Senere ændringer til afgørelsen
Resume

Ved udmåling af hustrubidrag blev der taget hensyn til, at hustruen arbejdede på en udenlandsk ambassade i Danmark og var skattepligtig i udlandet. Ved bidragsberegningen blev ambassadens oplysninger lagt til grund, hvorefter en nettoløn på 9.000 kr.

svarede til en bruttoløn på ca. 14.000 kr. månedligt, såfremt hustruen havde været skattepligtig i Danmark.

Bidraget fastsattes med virkning fra ansøgningstidspunktet under hensyn til hustruens sene ansøgning.

Den fulde tekst

Ægtefællebidrag. Skattepligt i udlandet. Værdi af fri bil. Begyndelsestidspunkt ved førstegangsfastsættelse.


Manden klagede over statsamtets afgørelse, hvorved han pålagdes at betale 2.000 kr. månedligt i hustrubidrag med virkning fra den 1. april 1986.

Manden og hustruen havde ophævet samlivet den 14. januar 1986, og hustruen anmodede ved skrivelse af 7. juli 1986 statsamtet om fastsættelse af bidrag med virkning fra den 1. april 1986. Manden blev gjort bekendt med ansøgningen den 25. juli 1986.

Det fremgik endvidere, at manden og hustruen blev separeret ved dom af 27. oktober 1986, bl.a. på vilkår, at manden blev pålagt bidragspligt over for hustruen i 8 år fra dommens dato.

Manden havde en fast bruttoløn på ca. 25.000 kr. månedligt og havde en enkelt måned fået et tillæg på ca. 6.000 kr. Ifølge selvangivelse for 1986 havde han en A-indkomst på ca. 357.000 kr., hvortil kom værdien af fri bil opgjort til 24.000 kr. Manden betalte endvidere normalbidraget med tillæg af 100 % til et barn.

Hustruen var skattepligtig i det land, for hvis ambassade hun arbejdede, og havde ifølge en lønseddel en indtægt på ca. 8.900 kr. månedligt. Ambassaden oplyste over for Civilretsdirektoratet, at hustruen ville få udbetalt ca. 14.100 kr. brutto månedligt, såfremt hun var skattepligtig herhjemme.

Civilretsdirektoratet lagde ved afgørelsen vægt på disse forhold og fandt således ikke grundlag for at ændre statsamtets afgørelse. Dog fandt man det rettest først at fastsætte bidrag fra det tidspunkt, hvor manden blev gjort bekendt med ansøgningen, da det er praksis som udgangspunkt i almindelighed at lade en afgørelse få virkning fra tidspunktet for den begivenhed, der betinger bidragsfastsættelsen, f.eks. samlivsophævelsen, separationens eller skilsmissens dato, forudsat, at anmodning om bidrag fremsættes i forbindelse hermed eller senest 1-2 måneder herefter.

Civilretsdirektoratet fastsatte således bidraget med virkning fra den 25. juli 1986.

Officielle noter

Skarrildhus 1987, s. 53 ff.