Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om international kompetence i sager om separation og skilsmisse

 

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

2.

Fastlæggelse og prøvelse af kompetence

3.

Oversigt over reguleringen af statsforvaltningernes internationale kompetence i sager om separation og skilsmisse

4.

Retsplejelovens § 448 c

4.1.

Kompetence efter § 448 c, stk. 1

4.1.1.

§ 448 c, stk. 1, nr. 1-2: Sagsøgte eller sagsøger har bopæl i Danmark

4.1.2.

§ 448 c, stk. 1, nr. 3: Ansøgeren er dansk statsborger og kan på grund af sit statsborgerskab ikke blive separeret eller skilt i sit bopælsland

4.1.3.

§ 448 c, stk. 1, nr. 4: Begge parter er danske statsborgere, og modparten modsætter sig ikke, at sagen behandles i Danmark

4.1.4.

Bopæl – Domicil

4.1.5.

Kompetenceaftaler, herunder stiltiende accept af kompetence

4.2.

International overenskomst – § 448 c, stk. 3

4.3.

Litispendens – flere samtidigt verserende sager om separation eller skilsmisse

4.4.

Registreret partnerskab

5.

Den Nordiske Ægteskabskonvention

6.

Lov om registreret partnerskab, § 5, stk. 3

7.

Afvisning af at behandle en sag om separation eller skilsmisse

8.

Lovvalg

9.

Sag om forældremyndighed i tilknytning til sag om separation eller skilsmisse

10.

Bortfald af tidligere vejledning

1. Indledning

Pr. 1. januar 2007 blev lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (ægteskabsloven) ændret bl.a. ved indsættelse af følgende bestemmelse om statsforvaltningernes internationale kompetence i sager om separation og skilsmisse:

 

»§ 43 a. Statsforvaltningen kan behandle en ansøgning om separation eller skilsmisse, hvis betingelserne i retsplejelovens § 448 c, stk. 1 og 3, er opfyldt.

 

Stk. 2. Statsforvaltningens afvisning af at behandle en sag om separation eller skilsmisse, der ikke opfylder betingelserne i stk. 1, kan efter anmodning fra en af parterne indbringes for retten.«

Denne bestemmelse blev indsat i ægteskabsloven ved § 14 i lov nr. 434 af 8. maj 2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Formålet med bestemmelsen er at sikre sammenhængen mellem reglerne om international kompetence for domstolene og statsforvaltningerne i sager om separation og skilsmisse, således at kompetencen er reguleret af samme regelsæt – retsplejelovens § 448 c – uanset hvilken myndighed, der skal tage stilling til spørgsmålet.

Det er således ikke hensigten med bestemmelsen at ændre danske myndigheders internationale kompetence til at behandle sager om separation og skilsmisse.

2. Fastlæggelse og prøvelse af kompetence

Efter ægteskabslovens § 37, stk. 2, skal anmodning om separation eller skilsmisse indgives til statsforvaltningen. Det er således ikke muligt umiddelbart at anlægge retssag om separation eller skilsmisse. Dette indebærer, at statsforvaltningerne også skal behandle en sag om separation og skilsmisse, hvor den anden part er forsvundet, ikke er enig i separation eller skilsmisse eller vilkårene herfor eller protesterer mod, at statsforvaltningen behandler sagen, for eksempel under henvisning til manglende international kompetence.

Når separations- og skilsmissesager skal starte i statsforvaltningen, er det forholdene på tidspunktet for statsforvaltningens modtagelse af anmodningen, der er afgørende for danske myndigheders internationale kompetence. Dette gælder også for de sager, der efterfølgende indbringes for retten 1) .

Derfor skal statsforvaltningen af egen drift overveje spørgsmålet om international kompetence ved modtagelsen af anmodninger om separation eller skilsmisse.

Den omstændighed, at de forhold, der ved sagens modtagelse dannede grundlag for kompetence i Danmark, ændres under behandlingen af sagen, medfører ikke, at danske myndigheder mister kompetencen til at behandle sagen. Hvis eksempelvis en af parterne flytter fra Danmark under behandlingen af sagen, skal behandlingen af sagen fortsætte, og hvis det ikke lykkes at finde en mindelig løsning på sagen, skal statsforvaltningen efter anmodning fra en af parterne indbringe sagen for retten, jf. lovens § 43. Det er således uden betydning, at der vurderet efter forholdene på det tidspunkt, hvor sagen indbringes for retten, ikke ville være kompetence til at behandle den.

Omvendt skal der være kompetence på det tidspunkt, hvor statsforvaltningen modtager anmodningen. Hvis dette ikke er tilfældet, skal statsforvaltningen afvise sagen, jf. pkt. 7. Dette gælder også, selvom forholdene efterfølgende er ændret, således at kompetencebetingelserne er opfyldt på afvisningstidspunktet. I så fald må ansøgeren sammen med afvisningen vejledes om muligheden for at indgive en ny anmodning 2) . Hvis kompetencebetingelserne er opfyldt på afvisningstidspunktet, er det dog ikke nødvendigt formelt at afvise anmodningen, hvis modparten erklærer sig indforstået med, at sagen behandles i Danmark.

Indbringes sagen for retten, og finder retten, at der ved indgivelsen af anmodningen om separation eller skilsmisse til statsforvaltningen ikke var international kompetence til at behandle den, vil retten kunne afvise sagen.

3. Oversigt over reguleringen af statsforvaltningernes internationale kompetence i sager om separation og skilsmisse

Efter ægteskabslovens § 43 a, stk. 1, reguleres statsforvaltningernes internationale kompetence i sager om separation og skilsmisse af følgende regelsæt:

– Retsplejelovens § 448 c, stk. 1 og 3

– Den Nordiske Ægteskabskonvention

Endvidere reguleres den internationale kompetence af § 5, stk. 3, i lov om registreret partnerskab.

I det følgende gennemgås disse 3 regelsæt nærmere.

4. Retsplejelovens § 448 c

 

»§ 448 c. Sag om ægteskab kan behandles her i riget, såfremt

 

1) sagsøgte har bopæl her,

 

2) sagsøgeren har bopæl her og enten har boet her i de sidste to år eller tidligere har haft bopæl her,

 

3) sagsøgeren er dansk statsborger, og det godtgøres, at han på grund af sit statsborgerskab ikke vil kunne anlægge sag i det land, hvor han har bopæl,

 

4) begge parter er danske statsborgere, og sagsøgte ikke modsætter sig indbringelse for dansk domstol, eller

 

5) skilsmisse søges på grundlag af separation meddelt her i landet inden for de sidste fem år.

 

Stk. 2. Sag om et ægteskabs omstødelse eller beståen kan indbringes for retten her i riget, når ægteskabet er indgået her 3) .

 

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 kan fraviges ved overenskomst med fremmed stat.«

Se pkt. 4.1.4. om bopælsbegrebet i § 448 c.

4.1. Kompetence efter § 448 c, stk. 1

4.1.1. § 448 c, stk. 1, nr. 1-2: Sagsøgte eller sagsøger har bopæl i Danmark

Bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-2, medfører, at der normalt altid er kompetence til at behandle en sag om separation og skilsmisse i Danmark, hvis en af parterne har bopæl her i landet.

Statsforvaltningen skal dog være opmærksom på sager, hvor anmodningen indgives af en part, og den anden part ikke har bopæl i Danmark. Her betragtes ansøgeren som »sagsøger«, mens den anden part betragtes som »sagsøgte«. Sagen kan således kun behandles i Danmark, hvis ansøgeren opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 2.

Følgende situationer kan opstå:

– Hvis den anden part er forsvundet, ikke besvarer henvendelserne fra statsforvaltningen om sagen eller protesterer mod, at statsforvaltningen behandler sagen, må statsforvaltningen kun fortsætte behandlingen af sagen, når den har sikret sig, at ansøgeren opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 2.

– Erklærer den anden part sig indforstået med, at statsforvaltningen behandler sagen, har statsforvaltningen kompetence til at behandle den, hvis ansøgeren på tidspunktet for modtagelsen af accepten har bopæl i Danmark, selvom betingelserne i stk. 1, nr. 2, med hensyn til opholdets længde m.v. ikke er opfyldt. Dette skyldes, at den anden parts accept i denne situation kan betragtes som en anmodning om separation eller skilsmisse fra denne part, som kan behandles i Danmark efter stk. 1, nr. 1, på grund af den oprindelige ansøgers bopæl her.

Statsforvaltningen bør således ikke afvise at behandle en sag om separation eller skilsmisse ved modtagelsen af anmodningen, selvom det er klart, at hverken stk. 1, nr. 1 eller nr. 2, giver grundlag for kompetence, hvis ansøgeren bor i Danmark. I henvendelsen til modparten skal statsforvaltningen forespørge, om vedkommende er indforstået med, at sagen behandles i Danmark. Samtidig skal ansøgeren orienteres om kompetenceproblemet.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, indeholder to muligheder for at etablere kompetence i Danmark:

– Efter første led er der kompetence, hvis ansøgeren har haft bopæl i Danmark i 2 år inden sagens start. 2-års fristen regnes først fra det tidspunkt, hvor ansøgeren etablerede egentlig bopæl i Danmark, og ikke fra det eventuelle tidligere tidspunkt hvor ansøgeren tog ophold her i landet 4) .

– Efter andet led er der kompetence, hvis ansøgeren nu har bopæl i Danmark og tidligere har haft bopæl her i landet. Der stilles ikke krav til længden af hverken den aktuelle eller den tidligere bopæl i Danmark 5) .

4.1.2. § 448 c, stk. 1, nr. 3: Ansøgeren er dansk statsborger og kan på grund af sit statsborgerskab ikke blive separeret eller skilt i sit bopælsland

Efter bestemmelsen kan en sag om separation eller skilsmisse behandles i Danmark, hvis ansøgeren er dansk statsborger, og ansøgeren på grund af sit danske statsborgerskab ikke kan blive separeret eller skilt i sit bopælsland.

Bestemmelsen har således et meget snævert anvendelsesområde, og i den juridiske litteratur er der enighed om, at den ikke har nogen praktisk betydning.

Bestemmelsen påberåbes dog jævnligt af parter, der har problemer med at blive skilt i deres bopælsland. Det er imidlertid Familiestyrelsens erfaring, at de meget strenge betingelser i bestemmelsen næppe nogensinde vil være opfyldt. Styrelsen har således ikke noteret sager, hvor betingelsen var opfyldt.

Efter bestemmelsen er det ikke tilstrækkeligt til at etablere kompetence i Danmark efter bestemmelsen:

– At der i bopælslandet gælder andre skilsmisseregler for udlændinge end for landets egne statsborgere.

– At skilsmissesager vedrørende udlændinge behandles af andre myndigheder eller efter en mere besværlig eller bekostelig proces end sager vedrørende landets egne statsborgere.

– At ansøgeren ikke kan få behandlet skilsmissesagen i sit bopælsland, fordi lovgivningen dér henviser sagen til behandling i et andet land, f.eks. modpartens bopælsland.

– At ansøgeren ikke opfylder betingelserne i bopælslandet for skilsmisse, f.eks. krav til længden af opholdet i det pågældende land for at få skilsmissesagen taget under behandling eller de materielle betingelser for skilsmisse.

– At bopælslandets lovgivning ikke giver mulighed for skilsmisse.

Påberåbes bestemmelsen, bør statsforvaltningen anmode ansøgeren om at fremlægge dokumentation for, at ansøgeren ikke kan blive separeret eller skilt i sit bopælsland, og at dette skyldes ansøgerens danske statsborgerskab.

Det er uden betydning, at begge parter erklærer sig indforstået med, at sagen behandles i Danmark, jf. pkt. 4.1.5.

4.1.3. § 448 c, stk. 1, nr. 4: Begge parter er danske statsborgere, og modparten modsætter sig ikke, at sagen behandles i Danmark

Hvis begge parter er danske statsborgere, er kompetence efter stk. 1, nr. 4, betinget af, at modparten (»sagsøgte«) ikke modsætter sig, at sagen behandles i Danmark.

Hvis international kompetence til at behandle en sag om separation eller skilsmisse alene vil bygge på, at begge parter er danske statsborgere, skal statsforvaltningen orientere modparten herom med opfordring til at tage stilling til kompetencespørgsmålet.

Der kan herefter opstå 3 situationer:

– Modparten protesterer mod kompetencen: Betingelsen i nr. 4 er ikke opfyldt.

– Modparten forholder sig ikke til kompetencespørgsmålet, men forholder sig i øvrigt til anmodningen om separation eller skilsmisse: Betingelsen i nr. 4 er opfyldt.

– Modparten reagerer ikke på henvendelserne fra statsforvaltningen om sagen: Betingelsen i nr. 4 er ikke opfyldt.

4.1.4. Bopæl – Domicil 6)

Efter fast praksis og i overensstemmelse med forarbejderne til § 448 c fortolkes »bopæl« som »domicil«. Baggrunden herfor er, at lovgiver har ønsket, at parterne skal have en særlig stærk tilknytning til Danmark for at kunne få behandlet en separations- eller skilsmissesag her.

Ved domicil forstås efter dansk ret den stat eller det territoriale retsområde, hvor en person har bopæl eller ophold i den hensigt varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun skal være rent midlertidigt. Domicilbegrebet består af et objektivt og et subjektivt element. I retspraksis lægger domstolene vægt på de faktiske omstændigheder og parternes erklæringer om hensigten med og udstrækningen af »opholdet« i et bestemt land. Dette betyder bl.a., at man kan opretholde sit domicil i Danmark, selv om man bliver udstationeret til et andet land og i den forbindelse opgiver sin bopæl i Danmark. Eksempelvis har danske diplomater domicil i Danmark, selvom de i flere år er udstationeret på ambassader i andre lande. Efter dansk ret kan man kun have ét domicil.

Nyt domicil kan efter dansk ret opnås (i nogle tilfælde øjeblikkeligt) ved at tage ophold i en anden stat i den hensigt at være der varigt, eller i det mindste i den hensigt at opholdet ikke er midlertidigt. I dansk ret kan domicil ophøre uden at et nyt domicil etableres. Det er således muligt at være uden domicil.

Der findes en righoldig praksis, der fortolker domicilbegrebet i relation til § 448 c 7) .

4.1.5. Kompetenceaftaler, herunder stiltiende accept af kompetence

§ 448 c giver ikke parterne mulighed for at aftale, at en sag om separation eller skilsmisse skal behandles i Danmark, selvom betingelserne i bestemmelsen ikke er opfyldt, heller ikke selvom betingelserne var opfyldt ved aftalens indgåelse. Det afgørende er forholdene ved indgivelsen af anmodningen om separation eller skilsmisse, jf. pkt. 2. Dette indebærer bl.a., at en fælles anmodning om separation eller skilsmisse skal afvises, hvis betingelserne i bestemmelsen eller i de øvrige kompetenceregler (se pkt. 5-6) ikke er opfyldt.

Endvidere kan en anmodning om separation eller skilsmisse ikke behandles i Danmark, hvis kompetencebetingelserne ikke er opfyldt, selvom modparten ikke protesterer mod kompetencen. Stiltiende accept af kompetence kan således ikke danne grundlag for kompetence 8) .

Danske myndigheder skal formentlig ikke respektere en aftale om, at en sag om separation eller skilsmisse skal behandles i et bestemt andet land 9) .

4.2. International overenskomst - § 448 c, stk. 3

Efter § 448 c, stk. 3, kan kompetencereglerne i § 448 c, stk. 1, fraviges ved overenskomst med fremmed stat. Kompetencebestemmelsen i § 448 c finder således kun anvendelse, i det omfang en sag ikke er omfattet af en bestemmelse i en konvention, som Danmark har tiltrådt. Det drejer sig om Den Nordiske Ægteskabskonvention, jf. pkt. 5. Henvisningen i ægteskabslovens § 43 a til § 448 c, stk. 3, medfører, at statsforvaltningernes internationale kompetence ligeledes vil være reguleret af denne konvention.

4.3. Litispendens – flere samtidigt verserende sager om separation eller skilsmisse

Hvis der samtidig med en sag om separation eller skilsmisse i Danmark verserer en sag om samme spørgsmål i udlandet, opstår spørgsmålet om, hvorvidt den danske sag skal vige for den udenlandske sag.

Det er almindeligt anerkendt, at den udenlandske sag skal have forrang for den danske sag – have litispendensvirkning – hvis den udenlandske sag blev anlagt først. Dette forudsætter dog, at følgende betingelser er opfyldt:

– Der er identitet mellem parterne i begge sager

– Sagernes faktiske og retlige grundlag er det samme

– Den udenlandske afgørelse kan forventes anerkendt i Danmark 10)

Derimod er det uden betydning for en separations- eller skilsmissesag, der verserer i Danmark, at der efterfølgende anlægges en tilsvarende sag i udlandet.

Efter bemærkningerne til ægteskabslovens § 43 a, stk. 2, 11)  vil statsforvaltningen efter litispendens-princippet efter en konkret vurdering kunne afvise at behandle en sag om separation eller skilsmisse, hvis der allerede verserer en sag om samme spørgsmål i et andet land ved indgivelsen af anmodningen om separation eller skilsmisse til statsforvaltningen 12) .

Gør modparten gældende, at sagen i Danmark skal afvises på grund af en tidligere anlagt sag om separation eller skilsmisse i udlandet, skal statsforvaltningen udsætte sagen på, at parterne fremlægger nærmere oplysninger om den udenlandske sag. Hvis ovennævnte betingelser er opfyldt, afviser statsforvaltningen sagen, jf. pkt. 7.

Et eksempel på en litispendens-bestemmelse findes i artikel 8 a i Den Nordiske Ægteskabskonvention, jf. pkt. 5.

4.4. Registreret partnerskab

Om opløsning af registreret partnerskab ved separation og skilsmisse henvises til pkt. 6.

5. Den Nordiske Ægteskabskonvention

Gennem henvisningen i ægteskabslovens § 43 a til retsplejelovens § 448 c, stk. 3, reguleres statsforvaltningernes internationale kompetence også af artikel 7, 8 a og 9 i Den Nordiske Ægteskabskonvention (»Overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om ændring i konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931«, jf. bekendtgørelse (C) nr. 323 af 28. december 1931).

Konventionens artikel 7, 8 a og 9 blev ændret 13)  ved nordisk overenskomst af 6. februar 2001 om ændring af den nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål, jf. bekendtgørelse (C) nr. 34 af 28. november 2002, og har herefter følgende ordlyd:

 

Artikel 7.

 

»Stk. 1. Spørgsmål om separation eller skilsmisse mellem ægtefæller, som er statsborgere og har sædvanligt opholdssted i de kontraherende stater, afgøres i den stat, hvor

 

1) ægtefællerne har deres sædvanlige opholdssted,

 

2) ægtefællerne senest samtidig har haft deres sædvanlige opholdssted, for så vidt en af dem stadig opholder sig dér,

 

3) ægtefællerne er statsborgere,

 

4) sagsøgte har sit sædvanlige opholdssted,

 

5) en af ægtefællerne, i tilfælde af fælles begæring, har sit sædvanlige opholdssted,

 

6) sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted, hvis vedkommende har opholdt sig dér i mindst et år umiddelbart forud for indgivelsen af begæringen, eller

 

7) sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted, hvis vedkommende har opholdt sig dér i mindst seks måneder umiddelbart forud for indgivelsen af begæringen og er statsborger i den pågældende stat.

 

Stk. 2. Myndighederne i en kontraherende stat, hvor der er truffet afgørelse om separation, er kompetente til at meddele skilsmisse på grundlag af en sådan separation.«

 

Artikel 8 a.

 

»Stk. 1. Indbringes et spørgsmål efter artikel 7 mellem de samme parter for kompetente myndigheder i forskellige kontraherende stater, skal den myndighed, ved hvilken sagen er blevet anlagt senere, på embeds vegne afvise sagen til fordel for den første myndighed.

 

Stk. 2. Sager om henholdsvis separation og skilsmisse anses for at angå samme spørgsmål ved anvendelsen af stk. 1.«

 

Artikel 9.

 

»Stk. 1. Ved de i artikel 7 nævnte afgørelser anvendes i hver kontraherende stat den dér gældende lov.

 

Stk. 2. Separation, som er meddelt i en af staterne, giver i de andre stater samme ret til skilsmisse som en dér meddelt separation.

 

Stk. 3. I en kontraherende stat, hvor der ikke findes regler om separation, men hvor skilsmisse i visse tilfælde er betinget af en forudgående betænkningstid, har ægtefæller, der er blevet separeret i en anden kontraherende stat, og som derefter har levet adskilt i et tidsrum, der svarer til betænkningstiden, og ikke har genoptaget samlivet, ret til at blive skilt uden forudgående betænkningstid.«

I konventionen anvendes ikke det bopælsbegreb (domicil, jf. pkt. 4.1.4.), der anvendes i retsplejelovens § 448 c. I stedet anvendes begrebet »sædvanligt opholdssted« – habitual residence – der er anvendt i flere nyere internationale privatretlige konventioner samt i EU-forordninger 14) .

Den Nordiske Ægteskabskonvention finder ikke anvendelse på registreret partnerskab.

6. Lov om registreret partnerskab, § 5, stk. 3

Efter § 5, stk. 1, i lov om registreret partnerskab finder retsplejelovens § 448 c tilsvarende anvendelse på opløsning af registreret partnerskab. Kompetencereglerne i § 448 c suppleres i relation til opløsning af registreret partnerskab af partnerskabslovens § 5, stk. 3:

 

»Hvis ingen af parterne bor i et land, der er omfattet af § 2, stk. 3, kan registreret partnerskab indgået her i landet uanset retsplejelovens § 448 c altid opløses her.«

Partnerskabslovens § 2, stk. 3, har følgende ordlyd:

 

»Statsborgerskab i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab efter stk. 2. Bopæl i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med bopæl her i landet efter stk. 2. Ministeren for familie og forbrugeranliggender kan bestemme, at statsborgerskab og bopæl i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes skal sidestilles med dansk statsborgerskab og bopæl her i landet.«

Ved § 25 i bekendtgørelse nr. 1285 af 8. december 2006 om indgåelse af ægteskab er statsborgerskab og bopæl i Holland – men foreløbig ikke andre lande – sidestillet med de øvrige nordiske lande efter partnerskabslovens § 2, stk. 3.

Partnerskabsloven indeholdt ved vedtagelsen i 1989 en bestemmelse, hvorefter et registreret partnerskab altid kunne opløses her i landet, selvom betingelserne i retsplejelovens § 448 c ikke var opfyldt. Dette skyldtes, at Danmark på det tidspunkt var det eneste land, hvor der var adgang til at indgå registreret partnerskab. Partnerskab indgået i Danmark kunne derfor ikke forventes at blive anerkendt i andre lande, og andre lande kunne derfor heller ikke forventes at medvirke til opløsning af danske partnerskaber ved skilsmisse e.l.

Siden 1989 har flere lande indført mulighed for at indgå registreret partnerskab e.l. Som en konsekvens af dette er danske myndigheders internationale kompetence til at opløse registreret partnerskab blevet begrænset, idet kompetencen som udgangspunkt skal følge de almindelige regler i retsplejelovens § 448 c, jf. pkt. 4.

Ved partnerskabslovens § 5, stk. 3, er denne kompetence dog udvidet, således at hvis ingen af parterne bor i et land, der er omfattet af partnerskabslovens § 2, stk. 3, kan registreret partnerskab indgået her i landet uanset retsplejelovens § 448 c altid opløses her. Dette betyder, at hvis ingen af parterne bor i de nordiske lande eller Holland, vil danske myndigheder kunne behandle en sag om opløsning af deres partnerskab, selvom betingelserne i retsplejelovens § 448 c ikke er opfyldt. Denne udvidelse af kompetencen i forhold til reglerne i retsplejeloven gælder kun for registrerede partnerskaber, der er indgået i Danmark.

7. Afvisning af at behandle en sag om separation eller skilsmisse

Afviser statsforvaltningen at behandle en sag om separation eller skilsmisse under henvisning til manglende international kompetence, skal statsforvaltningen efter ægteskabslovens § 43 a, stk. 2, indbringe sagen for retten, hvis en af parterne anmoder herom. Parterne skal orienteres herom.

Hvis retten finder, at der er kompetence til at behandle sagen i Danmark, kan den hjemvise sagen til fornyet behandling i statsforvaltningen.

Om fremgangsmåden ved indbringelse af en sag for retten henvises til »Vejledning om statsforvaltningens behandling af sager om separation og skilsmisse«, der findes på www.familiestyrelsen.dk.

8. Lovvalg

Efter dansk international privatret afgøres sager om separation og skilsmisse, der efter ovennævnte regler behandles her i landet, altid efter dansk ret 15) .

Dette gælder også selvom ægteskabet er indgået i et andet land, eller ægtefællerne under ægteskabet har haft en stærkere tilknytning til et andet land.

Dansk international privatret ses ikke at give parterne mulighed for at aftale, at deres separation eller skilsmisse skal afgøres efter et andet lands lov.

9. Sag om forældremyndighed i tilknytning til sag om separation eller skilsmisse

Efter ægteskabslovens § 42, stk. 1, er det ikke et vilkår for separation eller skilsmisse, at der tages stilling til forældremyndigheden over parternes fælles børn. En sag om forældremyndighed behøver derfor ikke at blive behandlet sammen med forældrenes sag om separation eller skilsmisse.

Reglerne om international kompetence i relation til forældremyndighed i retsplejelovens § 448 f, jf. § 46 i forældreansvarsloven, lov nr. 499 af 6. juni 2007, svarer ikke til de ovennævnte kompetenceregler i relation til separation og skilsmisse, idet den afgørende tilknytningsfaktor i forældremyndighedssager som udgangspunkt er barnets bopæl, mens den almindelige tilknytningsfaktor i separations- og skilsmissesager er parternes bopæl. Dette kan betyde, at en sag om forældremyndighed ikke kan behandles i Danmark, selvom en sag om forældrenes separation eller skilsmisse behandles her i landet.

Reglerne om international kompetence i sager om forældremyndighed er gennemgået i »Vejledning om international kompetence i sager om forældremyndighed, samvær m.v.«, der findes på www.familiestyrelsen.dk.

10. Bortfald af tidligere vejledning

Denne vejledning træder i steder for Vejledning nr. 9168 af 14. marts 2007 om international kompetence i sager om separation og skilsmisse.

Familiestyrelsen, den 6. september 2007

Lars Thøgersen

Officielle noter

1) Se bemærkningerne til Haagerbørnebeskyttelseskonventionslovens § 14.

2) Se U81.1069.

3) Statsforvaltningen behandler ikke sager, der er omfattet af § 448 c, stk. 2. Denne bestemmelse behandles derfor ikke i denne vejledning.

4) Fra praksis se U95.808, hvor flere års ophold i Danmark forud for sagsanlægget ikke blev anset som domicil, og sagen derfor blev afvist.

5) Eksempel på anvendelsen af bestemmelsen: En part med bopæl (domicil) i Danmark gifter sig med en udlænding og bosætter sig i udlandet. Denne part kan efter bestemmelsen til enhver tid tage tilbage til Danmark og straks indlede skilsmissesag, forudsat at parten tager domicil i Danmark igen. Se f.eks. U83.416 og T:FA2006.242.

6) Denne fortolkning af domicilbegrebet stammer fra pkt. 3.3.1.2.1. i Betænkning nr. 1467/2005 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, der findes på www.familiestyrelsen.dk. Europarådets resolution om domicil og opholdssted (72) 1 af 18. januar 1972 indeholder en nærmere definition af domicil; resolutionen er optrykt som bilag 4 i betænkningen. En persons domicil afledes ifølge resolutionen ud fra det forhold, at personen frivilligt vælger at etablere sig eller bibeholder sit eneste eller primære opholdssted i et land, med henblik på at gøre dette land til et varigt centrum for personlige, sociale og økonomiske interesser.

7) Domicilbegrebet er bl.a. fortolket i følgende afgørelser: U83.416, U95.808, T:FA1998.134, T:FA2005.391 og T:FA2006.242. I T:FA1998.133 blev en midlertidig opholdstilladelse ikke anset som grundlag for domicil. I U95.789 anså landsretten ikke et ægtepar, der begge var asylansøgere, og som havde opholdt sig i Danmark i 3 år, for havende domicil i Danmark.

8) U2007.314 viser, at stiltiende accept af kompetence i form af manglende protest mod kompetencen ikke etablerer kompetence.

9) Se U2005.2343 vedrørende forældremyndighed.

10) Haagerkonventionen af 1. juni 1970 om anerkendelse af skilsmisser og separationer (bkg. (C) nr. 83 af 24. juli 1975) indeholder regler om anerkendelse af udenlandske skilsmisser og separationer. Konventionen indeholder endvidere i artikel 12 en ikke-bindende litispendens-regel. Om anerkendelse af udenlandske separationer og skilsmisser i øvrigt, se pkt. 3.3. i »Vejledning om vielse nr. 2: Dokumentation for at en part er ugift, herunder anerkendelse af udenlandske skilsmisser«, der findes på www.familiestyrelsen.dk.

11) Se bemærkningerne til Haagerbørnebeskyttelseskonventionslovens § 14.

12) Fra retspraksis kan nævnes følgende afgørelser om litispendens: T:FA2006.225 (skilsmissedom ophævet under henvisning til, at der i Tyskland først var anlagt skilsmissesag; parterne var enige om at skulle skilles, men uenige om vilkårene, bl.a. bidragspligten), U2003.1897 (dansk separationssag udsat på skilsmissesag i England) og T:FA2002.22 (dansk skilsmissesag fremmet, selvom modparten først havde anlagt skilsmissesag i Makedonien; lagt vægt på at det – efter en konkret vurdering – ikke kunne antages, at danske domstole ville anerkende den makedonske skilsmisse). Se endvidere: T:FA2003.169, T:FA2001.381, T:FA2000.186 og U81.715.

13) Ændringen skyldtes ikrafttrædelsen for Finland og Sverige af »Forordning (EU) Nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000« (Den nye Bruxelles II-forordning). De ændrede regler om international kompetence i sager om separation og skilsmisse i Den Nordiske Ægteskabskonvention svarer til reglerne i forordningen, der på grund af det danske forbehold (retlige og indre anliggender) ikke gælder for Danmark.

14) Se om »sædvanligt opholdssted« – habitual residence – pkt. 3.3.1.2.3. i Betænkning nr. 1467/2005 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen samt »Vejledning om international kompetence i sager om forældremyndighed og samvær m.v.«, der begge findes på www.familiestyrelsen.dk.

15) I relation til Den Nordiske Ægteskabskonvention følger dette af artikel 9, stk. 1.