Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Resume

En klagers fradrag i personlig indkomst for indbetaling til kapitalpension, blev nægtet godkendt, idet indbetalingen ikke kunne rummes i den personlige indkomst. Ved opgørelsen heraf skulle virksomhedsunderskud efter virksomhedsskattelovens § 13, stk. 2, fragå i den personlige indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1, før der kunne beregnes fradrag for indbetaling til kapitalpension.

Den fulde tekst

Pensionsbeskatning - kapitalpension - virksomhedsunderskud. (* 1)

A klagede for indkomståret 1988 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans fradrag på 10.000 kr. i den personlige indkomst for indbetaling til kapitalpension. Myndighederne havde anset fradragsretten betinget af, at fradraget kunne rummes i den personlige indkomst, opgjort efter reglerne i personskattelovens § 3, jf. pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 2.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klagerens repræsentant i juli 1989 havde rettet forespørgsel til Skattedepartementet vedrørende fortolkningen af punkt 93 i cirkulære nr. 24 af 16. december 1986 til pensionsbeskatningsloven.

Det daværende Statsskattedirektorat, nu Told- og Skattestyrelsen, havde i august 1989 besvaret henvendelsen, og det fremgik heraf, at direktoratet var af den opfattelse, at virksomhedsunderskud efter virksomhedsskattelovens § 13, stk. 2, skulle indgå i opgørelsen af den personlige indkomst efter reglerne i personskattelovens § 3, stk. 1. Virksomhedsunderskuddet skulle således fradrages før fradrag for bidrag til kapitalpension efter pensionsbeskatningslovens § 18. stk. 2.

Skattemyndighedernes ansættelse var foretaget under henvisning til Told- og Skattestyrelsens udtalelse i sagen.

Klagerens repræsentant nedlagde over for Landsskatteretten påstand om, at der ved opgørelsen af den personlige indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1, skulle foretages fradrag for bidrag til kapitalpension i henhold til pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 2, førend der blev foretaget fradrag af negativ virksomhedsindkomst efter virksomhedsskattelovens § 13, stk. 3. Der skulle således bortses fra fradrag af negativ indkomst efter virksomhedsskattelovens § 13, stk. 3, i lighed med, at fremført og overført negativ personlig indkomst først skulle fragå efter fradrag af kapitalpensionsbidrag, jf. punkt 93 i cirkulære nr. 24 af 16. december 1986 om pensionsbeskatningsloven.

Klagerens repræsentant henviste bl.a. til cirkulæret til pensionsbeskatningsloven, hvoraf fremgik, at kapitalpensionsbidraget skal kunne rummes i den personlige indkomst før regulering efter overgangsreglerne i pensionsskattelovens § 21 og inden anvendelse af reglerne om overførsel/fremførsel af negativ personlig indkomst. Det var herefter repræsentantens opfattelse, at det tilsvarende måtte være mest naturligt, at fradraget for kapitalpension også skulle foretages inden skatteberegningsreglerne om modregning af virksomhedsunderskud efter § 13, stk. 3-4, i virksomhedsskatteloven.

Endvidere henviste klagerens repræsentant til reglerne om kapitalpensionsordninger i ansættelsesforhold. Han anførte herved, at dersom forsikringen var oprettet i et ansættelsesforhold, ville en fortolkning af reglerne føre til, at man først måtte afgøre, hvor stor en del af en præmie til kapitalpension, der reelt var fradragsberettiget, inden man anvendte reglerne i § 13, stk. 3, i virksomhedsskatteloven. Det ville på tilsvarende måde være mest naturligt, at en præmie til en privat tegnet kapitalpensionsordning skulle fradrages i den personlige indkomst, inden man anvendte modregningsreglerne i § 13, stk. 3, i virksomhedsskatteloven. Det var derfor repræsentantens opfattelse, at der ikke kunne være holdepunkter i lovgivningen for, at en privat tegnet ordning i denne relation skulle stilles dårligere end ordninger i ansættelsesforhold.

Endelig anførte repræsentanten, at virksomhedsunderskud, der fradrages efter virksomhedsskattelovens § 13, stk. 2, 2. pkt., dvs. i ægtefællens personlige indkomst, foretages, efter at ægtefællen havde fratrukket præmie til pension. Det var derfor repræsentantens opfattelse, at der ikke var belæg for at anvende andre principper ved fradrag af virksomhedsunderskud efter reglerne i virksomhedsskattelovens § 13, stk. 3.

Landsskatteretten måtte ved afgørelsen lægge til grund, at virksomhedsunderskud i henhold til virksomhedsskattelovens § 13, stk. 3, måtte anses for en del af opgørelsen af nettoresultatet af den personlige indkomst i henhold til personskattelovens § 3. Landsskatteretten fandt, at der herefter kunne foretages fradrag for indbetalt kapitalpension i det omfang, fradraget kunne rummes i den således opgjorte personlige indkomst.

Da klagerens indbetaling til kapitalpension efter det oplyste ikke havde kunnet rummes i den således opgjorte personlige indkomst, blev den påklagede ansættelse stadfæstet.

LV 1989, I 2.7.7.4.

Redaktionel note
  • (* 1) Afgørelsen er offentliggjort i (* 1) Skat 10, 1990, s. 797