Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Noter til vejledningen
Den fulde tekst

Vejledning om international kompetence i sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v.

 

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

2.

Fastlæggelse og prøvelse af kompetence

2.1.

Sager om forældremyndighed og barnets bopæl, der kan indbringes for retten

2.2.

Andre sager om forældremyndighed og barnets bopæl samt samværssager m.v.

3.

Oversigt over reguleringen af statsforvaltningernes internationale kompetence i sager om forældremyndighed, samvær m.v.

4.

Retsplejelovens § 448 f og forældreansvarslovens § 7, stk. 2

4.1.

Generelt om kompetence efter § 448 f

4.1.1.

Barnet har bopæl i Danmark (§ 448 f, stk. 1, nr. 1 og stk. 3)

4.1.1.1.

Barnet har bopæl i Danmark

4.1.1.2.

Aftale om forældremyndighed inden barnets fødsel

4.1.1.3.

Ansvars- og omsorgserklæringer; forældreansvarslovens § 7, stk. 2

4.1.1.4.

Barnets bopæl i Danmark er etableret ved bortførelse (§ 448 f, stk. 3)

4.1.1.5.

Barn med bopæl i Danmark er blevet bortført til udlandet (§ 448 f, stk. 1, nr. 2, og stk. 2)

4.1.2.

Barnet har ophold, men ikke bopæl, i Danmark

4.1.2.1.

Barnet opholder sig i Danmark, og dets bopæl kendes ikke (§ 448 f, stk. 1, nr. 4, og stk. 3)

4.1.2.2.

Barnet opholder sig i Danmark på grund af uroligheder i sit hjemland (§ 448 f, stk. 1, nr. 3)

4.1.2.3.

Barnet opholder sig i Danmark, og sagen er så hastende, at en afgørelse fra myndighederne i det land, hvor barnet har bopæl, ikke kan afventes (§ 448 f, stk. 1, nr. 5)

4.1.3.

Aftale om forældremyndighed vedrørende et barn, der har bopæl i udlandet

4.2.

Kompetenceaftaler, herunder stiltiende accept af kompetence

4.3.

Litispendens – flere samtidigt verserende sager om forældremyndighed, samvær m.v.

4.4.

International overenskomst – § 448 f, stk. 4

4.5.

Bopælsbegrebet i § 448 f: Sædvanligt opholdssted (habitual residence)

5.

Den Nordiske Ægteskabskonvention

6.

Børnebortførelseslovens § 19 (Haagerkonventionen af 1980, artikel 16)

7.

Afvisning af at behandle en sag om forældremyndighed, samvær m.v.

7.1.

Sager om forældremyndighedssager og barnets bopæl, der kan indbringes for retten

7.2.

Andre sager om forældremyndighed og barnets bopæl samt samværssager m.v.

8.

Lovvalg

9.

Sag om forældremyndighed i tilknytning til sag om separation eller skilsmisse

10.

Bortfald af tidligere vejledning

Bilag 1

Notr til vejledningen

1. Indledning

Forældreansvarsloven indeholder i § 46 følgende bestemmelse om statsforvaltningernes internationale kompetence i sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v.:

 

»§ 46. Statsforvaltningen kan behandle en sag om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v., hvis betingelserne i retsplejelovens § 448 f er opfyldt.

 

Stk. 2. Statsforvaltningens afvisning af at behandle en sag om forældremyndighed og barnets bopæl efter §§ 11, 14, 15 og 17, der ikke opfylder betingelserne i stk. 1, kan efter anmodning fra en af parterne indbringes for retten.«

Denne bestemmelse svarer til § 32 a i lov om forældremyndighed og samvær, der blev indsat i loven ved § 7, nr. 5, i lov nr. 434 af 8. maj 2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Formålet med bestemmelsen er at sikre sammenhængen mellem reglerne om international kompetence for domstolene og statsforvaltningerne i sager om forældremyndighed og barnets bopæl, således at kompetencen er reguleret af samme regelsæt – retsplejelovens § 448 f (gengivet i pkt. 4) – uanset hvilken myndighed, der skal tage stilling til en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl.

Formålet med bestemmelsen er endvidere den internationale kompetence i sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v. skal være reguleret af det samme regelsæt: retsplejelovens § 448 f.

Efter kompetencereglerne i retsplejelovens § 448 f er den afgørende tilknytningsfaktor barnets bopæl, jf. pkt. 4.

2. Fastlæggelse og prøvelse af kompetence

Efter § 31, stk. 1, i forældreansvarsloven skal alle anmodninger om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v. indgives til statsforvaltningen. Betydningen af dette for fastlæggelsen og prøvelsen af danske myndigheders internationale kompetence i disse sager gennemgås i det følgende.

2.1. Sager om forældremyndig og barnets bopæl, der kan indbringes for retten

Da alle sager om forældremyndighed og barnets bopæl skal starte i statsforvaltningen, er det ikke muligt umiddelbart at anlægge retssag herom. Dette indebærer, at statsforvaltningen også skal behandle sager om forældremyndighed m.v., hvor den anden part er forsvundet, ikke er enig i anmodningen eller protesterer mod, at statsforvaltningen behandler sagen, for eksempel under henvisning til manglende international kompetence.

Når sager om forældremyndighed m.v. skal starte i statsforvaltningen, er det forholdene på tidspunktet for statsforvaltningens modtagelse af anmodningen, der er afgørende for danske myndigheders internationale kompetence. Dette gælder også for de sager, der efterfølgende indbringes for retten (Se note 1).

Derfor skal statsforvaltningen af egen drift overveje spørgsmålet om international kompetence ved modtagelsen af en anmodning om forældremyndighed eller barnets bopæl.

Den omstændighed, at de forhold, der ved sagens modtagelse dannede grundlag for kompetence i Danmark, ændres under behandlingen af sagen, medfører ikke, at danske myndigheder mister kompetencen til at behandle sagen. Hvis eksempelvis barnet flytter fra Danmark under behandlingen af sagen, skal behandlingen af sagen fortsætte, og hvis det ikke lykkes at finde en mindelig løsning på sagen, skal statsforvaltningen efter anmodning fra en af parterne indbringe sagen for retten, jf. lovens § 40. Det er således uden betydning, at der – vurderet efter forholdene på det tidspunkt, hvor sagen indbringes for retten – ikke ville være kompetence til at behandle den efter retsplejelovens § 448 f.

Omvendt skal der være kompetence på det tidspunkt, hvor statsforvaltningen modtager anmodningen. Hvis dette ikke er tilfældet, skal statsforvaltningen afvise sagen, jf. pkt. 7. Dette gælder også, selvom forholdene efterfølgende er ændret, således at kompetencebetingelserne er opfyldt på afvisningstidspunktet. I så fald må ansøgeren sammen med afvisningen vejledes om muligheden for at indgive en ny anmodning (Se note 2). Hvis kompetencebetingelserne er opfyldt på afvisningstidspunktet, er det dog ikke nødvendigt formelt at afvise anmodningen, hvis modparten erklærer sig indforstået med, at sagen behandles i Danmark.

Indbringes sagen for retten, og finder retten, at der ved indgivelsen af anmodningen om forældremyndighed til statsforvaltningen ikke var international kompetence til at behandle den, vil retten kunne afvise sagen.

De forældremyndighedssager, der er omfattet af ovenstående, er de samme, som er omfattet af pkt. 7.1., jf. nedenfor.

2.2. Andre sager om forældremyndighed og barnets bopæl samt samværssager m.v.

Også i de sager om forældremyndighed og barnets bopæl, der ikke kan indbringes for retten, men som kan påklages til Familiestyrelsen, og i samværssager m.v., er det forholdene på tidspunktet for statsforvaltningens modtagelse af anmodningen, der er afgørende for danske myndigheders internationale kompetence.

De sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v., der er omfattet af ovenstående, er de samme, som er omfattet af pkt. 7.2., jf. nedenfor.

3. Oversigt over reguleringen af statsforvaltningernes internationale kompetence i sager om forældremyndighed, samvær m.v.

Efter § 46 i forældreansvarsloven reguleres statsforvaltningernes internationale kompetence i sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v. af følgende regelsæt:

– Retsplejelovens § 448 f og forældreansvarslovens § 7, stk. 2

– Den Nordiske Ægteskabskonvention

– Børnebortførelseslovens § 19 (Haagerkonventionen af 1980, artikel 16)

I det følgende gennemgås disse 3 regelsæt nærmere.

4. Retsplejelovens § 448 f og forældreansvarslovens § 7, stk. 2

 

»§ 448 f. Sag om forældremyndighed og barnets bopæl kan behandles her i riget, såfremt

 

1) barnet har bopæl her,

 

2) barnet ulovligt er ført til udlandet eller ulovligt tilbageholdes i udlandet og barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl her,

 

3) barnet opholder sig her og som følge af uroligheder eller lignende er fordrevet fra sit hjemland,

 

4) barnet opholder sig her og barnets bopæl ikke kendes eller

 

5) barnet opholder sig her og sagen er så hastende, at en afgørelse fra myndighederne i det land, hvor barnet har bopæl, ikke kan afventes.

 

Stk. 2. Stk. 1, nr. 2, finder ikke anvendelse, hvis

 

1) barnet har haft bopæl i udlandet i mere end et år efter, at indehaveren af forældremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til barnets bopæl,

 

2) der inden for dette tidsrum ikke er indgivet en anmodning om tilbagegivelse af barnet, som stadig er under behandling, og

 

3) barnet er faldet til i sine nye omgivelser.

 

Stk. 3. Stk. 1, nr. 1 og 4, finder ikke anvendelse, hvis barnet ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, medmindre

 

1) barnet har haft bopæl her i mere end et år efter, at indehaveren af forældremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til barnets bopæl, og der ikke inden for dette tidsrum er indgivet en anmodning om tilbagegivelse af barnet eller

 

2) en anmodning om tilbagegivelse af barnet er blevet afslået.

 

Stk. 4. Stk. 1-3 kan fraviges ved overenskomst med fremmed stat.«

Se pkt. 4.5. om bopælsbegrebet i § 448 f.

Bestemmelsen skal ses i lyset af forældreansvarslovens § 7, stk. 2:

 

»§ 7. Forældre, der ikke er gift med hinanden, har fælles forældremyndighed, hvis

 

1) de efter børnelovens § 2, stk. 1, § 14, stk. 1 eller 3, eller § 19, jf. § 14, stk. 1 eller 3, har afgivet erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet, eller

 

Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis erklæringen i stk. 1, nr. 1, er afgivet, uden at betingelserne i retsplejelovens § 448 f for her i landet at behandle spørgsmålet om forældremyndighed er opfyldt.«

4.1. Generelt om kompetence efter § 448 f

Ved § 448 f blev den almindelige tilknytningsfaktor i forældremyndighedssager ændret fra forældrenes bopæl til barnets bopæl. Samtidig blev bopælsbegrebet ændret fra domicil til sædvanligt opholdssted, jf. pkt. 4.5.

Formålet med § 448 f er at bringe de danske regler om international kompetence i forældremyndighedssager m.v. i overensstemmelse med kompetencereglerne i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, der dog endnu ikke er trådt i kraft for Danmark.

§ 448 f handler umiddelbart alene om domstolenes internationale kompetence i retssager om forældremyndighed og barnets bopæl, men efter § 46 i forældreansvarsloven reguleres statsforvaltningernes internationale kompetence i alle sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v. også af § 448 f.

Bestemmelsen regulerer således danske myndigheders internationale kompetence i følgende sagstyper:

– Uenighed om opløsning af fælles forældremyndighed (§ 11)

– Etablering af fælles forældremyndighed eller overførsel af forældremyndighed mod protest (§ 14)

– Forældremyndighed ved forældremyndighedsindehaverens død (§ 15)

– Anmeldelse eller godkendelse af aftaler om forældremyndighed (§ 7, stk. 1, § 9, § 10 og § 13)

– Afgørelse om barnets bopæl (§ 17)

– Afgørelse om midlertidig forældremyndighed eller bopæl for barnet under rettens eller statsforvaltningens behandling af en sag om forældremyndighed eller bopæl (§ 26)

– Afgørelse om midlertidig forældremyndighed, fordi forældremyndighedsindehaveren er forhindret i at træffe bestemmelse om barnets forhold (§ 28)

– Afgørelse om midlertidig forældremyndighed fordi der er risiko for, at den ene forælder vil bortføre barnet til udlandet (§ 27)

– Tilladelse til at tage barnet med til udlandet, Grønland eller Færøerne (§ 25)

– Afgørelse om samvær, herunder midlertidig afgørelse (§ 21 og § 29)

– Afgørelse om anden kontakt end samvær (f.eks. telefon- eller brevkontakt) og om fratagelse af retten til orientering m.v. om barnet (§ 22 og § 23, stk. 4)

Kompetencebestemmelserne vedrørende disse sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v. gennemgås i pkt. 4.1.-4.5. Medmindre andet er anført, gælder kompetencebestemmelserne for alle ovennævnte sagstyper.

4.1.1. Barnet har bopæl i Danmark (§ 448 f, stk. 1, nr. 1 og stk. 3)

4.1.1.1. Barnet har bopæl i Danmark

Det centrale i kompetencereglerne i § 448 f er, at en sag om forældremyndighed m.v. som udgangspunkt kun kan behandles i Danmark, hvis barnet har bopæl her. Bopælsbegrebet er nærmere beskrevet i pkt. 4.5.

I det følgende gennemgås en række eksempler på anvendelsen af denne bestemmelse.

Ved afgørelsen af, om et barn har bopæl i Danmark, skal der tages udgangspunkt i barnets egen situation. Børn kan således have en bopæl, der er forskellig fra deres forældres bopæl. Forældrenes bopæl kan dog have betydning ved fastlæggelsen af barnets bopæl.

Et barn kan erhverve bopæl i en anden stat i det øjeblik, barnet – eventuelt sammen med sin familie – flytter fra en stat til en anden. Om der er tale om et permanent skift af bopæl, beror på en konkret vurdering.

Et barn kan have bopæl i Danmark, selvom det opholder sig i et andet land. Omvendt har et barn, der opholder sig i Danmark, ikke nødvendigvis bopæl her. Eksempelvis kan der ved ferie-, skole- og samværsophold opstå spørgsmål om, hvorvidt barnet har taget bopæl på det sted, hvor barnet aktuelt opholder sig.

Som udgangspunkt medfører et barns midlertidige fravær fra det land, hvor barnet har bopæl, f.eks. på grund af ferie, skolegang eller udøvelse af samvær, ikke nogen ændring i barnets bopæl. Drejer det sig om et længerevarende skoleophold, f.eks. kostskole e.l., beror det på et konkret skøn, om barnet har bopæl eller kun ophold i det pågældende land.

Et barn, der alene har midlertidigt ophold i Danmark, f.eks. turistvisum, har som udgangspunkt ikke bopæl i Danmark.

Det er principielt uden betydning for vurderingen af, om et barn har bopæl i Danmark, om barnet i CPR-registret er registreret med en aktuel bopæl her i landet.

Sager, hvor forældremyndigheden over et barn, der bor i udlandet, ønskes tillagt en herboende med henblik på, at barnet bosætter sig i Danmark, er gennemgået i pkt. 4.1.3.

4.1.1.2. Aftale om forældremyndighed inden barnets fødsel

Indgås aftalen om fælles forældremyndighed inden barnets fødsel, kan sagen behandles i Danmark, hvis moderen har bopæl her.

4.1.1.3. Ansvars- og omsorgserklæringer; forældreansvarslovens § 7, stk. 2

Efter forældreansvarslovens § 7, stk. 1, får forældre, der ikke er gift med hinanden, fælles forældremyndighed, hvis de afgiver en omsorgs- og ansvarserklæring i forbindelse med registrering eller anerkendelse af faderskabet til barnet over for personregisterføreren, statsforvaltningen eller retten.

Reglerne om danske myndigheders internationale kompetence til at behandle sager om faderskab afviger på flere punkter fra kompetencereglerne i § 448 f. En sag om faderskab, herunder afgivelse af omsorgs- og ansvarserklæring, kan således behandles i Danmark, selvom barnet ikke har bopæl her i landet.

I § 7, stk. 2, er det derfor bestemt, at en omsorgs- og ansvarserklæring ikke etablerer fælles forældremyndighed, hvis betingelserne i § 448 f for her i landet at behandle spørgsmål om forældremyndighed ikke er opfyldt. I så fald har erklæringen alene virkning i forhold til faderskabet.

4.1.1.4. Barnets bopæl i Danmark er etableret ved bortførelse (§ 448 f, stk. 3)

Hvis barnets bopæl i Danmark er etableret ved en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse, har danske myndigheder som udgangspunkt ikke kompetence til at behandle en sag om forældremyndighed m.v. vedrørende barnet, jf. § 448 f, stk. 3.

Ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse skal her forstås på den måde, som fremgår af børnebortførelseslovens § 10, stk. 2. Efter denne bestemmelse er en bortførelse eller tilbageholdelse ulovlig, hvis:

1) handlingen strider mod forældremyndighedsindehaverens rettigheder, uanset om de tilkommer personer, en institution eller en anden myndighed i fællesskab eller alene ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen, og

2) rettighederne udøvedes på det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller blev tilbageholdt, eller de fortsat ville være udøvet, hvis den ulovlige handling ikke var foretaget.

Har barnet haft bopæl i Danmark i mere end et år efter, at indehaveren af forældremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til, at barnet havde bopæl i Danmark, og er der ikke inden for dette tidsrum indgivet anmodning om tilbagegivelse af barnet, får danske myndigheder imidlertid – trods den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse – kompetence til at behandle en sag om forældremyndighed, jf. § 448 f, stk. 3, nr. 1. Det samme gælder, hvis en anmodning om tilbagegivelse af barnet er blevet afslået, jf. stk. 3, nr. 2.

Endvidere har danske myndigheder trods bortførelse kompetence til at træffe afgørelse om forældremyndighed m.v., hvis barnet opholder sig her, og sagen er så hastende, at en afgørelse fra myndighederne i det land, hvor barnet har bopæl, ikke kan afventes, jf. § 448 f, stk. 1, nr. 5, der er beskrevet i pkt. 4.1.2.3.

Endelig begrænser også børnebortførelseslovens § 19 adgangen til at behandle sager om forældremyndighed og bopæl vedrørende et barn, der er bortført til Danmark, jf. pkt. 6.

4.1.1.5. Barn med bopæl i Danmark er blevet bortført til udlandet (§ 448 f, stk. 1, nr. 2, og stk. 2)

Hvis et barn med bopæl i Danmark ulovligt er bortført til udlandet eller ulovligt tilbageholdes i udlandet, bevarer danske myndigheder som udgangspunkt kompetencen til at behandle en sag om forældremyndighed m.v. vedrørende barnet, jf. § 448 f, stk. 1, nr. 2. Se definitionen på bortførelse m.v. i pkt. 4.1.1.4.

Kompetence i Danmark i sådanne situationer forudsætter, at barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i Danmark.

Efter § 448 f, stk. 2, mister danske myndigheder dog kompetencen, hvis alle følgende 3 betingelser er opfyldt:

1) Barnet har haft bopæl i udlandet i mere end 1 år efter, at indehaveren af forældremyndigheden har fået eller burde have fået kendskab til barnets bopæl.

2) Inden for denne 1 års frist er der ikke indgivet en anmodning om tilbagegivelse af barnet, eller behandlingen af en anmodning om tilbagegivelse, der er indgivet inden for 1 års fristen, er afsluttet (tilbagekaldt, afvist, afslået e.l.).

3) Barnet er faldet til i sine nye omgivelser. Denne betingelse har navnlig selvstændig betydning i de tilfælde, hvor indehaveren af forældremyndigheden har indgivet en anmodning om tilbagegivelse af barnet inden for 1 års fristen, men hvor anmodningen er blevet afslået. Betingelsen om, at barnet skal være faldet til i sine nye omgivelser, for at danske myndigheder ikke længere har kompetence, giver mulighed for at beslutte – ud fra et skøn over, om barnet kan anses for at være faldet til i sine nye omgivelser – at udøve kompetence, selv om barnet har haft bopæl i udlandet i mere end et år efter, at indehaveren af forældremyndigheden fik eller burde have fået kendskab til barnets bopæl, og selv om myndighederne i bopælslandet har afslået at tilbagegive barnet.

Efter bemærkningerne til bestemmelsen mister danske myndigheder endvidere kompetencen, hvis forældremyndighedsindehaveren har affundet sig med den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse.

4.1.2. Barnet har ophold, men ikke bopæl, i Danmark

Tre af kompetencebestemmelserne i § 448 f giver danske myndigheder mulighed for at træffe afgørelse om forældremyndighed m.v. over et barn, der opholder sig i Danmark, men som ikke har bopæl her:

– Barnet opholder sig i Danmark, og barnets bopæl kendes ikke (pkt. 4.1.2.1.)

– Barnet opholder sig i Danmark på grund af uroligheder i sit hjemland (pkt. 4.1.2.2.)

– Barnet opholder sig i Danmark, og sagen er så hastende, at en afgørelse fra myndighederne i det land, hvor barnet har bopæl, ikke kan afventes (pkt. 4.1.2.3.)

Disse bestemmelser bør først og fremmest anvendes til at træffe midlertidige afgørelser om forældremyndighed, f.eks. udpege en midlertidig forældremyndighedsindehaver efter forældreansvarslovens § 28, fordi den, der har forældremyndigheden over barnet, er forhindret i at træffe bestemmelse om barnets personlige forhold.

4.1.2.1. Barnet opholder sig i Danmark, og dets bopæl kendes ikke (§ 448 f, stk. 1, nr. 4, og stk. 3)

Hvis barnets bopæl ikke kendes, kan en sag om forældremyndighed m.v. behandles i Danmark, hvis barnet opholder sig her, jf. § 448 f, stk. 1, nr. 4.

Hvis barnets ophold i Danmark er etableret ved en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse, har danske myndigheder efter § 448 f, stk. 3, dog som udgangspunkt ikke kompetence til at behandle sagen, jf. pkt. 4.1.1.5.

4.1.2.2. Barnet opholder sig i Danmark på grund af uroligheder i sit hjemland (§ 448 f, stk. 1, nr. 3)

En sag om forældremyndighed m.v. kan behandles i Danmark, hvis barnet opholder sig her i landet og som følge af uroligheder el.lign. er fordrevet fra sit hjemland, jf. § 448 f, stk. 1, nr. 3.

Bestemmelsen giver kompetence til at træffe afgørelse om forældremyndighed m.v. vedrørende børn, der opholder sig i Danmark, mens deres anmodning om asyl er under behandling i Danmark.

Drejer det sig om en uledsaget, mindreårig asylansøger, indeholder udlændingelovens § 56 a en særregel om udpegning af en repræsentant for barnet. Denne repræsentant har i forhold til barnet de samme rettigheder og pligter som en forældremyndighedsindehaver (Se note 3).

Hvis et barn er omfattet af udlændingelovens § 56 a, anvendes muligheden for at udpege en midlertidig forældremyndighedsindehaver efter forældreansvarslovens § 28 ikke.

4.1.2.3. Barnet opholder sig i Danmark, og sagen er så hastende, at en afgørelse fra myndighederne i det land, hvor barnet har bopæl, ikke kan afventes (§ 448 f, stk. 1, nr. 5)

En sag om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v. kan behandles i Danmark, hvis barnet opholder sig her, og sagen er så hastende, at en afgørelse fra myndighederne i det land, hvor barnet har bopæl, ikke kan afventes, jf. § 448 f, stk. 1, nr. 5.

Ud over udpegning af en midlertidig forældremyndighedsindehaver vil bestemmelsen f.eks. kunne finde anvendelse, hvis et barn, der bor i udlandet, er på samvær hos en forælder her i landet, og der opstår mistanke om, at samværsforælderen ikke kan tage vare på barnet, eller at samværsforælderen udsætter barnet for overgreb. I sådanne situationer har statsforvaltningen international kompetence til f.eks. at suspendere samværet efter forældreansvarslovens § 21 og § 29.

Bestemmelsen præciserer endvidere, at Familiestyrelsen har kompetence til at træffe midlertidige afgørelser om forældremyndighed i sager, hvor der er risiko for, at den ene forælder vil bortføre et barn, der er undergivet fælles forældremyndighed, og som midlertidigt opholder sig i Danmark, til udlandet, jf. forældreansvarslovens § 27.

4.1.3. Aftale om forældremyndighed vedrørende et barn, der har bopæl i udlandet

Forældreansvarslovens §§ 7, 9, 10 og 13 giver mulighed for at indgå aftaler om forældremyndighed over børn. Forældremyndighedsaftaler er efter disse bestemmelser kun gyldige, hvis de er anmeldt til eller godkendt af statsforvaltningen eller retten.

I nogle situationer ønskes forældremyndigheden over et barn, der har bopæl i udlandet, tillagt en person, der bor i Danmark, med henblik på at barnet bosætter sig i Danmark.

Selvom det er hensigten med forældremyndighedsaftalen, at barnet skal tage bopæl i Danmark, har barnet på det tidspunkt, hvor anmodningen indgives, ikke bopæl i Danmark. Der er derfor ikke kompetence til at behandle sagen i Danmark. Det er uden betydning for dette, om barnet på det tidspunkt, hvor anmodningen indgives, har midlertidigt ophold i Danmark, f.eks. på grundlag af turistvisum.

Forældrene må i stedet henvises til at søge forældremyndighedssagen behandlet i barnets bopælsland. Dette gælder også situationer, hvor den forælder, der har forældremyndigheden over barnet alene, bor med barnet i udlandet og ønsker at etablere fælles forældremyndighed med den anden forælder, der bor i Danmark.

Om anerkendelse af udenlandske forældremyndighedsafgørelser henvises til Vejledning om anerkendelse af udenlandske afgørelser m.v. om forældremyndighed, der findes på www.familiestyrelsen.dk.

4.2. Kompetenceaftaler, herunder stiltiende accept af kompetence

§ 448 f giver ikke parterne mulighed for at aftale, at en sag om forældremyndighed, samvær m.v. behandles i Danmark, selvom betingelserne i bestemmelsen ikke er opfyldt, heller ikke selvom betingelserne var opfyldt ved aftalens indgåelse. Det afgørende er forholdene ved indgivelsen af anmodningen om forældremyndighed m.v. til statsforvaltningen, jf. pkt. 2. Dette indebærer bl.a., at en fælles anmodning om forældremyndighed skal afvises, hvis betingelserne i bestemmelsen eller i de øvrige kompetenceregler (se pkt. 5-6) ikke er opfyldt.

Endvidere kan statsforvaltningen ikke behandle en anmodning, hvis kompetencebetingelserne ikke er opfyldt, selvom modparten ikke protesterer mod kompetencen. Stiltiende accept af kompetence kan således ikke danne grundlag for kompetence (Se note 4).

Danske myndigheder skal ikke respektere en aftale om, at en sag om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v. skal behandles i et bestemt andet land (Se note 5).

4.3. Litispendens – flere samtidigt verserende sager om forældremyndighed, samvær m.v.

Hvis der samtidig med en sag om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v. i Danmark verserer en sag om samme spørgsmål i udlandet, opstår spørgsmålet om, hvorvidt den udenlandske sag, hvis den er anlagt før den danske sag, skal have forrang – have litispendensvirkning – for den danske sag, således at den danske sag skal vige for den udenlandske sag (Se note 6).

Det antages, at det er tvivlsomt, om der i dansk ret gælder en generel regel om litispendens i sager om forældremyndighed, men det antages dog, at der skal foretages en konkret vurdering heraf i den enkelte sag.

Det antages endvidere, at der gælder en almindelig regel om litispendens i forældremyndighedssager, hvor den udenlandske sag, der er anlagt før den danske sag, er anlagt i en stat, der har tiltrådt Europarådskonventionen af 1980 (Se note 7). Dette skyldes, at forældremyndighedsafgørelser fra disse stater anerkendes i Danmark, hvis betingelserne i konventionen herfor er opfyldt.

Der ses ikke at være taget stilling til litispendens i samværssager.

Efter litispendens-princippet vil statsforvaltningen efter en konkret vurdering kunne afvise at behandle en sag om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v., hvis der allerede verserer en sag om samme spørgsmål i et andet land ved indgivelsen af anmodningen om forældremyndighed, samvær m.v. til statsforvaltningen (Se note 8).

Gør modparten gældende, at sagen i Danmark skal afvises på grund af en tidligere anlagt sag om forældremyndighed m.v. i udlandet, skal statsforvaltningen udsætte sagen på, at parterne fremlægger nærmere oplysninger om den udenlandske sag. Hvis den udenlandske sag efter en konkret vurdering skal tillægges litispendensvirkning, afviser statsforvaltningen sagen, jf. pkt. 7.

Et eksempel på en litispendens-bestemmelse findes i artikel 8 a i Den Nordiske Ægteskabskonvention, jf. pkt. 5.

4.4. International overenskomst - § 448 f, stk. 4

Efter § 448 f, stk. 4, kan kompetencereglerne i § 448 f, stk. 1-3, fraviges ved overenskomst med fremmed stat. Kompetencebestemmelserne i § 448 f finder således kun anvendelse, i det omfang en sag ikke er omfattet af bestemmelser i en konvention, som Danmark har tiltrådt. Det drejer sig om Den Nordiske Ægteskabskonvention (se pkt. 5) og Haagerkonventionen af 1980, jf. børnebortførelsesloven (se pkt. 6). Henvisningen i forældreansvarslovens § 46 til retsplejelovens § 448 f, stk. 4, medfører, at statsforvaltningernes internationale kompetence ligeledes er reguleret af disse konventioner.

4.5. Bopælsbegrebet i § 448 f: Sædvanligt opholdssted (habitual residence)

Formålet med § 448 f er at bringe reglerne om international kompetence i forældremyndighedssager m.v. i overensstemmelse med kompetencereglerne i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Ligesom i konventionen er hovedreglen i § 448 f, at en sag om forældremyndighed m.v. kun kan behandles i den stat, hvor barnet har bopæl. En sag om forældremyndighed m.v. kan således som udgangspunkt kun behandles i Danmark, hvis barnet har bopæl her i landet.

Udtrykket »bopæl« i § 448 f skal efter bemærkningerne til bestemmelsen forstås på samme måde som udtrykket »habitual residence« (»sædvanligt opholdssted«) i konventionens engelske tekst.

Sædvanligt opholdssted anvendes som den afgørende tilknytningsfaktor i de fleste konventioner udarbejdet under Haagerkonferencen om International Privatret samt i den civilretlige EU-lovgivning. Begrebet er imidlertid ikke defineret af hverken Haagerkonferencen eller i EU-lovgivningen. Det er en international retlig standard under stadig udvikling. Enhver anvendelse af begrebet må derfor ske i overensstemmelse med den til enhver tid gældende praksis på det pågældende retsområde (Se note 9).

En international definition af sædvanligt opholdssted findes i Europarådets resolution om domicil og opholdsted. Efter resolutionen afgøres en persons opholdssted alene af faktuelle kriterier. Hensigten med opholdet har ikke afgørende betydning for bestemmelse af en persons sædvanlige opholdssted, men personens hensigt kan dog inddrages i vurderingen. Det er efter resolutionen muligt at have sædvanligt opholdssted i mere end én stat. Europarådets definition er formentlig dækkende for indholdet af begrebet »sædvanligt opholdssted« i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen (Se note 10).

Sædvanligt opholdsted svarer nogenlunde til bopælsbegrebet i retsplejelovens § 235, stk. 1 og 2. Dette bopælsbegreb er ikke defineret i retsplejeloven. Udgangspunktet er, at man har bopæl i Danmark, hvis tilknytningen hertil er mindst ligeså stærk som til udlandet. »Bopæl« fortolkes som det sted, hvor man har sit hjem, hvor ens ejendele i almindelighed befinder sig, og hvor man opholder sig, når man ikke af særlige grunde opholder sig et andet sted, f.eks. på grund af sygdom, ferie, studie- eller forretningsrejse eller fængselsophold. Bopælsbegrebet bygger i modsætning til domicilbegrebet (Se note 11) alene på faktiske omstændigheder. Det er muligt at have bopæl i mere end én stat. Bopæl i Danmark kan opgives ved at tage bopæl i udlandet. En person med bopæl i Danmark opgiver således sin bopæl her i landet, når han tager bopæl i udlandet og ikke længere har en tilsvarende stærk tilknytning til Danmark (Se note 12).

5. Den Nordiske Ægteskabskonvention

Gennem henvisningen i forældreansvarslovens § 46 til retsplejelovens § 448 f, stk. 4, reguleres statsforvaltningernes internationale kompetence også af artikel 8, 8 a og 9 i Den Nordiske Ægteskabskonvention (»Overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om ændring i konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931«, jf. bekendtgørelse (C) nr. 323 af 28. december 1931).

Konventionens artikel 8, 8 a og 9 blev ændret (Se note 13) ved nordisk overenskomst af 6. februar 2001 om ændring af den nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål, jf. bekendtgørelse (C) nr. 34 af 28. november 2002, og har herefter følgende ordlyd:

 

Artikel 8:

 

»Stk. 1. I forbindelse med et spørgsmål om separation eller skilsmisse kan samme eller anden myndighed også behandle spørgsmål om midlertidig ophævelse af samlivet og deling af formuen. Der kan endvidere træffes afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, såfremt

 

1) barnet er ægtefællernes fælles barn, og

 

2) barnet har sit sædvanlige opholdssted i den stat, hvor spørgsmålet om separation eller skilsmisse tages under behandling.

 

Stk. 2. Har barnet ikke sit sædvanlige opholdssted i den stat, hvor spørgsmålet om separation eller skilsmisse tages under behandling, kan der i denne stat alligevel træffes afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl samt samvær, såfremt

 

1) barnet har sit sædvanlige opholdssted i en kontraherende stat,

 

2) barnet er ægtefællernes fælles barn, og mindst en af ægtefællerne har forældremyndigheden over barnet,

 

3) ægtefællerne har accepteret, at spørgsmålet afgøres i denne stat, og

 

4) det er bedst for barnet, at spørgsmålet behandles i denne stat.

 

Stk. 3. I sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær skal kompetencen efter stk. 1 og 2 udøves i overensstemmelse med Haag-konventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser, særlig dennes artikel 3 og 16.«

 

Artikel 8 a, stk. 1:

 

»Stk. 1. Indbringes et spørgsmål efter artikel 8 mellem de samme parter for kompetente myndigheder i forskellige kontraherende stater, skal den myndighed, ved hvilken sagen er blevet anlagt senere, på embeds vegne afvise sagen til fordel for den første myndighed.«

 

Artikel 9, stk. 1:

 

»Stk. 1. Ved de i artikel 8 nævnte afgørelser anvendes i hver kontraherende stat den dér gældende lov. «

Det bopælsbegreb, der anvendes i konventionen, er det samme, som anvendes i retsplejelovens § 448 f, dvs. sædvanligt opholdssted, jf. pkt. 4.5.

6. Børnebortførelseslovens § 19 (Haagerkonventionen af 1980, artikel 16)

Som supplement til retsplejelovens regler om international kompetence indeholder § 19 i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser) regler om, at der i visse situationer ikke kan træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl, selvom der efter retsplejelovens § 448 f eller Den Nordiske Ægteskabskonvention er kompetence til at behandle den her i landet:

 

»§ 19. Er der fremsat anmodning om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1, kan der ikke træffes afgørelse i en forældremyndighedssag her i landet, før anmodningen er behandlet.

 

Stk. 2. Bliver det under en forældremyndighedssag her i landet af centralmyndigheden oplyst, at barnet ulovligt opholder sig her, jf. § 10, stk. 2, uden at der er indgivet anmodning om tilbagegivelse af barnet efter § 10, stk. 1, kan retten ikke træffe afgørelse om forældremyndighed, medmindre der har været rimelig tid til at fremsætte en sådan anmodning.«

Det er uden betydning, om sagen er indledt i Danmark, før anmodningen om tilbagegivelse er fremsat.

Bestemmelsen udelukker også, at der træffes en midlertidig afgørelse om forældremyndighed eller barnets bopæl.

Bestemmelsen inkorporerer artikel 16 i Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser i dansk ret (Se note 14). Bestemmelsen gælder kun i forhold til lande, som Danmark samarbejder med gennem konventionen, og den gælder kun for børn under 16 år.

7. Afvisning af at behandle en sag om forældremyndighed, samvær m.v.

7.1. Sager om forældremyndighed og barnets bopæl, der kan indbringes for retten

Afviser statsforvaltningen at behandle en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl under henvisning til, at danske myndigheder efter ovennævnte regler ikke har kompetence til at behandle den, skal statsforvaltningen efter forældreansvarslovens § 46, stk. 2, indbringe sagen for retten, hvis en af parterne anmoder herom. Parterne skal orienteres herom.

Dette gælder dog kun de sager om forældremyndighed og barnets bopæl, som statsforvaltningen efter lovens § 40, stk. 1, efter anmodning skal indbringe for retten, hvis betingelserne herfor er opfyldt:

– Uenighed om opløsning af fælles forældremyndighed (§ 11)

– Etablering af fælles forældremyndighed eller overførsel af forældremyndighed mod protest (§ 14)

– Afgørelse om barnets bopæl (§ 17)

– Forældremyndighed ved forældremyndighedsindehaverens død (§ 15; muligheden for indbringe disse sager for retten følger af lovens § 37)

Hvis retten finder, at der er kompetence til at behandle sagen i Danmark, kan den hjemvise sagen til fornyet behandling i statsforvaltningen.

Om fremgangsmåden ved indbringelse af en sag for retten henvises til »Vejledning om forældremyndighed og barnets bopæl«, der findes på www.familiestyrelsen.dk.

7.2. Andre sager om forældremyndighed og barnets bopæl samt samværssager m.v.

I de sager, hvor statsforvaltningens materielle afgørelse om forældremyndighed, barents bopæl, samvær m.v. efter lovens § 41, stk. 1, kan påklages til ministeren for familie- og forbrugeranliggender (Familiestyrelsen), omfatter denne klageadgang også afgørelser om afvisning af at behandle en sag på grund af manglende international kompetence.

Det drejer sig om følgende sagstyper:

– Anmeldelse eller godkendelse af aftaler om forældremyndighed (§ 7, stk. 1, § 9, § 10 og § 11)

– Afgørelse om midlertidig forældremyndighed eller bopæl for barnet under statsforvaltningens behandling af en sag om forældremyndighed eller bopæl (§ 26)

– Afgørelser om midlertidig forældremyndighed, fordi forældremyndighedsindehaveren er forhindret i at træffe bestemmelse om barnets forhold (§ 28)

– Tilladelse til at tage barnet til udlandet, Grønland eller Færøerne (§ 25)

– Afgørelse om samvær, herunder midlertidig afgørelse (§ 21 og § 29)

– Afgørelser om anden kontakt end samvær (f.eks. telefon- eller brevkontakt) og om fratagelse af retten til orientering m.v. om barnet (§ 22 og § 23, stk. 4)

8. Lovvalg

Efter dansk international privatret afgøres sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v., der efter ovennævnte regler behandles her i landet, altid efter dansk ret (Se note 15).

Dette gælder også, selvom barnet eller dets forældre har en stærk tilknytning til et andet land, og selvom der i udlandet er truffet en afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v., der anerkendes i Danmark.

Dansk international privatret ses ikke at give parterne mulighed for at aftale, at en sag om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v. skal afgøres efter et andet lands lov.

9. Sag om forældremyndighed i tilknytning til sag om separation eller skilsmisse

Efter ægteskabslovens § 42, stk. 1, er det ikke et vilkår for separation eller skilsmisse, at der tages stilling til forældremyndigheden over parternes fælles børn. En sag om forældremyndighed behøver derfor ikke at blive behandlet sammen med forældrenes sag om separation eller skilsmisse.

Reglerne om international kompetence i relation til forældremyndighed og barnets bopæl i retsplejelovens § 448 f, jf. forældreansvarslovens § 46, svarer ikke til reglerne om international kompetence i sager om separation og skilsmisse i retsplejelovens § 448 c, idet den afgørende tilknytningsfaktor i forældremyndighedssager m.v. er barnets bopæl, mens den almindelige tilknytningsfaktor i separations- og skilsmissesager er ægtefællernes bopæl. Dette kan betyde, at en sag om forældremyndighed ikke kan behandles i Danmark, selvom en sag om forældrenes separation eller skilsmisse behandles her i landet.

Reglerne om international kompetence i sager om separation og skilsmisse er gennemgået i »Vejledning om international kompetence i sager om separation og skilsmisse«, der findes på www.familiestyrelsen.dk.

10. Bortfald af tidligere vejledning

Ved denne vejledning bortfalder vejledning nr. 9167 af 14. marts 2007 om international kompetence i sager om forældremyndighed, samvær m.v.

Familiestyrelsen, den 6. september 2007

Lars Thøgersen



Bilag 1

Noter til vejledningen

1) Se bemærkningerne til Haagerbørnebeskyttelseslovens § 7, nr. 5.

2) Se U81.1069.

3) Repræsentantordningen blev indført ved lov nr. 60 af 29. januar 2003 om ændring af udlændingeloven og integrationsloven (Behandlingen af sager vedrørende uledsagede mindreårige asylansøgere). Ordningen er beskrevet nærmere i cirkulæreskrivelse nr. 9126 af 26. marts 2003 om udpegning af repræsentanter for uledsagede mindreårige asylansøgere.

4) U2007.314 viser, at stiltiende accept af kompetence i form af manglende protest mod kompetencen ikke etablerer kompetence i sager om skilsmisse. Tilsvarende må antages at gælde i sager om forældremyndighed m.v.

5) Se U2005.2343.

6) Se om litispendens pkt. 3.3.2.4. i Betænkning nr. 1467/2005 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, der findes på www.familiestyrelsen.dk. Om litispendens i separations- og skilsmissesager se »Vejledning om international kompetence i sager om separation og skilsmisse«, der findes på samme hjemmeside.

7) Den europæiske konvention af 20. maj 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed, jf. bekendtgørelse (C) nr. 103 af 17. oktober 1991. Oversigt over hvilke lande, som Danmark samarbejder med vedrørende konventionen, findes på www.boernebortfoerelse.dk og http://conventions.coe.int.

8) Se bemærkningerne til Haagerbørnebeskyttelseskonventionslovens § 7, nr. 5.

9) Se om sædvanligt opholdssted – habitual residence – pkt. 3.3.1.2.3. i Betænkning nr. 1467/2005 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, der findes på www.familiestyrelsen.dk.

10) Europarådets resolution om domicil og opholdssted (72) 1 af 18. januar 1972 er optrykt som bilag 4 i Betænkning nr. 1467/2005 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, der findes på www.familiestyrelsen.dk.

11) Se om domicil pkt. 3.3.1.2.1. i Betænkning nr. 1467/2005 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, der findes på www.familiestyrelsen.dk. Bopæl og sædvanligt opholdssted står i modsætning til domicil, der er det bopælsbegreb, der anvendes i separations- og skilsmissesager, jf. retsplejelovens § 448 c. Ved domicil forstås efter dansk ret den stat eller det territoriale område, hvor en person har bopæl eller ophold i den hensigt varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun skal være rent midlertidigt.

12) Se om bopælsbegrebet pkt. 3.3.1.2.2. i Betænkning nr. 1467/2005 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, der findes på www.familiestyrelsen.dk.

13) Ændringen af konventionen skyldtes ikrafttrædelsen for Finland og Sverige af »Forordning (EU) Nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000« (Den nye Bruxelles II-forordning), der på grund af det danske forbehold (retlige og indre anliggender) ikke gælder for Danmark.

14) Se bekendtgørelse (C) nr. 110 af 21. december 1991. Oversigt over hvilke lande, som Danmark samarbejder med vedrørende konventionen, findes på www.boernebortfoerelse.dk og www.hcch.net.

15) I relation til Den Nordiske Ægteskabskonvention følger dette af artikel 9, stk. 1.