Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume

I anledning af en klage over en afgørelse fra Indenrigsministeriet vedrørende den kommunale tilsynsmyndigheds kompetence i et spørgsmål om tavshedspligt udtalte Folketingets ombudsmand: 1) Tilsynsmyndigheden kan som et led i sin responderende virksomhed være berettiget til at udtale sig om rækkevidden af et kommunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt, og om der er grundlag for at antage, at tavshedspligten i en given situation er tilsidesat.

Ombudsmanden tog ikke hermed stilling til, om dette gælder i alle tilfælde, idet den nærmere fastlæggelse af omfanget af tilsynsmyndighedens responderende virksomhed må bero på omstændighederne i det konkrete tilfælde, herunder på, på hvilket retsgrundlag en eventuel tavshedspligtelse bygger.

2) Der foreliggerr ikke fornødent retsgrundlag for, at tilsynsmyndigheden kan tilkendegive misbilligelse over for et enkelt kommunalbestyrelsesmedlem i anledning af tavshedspligtkrænkelser.

Ombudsmanden lagde bl.a. vægt på, at ordlyden af og forarbejderne til § 61 i den kommunale styrelseslov alene giver grundlag for at antage, hensigten har været at give tilsynsmyndighederne beføjelser til at gribe ind over for retsstridige forhold, der er begået af kommunalbestyrelsen som sådan, at der ikke fra tilsynsmyndighedernes adgang til at afgive vejledende udtalelser (om tavshedspligtsspørgsmål) kan udledes noget om disse myndigheders beføjelse til at tilkendegive misbilligelse over for de enkelte medlemmer, og at en sådan beføjelse, der er udtryk for en principiel udvidelse af tilsynsmyndighedernes kompetenceområde, sådan som det direkte er fastlagt i styrelseslovens § 61, derfor må kræve et klarere retsgrundlag.

Den fulde tekst

Tilsynsmyndighedens adgang til at tilkendegive misbilligelse m.v. over for enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer i anledning af tavshedspligtskrænkelser.


I skrivelse af 11. juli 1981 klagede De til mig over, at Indenrigsministeriet i skrivelse af 1. april 1981 til Dem havde givet udtryk for, at det efter ministeriets opfattelse ligger indenfor den kommunale tilsynsmyndigheds kompetence, at tage stilling til om et kommunalbestyrelsesmedlem må antages at have overtrådt en tavshedspligt, samt at tilsynsmyndigheden har beføjelse til i givet fald at udtale beklagelse herover.

I den anledning indhentede jeg udtalelser af 8. september 1981 og 28. januar 1982 fra henholdsvis tilsynsrådet for Vestsjællands Amt og Indenrigsministeriet, samt sagens akter.

Med skrivelse af 9. februar 1982 sendte jeg Dem kopier af de modtagne udtalelser.

Baggrunden for klagen er nærmere følgende:

På møde den 4. august 1980 besluttede Socialudvalget i Tølløse Kommune enstemmigt at ændre normeringen for daginstitution Elletoften , således at antallet af vuggestuebørn blev ændret fra 2 til 4.

Personalet i daginstitutionen protesterede i en skrivelse af 15. august 1980 til Socialudvalget mod beslutningen, og i den anledning anmodede De, som medlem af Socialudvalget, i en skrivelse af 20. august 1980 formanden for Socialudvalget om, at sagen blev sat til forhandling på førstkommende socialudvalgsmøde 1. september 1980. I overensstemmelse hermed blev sagen på ny forhandlet i Socialudvalget på mødet den 1. september 1980, og udvalgets flertal fastholdt den tidligere beslutning vedrørende børnenormeringen i daginstitutionen. Lederen af daginstitutionen fik meddelelse om udvalgets beslutning ved skrivelse af 4. september 1980.

Under mødet den 1. september 1980 begærede De sagen forelagt kommunalbestyrelsen til afgørelse på det førstkommende kommunalbestyrelsesmøde i september måned 1980.

Da De blev bekendt med, sagen var blevet opført på den del af dagsordenen, som skulle behandles for lukkede døre, rettede De henvendelse herom til borgmesteren, idet De ikke fandt, at betingelserne for at behandle sagen for lukkede døre var opfyldt.

Under et møde med Dem den 8. september 1980 fastholdt borgmesteren sin opfattelse af, at sagen burde behandles for lukkede døre og tilkendegav, at den endelige afgørelse herom måtte træffes af kommunalbestyrelsen. Borgmesteren fastholdt beslutningen om, at sagen skulle være opført som et dagsordenspunkt på den lukkede del af dagsordenen.

I et brev af samme dato til borgmesteren, hvori De citerede det, der var anført i det udsendte forslag til dagsorden, for så vidt angår den pågældende sag, anmodede De borgmesteren om at dagsordenspunktet blev overført til den åbne del af mødet.

De sendte kopi af denne beskrivelse til Holbæk Amt Venstreblad, der i en artikel den 9. september 1980 omtalte sagen på grundlag af Deres fremstilling i den nævnte skrivelse til borgmesteren.

På kommunalbestyrelsens møde den 10. september 1980 besluttede et flertal af kommunalbestyrelsen at overføre punktet til den åbne del af kommunalbestyrelsens møde, og fastholdt i øvrigt Socialudvalgets beslutning vedrørende normeringen af daginstitutionen.

I skrivelse af 22. september 1980 klagede De til tilsynsrådet for Vestsjællands Amt over borgmesterens adfærd i forbindelse med optagelsen af sagen på dagsordenen for kommunalbestyrelsens møde den 10. september 1980.

I den anledning indhentede tilsynsrådet en udtalelse af 14. november 1980 fra kommunalbestyrelsen i Tølløse. Kommunalbestyrelsens flertal anført bl.a., at sagen var blevet overført til den åbne del af kommunalbestyrelsens møde, fordi De forinden havde offentliggjort det omtalte dagsordenspunkt i dets fulde ordlyd i pressen. Kommunalbestyrelsens flertal havde for at undgå rygtedannelser m.v. derfor besluttet at lade sagen behandle for åbne døre. Kommunalbestyrelsen bemærkede, at Deres handlemåde var særdeles betænkelig, idet der tilsyneladende lægges op til, at enkeltmedlemmer i kommunalbestyrelsen - såfremt de ikke føler sig enige i den skete placering af en sag på dagsorden - egenhændigt og uden at afvente sagens behandling efter forgodtbefindende kan offentliggøre den lukkede dagsordens punkter i pressen .

I et notat af 14. november 1980, som De fremsendte til tilsynsrådet til brug for rådets behandling af Deres klage, afviste De, at De skulle have brudt Deres tavshedspligt ved at offentliggøre dagsordenspunktet forud for kommunalbestyrelsens møde den 10. september 1980.

Tilsynsrådet behandlede Deres klage på mødet den 2. december 1980, og meddelte Dem afgørelsen ved skrivelse af 9. december 1980.

Tilsynsrådet anså det for korrekt, at sagen på kommunalbestyrelsesmødet den 1. september 1980 var blevet overflyttet til at blive behandlet for åbne døre, og gav endvidere udtryk for følgende: Det tilføjes, at tilsynsrådet anser det for beklageligt, at De har overtrådt Deres tavshedspligt ved at offentliggøre fra dagsordensforslaget for det lukkede møde .

I skrivelse af 6. januar 1981 klagede De til indenrigsministeren over tilsynsrådets overnævnte svar. De anførte bl.a., at det lå uden for tilsynsrådets kompetence at tage stilling til, om De havde overtrådt Deres tavshedspligt.

I den anledning indhentede Indenrigsministeriet en udtalelse af 10. februar 1981 fra tilsynsrådet, der fastholdt, at De efter rådets opfattelse havde overtrådt Deres tavshedspligt.

Indenrigsministeriet besvarede i skrivelse af 1. april 1981 Deres klage. Efter Indenrigsministeriets opfattelse kunne De ikke være afskåret fra offentligt at tilkendegive, at De på Socialudvalgets møde den 1. september 1980 havde begæret spørsmålet om belægningen på den pågældende institution forelagt kommunalbestyrelsen, og at dette efter den udstedte dagsorden ville ske på den lukkede del af kommunalbestyrelsens møde. Om De derudover ved at offentliggøre de oplysninger, som var anført til dette punkt på dagsordenen havde overtrådt en tavshedspligt, måtte efter Indenrigsministeriets opfattelse afhænge dels af karakteren af de oplysninger, De havde videregivet, dels af om det efter sædvanlig praksis i kommunen eller eventuelt ved en kommunalbestyrelsesbeslutning var bestemt, at udvalgsindstillinger ikke skulle være offentligt tilgængelige.

Under henvisning til, at der ikke forelå oplysninger om at kommunen fulgte en sådan praksis, og til at der efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke i det pågældende dagsordenspunkt var indeholdt oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en tavshedspligt, var Indenrigsministeriet på det foreliggende grundlag af den opfattelse, at De ikke havde overtrådt Deres tavshedspligt ved at offentliggøre dagsordenspunktet i dets fulde ordlyd.

Indenrigsministeriet tilføjede, at den kommunale tilsynsmyndighed efter ministeriets opfattelse kan tage stilling til, om at kommunalbestyrelsesmedlem må antages at have overtrådt en tavshedspligt, ligesom tilsynsmyndigheden i givet fald må være beføjet til at udtale sin beklagelse herover.

I klagen til mig har De navnlig gjort gældende, at det efter Deres opfattelse falder udenfor tilsynsmyndighedernes kompetence at tage stilling til om et kommunalbestyrelsesmedlem har overtrådt sin tavshedspligt, idet det alene tilkommer domstolene at træffe afgørelse herom.

Tilsynsrådet for Vestsjællands Amt har i udtalelsen af 8. september 1981 givet udtryk for, at tilsynsrådet ikke har bemærkninger til den opfattelse, som Indenrigsministeriet gav udtryk for i afgørelsen af 1. april 1981.

Indenrigsministeriet har i udtalelsen af 28. januar 1982 for det første bemærket, at ministeriet er opmærksom på, at ethvert spørgsmål om forståelsen af gældende ret - herunder i særlig grad straffeloven - definitivt afgøres af domstolene. Dette udgangspunkt udelukker imidlertid efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke, at andre offentlige myndigheder efter anmodning fra borgerne udtaler sig om forståelsen af den del af gældende ret, som den pågældende myndighed er sat til at administrere.

Ministeriet har endvidere henvist til, at den kommunale styrelseslov i § 10, stk. 1, sammenholdt med normalforretningsordens § 1, indeholder en forudsætning om, at der findes tilfælde, hvor en kommunalbestyrelse ikke bare kan, men også skal forhandle en sag for lukkede døre. For Indenrigsministeriet indbringes ikke sjældent sager om, hvorvidt det har været berettiget, at en kommunalbestyrelse behandlede nærmere angivne sager for lukkede døre. I forbindelsen med sådanne sager kan der - såfremt dørlukningen findes at være berettiget - tillige være rejst spørgsmålet om, hvorvidt et eller flere medlemmmer må anses at have overtrådt en tavshedspligt ved offentligt eller med udenforstående at drøfte vedkommende sag. Til sådanne spørgsmål har Indenrigsministeriet bl.a. anvendt svar som ikke var i strid med den medlemmerne påhvilende tavshedspligt eller ikke må foregribe oplysningernes fremlæggelse for lukkede dføre .

Indenrigsministeriets virksomhed i disse sager har haft karakter af en vurdering af, om de hensyn, der kan begrunde tavshedspligt, må antages at være til stede og i bekræftende fald eventuelt krænket. Tilsynsmyndigheden ses ikke i noget tilfælde at have udtalt sig om, hvorvidt en krænkelse af en tavshedsforskrifter skulle kunne begrunde et strafansvar.

Indenrigsministeriet finder, at retsstillingen for politiske mindretal og øvrige borgere ville blive dårligere end hidtil, såfremt det antages, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke er beføjet til en sådan virksomhed. I så fald måtte tilsynsmyndighederne indskrænke sig til at henvise ethvert spørgsmål om tavshedspligt, der måtte opstå ved kommunalbestyrelsens virksomhed, til politi og domstole, som i givet fald måtte undvære tilsynsmyndighedens forudgående skriftlige vurdering af spørgsmålet, der ofte ikke vil kunne løses isoleret fra de styrelsesretlige regler.

Betragtningerne som de ovenfor nævnte lå bag Indenrigsministeriets udtalelse om, at den kommunale tilsynsmyndighed efter Indenrigsministeriets opfattelse kan tage stilling til, om et kommunalbestyrelsesmedlem må antages at have overtrådt en tavshedspligt. Indenrigsministeriet mente at måtte fastholde dette standpunkt.

Ministeriet har videre gjort gældende, at såfremt tilsynsmyndigheden i en given situation, hvor der er tale om krænkelse af kommunens interesse i fortrolighed, vurderer, at et kommunalbestyrelsesmedlem må antages at have krænket sin tavshedspligt, må tilsynsmyndigheden endvidere kunne udtale sig om, hvorledes der bør reageres overfor krænkelsen. En beklagelse af det passerede fra tilsynsmyndighedens side må under de givne omstændigheder naturligt opfattes som en akcept af, at kommunalbestyrelsen ikke har fundet anledning til at foretage det mere indgribende skridt, som en politianmeldelse ville være.

Indenrigsministeriet har understreget, at ministeriet ikke ved foranstående bemærkninger har taget stilling til, i hvilken udstrækning den kommunale tilsynsmyndighed i øvrigt kan udtale sig om kommunalbestyrelsesmedlemmers brud på en dem påphvilende tavshedspligt, samt hvorledes kommunalbestyrelsen i givet fald kan reagere i denne anledning.

Jeg skal herefter udtale følgende:

Jeg skal først bemærke, at genstanden for min stillingtagen til den foreliggende sag er tilkendegivelsen i Indenrigsministeriets skrivelse af 1. april 1981, hvorefter den kommunale tilsynsmyndighed efter ministeriets opfattelse kan tage stilling til, om et kommunalbestyrelsesmedlem må antages at have overtrådt sin tavshedspligt, ligesom tilsynsmyndigheden i givet fald må være beføjet til at udtale sin beklagelse herover.

Således som sagen har foreligget for mig, har jeg derimod ikke fundet at burde gå nærmere ind på spørgsmålet om rækkevidden af et kommunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt i et tilfælde som det foreliggende.

Den nævnte tilkendegivelse i Indenrigsministeriets skrivelse af 1. april 1981 indeholder en stillingtagen til to principielt forskellige spørgsmål, nemlig dels spørgsmålet om tilsynsmyndighedernes adgang til (overhovedet) at udtale sig om, hvorvidt et kommunalbestyrelsesmedlem har overtrådt sin tavshedspligt (spørgsmål 1), dels spørgsmålet om, hvorvidt tilsynsmyndigheden i bekræftende fald kan udtrykke misbilligelse direkte i forhold til det pågældende kommunalbestyrelsesmedlem. (spørgsmål 2).

Efter min opfattelse er det mest hensigtsmæssigt at tage stilling til de to spørgsmål hvert for sig.

ad spørgsmål 1.

Det retlige grundlag for tilsynsmyndighedernes adgang til at tage stilling til spørgsmål om rækkevidden af et kommunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt må søges i bestemmelsen i § 61 i lov om kommunernes styrelser, senest lovbekendtgørelse nr. 188 af 22. april 1981.

Ifølge denne bestemmmelsen kan tilsynsmyndigheden sætte en kommunalbestyrelses beslutning ud af kraft, når beslutningen findes stridende mod lovgivningen. Hvis en kommunalbestyrelse har handlet i strid med lovgivningen, herunder undladt at udføre en foranstaltning, hvortil den er forpligtet, træffer tilsynsmyndigheden de nødvendige foranstaltninger, herunder eventuelt bestemmelse om tvangsbøder. I fornødent kan tilsynsmyndigheden rejse sag ved domstolene om personligt ansvar for medlemmer af kommunalbestyrelsen for den pågældende beslutning eller undladelse.

Efter bestemmelsens ordlyd tilkommer der således ikke den kommunale tilsynsmyndighed - det vil sige tilsynsrådet for det pågældende amt eller Indenrigsministeriet - nogen almindelig adgang til at udtale sig om, hvorvidt de enkelte kommmunalbestyrelsesmedlemmer har overtrådt de forpligtelser, der påhviler dem som kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Den adgang til at pålægge kommunalbestyrelsens enkelte medlemmer tvangsbøder for deres medvirken til ulovlige beslutninger, som er hjemlet ved bestemmelsen, har alene til formål at påvirke kommunalbestyrelsen som sådan til at opfylde sine forpligtelser.

Heller ikke forarbejderne til bestemmelsen indeholder nogen stillingtagen til spørgsmålet om de kommunale tilsynsmyndigheders adgang til at udtale sig om enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmers overholdelse af de pligter, der følger af hvervet. (Folketingstidende 1967/68, 2. samling, tillæg A, sp. 159 f).

Med udgangspunkt i bestemmelsen i § 61 (og de tilsvarende bestemmelser i den tidligere lovgivning om styrelsen af kommunale anliggender) har der imidlertid udviklet sig en praksis, hvorefter de kommunale tilsynsmyndigheder afgiver vejlende udtalelser om den kommunale styrelseslovgivning og om almindelige kommunalretlige spørgsmål, typisk som svar på forespørgsler fra kommuner. Denne praksis indebærer bl.a., at tilsynsmyndighederne udtaler sig vejledende om, hvorvidt nærmere angivne sager kan behandles for lukkede døre og - i bekræftende fald - eventuelt om rækkevidden af den tavshedspligt, der som følge heraf påhviler kommmunalbestyrelsesmedlemmerne, herunder om der i konkrete tilfælde er sket overtrædelse af denne tavshedspligt.

Jeg må være enig med Indenrigsministeriet i, at de kommunale tilsynsmyndigheder - på linie med, hvad der gælder for andre offentlige myndigheder - også uden udtrykkelig hjemmel må være berettiget til at afgive vejledende udtalelser om forståelsen af de retsregler m.v., der hører under deres ressort, og at det forhold, at det alene tilkommer domstolene at tage stilling til sådanne spørgsmål, ikke udelukker en responderende virksomhed som den nævnte. Det kan derfor ikke i sig selv give mig anledning til bemærkninger, at de kommunale tilsynsmyndigheder har anset sig for beføjet til at afgive vejlende udtalelser om rækkevidden af den kommunale styrelseslovgivning og almindelige kommunalretlige spørgsmål.

Afgørelsen af, hvilke spørgsmål tilsynsmyndighederne nærmere kan udtale sig om, og under hvilke betingelser det eventuelt bør ske, vil efter omstændighederne kunne give anledning til tvivl. Jeg finder ikke på baggrund af den foreliggende sag, at burde gå nærmere ind på dette spørgsmål mere i almindelighed. Efter min opfattelse er der således ikke holdepunkter for at antage, at de kommunale tilsynsmyndigheder efter gældende ret (generelt) skulle være afskåret fra at udtale sig om rækkevidden af et kommunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt i en given situation og - nært sammenhængende - om der efter tilsynsmyndighedens opfattelse er grundlag for at antage, at tavshedspligten er tilsidesat.

At Indenrigsministeriet i skrivelsen af 1. april 1981 har givet udtryk for, at tilsynsmyndighederne må anses for beføjede til at tage stilling til sådanne spørgsmål, kan derfor ikke give mig grundlag for kritik. Jeg skal dog i denne forbindelse bemærke, at jeg - på linie med hvad Indenrigsministeriet har givet udtryk for i udtalelsen til mig - ikke hermed har taget stilling til, om tilsynsmyndighederne i alle tilfælde vil kunne udtale sig om rækkevidden af et kommmunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt. Den nærmere fastlæggelse af omfanget af tilsynsmyndighedernes responderende virksomhed i denne henseende må bero på omstændighederne i de konkret forelagte sager, herunder på, på hvilket retsgrundlag den eventuelle tavshedsforpligtelse bygger. Af de grunde, som Indenrigsministeriet nærmere har redegjort for i udtalelsen til mig, har jeg ikke bemærkninger til, at tilsynsmyndighederne udtaler sig om rækkevidden af et kommunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt i et tilfælde som det foreliggende.

Den endeligde afgørelse af spørgsmålet hører under domstolene.

ad spørgsmål 2.

Jeg skal først bemærke, at dette spørgsmål alene går på, om de kommunale tilsynsmyndigheder i forbindelse med deres stillingtagen til en sag om, hvorvidt et kommunalbestyrelsesmedlem har overtrådt sin tavshedspligt, kan tilkendegive misbilligelse i anledning af det passerede direkte i forhold til den pågældende. Således som sagen foreligger for mig, finder jeg derimod ikke at have anledning til at gå nærmere ind på, under hvilke betingelser tilsynsmyndighederne eventuelt på anden måde (navnlig i forhold til vedkommende kommunalbestyrelse) kan tage stilling til, hvorledes der bør reageres i anledning af en tavshedspligtskrænkelse.

Efter min opfattelse kan en beføjelse for de kommunale tilsynsmyndigheder til at tilkendegive sådan misbilligelse overfor kommunalbestyrelsens enkelt medlemmer ikke antages at følge af den nævnte bestemmelser i den kommunale styrelselovs § 61. Såvel bestemmelsens ordlyd som dens forarbejder giver alene holdepunkter for at antage, at det har været hensigten at give tilsynsmyndighederne beføjelser til at gibe ind overfor retsstridige forhold, der er begået af kommunalbestyyrelsen som sådan, jf. herved navnlig Erik Harder, Dansk Kommunal Forvaltning II (1979) side 242 ff (navnlig side 244 f), og Claus Haagen Jensen, Kommunalret (1972) side 79. Jeg henviser i denne forbindelse også til det, der er anført ovenfor under ad spørgsmål 1.

Heller ikke andre bestemmelser i den kommunale styrelseslov ses at hjemle tilsynsmyndighederne adgang til at tilkendegive misbilligelse som nævnt overfor enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Jeg har da også forstået, at en sådan beføjelser efter Indenrigsministeriets opfattelse vel ikke har noget udtrykkeligt retsgrundlag i styrelseslovgivningen, men findes at være en naturlig konsekvens af den ovenfor under 1 omtalte praksis, hvorefter tilsynsmyndighederne kan udtale sig om rækkevidden af en tavshedsforpligtelse og i forbindelse hermed, om tavshedspligten i et konkret tilfælde må anses for tilsidesat.

Efter min opfattelse kan der imidlertid ikke fra tilsynsmyndighedernes adgang til at afgive vejlende udtalelser (om tavshedspligtsspørgsmål) udledes nogen beføjelse for disse myndigheder til at tilkendegive misbilligelse overfor et kommunalbestyrelsesmedlem i anledning af en formodet tavshedspligtskrænkelse. En beføjelse hertil, der er udtryk for en principiel udvidelse af tilsynsmyndighedernes kompetenceområde, således som dette direkte er fastlagt i styrelseslovens § 61, må efter min mening kræve et klarere retsgrundlag. Jeg må herved også lægge vægt på, at en sådan beføjelse reelt indebærer, at der tillægges tilsynsmyndighederne en disciplinærlignende funktion i forhold til de enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer, og at den efter omstændighederne må formodes at kunne have ganske vidtrækkende følger for det pågældende medlem.

Der foreligger da heller ikke for mig oplysninger om, at der skulle have udviklet sig nogen almindelig praksis i den nævnte henseende, ligesom der ikke i den juridiske litteratur ses at være støtte for, at tilsynsmyndighederne skulle kunne påtale tavshedspligtsovertrædelser overfor det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem.

På baggrund af det anførte er det således min opfattelse, at der ikke foreligger det fornødne retsgrundlag for den tilkendgivelse, der er indeholdt i Indenrigsministeriets afgørelse af 1. april 1981, hvorefter kommunale tilsynsmyndigheder har beføjelse til at udtale beklagelse overfor et kommunalbestyrelsesmedlem, der findes at have overtrådt sin tavshedspligt. Jeg må derfor også finde, at tilsynsrådet for Vestsjællands Amt - selv om det havde måttet lægges til grund, at De havde over trådt Deres tavshedspligt - ikke havde det fornødne retsgrundlag for i afgørelsen af 9. december 1980 overfor Dem at beklage, at De havde offentliggjort dagsordensforslaget for det pågældende møde.

Jeg har gjort Indenrigsministeriet og tilsynsrådet bekendt med min opfattelse. Jeg har endvidere anmodet Indenrigsministeriet om at foranledige, at tilsynsrådene bliver gjort bekendt med min opfattelse vedrørende tilsynsmyndighedernes adgang til at tilkendegive misbilligelse m.v. overfor enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer i anledning af tavshedspligtskrænkelser.

De indsendte bilag vedlægges.

Eilschou Holm.

Officielle noter

Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1982 8.5.