Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Resume

En revisor, der drev selvstændig virksomhed som sådan, var medlem af en musikergruppe. Gruppen deltog kun i få arrangementer og havde derfor kun beskedne indtægter. Der var enighed om, at musikervirksomheden var hobby, og indtægterne herved måtte anses for personlig virksomhed, jf. statsskattelovens § 4 og personskattelovens § 3, stk. 1. Udgifterne ved hobbyvirksomheden kunne fradrages, så vidt indtægterne rakte, og uden anvendelse af begrænsningsreglen i ligningslovens § 9, stk. 1.

Den fulde tekst

Hobby - fradrag for musikervirksomhed - personlig indkomst. (1)

Statsautoriseret revisor A klagede for indkomståret 1988 over, at de stedlige skattemyndigheder havde nægtet ham et fradrag på 3.138 kr. for udgifter i forbindelse med hobbyvirksomhed. De stedlige skattemyndigheder havde anset indkomsten ved hobbyvirksomhed for A-indkomst og følgelig reduceret de fradrag, der havde knyttet sig hertil med bundfradraget på 3.200 kr. i overensstemmelse med ligningslovens § 9, stk. 1.

Det var oplyst, at klageren, der drev selvstændig erhvervsvirksomhed som statsautoriseret revisor, igennem de sidste 15 år i varierende omfang havde haft indtægt som musiker i et eller flere orkestre.

Såvel klageren som skattemyndighederne havde fundet, at klagerens musikervirksomhed var hobbyvirksomhed med de deraf følgende begrænsninger i skattemæssig henseende, herunder manglende mulighed for underskudsfremførsel.

Det var endvidere oplyst, at musikgruppen bestod af 5 personer, og at klageren igennem mange år havde kvitteret for modtagelse af hele orkestrets honorar. I konsekvens heraf havde han ved udarbejdelse af selvangivelsen medtaget modtagne honorarer som indtægt og betragtet dels de øvrige medlemmer af orkestrets andel af honorarerne, dels udgifter i forbindelsen med erhvervelse af indtægten som fradrag.

Orkestrets årlige bruttoindtægt havde svinget imellem 2.000 kr. og 15.000 kr., som skulle dække udgifter til bl.a. transport (leje af bil), leje af lysanlæg, fortæring og udgivelse af demobånd. Eventuelt resterende honorar blev fordelt mellem gruppens medlemmer, og den enkelte fratrak sine egne udgifter til småanskaffelser og transport samt afskrivninger og vedligeholdelse af instrumenter.

For 1988 havde bruttoindtægten udgjort 15.690 kr. og nettoindtægten til fordeling 9.709 kr., hvoraf klagerens andel havde udgjort 20% eller 3.138 kr. Klageren havde samtidig haft et individuelt fradrag i forbindelse med hobbyvirksomheden på samme beløb, og dette havde han fratrukket i hobbyindtægten.

De stedlige skattemyndigheder havde til støtte for skatteansættelsen anført, at indtægt fra musikervirksomhed ikke var anset for selvstændig erhvervsvirksomhed, da der var tale om hobby. Udgifterne i forbindelse hermed kunne derfor alene fradrages som ligningsmæssige fradrag med den følge, at fradragene reduceredes i overensstemmelse med bestemmelsen i ligningslovens § 9, stk. 1. De stedlige skattemyndigheder havde henvist til punkt 30 i Skattedepartementets cirkulære nr. 21 af 9. december 1986 om virksomhedsskatteloven, hvoraf det fremgik, at selvstændig erhvervsvirksomhed normalt var kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøvedes en virksomhed af økonomisk karakter og med det formål at indvinde økonomisk udbytte. Herudover havde de stedlige skattemyndigheder henvist til cirkulære nr. 116 af 5. oktober 1988 om afgrænsning mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende og til bemærkningerne til § 1 i lovforslag nr. L 107 til virksomhedsskatteloven.

Klageren påstod over for Landsskatteretten fradrag i overensstemmelse med reglerne om selvstændig erhvervsvirksomhed, således at fradraget skulle gives i den personlige indkomst og uden bundfradraget, jf. ligningslovens § 9. Til støtte for påstanden henviste klageren til ligningsvejledningen 1989 afsnit C 1.1, hvor det anførtes, at overskud ved hobbyvirksomhed skulle medregnes ved indkomstopgørelsen som personlig indkomst, og at der ved opgørelsen af overskuddet, hvilket vil sige nettoindkomsten, kun kunne fratrækkes de omkostninger, der var forbundet med opnåelsen af indkomsten. Endelig anførte klageren, at skattemyndighederne havde betragtet hans virksomhed som musiker som hobbyvirksomhed, men at reglerne om ligningsmæssige fradrag knyttede sig til lønmodtagervirksomhed, hvilket ikke harmonerede.

Landsskatteretten bemærkede, at det er kendetegnet ved hobbyvirksomhed, at virksomheden ikke drives erhvervsmæssigt, og at der ikke er rimelig udsigt til, at virksomheden i det lange løb vil afkaste et overskud. Når hensås til oplysningerne i nærværende sag om dels den ringe bruttoindkomst og dels det endnu ringere overskud samt de ganske få arrangementer årligt, var retten enig med de stedlige skattemyndigheder og klageren i, at der var tale om hobbyvirksomhed.

Landsskatteretten bemærkede endvidere, at praksis vedrørende hobbyvirksomhed er således, at der ud fra en konneksitetsbetragtning tillades fradrag for udgifter i forbindelse med den indtægtsgivende hobbyvirksomhed inden for samme år i det omfang, indtægten ved hobbyvirksomheden kan strække til. Det følge af statsskattelovens § 4 og personskattelovens § 3, stk. 1, der afgrænser personlig indkomst negativt, at indtægter ved hobbyvirksomhed er personlig indkomst. Et eventuelt underskud i forbindelse med hobbyvirksomhed betragtes som privatforbrug, der ikke er fradragsberettiget. Når hensås til de anskaffelser, klageren havde foretaget, de løse arrangementer, afregningsformen, indtjeningens usikkerhed og udgifternes karakter, fandt retten, at klageren ikke i den heromhandlede henseende kunne betragtes som lønmodtager. Begrænsningsreglen i ligningslovens § 9 fandtes således ikke anvendelig på klagerens udgifter vedrørende hobbyvirksomhed, og fradraget måtte foretages i den personlige indkomst, jf. personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1. Klagerens fradrag blev herefter godkendt.

LV 1991, C 4.2.4.

Redaktionel note
  • (* 1)Afgørelsen er offentliggjort i t&s nyt 1992, nr. 3, side 89.