Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Noter til vejledningen
Den fulde tekst

Vejledning om anerkendelse af udenlandske afgørelser m.v. om forældremyndighed

 

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

1.1.

Baggrunden for anerkendelse af udenlandske forældremyndighedsafgørelser

1.2.

Nogle begreber

2.

Konventionssamarbejdet

2.1.

Den Nordiske Ægteskabskonvention

2.2.

Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser i dansk ret

2.3.

Den europæiske konvention af 20. maj 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed

3.

Uden for konventionssamarbejdet

3.1.

Generelt om anerkendelse af afgørelser om forældremyndighed

3.1.1.

Krav om tilknytning til afgørelseslandet

3.1.2.

Situationer, hvor forældremyndighedsafgørelse ikke anerkendes, selvom tilknytningskravet er opfyldt

3.2.

Anerkendelse af forældremyndighed der følger af loven

4.

Dokumentation for forældremyndighed

4.1.

Forældremyndighedsafgørelser

4.2.

Forældremyndighed der følger af loven

4.3.

Situationer, hvor dokumentation for forældremyndighed ikke kræves fremlagt

5.

Eksempler på anvendelse af retningslinierne i pkt. 3.1. og 3.2.

6.

Retskraft og dokumentation for ægtheden af udenlandske dokumenter (legalisering og aposillepåtegning)

6.1.

Retskraftpåtegning

6.2.

Dokumentation for, at et udenlandsk dokument er ægte

6.2.1.

Legalisering

6.2.2.

Apostillepåtegning

7.

Oversættelser

8.

Forelæggelse for Familiestyrelsen

Bilag 1

Noter til vejledningen

Indledning

Formålet med denne vejledning er at beskrive, hvornår danske myndigheder efter Familiestyrelsens opfattelse bør anerkende udenlandske forældremyndighedsafgørelser.

Baggrunden for vejledningen er, at Danmark i 2004 undertegnede Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventionen) (Se note 1). Konventionen indeholder bl.a. regler om international kompetence til at behandle sager om forældremyndighed. Den afgørende tilknytningsfaktor i disse sager er barnets bopæl.

Ved lov nr. 434 af 8. maj 2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen blev ministeren for familie- og forbrugeranliggender bemyndiget til at sætte konventionen i kraft i Danmark. Konventionen er endnu ikke sat i kraft i Danmark, men ved loven blev reglerne om international kompetence for danske myndigheder (statsforvaltningerne og domstolene) (Se note 2) i sager om forældremyndighed pr. 1. januar 2007 ændret og bragt i overensstemmelse med kompetencereglerne i konventionen. Der henvises til retsplejelovens § 448 f (se pkt. 3.1.) og § 46 i forældreansvarsloven (Se note 3).

Disse ændrede kompetenceregler har givet anledning til at ændre kriterierne for anerkendelse af udenlandske forældremyndighedsafgørelser.

1.1. Baggrunden for anerkendelse af udenlandske forældremyndighedsafgørelser

Gennem forskellige konventioner deltager Danmark sammen med en række andre stater i samarbejdet om anerkendelse af udenlandske afgørelser m.v. om forældremyndighed.

Formålet med dette samarbejde er – af hensyn til barnet og forældremyndighedsindehaveren – at sikre, at forældremyndighed, der er fastlagt i en stat, også anerkendes i andre stater, som barnet opholder sig i, hvad enten det drejer sig om kortere ophold (ferie, samvær el.lign.), eller barnet tager bopæl i den pågældende stat.

Konventionssamarbejdet har især fokus på situationer, hvor et barn bortføres til eller ulovligt tilbageholdes i en anden stat end sin bopælsstat.

Samarbejdet rækker imidlertid ud over dette, idet fastlæggelsen af, hvem der har forældremyndigheden over et barn, også har betydning i en række andre forskellige sammenhænge. Det følger således af § 2, stk. 1, i forældreansvarsloven (Se note 4), at det generelt er forældremyndighedsindehaveren, der træffer afgørelse om barnets personlige forhold. Herudover er det mange steder i lovgivningen fastsat, at offentlige myndigheder kun kan træffe afgørelse vedrørende barnet med forældremyndighedsindehaverens accept eller efter høring af forældremyndighedsindehaveren, eller at en tilladelse, ydelse el.lign. er betinget af, at ansøgeren har forældremyndigheden over det pågældende barn.

Fastlæggelse af, hvem der har forældremyndigheden over et barn, opstår også i forhold til forældremyndighed, der er etableret i stater, som Danmark ikke har et samarbejde med om forældremyndighed. I disse situationer følger det af dansk international privatret, at også forældremyndighedsafgørelser fra sådanne stater anerkendes i Danmark på ulovbestemt grundlag, når visse betingelser er opfyldt.

1.2. Nogle begreber

Forældreansvar

Nyere internationale konventioner på det familieretlige område samt den familieretlige lovgivning i en række stater anvender begrebet ”forældreansvar” (”parental responsibility”) i stedet for ”forældremyndighed” (”custody”). Forældreansvar omfatter bl.a. forældremyndighed efter dansk ret (Se note 5).

Afgørelser

Ved afgørelser forstås i denne vejledning både domme og afgørelser fra administrative myndigheder. Afgørelser omfatter som udgangspunkt også aftaler om forældremyndighed, der er indgået på den måde, der er foreskrevet i national ret.

Bopæl

Både i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen og i retsplejelovens § 448 f anvendes det international privatretlige bopælsbegreb ”sædvanligt opholdssted” (”habitual residence”). Om dette bopælsbegreb henvises til Vejledning om international kompetence i sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v., der findes på www.familiestyrelsen.dk (Se note 6).

2. Konventionssamarbejdet

Danmark deltager i samarbejdet om gensidig anerkendelse af udenlandske forældremyndighedsafgørelser gennem følgende konventioner:

– Den Nordiske Ægteskabskonvention (Se note 7)

– Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser i dansk ret (Se note 8)

– Den europæiske konvention af 20. maj 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed (Se note 9)

Kriterierne for anerkendelse af udenlandske forældremyndighedsafgørelser i disse konventioner gennemgås i det følgende:

2.1. Den Nordiske Ægteskabskonvention

Den Nordiske Ægteskabskonvention (Overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om ændring i konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931) indeholder i artikel 22 følgende bestemmelse om anerkendelse af forældremyndighedsafgørelser fra de andre nordiske lande:

 

Artikel 22:

 

»Stk. 1. Administrative og retskraftige judicielle afgørelser, som i en af staterne er udfærdiget i overensstemmelse med artiklerne 5, 7, 8, 11, 13, 14, 15, 19 eller 21, skal have gyldighed i de andre stater uden særlig stadfæstelse og uden prøvelse af afgørelsens rigtighed eller dens forudsætninger med hensyn til bopæl eller statsborgerret i den ene eller den anden af de kontraherende stater. . «

 

Konventionens regler om international kompetence i forældremyndighedssager findes i artikel 8 (Se note 10):

 

Artikel 8:

 

»Stk. 1. I forbindelse med et spørgsmål om separation eller skilsmisse kan samme eller anden myndighed også behandle spørgsmål om midlertidig ophævelse af samlivet og deling af formuen. Der kan endvidere træffes afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, såfremt

 

1) barnet er ægtefællernes fælles barn, og

 

2) barnet har sit sædvanlige opholdssted i den stat, hvor spørgsmålet om separation eller skilsmisse tages under behandling.

 

Stk. 2. Har barnet ikke sit sædvanlige opholdssted i den stat, hvor spørgsmålet om separation eller skilsmisse tages under behandling, kan der i denne stat alligevel træffes afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl samt samvær, såfremt

 

1) barnet har sit sædvanlige opholdssted i en kontraherende stat,

 

2) barnet er ægtefællernes fælles barn, og mindst en af ægtefællerne har forældremyndigheden over barnet,

 

3) ægtefællerne har accepteret, at spørgsmålet afgøres i denne stat, og

 

4) det er bedst for barnet, at spørgsmålet behandles i denne stat.

 

Stk. 3. I sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær skal kompetencen efter stk. 1 og 2 udøves i overensstemmelse med Haag-konventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser, særlig dennes artikel 3 og 16.«

 

Konventionen omfatter kun afgørelse om forældremyndighed, ikke forældremyndighed der følger af loven.

2.2. Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser i dansk ret

Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser indeholder ikke direkte regler for, hvornår en afgørelse om forældremyndighed skal anerkendes og fuldbyrdes i en anden konventionsstat, men det er grundlæggende for konventionssamarbejdet, at de kontraherende stater anerkender hinandens afgørelser om forældremyndighed. Dette skyldes, at konventionen har til formål at sikre, at et barn, som ulovligt er bortført til eller tilbageholdt i en stat, umiddelbart tilbagegives til den stat, hvor barnet normalt bor. Herved tilstræbes en genoprettelse af den faktiske tilstand inden bortførelsen eller tilbageholdelsen, således at en tvist om forældremyndigheden over barnet kan blive afgjort i barnets bopælsland.

Konventionen omfatter også forældremyndighed, der følger af loven i en anden konventionsstat.

Konventionen er gennemført i dansk ret ved lov nr. 793 af 27. november 1990 om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser).

En liste over de lande, som Danmark samarbejder med omkring konventionen, findes på www.hcch.net.

2.3. Den europæiske konvention af 20. maj 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed

Den europæiske konvention af 20. maj 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed indeholder i artikel 7 følgende bestemmelse om anerkendelse af forældremyndighedsafgørelser fra andre kontraherende stater:

 

Artikel 7:

 

»Stk. 1. En afgørelse om forældremyndighed, der er truffet i en kontraherende stat, skal anerkendes og, hvis den kan fyldbrydes i oprindelsesstaten, fuldbyrdes i enhver anden kontraherende stat.«

 

Konventionens bestemmelser om betingelserne for anerkendelse af forældremyndighedsafgørelser fra andre konventionsstater, f.eks. i relation til international kompetence, findes i artikel 9 og 10; de relevante dele af disse bestemmelser er gengivet i det følgende:

 

Artikel 9:

 

»Stk. 1. I andre tilfælde af ulovlig bortførelse end de, der er nævnt i artikel 8, kan anerkendelse og fuldbyrdelse, når anmodning er indgivet til en centralmyndighed inden seks måneder fra den dag, da bortførelsen fandt sted, kun nægtes, hvis:

 

a) afgørelsen blev truffet, uden at sagsøgte eller dennes juridiske repræsentant var til stede, og sagsøgte ikke behørigt har fået forkyndt stævningen eller modtaget et tilsvarende dokument så tidligt, at parten har kunnet varetage sine interesser; en sådan manglende forkyndelse kan dog ikke danne grundlag for at nægte anerkendelse eller fuldbyrdelse, når forkyndelse ikke har kunnet ske, eller meddelelse ikke har kunnet gives, fordi sagsøgte har holdt sit opholdssted skjult for den, der anlagde sag i oprindelsesstaten;

 

b) afgørelsen blev truffet, uden at sagsøgte eller dennes juridiske repræsentant var til stede, og den myndighed, der traf afgørelsen, ikke begrundede sin kompetence med:

 

i) sagsøgtes bopæl, eller

 

ii) forældrenes seneste fælles bopæl, hvis mindst en af forældrene stadig har bopæl der, eller

 

iii) barnet bopæl;

 

c) afgørelsen er uforenelig med en afgørelse om forældremyndigheden, som kunne fuldbyrdes i modtagerstaten, inden barnet blev bortført, medmindre barnet har haft bopæl inden for den anmodende stats område i et år inden bortførelsen.

«

 

 

Artikel 10:

 

»Stk. 1. I andre tilfælde end de, der er nævnt i artikel 8 og 9, kan anerkendelse og fuldbyrdelse nægtes ikke kun af de grunde, der er nævnt i artikel 9, men også af en af følgende grunde:

 

a) hvis det findes, at afgørelsens virkninger vil være åbenbart uforenelige med grundlæggende principper i modtagerstaten for familiers og børns retsforhold;

 

b) Hvis det findes, at den oprindelige afgørelses virkninger åbenbart ikke længere er forenelige med, hvad der er bedst for barnet på grund af ændrede forhold, herunder den tid, der er forløbet, men ikke blot ændring af barnets opholdssted efter en ulovlig bortførelse;

 

c) Hvis barnet, da sagen blev anlagt i oprindelsesstaten:

 

i) var statsborger i modtagerstaten eller havde bopæl der, og ikke havde nogen sådan tilknytning til oprindelsesstaten;

 

ii) var statsborger i både oprindelseslandet og modtagerstaten og havde bopæl i modtagerstaten;

 

d) Hvis afgørelsen er uforenelig med en afgørelse, der er truffet i modtagerstaten, eller som kan fuldburdes i denne stat efter at være blevet truffet i en tredje stat under en sag, der er anlagt før indgivelse af anmodningen om anerkendelse eller fuldbyrdelse, og nægtelsen er i overensstemmelse med, hvad der er bedst for barnet.

«

 

Konventionen omfatter kun afgørelse om forældremyndighed, ikke forældremyndighed der følger af loven.

Konventionen er gennemført i dansk ret ved lov nr. 793 af 27. november 1990 om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser).

En liste over de lande, hvor konventionen er gældende, findes på http://conventions.coe.int.

3. Uden for konventionssamarbejdet

3.1. Generelt om anerkendelse af afgørelser om forældremyndighed

Som nævnt i pkt. 1.1. følger det af dansk international privatret, at udenlandske forældremyndighedsafgørelser anerkendes i Danmark på ulovbestemt grundlag, når visse betingelser er opfyldt.

Efter domstolenes og Familiestyrelsens praksis er det en betingelse for anerkendelse, at parterne havde en vis tilknytning til den stat, hvor afgørelsen blev truffet. I praksis forstås dette således, at det er en betingelse for anerkendelsen, at den udenlandske myndighed havde ”indirekte international kompetence”. Dette indebærer, at på det tidspunkt, hvor forældremyndighedssagen blev indledt, skulle parterne have en tilknytning til det land, hvor sagen blev behandlet, der svarer til den tilknytning, som man skal have til Danmark for at få behandlet en forældremyndighedssag her i landet.

Endvidere skal afgørelsen være gyldig i den stat, hvor den blev truffet, og afgørelsen må ikke stride mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public), herunder hensynet til barnets bedste.

Indtil den 1. januar 2007, hvor retsplejelovens § 448 f trådte i kraft, var ovennævnte betingelse i relation til tilknytningen til Danmark (indirekte international kompetence) bl.a. opfyldt, hvis en af barnets forældre boede i den stat, hvor forældremyndighedssagen blev behandlet, jf. de dagældende bestemmelser i retsplejelovens § 448 c, stk. 1, nr. 1-2. Derimod var det uden betydning, hvor barnet boede eller opholdt sig (Se note 11).

I Haagerbørnebeskyttelseskonventionen og i retsplejelovens § 448 f er den afgørende tilknytningsfaktor i forældremyndighedssager ikke forældrenes, men barnets bopæl. Denne tilknytningsfaktor i konventionen er udtryk for en generel international opfattelse af, at afgørelser om forældremyndighed som udgangspunkt bør træffes af myndighederne på det sted, hvor barnet bor, da disse myndigheder må antages at have de bedste forudsætninger for at vurdere, hvad der er bedst for barnet.

Pr. 1. oktober 2007 har retsplejelovens § 448 f (Se note 12) følgende ordlyd:

 

»§ 448 f. Sag om forældremyndighed eller barnets bopæl kan behandles her i riget, såfremt

 

1) barnet har bopæl her,

 

2) barnet ulovligt er ført til udlandet eller ulovligt tilbageholdes i udlandet og barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl her,

 

3) barnet opholder sig her og som følge af uroligheder eller lignende er fordrevet fra sit hjemland,

 

4) barnet opholder sig her og barnets bopæl ikke kendes eller

 

5) barnet opholder sig her og sagen er så hastende, at en afgørelse fra myndighederne i det land, hvor barnet har bopæl, ikke kan afventes.

 

Stk. 2. Stk. 1, nr. 2, finder ikke anvendelse, hvis

 

1) barnet har haft bopæl i udlandet i mere end et år efter, at indehaveren af forældremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til barnets bopæl,

 

2) der inden for dette tidsrum ikke er indgivet en anmodning om tilbagegivelse af barnet, som stadig er under behandling, og

 

3) barnet er faldet til i sine nye omgivelser.

 

Stk. 3. Stk. 1, nr. 1 og 4, finder ikke anvendelse, hvis barnet ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, medmindre

 

1) barnet har haft bopæl her i mere end et år efter, at indehaveren af forældremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til barnets bopæl, og der ikke inden for dette tidsrum er indgivet en anmodning om tilbagegivelse af barnet eller

 

2) en anmodning om tilbagegivelse af barnet er blevet afslået.

 

Stk. 4. Stk. 1-3 kan fraviges ved overenskomst med fremmed stat.«

 

På den baggrund finder Familiestyrelsen, at der ved anerkendelse af forældremyndighedsafgørelser fra lande, som Danmark ikke har et samarbejde med herom, bør lægges vægt på, om afgørelsen er truffet af myndighederne i den stat, hvor barnet bor. Dette indebærer, at afgørelser om forældremyndighed, der er truffet i barnets bopælsland, fremover bør anerkendes i Danmark. Tilknytningskravet er nærmere gennemgået i pkt. 3.1.1., mens pkt. 3.1.2. indeholder beskrivelse af situationer, hvor en udenlandsk afgørelse ikke anerkendes, selvom tilknytningskravet er opfyldt.

Ovenstående bør efter styrelsens opfattelse også finde anvendelse på udenlandske afgørelser, der er truffet inden ikrafttrædelsen af retsplejelovens § 448 f den 1. januar 2007.

De nye tilknytningskriterier bør som udgangspunkt ikke berøre udenlandske afgørelser om forældremyndighed, som en dansk myndighed har anerkendt efter det tidligere tilknytningskriterium.

I relation til udenlandske afgørelser, der er truffet inden den 1. januar 2007, bemærkes, at sådanne afgørelser efter Familiestyrelsens opfattelse også bør anerkendes, hvis det tidligere tilknytningskriterium var opfyldt, dvs. hvis afgørelsen blev truffet i en stat, hvor en af forældrene boede, også selvom barnet ikke boede i den pågældende stat. Det bør således ikke tillægges betydning, at spørgsmålet om anerkendelse af en udenlandsk afgørelse om forældremyndighed først opstår eller afgøres efter den 1. januar 2007

Betydningen i praksis af disse retningslinier er beskrevet i pkt. 5.

3.1.1. Krav om tilknytning til afgørelseslandet

I overensstemmelse med Haagerbørnebeskyttelseskonventionen og retsplejelovens § 448 f bør en udenlandsk forældremyndighedsafgørelse anerkendes, hvis barnet ved forældremyndighedssagens start havde en tilknytning til den stat, hvor sagen blev behandlet, på en af følgende måder:

– Barnet havde bopæl der, medmindre barnets bopæl er etableret ved bortførelse eller ulovlig tilbageholdelse af barnet (Se note 13).

– Barnet opholdt sig der, forudsat at opholdet skyldtes, at barnet var fordrevet eller lignende fra sit hjemland, barnets bopæl ikke kendtes, eller der af hensyn til barnet var et akut behov for en forældremyndighedsafgørelse.

– Barnets forældres sag om separation eller skilsmisse blev behandlet der, og forældremyndighedsspørgsmålet blev behandlet i forbindelse med den sag (Se note 14).

Som udgangspunkt skal disse tilknytningskriterier være opfyldt på det tidspunkt, hvor forældremyndighedssagen blev indledt. Det er således uden betydning, om f.eks. barnet flytter fra den pågældende stat under behandlingen af sagen.

3.1.2. Situationer, hvor forældremyndighedsafgørelse ikke anerkendes, selvom tilknytningskravet er opfyldt

Selvom en forældremyndighedsafgørelse er truffet i en stat, som barnet havde den fornødne tilknytning til, således at tilknytningskravet i pkt. 3.1.1. er opfyldt, skal afgørelsen ikke altid anerkendes:

– Det er en forudsætning for anerkendelsen, at der efter kompetencereglerne i den pågældende stat var kompetence til at behandle sagen, og at afgørelsen er gyldig i den stat.

– En forældremyndighedsafgørelse anerkendes ikke, hvis der efterfølgende i Danmark er truffet en ny afgørelse om forældremyndigheden.

– En forældremyndighedsafgørelse anerkendes ikke, hvis der efterfølgende i en anden stat er truffet en ny afgørelse om forældremyndigheden, og denne afgørelse anerkendes i Danmark. Dette forudsætter dog, at den sag, der førte til den nyeste afgørelse, blev anlagt senere end den sag, der førte til første afgørelse (litispendens) (Se note 15).

– Forældremyndighedsaftaler, der er indgået helt uden involvering af offentlige myndigheder, anerkendes normalt ikke. Derimod er det ikke et krav, at aftalen skal være godkendt af en offentlig myndighed; det er tilstrækkeligt, at aftalen – i overensstemmelse med loven i det pågældende land – er registreret el.lign. af en offentlig myndighed.

– En forældremyndighedsafgørelse anerkendes ikke, hvis den er tidsbegrænset eller betinget.

– En forældremyndighedsafgørelse anerkendes ikke, hvis den strider mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public).

En udenlandsk afgørelse om forældremyndighed strider eksempelvis mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public) i følgende situationer:

– Modparten (sagsøgte) var ikke orienteret om sagen og havde ikke mulighed for at varetage sine interesser i sagen. Hvis der er tale om en udeblivelsesdom, skal stævningen således have været forkyndt for modparten, eller modparten skal på anden måde være blevet bekendt med sagen og haft mulighed for at udtale sig i sagen. Dette er bl.a. opfyldt, hvis det fremgår af dommen, at der er tale om en fælles anmodning om ændring af forældremyndigheden, eller at modparten har udtalt sig i sagen eller har accepteret anmodningen om ændring af forældremyndigheden.

– Afgørelsen strider klart mod hensynet til barnets bedste.

– Aftale om forældremyndighed er opnået gennem tvang el.lign.

3.2. Anerkendelse af forældremyndighed der følger af loven

Efter dansk international privatret er det barnets domicillov, der afgør, hvem forældremyndigheden tilkommer, når forældremyndigheden følger af loven. Dette omfatter også spørgsmålet om, hvorvidt barnet overhovedet er undergivet forældremyndighed, dvs. om forældremyndigheden er ophørt, f.eks. fordi barnet er blevet myndigt eller er blevet gift (Se note 16). Forældremyndighed, der er følger af loven i den stat, hvor barnet havde domicil, anerkendes således efter dansk ret, hvis barnet senere tager ophold, domicil m.v. her i landet.

Dette er i overensstemmelse med udgangspunktet i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen (Se note 17). Danmark tiltrædelse af konventionen vil således ikke medføre nogen ændring heri. I overensstemmelse med konventionens udgangspunkt om barnets bopæl (sædvanligt opholdssted) som den afgørende tilknytningsfaktor, bør det afgørende for fastlæggelsen af forældremyndigheden over et barn ændres til at være loven på det sted, hvor barnet har bopæl (sædvanligt opholdssted) i stedet for domicil.

Hvis forældremyndighed, der følger af loven i en anden stat, strider mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public), anerkendes forældremyndigheden ikke i Danmark.

4. Dokumentation for forældremyndighed

4.1. Forældremyndighedsafgørelser

Den myndighed, der skal tage stilling til anerkendelse af en udenlandsk forældremyndighedsafgørelse, vurderer selv, hvilke oplysninger og dokumenter der skal fremlægges som dokumentation for en udenlandsk afgørelse om forældremyndighed.

Efter Familiestyrelsens opfattelse bør der som dokumentation for afgørelsen som udgangspunkt fremlægges den originale afgørelse eller en udskrift af den, udarbejdet af den myndighed der har truffet afgørelsen. Endvidere bør domme være forsynet med en retskraftpåtegning, medmindre det fremgår af dommen, at den er endelig. Det bemærkes, at forældremyndighedsafgørelsen kan være en afgørelse om separation eller skilsmisse, der også indeholder en bestemmelse om forældremyndighed.

Hvis dokumentet stammer fra et land uden for konventionssamarbejdet, jf. pkt. 3, kræves der som udgangspunkt legalisering eller apostillepåtegning.

Punkt 6 og 7 indeholder nærmere retningslinjer for retskraftspåtegning, legalisering, apostillepåtegning og oversættelse.

4.2. Forældremyndighed, der følger af loven

Forældremyndighed, der følger af loven i barnets bopælsstat, jf. pkt. 3.2., dokumenteres eksempelvis ved fremlæggelse af følgende:

– En erklæring om hvem der er indehaver(e) af forældremyndigheden over barnet efter loven i den pågældende stat, udstedt af en kompetent myndighed i den stat.

– Oplysninger om indholdet af loven i den pågældende stat, kombineret med dokumentation for de oplysninger, der efter den pågældende lov er relevante for at fastlægge placeringen af forældremyndigheden.

Udtalelser el.lign. fra udenlandske myndigheder skal som udgangspunkt fremlægges i original med oversættelse og legalisering eller apostillepåtegning, jf. pkt. 6-7.

4.3. Situationer, hvor dokumentation for forældremyndighed ikke kræves fremlagt

I følgende situationer kan det som udgangspunkt ikke kræves, at parten fremlægger den dokumentation, der er nævnt i pkt. 4.1. og 4.2.:

– Parten er flygtning eller asylansøger.

– Det er umuligt eller meget vanskeligt eller byrdefyldt for parten at fremskaffe dokumentationen.

Parten er flygtning eller asylansøger

En part kan bl.a. opnå flygtningestatus i Danmark, hvis udlændingemyndighederne anerkender, at parten er forfulgt af myndighederne i sit hjemland; disse personer betegnes flygtninge. En asylansøger er ikke en flygtning, men en person der anmoder om at blive anerkendt som flygtning, fordi den pågældende mener sig forfulgt af myndighederne i sit hjemland; de danske udlændingemyndigheder har endnu ikke taget stilling til denne anmodning om anerkendelse som flygtning.

På grund af risikoen for (yderligere) forfølgelse kan man ikke kræve, at en flygtning eller asylansøger kontakter myndighederne i det land, som den pågældende er flygtet fra. Af samme grund må danske myndigheder heller ikke kontakte de pågældende myndigheder for at få oplysninger om parten. Det gælder også, selvom flygtningen har opnået dansk indfødsret.

Dette gælder dog ikke, hvis parten flere gange har rejst til det land, hvorfra parten er flygtet, efter parten har opnået flygtningestatus i Danmark, eller hvis parten selv enten har anlagt forældremyndighedssagen eller aktivt deltaget i behandlingen af den i det pågældende land efter det tidspunkt, hvor parten fik flygtningestatus i Danmark.

Der er ikke noget til hinder for at kræve dokumentation fra stater, som en flygtning eller asylansøger har boet i, men som den pågældende ikke er flygtet fra.

Oplysninger om, hvorvidt en part er flygtning eller asylansøger i Danmark, er tilgængelig for offentlige myndigheder på UdlændingeInformationsPortalen (UIP) på www.nyidanmark.dk, forudsat at myndigheden er tilmeldt denne ordning.

Umuligt eller meget vanskeligt eller byrdefyldt for parten at fremskaffe dokumentationen

Det vil kunne tage nogen tid for en part at fremskaffe dokumentation fra udlandet, og parten vil muligvis skulle betale et gebyr for dokumentationen. Dette er ikke til hinder for at kræve dokumentationen fremlagt.

I nogle situationer kan det imidlertid være umuligt eller meget vanskeligt eller byrdefuldt for parten at fremskaffe dokumentationen. Det er parten, der skal dokumentere dette. I så fald bør myndigheden efter et konkret skøn undlade at kræve dokumentationen fremlagt. Som eksempler på dette kan nævnes, at den udenlandske myndighed ikke reagerer på henvendelser om dokumentationen.

5. Eksempler på anvendelsen af retningslinierne i pkt. 3.1. og 3.2.

Eksempel 1: Overførsel af forældremyndighed til herboende over barn med bopæl i udlandet med henblik på, at barnet flytter til Danmark.

Spørgsmålet om anerkendelse af udenlandske forældremyndighedsafgørelser opstår bl.a. i situationer, hvor forældremyndigheden over et barn, der har bopæl i udlandet, ved en afgørelse fra barnets bopælsland er overført til en person – f.eks. den anden forælder – der bor i Danmark, med henblik på at barnet tager ophold i Danmark.

Selvom det er hensigten med forældremyndighedsaftalen, at barnet skal tage bopæl i Danmark, har barnet på det tidspunkt, hvor forældremyndighedssagen starter, ikke bopæl i Danmark. Der er derfor ikke kompetence til at behandle sagen i Danmark efter retsplejelovens § 448 f. Det er uden betydning for dette, om barnet har midlertidigt ophold i Danmark, f.eks. på grundlag af turistvisum.

Derimod bør en forældremyndighedsafgørelse, der er truffet af myndighederne i barnets bopælsland, anerkendes, jf. pkt. 3.1.

Det bemærkes, at så længe barnet har bopæl i udlandet, kan en sag om forældremyndighed efter retsplejelovens § 448 f ikke behandles her i landet. Dette gælder også, selvom forældrene er enige om overførslen af forældremyndigheden og om, at sagen skal behandles i Danmark. Aftaler om, at en forældremyndighedssag skal behandles i Danmark, anerkendes således ikke efter dansk ret.

Endelig bemærkes, at der ved anerkendelse af en udenlandsk forældremyndighedsafgørelse ikke tages stilling til, om betingelserne for f.eks. opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Meddelelse af opholdstilladelse forudsætter således også, at de øvrige betingelser i udlændingelovgivningen er opfyldt.

Eksempel 2: Forældremyndighed, der følger af loven.

Barnet fødes i et land, hvor forældrene automatisk får fælles forældremyndighed ved fødslen. Moderen flytter efterfølgende med barnet til Danmark.

I denne situation anerkendes det efter dansk ret, at forældrene har fælles forældremyndighed over barnet, også selvom forældrene i Danmark i en lignende situation ikke ville have fået fælles forældremyndighed (Se note 18).

6. Retskraft og dokumentation for ægtheden af udenlandske dokumenter (legalisering og apostillepåtegning)

6.1. Retskraftpåtegning

Ved en retskraftpåtegning dokumenteres det, at en afgørelse (normalt en dom) er endelig, dvs. at den ikke kan ankes, eller at den ikke er anket inden udløbet af ankefristen.

Derimod skal erklæringer udstedt af offentlige myndigheder – f.eks. om, hvem der efter loven har forældremyndigheden i det pågældende land – ikke forsynes med retskraftpåtegning.

6.2. Dokumentation for, at et udenlandsk dokument er ægte

Danske myndigheder bør som udgangspunkt altid sikre sig, at dokumenter, der er af væsentlig betydning for afgørelsen af en sag, og som er udstedt af udenlandske myndigheder, er ægte. Der findes et vidt udstrakt internationalt samarbejde om bekræftelse af ægtheden af udenlandske dokumenter. Dette samarbejde beskrives i det følgende i relation til anerkendelse af udenlandske forældremyndighedsafgørelser i Danmark.

6.2.1. Legalisering

Legalisering er en bekræftelse af, at underskriften på et dokument eller en påtegning på et dokument stammer fra en person, som har arbejdet hos den pågældende myndighed, og som havde ret til at udstede det pågældende dokument eller påtegning.

Formålet med legalisering er at få dokumentation for dokumentets ægthed og udstederens kompetence. Der er ikke tale om en bekræftelse af et dokuments indhold.

For at et dokument eller en påtegning på et dokument er legaliseret, skal det indeholde en ubrudt kæde af underskrifter, der typisk ser således ud:

1) Det originale dokument med underskrift eller en original genpart eller udskrift, der er bekræftet af den myndighed, der udstedte det originale dokument.

2) Den myndighed, der er overordnet for den udstedende myndighed, bekræfter underskriften på dokumentet eller påtegningen. Det er typisk det ministerium, hvorunder den udstedende myndighed hører (fagministerium).

3) Den overordnede myndigheds underskrift skal bekræftes af det pågældende lands udenrigsministerium.

4) Udenrigsministeriets underskrift skal bekræftes af den stedlige danske repræsentation; oplysninger herom findes på www.um.dk.

Disse bekræftelser skal anføres direkte på det originale dokument eller på den originale genpart eller udskrift af dokumentet.

Punkt 2 omfatter bekræftelse af følgende underskrifter:

a) Underskriften på den, der har udstedt

– det originale dokument, hvis det originale dokument fremlægges, eller

– genparten eller udskriften af dokumentet, hvis det originale dokument ikke fremlægges.

b) Underskriften på en eventuel retskraftpåtegning. Retskraftpåtegningen skal som udgangspunkt være anført direkte på det originale dokument eller på den originale genpart eller udskrift.

Nogle lande anvender andre legaliseringsprocedure r , og i nogle lande er legalisering ikke mulig på grund af forholdene i landet. På www.familiestyrelsen.dk under Forældremyndighed vil der blive placeret oplysninger herom.

Legalisering kræves normalt ikke for dokumenter, der stammer fra følgende lande:

– Europa (Følgende lande henregnes i relation til legalisering ikke til Europa: Nogle af de tidligere jugoslaviske lande (Bosnien-Herzegovina, Kosovo, Kroatien), Albanien samt landene fra det tidligere Sovjetunionen (Armenien, Azerbajdjan, Belarus, Georgien, Kazakstan, Kirgizistan, Tadkjikistan, Ukraine og Uzbekistan))

– USA

– Canada

– Australien

– New Zealand

For lande, der har tiltrådt Apostillekonventionen , er der heller ikke krav om legalisering, men om en apostillepåtegning, jf. pkt. 6.2.2.

6.2.2. Apostillepåtegning

Den 29. december 2006 trådte Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 om afskaffelse af kravet om legalisering af udenlandske offentlige dokumenter (Apostillekonventionen) i kraft for Danmark (Se note 19).

Konventionen begrænser kravet om legalisering af offentlige dokumenter i forhold til de legaliseringsprocedurer, der er beskrevet i pkt. 6.2.1. Efter konventionen bekræftes ægtheden af et udenlandsk dokument eller påtegning på et dokument således alene ved, at det forsynes med en særlig bekræftelsespåtegning – en såkaldt apostille – der reelt er en legalisering. Det er herefter ikke nødvendigt for dokumentation af ægtheden, at dokumentet er forsynet med de underskrifter, der er beskrevet i pkt. 6.2.1.

Det er vigtigt, at såvel selve dokumentet som en eventuel retskraftpåtegning bliver påført en apostillepåtegning.

En apostillepåtegning skal, i modsætning til hvad der gælder for legalisering, ikke bekræftes af den stedlige danske repræsentation, men alene af det pågældende lands egne myndigheder.

Apostillepåtegningen skal påføres på selve dokumentet eller på en allonge (tilføjelse) til dokumentet. Det følger af konventionens artikel 4, at titlen på apostillen skal være udformet på fransk (Apostille).

Lande, der har tiltrådt konventionen, har udpeget en eller flere apostillemyndighed(er), der bl.a. skal føre et register over samtlige udstedte apostillepåtegninger. Hvis en dansk myndighed mener, at der er behov for det, kan den anmode apostillemyndigheden om at bekræfte indholdet af en apostillepåtegning.

På hjemmesiden http://www.hcch.net/index_en.php?act=conventions.status&cid=41 findes en liste over hvilke myndigheder i de enkelte konventionsstater, der kan udstede apostillepåtegninger.

Apostillekonventionen er tiltrådt af samtlige EU-lande. Endvidere er konventionen tiltrådt af et stort antal andre lande, herunder bl.a. Norge, Island, Schweiz, Tyrkiet, Rusland, Belarus, Ukraine, Serbien, Makedonien, USA, Australien, New Zealand, Japan, Indien, Israel, Argentina, Colombia, Venezuela, Ecuador, Mexico og Sydafrika. I alt har omkring 90 lande tiltrådt konventionen. På ovennævnte hjemmeside findes en oversigt over de lande, der har tiltrådt konventionen sammen med dato for ikrafttræden i de enkelte lande.

Apostillepåtegninger, der er foretaget i udlandet, inden konventionen er trådt i kraft for Danmark, skal anerkendes efter retningslinierne i dette punkt.

Apostillepåtegninger kræves normalt ikke for dokumenter, der stammer fra lande, hvorfra der ikke kræves legalisering, jf. pkt. 6.2.1.

7. Oversættelser

Danske myndigheder kan kræve, at ovennævnte udenlandske dokumenter oversættes til dansk ved en autoriseret translatør. Translatøren kan være dansk eller udenlandsk. En liste over translatører, der er autoriserede af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, findes på http://www.cvr.dk.

Dokumenter fra de andre nordiske lande kan ikke kræves oversat, jf. nordisk sprogkonvention.

Hvis det er muligt at behandle sagen på betryggende vis uden oversættelse af dokumenterne, f.eks. fordi myndighedens medarbejdere behersker det fremmede sprog, behøver myndigheden ikke at få dokumenterne oversat.

8. Forelæggelse for Familiestyrelsen

Spørgsmål om anerkendelse af udenlandske afgørelser m.v. om forældremyndighed, der giver anledning til tvivl, kan forelægges for Familiestyrelsen.

Forelæggelsen skal indeholde følgende:

a) Myndigheden skal angive grunden til, at sagen forelægges, herunder hvilken problemstilling myndigheden ønsker belyst.

b) Eventuelle originale dokumenter skal fremsendes sammen med oversættelse til dansk eller engelsk. Familiestyrelsen kan ikke udtale sig om dokumenter, der alene er fremsendt i kopi.

c) Hvis sagen forelægges, fordi en forælder gør gældende, at det ikke er muligt at fremskaffe de originale dokumenter, idet parten er flygtning, skal myndigheden vedlægge kopi af partens sag hos udlændingemyndighederne. Myndigheden må som udgangspunkt kun indhente disse akter med samtykke fra den pågældende part.

Myndigheden skal sørge for, at de personer, om hvem der indsendes personoplysninger til Familiestyrelsen, er bekendt med deres rettigheder efter persondataloven og med, at sagen forelægges for styrelsen. Det skal fremgå af forelæggelsen, at dette er sket.

Familiestyrelsen, den 6. september 2007

Lars Thøgersen



Bilag 1

Noter til vejledningen

1) Konventionen er optrykt som bilag til lov nr. 434 af 8. maj 2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.

2) Se vejledning om international kompetence i sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v. på www.familiestyrelsen.dk.

3) Bestemmelsen i § 46 i forældreansvarsloven er en videreførelse af § 32 a i lov om forældremyndighed og samvær, der blev indsat i loven ved § 7, nr. 5, i lov nr. 343 af 8. maj 2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Formålet med bestemmelsen er at sikre sammenhængen mellem reglerne om international kompetence for domstolene og statsforvaltningerne i sager om forældremyndighed elelr barnets bopæl, således at kompetencen er reguleret af samme regelsæt – retsplejelovens § 448f – uanset hvilken myndighed, der skal tage stilling til en sag om forældremyndighed.

4) Indtil 1. oktober 2007: § 2, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær.

5) Begrebet forældreansvar er gennemgået i pkt. 3.2.1.3. i Betænkning nr. 1467/2005 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, der findes på www.familiestyrelsen.dk.

6) Om tilknytningsfaktorerne domicil, bopæl, sædvanligt opholdssted m.v., se pkt. 3.3.1.2. i Betænkning nr. 1467/2005 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, der findes på www.familiestyrelsen.dk.

7) Se bekendtgørelse (C) nr. 323 af 28. december 1931.

8) Se bekendtgørelse (C) nr. 110 af 21. november 1991.

9) Se bekendtgørelse (C) nr. 103 af 17. oktober 1991.

10) Artikel 8 blev ændret ved nordisk overenskomst af 6. februar 2001 om ændring af den nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende internationale privatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål, jf. bekendtgørelse (C) nr. 34 af 28. november 2002.

11) Selvom den ene forælder boede i det pågældende land, er afgørelser om overførsel af forældremyndighed over et barn, bosat i udlandet, til en herboende forælder eller til et andet familiemedlem med henblik på, at barnet skulle flytte til Danmark, hidtil normalt ikke blevet anerkendt. Det har dog været muligt for forældre at anmelde aftale om fælles forældremyndighed over et udenlandsk barn, hvis den ene forælder boede i Danmark. Denne begrundelse for at nægte at anerkende udenlandske forældremyndighedsafgørelser er bortfaldet ved de nye retningslinier i denne vejledning. I administrativ praksis er det endvidere afvist at anerkende ”deponeringsaftaler”, dvs. aftaler hvor forældrene enes om, at den ene forælder skal have forældremyndigheden alene over barnet, mens barnet skal bo hos den anden forælder. Denne begrundelse for at nægte at anerkende udenlandske forældremyndighedsafgørelser bortfaldt ved indførelsen af adgangen for forældre til at anmelde aftaler om forældremyndighed, således at sådanne aftaler ikke længere skal godkendes, jf. § 3, nr. 1-2, i lov nr. 446 af 9. juni 2004.

12) § 488 f blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 434 af 8. maj 2006 (§ 12, nr. 4) og ændret ved lov nr. 500 af 6. juni 2007 (§ 4, nr. 5).

13) Barnet antages som udgangspunkt ikke at have bopæl i en stat, hvis bopælen er etableret ved ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse. På samme måde bevarer barnet i relation til forældremyndighedssager som udgangspunkt sin bopæl i en stat, selvom barnet ulovligt er ført til en anden stat eller ulovligt tilbageholdes der.

14) Dette tilknytningskriterium er ikke indeholdt i retsplejelovens § 448 f, men det fremgår af artikel 8 i Den Nordiske Ægteskabskonvention og af artikel 10 i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.

15) Om litispendens se Vejledning om international kompetence i sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v. på www.familiestyrelsen.dk.

16) Se U 1921.571Ø, der er refereret i Betænkning nr. 1467/2005 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, der findes på www.familiestyrelsen.dk.

17) Se artikel 16, stk. 1 og 3.

18) Efter forældreansvarslovens § 7, stk. 3, har forældre, der ikke er gift med hinanden, bl.a. fælles forældremyndighed, når den mand, der anses for far til barnet ifølge anerkendelse eller dom, har eller har haft fælles folkeregisteradresse med barnets mor inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel.

19) Se bekendtgørelse (C) nr. 13 af 15. marts 2007.