Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume

Et ægteskab havde varet i lidt mere end 20 år.

Der var betalt ægtefællebidrag i næsten 20 år.

Statsamtet lod bidraget aftrappe over en periode på 1 1/2 år.

Civilretsdirektoratet ændrede afgørelsen, og lod bidraget aftrappe over en periode på 2 år. Der forelå ikke »særlige omstændigheder«.

Den fulde tekst

Ægtefællebidrag. Aftrapning. Samliv over 20 år. Ikke særlige omstændigheder.


Statsamtet havde den 4. december 1989 bestemt, at et ægtefællebidrag skulle nedsættes fra 3.000 kr. til 2.000 kr. månedlig fra den 1. januar 1990, til 1.000 kr. fra den 1. oktober 1990 og bortfalde ved udgangen af juni 1991. Afgørelsen var truffet i medfør af ægteskabslovens §§ 50 og 53, stk. 2, og blev påklaget af hustruen.

Civilretsdirektoratet fandt, at aftrapningen skulle ske over en længere periode og lod bidraget aftrappe fra 3.000 kr. til 2.000 kr. fra 1. januar 1990 til 1.000 kr. fra 1. januar 1991 og bortfalde fra 1. januar 1992.

Civilretsdirektoratet henviste i sin afgørelse til ægteskabslovens §§ 50 og 53, stk. 2, og bemærkede, at man i sager om bidrag til en ægtefælles underhold, hvor bidragspligten ikke er tidsbegrænset følger den praksis, at man på begæring af den bidragspligtige i almindelighed lader bidraget aftrappe og senere bortfalde, når der er betalt bidrag i en periode, der overstiger samlivets varighed.

Såfremt bestemmelsen om tidsubegrænset bidragspligt er truffet før den 1. oktober 1989, vil man imidlertid i overensstemmelse med forarbejderne til lov nr. 209 af 5. april 1989 om ændring af ægteskabsloven m.v., som udgangspunkt - medmindre der foreligger særlige omstændigheder - lade bidraget aftrappe og bortfalde, allerede når der efter separation eller skilsmisse er betalt bidrag i 8-10 år.

Ved »særlige omstændigheder« tænkes i denne sammenhæng navnlig på tilfælde, hvor der har været et meget langvarigt samliv mellem parterne, som regel mere end 20 år, og hvor en samlet vurdering af parternes personlige og økonomiske forhold, herunder alder, helbredsmæssige forhold og tilknytning til arbejdsmarkedet ved fastsættelsen i sin tid af vilkåret om bidragspligt, ville gøre en aftrapning af bidragsbetalingen efter 8-10 år urimelig.

Formålet med denne aftrapningspraksis er ifølge forarbejderne til den ovennævnte ændring af ægteskabsloven at bringe udmålingspraksis i sager, hvor der tidligere er fastsat tidsubegrænset bidragspligt, i overensstemmelse med nugældende praksis ved domstolene og ændringen af lovens § 50, stk. 1.

Såfremt der skal ske aftrapning efter 8-10 år, vil tidspunktet for aftrapningens påbegyndelse typisk afhænge af samlivets varighed, således at aftrapning påbegyndes efter 8-9 år ved samliv indtil 1820 år og efter 10 år ved samliv over 20 år. I sådanne tilfælde vil bidrag af ikke ubetydelig størrelse som en overgangsordning i almindelighed blive aftrappet over en periode på 2-3 år, såfremt der 1. oktober 1990 allerede er betalt ægtefællebidrag i en længere periode end den årrække, hvorefter der nu skal påbegyndes aftrapning. I andre tilfælde vil bidrag af ikke ubetydelig størrelse blive aftrappet, således at de bortfalder efter forløbet af 1-2 år.

Det fremgik af sagen, at manden var født i maj 1930, at hustruen var født i oktober 1929, at ægteskabet blev indgået i oktober 1956, og

at samlivet ifølge vilkårsforhandlingen under separationssagen varede til august 1973.

Det fremgik endvidere, at manden og hustruen blev separeret ved bevilling i november 1973 på vilkår, at manden uden tidsbegrænsning skulle svare bidrag - fra september 1973 1.700 kr. pr. måned - til hustruens underhold efter overøvrighedens bestemmelse. Vilkåret skulle også gælde for en skilsmisse på grundlag af separationen. Manden og hustruen blev skilt på samme vilkår ved bevilling i februar 1975.

Endelig fremgik det af sagen, at hustruen under ægteskabet var uden arbejde og siden slutningen af 1975 havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed som fodplejer.

Civilretsdirektoratet lagde ved afgørelsen særlig vægt på oplysningerne om ægteskabets og samlivets varighed, og man fandt på denne baggrund - uanset de øvrige oplysninger, herunder særlig oplysningerne om hustruens tilknytning til arbejdsmarkedet ved separationen - ikke, at der forelå »særlige omstændigheder«.

Civilretsdirektoratet fandt derfor, at manden på tidspunktet for statsamtets afgørelse havde betalt ægtefællebidrag i en så lang periode, at der var grundlag for at lade bidraget aftrappe.

Da bidraget på 900 kr. efter Civilretsdirektoratets opfattelse ikke var af ubetydelig størrelse, fandt man - også under hensyn til den ovenfor anførte overgangsordning vedrørende aftrapningen, der kunne påbegyndes inden 1. oktober 1990 - ikke grundlag for at lade bidraget bortfalde straks eller ændre den af statsamtet fastlagte aftrapningsordning til mandens fordel.

Officielle noter

Justitsministeriets skrivelse af 26. september 1989 til statsamterne om fremtidig praksis mht. aftrapning af ægtefællebidrag.

1989-460-3187

Skarrildhus 1991, s. 16 f.