Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Resume

En kontraktansat konstabel havde umiddelbart før kontraktperioden og i den første del af denne selvstændig bolig, men boede derefter hos forældrene i en anden by i resten af perioden. Han havde under ansættelsen været indkvarteret på en tomandsstue på kasernen og betalt 400 kr. pr. måned herfor. Han kunne ikke få fradrag for befordringsudgifter til forældrenes hjem, idet han blev anset for i 1988 at have haft bopæl på kasernen.

Den fulde tekst

Befordringsudgifter - konstabel - bopæl. (* 1)

A klagede over, at de lokale skattemyndigheder ikke havde godkendt hans fradrag i indkomstopgørelsen for 1988 på 20.475 kr. for befordringsudgifter.

Det var oplyst, at klageren i 1988 var kontraktansat konstabel ved Forsvarsministeriet. Kontraktperioden løb fra den 1. februar 1987 til den 31. marts 1989. Det var endvidere oplyst, at klageren, der var født i 1964, havde aftjent sin værnepligt i 1984/85. I perioden 1. maj 1986 til 13. april 1987 havde klageren boet i X. I perioden 14. april 1987 til 30. juni 1990 havde han boet hos forældrene i Y, hvorefter han den 1. juli 1990 var flyttet til Z.

Klageren havde under tjenesten været indkvarteret på en tomandsstue på Z kaserne. Han havde betalt 400 kr. pr. måned for indkvartering på kasernen.

Ved indkomstopgørelsen havde klageren foretaget fradrag efter ligningslovens § 9 C for befordring i 75 dage mellem kasernen og forældrenes hjem. Afstanden tur/retur var på 280 km og fradraget var beregnet til 20.475 kr.

Skatteankenævnet havde ikke anset klageren for berettiget til dette befordringsfradrag, idet der var henvist til, at den nævnte befordring måtte anses for en ren privat disposition. Skatteankenævnet havde herved lagt til grund, at forældrenes hjem ikke kunne anses for klagerens bopæl i relation til opgørelsen af fradrag for befordring i medfør af ligningslovens § 9 C, da klageren den væsentligste del af året havde boet og overnattet på tjenestestederne og alene havde opholdt sig i forældrenes hjem på fridage og i ferier.

Klagerens revisor påstod over for Landsskatteretten klageren berettiget til det selvangivne befordringsfradrag, idet han henviste til, at der ikke var plads til nogen form for privat møblement på indkvarteringsstedet på kasernen. Klageren var da også taget hjem i det omfang, det havde været muligt, og han havde af samme grund købt bil i marts 1987. Endvidere havde klagerens forlovede, som han nu boede sammen med i Z, boet i Nordjylland. Klageren havde i øvrigt forsøgt at blive forflyttet til nordjyske kaserner, men dette havde ikke været muligt.

Revisoren henviste endvidere til Vestre Landsrets dom af 18. april 1990, hvor landsretten havde statueret, at en værnepligtig var berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 C for befordring på fridage mellem tjenestestederne og forældrenes bopæl.

Da klageren ikke umiddelbart før sin kontraktansættelse som konstabel havde bopæl hos forældrene, men havde egen bopæl i X, fandt Landsskatteretten, at klageren i 1988 i skattemæssig henseende havde haft bopæl på kasernen.

Klagerens befordring mellem kasernen og forældrehjemmet var derfor en privat kørsel, som ikke var fradragsberettiget ved indkomstopgørelsen.

Det var derfor med rette, at klageren ikke var anset for berettiget til fradrag for befordringsudgifter, og den påklagede ansættelse blev stadfæstet.

LV 1990, U 1.1.1.

Redaktionel note
  • (* 1)Afgørelsen er offentliggjort i t&s nyt 1992, nr. 4, side 116.