Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Bladet, der repræsenterede en interesseorganisation - havde bragt kritiske oplysninger uden at forelægge dem for klageren. Pressenævnet udtalte kritik heraf og pålagde bladet af offentliggøre et resumé af nævnets kendelse.
Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 39/1999

 

Provinsforlaget A/S har ved advokat Poul Meldgaard klaget til Pressenævnet over to artikler bragt i bladet HK/Industri for marts 1999, idet firmaet mener, at god presseskik er tilsidesat.

Den ene artikel havde overskriften "Hvor er det dejligt du er glad igen, mor" og følgende indhold:

"På Provinsforlaget i Randers lever de ansatte dagligt med psykisk terror, og mange er nedbrudte flygtet fra virksomheden

- De første år var det en almindelig og dejlig arbejdsplads. Så kom ejerskiftet og dermed skiftende direktører. Fra da af blev tilværelsen på Provinsforlaget et sandt helvede.

Sådan fortæller den 31-årig Helle fra Randers, der holdt ud i virksomheden i otte år. Undervejs var hun sygemeldt i tre uger på grund af den konstante psykiske chikane.

Tre uger hvor hun bare græd døgnet rundt.

Hendes beretning om arbejdsmiljøet i virksomheden kan sende kuldegysninger gennem enhver, og hun er ikke en specielt sart kvinde. Mindst fem af hendes kollegaer har også været gennem sygemeldinger på grund af den rædselsfulde hverdag. Adskillige er flygtet nervenedbrudte fra virksomheden, der gennem de senere år har måttet betale erstatninger til flere forskellige faggruppers ansatte på grund af mishandlingen af de ansatte i stort set samtlige afdelinger.

Helle hedder ikke Helle i virkeligheden, men hun har valgt anonymt at fortælle sin historie, fordi den måske kan virke som støtte og opbakning til andre i lignende situationer.

SKJULT BÅNDOPTAGER

På virksomheden var det ildeset, at de ansatte på kontoret talte sammen om private ting i arbejdstiden, og på et tidspunkt skjulte chefen en båndoptager på kontoret for ulovligt at optage deres samtale, når han ikke selv var til stede.

- Vi opdagede båndoptageren ved en tilfældighed, og da han kom tilbage, spurgte vi ham i fælles flok, hvad det var for noget svineri. Han grinede bare og slog det hen med, at han bare ville afspille det for os, så vi selv kunne høre, hvordan vores indbyrdes snak lød. Da vi spurgte ham, om vi også kunne risikere skjult videoovervågning grinede han igen og sagde, at det kunne man da aldrig vide, fortæller Helle, der erkender, at kontorpersonalet nu og da talte sammen om private emner.

- Når en kollega kommer stortudende ud fra chefens kontor efter en kæmpe skideballe, går man altså hen og trøster hende lidt så kan man altså ikke bare hviske til hende, at dette her må vi tale om til fyraften, siger Helle.

GIK AMOK

Det går som en rød tråd gennem hele Helles beretning, at stort set samtlige ansatte har levet en tilværelse knuget af frygt for, hvad chefen i dag kunne finde på.

- Vi tænkte over det hver morgen, når vi mødte. Hvordan mon hans humør nu var i dag? Han kunne gå helt grassat over de mindste ting. Engang smed han i et af sine mange raserianfald en potteplante ud ad vinduet. En anden gang havde en kollega i produktionen trykt noget forkert. Da tog chefen sine briller af, smed dem på gulvet og hoppede på dem af bare raseri. Den slags episoder var slemme for os på kontoret at se på, og der skulle ikke så meget til. Kaffekanden kunne være tom, eller rengøringsdamen kunne have puttet for meget smør på en rundstykke. Det var nok, fortæller Helle.

I sommeren 1997 havde hun fået nok og sagde sin stilling op.

BØRN VAR ILDESET

Han hadede børn og omtalte dem konsekvent som yngel. Han gjorde et stort nummer ud af at fortælle, at han "sateme ikke håbede, hans egne døtre ville få børn". Da en af kollegaerne blev gravid, omtalte han konsekvent og ringeagtende hendes barn som yngel. Måske skyldtes det frygt for barnets første sygedag, eller at man skulle få fravær i forbindelse med moderskabet. I hvert fald var det meget, meget ildeset, hvis man en dag var nødt til at gå kl. 17 for at hente sit barn fra børnehaven, siger Helle.

I dag fortryder hun, at hun blev så længe på virksomheden.

- Selv her halvandet år efter kan jeg tude, hvis jeg skal tænke på min tid der, men det var først 14 dage efter, jeg med flossede nerver havde sagt op, at det for alvor gik op for mig, hvor stor en pris jeg havde betalt for at forsøge at blive på min arbejdsplads. Da hoppede min dengang fireårige datter en dag op på mit skød. Puttede sig ind til mig og sagde "Mor, hvor er det bare dejligt, at du er blevet glad igen". Da tudede jeg igen, fortæller Helle.

Trods sine vanskeligheder ved at tale om sin tid på Provinsforlaget har hun besluttet sig for, at hun gennem HK vil trække sin tidligere arbejdsgiver i retten med krav om erstatning for sin tid i helvede.

DER SKAL RYDDES OP

- Min tidligere arbejdsgiver har tilbudt mig en erstatning på 10.000 kroner for den behandling, jeg har været udsat for, i form af et forlig, men det har jeg sagt nej tak til. Det er ikke sikkert, vi vinder sagen i retten, men jeg er fuldstændig ligeglad med, om jeg får fem kroner eller en halv million. Selv om det stadig gør ondt langt ind i sjælen, hver gang jeg skal tænke på Provinsforlaget, vil jeg stå smerterne ved en retssag og den konstante ribben op i såret igennem. Der skal bare ryddes op på den virksomhed, så mennesker ikke i al fremtid skal døje med den behandling. Det er den eneste grund til, at jeg insisterer på at gennemføre en retssag, fortæller Helle, der siden har fået et godt fast job.

- Jeg blev tilbudt job i et par andre grafiske virksomheder, men jeg besluttede mig for bare at skifte branche. Den ene af dem havde samme leverandører som Provinsforlaget, og jeg ved, at jeg i meget lang tid fremover vil blive trist, bare jeg hører eller ser noget, der kan minde mig om den arbejdsplads, siger Helle."

Den anden artikel havde overskriften "Spændende prøvesag om psykisk terror" og følgende indhold:

"En meget spændende prøvesag omkring erstatning for dårligt psykisk arbejdsmiljø er af HK begæret startet ved Sø- og Handelsretten, hvorfra den meget let går videre til en endelig afgørelse i Højesteret.

Sagen er i juridisk forstand ganske "tricky", idet den drejer sig om den nu 31-årig kvinde fra Randers " Helle", der i sommeren 1997 selv opsagde sit job på en grafisk virksomhed på grund af et utroligt dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Alligevel kræver HK nu på hendes vegne erstatning for usaglig afskedigelse efter funktionærlovens paragraf 2b og torterstatning den såkaldte paragraf om liv, ære og velfærd.

- Det er en atypisk sag, men vi rejser den på denne måde, fordi forholdene i firmaet er meget særprægede. Arbejdsgiveren placerede blandt andet en skjult båndoptager på kontoret, han chikanerede konstant de ansatte og spillede dem ud mod hinanden. F.eks. skulle de to gange dagligt ringe til kollegaer, der var sygemeldte, for at sikre sig, at de nu også var syge og til stede i hjemmet, siger Hanne Christensen fra HKs juridiske afdeling.

Begrundelsen for at kræve erstatning for usaglig afsked, skønt medlemmet selv har sagt op, er, at chefens opførelse simpelthen har været så grel, at der efter HKs mening er tale om en misligholdelse af ansættelsesforholdet.

- Rent juridisk er det en endog meget spændende sag, og vi har bedt om, at sagen fra begyndelsen starter i Sø- og Handelsretten, så den uden videre kan ankes til Højesteret. Anlæggelse af sagen på denne måde er for vort vedkommende et forsøg på at få et endeligt gennembrud i sager om psykisk chikane. Det er et forsøg på at flytte hegnspæle omkring et juridisk område, hvor det er meget svært at trænge igennem specielt fordi psykisk arbejdsmiljø i sin natur er så abstrakt et begreb og derfor meget vanskeligt konkret at bevise, siger Hanne Christensen.

En arbejdsgruppe i HK har gennem nogen tid arbejdet med problemerne omkring det psykiske arbejdsmiljø, som man ønsker anerkendt på linje med anden misligholdelse og seksuel chikane.

- I den konkrete sag fra Randers, hvor der på kontoret blandt andet var opsat skillevægge, så de ansatte ikke kunne tale privat sammen, kræver vi erstatning for løn i opsigelsesperioden svarende til fem måneders løn samt erstatning for usaglig afsked svarende til tre måneders løn. Hertil kommer 25.000 kr. i tort-erstatning. Samlet mere end 150.000 kroner, fortæller Hanne Christensen."

Artiklerne blev ledsaget af modelfotos af henholdsvis en grædende dukke, en diktafon blandt nogle bøger og et par briller, der blev mast af en herrefod.

Klageren har anført, at en række af de oplysninger, der er anført i artiklen, er forkerte.

Klageren har videre anført, at det er stærkt kritisabelt, at artiklen giver indtryk af, at der verserer en principiel sag om psykisk terror på et tidspunkt, hvor retten i Randers har truffet afgørelse om, at den omtalte sag på ingen måder har principiel karakter og derfor ikke skal behandles ved Sø- og Handelsretten i København.

Klageren har i den forbindelse anført, at artiklen inden dens udgivelse burde have været forelagt for klageren, der herved kunne have korrigeret direkte fejloplysninger i artiklen, og at emnet psykisk arbejdsmiljø ikke har en sådan aktualitet i den almindelige samfundsdebat, at dette i sig selv kan begrunde den manglende forelæggelse for klageren.

Klageren har herudover anført, at det anvendte billedmateriale er misvisende og er fremskaffet på en måde, der må anses for stridende mod god presseskik. Klageren har herved nærmere anført, at billedet af en moderne diktafon skjult i en papirholder giver indtryk af, at der er foretaget aflytning hos klageren, hvilket aldrig har været tilfældet.

Klageren har yderligere anført, at artiklerne har medført store ordretab, hvilket i økonomisk henseende andrager et stort sekscifret beløb.

Klageren har endelig anført, at bladet kunne have rettet oplysningerne om, at sagen søgtes overført til Sø- og Handelsretten, inden bladet udkom, og at bladet i hvert fald i det følgende nummer burde have oplyst om afgørelsen fra Retten i Randers, der blev truffet den 19. februar 1999.

Bladet har i en udtalelse anført, at bladet har talt med en række kilder, som samstemmende har berettet om virksomhedens dårlige psykiske arbejdsmiljø. Bladet har blandt andet talt med faglige sekretærer i afdelingerne og har talt med jurister i HK forbundet.

Bladet har videre anført, at man på den baggrund ikke var i tvivl om, at historien kunne bære igennem, men historien skal udelukkende betragtes som en subjektiv, menneskelig historie, der er med til at forklare, hvorfor HK har lagt sag an mod virksomheden for usaglig afskedigelse. Bladet valgte bevidst ikke at tale med repræsentanter fra ledelsen på Provinsforslaget på grund af sagens/historiens karakter, idet historien handler om, hvordan en kvinde har oplevet at være ansat på virksomheden, og hvorfor hun har sagt op. En sådan oplevelse bør ikke altid imødegås af modparten, da en oplevelse af det psykiske arbejdsmiljø hverken kan være sand eller falsk.

Bladet har herudover anført, at bladet som krævet i de presseetiske regler har efterprøvet oplysningerne i særlig grad, men ikke har fundet det relevant at forelægge virksomhedens ledelse sagen. Dette er ikke bladets pligt som fagblad eller som fagforening, når der foreligger så megen dokumentation i sagen, at HK rejser en principiel sag ved domstolene.

Bladet har yderligere anført, at klageren ikke har påpeget konkrete faktuelle fejl i artiklerne, og at klageren ikke inden for 4 uger efter offentliggørelsen har krævet genmæle over for bladet.

Bladet har vedrørende billederne anført, at der er tale om modelbilleder, taget i et studie og er fotografens frie og kunstneriske fortolkning af kvindens og hendes barns følelser/oplevelser.

Bladet har desuden anført, at bladet på tidspunktet, hvor marts nummeret gik i trykken, ikke kendte byrettens afgørelse om, at sagen ikke skulle henvises til Sø- og Handelsretten. Bladet har imidlertid anset spørgsmålet om, hvor sagen skulle behandles, som juridiske spidsfindigheder uden væsentlig interesse for læserne, og det var derfor ikke nødvendigt at komme med en rettelse i det følgende nummer.

Bladet har i den forbindelse anført, at sagen må anses som principiel uanset hvor i retssystemet, den kører.

Bladet har endelig anført, at det psykiske arbejdsmiljø siden midten af 90'erne har været det mest sprængfarlige arbejdsmiljøemne, og det optager i høj grad HK's medlemmer.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at medier, der repræsenterer interesseorganisationer, ikke kan påberåbe sig en speciel standard for god presseskik.

Pressenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de billeder, der illustrerede artiklerne.

Pressenævnet finder, at bladet burde have ændret oplysningen i martsnummeret om, ved hvilken domstol, sagen blev behandlet, såfremt det var muligt. Da oplysningen om stedet for retssagens afholdelse imidlertid ikke har været af væsentlig betydning for omtalen af sagen, finder nævnet ikke, at der af denne grund er sket en tilsidesættelse af god presseskik.

Pressenævnet finder, at artiklernes oplysninger kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for klageren, og at de derfor burde være efterprøvet ved forelæggelse for klageren, før de blev bragt. Endvidere bør angreb og svar bringe i sammenhæng. Da dette ikke er sket, har bladet tilsidesat god presseskik.

Det bemærkes i den forbindelse, at efterprøvelse af oplysninger hos forskellige personer og organisationer ikke kan erstatte forelæggelse for den omtalte selv i en situation, hvor der som i det foreliggende tilfælde bringes stærkt kritiske oplysninger om den pågældende.

Pressenævnet udtaler på dette grundlag sin kritik af bladet HK/Industri.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af HK/Industri at offentliggøre følgende:

"Kendelse fra Pressenævnet:

HK/Industri bragte i marts-nummeret to artikler om arbejdsforholdene på Provinsforlaget i Randers. I den ene artikel beskrev en 31-årig kvinde sin oplevelse af arbejdspladsen og i den anden artikel oplyste bladet, at den pågældende kvindes erstatningssag af HK forsøges henvist fra Retten i Randers til Sø- og Handelsretten.

Provinsforlaget i Randers har klaget over artiklerne, som firmaet finder er i strid med god presseskik.

Pressenævnet har i anledning af klagen udtalt, at medier, der repræsenterer interesseorganisationer, ikke kan påberåbe sig en speciel standard for god presseskik.

Pressenævnet finder, at artiklernes oplysninger kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for klageren, og at de derfor burde være efterprøvet ved forelæggelse for klageren, før de blev bragt. Endvidere bør angreb og svar bringe i sammenhæng. Da dette ikke er sket, har bladet tilsidesat god presseskik.

Det bemærkes i den forbindelse, at efterprøvelse af oplysninger hos forskellige personer og organisationer ikke kan erstatte forelæggelse for den omtalte selv i en situation, hvor der som i det foreliggende tilfælde bringes stærkt kritiske oplysninger om den pågældende.

Pressenævnet udtaler på dette grundlag sin kritik af bladet HK/Industri.

København, den 16. juni 1999.

Per Sørensen, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen."

Afsagt den 16. juni 1999.