Da aldersforskellen mellem ansøgeren og det konkrete barn, som der ansøges om godkendelse som adoptant til, i eksemplet ovenfor er 40 år og 6 måneder, er ansøgerens alder ikke til hinder for godkendelsen.

Det relevante tidspunkt for bedømmelse af, om aldersbetingelsen i bekendtgørelsens § 6 er opfyldt, er tidspunktet for ansøgningens indgivelse til amtskommunen og ikke tidspunktet for godkendelsen.

Ved tidspunktet for ansøgningens indgivelse til amtskommunen forstås det tidspunkt, hvor ansøgningen modtages i amtskommunen. Dette tidspunkt fastholdes kun som ansøgningstidspunkt, hvis efterfølgende oplysninger fra ansøgernes side fremkommer i umiddelbart kontinuitet af ansøgningen om forundersøgelse. Det er således f.eks. ikke muligt at opfylde det ovenfor omtalte 40 års krav ved kort før sin 41 års fødselsdag at indsende en ufuldstændig ansøgning og herefter undlade at foretage videre. I betragtning af, at der kun kræves få og enkle oplysninger for, at forundersøgelsen af ansøgerne kan påbegyndes, skal der næppe gå lang tid, før det kan vække mistanke om, at ansøgerne ikke ønsker, at sagen skal påbegyndes med det samme. Hvor lang tid, der skal gå, afhænger dog af en konkret vurdering, herunder ansøgerens begrundelse for ikke at fremsende oplysningerne.

Amtskommunen vil kunne henlægge sagen, hvis det fremgår af ansøgernes oplysninger eller af omstændighederne i øvrigt, at ansøgeren ikke ønsker sagen behandlet i naturlig forlængelse af ansøgningens indgivelse. Amtskommunen må i sådanne tilfælde henvise ansøgeren til at indgive ansøgning på ny. Tilsvarende gælder, hvis en ansøger efterfølgende trækker sagsbehandlingen i langdrag ved f.eks. gang på gang at aflyse møder.

2.3.1.2. Dispensation fra aldersreglen

a) Tilfælde, hvor kun den ene ægtefælles alder overstiger barnets alder med mere end 40 år

Efter adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1, er der mulighed for at fravige den ovenfor omtalte 40 års-regel i tilfælde, hvor den ene ægtefælle aldersmæssigt overskrider grænsen på maksimalt 40 års aldersforskel mellem ansøger og barn, mens den anden ægtefælle er noget yngre.

Bestemmelsen giver kun mulighed for at fravige alderskravet i forhold til den ene af ægtefællerne. Hvis begge ægtefællers alder overstiger barnets alder med mere end 40 år, kan der ikke gives dispensation fra alderskravet i medfør af denne bestemmelse.

Det er en forudsætning, at den anden ægtefælle er noget yngre. Dette skal forstås således, at aldersforskellen mellem den yngste ægtefælle og barnet skal være noget under 40 år og 364 dage.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår den yngste ægtefælle kan siges at være “noget yngre”. Ved vurderingen heraf bør det bl.a. tillægges betydning, i hvilken udstrækning den ældste ægtefælle overstiger den almindelige aldersregel, hvilken godkendelse, der ønskes samt omstændighederne i øvrigt. Der kan ikke i almindelighed stilles krav om, at den yngste ansøger skal være tilsvarende yngre.

Der bør normalt ikke ske godkendelse til adoption af et lille barn i alderen 0-36 måneder, hvis den ældste ægtefælle er over 45-46 år. Dette gælder uanset hvilken alder den yngste ægtefælle har. Som det fremgår, er aldersgrænsen ikke absolut, men kan fraviges efter en konkret vurdering.

b) Hvor der inden rimelig tid efter modtagelse af et adoptivbarn søges om godkendelse på ny

Det fremgår af godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 2, at 40 års-reglen endvidere kan fraviges, hvis der inden rimelig tid efter modtagelsen af et adoptivbarn ansøges om godkendelse til adoption af endnu et barn. En ansøgning anses for indgivet “inden rimelig tid”, hvis den er indgivet senest 1½ år efter modtagelsen af det allerede adopterede barn. Der henvises i den forbindelse til de hensyn, der ligger bag alderskravene i godkendelsesbekendtgørelsen.

Der kan ikke fastsættes nogen absolut regel om, hvornår en ansøgning om adoption af endnu et barn tidligst kan indgives. Afgørende i den sammenhæng må blandt andet være, at den samlede familie har opnået en sådan stabilitet, at såvel ansøgeren som adoptionssamrådet vil kunne vurdere ansøgerens ressourcer til at modtage endnu et barn. Dette hensyn vil normalt føre til, at ansøgning om adoption af endnu et barn først kan indgives, når der er forløbet seks måneder efter hjemtagelsen af det allerede adopterede barn. En ansøgning, der indgives tidligere end dette, vil således kunne afvises, medmindre ansøgeren godtgør, at der allerede på et tidligere tidspunkt med tilstrækkelig sikkerhed kan skønnes over familiens samlede stabilitet.

Bestemmelsen i § 6, stk. 2, nr. 2 giver ikke adgang til at godkende en ansøger til et barn i en aldersgruppe, der ligger under den aldersgruppe, hvortil der blev givet godkendelse ved den forudgående adoption.

Samtidig skal man være opmærksom på, at der bør være en naturlig søskendeafstand mellem børnene. Ved naturlig søskendeafstand forstås minimum 9 måneder.

I modsætning til den ovenfor under pkt. a nævnte dispensationsmulighed er der også adgang til at dispensere efter bekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 2, i tilfælde, hvor begge ansøgere overskrider 40 års-reglen.

Ansøgning om adoption af et lille barn i aldersgruppen 0-36 måneder bør ikke i medfør af denne bestemmelse imødekommes, hvis en af parterne på ansøgningstidspunktet er over ca. 45 år.

Bestemmelsen er en videreførelse af gældende dispensationspraksis. Bestemmelsen anvendes i dag sådan, at der også er mulighed for dispensation, hvis ansøgerne i forvejen har et biologisk barn, således at det i disse tilfælde er blevet anset for afgørende, om ansøgningen om godkendelse til adoption var indgivet inden rimelig tid efter det biologiske barns fødsel.

c) Hvor der foreligger særlige omstændigheder

Endelig fremgår det af godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 3, at 40 års-reglen vil kunne fraviges, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Bestemmelsen er en videreførelse af den også før lovændringen gældende adgang til dispensation, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Det er ansøgeren, der skal godtgøre, at der foreligger særlige omstændigheder.

Som eksempler på særlige omstændigheder kan især nævnes særlige forhold hos det barn, der ønskes adopteret. Det gælder f.eks., hvis der søges om adoption af en biologisk søster eller bror til et barn, som man allerede har adopteret, eller af et barn, som ansøgeren i forvejen har et nært og længerevarende tilknytningsforhold til. Det gælder også, hvis der søges om godkendelse til adoption af et større barn eller et vanskeligt anbringeligt barn under forudsætning af, at ansøgeren - bl.a. gennem erfaringer med børn - har de særlige kvalifikationer, der vil kunne medvirke til at sikre et gunstigt adoptionsforløb for et sådant barn.

d) Samspillet mellem de forskellige bestemmelser om dispensation fra 40 års-reglen

Der vil ikke ved at kombinere de under pkt. a-c nævnte dispensationsmuligheder kunne opnås yderligere fravigelse af de almindelige aldersregler.

Amtskommunen bør allerede i fase 1 gøre en ansøger, der søger om godkendelse til adoption af et større barn, opmærksom på, at der vil blive stillet særlige krav til dennes ressourcer.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.3. om udvidet godkendelse.

2.3.2. Ægteskab og samliv

Godkendelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 2. En ansøger, som er gift, kan kun godkendes som adoptant, hvis ægtefællen samtidig godkendes som adoptant, jf. adoptionslovens § 5, stk. 1. Dette gælder dog ikke, hvis ægtefællen befinder sig i en af de i adoptionslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., in fine, nævnte tilstande.

Godkendelsesbekendtgørelsens § 8. Et ægtepar kan kun godkendes som adoptanter, hvis de på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen har samlevet i mindst 2 ½ år, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

2.3.2.1. Ægteskab

Langt de fleste ansøgninger om godkendelse som adoptant indgives af par, der sammen ønsker at adoptere et barn.

Det følger af adoptionslovens § 5, stk. 2, at kun ægtefæller kan adoptere sammen.

Et ugift par vil således - uanset samlivets varighed - ikke kunne godkendes til at adoptere sammen.

Kravet om, at ansøgerne er gift, skal først være opfyldt på tidspunktet for den endelige godkendelse. Et ugift par vil således kunne indgive ansøgning om godkendelse som adoptanter, og vil - hvis de øvrige betingelser er opfyldt - kunne godkendes som adoptanter, hvis de på tidspunktet for samrådets endelige afgørelse om godkendelse i fase 3 kan fremlægge dokumentation for, at de nu er blevet gift.

Ansøgernes ægteskabelige status bør så vidt muligt søges afklaret under fase 1. Hvis ansøgerne afslutter fase 1 af godkendelsesforløbet uden at have indgået ægteskab, må samrådet i forbindelse med tilkendegivelsen om, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kan fortsætte, samtidig henlede ansøgernes opmærksomhed på, at en endelig godkendelse som adoptanter vil forudsætte, at ansøgerne indgår ægteskab.

Der er normalt ikke mulighed for, at kun den ene af to ægtefæller godkendes som adoptant, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 2. Heraf fremgår, at den, som er gift, som det klare udgangspunkt kun kan adoptere sammen med sin ægtefælle.

For så vidt angår registrerede partnere, fremgår det af § 4, stk. 1, 1. pkt., i lov om registreret partnerskab, at adoptionslovens regler om ægtefæller ikke finder anvendelse på det registrerede partnerskab. Bestemmelsen indebærer, at adoptionslovens regler om ægtefællers adgang til i fællesskab at adoptere et fremmed barn ikke finder anvendelse for to personer, der har indgået registreret partnerskab.

Den ene af to personer, der har indgået registreret partnerskab, kan heller ikke adoptere alene, jf. adoptionslovens § 5, stk. 1, 1. pkt.

Opmærksomheden henledes på, at der ved lov nr. 360 af 2. juni 1999 blev indsat en bestemmelse, § 4, stk. 1, 2. pkt., i lov om registreret partnerskab, hvorved der åbnedes mulighed for, at en registreret partner kan adoptere den anden partners barn. Adgangen til at stedbarnsadoptere gælder dog efter bestemmelsen ikke , hvis der er tale om et adoptivbarn fra et andet land.

2.3.2.2. Samliv

Ægtefællers samliv skal i henhold til godkendelsesbekendtgørelsens § 8 have bestået i 2½ år på ansøgningstidspunktet.

Ændringen af kravet fra 3 års samliv på godkendelsestidspunktet til 2½ års samliv på ansøgningstidspunktet har alene til formål at tage højde for de praktiske problemer, det vil indebære, hvis man i fase 1 skulle tage stilling til, om samlivskravet kan forventes opfyldt på tidspunktet for afslutningen af fase 3. Der er således ikke med ændringen tilsigtet en lempelse af samlivskravet.

Kravet om minimum 2½ års samliv skal sikre, at ansøgerne lever i et stabilt parforhold, hvilket må være en forudsætning for et gunstigt adoptionsforløb.

For at anse samlivskravet for opfyldt, vil det normalt være en forudsætning, at ansøgerne i minimum 2½ år har haft fælles folkeregisteradresse. Efter omstændighederne kan der lægges vægt på oplysninger af anden art, herunder på erklæringer fra ansøgernes pårørende. Ansøgernes egne oplysninger om samlivets varighed kan derimod ikke alene begrunde, at samlivskravet kan anses for opfyldt.

Hvis der foreligger særlige omstændigheder, vil samlivskravet kunne fraviges.

Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis samlivskravet kolliderer med aldersbetingelserne i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, fordi ansøgerne først har mødt hinanden i en relativt sen alder og hurtigt finder ud af, at de ikke kan få et biologisk barn sammen.

2.3.2.3. Særligt om enlige ansøgere

En enlig ansøger kan godkendes som adoptant, hvis vedkommende opfylder kravene i godkendelsesbekendtgørelsens §§ 6-9 og i øvrigt kan anses for egnet til at opfostre et barn alene, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1. En ansøger, der er ugift eller fraskilt, må i relation til ansøgning om adoption betragtes som enlig, jf. adoptionslovens § 5.

Ved vurderingen af, om en enlig ansøger opfylder de generelle godkendelseskrav, må der tages højde for, at visse af kravene ikke har direkte relevans for enlige. Det gælder således dels bestemmelsen i § 6, stk. 2, nr. 1, dels § 8.

Adoptionsnævnet har i nogle konkrete klagesager udtalt, at der ved bedømmelsen af en ugift persons egnethed som adoptant må tages stilling til, om den pågældende på egen hånd vil kunne opfostre barnet på betryggende vis, og at det herudover også må tillægges betydning, om der er sandsynlighed for, at andre vil få en forældrerolle i forhold til et eventuelt barn, og i så tilfælde om også denne person eller disse personer er tilstrækkeligt egnede hertil.

Ved samrådets stillingtagen til, om den enlige ansøger opfylder de generelle krav, vil det således f.eks. kunne tillægges betydning, hvis ansøgeren lever i et ægteskabslignende forhold med en person, der reelt vil kunne få en forældrerolle i forhold til barnet, og som ikke opfylder de generelle godkendelseskrav.

Det forhold at ansøgeren lever i fast samliv med en anden person er ikke i sig selv til hinder for, at ansøgeren kan godkendes, men karakteren af det faste samlivsforhold må undersøges nærmere, jf. Adoptionsnævnets praksis på hjemmesiden www.adoptionsnaevnet.dk http://www.adoptionsnaevnet.dk.

Den individuelle vurdering af, om en enlig ansøger, kan anses for eget til at opfostre et barn alene, omtales nærmere i afsnit 2.5.4.

2.3.3. Sociale forhold

Godkendelsesbekendtgørelsens § 7. Det er endvidere en betingelse for at blive godkendt som adoptant,

1)

2) at ansøgeren råder over en bolig, der er egnet til at danne rammerne for opfostring af barnet,

3) at ansøgeren har forsvarlige økonomiske forhold, og

4) at ansøgeren ikke er straffet for forhold, der giver anledning til berettiget tvivl om ansøgerens egnethed til at adoptere.

2.3.3.1. Bolig

Det er i henhold til godkendelsesbekendtgørelsens § 7, nr. 2, en betingelse for godkendelse som adoptant, at ansøgeren råder over en bolig, der er egnet til at danne rammerne for opfostring af et barn.

Af forarbejderne til lov nr. 258 af 2. juni 1999 om ændring af adoptionsloven anførtes det, at man ikke har fundet det hensigtsmæssigt at opstille objektive krav til boligens størrelse, idet forhold som f.eks. boligens beliggenhed og indretning i relation til rammerne for barnets opvækst vil kunne spille en lige så stor rolle som f.eks. boligens størrelse.

For at sagsbehandleren kan danne sig et overordnet billede af ansøgerens bolig, afgiver ansøgeren dog i oplysningsskemaet oplysninger vedrørende bl.a. beliggenhed, boligtype - herunder om der er tale om en ejer- eller lejebolig -, antal m2 og antal rum. Ansøgeren får samtidig mulighed for at komme med supplerende bemærkninger om boligen.

Det bemærkes, at der normalt ikke i fase 1 vil blive aflagt hjemmebesøg hos ansøgeren, hvorfor der ikke - udover ansøgerens egne oplysninger om objektive forhold - er mulighed for at foretage en nærmere bedømmelse af boligens karakter.

Ved vurderingen af ansøgerens boligforhold vil det som udgangspunkt være afgørende, hvordan ansøgeren bor på tidspunktet for godkendelsen som adoptant, dvs. ved afslutningen af fase 3. Da den objektive vurdering af boligen finder sted allerede i fase 1 af godkendelsesforløbet, bør der derfor kunne tages højde for planer om f.eks. tilbygning eller flytning, der må forventes gennemført før afslutningen af fase 3.

Man vil i enkelte sager opleve, at ansøgerens - måske midlertidige - boligforhold på tidspunktet for forundersøgelsen ikke opfylder de krav, der må stilles til en egnet bolig for en familie med et barn. Hvis ansøgeren giver udtryk for realistiske planer om f.eks. flytning eller tilbygning, og hvis disse planer må forventes gennemført før barnets hjemtagelse, vil de kunne inddrages i vurderingen af ansøgerens sag, således at de aktuelle boligforhold ikke i sig selv kan begrunde et afslag på godkendelse som adoptant.

Det bemærkes, at der generelt fra giverlandenes side stilles krav om oplysninger om ansøgerens boligforhold, boligens omgivelser og placering samt egnethed til børn, ligesom det kræves, at der medsendes fotos af ansøgerens hjem.

2.3.3.2. Økonomi

Efter godkendelsesbekendtgørelsens § 7, nr. 3, er det en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at ansøgeren har “forsvarlige økonomiske forhold”. Kravet herom må forstås således, at ansøgeren har en økonomi, der giver plads til forsørgelse af en familie - også efter modtagelsen af et adoptivbarn.

Ansøgeren skal til brug for vurderingen af de økonomiske forhold fremlægge oplysninger fra skattemyndighederne om indkomst- og formueforhold for de 2 sidste indkomstår samt oplysninger om eventuelle restancer hos skattemyndigheder eller kommune.

Ansøgeren skal herudover på oplysningsskemaet angive oplysninger om månedlige indtægter og udgifter samt om aktuelle formueforhold (opgjort som værdien af aktiver i forhold til passiver).

Ved vurderingen af oplysningerne om indtægter og udgifter vil der fra amtskommunens side kunne lægges vægt på en konkret udsigt til ændring i ansøgerens økonomi - på indtægts- eller udgiftssiden. Det kan i den forbindelse blive relevant at overveje betydningen af f.eks. planlagte ændringer i ansøgerens job- eller boligsituation nærmere, ligesom selve det at modtage et adoptivbarn i sagens natur vil medføre øgede udgifter til husholdning, daginstitutioner etc.

Har ansøgeren svingende indtægter, kan der være behov for at indhente indtægtsoplysninger for en længere periode.

I relation til vurderingen af ansøgerens formueforhold vil f.eks. oplysninger om betydelige restancer til det offentlige - særligt hvis der ikke er indgået aftale om afdragsvis betaling eller hvis en indgået aftale ikke overholdes - kunne være af betydning for ansøgerens godkendelse som adoptant, idet oplysningerne kan indicere uorden i økonomien.

Hvis der er behov herfor, vil der i forbindelse med vurderingen af ansøgerens indtægter og udgifter kunne gøres brug af et budgetskema. Tilsvarende vil der i relation til vurderingen af ansøgerens formueforhold kunne gøres brug af et særligt skema vedrørende formueopgørelse.

Det vil ikke i sig selv kunne begrunde et afslag på godkendelse som adoptant, at ansøgeren modtager kontanthjælp eller social pension. Det vil dog kunne være relevant at diskutere årsagen til længerevarende kontanthjælp eller til social pension i fase 3.

Det må i øvrigt antages, at de tilfælde, hvor de økonomiske forhold i sig selv kan begrunde et afslag, vil være yderst begrænsede.

Det bemærkes, at der generelt fra giverlandenes side stilles krav om, at der afgives oplysninger om og dokumentation for ansøgerens økonomiske forhold, idet disse oplysninger tillægges betydning i forbindelse med giverlandenes vurdering af ansøgerens sag.

2.3.3.3. Strafforhold

Det fremgår af godkendelsesbekendtgørelsens § 7, nr. 4, at det er en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at ansøgeren ikke er straffet for forhold, der giver anledning til berettiget tvivl om ansøgerens egnethed til at adoptere.

I fase 1 indhenter amtskommunen derfor ansøgerens straffeattest i henhold til § 22, stk. 1, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 218 af 27. marts 2001 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret) samt en eventuel erklæring i henhold til bekendtgørelsens § 26.

Det bemærkes, at bekendtgørelsens § 36 ikke ses at hjemle indhentelse af såkaldte børneattester i sager om godkendelse som adoptant.

Ansøgeren vil allerede i forbindelse med indgivelse af ansøgningen om godkendelse som adoptant have givet samtykke til, at amtskommunen indhenter disse oplysninger.

Det bemærkes, at amtskommunen efterfølgende, hvis adoptionsansøgeren skal søge om dansk adoptionsbevilling, i forbindelse med oversendelse af sagen til statsamtet, skal indhente ny straffeattest, således at denne kan sendes til statsamtet sammen med sagens øvrige akter.

Tidligere begået kriminalitet vil i praksis - afhængig af art og omfang samt tidspunktet herfor - kunne begrunde, at der meddeles ansøgeren afslag på godkendelse som adoptant.

Hvad angår lovovertrædelsens art, vil det være afgørende, at ansøgeren ikke er straffet for en lovovertrædelse, der rejser berettiget tvivl om ansøgerens egnethed som adoptant. Visse grove personfarlige forbrydelser samt sædelighedsforbrydelser må således antages at kunne føre til afslag på godkendelse, uanset om forholdet ligger langt tilbage i tiden.

Omvendt vil andre forbrydelser - f.eks. mindre berigelsesforbrydelser - ikke automatisk medføre afslag, hvis det er længe siden, at det strafbare forhold er begået.

Endelig bør det normalt ikke føre til afslag, at ansøgeren for nylig er straffet, hvis der er tale om en lovovertrædelse, der klart er uden betydning for den pågældendes egnethed som adoptant.

Der vil i relation til visse tilfælde af kriminalitet kunne opstå behov for at iværksætte en psykologisk eller psykiatrisk undersøgelse af ansøgeren. Da formålet med fase 1 imidlertid primært er en stillingtagen til objektive forhold omkring ansøgeren og ikke en nærmere vurdering af ansøgerens individuelle ressourcer, vil en sådan undersøgelse dog skulle henlægges til fase 3. Herved opnås også, at der i forbindelse med specialundersøgelsen kan inddrages andre mere individuelle forhold omkring ansøgeren, som først er kommet frem under den eller de samtaler, der har fundet sted med ansøgeren under fase 3 i undersøgelsesforløbet.

Skønnes det under fase 1, at det kunne blive relevant at iværksætte en specialundersøgelse under fase 3, skal ansøgeren orienteres herom.

Om sammenhængen mellem visse strafbare forhold og ansøgerens psykiske helbred henvises i øvrigt til Adoptionsnævnets redegørelse for de psykiske helbredskrav til adoptionsansøgere.

Det bemærkes, at giverlandene generelt stiller krav om oplysninger og dokumentation for ansøgerens strafforhold, ligesom en række giverlande kræver, at ansøgeren har en ren straffeattest. Er ansøgeren straffet for en lovovertrædelse, der ikke kan føre til afslag på godkendelse som adoptant, bør amtskommunen derfor vejlede vedkommende om, at lovovertrædelsen kan bevirke, at visse giverlande vil afvise at anvise et barn til den pågældende.

2.3.4. Helbred

Godkendelsesbekendtgørelsens § 7. Det er endvidere en betingelse for at blive godkendt som adoptant,

1) at ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand ikke forringer mulighederne for, at adoptionsforløbet kan blive til barnets bedste,

2)-4)...

Udgangspunktet for vurderingen af ansøgerens helbredstilstand er, at ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand må være sådan, at den ikke forringer mulighederne for et gunstigt forløb af adoptivforholdet. Ved bedømmelsen af helbredstilstanden bør der, udover vurderingen af den øjeblikkelige helbredstilstand, søges stillet en langtidsprognose, der dækker omtrent det tidsrum, inden for hvilket barnets opvækst vil finde sted. Der bør herved finde en bedømmelse sted af risikoen for ansøgerens død inden for dette tidsrum og for udviklingen af sværere sygdomme eller invaliditet, som kan forringe ansøgerens evne til at forsørge eller opdrage barnet, eller som kan påvirke familiens sammenhold og psykiske tilstand.

I forarbejderne til lovændringen fra 2000 (L40, FT 1998/99) blev det anført, at praksis vedrørende handicappedes muligheder burde tages op til revision. Det anførtes således bl.a.:

“Justitsministeriet finder, at der bør ske en lempelse af praksis, således at personer med handicap i højere grad end i dag efter en individuel vurdering af deres evne til at tage sig af et barn kan godkendes som adoptanter.”

Der henvises for så vidt angår de nærmere krav til adoptionsansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand til ”Vejledning om vurderingen af adoptionsansøgeres fysiske og psykiske helbredsforhold (Civilretsdirektoratet [nu Familiestyrelsen] 2002) og til beskrivelsen af Adoptionsnævnets praksis på hjemmesiden www.adoptionsnaevnet.dk .

Det skal understreges, at der med udgangspunkt i de udstukne retningslinier skal foretages en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Det er herved muligt at tage hensyn til bl.a. sværhedsgraden af den pågældende sygdom eller betydningen af det pågældende handicap set i forhold til personens samlede livssituation.

2.4. Det adoptionsforberedende kursus

Adoptionslovens § 25 c. Deltagelse i et adoptionsforberedende kursus er en betingelse for, at personer, der ikke tidligere har adopteret et barn fra et andet land, kan godkendes som adoptanter til et sådant barn.

Stk. 2. Samrådet kan efter regler fastsat af ministeren for familie- og forbrugeranliggender bestemme, at personer, der tidligere har adopteret et barn fra et andet land, skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt som adoptanter til et sådant barn, hvis der er behov for det.

Stk. 3. Justitsministeren [nu Ministeren for familie- og forbrugeranliggender] kan fastsætte nærmere regler om indholdet og tilrettelæggelsen af de kurser, som er nævnt i stk. 1 og 2, herunder om betaling.

2.4.1. Førstegangsansøgere

En ansøger, der søger om at blive godkendt som adoptant til et barn fra et andet land, skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for at blive godkendt som adoptant.

Kurserne indgår som fase 2 i det faseopdelte undersøgelses- og godkendelsesforløb. Forløbet er nærmere omtalt i kapitel 3.

Formålet med kurserne er blandt andet at gøre de centrale problemstillinger omkring adoption klart for ansøgeren og at give ansøgeren et grundlag for at vurdere, om vedkommende har ressourcer til at adoptere et udenlandsk barn.

2.4.1.1. Indholdet af det adoptionsforberedende kursus

Godkendelsesbekendtgørelsens § 18. Civilretsdirektoratet [nu Familiestyrelsen] tilrettelægger og udbyder det i § 9 nævnte adoptionsforberedende kursus, der indgår som en selvstændig del af undersøgelses- og godkendelsesforløbet (fase 2).

Det adoptionsforberedende kursus tilrettelægges og udbydes af Familiestyrelsen. Indholdet af kurset er fastlagt i en kursusplan. Kursusplanen kan ses på Familiestyrelsens hjemmeside.

 

Kurset skal sætte ansøgeren i stand til over for sig selv at få prøvet og bekræftet sit motiv til at adoptere, og ansøgeren vil blive undervist i og rådgivet om en række forhold, der har betydning ved adoption af et udenlandsk barn.

 

Gennem kurset tilstræbes det at give ansøgeren kendskab til bl.a. barnets identitetsudvikling og adoptionens betydning herfor, forståelse for barnets oplevelser forud for adoptionen og disses mulige betydning for barnets opvækst samt forståelse for barnløshedens og dermed adoptionsmotivets påvirkning af adoptionsbeslutningen. Der vil endvidere blive fokuseret på betydningen af de forventninger deltagerne har til barnet og forældrerollen, herunder modtagelsen af barnet og barnets modtagelse af de nye forældre. Endelig vil der blive lagt vægt på vigtigheden af at formidle oplysninger til barnet om, at det er adopteret, ligesom spørgsmålet om, hvordan fremmedfrygt håndteres, vil blive berørt.

Endelig tilsigter kurset at skabe en afklaring hos adoptanterne af egne ressourcer og præferencer med henblik på godkendelse af barn i forslag.

Det adoptionsforberedende kursus består af et forløb, der omfatter

– en weekend, hvor der særligt fokuseres på ansøgeren, adoptionsmotivet, barnløshed og forventninger,

– en afsluttende weekend, hvor der særligt fokuseres på adoptivbarnet, dets baggrund og opvækstvilkår samt adoptivfamilien.

2.4.1.2. Deltagelse i kurset

Godkendelsesbekendtgørelsens § 20 Ansøgeren anses for at have deltaget i et adoptionsforberedende kursus, når ansøgeren har gennemført hele kurset efter en kursusplan, der er tilrettelagt af Civilretsdirektoratet [nu Familiestyrelsen].

Stk. 2. Ægtefæller skal have deltaget i kurset samtidigt.

Ansøgeren skal deltage i kurset i overensstemmelse med Familiestyrelsens kursusplan. Dette indebærer, at en ansøger, der har tilmeldt sig et kursus, skal deltage i hele det anviste forløb for det pågældende kursus. Det er ikke muligt at deltage i enkelte dele af forskellige kursusforløb, f.eks. ved at deltage i et første weekendkursus, der indgår i ét kursusforløb, og herefter at deltage i et afsluttende weekendkursus, der indgår i et andet kursusforløb.

Familiestyrelsen kan dog efter omstændighederne tillade, at en ansøger, der har påbegyndt ét adoptionsforberedende kursus, men som på grund af f.eks. pludselig opstået sygdom, bliver forhindret i at afslutte det tilmeldte kursusforløb, overgår til et andet kursusforløb.

Ægtefæller skal følge samme kursusforløb, jf. herved § 21, stk. 2.

2.4.2. Flergangsadoptanter

En ansøger, der tidligere har adopteret et udenlandsk barn, og som ønsker at adoptere endnu et barn fra udlandet, vil normalt ikke have samme behov for at modtage rådgivning og undervisning som en førstegangsadoptant. Dette skal bl.a. ses i sammenhæng med, at ansøgeren gennem den eller de tidligere adoptioner vil være bekendt med de krav, som modtagelsen af endnu et adoptivbarn stiller.

Der gælder således heller ikke et generelt krav om, at flergangsansøgere skal deltage i et adoptionsforberedende kursus.

En flergangsadoptant kan dog i nogle tilfælde have behov for rådgivning.

Ifølge § 25 c, stk. 2, kan samrådet således bestemme, at ansøgere, der tidligere har adopteret et udenlandsk barn, skal deltage i et adoptionsforberedende kursus, hvis der er behov herfor.

Endvidere har amtskommunen en selvstændig forpligtelse til i fornødent omfang at yde rådgivning til ansøgere, der ikke skal deltage i et adoptionsforberedende kursus, jf. herved godkendelsesbekendtgørelsens § 15, stk. 4.

2.4.2.1. Krav om, at en flergangsadoptant deltager i et adoptionsforberedende kursus

Adoptionslovens § 25 c, stk. 2. Samrådet kan efter regler fastsat af ministeren for familie- og forbrugeranliggender bestemme, at personer, der tidligere har adopteret et barn fra et andet land, skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt som adoptanter til et sådant barn, hvis der er behov for det.

Godkendelsesbekendtgørelsens § 21. Adoptionssamrådet kan, indtil der er truffet afgørelse i medfør af § 17, beslutte, at en ansøger, der tidligere har adopteret et barn fra et andet land, skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt til adoption af et sådant barn, hvis der er behov herfor.

Stk. 2. Træffer adoptionssamrådet afgørelse som nævnt i stk. 1, bestemmer samrådet samtidig, hvilke dele af kurset ansøgeren skal deltage i.

Afgørelsen af om en ansøger, der tidligere har adopteret et udenlandsk barn, skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt, beror på en konkret vurdering af, om ansøgeren har behov herfor. Ved vurderingen må der lægges vægt på, at ansøgeren gennem den tidligere adoption vil være bekendt med de krav, som modtagelsen af et adoptivbarn stiller. Hertil kommer, at amtskommunen har en selvstændig forpligtelse til at yde flergangsansøgere rådgivning i fornødent omfang. Omfanget og indholdet af amtskommunens rådgivningsforpligtelser er nærmere omtalt i afsnit 3.3.

På denne baggrund vil der normalt være en formodning for, at en flergangsansøger ikke har behov for at deltage i et adoptionsforberedende kursus for at blive godkendt som adoptant på ny.

Hvis der imidlertid under undersøgelses- og godkendelsesforløbet undtagelsesvist kommer oplysninger frem, som indicerer, at ansøgeren er usikker på, hvad det vil indebære at adoptere endnu et udenlandsk barn, kan samrådet træffe beslutning om, at ansøgeren skal deltage i et adoptionsforberedende kursus.

Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis ansøgeren efter modtagelsen af det første barn har gennemgået barnløshedsbehandling, hvis det allerede adopterede barn har haft vanskeligt ved at tilpasse sig familien og omvendt, eller hvis der søges om godkendelse til en anden godkendelsesramme end tidligere.

2.5. Den individuelle vurdering

Godkendelsesbekendtgørelsens § 5. En ansøger kan godkendes som adoptant, når ansøgeren opfylder kravene i §§ 6-9, og ansøgeren i øvrigt kan anses for egnet til at opfostre et adoptivbarn alene, eller hvis ansøgeren er gift, jf. stk. 2, sammen med sin ægtefælle.

Som anført under afsnit. 2.2. skal en ansøger dels opfylde en række generelle krav - og have deltaget i et adoptionsforberedende kursus, hvis dette kræves - dels efter en individuel vurdering kunne anses for egnet til at opfostre et adoptivbarn.

Afgørelsen af, om ansøgeren også efter en individuel vurdering kan anses for egnet til at adoptere, beror navnlig på en vurdering af den pågældendes ressourcer.

Det er ikke muligt nøje at opregne, hvilke kvalifikationer ansøgeren skal være i besiddelse af for at blive godkendt som adoptant. Der er tale om en konkret vurdering, hvori det bl.a. indgår, om der søges om godkendelse til adoption af et udenlandsk barn for første gang, om der søges om en almen eller en udvidet godkendelse, og om ansøgeren er enlig eller gift.

2.5.1. Førstegangsansøgere til adoption af udenlandsk barn

Afgørelsen af, om en ansøger, der søger om adoption af et barn fra et andet land for første gang, kan godkendes som adoptant, må bero på en konkret vurdering af ansøgerens ressourcer. Ved vurderingen må det imidlertid tillægges vægt, at ansøgeren har deltaget i et adoptionsforberedende kursus og derved har fået kendskab til de særlige problemstillinger, der knytter sig til at adoptere et udenlandsk barn samt er afklaret om egne ressourcer. Langt de fleste ansøgere må derfor forventes at have de nødvendige kvalifikationer, når de har gennemført kurset.

I forarbejderne til loven fra 1999 (L40, FT 1998/99) anførtes bl.a. følgende om den individuelle vurdering i fase 3:

»Justitsministeriet forudsætter herved, at omfanget af fase 3 skal være klart mere begrænset end en forundersøgelse med henblik på godkendelse som adoptant efter de nugældende regler. Dette indebærer bl.a., at en række forhold, der er omtalt i betænkningens kapitel 4 <betænkning nr. 1338/97 fra Justitsministeriets Adoptionsudvalg> herunder indstilling til børn og unge, familiære forhold m.v. i almindelighed forudsættes tillagt betydeligt mindre vægt end efter hidtidig praksis. Det forudsættes således, at det klart skal have undtagelsens karakter, at der bliver givet afslag på godkendelse som adoptant i denne fase.«

Hvis en ansøger, der opfylder de generelle betingelser og har gennemgået det adoptionsforberedende kursus, oplyser, at den pågældende fortsat ønsker at adoptere, er der en formodning for , at ansøgeren også er egnet hertil.

2.5.2. Flergangsadoptanter

Afgørelsen af, om en ansøger, der tidligere har adopteret et barn fra et andet land, kan godkendes på ny, må bero på en konkret vurdering af ansøgerens og familiens ressourcer.

Ved vurderingen må det tillægges vægt, at ansøgeren, der tidligere har adopteret, og dermed kender de krav, som modtagelsen af et nyt adoptivbarn stiller, selv mener at have ressourcer til at adoptere endnu et barn. Der vil derfor kun undtagelsesvist være behov for på baggrund af en konkret vurdering at afslå en ansøgning fra en ansøger, som tidligere har adopteret, og som ønsker at adoptere endnu et barn.

Ønsker ansøgeren at adoptere flere end 3 børn, bør dette ikke på forhånd være udelukket, men må bero på en konkret vurdering af, om ansøgerne kan anses at have de yderligere familiemæssige ressourcer, der må kræves for at optage endnu et barn i familien. Tilsvarende gælder, hvis et eller flere af de børn, som er i hjemmet i forvejen, er ansøgerens biologiske børn.

2.5.3. Udvidet godkendelse

Som omtalt i afsnit 4.1. omfatter den mest almindelige godkendelse (almen godkendelse) et barn i alderen 0-36 måneder uden væsentlige kendte fysiske eller psykiske problemer. Ønsker ansøgeren godkendelse til et barn, der ligger uden for den almene godkendelse, kræves der en såkaldt udvidet godkendelse. Den udvidede godkendelse kommer med andre ord på tale, når der søges om adoption af et barn, der er ældre end 36 måneder, et barn, der på grund af fysiske eller psykiske forhold er særligt ressourcekrævende, eller når der søges om adoption af flere børn samtidig (søskende).

Der må i sagens natur stilles større krav til ansøgerens ressourcer, hvis vedkommende ønsker en udvidet godkendelse, end hvis der ønskes en almen godkendelse. En ansøger, der ønsker en udvidet godkendelse, skal have tilstrækkelige ressourcer til at kunne overvinde de særlige problemer, der må antages at kunne forekomme, når der adopteres et større barn, et barn med et (potentielt) psykisk eller fysisk handicap eller to eller flere søskende.

Et større barn vil kunne få særlige tilpasningsproblemer, der i øvrigt må forventes at være stigende i takt med barnets alder på tidspunktet for adoptionen. Risikoen for sådanne problemer bør tages i betragtning, når det som led i forundersøgelsens fase 3 vurderes, om ansøgeren skønnes egnet til at modtage et større barn. Det vil i den forbindelse kunne indgå i vurderingen, om ansøgeren har erfaring med egne børn eller børn i øvrigt, herunder om der er tale om erfaring med børn i hjemmet, om ansøgeren har haft et egentligt ansvar for børn, samt på erfaringens aktualitet.

2.5.4. Enlige ansøgere

Godkendelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1. En ansøger kan godkendes som adoptant, når ansøgeren opfylder kravene i §§ 6-9, og ansøgeren i øvrigt kan anses for egnet til at opfostre et adoptivbarn alene,...

En enlig ansøger kan godkendes som adoptant, hvis det efter en samlet vurdering kan lægges til grund, at vedkommende er egnet til at opfostre et barn alene, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1 og afsnit 2.3.2.3.

Der må ved den individuelle vurdering af, om en enlig ansøger kan anses for egnet til at opfostre et barn alene, lægges vægt på, om ansøgeren er i besiddelse af nogle - til forskel fra samlevende - yderligere eller særlige kvalifikationer, der gør ansøgeren velegnet til at opfostre et barn alene. Det er dog ikke muligt nøje at opregne, hvilke kvalifikationer, der skal være tale om, idet afgørelsen beror på en samlet vurdering af bl.a. ansøgerens person og de omgivelser og det miljø, som ansøgeren lever af.

Der kan endvidere lægges vægt på ansøgerens kontakt til familie og bekendtskabskreds og på ansøgerens forhold til eventuelle andre medlemmer af husstanden og den eller de pågældendes holdning til ansøgerens adoptionsønske.

Som omtalt i afsnit 2.3.2.3. har Adoptionsnævnet tilkendegivet, at det ved vurderingen af den enlige ansøgers forhold også kan tillægges betydning, hvis ansøgeren lever i et ægteskabslignende forhold med en person, der vil skulle deltage i opfostringen af barnet, og som må vurderes som uegnet hertil.

3 Undersøgelsesforløbet

3.1. Formålet med undersøgelsesforløbet

Formålet med undersøgelses- og godkendelsesforløbet er navnlig, at det herigennem afklares, om adoptionsansøgeren opfylder kravene for at blive godkendt som adoptant, herunder at den pågældende har den nødvendige indsigt i og forståelse for et adoptivbarns situation. Endvidere har undersøgelses- og godkendelsesforløbet til formål at forberede ansøgeren på de særlige problemer, der kan opstå ved enhver adoption.

Formålet med fase 1 i det faseopdelte godkendelsesforløb er, at det meget tidligt i forløbet afklares, om ansøgeren opfylder de generelle betingelser for at blive godkendt.

Formålet med det adoptionsforberedende kursus i fase 2 er, at gøre de centrale problemstillinger omkring adoption klart for den ansøger, der ikke tidligere har adopteret et udenlandsk barn, og at give ansøgeren grundlag for selv at vurdere, om vedkommende virkelig ønsker og har ressourcer til at adoptere et udenlandsk barn. Gennem denne opkvalificerings-, afklarings- og modningsproces søges bl.a. opnået:

– at ansøgeren bliver bedre kvalificeret,

– at ansøgeren er bedre forberedt på modtagelsen af et udenlandsk barn, og

– at nogle ansøgere vælger at trække ansøgningen.

Som følge heraf kan myndighedernes kontrolfunktion træde i baggrunden, ligesom der kun undtagelsesvis vil være behov for at give afslag på godkendelse som adoptant i fase 3.

Formålet med fase 3 er at afgøre, om ansøgeren også efter en individuel vurdering kan anses for egnet som adoptivforælder. I hovedparten af sagerne forventes undersøgelsen at kunne koncentreres om en individuel beskrivelse af ansøgeren. Denne beskrivelse vil dels have til formål at give adoptionssamrådet det nødvendige grundlag for at træffe afgørelse om godkendelse som adoptant og at fastsætte de nærmere rammer for godkendelsen (godkendelsesrammen), dels at give de udenlandske myndigheder det fornødne grundlag for deres afgørelse om godkendelse af ansøgeren og anvisning af et barn (matching).

Undersøgelses- og godkendelsesforløbet er nærmere reguleret i godkendelsesbekendtgørelsens kapitel 3.

3.2. Sagsbehandlerens rolle

Sagsbehandlerens væsentligste opgave i forbindelse med undersøgelses- og godkendelsesforløbets fase 1 og 3 er at tilvejebringe de nødvendige oplysninger om ansøgeren.

De indsamlede oplysninger skal indgå dels i den redegørelse, der skal danne baggrund for samrådets vurdering af, om ansøgeren kan godkendes som adoptant, dels i den rapport om ansøgeren, der skal sendes til giverlandet (socialrapporten).

Der stilles store krav til sagsbehandlerens taktfølelse og indlevelsesevne. At etablere en familie og at få børn betragtes i mange sammenhænge som en privat beslutning, og de færreste ønsker at inddrage andre - og måske sidst af alt myndighederne - i denne beslutning. For langt de fleste opstår adoptionsønsket efter lang tids forgæves og belastende venten på den ønskede graviditet, og mange ansøgere føler, at beslutningen om, hvorvidt de kan godkendes som adoptanter, angår noget af det mest fundamentale i deres liv; nemlig om de skal være forældre eller ej.

Hertil kommer, at sagsbehandleren i undersøgelses- og godkendelsesforløbet vil skulle drøfte helt personlige forhold med ansøgeren, herunder forhold som kan være vanskelige at drøfte med andre end de nærmeste og måske særligt vanskelige at drøfte med en offentlig myndighed.

Det vil derfor ikke være helt usædvanligt, hvis nogle ansøgere i hvert fald i første omgang er noget nervøse, afventende eller måske endda noget negative i deres møde med amtskommunens sagsbehandler. Sagsbehandleren må være opmærksom herpå og på, at dette ikke i sig selv kommer ansøgeren til skade i beskrivelsen. Det er af afgørende betydning for forløbet, at sagsbehandleren hele tiden tager udgangspunkt i ansøgerens situation og i ansøgerens parathed i forhold til undersøgelses- og godkendelsesforløbet.

Mange ansøgere vil have gjort sig tanker og skaffet sig en vis viden om adoption allerede inden ansøgning om adoption. Andre ansøgere er måske knapt så afklarede eller vidende om adoption i den indledende fase af adoptionsprocessen. Det er derfor vigtigt, at sagsbehandleren og ansøgeren allerede i forbindelse med det første møde i fase 1 har en overordnet drøftelse af, hvad der er formålet med undersøgelses- og godkendelsesforløbet, herunder af sagsbehandlerens rolle i den sammenhæng.

Selve undersøgelsessituationen er ikke en ideel baggrund for at vurdere adoptionssøgende, der med føje opfatter sig som værende i en "eksamenssituation", hvor de kan risikere at "dumpe". Sagsbehandleren bør være opmærksom på, om ansøgerens adfærd i denne situation, i højere grad end heldigt er, bliver bestemt af ønsket om at "bestå".

Det adoptionsforberedende kursus vil bevirke, at de enkelte ansøgere får mulighed for at gennemarbejde de problemer, der kan opstå ved enhver adoption. De gennemgår i den forbindelse en afklarings- og modningsproces og får eventuelt øjnene op for aspekter ved adoptionen, som de ikke tidligere har været opmærksomme på.

I nogle tilfælde kan det føre til, at ansøgeren ændrer adoptions-ønske eller trækker sin ansøgning tilbage inden den egentlige undersøgelse. Sagsbehandleren skal registrere de eventuelle ændrede ønsker.

3.3. Vejledning og rådgivning

Efter forvaltningslovens § 7 har amtskommunen en almindelig pligt til i fornødent omfang at yde vejledning og bistand til ansøgeren. Amtskommunens vejledning efter denne bestemmelse bør bl.a. sikre, at ansøgeren får tilstrækkelig orientering om de regler, der gælder på området, herunder de forvaltningsretlige regler, om forløbet af sagsbehandlingen, samt om hvilke oplysninger, der skal tilvejebringes.

Ved lovændringen i 2000 blev der lagt vægt på en styrkelse af den del af adoptionsforløbet, der handler om rådgivning. For så vidt angår førstegangsansøgere, blev rådgivningen henlagt til de adoptionsforberedende kurser. Med denne adskillelse af rådgivningen fra selve undersøgelsen, blev det naturligt, at der i amtskommunen lægges mindre vægt på rådgivning af førstegangsansøgere end efter det hidtidige godkendelsessystem.

Flergangsadoptanter skal normalt ikke deltage i et adoptionsforberedende kursus. Dette skal bl.a. ses i sammenhæng med, at ansøgeren gennem den eller de tidligere adoptioner allerede vil have kendskab til de krav, som adoption af et udenlandsk barn stiller. I nogle tilfælde vil flergangsansøgere imidlertid også have behov for rådgivning. Som eksempel herpå kan nævnes rådgivning omkring forhold, som særligt kendetegner det at modtage endnu et barn i familien, herunder omkring søskendeaccept og søskendejalousi.

Ifølge godkendelsesbekendtgørelsens § 15, stk. 4, skal amtskommunen sikre, at en ansøger, der kan godkendes uden deltagelse i et adoptionsforberedende kursus, modtager rådgivning i fornødent omfang. Omkring behovet for at en flergangsadoptant eventuelt deltager i et adoptionsforberedende kursus henvises til afsnit 2.4.2.1.

3.4. Adoptionssamrådets afgørelser

Samrådets afgørelser træffes ved stemmeflertal. Voteringen sker mundtligt ved møde mellem medlemmerne, men kan undtagelsesvist ske på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt.

Afgørelsen indføres i en protokol, der ved mødets afslutning underskrives af de medlemmer, der har deltaget i behandlingen af sagen. Hvis der gives afslag på godkendelse som adoptant, anføres der i protokollen en begrundelse for afslaget. Er medlemmerne ikke enige om afgørelsen, anføres de forskellige begrundelser.

Meddelelse om samrådets afgørelse kan gives af amtskommunen på samrådets vegne. Meddelelsen bør normalt ske skriftligt.

3.5. Fase 1

3.5.1. Generelt om fase 1

Godkendelsesbekendtgørelsens § 14, stk. 1. Undersøgelsesforløbet i amtskommunen falder i to faser. Undersøgelsens første fase (fase 1) indledes, når amtskommunen modtager en ansøgning om godkendelse som adoptant af et barn fra et andet land. Undersøgelsens sidste fase (fase 3)...

Undersøgelses- og godkendelsesforløbet indledes med, at ansøgeren retter henvendelse til amtskommunen med en ansøgning om godkendelse som adoptant.

Formålet med fase 1 er, at der på dette tidlige stadium af sagen opnås en afklaring af, om ansøgeren opfylder de generelle krav, der gælder for at blive godkendt som adoptant. Amtskommunens undersøgelse er derfor på dette tidspunkt i forløbet koncentreret om at tilvejebringe de oplysninger, der er nødvendige for at afklare, om ansøgeren opfylder kravene til alder, samliv og ægteskab, økonomi, bolig, strafforhold og helbredsmæssige forhold.

Der henvises til afsnit 2.3., der indeholder en nærmere beskrivelse af de krav, der skal være opfyldt i fase 1 af godkendelsesforløbet.

Amtskommunen skal alene undersøge, om ansøgeren opfylder de generelle krav til adoption efter dansk ret. Der vil imidlertid være tilfælde, hvor ansøgeren opfylder disse krav, men hvor der samtidig gør sig forhold gældende, der på grund af giverlandenes regler vil besværliggøre formidlingen af et barn til ansøgeren. Hvis ansøgeren ønsker vejledning om de enkelte giverlandes regler, bør ansøgeren henvises til at tage kontakt til de formidlende organisationer.

Når sagen skønnes tilstrækkeligt oplyst, sendes den til samrådet til afgørelse af, om ansøgeren opfylder de generelle krav.

3.5.2. Indgivelse af ansøgning - påbegyndelse af fase 1

Godkendelsesbekendtgørelsens § 3. Ansøgning om godkendelse som adoptant indgives til amtskommunen. Et ægtepar indgiver ansøgningen i fællesskab.

Godkendelsesbekendtgørelsens § 4. Ansøgningen indgives på en blanket, der er godkendt af Civilretsdirektoratet [nu Familiestyrelsen].

Ansøgningen skal vedlægges:

1) oplysningsskema,

2) fødsels- og dåbs- (navne)attest,

3) vielsesattest, hvis ansøgeren er gift,

4) skatteattest og restanceerklæring,

5) helbredserklæring og

6) helbredsattest.

Stk. 2. Oplysningsskema og helbredserklæring udfyldes af ansøgeren på blanketter, der er godkendt af Civilretsdirektoratet [nu Familiestyrelsen].

Stk. 3. Helbredsattesten udstedes af ansøgerens sædvanlige læge på en blanket, der er godkendt af Civilretsdirektoratet [nu Familiestyrelsen]. Hvis en anden læge udsteder attesten, skal ansøgeren give en fyldestgørende grund herfor. Helbredsattesten må ved ansøgningens indlevering ikke være mere end 3 måneder gammel.

Ansøgningen anses for indgivet til amtskommunen samme dag, som den er modtaget i amtskommunen.

3.5.3. Oplysningsskema samt attester

For at sikre at sagen bliver velbelyst, skal ansøgeren foruden selve ansøgningen udfylde et oplysningsskema , der indeholder oplysninger om bl.a. alder, beskæftigelsesforhold, civilstand, økonomi og boligforhold. Det bemærkes, at en række af disse oplysninger ikke direkte vedrører de emner, der indgår i samrådets afgørelse i fase 1, men at det må antages at være mest hensigtsmæssigt, at sagens faktuelle oplysninger indhentes samlet, således at man undgår, at ansøgeren skal udfylde endnu et oplysningsskema forud for undersøgelsen i fase 3.

Endelig skal ansøgeren til brug for afklaring af de helbredsmæssige forhold udfylde en helbredserklæring samt fremlægge en helbredsattest , der som udgangspunkt skal være udfærdiget af ansøgerens egen læge. Helbredsattesten må ved indlevering til amtskommunen ikke være mere end 3 måneder gammel

3.5.4. Amtskommunens opgaver i forbindelse med fase 1

Godkendelsesbekendtgørelsens § 15.

Stk. 1. I fase 1 tilvejebringer amtskommunen de oplysninger, der er nødvendige for adoptionssamrådets stillingtagen efter § 16.

Når amtskommunen har modtaget oplysningsskemaet, helbredserklæringen og helbredsattesten, bør oplysningerne gennemgås for at vurdere, om der er behov for at indhente yderligere oplysninger. Afhængigt af oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold kan der være behov for at indhente supplerende oplysninger om f.eks. hospitalsindlæggelser eller særlige lægeundersøgelser og behandlinger.

Herudover skal amtskommunen indhente en udskrift af ansøgerens straffeattest i henhold til § 22, stk. 1, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 218 af 27. marts 2001 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret) samt en eventuel erklæring i henhold til bekendtgørelsens § 26. Ansøgeren har givet samtykke hertil ved sin underskrift af oplysningsskemaet.

Endelig skal amtskommunen forespørge primærkommunen om denne er i besiddelse af oplysninger om ansøgernes sociale, skattemæssige eller andre forhold, der kunne tale imod, at primærkommunen vil udstede plejetilladelse. Det bemærkes, at primærkommunen normalt vil udstede plejetilladelsen på grundlag af de undersøgelser, som amtskommunen allerede har foretaget. Primærkommunen vil således kun skulle foretage en selvstændig undersøgelse af ansøgerens forhold, hvis kommunen er i besiddelse af oplysninger om ansøgeren, som ikke fremgår af adoptionssagen og som kan begrunde en selvstændig undersøgelse.

Når amtskommunen vurderer, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, indkaldes ansøgeren til en orienterende samtale.

Amtskommunen gennemgår under samtalen de indkomne oplysninger med ansøgeren og søger eventuelle tvivlspørgsmål afklaret. Det bemærkes, at der særligt til brug ved afklaring af spørgsmål omkring ansøgerens økonomiske forhold er udarbejdet to “hjælpeskemaer” - et skema vedrørende formueopgørelse samt et budgetskema.

Amtskommunen bør endvidere informere ansøgeren om det kommende forløb. Ansøgeren bør herunder orienteres om hvilke krav, der stilles til en adoptant, samt om de oplysninger, som ansøgeren i det kommende godkendelsesforløb kan forvente at skulle give. Herunder bør der orienteres om, at ansøgeren normalt skal være indstillet på at holde orlov i forbindelse med hjemtagelsen af barnet, jf. afsnit 6.5.

En særlig problemstilling skal her fremhæves, idet amtskommunen – hvis man bliver opmærksom på, at ansøgerne på tidspunktet for ansøgningens indgivelse er i fertilitetsbehandling – bør vejlede ansøgerne om, at fortsat fertilitetsbehandling kan medføre et afslag i fase 3, da det kan rejse tvivl om ansøgernes adoptionsmotiv.

Det skal dog understreges, at amtskommunen ikke har hjemmel til at afslå at behandle ansøgningen hverken i fase 1 eller fase 3, hvis ansøgerne tilkendegiver at være i fertilitetsbehandling.

Endelig bør amtskommunen under den orienterende samtale med ansøgeren gøre opmærksom på, at der normalt kræves tilmelding til en formidlende organisation inden fase 3. Oplyser ansøgeren, at vedkommende ønsker at gennemføre adoptionen uden bistand fra en formidlende organisation, bør amtskommunen henvise ansøgeren til at rette henvendelse til Familiestyrelsen, jf. afsnit 1.1.3.

3.5.5. Samrådets opgaver i forbindelse med fase 1

Godkendelsesbekendtgørelsens § 16. Adoptionssamrådet tager snarest muligt efter ansøgningens indgivelse stilling til, om ansøgeren opfylder de generelle betingelser i §§ 6-8.

Stk. 2. Opfylder ansøgeren betingelserne, tilkendegiver adoptionssamrådet, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kan fortsætte.

Stk. 3. Opfylder ansøgeren ikke betingelserne, meddeles ansøgeren afslag på godkendelse som adoptant.

På baggrund af de modtagne oplysninger og den afholdte samtale, forelægges sagen for adoptionssamrådet, der træffer afgørelsen om, hvorvidt ansøgeren på baggrund af de foreliggende oplysninger opfylder de generelle krav for godkendelse som adoptant.

Samrådet skal i denne fase alene tage stilling til, om ansøgeren kan antages at opfylde de generelle krav for at blive godkendt som adoptant. Samrådet skal ikke i øvrigt foretage en vurdering af, om ansøgeren er egnet til at adoptere.

Hvis der er fremkommet oplysninger, der betyder, at ansøgeren ikke opfylder de generelle krav i forbindelse med godkendelse som adoptant, bør der allerede på dette tidspunkt meddeles afslag på godkendelse som adoptant.

Hvis det omvendt vurderes, at ansøgeren opfylder de generelle betingelser, tilkendegiver samrådet, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kan fortsætte.

Hvis samrådet vurderer, at der, før der træffes afgørelse, er behov for en specialundersøgelse af ansøgeren, kan samrådet bestemme, at en sådan undersøgelse af ansøgeren skal iværksættes. Samrådet vil så efterfølgende på baggrund af specialundersøgelsen skulle vurdere sagen på ny og træffe en endelig afgørelse om, hvorvidt de generelle krav kan anses for opfyldt. Denne situation vil særlig være relevant i forbindelse med vurderingen af den betydning, som en ansøgers helbredsmæssige forhold har for spørgsmålet om godkendelse til adoption.

3.6. Det adoptionsforberedende kursus - fase 2

3.6.1. Førstegangsansøgere

Godkendelsesbekendtgørelsens § 19. Deltagelse i kurset kan først finde sted, når:

1) adoptionssamrådet har tilkendegivet, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kan fortsætte, jf. § 16, og

2) betaling af det i § 40 nævnte beløb er sket.

Stk. 2. Tilmelding indgives af ansøgeren til Civilretsdirektoratet [nu Familiestyrelsen].

Det adoptionsforberedende kursus tilrettelægges og udbydes af Familiestyrelsen.

Kurset er obligatorisk for alle førstegangsansøgere og indgår som fase 2 i undersøgelses- og godkendelsesforløbet i relation til disse ansøgere. Formålet med og indholdet af kurset er nærmere omtalt i afsnit 2.4.1.1.

Deltagelse i kurset er betinget af, at samrådet har tilkendegivet, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kan fortsætte efter fase 1.

Herudover er det en betingelse, at ansøgeren har betalt for deltagelsen i kurset. Reglerne om betaling fremgår af bekendtgørelse om betaling for adoptionsforberedende kurser.

Familiestyrelsen orienterer amtskommunerne om datoer og sted for de enkelte kurser, og kursusoversigten kan desuden ses på Familiestyrelsens hjemmeside.

Amtskommunen bør orientere førstegangsansøgere, der godkendes i fase 1, om det adoptionsforberedende kursus, herunder om tid og sted for kurserne.

Det er op til ansøgeren selv at tilmelde sig et adoptionsforberedende kursus. Tilmelding sker til Familiestyrelsen, kursussekretariatet. Ansøgeren kan frit vælge mellem de udbudte kurser. Kurset skal dog være gennemført, således at fase 3 kan påbegyndes senest et år efter, at ansøgeren er blevet godkendt i fase 1.

Når kurset er gennemført, modtager ansøgeren et kursusbevis. Dette bevis skal, hvis ansøgeren ønsker at fortsætte adoptionssagen, indsendes til amtskommunen.

3.6.2. Flergangsadoptanter

Det, som er anført ovenfor om de adoptionsforberedende kurser i relation til førstegangsansøgere, finder tilsvarende anvendelse i de tilfælde, hvor samrådet har besluttet, at en flergangsansøger skal deltage i et adoptionsforberedende kursus.

Som følge heraf vil ansøgeren først kunne deltage i kurset, når samrådet har tilkendegivet, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kan fortsætte efter fase 1.

Flergangsansøgere, der måtte ønske at deltage i det adoptionsforberedende kursus på frivillig basis, kan efter omstændighederne tilbydes en kursusplads. Det er dog en forudsætning, at der er ledige pladser på det kursus, som ansøgeren ønsker at tilmelde sig. Hvis en ansøger over for amtskommunen forespørger om muligheden for frivillig deltagelse i kurset, bør amtskommunen henvise den pågældende til at rette henvendelse til Familiestyrelsen, kursussekretariatet.

3.7. Fase 3

3.7.1. Generelt om fase 3

I fase 3 skal det afgøres, om den ansøger, der opfylder de generelle betingelser for at blive godkendt som adoptant, og som efter deltagelse i det adoptionsforberedende kursus oplyser, at vedkommende fortsat ønsker at adoptere, også efter en individuel vurdering kan anses for egnet hertil.

Undersøgelsen i fase 3 bør i hovedparten af sagerne kunne koncentreres om en individuel beskrivelse af ansøgeren. Denne beskrivelse vil dels have til formål at give samrådet det fornødne grundlag for at træffe afgørelse om godkendelse som adoptant og fastsætte de nærmere rammer for godkendelsen, dels at give de udenlandske myndigheder det nødvendige grundlag for deres afgørelse om godkendelse af ansøgeren og anvisning af et barn til den pågældende.

3.7.2. Indgivelse af dokumentation for deltagelse i adoptionsforberedende kursus og erklæring om opretholdelse af adoptionsønsket - påbegyndelse af fase 3

Godkendelsesbekendtgørelsens § 14. Undersøgelsesforløbet i amtskommunen falder i to faser. Undersøgelsens første fase (fase 1) indledes, når amtskommunen modtager en ansøgning om godkendelse som adoptant af et barn fra et andet land. Undersøgelsens sidste fase (fase 3) indledes efter anmodning fra ansøgeren, når samrådet har tilkendegivet, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kan fortsætte, jf. § 16, og ansøgeren har deltaget i et adoptionsforberedende kursus, hvis dette kræves, jf. § 9.

Stk. 2. Ansøgeren tilvejebringer forud for fase 3 bekræftelse på,

1) at ansøgeren er tilmeldt en formidlende organisation, jf. § 32, eller at ansøgeren har fået Civilretsdirektoratets [nu Familiestyrelsens] tilladelse i medfør af § 33, og

2) at ansøgeren har deltaget i et adoptionsforberedende kursus, hvis dette kræves.

Stk. 3. Anmodning om iværksættelse af fase 3 skal indgives inden tre måneder efter, at samrådet i medfør af § 16 har tilkendegivet, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kan fortsætte. Hvis ansøgeren skal deltage i et adoptionsforberedende kursus, skal anmodningen være indgivet inden tolv måneder efter samrådets afgørelse i medfør af § 16. Samrådet kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen.

Når samrådet i fase 1 har tilkendegivet, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kan fortsætte efter fase 1, og når ansøgeren har deltaget i et adoptionsforberedende kursus, hvis dette kræves, indledes fase 3. Herudover skal ansøgeren normalt have tilmeldt sig en formidlende organisation. Ansøgeren skal selv anmode om, at fase 3 iværksættes.

Ansøgerens anmodning om iværksættelse af fase 3 rettes til amtskommunen. Der gælder ikke nogen formkrav herfor. Familiestyrelsen har dog udarbejdet en blanket, som ansøgeren kan benytte hertil. Ansøgeren skal forud for amtskommunens iværksættelse af fase 3 indsende bekræftelse på, at ansøgeren har deltaget i et adoptionsforberedende kursus, hvis dette kræves, og en bekræftelse på, at ansøgeren har tilmeldt sig en formidlende organisation, eller at ansøgeren har fået Familiestyrelsens tilladelse til at gennemføre en privat fremmedadoption.

3.7.3. Amtskommunens opgaver i forbindelse med fase 3

Når amtskommunen modtager dokumentation for deltagelse i et adoptionsforberedende kursus samt en erklæring om opretholdelse af adoptionsønsket, indkaldes ansøgeren til en samtale i amtskommunen med henblik på at tilvejebringe de nødvendige oplysninger om ansøgeren.

Formålet med undersøgelsen i fase 3 er at tilvejebringe en individuel beskrivelse af ansøgeren. Denne beskrivelse har dels til formål at give samrådet det fornødne grundlag for at træffe afgørelse om godkendelse som adoptant og at fastsætte de nærmere rammer for ansøgerens godkendelse, dels at tjene som grundlag for udarbejdelsen af socialrapporten. Socialrapporten er nærmere omtalt i afsnit 5.

Oplysningerne skal tilvejebringes i et samarbejde mellem sagsbehandler og ansøger under det antal samtaler, herunder hjemmebesøg, der i den enkelte sag må anses for nødvendigt.

I det lovforslag (L40, FT 1998/99), der ligger til grund for lovændringen i 2000, anføres det bl.a.:

»Justitsministeriet forudsætter herved, at omfanget af fase 3 skal være klart mere begrænset end efter en forundersøgelse med henblik på godkendelse som adoptant efter de nugældende regler. Det indebærer bl.a., at en række forhold, der er omtalt i betænkningen (betænkning nr. 1338/97), herunder indstilling til børn og unge, familiære forhold m.v., i almindelighed forudsættes tillagt betydeligt mindre vægt end efter hidtidig praksis. ...«

Det vil normalt være tilstrækkeligt at afholde en fælles samtale med ansøgerne i amtskommunen samt et hjemmebesøg.

Varigheden af amtskommunens samtale(r) med ansøgeren vil naturligvis kunne variere noget. Imidlertid bør den samlede varighed af samtalerne normalt ikke overstige 4-5 timer.

Hvis sagsbehandleren undtagelsesvist er i tvivl om, hvorvidt ansøgeren bør godkendes, må undersøgelsen dog ventes at blive noget mere omfattende, herunder eventuelt omfatte enesamtaler, inddragelse af en anden sagsbehandler eller efter omstændighederne psykiatrisk eller psykologisk bistand.

Det vil være naturligt under samtalerne at få belyst følgende emner:

– Adoptionsmotivet (tidspunktet for beslutningen, barnløshed, evt. ønsker om søskende).

– Personlighed og interesser (fritidsbeskæftigelser, socialt liv m.v.).

– Fremtidsplaner.

– Ægteskab og relationer til slægt og omgivelser.

– Ønsker vedrørende barnet (barnets køn, alder, udseende, begrundelse for ønsket).

– Hvilke risici kan ansøgerne acceptere? Forventninger til barnet.

– Kendskab til børn (positive og negative erfaringer med børn og unge).

– Indstilling til barnets biologiske baggrund og oplysning til barnet om adoptionen.

– Pasning af barnet.

– Beskrivelse af de i hjemmet værende børn.

– Bolig og omgivelser.

– Erhverv.

– Religionsopfattelse.

Oplysningerne herom indgår dels i den beskrivelse, der skal danne grundlag for vurderingen af, om ansøgeren kan godkendes som adoptant, dels i den rapport om ansøgeren, der sendes til giverlandet.

Man bør være opmærksom på, at indholdet af samtalen så vidt muligt bør matche indholdet af socialrapporten, jf. afsnit 5.3.

En række af de emner, som er anført ovenfor, for eksempel om ansøgerens adoptionsmotiv, barnets biologiske baggrund og oplysning til barnet om adoptionen, indgår i det adoptionsforberedende kursus i fase 2. Disse emner bør alligevel berøres under undersøgelsen i fase 3, men drøftelserne må tilpasses den omstændighed, at emnerne har været behandlet indgående på det adoptionsforberedende kursus. Sagsbehandleren må derfor tage udgangspunkt i, at formålet med at berøre emnerne under fase 3 er at tilvejebringe de nødvendige oplysninger om ansøgeren.

De enkelte emner har en selvstændig betydning af forskellig tyngde, men også en indbyrdes sammenhæng ved belysningen af ansøgerens forhold.

Det er ikke tanken, at sagsbehandleren skal udspørge ansøgeren mere detaljeret om de enkelte emner, men hvis samtalen giver indtryk af, at ansøgeren kan have særlige vanskeligheder, kan dette føre til en specialundersøgelse.

Foruden drøftelsen af disse emner er det vigtigt, at sagsbehandleren aflægger besøg i ansøgerens hjem for at danne sig et indtryk af ansøgeren i dennes eget miljø og få en nærmere oplevelse af de forhold, hvorunder ansøgeren lever. Hvis ansøgeren i forvejen har børn, kan sagsbehandleren her få lejlighed til at se hvert enkelt barn i familiemiljøet og bedømme de indbyrdes forhold.

Hvis der er tale om en ansøger, der tidligere har adopteret et udenlandsk barn, vil omfanget af amtskommunens undersøgelse normalt være mere begrænset og vil kunne koncentreres om en opdatering i forhold til den tidligere adoptionssag.

I tilfælde, hvor ansøgeren har egne børn i hjemmet, bør man med ansøgerens tilladelse på forhånd indhente udtalelse om barnet/børnene fra daginstitution og/eller skole.

Sagsbehandleren udarbejder på baggrund af samtalerne en beskrivelse af ansøgeren, der indeholder følgende hovedpunkter:

– Ansøgerens baggrund, uddannelse, erhverv og økonomi, herunder muligheden for erhvervspause eller -ophør.

– Beskrivelse af ansøgerens positive og negative egenskaber.

– Kendskab til børn.

– Ønsker vedrørende barnet (barnets køn, alder, udseende, begrundelse for ønsket).

– Hvilke risici kan ansøgeren acceptere? Forventninger til barnet.

– Bolig og omgivelsers egnethed for børn.

– Oplysning om eventuelle andre børns tilpasning og udvikling.

3.7.4. Samrådets opgaver i forbindelse med fase 3

Godkendelsesbekendtgørelsens § 17. Som afslutning på undersøgelses- og godkendelsesforløbet tager adoptionssamrådet stilling til, om ansøgeren efter en individuel vurdering kan anses for egnet til at opfostre et adoptivbarn.

Stk. 2. Hvis ansøgeren efter en individuel vurdering kan anses for egnet til at opfostre et adoptivbarn, godkendes ansøgeren som adoptant. I modsat fald meddeles afslag.

Når sagsbehandleren finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, forelægges dennes beskrivelse for samrådet. Beskrivelsen skal forinden være sendt i kopi til ansøgeren, og der skal gives ansøgeren tid til at fremkomme med eventuelle bemærkninger til beskrivelsen.

Samrådet skal i denne fase tage stilling til, om ansøgeren kan godkendes som adoptant.

Hvis samrådet vurderer, at der, før der træffes afgørelse, er behov for en specialundersøgelse af ansøgeren, kan samrådet bestemme, at en sådan undersøgelse af ansøgeren skal iværksættes. Samrådet vil så efterfølgende på baggrund af specialundersøgelsen skulle vurdere sagen på ny og træffe en endelig afgørelse om godkendelse som adoptant.

4 Godkendelsen

4.1. Indholdet af godkendelsen

Godkendelsesbekendtgørelsens § 2. Godkendelse som adoptant kan meddeles:

1) til at adoptere et konkret barn (konkret godkendelse), eller

2) til at adoptere et barn, der bringes i forslag fra en dansk eller udenlandsk adoptionsformidlende myndighed eller organisation (abstrakt godkendelse).

Stk. 2. Adoptionssamrådet fastsætter indholdet af den abstrakte godkendelse (godkendelsesrammen).

Finder adoptionssamrådet, at en ansøger, som opfylder de generelle krav, og som - hvis det kræves - har deltaget i et adoptionsforberedende kursus, også efter en individuel vurdering er egnet til at adoptere et barn, godkendes ansøgeren som adoptant, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 17, stk. 2.

Godkendelsen kan meddeles som en konkret godkendelse, hvis det barn, som ønskes adopteret, er kendt i forvejen. Der henvises nærmere til omtalen af ikke-anonyme adoptioner i afsnit 1.1.1.

Godkendelsen kan også meddeles som en abstrakt godkendelse , hvis der endnu ikke er et konkret barn på tale, fordi barnet efterfølgende skal anvises til ansøgeren gennem en adoptionsformidlende organisation eller myndighed.

Ved en abstrakt godkendelse som adoptant fastsætter samrådet indholdet af godkendelsen (godkendelsesrammen).

I relation til godkendelsesrammen skelnes der mellem en almen godkendelse og en udvidet godkendelse.

Ved almen godkendelse forstås en godkendelse til at adoptere et barn i aldersgruppen 0-36 måneder uden væsentlige kendte fysiske eller psykiske problemer. En almen godkendelse indebærer, at en ansøger skal kunne acceptere - og af samrådet være fundet egnet til - at adoptere et udenlandsk barn i denne aldersgruppe. Der vil normalt ikke være mulighed for inden for en almen godkendelse at begrænse aldersrammen yderligere. Det vil heller ikke være muligt at begrænse den almene godkendelse til alene at omfatte et barn af et bestemt køn, en bestemt etnisk afstamning eller lignende.

Ved udvidet godkendelse forstås en godkendelse til at adoptere et ældre barn, søskende eller et barn, som på grund af kendte fysiske eller psykiske helbredsmæssige forhold må anses for særligt ressourcekrævende.

Afgørelsen af, om ansøgeren skal meddeles en almen eller en udvidet godkendelse, afhænger dels af ansøgerens ansøgning, dels af samrådets vurdering af ansøgerens ressourcer. I den forbindelse vil også ansøgerens alder kunne få indflydelse på, hvilken aldersramme ansøgeren kan godkendes til, jf. afsnit 2.3.1.

Det mest almindelige er, at ansøgeren søger om og får en almen godkendelse. Det bør i den forbindelse over for ansøgeren understreges, at der - uanset at ansøgeren har fået en almen godkendelse - ikke kan gives nogen garanti for, at det barn, som ansøgeren senere kommer til at adoptere, er fuldstændigt sundt og rask set med danske øjne. Dels kan barnet have mindre helbredsmæssige problemer, dels kan mange børn have en traumatisk baggrund, og det kan være uvist, hvilke spor barnets tidlige oplevelser har sat sig hos barnet. Herudover kan det efterfølgende vise sig, at barnet har funktionsproblemer eller alvorlige helbredsmæssige problemer i øvrigt, som var ukendte, da barnet blev frigivet til adoption.

4.1.1. Samtidig godkendelse til dansk og udenlandsk barn

Udgangspunktet i forbindelse med internationale adoptioner er, at ansøgerne kun kan stå på venteliste til adoption af et barn fra et enkelt land ad gangen. Kun hvis særlige forhold gør sig gældende fraviges dette udgangspunkt.

Det har ligeledes tidligere været antaget, at ansøgere ikke kan søge om dansk og udenlandsk barn på en gang.

Det er Familiestyrelsens opfattelse, at der ikke er hjemmel til at afskære ansøgere fra at søge om godkendelse til både dansk og udenlandsk barn.

Hvis ansøgerne undervejs i forløbet tilkendegiver at være interesseret i både adoption af et dansk og et udenlandsk barn, og undersøgelses- og godkendelsesforløbet til henholdsvis et udenlandsk og et dansk barn er gennemført, er der således ikke noget til hinder for, at samrådet godkender ansøgerne til både et dansk og et udenlandsk barn under forudsætning af , at den udenlandske sag berostilles, mens ansøgerne står på venteliste til et dansk barn.

Hvis det indstilles til samrådet, at ansøgerne godkendes til både et udenlandsk og et dansk barn, skal amtskommunen sikre sig, at den formidlende organisation indsender dokumentation for, at den udenlandske sag berostilles, og dette bør fremgå af samrådsgodkendelsen.

Samtidig hermed skal amtskommunen orientere organisationen om, at ansøgerne først kan skrives på venteliste til et udenlandsk barn, når amtskommunen har givet meddelelse om, at ansøgerne ikke længere står på venteliste til et dansk barn.

4.1.2. Tidsbegrænsning af godkendelsen

Godkendelsen som adoptant er tidsbegrænset til to år, således at godkendelsen skal forlænges af adoptionssamrådet, hvis ansøgeren ikke har fået anvist et barn inden for to år efter den oprindelige godkendelse.

Hvis der indtræder ændringer i ansøgerens forhold inden for denne toårige periode, har ansøgeren pligt til at give meddelelse herom til amtskommunen, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 23, stk. 3.

4.1.3. Forlængelse af godkendelsen

Har ansøgeren ikke inden for to år efter den oprindelige godkendelse fået anvist et barn med henblik på adoption, skal amtskommunen indhente ny straffeattest vedrørende ansøgeren

samt foranledige, at ansøgeren indsender ajourført skatteattest og restanceerklæring samt en erklæring fra egen læge om, at der ikke er indtrådt ændringer i ansøgerens helbredsmæssige forhold. Det vil derimod normalt ikke være påkrævet at afholde en personlig samtale med ansøgeren.

Samrådet tager på baggrund af de oplysninger, som er tilvejebragt af amtskommunen, stilling til, om den oprindelige godkendelse kan forlænges. Samrådet kan anmode amtskommunen om at indhente supplerende oplysninger.

Hvis samrådet finder, at der er sket væsentlige ændringer i ansøgerens forhold, kan samrådet træffe afgørelse om, at ansøgerens godkendelse som adoptant bortfalder. Adgangen til at tilbagekalde en godkendelse er nærmere omtalt i afsnit 4.2.2.

En forlængelse af godkendelsen kan meddeles for yderligere to år, således at godkendelsen i alt gælder i 4 år. Yderligere forlængelse, fordi ansøgeren fortsat ikke efter 4 år har fået anvist et barn, kan ske, hvis der ikke foreligger oplysninger, der viser, at der er sket ændringer i de forhold, der har ligget til grund for godkendelsen. Det er i den forbindelse en betingelse, at ansøgeren fortsat opfylder alderskravene til den godkendelse, der søges forlænget.

Opfylder ansøgeren ikke længere alderskravene til godkendelsen, kan godkendelsen ikke forlænges yderligere, men ansøgeren må henvises til at søge om godkendelse på ny, hvorefter en ny undersøgelse må påbegyndes.

4.1.4. Fremtidige tiltag

En arbejdsgruppe under Adoptionsnævnet arbejder for tiden med at opstille lægefaglige kriterier for godkendelsesrammerne.

4.2. Bortfald af godkendelsen

4.2.1. Ansøgerens pligt til at give meddelelse om ændrede forhold

Godkendelsesbekendtgørelsen § 23, stk. 3 Ansøgeren har pligt til at meddele amtskommunen, hvis der indtræder relevante ændringer i ansøgerens forhold.

En godkendelse som adoptant til et udenlandsk barn er tidsbegrænset for en periode af to år. I den periode, hvor godkendelsen gælder, kan der indtræffe omstændigheder, som gør, at adoptanten ikke længere opfylder betingelserne for at blive godkendt som adoptant, eller i øvrigt ikke længere kan anses for egnet til at adoptere.

Ifølge godkendelsesbekendtgørelsens § 23, stk. 3, er ansøgeren forpligtet til at orienter amtskommunen, hvis ansøgerens forhold ændrer sig væsentligt. Sådanne ændringer kan f.eks. være arbejdsløshed, forskellige sygdomme, ændringer i familiebilledet, herunder graviditet.

Det er vigtigt, at ansøgeren informeres om, at vedkommende har en sådan indberetningspligt.

4.2.2. Bortfald af godkendelsen som adoptant

Adoptionslovens § 25 a , stk. 2 Samrådet kan træffe afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses for egnet som adoptant.

Fremkommer der efter godkendelsen oplysninger, som ville have ført til afslag på godkendelse, hvis oplysningerne var indgået i afgørelsesgrundlaget, kan godkendelsen normalt trækkes tilbage.

En tilbagekaldelse kan efter omstændighederne ske, selv efter at barnet er hjemtaget af ansøgerne, men inden adoptionen er gennemført, hvis det ikke er til barnets bedste at forblive i familien. Det er klart, at der skal være stærke grunde for at tilbagekalde en godkendelse i sådanne situationer. Barnet har allerede været ude for betydelige omvæltninger og har måske etableret en vis tilknytning til ansøgeren. Hensynet til barnets bedste vil derfor normalt tilsige, at adoptionen gennemføres, medmindre der er indtrådt sådanne ændringer, at barnets forbliven i familien strider mod barnets interesser. Hvis en godkendelse som adoptant undtagelsesvis tilbagekaldes efter, at barnet er hjemtaget, må de sociale myndigheder – i første omgang med det formål at finde en anden adoptivfamilie for barnet – tage vare på barnet efter reglerne i lov om social service om foranstaltninger for børn og unge. Der henvises i den forbindelse også til principperne i Haagerkonventionens artikel 21.

Der kan også træffes afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant, hvis der efterfølgende fremkommer oplysninger om forhold hos ansøgeren, som var til stede – men uoplyste - på godkendelsestidspunktet, og som, hvis der havde foreligget oplysninger herom, ville have ført til afslag på godkendelse.

Desuden kan tilbagekaldelse af godkendelsen som adoptant ske i tilfælde, hvor ansøgeren uden rimelig grund afviser at modtage et barn, som er bragt i forslag til den pågældende, selvom barnet ligger inden for ansøgerens godkendelse. Hvis ansøgeren uden saglig grund afviser et barn i forslag, vil det kunne give anledning til overvejelser om ansøgerens egnethed som adoptant. Som afvisningsgrunde, der i almindelighed bør føre til bortfald af godkendelsen som adoptant, kan nævnes barnets køn, alder, hudfarve eller mindre betydende handicaps eller sygdomme. Det vil derimod ikke kunne få konsekvenser for ansøgerens godkendelse, hvis ansøgeren ikke ønsker at søge om udvidelse af godkendelsen i anledning af, at der er bragt et barn i forslag til den pågældende, som ligger uden for ansøgerens oprindelige godkendelse.

En afgørelse om bortfald af godkendelsen som adoptant kan derimod naturligvis ikke træffes, hvis adoptionen er gennemført. Hvis adoptanterne efter bevillingen viser sig uegnede som forældre, vil det være de almindelige regler i lov om social service, der finder anvendelse.

En beslutning om at tilbagekalde en allerede meddelt godkendelse som adoptant træffes af adoptionssamrådet. Amtskommunen har ansvaret for at indhente de oplysninger, som er nødvendige for, at der kan træffes afgørelse herom, samt for i øvrigt at forberede sagen til afgørelse, herunder at sikre, at partshøringsreglerne m.v. er iagttaget.

5 Udarbejdelse af socialrapport

5.1. Amtskommunens opgaver

Godkendelsesbekendtgørelsens § 24. Når ansøgeren er godkendt som adoptant til et barn fra et andet land, udarbejder amtskommunen på baggrund af den individuelle beskrivelse af ansøgeren en rapport om ansøgerens forhold til brug for de udenlandske adoptionsmyndigheder. Amtskommunen sender rapporten til den formidlende organisation, som ansøgeren er tilmeldt, jf. § 32, eller til den udenlandske adoptionsformidlende myndighed eller organisation, jf. § 33.

Når ansøgeren er godkendt som adoptant, udfærdiger amtskommunen en rapport om ansøgerens forhold.

Socialrapporten udfærdiges på baggrund af de oplysninger om ansøgeren og dennes forhold, som er tilvejebragt i forbindelse med undersøgelsen af ansøgeren.

Som anført ovenfor i afsnit 3.7.3. kan undersøgelsen i fase 3 i hovedparten af sagerne koncentreres om en individuel beskrivelse af ansøgeren. Denne beskrivelse har bl.a. til formål at give de udenlandske myndigheder det nødvendige grundlag for deres afgørelse om godkendelse af ansøgeren og om anvisning af et barn (matching).

Amtskommunen sender socialrapporten til den formidlende organisation, som ansøgeren er tilmeldt. Amtskommunen sender samtidig en kopi af rapporten til ansøgeren til orientering, medmindre der undtagelsesvist gør sig sådanne hensyn gældende, som er omtalt nedenfor.

Er ansøgeren ikke tilmeldt en formidlende organisation, sendes socialrapporten direkte fra amtskommunen til den udenlandske adoptionsformidlende organisation eller myndighed. I disse tilfælde bør der normalt ikke udleveres en kopi af socialrapporten til ansøgeren. Baggrunden for, at socialrapporten normalt ikke udleveres til en adoptionsansøger, der ikke er tilmeldt en formidlende organisation, er myndighedernes interesse i, at der ikke skabes risiko for ulovlig anbringelse og formidling af børn til adoption. Myndighedernes interesse heri må normalt betragtes som større end ansøgerens interesse i at få udleveret en kopi af rapporten, jf. forvaltningslovens §§ 15 og 16, stk. 3. Ansøgeren bør dog i disse tilfælde gøres bekendt med, at der er adgang til at gennemse rapporten i amtskommunen.

5.2. Socialrapportens baggrund og formål

Samtlige giverlande stiller krav om at modtage en socialrapport, der indeholder en nærmere beskrivelse af ansøgeren og dennes forhold.

Socialrapporten skal sætte myndighederne i giverlandet i stand til at afklare, om man ud fra sagens oplysninger om ansøgeren - sammenholdt med giverlandets godkendelsesregler - er indstillet på at bringe et barn i forslag til ansøgeren. Herudover skal rapporten danne grundlag for udvælgelse af et barn til ansøgeren med størst mulig sikkerhed for, at adoptionen er til gavn for barnet.

5.3. Socialrapportens indhold

Da giverlandenes krav til socialrapportens indhold kan varierer fra land til land, ligesom kravene i det enkelte giverland ændres i takt med udviklingen på adoptionsområdet i landet, er det ikke muligt at give en udtømmende beskrivelse af de forhold, der bør omtales i rapporten.

Overordnet gælder det dog, at socialrapporten skal indeholde en beskrivelse af de forhold hos ansøgeren, som - set med giverlandets øjne - er relevante for ansøgerens egnethed som adoptant.

Dette indebærer, at rapporten normalt skal indeholde en kort beskrivelse af følgende forhold:

– ansøgerens baggrund og historie.

– ansøgerens boligforhold, arbejdsforhold samt økonomiske forhold.

– ansøgerens helbredsmæssige forhold.

– ansøgerens religiøse tilknytning.

– ansøgerens forhold til familie, venner, det omgivende samfund etc.

– omgivelsernes forhold til adoptionen.

– et adoptionssøgende ægtepars indbyrdes forhold.

– adoptionsmotivet.

– forestillinger om forældrerollen i forhold til et ikke-biologisk barn med fremmedartet udseende.

– ansøgerens accept af et skulle modtage et barn mellem 0-3 år uanset køn og race.

– ansøgerens kendskab til de særlige livsvilkår, som kendetegner adoptivbørn, samt ansøgerens tanker om, hvordan ansøgeren vil kunne støtte barnet med denne problematik.

– ansøgerens parathed til at tale om barnets baggrund, biologiske familie, oprindelsesland etc.

– ansøgerens tanker om familielivet, fremtiden, barnet som ungt og voksent menneske.

Da de indholdsmæssige krav som nævnt varierer fra giverland til giverland, og da socialrapporten udfærdiges på et tidspunkt, hvor ansøgeren endnu ikke har valgt giverlandet, vil det kunne være nødvendigt for den formidlende organisation efterfølgende at søge særlige forhold belyst gennem amtskommunen, hvis disse forhold er væsentlige for socialrapporten i netop det giverland, som ansøgeren har valgt.

Normalt vil et passende omfang af en socialrapport være 2-4 sider omfattende en kortfattet, men præcis beskrivelse af de relevante forhold. En almindelig registrering af oplysninger om objektive forhold vedrørende ansøgeren vil således normalt ikke opfylde giverlandenes krav til rapporten, mens der omvendt heller ikke i rapporten bør refereres oplysninger, der er irrelevante for sagens videre gang i giverlandet.

For samarbejdet med giverlande, der har tiltrådt Haagerkonventionen, er spørgsmålet om krav til socialrapporten særligt reguleret i konventionens artikel 15.

6 Barn i forslag (matching)

6.1. Matchingen

6.1.1. Proceduren, når de udenlandske adoptionsmyndigheder foreslår et konkret barn til en konkret adoptionsansøger

Normalt vil matchingproceduren tage sit udgangspunkt i, at der fra de udenlandske adoptionsmyndigheders eller formidlingsinstitutioners side bringes et konkret barn i forslag til en dansk adoptionsansøger.

I disse tilfælde vurderer den formidlende organisation, om barnet ligger inden for ansøgerens abstrakte godkendelse.

Finder den formidlende organisation, at matchingforslaget ligger inden for ansøgerens godkendelsesramme, sender organisationen forslaget direkte til ansøgeren til tilkendegivelse af, om de er indstillet på at modtage barnet. Om ansøgerens adgang til at søge kvalificeret rådgivning og støtte i denne beslutningsfase henvises til afsnit 6.1.4.

Den formidlende organisation underretter amtskommunen om ansøgerens tilkendegivelse og sender samtidig oplysningerne om barnet til amtskommunen.

Underretning af amtskommunerne om alle matchingforslag giver sagsbehandlerne og samrådet den nødvendige indsigt i giver landenes matchingforslag, således at sagsbehandlerne og samrådet hele tiden er sikret en opdateret viden og den faglige indsigt, der er en forudsætning for undersøgelsen og afgørelsen om godkendelse i fase 3. Hvis amtskommunen finder anledning til det, kan den efterfølgende forelægge konkrete matchingforslag med bemærkninger eller kritik for Adoptionsnævnet, der kan give de formidlende organisationer pålæg om behandlingen af matchingsager, hvis der måtte være anledning til det. Også i andre sager videresender amtskommunerne - i det omfang Adoptionsnævnet anmoder herom - matchingsagen til nævnet med henblik på en efterfølgende overordnet kontrol, udarbejdelse af statistik m.v.

Hvis ansøgerne afslår at modtage et barn, selvom det ligger inden for deres godkendelse, skal organisationen underrette samrådet med henblik på, at samrådet får lejlighed til at vurdere, om ansøgernes godkendelse som adoptanter eventuelt skal trækkes tilbage.

Er den formidlende organisation i tvivl om, hvorvidt barnet ligger inden for ansøgerens godkendelse, forelægger organisationen sagen for adoptionssamrådet, der tager stilling til, om matchingforslaget ligger inden for ansøgerens godkendelsesramme. I bemærkningerne til lovforslaget fra 2000 (L40, FT 1998/1999), er det forudsat, at de formidlende organisationer udviser tilbageholdenhed ved vurdering af matchingforslag, således at samrådene får lejlighed til at tage stilling til et matchingforslag, medmindre det åbenbart ligger inden for ansøgerens godkendelse.

Finder den formidlende organisation, at det udenlandske matchingforslag ligger uden for ansøgerens godkendelse, skal organisationen gøre ansøgeren bekendt med giverlandets forslag og med, at forslaget vurderes at ligge uden for deres godkendelse. Ansøgeren skal samtidig gøres bekendt med, at der er mulighed for at ansøge om at få udvidet den abstrakte godkendelse til at omfatte det konkrete barn. Hvis ansøgeren erklærer, at vedkommende ønsker at ansøge herom, forelægges dette spørgsmål samrådet. Hvis ansøgeren derimod ikke ønsker, at samrådet skal tage stilling til, om godkendelsen kan udvides med henblik på at modtage det foreslåede barn, skal samrådet blot orienteres om sagen ved tilsendelse af kopi af giverlandets oplysninger om barnet. Organisationen skal underrette giverlandet om ansøgerens stillingtagen.

Hvis en sag videresendes fra den formidlende organisation til samrådet – enten fordi organisationen er i tvivl om, hvorvidt barnet falder inden for ansøgerens godkendelse eller finder, at dette ikke er tilfældet – henhører vurderingen af barnet under samrådets kompetence. Samrådet er således ikke begrænset af eventuelle formuleringer i fremsendelsesskrivelsen fra den formidlende organisation. Eventuelle spørgsmål om udvidelse af en ansøgers godkendelse bør altid træffes ud fra samtlige forhold i sagen.

Sager om matching, der forelægges samrådet enten til afgørelse af, om barnet ligger inden for ansøgerens godkendelse eller til afgørelse af, om ansøgeren kan meddeles en udvidet godkendelse til et bestemt barn, skal som det klare udgangspunkt betragtes som hastesager, idet hensynet til barnet klart taler for, at der hurtigst muligt tages stilling til, om det kan placeres hos den foreslåede familie.

6.1.2. Proceduren ved anmodning fra de udenlandske adoptionsmyndigheder om, at den formidlende organisation foranlediger et konkret barn placeret hos danske adoptanter

Fra enkelte giverlande forekommer det, at de udenlandske adoptionsmyndigheder bringer børn i forslag, således at der ikke på forhånd er taget stilling til hos hvilken adoptant, barnet ønskes placeret.

Da de formidlende organisationer efter Familiestyrelsens opfattelse ikke selv kan forestå udvælgelsen af adoptanter til børn med henblik på adoption, bør disse sager ifølge Familiestyrelsens retningslinier løses på den måde, at organisationen orienterer amtskommunen om, hvilken ansøger der står øverst på ventelisten til et barn fra det pågældende land, og som efter organisationens vurdering har en godkendelse, som omfatter barnet.

Organisationen bør altså i disse tilfælde altid sende sagen til samrådet med henblik på godkendelsen af matchingen. Ansøgeren bør på almindelig vis, senest samtidig med, at sagen sendes til amtskommunen, have tilsendt samtlige oplysninger om barnet.

I visse tilfælde vil giverlande, der måske normalt selv udvælger barnet til den konkrete adoptionsansøger, vælge at anmode en dansk organisation om at søge et såkaldt svært anbringeligt barn anbragt hos en dansk adoptionsansøger. Dette vil især dreje sig om børn, der er fyldt 5 år, om handicappede børn, og om søskendeflokke.

Den formidlende organisation har i praksis normalt ikke ansøgere godkendt til adoption af sådanne børn på venteliste, og organisationen søger derfor efter interesserede ansøgere til børnene i organisationens nyhedsbrev eller på deres hjemmesider (“Børn søger forældre”).

Når en ansøger reflekterer på omtalen af et konkret barn, sendes oplysningerne om barnet til godkendelse i samrådet i ansøgerens amtskommune, idet godkendelse af matchingen som nævnt normalt forudsætter en udvidelse af ansøgerens oprindelige godkendelse. Det gælder i disse sager, at oplysningerne om barnet tidligst bør sendes til ansøgeren samtidig med, at sagen sendes til samrådet.

6.1.3. Matchingproceduren ved privat fremmedadoption

I sager om privat fremmedadoption bringer den udenlandske adoptionsformidlende organisation eller -myndighed barnet i forslag overfor ansøgerens amtskommune, idet ansøgeren ikke er tilmeldt en formidlende organisation.

Adoptionssamrådet tager i disse tilfælde altid stilling til, om barnet ligger inden for den abstrakte godkendelse, som ansøgeren har fået i henhold til godkendelsesbekendtgørelsens § 17.

Når samrådet har taget stilling hertil, orienteres ansøgerne om samrådets vurdering, og oplysningerne om barnet sendes samtidigt til ansøgeren.

Hvis samrådet vurderer, at barnet ligger inden for ansøgerens abstrakte godkendelse, anmodes ansøgeren om over for amtskommunen at tilkendegive, om vedkommende er indforstået med at modtage barnet.

Hvis samrådet har vurderet, at barnet ligger uden for ansøgerens abstrakte godkendelse, skal ansøgeren orienteres om muligheden for at ansøge om at få godkendelsen udvidet til at omfatte det konkrete barn. Ønsker ansøgeren at ansøge herom, tager samrådet stilling til, om den abstrakte godkendelse kan udvides.

6.1.4. Ansøgerens stillingtagen til matchingforslaget

Ansøgeren har i forbindelse med sin stillingtagen til et matchingforslag mulighed for at søge rådgivning hos f.eks. de læger m.v., der er tilknyttet de formidlende organisationer og Adoptionsnævnet samt hos vedkommendes egen læge.

Hvis samrådet har været inddraget i sagen, vil ansøgeren tillige kunne søge rådgivning hos amtskommunens lægelige sagkundskab.

Hvis ansøgeren - eventuelt efter at have søgt rådgivning - er uenig med den formidlende organisation omkring vurderingen af et barn i forslag, har ansøgeren mulighed for at klage over organisationen til Adoptionsnævnet.

6.1.5. Bortfald af en abstrakt godkendelse

Adoptionssamrådet kan i henhold til adoptionslovens § 25, stk. 2, træffe afgørelse om bortfald af en abstrakt godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt som adoptant ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses som egnet som adoptant. Bestemmelsen vil blandt andet kunne finde anvendelse, hvis en ansøger uden rimelig grund afslår at modtage et barn, der ligger inden for godkendelsen. Afvisningsgrunde, der i almindelighed bør føre til bortfald af ansøgerens godkendelse, er f.eks. barnets køn, alder, hudfarve eller sygdomme eller handicap af mindre betydning.

Det påhviler organisationen at være opmærksom på tilfælde, hvor ansøgeren har afvist at acceptere et barn, som organisationen har vurderet som liggende indenfor ansøgerens godkendelse. Organisationen bør orientere amtskommunens samråd om disse tilfælde, men bør afholde sig fra at fremkomme med en indstilling om, hvorvidt ansøgerens godkendelse bør trækkes tilbage.

Det bemærkes, at det ikke har konsekvenser for godkendelse som adoptant, at man ikke ønsker at ansøge om udvidelse af en oprindelig godkendelse i et tilfælde, hvor der er bragt et barn i forslag, der ligger uden for denne.

6.2. Udstedelse af “artikel 17c-erklæring”

Haagerkonventionens artikel 17c. Enhver beslutning om at betro et barn i de kommende adoptivforældres varetægt kan kun træffes i oprindelsesstaten, såfremt

...

c) centralmyndighederne i begge stater har godkendt, at adoptionsproceduren kan fortsætte, og

...

I en Haagerkonventionssag skal både de udenlandske og de danske adoptionsmyndigheder, når ansøgeren er matchet med et konkret barn, afgive en erklæring om, at adoptionen kan fortsætte, jf. Haagerkonventionens artikel 17, litra c.

Der henvises til afsnit 1.6 for en nærmere omtale af, hvilke sager, der er omfattet af Haagerkonventionen.

Udstedelsen af erklæringen i henhold til artikel 17, litra c, er ikke i sig selv nogen garanti for, at adoptionen faktisk gennemføres. Bestemmelsen giver derimod hver stat en “vetoret”, således at myndighederne på dette stadium i sagen har mulighed for at tage skridt til at standse sagen.

Det påhviler i henhold til bestemmelsen centralmyndigheden at udstede erklæringen i henhold til artikel 17, litra c. I Danmark er kompetencen tillagt de formidlende organisationer i de tilfælde, hvor den formidlende organisation vurderer, at det foreslåede barn ligger inden for ansøgerens godkendelse, og hvor samrådet derfor ikke inddrages i sagen. Har samrådet været inddraget i sagen, tilkommer kompetencen samrådet.

I de tilfælde, hvor den formidlende organisation udsteder “artikel 17c-erklæringen”sendes den i kopi til ansøgerens amtskommune.

Erklæringen udstedes på en blanket, der er godkendt af Familiestyrelsen.

6.3. Plejetilladelse

Servicelovens § 64.

Stk. 1. Ingen må modtage et barn under 14 år til døgnophold i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra den stedlige kommune.

Amtskommunen indhenter som omtalt i afsnit 3.5.4. i forbindelse med fase 1 et tilsagn om plejetilladelse fra ansøgerens primærkommune (i København samt på Frederiksberg og Bornholm indhentes tilsagnet i de relevante afdelinger i forvaltningen).

Efter matchingen anmoder den formidlende organisation ansøgerens primærkommune om plejetilladelse til det konkrete barn. Den formidlende organisation fremsender sammen med anmodningen et eksemplar af socialrapporten, jf. afsnit 5.3., samt en bekræftelse på, at ansøgeren har samtykket i at modtage barnet.

Primærkommunen bør opfordres til at sende plejetilladelsen direkte til ansøgerne med kopi til den formidlende organisation og til amtskommunen.

Ved privat fremmedadoption, hvor der ikke medvirker en formidlende organisation, skal ansøgeren selv sørge for, at der udstedes plejetilladelse til barnet. Der henvises til afsnit 1.1.3. om privat fremmedadoption.

6.4. Opholdstilladelse

Adoptionsbekendtgørelsens § 24. Et barn, der ikke er statsborger i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige, må ikke bringes her til landet med henblik på adoption, før der foreligger opholdstilladelse og eventuelt indrejsevisum.

Stk. 2. Er barnet født her i landet, og var moderen på fødselstidspunktet ikke bosat her, må barnet ikke uden opholdstilladelse opholde sig her med henblik på adoption.

I henhold til § 27, stk. 1, nr. 1, i udlændingebekendtgørelsen (bekg. nr. 581 af 10. juli 2002) gives der opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til mindreårige udlændinge med henblik på varigt ophold hos andre end forældremyndighedsindehaveren, hvis adoptionsansøgeren er godkendt som adoptant, og hvor adoptionsansøgeren har samtykket i at modtage barnet.

Spørgsmålet om opholdstilladelse til barnet er imidlertid normalt kun relevant i sager, hvor den udenlandske adoptionsafgørelse ikke anerkendes umiddelbart her i landet.

I disse sager træffer statsamtet på det sted, hvor adoptanterne bor eller opholder sig, afgørelse om opholdstilladelse for barnet, jf. § 40, stk. 1, jf. § 27, stk. 1, nr. 1, i udlændingebekendtgørelsen.

Har adoptanterne ikke bopæl eller ophold her i landet, træffer statsamtet på det sted, hvor det på grundlag af den indgivne ansøgning må antages, at adoptanterne vil tage bopæl eller ophold her i landet, afgørelse i sagen. Kan det ikke på grundlag af den indgivne ansøgning fastslås, hvor adoptanterne vil tage bopæl eller ophold her i landet, træffer Københavns Overpræsidium afgørelse i sagen. Udlændingestyrelsen kan i særlige tilfælde bemyndige et andet statsamt til at træffe afgørelse i de nævnte sager.

I henhold til udlændingebekendtgørelsens § 40, stk. 2, indgives ansøgning om opholdstilladelse til det statsamt, der efter stk. 1, skal træffe afgørelse i sagen. Har adoptivbarnet ikke bopæl eller ophold her i landet, indgives ansøgningen til en dansk repræsentation i adoptivbarnets hjemland eller i det land, hvor adoptivbarnet har haft fast ophold i de sidste seks måneder. Ansøgningen sendes af repræsentationen til Københavns Overpræsidium, der videresender ansøgningen til det statsamt, som efter stk. 1 skal træffe afgørelse i sagen.

Statsamtets afgørelse vedrørende ansøgning om opholdstilladelse til adoptivbarnet kan påklages til Udlændingestyrelsen, hvis afgørelsen ikke giver ansøgeren fuldt ud medhold, jf. udlændingebekendtgørelsens § 42, og § 16, stk. 1, i Udlændingestyrelsens cirkulære nr. 5 af 22. januar 2003 om opholdstilladelse i forbindelse med adoption.

Cirkulære nr. 5 af 22. januar 2003 om opholdstilladelse i forbindelse med adoption fastsætter nærmere regler for udstedelse af opholdstilladelsen. Det bemærkes, at cirkulæret alene finder anvendelse på fremmedadoptioner, jf. § 1, stk. 3. Det fremgår direkte, at proceduren i forbindelse med ansøgning om opholdstilladelse afhænger af, om der ved adoptionen medvirker en formidlende organisation eller ej.

Ved adoption, der gennemføres med bistand fra en formidlende organisation , følger det af cirkulærets § 3, stk. 1, at den formidlende organisation sender ansøgningen om opholdstilladelse til statsamtet. Ansøgningen om opholdstilladelse vedlægges dokumentation for, at ansøgeren er blevet godkendt som adoptant, samt dokumentation for, at ansøgeren har accepteret at modtage barnet.

Amtskommunen vil normalt ikke være involveret i selve spørgs-målet om barnets opholdstilladelse.

 

Proceduren omkring meddelelse af opholdstilladelse til barnet forløber normalt således, at statsamtet efter at have påset, at der foreligger en godkendelse af matchingen fra en formidlende organisation, et adoptionssamråd eller -nævnet, bemyndiger den stedlige danske repræsentation i barnets opholdsland til at udstede opholdstilladelse i 24 måneder med henblik på varigt ophold til barnet.

Statsamtet orienterer ansøgerne, den formidlende organisation, amtskommunen og Familiestyrelsen, når bemyndigelsen er givet.

I sager hvor den udenlandske adoptionsafgørelse anerkendes umiddelbart i Danmark efter adoptionslovens § 28, stk. 2, får barnet normalt dansk indfødsret fra det tidspunkt, hvor adoptionens retsvirkninger indtræder, jf. indfødsretslovens § 2 a. Barnet bliver med andre ord dansk statsborger allerede fra tidspunktet for gennemførelse af den udenlandske adoption. Da barnet altså vil være dansk statsborger ved indrejsen til Danmark, er der ikke brug for en opholdstilladelse.

Statsamtet vil imidlertid også i disse sager på forhånd, dvs. før ansøgernes udrejse med henblik på at hjemtage barnet, skulle tage stilling til, om betingelserne i indfødsretslovens § 2 a konkret er opfyldt. Anmodningen om statsamtets stillingtagen hertil indgives af den formidlende organisation på vegne af barnet.

Hvis betingelserne i indfødsretslovens § 2 a er opfyldt, giver statsamtet meddelelse herom til den danske repræsentation i afgiverlandet med henblik på, at ansøgerne ved forevisning af den udenlandske adoptionsafgørelse vil kunne få udstedt et provisorisk pas til barnet. Hvis betingelserne i indfødsretslovens § 2 a ikke er opfyldt, vil statsamtet skulle tage stilling til meddelelse af opholdstilladelse til barnet efter reglerne herom, jf. udlændingebekendtgørelsens § 40, stk. 1, jf. § 27, stk. 1, nr. 1, og cirkulære nr. 5 af 22. januar 2003.

Ved en privat fremmedadoption vil den udenlandske adoptionsafgørelse aldrig kunne anerkendes umiddelbart her i landet. Ansøgerne vil i disse sager selv skulle indgive ansøgningen om opholdstilladelse til barnet. Det fremgår af cirkulærets § 3, stk. 2, at sagen indledes ved indgivelse af ansøgning via den danske repræsentation i barnets hjemland, og at opholdstilladelse kun kan meddeles, når der foreligger en godkendelse som adoptant fra et adoptionssamråd eller fra Adoptionsnævnet.

6.5. Orlov og dagpenge

Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v. § 7, stk. 1, nr. 5. Adoptivforældre har ret til fravær i overensstemmelse med § 14 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel § 14. Der kan ydes dagpenge ved adoption i indtil 46 uger efter modtagelsen af barnet, jf. dog stk. 6 og 7. Det er en betingelse, at de adoptionsundersøgende myndigheder bestemmer, at den adoptionssøgende eller den ene af de adoptionssøgende ægtefæller i en periode skal være i hjemmet.

Stk. 2. Til kommende adoptanter, der opholder sig i udlandet for at modtage et barn, ydes dagpenge i op til 4 uger før modtagelse af barnet. Retten til dagpenge efter 1. pkt. kan forlænges i op til 4 uger, hvis opholdet i udlandet før modtagelsen af barnet bliver længere end 4 uger af årsager, som ikke kan tilregnes den kommende adoptant.

Stk. 3. Til kommende adoptanter, der skal modtage et adoptivbarn i Danmark, ydes dagpenge i op til 1 uge før modtagelsen af barnet, hvis barnet ikke allerede har ophold i adoptanternes hjem. Det er en forudsætning for dagpenge, at adoptanterne af hensyn til barnet opholder sig på det sted, hvor barnet befinder sig, inden modtagelsen. Retten til dagpenge efter 1. pkt. kan forlænges i op til 1 uge, hvis opholdet bliver længere end 1 uge af årsager, som ikke kan tilregnes den kommende adoptant.

Stk. 4. Dagpenge til adoptionssøgende ægtefæller ydes i de første 14 uger efter modtagelsen af barnet til en af ægtefællerne ad gangen, bortset fra i 2 sammenhængende uger. Den anden af ægtefællerne har dog ret til at påbegynde dagpengeretten efter stk. 5 inden for de første 14 uger efter modtagelsen.

Stk. 5. Efter udløbet af den 14. uge efter modtagelsen af barnet har de adoptionssøgende ægtefæller tilsammen ret til dagpenge i 32 uger indtil 46 uger efter modtagelsen.

Stk. 6-11. (om forlængelse og udskydelse af dele af orloven)

Amtskommunen bør i forbindelse med adoptionssagen vejlede ansøgerne om reglerne for dagpenge og orlov.

En adoptionsansøger har i henhold til dagpengelovens § 14, stk. 1, ret til dagpenge i op til 46 uger efter modtagelsen af barnet, hvis adoptionsmyndighederne bestemmer, at ansøgeren eller den ene af to ansøgere, der adopterer sammen, skal være i hjemmet i en periode efter modtagelsen af barnet.

Amtskommunen kan ved afgørelsen nøjes med at tilkendegive, at ”den eller de adoptionssøgende i en periode skal være i hjemmet”, således at adoptanterne selv kan tilrettelægge orloven inden for lovens rammer.

I praksis vil det normalt være et krav for at blive godkendt som adoptant, at man er indstillet på at holde orlov i forbindelse med hjemtagelsen af barnet.

Hvis barnet ekskorteres til Danmark regnes “modtagelsen af barnet” som det tidspunkt, hvor barnet kommer til Danmark.

I tilfælde, hvor adoptionsansøgeren henter barnet i udlandet, regnes “modtagelsen af barnet” fra det tidspunkt, hvor de formelle betingelser for at tage barnet ud af det pågældende land er opfyldt. Perioden med orlov efter § 14, stk. 2 regnes derfor fra udrejsedatoen til datoen, hvor barnet kan tages ud af landet.

Ved orlov i forbindelse med adoption af et dansk barn, regnes modtagelsen fra det tidspunkt, hvor barnet får ophold i adoptanternes hjem med henblik på adoption.

Amtskommunen udleverer til brug for adoptionsansøgerens ansøgning om orlov en erklæring, hvori amtskommunen bekræfter, at amtskommunen har stillet krav om, at der afholdes orlov i forbindelse med adoptionen.

Ansøgeren bør i øvrigt gøres opmærksom på, at vedkommende fra tidspunktet for den abstrakte godkendelse løbende bør orientere sin arbejdsgiver om udviklingen i adoptionssagen, ligesom arbejdsgiveren i passende tid i forvejen bør underrettes om, at der påtænkes afholdt orlov i forbindelse med adoptionen.

Ansøgeren bør i den forbindelse også vejledes om, at vedkommende inden 8 uger fra modtagelse af barnet skal meddele arbejdsgiveren, hvordan orloven efter den 14. uge vil blive afholdt.

7 Opfølgningsrapporte r

Efter hjemtagelsen af adoptivbarnet påhviler det amtskommunerne at medvirke til udarbejdelse af opfølgningsrapporter til brug for myndighederne i giverlandene i det omfang, som disse forventer at modtage sådanne rapporter.

Kravet til hyppigheden og indholdet af opfølgningsrapporterne varierer fra giverland til giverland.

Som udgangspunkt må det dog påregnes, at myndighederne i barnets oprindelsesland forventer, at der 3 måneder efter adoptanternes hjemtagelse af barnet, udarbejdes en rapport om, hvordan det er gået barnet. Der stilles generelt ikke store krav til rapportens indhold. Det afhænger derfor af barnets forhold og sagens omstændigheder i øvrigt, om der er oplysninger, som det synes særligt vigtigt at videregive i rapporten. Følgende emner vil ofte være relevante for opfølgningsrapporten:

– barnets tilstand og udviklingsniveau ved ankomsten i hjemmet.

– barnets fysiske og mentale udvikling sammenholdt med alderen, herunder omtale af behandlingen af eventuelle problemer.

– barnets tilpasning i hjemmet og tilknytning til forældrene.

– barnets tilpasning til det omgivne miljø.

– det omgivne miljøs accept af barnet.

– større begivenheder, som har påvirket barnet.

Normalt vil et passende omfang af opfølgningsrapporten være ½ -1½ side.

Det vil være normalt, at amtskommunen til brug for opfølgningsrapporterne aflægger hjemmebesøg hos ansøgeren. Herudover skal amtskommunen i øvrigt snarest muligt efter hjemtagelsen af barnet tilbyde ansøgeren et besøg i hjemmet, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 37.

Familiestyrelsen, den 21. marts 2006

Dorrit Sylvest Nielsen

/Hanne Kristiansen